Visuel støtte i skolen

Page 1


Visuel støtte i skolen

En praktisk guide til indskoling, mellemtrin, udskoling og SFO

Signe Søndergaard Baden

Visuel støtte i skolen

En praktisk guide til indskoling, mellemtrin, udskoling og SFO

1. udgave, 1. oplag, 2024 © 2024 Dafolo A/S og forfatteren

Forlagsredaktion: Maria Appel Bangshøj Grafisk opsætning og omslag: Simon Zander

Illustrationer: Signe Søndergaard Baden og Anne Lovén Jonstrup

Grafisk produktion: JYPA, Frederikshavn

SVANEMÆRKET

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition: Dafolo A/S

Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8260

ISBN: 9788772343877

Indledning

De sidste årtiers udvikling i grundskolen har gjort det nødvendigt at se på, hvordan man kan lave inkluderende og støttende læringsmiljøer for alle børn og unge. Med inklusion, brug af mellemformer og ideen om brede børnefællesskaber har forskellige specialpædagogiske metoder og redskaber derfor helt naturligt fået en berettigelse i den almene skoleverden. Selv om børn og unge har forskellige behov og forudsætninger, som de bringer med sig ind i skolen, er der noget, som alle elever har til fælles: De har brug for tryghed, forudsigelighed og et fællesskab at være en del af. Ved at bruge specialpædagogiske metoder og redskaber for hele klassen kan man skabe netop disse rammer for alle elever. Denne bog handler derfor om at fremme de tiltag, som kommer alle børn og unge til gode – særligt med fokus på visuel støtte.

Jeg har tidligere udgivet bogen Visuel støtte til alle børn, der handler om, hvordan man kan bruge visuel støtte i almindelige dagtilbud og indskoling. Bogen er skrevet på baggrund af mine erfaringer som PPR-psykolog, hvor jeg ofte har hørt lærere og pædagoger tale om udfordringer med at skabe inkluderende læringsmiljøer, særligt når det gælder børns koncentration, følelsesregulering og fleksibilitet. Jeg oplevede, at det, der blev beskrevet, var generelle udfordringer i børnegrupperne, og at det havde stor betydning for både børnenes og de voksnes trivsel. I denne sammenhæng anbefalede jeg ofte at inddrage visuel støtte som piktogrammer, billedskemaer og visuelle timer-ure til at skabe struktur og forudsigelighed for børnene som en del af løsningen på de overordnede udfordringer.

Siden min første bog udkom, har der været stor efterspørgsel på mere viden og flere eksempler på arbejdet med visuel støtte til alment skolebrug – især med fokus på mellemtrinnet, i udskolingen og SFO. I denne bog er der derfor fokus på visuel støtte i hele grundskolen. Bogen handler om, hvorfor det giver mening at bruge visuel støtte, og om hvordan

man helt konkret kan gøre i praksis. Bogen indeholder baggrundsviden om børn og unges hjerner, og hvad visuelle støtteredskaber kan bruges til i den sammenhæng. Der præsenteres eksempler på, hvordan visuel støtte kan se ud til specifikke aldersgrupper i skolen, og hvordan man selv kan gå i gang med at lave visuel støtte. Bogen tager udgangspunkt i visuelle støttetiltag, som kan implementeres i klasse- eller gruppefællesskaber.

Der vil være temaer, beskrivelser og eksempler, som er gentagelser fra min første bog, og man kan derfor sagtens læse denne bog uden først at have læst Visuel støtte til alle børn. Hvis man allerede har læst den, er der måske nogle afsnit i denne bog, som man kan springe lettere hen over, men samtidig er der også ny inspiration at hente.

I denne bog finder du en omfattende guide til, hvordan man kan integrere visuel støtte i undervisningen. Bogen indeholder praktiske tips og vejledninger, der hjælper med at skabe et mere inkluderende læringsmiljø, som bygger på fællesskab og deltagelsesmuligheder. Kort sagt: Bogen giver svar på alt det, du har brug for at vide for at komme godt i gang med at bruge (mere) visuel støtte.

Læsevejledning

Denne bog er skrevet til dig, der arbejder som professionel i grundskolen. Dig, der er lærer, pædagog, inklusions- og trivselsvejleder, lærer- eller pædagogstuderende eller på anden vis har din daglige gang i grundskolen. Bogen har to generelle kapitler, der blandt andet handler om børn og unges udvikling og visuel støtte helt overordnet, mens de resterende kapitler for overblikkets skyld er opdelt efter henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Man kan derfor sagtens nøjes med at læse de generelle kapitler (kapitel 1 og 5) og dét eller de kapitler, der er relevante for den aldersgruppe, man selv arbejder med. Da det er svært at lave en helt skarp aldersopdeling for, hvordan børn og unge udvikler sig, og hvad de har behov for på forskellige alderstrin, kan der dog også være brugbare eksempler at finde i de andre kapitler.

Bogen er primært henvendt til det almene skoleområde, men kan også sagtens bruges i specialpædagogiske sammenhænge. Visuel støtte er relevant for alle børn og unge, uanset deres forudsætninger eller behov.

Bogens visuelle redskaber

I bogen anvendes visuelle materialer og støttesystemer, som er udviklet i et tæt samarbejde med en kompetent projektgruppe bestående af erfarne skolekonsulenter fra kommunale forvaltninger, undervisere fra Professionshøjskolen UCN og pædagogiske eksperter hos Dafolo. Som et led i projektet er de visuelle støttesystemer blevet testet på flere skoler, hvilket sikrer, at de fungerer i praksis og er effektive for både lærere og elever.

Det visuelle støttemateriale, som anvendes i bogen, kan købes trykt på magnetisk materiale i høj kvalitet, som er både praktisk og robust. Materialerne kan købes på Dafolos hjemmeside, hvor de kommer med en tilhørende opbevaringskasse og guide.

Bogens indhold

Bogen er inddelt i fem kapitler:

Kapitel 1 handler om bogens overordnede temaer i forhold til visuel støtte til børn og unge: børn og unges hjerneudvikling, børn og unges skole- og fritidsliv og om visuel støtte. Dette er et kapitel med grundlæggende viden, som med fordel kan læses, uanset hvilken aldersgruppe man arbejder med.

Kapitel 2 handler om indskolingen og SFO. I kapitlet beskrives kort noget af den særlige hjerneudvikling, som gør sig gældende for elever i indskolingen, og hvad man skal være opmærksom på, når man laver visuel støtte til denne aldersgruppe. Herefter er der eksempler på forskellige visuelle støtteredskaber til brug i indskolingen og SFO, blandt andet dagsskema, stemmeskala, visuelle påmindelser og SFO dags- og ugeskemaer.

Kapitel 3 handler om mellemtrinnet. I kapitlet er der en beskrivelse af, hvad der er særligt for denne aldersgruppe, og hvad man skal være opmærksom på, når man arbejder med visuel støtte. Herefter er der eksempler på forskellige visuelle støtteredskaber til brug på mellemtrinnet, blandt andet dagsskema, visuelt timer-ur, visuel arbejdsskabelon og problemparkering.

Kapitel 4 handler om udskolingen. I kapitlet beskrives, hvad der er særligt for udskolingselevernes hjerneudvikling, og hvorfor det overhovedet giver mening at lave visuel støtte i udskolingen. Herefter er der eksempler på forskellige visuelle støtteredskaber, som

kan bruges i udskolingen, blandt andet lektionsplaner, arbejdsformer, lektieskemaer og visuelle projektplaner.

Kapitel 5 handler om den pædagogiske praksis i forbindelse med arbejdet med visuel støtte. Kapitlet rummer yderligere refleksioner om både fordele og udfordringer, der kan være ved at bruge visuel støtte. Kapitlet afsluttes med fem gode råd til at komme i gang med visuel støtte. Dette kapitel kan også med fordel læses, uanset hvilken aldersgruppe man arbejder med.

God arbejdslyst med visuel støtte.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.