Vandhuller

Et vandhul kan være mange ting. Fra store søer og mosehuller, over gamle dybe mergel- og grusgrave, til små gadekær og branddamme. Det er indlysende, at der må være forskelle mellem så mange vidt forskellige typer af vandhuller. Nogle er store og andre små, nogle lavvandede og andre dybe, nogle næringsrige og andre næringsfattige. At dykke ned i alle forskellene og den betydning de har for fiskeriet, er både spændende og meget omfattende. Her må du derfor nøjes med et par tips og tommelfingerregler til, hvor du oftest kan finde fiskene.

I vandhuller siges vandet at være stillestående, men det er ikke det samme, som at vandet ikke er i bevægelse, for det er det. Vind og vejr presser og skubber nemlig det meste af året vandmasserne og alt det, de indeholder, rundt.

I vandet svæver der masser af bittesmå planter og dyr rundt. De kaldes for plante- og dyreplankton. Planteplankton er mikroskopiske planter, der som regel ikke kan svømme eller bevæge sig. Alligevel er de i stand til altid at holde sig tæt på overfladen, hvor der er rigeligt med sollys. Her vokser og trives de nemlig bedst.

Dyreplankton er mikroskopiske dyr. De kan svømme en lille bitte smule og følger derfor ikke kun vandets bevægelser. De har nemlig også deres egen rytme i løbet af døgnet. I dagtimerne søger de nedad i vandet, for at skjule sig for de småfisk, insekter og krebsdyr, der gerne vil æde dem. Om natten stiger de, i ly af mørket, op mod overfladen for at æde og ”græsse” planteplankton.

Den natlige vandring af dyreplankton trækker ofte både små og store fisk med sig, især i de store og dybe vandhuller.

Selvom dyreplankton faktisk bevæger sig op og ned i vandet, følger alt plankton for det meste vandets bevæ-

Planteplankton er mikroskopiske planter. Dyreplankton kan svømme og følger derfor ikke kun vandets bevægelser.

gelser. Det samme gør en del insekter og andre smådyr. En lang række fredfisk og en yngel af rovfisk lever af alle de små organismer og skabninger, der flyttes rundt med vandet. Derfor følger de også ofte vandets bevægelser. Det samme gælder de større rovfisk, der i deres søgen efter bytte, følger i kølvandet på alle små- fiskene. Presser vinden overfladevand og fødeemner sammen, er det altså ofte her, fiskene skal findes.

Indimellem sørger et ordentligt blæsevejr for at ruske op i vandmasserne, så de blandes og røres godt sammen. Det gælder i hvert fald det meste af året, men i den stille sensommer kan der dannes springlag i de dybere vandhuller. Springlaget opstår, fordi overfladevandet varmes op af sommerens glødende sol. Når det sker, bliver overfladevandet lettere, end det køligere og tungere bundvand. Vandmasserne deles på den måde op i to lag, der ikke rigtigt vil blandes sammen. Imellem det tunge bundvand og det lette overfladevand opstår springlaget i omkring 10 meters dybde.

Mens overfladevandet hurtigt bliver for varmt for fiskene, og bundvandet for iltfattigt, vil vandet i springlaget stadig være både køligt og iltrigt. I dybe vandhuller skal fiskene derfor ofte findes i springlaget i løbet af sommeren.

I løbet af efteråret køles overfladevandet ned igen. Når det igen bliver lige så koldt og tungt, som det underliggende bundvand, blandes vandmasserne igen med efterårets blæst og storm. Så kan fiskene igen færdes frit i alle dybder.

I vandhuller bevæger fiskene sig temmelig meget rundt. De har sjældent standpladser, men mange fisk ynder at opholde sig i nærheden af eller mellem vandplanter. Her er både skjul og store mængder af føde.

Fredfiskene kan finde dyreplankton, snegle, insekter og små krebsdyr,

mens rovfiskene kan overliste og fange småfisk. Det er derfor altid en god ide at afsøge fiskevandet grundigt, hvor der er planter. Det gælder både de synlige planter, der vokser helt ud af vandet eller blot afsløres ved deres flydende blade i overfladen, og især også de mere skjulte undervandsplanter.

Nogle vandhuller kan være meget uklare og grumsede især om sommeren. Det skyldes, at planteplankton lever af sollys og de næringsstoffer, der findes i vandet. Jo mere lys og jo flere næringsstoffer, desto flere alger kan der leve i vandet. Er vandhullet blevet forurenet med alt for store mængder af næringsstoffer, giver de med sommerens solskin ophav til en enorm opvækst af planteplankton. Fænomenet kaldes algeopblomstring og har store konsekvenser for livet i vandhullet. De store mængder planteplankton skygger for solen. Dens livgivende stråler kan ikke trænge ned gennem det grumsede vand og nå bunden. De vigtige bundplanter hernede får derfor ingen lys og dør. Uden bundplanterne er der ingen steder, hvor snegle, insekter og krebsdyr kan skjule sig og leve. Derfor forsvinder de også. Nu er der hverken skjul eller føde til de større fredfisk. Kun de mindste fredfisk klarer sig ved at æde løs af dyreplankton. Det betyder desværre, at der bliver endnu mindre dyreplankton til at holde de store mængder planteplankton nede.

De fleste rovfisk, bortset fra sandart- en, har det som regel heller ikke godt i det uklare og grumsede vand. De jager nemlig fortrinsvis ved hjælp af synet. Derfor har de meget sværere ved at se og fange deres byttefisk.

I vandhuller, der er forurenede med næringsstoffer, finder du derfor som regel kun få rovfisk og større fredfisk. Til gengæld kan der være masser af mindre fredfisk.

Selvom der i reglen sjældent findes standpladser i vandhuller, er der alligevel et par undtagelser. Indløb og udløb til vandhuller kan nemlig virke som standpladser. Især indløbene kan tiltrække fisk. Her løber ikke alene iltrigt vand ind, men med strømmen følger også løsrevne fødeemner. Fiskene kan derfor stå i læ for strømmen bag sten eller rødder, og vente på, at maden bliver serveret lige for snuden af dem. På den måde minder et indløb meget om de faste standpladser, der findes i vandløbene.

Tilhørende aktiviteter

• Forsøg med springlag – varmt og koldt vand (s. 99) • Forsøg med alger og næringsstoffer (s. 100) • Undersøg vandhullet for smådyr og planter (s. 101)