Panik i nattemørket Artikel

na Panik i tt emørket

Langt hen i september kan det være udbytterigt at fiske ørreder efter solnedgang. Nattefiskeriet er spændende og pirrer sanserne og fantasien – nogle gange i så høj grad, at det kan udvikle sig til panik i nattemørket, som det skete for historiens forfatter.

Af Lars Østergaard Jensen loej@sportsfiskeren.dk

Om natten er alle katte grå, men denne aften var mørket så massivt, voldsomt og tæt, at tiden næsten truede med at gå i stå. Fra tågen udgik en stilhed af en anden verden. Det var som at befinde sig inde i en tæt boble midt i intetheden. Der var kun det vingede bæst et sted derude. Hjertet hamrede i brystet. Retningssansen og mit ellers velfungerende indre kompas var gået fløjten under angrebet, da panik og urangst tog over. Jeg satte mig på hug i det fugtige græs, gjorde mig så lille som muligt og prøvede at genvinde kontrollen over mig selv og situationen. Hvordan kunne det gå så galt?

En lang dyst Aftenen starter ellers fint. I dagene forinden har jeg glædet mig til fisketuren nede i ådalen og i nattens anledning bundet en håndfuld Krogsgaard nummer 2 samt et par Beaufort Moth, der som bekendt efterligner henholdsvis vårfluer og natsværmere. Store klodsede insekter som kunne vække interessen hos fiskene. Som altid starter jeg fiskeriet, mens det endnu er lyst for at kaste mig ind på åen, der glider stille af sted under mørke brinker og totter af siv og star.

Netop som solen smelter sig ned gennem horisonten, falder hugget ganske efter bogen. Havørreden kroger sig selv i vendingen og søger straks tilbage i høllet, hvor den stil-

ler sig dybt og rusker for enden af fluelinen. Så falder der ro over fisken. Faktisk sker der ikke andet de næste mange minutter, end at fisken borer på samme plet. Det er sikkert en gammel standfisk, som ikke har tænkt sig at forlade sin borg frivilligt. Da der altså ikke er udsigt til nogen hurtig afgørelse på dysten, indleder jeg en belejring af høllet ved at lægge et så stærkt lodret pres på fisken, som jeg tør tiltro forfanget.

Mens fisker og fisk er tøjret til hinanden og venter på, at modparten gør noget dumt, falder skumringen over dalen. Luften bliver kølig og bærer krydrede dufte af mynte og sumpdynd. Horisonten er smukt illumineret af det svindende lys fra solen, der forsøger at trække Venus med sig i faldet, men endnu knejser aftenstjernen stolt på himlen.

Til sidst mister modparten i den anden ende af linen tålmodigheden, springer helt ud af vandet og spilder sine sidste kræfter på et langt flugtforsøg op til næste sving, hvor kampen falder ud til min fordel. Den gamle hanfisk er festligt klædt i sæsonens farver, men sikkert stadig velegnet til en gang koldrøgning. Med et stykke snor hænger jeg den på en gammel hegnsstolpe, for mere vil have mere. Måske venter en endnu større ørred længere nede i dalen på min flue?

Halvblind i mørket Men mørket indfinder sig nu hurtigt og indhenter mig. I fremkastet forsøger en flagermus flere gange at fange min flue, med det lykkedes at snyde den elegante flyver. Puha. En god ven blev en nat bidt af en flagermus, da han fjernede fluekrogen for at slippe den fri. Bagefter måtte han til behandling mistænkt for at være smittet med hundegalskab. Alene tanken gør mig nervøs og kastene bliver hektiske.

Pludselig eksploderer mit ene øje. Heldigvis er det kun en stor lodden natsværmer, der har basket sig vej ind under brillerne, men det fine støv fra vingerne er meget ubehageligt og sætter øjet i brand.

Angrebet af ondskab Jeg vil takke af for aftenen og stavrer tilbage til hegnspælen, men en tæt tåge har sænket sig over den måneløse dal og den halvblinde fluefisker. Da jeg finder pælen, bliver den pludselig levende og noget flyvende går til angreb. Med fægtende arme og fiskestang forsøger jeg at forsvare mig mod en kæmpestor flagermus. Måske er det Dracula selv. Under flugten fra dette ondskab strejfer en skarp klo rygsækken – og så tager panikken for alvor over.

Men det var selvfølgelig ikke Dracula, jeg mødte den nat. Da jeg i morgendæmringen vover mig tilbage til pælen finder jeg flere, friske uglegylp omkring pælen, så det var sikkert en ugle, der har passet på sine halvstore unger.

Men havørreden hang der heldigvis stadig – gylden, stivnakket og klar til røgeovnen. n