2 minute read
Fisk for enhver smag
Fisk
for enhver smag
Frisk fanget fisk er en udsøgt og delikat råvare. Kødet er ikke alene lækkert og smagfuldt, men også virkelig sundt. Især det høje indhold af omega-3 fedtsyrer og indholdet af selen, jod og D-vitamin er godt for dig og dit helbred. Derfor bør du spise fisk som hovedmåltid mindst to gange om ugen og flere gange som pålæg.
Når fisk omtales som mad, inddeles de ofte i fede og magre fisk. Fede fisk er arter som laks, ørred, makrel, sild og tun. De magre fisk er arter som torsk, sej, skrubbe og rødspætte. Du ved sikkert allerede, at det er bedst at spise varieret. Det gælder også for fisk. Spis mange forskellige slags fisk og gerne flest af de fede. De indeholder nemlig flest af de gode omega-3 fedtsyrer.
Fiskekød er oftest hvidligt, men kan variere fra lyserødt hos laksefiskene, til dybrøde farver hos arter af makrel og tun. Kødet er fast, men aldrig sejt. Det kan let rives itu. Derfor skal fisken altid behandles nænsomt. Lige fra den aflives ved fiskevandet, til den skal serveres og nydes som et lækkert måltid.
Tilberedningen af fisken starter allerede ude ved fiskevandet. Fisk er vekselvarme dyr, der foretrækker at leve ved temmelig lave temperaturer. Derfor fordærves kødet hurtigt ved højere temperaturer. Dårlig smag, lugt og udseende kan hurtigt gøre kødet både uappetitligt og uspiseligt. Sørg derfor altid for at holde fisken så køligt som muligt efter fangsten, og rens den, så snart du har mulighed for det. Så holder du fisken frisk.
Din friskfangede fisk kan blive til et måltid på mange forskellige måder
Fisk kan spises rå som sushi, sashimi eller tatar. Spises fisken rå, skal den altid fryses ned forinden, så de parasitter, der kan sidde i kødet, dræbes.
Fisken kan også steges, koges eller dampes på forskellige måder. Her er det også vigtigt, at fisken tilberedes ordentlig. Varmen dræber nemlig også parasitter og bakterier, som ellers kan gøre dig syg.
Endelig kan fisk tilberedes, så den kan lagres og opbevares længe. En del af de tilberedningsmetoder, vi bruger i dag, er faktisk gammeldags konserveringsmetoder, der skulle gøre de letfordærvelige fisk langtidsholdbare. Rygning, gravning, saltning, tørring og marinering er altså ældgamle konserveringsmetoder.
Med alle de forskellige arter af spisefisk, der findes, og de utallige måder som de kan tilberedes på, findes der fisk for enhver smag. Så velbekomme! Tilhørende aktiviteter
• Rensning og filetering af fisk (s. 109) • Opskrifter (s. 113)