Kvindelige sportsfiskere Artikel

–fiskerne

Laksepause. Selvfølgelig kan kvinder fiske. Her sidder Ingelise Frier (th.) og fiskeveninden Dorte Risak og nyder livet med Ingelises nyfangede 8,4 kilos Skjern Å-laks fra dette forår mellem sig.

Af Jesper Svennum jbs@sportsfiskerne.dk

I lande som USA og Sverige er op mod hver tredje sportsfisker af hunkøn. Herhjemme er det én ud af hundrede. På de næste sider kan du høre danske kvinder fortælle om deres sportsfisker-liv og om, hvad der kan holde kvinder tilbage fra at fiske.

Sportsfiskerpigerne: Vi vil lære flere piger at fiske

Der er et kæmpe uudnyttet sportsfiskerpotentiale i kvinder. Men for at gøre det attraktivt at blive kvindelig sportsfisker, skal kvinder kunne melde sig ind i rene kvindeforeninger, hvor de oplæres af kvinder, mener stifteren af Sportsfiskerpigerne.

Der er ingen vaklen, når Georgina Lomasney forklarer, hvorfor hun har været med til at starte Sportsfiskerpigerne: En nystiftet kvinde-sportsfiskerforening, der på tre måneder har tiltrukket 120 medlemmer og facebookvenner. – Kvinder udgør halvdelen af befolkningen. Men mens hver tredje sportsfisker i Sverige er en kvinde, og hver fjerde er det i USA, er det kun én ud af hundrede i Danmark. Vi vil ganske enkelt lære flere kvinder at fiske, proklamerer den irsk/danske sportsfisker.

Foreningen, siger hun, er ikke bare et synligt bevis på, at der findes kvindelige sportsfiskere. Den vil forhåbentlig også sende nogle klare signaler til kvinder om, at der er et alternativ til de ofte meget mandsdominerede foreninger, hvor man historisk set ikke har appelleret specielt meget til kvinder.

Min kone må ikke fiske – Nogle mænd har stadig den holdning, at kvinder ikke skal fiske. Det blev klart for mig en dag, jeg i en grejbutik delte foldere ud om Sportsfiskerpigerne. Jeg havde givet en folder til en kvinde, da hendes mand kom hen og sagde: – Den skal du ikke give til min kone. Her i huset er det kun mig, der må fiske. Hvorefter kvinden med en næsten lydløs undskyld

Der er givet paralleller mellem sportsfiskerforeninger og andre sportsforeninger og visse partiforeninger. Hvis foreningen hviler på „traditionelle“ mande-fællesskaber (øl, pølser, konkurrencer), kan kvinder måske have svært ved at finde sig hjemme der. Kvinder er formelt velkomne, men reelt er fællesskabet for „de udvalgte få“. ning afleverede folderen tilbage og gik efter sin mand som en lille hund. Havde det hele så bare været for sjov, men det var det absolut ikke, husker Georgina Lomasney.

Selv når kvinder finder vej ind til sportsfiskeriet, er det en kamp at fastholde deres interesse, mener hun. – Mange piger begynder faktisk at fiske på et tidspunkt. Enten af sig selv, eller når de er nyforelskede i en kæreste, der fisker. Men næsten altid ser vi det mønster, at pigen holder op igen. Det kan være, fordi hun får børn eller flytter fra kæresten. Eller måske fordi hun ikke kan se sig selv som ene pige blandt horder af mandlige fiskere, foreslår Georgina Lomasney. søsat i februar 2011.

Jeg forestiller mig, at det betyder noget, om der er kvinder i foreningerne i forvejen, som både kan rekruttere og skabe en bredere kultur i den enkelte forening. Vi ved fra ledelsesforskning, at kvinder er rigtigt gode til at rekruttere kvinder. Faktisk er kvindelige chefer i højere grad end mandlige chefer tilbøjelige til at rekruttere andre kvinder til ledende stillinger.

Kvinder har fantastisk fiske-intuition En af de store udfordringer hos Sportsfiskerpigerne bliver at få kvinder til at lære, at det ikke er mænd, der ved det hele om fiskeri trods mange års forspring. – Kvinder har en fantastisk, intuitiv forståelse for fiskeri, som de ikke selv er klar over, de har. Det er meget vigtigt, at kvinder lærer at stole på den intuition. Derfor skal vi også have uddannet kvindelige instruktører, så det bliver tydeligt, at kvinder kan lære kvinder at fiske. Når vi er ovre den hurdle, vil kvinder turde kaste sig ud i alle mulige former for fiskeri – hvor mange i dag desværre tror, at fiskeri er lig med

Bagkvinden. Georgina Lomasney er hovedkvinden bag foreningen Sportsfiskerpigerne, der blev

Hvorfor er kun 1 ud af 100 sportsfiskere en kvinde?

Kønsforsker Christina Fiig, Aarhus Universitet, giver her tre bud

1Traditionel foreningskultur

2For få kvinder i foreningerne Put & Take.

3Historie Der kan være rent historiske grunde til, at der er markant flere kvindelige sportsfiskere i USA og i Sverige, end der er i Danmark. Der kan være tale om, at kvinder altid har været med til at fiske til husholdningen i disse lande, altså at det altid har været naturligt for kvinderne at fiske. I så fald er det ikke en historisk sandhed, at fiskeri kun er en mandlig forteelse.

Hader kalendere med nøgne fiskepiger

Verdens næstbedste fluekaster, Silja Longhurst, afskyr mandschauvinismen i grejbranchen. Men det er nu ikke hovedårsagen til, at så få danske piger fisker, mener hun.

– Kender du de der kalendere med halvnøgne fiskepiger, der poserer?, spørger Silja Longhurst og skynder sig selv at svare: „Bwadr!“.

Selv om hun er født og opvokset i Tyskland og kun har boet i Danmark i fem år, taler hun flydende dansk med kun en svag tysk accent.

Sådan nogle mandschauvinistiske kalendere er ikke ligefrem med til at gøre piger til sportsfiskere, mener hun.

Faktisk er hele grejbranchen i Europa frygteligt på hælene, når det drejer sig om at appellere til piger og kvinder, mener den 35-årige danmarksmester og verdens næstbedste kvindelige fluekaster. – Det er virkelig utroligt, at man ikke kan købe fiskegrej i Europa, der er lavet til kvinder. Det gælder alt lige fra fiskegrej til tøj og waders. Hvis man vil have noget, der er lavet specielt til kvinder, er man nødt til at bestille det i USA med alt det besvær, der ligger i det.

Fiskeri – en del af opdragelsen Men en „kvindefjendsk“ grejbranche forklarer ikke, hvorfor så få danske piger fisker, mener hun. – I Sverige fisker stort set alle piger, virker det til. I hvert fald der, hvor vi kommer. Jeg vil tro, det er fordi, der er så me- – Jeg elsker at fiske. Men jeg har altid savnet at have andre piger at fiske sammen med. For mig har det altid føltes som lidt af en ensom hobby, siger Hanna Vestergaard, der er en 31-årig sportsfisker fra Århus.

Selv om hun siden barndommen har haft en fast fiskemakker i sin far og har kunnet fiske sammen med drengekammerater, ja så er det altså bare ikke det samget natur i Sverige, at både drenge og piger bliver opdraget til at bruge naturen og fiske helt fra de er små – i modsætning til Danmark.

Silja fulgte selv det, der må siges at være det typiske mønster for kvindelige fiskere: Hun lærte at fiske af sin far, da hun var lille. Hun lagde hårdt ud med fluefiskeriet, fordi faren var inkarneret fluefisker og „han havde jo alt grejet“. Som teenager tog hun selv på fisketure til Skandinavien, og nu er hun altså danmarksmester i fluekast for andet år i træk.

Kvinder er kvinder værst – Nu er jeg selv sådan ret konkurrence-orienteret. Så jeg kan godt undre mig over, at så mange kvinder holder sig så meget tilbage i sportsfiskersammenhænge, og nogle vælger selv at spille rollen som underlegne i forhold til mænd. Nogle gange forstår jeg ikke kvinder, og så svært de nogen gange har ved at fungere sammen. Hvor mænd sagtens kan samle sig om arrangementer og konkurrencer, har kvinder nogle gange utroligt svært ved at samle tropperne, og de kan bruge meget tid på at konkurrere indbyrdes. Kvinder kan virkelig være deres egne værste fjender – også på sportsfiskerområdet, erfarer Sil

Silja Longhurst, 35 år, danser og koreograf

Silja er tysk/engelsk og opvokset i Tyskland. Hun lærte som lille at fiske med flue af sin far og har fisket lige siden. Hun er uddannet danser og koreograf, men har været bidt af fluekast siden hun mødte sin mand, tidligere DMvinder i fluekast, Lasse Karlsson. Silja har boet i Danmark i fem år, hun er kvindelig danmarksmester i fluekast, og hun er verdens næstbedste kvindelige fluekaster. Hun underviser i fluekast i flere lande.

Kvinder forstår hinanden bedre

Hanna Vestergaard er bidt af fluefiskeri, men har længe savnet at fiske med andre kvinder, fordi mænd er meget konkurrenceprægede og går frygtelig højt op i tekniske detaljer.

ja Longhurst.

me at fiske sammen med mænd som med piger, føler hun: – Jeg ved godt, det lyder lidt klichéagtigt. Men kvinder forstår hinanden på en anden måde. Når man er fisker sammen med mænd, bliver alting så teknisk og konkurrencepræget. Når piger fisker sammen, handler det mindst lige så meget om at have en god dag og hygge os sammen – det primære er ikke at fange en stor fisk, erfarer hun.

Kvinder lærer ved at røre For Hanna kom det derfor som en uventet men dejlig gave, da en ny fiskeforening kun for kvinder, Sportsfiskerpigerne, langsomt begyndte at suge næring og tage form i løbet af sidste år. – Det er et super godt tilbud til sådan én som mig, der er blevet stadig mere afhængig af at fiske, men som har savnet kvindevinklen på tingene, fortæller den unge århusianer.

I Dalum på Fyn tog en flok kvinder konsekvensen af, at mænd og kvinder ser forskelligt på fiskeri. De fik deres egen – og landets første – kvindeafdeling i byens lystfiskerforening.

For mange mænd er det grænseoverskridende at fiske sammen med kvinder. Og så er de dårlige til at dele ud af deres fiskeviden. Kvinder er til gengæld ultraforsigtige og vil helst lære at fiske ved at klumre sig frem i fællesskab, så de ikke føler, at mændene står og griner bag deres ryg.

Nogenlunde sådan lyder begrundelsen for, at omkring 30 kvinder for tolv år siden stiftede deres egen kvinde-fiskeklub i Dalum på Fyn. Klubben fik hurtigt lov at komme ind som en særlig kvindeafdeling under Dalum Lystfiskerforenings hat. – Det var en stor succes, at kvinderne fik deres egen afdeling, siger nuværende formand, Gurli Friis, der selv først for alvor begyndte at fiske, da kvindeklubben blev stablet på benene. – Jeg oplevede selv at have en mand, der fiskede, men som ikke havde tålmodighed til at have hverken mig eller børnene med på fisketur. Og den oplevelse var jeg ikke alene om. Det var for mange mænd grænseoverskridende at fiske med kvinder, siger Gurli Friis, der i dag er 54 år.

Kvinder gemmer ikke deres viden Noget af det gode ved Dameafdelingen, som den hedder, er, at kvinderne kan

Det handler ikke kun om det sociale fællesskab på fisketurene, men lige så meget om, at kvinder lærer teknik og fiskemetoder på en helt anden måde end mændene, pointerer hun: – Det er lidt svært at forklare, men piger som mig kan ikke lære at kende forskel på to typer liner bare ved at få det forklaret. Vi er nødt til at mærke efter med fingrene. Jeg har heller ikke samme måde at lære at binde fluer på som mændene. Her betyder det meget at være omgivet af kvinder, som har det på samme måde som mig. Fælles om præstationsangst Fællesskabet handler dog om andet end at tilegne sig viden på samme måde. I foreningen er kvinder også fælles om deres præstationsangst, indrømmer Hanna Vestergaard: få lov at lære fiskeriets ædle kunst i deres eget tempo og uden at føle, at nogen (mændene) ser skævt til dem, oplever Gurli Friis: – Jeg oplever, at der stadig er kvinder, der ikke vil med til et fiskearrangement, hvis der er mænd med. Jeg tror, det handler om, at mange piger er bange for at blive – Mænd er typisk enormt hjælpsomme, når man møder dem ved vandet. Men jeg fornemmer, at kvinder glemmer at stille de spørgsmål om grej eller fiskemetode, som mændene kunne hjælpe med – fordi de er bange for at fremstå uvidende. – Jeg oplever, at kvinder, der har lært at fiske med spinnestang i en put & take-sø, kan se det som et uoverstigeligt skridt at kaste sig over fluefiskeri. De kalder fluefiskeri for noget dyrt snobberi. I mange tilfælde er forklaringen, tror jeg, at de ikke tør kaste sig ud i det.

I den forstand er en fiskeforening for kvinder ikke en ny slags rødstrømpeklub, men et sted hvor man kan tilrettelægge fiskeri og undervisning ud fra kvindernes egne behov, så de ikke smider fiskestangen og løber skrigende væk.

set som nogle klumrehoveder. Her i dameafdelingen kan vi klumre os frem sammen til at blive gode fiskere og gode fiskelærere over for vores børn. Jeg synes, vi er bedre til at dele ud af vores viden end mændene, der ofte holder deres tricks og fiskesteder som en hemmelighed. Og så kan vi få lov

Frisk fangst. Gurli Friis er formand for kvinde-fiskeklubben i Dalum på Fyn. At hun også kan fiske, vidner denne laks om – den blev fanget lige inden bladets deadline.

at gøre fiskeriet til en lidt mere social ting.

Hanna Vestergaard, 31 år, indretningskonsulent

Blev som lille pige introduceret til lystfiskeriet af sin far. Først var det et par gange om året i put & take. Siden er interessen vokset støt, og nu hvor hun ikke længere går så meget i byen, fisker hun én til to gange om ugen. Med fluestang, vel at mærke. Hanna har også fået sin kæreste til at fiske.

Små piger får en kanin – ikke en fiskestang

I Ingelise Friers liv har sportsfiskeri været omdrejningspunktet. Men når der ikke er mange af hendes slags i Danmark, skyldes det især, at her ikke er nok vild natur, mener hun.

Er der én der kan leve op til den uofficielle titel som Danmarks sportsfiskedronning, er det 60-årige Ingelise Frier fra Aalestrup i Himmerland.

Ikke bare tog hun som 11 årig – som den første pige herhjemme – på sit første af mange juniorlederkurser i Danmarks Sportsfiskerforbund. Som 17-årig tog hun på High School i Seattle med det primære formål at fiske. Og som hun sidder her i fuldt kystfiskerornat mellem fiskestænger og grejkasser inde i sin Toyota Hiace, parkeret i strandkanten ved Mariager Fjord, vælter det ud med historier om et utal af fiskeoplevelser gennem et helt liv – fra det nordligste Norge til det sydligste Chile.

Hun er pragteksemplet på, at kvinder så sandelig kan nære brændende og lidenskabelige følelser for sportsfiskeri.

Har aldrig søgt kvindeselskab I lande som USA og Sverige ville en sportsfiskerpige som Ingelise Frier ikke være et særsyn i sportsfiskerkredse. Men faktum i dagens Danmark er, at der udklækkes meget få seriøse pige-fiskere.

For eksempel er der nærmest aldrig piger på juniorlederkurserne længere. Og på fiske-linien på Aalestrup Naturefterskole, hvor Ingelise underviser i lystfiskeri, er der højst én pige på hvert hold. – Jeg har selv svært ved at forstå, hvorfor der ikke fostres flere sportsfiskere blandt danske piger. Nogle mener, at der ikke er nok piger, der fisker, som andre piger kan spejle sig i og fiske sammen med. Men det kan jeg ikke selv genkende, for jeg har altid foretrukket at fiske alene. Jeg har aldrig savnet det sociale samvær med kvinder på fisketure. Jeg tror, at jeg ser på fiskeriet på samme måde som en ihærdig mandlig sportsfisker, siger Ingelise Frier.

Vild natur er en mangelvare Forklaringen skal snarere findes i, at der er langt mere vild natur i lande som Sverige og USA, mener hun. – Herhjemme har vi en tradition for, at fisk fanges i garn i havet af nogle få erhvervsfiskere. I lande som Norge, Sverige og USA, hvor folk har levet meget mere isoleret, har det at fange sine egne fisk været en del af folkekulturen i århundreder. Det har skabt en meget større naturlighed for, at både drenge og piger tager fiskestangen og går ned og fisker.

Herhjemme ligger det ikke i kulturen, at en seksårig pige får en fiskestang – selv

ikke på landet. Hun får en kanin eller en pony. Hele den „coolnes“, der er omkring sportsfiskeri i lande som USA, og som er med til at tiltrække endnu flere piger, den finder vi bare ikke i Danmark. Endnu da, siger Ingelise Frier.

Ingelise Frier, 60 år, efterskolelære. Ingelise lærte at fiske af sin far, som ofte tog hende med på geddetur i Tissø. Sammen med sin lige så fiskegale mand, hun mødte som 15-årig, turede hun land og riger rundt – først på en Velo Solex, senere i bil og med børn – i jagten på fiskeoplevelser. Hun har i 14 år undervist i blandt andet lystfiskeri på Aalestrup Naturefterskole. Hun er instruktør i Danmarks Sportsfiskerforbund – lige som hendes søn Bo Frier er det.