1 minute read

Artikel DM i medefiskeri

Regn og mudder kombineret med svært fiskeri var hovedingredienserne ved dette års danske mesterskab i medefiskeri.

Vådt men godt. På trods af den drilske, danske sommer blev DM i medefiskeri et vellykket arrangement.

Af Martin U. Christensen Foto: Simon Jensen, Søren Wiggers og Karina Grønbek

Det danske mesterskab i medefiskeri blev afviklet i weekenden den 13.-14. august og var henlagt til Blue Rock Put & Take på Sydfyn. Odense Sportsfiskerklub (OSK) stod for arrangement, som trods vejrgudernes hærgen forløb planmæssigt og yderst tilfredsstillende.

I månederne op til mesterskabet havde flertallet af de 14 deltagende hold lagt vejen forbi og trænet i de to søer. Fangsterne havde i den forbindelse været temmelig svingende med alt lige fra tomme keepnet til masser af skaller og aborrer krydret med kilostunge brasen og stør. Derfor forventede mange en konkurrence præget af uforudsigelighed og svært fiskeri.

Dette skulle vise sig at holde stik, idet hovedparten af de enkelte deltageres fangster kom til at ligge på en samlet vægt mellem 0 og 2 kilo. Det betød, at få og store fisk i mange tilfælde blev afgørende for topplaceringerne i de enkelte sektioner.

Vinderholdet. Team Preston 1 vandt DM for hold. På det vindende hold var Kim Thomsen, Peter Larsen, holdkaptajn Peter Braasch, Simon Jensen og Rikard Jensen. Anden pladsen gik til Team Preston 2, mens OSK 2 besatte tredjepladsen.

Stor, større, stør. Simon Jensen fra Team Preston 1 med en af Blue Rocks mange udsatte stør. På grund af de begrænsede fangster, fik større fisk som denne stor betydning for konkurrencens endelige udfald. Da Simon formåede at fange endnu en stør, endte han som sikker vinder i den pågældende sektion.

Individuel danmarksmester. Viktor Smidt (i midten) fra OSK 2 formåede om nogen at få fat i de store fisk. I løbet af de to dage, som konkurrencen blev afviklet over, fangede han i alt fire brasen og lidt skaller. Umiddelbart ikke mange fisk, men nok til at vinde det individuelle danske mesterskab. Andenpladsen gik til Mark Holmboe (t.v.) og tredjepladsen til Martin U. Christensen.

This article is from: