Restorativ Praksis by Dafolo

Restorativ Praksis

Stærkere fællesskaber i skolen

Gro Emmertsen Lund og John Winslade

Restorativ Praksis

Stærkere fællesskaber i skolen

1. udgave, 1. oplag, 2024

Forlagsredaktion: Sophie Hill

Omslagslayout og grafisk opsætning: Simon Zander

De første udkast til bogen er skrevet på engelsk af forfatterne og oversat til dansk af Lisbeth Rindholt, og efterfølgende er bogen færdigskrevet på dansk af Gro Emmertsen Lund.

Grafisk produktion: JYPA, Frederikshavn

SVANEMÆRKET

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition:

Dafolo A/S

Suderbovej 22-24

9900 Frederikshavn

Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8100

ISBN 978-87-7234-041-8

Bag enhver handling er en følelse.

Og bag hver følelse er et behov. Og når vi møder det behov og ikke kun

fokuserer på adfærden, begynder vi at håndtere selve årsagen, ikke kun symptomet.

– UKENDT

Genoprettende retfærdighed er en proces, der har til hensigt at involvere – i den grad det lader sig gøre – de, der har en andel i en specifik forseelse, og i fællesskab identificere og adressere den skade, der er gjort, samt behov og forpligtelser med henblik på heling og genoprettelse af relationen.

– HOWARD ZEHR, 2002

Highlight strengths, leave behind weaknesses.

MAORI WHAKATAUKI-ORDSPROG

Forord

Ideen til denne bog opstod i 2018 i forbindelse med, at John og jeg skrev artiklen ”Responding to interactive troubles – Implications for school culture” (Lund & Winslade, 2018) Her blev vi mindet om glæden ved at skrive sammen og at være i tæt dialog på Skype, Teams og mail, sådan som vi også havde været det i perioden 2013-2017, hvor vi var henholdsvis ph.d.-studerende og -vejleder. Vores relation går tilbage til 2012, hvor vi mødtes til en Taos-konference i San Diego, Californien. John og hans kollega Gerold Monk stod dagen før konferencen for en temadag om narrativ konfliktmediering og Restorativ Praksis, som jeg havde tilmeldt mig.

Jeg kendte Gerold i forvejen og så meget frem til at skulle møde John, hvis arbejde og udgivelser jeg var godt bekendt med.

Da vi alle havde sat os i rummet – i en cirkel selvfølgelig – skulle vi præsentere os, og John responderede ved at gentage alles navn. Han havde dog en del besvær med at udtale mit navn, hvorefter han forbavset og meget beklemt undskyldte sig med: ”I’ve never met a woman with the name of a bear’s growl.” Det vakte store grin og smil i forsamlingen, at han kæmpede med grr’erne – og dagen fortsatte i lun humoristisk, men også intens og fokuseret stemning.

Gerold og John havde været kolleger på Waikato University i New Zealand, hvor de begge er fra, men havde fået professorater i USA, hvorfor de nu befandt sig i Californien. De fortalte, at det var med bævende hjerter, at de skulle forlade deres elskede hjemland, men også at det særligt var flyveturen, de havde fundet skræmmende. De skulle nemlig flyve til USA om natten den 31. december 1999, og ingen vidste, om de elektroniske

systemer kunne forstå tallet 2000. Det kunne de heldigvis. Blandt deltagerne på temadagen var også skolevejleder Michael Williams fra New Zealand, som sammen med John netop havde udgivet bogen Safe and Peaceful Schools (Winslade & Williams, 2012). Jeg skulle sidenhen forstå, hvilken kapacitet han (også) har været for udviklingen af Restorativ Praksis. Det vil du høre om senere i bogen.

Vi fik en fantastisk spændende og lærerig dag. Sidst på dagen sad vi en lille gruppe folk udenfor under palmerne, hvor vi fik en øl og lod snakken gå. På et tidspunkt foreslog John, at jeg skulle skrive en ph.d. Det var smigrende, men samtidig helt uden for min horisont. Jeg så mig selv som praktiker – jeg arbejdede som organisationskonsulent og var glad for det.

De næste fire dage var et festfyrværkeri af faglighed, sådan som rigtig gode konferencer kan være det. Et af indslagene var fra en skole i et udsat boligområde i byen San Diego, der handlede om Restorativ Praksis. Det var et fantastisk oplæg, hvor både skolelederen, tre lærere og en elev var med. Der var kø for at tale med dem efterfølgende, men det lykkedes mig at komme i snak med skolelederen og en af lærerne. De inviterede mig og et par andre på skolebesøg, som vi straks sagde ja til. Det besøg vil du også komme til at læse om her i bogen.

Man skal passe på med at smide frø, for de kan slå rod og vokse sig store. Og det var det, der skete med Johns forslag om en ph.d. Efter at have summet og spekuleret de følgende måneder besluttede jeg mig for at gøre forsøget. Jeg ansøgte gennem The Taos Institutes’ ph.d.-program og blev optaget ved Twente University i Holland. The Taos Institute skulle stille med en vejleder, og skæbnen ville, at de ud af et par hundrede mulige udpegede John, uden at nogen af os vidste det eller havde haft en finger med i spillet. Vi følte begge, at det vitterligt var selveste skæbnen, der var på spil. Det blev starten på et fantastisk samarbejde, der har indbefattet, at vi har boet hos hinanden og har lært hinandens ægtefæller at kende, været på skolebesøg sammen, deltaget på konferencer sammen rundtomkring i verden, lavet workshops sammen, undervist på universitet i San Bernardino sammen og spist utallige middage og frokoster sammen, blandt andet når han har været i Danmark, hvilket han ofte har.

I 2018 besluttede vi os så for at skrive en bog om Restorativ Praksis til et dansk publikum. Forlaget Dafolo var med på ideen, og både John og jeg

glædede os meget. Efter at formål, visioner og struktur var lagt fast, gik vi i gang med skrivearbejdet og sendte tekstbidder til hinanden på engelsk. Det blev et noget mere langstrakt forløb, end vi havde forestillet os. Vi var begge meget engageret i opgaver som forskere, undervisere og konsulenter. Mange af disse har handlet om Restorativ Praksis og har dermed været inspirerende for skriveprocessen. Men det omvendte har også været tilfældet: Skriveprocessen har været inspirerende for vores forskning, undervisning og konsulentarbejde. Vi har også begge arbejdet på andre udgivelser ved siden af. Desværre skete der også det, at skrivearbejdet blev udfordret af perioder med sygdom og operationer. En dag faldt John ned ad trappen i sit hus og punkterede den ene lunge og brækkede flere ribben. Genoptræningen var langtrukken. Det viste sig at skyldes Parkinsons. På trods af dette arbejdede han på bogen, så snart han kunne. Vi mødtes igen online og drøftede det ene og det andet. Men hans kræfter svandt langsomt, og der måtte gå længere tid mellem møderne. Samtalerne fik også en anden karakter. Pludselig skulle et helt arbejdsliv gøres op. Der skulle mindes og tænkes tilbage. Det nære blev gradvist mere nærværende. Og John fik sværere ved at skrive på grund af svigtende motorik, men ønskede stadig at være med. Da råteksten var ved at være på plads, blev den oversat til dansk, så jeg kunne arbejde videre med den. Det blev til flere gennem- og omskrivninger. Midt i det hele flyttede John tilbage til New Zealand og sine højtelskede børn og børnebørn. Han yndede at sende mig små videoklip og fotos af børnebørnene, og det holdt ham glad og lykkelig at fortælle om de smås udvikling, deres første skridt og deres sjove, finurlige spørgsmål. John slap aldrig sit fokus på bogen, og selvom han nu forsvinder mere og mere ind i glemslens tåger, har han været med hele vejen, og denne bog er lige så meget hans hjerteblod og fortjeneste som min. Samtidig er det min hyldest til ham, at jeg har færdiggjort bogen alene, hvilket ikke har været nemt. Men mange begivenheder har tilskyndet mig hertil.

I sommeren 2022 var jeg til en konfliktmæglerkonference i Aarhus, hvor jeg mødte en kommunal chef, der havde kendskab til Restorativ Praksis. Han fortalte mig en historie, som er en god illustration af, hvorfor der også er brug for Restorativ Praksis i Danmark. Han sad på det tidspunkt med en ulykkelig sag. Få måneder tidligere havde han fået information om, at en udskolingselev i vrede havde skubbet en lærer. Skolens ledelse havde

været oprørt og havde besluttet at bortvise eleven, som blev flyttet til en skole for udfordrede elever med skolemodstand og andre problemer. Dette mente chefen var uhensigtsmæssigt, så han havde forsøgt at tale med skolens ledelse for at se, om bortvisning kunne undgås, og der i stedet kunne iværksættes en genoprettende proces. Dette afviste skoleledelsen. Chefen havde så foreslået, at man kunne udskyde bortvisningen og forsøge sig med en genoprettende proces, og først når man havde set udfaldet af denne tage stilling til en eventuel bortvisning. Men ledelsen var så oprørt over episoden og mente, at det var nødvendigt at sætte en grænse. At skubbe en lærer på den måde var at gå SÅ langt over grænsen, at det var nødvendigt med en bortvisning – også for at statuere et eksempel. Ledelsen var også bekymret for, hvad de andre lærere ville sige, hvis man bare accepterede den slags. Chefen forstod godt ledelsens situation, men havde forsøgt at argumentere for, at en genoprettende proces jo også var at gøre noget – og endda noget, hvor eleven kunne tage ansvar for sin handling, og som samtidig også gav læreren en stemme. Læreren var nemlig også meget ked af situationen. Han mente, at han havde grinet hånligt af eleven, og at det havde provokeret eleven til at skubbe. Det var han ked af, og han ville faktisk gerne mødes med eleven i en genoprettende proces. Men ledelsen var stålfast og ville ikke ændre på beslutningen om bortvisning. Der blev heller ikke som supplement til bortvisningen iværksat et genoprettende møde mellem læreren og eleven.

Efter at have lyttet til historien spurgte jeg til, hvordan det nu gik med eleven. Chefen svarede, at det desværre ikke gik ret godt. Drengen var helt fejlplaceret i det nye skoletilbud og skulle ikke have været flyttet. Han var meget tæt på at blive rekrutteret af en af banderne nu. Vi kunne hurtigt blive enige om, at denne håndtering var uhensigtsmæssig. Den var samtidig et illustrativt eksempel på det, der på engelsk kaldes the school-to-prison pipeline.1

Siden sommeren 2022 har voldsomme historier om vold, overgreb, krænkelser, fødselsdagstæsk, social kontrol, subkulturer med mere fra både folkeskoler, gymnasier og kostskoler fyldt mediebilledet. Der har været rejst kritik af skolerne og kommunerne for ikke at håndtere sagerne godt

1 Udtrykket school-to-prison pipeline er opstået som konsekvens af, at et liv i kriminalitet ofte begynder med den måde, hvorpå problemer og konflikter håndteres i skoler (Amstutz & Mullet, 2005; Zehr, 2002).

nok, og i flere tilfælde er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet gået ind i sagerne. Forældre til børn og unge, der har været udsat for vold, krænkelser og deslige fra andre børn og unge, har i desperation henvendt sig til pressen, fordi de ikke føler, at de og deres barn bliver taget godt nok hånd om. Forældreorganisationer, børneorganisationer, foreningen Skole & Forældre, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, KL, skoleforskere og børne- og undervisningsministeren har alle været på banen og udtalt sig.

Jeg selv har givet interviews til medierne og været på TV 2 News for at svare på, om de mange sager er udtryk for en forråelse blandt børn og unge. Jeg har også samarbejdet med nogle af de mest kritiserede skoler i forhold til at hjælpe dem, deres elever og lærere, som jo skulle få en hverdag til at fungere, samtidig med at sagerne rullede i pressen. Dette samarbejde er i nogle tilfælde foregået sammen med Rene De Claville Juhler, der er uddannet i Restorativ Praksis i England og arbejder som konsulent og konfliktmægler.

Det er derfor også en stor glæde, at Rene har sagt ja til at være fagkonsulent på den danske version af vores manus.

De forskellige sager har med fornyet energi rejst en diskussion af, om skolerne har de rette redskaber og tilstrækkelige ressourcer, ligesom børne- og undervisningsministeren og andre har rejst spørgsmål til, om Bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen (Børne- og Undervisningsministeriet, 2020) skal skærpes, sådan at skolerne får flere sanktionsmuligheder. Hermed har bagtæppet ændret sig, siden John og jeg i 2018 tog beslutningen om at skrive en bog om Restorativ Praksis til det danske skolesystem. På sin vis er bogen blevet mere relevant og aktuel, men samtidig vil jeg holde fast i vores oprindelige intention: at skrive en kort introduktion til Restorativ Praksis, som samtidig er vores fortælling, vel vidende at andre måske vil udlægge det anderledes.

Gro Emmertsen Lund, den 4. juni 2024

Indledning

Denne bog er vores fortælling om Restorativ Praksis, som vi begge har arbejdet professionelt med i en årrække som henholdsvis forskere, undervisere og konsulenter. Det er samtidig den første danske introduktion til området. Derfor er målgruppen for bogen alle slags lærere, pædagoger, vejledere og ledere på skoler, ungdomsuddannelser, efterskoler, kostskoler, i klubtilbud og børnehaver samt skolepsykologer, skolesocialrådgivere, studerende og undervisere på lærer- og pædagoguddannelser og på diplom- og kandidatuddannelser, kommunale konsulenter og ledere, øvrige PPR-medarbejdere samt politikere – og alle andre, der direkte eller indirekte arbejder med børn og unge.

Vores håb og formål med bogen

Vi har skrevet denne bog, fordi vi mener, at der er behov for en restorativ tilgang i skolernes håndtering af konflikter og uacceptabel adfærd, og fordi vi ser et behov for at arbejde mere systematisk med børn og unges fællesskaber i skolen. Der er mindst tre gode argumenter for at introducere Restorativ Praksis i danske skoler. For det første er der så mange gode resultater i andre lande, at det også må kunne forventes, at Restorativ Praksis kan fungere godt i Danmark. For det andet har mange lærere, skolepædagoger og ledere stadig store udfordringer med at skabe gode klassefællesskaber for alle børn, og herunder efterlyses metoder til håndtering af problemadfærd, konflikter, mobning, vold og krænkelser. For det tredje står vi midt i en

tid, hvor der udtrykkes bekymring i forhold til børn og unges mistrivsel og ensomhed i skolen samt til skolefravær. Der er med andre ord et reelt behov for ny inspiration og viden om konkrete, virksomme og anvendelige praksisser, der kan styrke skolernes arbejde med alle børns meningsfulde deltagelse i og tilhør til skolen.

Restorativ Praksis er et kæmpe felt, og det er derfor ikke muligt for os at fortælle udtømmende om det hele inden for rammerne af denne bog. Men vi håber, at du vil finde inspiration til dit eget arbejde i de forskellige cases og fortællinger, som er med i bogen. Vi håber også, at bogen kan skabe nysgerrighed hos dig og dine kolleger på en sådan måde, at I får lyst til at engagere jer og jeres elever i restorative processer. Vi drømmer om en fremtid, hvor Restorativ Praksis er helt almindelig i danske skoler, ungdomsuddannelser, klubber osv. Hvor skolens professionelle som en naturlig ting arbejder med Restorativ Praksis, så mange flere børn og unge kan hjælpes til at få gode skoleliv og opøve demokratiske og restorative færdigheder, som de kan tage med sig videre i livet. Drømmen er allerede enkelte steder i landet ved at blive en realitet. Både enkelte kommuner og skoler har fået øjnene op for de muligheder, der ligger i den restorative værktøjskasse. Vi betragter den restorative praksis som det naturlige næste skridt, efter at vi har brugt årtier på at lære om systemisk tænkning, den anerkendende udforskning og den narrative tilgang. I både teori og praksis udgør dette nemlig i vores optik grundlaget for en virkningsfuld Restorativ Praksis.

Tak

Mange mennesker har gennem deres arbejde og samarbejde med os givet inspiration og bidraget til denne bog. Det har været en stor glæde for os at kunne referere til de mange dygtige praktikere, forskere og kolleger, der har beskæftiget sig med Restorativ Praksis gennem årene. Det har også været en stor fornøjelse at interviewe skoleledere, lærere og elever om deres erfaringer med Restorativ Praksis. Vi kan ikke nævne dem alle, men vil gerne give en særlig stor tak til:

» Marlene Bicondova, skoleleder på Curtis Middle School i San Bernardino, Californien, USA

» Michelle Meyers, Restorative Practices-koordinator i San Bernardino, Californien, USA

» Sheri Johnson, skoleleder, og lærerne Jeff og Dominique samt eleven Uri fra Health Smith High and Middle School i San Diego, Californien, USA

» Michael Williams, der nu er pensioneret, men frem til foråret 2024 var vejledningschef på Edgewater College og tidligere skolevejleder på Rosehill College, New Zealand

» Tina Kruse, skoleleder, samt læreren Mathias og elever fra Skt. Knuds Skole, Aarhus

» Rene De Claville Juhler, der har været en yderst kompetent fagkonsulent på den danske version af manus

» Gitte Haslebo for støtte og opmuntring i skriveprocessen.

Ikke mindst skylder vi en stor tak til Dafolo Forlag for tålmodighed i skriveprocessen og til redaktør Sophie Hill for stor velvilje og redaktionel feedback i forhold til at få bogen færdig.