Kyster og havne

Som fiskevand kan kysten umiddelbart virke som en blanding af et vandhul og et vandløb. Nogle steder står vandet næsten stille og minder om en stor sø. Andre steder minder det mere om en stor å eller flod med en kraftig og rivende strøm. I virkeligheden er kysten hverken det ene eller det andet og heller ikke en blanding. Den er nemlig meget mere end det, og den rummer nogle helt særlige miljøer og meget anderledes fiskepladser.

Kysten påvirkes på en helt anden og mere direkte måde af naturens kræfter end de to andre typer fiskevand. Den er mere udsat for vind og vejr, og modelleres ustandseligt af bølger, tidevandsbevægelser og havstrømme. Kysten er derfor ikke alene et stort, men ind i mellem også meget omskifteligt og uforudsigeligt fiskevand. Som lystfisker kan det let virke uoverskueligt at finde fiskene, men de er her.

Selvom havet kan virke nærmest uendeligt, og fiskene kan svømme, hvorhen de vil, søger de netop ofte mod kysten. På det lave vand kan sollyset nå helt ned til bunden. Her giver de livgivende stråler ophav til et væld af både tang, planter, dyr og andre organismer. Sammen med forskelle i bundforhold og dybde betyder det, at fiskene på nogle strækninger af kysten kan få dækket deres behov inden for meget kort afstand. Det er ofte her de bedste fiskepladser findes. På grund af kystens omskiftelige natur er det imidlertid ikke blot vigtigt at vide hvor, men også hvornår de enkelte fiskepladser tiltrækker fisk.

Kystlinjen kan groft inddeles i åbne og ubeskyttede strækninger og mere eller mindre lukkede og beskyttede strækninger.

På den åbne kyst slår bølgerne i en næsten ubrydelig rytme ind mod land. De graver i bunden og flytter ustandseligt rundt på store mængder materiale, især sand. Der, hvor sandet fjernes, opstår langstrakte fordybninger, der følger kystlinjen.

Mellem fordybningerne aflejres sandet som høje aflange sandbanker. Fordybningerne kaldes af lystfiskere forbadekar - sandbankerne for revler. De har lagt navn til den af bølgerne dannede kysttype, nemlig revlekysten.

Jo større og kraftigere bølgerne er, desto større revler og badekar vil der dannes. Især de to inderste og dybeste badekar er interessante for fiskene og dermed for dig som lystfisker. Når sandet skylles væk, blotlægges der nemlig ofte sten i forskellige størrelser. På den måde dannes der små stenrev i bunden af badekarret. Her kan tang fæstne sig og vokse. Mellem sten og tang opstår der et sandt mylder af liv. Her lever alt fra små fisk og krebsdyr til forskellige snegle og orme.

Fiskene er ganske trygge ved at jage i de dybe og tæt bevoksede badekar. Her kan de færdes skjult og har samtidig let ved finde byttedyr på de små stenrev. Især i forårsmånederne kan det betale sig at opsøge revlekysternes badekar. På vindstille dage varmes det lidt lukkede og stillestående vand hurtigt op af forårssolen. Med varmen vækkes byttedyrene til live, og det lokker de sultne fisk til.

Fiskenes vej til og fra samt mellem badekarrene, går sjældent over de lyse og lavvandede revler. Her er risikoen for at blive set for stor, især i dagti-

merne. De bruger i stedet oftere de naturlige gennembrud, der opstår i revlerne. Her strømmer vandet fra bølgerne tilbage i havet. De dybe revlegennembrud afslører ofte sig selv ved en rolig vandoverflade uden brusende og skummende bølgetoppe. Bølgerne løftes og brydes ikke, som de gør det over de høje revler. Trafikken i gennembruddene, men også strømmen, der kan føre uforsigtige byttedyr med sig, gør, at de ofte rummer fisk.

Beskyttede kyststrækninger, hvor vandmasser skærer sig ind i landet, kaldes for fjorde, vige, bugter, nor og strandsøer. Det er kiler eller lommer af vand, der helt eller delvist er afskærmet fra den åbne kyst af det omgivende landskab. Bunden er derfor ikke i samme grad påvirket og formet af bølgernes kræfter som på den åbne kyst. Derfor er den som regel flad, og vandet bliver kun langsomt dybere udefter.

I de ydre dele, som ligger tættest mod den åbne kyst, vil bunden ofte være sandet og fast. Det giver grobund for ålegræs, som er en blomsterplante. Den kan vokse i store flader og bælter, så langt ud som lyset kan nå ned gennem vandet. På det helt lave vand findes ofte bælter af tang, der hæfter på blotlagte sten tæt på strandkanten.

I de inderste dele, længst væk fra den åbne kyst, er bunden ofte mere bar, blød og mudret. Det skyldes de vandløb, der munder ud her. I det øjeblik et vandløb

åbner sig op og møder havet, aftager strømmen. Alt det jord- og mudder, som vandløbet har revet løs på sin vej, falder derfor til bunds i nærheden af udmundingen. Udledningen af ferskvand betyder også, at det salte havvand fortyndes. Det bliver mere brakt, altså mindre saltholdigt.

De beskyttede områder af kysten vækkes hurtigt til live i løbet af det tidlige forår. Solen får hurtigt varmet det lave vand op. Varmen og lyset forvandler især ålegræsbælterne til righoldige spisekamre. Her bugner af småfisk, krebsdyr, snegle og orme. Særligt fjorde, vige og bugter kan derfor give et fantastisk fiskeri i forårsmånederne. I løbet af sommeren vil stigende temperaturer, opblomstring af alger og lokalt iltsvind dog få fiskene til at trække ud på dybere vand eller søge længere ud mod den åbne kyst. Det bør du derfor også gøre som lystfisker.

Strækninger på kysten, hvor landmasser rager ud i vandet, kaldes ofte odder, næs, tanger, hager, pynter eller hoveder. De er ofte omgivet af dybder, hvorfra bundvand presses op over den høje udragende del af landskabet. Det strømmende vand fjerner mudder og sand fra bunden, så der

opstår stenrev. På revet vokser tang og ofte også muslinger, der nyder godt af den ilt- og næringsrige strøm af bundvand. Det samme gør mange af revets andre små skabninger, der ynder at gemme sig mellem sten, muslinger og tang. I læ af strømmen kan der opstå et roligt bagvand, som samler stimer af byttedyr. Det virker ofte som en magnet på fiskene.

Sund, stræder, bælter, tidevands- og sejlrender byder også på dybde, strømmende vand og hurtig adgang til områder med føde. De sultne fisk færdes ofte på kanterne af strømrenderne, mellem det dybe og det lave vand. Her vokser nemlig ofte ålegræs og tang, der byder på masser af byttedyr.

Klinter, skrænter og klipper over vandet fortsætter ofte deres stejle forløb under overfladen, nogle gange afbrudt af et smalt stykke strand. Vandet bliver derfor hurtigt dybt, så her svømmer fiskene gerne tæt på land i deres søgen efter føde.

Havne, moler og høfder er menneskeskabte strukturer, men de rummer nogle af de samme gode egenskaber som de naturlige klippekyster og stenrev. Her er med andre ord dybt vand med masser af skjul og byttedyr.

Som du sikkert allerede har regnet ud, er de bedste fiskepladser på kysten ofte steder med dybt vand tæt ind under land. Her kan fiskene søge skjul og hvile i det dybe vand, der også har en mere stabil temperatur. Når sulten melder sig, kan de lynhurtigt trække ind over de frodige ”jagtmarker” på det lavere vand for

at æde. Med fyldte maver kan de så igen trække sig tilbage til dybet for at fordøje føden.

Nu ved du lidt om, hvor du kan finde fiskene, men det er lige så vigtigt at vide, hvornår du kan finde dem. Kysterne er som nævnt mere udsatte for naturens kræfter end vandløb og vandhuller. Det er derfor på mange måder et mere omskifteligt og lunefuldt fiskevand. Der findes mange teorier om, hvordan de forskellige kræfter påvirker fiskeriet, men ingen af dem er helt ”vandtætte”. Lokale forskelle har nemlig stor betydning for, hvordan kræfterne virker på en bestemt kyststrækning. Du kan med andre ord læse dig til meget, men intet kan erstatte dine egne oplevelser og de erfaringer, de kaster af sig. Så brug tid på at lære dit fiskevand at kende under forskellige forhold. Med det sagt, så får du her et par grove retningslinjer, som måske kan hjælpe dig med at finde hugvillige fisk fra starten.

Tidevandet skyldes, at især månen, men også solen, trækker vandmasserne på jorden til sig. Det skyldes et fysisk fænomen kaldet tyngdekraft. Samtidig slynges en del af vandmasserne om på den side af jorden, der vender væk fra månen. Det sker, fordi jorden og månen drejer rundt om hinanden. Kraften, der slynger vandet væk, kaldes i fysikkens sprog for centrifugalkraft. På den måde dannes to kæmpe ”klumper” af vand på hver sin side af jorden. De kaldes for højvander. I området mellem de to højvander dannes et lavvande med mindre vand.

Når jorden i løbet af ét døgn drejer én gang rundt om sin egen akse, flyttes landmasserne ind i hvert af de to højvander, men også lavvandet. På kysten opleves det ved, at vandet skiftevis stiger og falder. Det sker helt periodisk med 6 timer og 12,5 minutters mellemrum. Når vandet står højest, kaldes det højvande eller flod. Når det er lavest, kaldes det lavvande eller ebbe.

De nøjagtige tidspunkter for høj- og lavvande kan du finde i tidevandstabeller på internettet. Fiskeriet er ofte bedst i tiden omkring højvande. Her kan fiskene nemlig komme helt tæt på kysten. Samtidig skifter strømmen retning. Det tvinger mange byttedyr til at flytte rundt for at finde nye steder med strømlæ. Her har fiskene en chance for et let måltid, og det ved de.

På sin vej fra Nordsøen ind i de indre danske farvande skal tidevandsbølgen kæmpe sig gennem sund, bælter og andre forhindringer. Derfor bremses og svækkes den. Forskellen mellem højvande og lavvande er derfor størst ved de åbne vestjyske kyster og mindst i de inderste dele af Østersøen. Tidevandets betydning for fiskeriet er derfor nærmest ubetydelig i de inderste dele af de danske farvande. Her har vinden langt større betydning. Vindens styrke og retning kan have stor betydning for fiskeriet. Ved længere tids kraftig blæst kan vandmasserne ligefrem presses ind mod kysten. Det får vandspejlet til at ligge skråt, så vandet stuves op mod den forblæste kyst.

Fænomenet kaldes vindstuvning. På kyster med pålandsvind vil vandstanden stige, mens kyster med fralandsvind vil få lavere vandstand.

Stormfloder på vestkysten er faktisk massive vindstuvninger, der falder sammen med tidspunktet for et højvande. Der er store kræfter på spil ved kysterne ind i mellem.

Både høj og lav vandstand kan gavne fiskeriet. Ved høj vandstand er fiskene ofte mindre sky, fordi de har mere vand under finnerne. Ved lav vandstand har du måske lettere ved at nå ud til et rev, et ålegræsbælte eller en strømrende, hvor der ofte står fisk. Med vinden kommer også bølger. Bølgerne river ofte smådyr med sig, så de er et let bytte for fiskene. Samtidig hvirvler de op i bunden, så vandet bliver lidt mere grumset. Fiskene har derfor sværere ved at skelne mellem din agn og den ægte vare. Det lidt uklare og urolige vand levner ikke fiskene meget tid til at reagere, før chancen for et hurtigt måltid er væk. Derfor er de ofte lettere at lokke til biddet, når vandet er bare lille smule oprørt af bølger.

I Danmark vil vind fra vest ofte skubbe temperaturen i både luft og vand i en retning, der gavner fiskeriet. Det vil sige lidt køligere om sommeren og lidt varmere i vinteren. Det skyldes den stabile havstrøm i Atlanterhavet, der kaldes Golfstrømmen. Så når vinden drejer om i en mere vestlig retning, er det ofte ensbetydende med lidt bedre fiskevejr.

Tilhørende aktiviteter

• Gå på ”nettet” og find de gode fiskepladser på kysten (s. 105) • Undersøg kysten for smådyr, planter og tang (S. 106)