Danmarks Fiskeriforening 125 års jubilæumsbog Fortællinger om fisk og fiskere 2012 by René Dandanell

Fortællinger om fisk og fiskere Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012

Redigeret af Margrethe Lyngs Mortensen

Fortællinger om fisk og fiskere Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012

DANMARKS FISKERIFORENING 125 ÅR

Indhold 7 Forord

De sidste cowboys i vores verden

Svend-Erik Andersen - formand for Danmarks Fiskeriforening

Steffen Smidt - ambassadør og fhv. generaldirektør for fiskeri, Bruxelles

Sustainable Fishing

67 Sang må der til hvis livet skal gro

HRH The Prince of Wales

Henning Toft Bro - biskop, Aalborg Stift

Myndighedsansvar og fiskeri – et spejl af tiden

HG 333 ISAFOLD - og betydningen af IOK

Ib Byrge Sørensen - departementschef i Fødevareministeriet

Lise Jørgensen - reder, HG 333 Isafold

The Common Fisheries Policy – A European framework fit for the future

Fjern alle tilskud

Bent Rulle - formand

Maria Damanaki - Commissioner for Maritime Affairs and Fisheries European Commission

Fiskerisektoren dengang - spredte erindringsglimt

Flemming Reislev - fhv. Fiskeriråd

Det frie og uafhængige liv

Andreas Granild Hansen - bundgarnsfisker og Årets Unge Fisker 2010

Det der med børn er en uhyre overvurderet fornøjelse, sagde Susannes far...

Susanne Folmer - administrerende direktør, Lykkeberg A/S

47 Erindringer fra Fiskeriministeriet 1976-1995

87 Sagt om fisk og fiskeri

Troels Kløvedal - forfatter og skipper på Nordkaperen

95 Dansk fiskeindustri

Peter Bamberger - adm. direktør og formand for Danish Seafood Association

101 Bannerførere i Europa

Laurits Tørnæs - fhv. formand for Danmarks Havfiskeriforening, minister og amtsborgmester Kent Kirk - fhv. fiskeriminister

109 Fiskerne skal sikkert ud og hjem - derfor laver vi regler og kontrol

Andreas Nordseth - direktør, Søfartsstyrelsen

115 100 års skibsbyggerhistorie

Tage Rishøj - skibsingeniør og direktør, Karstensens Skibsværft

Thomas Lauritsen - fhv. departementschef

123 I fiskens tegn

Fisken i sproget

Jørn Lund - professor og sprogforsker

Jan Lindhardt - teolog, skribent og fhv. biskop, Roskilde Stift

129 Tiden er til tang

Ritt Bjerregaard - pensionist, fhv. minister, kommissær og overborgmester

135 Operation: Udskift frikadellerne med fisk en gang om ugen!

Viggo Thomsen - kreativ direktør, reklamebureauet Nørgård Mikkelsen

141

Mulighedernes hav

Carl Ahrenkiel - fiskehandler og fhv. formand for Danmarks Fiskehandlere

147 Fiskeriet og fagbevægelsen

Jan Villadsen - formand for transportgruppen, Fagligt Fælles Forbund

153 1960

Henrik Pedersen og Vivi Schou - ejere af Restaurant Babette i Vordingborg

167 Dansk Fiskemel- og Fiskeolieindustri før, nu og hvad så?

Nils Chr. Jensen - formand for Fiskemelsforeningen

177 En landkrabbes bekendelser

Bent Hansen - regionsrådsformand i Region Midtjylland

183 Fra RI 133 til virkelighedens kvotesnærende fiskeripolitik

Peder Andersen - professor, Københavns Universitet

191 Bæredygtige fisk til danskerne

Gitte Seeberg - generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden og fhv. MF og MEP

197 Universitet i Thyborøn

Eskild Kirkegaard - fiskeribiolog og vicedirektør i DTU Aqua

209 I konfliktfyldt farvand

Knud Sunesen - fhv. fiskerimedarbejder, Morgenavisen Jyllands-Posten

215 FISK!!!

Camilla Hersom - MF, fhv. formand for Forbrugerrådet

221 Fiskeriet og miljøet

Steen Gade - MF

Jens Smærup Sørensen - forfatter

159 Maden lader englene synge

203 En til tider udskældt race

Lars Ebbensgaard - rektor, Lemvig gymnasium

227 Esbjerg - fra fisk til olie

Morten Hahn-Pedersen - direktør i Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

233 Thorfisk – siden 1945

Poul Petersen - fhv. direktør i Thorfisk A/S

239 Udvikling og afvikling

Margrethe Lyngs Mortensen - kommunikationsrådgiver

245 Bæredygtigt fiskeri

HKH Prinsen af Wales

251 Den fælles fiskeripolitik - en europæisk ramme fit for fremtiden

Maria Damanaki - kommissær, Maritime Anliggender og Fiskeri - Europakommissionen

Svend-Erik Andersen - formand for Danmarks Fiskeriforening

Forord I anledning af vort 125 års jubilæum har vi gerne villet benytte lejligheden til at lade andre give deres mening om fisk og fiskere til kende. Det er både interessant og sundt fra tid til anden at få nye vinkler belyst og høre andre menneskers uforbeholdne meninger.

Mange kastede sig over emnet med en ildhu, som skulle de præstere deres egen hele bog om fisk og fiskere. Dette nødvendiggjorde styring fra starten, og det nødvendiggjorde nogle kraftige beskæringer, for at vi kunne holde bogens balance.

Det er blevet til mange meninger, i mange retninger, som I kan forvisse jer om ved læsning af denne bog. Noget er morsomme anekdoter, andet mere i den alvorlige ende med løftede pegefingre til os og vore kolleger i fiskerisektoren. Vi har ladet ordet være frit, hvilket umiddelbart fremgår af indlæggene, når man bevæger sig igennem dem.

Somme tider synes vi fiskere, at vi står efterladt alene tilbage, spundet ind i et uigennemtrængeligt net af love og regler, som ingen kan forstå. Vi synes, at vi er små og tilsyneladende uden betydning i samfundet og i samfundsøkonomien. På den baggrund er det positivt at notere, at så mange i vores omverden har tanker og meninger om os og vore produkter.

Danske fiskeres gode omdømme har fra første færd vist sig derved, at kun en håndfuld af de mennesker, vi henvendte os til og bad om bidrag, har takket nej. En er en filminstruktør, der havde instrueret Minna og Gunnar-filmene, men havde udvidet sit arbejdsfelt og herunder vundet en Oscar, en anden er direktør i Nationalbanken og hårdt hængt op af en international økonomisk krise.

Redaktionen af bogen har Margrethe Lyngs Mortensen stået for, og det vil vi gerne takke for, ligesom jeg også gerne vil takke de mennesker i vores organisation, som har fået det hele sat sammen og fået det trykt og publiceret.

Jeg synes, at vore bidragydere kommer vidt omkring. Jeg vil gerne takke dem alle sammen for de spændende bidrag.

God fornøjelse.

Jeg håber, at alle I læsere vil få gode oplevelser ved læsningen – og vil finde både rigtige og forkerte meninger. Det har været vort sigte.

Taulov, april 2012

■

HRH The Prince of Wales

Sustainable Fishing* I am most touched to have been asked to contribute to this book celebrating the one hundred and twentyfifth anniversary of the Danish Fishermen’s Association. Since 1887, the Danish Fishermen’s Association has been representing the majority of Danish fishermen and ship-owners and now, in our complex modern world with a plethora of critical issues and policies to navigate, it strikes me that your work has never been more important. From Bornholm in the Baltic to Western Jutland in the North Sea, Denmark is surrounded by water, and since time immemorial Denmark has been a fishing nation. It is now the world’s fifth largest exporter of fish and fish products, and as many as twenty thousand people are employed by the fishing industry, with the majority being represented by the Danish Fishermen’s Association.

* Dansk oversættelse findes på side 245

The world has changed almost beyond recognition from when the Association was formed, not least in our appreciation of the vulnerability of our planet’s ecosystems and in the growing realization that Nature’s resources are finite – indeed, at the start of the twenty-first century they are now under almost intolerable stress.

”

It strikes me that your work has never been more important.

For many years, I have done my best to raise awareness about the challenges we collectively face in matching rising human demands with the capacity of our finite Earth. As time has passed, it seems the difficulties we face only grow.

”

From the loss of the tropical forests to changes in the climate, and from the increasing scarcity of freshwater to the loss of soils, evidence continues to accumulate not only on the deteriorating state of Natural Capital, but also the likely consequences of failing to take effective action to protect it. Of course the picture is mixed, and there are some reasons to be optimistic. One such area where I feel that rapid progress could be made is in relation to the better management of marine capture fisheries. I reached this conclusion after I asked my International Sustainability Unit (the successor to my Rainforests Project) to assess the status of marine fisheries and what might be done to ensure that they continue to be a productive source of food and jobs. I was delighted when the I.S.U. reported evidence of positive progress in many parts of the world, including of course in Denmark, and also an emerging consensus on how to spread good practice.

I was enormously encouraged to discover both that many declining fisheries can indeed be turned around and also that a wide variety of stakeholders were prepared to enter the debate on how this could be achieved. Perhaps most heartening was the fact that this willingness was reflected in the attitude of fishing organizations such as the Danish Fishermen’s Association and that a broad range of practical steps were identified to make the transition from declining catches to recovered stocks. My I.S.U. has recognized the importance of having fishing communities at the heart of any efforts to transition and, with this in mind, has established a group of twenty fishing industry ambassadors from all over the world which, I’m delighted to say, includes Niels Wichmann from the Danish Fishermen’s Association. The aim of this group is to help build consensus on the need, and mechanisms by which, it will be possible to move to the sustainable management of fisheries.

Sustainable Fishing

HRH The Prince of Wales with the group of Marine Programme ambassadors.

Sustainability is in many ways about the longterm, and having a long history is surely a great asset in establishing the path towards a durable future. Across its many decades the Danish Fishermenâ&#x20AC;&#x2122;s Association has weathered all kinds of storms and stresses, but has always emerged intact and fit for the challenges of the day. It seems to me that it is because of this dynamic history, spanning more than a century and a quarter, that the Danish Fishermenâ&#x20AC;&#x2122;s Association is so admirably suited to facing the challenges of the next one hundred and twentyfive years. These decades are set to be among the most testing in our history, and it will require organizations of substance to navigate them successfully. The manner in which we manage fisheries, not to mention all other natural resources, is today very often seen as part of a debate about sustainability and how best to achieve it. While this is a welcome shift of emphasis compared to a few decades ago, we do need to be careful

HRH The Prince of Wales

not to see this as a wholly technical or valuefree discussion, for it seems to me that a shift in our collective world view is at the heart of what needs to be done. For too long, we have treated the Earth as an inexhaustible provider of resources, and Nature as a place to dump our wastes. As time has gone by matters have rapidly become much worse, not least because while we were once limited by technology, this is no longer the case. Recent decades have seen a mechanized assault on Nature that is without precedent and, in our globalized world, also without borders. More traditional cycles and methods have been replaced with industrial models, not only of manufacturing and commerce, but also farming and fishing. The results are there for all who have the honesty and farsightedness to see, in the depletion of resources, extinction of species and damage to economically-essential ecosystems.

The world view that lies behind all this, and which makes it all possible, underlines how we have lost sight of our ancestral respect for the natural environment and the balance we once sought with it. This change in relationship is all too clear in our impact on the oceans. Pollution (chiefly from the residues of industrialized agriculture) has now rendered large areas of the marine environment largely devoid of life – the socalled ‘Dead Zones’. Because of carbon dioxide emissions from fossil fuels and deforestation, the seas are becoming more acidic, and because of climate change they are warming up. Due to overfishing, some predatory species have undergone dramatic population declines. And because of all these and other factors, profound ecological changes are taking place in the sea – for example, reflected in massive population explosions of jellyfish. Making a successful journey to a more durable and secure future will not only require more research, technology and regulation, but also a renewed respect for Nature, and for us to be more mindful of our place within it.

I am very happy to say that many people who are engaged in the conversation about the future of the oceans are very well aware of this broader point, and willing to accommodate their future plans within a relationship with Nature that is more fit for purpose. They are among a growing number who, at last, are realizing that there are far better ways of doing things; better ways of sustaining livelihoods and meeting our needs that are more durable and which build resilience in the face of change. They have come to realize that endless plunder, followed by decline, is not inevitable or pre-ordained. This sequence of events just happens to represent one choice. Others are on offer, should we wish to pursue them. This represents a marvellous opportunity for positive change and, happily, there appears to be a developing consensus on how this can be achieved. The first broad conclusion to emerge is the critical need to take the step of seeing fisheries as part of wider ecosystems, and as the product of complex natural interactions, rather than simply as a resource that we can expect endlessly to replenish itself, no matter what level of demand we place upon it. While this might seem self-evident, it is clear that in many cases there is still much that can be done through making the most of data, modern science and research methods. Secondly, it seems there is agreement that when we have a better understanding of how marine systems function, it will be necessary to implement and enforce appropriate and robust management of our marine resources for the public good. Thirdly, and in

Sustainable Fishing

order to make the other two priorities possible, in many people’s view it will be essential to have the fisheries placed on a sound economic footing, including the use of positive incentives to reward those who fish sustainably. Although the better management of fisheries is sometimes presented as an environmental challenge, it becomes ever clearer that the reasons why we should like to succeed in this endeavour go rather wider. For example, it is important that we see robust management as one means to prevent economic loss, through the better protection of natural assets, for if there is insufficient management of fisheries it is all too easy for economic damage to accrue to all concerned. We have come to know this problem as a ‘tragedy of the commons’, and sometimes seem to regard it as one of those barriers to progress that will defeat all who attempt to overcome it. There is, however, a growing body of actual practice which shows this not to be true. It seems increasingly evident that if we are successful in building the conditions for more sustainable fisheries, then there are indeed opportunities for more secure earnings, safer jobs, as well as increased food security and better environmental outcomes. The devil is, of course, in the detail, and not only in the substance of what needs to alter, but also in how people design the process of change itself. Everywhere is different, and the blend of tools, steps and measures will vary from place to place. Indeed, each place will

HRH The Prince of Wales

have its own way of deciding things, and its own customs and traditions in how people can best be brought together in forging change. But each place, each fishery, can show leadership, and in so doing inspire others to embark on the road towards sustainability, through a more harmonious relationship with Nature and her many systems. Building consensus can be hard work, but the potential prize is truly huge. One World Bank estimate suggests that fisheries managed in more sustainable ways could add some fifty billion dollars per year, globally, to the economic benefits people gain from marine capture fishing. Such a transformation from over-exploitation to a sustainable contribution towards food security, jobs and economic development, is within our grasp – if only we can be clear about the best ways to seize the opportunity and muster the courage and determination to do so. Whatever the mix of measures to achieve better management in different places is, it is very clear to me that successful efforts will rely on creating and strengthening partnerships between all those involved in the management and utilization of the fisheries. The Danish Fishermen’s Association, with its long history, is almost uniquely placed in its ability to rise to the challenges at hand and to help provide the leadership that is so essential.

■

Ib Byrge Sørensen - departementschef i Fødevareministeriet Favorit fiskeret: Ries torskerognssalat - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Myndighedsansvar og fiskeri – et spejl af tiden Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ansvaret for at lægge de rammer, som myndighederne opstiller for fiskerierhvervet. Vi har også hovedansvaret for de samfundsskabte initiativer for at støtte erhvervets udvikling. Det er derfor relevant ved jubilæet for fiskernes organisation at se lidt på, på hvilke områder erhvervet gennem tiden har været underlagt reguleringer fra samfundets side, og hvordan samspillet mellem de statslige myndigheder og det udøvende fiskeri har udviklet sig. Fiskeri er en aktivitet, der foregår ude på de frie have. Ressourcerne har siden tidernes morgen ligget der, så den, der var modig nok og dygtig nok til at opfinde et redskab, kunne tage ud og hente dem.

Denne situation fortsatte i lang tid, også efter, at et samfund som det danske var blevet en realitet. Allerede tidligt holdt det dog op med at være helt frit, for visse steder, hvor fiskeriet var særlig godt, satte kongemagten visse grænser for friheden. Fx siges det, at Knud den Hellige truede skåninge med, at hvis de ikke makkede ret, ville han gøre krav på at eje fiskeriet. Det var det givtige sildefiskeri i Øresund, han truede med at lukke for dem. I Jydske Lov og senere i Danske Lov blev det lagt fast, at i ferskvand var det bredejeren, der havde retten til fiskeriet. På det tidspunkt er samfundet og derved myndighedernes regulering af fiskeriet begrænset til det ejendomsretlige. Derudover blander man sig ikke.

Jeg har fået gennemgået udviklingen tilbage i tiden og kan konstatere, at allerede fra 1500-tallet og frem, er der nogle steder en sådan aktivitet, at samfundet gennemfører regler for selve udøvelsen af fiskeriet og sætter ind med kontrol. Det sker i den tidlige fase typisk, fordi fiskerne selv har bedt om en vis regulering. Limfjorden er det første sted, hvor der direkte fastsættes regler om fiskeri i saltvand og indføres statslig kontrol af, at reglerne bliver overholdt. Der blev ligefrem udstedt en forordning af Christian den V i 1546 om autoriserede maskemålere i forskellige størrelser. Her kan jeg ikke undlade at tænke på de henvendelser, jeg selv har modtaget fra Danmarks Fiskeriforening om nutidens autoriserede omegamaskemåler. I det hele taget er der en klar linje frem til nutiden i de aktiviteter, samfundet har gennemført og følt ansvar for i forhold til fiskeriet. Da fiskeriet i 1800-tallet bliver mere effektivt med nye redskaber og stor sejlføring, der øgede aktiviteten, opstod behovet for den første landsdækkende fiskerilov. Den blev vedtaget i 1888. Forud var gået nogle bevægede år. Loven var nemlig resultatet af 15 års kommissionsarbejde, hvor en række helt principielle spørgsmål havde været i spil. Også de spørgsmål, der blev drøftet dengang minder i høj grad om de overvejelser, vi har i dag. De væsentligste spørgsmål, som optog sindene i fiskerikommissionen var bl.a.: Skulle alt fiskeri med slæbende redskaber forbydes? Skulle bestandene sikres ved regler om maskemål eller ved

mindstemål på de fisk, der blev ilandbragt? Det endte i nogle lidt rummelige bestemmelser, som der kunne skabes politisk tilslutning til. Det var også i den første fiskerilov, at der blev fastsat regler om en egentlig landsdækkende fiskerikontrol med skibe, der kunne dække alle farvandene. På baggrund af de 15 års intense drøftelser op til vedtagelsen af fiskeriloven er det både naturligt og beundringsværdigt, at der i 1887 blev dannet en landsdækkende fiskeriforening. Diskussionerne havde gået på, om man skulle begrænse fiskemetoder, især forskellige former for fiskeri med slæbende redskaber. Nogle steder i landet havde fiskerne brugt disse redskaber, andre ikke. Meningerne blandt fiskerne var delte. På et tidspunkt blev man blandt fiskerne enige om at danne en forening og give det daværende Indenrigsministerium et samlet oplæg i det langstrakte lovforberedende arbejde. I mange år var fiskeriregler og udviklingen af dansk fiskeri et internt dansk anliggende. Politisk og administrativt var spørgsmålene hele tiden en del af den offentlige bevidsthed, for fiskeriet var et vigtigt erhverv. Fiskeriet fik dog en helt anden politisk status, efterhånden som behovet for fiskerireguleringer bredte sig ud på den internationale scene. Fiskeri kom på den internationale dagsorden bl.a. som følge af den effektivisering, der var sket af fiskeriet i alle lande især igennem 1960’erne. I Danmark foregik det internatio-

Myndighedsansvar og fiskeri – et spejl af tiden

nale arbejde efter 1972 med udgangspunkt i EF- og senere EU-samarbejdet. Der var mange ændringer, som både de ansvarlige politikere, embedsværket og erhvervet skulle bearbejde, før den første Grundforordning for fiskeriet i EU blev vedtaget i begyndelsen af 1983. Blandt de ændringer, fiskeriet skulle indpasses til, var udvidelsen af fiskerizonerne til 200 sømil. Fiskerizonen blev til EU-fælles fiskerizone.Der kom også fælles forpligtigelse i EU, som var dikteret af behovet for begrænsninger i udnyttelsen af ressourcerne og krav om begrænsning af kapaciteten i fiskeriflåderne. Det var store udfordringer også for de danske politikere, som skulle gennemføre og håndhæve vedtagelserne i forhold til danske fiskere, som ofte følte, at deres erhverv blev indskrænket unødigt. Samtidig drejede det sig for de danske ministre om at få vedtagelser i EU, der sikrede, at dansk fiskeri fik en ”fair deal”, samtidig med, at overordnede beskyttelseshensyn blev varetaget. Hvis vi fører udviklingen fra EU-politikkens første år op til nutiden, mener jeg, at erfaringen er, at vi fra dansk side ikke skal være bange for at præge debatten og tage initiativer, der kan give de bedste løsninger for bestandene og derved også for fiskeriets fremtid. Helt aktuelt tænker jeg især på bestræbelserne på at hindre udsmid af fisk og bringe reglerne i retning af fangstkvoter. I disse år er hensynet til det omgivende miljø en stor udfordring for fiskeriet. Der gælder bindende direktiver og konventioner om Natura 2000-områder, havstrategi og biodiversitet. I Danmark og alle andre EU-lande skal der gennemføres regler, der sikrer, at fiskeriet foregår, så der tages tilstrækkelig hensyn til den omgivende natur. Det kan være havbund, fugle, vegetationen i vandsøjlen m.v. Det direkte miljøansvar for disse regler ligger i Fødevareministeriet.

Ib Byrge Sørensen - departementschef i Fødevareministeriet

”

Hvis vi fører udviklingen fra EU-politikkens første år op til nutiden, mener jeg, at erfaringen er, at vi fra dansk side ikke skal være bange for at præge debatten og tage initiativer.

”

Som ministerium er det vores opgave at samordne samfundets krav til erhvervet, så fiskeriet bliver drevet på en fornuftig måde.

Det er et udslag af, at den danske regering har valgt, at ansvaret for gennemførelse af de direktiver, jeg nævnte, ligger hos de såkaldte ressortmyndigheder. Det er logisk, at reglerne for, hvilke fiskeredskaber der må bruges f.eks. på et stenrev, ligger i Fødevare-ministeriet, hvor vi i øvrigt arbejder med fiskeri og fiskeredskaber. Dette arbejde åbner både for, at ministeriet og vore traditionelle samarbejdspartnere i Danmarks Fiskeriforening får en ny og tæt dialog med de ”grønne” organisationer, der har gennemførelse af de traditionelle miljørelaterede aspekter øverst på deres opgaveliste. Med indførelse af fiskekvoterne omkring 1980 fik politikerne og administrationen i Danmark en tilbagevendende stor opgave. Det er nemlig medlemsstaterne selv, som har ansvaret for at fordele kvoterne mellem de fartøjer, der er registreret i det pågældende land. Denne regulering var i mange år fast arbejde og i lige så mange år fast stof til kritik af ministeriet. Det politiske ønske var at fordele fiskerimulighederne til de fartøjer, der havde tradition for og var afhængige af det. Det skete så løbende. Ofte med det resultat, at de mængder, det enkelte fartøj fik lov til at fange, var meget små og med tendens til at blive mindre og mindre. I 2005 blev der afgørende brudt med det hidtidige reguleringssystem. Der var politisk flertal for, at de beslutninger, der var blevet taget nogle år før vedrørende pelagisk fiskeri, skulle udbredes til resten af fiskeriet. Dog skulle der tages hensyn til de særlige forhold vedrørende små fartøjer, kystfiskere m.v. i den model, der skulle gennemføres.

Mit første reelle møde med fiskerierhvervet skete som formand for det udvalg, som regeringen nedsatte for at kulegrave ideerne og komme med forslag, og det var en meget spændende og lærerig oplevelse. Meningerne havde indtil da været mange, ikke mindst indbyrdes blandt fiskerne. Da arbejdet gik i gang i 2005, havde vi hverken 15 år som forud for fiskeriloven i 1888 eller 10 år som forud for vedtagelsen af Grundforordningen for fiskeri i EU, men få måneder til at komme med et oplæg, der kunne bære igennem. Det lykkedes med Danmarks Fiskeriforenings aktive medvirken at få et resultat på plads, der førte til FKA-systemet. Det har sikkert ikke været nemt for en erhvervsorganisation at skulle stå som medansvarlig for en så gennemgribende reform, men fra Fødevareministeriet vil jeg gerne kvittere for dette og det medansvar, Danmarks Fiskeriforening løbende tager i forhold til de mange ændringer for erhvervets vilkår, der hele tiden skal tages stilling til. Som ministerium er det vores opgave at samordne samfundets krav til erhvervet, så fiskeriet bliver drevet på en fornuftig måde. Det indebærer regeldannelse i nødvendigt omfang og kontrol men også, at erhvervet understøttes med relevant forskning og udvikling. Alt det kræver, at der er samarbejdspartnere, som man kan regne med. Det har vi i Danmarks Fiskeriforening.

■

Myndighedsansvar og fiskeri – et spejl af tiden

Ib Byrge SĂ¸rensen - departementschef i FĂ¸devareministeriet

Maria Damanaki - Commissioner for Maritime Affairs and Fisheries - European Commission

The Common Fisheries Policy – A European framework fit for the future* When it comes to fisheries, the Danish system is a model to be followed in many regards. The Danish Fishermen’s Association, with its active participation in developing policy and putting it in practice, is a good example of how fishermen and the industry can organise themselves to play a role in the management of our resources. The fact that we celebrate this year the 125th anniversary of this organisation speaks for itself and shows that such initiatives can successfully look after the interests of fishermen, big and small, owners and employed, contributing to make their voice heard. The Danish system of transferable rights has proven that industry can lead on the path towards an efficient management of fisheries activities, reducing costs for the public. Danish fishermen have been on the forefront

* Dansk oversættelse findes på side 251

of the work towards lowering and eventually eliminating discards and, through the projects on fully documented fisheries, they have contributed hugely to progress Europe-wide. But fish are not bound to one place and do not respect borders: the structures and tools that have been devised in Denmark would remain largely ineffective without a common framework. A framework that can ensure, on the one hand, the availability of resources in the long term – as we want also our children and grandchildren to be able to benefit from this wealth – and which can, on the other hand, ensure a stable and profitable economic activity for the industry, based on equitable access to resources.

And this has to be based on best available knowledge and data. This framework is, for the members of the European Union, the Common Fisheries Policy. An effective Common Fisheries Policy should be based on five pillars: Sustainability, Efficiency, Responsibility, Elimination of wasteful practices and Coherence. These five priorities are of course interlinked, but sustainability is a precondition for all the others.

”

Sustainability – A Precondition for Success No sincere economic theory advocates boom and bust scenarios, but it is clear that these scenarios happen in reality, and they will continue to happen again where policy is not up to speed to prevent it. Nowadays we still face substantial declining of stocks – for instance, cod catches have gone down in the North East Atlantic by more than 80% since the peaks reached in the mid-eighties – and this brings about losses of jobs and opportunities.

It is common sense, in any economic activity, to aim at the highest possible production rates, making sure nevertheless that these can be achieved also in the long run, without taking potential future returns away from our kids. Without healthy fish stocks, there cannot be a profitable fishing industry. Continuing current levels of overexploitation could even mean the end of large parts of the fishing sector in the long run. All Member States, and the European Union itself, committed themselves to the goal of reaching Maximum Sustainable Yield (MSY) in all fisheries by 2015, so that stocks can be exploited at the highest level possible that can still produce high catches year after year. How much fish we take out of the sea has to be decided on the basis of reliable science and rules are to be set so that they are understood and shared by those who have to apply them. And rules shall come with an effective system of monitoring and control of compliance.

The fact that we celebrate this year the 125th anniversary of this organisation speaks for itself and shows that such initiatives can succesfully look after the interests of the fishermen.

The Common Fisheries Policy – A European framework fit for the future

”

The “Baltfish” initiative is a fine example of what this regional cooperation could look like with lean, unbureacratic structures, active participation of the industry and other interested parties.

Here lies the challenge: to ensure such a framework and to get the necessary means and powers for all those that have to translate it into practice, so that it can deliver results. Efficient Decisions for an Efficient Management As any other policy, to achieve goals the Common Fisheries Policy needs to be efficient. In terms of use of resources, first of all: overcapacity and overfishing are our enemies; they have to be reduced, with no burden for public finances. Also the way in which decisions are taken has to be efficient. A centralistic and micro-management set up cannot function. Therefore, I believe that only the main principles, targets and objectives should be agreed at the level of the European Union, which must ensure level conditions for all who are involved in European fisheries. But there clearly is a role for Member States that have to make sure that our common targets are effectively pursued. And there is a need to adapt decisions to the realities on the ground, in the different

sea-basins, while remaining accountable for achieving the agreed results. All actors concerned must be duly involved. EU Member States and groups of Member States at regional, sea-basin level, should take their responsibility and find the best and most effective measures to reach commonly agreed targets and principles and do that in the way best suited for their region. In the Baltic and the North Sea, this future has already begun: the ‘Baltfish’ initiative is a fine example of what this regional cooperation could look like with lean, unbureaucratic structures, active participation of the industry and other interested parties, etc. These initiatives will undoubtedly serve as a model for other regions where such cooperation has not started yet. Responsibility Lies Where Decisions Are Taken The whole way of working out and delivering must change, by fully involving the actors on the ground: fishermen shall be given responsibility. We need simple and clear targets, but the best way to achieve them can be chosen by

Maria Damanaki - kommissær, Maritime Anliggender og Fiskeri - Europakommissionen

those who have a stake. Technical measures, for example, such as opting for real time closures or opting for a bigger mesh size should be decided by those who are to apply them and eventually benefit from them. Of course this requires monitoring, control and even self-control by those involved, to ensure that the system functions. The Regional Advisory Councils have become a very valuable and well–functioning instance of consultation and advice for policy development, on which we can build. Putting an End to Wasteful Practices The fourth priority is to eliminate discards. I was really shocked when I heard more and more details about such widespread practices in European fisheries. Even if we can all agree that the levels, causes and impact on stocks are greatly differing from fishery to fishery, from region to region and even from period to period, I am convinced that only with a strong political commitment can we succeed to really change things and eliminate discards. I am not naive and know that ultimately it will mean considerably changing completely the fishing pattern. But our so far piecemeal and “step-by-step” approach did not succeed in much tangible results. Banning discard can be an excellent opportunity to test how the in-

dustry can achieve results without undergoing decisions, but actually taking them. A Coherent Approach Any policy needs coherence to maximize its impact; the Common Fisheries Policy is no exception and we need to ensure that the priorities and the rules it sets for Europe are consistent with those we negotiate with countries outside the European Union; we have to take account of aquaculture as an integral part of the fishing sector and to continue to develop the conditions for the market to be functional to its implementation; an adequate financial support must underpin and enhance the policy objectives. Last but not least, the Common Fisheries Policy must work in harmony with the environmental policy and with the wider, integrated maritime policy. With two thirds of fish and seafood consumed in the EU coming form imports it is just obvious that we must have every interest in promoting high standards of sustainability, resource efficiency and product safety and quality worldwide, to create a level playing field for our industry and to ensure consumers informed choices with stable market supply and safe products. The EU must continue to play its role as a leading actor in international and regional fisheries management organisations, ensuring sustainability of fishing activities supporting and promoting good governance.

The Common Fisheries Policy – A European framework fit for the future

As regards the financial aspects of our policy, we are all responsible for using the utmost care to ensure money is spent for purpose and managed efficiently. Harmful subsidies must end and we need to focus funding on policy objectives. Money should be used to leverage developments towards a change of fishermen’s behaviour, for example avoiding unwanted catches, to enable new, bottom-up governance to happen, to empower the industry to realise its innovation potential, to supplement the Member States in their efforts to collect and evaluate data and make their scientists and institutes available, to foster local and regional initiatives to achieve meaningful and successful economic and social development. Finally, the use of public funds must also be conditional on compliance with the rules.

”

Harmful subsidies must end and we need to focus funding on policy objectives. Money should be used to leverage developments towards a change of fishermen’s behavior.

I have launched a comprehensive reform that is aimed at achieving the goals I outlined. It will be a long process towards a new policy that delivers better results, a process involving all actors: Institutions, Member States, the industry, fishermen, environmental organisations and European citizens, as it is in their plates that our fish is going to end up. Together, we can gradually build a new Common Fisheries Policy fit for the 21st century.

■

Maria Damanaki - kommissær, Maritime Anliggender og Fiskeri - Europakommissionen

Flemming Reislev - fhv. Fiskeriråd Favorit fiskeret: At udpege kun én fiskeret er skam vanskeligt. Blandt mine foretrukne spiser: havtaske à l’armoricaine, pandalus-rejer, en rigtig frisk hornfisk i sæsonen, kulmule a la plancha - og i den korte sæson også grillede sardiner (portugisiske!). Voilà - find opskrifterne på 2gangeomugen.dk

Fiskerisektoren dengang - spredte erindringsglimt Den 1. februar 1968 tiltrådte jeg min tjeneste i Fiskeriministeriet, der dengang havde domicil på 5.-salen i en gammeldags beboelsesejendom i Borgergade 16. I hin idylliske tid var ministeriet befolket af kun 10 embedsmænd, inklusive departementschefen, og sagerne fordelt på blot to kontorer: 1. kontor, der ifølge en tommelfingerregel ekspederede sager vedrørende forhold under vandet (ledet af Knud Løkkegaard), mens 2. kontor, der havde Jørgen Hertoft som chef, beskæftigede sig med forhold over vandet. Alt var temmelig primitivt og omgivelserne kendetegnet af gennemført sparsommelighed. Min ansættelse gjaldt snarlig udsendelse til Bruxelles (der foregik den 8. marts 1968), så mit virke i Borgergade var indskrænket til kun en måneds tid, som jeg tilbragte i et lillebitte

kontor uden vindue, nærmest mindende om et blykammer. Kontormøblementet var udpræget spartansk, forfærdiget af indsatte under fængselsvæsenet. Det gjaldt i øvrigt samtlige kontorer, bortset fra ministerens og departementschefens. Megen tid kom jeg imidlertid ikke til at tilbringe i ministeriet, idet tanken var, inden udsendelsen til Bruxelles, at møde folk fra ministeriets institutioner og gøre mig bekendt med deres opgaver og synspunkter: Industritilsynet i Dronningens Tværgade med den internationalt anerkendte chef P.F. Jensen, Forsøgslaboratoriet, Havforskningsinstituttet i Charlottenlund, ministeriets licenskontor i Pistolstræde, fiskerikontrolstationerne rundt om i havnene. Men særlig vigtigt var det tillige at møde organisationernes repræsentanter, auktions-

mestre og individuelle forarbejdningsvirksomheder og fiskeeksportører for at lytte til deres problemer og ønsker. Så der skulle løbes stærkt i februar måned. I flæng skal jeg kort gengive forløbet af møderne med fire blandt mine første samtalepartnere: Dansk Fiskeriforening havde dengang til huse i Studiestræde og havde som daglig administrator ansat tidligere kontorchef i fiskeriministeriet, G.L. Mourier.

NEAFC Den internationale kommission for fiskeri i Nordøstatlanten ICNAF Den internationale kommission for Nordvestatlanten

Han var ganske vidende om fiskeriforhold og foreningen en nyttig arbejdskraft, men var søgt til organisationen i bitterhed over at være tilsidesat ved udnævnelsen i 1963 af ny departementschef (Jens Nørgaard) efter den myndige og martialske departementschef Dinesen. Følgelig fik Mourier et noget betændt forhold til ministeriets ledelse, hvad der påvirkede klimaet og mindskede foreningens slagkraft. Den daværende formand for fiskeriforeningen var folketingsmand for Venstre Henry Sørensen, som på grund af sit arbejde i Tinget kun lejlighedsvist optrådte i Studiestræde. Men jeg lærte ham siden godt at kende som en ganske farverig person og morede mig over hans ofte opstyltede sprogbrug. Hos min gamle dansklærer lærte jeg i sin tid, at det med hensyn til fremmedord gælder om at kende så mange som muligt og anvende så få som muligt. Henry Sørensen fulgte en stik modsat praksis, og jeg husker et par af hans skruptudser: I den betragtede periode fandtes

ingen bindende fiskerireguleringer på internationalt plan, men ret løse aftaler, som forhandledes årligt i forskellige fiskerikommmissioner NEAFC* og ICNAF* (senere NAFO), og forud for en mødesamling tilkendegav Henry Sørensen over for ministeriets delegationschef (Knud Løkkegaard), at ”du har fra vores side fuldstændig casablanca”. Flere gange mislykkedes forhandlingerne, og Henry Sørensen udtalte da frygt for, at ”så bliver der hierarki i fiskeriet”. Mens det kystnære fiskeri var samlet i Dansk Fiskeriforening, var Danmarks Havfiskeriforening med hovedkvarter i Esbjerg det havgående fiskeris organisation. Formanden var i 1968 den stilfærdige Frederik Lodberg. Han havde kontorassistance, men intet egentligt sekretariat. Skønt foreningen havde lokaler på en førstesal i Kongensgade, modtog Lodberg i reglen besøgende på sømandshjemmet. Han var dybt forankret i Indre Mission og tålte under et samtaleforløb ingen ru sprogtone eller selv de svageste eder. Men hans tørre humor var udtalt og velgørende, og jeg fandt hos manden en personlig integritet, som man nu om dage ofte forgæves leder efter spor af. Min første kontakt blandt eksportørerne var Ekman Hørsel, direktør for en større, nu forlængst hedengangen eksportforretning i Hirtshals. Han var oprindelig selv fisker, optrådte siden som krejler, men svang sig efterhånden op som selvstændig eksportør og var ikke uden selvbevidsthed. Den første modtagelse huskes som ikke påfaldende venlig. ”Hwa ve do”? lød det brysk. Jeg bevarede kontenancen og

Fiskerisektoren dengang

forklarede om mine forestående opgaver, og at jeg med henblik herpå opsøgte fiskeriets aktører rundt om i havnene for at suge næring. Tonen blev herefter helt imødekommende: ”Do er en klog mand, Reislev”. Fiskeriministeriets Licenskontor var enmandsbetjent med en klein, nærmest anonym person, Ivan Nielsen, i folkemunde - ganske misvisende - kaldt Ivan den Grusomme. Hans opgaver bestod i månedsvist at udarbejde eksportstatistikken, baseret på de dengang pligtige udførselsattester. Hans arbejdsredskaber var en manuel regnemaskine og hans egen fyldepen. I løbet af mine besøg i fiskerihavnene i den kolde februar 1968 forstod jeg hurtigt, at fiskerierhvervet var kendetegnet af en aldeles atomistisk organisationsstruktur. Udover de to fiskeriforeninger talte man fladfiskeforeningen (formand Axel Jensen, hjemmehørende på det nu forlængst nedlagte fisketorv ved Kalveboderne), Werner Bambergers forening af silde- og makreleksportører, I.C.C. Dyekjærs eksportforening for Vestkysten, foreningen for dybfrost, foreningen af fiskekonservesfabrikanter foruden særskilte sammenslutninger af ørredproducenter og -eksportører samt fiskemelindustrien. Samarbejde inden for fiskerisektoren var et fremmedord og erhvervsindflydelse over for beslutningstagerne, læs Fiskeriministeriet, nærmest illusorisk.

”

Han var dybt forankret i Indre Mission og tålte under et samtaleforløb ingen ru sprogtone eller selv de svageste eder

Det skulle – men først langt senere – ændre sig markant.

Flemming Reislev - fhv. Fiskeriråd

De første kim til en fælles fiskeripolitik blev lagt kort efter min ankomst til Bruxelles, idet Europakommissionen i maj 1968 fremlagde to forordningsforslag om henholdsvis en fælles strukturpolitik, der bl.a. forudså fælles og lige adgang til medlemslandenes nationale fiskerizoner, og en fælles markedsordning med ensartede markedsnormer og et prisinterventionssystem administreret af anerkendte producentorganisationer. De to forslag blev vedtaget den 20. oktober 1970, altså mere end to år inden dansk medlemskab. Den spæde start blev efterfølgende revideret og udbygget talrige gange, idet en massiv ubalance mellem medlemslandenes voksende flådekapacitet og stadigt svindende fiskeressourcer nødvendiggjorde indgreb i form af en kapacitetsnedskæringspolitik og en bevaringspolitik med kvoter, tekniske bevaringsforanstaltninger, lukkede zoner og perioder etc., suppleret med en mere og mere restriktiv kontrolordning. EF’s/EU’s fælles fiskeripolitik udartede til et så abstrakt og bureaukratisk koncept, at Stalin ville have været gul af misundelse, hvis han havde kendt det.

Det komplekse fiskeriregime og dansk fiskeris særlige struktur med et dominerende industrifiskeri stillede i stigende takt Fiskeriministeriets embedsværk og forhandlere under pres, og gentagent blev Danmark under forhandlingsprocessen helt isoleret.

Ministeriets ledelse, den korrekte, gammeldags departementschef Nørgaard og de to kontorchefer, Jørgen Hertoft og Knud Løkkegaard, var alle skolet i den klassiske embedsmandstradition og følte det undertiden vanskeligt at honorere de krav, som udfordringerne i det nye EF/EU-samarbejde stillede. Først i løbet af 1970’erne udskiltes en række sagsområder fra 1. og 2. kontor og overførtes til et nydannet 3. kontor, der fik ekspeditionssekretær Georg Schoubye som chef, også han en forsigtig tjenestemand af den ældre skole, men benådet med en udviklet humoristisk sans. Nørgaard lod sig under indtryk af det øgede arbejdspres i 1976 afløse af Jørgen Hertoft. Hertoft døde imidlertid i ret tidlig alder få år efter (1983) og blev efterfulgt af Thomas Lauritsen, der havde en fortid i Finansministeriet. Herved kom der frisk blod og dynamik i ledelsen, og departementschef Lauritsen fik, omgivet af en ny generation af unge, blandt andre planlægningschef Jørgen Løkkegaard, skabt orden i huset, et sikkert overblik, solid ministerbetjening og i det hele taget et velsmurt apparat. Den berømte latinske sentens Fortiter in re, suaviter in modo (stærk i sagen, blid i måden) kunne stå som motto for Lauritsens ledelsesform. Som en digression vil jeg nævne, at Thomas Lauritsen blev udpeget som officiel opponent, da den franske professor J.-P. Corlay i 1993 ved Universitetet i Brest forsvarede sin lærde doktordisputats om dansk fiskeri, vel det mest dybtgående arbejde om emnet, der hidtil er præsteret.

Fiskerisektoren dengang

Et par anekdoter om den fine, sparsommelige og forsigtige departementschef Nørgaard: Under en samtale inden min ansættelse adspurgte jeg ærbødigt, om han mon havde viden om boligforholdene i Bruxelles, hvortil han svarede: ”Det ved jeg virkelig ikke, De kan vel bo på et værelse.” (Sic!). Da vi et par år senere sammen rejste til Bonn for at søge tysk forståelse for de forkætrede danske særstandpunkter og endda en mulig alliance, modtoges vi til middag af den danske Bonn-ambassadør Oldenburg. Departementschefen gav udtryk for det tyngende tryk han følte, peb over arbejdsbyrden, sukkede dybt, men blev trøstet af Oldenburg med, at det da var gået ham godt her i livet. Svaret faldt: ”Jah, når man tager mine evner i betragtning”! Og om kontorchef Schoubye følgende: Ved min indflytning på en 10. sal i en etageejendom i Bruxelles blev mit store Pleyel-flygel hejst op af en kran anbragt på taget, som, skønt den bar påskrift om en bærekraft på 28 tons, bøjede under operationen. Uheldet udløste et erstatningskrav mod mig fra ejendommens side. Ved forelæggelse af sagen for ministeriet anførte Schoubye på aktstykket: ”Havde han dog bare spillet fløjte!” Med alle skildrede embedsmænd fik jeg et mønstergyldigt samarbejde, konstruktivt, tillidsfuldt, venskabeligt. Under min lange embedstid – i alt 37 år – oplevede jeg temmelig hyppige skift på fiskeriministerposten, og jeg nåede at kende mere end

Flemming Reislev - fhv. Fiskeriråd

en halv snes ministre, lige fra Risgaard Knudsen, som antog mig i 1968, til Mariann Fischer Boel, der som fødevareminister var ansvarlig for fiskeriområdet i 2005, hvor jeg fratrådte. Ofte delte fiskeriet minister med landbruget, et par gange også med Grønland. I november 1994 ophørte Fiskeriministeriet som selvstændigt departement, idet der skete en sammenlægning med Landbrugsministeriet, og tyngdepunktet flyttedes fra hidtidige erhvervsministerier mod et monstrøst forbrugerministerium, fulgt af et antal personalerokeringer. Megen specialviden gik herved tabt, og fiskerisagerne ofte stillet i skygge. Flere af ministrene kom jeg på ganske tæt hold, idet flere besøgte mit hjem: Især A.C. Normann, Svend Jacobsen, Henning Grove, Kent Kirk og Henrik Dam Kristensen. Den første fiskeriminister, som skulle forsvare de danske aktier i EF’s ministerråd, var Christian Thomsen, et elskværdigt, beskedent menneske, der i sin tidlige ungdom havde stået i gartnerlære i Vilvoorde i Belgien og fra den tid talte lidt rudimentært fransk. Inden ministertiden var han kirkegårdsgartner i Viborg og havde således – til forskel fra de senere ministre Kirk og Tørnæs – ingen tidligere berøring haft med fiskeriet. Kort efter hans udnævnelse aflagde jeg ham, som det var min sædvane, et høflighedsbesøg i ministerkontoret, hvor der udspandt sig følgende indledende samtale: ”Goddag, Christian Thomsen, hvordan går det?” Ministeren kiggede ud ad vinduet og sukkede: ”Jah, we trænger rennok te noe regn.”

â&#x20AC;?

Havde han dog bare spillet flĂ¸jte.

Fiskerisektoren dengang

”

Med sammenlægningen opnåede fiskerierhvervet gennemslagskraft og blev ministeriets jævnbyrdige og vigtige samtalepartner.

Kun til én minister fik jeg et anstrengt forhold: Poul Dalsager, som af en eller anden grund konsekvent generede mig. Uden at ville det har jeg formentlig ved minespil eller på anden vis signaleret misbilligelse af hans åbenlyse inkompetence og hans svaghed for flasken, der var til klar ugunst for hans sagsforberedelse og indsats under fiskerirådsmøderne. Sektoren i øvrigt karakteriseredes også af et stadigt vekslende kalejdoskopisk spil, med jævnlig udskiftning på fiskeriorganisationernes formandsposter. Blandt Henry Sørensens og Lodbergs efterfølgere var Søren Knudsen, Villy Hansen, Bent Rulle, Laurits Tørnæs, Niels Bonde, Thorkild Førby, rækken kunne fortsættes, og mit samspil med erhvervet blev endnu tættere og systematiseret, da de to foreninger i 1994 blev sammenslået med Bent Rulle som formand for nydannelsen Danmarks Fiskeriforening og Niels Wichmann som chef for et udvidet og velfungerende sekretariat. Med sammenlægningen opnåede fiskerierhvervet gennemslagskraft og blev ministeriets jævnbyrdige og vigtige samtalepartner.

Flemming Reislev - fhv. Fiskeriråd

Af nærliggende grunde blev samvirket med eksportører og forarbejdnings-industriens folk i reglen af længere varighed og mere stabilt end med de jævnligt skiftende organisationsformænd. Jeg mindes med smil en række særprægede skikkelser som Skagens sildekonge Peter Anthonisen, der kørte rundt i en stor sort Lincoln med chauffør, og hvis faste kantine var Brøndums Hotel. Og hans arvefjende, matadoren i Hirtshals Sigurd Espersen. Fremdeles gamle Jøker, Holm Nyland, esteren Ernst Niitepöld, O.V. Jørgensen i Hundested, bornholmske Ruth Jørgensen. Markante profiler som Claus og Tage Sørensen, Poul Rahbek Hansen, Vanggaard. Adskillige andre kunne opregnes. Mens atter andre mere står som skyggerids, men til dem alle bestod et solidt forhold. 125 års beståen. Det er respektabelt og vidner om Fiskeriforeningens omstillingsparathed og levedygtighed. Fiskeriet var stedse levende, omskifteligt og pulserende – af døgn og evighed.

■

Andreas Granild Hansen - bundgarnsfisker og Årets Unge Fisker 2010 Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Kogt jomfruhummer med mayonnaise og ristet brød - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Det frie og uafhængige liv Jeg er den 6. generation i familien, der trækker i olietøjet for at blive fisker. Nærmere betegnet bundgarnsfisker. Jeg er vokset op et stenkast fra havet og har så længe jeg kan huske fisket med min far og bedstefar, så beslutningen om at blive selvstændig fisker var et let valg. Derfor startede jeg som 16-årig på Fiskeriskolen i Thyborøn. De første tre uger på skolen gennemgik vi et søsikkerhedskursus, hvor vi lærte, hvordan man skal håndtere forskellige situationer, når der opstår problemer om bord, og hvordan man forebygger farlige situationer. Herefter kom jeg i praktik hos Nils Erik Jensen, som er bundgarnsfisker i Faxe Ladeplads. Jeg fik her mulighed for at få uddybet det grundlæggende håndværk, som jeg havde lært gennem min opvækst, og samtidig kunne

jeg beskæftige mig med de detaljer, som bundgarnsfiskeriet også rummer. Hos Nils Erik Jensen fik jeg afprøvet nogle af de ting, som jeg ikke før havde haft mulighed for, og jeg praktikken i Faxe gav en bredere forståelse og en selvstændig tankegang. Efter første praktikperiodes afslutning vendte jeg tilbage på skolen i Thyborøn, hvor jeg gennemgik grunduddannelsen, den strækker sig over 6 måneder. På grunduddannelsen lærer man forskellige færdigheder indenfor fiskeri, blandt andet bødning, fiskerilære, navigation, radiokursus, motorlære og så videre. Desuden var det spændende at opleve en stor fiskerihavn som den i Thyborøn, da jeg i min opvækst kun har arbejdet på mindre havne. Jeg lærte noget om, hvordan større havne fungerer og jeg så de store fiskeskibe på helt tæt hold.

”

Jeg kunne også se tingene fra biologernes side og som fisker levere mit syn på tingene.

Det frie og uafhængige liv

”

Jeg har søgt det frie og uafhængige liv som bundgarnsfisker med egen virksomhed, og nu har jeg omsider opnået det.

Udover undervisningen oplevede jeg et stærkt kammeratskab blandt de unge fiskere på skolen. Vi supplerede hinanden godt og der var plads til både faglig snak og sjov. Da jeg havde færdiggjort skoleforløbet, fik jeg et tilbud om at sejle med forskerskibet Dana i 3 uger. Det sagde jeg selvfølgelig ”ja tak” til, for jeg har aldrig før arbejdet på så stort et skib. Det var rigtig spændende at få lidt indsigt i biologernes og mandskabets arbejde. Det betød, at jeg også kunne se tingene fra biologernes side og som fisker levere mit syn på tingene. At få lov til at indgå i dialog med biologer og forskere på den måde gav mig en fantastisk oplevelse, og jeg tror, de også var glade for at have mig med - at jeg var til gavn. I 2010 var jeg i den afsluttende praktikdel, hvor jeg sejlede med Jens Granlund på skibet Simaru Granlund. Her fiskede vi efter brislinger i den vestlige del af Østersøen og tobis i Nordsøen. I den tid, hvor jeg sejlede med Granlund, fik jeg øjnene op for, hvor store ressourcer der skal til for at få det hele til at løbe rundt. Det bekræftede mig i at satse på et mindre bundgarnsfiskeri, hvor omkostningerne ikke er så store.

Mens jeg var hos Jens Granlund, startede jeg min egen virksomhed op, hvor bundgarnsfiskeriet er omdrejningspunkt. Så når jeg ikke var ude med Jens Granlund, brugte jeg tiden på at få virksomheden til at udvikle sig. Jens Granlund har været bundgarnsfisker før i tiden, så i den tid, jeg sejlede med ham, fik jeg mange gode råd med på vejen om, hvordan jeg kan holde min virksomhed kørende. Da jeg var færdig hos Jens Granlund, fik jeg mulighed for at fokusere hundrede procent på min egen virksomhed, og jeg fik afprøvet en masse ting. Noget med større succes end andet. I efteråret 2010 fik jeg overrakt det blå bevis samtidig blev jeg kåret som årets unge fisker. Det betød utrolig meget for mig at få anerkendelse for de ting, som jeg har opnået gennem tiden, og det gav mig endnu mere engagement til dagligdagens arbejde. I dag er jeg 19 år og færdiguddannet fisker. Min virksomhed går fint og jeg arbejder fokuseret hver dag. Jeg har søgt det frie og uafhængige liv som bundgarnsfisker med egen virksomhed, og nu har jeg omsider opnået det.

Andreas Granild Hansen - bundgarnsfisker og Årets Unge Fiskeri 2010

Fra min side ser tingene derfor lyse ud. Men jeg vil gerne have, at det bliver ved med at se lyst ud.

fiskernes side, men jeg ville ønske, at der kan blive et kompromis mellem biologer og fiskere for at skabe de bedst mulige forhold for alle.

Desværre er jeg, som så mange andre, bekymret for, at de vilkår, som fiskerne arbejder under, ændres og på længere sigt rammes af kvoter, nedskæringer og andre restriktioner. Selvom jeg har set tingene i biologernes optik, da jeg sejlede med Dana, er jeg stadig fisker og på

Jeg håber derfor meget, at fremtiden vil blive lys, så andre unge fiskere får muligheden for at prøve det, som jeg har få lov at prøve.

■

”

Desværre er jeg, som så mange andre, bekymret for at de vilkår, som fiskerne arbejder under ændres og på længere sigt rammes af kvoter, nedskæringer og andre restriktioner.

Det frie og uafhængige liv

Andreas Granild Hansen - bundgarnsfisker og Ă&#x2026;rets Unge Fiskeri 2010

Susanne Folmer - administrerende direktør, Lykkeberg A/S Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Sildelagkage - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Det der med børn er en uhyre overvurderet fornøjelse, sagde Susannes far... Min far blev alene med mig, da jeg var 7 år. Han havde det som blommen i et æg, for alle kvinder syntes, det var synd for ham! Da jeg blev 11 år, giftede han sig igen, og jeg fik et par søskende, som lærte mig at rette ind efter andre. Jeg havde et meget frit og lykkeligt barneliv. Men at arbejde i fiskebranchen var hårdt. Min far arbejdede jo, når fisken var der, og jeg løb altid i hans fedtede fodspor - jeg stank af klipfisk og spegesild, og det var jo næppe gået i dag. “Stil skoene udenfor - de stinker!”, råbte jeg som teenager til min far, når han kom hjem. Jeg var stolt af ham, selvom han aldrig bekymrede sig om mig og ikke var den, der dukkede op

til forældremøder og den slags. Fra ham lærte jeg aldrig at give op, og det har jeg haft god brug for. Det var et rent tilfælde, at jeg blev cand. polit. Min far havde foretrukket, at jeg læste jura. Min karriere startede i ATP, og der tog jeg en HD i organisation. Jeg var glad for at være i ATP, men da min far havde brug for en hjælpende hånd, sprang jeg til. Verdensfirmaet Som barn af en selvstændig havde jeg arbejdet med i sommerferierne, men var alligevel en fuldstændig novice på det handelsmæssige område. Men i Lykkeberg fandt jeg min rette hylde, og nu har jeg været her i mere end 35 år. Det var godt, at jeg havde min uddannelse og

”

For ca. 20 år siden var vi klar over, at vi sad på en guldmine mht. sundhed.

havde prøvet at arbejde et andet sted. Det gav en mulighed for at sige fra over for den gamle han-elefant, som min far også var. Engang sagde jeg til far: ’Er det ikke underligt, at du, som er så klog, har formået at samle sådan en gang idioter (inkl. mig) omkring dig i firmaet?’. Så tænkte han sig lidt om og svarede, at det undrede for så vidt også ham! Far var selv startet som lærling i firmaet, og jeg er ham dybt taknemmelig for, at han banede vejen for mig, så Lykkeberg fortsat er en vigtig dansk sildevirksomhed. Han og jeg kunne noget helt forskelligt, men vi har også ageret i forskellige tider og i et firma med forskellige grader af modenhed. Jeg blev en helt anden chef, fordi jeg var glad for at læse andre mennesker og begå mig med dem. Det har været min fordel, for i den sidste ende er det mennesker, det drejer sig om. Og virksomheden har forandret sig. Lykkeberg blev stor på eksport, fordi min far elskede at rejse. Vi var dengang store i Brasilien, mens jeg selv er en pælerod og synes, det er spændende at udvikle det danske marked.

En mission For ca. 20 år siden blev vi klar over, at vi sad på en guldmine mht. sundhed. Det skete, da to forskere fandt, at årsagen til, at grønlændere ikke har hjerte/karsygdomme er, at de spiser fisk og sæler og derved får en masse af de flerumættede omega 3-fedtsyrer! Det er måske store ord, men ideen med Lykkeberg forandrede sig fra at være salg af sild til også at ha’ en sundhedsmission. Sild og sundhed i befolkningen blev den spændende kombination og grunden til, at vi udover at være sildefolk også har introduceret et helsekostsortiment, hvor vi sælger Lysi fiskeolieprodukter fra Island til vores kunder. Jeg ville ikke kunne leve med at sælge noget, der skader mennesker eller forringede vores sundhed. Jeg er skrap til at opfange tidens trends, og sundhedsbevidstheden er jo vokset hver dag lige siden. Jeg tror på, at fiskenes årti nu kommer! Da jeg første gang hørte om fedmebølgens snarlige komme for bare 15 år siden, var jeg ærlig talt ved at falde ned af stolen af over-

Det der med børn, er en uhyre overvurderet fornøjelse, sagde Susannes far...

raskelse. Og så har det jo alligevel vist sig at holde stik, at vi i Danmark arver spisekulturen fra USA. Men fisk vil sælge sig selv i fremtiden. Vent og se, når sundhedsbølgen er kommet rigtigt ind over os og vi samtidig har fået styr på kvoter og bæredygtighed. Husk at fisk er hurtigt og let at tilberede, og selv om den billige pangasius ikke overalt er lige vellidt, så kan den for nye forbrugere blive indgangen til at spise mere dansk fisk. Kampagne for fisk At spise fisk 2 gange om ugen er simpelthen for lidt, vi skal op på tre gange – mindst! Og jeg er sikker på, vi kan få folk til at ændre vaner. Sagen er, at supermarkederne ud over diverse hel- og halvkonservesfisk i dag kan levere masser af fersk fisk, der kan konkurrere med kød på prisen. Det er lækre og gode fiskeprodukter - lette at få fat i og lette at tilberede. Der er også kommet et meget bedre udvalg, og der er mere flow i salget. Fisken bliver taget ned af hylderne eller op af køledisken. Produkterne har for alvor udviklet sig, og man behøver ikke stå med ben, skæl og fiskehoved i køkkenet. Det betyder noget for forbruget. Problemet for fiskehandlerne er, at mange ikke sælger nok. Havde de større omsætning, ville de have mulighed for at sætte fortjenesten på den enkelte fisk ned, og forbrugerne ville ikke opfatte fersk fisk som for dyr. Så for os i branchen gælder det om at stå sammen om at øge salget af fisk. Desværre ser vi mange af vores allerbedste danske fisk på markedet i Paris.

Susanne Folmer - administrerende direktør, Lykkeberg A/S

”

Det er jo fantastisk, at vi har verdens bedste restaurant, NOMA, og verdens bedste kok, Rasmus Kofoed – men den almindelige dansker vil hellere bruge sine penge på alt muligt andet end kvalitetsmad.

Fisk vil sælge sig selv i fremtiden. Vent og se, når sundhedsbølgen er kommet rigtigt ind over os og vi samtidig har fået styr på kvoter og bæredygtighed.

Danskerne er endnu ikke indstillet på at betale for den bedste madkvalitet – selv om det da heldigvis går fremad. Det er jo fantastisk, at vi har verdens bedste restaurant, Noma, og verdens bedste kok, Rasmus Kofoed – men den almindelige dansker vil hellere bruge sine penge på alt muligt andet end kvalitetsmad. Det er jo ikke den danske forbruger, der har krævet superkvalitet på det kulinariske område – eller staten, der har støttet indsatsen. Nej – det er individuelle ildsjæle, der har hidset hinanden op i ordets bedste forstand. Nu er det meget vigtigt at bruge dette adelsmærke, som vi har vundet internationalt, til at få ikke blot eliten, men resten af flokken med - og dermed få noget bedre mad på bordet i de danske hjem. Og det betyder også masser af lækre fisk – for rent ud sagt: Der findes ikke noget bedre! Det er synd for de mennesker, der går uden om fisk. De ved ikke, hvad der er godt, sundt – og let at tilberede. F.eks. er matjesfileter med nye kartofler og dild-dressing eller koldt smør jo fastfood! Så jo – jeg er sikker på, at om ti år spiser alle danskere fisk mindst to gange om ugen. Fordi det smager godt, fordi det er sundt – og fordi alle kan finde ud af at tilberede det! Branchens mål er at få fiskeindtaget til at stige med 40 % inden for de næste tre år. Det er et helt vildt mål, men vent bare: Der vil virkelig ske noget!! Først fanger du silden, så fanger den dig Sild er et rigtigt stort område i Danmark, og

jeg er glad for danskernes stolthed over - og begejstring for sild. Som sildeproducent er du nødt til at følge med, for hvis vi ikke sørger for, at silden er top-of-mind eller på frontallapperne, så kommer der mange andre spændende fisk eller andre nye produkter svømmende ind i markedet og snupper opmærksomheden. Sild er en grundstamme i den danske madkultur og selvforståelse, og arbejdet med sild har været spændende og udfordrende. Er fiskebranchen et særligt hårdt liv for en kvinde? Nej, der er blevet taget godt imod mig alle steder. Mit arbejdsliv har jo både i firmaet og når jeg sad med i diverse udvalg og kommissioner været fuldt af mænd og få kvinder. Det er synd, for jeg oplever, at kvinderne ofte er dem, der kan finde ud af at sprede den gode stemning. Mændene bliver lidt ’rundere’, når der er kvinder til stede. Så jo flere kvinder, desto bedre bliver stemningen – og det har ofte betydning for det gode resultat. Derfor går jeg også ind for kvoter - ikke blot for sild, men også for kvinder! Set i bakspejlet har det været en stor fordel for mig at have en uddannelse i bagagen, så jeg ikke blot var den blonde datter. Det har også betydet meget, at jeg fik en masse selvtillid, inden jeg startede i branchen, fordi jeg klarede mig godt på mit job i ATP. Det var godt for mig og for Lykkeberg.

■

Det der med børn, er en uhyre overvurderet fornøjelse, sagde Susannes far...

Lykkeberg A/S beskæftiger ca. 35 mennesker i Danmark, først og fremmest på fabrikken i Hørve, og et tilsvarende antal medarbejdere i Letland hos en samarbejdspartner i Ventspils med håndfiletering og pakning af specialprodukter inden for sild, benfri sild og ansjoser. 20 % af Lykkebergs omsætning går til eksport.

Susanne Folmer - administrerende direktør, Lykkeberg A/S

Thomas Lauritsen - fhv. departementschef Favorit fiskeret: Sole Walewska, subsidiært stegt ål med persillesovs - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Erindringer fra Fiskeriministeriet 1976-1995 Mit engagement med fiskeriverdenen kan afgrænses ret præcist, idet jeg 1. oktober 1976 tiltrådte i Fiskeriministeriet som kontorchef i ministeriets 2. kontor og fratrådte som departementschef den 1. januar 1995, da ministeriet blev fusioneret med Landbrugsministeriet.

basisperiode, tab af fiskerimuligheder i tredjelandsfarvande og hensynet til særligt fiskeriafhængige områder – var navnlig for de to sidstes vedkommende ikke særlig gunstige for Danmark, hvorfor forhandlingssituationen i Bruxelles blev stadig forværret med kulmination i efteråret 1982.

I de første år beskæftigede jeg mig mest med markedsforholdene for fisk, herunder EF’s markedsordninger, der var etableret før Danmarks medlemskab, og med EF’s strukturpolitik, som bl.a. handlede om, hvilke penge Danmark kunne få fra EF til modernisering af fiskefartøjer og fiskeindustrien. Men samtidig fortsatte forhandlingerne om EF’s fælles fiskeripolitik, hvor Danmark havde stigende problemer. De 3 kriterier, der var grundlaget for kvotefordelingen – traditionelt fiskeri i en

I dette halvår havde Danmark formandskabet i EF, hvilket ikke gjorde situationen lettere. Formanden for EF’s ministerråd skal indtage en neutral holdning under sin ledelse af møderne. Og nye folk var kommet til i Danmark, idet Poul Schlüter havde dannet regering i september 1982, hvor Henning Grove havde afløst Karl Hjortnæs som fiskeriminister. Jeg havde fulgt forhandlingerne fra sidelinjen og fået et vist engagement og indsigt i situationen i den sidste del af Hjortnæs’ ministertid, idet han bad

Danske fangster i mængde og værdi 1981 - 86 (1.000 tons) 1981

395 1.361

1982

390 1.456

1983

402 1.392

1984

408 1.355

1985

435 1.231

1986

405 1.352 Konsumfisk Industrifisk

1.756

Total i værdi: 3.247 mio. kr.

1.846 1.794 1.763 1.666

Total i værdi: 3.544 mio. kr.

Total i værdi: 3.834 mio. kr. Total i værdi: 4.118 mio. kr.

Total i værdi: 4.024 mio. kr. 1.757

Total i værdi: 4.042 mio. kr.

Total mængde for konsum- og industrifisk

Erindringer fra Fiskeriministeriet 1976-1995

”

Jeg kan bevidne, at det gik hårdt til. Schlüter prøvede også at blødgøre ærkefjenden, men jernlady Thatcher lod sig ikke blødgøre.

mig om at lede en særlig rådgivningsgruppe med bl.a. daværende kontorchef Jørgen Løkkegaard parallelt med ministeriets øvrige indsats. En ikke særlig let opgave. Den vanskelige forhandlingssituation i efteråret 1982 endte med, at Danmark nedlagde veto mod det endelige forslag, hvorefter forslaget fik enkelte marginale forbedringer. Den 25. januar 1983 blev EF’s fælles fiskeripolitik så endelig vedtaget med alle landes tilslutning efter 7 års forhandlinger. De efterfølgende forhandlinger om kvotefordelingen for sildefiskeriet i Nordsøen bragte igen Danmark i fokus med to vetoer mod Kommissionens forslag til fordeling og en efterfølgende vedtagelse af en kvotefordeling uden om Kommissionen med enstemmighed blandt medlemslandene. Dette er nødvendigt, når Kommissionen ikke er forslagsstiller. En ganske usædvanlig EF-procedure. En forhandlingssituation der anskueliggør, hvad Danmark var oppe imod – kvoten til Danmark var 9% i Kommissionens forslag, den blev til 22 % i det vedtagne forslag. Den fælles fiskeripolitik omfattede herefter alle aspekter af bevaringsforanstaltninger for fiskeressourcerne, kvoter (%-vis fordeling), tekniske bevaringsforanstaltninger, adgangsfor-

Thomas Lauritsen - fhv. departementschef

hold til kystzonerne, lukkede områder osv. Det må her tages i betragtning, at store dele af dette regelsæt – dog ikke kvotefordelingen – var baseret på biologisk rådgivning først og fremmest fra ICES (Det internationale Havundersøgelsesråd) og dermed kun i begrænset omfang egnet til politisk forhandling. Det er ikke stedet at foretage en nærmere analyse af forhandlingsresultatet set med danske øjne, men min opfattelse er, at det under de givne omstændigheder var et rimeligt resultat. Et simpelt mål er at se på fangsterne før og efter 1983, det første år den nye politik var gældende. Tallene viser, at der ikke var den store forskel, men det skal understreges, at det er meget overordnede tal, hvor der kan være udsving som følge af ændringer i de biologiske forhold, prissvingninger osv. Der var megen kamp under forhandlingsforløbet, fiskeriorganisationerne protesterede, Folketingets markedsudvalg holdt mange møder om sagen, herunder et i en sen nattetime, hvor der skulle tages stilling til et forhandlingsudspil fra Bruxelles. Fiskeriministerrådsmødet

var suspenderet, medens man ventede på svar fra København. Danskerne var populære i EF dengang. I øvrigt var svaret nej. Jeg havde ”fornøjelsen” af at ledsage Poul Schlüter ved dette møde i markedsudvalget. Statsministeren ville selv prøve at klare sagen, så vanskelig som Danmarks situation var, og jeg kan bevidne, at det gik hårdt til. Schlüter prøvede også at blødgøre ærkefjenden i fiskeristriden, Storbritannien, ved at besøge London, men jernlady Thatcher lod sig ikke blødgøre. Kunne forhandlingsresultatet have været bedre set med danske øjne? Måske, men Danmark havde nogle åbenlyse svagheder. Det meget store industrifiskeri – i mængde 75-80% af fiskeriet – var en torn i øjet for alle de andre medlemslande, der ikke drev et sådant fiskeri, navnlig fordi der i en del af industrifiskeriet uundgåeligt forekommer bifangster af konsumfisk. De såkaldte fiskeriafhængige områder, der indgik i kvotefordelingen, havde Danmark accepteret af hensyn til Grønland (der senere meldte sig ud af EF), men de var ikke til gunst for det øvrige Danmark. Men mere afgørende var nok, at den danske forhandlingsstrategi i årene 1976-82 kunne have været bedre og mere smidig. I den sidste lange fase af forhandlingerne var Danmark isoleret og havde alle de andre medlemslande imod sig. I EF-sammenhæng er en sådan situation uholdbar og presset fra de andre, ikke mindst overfor et lille land, bliver meget stort. Denne situation kunne nok være undgået, hvis man på et tidligere tidspunkt havde indtaget en mere fleksibel

holdning, baseret på en prioritering af de danske krav, og havde skaffet sig nogle allierede. Denne umulige situation for Danmark stod i min erindring i mit senere virke. Blandt de kompensationer, vi fik tilforhandlet os i EF efter den store aftale var en pose penge til Egnsudviklingsdirektoratet til brug i de fiskeriafhængige områder. Den blev bl.a. brugt til golfbaner til udvikling af turisme. I dag er mange fiskere vist golfspillere. I sommeren 1983 blev daværende departementschef Jørgen Hertoft, syg og døde efter kort tids sygdom kun 63 år gammel. Spørgsmålet om hans efterfølger optog naturligvis Fiskeriministeriets personale meget, og efter nogle stilfærdige opfordringer søgte jeg den ledige stilling i konkurrence med bl.a. flere eksterne kandidater. I november 1983 udnævnte regeringen efter indstilling fra fiskeriminister Henning Grove mig til at efterfølge Hertoft. Det blev indledningen til 11 år på denne post med mange udfordringer og mange uventede oplevelser og ikke mindst mødet med mange interessante mennesker i og udenfor fiskeriverdenen. Det vil jeg vende tilbage til. Pladsen tillader ikke en ordentlig behandling af den hjemlige fiskeripolitik i disse år, selv om den var ganske indholdsrig og til tider turbulent med protesterende fiskeres havneblokader. Det overordnede problem var overkapaciteten i den danske fiskeflåde i forhold til de foreliggende fangstmuligheder.

Erindringer fra Fiskeriministeriet 1976-1995

”

Blandt de kompensationer vi fik tilforhandlet os i EF efter den store aftale var en pose penge til brug i de fiskeriafhængige områder. Den blev bl.a. brugt til golfbaner til udvikling af turisme. I dag er mange fiskere vist golfspillere.

Efter at vi i begyndelsen af 1980’erne havde fået styr på tallene for kapaciteten – udgangspunktet for politikken – begyndte vi en systematisk reduktionspolitik ved bl.a. at kræve udtagning af fartøjer fra fiskeriet, hvis man ønskede ny kapacitet sat ind og gennemføre ophugningsordninger med EF-støtte. Politikken lykkedes til en vis grad, men ikke i tilstrækkeligt omfang til at skabe en fornuftig balance mellem fiskerimuligheder og kapacitet. Den kalenderårsbaserede forvaltning af fiskeriet med farvands- og tidsopdelte kvoter var særdeles kompliceret og gav anledning til mange forhandlinger med fiskeriets organisationer i de lovbestemte rådgivende udvalg. Forvaltningen var baseret på de årskvoter til de enkelte lande, som var fastlagt i EF ved ministermøderne i december. Jeg husker disse Rådsmøder som noget af det besværligste, jeg har prøvet, de kunne sommetider tage op til et døgn i et stræk, dog med enkelte pauser til at forhandle på kryds og tværs – og navnlig med Kommissionen. Hele dette system, som var basis for den indviklede nationale forvaltning, blev af den daværende direktør for Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening Poul Tørring karakteriseret som den sidste rest af stalinisme i Europa. Det var måske ikke helt forkert og var en af grundene til, at vi i ministeriet begyndte at interessere os for alternative reguleringsformer. Den daværende regulering var – bortset fra de tekniske bevarings-foranstaltninger (f. eks. maskemål) – baseret på mængdemæssig styring, ikke på økonomiske, markedsmæssige

Thomas Lauritsen - fhv. departementschef

”

Fiskerne er på mange måder et særligt element i det danske samfund, meget selvstændige og vant til at klare sig selv på havet, ofte meget kloge mennesker.

forhold, som det øvrige samfund er styret af. Vi forhandlede med fiskeriets organisationer om økonomiske incitamenter i fiskeriet og sågar individuelle, omsættelige kvoter. Planlægningschef Jørgen Løkkegaard og forskningschef Peder Andersen udarbejdede omfattende analyser og forslag herom, men der kom intet ud af det. Tiden var ikke moden dertil. Jorden var dog gødet til senere brug. Fiskeriminister Kent Kirk støttede disse bestræbelser, han havde et klart blik for, at der var behov for fornyelse i fiskerireguleringen. Men i det nye årtusinde har man gennemført de omsættelige fartøjskvoter og dermed iværksat en naturlig kapacitetstilpasning. Igennem disse år lærte jeg naturligvis fiskeriets og fiskeindustriens folk – både topfolk og de menige – at kende, og det hører nok til det mest positive i mit arvegods fra den periode. Fiskerne er på mange måder et særligt element i det danske samfund, meget selvstændige og vant til at klare sig selv på havet, ofte meget kloge mennesker, der kan lidt af hvert. Det var derfor et særligt paradoks, at disse

mennesker skulle udsættes for den detailregulering, som EF’s fiskeripolitik indebærer, og deres formænd havde det ikke let, når vi måtte præsentere dem for realiteterne fra EF og de kunne forudse reaktionen hos fiskerne. Laurits Tørnæs var en markant formand for Danmarks Havfiskeriforening i mange år, og jeg lærte ham at kende som en kontant og kompetent forhandler. Han havde det ikke let som Venstrefolketingsmand og fiskeriforeningsformand i efteråret 1982, da fiskeripolitikken stod på gloende pæle i EF og Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen søgte kompromismuligheder, hvad Tørnæs ikke var enig i. De to havde vist et par kammeratlige samtaler. Tørnæs blev afløst som formand for havfiskeriforeningen af den erfarne fiskeskipper fra Thyborøn Niels Bonde, da han blev landbrugsminister. Villy Hansen var formand for Dansk Fiskeriforening og præget af stor viden om dansk fiskeri, samtidig med at han var en dygtig og smidig forhandler med stor politisk erfaring. Havfiskeriforeningen havde en meget kompetent direktør, Niels Wichmann, som efter de to foreningers sammenslutning i 1994 fortsatte

Erindringer fra Fiskeriministeriet 1976-1995

som direktør i Danmarks Fiskeriforening, hvor han ikke mindst på EF-plan har givet dansk fiskeri stor indflydelse. De var alle dygtige organisationsfolk. Den nye forenings første formand blev Bent Rulle med den skarpe tunge, som jeg havde mange indholdsrige diskussioner med. Men måske var mødet med de menige fiskere, på kajen i Skagen eller ved utallige fiskeriforeningsgeneralforsamlinger, jeg har deltaget i, den største oplevelse. Jeg har ført mange diskussioner om fiskeripolitik med fiskere gennem årene, og det kunne jo gå hårdt til, når begrænsninger i fiskeriet stod på dagsordenen. Det var næsten altid udbytterige diskussioner præget af gensidig respekt, fordi vi trods alt forstod hinandens udgangspunkt. Blandt de mere særprægede oplevelser i den sidste del af min embedsperiode var i 1993 at optræde som officiel opponent i Brest ved forsvaret af en doktordisputats om dansk fiskeri, skrevet af en fransk videnskabsmand, JeanPierre Corlay. Han havde skrevet et mammutværk på over 1300 sider omhandlende alle aspekter af dansk fiskeri og fiskeindustri. Vist det mest omfattende værk, der er skrevet om den danske fiskerisektor.

Thomas Lauritsen - fhv. departementschef

Det var en mærkelig fornemmelse at være eneste dansker blandt mange franskmænd ved en lejlighed, hvor et ærkedansk emne blev behandlet. Franskmandens skarpe blik for, at dette er et interessant og måske lidt upåagtet element i det danske samfund kan jeg kun tilslutte mig. Det usædvanlige er også, at alle aspekter af fangst og produktion af fisk og fiskevarer er repræsenteret i det danske erhvervsliv. Dette vidtforgrenede erhvervsliv er skabt på basis af tusinder af års fiskeri i Danmark. Faktisk er det Danmarks ældste erhverv, hvad man kan forvisse sig om ved at gå på Nationalmuseet og se rester af fiskeredskaber, der er 7.000 år gamle, ældre end pyramiderne. Landbruget kommer langt senere. Så når Danmarks Fiskeriforening fejrer 125 års jubilæum – hjertelig tillykke med det – kan de danske fiskere fejre, at de viderefører en ældgammel tradition i Danmark, som selv EF’s fiskeripolitik ikke har kunnet standse.

■

Jørn Lund - professor og sprogforsker Favorit fiskeret: Nyfanget stegt rødspætte - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Fisken i sproget Dette skrives i ”Fisken”, mere præcist i ”Fisken”s hale, i øvrigt med udsigt ud over Københavns Havn – nu (igen) med fisk! ”Fisken” er en toetagersbygning, som er sammenhængende med Den Sorte Diamant. Her ligger tre institutter: Folkemindesamlingen, Kvinfo og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvor jeg er direktør. Med lidt god vilje kan man godt hævde, at bygningen ligner en fisk, men den er nu ikke helt så glad for det våde element som de rigtige fisk: Facadestenene har måttet udskiftes efter få år; de smuldrede. Taget har måttet lægges om, det var utæt, og der er jævnlig vandindsivning i kælderen. Arkitekten havde vist glemt, at huset skulle stå udendørs. Her på instituttet udgiver vi blandt meget andet nogle store ordbøger, kendtest nok Ordbog

over det danske Sprog og Den Danske Ordbog; man kan finde dem – og andre – på (fiske) nettet på adressen: ordnet.dk Naturligvis står der meget om fisk, om sammensætninger med fisk, om faste udtryk med fisk, og snart vil en begrebsordbog også tage fiskene under kærlig behandling. Og det er klart, at fisk har placeret sig stærkt i sproget, fordi de har haft stor betydning gennem hele historien og i lange perioder været hovedernæringskilden for befolkningen. I oldtid, middelalder og langt op mod vor tid spiste man sild flere gange om dagen. Nu er sild for de fleste en ret sjælden ingrediens i frokosten og indtages ofte ved særlige lejligheder, ledsaget af snaps. Til gengæld er repertoiret af fisk blevet stærkt udvidet, og nu

”

om dage er man jo ikke begrænset af de muligheder, de omkringliggende søer og have tilbyder. Men sild var der til overmål, ikke mindst i Øresund, fra slutningen af 1100-tallet og langt frem i tiden. Krønikeskriveren Saxo skriver: ”Der er så mange fisk, at bådene bliver siddende fast og knapt kan ros igennem. Man

har ikke nødig at bruge garn, men kan ligefrem tage silden med hænderne.” I de gamle ordsprog møder man da også fiskene. ”En Fisk og en Gjæst lugter ilde den tredie Dag”, hedder det, og det ordsprog kan høres endnu.

En gang oplevede vi et sandt eventyr. Havoverfladen blev pisket op af småfisk, jaget af stimer af hornfisk, makrel og torsk, som selv blev forfulgt af marsvin. Vi halede den ene fisk ind efter den anden.

Fisken i sproget

Min personlige fiskehistorie fører mig tilbage til barndommens Djursland, ved hvis kyster jeg har stået mange gange med en fiskestang i hånden og en anden støttet op ad en stor sten, så jeg kunne holde øje med dens bevægelser; den var nemlig knyttet til et forfang og nogle kroge med sandorm, som skulle lokke fladfisk til at bide. Hvis man kom tidligt om morgenen – ved 4-tiden – var der altid bid, og man kunne være sikker på at komme hjem med et par rødspætter og skrubber. Mere usikkert var det, om der var bid, når man fiskede med blink. Men det var en fin kombination, at man med den ene stang kastede blinket ud, samtidig med at man holdt øje med, om der var fladfisk på krogen.

Fisken i sproget I overført betydning kan fisk have mange forskellige funktioner. I kristen symbolik kan fisken betegne Kristus, fra først af vistnok som et hemmeligt tegn. Fisk hedder på græsk ichthys, og tager man bogstaverne hver for sig, kan de på græsk stå for ordene ”Jesus Kristus Guds Søn Frelseren”. I Dansk Symbolleksikon af Finn Stefánsson indledes artiklen om fisk således: ”knyttes i symbolikken sammen med det ubevidste, det moderlige og det livgivende (seksuelle, falliske), men har også en snært af det uhyggelige: det mørke vand, den lydløse, klaustrofobiske verden, de slimede og skælle kroppe.”

Torsk var der mange af, også makrel – som var sjovere at fange – og undertiden hornfisk, sjældent også havørred. En gang oplevede vi et sandt eventyr. Havoverfladen blev pisket op af småfisk, jaget af stimer af hornfisk, makrel og torsk, som selv blev forfulgt af marsvin. Vi halede den ene fisk ind efter den anden og havde milde gaver med hjem til venner, familie og naboer. Det hele har vel taget 10-15 minutter.

Fisk kan være små og store, også i overført betydning: ”Efter krigen straffede man mange af de små fisk, men de store kunne ofte sno sig udenom”, hedder det ofte. En person kan være en underlig fisk, men man kan også være frisk som en fisk og have det som en fisk i vandet. Hvis noget går i fisk, kan en aftale være brudt eller en plan ikke være gennemførbar alligevel. ”Det er hverken fugl eller fisk” angiver, at man har sat sig mellem to stole, eller at noget

”

Jeg er en kold fisk på lagenet. Jeg har meget passion i mig og viser det også gerne op til selve akten, for så går jeg kold. Det er jo synd, ikke mindst hvis den pågældende har været ude med snøren og omsider fået en mand på krogen – og måske håbet på at blive med rogn. Jørn Lund - professor og sprogforsker

er ubestemmeligt, nærmest det modsatte af den gyldne middelvej. Man kan karakterisere et menneske som en kold fisk. Da jeg googlede udtrykket på nettet, så jeg et indlæg på et debatforum for kvinder: ”Jeg er en kold fisk på lagnet. Jeg har meget passion i mig og viser det også gerne lige op til selve akten, for så går jeg kold.” Det jo synd, ikke mindst hvis den pågældende har været ude med snøren og omsider fået en mand på krogen – og måske håbet at blive med rogn. Torsken er hyppig i billedlige udtryk, og den anvendes så at sige aldrig i positiv betydning. Torsk! Din torsk! Og klaptorsk! er nedsættende udtryk. Når man trækker torsk i land, snorker man, og man skal ikke ønske sig at blive indkaldt til torskegilde hos skattemyndighederne. Det er heller ikke morsomt at få en på torsken. Nogle skelner mellem to udtaleformer, én med hørbart r og én med ikke hørbart r. Sidstnævnte bruges, når ordet anvendes billedligt, førstnævnte, når der tales om fiskearten. Hvis man er torskedum, er man mere end almindeligt dum. Sild har en langt større variationsbredde. En person kan være en død sild, men også et et folketingsforslag kan, hvis det er ugennemførligt, kaldes en død sild. Af en eller andet grund kan man også bruge udtrykket ikke mange sure sild værd. Er der trængsel, kan man stå som sild i en tønde. Men sild har også i nogle årtier kunnet betegne en attraktiv person, oftest en ung kvinde.

Hajen er som bekendt en rovfisk; også den kan optræde billedligt. En billethaj er en person, som køber stort ind af billetter til attraktive forestillinger for senere at sælge dem dyrt, når et arrangement eller en forestilling snart skal begynde og billetterne er udsolgt. En bolighaj blev dannet som en negativ betegnelse for en person, der udnyttede bolignøden og lejede nøjsomt istandsatte lejligheder ud til en høj husleje. En børshaj er en person med næse for udviklingen på børsen og hang til risikable, men potentielt lukrative investeringer. Haj kan altså melde sig forskellige steder, hvor der er stor grådighed, forslugenhed eller stor interesse på færde. Dansk Sprognævn tilrettelagde en sprogkampagne i 2010; en af ingredienserne var den, at man på skolerne kunne bestille en sprogforsker til at fortælle om sproget og dets betydning. Overskriften var ”Hyr en sproghaj”! Her er hajen igen forslugen, men altså i en god sags tjeneste. Rejen har ikke nogen fremtrædende plads i billedsproget, men forekommer i udtrykket ikke en rød reje. Udtrykket forekommer kun i negeret form; man kan fx ikke sige, at man lige akkurat har en rød reje. Ålen har større udbredelse i billedlig anvendelse. Hvis man snor sig elegant og glat gennem en vanskelig situation på en lidt ufin måde, kan man kvalificere sig til at blive kaldt en ål. Man kan også have ål i strømperne. Og så mødes ålen og rejen i slangudtrykket for all right ”ål og rejer”. Ordet rejekælling er ikke usædvanligt som

Fisken i sproget

”

Min gamle dansklærers ideal for en stil: Et kort hoved som optakt, en lang krop – og så til sidst et lille svirp med halen. Altså: en fisk!

kritisk betegnelse for en skrap og umedgørlig kvinde. Sådan set troede jeg, det havde flere hundrede år på bagen og var fra dengang, der var gadesælgere i byerne. De solgte sild og andre fisk og ofte også sand (til gulvene). Men rejekælling findes faktisk hverken i ordbøgerne fra første eller sidste del af 1900-tallet. Det må være af nyere dato, og det er blandt andet brugt som skældsord om feministerne. Personer kan også have navne efter de undersøiske. Man kan hedde: Krabbe, Krebs, Sildehoved og Gedde, og en rocker havde navnet Makrel. Forfatterne I en af folkevisevarianterne med navnet ”Elverhøj”, beskrives elverpigernes sang så gribende, at den påvirkede selv fiskene i vandet: Og striden strøm den stiltes derved, som før var vant at rinde, de liden små fiske i floden svam, de legte med deres finne. H.C. Andersen skrev et såkaldt nutidseventyr, ”Den store Søslange”, der handlede om, hvad der skete under havbunden, da et telegrafkabel

Jørn Lund - professor og sprogforsker

blev sænket ned på havbunden; Andersen var vild med ny teknik: ”Der blev en Forskrækkelse, der blev et Røre mellem Havets retmæssige Beboere, hvor Touget sænkedes. Flyvefisken satte til Veirs over Havfladen, saa høit den kunde, ja Knurhanen tog Fart et heelt Bøsseskud over Vandet, for det kan den; andre Fisk søgte mod Havbunden, de foer med saadan Hastighed, at de kom længe før Telegraphtouget endnu var seet dernede; de skræmmede baade Kabliau og Flynder, som gik fredeligt i Havets Dyb og aad deres Medskabninger. Et Par Søpølser bleve saa forskrækkede, at de spyede deres Mave ud, men levede endda, for det kunne de. Mange Hummer og Taskekrabber gik ud af deres gode Harnisk og maatte lade Benene blive tilbage. ” Ved at citere folkevisen og H.C.Andersen håber jeg at have levet op til min gamle dansklærers ideal for en stil: Et kort hoved som optakt, en lang krop – og så til sidst et lille svirp med halen. Altså: en fisk!

■

Steffen Smidt - ambassadør og fhv. generaldirektør for fiskeri, Bruxelles Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Bagt torsk med kartoffelmos - find opskriften på 2gangeomugen.dk

De sidste cowboys i vores verden “Når du skal skyde, så skyd! Lad være med at snakke.” Replikken kommer fra Sergio Leones spaghettiwestern: Den gode, den onde og den grusomme fra 1966 med Clint Eastwood, Lee Van Cleef og Eli Wallach i titelrollerne. Den handler som bekendt om tre lykkeriddere. Hvis man som ambassadør Steffen Smidt beskæftiger sig med politik – og særligt kontroversiel politik på det lidt højere plan i europæisk sammenhæng - kan man risikere at komme i klemme. Som generaldirektør for fiskeri i Bruxelles i 1999-2002 var det generaldirektørens opgave at forsvare og forklare Kommissionens synspunkt - og det gav knubs. Steffen Smidt: Den voldsomme kritik var

svær at håndtere – jeg var ramt af, at der ikke var et forsvar for mig – Kommissionens politiske ledelse lod det passere. Men da jeg blev fjernet fra posten med dags varsel og uden forklaring, kom Kommissionens formand selv i vanskeligheder, især i forhold til Europaparlamentet. Jeg blandede mig ikke, men fik travlt med at skaffe mig nye kapitler i mit arbejdsliv. Men jeg var virkelig glad for den opbakning, jeg fik - både hjemmefra og fra mange i branchen, ikke mindst dansk fiskeri. Hvad er din forklaring? Steffen Smidt: Mange fiskere var af den op-

fattelse, at man skulle have så få restriktioner som muligt og blot have lov at udnytte havet og alle dets muligheder. Det vilde vesten blev skabt af rå og ukomplicerede mænd, der skød

”

Jeg var virkelig glad for den opbakning, jeg fik – både hjemmefra og fra mange i branchen, ikke mindst dansk fiskeri. først og spurgte bagefter! Cowboys kunne man måske også sige om nogle af de danske fiskere, men i visse andre landes fiskeri var det et meget tydeligt træk.

fiskeriministeren i Mauritius og meddelte, at ”hvis ikke de fjernede kravet til nye maskestørrelser, ville aftalen ophøre og den finansielle kompensation fra EU forsvinde.”

Jeg blev som ny generaldirektør inviteret på frokost af den spanske formand for fiskeriudvalget i Europaparlamentet. Han sagde til mig: ”Hr. Smidt, De skal være opmærksom på - ikke blot, hvad De siger, men også, hvad De tænker! Jeg ved besked 5 minutter efter!”

Det var simpelthen en trussel af dimensioner og sådan kan man jo ikke behandle et land! Tænk hvis nogen fra et tredjeland henvendte sig til os i EU på den måde. Så skulle vi nok have fortalt dem, at den slags beslutter vi selv. Jeg gav kontorchefen en kraftig reprimande og fik selvfølgelig opbakning hos min kommissær, men det kom hurtigt de iberiske parlamentarikere for øre - og de var bitre over min reaktion.

Det var jo klar tale! Steffen Smidt: Ja – og der var nok ingen

tvivl om, at det var sandt. Men havde parlamentarikerne kunnet vente

Der var en hændelse, som var meget karakteristisk. Jeg kom hjem fra vinterferie og konstaterede, at mine medarbejdere havde interveneret overfor Mauritius på en måde, jeg ikke kunne acceptere. Vi havde en betydelig fiskeriaftale med Mauritius, og Mauritius´ regering ville ændre maskestørrelse, fordi de hævdede, at der røg for mange fisk i nettene. Det var spanske fiskere imod. Efter pres fra navnlig spanske fiskeriorganisationer foranledigedes at en af mine kontorchefer henvendte sig til

andet? Steffen Smidt: Da jeg blev generaldirektør,

var det første gang siden Spanien og Portugal blev medlemmer af EU i 1986, at hverken generaldirektøren eller kommissæren kom fra den iberiske halvø – idet kommissæren kom fra Østrig og jeg jo fra Danmark. Min forgænger i embedet var fra Portugal, og det var de tryggere ved. Episoden var én blandt mange, og ja, man havde optrådt sådan tidligere. Mistanken var vel, at jeg som dansker ville bruge min indflydelse til at tilgodese danske interesser.

De sidste cowboys i vores verden

”

Især visse spanske politikere fra regioner med meget fiskeri har større armbevægelser, end vi blegansigter finder anledning til at anvende. Den politiske kultur er noget forskellig fra vores og især visse spanske politikere fra regioner med meget fiskeri har større armbevægelser end vi blegansigter finder anledning til at anvende. Vi er jo nok lidt mere nøgterne - stille og rolige. Havde spanierne ikke grund til at være lidt mistroiske og bitre? De blev jo holdt ude af

af sømilegrænser. Man skal ikke glemme, at flere regioner på den iberiske halvø stadig er meget fiskeriafhængige. Fiskeområdet (og strukturpolitikken) er det område, hvor spanierne har følt, at fællesskabet i Europa skulle hjælpe dem. I Danmark fik vi hjælp på landbrugsområdet, som betød meget for os og vores selvopfattelse som et landbrugsland, da vi kom ind i EU i 1973.

de nordlige farvande indtil 2002? Steffen Smidt: Det er rigtigt, at der i tiltrædel-

sestraktaten for Spanien var en ekstraordinær foranstaltning. Normalt påtvinger fællesskabet et ansøgerland de samme regler, mens ansøgeren forsøger at få særordninger. Men da spanierne kom ind i EU i 1986, blev de holdt ude af de nordlige farvande – og først efter fiskereformen i 2002 fik de adgang. Spanierne har opfattet det, som om vi i det nordlige Europa ikke stolede på dem. Du skal huske at fiskeriet var reguleret og kvotebelagt i de europæiske farvande, så der var faktisk ikke meget at sejle mod nord efter - alligevel holdt vi dem ude. Fiskere på tværs af grænser stoler ikke meget på hinanden - og det var nu ikke mindst franske fiskeinteresser, der hellere ville se spanierne drage mod syd end mod nord. Fiskere har jo altid kæmpet om fiskeressourcer, der har det med at svømme på tværs

Spanien er et overvejende katolsk samfund med stærke traditioner for at spise fisk i fastetidens 40 dage. Husk at klipfisken er friske fisk fra fjerne egne - helt op om Amerika og Canada - hvor de fangede, tørrede og saltede torsken. Den kunne holde sig i hele fastetiden. Fiskeri har drevet nationen ud i en verdensomspændende sejlads og er en del af deres selvforståelse. Jeg tror faktisk, den spanske bacalao har haft endnu større betydning for spanierne, end silden ved påske- eller julefrokosten for danskerne. Hvad fik i grunden Danmark ved indtræden i EU-fællesskabet? Steffen Smidt: Nu er det jo ikke blot sydo-

ver, der er stærke kræfter på spil i fiskeriet. Vi så jo også kræfterne sluppet løs ved torskekrigene i Nordsøen.

Steffen Smidt - ambassadør og fhv. generaldirektør for fiskeri, Bruxelles

Briterne tabte fiskevand til islændingene, og der er en vigtig pointe i forbindelse med Danmarks indtræden i EU. Én vi lidt har overset. I realiteten blev Danmarks traditionelle fiskeri reddet, da vi indtrådte i EU. Mange lande udvider til 200 sømilegrænser på den tid da det blev muligt med FN’s dengang nye havretskonvention. Det er ikke sikkert, at vores fiskere fortsat ville have fået adgang til vigtige banker i Vesterhavet, som f.eks. Dogger Banke – alt andet lige – hvis vi ikke var kommet med i EU. Vi danskere beholdt det hævdvundne, og burde have anerkendt det som en sejr, at vi fik sikret vores traditionelle fiskemønstre. Det burde mange danskere have glædet sig mere over, end de faktisk gjorde. Her kunne den danske cowboy fra fiskeriet passende indstille skyderiet på ”dem der-

mark, har vi klaret at håndtere omstillingen, dels på grund af vores økonomiske formåen, dels på grund af vores sociale formåen. Efter 2. verdenskrig blev erhvervspolitikker, som f.eks. industripolitikken, landbrugspolitikken eller fiskeripolitikken opfattet som politikker, der primært havde til formål at sikre de erhvervsdrivendes interesser. Men gradvist meldte nye tværgående samfundshensyn sig indenfor miljø, sundhed – og tanken om, at der skal tages tværgående hensyn indenfor f.eks. fiskeripolitikken, udviklede sig langt stærkere i vores del af Europa. De sociale problemer, også vi fik, blev opfanget af socialpolitikken, ikke af fiskeripolitikken. Du behøver ikke gå ret langt ned i Europa, ja blot syd for ”rugbrødsgrænsen”, så vil du opleve at fiskeripolitikken ikke blot skulle løse fiskeriets udfordringer, men også skal løse sociale problemer.

nede i EU”? Men er du ikke bekymret for, at de individu-

”

Steffen Smidt: Ja, mange overser, at de fleste EU-politikker, også fiskeripolitikken, bestemmes af ikke bare det, man beslutter i Bruxelles, men også i de enkelte medlemslande. I Danmark, har vi været gode til at implementere - og vi har været gode til at foretage omstillinger. Selvom antallet af fiskere (såvel som landbrugere) er blevet reduceret stærkt i Dan-

elt omsættelige kvoter fører til, at danske sild fiskes op af den russiske oligark? Når Ivan først har fået retten og kvoterne, så bliver det Ivans sild? Steffen Smidt: Men er det nu mere risika-

belt, at udlændinge udøver fiskerierhvervet i Danmark, end andre erhverv? Hvis bommen

Det er ikke sikkert, at vores fiskere fortsat ville have fået adgang til vigtige banker i Vesterhavet, som f.eks. Dogger Banke – alt andet lige – hvis vi ikke var kommet med i EU.

De sidste cowboys i vores verden

går ned, skal du huske på, at der mange danske, f.eks. landbrugere, i udlandet som rammes. Vi danskere har jo siden tidernes morgen været flittige til at udøve erhverv i andre lande. Så hvorfor ikke også den anden vej rundt? Jeg tror nu stadig, det vil vare nogle år, før man slipper forestillingerne om, hvad der må ske i et historisk erhverv. Det sker gradvist, at barriererne forsvinder. Det kan også hænge sammen med befolkningens fortsatte lyst til at drive forskellige erhverv. Her i Genève er man ikke meget for selv at udøve servicefaget, man importerer arbejdskraft til det. Først langt senere gik realiteterne op for schweizerne.”Vi importerede bare arbejdskraft – troede vi - men efter en generation gik det op for os at vi importerede mennesker!”, som en minister udtrykte det. Du fik knubs i jobbet i Kommissionen – er du glad for, at du slap fri, eller savner du det? Steffen Smidt: Jeg er nu Danmarks ambassadør over-

for FN-organisationerne og Verdenshandelsorganisationen, WTO, her i Genève. Det er en post med mange facetter. Det er enormt spændende. Men at være generaldirektør i Europakommissionen udsætter dig for et større sæt af faglige udfordringer, end du – efter min opfattelse – kan få noget andet sted. Det er fantastisk udfordrende, og du lærer hele tiden noget om andres og din egen kultur, om traditioner, historie og nationale baggrunde. Jeg holdt meget af det faglige arbejde i Kommissionen og arbejdslivet i det multinationale hus, Kommissionen også er.

Fiskeri Tidende den 30. maj 2002.

Det er bestemt værd at bruge tid på. Jeg havde nogle rigtig gode år i Bruxelles – og ja, jeg fik nogle knubs, men det var alligevel det hele værd.

■

Steffen Smidt - ambassadør og fhv. generaldirektør for fiskeri, Bruxelles

Henning Toft Bro - biskop, Aalborg Stift Favorit fiskeret: Kogt, saltet ål - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Sang må der til hvis livet skal gro Der er et gammelt ord, der siger, at hver fugl synger med sit næb. Sandt er det da også, at det kan lyde meget forskelligt alt efter, hvem det er, der synger.

Det er for det meste ikke der, brudepar er mest stærke. På den anden side lykkes det altid at finde egnede salmer. Selv helt unge mennesker kan flere salmer, end de selv går og tror. Således også i nævnte tilfælde.

En god ven klagede engang sin nød til mig, for han syntes ikke, at hans næb kunne give lyde fra sig, der egnede sig til offentlige rum. Jeg har ikke skabt én tone i livet, sagde han. Hvortil jeg svarede: jo det har du. Én.

De havde selv fundet de tre salmer til vielsen og manglede nu kun den sidste salme. Der var dog en, de havde tænkt på, og de syntes, at den passede så godt på dem. Der var bare den hage ved det, at de ikke kunne huske melodien.

Så den sang han på og gør det faktisk ganske glimrende.

Præsten fandt frem til salmen, og han begyndte at synge. Ikke bare et vers. Alle syv vers. Fra først til sidst, med det næb, han nu havde. Og på sin tone.

En dag sad han i en bryllupssamtale med to unge forelskede mennesker. De var meget snakkesalige, de to, lige indtil talen faldt på, hvilke salmer der skulle synges.

Det vordende brudepar sad og blev mere og mere forvirret, eftersom salmen blev sunget,

”

Stormen brølede i mast og rig akkompagneret af mågernes hæse skrig, og kutterne lå som kontrapunkt under alle sangene, når de tøffede ud gennem havn og kanal for at komme på fiskeri. og fortvivlet kiggede de først på hinanden og derpå på præsten. Da salmen var sunget til ende, tog pigen ordet. Hun gentog, hvad hun sagde før, nemlig at ordene passede godt på dem, og de ville gerne have den sunget til deres bryllup, og så føjede hun til: men kan det ikke godt blive på den gamle melodi? Præsten er med årene blevet så frimodig i sit forhold til sangen, at han er begyndt at bruge sangen som et pædagogisk hjælpemiddel. Det er der selvsagt mange, der har gjort gennem tiderne og stadig gør, men min gode ven bruger sangen på sin helt egen måde. Han kan for eksempel sige til konfirmanderne, at hvis de ikke er stille nu, overvejer han at synge alle vers af ”Den signede dag” for dem. Der var meget sang i mit barndomshjem. Vi sang til bordet. Vi sang fra bordet. Om aftenen når vi skulle sove, blev der sunget, og når vi var sammen i familien, blev der sunget. Mest fra Indre Missions sangbog, Hjemlandstoner. I det kirkelige børne- og ungdomsarbejde sang vi fra organisationernes sangbøger, og så sang vi sidst, men ikke mindst fra salmebogen.

Der var meget sang i omløb. Bølgernes evige slag mod kyst og høfder skabte deres egen voldsomme og intense sang. Stormen brølede i mast og rig, akkompagneret af mågernes hæse skrig, og kutterne lå som kontrapunkt under alle sangene, når de tøffede ud gennem havn og kanal for at komme på fiskeri. Min mor sang også meget. Og tit. Og godt tilligemed. De fleste af salmebogens salmer kunne hun udenad. Det samme gjaldt Hjemlandstoner. Hvis hun skulle have skrevet Kaalunds sang ”Jeg elsker den brogede verden”, ville hun ikke have skrevet i strofe fem, som Kaalund gør: Kamp må der til skal livet gro…. nej, hun ville helt sikkert have skrevet, Sang må der til skal livet gro. Hun sang og hun nynnede meget. Når hun var glad, sang hun, så glæden kunne blive være dobbelt glad. Og når hun var ked af det, når hun var mismodig, når livet var ved at gå af led, sang hun. Hun sang mange triste tanker bort. Ikke at de altid forsvandt, disse triste tanker, men gennem sangen havde hun en formidabel evne, et fantastisk hjælpemiddel til at holde det onde, det lidelsesfyldte, det tunge på afstand. Selv kunne hun anvende billedet af skibet i

Sang må der til hvis livet skal gro

”

En radio, som de brugte til at sende hilsener hjem til familien med. I vores hjem var der derfor to tidspunkter, der var hellige. Det var kl. 8 om morgenen og kl. 6 om aftenen.

stormvejr, når hun skulle forklare det. Hun sagde: Jeg kan godt krænge over som båden, der vælter rundt i bølgerne, når det stormer. Jeg kan også have så meget slagside, at jeg er lige ved at kæntre, men når jeg synger, er det som om skuden langsomt retter sig op. Og når jeg er kommet på ret køl igen, kan jeg sætte en ny kurs og navigere igennem selv vanskeligt fremkommeligt farvand. Som ung og nygift lå far altid på havet. I al slags vejr måtte de af sted for at tjene til det daglige brød. Bådene var små og slet ikke udstyret med al den teknologi, en moderne fiskekutter har i dag. Dog havde de en sender. En sender, en radio som de brugte til at sende hilsener hjem til familien med. I vores hjem var der derfor to tidspunkter, der var hellige. Det var kl. 8 om morgenen og kl 6. om aftenen. Netop kl. 6. Det var før, vi havde lært at sige klokken 18. Kokken 8 og kl. 6 sad vi klistret til radioen. Der var tegnet en lille rød tuschstreg på radioens glasplade, som viseren skulle stå på, for at vi kunne høre hilsenen tydeligt.

Henning Toft Bro - biskop, Aalborg Stift

Men sommetider måtte vi skrue lidt frem og tilbage, indtil vi ramte det rigtige sted. Når der var stormvejr, var vi ekstra spændte, nej det er mere rigtigt at sige, at vi var angste, og vi vandrede hvileløst omkring i minutterne op til tidspunktet, hvor der blev sendt hilsen hjem. I disse situationer var det, som om al normalt menneskeligt samvær var suspenderet. Ingen skændtes. Ingen var oplagt til at pjatte. Ingen gjorde rigtig noget, for som børn vidste vi godt, at det kunne gå galt, når det stormede; skibet kunne kæntre, en mand kunne skylles overbord. Der var så mange farer forbundet med fiskeri, og barnets fantasi var veludviklet gennem de mange historier,v vi havde hørt om skibsforlis og drukneulykker på kysten. Ulykker som også havde kostet menneskeliv i vores slægt gennem generationer. Som børn havde vi også stået i klitterne og set, hvorledes store, smukke træskibe var strandet på kysten. Enkelte gange havde vi set, hvorledes vore fædre havde stået i strandkanten og dannet kæde for at trække en druknet

fiskekammerat i land. Når fantasien først fik frit løb var der derfor ingen grænser for, hvor farligt det var at have havet som arbejdsplads. Jo tættere vi kom på klokken 6, jo mere steg spændingen og nervøsiteten. Nu var der slet ingen, der sagde noget. Det vil sige, mor sang. Eller måske snarere nynnede hun. For at kunne holde ventetiden ud, og for at holde de onde og besværlige tanker på afstand, sang og nynnede hun. Salmer og sange og melodier afløste hinanden uden struktur og uden sammenhæng. Ord og toner fyldte rum og barnesind og gav både hende og vi andre en indre ro, for når man kunne synge i en så anspændt situation, kunne det ikke være helt galt, tænkte vi. Klokken blev seks, og ubemærket og tavse gled vi hen på vore faste pladser ved køkkenbordet, og radioen blev tændt.

”

Efter lidt raslen og skratten fra højttaleren, lød der pludselig en klar stemme. Den skar sig gennem blæsten og forplantede sig i rummet. Vi genkendte den med det samme. Det var fars stemme.

Hallo, hallo, vi sender en hilsen hjem til jer derhjemme. Det er stormvejr. Vi har det godt og er på vej hjem. Han var altså i live, og han lød lige så ubesværet og glad som altid. Ind imellem var vejret så dårligt, at vi kunne høre stormen suse i mast og rig, og når båden fik en stor sø og krængede over på siden, kunne vi ligeledes høre, hvorledes det kneb med at holde sig stående i styrehuset. Så var det, som om den ujævne søgang blev en del af huset og man kunne næsten mærke suset i mellemgulvet, når det stod hårdest på. Stemmen gjorde alle lettet. Nu sang mor endnu mere afklaret og fri. Nu var det, som om sangen fik vinger. Det var glædens sang. Lettelsens sang. Det var taknemlighedens toner, der strømmede ud af hende. Vi børn kunne genoptage skænderierne og slåskampene. Alt var som før. Og dog var alt forandret. Fars stemme havde forandret både krop og sind. Nu var det brudte helet. Det var som at begynde forfra igen. Livet var nyt. Der skal sang til, hvis livet skal gro.

■

Efter lidt raslen og skratten fra højttaleren, lød der pludselig en klar stemme. Den skar sig igennem blæsten og forplantede sig i rummet. Vi genkendte den med det samme. Det var fars stemme.

Sang må der til hvis livet skal gro

SANG TIL FARMOR Æ stouw leer så rengjor hen, kun en spindelvæv hænger med edderkopføe. Æ bælde de står som de plejje å minde så smertelig løwn om dem døe. Æ haw den ka høres mod vest, de truer med kuling å blæst.

Stuen ligger så rengjort hen kun et spindelvæv hænger med edderkoppeføde, og billederne står som de plejer, og minder så smertelig levende om de døde. Havet kan høres mod vest, det truer med kuling og blæst.

Hun sejje å blunde æn støe mens regnvand det drevle fra´n spræk i æ tå´ Hun drømme om alt det der var, om dengång de løew uden å tænk o i måer. Dengång var de ung og ku spjæt, men no er de gammel å træt.

Hun sidder og blunder en stund mens regnvand det drypper fra en sprække i taget, hun drømmer om alt det, der var, om dengang de levede uden at tænke på i morgen. Dengang var de unge og kunne spjætte men nu er de gamle og trætte.

Hinne furer de vidner om sorg, hinne øwn om de glæder der også hår væt. De glimte med masser af vid, som æ himmel den glimte en stjerneklår næt. De øwvn hår sat anne i brand, med no står de jævnlig i vand.

Hendes furer de vidner om sorg, hendes øjne om de glæder der også har været. de glimter med masse af vid, som en himmel der blinker en stjerneklar nat. De øjne har sat andre i brand, men nu står de jævnligt i vand.

Hun nønne æn sang for sæ sjæl, å holder de ond ting o afstand så læng. Der´ sang der ska sjønges inno det holde hin oprejst sjel om hun ka kræng. Hun sjønge så ren å så kjøn, som om hinne sang er æn bøn.

Hun nynner en sang for sig selv, og holder de onde ting på afstand så længe, der er sange, der skal synges endnu, det holder hende oprejst, selv om hun kan krænge. Hun synger så ren og så køn, som om hendes sang var en bøn.

Det er bløvven atteroer no, å alting er farve i gul å i brown. Der sejjer hun å fyller sin plads, som ven og som nabo, som mor å som kown. Det lakker mod vinter å kuld´ mæ løwn lys å løg i æ muld.

Det er blevet efterår nu, og alting er farvet i gult og i brunt. Der sidder hun og fylder sin plads som ven og som nabo som farmor og kone Det lakker mod vinter og kulde med levende lys og løg i mulden.

Henning Toft Bro - biskop, Aalborg Stift

Lise Jørgensen - reder, HG 333 Isafold Favorit fiskeret: Grillet makrel - find opskriften på 2gangeomugen.dk

HG 333 ISAFOLD - og betydningen af IOK I 1972 etablerede Niels Jensen og Ove Jørgensen skibsmæglerfirmaet Niels Jensen & Co, som var agent for fremmede skibe, som anløb Hirtshals. Det gjaldt både fragtskibe og fiskefartøjer fra bl.a. Færøerne og Island. De udenlandske fiskefartøjer var begyndt at anløbe Hirtshals midt i 60’erne. Først de færøske og senere også de islandske, da silden pludselig forsvandt i Nordatlanten. Island havde på daværende tidspunkt opbygget en stor moderne flåde af notbåde. De islandske sildebåde var storleverandører til sildeindustrien i Hirtshals og Skagen. Hirtshals blev på dette tidspunkt den største sildehavn i Europa. Sildeindustrien ekspanderede voldsomt, og flere firmaer udvidede deres fabrikker for at kunne aftage de store mængder af sild.

fulgte efter, betød det, at virksomheden på sigt ville miste de islandske landinger og dermed en del af forretningen, da islændingene ikke længere ville kunne fiske i Nordsøen. Industrien havde fortsat brug for sildelandinger, og man kunne se en mulighed i at bygge et moderne sildefartøj. Sammen med den islandske skipper Arni Gislason og nogle private investorer, kontraherede man i 1973 den første Isafold. På dette tidspunkt var det et topmoderne fartøj. Den var bygget med shelterdæk og var udrustet til både at kunne fiske med not og med trawl, som det første danske fiskefartøj. Dengang var man nødt til at gå i havn for at rigge om fra not til trawl eller omvendt. I dag kan skipperen på den nye Isafold frit vælge, om han vil kaste noten eller sætte trawlen.

Da Island udvidede sin fiskerigrænse til først 50 sømil og senere 200 sømil og andre nationer

Den første Isafold blev leveret i februar måned 1975, og jomfrurejsen blev en last brisling på

ca. 600 tons. I december 1974 var afregnings-prisen ca. 60 øre pr. kg brisling, men da Isafold landede den første last, måtte man nærmest tigge en af de 5 daværende fiskemelsfabrikker i Hirtshals om at aftage lasten til 18 øre pr. kg. Så det var en noget anden start, end man havde forventet, men det var og er jo vilkårene i fiskeriet. Hovedfiskeriet var også dengang sild og makrel, og i sidst i 70’erne var Isafold med som pioner på blåhvillingfiskeriet vest for Irland. Isafold viste hurtigt sin berettigelse. Allerede i 1977 kontraherede man derfor Geysir. Geysir var lidt større end Isafold, en videreudvikling baseret på erfaringerne med Isafold. Geysir blev afleveret fra Aalborg Værft i begyndelsen af 1979. Kort forinden var man blevet hårdt ramt af sildestoppet i Nordsøen.

”

I dag kan skipperen på den nye Isafold frit vælge, om han vil kaste noten eller sætte trawlen.

I 1985 ønskede en af de passive investorer at udtræde af rederiet, men betingelsen var, at man skulle overtage fartøjet HG 224 Fabian. Dette var imidlertid ikke nogen ønskesituation, da den allerede dengang var blevet for lille og dyr i drift. Effektiviteten var ikke tilstrækkelig til at sikre en fornuftig drift, og det var svært at fastholde besætning. Senere købte man parter i Lene Polaris, men her var det den samme historie, det var ikke let at få økonomien til at hænge sammen. Med vedtagelsen af Den Fælles Fiskeripolitik i EU i januar 1983, kom der store ændringer. Hidtil havde der været frit fiskeri i Danmark, men op gennem 80’erne blev EU’s fælles fiskeripolitik implementeret. Der kom kvoter på efterhånden alle arter. I Danmark kom der yderligere begrænsninger. Der kom styring af kapacitet. Der kom krav om tilladelse til nybygning af fiskefartøjer mv., og derved blev man låst fast i mange år. Begrænsningerne på kapacitet og motorstørrelse bevirkede bl.a., at Isafold og Geysir ikke længere kunne gøre sig gældende på blåhvillingfiskeriet, hvor kolleger fra Skotland, Shetland, Irland, Norge og Færøerne for længst havde

HG 333 ISAFOLD - og betydningen af IOK

overhalet indenom med nye moderne fartøjer med langt større maskinkraft. Dette bevirkede at disse nationer fik en langt bedre historik på blåhvillingfiskeriet og dermed en større andel af kvoten, og Danmark gik derved glip af en stor del af blåhvillingfiskeriet. For vores rederi betød det, at selv om, vi havde været en af pionererne på blåhvillingfiskeriet, blev vi tildelt en meget lille andel af kvoten, da det senere blev uddelt som IOK. Indførelsen af IOK Engang i 80’erne havde der blandt nogle politikere været en positiv holdning til indførelse af individuelle overdragelige kvoter (IOK ) i Danmark, men desværre blev det ikke til noget dengang. Efterfølgende var der indenfor fiskerikredse stor uenighed om, hvorvidt man skulle indføre IOK eller ej. Dette var med til at forsinke processen og muligheden for fornyelse af fartøjerne i mange år. Da IOK’en endelig blev vedtaget under den socialdemokratiske regering med Ritt Bjerregaard som fødevareminister, åbnede mulighederne sig for en fornyelse af flåden. IOK’en trådte i kraft 1. januar 2003, og i december 2002 købte vi de resterende parter i Lene Polaris. Allerede fra dag et under IOK’en overførte vi kvoterne fra HG 224 Fabian til HG 333 Geysir og kvoterne fra HG 262 Lene Polaris til HG 209 Isafold. Rentabilitet blev klart forbedret, og det betød, at vi på trods af prisfald på sild og makrel dette år, kom gennem 2003 med skindet på næsen. Havde vi drevet alle 4 fartøjer i 2003, havde de alle givet underskud.

Lise Jørgensen - reder, HG 333 Isafold

Forbedring af effektiviteten ved at samle kvoterne på Isafold og Geysir var tydelig, og gennem 2004 havde vi flere overvejelser om, hvorvidt vi skulle bygge eller købe 2 nyere fartøjer med lidt større kapacitet end de gamle både, eller om vi skulle tage det fulde skridt at bygge ét stort fartøj og samle det hele på det. Vi besluttede at bygge ét stort fartøj, og i december 2004 tegnede vi kontrakt med Karstensens Skibsværft i Skagen. Isafold er 76,25 m lang og 14,40 m bred. I starten hørte vi flere kommentarer omkring størrelsen, og nogle mente, den var for stor. Vi var selv spændt på, hvor hårdt vi ville være spændt for, for at kunne fange al fisken fra de 4 oprindelige fartøjer med ét skib. Det viste sig hurtigt, at det ikke var noget problem. Effektiviteten er langt større end forventet. Fartøjets størrelse bevirker, at det er mindre følsomt overfor dårligt vejr, end de gamle fartøjer havde været. Vi har mulighed for at fiske i et hårdere vejr, end vi kunne med de gamle både uden at gå på kompromis med sikkerheden for vores folk, og vi har endnu ikke oplevet at måtte søge havn på grund af dårligt vejr. Muligheden for frit at kunne vælge mellem not og trawl og fleksibiliteten ved hurtigt at kunne skifte, er også en stor fordel, ligesom det gør os mindre følsomme overfor skader på redskaberne, da vi har plads til 2 noter og trawl ombord. Den store lastekapacitet medvirker selvsagt også til effektivitetsforbedringen. Det, at vi kan komme med langt større mængder, indebærer generelt et færre antal rejser. I dag oplever vi ofte, at det er begrænsningen på land, der er afgørende for, hvor meget vi kan lande.

”

Vi var selv spændt på, hvor hårdt vi ville være spændt for, for at kunne fange al fisken fra de 4 oprindelige fartøjer med ét skib. Det viste sig hurtigt, at det ikke var noget problem.

Den højere effektivitet indebar sammen med nedgangen i sildekvoten, at vi i 2008 fangede alle kvoterne fra de 4 fartøjer på 130 dage. Selv om det var positivt, at effektiviteten var så høj, ærgrede det os lidt at have et nyt fartøj liggende ved kaj over halvdelen af året, så i 2010 investerede vi en del i flere kvoter for at udnytte vores kapacitet. Generationsskifte I forbindelse med indførelsen af IOK har der været flere påstande om, at de høje priser på kvoterne ville gøre det umuligt for yngre mennesker at købe sig ind i fiskeriet. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Indenfor den pelagiske sektor er der igangsat eller gennemført generationsskifte i flere af rederierne. Den langt bedre økonomi for fartøjerne gør det lettere at finansiere et generationsskifte. Samtidig har det betydet, at flere velfortjent har kunnet gå på pension med en god økonomi, hvor de uden IOK sandsynligvis ikke have haft mulighed for at sælge. Besætning I dag sejler Isafold med en 10-11 mands besætning. Der består af en skipper, en 1. styrmand,

en 2. styrmand, en 1. maskinmester, 2. maskinmester, en 3. maskinmester, en kok og 3 fiskere + evt. en lærling. Der er ca. 20 mand tilknyttet Isafold, og de fleste sejler i en fleksibel 1:1ordning, hvilket giver større frihed for den enkelte og samtidig sikrer et fint overlap ombord. Vi har en engageret, erfaren og stabil besætning. Vi har stort set ikke fået nye folk, siden vi fik Isafold. Besætningen spænder aldersmæssigt fra 26 til 61 år. Flere har været tilknyttet rederiet i over 30 år og har holdt ud selv i de meget dårlige år. Gennemsnitsalderen er ca. 42 år. På de gamle fartøjer kunne det i de dårligste år være svært at fastholde besætning. F.eks. havde den gamle Isafold i et år dårligt mere end 50 mand på lønningslisten, selvom den sejlede med en 9 mands besætning. Det betød, at der af og til var flere uerfarne folk ombord. Vi har valgt i perioder at tage lærlinge med ombord – ikke for at udnytte den billigere arbejdskraft, men hovedsageligt for at bidrage til uddannelse af nye fiskere. Det giver et friskt pust i den sammentømrede flok og sætter tanker i gang, når vi skal forklare de forskellige arbejdsgange og sikkerhedsforanstaltninger.

HG 333 ISAFOLD - og betydningen af IOK

”

På den nye Isafold er der 14 én-mands lukafer med eget toilet, bad, tv og adgang til internet. Der er en stor kabys, messe, opholdsrum, motionsrum.

Forholdene for besætningen ombord på Isafold er langt bedre end på de gamle fartøjer, hvor en 9-10 mands besætning måtte deles om 2 toiletter og 1 bad. På den nye Isafold er der 14 én-mands lukafer med eget toilet, bad, tv og adgang til internet. Der er en stor kabys, messe, opholdsrum, motionsrum mv. Det at drive én stor enhed med en bedre økonomi har også givet os et anderledes overordnet fokus. Der er større fokus på kurser og uddannelse for besætningen. Generelt prioriteres sikkerheden også højere, hvilket selvfølgelig både skal ses i sammenhæng med, at konsekvensen af et uheld kan være meget stor med de store kræfter, der er til stede på skibet og med det generelle øgede fokus på sikkerhed i samfundet. Vi har et fint samarbejde med Fiskeriets Arbejdsmiljøråd omkring forskellige sikkerhedsforanstaltninger. Rederiet Vi har i dag en god sammensætning i ejerkredsen i rederiet, hvor vi supplerer hinanden godt med forskellige kompetencer. Niels Jensen med mange års erfaring indenfor branchen, Karsten Mølgaard som skipper og med en baggrund som vodbinder. Jeg selv med økonomisk uddannelse og en fortid som revisor, controller og økonomichef. Kristian Larsen, som er afløserskipper og 1. styrmand, og som oprindeligt har en smedeuddannelse. Kristian Larsen indtrådte i rederiet med en mindre part i 2010. Fiskeri Efter indførelsen af IOK kan vi i højere grad selv planlægge og tilrettelægge vores fiskeri, forudsat at politiske aftaler om fastlæggelse af kvoter, zoneadgang mv. er på plads, og at de forskellige aftaler, tilladelser og licenser hos myndighederne er udstedt. Det kræver stadig opfølgning hos danske og

Lise Jørgensen - reder, HG 333 Isafold

udenlandske myndigheder for at sikre, at licenserne er klar til årets start. På trods af muligheden for bedre at kunne planlægge vores fiskeri, møder vi dog stadig store udfordringer som f.eks. i 2009, hvor vi midt i makrelsæsonen fik besked på, at en stor del af vores makrel kvote skulle fanges i norsk zone, og det på et tidspunkt, hvor makrellen udelukkende befandt sig i EU-zonen. Det betød, at vi mistede en omsætning på 12-15 millioner kroner. Det lykkedes dog efter stor indsats fra bl.a. SildenPelagiske er delt ind tre Danmarks POi at få fangstområder den største del af den uopfiskede kvote overført til 2010.

I relation til selve fiskeriet er jeg også af den opfattelse at IOK-systemet bidrager positivt på flere måder. Generelt vises der en større ansvarlighed overfor bevarelse af bestandene, Man sikrer også en bedre udnyttelse af de danske kvoter, da de enkelte rederier vil forsøge at få mest muligt ud af deres kvoter. De nye og større fartøjer sikrer en bedre kvalitet, samtidig med, at olieforbruget pr. kg fanget fisk, er væsentligt reduceret. Isafolds hovedfiskerier er fortsat fiskeri efter sild og makrel. På nedenstående figur vises fangstområderne for de seneste års fiskerier. Foråret 2011.

■

Atlantoskandiske sild Makrellen bliver hovedsagligt fanget i den nordlige del af Nordsøen

Skagerraksild

Nordsøsild

Isafold fisker havgalt syd for Irland

I den sydlige del af Nordsøen fisker Isafold i perioder brisling og tobis

HG 333 ISAFOLD - og betydningen af IOK

Fartøjet HG 333 Isafold er et kombineret not- og trawl fartøj. Isafold er bygget på Karstensens Skibsværft i Skagen og blev leveret i maj 2006. Hoved-dimmensioner:

Kapacitet:

Længde

76,25 meter

RSW tanke (last)

2.300 m3

Bredde

14,40 meter

Brændolietanke

560 m3

Dybde

9,45 meter

Ferskvandstanke

Spil:

Trækkraft:

Hovedmotor Bergen Diesel

2 trawlspil

2 x 71 tons

Hjælpemotorer 2 x Mitsubishi

2 snurpespil

2 x 30 tons

Mitsubishi (nødgenerator)

2 nettromler

2 x 69 tons

Akselgenerator

Nothaler

25 tons

Lise Jørgensen - reder, HG 333 Isafold

2 stk. sidepropeller

43 m3 6.120 HK 840 HK (hver) 270 HK 2.400 kW 1.000 HK

Bent Rulle - formand Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Kogt hornfisk i karrysovs - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Fjern alle tilskud Bent Rulle var formand for Dansk Fiskeriforening fra 1990 til 1994 og for Danmarks Fiskeriforening fra 1994 til 2003. Han er født på Læsø, hvor han som sin far fisker jomfruhummer. Når jeg spørger ham, hvad dette interview skal handle om, springer han lige ud i det:

end ti gange produktionen på globalt plan. Så vidt er det ikke kommet i fiskeriet endnu, men udviklingen er dybt beklagelig, for den har kostet både arbejdspladser og sociale relationer. Men kvoterne har også betydet, at vi fik de store fiskefartøjer med ordnede forhold for

Bent Rulle: Kvoterne er en fejltagelse, sim-

arbejdstagere, internet, varmt brusebad,

pelthen! Kvoter giver mulighed for at handle, spekulere og geare – så man kan tjene pengene uden at skulle på havet og fiske. Den trafik kender vi jo ikke kun i fiskeriet, det foregår også i landbruget og andre erhverv, hvor bagmænd kan tjene på at have penge. Men det er en skidt udvikling.

faste vagter, motionsrum, sund kost osv.

Vi prøvede på at undgå det i fiskeriet, men sådan er det blevet. Der spekuleres for mere

Er det ikke en forbedring, frem for den lille blå kutter med trange forhold til et par mand ombord? Bent Rulle: Fiskeri var - og er en livsstil. Man

nød sit arbejde, uanset at det var hårdt og snavset - og man nød ikke mindst friheden. Fiskere i dag er ikke fri. De er overgået til en anden verden, hvor de skal tage det pæne tøj på, når

”

Kvoter giver mulighed for at handle, spekulere og geare – så man kan tjene penge uden at skulle på havet og fiske.

de skal i banken. Og samtidig er fiskeren blevet kriminaliseret, for der findes ingen fisker, der kan sige, at han kun har fisket lovligt. Sagen er, at vi er påført så mange regler, at vi ikke har en ærlig chance for at følge med – og ind imellem tror jeg heller ikke administratorer selv kan følge helt med. Det har smadret stoltheden i erhvervet. På Staunings tid var fiskerne blomsten af det danske samfund. Du ser det i filmen: ”Blåvand melder storm!” I dag skal fiskeren huske at dukke sig, når han ser en myndighedsperson, for han ved ikke helt, om han er på den rigtige side af loven. Men hvis vi blot havde fisket løs uden regler, havde der ingen fisk været til vores efterkommere?

”

Bent Rulle: Nej, sådan var det ikke gået! Kan du huske

Sagen er, at vi er påført så mange regler, at vi ikke har en ærlig chance for at følge med – og ind imellem tror jeg heller ikke, at administratorerne selv kan følge med. De har smadret stoltheden i erhvervet.

trusserederne? Spekulationerne begyndte med Asanidameundertøj, derfor kaldte vi dem trusseredere. De gik ind i fiskeriet med frisk kapital i ryggen for at bygge skibe og tjene penge. Før skulle man selv skrabe pengene sammen ved fiskeri. I starten smadrede trusserederne fiskeriet og priserne, men efterfølgende klarede skibene sig dårligt i konkurrencen, fordi de skulle sejle for langt væk, og de mindre skibe udkonkurrerede dem i første omgang. Men så får vi kvote-systemet i 1978, og det betyder, at de store skibe får en fordel, de er pludselig værd at eje. Derfor trådte nye rederier og nye spekulanter ind i fiskeriet. Det var jo det, stridighederne i fiskeriet op igennem firserne kom af. Er man ikke nødt til at regulere fiskeriet for at undgå overfiskning? Bent Rulle: Havde man ladet være, havde fiskeriet selv fundet det naturlige leje. Fiskere ville jo ikke bruge energi

Fjern alle tilskud

på at fiske på arter, der ikke er ret mange af. Nu er man jo via systemet tvunget til at fange fisken, også selvom bestanden er svag. En fornuftig fisker vil naturligt fiske på de arter, der er flest af og på de pladser, hvor der er flest fisk. I dag er det næsten modsat, det er en syg regulering. Den lille blå kutter er ikke så effektiv, og der hentes flere fisk op i danske farvande i dag. Bent Rulle: Der er rigtignok færre kuttere og fiskere i arbejde, men der hives den samme mængde op. Og den udvikling var sket under alle omstændigheder.

overfor den type globalisering. Politisk blander man sig i alle mulige småting fra Bruxelles og Christiansborg, men et stort spørgsmål som dette gør man ikke noget ved. Jeg bliver træt, når politikerne taler om bistand til til udkantsområder. Efterhånden har alverdens regler smadret arbejdsbetingelserne og mulighederne i områder af Danmark, som voksede sundt og i balance. Nu smider man lidt penge efter os – og hævder, man har hjulpet udkantsområderne med f.eks. at bygge nye havne. Men undskyld! hvad skal vi med dem, hvis vores skibe ikke må sejle? Danmark er en lille, åben økonomi. Vi kan ikke gå mod de store strømme med blot 5 mio. mennesker. Vi må ride på tigeren.

For mig at se burde fiskeren og naturen have bestemt meget mere og Bruxelles og kommissionerne meget mindre. Nu er fiskeriet koncentreret på få hænder og spekulation er måden at tjene penge på. Så hvordan ser du på fremtiden? Bent Rulle: Hvis man fortsætter den kurs,

vil det udrydde fiskerne. Få spekulanter vil styre fiskeriet, måske end ikke med egne kuttere, men med penge og kvoter. I New Zealand kan man f.eks. eje en fiskefabrik og nogle fisk i havet – altså kvoter, og så leje en håndfuld japanske kuttere til at fange fisken. I New Zealand har de end ikke en fiskeflåde i dag. Hvis man tænker samfundsøkonomisk på arbejdspladser eller på de sociale forhold, er det en ringe model. Jeg synes, man burde gribe ind

Bent Rulle - formand

Bent Rulle: Ja, sådan siger Bruxelles, men en

dansk politiker burde forholde sig til, hvordan danskerne kan leve videre. Er det godt for os, hvis vi, som i Skotland, lader havne ligge øde hen med spøgelsesbyer? Her bor nogle få gamle mennesker, og resten er flyttet til byen? En sommermåned er der liv, for der kommer byfolket til deres sommerresidens. Hvis det er den situation, vi ønsker, ja, så er vi på rette kurs. Det passer helt godt på Nordjylland. Jeg er træt af politikernes hykleri. Landbruget er en historie for sig selv. Der er hver dag en hel håndfuld nye tilskudsmuligheder for fødevareerhverv til græssåning i randområder, til ærtedyrkning eller grønsåning. Mange landmænd lever af tilskuddene.

Hvis jeg fik lov at bestemme, ville jeg fjerne alle tilskud.

I andre brancher distribuere man selv. Hvorfor tog Danmarks Fiskeriforening ikke hånd om at få distribueret, så fiskene kom friske

Man burde aldrig yde tilskud til produktion og så holde sig fra told. Hvis man overholdt de to regler, ville Afrika have været på benene for mange år siden og havde ikke behøvet leve af vores almisser. De rige lande giver jo tilskud til egen produktion, og toldmurene forhindrer samhandelen.

frem til den danske forbruger? Bent Rulle: Det kunne Danmarks Fiskeriforening ikke, fiskeeksportørerne ville simpelthen ikke i dialog med os om deres situation, men jo gerne tale om vores situation - for at få fisken billigere. Vi fiskere kunne ikke røre dem, vi skulle jo sælge fisken.

Så ville sukkerroe-bønderne på Lolland skulle finde sig et nyt arbejde? Bent Rulle: Ja, det vil betyde omlægninger,

men jeg er overbevist om, vi kan løse det. Før i tiden ejede fiskerne først fisken, når han havde fanget den - og han i øvrigt kunne sælge den, hvor han ville. Der var jo et mylder af fiskehandlere dengang, og konkurrencen holdt priserne oppe. Undskyld, men fisken til forbrugeren er jo da ikke blevet friskere? Bent Rulle: Det var, fordi danske fiskehand-

lere købte B-fisken til halv pris for at sælge den videre til forbrugeren – som første klasses varer til fuld pris. Den fine fisk, som der jo heldigvis er mest af, gik jo til eksportmarkederne. Det blev jo bevist dengang, men hvordan det ser ud i dag, ved jeg ikke. Og selvfølgelig er der forskel på fiskehandlere. Jeg vil nok mene at fisketorvet i Nordhavn er for lille til at opnå ordentlig konkurrence - og du kan stadig finde de danske, helt friskfangede fisk på markedet i Paris dagen efter.

Vi havde jo masser af politisk magt, men lige det problem kunne vi ikke gøre noget ved eksportørerne jo er på private hænder. Du er selv hummerfisker, men også gået i gang med at sende røget fjæsing på markedet. Bent Rulle: Jeg startede med fjæsing i en al-

der af 66 år. Den har altid været afskyet, fordi den stikker. Feriegæsterne på Læsø får smagt fjæsingen og gerne en god håndfuld hummer kogt i lidt salt og de elsker det – jeg ved det, for de kommer igen flere gange på ferien. Jeg driver en sund forretning, men jeg orker ikke selv at drive forretningen op i stor størrelse. Når du ser tilbage på din tid som formand, hvad var så det sjoveste? Bent Rulle: Jeg er faktisk den eneste, der er

valgt af fiskerne selv i Danmarks Fiskeriforening, det er jeg godt tilfreds med. Jeg vandt valget ved en urafstemning og fik dermed en solid opbakning, så jeg kunne tage bladet fra

Fjern alle tilskud

”

Det sled faktisk på mig at være formand for Danmarks Fiskeriforening. Man skal også kunne finde en balance. Jeg har fået mange tæsk, men jeg føler, jeg har gjort det rigtige.

munden. Jeg var da også stolt af at vinde over den tidligere fiskeriminister Kent Kirk. Hvad udfordrede dig mest? Bent Rulle: Jeg havde et rigtig godt samar-

bejde med Henrik Dam Kristensen, han var både fair og lyttede til os. Ritt Bjerregaard havde jo sin helt egen dagsorden, og jeg var vred over, vi ikke kunne dæmme op for de individuelt omsættelige kvoter. Mariann Fischer Boel var kun optaget af, hvad embedsmændene sagde, hun talte end ikke med os og under formandskabet indgik hun aftaler om havdagene – det kom jo oven i kvotesystemet. Det var jeg virkelig vred over, for det blev starten på den rutsjetur fiskeriet kom ud i. Har du en anbefaling til de, som kommer efter?

imellem pålagt at levere et synspunkt, så det kan høres helt ind på Christiansborg. Jeg har stadig let ved at komme til orde, for mens jeg var formand holdt jeg regelmæssigt møder med alle partier på Christiansborg - og folketingspolitikerne kendte os godt. Det svigter man og jeg nu, man skal holde dialogen i gang, så man ind imellem kan få foretræde for Folketingets Fødevareudvalg og forklare sammenhænge. Hvor fik du selv styrken fra? Bent Rulle: Jeg er opdraget til at tage ansvar i

samfundet, og jeg har altid været aktiv. Jeg kan blive så fokuseret på retfærdige løsninger, at jeg kan blive helt bange for mig selv. Det sled faktisk på mig at være formand for Danmarks Fiskeriforening. Man skal også kunne finde en balance. Jeg har fået mange tæsk, men jeg føler, jeg har gjort det rigtige.

Bent Rulle: Jeg er jo stadig formand for lokalforeningen her på Læsø og bliver ind

■

Bent Rulle - formand

Troels Kløvedal - forfatter og skipper på Nordkaperen Favorit fiskeret: Selv elsker vi på Kaperen at tilberede en friskfanget tun til sashimi, rå med wasabi og en æggeblomme tilsat soya - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Sagt om fisk og fiskeri Fisk, Fish, Peces, Poisson, Psaria på græsk og Ikan på indonesisk. Bare ordene gør mig i godt humør, og på polynesisk bliver fisken til den blændende, lyseblå, safrangule Mahi-Mahi eller Dorado, som er fiskens navn på den mytologiske græske stjernehimmel, den dejligste og mest fangede fisk på Nordkaperen. Og alle fiskere er glade mennesker. Jeg har aldrig mødt en sur fisker. Min store fascination af fisk er dels, at man sejler lige oven på dem, og så at det er menneskets, bortset fra skoven, eneste helt store resurse. Der skal overhovedet ikke tænkes på at så, man høster kun, og høsten er uendelig, hvis vi ikke overfisker eller forurener. Så vidunderligt er det, og vi var aldrig blevet til Danmark og havde befolket landet uden

først køkkenmøddingerne og i sidste ende Jens Væver med snurrevoddet, hvis det ikke var, fordi vi alle som børn havde oplevet den danske sommerstrand med tæerne godt nede i blåmuslingeskallerne. Vi kender lugten af tang og jod, og engang var landets købstæder overhovedet ikke navnet værdigt uden et par fiskeforretninger og mindst et dusin lyseblå fiskekuttere i havnen.

”

Fisk, Fish, Peces, Poisson, Psaria på græsk og Ikan på indonesisk – bare ordene gør mig i godt humør.

”

Dengang satte man bare broflaget uden videre aftale med havnefogeden og Langebro og Knippelsbro røg op som korkpropper af en champagneflaske.

I mit barndoms ”efterkrigs-København” lå fiskehandlerne lige så tæt som ismejeriet, ostehandleren, koksforretningen eller en kælderbeværtning, og enhver husmor vidste, at inden hun købte en fisk, skulle hun løfte lidt på gællerne for at konstatere, at de var ildrøde og dermed friske. For fisk skal være helt friske og mister smag ved nedfrysning, da enzymerne tager skade, hvilket kan smages. Det vidste min mor, og jeg nød at bære den tunge torsk hjem, inden den blev skåret op og fileteret på køkkenbordet, hvor min dyrlægefar levende og detaljeret fortalte mig om fiskens indvolde, en viden som jeg har haft glæde af hele livet, og jeg lærte, at de fineste stykker kød på en fisk er de små kødlapper, som sidder mellem øjet og gællerne på kinden, og i panden, og jeg hører til dem, som aldrig kunne drømme om at servere en fisk, uden at hele hovedet er med inde på fadet. Og mine 5 børn er blevet store fiskespisere, og min yngste Asbjørn havde sild med i madpakken i både børnehaven og i skolen, og da han for nylig havde konfirmation, skulle samtlige 55 gæster kun have fisk i alle anretningerne.

Nu ligger han i sin våddragt ude under Jernhatten og kan tage en pejling på Kattegatøen Hjelm, når han stikker hovedet op af vandet og kan nu selv skyde aftensmaden med sit harpungevær. Mine allerførste fiskeoplevelser oplevede jeg, da jeg som ung skibselektriker sejlede i handelsflåden ombord på rederiet Nordens nybygning, Nordholm, en 7.060 BRT nybygning fra Nakskov Skibsværft. Vi sejlede på den rute, som i sømandssproget hedder Salpeterkysten, som er den lange kontinentale kyststrækning som går helt fra Ecuador i nord til Chiles ildland i syd. Kysten er leveringsdygtig i tre kostbare råstoffer: Det første er ekskrementer fra fugle - især pelikaner, som kaldes Guano, et værdifuldt gødningsmiddel, som klipperne er tykke af, og som straffefanger og politiske fanger har hugget ud af kysten i generationer. Det andet er de enorme åbne kobberminer i både Peru og i Chile, og endelig er der så verdens største sardin-ansjos-fiskeri som udøves af især italienske redere og med italienske fiskeskippere og ombord på italiensk byggede skibe.

Sagt om fisk og fiskeri

Når jeg om natten stod ude i forskibet, på bakken hvor jeg tit sov på dækket i den varme tropenat, og stod og så ned i det klare vand på de store dybder, som gives af den kolde Humboltstrøm helt nede fra Antarktis, kunne jeg opleve to spændende naturfænomener. Det ene var, at jeg så store blæksprutter række deres arme op over havoverfladen, når de tiltrukket af måneskinnet kom op fra de store dybder, hvor de blev jaget af kaskelothvalerne. Det andet var store flokke af pukkelhvaler, som i det planktonrige vand kunne danne et rundt net af bobler omkring de enorme fiskestimer. Og i et særligt døgn var det helt enestående, fordi en flok hvaler blev ved med at indkredse ansjoserne i deres opfindsomme boblenet, fordi vejret her er så stensikkert stille, at skibets maskinchef vovede at trække stempler her midt i åben sø, og altså lægge skibet helt dødt, uden en brugbar hovedmaskine. Når jeg derimod stod på bakken uden måneskin og natten var kulsort, bortset fra den vidunderlige stjernehimmel, som på ækvator virkelig er enestående, fordi man både kan se Nordstjernen, lige til man er omkring 4 grader nordlig bredde nord for ækvator og samtidig

Troels Kløvedal - forfatter og skipper på Nordkaperen

se Sydkorset og dermed kan overskue hele himmelrummet i et billede, kunne jeg opleve millionstore sardin-ansjos-stimer, der som sild bevæger sig på den karakteristiske måde, at de rykker sig samtidig i et splitsekund, og derfor giver et voldsomt blitz-blik op mod havoverfladen, et blink så kraftigt, at det virkede som et projektørblink fra dybet op mod skibet og nattehimlen. Hele skiber blev simpelthen i et sekund oplyst, som var det et lyn fra himlen. På mine senere jordomsejlinger skulle jeg på samme positioner opleve, at flokke af flyvefisk helt af sig selv landede på dækket af Nordkaperen, fordi de jagede sardinflokke og igen selv blev jaget af delfiner, som fik dem til at springe ud af vandet i store flokke. På tre jordomsejlinger igennem de sidste 44 år er der jo fanget rigtigt mange fisk på Nordkaperen, og det er en gammel sandhed, at nøgen kvinde hurtigt lærer at spinde, og på samme måde lærer man hurtigt at blive en rimeligt god fisker, hvis man er sulten. Og det var vi i høj grad på første jordomsejling, og den måske største bedrift, jeg har gjort var at sejle et gammelt jernskib jorden rundt uden penge, et skib der blev bygget i Stettin i det

daværende Prøjsen under kejser Wilhelm II, 7 år før Titanic sejlede på et isbjerg i 1912. Men vi ville til søs og stod ud af Københavns havn en sommermorgen og dengang satte man bare broflaget uden videre aftale med havnefogeden, og Langebro og Knippelsbro røg op som korkpropper af en champagneflaske. Det var jo en vandvej, man spærrede med en bro, og ikke, som det er nu, hvor man er ved at nedlægge havn og frit vand. Vi havde en kassebeholdning på 600 kr., hvilket jo var fint. Gik noget i stykker, kunne vi jo reparere det hen ad vejen, og en gammel ØKskipper havde foræret mig en sekstant på alder med skibet, og vi havde fået nogle kasserede søkort af nogle Lauritzen-skibe i frihavnen og en gammel slæbelog af en styrmand på et DFDS-skib på Larsens Plads. Og ja, provianten den kunne man købe billigt i Kielerkanalen for ingen penge, og en flaske Hansen Rom kostede 3,20 kr. og en flaske slavebrandy, en billig cognac, 5 kr. På udførsel, selvfølgelig.

Og så skulle vi jo leve af de fisk, vi fangede ned gennem Den Engelske Kanal og de 600 sømil over Biscayen. Helt så let gik det jo ikke, men jo mere sulten man er, desto bedre fisker bliver man, og omhyggeligheden med, at fisken ikke sprang af krogen i det øjeblik, den skulle over lønningen, blev optimeret med en hjemmelavet krog på en gammel bådshage. Et kostbart fiskehjul var der jo ingen penge til, så vi opfandt et system, som holdt i mange år, både over Atlanterhavet og Stillehavet, indtil en venlig og velhavende fransk lystfisker forærede os Nordkaperens første rigtige fiskehjul på Tahiti. Men indtil da opfandt vi et system med lange gummistrimler, lavet af brugte bilslanger, som kunne tage det hug i linen, som det giver, når fisken bider, og hvor et moderne fiskehjul jo løber ud med linen for at give fisken frirum til at kæmpe. Derudover havde vi opfundet et system med gamle konservesdåser i en lang snor, som i et voldsomt rabalder rullede hen ad dækket i det øjeblik, der var bid. Vi konstruerede også

Sagt om fisk og fiskeri

”

På få år er tunfisken blevet truet. Mærkeligt nok ikke fordi den spises som lækre tunbøffer, men som dåsemad og som sushi.

et flag, som automatisk foldede sig ud, når der var bid, og i den spanske havneby La Coruña forærede en gammel mand os en lille klokke da han møjsommeligt havde studeret vores opfindsomme fiskeanordninger, og den klokke, kom til at sidde på fiskelinen i mange år og ringede, som den skulle, når der var bid. Det var samtidig med at vi havde en hel trætønde med spuns i på fordækket med den fine Moscatel, som er baskerlandets nationale hedvin. Gennem tre jordomsejlinger har jeg opdaget, hvordan fiskeriet er eksploderet, og det er jo en gammel sandhed, at vi bliver flere og flere mennesker på jorden og at jagten på resurser stiger eksplosivt. På min første jordomsejling var oceanerne især besejlet af koreanske fiskeskibe, som var årevis i søen uden at komme iland, men afleverede deres fangst til større moderskibe. De var altid lette at kende, meget rustne men oprindeligt hvidmalede og altid med hajfinner hængende til tørre, oppe mellem antennerne. Hajfinnerne er en sydøstasiatisk specialitet at lave suppe på. Et enkelt rederi i Sydkorea havde næsten tusind ens fiskeskibe af denne slags.

Troels Kløvedal - forfatter og skipper på Nordkaperen

På min anden jordomsejling var de store purseseinere, fiskeskibe med helikopterdæk, i høj grad på banen, og den blå og den gyldne gulfinnede tun blev jaget og til sidst indfanget i meget store notnet, og enhver, der oplever dette, siger til sig selv – at dette holder ikke – hvad det jo heller ikke gør. På få år er tunfisken blevet truet. Mærkeligt nok ikke fordi den spises som lækre tunbøffer, men som dåsemad og som sushi, og sushi-revolutionen har været et hårdt slag mod den smukke fisk, som er en stor springende muskel. Selv elsker vi ombord på Kaperen at tilberede en friskfanget tun til sashimi, rå med wasabi og en æggeblomme tilsat soja. Ja, jeg har sejlet midt i springende flokke af tun på helt op til flere tusind fisk. Og tunen er tit den fisk, vi fanger, når vi får landkending, måske en landkending efter 30 dage i søen, og man ser, hvordan vandfald og bregneklædte grønne bjerge dukker op af varmedisen og hvor der måske skal rundes et skarpt hjørne, en strømfyldt pynt, inden man er i læ. Der tager vi tit en tunfisk på linen, eller en Marlin hvis vi er ekstra heldige, og vi har iagt-

taget, hvordan fregatfuglene dykker imellem de springende tunflokke og simpelthen hugger en luns kød ud af ryggen på fisken i fuld fart. Vi har fanget tun, hvor vi kan se, at en fregatfugl har hugget den i ryggen. Og ja, nu her på tredje jordomsejling er havet ved at være overfisket og værst… vi møder masser af gamle drivende fiskenet, som i årevis ligger og fisker uden at blive røgtet. Der er noget galt med alt det, som hedder fiskeri i Danmark. Folk elsker fisk, men kan ikke få fat i dem, fordi fisk er dyre at distribuere og folk savner både fiskeforretninger og de lyseblå fiskekuttere, som er og var en del af, hvad vi forstår ved en havneby. Og de kommer selvfølgelig ikke tilbage, men folks mistillid til fiskeriet begyndte egentlig da man gav støtte til at ophugge, simpelthen save næsten nye fiskekuttere op, og os der ved, hvor kompliceret det er at bygge en trækutter, blev bare kede af det. Jeg kendte faktisk en bådebygger, som nægtede at sætte en kædesav i et sundt og smukt velholdt kun 15 år gammelt skib, hele meningen med hans håndværk, godt håndværk mistede sin betydning for ham. Fisk er en let fordærvelig råvare som slet ikke er egnet til en koncentreret fangstform.

Vi lever i et land, hvor den friske fisk stort set kan svømme lige op på køkkenbordet, et par timer efter at den er fanget. Og folk bliver direkte sure på fiskeriet, for ingen aner, hvem der har skylden, for den jungle af regler som både ødelægger fiskernes humør og os, der skal købe de fisk, vi ikke kan få fat i. Og når folk så i medierne ser, hvordan fine spisefisk bliver smidt udenbords på grund af kvoteordninger som ingen levende sjæl kan forstå… ja, så vender befolkningen ryggen til fiskeriet. På alle virker det som Ebberød Bank at smide fine, friskfangede spisefisk i havet på grund af uforståelige, forkerte love. Ligesom ingen forstår, at fiskeriet finder sig i, at landbruget ødelægger deres fiskevande med et gødnings- og pesticidforbrug, som ingen vandmiljøplaner åbenbart kan stoppe. Alle, også fiskeriet, fiskefabrikkerne skal gøre rent efter sig, ligesom anden industri, private, kommuner, men landbruget kan som de eneste svine uden at skulle rydde op efter sig i det ene årti efter hinanden. Hvilken enestående dygtig lobbyvirksomhed de dog har.

■

Sagt om fisk og fiskeri

Troels KlĂ¸vedal - forfatter og skipper pĂĽ Nordkaperen

Peter Bamberger - adm. direktør og formand for Danish Seafood Association Favorit fiskeret: Dampet pigvar med nye kartofler drysset med friskhakket persille og beurre blanc - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Dansk fiskeindustri “All fishermen are liars except you and me. And I am not so sure about you”, står der på et skilt hos Danish Seafood Association. Det er ingen hemmelighed, at fiskebranchen til tider har haft et blakket ry. I industrien har vi typisk slået på, at råvaren, dvs. fisken, altid er for dyr og kvaliteten for dårlig! Spørger man en fisker, der som bekendt har besværet med at fange fisken i regn og blæst, så er fisken derimod for billig og kvaliteten er i top. Og det er altid modparten, som tjener alle pengene, mens man selv kun lige kan få økonomien til at hænge sammen. Sandheden ligger nok et eller andet sted midt imellem, hvilket bakkes op af den seneste rapport om fiskeriets økonomi fra Københavns Universitets Fødevareøkonomiske Institut, som

konkluderede, at avancen i branchen er ganske godt fordelt blandt de involverede parter. Dette er måske også grunden til, at de gamle dages skænderier mellem Danmarks Fiskeriforening og industriens brancheorganisationer efterhånden er forstummede og vi i dag har siddet under samme tag i mere end 7 år. De seneste år har i den grad budt på et godt sam-arbejde. Her kan bl.a. nævnes projektet om Sporbarhed i Fiskeindustrien, med Danske Fiskeres Producent Organisation som primus motor. Et andet område, hvor vi har samarbejdet, er i Fiskebranchen. Lanceringen af kampagnerne ”Minna og Gunnar” og ”Hvad skal du have i aften?” samt Fiskens Dag er yderligere eksempler på foreningernes fortsatte samarbejde. Samtidig bevæger Danmarks Fiskeriforening

”

Det er ingen hemmelighed, at fiskebranchen til tider har haft et blakket ry. I industrien har vi typisk slået på, at råvaren – dvs. fisken – altid er for dyr og kvaliteten for dårlig.

”

Det er altid modparten, der tjener alle pengene, mens man selv kun lige kan få økonomien til at hænge sammen.

sig i den helt rigtige retning mht. MSC-certificering af fiskerierne i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at det længe har været et ønske fra mange af Danish Seafood Associations medlemmer, at der kom øget adgang til MSC-certificerede råvarer, da især Tyskland, vores største eksportmarked, i stigende grad kun vil have MSC-certificerede fiskeprodukter. Skal vi have fiskeindustri i Danmark? Den danske fiskeindustri er i dag en stor spiller med en samlet omsætning på mere end kr. 18 mia., netop fordi vi har omstillet os og lyttet til kundernes krav. Dansk fiskeindustri er høj produktkvalitet, stor leveringssikkerhed og en eksemplarisk tilgang til fødevaresikkerhed. Men alt kommer med en prisseddel. Den samlede regning for kontrol er på over 38 mio. kr i 2011. Samtidig ser vi stigende landingsafgifter og ny afgift for kontrol af fangstcertifikater, en afgift som er forhandlet ned til 11-12 mio. kr. Hertil kommer forøgede udgifter i implementeringen af Forordning (EF) 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Slutteligt vil den del af industrien, som laver sammensatte produkter, blive ramt af den nye fedtafgift på produkter til hjemmemarkedet, og der skal i virksomheden holdes et detaljeret fedtregnskab og afregnes til SKAT månedligt. Hvis denne udvikling fortsætter, må mindre virksomheder lukke på grund af bureaukrati og hele branchen er i farezonen pga. de øgede afgifter, da de fleste forarbejdningsvirksomheder har røde tal på bundlinjen. Derfor er det ikke mærkeligt at de danske forarbejd-

Dansk fiskeindustri

ningsvirksomheder er rigt repræsenterede i lande som Tyskland, Polen, Litauen, Kina og Vietnam. Outsourcing af lønarbejde vil fortsætte, og det vil bringe Danmarks position som verdens 4. største fiskeeksportør i fare, med mindre Danmark får løsnet afgiftsskruen og danske tilskudsmidler i højere grad forvaltes, så de er tilgængelige for industrien. Der må øremærkes flere penge til den del af erhvervet med den største omsætning, eksport og arbejdsstyrke. Særligt med tilskudsmidlerne in mente er det vigtigt, at forvalterne forstår, at Danmarks fiskeindustri i dag er en global spiller og importerer 2/3 af den råvare, der forarbejdes. Når så stor en del af råvaren kommer ind udefra, er det vigtigt, at der, eksempelvis i områder som ”samarbejde på tværs i sektoren”, også kan indtænkes udenlandske leverandører. Danske fiskevirksomheder er globale og en af foreningens målsætninger er at arbejde for en liberalisering af import af fisk til brug til videreforarbejdning samt salg inden for EU. Globaliseringen og papirbjerget Globaliseringen har været en fordel for den danske fiskeindustri, som i den grad har draget fordel af at source råvarer udefra, flytte arbejdstung produktion til lande med billigere arbejdskraft samtidig med det har åbnet op for nye markeder. Når det så er sagt, så har globaliseringen også medført øget kontrol og administration. Den øgede handel med sort fisk på globalt plan har været bagsiden af globaliseringens medalje.

I et forsøg på at nedbringe handlen med sort fisk har EU vedtaget to forordninger. Den ene er omtalt ovenfor og den anden er Forordning (EF) 1005/2008 om bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri. Sidstnævnte trådte i kraft den 1. januar 2010 og har med introduktionen af fangstcertifikater for fisk fra tredjelande allerede været en dyr fornøjelse for den danske fiskeindustri, fordi finansieringen af fangstcertifikaterne er lagt over på industrien. Samtidig har alle virksomheder, der importerer fisk fra tredjelande, oplevet en signifikant stigning i den administrative byrde i forbindelse med håndteringen af fangstcertifikaterne. Flere virksomheder har været nødsaget til at ansætte personale for at overholde denne del af lovgivningen. Flere administrative ansættelser og øget brugerbetaling kan også være en realitet, når kontrolforordningen kommer til anvendelse fra 1. januar 2012 med forøgede krav til sporbarhed og mærkning af fisk landet i EU-landing. Overordnet set bifalder vi ethvert forsøg på at bekæmpe ulovligt fiskeri og bifalder forsøget på at bevare fiskebestandene, så vi også har noget at leve af om 10 år. Men vi tillader os at stille spørgsmålstegn ved den reelle effekt af forordningerne. Har IUU-forordningen været med til at nedbringe mængden af sort fisk importeret til EU, eller er det administrativt arbejde uden reel merværdi? Vil den nye Kontrolforordning rent faktisk have den ønskede effekt i de lande, hvor ulovligt fanget fisk fortsat er et problem?

Peter Bamberger - adm. direktør og formand for Danish Seafood Association

”

Vigtigt for os, fiskere som producenter, er, at vi holder fokus på bæredygtighed.

Faktum er, at forordningerne er vedtaget, og vi skal efterleve dem. Det eneste aktuelle spørgsmål er derfor, hvordan gør vi det så lettest og mest økonomisk? For fangstcertifikaternes vedkommende arbejder vi for at få implementeret et elektronisk system, så de administrative byrder bliver lettet mest muligt. Mht. kontrolforordningen ligger bolden på vores side og her arbejder foreningen for et bredt samarbejde om implementeringen af en elektronisk løsning på tværs af hele den danske fiskesektor, så al information bliver digitaliseret. Hermed bør samlecentralerne, auktionerne, industrien og til sidst detailhandlen kunne undgå at skulle bruge mere administrativt personale og reducere omkostningerne. Men informationen i kæden bliver aldrig mere detaljeret end den information, som bliver lagt ind i systemet af første led. Derfor er det vigtigt, at Danmarks Fiskeriforening arbejder aktivt for, at grundlaget er i orden. Fremtiden Fisk er igen blevet en populær spise herhjemme, og på global plan er fisk en vigtig kilde til animalsk protein, som afsætter et langt mindre carbon footprint end mange andre animalske proteiner. I en verden, hvor den demografiske udvikling er i hastig vækst, vil

fisk i stigende grad blive en vigtig kilde til animalske proteiner for store dele af verdens befolkning. Såfremt Danmark skal fastholde sin position som verdens 4. største eksportør af fiskeprodukter, vil vi se en stigning i importen af råvarer til den danske fiskeindustri. Men når der kigges på de hjemlige farvande, er mange fiskearter i bedring, hvorfor industrien også i fremtiden vil være afhængig af fisk fanget i danske farvande af danske fiskere. Uden danske rødspætter, sild og andre arter fra vores farvande tror vi, at den danske fiskeindustri vil miste en del af sin identitet og dermed konkurrencefordel. Vigtigt for os, fiskere som producenter, er, at vi fastholder fokus på bæredygtighed. Ifølge et irsk ordsprog er der fisk i havet, som er bedre end dem, der hidtil er blevet fanget. Det er en smuk tanke og samtidig en nødvendighed for branchens eksistens mange år frem. Danmarks Fiskeriforenings fokus på MSC er samtidig fokus på bæredygtighed, hvilket vi i industrien bakker op omkring. I fremtiden vil vi måske løbe ind i emner, hvor vi kan blive nødsaget til at være enige om, at vi er uenige. Her tænkes på den nye, fælles fiskeripolitik,

Dansk fiskeindustri

hvor udsmid er et begreb, vi hver især skal forholde os til. I industrien vil vi blive presset af detailkæderne, som ikke ønsker negativ omtale i medierne om udsmid. Men der er også områder, hvor vi kan blive enige. I modsætning til vores famøse skilt på kontoret, der udråber samtlige fiskere til at have et tvivlsomt forhold til sandheden, så me-

ner vi, at danske fiskere er til at stole på, og vi skal have et fiskerisystem, som bygger på tillid og samarbejde fremfor streng styring og kontrol fra myndighedernes side. Til syvende og sidst, så er hverken Danmarks Fiskeriforening eller Danish Seafood Association interesserede i at fange den sidste fisk.

Peter Bamberger - adm. direktør og formand for Danish Seafood Association

■

Laurits Tørnæs - fhv. formand for Danmarks Havfiskeriforening, minister og amtsborgmester Favorit fiskeret: Ovnbagt helleflynder - find opskriften på 2gangeomugen.dk Kent Kirk - fhv. fiskeriminister Favorit fiskeret: Stegt søtunge med persillesovs - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Bannerførere i Europa Laurits Tørnæs og Kent Kirk indså allerede under EF-tiltrædelsesforhandlingerne, at de danske interesser var oppe mod en mur i det ofte spegede spil i Bruxelles. Grænser er ofte problematiske – mærkeligt nok også med udviklingen af EU. Den seneste Schengen-uro om grænsekontrol er ét. Fiskernes territoriale og kvotemæssige kampe i fem årtier noget andet. Ved Danmarks indtræden i EF i 1973 forudså ingen den kamp om fiskeresurser og strukturrationalisering, som nu har lagt fiskerihavne øde og reguleret udnyttelsen af havets resurser på biologernes vilkår. Men to danskere indså, at udformningen af en fælles fiskeripolitik ville blive så krævende, at det ikke var nok at blot at optræde i diplomatiske gevandter i Bruxelles.

Fhv. landbrugsminister Laurits Tørnæs (V) og fhv. fiskerminister/tidl. medlem af EuropaParlamentet, Kent Kirk (C), er om nogen de danske fiskere og politikere, som i de første år varetog danske interesser. Ofte i et vakuum mellem Christiansborg-politikernes svigtende forståelse - og så en mur af modstand blandt deres europæiske kolleger. Et umuligt udgangspunkt, fordi internationale havretskonferencer skabte turbulens og ændrede ejerskabet til fiskene. Med skindet på næsen. Det handlede om at sikre et omstillingsforløb, hvor det danske fiskerierhverv kunne tilpasse sig over et længere åremål. Så struktur-rationaliseringens ofre i langt de fleste tilfælde kunne trække sig ud af flåden med skindet på næsen.

101

”Mange opfattede det måske ikke sådan. Men vi gik efter at hævde danske rettigheder, mens især Storbritannien ville indskrænke dem, samtidigt med at vi havde fællesskabet og perspektiverne i de internationale havretskonferencer for øje. Bestemt ikke nogen let opgave, men vi vil godt være indsatsen bekendt,” lyder det fra fiskeriets to tidligere ministre.

Det vigtige mandat Som tidligere aktive fiskere med fiskeriorganisatoriske formandskaber havde de en solid fælles platform. Uanset hvad Folketinget og skiftende regeringer kunne finde på, var de for det meste enige om mål og midler. ”Vi kunne fordele opgaverne. F.eks. da den fælles fiskeripolitik var i de afgørende forhandlinger i 1982. Vi var på vej til Bruxelles, og i flyet fra Esbjerg til København fik Laurits fornemmelse af, at Folketingets markedsudvalg skulle indkaldes for at godkende et forhandlingsresultat, mens han sad i Bruxelles. Inden flyet landede i Kastrup, nåede vi lige at aftale, at han skulle tage ind på Christiansborg, mens jeg skulle fortsætte til Bruxelles for at observere og holde ham orienteret om forhandlingerne,” fortæller Kirk. Det var en klog beslutning. For netop den dag forhindrede Tørnæs en fælles fiskeripolitik, der ville have straffet Danmark hårdt. Regeringen var parat til at stemme ja, men Socialdemokratiet betingede sig, at Tørnæs også stemte for. Det nægtede han, og dermed kunne Danmark ikke tilslutte sig forliget i Bruxelles.

102

Kimen til slagsmål EF havde oprindeligt ingen fiskeripolitik. Men i 1970 vedtog man to forordninger – en strukturpolitik samt at landbrugets markedsordninger også skulle gælde for fiskeriprodukter. Det skete under indtryk af en planlagt EF-udvidelse med fiskerilande som Danmark, Storbritannien, Irland og Norge. For Danmark tog tingene fart i 1971-72 med forhandlingerne om tiltrædelsestraktaten, der i grundformen forelå færdigforhandlet i 1973, ledsaget af en ti-årig overgangsperiode. Dette var et stort skridt – nemlig at fiskerne fik fri, lige adgang til hinandens farvande efter udløbet af overgangsperioden. Især Storbritannien og Holland, der ønskede disse principper med i traktaten. Fiskerigrænserne var dengang inden for EF og de fleste andre lande 12 sømil – i internationalt farvand var fiskeriet i øvrigt reguleret af organisationer som Den Nordøstatlantiske Fiskerikommission (NEAFC). NEAFC, den Baltiske og den Nordvestatlantiske kommission havde svært ved at opnå enighed om kvoter. Der blev fisket hårdt helt ind til de 12 sømil, så det satte skub i flere kyststater, der ønskede at bruge den internationale havretskonference (under FN) i Venezuela, som beskæftigede sig med sømilegrænser og jurisdiktion med henblik på udnyttelse af havbunden. ”Det var en vanskelig periode, og det var her, kimen til mange senere slagsmål blev lagt –

Bannerførere i Europa

”

Vendepunktet kom i 1976 med Haag-erklæringen, hvorefter EFKommissionen kom for bordenden.

ikke mindst det anstrengte forhold til Storbritannien, der krævede kompensation i Nordsøen for de tab, briterne ville lide ved Island, Grønland og Færøerne,” forklarer Laurits Tørnæs. Vendepunktet i 1976 Nationale særinteresser var fremherskende, og der skete stærk udbygning af fiskerflåderne og nyt effektivt fangstudstyr. De internationale fiskerikommissioner havde svært ved at blive enige. Der var ingen fælles EF-fiskeripolitik, så behovet for beslutningskraft var stort. ”Vendepunktet kom i 1976 med Haag-erklæringen, hvorefter EF-Kommissionen kom for bordenden. Kommissionen kunne lede og koordinere forhandlingerne. Det handlede ikke mindst om at kombinere NEAFC`s regelsæt med kommissionens egne beslutninger i det, der skulle blive fremtidens EU-fiskeripolitik”, fastslår Tørnæs og Kirk. Det vigtige var kommissionens hævdelse af, at det var fælles resurser til fordeling mellem medlemslande efter historisk fiskeri med den undtagelse, at Storbritannien skulle kompenseres for tredjelandes tab. Dette var den såkaldte Haag-præference,

som Danmark kom til at betale dyrt for. EF skulle nu også på medlemslandenes vegne forhandle med tredjelande om fiskerispørgsmål, og der blev gennemført en koordineret udvidelse af medlemslandenes fiskerizoner. Dette skete parallelt med, at globale bestræbelser på at skabe udvidede fiskerizoner resulterede i 200 sømils grænser. ”Midt i alt dette måtte vi hævde danske rettigheder med henvisning til biologiske argumenter. Men briterne ville ikke forholde sig til undersøgelser og analyser af nogen art, og ikke mindst derfor trak tingene ud,”, forklarer Kirk. Tørnæs: ”Det ærgerlige var, at briterne ville kompenseres for noget, der allerede var vedtaget om fri og lige adgang. Gang på gang satte de forvaltningen under pres, fordi de ville tilgodeses på anden vis, hvis f.eks. foreslåede kvotetildelinger kom deres interesser på tværs.” ”Nordsømodellen” Statsbiolog Erik Ursin, Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, lancerede i 1977 sin flerartsmodel, den såkaldte ”Nordsømodel”, hvor fiskeriet under hensyn til pressede arter skulle

Laurits Tørnæs - fhv. formand for Danmarks Havfiskeriforening, minister og amtsborgmester Kent Kirk - fhv. fiskeriminister

103

tilrettelægges efter et mål for den samlede fangstmængde, omregnet til biomasse – og produktion af protein. Det var ret sensationelt, at Ursin satte tal på fiskearternes samspil – at nogle (rov)fisk spiser andre/naturlig dødelighed. Facit var bl.a., at dansk industrifiskeri ikke var så skadeligt, som det blev beskyldt for, og måske netop derfor røg modellen straks ud i strid modvind hos især briterne. ”Det var en stor fejl, at man ikke ville denne model, for også NEAFC var interesseret i den. Men igen viste briterne tænder med fiskeriminister John Silkin i spidsen. Han var mere interesseret i at spænde ben for en biologisk rådgivning, der var i overensstemmelse med specielt dansk fiskeri, end at fremme udviklingen af en fælles europæisk fiskeripolitik,” fastslår Kirk.

”

En fuldt udbygget politik Midt i uenigheden arbejdede kommissionen sig frem til det, der blev en endelig fælles fiskeripolitik. I 1983 var der enighed om de centrale dele, især fordelingen af kvoter. ”Mens tiltrædelsestraktaten og grundopfat-

telsen af, at fisk skulle være en fælles resurse, kunne betegnes som en stor sejr, kom der nu mere kød på aftalen ved en grundforordning med fælles regler, resurse- og bevaringspolitik, strukturpolitik, markedsordning m.v.”, siger Tørnæs. Men også efter denne aftale fortsatte det interne slagsmål, fordi briterne følte sig pressede – også uden for EF. Det lykkedes ved deres mellemkomst at få gennemtrumfet to undtagelser. Den ene bestod i, at farvande indtil 12 sømil ud for medlemslandenes kyster skulle forbeholdes egne fiskere og andre, der ”traditionelt” havde haft adgang. Den anden var et krav om regler, der udelukkede danske fiskere ved Shetlandsøerne og 50 sømil ud, med begrundelsen ”særligt følsomt område.” Da den fælles fiskeripolitik ikke blev vedtaget i december 1982, mente briterne, at de kunne formene bl.a. danske fiskere adgang inden for deres 12 sømilzone ved at henvise til en i hast vedtaget bekendtgørelse, Fishing Order, af den 31. 12. 1982. I november 1982 inviterede Storbritanniens Europaminister, Doulas Hurd, Kent Kirk til

Kombinationen af Tørnæs’ indsats i Folketingets markedsudvalg og Kirks indsats på den europæiske scene var effektiv.

104

Bannerførere i Europa

frokost: ” Vi drøftede, hvad der ville ske, hvis EF ikke blev enig før 31. december 1982. Han sagde, at briterne ville lave nationale regler, der forbød danske fiskere adgang til britiske farvande. Jeg svarede, at det ville være ulovligt. Og i tilfælde af, at de gjorde det, ville jeg være den første til at udfordre dem.” Captain Kirks sejr 6. januar 1983 sejlede daværende medlem af Europa Parlamentet, Kent Kirk, sin kutter E 550 Sand Kirk inden for briternes 12 sømils-grænse, hvor den blev opbragt. Kirk kom for North Shields Magistrates Court. Han hævdede, at Fishing Order ikke havde bevaringsformål for øje og afviste såvel UK`s ret til at bruge bekendtgørelsen samt en præjuridisk virkning.

Alligevel idømte underretten ham en bøde på 30.000 £. Kirk appellerede dommen. Den blev 8. marts 1983 forelagt Crown Court Newcastleupon-Tyne, som med en kendelse dagen efter sendte sagen til EF-Domstolen i Luxembourg. 10. juli 1984 afsagde domstolen en afgørelse, der gav Kirk medhold. Det blev også slået fast, at Kommissionens forsvar af Storbritannien om, at efterfølgende vedtagelse af den fælles fiskeripolitik gjorde Kirks handling ulovlig, stred mod art. 7 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om straffelove med tilbagevirkende kraft. Presset på ministerrådet om at fortsætte forhandlingerne var stort, og resultatet i form af flere fisk til Danmark har danske fiskere glæde

Laurits Tørnæs - fhv. formand for Danmarks Havfiskeriforening, minister og amtsborgmester Kent Kirk - fhv. fiskeriminister

105

af den dag i dag. Kombinationen af Tørnæs indsats i folketingets markedsudvalg og Kirks indsats på den europæiske scene var effektiv. Hektiske år Med ´83-aftalen som grundlag fortsatte fiskeripolitikken i den næste ti-års periode frem til unionsdannelsen i 1993 (Maastricht-traktaten.) Den omfattede resurse/bevaringspolitik, strukturpolitik og markedsordning. Tørnæs og Kirk betegner årene som hektiske, hvor de som ministre fra hhv. 1987-93 og 1989-93 kæmpede for danske interesser. De var optagede af forhandlinger om mål for kvalitet og bevaringsforanstaltninger, hvor biologiske argumenter nu i højere grad indgik til fremme af politiske interesser. Økonomiske incitamenter Markedspolitikken var allerede i 1973 et varmt emne, da Tørnæs mente, at man burde skele til EF`s landbrugsordninger (mælkepolitikken) med ordninger for bl.a. tilbagetag, lagerføring, mindstepriser, sorteringsregler. Han fik etableret Danske Fiskeres Producentorganisation, der kunne sikre mindstepriser. Presset på systemet var til tider stort med store fangstudtag til følge. Og da Irland begyndte at fiske makrel direkte til udtag, blev den folkelig modstand stor. Kirk tog kontakt til den danske EF-kommissær, Finn Gundelach, og foreslog indførelse af et medansvarssystem som i landbrugets mælkeordning. Et halvt år senere forelagde Gundelach ændringsforslaget for ministerrådet. Fiskeri på PO´en blev stoppet!

106

Dansk-tysk taktik ”Da jeg blev minister i 1989, prioriterede vi to områder, som vi ville have ind i grundforordningen: Økonnomiske incitamenter og flerartsprincippet. Alle møder blev brugt til at skabe støtte for de danske synspunkter. Det lykkedes i december 1992 at få begge synspunkter ind i forordningen, men desværre blev der ikke efterfølgende arbejdet på at få dem implementeret i EF-fiskeriet,” fortæller Kirk. Selv om briterne havde indført en sperlingkasse, som senere blev dømt ulovlig ved EF-domstolen, var der behov for en bedring i det danskbritiske forhold. Med regeringsskiftet i 1978, da John Silkin blev skiftet ud, blev tonen mere human. Dengang skulle der 23 stemmer til at blokere en beslutning i Ministerrådet. De store lande havde ti stemmer og Danmark tre stemmer. Danmark indgik en aftale med Tyskland, hvor man blev enige om at holde et formøde på ministerplan hver gang inden ministerrådsmøderne for at afstemme holdningerne til rådsmødets dagsorden. Det fik stor betydning, fordi EF-Kommissionen nu måtte tage mere hensyn til de danske synspunkter. Ringe politisk interesse Mens udnyttelsen af pelagiske arter til konsum fandt et leje via forvaltningen af kvoter, var Tørnæs og Kirk klar over, at udviklingen for dansk industrifiskeri var politisk uholdbar. Der blev gjort mange anstrengel-

Bannerførere i Europa

ser for at kanalisere fangsterne af f. eks. kuller og hvilling over til konsum. Der var også et projekt med forarbejdning til tørrede/frosne proteinråvarer med henblik på anvendelse i U-lande, men der var ingen dansk politisk interesse. Samme skæbne led planer om produktion af nye delikatesser, som en dansk delegation havde studeret nær-mere i Japan. Set i bakspejlet mødte meget manglende interesse og forståelse hos danske politikere. Men det er ikke sådan, at Tørnæs og Kirk kritiserer politiske modstandere over én kam. Den tidligere socialdemokratiske fiskeriminister, Svend Jakobsen (1977-1979), omtales med respekt, men også som en mand, der krævede loyalitet for at kunne yde sit bedste, husker Tørnæs. Tilfredse Tørnæs og Kirk er tilfredse med deres politiske indflydelse: ”Det heldige var, at vi begge kom fra fiskeriet og ind i politik, og at vi så ens på tingene. Det gjorde os bedre i stand til at bearbejde tingene ud fra danske interesser. Vi kunne optræde med større vægt og tilkæmpe os øget indflydelse. Nok er det trist at se, hvordan det er gået. Frit omsættelige individuelle kvoter har for altid lagt fiskerihavne øde. Men ville det være gået meget anderledes, hvis fiskeriorganisationerne havde søgt indflydelse og taget et medansvar på Folketingets beslutninger”, lyder et afsluttende spørgsmål fra de to tidligere ministre.

■

”

Nok er det trist at se, hvordan det er gået. Frit omsættelige, individuelle kvoter har for altid lagt fiskerihavne øde.

Andreas Nordseth - direktør, Søfartsstyrelsen Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Torsk med hvid sauce, smagt til med fiskesennep og peberrod - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Fiskerne skal sikkert ud og hjem - derfor laver vi regler og kontrol Søfartsstyrelsen er en vigtig medspiller for danske fiskere. Både når det gælder sikkerhed, sundhed og uddannelse. Og selvom nogle mener, at styrelsens regler er besværlige, så har der aldrig været færre, der kommer ud for en ulykke end i disse år. ”I Søfartsstyrelsen arbejder vi for, at det skal være så sikkert som muligt at arbejde på havet. Én ulykke er stadigvæk en ulykke for meget. Derfor er vores klare holdning, at vi må gøre, hvad vi kan, for at hindre alle typer af ulykker i fremtiden.” Ordene er Andreas Nordseths, direktør i Søfartsstyrelsen. Han er manden i spidsen for den maritime myndighed, som står vagt om sikkerheden om bord for danske fiskere.

Søfartsstyrelsen har gennem mange år haft et godt samarbejde med Danmarks Fiskeriforening om både stort og småt, og selvom man langt fra har været enige om alt, er der altid en konstruktiv dialog. Det er gennem de seneste årtier blevet til mange tiltag, som har været med til at sikre, at dansk fiskeri er blevet et langt mere sikkert erhverv, end det tidligere har været. Den indsats, som Søfartsstyrelsen og fiskeriet selv har gjort, kan aflæses direkte i tallene for ulykker i fiskeriet. De er faldet markant gennem de seneste mange år. I 2000 var der 71 alvorlige arbejdsulykker på danske fiskeskibe. Et årti senere er der sket et brat fald – 17 ulykker viser den seneste optælling fra 2009. Det betyder, at antallet af brækkede ben og mistede legemsdele – ulykker der falder ind

109

”

I 2000 var der 71 alvorlige arbejdsulykker på danske fiskeskibe. Et årti senere er der sket et brat fald – 17 ulykker. Ikke mange erhverv kan fremvise den fremgang.

under kategorien ’alvorlige arbejdsulykker’ – er reduceret med 75 %. Ikke mange erhverv kan fremvise samme fremgang. En moderne fiskerflåde Søfartsstyrelsen er måske ikke den første offentlige myndighed, som fiskere kommer til at tænke på. Men rent faktisk spiller styrelsen en stor rolle i dansk fiskeri. Både for de helt store foretagender såvel som for de, der kun tager på havet i ny og næ. Styrelsen laver – i samarbejde med erhvervet – de regler, der er grundlaget for, hvordan et fiskeskib skal bygges, udrustes og betjenes. Samtidig sikrer styrelsen, at reglerne bliver fulgt ved at syne og kontrollere alle danske fiskeskibe. ”Overordnet set, så er danske fiskeskibe nogle af de mest moderne og sikre i verden. Samtidig hjælper det godt til, at danske fiskere for langt størstedelens vedkommende er gode til at tænke i sikkerhed. Der er med andre ord det, som jeg vil kalde for en sund sikkerhedskultur inden for fiskeriet,” konstaterer Andreas Nordseth. Dermed mener direktøren dog ikke, at det ikke kan blive endnu bedre. Andreas Nordseth påpeger, at især de små fiskeskibe ikke altid er 100 % i orden, når styrelsens inspektører er ude og besøge skibene i de danske havne. ”De små fiskeskibe lever ikke altid op til kravene. For eksempel oplever vi, at nogle ombygger deres skib uden at overveje, hvilke konsekvenser det har for skibets stabilitet. Og det kan blive rigtigt farligt, hvis man sejler et skib, hvor høj bølgegang kan betyde forlis.

110

Fiskerne skal sikkert ud og hjem – derfor laver vi regler og kontrol

Derfor vil vi i de kommende år forstærke indsatsen over for de fiskere, der sejler på de små skibe.” Et vigtigt tiltag, der allerede er trådt i kraft, er den såkaldte sikkerhedspakke for fiskeriet. Pakken er en samling af nye regler, som har betydning for fiskeskippere og mandskab, der sejler på de mindre skibe. ”De nye regler betyder, at vi styrker sikkerheden til søs for især de mindre fiskeskibe. Både obligatorisk syn, fribordsmærke og pligten for værfter til at anmelde en ombygning er store skridt i den rigtige retning,” forklarer Andreas Nordseth. Sikkerhedspakken trådte i kraft i foråret 2010, og allerede nu kan man rundt om i landet se fiskeskibe med det nye fribordsmærke sejle rundt og på den måde være god ”reklame” for de nye regler. Fribordsmærket betyder, at det er langt nemmere at vurdere, om ens fiskeskib er på vej til at blive overlastet og dermed er i risiko for at forlise ved hårdt vejr eller en forkert sø. Dialog frem for regler I Søfartsstyrelsen er man dog helt på det rene med, at det ikke bare nytter at lave regel på regel uden at være i dialog med fiskerne. Det er derfor vigtigt for styrelsen, at de inspektører, der tager rundt i de danske havne for at tjekke fiskeskibene, ikke bare er der som kontrollanter, men også er til at tale med om for eksempel sikkerhed om bord.

Andreas Nordseth - direktør, Søfartsstyrelsen

”Vi er meget opmærksomme på, at vi har en vigtig rolle som dem, der er inde i stoffet og har indgående kendskab til reglerne. Derfor er vores syn og kontrol af danske skibe ligeså meget en chance for at få en god snak med de fiskere, vi møder. På den måde kan vi fortælle og forklare om, hvordan man bedst skaber sikkerhed, ligesom vi meget gerne tager imod idéer og input til vores arbejde.” Andreas Nordseth fortsætter: ”Et godt eksempel er stabilitet på et fiskeskib. Det kan være meget svært at bedømme, hvornår en mindre ombygning kan blive farlig for skibets stabilitet. Din intuition kan simpelthen ikke bruges til noget i det tilfælde. Det vil vi meget gerne forklare og fortælle om, når vi er ude på syn. For nok er der kommet regler på området, men det er trods alt meget bedre, hvis fiskerne selv er opmærksomme på den fare, der er til stede.” Fiskeriuddannelserne bliver konstant finjusteret I et lille land som Danmark er der ikke så mange fiskere tilbage, som der var engang. Men på Danmarks fiskeriskoler kommer der stadig unge til, som vil lære håndværket. De får en topmoderne uddannelse, men det sker på et stadig mindre antal uddannelsessteder. Det er Søfartsstyrelsen, der har det overordnede ansvar for de maritime uddannelsessteder i Danmark, og gennem flere år har tendensen været at samle de unge på færre skoler. ”Tidligere var der mange steder, hvor man kunne blive fiskeskipper. I dag har vi samlet uddannelsen på to skoler - i Thyborøn og Skagen.

111

Det er sket for at professionalisere uddannelserne. Fiskeri i dag er kendetegnet ved at være et spændende erhverv, som kræver lyst til at prøve kræfter med både avanceret teknik og livet til søs. Det er den virkelighed, som vi bedre kan forberede de unge på ved at have samlet fiskeriuddannelserne to steder.”

”Vi er tilfredse med, at søgningen til Fiskeriskolerne er stabil og tilbagemeldingerne fra eleverne er gode. Men vi lytter meget gerne til både nye og erfarne fiskeskippere og andre folk fra erhvervet for også i fremtiden at kunne tilbyde eftertragtede og målrettede uddannelser.”

Fiskeriskolerne i Thyborøn og Skagen er attraktive uddannelsessteder med både engagerede lærere og spændende simulatorer og andre elektroniske hjælpemidler, som på forskellig vis udfordrer eleverne.

Ny strategi for endnu bedre sikkerhed Søfartsstyrelsen samarbejder med mange af de mennesker og organisationer, som udgør fiskerierhvervet i Danmark. Både med de andre myndigheder, 3F, Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og naturligvis Danmarks Fiskeriforening. Sammen med Danmarks Fiskeriforening har man blandt andet lavet projektet Sund Fiskeby. Det bestod af en såkaldt sundhedsbutik, som blev etableret på Hanstholm Havn. Sundhedsbutikken var befolket af blandt andet en kiropraktor og en fysioterapeut, som både skulle afhjælpe akutte problemer hos fiskerne, ligesom målet var at få bedre arbejdsvaner listet ind hos de mange fiskere på havnen. Sund Fiskeby var en succes, som har været med til at forebygge sygdomme og give viden om den fysiske nedslidning, som nogle fiskere oplever.

For Andreas Nordseth er det vigtigt, at uddannelserne ikke bare er for de unge, som er på vej til et arbejdsliv på havet. Han mener, at fiskeriskolerne skal være et sted, hvor alle, der arbejder med fiskeri, skal have mulighed for at få opkvalificering og efteruddannelse. ”Førstehjælpskurserne er blandt de ordninger, som fiskerne har taget godt imod,” fortæller Andreas Nordseth. Han forklarer, at det både gælder for kurser på Søfartsstyrelsens egen afdeling på Fanø – Center for Maritim Sundhed - og de kurser, som bliver udbudt på fiskeriskolerne i Thyborøn og Skagen. Fremtiden for Danmark som et land med dygtige fiskere afhænger af, at de rette uddannelsesmuligheder er til stede. I Søfartsstyrelsen vil man hele tiden være opmærksom på, at både ungdomsuddannelserne og de forskellige efteruddannelsesmuligheder afspejler krav og efterspørgsel i erhvervet.

112

At forebygge er dog ikke kun noget, Søfartsstyrelsen gør i Hanstholm. Et helt nyt koncept, den såkaldte forebyggelsesstrategi, gælder for hele landet. Det er et koncept, som i fremtiden skal være med til at skære antallet af arbejdsulykker endnu længere ned. Søfartsstyrelsens direktør forklarer: ”Dansk fiskeri og søfart er nået langt i arbejdet med

Fiskerne skal sikkert ud og hjem – derfor laver vi regler og kontrol

sikkerheden. Antallet af alvorlige ulykker er faldet og færre danske fiskeskibe har problemer med sikkerheden eller udstyret. Den udvikling skal vi fastholde, og vi skal tro på, at det kan blive endnu bedre.”

”

Vores fokus vil ikke kun være på, om man gør tingene rigtigt, men også, om man gør de rigtige ting.

Her kommer forebyggelsesstrategien ind i billedet. Med den i hånden vil Søfartsstyrelsen bygge videre på en tankegang, hvor der ikke kun sættes spot på skibet, men også på de mennesker, der er om bord, og de sikkerhedsrutiner, som er en del af dagligdagen på et fiskeskib. Grundidéen er, at sikkerhed – i sidste ende – skabes af mennesker. En regel eller procedure kan være vel gennemtænkt og tydeligt formuleret, men dens effekt står og falder med menneskers adfærd. “For os er det væsentligt, at høj sikkerhed altid er en naturlig del af det daglige arbejde. At der med andre ord findes en stærk sikkerhedskultur om bord. Og for at skabe en sikkerhedskultur er det vigtigt, at alle tager et ansvar. Den nye strategi lægger op til, at vi i vores fremtidige indsats i større grad skal møde fiskerne på en måde, så sikkerhed – og ikke kun regler – kommer i centrum. Vores fokus vil ikke kun være på, om man gør tingene rigtigt, men også, om man gør de rigtige ting,” slutter Andreas Nordseth.

■

Andreas Nordseth - direktør, Søfartsstyrelsen

113

Tage Rishøj - skibsingeniør og direktør, Karstensens Skibsværft Interview af René Dandanell, Fiskeri Tidende Favorit fiskeret: Marinerede sild - gerne de store norske efterårssild - find opskriften på 2gangeomugen.dk

100 års skibsbyggerhistorie I 1878 pegede en betænkning fra en kommission på, at Skagen ville være et velegnet sted til at placere en nødhavn. Op gennem 1880´erne arbejde en kommission videre på planerne om en havn i Skagen, men der gik alligevel mange år, før havnen stod færdig til indvielse. I mellemtiden lagde fiskerne fra Skagen også et øget pres på indenrigsministeren. Det førte til et havneprojekt udarbejdet af ingeniør Berg i 1888. Fem år senere, den 23. april 1903, blev Bergs projekt vedtaget af Rigsdagen. Året efter blev arbejdet med etableringen af havnens moler påbegyndt, og havnen stod færdig i 1907. Havnen blev allerede før indvielsen anvendt af svenske fiskere.

I sommeren 1907 lå mere end 150 svenske fiskefartøjer i Skagen Havn. Netop fiskeriet har været kernen i havnens aktiviteter i Skagen, der den dag i dag som en af de få danske havne kan mønstre et skibsværft. I mange år blev fiskefartøjer bygget i de byer, hvorfra der blev fisket. Således også i Skagen. Historien om Karstensens Skibsværft A/S, der har vokset og udviklet sig sammen med fiskeriet gennem næste 100 år, startede i Kerteminde. I forrige århundrede drog snedkermester Ove Ovesen fra Kerteminde til Skagen med sine tre sønner. En af dem, Christian Ovesen, startede et bådebyggeri, som i 1917 blev overtaget af Marinus Karstensen og dennes fætter, Søren Henriksen. De overtog sammen med bådebyggeriet en ordre på S 171 Nordjylland, som i sommeren 1917 blev søsat.

115

” ” ”

Historien om Karstensens værft, der er vokset og har udviklet sig sammen med fiskeriet gennem næsten 100 år, startede i Kerteminde.

En aftale mellem en fiskeeksportør og den østtyske stat betød, at der i midten af 1960’erne kom mange stålkuttere på 175 bruttotons til Danmark.

I dag er Karstensens Skibsværft kendt for at bygge pelagiske fiskefartøjer i stål.

116

100 års skibsbyggerhistorie

- Før havnene kom, blev bådene bygget som kystjoller på stranden, fortæller Tage Rishøj, direktør på Karstensens Skibsværft. I tidligere tider var fiskebådene ikke større, end at de kunne trækkes ind på stranden med håndspil. Derfor var der også masser af små fiskersamfund langs vestkysten og i Nordjylland. Og det var de steder, fiskerne fik deres både bygget af lokale håndværkere. På samme måde blev værftet, der var ét af flere, drevet i Skagen. I de første mange år var det nybygninger til lokale fiskere i Skagen. Men i modsætning til mange andre værfter, så har Karstensens Skibsværft udviklet sig og fulgt med tiden i fiskeriet. Derfor har Karstensens også siden 1917 bygget 421 skibe, primært fiskefartøjer. Undervejs er det desuden blevet til to inspektionsskibe til Forsvaret, færger, lodskuttere og forskningsskibe. Men relationen til fiskeriet er bevaret for forskningsskibenes vedkommende, da de har haft fiskerimæssige opgaver. Og hvor man startede med både til de lokale fiskere i Skagen, så er værftets navn i dag kædet sammen med en stribe norske, skotske, svenske, færøske, canadiske, franske og irske fiskefartøjer. Stålkuttere I dag er Karstensens Skibsværft A/S kendt for at bygge pelagiske fiskefartøjer i stål op til 82 meter. Men der er også i årenes løb blevet bygget flere konsumfartøjer. Tre nyere eksempler på det er HG 306 Tobis, der blev afleveret i maj

2009, og de to Læsøbrødre Erik og Jens Poulsen, der fik bygget to identiske konsumtrawlere, FN 411 Canopus og FN 412 CarpeDiem, der begge blev afleveret til ejeren i juli 2009. Men springet fra træfartøjer til stålfartøjer blev taget helt tilbage i 1960´erne. Karstensens Skibsværft har dog aldrig selv bygget et skibsskrog. - De første stålskrog kom fra Holland og Sverige, og senere blev de bygget i Aalborg eller Nakskov. I dag er det Estland, Polen, Litauen eller Letland, siger Tage Rishøj. Gennembruddet for stålfartøjer kom i 1957, da der blev vedtaget en ny afskrivningslov, der betød, at der kunne forhåndsafskrives på fiskefartøjer til over 200.000 kroner. Disse gunstige skatteforhold satte gang i et sandt byggeboom af stålskibe. Den danske fiskeflåde blev alene i 1959 og 1960 tilføjet mellem 80 og 90 stålkuttere. Mange af dem blev bygget i Holland, og det var også på dette tidspunkt, at Karstensens Skibsværft udrustede de første stålskibe til dansk fiskeri. Op til 1960 gik det ganske godt med priserne på industrifisk, som var grundlaget for mange stålskibe. Der var gode forekomster af industrifisk, hvilket var med til at sætte gang i byggerierne. Men i 1960 kom der et stort prisfald på sildemel, og det satte en stopper for byggerierne. Projekter, som var udset til at være rentable, blev pludselig urentable, og de mange skippere, der var i gang med byggeprojekter, måtte finde på alternativer til at få økonomien

Tage Rishøj - skibsingeniør og direktør, Karstensens Skibsværft

117

118

100 책rs skibsbyggerhistorie

til at hænge sammen. Dem, der fik bygget nye stålkuttere, var unge og energiske fiskere, gerne med folk fra andre erhverv som partredere (trusseredere). Derfor kiggede fiskerne sig også om efter nye fiskemuligheder. Igennem flere år havde svenske fiskere med store træfartøjer drevet et ret rentabelt fiskeri efter konsumsild på Fladen Grund og ved Egersundkanten. De danske fartøjer havde været for små, men de nye stålkuttere var egnede til formålet, og de danske fiskere drog på sildefiskeri. Fiskeriet blev drevet meget hårdt, og de nye stålkuttere blev betragtet som meget sikre fartøjer i forhold til de gamle træfartøjer. Men i en orkan i februar 1962 forliste tre stålkuttere på én gang. Fjorten fiskere mistede livet. Senere i løbet forliste yderligere tre stålkuttere, den ene endda i godt vejr. Det var fiskeriorganisationerne ganske uforstående overfor. Der blev derfor igangsat en undersøgelse, og Statens Skibstilsyn bidrog blandt andet med krængningsprøver for at udregne fartøjernes stabilitet. Prøverne viste, at mange stålkuttere havde for lidt ballast. Det var ikke kun i Holland, der blev hentet stålkuttere. En aftale mellem en fiskeeksportør og den østtyske stat betød, at der i midten af 1960´erne kom mange ståluttere på 175 bruttoton til Danmark. Alene til de nordjyske havne

blev der leveret mere end 60 skibe af denne type i denne periode. Karstensens Skibsværft A/S fortsatte dog med at bygge træfartøjer mellem 15 og 100 bruttoton. I 1982 forlod det sidste nybyggede træfartøj værftet i Skagen. - Karen Tvilling til Strandby var den sidste, siger Tage Rishøj. Værftet har i perioder for at holde beskæftigelsen i gang bygget nye fartøjer uden at have en køber. Det skete blandt andet sidst i 1950érne, hvor der blev bygget nyt. Men det var ikke en Skagbo, der købte. I stedet blev fartøjet solgt til Island, men kort efter havde Skagbo fået vakt interessen, og der kom ordrer på nye fartøjer. I mange år blev der ikke bygget nye fiskefartøjer. Fra den sidste træbåd blev bygget til slutningen af 1990érne var det kun ganske få fiskefartøjer, der løb af stablen i Skagen. Et af dem var S 424 Vestfart, der i 1986 blev nybygning nummer 357 på værftet. Fiskefartøjet er ad flere omgange siden blev fornyet, og i dag tjener det stadig dansk fiskeri med nummer FN 226 Andrea Klitbo. Men selvom værftet ikke udrustede mere end 12 nye skibe i 80érne, så var der livlig aktivitet med ombygninger og reparationer op gennem 1980érne og fremefter.

Tage Rishøj - skibsingeniør og direktør, Karstensens Skibsværft

119

Fiskefartøjer blev forlænget, ombygget og forbedret. De pelagiske trawlere En af de ting, som Karstensens Skibsværft lægger meget vægt på, er et godt forhold til skipperne. I 1987 fortæller Knud Degn Karstensen således til en avis, ”at det er meget vigtigt, at vi har et godt ry hos de mennesker, vi har udført arbejde for. Der foregår indirekte meget salgsarbejde på søen, når skippere snakker med hinanden. Er det et stykke dårligt arbejde, der er lavet, så rygtes det også hurtigt – nok hurtigere, end når det er godt arbejde”. Og den filosofi er fortsat med årene. - Vi udvikler hele tiden, men det sker i tæt samarbejde med fiskerne. Vi lærer fra det ene skib til det næste, men der sker aldrig de store revolutioner på en gang, siger Tage Rishøj. Derfor er det måske heller ikke særlig overraskende, at der har været flere norske og irske skippere, der har valgt Karstensens. Flere af de norske fartøjer har redere, der hører til i samme område, så snakken om det gode håndværk i Skagen er nok rygtedes. At Karstensens har leveret halvdelen af den irske fiskeriflådes pelagiske fartøjer er lidt en tilfældighed. - Vi havde repareret flere af deres skibe. Så spurgte en af dem, om vi ikke kunne tænke os

120

at byde på en nybygning, fortæller Tage Rishøj. Og i 1997 kunne nybygning nummer 374, SO 718 Western Viking, afleveres til den irske reder. Det pelagiske fartøj på 48,3 meter var det første i en række af pelagiske fartøjer, som både danske, irske og norske fiskere nyder godt af i fiskeriet. I år 2000 blev det første nybyggede pelagiske fartøj til danske fiskere i 25 år afleveret af Karstensens Skibsværft A/S. Rederen var Skagerak Fiskeeksport A/S i Hirtshals, som fik leveret HG 265 Strømfjord, nybygning nummer 377. - Gennembruddet for de store pelagiske fartøjer kom, da vi byggede Strømfjord. Så nu har vi succes med at bygge pelagiske fartøjer, siger Tage Rishøj. Siden er der blevet bygget mange pelagiske fartøjer som eksempelvis HG 267 Strømegg, HG 333 Isafold og to gange L 349 Gitte Henning samt E 349 Cattleya, hvor der netop nu er en ny i ordre. Siden 1997 har Karstensens Skibsværft afleveret 42 skibe, svarende til cirka tre om året. Ved starten af 2012 er der syv skibe i ordre, heraf fem pelagiske notbåde/trawlere til Norge. Der er 250 medarbejdere, hvoraf de 20 er lærlinge. Karstensens Skibsværft A/S er dermed den største arbejdsplads i Skagen. Det dyreste fiskefartøj, der indtil videre er byg-

100 års skibsbyggerhistorie

get i Skagen, er nybygning nummer 414 Christina E til re-deriet Ervik & Sævik i Aalesund i Norge. - Dette fartøj var stort og kompliceret med mange nye teknologier ombord, siger Tage Rishøj, der også fortæller, at fartøjet er udrustet, så det både kan bruges til fiskeri, forskning og til at udføre opgaver for offshoreindustrien. Ligeledes blev skibet som det første i verden udrustet med vakuum RSW-tanke, således at fisken kan suges fra noten ombord uden anvendelse af fiskepumpe. Ligeledes trykkes fisken i land. Ud over et hybrid fremdrivningsanlæg er skibet også forsynet med katalysatorer på alle motorer. Familietraditionen Karstensens Skibsværft A/S har været ejet af Karstensen-familien siden 1917, hvor Marinus Karstensen var en af ejerne. I 1954 overtog den 41-årige Niels Degn Karstensen den halvdel af skibsværftet, som Søren Henriksen ejede. To år senere overtog han den anden halvdel af værftet fra sin far, og han blev dermed eneejer af værftet. I 1981 blev det første skridt til generationsskiftet taget, da værftet blev et I/S. I 1987 blev værftet omdannet til et aktieselskab, hvor Knud Degn Karstensen, 3. generation, blev eneejer af værftet. I 2003 blev det næste generationsskifte påbegyndt, da Knud Degn Karstensen solgte 35 procent af aktiekapitalen til fem ledende medarbejdere, direktør Tage Rishøj, tegne-

stuechef Kent Damgaard, produktionschef for nybygninger Benny Kristensen, produktionschef for reparationer Claus Hansen og økonomichef Kim Lund Jensen. I 2012 starter Diddan Rafn Karstensen i lære på værftet, og hun bliver dermed repræsentant for 4. generation på Karstensens Skibsværft A/S. Undervejs i historien har værftet også opkøbt andre. I 1972 blev Nippers Skibsværft i Skagen overtaget. Tage Rishøj fortæller, at den overtagelse kom i stand i forbindelse med en ordre til Farvandsvæsenet på inspektionsskibet Janus, nybygning nr. 114. Begge værfter bød på opgaven, der gik til Karstensens. Men et af kravene i kontrakten var, at det 28,61 meter lange fartøj skulle bygges indendørs. Og det kunne Karstensens i modsætning til Nippers ikke. - Derfor købte Karstensens Nippers værft, da de gerne ville sælge, siger Tage Rishøj. I 1995 blev malerhallen hos det daværende Nordpaint A/S købt ud af konkursboet. I 2002 etablerede Karstensens Skibsværft Nuuk Skibsværft A/S, hvor ejerskabet blev delt med Grønlands Hjemmestyre. To år senere blev de 50 procent af aktierne, som Hjemmestyret ejede, overtaget, så det i dag er et 100 procent ejet datterselskab med 25 ansatte.

Tage Rishøj - skibsingeniør og direktør, Karstensens Skibsværft

■

121

Jan Lindhardt - teolog, skribent og fhv. biskop, Roskilde Stift Favorit fiskeret: Røget vildlaks - find opskriften på 2gangeomugen.dk

I fiskens tegn I sommeren 1997 blev jeg valgt til biskop over Roskilde Stift. Det havde været en hård valgkamp og måske netop derfor var man så at sige i gang. Ikke blot kørte man selv i højt gear, men mange af dem, der stod bag min valgsejr, havde også svært ved at geare ned. Derfor var det naturligt, vi overvejede, hvad der så skulle ske. Jeg var 59, år da jeg blev valgt og kunne kun sidde, indtil jeg fyldte 70 år, dvs. til 2008. Der herskede en rastløs stemning, fordi det gjaldt om at udnytte tiden, der var til rådighed. Nogle vil måske sige, at det var egentlig længe at kunne sidde som valgt – i hvert fald når man sammenligner med en politisk målestok, hvor valgperioden er 4 år og i praksis mindre, da man næsten altid udskriver valget, når den siddende regering mener, at det er passende.

I denne situation meddelte pressen, at EU var villig til at yde et tilskud til fangst og salg af fisk. Så vidt jeg husker, var det omkring 13 millioner. Jeg tog kontakt til Fiskebranchen og spurgte, om vi skulle samarbejde. Det var gode fromme folk, der ikke havde forladt deres indre-missionske baggrund, men heller ikke havde opgivet sansen for, hvorledes man tjener gode penge. Her havde man gennem længere tid kørt en kampagne omkring ”Minna og Gunnar”, et ægtepar, hvor manden ikke var fiskeglad, men konen fik ham overbevist med sin kogekunst. Hver gang opgav han til sidst sin modstand ”Det er ’ikk så ringe endda”. Pinsen Her fik jeg den tanke, at vi kunne mødes, kirken i Roskilde og fiskerne i Danmark, ved at de nye markedsføringspenge kunne hjælpe

123

â&#x20AC;?

Jeg tog kontakt til Fiskebranchen og spurgte, om vi skulle samarbejde. Det var gode fromme folk, der ikke havde forladt deres indre missionske baggrund, men heller ikke havde opgivet sansen for, hvorledes man tjener gode penge.

124

I fiskens tegn

fiskerne til at få solgt nogle flere fisk og kirken med at skaffe større afsætning, dvs. flere til gudstjeneste. Hvorfor dette mærkelige ægteskab? Ja, det kendte vi jo fra de andre højtider, Jul, hvor vi har mange slags spiser, der kredser om det at holde jul. Holberg sagde for mange år siden ”Når jeg spiser småkager, spiser jeg jul”. Og det samme gør vi, og især spiser vi fede ting til jul: And, gås, flæskesteg og andre ting, som også gerne skulle være fede. Herefter en tung risalamande, masser af slik, småkager etc. Vi har udvidet Holbergs menu betydeligt. Men tankegangen er den samme, at den gode mad skal få os til at tænke på den dejlige fest, Julen. På mærkelig vis på samme måde, som kirkegang og salmesang og oplæsning af juleevangeliet bevirker, at julen og dens budskab står lysende klart for os. Mange er forargede over, at man spiser sig tyk og fed i julen, men i virkeligheden er det en måde at huske på. Går vi tilbage i historien, finder vi talrige eksempler på, at folk har husket uhåndgribelige ting ved at gribe fat på forskellige strategier, som ikke bogstaveligt har noget at gøre med den ting, som er centrum i fejringen af den pågældende fest eller anden ting, der skal huskes. Mange af os går med ring på fingeren for at minde os om, at vi er gift, men det er i virkeligheden ikke kun for at ”minde” om dette, men for mange er det ligefrem for at fastholde det. Ægteskabet holdes sammen ved dette meget anskuelige symbol: et enkelt led af en kæde.

Det er også derfor, at vi holder den øvrige del af festen og ikke blot spisningen.Vi spiser og drikker, og hertil synger vi og holder tale og danser måske også. Mad og drikke danner en smuk enhed. hvor ingen af dem kan undværes. Man spiser ikke uden at drikke og omvendt. Og man siger også noget, ofte i en form, som er gentagende og ritualiseret. F.eks. ved at man højtideligt udbringer skåle, eller man synger bestemte viser og sange. Maden bliver således taget ud af det materielle og får et åndeligt indhold. Siden 1930erne er der blevet forsket meget i hele denne symbolverden. I større målestok taler man om, at et lands historie bevares gennem dets fester. Når vi sætter lys i vinduerne på den 4. maj, er det for at fastholde mindet om den tyske besættelse, og måske også for at minde os om ”aldrig mere krig”, hvorved vi skaber et slogan, der passer til dagen. Hvad er det for en historie eller begivenheder, vi fejrer i pinsen, som vi har reserveret to dage til, hvoraf den ene dog er en søndag. Det er i virkeligheden historien om, hvordan den kristne kirke blev til; med andre ord, dens fødselsdag. I dagene forinden havde man oplevet at Jesus var blevet slået ihjel, henrettet på et kors – en meget, meget smertefuld henrettelsesmetode – og alle hans tilhængere gik med bøjet hoved og sørgede over, at han ikke var på jorden længere. Efter korsfæstelsen viste han sig nogle gange men på ”Kristi Himmelfartsdag, fortæller Det nye Testamente, at han forlod denne jord og for til himmels. Dette regnes for kirkens fødselsdag, for nu måtte vi klare os selv.

Jan Lindhardt - teolog, skribent og fhv. biskop, Roskilde Stift

125

”

For at sige det kort, hvad enten det er ”lørdagskylling” eller ”søndagskylling”, så kan den ikke bruges længere som pinsemad.

”

Hvis man ikke kunne udholde ingenting at spise en hel dag, kunne man spise fisk – som helt overvejende var sild.

Og i de følgende århundreder bygger kirken kirker, hvor man kan kan studere og meditere over hans budskab om kærlighed mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes. Derfor er der kirker over hele verden, bygget for at vi kan være sikre på, at vi fastholder Jesus og hans kirke, indtil verdens ende. Det blev yderligere bekræftet på selve pinsedag, hvor opleve ”pinseunderet, som er et som vendt spejlbillede af Babel”. I den sidste handler det om, at mennesker bygger et stort tårn for at nå op til Gud, men det skal Gud ikke have noget af, og han sørger for at de begynder at tale forskellige sprog og derfor ikke længere forstår hinanden og derfor heller ikke er i stand til at realisere et så stort byggeprojekt som Babelstårnet. I pinsen sker der paradoksalt nok det modsatte, nemlig at Gud giver en række mennesker, først og fremmest apostlene, men også andre i stand til med nye tunger at tale, så alle forstår hinanden. Og det har vi kunnet lige siden, i hvert fald, hvis vi gør umage med at lære det. Det kunne vi ikke i Babels dage. Altså kort sagt: pinsen er kirkens fødselsdag, og derfor er den vigtig at holde levende. Et menneske, hvis fødselsdag glemmes, risikere også selv at blive glemt. Og det er der jo faktisk tegn i sol og måne på allerede er ved at ske. Flere steder i landet er man ved at lukke kirker, bl.a. i København. Den udvikling var ikke begyndt i slutningen af 1900erne, men hvis man åbnede øjnene, kunne man allerede se, hvad der var i gang dengang. Store dele af danskerne vidste ikke, hvad ”pinse” betød (nemlig 50 dage efter påskedag) eller at det var og er kirkens fødselsdag. Alt dette var slemt nok, men det var næsten værre,at pinsen mistede sit madmæssige grundlag. De ældre af os vil kunne huske, at i pinsen fik man friske forårskyllinger med agurkesalat til.

126

I fiskens tegn

Men i mellemtiden er den madmæssige industrialisering gået ubarmhjertigt videre. For at sige det kort, hvad enten det er ”lørdagskylling” eller “søndagskylling”, så kan den ikke bruges længere som pinsemad. Man måtte finde på noget andet. Noget, som smager godt, er let at tilberede. Og det blev så en fisk. Da disciplene påskedag talte i tunger, var det måske passende at bruge tungen (altså fisken, ikke den, vi har i munden), som pinsefisken. Fiskerne fortalte, at man fra gammel tid sang Brorsons dejlige salme: ”O havde jeg dog tusind tunger (!)”, når man stævnede ud om foråret. Det viste sig dog at være umuligt, fordi man ikke kunne være sikker på, at der var fisk nok, hvis man tog denne eksklusive fisk. Fiskeri er ikke så forudsigeligt som landbrug. I stedet udvalgte man en ny fisk hvert år og gjorde den til årets fisk. Et andet problem var, at fisk og kirke faktisk tidligere har levet i parforhold med hinanden. Nemlig i middelalderen, hvor man skulle faste en dag om ugen, og hvis man ikke kunne udholde ingenting at spise en hel dag, kunne man spise fisk – som helt overvejende var sild. Bruden i dette forhold, fisken, havde slet ikke den status, som den har i dag. Nå, det var nu en lille ting, for vi ved fra historiebøgerne at fiskespiseriet havde et sådant omfang, at den norske by Bergen blev Nordens største by med 20.000 indbyggere, fordi den var centrum for fiskeriet. Hvis vi går længere tilbage, til antikken, så møder vi endnu en forbindelse mellem kristendom og fisk, nemlig en identifikation mellem fisk og Kristus.

I de kristnes kvarterer og i katakomberne (de underjordiske begravelsespladser i og uden om Rom), er der mange tegninger af fisk for at minde folk om, at her lever de kristne. Fisken som kristussymbol glider dog efterhånden ud til fordel for korset. En sidste ting bør nævnes. Pinsen er forbundet med snapsen. Man skal se pinsesolen danse, og det kan være svært at få den til det, hvis man ikke indtager “visse” mængder af spiritus. Det er ikke helt uproblematisk. Vi har også herhjemme haft en periode på måske knap 200 år, hvor kristne tøvede med at indtage spiritus. Denne periode må dog siges at være forbi; nu indtager også missionsfolk et glas af ”ånden” (spiritus). Jeg henvendte mig til de store snapsefabrikanter for at få lavet en særlig pinsesnaps, men fik nej med begrundelsen, at deres snaps kunne drikkes hele året. Det var jeg sådan set ikke i tvivl om, men jeg syntes, at det ville være interessant om det hele hang sammen, det folkelige med det kristne, uden at der var særlige rum for nogle. Man kan lige så godt være sammen om det hele, både at spise fisk og at drikke øl og snaps. Pinsen er både en åndelig fest, der omfatter hele mennesket og ikke mindst det gode samvær. hvor man ikke blot lader pinsesolen danse, men måske også selv tager en svingom. Det skulle gerne blive en god fødselsdag. Hvor vi ser tilbage på Jesus, hans liv og færden, og frem til at møde ham igen.

Jan Lindhardt - teolog, skribent og fhv. biskop, Roskilde Stift

■

127

Ritt Bjerregaard - pensionist, fhv. minister, kommissær og overborgmester Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Enhver form for friske fisk og skalddyr. Jeg kan godt lide at følge sæsonen og spise torskerogn og stenbiderrogn, eller rødspætter og skrubber eller multer for ikke at tale om østers fra Limfjorden og fjordrejer. En frisk fisk i dampovnen med nye kartofler med dild og smørsauce eller beurre blanc går man aldrig fejl af - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Tiden er til tang Jeg ved, Ritt Bjerregaard er en kender af god kvalitet, og derfor har jeg sat den tidligere fødevareminister og EU-kommissær Ritt Bjerregaard i stævne på den nye fiskerestaurant på Kongens Nytorv. Vi mødes på ”Fishmarket”, og trods sine 70 år kommer den lille vævre dame i fuld fart på cyklen, smilende, velklædt - og med cykelhjelm, som vi kender hende. Så er det måske ingen sag at blive 70 år, tænker jeg. Efter at have bestilt frokosten (forret: carpaccio af havtaske, hovedret: pighvar og til dessert: syltede rabarber) får samtalen hurtigt fart. Ritt: Man kan da godt blive bekymret, når man

ser alle de panerede fiskeprodukter i supermarkederne; der er mere brød og ligegyldige

kalorier end fisk i varen, men der er nu om dage også masser af gode og billige alternativer. Jeg har ingen problemer med de mange opdrættede fisk – heller ikke pangasius, selvom jeg synes, den er kedelig. Selvfølgelig smager en friskfanget fisk med ben og hoved helt anderledes. Det er der mange, som ikke ved, og vi har brug for at lære befolkningen om fisk på ny. Det er, som om den viden, min generations mødre havde, simpelthen er gået tabt. Vi ved alle sammen, hvornår de nye kartofler er kommet, hvornår de første danske jordbær er på markedet eller mere eksklusivt, de herlige hvide asparges. Men at der kommer hornfisk hen på foråret, eller at ”rødspætterne er skønnest, når bøgen er grønnest”. Ja, den viden gået i glemmebogen.

129

”

Selvfølgelig smager friskfanget fisk med ben og hoved helt anderledes. Det er der mange, som ikke ved, og vi har brug for at lære befolkningen om fisk på ny.

Men nye fiskeprodukter giver nyt at lære for forbrugeren. Før i tiden kunne man jo bare spørge fiskehandleren, men det er jo slut for de fleste forbrugere? Ritt: Her må du være realist og forstå, at forbrugeren ikke går i specialbutikker på travle hverdage og altså heller ikke til fiskehandleren. Familien er henvist til den frosne eller ferske gaspakkede i supermarkedet, og det kan være ganske udmærkede varer. Og jeg kan også anbefale klipfisk, den skal vandes lidt ud, men er en fantastisk ret – også selvom den ikke er klipfisk-saltet, som i gamle dage.

Det kan godt være, fiskehandleren som specialbutik forsvinder, men jeg tror, fisk går en gylden tid i møde. Fra alle sider er der interesse for det lette og det sunde. Vi får for mange fedtstoffer, og fisk har den rigtige sammensætning. Jeg kan se, at de, som har styr på motion og sundhed, spiser fisk, og jeg tror, det kommer til at smitte af på den anden del af befolkningen også.

ikke nytte, vi altid skal lede efter den offentlige støtte, hver gang der skal tænkes en ny tanke i dette land. Vi forlanger subsidier mig her og der! Når jeg tænker på, hvad vi giver til landbruget, de får efter min mening klart for meget. Selvfølgelig kan man da lave kampagner for at undgå fedme, og vi har jo startet Københavns Madhus, hvor vi gør noget ud af skolemaden og maden i daginstitutioner. Det er der gang i, og prøv lige at tænke på, hvor meget sjov man kan ha´ i en skoleklasse, når man skal tilberede en blæksprutte med fangarme og sugekopper! Ungerne starter med at sige: ”Arhd…. Hvor er det ulækkert!”, men inden de får set sig om, har de såmænd også spist den. Hvem har så opgaven, det er jo mærkeligt, at vi, som har vand næsten hele vejen rundt om os, er blevet til et kødland?

spise fisk?

Ritt: Jeg tror, supermarkedskæderne må satse på, at forbrugerne vil tage godt imod nye produkter – og de må være med til at hjælpe kunderne lidt på vej, så forbrugerne ved, hvad de skal stille op med en hornfisk eller med de små sild.

Ritt: Nej, det er det sådan set ikke - og det kan

Selv kan jeg finde på at snakke med Irma om,

Er det en offentlig opgave at lære folk at

130

Tiden er til tang

hvorfor de ikke har det ene eller andet produkt. Det starter jo med, at man beder om det, man gerne vil have. Så forstår supermarkedet, at varen er efterspurgt. Supermarkederne kan fint være med til at lære folk at bruge fiskeprodukter, det har de jo gjort i mange sammenhænge. Tænk lige på, hvor mange nye produkter der er kommet på markedet bare de seneste ti år. Vi har fået sushi, frosne kammuslinger, muslinger og store rejer i mange former, laks, krebs og meget mere. Hvem ville ha’ troet, at danskere ville spise rå fisk og tang for bare ti år siden, det var utænkeligt – og i dag er det jo populært og rimeligt i pris. Vi har fået multe på markedet de seneste år. Den er enormt populær i mine omgivelser. Den kan lige steges på skindet og med lidt peber og en god kartoffel, så er middagen klar. Men der er jo hverken hoved eller hale på de fisk – det er jo blot fileter? Ritt: Joeh, vores forbrugsmønster har ændret

sig, nutidens familier har ikke tid til at stå med ben på hverdage. Min mor købte ind ved en fiskevogn, den kom en gang om ugen i Istedgade. Og der kunne

”

Rødspætterne er skønnest, når bøgen er grønnest, ja, den viden er gået i glemmebogen.

godt være kø ved vognen. Vi fik fisk en gang om ugen, og man kunne få en bunke makreller eller sild. Da jeg var barn, købte min mor de små sild og tog benene ud og stegte dem rigtig hårdt på panden og serverede dem knasende sprøde med æblegelé – og vi elskede det. I dag spiser vi jo kun marinerede sild. Jeg spiser gerne fisk med ben, men må jo også leve med, at der er bedre tid til at lave mad i weekenden. Fiskehandlere er forsvundet fra bybilledet, fordi den danske husholdning køber stort ind. Dengang gik ålen i et hyttefad hos fiskemanden, så man kunne se den i levende

Ritt Bjerregaard - pensionist, fhv. minister, kommissær og overborgmester

131

live, og det det kan man vel næsten ikke mere – jo lige i Kerteminde, hvor jeg har tilknytning, har han et hyttefad, men ellers er det slut. Det store forbrug ligger i, at der er ordentlige frosne fisk, og der er brug for lidt vejledning. Skal fisken helst være dansk?

men nu også om tangen, dens kulturhistorie og de forskellige arter og hvordan de kan bruges i køkkenet. Måske har han ret i, at menneskets udvikling har været helt afhængig af at være ved kysten, hvor vores forfædre havde adgang til havets spisekammer af fisk, skaldyr og tang. Tang har de enorme mængder af proteiner, mineraler og andet vigtigt som omega-3, der jo er nødvendige for sundhed.

Ritt: Nej, jeg er ikke på det der med, at fisken

skal være fanget i danske farvande af danskere. Der er så mange fine produkter fra hele verden, og det er fint, vi får fødevarerne udefra også. Samtidig er det jo interessant, hvad vi kan med vores lokale fisk. Udfordringen er selvfølgelig, at grossisterne kan sælge alt det, de fanger til udlandet og vi danskere vil ikke betale og må så leve med de ringere varer. Da jeg var kommissær og boede i Bruxelles, kunne jeg købe danske fisk billigere end i Danmark. Danskere er nødt til at indse, at vi også på den måde lever i et globalt marked – og hvis varen holder prisen andre steder, ja så sælges den der. Der er jo andre af havets produkter tilstede i fiskemåltidet, du er vild med tang? Ritt: Ja, jeg synes det er rigtig spændende med

tang og følger med gennem Ole Mouritsen, der jo har skrevet om tang og dens gavnlige egenskaber. Det er da sjovt. Ole er professor og har også skrevet om sushi og sushiens historie,

132

Det er endnu en ret uudnyttet ressource, for mens nogle fisk er truet af udryddelse eller overfiskeri, kan tang i den vestlige verden udnyttes som fødevare og ny kilde til en voksende og sulten befolkning på jorden. Vi er jo i en tid, hvor mange andre ressourcer bliver udtømt eller skader mere, end de gavner i deres fremstilling. Ole skriver i sin bog, at mens hjerte-kar-sygdomme indtil nu har været truslen for et langt, sundt menneskeliv, så er den voksende fare blevet de psykiske sygdomme. Det kan være, de opstår på grund af manglende balance i de essentielle omega-fedtsyrer, som hjernen har brug for. Tang er billigt, og om 10 år er der et udvalg af forskellig tang i danske butikker, vent og se.

■

Tiden er til tang

”

Det kan ikke nytte, at vi altid skal lede efter offentlig støtte, hver gang der skal tænkes en ny tanke i dette land.

Ritt Bjerregaard - pensionist, fhv. minister, kommissær og overborgmester

133

Viggo Thomsen - kreativ direktør, reklamebureauet Nørgård Mikkelsen Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Stegt pighvar - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Operation: Udskift frikadellerne med fisk en gang om ugen! ”Hvis vi kan få en konservativ jyde til at spise fisk, så kan vi få hele Danmark med!” Det var tesen, da Minna og Gunnar stævnede ud i 1996. Det er altid godt at have en fjende! smiler kreativ direktør Viggo Thomsen fra reklamebureauet Nørgård Mikkelsen – og kampen mod frikadellen blev Minna og Gunnars mål. Vores udfordring var, at kun 50 % af danskerne spiste fisk - og vi skulle altså ændre det billede. Det var Fiskebranchen, der stod bag. Den eksisterede fra 1995 til 2000 i en forening for alle, der havde med fisk at gøre – fra fiskerne i den ene ende af kæden til detailhandelen i den anden.

Fiskebranchen udbredte også kendskabet til fisk gennem skole- og undervisningsmateriale. Og det var Fiskebranchen, der fik lavet en dybdegående undersøgelse af barriererne på Aarhus Universitet – det er altid godt først at spørge sig selv: Hvorfor spiser danskerne ikke fisk? Den væsentligste grund viste sig at være, at der er ben i fisk, men også at det opfattes som vanskeligt og langsommeligt at tilberede, smagen og lugten, og dengang i 1996 fandt forbrugerne det også både dyrt og svært tilgængeligt. Man skulle til fiskehandleren, for der var ikke et godt udbud af fersk fisk i supermarkederne, hvor den travle forbruger kommer til daglig. Og sidst, men ikke mindst manglede der synlighed, fisk var bare ikke på tilbud i

135

”

Gunnars forbehold for fisk spejlede befolkningens forbehold, og det gav os sympati og samtidig en kæmpe troværdighed. Både Minna og Gunnar fik jo en masse sympati.

tilbudsaviserne, og tilbud betyder en masse for vores indkøb. Vi ville gøre fisk til hverdagsmad, og målgruppen var dermed hele familien Danmark. Så det var kombinationen af TV-reklame, masser af Instore, tilgængelighed og udbud, der skulle skabe forandringen.Vi gik meget systematisk til værks for at angribe forbrugernes række af indvendinger overfor fisk. Og så gjorde det måske arbejdet lettere, at fisk er sundt? Viggo Thomsen: Vi vidste fra analyserne, at danskere godt var klar over, at fisk er sundt.

136

Operation: Udskift frikadellerne med fisk en gang om ugen!

Og hvorfor bruge krudt på at fortælle folk noget, de allerede ved? Vi kunne i stedet fokusere på, at det er nemt og hurtigt i hverdagen. Vores mantra blev, at alt hvad vi viser, skal kunne laves på 15 minutter. Det betød, at der kun kom kogte kartofler med om sommeren, for der er de nye og små og kan koges på 15 minutter, mens om vinteren bliver det kartoffelbåde eller mos. Vi var meget strikse med at holde de filtre, vi satte op.

reklameredes for. For selvfølgelig kunne journalister finde historier om fisk, der lå i køledisken og var halvrådne. Og det gjorde jo ikke livet lettere for os. Men i modsætning til fx salmonella-sagen, som bl.a. gik hårdt ud over Danpo, så red vi stormen af forholdsvist hurtigt. Sympatien for tv-serien Minna og Gunnar fungerede som en slags skjold, der sørgede for, at negative historier ikke fik lov at hæfte sig, så folk opgav ikke at købe fisk.

Det var faktisk ret modigt, at Fiskebranchen ”købte” ideen om ikke at slå på sundhed. Det var også modigt, at vi fik lov til at udtrykke den negative stivstikkerholdning, som Gunnar i første omgang udtrykker overfor fisk. Hvis du lægger mærke til det, er det uhyre sjældent, reklame udtrykker noget som helst negativt overfor en vare. Men Gunnars forbehold overfor fisk spejlede befolkningens forbehold, og det gav os sympati og samtidig en kæmpe troværdighed. Både Minna og Gunnar fik jo en masse sympati.

Jeg tror, at årsagen var genkendelighed - at vi leverede den samme grundhistorie, fortalt med en ny anledning. Forholdet mellem den søde, nysgerrige og livsglade Minna og den konservative stivstikker Gunnar er på mange måder et spejlbillede af vores hverdag. Og Gunnar tror jo i filmen, der er sex i farvandet og bliver sur, når han opdager misforståelsen! Det kalder på smilet. Han skifter fra at hade tanken om fisk på tallerkenen til at mene, at det ikk´ er så ringe endda, når han smager på fiskeretten. Det var sjove kontraster at arbejde med og det er altid sjovt at møde noget af sig selv, elementer fra eget liv. Sådan set er Minna nok sødere ved Gunnar, end kvinder i al almindelighed ville være.

Og kampagnen var synlig, ja faktisk har kampagnen virket mere synlig end de penge, vi har indrykket TV-reklame for. Vi brugte ca. 10 mio. om året, men fordi vi havde vores eget univers, med en genkendelig historie, gav det en større effekt. Du skal huske, at en del af de 100 mio. gik til skilte i butikker, undervisning og kampagner til hoteller, restauranter og catering. Viggo Thomsen: Den meget store synlighed

betød også, at aviserne – på godt og ondt - begyndte at interessere sig for den friske fisk, der

Som ved en TV-serie øges populariteten for hver visning. Reklamen blev en soap, som vi følger med i, og på den måde bygger reklamen ovenpå de millioner, vi brugte kvartalet før. Vi arbejdede jo med offentlige midler, og derfor ved vi rigtig meget om, hvad der giver effekt. Her kom effekten af filmene faktisk først efterhånden.

Viggo Thomsen - kreativ direktør, reklamebureauet Nørgård Mikkelsen

137

”

Vi fik forbruget til at stige i en periode, hvor også priserne på fisk steg med 50%.

Men ambitioner er jo det første skridt på vejen til succes. Så er det vigtigt med en solid projektstyring. Møder må ikke vare uendeligt og snuppe energien, men der skal være en plan at følge. Fiskebranchen selv var en af hemmelighederne bag succesen, simpelthen fordi mange trak på samme hammel.

Minna og Gunnar kampagnerne modtog hele 7 gange TV2’s pris Den Glade Seer foruden mange andre priser, bl. a. Årets Reklame og Reklamens Arnold

kampagne?

Samspillet var meget vigtigt. Bureauets opgave er også at få afprøvet nogle grænser. Det sker ikke så sjældent, at opdragsgiveren er meget forsigtig. Det er en af grundene til at meget reklame føles lidt tamt, nærmest ligegyldigt og uden budskab, men i dette tilfælde var samarbejdet forbilledligt. Hvis kampagnen skal have effekt, skal de fire S’er være på plads: der skal være synlighed, synergi, substans og ikke mindst sympati.

ViggO tHOmSen: Der skal en række ingredi-

Der blev udskrevet konkurrence mellem 15

enser i den ret. Fiskebranchens mål var at hæve procenten af danskere, der satte fisk på bordet med 25 % til 75 %.

bureauer, hvorfor vandt nørgård mikkelsen? ViggO tHOmSen: Vi havde jo arbejdet en del

Det er et meget ambitiøst mål, og jeg tror ikke, salget er hævet med så meget i generiske kampagner før, selvom det var over 4 år og vi havde 50 mio. fra den danske stat og 50 mio. fra EU til opgaven.

med sundhed, både i ost og rugbrød, men vi var jo dengang hverken store eller kendte. Det var et hårdt felt, vi var oppe imod, bl.a. Partners i København, som vi har stor respekt for. Vores forbillede var faktisk deres kampagne for Squash, som både var folkekær og synlig.

En af indvendingerne mod at spise fisk var, at det var for dyrt. Vi fik forbruget til at stige i en periode, hvor også priserne på fisk steg med 50 %. Hvad er din opskrift på succes med en

138

Operation: Udskift frikadellerne med fisk en gang om ugen!

”

Det var blandt andet en bifangst, at flere fiskere følte sig stolte af deres arbejde – og det er vel ikk’ så ringe endda.

Det var lidt frækt at stille med det forslag til forbillede, for det var jo netop Partners, der havde lavet den reklame og faktisk også netop dem, vi var oppe mod i konkurrencen – helt til det sidste. Vi startede ud med at foreslå De Nattergale og producerede en animatic, der testede helt fantastisk. Men samarbejdet med De Nattergale gik ikke på grund af nogle rettighedsproblemer, og så blev vi nødt til at finde vores eget univers. Vi havde godt nok sved på panden og brugte ret meget tid på at finde det helt rigtige makkerpar blandt skuespillere. Nils Olsen var velkendt fra Cirkusrevyen, og Kirsten Lehfeldt var blandt andet kendt fra filmen Flamberede hjerter. At vi fik vores eget univers, viste sig at blive vores fordel.

Var det også, fordi bureauet arbejdede med Susanne Bier? Viggo Thomsen: Susanne Bier har en stor del

af æren. Susanne havde allerede den gang vist et talent for at kombinere en fin menneskelig indsigt med det humoristiske og folkelige. Hun havde kun lavet et par enkelte reklamer, så vi valgte hende faktisk for at få flere af spillefilmens kvaliteter ind. Jeg vil nu også pege på, at teksterne betyder en masse. Vi var grundige og prøvede alt igennem, indtil det fungerede perfekt. Det var Sven Erik Nielsen her fra bureauet, der var skrap til at få teksterne til at leve. Ville du være parat til at tage turen en gang til, selv om det har været et slid?

Hvad betød det at vinde for bureauet? Viggo Thomsen: Ja, det kan jeg love dig. Det Viggo Thomsen: Det gjorde hele forskellen

for Nørgård Mikkelsen. Vi var virkelig stolte af, at vores lille Odense-bureau kunne slå det store kendte og vindende bureau fra København. Vi fik en synlighed og en selvsikkerhed, som løftede os. Vi havde jo andre store kunder som TDC og Kims, men kampagnen har var afgørende for bureauet, fordi det var den kampagne, man talte om og som i de år slog alle andre reklamer i målinger.

ville jeg elske. Vi satte det mål at udskifte frikadellerne med fisk en gang om ugen – og derfor blev det kampen mod frikadellerne. Kampagnen betød, at forbruget af fisk blev hævet med 17 %, men det var blandt andet en bifangst, at flere fiskerne følte sig stolte af deres arbejde – og det er vel ikke så ringe endda.

Viggo Thomsen - kreativ direktør, reklamebureauet Nørgård Mikkelsen

■

139

Carl Ahrenkiel - fiskehandler og fhv. formand for Danmarks Fiskehandlere Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Fjordskrubbe med persillesovs i sæsonen - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Mulighedernes hav Carl Ahrenkiels oldemor solgte fisk, hun gik små 10 kilometer fra Bredballe ind til Vejle med kurven fuld af fisk, der var fanget i fjorden – og hjem igen samme dag, forstås. I dag er det en noget anden entreprise at være fiskehandler, og besøger man Carl Ahrenkiels butik på Nordhavn i Vejle, finder man mange flere slags fisk og fiskeprodukter, færdigretter, vildt, kvalitetsost, marmelader og meget mere ”ja, hvis min far kom igennem min butik i dag, ville han ha’ sagt: Sig mig søn: hvad fa’en handler du i grunden med!?” griner Carl Ahrenkiel. Der er mange andre tilbud til kunderne end blot de fisk, der er fanget ved Bredballe, ja faktisk kommer produkterne fra hele verden – og globaliseringen kan det ikke nytte at hyle over – heller ikke som fiskemand.

Så udover færdiglavede fiskeretter i foliebakker, der blot skal puttes i ovnen, finder du god pasta, kvalitetsost og nye spændende krydderier. Carl Ahrenkiel fik besked på at give en hjælpende hånd i fars butik som 7-årig. Han fik som ung en handelsuddannelse og var i lære som kontor- og lagermand ved den lokale Fordforhandler. Efter soldatertiden magede det sig så sådan, at faderen kunne tildele ham en lille filial af fars butik i Svendsgade i Vejle, og her blev Carl og Annelise i 15 år. Der var ikke store penge i omløb helt fra starten, som 26årig lovede Carl en middag til fruen, den dag omsætningen i dagens kasse rundede 500 kroner. Det har bedret sig en hel del siden.

141

Når bøgen er grønnest er spætten skønnest Danmark er blevet et kødland, og en af Carl Ahrenkiels forklaringer er, at landbruget har været bedre til at slutte sig sammen og lave kampagner. Det har næppe gavnet fiskeriet, at vi altid var i slagsmål. Dengang i den lille butik i Svendsgade ofrede Carl Ahrenkiel penge på at reklamere for frisk fisk i den lokale avis og blev ikke netop populær blandt de 6 andre fiskehandlere, der lå i Vejle dengang. Reklame for produktet var nyt og ikke velset blandt de andre fiskehandlere. Carl Ahrenkiel var siden med til at sætte Gunnar og Minna i søen, men omfatter i dag kampagnen med lidt blandede følelser: Kampagnen kørte kun i 4 år, men ud over den store underholdningsværdi, klarede vi ikke i branchen at holde fokus på længe nok! Det ta´r lang tid at ændre folks spisevaner – og lige så fluks vi selv skulle til lommerne og vi ikke fik EU-støtte, faldt projektet, og det ærgrer mig. Selvom min egen butik indrømmet solgte en del mere fisk i de år, den kørte. Man er nødt til at investere i markedsføring, og det er vi altså ikke kloge nok til.

”

Ja, hvis min far kom igennem min butik i dag, ville han ha’ sagt: ”Hvad fa’en handler du i grunden med?”

142

Vi ved fra forundersøgelserne til Gunnar og Minna-kampagnen, at det ikke må tage tid at tilberede et måltid – og her har fisk jo sin klare fordel. Man køber ikke længere torsk med hoved og hale, den gode fiskemand sørger for, at benene er taget bort, når fisken langes over disken. Det er der ingen ben i.

Mulighedernes hav

”

Dengang i den lille butik i Svendsgade ofrede Carl Ahrenkiel penge på at reklamere for frisk fisk i den lokale avis og blev ikke netop populær blandt de andre 6 fiskehandlere, der lå i Vejle dengang. Har fiskehandlerne sovet i timen? Der sælges og spises mere fisk i dag, men der er færre fiskehandlere, så har I sovet i timen? Det synes jeg nu i grunden ikke, for du skal huske, at udviklingen har taget lige så mange bagere og slagterbutikker. Men der er flere forhold, der spiller ind. Hvor fisk engang kunne være et billigt måltid, har vanerne ændret sig meget. Man spiser sig ikke mæt i fisk, som man gør med kød, og det skal du måske vænne dig til. Konkurrencen fra supermarkederne og frossen eller gaspakket fisk betyder en masse, og her er lukkeloven jo virkelig en idiotisk lovgivning for os. Der er mange omkostninger på frisk fisk, og lønningerne i Danmark er relativt dyrere. Du skal huske, at vi eksporterer det meste af den friske fisk til udlandet, hvor de jo er parat til at betale, hvad det koster. Selvom vi ikke har mere end 50 km til vandet noget sted fra i Danmark, skal jo både fiskeren, auktionen, vognmanden, huslejen og momsen have sin del af kagen. Derfor er der ikke noget mærkeligt ved, at vi får vietnamesisk opdrættede fisk i butikken. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hvis vi ikke havde haft den opdrættede fisk i butikken, havde det set rigtigt skidt ud for fiskehandleren.

Laks og regnbueørreder, pighvar, torsk opdrættes alle. Nogen hævder, de kan smage forskel, jeg synes det nu ikke. Men du har ret i, at danskere tror, at fisk stadig er fanget i det fri. Ål koster faktisk mindre i dag, end da jeg var knægt! Vi skal blive skrappere til at opdrætte Vi skal jo mættes alle sammen, og vi bliver flere og flere. Der bliver ikke mere jord i verden, så havet er og bliver en helt fantastisk ressource. Jeg tror da, vi skal også satse mere på opdræt. Og så er det nødvendigt med restriktioner på at fange fisken, f.eks. er det nødvendigt på ål, for ellers forsvinder de helt fra naturen, men en dag har vi også fundet ud af, hvordan ål opdrættes. Er du i konkurrence med de sorte fisk? Nej, det betyder mindre i dag. Tænk lige på dem, der gerne sælger fisk i vejkanten. Fødevarekontrollen kommer jo ikke forbi i weekenden! Jeg var ikke glad for de individuelt omsættelige kvoter. Vores branche har fået forsyninger fra det kystnære fiskeri, og jeg er bange for, at fiskeriet kommer til at foregå primært hos enkelte store redere - hvor er den unge fisker i det? Et nyt skib koster en herregård, og jeg tror, det vil skade mangfoldigheden.

Carl Ahrenkiel - fiskehandler og fhv. formand for Danmarks Fiskehandlere

143

Men kan man stole på sin fiskehandler? Der er jo den udfordring på begge sider af disken. Forbrugerne har ikke længere et helt så solidt kendskab til produkterne – og kender jo ikke forskel på f.eks. forskellige slags ål. Også i vores branche er der brådne kar, og man skal jo kunne stole på sin fiskehandler. Jeg kender til historier om salg af B-fisk eller vanddøde fisk – og det er skidt for hele branchen.

Et langt liv i fisk Carl Ahrenkiel er fyldt 70 år og har haft et langt liv i fisk. Min far fiskede en del og var ikke meget hjemme. Hans var formand for fiskerne i Bredballe. Han startede sin butik i det ene af de tre fiskehuse, der flød i Nordhavnen, men med østenvinden bankede mod husene, og efterhånden blev de ødelagt. I dag ligger der et flot fiskehus, en forretning, som vinden næppe tager.

Hos os kan jeg bare sige, at fiskefars sagtens kan holde sig i flere dage, og vi har ikke problemer med at overholde lovgivningen. Forklaringen er ret enkel; vi laver fiskefars af friske fisk hver morgen og derfor kan vores fars også holde sig i tre dage. Laves farsen af frisk fisk, holder den længere.

Det var en hårdt job at være næringsdrivende dengang og er det også i dag, men det er en livsstil at være fiskehandler. Annelise starter med at åbne butikken hver morgen kl. 5, mens Carl går på auktionen. Butikken åbner på hverdage kl. 8 og lukker sent på dagen.

Det er ikke ret tit, at man kan få en rødspætte, der spræller, men de fleste fiskere har da lært, at det er bedst at fiske et par dage og så lande dem – i stedet for at blive længere derude – og ja! der er forskel på, om du kommer først eller sidst på auktionen en morgen. Problemerne i en enkelt butik rammer desværre hele branchen. Danske grønthandlere fik konkurrence af indvandrere, men fiskebranchen er ret lukket for andre end danskere. Her kommer fødevarekontrollen ind i billedet, selvom jeg nu gætter på, at fødevarekontrollen har lettere ved at komme ind for at kontrollere i den danske end i den etniske butik. Vi skal hver dag konkurrere på kvalitet, kvalitet og kvalitet!

144

Det kræver omstilling til nye forbrugervaner og som med det meste - et godt handelstalent. Carl Ahrenkiel ved det – engang handlede man med sedler og mønter over disken, i dag kører alting elektronisk på kort, og som andre butikker agerer fiskehandelen i Vejle også en slags bank for den handlende, som indimellem ”hæver lidt over”. Hele vores omsætning kører over betalingssystemer – og vi er ilde stedt, hvis systemet ikke virker en dag. Selvfølgelig kan vi ikke klare os uden, selvom jeg vist engang har ment, at den dag, der ikke er flere kontanter i min pengekasse, var det tide at holde.

■

Mulighedernes hav

â&#x20AC;?

Forklaringen er ret enkel; Vi laver fiskefars af friske fisk hver morgen og derfor kan vores fars ogsĂĽ holde sig i tre dage. Laves farsen af frisk fisk holder den lĂŚngere.

Carl Ahrenkiel - fiskehandler og fhv. formand for Danmarks Fiskehandlere

145

Jan Villadsen - formand for transportgruppen, Fagligt Fælles Forbund Favorit fiskeret: Ovnstegt pighvar - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Fiskeriet og fagbevægelsen Jeg blev faktisk rigtig glad, da jeg fik en henvendelse fra Danmarks Fiskeriforening om at bidrage til deres jubilæumsbog med ”et lille skriv”. Både fordi Danmarks Fiskeriforening har været os en konstruktiv samarbejdspartner i sin nuværende form, men også dengang der var tale om to selvstændige foreninger - Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening. Samarbejdet gælder både som arbejdsgivermodpart i forhold til vores fælles overenskomst, samt på en lang række erhvervspolitiske områder i fiskeriet både nationalt og internationalt. Men i lige så høj grad fordi jeg selv er ud af en fiskerfamilie. Min bedstefar og hele hans familie var alle fiskere, og det var helt naturligt, at jeg, lige fra jeg var en ung knægt, deltog i fiskeriet. Jeg var med på bedstefars kutter allerede,

mens jeg gik i skole, så snart jeg kunne få fri. Efter folkeskolen og et halvt år på søfartsskole blev fiskeriet mit erhverv, og jeg fiskede i en periode på tre år, indtil jeg forlod erhvervet. Det var i starten af 80’erne. Vi havde lige fået EU’s fiskeripolitik, og alle de fisk, vi landede, gik direkte til PO’en til priser, der ikke er værd at tale om. Jeg husker tydeligt min sidste månedshyre. Alt i alt tjente jeg 814 kr. på 22 fiskedage, og det vel og mærke før proviantudgifter var fratrukket.

”

Min bedstefar og hele hans familie var alle fiskere, og det var helt naturligt, at jeg, lige fra jeg var ung knægt, deltog i fiskeriet.

147

”

Med fare for at lyde lidt som Baron von Münchhausen var der en overgang så mange sild, at man kunne gå tørskoet på ryggen af dem, og på trods af de 165 HK, sad de to fartøjer næsten fast i sildestimerne.

Den dag i dag er jeg stolt af min bedstefars fremsyn. Allerede i 1969 byggede han et af to søsterskibe. Noget, der dengang svarede til vore dages supertrawlere, og som de lokale rystede på hovedet af. Investeringen var simpelthen for stor – min bedstefar ville knække halsen på det eventyr – sagde de. Kutterne på det tidspunkt havde vel med deres forskellige etbenede dieselmotorer en drivkraft på 30-40 HK. Bedstefars nye kutter kunne præstere de enorme kræfter på 165 HK. Sammen med søsterskibet skulle de ind i sildefiskeriet med dobbelt slæb. Det viste sig meget hurtigt, at bedstefar havde set rigtigt, og Joan Kiss var betalt på kort tid. Med fare for at lyde lidt som Baron von Münchhausen var der en overgang så mange sild, at man kunne gå tørskoet på ryggen af dem, og på trods af de 165 HK, sad de to fartøjer næsten fast i sildestimerne. Der blev tjent rigtigt gode penge i de dage. Begge kuttere fisker i øvrigt den dag i dag. Nu blot i muslingefiskeriet. Som sagt forlod jeg erhvervet på grund af økonomiske overvejelser. Jeg blev chauffør. Det betød ikke, at jeg ikke havde noget med

148

fisk at gøre. Nu kørte jeg blot fiskene rundt til destinationer i det meste af Europa. I forbindelse med chaufførjobbet blev jeg valgt som tillidsmand og startede der min faglige karriere, som på sælsom vis førte mig tilbage til den mere politiske del af fiskeriet. Jeg har i dag den fornøjelse at være formand for 60.000 transportarbejdere i 3F, heriblandt fiskerne. Jeg kan ikke lade være med her i arbejdsgiverforeningens jubilæumsbog at give udtryk for, hvor stolt jeg egentlig er af den indsats, som en håndfuld aktive fiskere og tillidsfolk i både det daværende SiD og det nuværende 3F har gjort. Først i forbindelse med den ganske bitre konflikt, vi havde for overhovedet at få overenskomstdækket erhvervet og senere i forhold til den udvikling, som har fundet sted inden for fiskeriet både nationalt og internationalt. SiD og 3F har været til stede i forbindelse med udarbejdelsen af de mange forskellige internationale fiskerikonventioner under både IMO og ILO. Vi har aktivt deltaget i EF´s og senere EU’s fiskeripolitiske arbejde, og vi har været en aktiv konstruktiv partner i forhold til gennemførelsen af reglerne i Danmark.

Fiskeriet og fagbevægelsen

Jeg kan i flæng nævne Torremolinos-protokollen fra 1993 om sikkerhed på fiskeskibe, konventionen STCW-F om uddannelseskrav til fiskere, som Danmark var et af de første lande, der ratificerede og som nu endelig træder i kraft i 2012, ILO’s konvention fra 2007 om arbejdet inden for fiskeriet, EU’s fiskeripolitik og den løbende revision af fiskeripolitikken og selvfølgelig reguleringsudvalg, overvågning og kontrol i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening, Fiskeriministeriet, eller som det nu hedder, Fødevareministeriet, og andre organisationer. Det var derfor også med en vis spænding, at vi ventede på det forslag til en ny revideret fiskeripolitik, som Kommissionen fremsatte i sommeren 2011. Der er en lang række gode elementer i forslaget, som vi i 3F også har

støttet, men der er også elementer, som giver anledning til dyb forundring og en vis moralsk forargelse. Jeg tænker her først og fremmest på Kommissionens forslag om introduktion af obligatoriske individuelt omsættelige kvoter. Ja, jeg ved selvfølgelig godt, at man har fundet et nyt navn. Nu kalder man det individuelle fiskeritilladelser, men en spade er dog en spade, selvom man begynder at kalde den et manuelt graveredskab. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor politikere i dele af verden har foræret samfundsressourcer til private enkeltpersoner. Som jeg ser det, tilhører fiskene os alle sammen og skal komme hele samfundet til gavn. At forære dem til enkeltpersoner, der derefter kan skalte og

Jan Villadsen - formand for transportgruppen, Fagligt Fælles Forbund

149

valte med de pågældende kvoter, som de har lyst til, herunder sælge dem til kollegaer og derved skabe sig en personlig formue, finder jeg uacceptabelt, og for at gøre det helt perfekt, er det kun en lille del af fiskerne, der får foræret et formueaktiv, nemlig dem, der er ejere af kutterne. Jeg vil slet ikke afvise, at individuelle kvoter kan være et godt reguleringsredskab. På det enkelte fartøj vil man være klar over, hvor meget der kan fanges i et givet år, og man kan så selv tilrettelægge fiskeriet, således at man sikrer en kombination af høj kvalitet og gode priser uden fare for det panikfiskeri, der var kendetegnende tidligere.

”

Så selvom en socialdemokratisk fiskeriminister en gang har foræret al vores sild og makrel til rederne, så er der absolut ingen grund til at følge op på det dårlige eksempel med resten af vores ressoucer.

Det, jeg ikke forstår, er denne mani med at gøre kvoterne til en ejendomsret. Vi har jo heller ikke foræret olien i vores undergrund til Mærsk og hans kumpaner, vel? Det er der selvfølgelig nogen, der mener, men hvad så med det rene vand? TV2 eller postvæsenet? Er der nogen, der vil forære de ressourcer væk? Det kan kun være politisk ideologi, der er grundlaget for det forslag. Man kan sagtens forestille sig et kvotesystem, der ikke bygger på privat ejendomsret. Rent faktisk foreslog fiskeriforeningerne og SiD tilbage i midten af 80’erne et system baseret på individuelle kvoter, men hvor kvoterne blev fordelt på en årlig basis. Forslaget blev aldrig fuldt ud færdigbehandlet på grund af politisk uenighed organisationerne imellem om, hvorledes systemet skulle styres. Så selvom en socialdemokratisk fiskeriminister en gang har foræret al vores sild og makrel til rederne, så er der absolut ingen grund til at følge op på det dårlige eksempel med resten af vores ressourcer. I det hele taget er Kommissionens forslag præget af

150

Fiskeriet og fagbevægelsen

et meget stort fokus på de små fartøjer og fartøjsejerne. Hensynet til de ansatte fiskere er stort set fraværende. Noget som jeg ved, at lønmodtagersiden på europæisk plan har kritiseret kraftigt. Jeg ved godt, at den ansvarlige kommissærs kendskab til det udøvende fiskeri er begrænset, og hendes kendskab i øvrigt er baseret på erfaringerne fra småbådsfiskeriet i Grækenland, men det undskylder ikke den skævhed, som jeg i hvert fald mener, at forslaget lider af. Jeg håber meget, at den danske regering vil være med til at sikre, at de negative konsekvenser, som den nye fiskeripolitik vil få i forhold til beskæftigelsen, især i det udøvende fiskeri, kan elimineres. Helt konkret foreslår vi, at der afsættes midler til efteruddannelse og omskoling af de fiskere, som ikke længere kan få job på fartøjerne som følge af den kapacitetsreduktion, der helt klart vil være en konsekvens af fiskerireformen. Jeg nævnte indledningsvis vort samarbejde med Danmarks Fiskeriforening – og deres historiske forgængere – og når vi nu skal fejre foreningen, er der ingen grund til at gå i detaljer med den til tider ganske voldsomme konflikt, som var nødvendig for at få en overenskomst for partsfiskerne i SID. Jeg vil derimod fremhæve det samarbejde, der har fundet sted siden den tid. Vi har udviklet vort eget pensionssystem, der også er åbent for arbejdsgiverne, vi har etableret en ordning for lærlinge, der gennem en fælles forpligtelse for arbejdsgiverne sikrer både uddannelse og betaling for de unge, der vil ind i erhvervet, både i forhold til den teoretiske uddannelse og

den praktiske del, og vi har i fællesskab sikret et attraktivt og relevant efteruddannelsessystem for fiskeriet. Sidst, men ikke mindst har vi stået fadder til arbejdsmiljøarbejdet i fiskeriet. Af uforståelige grunde var de danske myndigheder ikke i stand til selv at udarbejde tidssvarende arbejdsmiljøregler for fiskeriet – endsige tage initiativ til oprettelsen. Der måtte en EUbeslutning til, før myndighederne vågnede op. Formen med råd i de enkelte havne og Fiskeriets Arbejdsmiljø Råd var vores fælles værk! Et værk der er enestående i verden og som ved flere lejligheder er blevet rost som model af erhvervet i andre lande, af EU-Kommissionen og af Europa-Parlamentet. Alt i alt er der tale om et samarbejde, der på mange områder viser ”den danske model” fra sin bedste side. Til sidst vil jeg gerne ønske Danmarks Fiskeriforening tillykke med deres jubilæum. Som jeg nævnte indledningsvis, har vi i mange år haft et konstruktivt samarbejde både politisk og på overenskomstområdet. Danmarks Fiskeriforening har vist, at arbejdsgiversiden kunne samles under én hat, og jeg håber meget, at det i min tid som formand for transportarbejderne i Danmark vil lykkes at samle lønmodtagerne inden for fiskeriet i én enkelt organisation. De fiskere, der er organiseret i såvel 3F som Fiskernes Forbund, har grundlæggende de samme interesser og, som det blandt andet blev sagt af Anker Jørgensen, sammen er vi stærkest.

Jan Villadsen - formand for transportgruppen, Fagligt Fælles Forbund

■

151

Jens Smærup Sørensen - forfatter Favorit fiskeret: Stegt torsk - find opskriften på 2gangeomugen.dk

1960 Teksten er et uddrag fra Jens Smærup Sørensens roman, ’Mærkedage’.

Det var det år Søren Lundbæk blev konfirmeret. Og fik det fotografiapparat han havde ønsket sig. Dagen efter konfirmationen begyndte han at tage billeder rundt omkring i byen og oppe i bakkerne og nede langs stranden. Han fandt hjørner mellem husene og punkter i landskabet hvor fra han kunne have mest muligt med i søgeren. I løbet af et par måneder affotograferede han hele sit lille hjemlige univers på alle ledder og kanter. Som om han anede, at det om et øjeblik ville forsvinde. Hvad han naturligvis ikke gjorde. Det var bare, hvad der skete. Både byen og landskabet forsvandt. Det blev alt sammen – som enhver inden så længe skulle mere end ane – fjernet fra Jordens overflade, hver en stump af det, der hidtil havde været. Det hele smuldrede, faldt

fra hinanden, det røg ud af tiden, sank væk i et frossent mørke, skulle aldrig mere vise sig i live. For 1960 var jo også det år da landsbyen måtte vige sin plads som den vigtigste by i landet. Hvor landbruget for første gang i tusinder af år ikke længere var et større erhverv end alle de andre tilsammen. Hvor Staun som et samfund og en verden i sig selv gik under, for så småt, og som alle andre landsbyer, at blive til en afsides og forhutlet lille bebyggelse i den globale metropol. Og som konfirmand, og lige mens det skete, havde Søren naturligvis ingen begreber om det. Men vist alligevel en fornemmelse – en sær og fjern slags fornemmelse – af at filmstrimlen var gjort af et solidere og mere bestandigt stof end det landskab, den afbildede.

153

”

I løbet af et par måneder affotograferede han hele sit lille hjemlige univers på alle ledder og kanter. Som om han anede at det om et øjeblik ville forsvinde.

Han fotograferede markerne. De havde navne: De Lange Agre, Vestervangen, Boelsjorden, Skovagrene, Toften, Kirkeagrene, Fiskestierne og Trenne Lynge. Og Håstevajret og Højagrene, Kragemarken og Det Gamle Jord, Rødkæret og Vesterkæret, hvortil kom Mosen og engene, Den Smalle, Den Mellemste og Østerengen, og så holmene, Horngårds og Tøtten. De fleste af dem var fordelt på flere af gårdene, som så ofte igen havde splittet deres stykke op i to eller tre agre af hensyn til sædskiftet, den årlige vekslen mellem afgrøderne. Man så dem om sommeren dele landet op i lodder med hver sin duft og farve, og hver sin særlige måde at modtage eller værge sig mod vejret på. Nervøst

154

eller saligt, stor i slaget, sårbart eller trodsigt, sådan åbnede de sig for solen, bøjede sig for blæsten, bredte sig ud under regnen: græsset og kløveren, kartoflerne og kålrabierne og sukkerroerne, runkelroerne og turnipsen, byggen, rugen og havren, en sjælden gang hveden, men så da ærterne eller lupinen eller lucernen. Og de skulle alle sammen forsvinde. Eller udstrække sig over det hele, som byggen kom til, her og der sammen med senere tilkomne foderplanter som majsen eller rapsen. For sædskiftet blev snart overflødiggjort af megatons af kunstgødning og pesticider, fungicider, herbicider. Og de stadig større traktorer gjorde samtidig

1960

de småt opdelte agre alt for upraktiske, og sammenlægningen af gårdene kunne så stryge det ene skel efter det andet. Enkelte marker blev spændt ud over alle andre. De lave og de højtbeliggende, de våde og de tørre, de blev til ét uanset jordbund og gennemskæringer af bække eller træbevoksede bakkekamme. De blev til ét stort anonymt produktionsområde, for det overskred jo også samtlige de gamle navne, som derfor rask væk gik af brug. I en ubegribelig hast levede der snart ganske få som blot kunne grave dem frem af hukommelsen. Og Søren tog billeder af husene og gårdene, af stalde og lader. Alle byens bygninger – og de skulle alle sammen forsvinde – var endnu bestemt af deres plads lige præcis der i byen. For byens håndværkere havde sikret en stabil byggeskik, blandt andet fordi de nødigt vovede sig ret langt ud i nogen slags tegninger, som de ikke havde lært at følge af deres fædre og mestre. De havde da også sjældent været omkring og set så mange anderledes huse at fristelsen til at bryde traditionen kunne mande dem op. Og skulle en håndværker alligevel en gang imellem komme til en bygherre og lufte en ny idé, ville sandsynligheden for, at den blev virkeliggjort, stadig være mindre end ringe. Den der byggede, ville rimeligvis prioritere flere andre hensyn: huse på den sædvanlige måde viste sig at kunne stå længe; den sædvanlige måde kendte man prisen på; den sædvanlige måde tjente hos alle andre sit formål; den sædvanlige måde blev af folk i byen betragtet

Jens Smærup Sørensen - forfatter

som både køn og passende for ens slægt eller stand. Forskelle i størrelse, højde og bredde, det gav sig selv, en og to tønder hartkorn skabte ikke samme behov. Men derudover var der enighed om at udformning og eventuel udsmykning dels skulle bestemmes af mådehold, dels alligevel antyde den enkeltes formåen. Det havde aldrig set godt ud der i byen at nogen klædte sig tarveligere end de behøvede, og da lige så lidt at de byggede mere skralt end strengt nødvendigt. Derfor lå murstenene i særlige mønstre omkring døre og vinduer i de stores stuehuse, og derfor var sokkel og gesims på deres hvidkalkede stalde omhyggeligt farvet med sort eller brunt, gult eller blåt. Al den enighed om hvad der hørte sig til for Per og for Poul slap nu op. Alle de gamle hensyn til ditten og datten blev glemt, og håndværkerne døde ud. Husene forsvandt. Med de mindre folkehold på gårdene blev der også straks mindre tid til vedligeholdelse, og slet ikke til noget så overflødigt som at bruge andet end den samme hvide kalk over det hele. Var der enkelte håndværkere tilbage, skulle de jo alligevel med om bord i det flunkende nye forbrugs- og fritidssamfund, de blev for dyre til lokal brug, folk greb til at bygge selv. Og de byggede som de bedst kunne, teknisk på det lavest brugbare niveau, af materialer som ikke kunne skaffes billigere, og efter køkkenbordstegninger der på kryds og tværs var inspireret af kviste og udhæng og kulører, man havde kigget ud på søndagsturen i bilen, eller fået et glimt af i fjernsynet.

155

På forhånd faldefærdige, skrabede og forvirrede barakker og skure rejste sig sådan hist og her, og imellem dem forfaldt det ene af de gamle huse efter det andet. Det kunne være at konerne var rejst, fordi de nu kunne forsørge sig selv andre steder, og mændene sad lamslåede tilbage og drak bajere. Eller de var rejst med, mændene – og med børnene i de endnu hele familier – bittert eller sultent var de fulgt efter de penge, der allerede var sevet ud ad alle sprækker. På gårdene var de samtidig i gang med at rive staldene ned. De opførte så stål- og betonhaller der tog sig ud – og skulle fungere – som alle andre bygninger i alle andre menneskeforladte industrikvarterer. Uden anden arkitektonisk målestok og ambition end flest mulige kvadrat meter for det lavest mulige kreditforeningslån. Og der kom nye beboere i de tomme huse, og de fiksede op og gjorde ved, eller de lod være. Der var allerførst kommet en del velbeslåede romantikere som, mellem deres pendlinger, søgte landlig fred og enkel levevis. De restau rerede og udbyggede deres stuehuse på det nydeligste. Mindre af egen fri vilje kom der så fattigfolk. Den stejle velstandsstigning i de store byer havde smidt dem ud at lede efter tag over hovedet på landet. Langt, langt ude på landet kunne de da finde sig en forsømt rønne. Og de havde ikke kræfter, penge eller vilje til at gøre det mindste ved det. Eller det ragede dem suverænt og gudsjammerligt hvad hvem som helst måtte tænke om et par for længst knuste ruder i gavlen eller om den overgroede skrammelplads, der førhen havde været en have.

156

Der ligger byen så – uden overhovedet at kunne minde om sig selv som den stod i 1960, og i nogle århundreder før da – ligger der nu som dette tynde industriområde med tragikomiske indslag af forstadsidylliske villaer og stumper af den slum, der tidligere var brudt ud i storbyernes arbejderkvarterer. Men skoven og fjorden kunne der stadig laves billeder af som ville ligne dem fra dengang? Jo, man kunne finde en forårsdag hvor skoven vil stå i det samme skærende lys med endnu en gigantisk ladning af friske og dunede blade, svajende og slaskende i den samme sydvestenvind. Og man kunne finde et øjeblik hvor de sitrende krapbølger over fjorden ville spejle himlen i nøjagtig den samme uforlignelige flimren af alle farver gennem gråheden. Det samme som dengang, det ville se sådan ud, og det ville ikke engang være det halve løgn. Skoven er ganske vist ikke længere skoven. For skoven var en del af hverdagen og en del af livsgrundlaget, der lå et savværk inde midt i den, og her kunne nogle stykker i byen i mange år hente deres ugeløn. Men savværket var så for lille til at følge med i mekaniseringen af skovbruget og dermed klare konkurrencen. Og der kom endnu et par huse til salg. Og fjorden blev ikke ved med at være fjorden. For i fjorden var der fisk, og på fjorden var der fiskere. Landbrugets modernisering – maskinerne, sammenlægningerne, kemikalierne – i en rasende fart forurenede det fjorden, og det tyndede ud i fiskebestanden, og fiskerne måtte lægge bådene op. Lade dem rådne, sætte sig

1960

”

Landbrugets modernisering – maskinerne, sammenlægningerne, kemikalierne – i en rasende fart forurenede det fjorden, og det tyndede ud i fiskebestanden, og fiskerne måtte lægge bådene op.

til at dø, eller også sætte deres huse til salg og komme væk. Som karlene og pigerne allerede var kommet af sted. Som husmændene, som så mange af konerne, som flere af gårdmændene, som skovarbejderne og vejmændene, som smeden og maleren og snedkeren, og så blev brugsen for resten jo nedlagt, og købmanden og slagteren lukkede butikken. Og alligevel kunne der i dag tages billeder af skoven og fjorden som ikke ville være til at skelne fra de gamle, og det ville ikke engang være det halve løgn. Skoven står der. Det har været dens mindste kunst at undvære savværket og den forstlige pleje, den har af egen natur holdt sig oppe, og har overlevet et par slemme stormfald også, er blot for hver gang vokset endnu vildere. Har ikke engang ladet sig skæmme af nogen syreregn, indtil videre. Fjorden, derimod, var ved at dø. Livet i fjorden var så meget skrøbeligere, det kunne på tyve år forgiftes og kvæles. Der måtte skrides voldsomt ind over for forurenerne for at redde det sidste gisp. Der måtte, med alvorlige stats-

Jens Smærup Sørensen - forfatter

magtstrusler, sættes stop for udledninger, der måtte eta bleres landbrugsmæssige frizoner, bygges rensningsanlæg. Så hjalp det alligevel. Fjorden kunne ånde og leve igen. Og den ligger der igen og er levende, fjorden, der er fisk i den, og der er fiskere på den. Og skulle alt det andet så bare uafbrudt være gået den gale vej? Er byens og markernes ukendelighed lutter opløsning og forfald? Er en mand som Søren Lundbæk mon så ganske banalt blændet af sine gamle billeder? Det kan jo da også alt sammen være på vej mod en hidtil uset, helt anderledes balanceret sammenhæng. Hans hjemby kan allerede have fundet de første spor i sin søgen efter en ny og selvfølgelig væren og værdighed. En anden konfirmand må da gå omkring og fotografere det hele. Idet hun måske vil sige til sig selv: Det er sådan her ser ud. Lige præcis så smukt som nu. Det er sådan her ser ud, som her skal.

■

157

Henrik Pedersen og Vivi Schou - ejere af Restaurant Babette i Vordingborg Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: Vivi: Fruit de Mer Royale. Henrik: Stegt vildtfanget vesterhavspighvar med bernaise og hvide, fynske asparges - find opskrifterne på 2gangeomugen.dk

Maden lader englene synge Det er ikke helt enkelt at drive en god restaurant med frisk fisk på kortet – og da slet ikke i et område af landet, hvor man ikke lige er vænnet til at betale for høj kvalitet. Men Babette klarede sommeren 2011 at fejre 20 år jubilæum – og det er faktisk noget af en præstation! Henrik Pedersen og Vivi Schou har fisken på menukortet og glade gæster i højsædet. Hvad mon tricket er? Vivi: Tjah…… der skal i hvert tilfælde masser

af knofedt til, det kan jeg godt love – og i grunden ville jeg gerne åbne en ren fiskerestaurant her i Vordingborg, men det turde jeg alligevel ikke. Henrik: I vores butik kan man mærke smagen

af hav og havvand, og muligvis mærke molen i Hanstholm eller Thyborøn under fødderne, når man spiser fisk, det elsker gæsterne. Vivi: Succes som vores handler jo også om, at

vores kunder aldrig har fået en dårlig fisk her i butikken. Det er en tillid, der er bygget op gennem mange år. Men restaurantkunder er stødt på ringe fisk - og tror derfor ikke, de kan lide fisk. Problemet er, at kunderne ikke kan kontrollere frisk og fersk, fordi fisken på disken hverken har hoved eller hale – al fisk er blevet til fileter. Selv jeg må kæmpe en kamp for at holde fast på, at jeg kun vil præsenteres for hele fisk hos grossisten! Henrik: Dansk fiskeri graver sin egen grav,

når det accepteres, at der sælges halvgammel fisk. Der er alt for mange led, og jeg støder på

159

Babettes gæstebud

Flygtningen Babette var en berømmet kok, men har i sin tid i Berlevåg ikke kunnet udfolde sit talent. Men en lotteriseddel betyder at hun kan tilrettelægge en udsøgt middag, der ville indgyde respekt blandt feinschmeckere. Middagsgæsterne er nordnorske bønder, der ikke har nogen anelse om, hvad der stimulerer smagsløg. Middagen bliver en nadver, hvor himlen kortvarigt bringes ned til middagsgæsterne; gamle fjendskaber opløses, kærlighed, forståelse, lykke og forløsning breder sig.

” ”

Problemet er, at kunderne ikke kan kontrollere frisk og fersk, fordi fisken på disken hverken har hoved eller hale – al fisk er blevet til fileter.

Der landes jo masser af vidunderlig fisk, som kan spises, og Babette bruger dem gerne – når bare det er frisk fisk.

160

Maden lader englene synge

fiskehandlere, der både har friske og skidt fisk på hylderne i en rig blanding! Problemet er, at når unge mennesker smager en skidt fisk, så spiser de ikke fisk mere – og så hedder det alt muligt som allergi og så videre.

fra Paris til Vestlylland og befinder sig blandt folk, der ikke er kendere af nydelse og mad. Vi havde nogle retter og vine, som man ikke almindeligvis har på kortet i Sydsjælland. Og hvorfor netop Vordingborg?

Vivi: Jeg vil gerne købe frisk fisk – og det er

uanset størrelse og uanset om de kommer fra Klintholm eller fra Hanstholm – men de skal altså være friske, og det er ikke altid let at få. Jeg køber kun fisk onsdag, torsdag og fredag, for her er de friskfangede og kun med hoved på – ingen fileter til mig. Jeg vil gerne have andre fisketyper som f.eks. en brosme. Den kan blive en vidunderlig fiskeret, men desværre ryger den ofte ud med andre fisk, der ikke lige har en kvote og derfor ender som skidtfisk. Der landes jo masser af vidunderlig fisk, som kan spises, og Babette bruger dem gerne – når bare det er frisk fisk! Henrik: Vi serverer det, vi kan få frisk! Jeg har

oplevet min kone forklare gæsterne: ”I aften hedder det ikke slethvar, men multe eller noget andet, og forklaringen er den enkle, at de fisk, vi fik leveret, ikke var i orden!” Hun er parat til at ringe til grossisten og sige: ”Du kan komme og hente dit skidt!” Hvorfor skulle barnet hedde ”Babette”? Henrik: Det skulle være et navn, som dan-

skerne kender fra Karen Blixens historie og som minder dig om det udsøgte måltid. Det er jo historien om den dygtige kok, som kommer

Vivi: Vi er begge fra området og havde jo tænkt at kunne lægge restauranten med benene i vandkanten, som i Kerteminde, men det fik vi nu ikke tilladelse til. Byen forstod ikke, hvad vil ville, og vi fik afslag. Til gengæld fik vi den hjælpende hånd af familien. Vi vidste, det ville blive hårdt arbejde at starte en restaurant, og det betyder 70 timer om ugen. Så hvis du skal se familien indimellem, er det rigtig praktisk, at de er lige i nærheden. Henriks far var vores revisor og lavede vores regnskab – og det er der brug for, at der er styr på.

Og så ville jeg have skoen under eget bord og ikke være i lommen på en finansmand. Det gør det lettere at levere et engagement. Men hvis du så ligefrem vil være ved vandet, så skal du jo bestemt ikke til Nordsjælland. Henrik: Mange af de bedste restauranter i

Danmark har finansfolk i ryggen - men de laver faktisk ikke særligt gode resultater i form af penge. Vi har samlet set en lidt større forretning, idet vi også driver cafeen i Statens Museum for Kunst og catering på Glyptoteket, som ind imellem danner ramme for virkeligt store arrangementer med mange mennesker. Og det er et godt bidrag til at holde det hele kørende. Tænk lige på, at når Babette har åbent en aften og måske 50 gæster, så er der 12

Henrik Pedersen og Vivi Schou - ejere af Restaurant Babette i Vordingborg

161

”

mand på arbejde. Det er ikke enkelt at få det til at hænge sammen, når du skal bruge halvdelen af din indtjening på råvarer.

Henrik: Vi laver mad i det nordiske hjørne,

Betingelserne er noget uens i branchen – i dele af den oplever vi arbejdskraft, der ikke er organiseret og med en pengebagmand, bosiddende i udlandet med kapital, bl.a. fordi han ikke har betalt skat i Danmark i umindelige tider. Det er hverken rimeligt og retfærdigt – og det var herligt, hvis der blev ryddet lidt op i det.

Jeg ved, at når Babette serverer dampende varm bagt Vesterhavstorsk med muslingebouillion, ansjos-majonæse og nye ramsløg i en dyb tallerken til 800 franske apotekere, så smager det af hav og Guds egen natur – og det er stort! Det er ikke syltet ind i fløde, chili eller al muligt andet og smager netop, som det skal. Så har vi leveret en oplevelse, som franskmændene tager med sig hjem, og som vi godt kan være stolte af i Danmark. Og det er altså, fordi vi har en køkkenchef, der ikke accepterer det næstbedste.

Vivi: Men restauranten Noma har betydet en masse for branchen – og f.eks. helt enkelt legaliseret at man kan have makrel på kortet. Der er selvfølgelig en masse markedsføring og en masse udviklingspenge i projektet, jeg tror, koncernen omkring Noma fik 100 mio. til at arbejde med det nordiske køkken, men det har virkelig rykket. De har jo givet sig tid til at rejse hen til leverandørerne. Det siger sig selv, at når 7 kokke drager til Lofoten for at smage på en lomvie, så kan det ikke hænge sammen i en almindelig verden med økonomiske realiteter og kunder, der ikke altid vil betale for kvalitet.

overvejende med de råvarer, vi nu engang har heromkring.

Vivi: Jeg vil gerne rose danske fisk, hvis de

ellers leverer – og pege på lidt snobberi. Jeg har arbejdet sammen med en del franskmænd specielt i starten af min karriere, og de importerer stadig franske fisk og skaldyr – og det fatter jeg simpelthen ikke, vi har verdens bedste fisk i Danmark.

Ta’ en tur på markedet i Madrid – der er 1000 km ud til havet og stadig sælger de fantastisk fin fisk. Husmødre får lov at dufte til fisken, og der ligger ikke filet på is eller i kølemontre.

162

Maden lader englene synge

Jeg blev trakteret med franske skaldyr i Skagen, selvom de friske danske jomfruhummere fra Læsø kan hentes lige ved siden af! Jeg tror, det er en tradition hos de franske kokke, som jo bestemt har tilført dansk kogekunst en masse, men lige her kunne de franske kokke nok godt flytte sig lidt. Har Babette haft glæde af markedsføring af fisk med Gunner og Minna? Vivi: Måske nok, men du må undskylde, men da

Gunner og Minna tonede frem på tv-skærmen med en dåsemakrel, så græmmedes jeg altså! Selvfølgelig skal der være plads til den slags i hverdagen, men ligefrem at slå på tromme for det, er måske i overkanten og har ikke noget med at lære danskerne at spise fisk at gøre. Ta´ en tur på markedet i Madrid - der er 1000 km ud til havet og stadig sælger de fantastisk fin fisk. Husmødre får lov til at dufte til fisken, og der ligger ikke filet på is eller i kølemontre. Gå i et fransk supermarked og der ligger masser af hele fisk – og du kan pege den ud, du vil have.

dyrt!” for ellers bliver vi sgu´ fattige selv. Typisk har vi en fjerdedel af kunderne, der hævder, de ikke tåler fisk, sikkert fordi de ikke har fået god fisk før. Og jeg lover, at hvis vi blot kunne få et samarbejde op at stå med fiskeriet, hvor branchen leverer den friske fisk og vi kokke udfordres på kreativitet med mange fiskearter, så ville vi være et vindue, som betød, at mange flere danskere ville elske at få ordentlig fisk på tallerkenerne. I grunden er det jo lidt sært, at der er så få fiskerestauranter i Danmark. Vi har en mission! Hver uge har Babette kunder, som siger, at hvis fiskeretten bare smagte som den, de netop har spist, så ville de spise mere fisk. Men fiskehandlere forsvinder og lægges

ind i supermarkedet? Vivi: Jo, jo, men det er helt i orden, hvis det er

ham, der ikke får solgt sine fisk, mens de er friske.

Henrik: Jeg ved godt, folk siger, det er

Fisk til folket Henrik: Vi vil gerne være kække og sige: giv os de små arter som kuller, multe , knurhane at arbejde med. Vi kunne lave alle mulige vidunderlige ting - i stedet for at lade dem bortauktionere for 2 kroner, og I skal se, hvordan fiskekendskabet og -glæden kommer til at blomstre.

dyrt, men det er i høj grad et spørgsmål om mængder og selvfølgelig prioritering. Vi skal gøre op med det udtryk, der hedder: ”det er

Jeg har en ide om, at når jeg ikke skal være restauratør længere, så skal jeg udvikle nye

Joh, men den spanske eller franske husmor

har måske tiden til at gå på markedet og ordne fisk, mens den danske forbruger har en karriere og derfor synes, det bliver for tidkrævende at rense en fisk - og i øvrigt for dyrt at købe den?

Henrik Pedersen og Vivi Schou - ejere af Restaurant Babette i Vordingborg

163

produkter. Jeg tænker på at få en aftale med hummerfiskere ved Læsø. I stedet for at smide hovederne ud, så laver jeg nogle fantastiske ting af dem. Jeg kan også bruge de små fisk, som vi ikke normalt får på spisebordet, men som kan blive vidunderlige, hvis de kommer i professionelle hænder. Måske kunne anledningen være at EU-Kommissionen kommer med et forbud mod at smide fanget fisk i havet igen – og vi kunne få fisken at lege med – så vi kunne lære danskerne at spise fisk. Det ville være vidunderligt. Vivi: Den dialog skal dansk fiskeri tage med de dygtige kokke og muligvis også en god købmand som Henrik – for der er nødt til at være købmandskab med i arbejdet. Henrik: Danske producenter er sgu´ nødt til at

ha´ et ordentligt hjemmemarked! Jeg oplevede at servere spansk gris for en større flok danske landmænd, som på forhånd gav sig til at brokke sig over, at jeg ikke havde valgt en ”go´ dansk gris”, men da de havde smagt på varerne, ville de gerne have opskriften! Det er fint, for så kommer der jo gang i dialogen. Det synes jeg, vi skulle forsøge med fisken også. Jeg har sammen med Carlsberg startet ”Semper Ardens”. Bryggerierne havde engang kun den ene type halvkedelige øl, men lyttede til kritikken og stillede op til at udvikle nye produkter og har derfor en profil på interessant øl i dag, som de er godt tilfredse med.

164

Vivi: Danish Crown laver et samarbejde med

nogle af landets bedste restauranter – og umiddelbart tjener vi ikke penge på det, men der skal udvikling til. Vi er mange, der rigtig gerne vil arbejde med det. Henrik: Jeg går jævnligt på auktioner, og der

bliver altså slået på kassen med torsk med træpinden på 12 kroner. Men hvis du følger fisken, vil du konstatere, at torsken omgiver sig med et hav af gangstermellemmænd, inden den ankommer til forbrugeren – og kølekæden har været brudt ligeså mange gange. Når fisken kører rundt i en fiskebil et sted hernede på Sydsjælland er den i mellemtiden komme til at koste 58 kr. kiloet og er blevet en filet. Fiskeriet bør sætte distributionen i system, så varen kan leveres i ordentlig stand. Fint hvis de tjener pengene – i stedet for alle de der lidt lyssky personager, som torsken ellers omgiver sig med. Årstidernes grøntsager kører jo fint, så hvorfor skulle vi ikke kunne få et ordentligt system på fisk? Apropos har vi et tomatgartneri her i området, som smider 20 tons ud hver uge, fordi tomaterne ikke har den rigtige facon, men som smager vidunderligt! Dansk fiskeri, tag jer sammen til selv at distribuere.

■

Maden lader englene synge

Nils Chr. Jensen - formand for Fiskemelsforeningen Favorit fiskeret: Ovnbagt pigvar med hvidvin, grøntsager og jomfruhummere - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Dansk Fiskemel- og Fiskeolieindustri før, nu og hvad så? Foreningen for Danmarks Fiskemel og Fiskeolieindustri vil hermed og med dette bidrag ønske Danmarks Fiskeriforening hjerteligt tillykke med deres 125 års jubilæum. Fiskemelsforeningen, som foreningen kaldes til daglig, er i dag en brancheforening for det danske rigsfællesskabs fiskemelsproducenter, der i skrivende stund omfatter 3 fabrikker i Danmark og en på Færøerne. Fiskemelsforeningen er i denne sammenhæng jo ung med sine kun 71 år på bagen. Danmarks Fiskeriforening og Fiskemelsforeningen har gennem tiderne tit været i samme båd i fiskeripolitiske sager, såvel nationalt som i EU, hvor bureaukratiet og antallet af regler støt stiger i takt med at antallet af aktive fiskere falder. Sammen repræsenterer foreningerne ca. 200 års erfaring, men det er til tider ikke nok til at kunne forstå og

forklare alle EU’s fiskeripolitiske tiltag, der kan virke ulogiske, irrationelle og totalt blottet for praktisk gennemførlighed. Men takket være det, er der jo fortsat brug for stærke foreninger, der kan tale fiskernes sag overfor omverdenen, så med det in mente ønskes Danmarks Fiskeriforening fortsat god vind i sejlene. Der er i tiden fremover behov for Danmarks Fiskeriforening, hvis Danmark fortsat skal have et kommercielt fiskeri. Fiskemelsindustriens start Den industrielle fiskemelsproces, hvor fisk koges, presses, fiskeolien frasepareres, og proteinfraktionen tørres til fiskemel, stammer fra begyndelsen af 1900-tallet. Processen kendes i Danmark omkring 1930, men er ikke udbredt på dette tidspunkt. Fiskeridirektoratet opfordrer sidst i trediverne branchen til at oparbejde

167

”

Sammen repræsenterer foreningerne ca. 200 års erfaring, men det er til tider ikke nok til at kunne forstå og forklare alle EUs fiskeripolitiske tiltag, der kan virke ulogiske, irrationelle og totalt blottet for praktisk gennemførlighed.

de ringeste sild til fiskemel og olie for at presse prisen på konsumsild op. Dette bliver startskuddet til den danske fiskemelsindustri, som starter i 1938 i Skagen. Produktion i 1938 var på 550 ton til en værdi af 100.000 i datidens kroner. Adskillige andre havne, herunder Hirtshals og Esbjerg, fik i de efterfølgende år etableret mindre sildeoliefabrikker. Anden Verdenskrig begrænsede fiskeriet ud af Esbjerg, men ikke i Skagen, hvor fiskeriet efter brisling og hvilling i Kattegat og Skagerrak til fiskemel og olie blev fordoblet. Siden krigens afslutning er der etableret en lang række fabrikker, hvoraf mange igen er lukket. Hovedparten af fabrikkerne er startet af lokale fiskere som et andelsselskab for at udnytte de store forekomster af sild.

Antallet bygger på Fiskemelsforeningens medlemstal, og det faktiske tal kan derfor godt have været større. Figuren viser antallet af virksomheder, som har været i samtidig drift i løbet af perioden, det skal bemærkes, at nogle af virksomhederne godt kan have haft produktion i mere end én havn. Fabrikken på Færøerne er ikke talt med her. Konsolidering af branchen herunder, nedlukninger og fusioner, har siden starten af firserne reduceret antallet af virksomheder i Danmark, så der i dag er tre tilbage; FF Skagen, Hanstholm Fiskemelsfabrik og TripleNine Fish Protein.

Fiskemelsforeningen stiftes i 1941 af 9 fabrikker Det nøjagtige antal af fabrikker i Danmark gennem tiderne kendes ikke, men der har været mindst 23 fabrikker, hvoraf de 19 i 1975 og 76 har været i drift samtidigt.

2. januar 1960 er den officielle startdag på andelsvirksomheden Fiskernes Fiskeindustri AmbA i Skagen, og der har været fuld damp på kedlerne lige siden. FF Skagen, som virksomheden hedder i dag, er den fortsættende virksomhed i det nordjyske. Firserne var hårde ved branchen og medførte bl.a. lukning af alle 5 fabrikker i Hirtshals, samtidig med at FF overtager Superfos Nordjylland i Skagen.

168

Dansk Fiskemel- og Fiskeolieindustri før, nu og hvad så?

8 5

1940-49

1950-59

1960-69

1970-79

1980-89

1990-99

2000-09

2010-

Antallet af fiskemelsfabrikker i Danmark

Hanstholm Fiskemelsindustri er etableret i 1969 som et andelsselskab, men er siden lavet om til et aktieselskab, der omfatter de 2 fabrikker, der har været i Hanstholm. 2. januar 1948 etableres andelsvirksomheden Andelssildeoliefabrikken Amba i Esbjerg, og det er den ældste af de virksomheder bag konglomeratet af tidligere fiskemelsfabrikker i TripleNine Fishprotein, der omfatter de fabrikker, der har været i Esbjerg, Hvide Sande og Thyborøn. TripleNine har i dag kun produktion af fiskemel og olie i Thyborøn efter lukning af produktionen i Hvide Sande i 1997 og Esbjerg i 2008. Som kuriosum kan det nævnes, at navnet Andelssildeoliefabrikken afspejler 3 tidstypiske ting, nemlig virksomhedsformen, råvarearten og hovedproduktet, som i 1948 var fiskeolien og ikke fiskemelet.

Nils Chr. Jensen - formand for Fiskemelsforeningen

Udvikling i industrifiskeriet Frem til omkring 1950 foregår fiskeriet med mindre trækuttere og hovedsageligt efter sild. De første tobis landes i 1952, men det er først året efter, at et større fiskeri på tobis begynder. Fiskeriet på den næste ”nye” art, sperling, begynder i 1957. Forekomsterne af sild, brisling, tobis og sperling er en medvirkende faktor til den fordobling af fiskemelsfabrikkerne, der kommer i tresserne. De første stålskibe kommer sidst i halvtredserne, men der bygges på dette tidspunkt stadig nye træskibe, og det er først sidst i tresserne, at stålskibene bliver bedre og får deres egentlige gennembrud. Betingelserne for fiskeriet ændres radikalt gennem halvfjerdserne, idet der på nationalt som internationalt plan indføres regler og re-

169

2.000.000

2010

2007 2008 2009

600.000

2005 2006

800.000

2003 2004

1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002

1990

1991

1988 1989 1987

1982 1983 1984

1.000.000

1985 1986

1.200.000

1978 1979

1.400.000

1980 1981

1.600.000

1992 1993 1994 1995

1.800.000

400.000 200.000 0

Råvaretilførsler i tons 1978-2010

striktioner i fiskeriet så som fiskekvoter, bifangstregler og områder, der lukkes for fiskeri. Siden 1970 har der været restriktioner i sildefiskeriet med lukkede perioder, og i 1977 kommer så totalt stop for fiskeri efter sild, og dermed forsvinder det oprindelige grundlag for branchen. Derudover oprettes sperlingkassen i 1977, hvor det bliver forbudt at fiske sperling i et område øst for Skotland. Herefter begynder så fiskeriet i 1978 efter blåhvilling, og i midten af firserne og i takt med, at bådene bliver større, startes fiskeriet på hestemakrel. Fra 1978 og frem til i dag har leverancerne til fiskemelsfabrikkerne så hovedsageligt bestået af tobis som den vigtigste råvare, brisling, sperling, blåhvilling, hestemakrel og afskær fra konsumindustrien. Det skal dog bemærkes, at den danske kvote af hhv. blåhvilling og hes-

170

temakrel de sidste par år er gået direkte til konsum. Fabrikkerne supplerer i takt med vigende fiskeri deres tilførsler med leverancer fra bl.a norske, svenske og færøske både. Som det fremgår af figuren, er der i perioden 1978 til 2002 udsving i de årlige tilførsler, men stort set er der tale om stabile leverancer på 1.5 millioner tons om året. 2002 bliver det første år, hvor der sker en markant nedgang i leverancerne grundet en dårlig tobissæson, og herefter er det gået ned ad bakke til i dag, hvor leverancerne er halveret i forhold til tidligere. Afskær fra konsumindustrien er nogenlunde konstant, målt i hele perioden, og udgør fra 5 til 15 % af tilførslerne. Norge og Island er

Dansk Fiskemel- og Fiskeolieindustri før, nu og hvad så?

”

En regnefejl stoppede tobisfiskeriet med 36 timers varsel i 2007, hvor fiskeriet var det bedste i ”mands minde”.

også producenter af fiskemel på niveau med Danmark, og de har haft tilsvarende nedgang i tilførslerne.

på juleferie, hvor det er fysisk umuligt at nå at fange den. Kvoten reduceres herefter til 27.000 ton med virkning fra januar.

Det vil være for omfattende at forklare alle EU’s regler, der styrer og begrænser fiskeriet, så efterfølgende er blot et udpluk af det, fiskerne bliver udsat for af EU.

Ovestående eksempler viser lidt om, hvor galt det kan gå, når bekymringer og forsigtighedsprincipper fjerner realitetssansen fra beslutningstagerne i EU. Det er sådanne hovsaløsninger, der kan komme med dags varsel, der gør det vanskeligt for såvel fiskere som fiskemelsproducenter at planlægge driften.

Fiskeriet efter tobis ved Wee Bankie reguleres efter den tre-tåede rides ynglesucces, og området har været lukket siden 2000 for tobisfiskeri med undtagelse af sporadisk forsøgsfiskeri. Metoden til fastsættelse af tobiskvoten er blevet ændret hvert år siden 2002. En regnefejl stoppede tobisfiskeriet med 36 timers varsel i maj 2007, hvor fiskeriet var det bedste i ”mands minde”. Trods ihærdige forsøg fra såvel Danmarks Fiskeriforening og Fiskemelsforeningen samt møder med fiskerne og fødevareminister Hans Chr. Schmidt tog det et år at få genåbnet fiskeriet. Regulering af sperling synes at følge en model, hvor alle fisk dør nytårsaften kl. 24, F.eks. i 2008 tildeles 2/3 af sperlingkvoten på 80.000 t i december måned - 3 uger før fabrikkerne går

Nils Chr. Jensen - formand for Fiskemelsforeningen

Strukturtilpasninger i flåden Det er ikke kun fabrikkerne, der gennem nedlukninger og fusioner har tilpasset deres kapacitet til de faktiske fiskerimuligheder, tilsvarende er overgået de aktive fiskere. Udviklingen er gået fra små træskibe og mellemstore stålkuttere til større og større, men færre enheder. De største både laster i dag 50 gange så meget, som de store både lastede, da fiskeriet startede. Der har gennem tiden været indtil flere ophugningsrunder for at tilpasse antallet af både til de aktuelle fiskerimuligheder, men indførelsen af IOK har for alvor sat gang i strukturtilpasningen. Antallet af aktive industrifiskere er i dag under 10 % af, hvad det var i de gode gamle dage.

171

”

Dansk fiskemel afsættes globalt og er et anerkendt og respekteret produkt. Omkring 90 % af produktionen eksporteres og repræsenterer en eksportværdi langt over 2 milliarder kr.

Det globale marked Om ikke andet, så er de byer, der har eller har haft fiskemelsproduktion, kendt for lugten, og indrømmet det har lugtet, men der er i årenes løb investeret betydelige summer i at fjerne lugten og anden udledning, så branchen i dag lever op til de miljøkrav på røg, støj og møg, samfundet stiller.

ske fabrikker til konsum. Derfor anvendes al dansk fiskeolie til foder, og primært til laksefoder. Fiskeolie er pga. indholdet af de vigtige omega3-fedtsyrer igen populært til direkte konsum bl.a. i form af små kapsler. EU’s regler forhindrer dog, at de danske fabrikker kan få del i dette lukrative marked, som forventes at vokse betydeligt fremover.

Mange har sagt ”Det lugter af penge”, men det var faktisk de penge, man gik glip af, der lugtede.

Fiskemel anvendes som ingrediens i foder, og det er et højværdigt produkt, der i dag indgår i specialblandinger til smågrise og fiskefoder bl.a. omfattende laks, havbars, og rejer. Tidligere gik hovedparten af fiskemel til foder til fjerkræ og grise.

Desværre er det så ikke alle, der ved, hvad branchen laver, og hvad fiskemel og olie bruges til. Udover det miljømæssige, så har branchen løbende forbedret produktionsprocesserne, så det er ikke bare fiskemel og fiskeolie, der kommer ud af fabrikkerne. Der er tale om skræddersyede kvalitetsprodukter, der i mange tilfælde tilpasses den enkelte kundes ønsker og behov. For nu at starte med fiskeolie, så blev det oprindeligt brugt direkte til konsum, både i ren form i levertran og som blandingsprodukt i margarine. Men efter indførelsen af EU’s biproduktforordning er det ikke længere tilladt at anvende fiskeolie produceret på en af de dan-

172

Dansk fiskemel afsættes globalt og er et anerkendt og respekteret produkt. Omkring 90 % af produktion af fiskemel og olie eksporteres og repræsenterer en eksportværdi langt over 2 milliarder kr - en væsentligt fremgang i forhold til 1938. Fiskemel og olie omsættes på et globalt marked, hvor Peru og Chile er de dominerende producenter. Danmark har få muligheder for at påvirke verdensmarkedsprisen, som fastsættes

Dansk Fiskemel- og Fiskeolieindustri før, nu og hvad så?

i dollar, så såvel udsving i verdensmarkedspriserne som dollarkurser påvirker de danske fabrikkers indtjening og dermed afregningsprisen til fiskerne. Der har gennem tiden været så store udsving, at flere fiskere og fabrikker har været helt i knæ, for så året efter at være på den grønne gren igen. I bund og grund styres markedet, som så mange andre, af udbud og efterspørgsel, og der er her en hårfin balance. Det er muligt at substituere såvel fiskemel og fiskeolie med vegetabilske produkter, så alt afhængig af fodertypen og substitutionsprisen anvendes der mere eller mindre fiskemel og olie. El Nino-fænomenet i Sydamerika reducerer fiskeriet og dermed udbuddet af fiskemel, så i perioder med El Nino er der typisk højere priser på dansk fiskemel og olie. Omvendt kan et sygdomsudbrud i det chilenske lakseopdræt til en start mindske efterspørgslen med faldende priser til følge. Fiskemelsproduktion – en nødvendig produktion EU fastlægger også betingelserne for fabrikkerne, og også her kommer reglerne som et lyn fra en klar himmel. Regler, der i de fleste

Nils Chr. Jensen - formand for Fiskemelsforeningen

tilfælde opfattes som konkurrenceforvridende i forhold til de regler, der gælder for bl.a. konkurrenterne i Peru og Chile. Blot to eksempler - indførelsen af regler for maksimalt indhold af dioxin i fiskemel og fiskeolie i 1999, og forbuddet mod at anvende fiskemel i foder til drøvtyggere i 2000. I begge tilfælde fik branchen 4 dages varsel til at komme med indsigelser. Det er ikke nogen hemmelighed, at flere af EU’s medlemslande ønsker et stop for industrifiskeri, og der har i forbindelse med dette og ovennævnte stramninger, været afholdt flere høringer i EU omkring berettigelsen af det direkte industrifiskeri og branchen. I disse høringer har Danmarks Fiskeriforening og Fiskemelsforeningen stået skulder ved skulder og forsvaret industrien og fiskerne. Den overordnede konklusion har hver gang været, at den europæiske fiskemelsindustri er en lødig branche, der har sin berettigelse, især hvis EU’s ønske om øget vækst indenfor produktion af fisk i akvakultur skal realiseres.

173

Det er ikke kun EU, der kommer med konkurrenceforvridende tiltag. Danmark har med den nyligt indførte energiafgift forringet betingelserne for produktion af fiskemel og olie i Danmark i forhold til f. eks. Norge. Energiafgiften kan ikke lægges på færdigvarerne, så afgiften skal hentes på lavere afregning til fiskerne. Konsekvensen af dette kan blive, at nogle vælger at lande i fisken i Norge, og på sigt vil det koste arbejdspladser i Udkantsdanmark. Miljøet får det heller ikke bedre af, at fisken oparbejdes udenfor Danmark. Bæredygtig branche Bæredygtighed er en nødvendighed, hvis branchen skal have en fremtid, og der er brugt mange ressourcer på at vise omverdenen, at produktion af fiskemel og olie sker på et bæredygtigt grundlag. Den internationale fiskemelsforening har taget initiativ til en ny standard IFFO RS, der er en tredjeparts-certificering af fabrikkerne, omfattende råvarer, produktion og sporbarhed. Delen omring råvarerne er en pendant til en

174

MSC-certificering. Her og nu er sperling, tobis of afskær fra sild og makrel IFFO RS-godkendt i Danmark. Er der en fremtid? Områdebaserede kvoter, midlertidige kasser, MSY (Maximum Sustainable Yield), MSC, CCTV (kameraovervågning), Natura 2000, havvindmøller, bekymringsindustrien, EU m.fl. vil gøre sit til, at branchen ikke kommer til at kede sig fremover. Så derfor vil der de næste mange år være behov for organisationer som Danmarks Fiskeriforening, der kan bidrage med lidt realisme og praktisk viden – historien har vist, at teori ikke er nok – så: Et er søkort at læse - Andet skib at føre. Men som svar på indledningen - Ja - fiskerne og branchen er under et konstant pres og har trods alt overlevet indtil nu, da alle forstår at tilpasse sig de mere eller mindre berettigede krav, der stilles.

■

Dansk Fiskemel- og Fiskeolieindustri før, nu og hvad så?

Bent Hansen - regionsrådsformand i Region Midtjylland Favorit fiskeret: Stjerneskud - find opskriften på 2gangeomugen.dk

En landkrabbes bekendelser Lad det være sagt med det samme: Jeg er en landkrabbe. Født og opvokset i Silkeborg med langt til den nærmeste ’rigtige’ havn. Den smule saltvand, jeg måtte have i blodet, har jeg fået ind gennem mine bedsteforældre, som boede på Hjarnø i Horsens Fjord. Så hvad bilder jeg mig ind, at komme her og have en mening om dansk fiskeri og livet på søen? Et stormomsust erhverv Tja, trods en opvækst med fødderne solidt plantet i den jyske muld, har jeg gennem efterhånden mange år været – og er stadig – meget tæt inde på livet af de folk, som gennem deres arbejde og engagement har præget udviklingen i et til tider særdeles stormomsust erhverv. Tro mig, det er ikke blot på havet, at bølgerne går

højt. Hvis jeg skal komme med endnu en indrømmelse, så er det, at det faktisk tit har været noget rent ud sagt bøvl. I fiskere kan være utroligt besværlige, og det kan tage ganske lang tid at komme til enighed. I er ikke bange for at tage en holmgang, og derfor er der også ekstra grund til at kippe med flaget for de store resultater, erhvervet har opnået gennem mange og ikke mindst lange kampe. Stor trang til selvstændighed Måske hænger kampgejsten sammen med, at de folk, som har valgt fiskeriet som levevej, ofte er i besiddelse af en usædvanligt stor selvstændighedstrang. Det er selvbårne folk, som stoler på egne evner. På havet er man overladt til sig selv og egen formåen. Hvorfor skulle man så bøje af for vinden, når diskussionerne på landjorden raser?

177

Jeg har meget stor respekt for de resultater, erhvervet har opnået. Blandt andet at det er lykkedes at skabe én uddannelse. At mennesker, som dagligt skal kæmpe med erhvervets store udfordringer, som har forskellige interesser og som foruden at være kolleger også er konkurrenter, kan sætte sig omkring det samme bord og opnå enighed om en samlet uddannelse for hele erhvervet, er en kæmpe bedrift. Godt gået! Og helt nødvendigt for at sikre erhvervets fremtid. Tro på egne ressourcer På trods af modstridende interesser og indbyrdes kævl, har fiskerne holdt på deres ret til selv at udvikle deres erhverv. Fiskerne har en grundfæstet tro på, at man kan leve af fiskeriet, og de har stor tro på egne ressourcer. Hvis man ikke har det, er det ikke et liv ved fiskeriet, man skal vælge.

”

Vi har at gøre med folk, som ikke ønsker at være bundet til et kontor fra 8 til 16. Et folk med en frihedstrang, de ofte har fået ind med modermælken. Hvad skulle ellers få mennesker til at vælge et erhverv, som er forbundet med så mange usikkerhedsmomenter?

Grundlaget bliver angrebet Som landmænd er fiskerne underlagt naturens luner og menneskenes adfærd. Havet bliver brugt som losseplads, olieboringer løber løbsk og temperaturer i havet stiger for blot at nævne nogle af de udfordringer, fiskerne møder hver eneste dag. Når vi mennesker rykker ved naturens balance, er det et angreb på grundlaget for et helt erhverv. Alligevel er der folk, der insisterer på at hente deres udkomme helt derude, hvor mågerne vender. Udsat for vejr og vind og andre påvirkninger, de ingen indflydelse har på. Det fascinerer mig at møde den slags folk, og jeg har den dybeste respekt for dem. Selv om de som sagt også kan være temmelig besværlige. Erhvervspolitik, der vil noget Som nævnt er det mit politiske arbejde, der har bragt mig tæt på fiskerierhvervet og havnemiljøet. Det startede i min tid som amtsborgmester i Viborg, hvor jeg i kraft af den position kom ind i bestyrelserne i nogle af Danmarks største og mest betydningsfulde havne.

I er ikke bange for at tage en holmgang, og derfor er der også ekstra grund til at kippe med flaget for de store resultater, erhvervet har opnået gennem mange og ikke mindst lange kampe.

178

En landkrabbes bekendelser

I dag sidder jeg med stor fornøjelse i bestyrelsen for Thyborøn Havn, der ligger inden for Region Midtjyllands grænser og udgør den yderste og mest udsatte forpost. En stor del af de drøftelser, vi har ført i bestyrelserne, har gået på, hvordan vi kunne sikre havnenes og fiskerierhvervets position og udvikling. En udvikling, som ikke kun har betydning for den enkelte fisker eller fiskeindustri, men også for det omgivende samfund. Mange lokalsamfund er stadig dybt afhængige af et stærkt og velfungerende fiskerierhverv. Ja, mange steder er fiskeriet grundlaget for erhvervsudviklingen i det hele taget, så det er ikke uden betydning, hvilken politik der bliver ført. Og jeg kan love for, at vi har ført erhvervspolitik, som vil noget. Det har været og er stadig utroligt spændende og udfordrende. Kun én havn med vand i Én af de store personligheder, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med, var Danmarks Fiskeriforenings alt for tidligt afdøde formand Thorkild Førby. Han var naturligt nok meget opsat på at fremme især Hanstholm Havns betingelser. Det var her, han havde sit udgangspunkt, og her han var formand for den lokale fiskeriforening. Når jeg i diskussionerne med ham indskød, at der også var andre havne i amtet, sagde han: Sig til dem, at der kun er én havn med vand i!

Bent Hansen - regionsrådsformand i Region Midtjylland

Med det mente han, at de mindre fjordhavne havde andre vilkår, og på sin vis var det jo en meget fremsynet tilgang til udviklingen. Den går nemlig i retning af få, men til gengæld meget store havne. Det skal der til, hvis erhvervet skal have en fremtid. I global konkurrence I Region Midtjylland er der kun én vestkysthavn, som er robust nok til at møde fremtidens krav. Det er en fremtid, hvor de store kuttere, som har behandlingsanlæg om bord, sejler til de største havne, og der, hvor kilopriserne er bedst den dag. De opererer lidt lige som dem, der henter olie hjem fra Nordsøen, og afsætter den, hvor literprisen er bedst. Der er tale om ganske store investeringer i kuttere og anlæg. Men i modsætning til olieindustrien ikke med nogen garanti for gevinst. De store kuttere er udtryk for en centralisering, som vi også ser i andre erhverv, og som vi ikke skal være bange for. Det er en naturlig og nødvendig udvikling, hvis erhvervet skal kunne begå sig i den globale konkurrence. Men det er også et krav, at erhvervet udvikler sig i en nøje afstemt balance og fisker i overensstemmelse med den bestand, der nu er. Brug for de mindre havne At kun én havn kan bære den volumen, der skal til for at forrente de store investeringer, betyder ikke, at der ikke er brug for de mindre havne.

179

”

Erhvervet skal tænke i bæredygtigt fiskeri og tage fødevaremæssige initiativer. Fisken skal være frisk ”fra hav til mav”.

Jeg tror, at forbrugerne er parate til at betale en lidt højere pris for den gode kvalitet. Erhvervet skal tænke i bæredygtigt fiskeri og tage fødevaremæssige initiativer. Fisken skal være frisk fra ’hav til mav’, som vi siger med en let omskrivning af landmændenes slogan ’fra jord til bord’. Forbrugerne af i dag vil vide, hvor deres fødevarer kommer fra.

De spiller bare en anden rolle og lever langt bedre op til forestillingen om den hyggelige havn, hvor man kan købe friske fisk af en vejrbidt fisker med pibe i mundvigen.

Derfor er det afgørende, at erhvervet beskæftiger sig med alle led og udvikler leverancekæder, der kan sikre de friske produkter til forbrugernes maver.

Det skal der også være plads til. Det hører med til fortællingen om Danmark, og det er blandt andet noget, som turisterhvervet forsøger at udnytte.

Erhvervet skal også udvikle nye produkter som færdigretter, der taler til den travle dansker, og hvor fisk er den bærende del. Det er altså ikke kun volumen, der er afgørende. Kvalitet og nytænkning betyder mindst lige så meget.

Det er en turistattraktion at se en levende havn, måske overvære en auktion i de tidlige morgentimer, og at købe nogle friske fisk med hjem. Her får man en oplevelse med i posen. Men det fylder ikke meget i det store regnskab. Fra ’hav til mav’ Til daglig beskæftiger jeg mig som regionsrådsformand mest med sundhedspolitiske spørgsmål. I den egenskab er jeg glad for at kunne slå fast, at vi slet ikke kan undvære fisk i vores daglige kost. Sådan! Hvis danskerne begyndte at spise mere fisk, kunne vi måske spare nogle sundhedsudgifter - og jeg kunne måske nå to politiske mål samtidig! Men det skal være fisk af en god kvalitet.

180

Kursen er lagt For mig at se har fiskerierhvervet to hovedspor at udvikle sig ad. Udviklingen mod de meget store kuttere med stor volumen og tilsvarende store krav til kapital og forrentning vil fortsætte. Skagen, Hanstholm og Thyborøn er gode bud på havne, som kan bære den udvikling. Det vil ikke kun være enkeltpersoner, men også selskabskonstruktioner, der står bag. Kapitalen vil stå bag roret. Det andet spor er at drive med på bæredygtighedsbølgen. Her vil der være plads til mindre fartøjer, hvor skipper styrer, og hvor kvaliteten er det bærende princip. Det vil være fangst til de forbrugere, som gerne vil betale

En landkrabbes bekendelser

lidt mere for at få fortællingen om fisken med. De vilde fisk vil fortsat fylde mest, men erhvervet skal indstille sig på, at dyrkningen af ’fisk på land’ under kunstigt skabte vilkår vil vinde frem. Mennesker skaber udviklingen Jeg bliver selv ofte tiltrukket af miljøet omkring vores havne, og jeg søger tit derhen for at indsnuse lugten af olie og tjære. Men det romantiske skær, der gennem tiderne har været forbundet med det frie liv på havet, kan måske godt fortone sig i disse år, hvor fiskeri mere og mere ligner en højteknologisk industri. Det ændrer dog ikke ved, at det er mennesker, der skaber udviklingen. Mennesker, som med stålsat vilje og ukueligt mod står med begge ben solidt plantet på dækket, også når bølgerne går højt. Det er sådanne personligheder, jeg har mødt gennem mine mange år i de forskellige havnebestyrelser. Som erklæret landkrabbe nærer jeg dyb respekt for dem, der udøver erhvervet, og som kæmper for ordentlige betingelser for det. Med dette vil jeg ønske Danmarks Fiskeriforening tillykke med de 125 år som aktiv medspiller i udviklingen af ét af landets ældste og mest betydningsfulde erhverv. Det har altid været en fornøjelse at arbejde sammen med jer. Trods – eller måske på grund af – kampene!

Bestyrelsen for Thyborøn Havn

”

Det romantiske skær, der gennem tiderne har været forbundet med det frie liv på havet, kan måske godt fortone sig i disse år, hvor fiskeri mere og mere ligner en højteknologisk industri.

■

Bent Hansen - regionsrådsformand i Region Midtjylland

181

Peder Andersen - professor, Københavns Universitet Favorit fiskeret: Kogt pighvar med persillesmørsovs og små, nye kogte kartofler - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Fra RI 133 til virkelighedens kvotesnærende fiskeripolitik Og midnatsradioavisen har til slut en meddelelse fra Fiskeriministeriet: ”Fiskeriministeriet meddeler, at fra natten mellem tirsdag og onsdag vil al fiskeri efter søtunger i Nordsøen være forbudt”. Ja, det var jo kendt, at kvoten er tæt på at være opbrugt, men sørens også. Det har været en god tungesæson, men der er jo så mange tunger. Alle på Hvide Sande-kutteren RI 133 Karen Frich ryster opgivende på hovedet. Politik og uden sund fornuft!! Året er 1977. Bruxelles er begyndt at bestemme mere og mere, og i København gør de ingenting – eller kan ingenting gøre. For en fiskersøn var det en drøm, der hvert forår gik i opfyldelse, når skolen var slut og

det blev tid til at tage hyre som ”frimand”. At være sammen med dem igen på Karen Frich var sjovt – og så gav det de fleste år ret gode penge. Her 35 år senere er det interessant at se nærmere på fiskeripolitikkens helt afgørende elementer. I korte glimt kan nævnes fiskestop, havneblokader, protestsejlads til København, nattelange forhandlinger i Bruxelles, ophugningsordninger, PO-opkøb, fiskedage, kilowatt begrænsninger, TAC’er, individuelle kvoter og individuelle omsættelige kvoter. Har det hele blot været en stribe af unødvendige og skadelige forhindringer, og er EUs forslag til ny fiskeripolitik blot endnu en fejltagelse?

183

Måske endnu mere fundamentalt: Hvorfor ikke blot gå tilbage til ”de gode gamle dage”, da fiskeripolitik stort set kun var mindstemålsbestemmelser?

”

Hvorfor ikke blot gå tilbage til ”de gode gamle dage”, da fiskeripolitik stort set kun var mindstemålsbestemmelser.

”

I erkendelse af, at der gennem årtier har været gennemført uhensigtsmæssige reguleringer, der måske nok i et eller andet omfang har beskyttet fiskebestandene, men været byrdefulde for fiskerierhvervet.

Svaret blev givet i 1911 - For mange om for lidt. Den danske økonom, professor ved Københavns Universitet Jens Warming skrev i 1911 en lille, men banebrydende artikel om fiskeriets økonomi. Det er den første artikel, der er skrevet om ”Tragedien om fælles fiskeressourcer”. Han stiller i artiklen det helt enkle spørgsmål: Hvad vil der ske, hvis alle har fri adgang til at fiske? Og svaret, han giver, er, at så vil der blive for mange om for lidt. Artiklen kom i Nationaløkonomisk Tidsskrift og havde titlen ’Om ”Grundrente” af Fiskegrunde’, men kunne lige så godt have heddet ”For mange om for lidt”. Det vises i artiklen på en enkel og letforståelig måde, at hvis der er fuldstændig fri adgang til fiskeriet, vil det ikke være til gavn for fiskerne, og det vil være direkte skadeligt for samfundet, sammenlignet med en situation, hvor der gennemføres fornuftige reguleringer. Den frie adgang har en række uheldige konsekvenser og resulterer i økonomisk overudnyttelse af fiskebestande, og det kan også i et effektivt fiskeri betyde en biologisk overudnyttelse. Den frie adgang betyder, at der ikke sikres nogen grundrente, ofte også kaldt ressourcerente. Grundrente er det ekstra overskud, der er tilbage, når der er betalt normal hyre og driftsudgifter. Grundrenten er således det samfundsøkonomiske overskud, der kan ”høstes” ved at fiske. Nogen siger det på den måde, at grundrenten er det, der kunne betales til fiskene, hvis de ellers kunne kræve betaling for at blive fanget. I artiklen påvises også, at et samfundsøkonomisk overskud kan sikres ved at indføre fornuftige fiskeriregule-ringer, f.eks. ved brug af økonomiske regulerings-

184

Fra RI 133 til virkelighedens kvotesnærende fiskeripolitik

instrumenter som fiskerirettigheder, altså det der i dag er gennemført med individuelle fangstkvoter. Warming nævner også, at et alternativ kunne være, at der blev betalt for retten til at fiske, f.eks. ved en fangstafgift. Det afgørende er derfor, hvem der har rettighederne til at fiske og under hvilke vilkår. Konklusionerne i artiklen er fortsat nerven i moderne fiskeriøkonomi, selv om teorien selvfølgelig er blevet videreudviklet på mange måder og i mange retninger. Modsat for nogle årtier siden er Warmings resultater om nødvendigheden af at regulere i dag bredt erkendt og udbredt. Kræfterne samles i disse år heldigvis mere og mere om at forædle de reguleringer, fiskeriet skal fungere under. Dette sker jo også i erkendelse af, at der gennem årtier har været gennemført uhensigtsmæssige reguleringer, der måske nok i et eller andet omfang har beskyttet fiskebestandene, men været byrdefulde for fiskerierhvervet. I vores globaliserede tidsalder er det interessant at notere sig, at Warmings originale bidrag, der er skrevet på dansk, stort set forblev ukendt frem til begyndelsen af 1980’erne, hvor artiklen blev oversat til engelsk og publiceret internationalt. Fra den simple verden til virkelighedens kompleksitet Der er gode grunde til, at der ofte er stor afstand mellem fiskerne og forskerne, der arbejder med fiskeriets forhold, uanset om det drejer sig om de biologiske, økonomiske eller tekniske aspekter. Fiskerne ser en kompleks

Peder Andersen - professor, Københavns Universitet

verden med udgangspunkt i deres dagligdag. Forskere ser også en kompleks verden, men ofte med et andet udgangspunkt, og med et ønske om at forenkle denne komplekse verden, så der kan gennemføres analyser og opnås resultater, der har en vis almen gyldighed. Heldigvis har de senere års nærmere samarbejde reduceret afstanden. Det er i den sammenhæng interessant at notere, at det i Danmark er over 20 år siden, de første forsøg startede på at ændre fiskeripolitikken fra en mere og mere snærende kvotepolitik, der var ødelæggende for fiskernes økonomi og samtidigt betød en dårlig udnyttelse af fiskeressourcerne, til en regulering, der i højere grad tog det udgangspunkt, at fiskeri nu engang er en økonomisk aktivitet. Dengang og årene efter blev der ført en debat om at indføre reguleringer, der i højere grad var baseret på økonomiske reguleringsformer end på kvotebegrænsninger, fiskedage osv. På samme tid havde lande som New Zealand, Island og Australien indført individuelle fangstkvoter, der i større eller mindre omfang kunne købes og sælges fiskerne imellem. I de lande, der gennemførte individuelle fangstkvoter, blev der taget udgangspunkt både i teoretiske og empiriske fiskeriøkonomiske analyser. Med til at forklare den udvikling hører også, at de fleste fiskeressourcer med fiskerigrænseudvidelserne til 200 sømil blev ”privatiseret”, dvs. et eller flere lande i fællesskab blev ejer af fiskeressourcerne. Hermed var interessen for at se på mere rationelle reguleringer blevet vakt.

185

”

Nu anvendes individuelle omsættelige kvoter i hele det danske fiskeri. Dermed er Danmark kommet et skridt videre med hensyn til at udnytte de tildelte kvoter på en rationel måde.

I 2003 blev de individuelle omsættelige fangstkvoter indført i det pelagiske fiskeri, og siden 2007 har hele fiskeriet været omfatter af systemet. At der skulle gå så mange år, inden Danmark fik indført de individuelle omsættelige fangstkvoter, kan tilskrives flere forhold. For det første ”ejer” Danmark ikke fiskeressourcerne, men skal i samarbejde med andre EU-lande og for en del bestandes vedkommende også med Norge finde fælles løsninger på det helt centrale spørgsmål om, hvor meget der i alt hvert år må fanges i hvert område og for hver art. Dvs. der skulle opnås enighed om de totale tilladelige fangster, TAC’erne. Dette har til konsekvens, at hvis der ikke er fuld tillid til hinanden, er der ikke et godt grundlag for at gennemføre effektive reguleringer, da andre så får fordelene. En manglende tillid til hinanden vil betyde, at alle tror, de kan opnå fordele ved ikke at indgå og overholde aftaler, der kunne være til fordel for alle. Konsekvensen er, at alle taber på den manglende tillid til hinanden. Dette problem ses tydeligt i det forhold, at det har været nødvendigt at opbygge et omfattende kontrolsystem.

186

For det andet var udgangspunktet i 1990 og årene derefter, at der var overkapacitet i dansk fiskeri. Dette betød, at gevinsterne ved at gennemføre et nyt reguleringssystem ikke umiddelbart var så store som i en situation med lille eller ingen overkapacitet. Dette kunne have været løst ved at sikre en reduktion af overkapaciteten samtidigt med indførelsen af et nyt reguleringssystem, men der var ikke politisk opbakning til at gennemføre kapacitetstilpasningerne. I stedet blev et detaljeret reguleringssystem med fiskedage, kilowattbegrænsninger mv. gennemført. For det tredje har der altid været fokus på strukturen i dansk fiskeri, og der har været en frygt for, at med indførelsen af individuelle omsættelige kvoter ville strukturen ændres radikalt til ugunst for de mindre fiskersamfund og de mindre både. Med indførelsen af individuelle omsættelige kvoter i det pelagiske fiskeri blev der gjort de første danske erfaringer med et sådant reguleringssystem. Systemet virkede. Ulemperne var mindre end fordelene. Nu anvendes individuelle omsættelige kvoter i hele det danske

Fra RI 133 til virkelighedens kvotesnærende fiskeripolitik

fiskeri. Dermed er Danmark kommet et skridt videre med hensyn til at udnytte de tildelte kvoter på en rationel måde. Der er således en fin overensstemmelse mellem anbefalingerne, der kan drages fra grundlæggende fiskeriøkonomi og så virkeligheden. Desuden viser analyser med brug af data fra det danske fiskeri, at der har været gevinster ved at indføre det nye reguleringssystem. Dansk fiskeri og EU EU sætter på den ene side nogle klare grænser for dansk fiskeripolitik, men giver samtidigt nogle rammer for, at det principielt er muligt for de lande, der har fælles bestande at forvalte sammen, at få en langsigtet og holdbar fiskeripolitik, der både er til gavn for fiskerne og for hvert land. Men det kræver samarbejde og langsigtet samarbejde baseret på tillid og gensidig troværdighed. Erfaringerne viser, at EU’s fiskeripolitik i lange perioder ikke har kunnet sikre dette. Derfor har der også været problemer med at få gennemført reguleringer, der både sikrer fiskerressourcerne og samtidigt fremmer en effektiv fiskerisektor. Resultatet er blevet uhensigtsmæssige fiskestop, begrænsninger

Peder Andersen - professor, Københavns Universitet

for fiskerne i form af fiskedage, begrænsninger på fartøjernes effektivitet osv. Alt sammen har det gjort det vanskeligt at sikre et samfundsøkonomisk fornuftigt fiskeri, og det har været en unødvendigt stor byrde for erhvervet. Men Danmark har i de senere år været modig nok til inden for disse snærende EU-rammer at vælge reguleringer, der har muliggjort, at dansk fiskeri ikke er blevet afviklet, men tilpasset mulighederne. I udspillet til en ny fiskeripolitik i EU er der en række nye ideer, som langt hen ad vejen følger danske synspunkter. I oplægget til en ny fiskeripolitik er der forslag om individuelle omsættelige kvoter, tilskyndelse til selektivt fiskeri og helhedssyn med inddragelse af miljøhensyn. Et særligt problem er igen, at mange lande skal arbejde sammen, og jo dårligere dette sker, jo mere behov er der for stramme kontrolforanstaltninger. Men trods dette er der udsigt til et vist sporskifte i EU’s fiskeripolitik her næsten 30 år efter, at de nuværende overordnede rammer blev grundlagt.

187

Reportage fra Hvide Sande Mange mente tilbage i 1970’erne, at dansk fiskeri ville blive kvalt i kvoter, EU-regler og nationale reguleringer. Og mange drømte om ”de gode gamle dage” med så få begrænsninger som muligt. At dette synspunkt var udbredt – også på RI 133 den nat, hvor tungestoppet blev meddelt – er forståeligt nok, da fiskeriet på mange måder har været mishandlet i årtier med uhensigtsmæssige reguleringer. Der har ikke kunnet skabes forståelse for, at et mere markedsorienteret reguleringssystem ville være med til at smidiggøre fiskerireguleringerne. Den forståelse er nu til stede i Danmark og også mere bredt. Oplægget til ny fiskeripolitik i EU viser dette. Dette kan give grundlag for optimisme. I Danmark er optimismen vendt tilbage inden for dansk fiskeri. Fangsttal, omsætningstal og tal for indtjening viser en positiv udvikling. At konklusionen om optimismen er rigtig, kan næppe underbygges bedre end med udtalelsen i Weekendavisen fredag den 2. december 2011, hvor formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen, Hvide Sande i en artikel om fiskeriets forhold citeres for at sige ”Det går såmænd meget godt”.

■

188

Fra RI 133 til virkelighedens kvotesnærende fiskeripolitik

Peder Andersen - professor, KĂ¸benhavns Universitet

189

Gitte Seeberg - generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden og fhv. MF og MEP Favorit fiskeret: Kogt torsk med sennepssauce og knuste kartofler, og torsken er selvfølgelig fra Østersøen og MSC-certificeret - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Bæredygtige fisk til danskerne Der skal være flere fisk i havet. Så langt har vi altid været enige i WWF Verdensnaturfonden og Danmarks Fiskeriforening. Men hvordan vi når i mål, har vi ofte haft forskellige meninger om. Faktum er, at overfiskeri og faldende bestande flere steder stadig er en realitet, vi må forholde os til. Men WWF tror på, at billedet kan ændre sig. Der er nemlig også positive tegn på, at udviklingen kan vendes, og at løsningerne er inden for rækkevidde. Det globale overfiskeri er vokset støt de sidste mange år. Alene i EU er over 70 procent af fiskebestandene i dag overfiskede. Også i de danske farvande er livet i havet under pres, med truede fiskebestande som et målbart resultat. Herhjemme har de danske fiskere oplevet tilbagegangen i antallet af fisk i eget net.

Kun gennem bæredygtigt fiskeri kan billedet ændre sig. Derfor har WWF løbende presset på for at stoppe overfiskeriet, hvilket er nødvendigt, hvis også vores børnebørn skal kunne sætte tænderne i en velstegt rødspætte. Vi vil ha’ flere fisk WWF har gennem flere år arbejdet for at sikre et sundt og levende hav, med produktive fiskebestande og et langvarigt bæredygtigt fiskeri. Det har vi gjort ved at lægge pres på både politikere og fiskerisektoren, og ved at gøre det nemmere for forbrugere og supermarkeder at træffe gode og bæredygtige valg, når de køber fisk. Den gode dialog mellem WWF og Danmarks Fiskeriforening har de seneste år gjort arbejdet nemmere og har på flere områder spredt positive ringe i vandet.

191

”

At have et sundt og levende hav er vigtigt for os alle. Der ligger derfor et stort ansvar og en stor opgave foran os.

Men selvom vi begge ønsker flere fisk, har vi ikke altid været enige om vejen frem. Det har nogle gange stået klart under de diskussioner, der hvert år opstår blandt forskere, fiskere, miljøorganisationer og politikere om. hvor mange fisk der overhovedet er i havet, og hvor høje kvoterne skal være. Kvoter, der flere gange er blevet sat langt højere, end forskerne har tilrådet. Det kan være én af grundene til, at det er gået tilbage for fiskebestandene, selvom der også er mange andre årsager – såsom ulovligt fiskeri og udsmid af fisk. Alene i Nordsøen og Kattegat er det blevet vurderet, at over en fjerdedel af de fangne torsk i 2010 blev kasseret igen med det samme. Torskens bestand i dette område er i forvejen reduceret så voldsomt, at de tilbageværende i praksis kan have svært ved at reproducere sig selv. Det er ikke et ualmindeligt argument, at den egentlige årsag til de mange problemer er den europæiske fiskeripolitik. Selv Europa-Kommissionen har erkendt, at årtiers fiskeripolitik har slået grueligt fejl, og at der er behov for radikale ændringer. Økosystemet kan ikke blive ved med at betale prisen for overfiskeriet. At have et sundt og levende hav er vigtigt for os alle. Der ligger derfor et stort ansvar og en stor opgave foran os, hvis skuden skal vendes.

192

Hva’ for en fisk? Her er forbrugerne naturligvis vigtige spillere for netop at kunne vende skuden. De tager et aktivt valg i supermarkedet eller hos fiskehandleren, når menuen står på fisk eller skaldyr. Her skal de selvfølgelig kunne tage et bæredygtigt valg. Siden 2007 har WWF med fiske-guiden Hva’ for en fisk? hjulpet forbrugerne med at finde vej til de bæredygtige fisk, som heldigvis også ligger i kølediskene. Fiskeguiden er delt op efter samme farver som i et trafiklys. Er fiskene røde, opfordrer vi til at finde et alternativ, da fiskene i denne kategori er overfiskede og ofte fanget på en måde, der ødelægger havmiljøet. Styr fx uden om ål og helleflynder, råder fiskeguiden. De gule arter kan være et godt alternativ til de røde, men de kan også være problematiske, og man bør derfor tænke sig om. Fx er danske rødspætter generelt fisket med store masker, mens hollandske fiskerier af arten har et stort udsmid af andre fisk. Vi opfordrer derfor forbrugerne til at se sig for. De grønne fisk, som fx sild og makrel, betyder derimod frit lejde. Bestandene i den kategori har det så godt, at danskerne kan spise fiskene med god smag i munden – i mere end én forstand. Arterne er vurderet ud fra grundige og uvildige undersøgelser. Samtidig er målet med guiden

Bæredygtige fisk til danskerne

at give både forbrugere og supermarkeder et redskab, der giver et hurtigt og nemt overblik over, hvilke fisk man bør styre indkøbsvognen uden om, og hvilke man roligt kan købe. Forbrugerne vil nemlig have de grønne fisk. Danskerne går i langt højere grad op i, hvor deres fødevarer kommer fra, og hvordan de er produceret. Den holdning stod også klar i en undersøgelse lavet for WWF sidste år. Her svarede hele 81 procent af danskerne, at de ønsker bæredygtige fisk. Det samme billede tegner sig i resten af EU. 93 procent af franskmændene og 95 procent af italienerne svarede fx ja til samme spørgsmål. Tallene viser, at det ikke kun er i Danmark, forbrugerne bekymrer sig om fiskebestandene, som har det elendigt. Solstrålehistorie i Østersøen Heldigvis kan vi også se succeshistorier, der viser, at situationen i havene kan vendes. Massivt overfiskeri har været tæt på at udrydde bestanden af torsk i Østersøen. Det har dels skyldtes et meget omfattende ulovligt fiskeri, hvor der blev fanget langt flere fisk end tilladt, men også et enormt udsmid af for små torsk, der var med til at bringe torskebestanden tæt på kollaps. Men det lysner endelig for den eftertragtede spisefisk, som WWF har været stærkt engageret i at få på rette kurs igen.

I april 2011 blev fiskeriet efter Østersøtorsken nemlig tildelt det internationale MSC-mærke. WWF har i flere år kæmpet for Østersøtorsken gennem målrettede kampagner og presset på for, at den skulle forvaltes bedre. Efter en stor indsats fra industri, organisationer og beslutningstagere er situationen nu en anden. Det har over årene medført store krav til fiskerne, der bl.a. andet har oplevet begrænsninger i kvoter og fiskedage, indførslen af en langsigtet forvaltningsplan, krav til bedre fangstregistrering og ikke mindst krav om at bruge bestemte redskaber.

Gitte Seeberg - generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden og fhv, MF og MEP

193

”

De danske fiskere er de første, der klarede MSC-certificeringen, som nu garanterer forbrugerne, at Østersøtorsken kommer fra en sund bestand.

Og de mange forandringer har nu båret frugt. De danske fiskere er de første, der klarede MSC-certificeringen, som nu garanterer forbrugerne, at Østersøtorsken kommer fra en sund bestand. De svenske og tyske kollegaer er hurtigt fulgt efter i bestræbelserne på at leve op til de krav, der skal opfyldes for at få det eftertragtede blå bæredygtighedsmærke. Ambitiøst mål for dansk fiskeri Østersøtorsken er et billede på, at fiskerisektoren er begyndt at tage vigtige skridt i retning mod et mere ansvarligt fiskeri i Danmark. Derfor vakte det stor glæde, da Danmarks Fiskeriforening i slutningen af 2009 offentliggjorde et ambitiøst mål om, at alle danske fiskerier skal være MSC-certificerede i 2012. Den nylige certificering af Østersøtorsken fik dermed listen af certificerede fiskerier til at vokse. En liste, der i skrivende stund tæller sild, makrel, blåmuslinger, rødspætte og sej. Flere arter forventes at følge i kølvandet og få det blå mærke. Det er et stort skridt i den rigtige retning, at de danske fiskere har vist ansvar og engagement og været parate til at skabe en ny udvikling i fiskeriet. Noget, vi allerede så tegn på, da Danmarks Fiskeriforening for få år siden påbegyndte udviklingen af et kodeks for fiskeriet, der bl.a. havde til formål at beskrive fiskeri-

194

ets praksis og opstille målsætninger for bæredygtig og ansvarlig adfærd. At kunne kalde sit fiskeri bæredygtigt er ikke noget, der kan ændres med et trylleslag. Det er en langvarig proces, der kræver samarbejde, målrettethed og vilje til ændringer og forbedringer. For hvis vi nu skal være ærlige: Hvis fiskeriet allerede var bæredygtigt, ville vi ikke stå i en situation, hvor langt størstedelen af bestandene anses som overfiskede. Fiskere som naturforvaltere Men et bæredygtigt fiskeri handler ikke kun om, hvor mange fisk der er tilbage. Fiskerne er afhængige af havets sunde økosystemer for at have gode fangster med i land, men fiskeriet har også en stor påvirkning på miljøet og naturen i havet. Det kan for eksempel være ved kun at fjerne bestemte fiskearter eller størrelser, eller bifangst af havpattedyr og havfugle, der utilsigtet går i nettene. Det kan også være gennem påvirkning af havbundens levesteder, og de mange dyr og planter der har deres liv på bunden. Der har gennem mange år kunnet dokumenteres en støt tilbagegang i biodiversitet og naturtilstand i de danske farvande. Fiskeri er

Bæredygtige fisk til danskerne

naturligvis ikke det eneste, der påvirker livet i havet. Men fiskeriet spiller en vigtig rolle, hvis vi igen skal have et hav, der bobler af liv. Det gør mange andre aktiviteter og faktorer også, som kvælstoffer fra landbruget, der har betydning for den danske havnatur. Hvis billedet skal vendes, er det nødvendigt med en overordnet bedre beskyttelse af havet. WWF kæmper dog især for, at fiskeriets påvirkning af havmiljøet skal være så lille som muligt. Det vil for eksempel sige, at fiskerne skal bruge de mest skånsomme fiskeredskaber. WWF er også meget involveret i den danske Natura 2000-proces, hvor målet er, at gøre Natura 2000-områderne til tiltrængte oaser for havets mange dyr og planter. At have sådanne beskyttede områder på havet stiller store krav til fiskeriet. For det kræver omstilling, og mange vil nok opleve det som en stor begrænsning. Der vil derfor være behov for, at fiskerne i langt højere grad ser sig selv som naturforvaltere, hvis opgave det er at passe på det hav, der er til så stor glæde og betydning for alle danskere. Fremtidens fiskeri I det hele taget kommer der til at være mange omstillinger for fiskeriet i de kommende år. I 2012 skal EU’s fiskeripolitik genforhandles under det danske formandskab. Udspillet fra Europa-Kommissionen lægger op til en grundlæggende ændring af spillereglerne i det, nogen har kaldt den største revolution i europæisk fiskeripolitik i to årtier.

Som et nyt tiltag har Kommissionen foreslået at pålægge fiskerne at lande alle de fisk, de fanger. I Danmark har vi i et par år haft forsøg med kameraer og fangstkvoter som en måde at komme det store spild på havet til livs. Der er også tale om, at forvaltningen af alle fiskerier skal til at være langsigtet, ligesom en mere regionaliseret fiskeripolitik og handel af kvoter i alle de europæiske lande er foreslået. Om fiskerireformen og forandringerne i sidste ende vil blive så markante som foreslået, vil stå klart efter det danske formandskab. I WWF arbejder vi på det – for både havets og fiskeriets skyld. Fremtidens fiskeri skal være bæredygtigt og sikre et sundt og levende hav.

”

Hvis fiskeriet allerede var bæredygtigt, ville vi ikke stå i en situation, hvor langt størstedelen af bestandene anses som overfiskede. Selvfølgelig vil der være uenigheder om, hvordan vi kommer derhen, men forhåbentligt kan vi i dialog og samarbejde nå frem til fælles løsninger. Hos WWF Verdensnaturfonden glæder vi os til at komme videre, for det er både i fiskernes og forbrugernes interesse, at der er fisk nok i havet, nu og i fremtiden.

Gitte Seeberg - generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden og fhv, MF og MEP

■

195

Lars Ebbensgaard - rektor, Lemvig Gymnasium Favorit fiskeret: Torsk med muslinger og chorizo - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Universitet i Thyborøn Intet resultat fundet for Skibsproviantering i Lemvig. I min fars købmandskontor i kolonialforretningen hang to billeder, som fascinerede mig meget. Det ene var af Esbjerg Havns store fiskeauktionshal med de mange kuttere ved kajen, 5 kuttere uden på hinanden. Hver af dem tjente ind til tre familier og et ukendt antal folk i land. Man fik del i overskuddet efter den kendte recept, halvdelen til båden og halvdelen til mandskabet og naturligvis også noget til fjerdemand, lærlingen. Det andet billede var nærbillede af Bodil, E 512, som far ejede sammen med kutteren Harmoni. Ingen, der har hørt det, glemmer lyden af de gamle fiskekuttere duk – duk – duk – duk, og heller ikke eksplosionen af patronen,

som skulle til for at starte motoren. Jeg havde i studietiden en ven, som lige var flyttet ind i højhuset ved havnen i Århus. Han undrede sig over, hvor konstant naboen var med ægteskabelige sysler hver morgen klokken fem. Indtil han en morgen gik ud på altanen klokken fem og så Århus fiskerflåde stå ud. Et togt kunne tage 14 dage. Mon nogen i dag vil misunde dem, der skulle spise den rødspætte, som blev fanget den første dag, når man tænker på de korte togter og den ubrudte køl i dag. Kvalitet er det nye løsen. Vigtige personer på land var revisoren, som fortalte fiskeren, hvor meget der var tilbage på bogen, og skibsprovianteringen, som gennem kontrabogen agerede kassekredit. Som fisker udfordrede man ikke skæbnen. Skulle man in-

197

den afgang bemærke, at man havde glemt sin pibe derhjemme, gik man ikke hjem efter den, Det betød uheld. Man gik til købmanden og fik en ny.

”

Da jeg i 1979 ved skæbnens gunst blev den første rektor i Lemvig i nyere tid (der havde dog været en to-tre stykker i 1500-tallet), var Anker og Niels Andersen der stadig. To dejlige købmandsforretninger med skibsproviantering, og der var liv i havnen med mange kuttere ved kajen og fine auktioner i auktionshallen. Det er der ikke mere. Man kan godt slå Lemvig og skibsproviantering op på Google, men de kan ikke mere kombineres.

Men heldigvis er der oprettet Det Blå Bevis som afslutning af en toårig fiskeruddannelse. Den kan vi være stolte af, og den betragtede jeg fra starten som en gymnasial uddannelse. Vi lever i en revolution af stadige omvæltninger. I landbruget er der snart kun to gårde i hvert sogn, den ene er kirkegården. Det er sket ved at kapitalisere mælkekvoterne. Det samme er i gang i fiskeriet, hvor nogle kuttere allerede i dag er så store, at man kan fare vild i dem. De mange yngstemænd, som jo var lærlinge og stod for kontinuiteten mellem generationerne, er der ikke plads til mere. Og fiskernes børn

198

bringer ikke viden hjemmefra til fiskeriet. De går på gymnasiet og bliver ingeniører, læger eller måske fiskeriteknologer, ja, nogen ender som jurister i EU og lovgiver om maskestørrelser. Men heldigvis er der oprettet Det Blå Bevis som afslutning af en toårig fiskeriuddannelse. Den kan vi være stolte af, og den betragtede jeg fra starten som en gymnasial uddannelse. Den kommer vi tilbage til. Ændringen af Lemvig Havn til de nye tider kunne udmærket være begyndt i 1979, men lokale politiske systemer er så stærkt bundet til ønsketænkning. Nu med 30 års forsinkelse, er der endelig vedtaget en ny havneplan, hvor fiskeriets betydning er reduceret. Til gengæld er Thyborøn den store havneby, som foruden stort fiskeri med moderne konsumcenter også betjener store og voksende godsmængder. Konsumcenter - Thyborøn Fiskeauktion Center, indeholder alle funktioner, som er nødvendige for at gennemføre landing, sortering og omsætning af frisk fisk. Baggrunden for Konsumcentret var ønsket om at gennemføre en fornyelse og samling af Thyborøns faciliteter indenfor omsætning af frisk fisk – med henblik på at leve helt op til tidens krav. Med kommende stigende brændstofpriser, vil godsmængden, som transporteres på havet vokse, og havnen vil være ideel offshorehavn til vindmøller. En vigtig partner i denne udvikling vil være fiskeriuddannelsen med forgreninger til fødevarefremstilling, kokkekunst og havbiologiske undersøgelser

Universitetet i Thyborøn

Ud, vil jeg, ud! En af mine storebrødre fik i 1949 lov til at komme med ’Bodil E512’ på et togt, hvor de lagde til i Grimsby. Her var meget at hente. Der var plads til megen tobak og cigaretpapir i Harboørehabitten, og nogen kom hjem med ananas på dåse! På et tidspunkt kom Bodil hjem med nogle kæmperuller twist, som vi kaldte det. Det var dejligste lagenstof fra engelske bomuldsspinderier. Det gik som varmt brød til damerne i Holstebro, jeg husker, der var kø helt ud i Grønsgade. På den måde kan man sige, at den danske fiskerflåde redte sengene op i Holstebro efter krigen. Marshall-hjælpen fra USA var jo kun lige vedtaget. På mine elevers mellemnavne kan man se, at der har været kontakt over havet. O’Brian fra Skotland og i Dali fra Færøerne er ikke ualmindelige, hvilket bestemt har været godt for blodfornyelsen. Vores dejlige egn mellem Vesterhav, Limfjord og Klosterheden er nemlig at betragte som en ø. Den ø, hvorfra vikingerne gik i leding til England og Normandiet. Som ung rektor skulle jeg engang hen til eksaminationslokalet med en censor, som gjorde store øjne over sceneriet uden for døren. En billedskøn solbrændt fiskerdatter sad og skar tørfisk med sin tollekniv, som sikkert i dag er forbudt. Da han så fik at vide, at hun hed Jacqueline O’Brian Kirk, fik han lyst til at være ansat på Lemvig Gymnasium. I det hele taget har der altid været fest og ballade omkring fiskerbørnene på Lemvig Gymnasium. Midt i 80’erne indtog jeg sammen med

Lars Ebbensgaard - rektor, Lemvig Gymnasium

en klasse Manhattan, hvor vi i forbindelse med FN’s ungdomsår skulle være med til at bringe vidt forskellige unge sammen. Det blev en klasse fra Lemvig Gymnasium sammen med en spændende organisation i New York, ’City Kids’. Første møde var i et lokale i Twin Towers på Tower Manhattan. Det hele blev bragt i stand af teaterleder Reidar Nilsson, Tuukkakteatret. Det kunne der skrives en bog om, men her vil jeg blot referere, hvad fiskerdatteren Lenette svarede en journalist, da han spurgte hende om, hvad de gjorde, da de så alle disse fremmedartede unge i skyskraberen. Hendes uforglemmelige svar var: ”Jow, da tu’ vi en støk tyywgummi.” En anden gang havde vi udveksling med en meget forfinet overklasseklasse fra Rungsted i whiskybæltet nord for København. De troede på forhånd, at vi gik rundt med en greb i hånden og var meget forundrede, da mine elever inviterede dem på fest. ”Holder I også fest?”, sagde de, men glemmer aldrig, hvad fiskerbørn kan gøre ved en festaften. Det er i høj grad fiskerbørnene, der har givet Lemvig Gymnasium sin friskhed. Denne urædhed over for fremmede og dette gåpåmod skal vi sørge for at udnytte i fiskeriuddannelsen. Gymnasieelevfiskeri Lemvig Gymnasium startede i 1979 med 62 elever. Det var ikke noget at prale af. Noget måtte gøres. Jeg fik sat en invitation i stand til Thyborøn Skole. Det var her, jeg skulle fiske dem, for stort set ingen gik dengang på efterskole, og kun meget få kom på gymnasiet. Det blev på tre måder et spændende besøg.

199

”

Det er i høj grad fiskerbørnene, der har givet Lemvig Gymnasium sin friskhed. Denne urædhed over for fremmede og dette gåpåmod skal vi sørge for at udnytte i fiskeriuddannelsen. Jeg blev ved indgangen modtaget at skoleinspektør Petersen, som sagde, at han lige havde måtte skælde en elev fra tiende klasse ud, fordi han havde stået og flået en bog i stykker. Hvad sagde drengen så, spurgte jeg, og den stakkels inspektør svarede lettere rystet, at eleven havde givet følgende svar:”Nu ka do bar vint en hal or, så tjener æ dowwelt så møj som dig!”. Der var glade dage i fiskeriet, og onde tunger sagde, at fiskerne havde belagt deres vandhaner på toiletterne med guld. Der var ingen grund til at gå i skole. På lærerværelset fik jeg afleveret mit budskab i den hyggeligste atmosfære, og jeg glemmer aldrig skolevejleder Uhrenholdts afslutning: ”Nu skal Ebbensgaard lige vide, at vores elever fra Thyborøn også gerne vil på universitetet. De vil bare vente, til der kommer et universitet i Thyborøn!”. Det kunne jeg ikke klare, men jeg har stadig håb om en universitetsafdeling i Thyborøn. På trods af det kom der siden væsentlig flere elever til gymnasiet fra Thyborøn. På omtrent samme tid var amtsrådsmedlem fra Langerhuse Bodil Busk Sørensen, der var lærer på Harboøre Skole, i gang med at samle underskrifter ind til en fiskeriefterskole. Formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening på dette tidspunkt gav Bodil lov til på generalforsam-

200

lingen at fremlægge skoletankerne, hvorefter alle fiskerne skrev under på at ville støtte. Det resulterede i, at Fiskeriefterskolen blev oprettet i 1981. Fiskeriskolen startede i 1996 i efterskolens rammer. I striden om, hvorvidt det skulle være mesterlære eller om uddannelsen skulle styres af skolen, valgte man en hybrid i enighed mellem fagforeningen 3F med Karsten Kristensen som forhandler og Danmarks Fiskeriforening, hvis direktør Niels Wichmann fostrede idéen. At følge dette arbejde har været fantastisk og givet mig stor respekt for makkerparret Niels Wichmann og Flemming Kristensen, der efter formandskab for Thyborøn Havns Fiskeriforening blev formand for Danmarks Fiskeriforening 2004 til 2008, hvor han døde, kun 63 år gammel. Vi savner alle Flemming. Lemvig Gymnasiums biologilærere og Keld Vincent gik sammen og lavede ’Blå linje’, hvor gymnasieelever kunne få et ophold på fiskeriskolerne og lære om fiskerierhvervet med både teori og praksis. Eleverne boede på både skib og skole, og jeg var med på fisketogt under ledelse af den vidunderlige skipper Alex. Det er måske min største oplevelse som skolemand at stå sammen med gymnasieelever og rense fisk ude på havet med mågerne parat til at gribe alt, hvad vi kastede ud. Lære at stå fast på det

Universitetet i Thyborøn

”

Lige nu er antallet af menneskemunde rundet de 7.000.000.000, samtidig med at klima-, miljø-, og naturbevarelsesproblemer har meldt sig. At føre fiskerierhvervet ind i den nye tid kræver eksperimenter, forskning og uddannelse. Det vil derfor være rigtigt at placere en universitetsafdeling i Thyborøn.

gyngende skib med kniv i hånd og en horisont på 360 grader i fuld bevægelse. Denne skiften mellem at se ned i bølgerne og kort tid efter op i himlen! Da gik det op for mig, hvor frit og fornemt det er at være fisker. Kroppen og alle sanser er i nærkontakt med himmel og hav, og fornemmelsen er et vigtigt redskab til at finde, hvor fisken er. Stadig indgår kendskab til fiskeri som en vigtig del af efterskolens værdigrundlag, og stadig er skolen en fødeskole til Fiskeriskolen. Og den uskrevne lov, at formanden for skolen er en fisker, er der ikke rørt ved. Lige nu er det formanden for den lokale fiskeriforening Kurt Madsen, der er formand for skolen.

Lars Ebbensgaard - rektor, Lemvig Gymnasium

Håbet er nu, at lokalbefolkningen vil slutte op om skolen og se den som en vigtig arbejdsplads. Vi er stolte af, at efterskolen har givet anledning og hus til en erhvervsskole, det er der ikke andre efterskoler, der har. Lige nu har antallet af menneskemunde rundet de 7.000.000.000, samtidig med at klima-, miljø- og naturbevarelsesproblemer har meldt sig. At føre fiskerierhvervet ind i den nye tid kræver eksperimenter, forskning og uddannelse. Det vil derfor være rigtigt at placere en universitetsafdeling i Thyborøn.

■

201

Eskild Kirkegaard - fiskeribiolog og vicedirektør i DTU Aqua Favorit fiskeret: Stegt søtunge (sole menuière) - find opskriften på 2gangeomugen.dk

En til tider udskældt race Én af de vigtigste opgaver for en fiskeribiolog er at beregne, hvor mange fisk der er i havet, hvor mange af dem vi kan fiske, så det er bæredygtigt og der er fisk i havet til vores efterkommere. Det er ikke en let opgave. Prøv og gå ud og tælle, hvor mange fugle der er. Det er ikke så ligetil, men dog meget lettere end at tælle, hvor mange fisk der er. Selv om det er svært at vurdere fiskebestandenes størrelse, og der altid er og vil være en usikkerhed forbundet med vurderingerne, er vi i al beskedenhed ret gode til det. Uanset hvor retvisende bestandsvurderingerne måtte være, har de dog ofte givet anledning til kritik og påstande om, at biologerne ikke ved, hvad der foregår eller at biologerne er i

lommen på enten fiskerne, politikerne eller miljøorganisationerne. Overfiskeri For fiskeribiologer har det altoverskyggende emne indtil nu været overfiskeri. Fiskeriet intensiveredes kraftigt fra 60erne og frem til årtusindskiftet. Der var en næsten konstant stigning i fiskeritrykket, og fiskeriet fangede en stadig større andel af fiskene i havet. Resultatet var, at mange af bestandene efterhånden blev overfisket og mængden af fisk i havet faldt. Den negative udvikling betød lavere fangster. Reaktionen på de faldende fangster var at fiske mere. Det betød endnu færre fisk og dårligere fiskeri. Fiskeriforvaltningen var ikke effektiv. Urapporterede og fejlrapporterede fangster blev et

203

stigende problem. I begyndelsen af 90’erne var de reelle landinger af Østersøtorsk f.eks. to til tre gange de officielt rapporterede. Resultatet var, at fiskeriet efter torsk i Østersøen kollapsede. Kollaps i Østersøen havde store økonomiske konsekvenser for fiskerne på Bornholm, og selv om biologerne i over 10 år havde advaret mod udviklingen, blev vi stærkt kritiseret for at give alt for restriktiv rådgivning og for ikke at tage hensyn til fiskeriets interesser. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at skulle trænge ind i mødelokalet i forbindelse med generalforsamlingen i Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening i 1992. Vejen var ikke netop banet for mig, skal jeg hilse og sige. Fiskerne er eksperter Engang råbte en fisker, da jeg kom ind ad døren til et møde: ”Hvis det stod til mig, ville du være skudt, død og begravet nu!” Ikke lige den bedste indledning til et møde, men da vi efter mødet sad over et par øl, havde vi en god diskussion om udviklingen i fiskebestandene og fiskerierne. Vi blev ikke enige, men fik respekt for hinandens ekspertise.

”

En gang råbte en fisker, da jeg kom ind ad døren til et møde:”Hvis det stod til mig, ville du være skudt, død og begravet nu!” Ikke lige den bedste indledning til et møde.

”

Inden for de seneste 10 år er der i flere og flere fiskerier kommet en balance mellem fiskeriet og bestandene.

Fiskerne er eksperter. De har meget stor viden om de bestande, de fisker på. I den gode dialog viser det sig som oftest, at vi ikke er så uenige om, hvor mange fisk der er - men det er ikke altid, vi kan blive enige om, hvad det så betyder for fiskeriet og hvordan vi kan forbedre fiskerimulighederne og sikre, at fiskeriet er bæredygtigt.

204

En til tider udskældt race

Samarbejde Som situationen var i begyndelsen af 90’erne stod det klart, at skulle vi forbedre den biologiske rådgivning, var det ikke nok, at vi udviklede nye beregningsmetoder, det var nødvendigt at vi fik bedre og flere data. ”Tag med os ud!” havde fiskerne så tit sagt til os, ”Så skal I se, hvor mange fisk der er”. Vi sagde ja tak og fik udviklet et observatørprogram, hvor biologassistenter tager med ud på normalt fiskeri og registrerer, hvordan fiskeriet udføres og hvad der fanges. Det er imidlertid ikke et samarbejde uden problemer. Utallige krisemøder har været afholdt, hvor fiskere og biologer har diskuteret, hvad der skulle registreres og hvordan data kan og må bruges. Det sker, at en fisker si´r: ”du må godt komme med, hvis det er til gavn for fiskeriet!” Det er ikke et krav, vi kan acceptere. Ikke fordi vi ikke ønsker at gavne fiskeriet, men fordi vi lever af tillid til vores rådgivning og det er afgørende, at den er objektiv og afspejler virkeligheden. Samarbejde kræver kommunikation, dialog og tillid. Kommunikation er svær, og der indgår ikke meget af den i uddannelsen af fiskeribiologer, men vi tilstræber at levere en gennemsigtig rådgivning, så alle kan se, hvordan vi er kommet frem til vores resultater. Jeg ser meget gerne, at fiskere og andre interessenter i højere grad bliver involveret aktivt i bestandsvurderingsarbejdet. Jeg ser også meget gerne, at den biologiske rådgivning i højere grad bliver givet i en dialog, hvor der er plads til at diskutere

og tolke rådgivningen. Det lyder simpelt, men er meget svært at gennemføre i praksis i det komplekse internationale forvaltningssystem, vi i dag er en del af. Positiv udvikling Omkring 2000-2002 begyndte vi for første gang i den tid, jeg har beskæftiget mig med fiskeri, at se en positiv udvikling. Kurven med det konstant stigende fiskeritryk knækkede, og inden for de seneste 10 år er der i flere og flere fiskerier kommet en balance mellem fiskeriet og bestandene. Der er stadig mange eksempler på overfiskeri, og mange af bestandene er fortsat på et lavt niveau, men vi begynder efterhånden at kunne tale om bæredygtige fiskerier. Det ses bl.a. ved de mange fiskerier, der inden for de seneste år er blevet MSC-certificeret (MSC er et internationale mærkningssystem for bæredygtigt fiskeri). Der er mange årsager til den positive udvikling, men jeg tror, det har været afgørende, at fiskerierhvervet og beslutningstagerne har accepteret, at det er nødvendigt, at der er en balance mellem fiskeriet og fangstmulighederne, at fiskeriet er bæredygtigt og at fiskeriet forvaltes, så det er økonomisk rentabelt Fiskeribiologens rolle Som fiskeribiolog er det vigtigt at erkende, at vi hverken regulerer naturen eller skal regulere fiskeriet, men at vi skal levere en rådgivning, som kan tjene som grundlag for reguleringen og som beskriver konsekvensen for naturen og fiskeriet af reguleringerne.

Eskild Kirkegaard - fiskeribiolog og vicedirektør i DTU Aqua

205

”

Jeg er overbevist om, at en resultatbaseret forvaltning, hvor fiskeriet reguleres ud fra klare målsætninger og fiskerne selv kan planlægge deres fiskeri, så målsætningerne opfyldes, er vejen frem.

Fiskeri er nok den menneskelige aktivitet, der har størst direkte effekt på fiskebestandene, men er langt fra det eneste, der bestemmer udviklingen i fiskebestandene. Især ændringer i havmiljøet har stor indflydelse på bestandene og fangstmulighederne. De betingelser, fisk lever under, ændrer sig hele tiden. Ændringer, som kan have afgørende indflydelse på fiskeriet, hvorfor det er vigtigt, at de indgår i bestandsvurderingerne og rådgivningen. Vores rådgivning skal være baseret på den bedste forskning. Det betyder, at vi i vores forskningsplanlægning gerne skal kunne se mindst ti år frem, så vi om ti år har den viden, der skal til for at svare på de spørgsmål, der vil blive stillet til den tid. Fiskeriregulering i morgen Jeg er enig i kritikken af, at reguleringen af fiskerierne er for detaljeret. Der er tale om mikromanagement. Poul Degnbol, chef for det Internationale Havundersøgelsesråds (ICES) rådgivningsarbejde, har meget illustrerende beskrevet, hvad det ville betyde, hvis EU’s fiskeriregulering blev overført til hastighedsreguleringen i trafikken: du kommer kørende i din bil og der står ikke bare et skilt, som fortæller, at du kun må køre 50 kilometer i

206

timen. I stedet fortæller det, at du skal holde dig i 3. gear, have et let trykt på speederen osv. Det er med andre ord ikke kun hastigheden, du bliver målt på, men også hvordan du fører din bil. Årsagen til denne detailstyring af fiskerierne skal søges i problemerne med overfiskeri. I 90’erne var der generel erkendelse af, at fiskeriet var i en negativ spiral med stigende fiskeritryk og faldende bestande, men der mang-lede tilsyneladende vilje til for alvor at ændre forvaltningen. I stedet for at gribe ind, hvor det betød noget, lavede man små justeringer og nye detailregler, som byggede oven på allerede eksisterende detaljerede regler. Mange af reglerne blev indført, uden at konsekvenserne var blevet ordentligt undersøgt eller direkte imod den videnskabelige rådgivning. Man havde ondt ved at sikre en effektiv kontrol af reglerne og ved at erkende, at det var nødvendigt at reducere fiskeriet. Jeg er overbevist om, at en resultatbaseret forvaltning, hvor fiskeriet reguleres ud fra klare målsætninger og fiskeren selv kan planlægge deres fiskeri, så målsætningerne opfyldes, er vejen frem. Skal detailreguleringen væk og fiskeriet måles på, hvad man fanger og ikke

En til tider udskældt race

hvordan man fanger det, kræver det, at fiskeren er parat til at dokumentere sit fiskeri. Metoderne til at dokumentere fiskeriet er der, men skal det virke i praksis er det afgørende, at den enkelte fisker aktivt deltager i dokumentationen. Fiskeribiologen i morgen Sidste år ændrede EU reguleringen af tobisfiskeriet. Efter år med ”langhåret forskning” og mange diskussioner med fiskere og forvaltere kunne vi fremlægge en ny rådgivning, som optimerede fangstmulighederne, samtidig med at risikoen for lokal overfiskning af tobisbestandene blev mindre. Det er en rigtig god fornemmelse at kunne bidrage til en fiskeriforvaltning, som lever op til målsætningen om maksimalt bæredygtigt udbytte. Det er i situationer som denne, at man er stolt over at være fiskeribiolog. Det er nok ikke mange, der er klar over den store forskningsindsats, der ligger bag ved den nye tobisregulering. Man kan selvfølgelig

mene, at det ikke gør noget, så længe biologerne blot kan levere en rådgivning, som understøtter en positiv udvikling. Men det er vigtigt at forstå, at en kvalificeret rådgivning forudsætter forskning i international klasse. Netop det at sikre, at rådgivningen er baseret på den bedste forskning, er blevet meget sværere i de seneste år. Ikke nok med, at det at skaffe penge til forskning er blevet en disciplin i sig selv, hvor man skal man være meget skrap til at skrive ansøgninger for at få del i de forskningsmidler der udbydes, fiskeriforskning er også forsvundet som emne i de forskningsprogrammer, der udbydes. Jeg synes, det er rigtigt, at offentlige midler til forskning udbydes i konkurrence og der er en overordnet prioritering af, hvad midlerne anvendes til. Det har imidlertid ikke gjort det lettere at sikre, at fiskeribiologisk rådgivning er forskningsbaseret og jeg kan godt frygte, at fiskeribiologen ikke kun er en udskældt, men også en uddøende race

Eskild Kirkegaard - fiskeribiolog og vicedirektør i DTU Aqua

■

207

Knud Sunesen - fhv. fiskerimedarbejder, Morgenavisen Jyllands-Posten Favorit fiskeret: Hvidvinsdampet pighvar med fyld rørt af smør, løg, persille og citronsaft - find opskriften på 2gangeomugen.dk

I konfliktfyldt farvand Er der blevet mere stille omkring dansk fiskeri i de store medier de seneste år. Har nogle medier sparet fiskerimedarbejderne væk, eller er de mest markante fiskere og holdningsfyldte organisationsfolk gået i land? Jeg efterlyser politikere, som helhjertet taler fiskeriets sag, som brænder for det og ved, hvad det drejer sig om. Eller er jeg kommet for langt væk fra erhvervet og virkeligheden efter ti år som chefredaktør i ugepressen på en drømmefabrik? Ganske vist har jeg i den periode været i en branche med stærke følelser, men uden kajsnak, uden blokader, indespærrede fiskerikontrollører, ulovligheder, bramfrie, ærlige, hårdtarbejdende fiskere, der turde og ville tage ansvar for deres eget liv. Men jeg glemmer ikke de mange gode år, da jeg fik lov til at være sammen med stærke person-

ligheder, organisationsfolk og mennesker, som ønskede at bestemme, og som var i stand til at sige fra. Og som måske også ind imellem gik over stregen. Personer, der var til at stole på, og som man ikke var i tvivl om mente et ja eller et nej, når de udtrykte det. Derfor er jeg glad for det lille tekrus på mit skrivebord – en gave fra direktør Niels Wichmann - med inskriptionen ANSVARET TILBAGE TIL FISKERNE. Jeg er nemlig helt enig.

”

Er der blevet mere stille omkring dansk fiskeri i de store medier de seneste år?

209

Som fiskerimedarbejder på Morgenavisen Jyllands-Posten i perioden 1981-1999 bevægede jeg mig konstant i et konfliktfyldt farvand - og undskyld klicheen - havde det som en fisk i vandet, både når bølgerne gik højt i Bruxelles, på Christiansborg, på Læsø og blandt de aktive fiskere på havet. Det var konfliktstof, som ramte forsiden af avisen, og artikler som dengang ofte blev drejebøger til tv- og radioindslag. Jeg fik mange forsideartikler i de år. Jeg nød at være sammen med fiskerne, jeg led og festede med dem. Jeg var med, når de lavede blokader, og jeg forsøgte at forstå, når den sidste jæger gjorde oprør, gik til modangreb på forordninger, love, maskestørrelser, mindstemål, kvoter og magtens mænd i Bruxelles. Ingen var dengang i tvivl om, at de aktive fiskeres sympati for EU kunne ligge på bunden af det allermindste stueakvarium.

”

For den almindelige fisker drejede det sig ikke om politisk tilhørsforhold. Om man var venstremand, konservativ eller socialdemokrat var ligegyldigt. Men gik det ikke stærkt nok, blev der gennemført protestsejladser, hvor en ar-

Fiskerne var klar over, at der altid var gode tv-billeder i den slags, og hvis man ikke gik over stregen, var der en god mulighed for at vinde danskernes sympati og opmærksomhed.

210

mada af fiskerfartøjer blev sendt fra vestkysten mod LANGELINIE, der blev lavet ”bliv i havn-aktioner” eller blokader. Fiskerne var klar over, at der altid var gode tvbilleder i den slags, og hvis man ikke gik over stregen, var det en god mulighed for at vinde danskernes sympati og opmærksomhed. Det drejede sig simpelthen om at blive hørt - HURTIGT – så fiskerne kunne komme på havet og passe deres arbejde igen. Giftskib blev stoppet Jeg husker specielt, hvordan der ved flere lejligheder blev samarbejdet med Greenpeace om blokering af giftskibe, der dumpede eller brændte giftigt affald af på Nordsøen. Det var spontane aktioner, der blev gennemført uden om organisationerne og til mange politikeres store fortrydelse, men som fik tilslutning og bred opbakning. Aktionenen i Nordsøen mod havafbrændingsskibet Vulcanus II i 1987 blev en folkesag, og daværende fiskeriminister Lars P. Gammelgaard måtte skifte kurs. Efter adskillige døgns belejring af giftskibet mistede en Esbjerg-skipper tålmodigheden og fik listet et trawl ind i skruen på Vulcanus II, der dermed var total ukampdygtig. Røgen fra skibets afbrændingsovne forsvandt, afbrændingen stoppede, Vulcanus II måtte søge mod nødhavn i Norge. Vi var på helt almindeligt fiskeri, overholdt søvejsreglerne, og det var ikke vores skyld, at Vulcanus II fik trawlet i skruen, bedyrede den dengang 30-årige

I konfliktfyldt farvand

Esbjerg-skipper Christian Nielsen, da han året efter stod tiltalt i retten for groft hærværk og blev mødt af et erstatningskrav på godt 5,5 mio. kroner. Greenpeace`s solidaritet med fiskerne slap op, da regningen skulle betales. Og de varme følelser og alliancen mellem aktivisterne og fiskerne kølnedes yderligere, da Greenpeace senere gik i en useriøs aktion mod det for dansk fiskeri indbringende og livsvigtige industrifiskeri efter tobis i et område ud for Storbritannien. Danmarks Havfiskeriforening måtte stille en garanti på 5,5 mio. kroner for at sikre, at der ikke blev udtaget arrest i de fartøjer, der havde været involveret i aktionen. Ejerne af kemikalieafbrændingsskibet Vulcanus II, Ocean Cumbustions Services, blev af Christian Nielsen forud for retssagen stillet over for et modkrav i form af erstatning på 200.000 kroner for ødelagt fiskegrej. Fiskere blokerede giftskibet, fordi de følte sig overbeviste om, at giftrester og klorforbindelser fra afbrændingen endte i fiskene. En påstand, som senere blev understøttet i en rapport, Greenpeace havde bestilt i Sverige. Chr. Nielsen fastholdt, at han var på almindeligt fiskeri, da Vulcanus II dukkede op, og senere var der 30-40 andre fiskerfartøjer omkring kemikalieafbrændingsskibet, forklarede han. Chr. Nielsen blev i kriminalretten i Esbjerg idømt 60 dages betinget fængsel for groft hærværk, idet retten mente, at Christian Nielsen bevidst havde forsøgt at få trawlet i skruen

på Vulcanus II, som led i en kollektiv aktion mod giftafbrændingen. Flere end fire år efter aktionen blev erstatningssagen mod Christian Nielsen og de to andre involverede fiskeskippere behandlet ved Vestre Landsret i Esbjerg, og det endte med, at Danmarks Havfiskeriforening måtte udrede en erstatning på 3,2 mio. kroner på vegne af de aktionerende fiskere. Igennem 25 år, frem til afbrændingen blev stoppet, var der brændt 1,5 mio. tons kemiske affaldsstoffer af midt i et af de vigtigste fiskeområder i Nordsøen. Affaldsstofferne kom så langt væk fra som Spanien, Italien og Schweiz, og afbrændingen var ikke underlagt fuldstændig kontrol, lød det fra Danmarks Havfiskeriforening. Det er uforståeligt, at fiskerne skal betale en millionbøde for at redde miljøet til gavn for os alle, konstaterede havfiskernes nyudnævnte direktør, Niels Wichmann, efterfølgende dengang i 1991. Men de 3,2 mio. kroner blev betalt og senere opkrævet via kontingent hos medlemmerne. Og i dag, hvor de store kemikalieafbrændingsanlæg er placeret og stærkt kontrolleret på land, er ingen vel i tvivl om, at danske fiskeres pionerindsats dengang er en gevinst for alle os, der har glæde af og ønsker et rent havmiljø. Fisk blev politisk og fiskere blev politikere Fiskerne har aldrig haft den store begejstring for den regulering af fangsterne, som sker

Knud Sunesen - fhv. fiskerimedarbejder, Morgenavisen Jyllands-Posten

211

”

Fiskeriorganisationerne kunne i de år slet ikke enes, men skændtes tvært imod ofte for åbent tæppe – i Jyllands-Posten blandt andet. gennem de internationale aftaler. Mere eller mindre nødvendige sildestop, brislingekasser, torskestop medførte ofte hårde konfrontationer. Fiskeriorganisationerne kunne i de år slet ikke enes. Det være sig havfiskerne og fiskerne i de indre farvande imellem, fiskeeksportørerne og de aktive fiskere, som ikke kunne finde takten sammen, men tværtimod ofte skændtes for åbent tæppe – i Jyllands-Posten blandt andet. I januar 1981 fik Danmark en ny og uerfaren fiskeriminister, den tidligere socialdemokratiske skatteminister Karl Hjortnæs, som trådte ind som minister for fiskeriets forunderlige verden, og som faktisk hurtigt blev respekteret af de menige fiskere på kajen. Han skulle i gang med de første svære forhandlinger om fælles fiskeriaftaler i EF og lagde dengang på møderne ved vestkysten med de aktive fiskere ikke skjul på, at de i al fremtid nødvendigvis måtte rette sig efter, at fisken ville blive politisk, og at der i de kommende år forestod nogle meget vanskelige internationale fiskeripolitiske forhandlinger om fordeling af havets ressourcer. Det endte som bekendt med det store fiskeriforlig i 1983, hvor kvoterne, regler om maskestørrelser og mindstemål og beskyttelse af havområder blev indført, og der blev skabt en fast fordeling af kvoterne i EFhavet imellem landene. Vestkystfiskerne var rasende, og forhand-

212

lingerne var ikke afklaret ved årsskiftet 1982/83. En stor flåde af danske fiskere stak til havs i trods med trusler om opbringning og store bøder lurende forude. Formanden for havfiskerne, Laurits Tørnæs, opildnede fiskerne til at stikke til havs. ”I skal ikke ryste på hånden”, lød hans budskab på et stormøde i Esbjerg. Senere kom Kent Kirks berømte togt til Storbritannien for at fiske inden for den britiske 12 sømilesgrænse. Både Laurits Tørnæs og Kent Kirk endte med ministerposter i Schlüterregeringen, og senere kom Lene Espersen til på den nationale politiske scene. Hun var datter af fiskeeksportør og fartøjsejer Ole Espersen, Hirtshals, så hendes vej i politik gik også, omend indirekte, via fiskeriet. Uro og aktioner I 1990 stod docent Henning Poulsen, Aalborg Universitetscenter åbent frem i JyllandsPosten og erklærede, at dansk fiskeri mangler dygtige og kompetente ledere til at tage sig af såvel den strategiske planlægning som de ofte svære forhandlinger på politiker- og embedsmandsplan. Jeg tror ikke, det er muligt at finde en branche, som er så splittet og dårligt organiseret som fiskerierhvervet. Det er ufatteligt, at fiskerne ikke kan indse, at de hurtigst muligt bør slutte

I konfliktfyldt farvand

sig sammen i en stor organisation og få ansat en professionel direktør med tilhørende sekretariat, lød hans melding. Interessekonflikterne i erhvervet i den periode var store, og embedsmændene fik nemmere og nemmere ved at spille parterne ud mod hinanden. Og det blev faktisk også sværere og sværere for embedsmændene at finde svarene, når de sammen med skiftende ministre bevægede sig ud til kysterne på fangstpladserne. Når de var i nord, fik de ét at vide, når de passerede Limfjorden og kiggede forbi Thyborøn, Hvide Sande eller Esbjerg, var rådene andre og ofte de stik modsatte. Men efter det seneste kvoteforlig stod danske fiskere sammen og gik i en fælles påskeaktion i 1993. Jeg husker aktionen som en af de voldsomste konfrontationer i mine år som fiskerimedarbejder. ”Danmarks fiskere er normalt lovlydige mennesker. Der var engang, da vi med stolthed viste det danske flag ude på havet. I dag er vi tvunget ud i lyssky, ulovligt fiskeri. Det skyldes EFs vanvittige kvoter. Danmarks kvoter svarer kun til tre måneders fiskeri for hele resten af 1993”, hed det blandt andet i en helsides annonce i min avis med en hilsen og ønske om god påske til alle andre danskere end lige netop regeringen. Annoncen var underskrevet ”danske fiskere”.

Ansvaret tilbage til fiskerne Karl Hjortnæs´ ord i 1981 om, at fisken er blevet politisk, måtte fiskerne op igennem perioden konstatere var korrekt. Der kom flere og flere restriktioner og forordninger ind i erhvervet. Antallet af embedsmænd i ministeriet øgedes kraftigt år for år, og det stolte, selvstændige og undertiden også oprørske, frie erhverv herhjemme, måtte i større og større udstrækning indordne sig under og finde sig i, at andre bestemte, at politikerne og embedsmænd oftere og oftere opsøgte og støttede sig til andre rådgivere end dem, de fandt blandt fiskerne i havnene. Det var ikke udelukkende internationale biologer, der havde garnet ude og fik større og større bestemmelsesret over farvandene. Embedsmændene orienterede sig også mere mod Bruxelles. Det er mit indtryk, at mange aktive fiskere faktisk i de år følte, at den største trussel mod deres frie liv lå i de begrænsninger, som blev udstukket ”af politikere og akademisk uddannede embedsmænd i dyre habitter og med alt for store slipseknuder.” Jeg slap min nære kontakt til fiskeriet og dets udøvere i forbindelse med jobskiftet i 1999. Men jeg er den dag i dag stadig fyldt med beundring over de mennesker, som har gjort det krævende og slidsomme liv på havet som fiskere til deres levebrød, og som trods stridigheder med engagement har gjort dansk fiskeri til en økonomiske succes, som vi alle har glæde af.

Knud Sunesen - fhv. fiskerimedarbejder, Morgenavisen Jyllands-Posten

■

213

Camilla Hersom - MF og fhv. formand for Forbrugerrådet Interview af Margrethe Lyngs Mortensen Favorit fiskeret: hel grillet fisk (fx rødfisk, havbars eller sandart) med olivenolie og citron - find opskriften på 2gangeomugen.dk

FISK!!! Det er jo det man siger, når man bliver spurgt om noget, man ikke kan svare på! Det betyder: jeg ved det ikke, hvad taler du om???? Eller: Jeg ved ingenting om det her og derfor siger jeg: ”fisk!” Måske siger det lidt om den status, fisk har, smiler Forbrugerrådets formand Camilla Hersom.

For mange starter forholdet til fisk med ”makrel i tomat” på dåse og kommer næppe meget videre end til sildemaden. Vi spiser jo ikke fisk med ben i længere. Før i tiden var det jo lettere at vurdere, om en fisk var frisk, dengang havde den hoved og hale – og ben i, men i dag spiser vi jo fileter, og så er det ikke helt let for forbrugeren at vurdere om fisken er frisk.

Camilla: Hvis jeg var i fiskebranchen, ville

jeg holde fokus og være meget opmærksom på tendenserne i disse år, hvor der kan findes et enormt potentiale for forandring. Det er jo et mærkeligt paradoks: vi er omgivet af vand, men er kødspisere alle sammen og mange nærmest analfabeter, når det gælder fisk og fiskespisning.

215

”

Danskere, der har rejst i Sydeuropa, kommer hjem med tårer i øjnene og fortæller om det store marked, hvor man kunne få alt muligt – og hvor man kunne finde tiden til at eksperimentere og lægge en blæksprutte på grillen. Har Forbrugerrådet en opgave i at lære forbrugerne at spise fisk? Camilla: Joh, måske. I forbindelse med dette interview forskede jeg lidt i fiskesagen, og jeg må konstatere at fisken er repræsenteret i vores blad ”Tænk” når det gælder ernæring og kostråd, men fordi der også skrives en del om problemer med tungmetaller og andre giftstoffer, overfiskning og CSR-problemer (Corporate Social Responsability), og problemer med fiskens friskhed, så ender beskrivelsen med at indeholde mange modsatrettede budskaber. Det er med andre ord ikke et særligt positivt billede, der tegnes af fisk i Tænk.

udvikling. Jeg ved godt, at gourmetbølgen ikke i første omgang trækker Hr. og Fr. Danmark til fiskebordet, men på lidt længere sigt kan udviklingen betyde, at fisken ses som noget attråværdigt. Sushien er et eksempel på fisk, som danskere er vilde med - og noget, vi køber som take away eller spiser ude. Det kan være vi skal tænke mere på landbrug til søs, med alle de udfordringer, det nu stiller til miljøpåvirkning og foder til fisken osv. Vores skaldyr burde inspirere, og der skal tænkes alternativt, hvis der skal mere fisk og mangfoldighed i folks vaner. Forbrugerrådets blad Tænk burde måske

Hvad skal få den danske forbruger til at

beskæftige sig mindre med problemerne og

spise mere fisk?

skubbe mere på den udvikling?

Camilla: Jeg tænker, vi skal lade os inspirere af det ny nordiske køkken. Det handler meget om at se sig om påny og bruge de fødevarer, som er lige i din nærhed. Du kan stadig spise fisken fra en anden verdensdel, men de kolde farvande om os kan bruges til meget mere, end vi hidtil har gjort. Jeg synes, det bliver spændende at se, hvad vi kan få ud af den inspiration, og måske kommer fisk med på den gourmetbølge. Det kan være med til at trække en

Camilla: Vi er jo med til at styre udviklingen gennem det vågne øje, men ser det ikke som vores opgave at være dem, der skal hjælpe en produktion på vej. Vores opgave er at oplyse, så forbrugerne kan tage et informeret valg - til det hører at være optaget af ernæring og effekten på det omkringliggende miljø

216

Vi vil være positive overfor et landbrug til søs, hvis der tages hensyn til miljø, fordi det netop

FISK!!!

kan give forbrugerne et tilbud om billige og gode fødevarer. I fiskeerhvervet må der nødvendigvis være en ordentlig regulering – og det ved fiskere, som jo er meget globale. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, vi kan leve med helt andre og højere standarder i Danmark end i andre lande, men jeg synes at udviklingen i landbruget dokumenterer, at det på sigt betaler sig at hæve barren. Så kan man altid diskutere, om du skal være 100 eller 50 eller bare 10 km foran. Men der skal udvikling til, og det danske fiskerierhverv må gå foran. mSC-mærkning og hippie-sniksnak. CAmiLLA: Jamen, selvfølgelig kan du også pege

på problemer med mærkningen – Forbrugerrådet indgår i arbejdet, så vi er helt opmærksomme på udfordringerne. Der er nok for mange, der slipper igennem nåleøjet i ordningen, og hvis miljømærker skal give mening, så skal ikke alle i verden kunne leve op til standarden. Mærket skal gives til den, der gør det bedre og højner standarden. Økologien har faktisk hjulpet det konventionelle landbrug til at blive bedre for miljøet. Det er ikke bare sniksnak for hippier, nej, det betyder, at vi må tænke nøje over vores ressourceforbrug i verden. Det er nødvendigt. men kender forbrugeren mSC-mærket? CAmiLLA: Nej, ikke endnu! Men det kommer. Hvis du testede her på gangene i Forbruger-

Camilla Hersom - MF og fhv. formand for Forbrugerrådet

”

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, vi kan leve med helt andre og højere standarder i Danmark, end i andre lande, men jeg synes, at udviklingen i landbruget dokumenterer, at det på sigt betaler sig at hæve barren.

217

”

Hvis miljømærker skal give mening, så skal ikke alle i verden kunne leve op til standarden. Mærket skal gives til den, der gør det bedre og højner standarden. rådet, hvor folk generelt er bedre oplyste, end så mange, ville det kunne knibe med at få det korrekte svar på, hvad MSC-mærket dækker over. Mærket har ikke fået det tilstrækkelige gennemslag endnu. Men hvem skal sørge for, at vi danske spiser mere fisk? Camilla: Danskere bruger en lille andel af

indtægten på mad, og historisk har vi været vant til at nøjes. Jeg tror vores protestantiske nøjsomhedskultur betyder, vi synes, det er for dyrt. Vi er sådan lidt selvpiner-agtige, når det kommer til indkøb af fødevarer, men heldigvis er der sket rigtig meget i de seneste årtier, og vi på vej mod en større mangfoldighed på mange områder, blot på fisk halter udviklingen stadig bagefter - og fiskedelikatesserne er der langt imellem. Den lille omsætning medvirker sandsynligvis også til, at priserne på fisk er så høje. Vi bør have lidt mere konkurrence på fisk og fiskeprodukter i Danmark? Camilla: Ja! Vi arbejder meget med konkur-

rence og hvordan den fremmes.

218

Det handler blandt andet om den danske butiks-struktur, at de dyrere varer eksporteres, så der kun er den lavere kvalitet tilbage til danskerne. Sagen er, at vi faktisk giver for meget for ringere varer! Men løsningen er ikke lige om hjørnet. Det er svært at forestille sig, at en kæde som fx Carrefour vil etablere sig i Danmark. Vi er for små, og det er for besværligt med vores lille sprogområde. Markedet er uinteressant, og danskere er for uvillige til at bruge mange penge på mad. Min egen erfaring er for resten, at danskere taler om ”det gode franske køkken”, men jeg har nu også spist meget, meget ringe som studerende i Frankrig. Sagen er, at der er kunder til begge dele. I Danmark har vi ikke kunder nok til den dyre ende, desværre. Men den gode nyhed er, at der er et vindue med det nye nordiske køkken, og det burde fiskere koble sig på. Erfaringen viser, at det er meget, meget afgørende, at varerne er tilgængelige, hvis forbrugernes adfærd skal ændres, så de køber flere og bedre fisk og skaldyr. Det er de færreste forbrugere, der spørger efter ting, de ikke kan se – men hvis varerne er tilgængelige, er det lettere at få dem ned i kurven.

FISK!!!

Derfor er der ikke nok at begræde den manglende efterspørgsel – man er nødt til at motivere den ved at sælge så fristende, friske lækre fisk og skaldyr, at vi som forbrugere ikke kan stå imod!

kvalitet – og det tror jeg, er en god nyhed også for fiskeerhvervet.

Jeg tror fx det er en del af baggrunden for, at salget af økologisk og fair trade produkter er steget de seneste år, som ellers har været præget af økonomisk krise: Når udbuddet bliver af en tilstrækkelig kvalitet og omfang, så kan der findes nye kunder til det. Men det kræver, at de handlende tager handsken op.

Camilla: Ja, der er problemer at tage fat på. Vi

Men kommer fiskehandlerne til at forsvinde? Camilla: Ja, præcis som ostehandlere, bagere og mange brancher kommer fiskehandlerne nok til at rykke ind som delikatesse i supermarkedet. Det er måske en skam, men når jeg tænker på min egen hverdag, så er der ikke plads til at handle flere steder. Det dur ikke at romantisere i en dagligdag, hvor unger skal hentes og bringes osv. Det går ikke alene den vej, fordi priserne hos fiskehandlere er så høje – det handler også om, hvad der er praktisk muligt. Men en butik i butikken er jo udmærket – så længe der stadig købes fisk.

Tendensen er, at det kommer til at handle om kvalitet, frem for kvantitet, mindre er mere – eller bliver, det og brug og smid væk-kulturen forsvinder, fordi det ikke er godt for nogen. Der er en fremtid for højere pris og bedre kvalitet. Tænk på alle de specialøl, vi har fået på markedet de seneste ti år. Folk betaler for den bere

Camilla Hersom - MF og fhv. formand for Forbrugerrådet

Ser Forbrugerrådet mange problemer med vildledende markedsføring?

ser fisk, der pumpes for at få dem til at svulme, der er problemer med farven i foderet og der er masser at gøre f.eks. for at få oplyst, hvornår en fisk er fanget og hvor. Vi vil gerne kende farvandet, varen er fisket i – og vi er optaget af gifte og kemikalier – du kan ikke selv se, hvad produktet indeholder. Forbrugere spiser masser af kosttilskud i form af fiskeolier med omega3-fedtsyrer. Det er jo ikke den rigtige udvikling. Og netop fiskeolie som kosttilskud er et af de præparater, der sælger allerbedst. Mærkeligt i grunden, at folk gerne betaler for pillerne – i stedet for den friske fisk. Vi er altså i gang med et ”gendannelsesprojekt”. Hvis jeg var trendsætter indenfor fiskeerhvervet, ville jeg være meget opmærksom på, hvad vej vinden blæser. Jeg tror på, at kvalitet bliver meget væsentligt, og vi skal derfor have blik for at markedsføre særligt gode muslinger eller særligt nordiske fænomener som fx fjordrejer. Fjordrejer er jo netop en dyr delikatesse, men kun for ret små dele af befolkningen. Det kan bredes ud til at favne mange flere forbrugere. En lækker fredagsmiddag er sjældent fisk – det er synd.

■

219

Steen Gade - MF Favorit fiskeret: Kogt torsk med nyopgravede kartofler og nyopgravede gulerødder, serveret med en let rødvin. Smager ekstra godt, hvis man selv har fanget den og har haft den i let saltlage et døgnstid - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Fiskeriet og miljøet Fiskeriet står globalt og i EU – og dermed også i Danmark – overfor meget store omstillinger og afgørende beslutninger. Det korte ord for problemerne er, at fiskeri, som det foregår i dag, ikke er bæredygtigt. Det handler om overfiskeri, om forurening, om klimaændringerne og om tab af økosystemer til havs. Og på mange måder er det faktisk rigtigt at sige, at det er ved at være sidste udkald. Både fordi der har været advaret i flere ti år uden tilstrækkelig handling, og fordi befolkningstilvæksten i verden (indtil 2050 forventer vi, at 3 mia. flere munde skal mættes) alene tilsiger et stærkt stigende behov for fisk. Det har desværre været svært at få accept af, at der er tale om ikke-bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Erhvervsorganisationerne har været bange for at fortælle det til deres

medlemmer, og politikerne er veget tilbage af hensyn til erhverv og vælgere, men også fordi forståelsen for at en begavet og effektiv regulering på internationalt plan er en absolut forudsætning for erhvervets overlevelse. I alle årene var meldingerne fra forskere ellers helt klare, men modet manglede. Ja selv i den første bæredygtighedsplan for Danmark fra 2001 turde den daværende regering ikke skrive det farlige ord: Ikke bæredygtigt, og det er desværre ikke forbedret siden. Som på de fleste ressource – og miljøområder kommer sandheden til os udefra. Johannesburgtopmødet (Rio + 10) i 2002 satte 2015 som det årstal, hvor overfiskning skal stoppes, og EU tilsluttede sig målet – på papiret. I dag flyder advarslerne så ud af internationale institutioner. På Verdens Oceanernes dag i juni

221

”

Egentlig er det helt simpelt. Vi må høste/fange netop så meget, at vi også de næste år kan høste/fange ca. lige så meget.

i 2009 sagde generaldirektøren for WTO (Verdens handels-organisation) Pascal Lamy, at rovfiskeriet medfører, at mange fiskearter vil blive udryddet for tid og evighed, og at det ikke bare et dårligt nyt for oceanerne, men især for de ca. 45 mio. fiskere, der er i verden. Langt de fleste af dem er kystfiskere i Asien, Afrika og Latin Amerika. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) og Verdensbanken er også alvorligt bekymret og påpeger, at der på globalt plan kan tjenes yderligere 50 mia. dollars i fiskeriet, og at halvdelen af verdens fiskeflåde kunne skrottes, uden at fangsten reduceres. Dertil den viden, vi har om, at vi helt generelt bruger flere ressourcer, end der gendannes – altså ikke bæredygtighed. Vi har endnu til gode, at det bliver sagt så tydeligt, af politikere bredt, at alle forstår, at der skal meget mere handling til for at sikre erhvervet i fremtiden. Tydeligt i Danmark, i EU og globalt. Egentlig er det helt simpelt. Vi må høste /fange netop så meget, at vi også de næste år kan høste/fange ca lige så meget. Derfor skal de økologiske systemer i havet være intakte. Det er jo dem, der er forudsætningen for den fantastiske produktion af planter og dyr, der foregår i havet. Derfor er forurening af havene gift for fiskerierhvervet, og derfor er der en særlig trussel fra klimaændringerne. Klimaændringerne er en realitet. Vi er desværre i dag nødt til at konstatere, at de kommer og så lave en

222

Fiskeriet og miljøet

”

Vi må altså fortsat – og da specielt i Danmark – kigge stift på vores vandmiljø. Både det ferske og det salte og sikre langt større reduktion af kvælstof og fosfor. klimapolitik, der sikrer, at det hele ikke løber løbsk for os. Det betyder store ændringer i havet. Også større, end vi endnu har erkendt. Som på land vil der ske flytning og ændringer i plantevækst og dyreliv (i de økologiske systemer) på grund af varmere havvand. Det kan blive en ny udfordring både reguleringsmæssigt, fordi fisken måske flytter andre steder hen, og fordi vi risikerer kollaps af eksisterende økosystemer. Det mest dramatiske er risikoen for koralrevenes forsvinden samt risikoen for, at de mange mikroskopiske dyr med kalkskal reduceres markant med øget syreindhold i havet til følge. Og her kommer så luftforureningen og forureningen fra det dyrkede land med kvælstof og fosfor ind som en af de allerstørste udfordringer. Den skal dramatisk ned i forvejen, og klimaændringerne vil forøge problemerne, fordi det varmere vand vil øge eutroficeringen yderligere og dermed øge de i forvejen alt for store områder med iltsvind. Østersøen er først truet. Og faktisk truet af et direkte kollaps! Vi må altså fortsat – og da specielt i Danmark – kigge stift på vores vandmiljø. Både det ferske og det salte og sikre langt større reduktion af kvælstof og fosfor. Det betyder, at vi skal have en langt bedre og mere effektiv gennemførelse af EU’s vand-

Steen Gade - MF

rammedirektiv end det pjask, der er lavet de sidste år. Landbruget skal simpelthen levere et langt større bidrag til miljøforbedringer, end vi har set indtil nu. Dertil kommer ny offensiv indsats på luftforureningen i stedet for hele tiden at bede om udsættelser, som vi oplever i de her år. Giftudslip og udslip af farlige stoffer til vandmiljøet skal også højere op på dagsordenen. Testen for, om det lykkes for os er i første omgang de nære kystområder samt Østersøen. Beskyttelse af de økologiske systemer i havet er heldigvis kommet på dagsordenen, først og fremmest på grund af EU krav om Natura 2000-områder. På havet akkurat som på landjorden. Selvfølgelig, men sådan har det jo ikke været, og den offentlige debat er desværre stadig alt for præget af, at vi jo ikke sådan uden videre kan se, hvordan tilstanden er på havbunden. Den menneskelige natur lader sig ofte snyde til at tro, at det, man ikke kan se, ikke er et problem. Jeg vil vove den påstand, at hvis vi alle sammen kunne se forholdene på bunden af vore fjorde og have, når der er tale om iltsvind, så ville der blive noget nær national katastrofemelding. – Vi er bagefter her i landet, men er dog startet, men på den bare lidt længere bane er jeg ikke i tvivl om, at vi har brug for et netværk af marine reservater, der dækker op mod 30% af de

223

europæiske farvande (Globe position). Det er vel bare logisk, når vi godt ved, hvad der er brug for på landjorden. Nemlig det samme. Og så det tilbagevendende og kæmpestore problem med overfiskning. Her er regulering det helt afgørende. Der er beregninger, der siger, at 70% af verdens fiskebestande er overfiskede. I EU er tallet 72% ifølge rapporten til det 35. møde i den videnskabelige komite for fiskeri, og ifølge EU-Kommissionen er de grænser, der sættes i de årlige fiskeriforhandlinger i EU, 23% højere end det videnskabeligt anbefalede. Sagt på dansk. De europæiske regeringer og politikere er med til at grave erhvervets grav – ofte støttet af erhvervets organisationer og medlemmer, der ikke kan få økonomien til at gå rundt, hvis fangsterne bliver fastsat for små. Der er altså mange om ansvaret og sådan set ikke nogen rigtige skurke. Kun ofre … for ved enden af vejen venter jo nedsmeltning. Det er derfor, den politiske regulering er så vigtig. Af kapacitet, af forurening og af økosystemer. Heldigvis er vejen frem også til at se. Det handler om at skabe den nødvendige sammenhæng imellem udnyttelse og beskyttelse, og det skal skabes i en ny tydelig alliance mellem fiskerierhvervet, miljøorganisationer og grønne politikere, der vil fremme erhvervet, så det kan fortsætte. Det er simpelthen den nye alliance for et bæredygtigt fiskerierhverv. I Danmark og Europa (det hænger uløseligt sammen) og globalt. – Et sådant grønt politisk partnerskab må stå tydeligt frem og dermed også lægge luft til de, der ikke ønsker en sådan udvikling. Akkurat som vi er ved at se det i pænt store dele af

224

industrien, hvor flere og flere satser grønt, og ligesom dele af landbruget - med økologerne i spidsen – forhåbentlig snart bliver lige så tydelige. Jeg vil prioritere et levedygtigt dansk og europæisk fiskeri. Ikke alt skal være opdræt, selv om det selvfølgelig også vil blive en vigtig udvikling. Sammen med den også udnyttelse af havets andre ressourcer. Muslinger på snore og tang, som vi udnytter alt for lidt på vore breddegrader. Både som føde og som råstof i biobrændselproduktion. Et bæredygtigt fiskeri skal leve i harmoni med vore naboer i andre dele af verden. Derfor må EU’s helt urimelige og uretfærdige aftaler med udviklingslande ophøre eller fundamentalt ændres, så de i stedet udvikler et lokalt kystnært fiskeri til gavn for udviklingen for fattige mennesker. Vi må altså også se globalt på fiskeripolitikken, når vi lægger grunden til EU’s næste fiskeripolitik. Og udgangspunktet for forbedringer er tilstede. EU-kommissær Maria Damanaki er den mest modige, vi har set indtil nu, så det giver håb for, at vi denne gang kommer længere i retning af bæredygtighed. Nøglebeslutningen skal være at fastholde Johannesburg-beslutningen om inden 2015 at standse overfiskning. I det arbejde, jeg har deltaget i som formand for Globe Europe sammen med andre parlamentarikere fra hele Europa og fra vidt forskellige politiske partier, har vi i juni 2011 udarbejdet en række anbefalinger, der alle tager det udgangspunkt. Nogle af synspunkterne skal

Fiskeriet og miljøet

kort her refereres. Det handler om stop for udsmidning, om at beskytte det kystnære fiskeri bedre, om politik for marine reservater på op mod 30% af havarealet, om støtte til historisk bæredygtige fiskemetoder, at eliminere overkapacitet og ikke mindst at fjerne eksisterende subsidier og i stedet støtte alternative metoder m.m. Alt sammen for at sikre bæredygtighed. Mit håb er, at vi kan få lavet det eksisterende kvote pr. bådsystem om, så det bliver mindre præget af spekulation. Hvis vi ikke gør det, er jeg bange for, at fiskeriet kan ende i samme fælde, som delvist har ramt landbrugsektoren, der hvor den har indført frit omsættelige kvoter. Nemlig at det er blevet alt for dyrt for nye at komme ind i erhvervet. Kvoter pr. båd har store fordele, og jeg har været en af de første, der talte for det helt tilbage i begyndelsen af 1990erne. Men det skal ikke bare være en model, hvor det hele kapitaliseres. Det bør være en del af en bedre løsning, at der skal afleveres kvoter tilbage til en kvotebank, der derefter kan stille dem til rådighed for nye fiskere, der i forvejen har store etableringsomkostninger. Det vil også være en større sikkerhed for, at fiskeriet fortsat kan finde sted med god indtjening mange steder langs de danske kyster.

”

Heldigvis er vejen frem også til at se. Det handler om at skabe den nødvendige sammenhæng imellem udnyttelse og beskyttelse og det skal skabes i en ny, tydelig alliance mellem fiskerierhvervet, miljøorganisationer og grønne politikere, der vil fremme erhvervet, så det kan fortsætte.

Og så håber, jeg at vi danskere bliver bedre til at værdsætte den fantastiske mulighed, vi har for at spise friskfanget fisk. Det vil være en rigtig god støtte til det mere kystnære fiskeri, som vi skal værne om.

■

Steen Gade - MF

225

Morten Hahn-Pedersen - direktør i Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg Favorit fiskeret: Bacalhau (portugisisk klipfiskeret) - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Esbjerg - fra fisk til olie Da Esbjerg Havns 100års-jubilæum blev fejret i 1968, var havnen Danmarks suverænt største fiskerihavn. Byens fiskerflåde talte omkring 600 fartøjer med en samlet bemanding på godt 2.000 mand. Cirka hver sjette danske fisker var på det tidspunkt hjemmehørende i Esbjerg, hvor mellem en tredjedel og halvdelen af byens befolkning dengang havde deres udkomme af fiskeriet. Den store flåde gav tusinder af arbejdspladser i baglandet. 3 fiskemelsfabrikker, 16 filetfabrikker og 49 fiskeeksportører gav sammen med den nye auktionshal – Danmarks største, som netop blev indviet i 1968 – arbejde til en del, men hertil kom en række servicevirksomheder. Det drejede sig om 7 skibsværfter, 4 skibs- og bådebyggerier, 15 maskinfabrikker, 6 skibsinstallatører, 12 skibsprovianteringer, 10 vodbinderier, 5 kølehuse og en lang række andre funktioner, som f.eks.

et halvt hundrede kølevogne, der benyttedes af fiskeeksportørerne til kørsel til udlandet. Fiskeriet var Esbjergs livsnerve, og det markerede kommunen i anledning af 100års-jubilæet med indvielse af Fiskeri- og Søfartsmuseet, der som monument over det succesfulde erhverv ved den lejlighed blev givet som kommunens gave til byens borgere. Den særegne ”lugt af penge” hang stadig over byen, da jeg ved årsskiftet 1987/88 kom hertil for at tiltræde en stilling som ny direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Og havnen opbød i juledagene et imponerende skue med bassiner så tæt pakkede med fiskerfartøjer, at man formelig kunne gå tværs over bassinerne fra skib til skib. For en nytilkommen var Esbjerg stadig en markant fiskerby – og jeg glædede mig voldsomt til at skulle dokumentere dette

227

”

Dén 5. juledag havde jeg ingen som helst forestilling om, at min opgave... skulle blive at dokumentere et erhvervsskifte af rent ud utrolige dimensioner: Esbjergs overgang fra fisk til olie. erhverv og dets betydning for byen. Dén 5. juledag i 1987 havde jeg ingen som helst forestilling om, at min opgave som direktør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i virkeligheden skulle blive at dokumentere et erhvervsskifte af rent ud utrolige dimensioner; Esbjergs overgang fra fisk til olie. Esbjerg og olien Esbjerg var blevet basehavn for olie- og gasefterforskningen på Nordsøen, da DUC satte dette i gang i 1966. Byens fremsynede borgmester, Henning Rasmussen (S), havde været hurtigt ude og overbevist såvel bevillingshaverne som DUC-partnerne om byens fortræffeligheder som base. Henning Rasmussen så farer i Esbjergs afhængighed af et enkelt erhverv og ønskede dette suppleret med andre, men længe var ”Offshoren”, som det hurtigt blev kaldt i byen, blot et eksotisk islæt i profilen på det, der i den øvrige del af landet fortsat blev opfattet som en fiskerby – oven i købet ikke bare Danmarks, men én af Europas største. Fra senere samtaler med Henning Rasmussen ved jeg, at også han var overrasket over den effekt, som ”offshoren” med tiden skabte

228

i Esbjerg. Det var dog først med opbygningen af felterne Gorm, Skjold, Tyra og Rolf i årene 1979-85, at der kom skred i tingene. Danske og udenlandske virksomheder i forskellige partnerskaber nedsatte sig i Esbjerg for at få del i oliepengene fra Nordsøen. Samtidig så man de første lokale virksomheder opstå med ”offshoren” som det primære fokusområde. Èn af de sidstnævnte blev stiftet af Henning Kruse, der i 1980 satsede alt, hvad han havde og med base i et træskur på Esbjerg Havn ene mand startede virksomheden Esbjerg Oilfield Services (EOS), der alene på hook-up’en på Gorm blot et halvt år senere beskæftigede omkring 1.000 mand. Henning Kruse spredte hurtigt sin virksomhed og skabte bl.a. selskabet Ese-Holding i samarbejde med et par investeringslystne fiskere, Kent Kirk og Ole Andersen, som tidligt havde set offshorens muligheder. Èt af deres fælles initiativer var ”Esbjerg Vagtskibsselskab” – i daglig tale Esvagt – som fra 1981 tilbød vagtskibstjeneste under boringerne på Nordsøen. Kent og Ole var nogle af de første fiskere, som gik ind i investeringer i offshoren. Ikke mindst Ole kastede sig ud i tingene med hud og hår, blev daglig leder af det nye selskab, opkøbte gamle østtyske trawlere og fik dem ombygget til nye formål. Ole hyrede også kombinationsbesætninger af navigatører og tidligere fiskere, idet han fandt sidstnævnte bedst egnet til vagtskibenes arbejde ”tæt på søen”, som Ole plejer at udtrykke det. Esvagt er i dag er en virksomhed med omkring 30 fartøjer i aktivitet på bl.a. Nordsøen – og der er masser af tidligere erhvervsfiskere ombord på skibene.

Esbjerg - fra fisk til olie

”

...museets fartøjssamling, hvis godt 40 fartøjer målt på antal enheder ironisk nok overgår antallet af fartøjer i Esbjergs fiskerflåde på nu kun blot en snes skibe.

Red, hvad reddes kan Esvagt var blot én af en mængde virksomheder, som i disse år voksede frem i Esbjerg, der blev et center for den danske offshoresektor. Samtidig blev fiskeriet omstruktureret fra mange små til færre store enheder. Det satte sig spor på havnen. Fiskeri- og Søfartsmuseet havde en selvfølgelig og naturlig forpligtelse til at dokumentere de forandringer, som med stadig større hast fandt sted på Esbjerg Havn. Siden 1968 var fiskerflåden svundet ind til knap 260 fartøjer. Faldet i antallet af fartøjer bevirkede, at mange af de gamle redskabshuse blev forladt, en del af servicevirksomhederne lukkede i takt med kundernes bortfald, og i forhold til skibs- og bådebyggeriet var der efterhånden kun Raun Byberg, Johnny Hansen og ABC tilbage. En hel maritim kultur med tilknyttede håndværk og industri var på hastigt tilbagetog. Med hjælp fra kommune, havn, fiskeriforening og fagforeninger fik vi i de kommende år flyttet bygninger fra Esbjerg Havn ud til museet, hvor der blev etableret en frilandsafdeling med kystlandingsplads, klitmiljø, havn og skibsværft. Området blev befolket med bl.a. smede, motorfolk, rebslagere, vodbindere og skibstømrere,

som for hovedpartens vedkommende havde haft et langt arbejdsliv i de havnevirksomheder, der stille gik over i havnens historie. Mens vi opbyggede frilandsafdelingen, begyndte det at gå rigtigt stærkt med lukningerne på Esbjerg Havn. Raun Byberg lukkede i 1990/91, Johnny Hansens værft indstillede virksomheden i 1994, og ABC Skibsbyggeri blev overtaget af Beddingsselskabet i 1996. Et par af Esbjergs sidste skibstømrere tager i dag hånd om museets fartøjssamling, hvis godt 40 fartøjer målt på antal enheder ironisk nok overgår antallet af fartøjer i Esbjergs fiskerflåde på nu blot en snes skibe. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at fartøjerne i fiskerflåden er ikke så lidt større end museets. Træskibsværfterne var ikke det eneste, der forsvandt i disse år. Inden for en periode på under to år fra 1991 til 1993 lukkede de tre største konsumfiskeindustrier på havnen, Poul Agnar A/S, Hugo Møgelberg A/S og F.S.Ø. a.m.b.a. Virksomhederne fik problemer med råvaretilførslerne fra udlandet, og med den kraftige nedgang i Esbjergs hjemmehørende flåde var der ikke noget incitament for ejerne til at holde de store industrier kørende. I konkurrencen fra de billigere arter på det globale fiskemarked

Morten Hahn-Pedersen - direktør i Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

229

formåede virksomhederne ikke at forrente de investeringer i traditionel filetproduktion og færdigretter, som man havde satset på i 1980’erne. Omkring 800 arbejdspladser forsvandt i fiskeindustrien fra 1985 til 1995. Esbjergfiskeriet i det sidste kvarte århundrede Det var faldende kvoter og fiskebestande for konsumfiskerne, der fra midt-1980’erne blev indledningen til de mange ophugninger, som kulminerede i begyndelsen af 1990’erne. Konkurrence på fiskemarkedet fra importeret hvidfisk holdt priserne nede, samtidig med at fangsterne var små. Fra 1982 til 1996 faldt Esbjergs snurrevodsflåde fra 89 til 14 fartøjer. Men også problemer med rekruttering spillede en rolle, idet snurrevodsflåden ikke længere var attraktiv for unge fiskere. Havdagene i 2002/03 tog livet af hovedparten af de sidste snurrefartøjer, lige efter at Esbjerg-fiskeauktionen var lukket i maj 2002. Esbjergs industrifiskeri var relativt godt kørende frem til omkring årtusindskiftet, men så kom IOK i sildefiskeriet (i 2003) og senere også i brisling (2004/5), og da disse faldt sammen med de tre historisk dårlige tobissæsoner 2003, 2004 og 2005, blev der krise hos industrifiskerne. Der blev solgt kvoteandele ud af byen, og ”sildebaronerne” inkasserede gevinsten, samtidig med at de høje brændstofpriser lænkede nogle af de hårdest ramte fiskere, herunder sperlingfiskerne, til kajen. Det smittede af på fiskemelsfabrikken, Triple Nine, som efter et kort stop i 2005 endegyl-

230

digt lukkede for landinger i Esbjerg i december 2007. Det skete efter en tobissæson, hvor fiskeriet var blevet stoppet på trods af, at fiskerne kunne konstatere, at der var usædvanligt store mængder af tobis i forhold til de foregående år. Tilliden til, at man igen politisk ville få lov at fange de mængder af tobis, som man tidligere havde kunnet, var væk, og man samlede landingerne i Thyborøn. Nogle måneder senere i april 2008 lukkede også sildefiletfabrikken ESSI. År efter år kunne udviklingen følges på Esbjerg Fiskeriforenings generalforsamlinger i december. Da jeg kom til byen, blev generalforsamlingerne holdt i en stopfyldt Stadionhal, men i takt med flådens reduktion rykkede man til mindre lokaler på først Esbjerg Højskole og siden Hotel Britannia. Til sidst kunne man såmænd nok godt have holdt generalforsamlingen i fiskeriforeningens egen bygning på Auktionsgade 2, men i 2010 slog man sig sammen med Hvide Sande og stiftede Sydvestjysk Fiskeriforening, hvis formand i dag er Esbjergfiskeren Jesper Juul Larsen. En anden tradition omkring årsskiftet, mindegudstjenesten i Zions Kirke 1. nytårsdag, blev afholdt sidste gang den 1. januar 2005. Ligesom skibstømrerne kom på museum, da værfterne lukkede, har vi på Fiskeri- og Søfartsmuseet i dag fornøjelse af en række af de Esbjerg-fiskere, som inden for de sidste par årtier har forladt fiskeriet. Mangen en gang diskuteres oplevelsen af en udvikling, som alle ville have troet var løgn, hvis nogen havde spået herom for blot et par årtier siden.

Esbjerg - fra fisk til olie

”

Efter de seneste opgørelser rummer Esbjergs offshore-sektor i dag er par hundrede virksomheder, der direkte, indirekte og induceret beskæftiger godt 9.000 fuldtidsstillinger og omsætter for godt 7 milliarder kr. årligt.

For da slet ikke at tale om tiden omkring museets åbning i 1968, hvor fiskeriet gav tusinder af job i Esbjerg. Nu er der vel kun nogle få hundreder tilbage, og bassinerne i den gamle industrihavn fyldes op for at gøre plads til andre formål. Det handler bl.a. om offshoreindustrien, hvis udvikling i Esbjerg i de forløbne par årtier er gået den stik modsatte vej af fiskeriet. Efter de seneste opgørelser rummer Esbjergs offshoresektor i dag et par hundrede virksomheder, der direkte, indirekte og induceret beskæftiger godt 9.000 fuldtidsstillinger og omsætter for godt 7 milliarder kroner årligt. Tallene vedrører oven i købet kun effekten af

olie- og gasaktiviteterne. Hertil kommer yderligere omsætning og beskæftigelse i forbindelse med opbygningen af havmølleparker, der – undskyld udtrykket – virkelig synes at have medvind i disse år. Helt slut med Esbjerg-fiskeriet er det dog ikke. Flemming Pedersen fra Cattleya A/S har netop indgået aftale med Karstensens Skibsværft i Skagen om levering af en ny ”Cattleya” til oktober 2012. Det er en sag, som fryder mangt et vestjysk fiskerhjerte og museumssjæl.

Morten Hahn-Pedersen - direktør i Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

■

231

Poul Petersen - fhv. direktør i Thorfisk A/S Favorit fiskeret: Ovnbagt torskeryg med pesto, parmesanost og soltørrede tomater - find opskriften på 2gangeomugen.dk

Thorfisk – siden 1945 Den 1. maj 1945 blev det, vi i dag kender som Thorfisk A/S, grundlagt som ”Thorbjørn Christensen Fiskeeksport”. Rammen for det senere internationale selskab var et lille pakhus på Grenaa Havn, kun få skridt fra auktionsbygningen. Selskabet har i 2012 fortsat hovedsæde i Grenaa, men ligeledes afdelinger i Hanstholm og Hvide Sande. Thorfisk A/S omsætter i dag for ca. 500 millioner kroner årligt og beskæftiger ca. 210 medarbejdere. Thorbjørn Christensen Fiskeeksports første kunde var fiskehandler Krintel i Skanderborg, som fik leveret 5 kasser fisk på firmaets første arbejdsdag. Allerede få år senere – i 1948 – havde det lille fiskeeksportfirma med én ansat udvidet kundekredsen til syd for den dansk/ tyske grænse. Herefter tog eksporten fart, og det blev nødvendigt at oprette filialer i Hvide

Sande på vestkysten og i Bønnerup på Djursland. Eksporten til Nordtyskland blev i 50’erne udvidet til også at omfatte Frankrig, som i løbet af 60’erne blev Thorfisk’s største marked. I 1961 blev den første filetfabrik etableret i Grenaa til den ”nette” sum af en halv million kroner. Fabrikken beskæftigede ca. 20 medarbejdere (udelukkende kvinder) i produktionen. Man havde dog på det tidspunkt ikke kunder til de producerede varer, men troede på en udvikling heri. Det viste sig at holde stik, og udvidelse på udvidelse fulgte – i 1964, 1969, 1971 og 1979. I 1974 blev bl.a. et nyt hovedkontor i 2 etager opført med kontorer på første sal og fabrik i underetagen. Dertil hørte også et stort frysehus. Men forholdene blev hurtigt for trange, og efter kun 3 år blev hovedbygningen forlænget.

233

Nytænkning med Minna og Gunnar Årene gik, og på produktsiden blev der kontinuerligt arbejdet med nytænkning, hvilket resulterede i etableringen af et nyt revolutionerende produkt – MAP-pakkede filet- og frikadelleprodukter produceret af helt friske råvarer, som kun havde været kort tid undervejs efter fangst. Dette fabriksafsnit blev indviet i 1995 og gjorde for alvor Thorfisk kendt på de danske forbrugeres middagsborde. I dag produceres der eksempelvis 16-17 mio. MAPpakkede fiskefrikadeller årligt.

”

Thorbjørn Christensens Fiskeeksports første kunde var fiskehandler Krintel i Skanderborg, som fik leveret 5 kasser fisk på firmaets første arbejdsdag.

Endnu en vigtig begivenhed fandt ligeledes sted i 1995, da Thorfisk og selskabets personale deltog i grundlæggelsen af Fiskebranchen, en forening med en sammensætning af medlemmer fra fiskernes organisationer, opdrætsindustrien, fiskeindustrien og fra afsætningssiden (fiskehandlere og supermarkeder). Fiskebranchen havde til formål at få danskerne til at spise mere fisk. EU-Kommissionen og national medfinansiering udgjorde det finansielle grundlag på godt kr. 100 mio. Særlig kendt blev Fiskebranchens kampagne ”Fisk hver uge. Det er der ingen ben i ….” med Minna og Gunnar – 2 karakterer, som nærmest blev folkeeje, og som gjorde de MAP-pakkede filet- og frikadelleprodukter fra Thorfisk særdeles populære på familien Danmarks middagsbord. Efter godt 5 års virke kunne man den 29. februar 2000 likvidere Fiskebranchen, da man havde indfriet de opsatte mål. Tilskuddet fra bl.a. EU havde på denne måde givet det forventede resultat. I 2009 genoplivede man Fiskebranchen, igen med Niels Wichmann som formand, for endnu engang at påvirke danskerne til at spise mere fisk. Man valgte allerede i 2010 at give de folkekære karakterer Minna og Gunnar en renæssance på de danske tv-kanaler, hvor det igen lød ”Fisk hver uge. Det er der ingen ben i ….” i de danske stuer. Idegrundlaget for genetableringen af Fiskebranchen var ”2 gange om ugen”, som efterfølgende er blevet et begreb inden for fiskeindtagelse, ikke blot i Danmark, men verden rundt. I denne anden runde af Fiskebranchens virke, er Thorfisk igen med i arbejdet – denne gang med én person i afsætningsudvalget og én person i bestyrelsen.

234

Thorfisk – siden 1945

”

Fiskeindustrien kræver i dag sporbarhed, rimelige priser, høj kvalitet og sikkerhed for landinger hver auktionsdag.

Danske råvarer forbliver vigtige Igennem årene har Thorfisk foruden i Hvide Sande og Bønnerup været etableret i en lang række fiskerihavne som bl.a. Thyborøn, Hirtshals, Hanstholm, Skagen, Esbjerg, Bagenkop, Hundested, Køge og Nexø på Bornholm. Eksportmarkederne har omfattet/omfatter som nævnt Tyskland og Frankrig, men også eksempelvis Holland, Belgien, Storbritannien, Sverige, Finland og USA. I dag eksporteres fisk fra alle 3 forretningsområder – fersk, frisk og frossen. Fiskeriet og forarbejdningen af fisk har løbende siden grundlæggelsen af Thorfisk udviklet og ændret sig. I dag får Thorfisk daglige leverancer af råvarer fra Norge, men den danske råvareressource er som hidtil det vigtigste. De danske fiskeres fangster er grundbasen, og vi ser fortsat store muligheder for at udvikle denne fremover. Tidligere kom råvareforsyningerne fra dagbåde. Dette sker også til dels i dag, men de danske kvoter har gjort, at fiskerne har måttet koncentrere fiskeriet på større både, således de er nødsaget til at tage på længere og længere fangstrejser af f.eks. 4-6 dages varighed, hvilket bestemt ikke er godt for kvaliteten, samtidig med at det forvirrer markedet med

Poul Petersen - fhv. direktør i Thorfisk A/S

svingende priser til følge. Der er således også færre landinger i forhold til tidligere. Bæredygtighed og sporbarhed er afgørende Fiskeindustrien kræver i dag sporbarhed, rimelige priser, høj kvalitet og sikkerhed for landinger hver auktionsdag. Dette gælder for alle arter, da den danske forbruger i dag forventer, at vi 365 dage om året tilbyder et bredt sammensat sortiment af førstekvalitets danske spisefisk. Bæredygtighed og sporbarhed er nøgleord for industrien, ligesom den bedst mulige hygiejne om bord på bådene under is-ning og pakning er utroligt vigtig for industrien. Endvidere må der være køl på lasten, rene kasser og ren is. Sporbarhed tilbage til den enkelte båd er i dag en nødvendighed, da hele fiskeindustrien og nogle fiskerier underlægges certificering. Sporbarhed er således et af de vigtigste salgsparametre for fiskeindustrien og eksportørerne på linje med kvalitet og pris. En global virksomhed Siden 1996 har Thorfisk været en del af den norske koncern Norway Seafoods – en af de mest markante virksomheder inden for fiskebranchen globalt set. I det daglige arbejde er der stor synergi i at være en del af en international fiskekoncern – både med hensyn til at

235

sikre råvareforsyningen samt til at have adgang til værdifuld know-how og specialviden. Som del af en global international fiskekoncern sikres Thorfisk en lettere tilgang til råvarerne samt til viden om, hvor der fiskes, og hvornår der fiskes. Som eksempel forarbejdes 80 % af produktionen på filetfabrikken i Hvide Sande af norske råvarer fra moderselskabet. Den resterende del af produktionen i Hvide Sande forarbejdes af danske råvarer. De producerede varer går til eksport på de europæiske markeder. I frostproduktionen i Grenaa oparbejdes der ligeledes norske halvfabrikata fra moderselskabet til eksport. Thorfisk har desuden som følge af familieskabet til Norway Seafoods hurtigere tilgang til kvoteoplysninger, som er meget gavnligt i arbejdet med at sikre råvareforsyningen til selskabet. Endvidere er markedstilgangen mindre besværliggjort. Der er mulighed for at sparre med hinanden og udveksle erfaringer inden for bestemte markeder, bestående og

236

potentielle kunder samt inden for forskellige fiskearter og fangstområder. Hver især har specialviden, som deles for på denne måde at stå stærkere i markedet. Selskaberne har endvidere mulighed for at åbne døre til markeder/kunder for hinanden. Fiskeindustrien er i 2012 fortsat et særdeles interessant forretningsområde, men de store mængder fisk, som passerede fabrikkerne i 60’erne, 70’erne og 80’erne, kommer vi næppe til at opleve igen. I dag har såvel fiskeindustrien som kunderne opmærksomheden særligt rettet mod bl.a. et bæredygtigt fiskeri, en bæredygtig produktion og ikke mindst sporbarhed. Thorfisk har som vision at basere aktiviteterne på højkvalitetsråvarer, som bl.a. sources gennem vort moderselskabet, et bæredygtigt fiskeri med medarbejderressourcer i højsædet samt højt etisk fokus.

■

Thorfisk – siden 1945

”

I 1961 blev den første filetfabrik indviet i Grenaa til den ”nette” sum af en halv million kroner. Fabrikken beskæftigede ca. 20 medarbejdere (udelukkende kvinder) i produktionen.

Poul Petersen - fhv. direktør i Thorfisk A/S

237

Margrethe Lyngs Mortensen - kommunikationsrådgiver Favorit fiskeret: Fisk med chilipanade- find opskriften på 2gangeomugen.dk

Udvikling og afvikling Da jeg var barn, lå min bror og jeg og fiskede aborrer med brød på en krog ved søerne ved Bagsværd, somre og skoleferier var lange, ja nærmest uendelige. Faktisk fik min storebror en sommer en gedde på krogen, og opstandelsen var stor. Vi konstaterede, at gedde nok er betegnet som en fin spise, men har lumske ben alle vegne, så hellere de hornfisk, vi fangede i Øresund.

og flade mønterne blev, når toget havde passeret! I dag gyser vi jo ved tanken om unger på togskinnerne.

Det slår mig, at jeg i dag kun sjældent ser småpiger på fisketur. Måske fordi fiskeri kræver fiskekort, men nok også fordi vi børn var overladt noget mere til os selv dengang. Min bror havde sin lillesøster med på slæb, og det betød, jeg kom med, hvor der skete noget.

Mælken kom med mælkevognen om morgenen i flasker. Den blev stillet ved vores hoveddør, og flaskerne havde farvede folie-kapsler, som kvikke blåmejser huggede hul på for at snuppe fløde-proppen i flaskehalsen. Jeg blev som førskolebarn sendt til ismejeriet for at købe brød. Der var 4-5 slags, nemlig med og uden birkes, sigtebrød, lyst og mørkt rugbrød og så det med kerner. Is fandtes i et tilsvarende udvalg.

Vi lagde f.eks. en og to-ører på Slagerupbanens togskinner for at konstatere, hvor lange

Der er så meget i vores spisevaner, der er anderledes, f.eks. støder jeg faktisk ikke længere på familier, der spiser stegte sild til middag, som vi gjorde – i dag får vi kun stegte sild i lage ved juletid.

239

Jeg er 55 år i dag og skriver det, for jeg er ikke sikker på, jeg har fået forklaret mine egne voksne børn, hvilken helt fantastisk udvikling, vi også kulinarisk har været igennem i min tid. Det kan være godt at huske på, at også min udearbejdende mor gik til fiskemanden – og at han havde ålene svømmende i et bassin i butikken. Kræsne unger Udvalget på min barndoms middagsbord var ret begrænset. Vi fik fisk en gang om ugen og havde faktisk grøddage og klatkager på menuen. Vi børn elskede fiskefrikadeller, men jeg kan ikke huske, der var voksne som pillede fiskebenene ud for os af den røgede makrel eller af den fisk, der nu blev serveret. Måske var børn også kræsne dengang, men vores præferencer var ikke et emne ved middagsbordet, vi var muligvis på den vis tæt på den smalhans, der var under krigen. Hvis det skulle være fint, startede menuen med et stykke med gravad laks, dengang en dyr og anset fisk, som i mellemtiden er blevet en hverdagsfisk. For små 20 år siden sad jeg hos forbrugerombudsmanden og gav mig til at tælle

240

op, hvor mange fiskearter der blev kaldt laks i detailleddet – betegnelsen ”laks” dækkede alt fra torsk og sild til indfarvet hellefisk og ørreder – og så laksen selv forstås. Jeg mener, man kunne komme op i nærheden af 50 fisketyper under den paraply, hvad vel var vildledning efter markedsføringsloven. Da jeg senere rejste til Afrika med mine egne småbørn kunne jeg simpelthen ikke have kræsne unger i et miljø, hvor fejlernæring ikke er ualmindelig – og indrømmet forekommer det mig at småbørn i dagens Danmark gøres en bjørnetjeneste ved at få lov til hele tiden at gøre individuelle behov ved middagsbordet gældende. I andre dele af verden smiler man sikkert høfligt til de vrantne unger og deres forældre, men tænker mindre høfligt om dem; der er mange danske unger, der ikke har lært at sidde roligt med ved et middagsbord og som kun spiser kødsovs med spaghettiskruer. Oplevelserne med fisk Jeg har spist en helt fantastisk frisk, fersk og nystegt sardin i Portugal, der fik mig til at love

Udvikling og afvikling

”

For 20 år siden sad jeg hos forbrugerombudsmanden og gav mig til at tælle op, hvor mange fiskearter, der blev kaldt laks i detailleddet – betegnelsen ”laks” dækkede alt fra torsk og sild til indfarvet hellefisk og ørreder – og så laksen selv forstås.

fra den dag at tale pænt om arten, bjerge af små og store blæksprutter i Grækenland, mens jeg boede og arbejdede på de kanter, og hummer og skaldyr i anseelige bjerge i Spanien og Frankrig. Jeg havde svært ved at komme til køjs om natten, når små fiskebåde stævnede ud i midnatssolen for at hente hellefisk i mængder ved Ilulissat – det var et helt betagende syn med hundrede småbåde blandt isbjerge. Jeg vil aldrig glemme, at tun på dåse, som jeg spiste en del af i min studietid, immervæk er noget andet end den tun, der fanges i Det Indiske Ocean og spises på Afrikas kyst, det giver ingen mening af sammenligne. Jeg har indtaget kedsommelig fisk, som bare var hvid fisk, på farligt fine restauranter i Danmark og det store udland og spist chowder på et gadehjørne i San Francisco, tilberedt af ordentlige råvarer og med omhu. Jeg tror, det bedste fiskemåltid i Danmark fås hos Babette i Vordingborg, såmænd. Andre kan mene andet, men jeg er fuld af beundring over folk, der i mere end tyve år har klaret at drive en højklasserestaurant i en provins af landet, hvor

Margrethe Lyngs Mortensen - kommunikationsrådgiver

man ellers ikke rutter med pengene. Der er jo masser af god fisk at få i Danmark, hvis man kender findestederne. Man kan nemlig ikke regne med, at de har ret meget andet fisk end frossen, paneret fiskefilet i den kæmpemæssige Føtex, der ligger ved motorvejen i Ringsted – selv om der sikkert er 1000 varenumre på gris, fugl og ko. Udvikling kommer ikke af sig selv Og jeg er sikker på, man blot vil fortælle mig, at Føtex jo ikke er en ”missionsstation” for fisk, men udbud og efterspørgsel nu engang er svaret. Det forstår jeg, men udvikling er som bekendt ikke noget, der kommer af sig selv – og selv i det mindste supermarked har man i dag en hel del mere brød at byde på end i min barndoms ismejeri – og husk lige, at vi dengang i tresserne troede, at livet var godt – selvom vi kun havde de få brødtyper. Vi ved fra kostundersøgelser, at tilgængelighed betyder det hele. Det er lykkedes at få danskerne til at spise mere frugt og grønt - og forklaringen er, at det er blevet en hel del lettere at finde grønt til at lægge på tallerkenerne.

241

Der er blevet flere typer, flere sorter, flere ordentlige, færdige produkter, snittede, pillede og lige til at ryste ud af posten. Sådan kommer det også til at gå med fisk og fiskeprodukter og jo, der er bestemt gode takter rundt om, men man kan ikke sige, at udviklingen har været rivende. Det går fremad, og inden jeg er blevet 100 år, skal det nok lykkes at få fisk tilbage på bordet en eller to gange om ugen, - og komme dertil, hvor fisk er helt OK at servere en lørdag aften – eller når ungerne kigger forbi med børnebørnene.

Tak for sangen Det har været en rigtigt sjov opgave at få lov til at sætte denne bog på skinner, og et privilegium at få lov til at tale med så mange sjove, kloge folk i branchen. Selvom jeg har arbejdet med kommunikation i Forbrugerstyrelsen og Fødevareministeriet og bl.a. haft fisk som fagligt emne, har jeg ved at skrive og redigere denne samling af artikler, lært meget - ikke blot om de mennesker, der arbejder ”i fisk”, men også om, hvordan man tænker som fiskehandler, når kokken arbejder med fisk eller der fiskes jomfruhummer ved Læsø.

■

”

Man kan ikke sige, at udviklingen har været rivende. Det går fremad, og inden jeg er blevet 100 år, skal det nok lykkes at få fisk tilbage på bordet en eller to gange om ugen, - og komme dertil, hvor fisk er helt OK at servere en lørdag aften.

242

Udvikling og afvikling

p.s. Min mand kan finde på at kalde en kvinde for en ål, hvis tøjet sidder lidt tæt til kroppen, og min mor hævder, hun har det som små ål i mudder, når hun har det godt. Mit positive forhold til ål ophørte brat, da jeg som teenager så filmen ”Bliktrommen” efter Günter Grass´ roman, hvor fiskerne fangede ål ved at lægge et hestehoved ud, hvorefter ålene væltede frem fra hestens hulninger, når det blev trukket ombord. Det må nok være noget kvindeligt, og hverken ål eller kvinder er der for mange af i fiskebranchen, jeg synes det er en skam, de sidste ville måske skabe den udvikling, vi længes efter.

Margrethe Lyngs Mortensen - kommunikationsrådgiver

243

HKH Prinsen af Wales

Bæredygtigt fiskeri Jeg er meget beæret over at være blevet bedt om at bidrage til denne bog, som fejrer Danmarks Fiskeriforenings 125-års jubilæum. Danmarks Fiskeriforening har siden 1887 repræsenterer et flertal af de danske fiskere og skibsejere, og nu, i vores komplekse moderne verden med et væld af kritiske spørgsmål og politikker, som skal navigeres, slår det mig, at jeres arbejde aldrig har været vigtigere. Fra Bornholm i Østersøen til Vestjylland i Nordsøen, er Danmark omgivet af vand, og siden tidernes morgen har Danmark været en fiskerination. Det er nu verdens femtestørste eksportør af fisk og fiskeprodukter, og så mange som 20.000 mennesker er beskæftiget i fiskeindustrien, hvoraf størstedelen er repræsenteret af Danmarks Fiskeriforening.

Verden har ændret sig næsten til ukendelighed, siden foreningen blev dannet, ikke mindst i vores påskønnelse af sårbarheden for jordens økosystemer og i den voksende erkendelse af, at naturens ressourcer er begrænsede - ja, ved begyndelsen af det enogtyvende århundrede er de nu under næsten utålelig stress.

”

Det slår mig, at jeres arbejde aldrig har været vigtigere.

I mange år har jeg gjort mit bedste for at øge bevidstheden om de udfordringer, vi kollektivt står over for i forbindelse med at matche de stigende menneskelige krav med vores begrænsede klodes kapacitet. Som tiden er gået, ser det ud til, at de vanskeligheder, vi står over-

245

”

for, kun vokser. Fra tabet af de tropiske skove til ændringer i klimaet, og fra den stigende knaphed på ferskvand til tab af jord, fortsætter beviserne med at akkumulere, ikke kun om den forværrede tilstand af den naturlige kapital, men også de sandsynlige konsekvenser af ikke at gøre en effektiv indsats for at beskytte den. Selvfølgelig er billedet blandet, og der findes grunde til at være optimistisk. Ét sådant område, hvor jeg føler, at hurtige fremskridt kan gøres, er i forhold til en bedre forvaltning af vildt fangne fisk. Jeg nåede til denne konklusion, efter at jeg bad min Enhed for International Bæredygtighed (efterfølgeren til mit Regnskovsprojekt) om at vurdere havfiskeriets status og hvad der kan gøres for at sikre, at det fortsætter med at være en produktiv kilde til mad og arbejdspladser. Jeg glædede mig, da min Enhed for International Bæredygtighed rapporterede tegn på positiv udvikling i mange dele af verden, herunder naturligvis i Danmark, og også voksende enighed om, hvordan man kan udbrede god praksis.

246

Jeg blev enormt opmuntret ved at opdage, både at mange faldende fiskerier faktisk kan vendes omkring, og også at en bred vifte af interessenter var indstillet på at deltage i debatten om, hvordan dette kan opnås. Måske mest opløftende var det, at denne vilje blev afspejlet i holdninger hos fiskeriorganisationer såsom Danmarks Fiskeriforening, og at en bred vifte af praktiske skridt blev identificeret til at støtte overgangen fra faldende fangster til gendannede lagre. Min Enhed for International Bæredygtighed har anerkendt vigtigheden af at have fiskersamfund i midten af alle overgangsbestræbelser, og med dette i tankerne har vi etableret en gruppe på tyve ambassadører for fiskerierhvervet fra hele verden, som det glæder mig at sige, omfatter Niels Wichmann fra Danmarks Fiskeriforening. Formålet med denne gruppe er at hjælpe med at opbygge konsensus om behovet samt mekanismer, som vil gøre det muligt at overgå til en bæredygtig forvaltning af fiskeriet. Bæredygtighed handler på mange måder om

Bæredygtigt fiskeri

HKH Prinsen af Wales med gruppen af ambassadører for Det Maritime Program.

langsigtethed, og at have en lang historie er helt sikkert et stort aktiv, når vejen til en holdbar fremtid etableres. På tværs af sine mange årtier har Danmarks Fiskeriforening modstået alle mulige storme og spændinger, men er altid kommet igennem disse intakt og parat til dagens udfordringer. Det forekommer mig, at det er på grund af denne dynamiske historie, der spænder over mere end et og et kvart århundrede, at Danmarks Fiskeriforening er så beundringsværdigt velegnet til at imødegå de næste 125 års udfordringer. Disse årtier tegner til at blive blandt de mest udfordrende i vores historie, og det vil kræve stærke organisationer at navigere dem med succes. Den måde, hvorpå vi forvalter fiskeriet, for ikke at nævne alle andre naturressourcer, er i dag meget ofte set som led i en debat om bæredygtighed, og hvordan man bedst opnår det. Selvom dette er en velkommen fokusændring i forhold til for et par årtier siden, skal vi være forsigtige med ikke at se dette som en rent teknisk eller værdi-fri diskussion, for det

HKH Prinsen af Wales

forekommer mig, at et skift i vores kollektive syn på verden er omdrejningspunktet for, hvad der skal gøres. Alt for længe har vi behandlet Jorden som en uudtømmelig leverandør af ressourcer, og naturen som et sted at dumpe vores affald. Som tiden er gået, er tilstandene hurtigt blevet meget værre, ikke mindst fordi vi ikke som tidligere er begrænset af teknologien. De seneste årtier har set et mekaniseret angreb på naturen, der er uden fortilfælde og, i vores globaliserede verden, også uden grænser. Mere traditionelle cyklusser og metoder er blevet erstattet af industrielle modeller, ikke blot indenfor produktion og handel, men også landbrug og fiskeri. Resultaterne er synlige for alle der har ærlighed og fremsynethed, i udtømningen af ressourcer, udryddelse af arter og skader på økonomisk vigtige økosystemer. Det verdenssyn, der ligger bag alt dette, og som gør det hele muligt, understreger, hvordan vi har glemt vores forfædres respekt for det

247

naturlige miljø og den balance, vi engang søgte med det. Denne ændring i vores forhold til miljøet er kun alt for tydelig i vores påvirkning af havene. Forurening (hovedsagelig fra efterladenskaberne af industrialiserede landbrug) har nu gjort store dele af marinemiljøet stort set blottet for liv - de såkaldte ‘døde zoner’. På grund af kuldioxidemissioner fra fossile brændstoffer og skovrydning er havene blevet mere sure, og på grund af klimaændringer, varmes de op. På grund af overfiskeri har nogle aggressive arter gennemgået dramatiske nedgange i bestanden. Og på grund af alle disse og andre faktorer, finder der dybtgående økologiske forandringer sted i havet - for eksempel reflekteret i massive eksplosioner i befolkningen af vandmænd. Realiseringen af en vellykket rejse mod en mere holdbar og sikker fremtid vil ikke kun kræve mere forskning, teknologi og regulering, men også en fornyet respekt for naturen, samt at vi er mere opmærksomme på vores plads i denne.

248

Det glæder mig at sige, at mange mennesker, der er involveret i samtalen om havenes fremtid, er meget klar over dette bredere punkt, og villige til at gøre plads i deres fremtidige planer til et forhold til naturen, der er mere egnet til formålet. De er blandt et stigende antal, der omsider er ved at indse, at der er langt bedre måder at gøre tingene på; bedre måder hvorpå man kan opretholde levebrød og opfylde vores behov, som er mere holdbare, og som bygger modstandsdygtighed over for forandring. De har indset, at endeløs plyndring, efterfulgt af tilbagegang, ikke er uundgåelig eller forudbestemt. Denne sekvens af begivenheder repræsenterer blot et valg. Andre tilbydes os, hvis vi ønsker at forfølge dem. Dette er en fantastisk mulighed for positiv forandring, og heldigvis synes der at være en udviklende enighed om, hvordan dette kan opnås. Den første brede konklusion, som dukker op, er det afgørende behov for at tage skridtet og se fiskeriet som en del af bredere økosystemer, og som produktet af komplekse naturlige interaktioner, snarere end blot som en ressource, som vi kan forvente uendeligt genopbygger sig selv, uanset hvilken grad af efterspørgsel vi lægger på den. Selvom dette kan synes indlysende, er det klart, at der i mange tilfælde stadig er meget, der kan gøres ved at gøre mest muligt ud af data, moderne videnskab og forskningsmetoder. For det andet synes der at være enighed om, at når vi har en bedre forståelse for, hvordan de marine systemer fungerer, vil det være nødvendigt at gennemføre og håndhæve hensigtsmæssigt og robust forvaltning af vores marine ressourcer til gavn for almenvel-

Bæredygtigt fiskeri

let. For det tredje, og for at gøre de to andre prioriteter mulige, vil det i mange folks opfattelse være vigtigt at have fiskeriet placeret på et sundt økonomisk grundlag, herunder anvendelse af positive incitamenter til at belønne dem, der fisker bæredygtigt. Selv om en bedre forvaltning af fiskeriet ofte præsenteres som en miljømæssig udfordring, bliver det stadig tydeligere, at grundene til, at vi gerne vil lykkes i denne bestræbelse, går temmelig bredere. For eksempel er det vigtigt, at vi ser robust ledelse som ét middel til at forhindre økonomisk tab gennem bedre beskyttelse af naturværdier, for hvis der er utilstrækkelig ledelse af fiskeriet, er det alt for let for økonomiske tab at tilfalde alle implicerede. Vi er kommet til at kende dette problem som en ’Fællesejets tragedie’ (’Tragedy of the Commons’) og synes til tider at betragte det som en af de hindringer for fremskridt, der kan besejre alle, som forsøger at overvinde den. Der er dog en stigende mængde af praksis, som viser, at dette ikke er sandt. Det synes mere og mere klart, at hvis vi får succes med opbygning af betingelserne for et mere bæredygtigt fiskeri, så er der faktisk mulighed for mere sikker indtjening, sikrere arbejdspladser samt øget fødevaresikkerhed og bedre miljømæssige resultater. Djævelen gemmer sig, selvfølgelig, i detaljen, og ikke kun i substansen af, hvad der skal ændres, men også i, hvordan folk designer selve ændringsprocessen. Alle steder er anderledes, og blandingen af værktøjer, skridt og foran-

HKH Prinsen af Wales

staltninger vil variere fra sted til sted. Faktisk vil hvert sted have sin egen måde at afgøre tingene på, og sine egne skikke og traditioner for, hvordan folk bedst kan bringes sammen i forandringssmedningen. Men hvert sted, hvert fiskeri, kan vise lederskab og dermed inspirere andre til at begynde vejen mod bæredygtighed gennem et mere harmonisk forhold til naturen og hendes mange systemer. At opbygge enighed kan være hårdt arbejde, men den mulige gevinst er virkelig stort. Et skøn fra Verdensbanken tyder på, at fiskerier, som forvaltes på mere bæredygtige måder, kan tilføje omkring 50 milliarder dollars om året på globalt plan til de økonomiske fordele, folk opnår fra vildt fangne fisk. En sådan transformation fra overudnyttelse til et bæredygtigt bidrag til fødevaresikkerheden, arbejdspladser og økonomisk udvikling, er inden for rækkevidde - hvis bare vi er klar over de bedste måder at gribe lejligheden an på og kan samle mod og vilje til at gøre det. Uanset hvordan blandingen af foranstaltninger er for at opnå en bedre styring på forskellige steder, er det meget klart for mig, at vellykkede bestræbelser vil afhænge af at skabe og styrke partnerskaber mellem alle dem, der er involveret i forvaltning og udnyttelse af fiskeriet. Danmarks Fiskeriforening, med sin lange historie, er næsten unikt placeret i dens evne til at leve op til de udfordringer, vi har ved hånden, og for at bidrage til at give et lederskab, som er så afgørende.

■

249

Maria Damanaki - kommisær for Maritime Anliggender og Fiskeri, Europakommissionen

Den fælles fiskeripolitik - en europæisk ramme fit for fremtiden Når det kommer til fiskeri, er det danske system en model, der i mange henseender bør følges. Danmarks Fiskeriforening, med sin aktive deltagelse i udviklingen af politik og at sætte det i praksis, er et godt eksempel på, hvordan fiskerne og sektoren kan organisere sig for at spille en rolle i forvaltningen af vores ressourcer. Det faktum, at vi i år fejrer denne organisations 125 års jubilæum, taler for sig selv og viser, at sådanne initiativer kan have succes med at tage sig af fiskernes interesser, store og små, ejere og ansatte, som bidrager til at gøre deres stemme hørt. Det danske system med omsættelige rettigheder har bevist, at sektoren kan lede på vejen mod en effektiv styring af fiskeriet, hvilket reducerer omkostninger for offentligheden.

Danske fiskere har været på forkant med arbejdet mod at sænke og i sidste ende eliminere udsmid, og gennem projekterne for fuldt dokumenteret fiskeri har de bidraget enormt til fremskridt i hele Europa. Men fisk er ikke bundet til ét sted og respekterer ikke grænser: de strukturer og værktøjer, der er blevet udarbejdet i Danmark, vil forblive stort set ineffektive uden en fælles ramme. En ramme, der kan sikre, på den ene side, tilgængeligheden til ressourcer på lang sigt da vi også ønsker, at vore børn og børnebørn kan drage fordel af denne rigdom - og som kan, på den anden side kan sikre en stabil og rentabel økonomisk aktivitet for branchen, baseret på lige adgang til ressourcer. Og det skal være baseret på den bedste tilgængelige viden og data.

251

For medlemmerne af Den Europæiske Union, er disse rammer den fælles fiskeripolitik. En effektiv fælles fiskeripolitik bør baseres på fem søjler: bæredygtighed, effektivitet, ansvarlighed, eliminering af ødsel praksis og sammenhæng. Disse fem prioriteter er selvfølgelig forbundet, men bæredygtighed er en forudsætning for alle de andre. Bæredygtighed - en forudsætning for succes Ingen oprigtig økonomisk teori anbefaler boom- og bust-scenarier, men det er klart, at disse scenarier forekommer i virkeligheden, og de vil fortsætte med at ske igen de steder, hvor politikken ikke er på plads til at forhindre det. I dag står vi stadig over for betydeligt faldende bestande - for eksempel er fangsten af torsk dalet i det nordøstlige Atlanterhav med mere end 80% siden højdepunktet blev nået i midten af firserne - og dette giver tab af job og muligheder.

Det er sund fornuft, i enhver økonomisk aktivitet at sigte mod den højest mulige produktivitet, samtidig med at der sørges for, at dette kan opnås også i det lange løb, uden at potentielle fremtidige afkast tages væk fra vores børn. Uden sunde fiskebestande kan der ikke være en rentabel fiskerisektor. Fortsætter den nuværende overudnyttelse, kan det endda betyde enden på store dele af fiskerisektoren i det lange løb. Alle medlemsstater, og Den Europæiske Union selv, har forpligtet sig til målet om at nå maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY) i alle fiskerier i 2015, således at bestandene kan udnyttes på det højest mulige niveau, som stadig kan producere høje fangster, år efter år. Hvor mange fisk, vi tager op af havet, må afgøres på baggrund af pålidelig videnskab, og regler skal opstilles således, at de forstås og deles af dem, der skal implementere dem. Og regler skal følges med et effektivt system til overvågning og kontrol med overholdelsen.

”

Det faktum, at vi i år fejrer denne organisations 125 års jubilæum taler for sig selv og viser, at sådanne initiativer kan have succes med at tage sig af fiskernes interesser.

252

Den fælles fiskeripolitik - En europæisk ramme fit for fremtiden

”

Baltfish initiativet er et fint eksempel på, hvordan dette regionale samarbejde kan se ud med magre, ubureaukratiske strukturer, aktiv deltagelse af sektoren og andre interesserede parter.

Her ligger udfordringen: at sikre sådanne rammer og at få de nødvendige midler og beføjelser ud til alle dem, der skal sætte det i praksis, så de kan levere resultater.

tater. Alle berørte aktører skal være behørigt involveret.

Også den måde, hvorpå der træffes beslutninger, skal være effektiv. Et centralistisk og mikromanagement set-up kan ikke fungere.

EU-medlemsstater og grupper af medlemsstater på regionalt havområdeniveau bør tage ansvar og finde de bedste og mest effektive foranstaltninger til at nå fælles målsætninger og principper og gøre det på den måde der passer bedst til deres region. I Østersøen og Nordsøen er denne fremtid allerede begyndt: ’Baltfish’-initiativet er et fint eksempel på, hvordan dette regionale samarbejde kan se ud med enkle, ubureaukratiske strukturer, aktiv deltagelse af sektoren og andre interesserede parter, osv. Disse initiativer vil utvivlsomt tjene som model for andre regioner, hvor et sådant samarbejde endnu ikke er startet.

Derfor mener jeg, at kun hoved-principperne, -målene og -målsætningerne bør aftales på Den Europæiske Unions niveau, hvilket skal sikre lige betingelser for alle, der er involveret i europæisk fiskeri. Men der er klart en rolle for medlemsstaterne, som skal sørge for, at vores fælles mål forfølges effektivt. Og der er behov for at tilpasse beslutningerne til realiteterne i praksis, i de forskellige havområder, mens man forbliver ansvarlig for at opnå de aftalte resul-

Ansvaret ligger, hvor der træffes beslutninger Hele måden at udarbejde og levere på skal ændres ved fuldt ud at inddrage aktørerne i praksis: fiskerne skal gives ansvar. Vi har brug for enkle og klare mål, men den bedste måde at nå dem på kan vælges af dem, der har en andel deri. Tekniske foranstaltninger, for eksempel, såsom at vælge realtidslukninger eller vælge større maskestørrelse, skal afgøres af dem, der

Effektive beslutninger for en effektiv styring Som enhver anden politik skal den fælles fiskeripolitik være effektiv for at nå målene. Med hensyn til brug af ressourcer først og fremmest; overkapacitet og overfiskning er vores fjender, de er nødt til at blive reduceret, uden at belaste de offentlige finanser.

Maria Damanaki - kommisær for Maritime Anliggender og Fiskeri, Europakommissionen

253

skal anvende disse og i sidste ende drage fordel af dem. Selvfølgelig kræver dette overvågning, kontrol og endda selvkontrol af aktørerne for at sikre, at systemet fungerer. De regionale rådgivende råd er blevet en meget værdifuld og velfungerende instans med hensyn til råd og vejledning til udvikling af politikker, som vi kan bygge på. At gøre en ende på uhensigtsmæssig praksis Den fjerde prioritet er at eliminere udsmid. Jeg var virkelig chokeret, da jeg hørte flere og flere detaljer om en udbredt praksis i europæisk fiskeri. Selv hvis vi alle kan blive enige om, at niveauer, årsager og indvirkning på bestande er stærkt forskellig fra fiskeri til fiskeri, fra region til region og selv fra periode til periode, er jeg overbevist om, at kun med en stærk politisk vilje kan det lykkes for os virkelig at ændre ting og eliminere udsmid. Jeg er ikke naiv og ved, at det i sidste ende vil betyde væsentlige ændringer i fiskerimønstret. Men vores hidtidige stykvise og “et-skridt-adgangen”-tilgang lykkedes ikke med at bringe særligt mange håndgribelige resultater. Forbud mod udsmid kunne være en glimrende lejlighed til at afprøve, hvordan sektoren kan opnå resultater uden at undgå beslutninger, men ved faktisk at tage dem.

254

En sammenhængende tilgang Enhver politik har behov for sammenhæng for at maksimere dens virkning; den fælles fiskeripolitik er ingen undtagelse, og vi er nødt til at sikre, at de prioriteter og regler, den sætter for Europa, er i overensstemmelse med dem, vi forhandler med lande uden for Den Europæiske Union; vi er nødt til at tage højde for akvakultur som en integreret del af fiskerisektoren og til at fortsætte med at udvikle betingelserne for markedet, så det kan implementeres; en passende finansiel støtte skal understøtte og styrke de politiske mål. Sidst men ikke mindst, skal den fælles fiskeripolitik fungere i harmoni med miljøpolitikken og med den bredere, integrerede havpolitik. Idet to tredjedele af de fisk og skaldyr, der forbruges i EU, er importerede, er det meget klart, at vi har al mulig interesse i at fremme høje standarder for bæredygtighed, ressourceeffektivitet og produktsikkerhed og kvalitet over hele verden, for at skabe lige vilkår for vores fiskeri og sikre, at forbrugerne får et velinformeret valg med en stabil forsyning af markedet og sikre produkter. EU skal fortsat spille sin rolle som en førende aktør i internationale og regionale fiskeriforvaltningsorganisationer og sikre et bæredygtigt fiskeri samt støtte og fremme god forvaltning. Hvad angår de finansielle aspekter af vores politik, bør vi alle udvise den største omhu for

Den fælles fiskeripolitik - En europæisk ramme fit for fremtiden

at sikre, at pengene bruges til de rette formål og forvaltes effektivt. Skadelige subsidier må bringes til ophør, og vi er nødt til at rette finansiering mod politiske målsætninger. Penge bør bruges som middel til en ændring af fiskernes adfærd, for eksempel at undgå uønskede fangster, for at gøre det muligt for nye, bottom-upledelsesstrukturer at opstå, for at give sektoren mulighed for at realisere sit innovationspotentiale, at supplere medlemsstaterne i deres bestræbelser på at indsamle og vurdere data og stille deres forskere og institutter til rådighed, at fremme lokale og regionale initiativer for at opnå en meningsfuld og succesfuld økonomisk og social udvikling. Endelig skal brugen af offentlige midler også være betinget af overholdelse af reglerne. Jeg har lanceret en omfattende reform, der tager sigte på at nå de mål, jeg skitserede.

”

Skadelige subsidier må bringes til ophør, og vi er nødt til at rette finansiering mod politiske målsætninger. Penge bør bruges som middel til udvikling af en ændring af fiskernes adfærd.

Det vil være en lang proces hen imod en ny politik, som giver bedre resultater, en proces, der involverer alle aktører: institutioner, medlemsstater, industrien, fiskere, miljøorganisationer og europæiske borgere, da det er på deres tallerkener, at vores fisk kommer til at ende. Sammen kan vi gradvist opbygge en ny fælles fiskeripolitik egnet til det 21. århundrede.

■

Maria Damanaki - kommisær for Maritime Anliggender og Fiskeri, Europakommissionen

255

Fortællinger om fisk og fiskere Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012 Udgivet i anledning af Danmarks Fiskeriforenings 125-års jubilæum 2012 Redigeret af Margrethe Lyngs Mortensen Layout: Steen T. Sørensen, Danmarks Fiskeriforening Tryk: Schweitzer, Vejle Printed in Denmark 2012 ISBN 978-87-90749-04-0 Fotos: Jonas Alstrøm Jens Panduro Lars Holm Lars Horn Gitte Sofie Hansen/Scanpix Anders Hviid/Folketinget Bent Sørensen/Modvind Joachim Adrian/Polfoto WWF Verdensnaturfonden Forbrugerrådet Preben Niemeyer Troels Kløvedal Rederiet Isafold A/S FiskerForum.dk/H.Hansen Flemming Reislev Karstensens Skibsværft Svend Christensen, Fotograferne Nibe Paul Burns, Bristol © European Union, 2012 The Prince’s Charities’ International Sustainability Unit, London Dansk oversættelse af Sustainable Fishing og The Common Fisheries Policy - a European framework fit for the future: Cand. ling. merc. Kamilla Kvist Wichmann © Danmarks Fiskeriforening. Mangfoldiggørelse af indholdet af denne bog, eller dele deraf, er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt, uden forudgående aftale med Danmarks Fiskeriforening. Danmarks Fiskeriforening Nordensvej 3, Taulov DK - 7000 Fredericia 70 10 40 40 dkfisk.dk mail@dkfisk.dk