5 minute read
Grej & Gadgets noter
Kompakt kvalitet
Med et godt kompaktkamera har du flotte fotos lige ved hånden, og det fylder ikke mere, end at du snildt kan have det i lommen på fiskejakken. Vi har spurgt en lang række producenter, hvilket kompaktkamera de vil anbefale til den kvalitetsbevidste sportsfisker. Her får du deres bud.
Fokus på det gode foto
Nikon Coolpix P300 er et kamera til sportsfiskere, der prioriterer fotokvaliteten frem for alt. Den lysstærke optik sørger for flotte fotos under vanskelige lystforhold. Derudover giver kameraet dig fuld manuel kontrol, så du selv kan styre for eksempel blænden og lukketiden, og derved skabe præcis det udtryk, du ønsker. Kameraet kan desuden optage op til otte billeder i sekunder, hvilket giver mulighed for nogle fantastiske fightbilleder. Slutteligt skal det nævnes, at kameraet kan optage video i fuld HD.
Opløsning: 12,2 megapixels Brændvidde: 4,3-17,9 mm (svarer til 24-100 mm) Blændeåbning: f/1,8-4,9 Skærm: 3” Vægt: 190 gram Mål (HxBxD): 58,3 x 103,0 x 32,0 mm Pris: 2.695,- Yderligere info: www.nikon.dk
Rå og robust
Man er ikke et øjeblik tvivl om, at her er et kamera, der er skabt til det vilde outdoor-liv. Pentax Optio WG-1 GPS er designet, så det kan holde til et tryk på 100 kg, temperaturer ned til -10 grader og vanddybder op til 10 m. Derudover er det udstyret med GPS, således at du kan geotagge dine fotos og nemt overføre dem til for eksempel Google Earth. Kameraets smarte makrofunktion skal også fremhæves. Du kan stille skarpt ned til 1 cm, og kameraet er udstyret med lysdioder og et lille stativ, således at du kan få velbelyste og knivskarpe fotos af de selv de mindste detaljer.
Opløsning: 14 megapixels Brændvidde: 5-25 mm (svarer til 28-140 mm) Blændeåbning: f/3,5-5,5 Skærm: 2,7” Vægt: 167 gram Mål (HxBxD): 58,5 x 115,5 x 28,5 mm Pris: 2.398,- Yderligere info: www.pentax.dk
Alsidighed med masser af zoom
Canon PowerShot SX230 HS er, som navnet indikerer, udstyret med HS-systemet, der sikrer gode fotos i svag belysning. Objektivet muliggør vidvinkeloptagelser i kombination med hele 14 gange optisk zoom. Den optiske billedstabilisator sikrer rolige fotos selv under svage lysforhold, eller når du zoomer helt ind på motivet. Kameraet er desuden udstyret med en GPS-funktion, der giver dig mulighed for at geotagge dine fotos, og senere præsentere dem på et kort. Som ekstratilbehør findes et undervandshus, der lader dig gå ned på hele 40 meters dybde.
Opløsning: 12,1 megapixels Brændvidde: 5,0-70,0 mm (svarer til 28-392 mm) Blændeåbning: f/3,1-5,9 Skærm: 3” Vægt: 223 gram Mål (HxBxD): 61,6 x 105,7 x 33,2 mm Pris: 2.599,- Yderligere info: www.canon.dk
Skabt til det hårde liv
Vand, støv, stød og kulde er alt sammen forhold som Panasonic DMC-FT3 er designet til at kunne modstå. Der er med andre ord tale om et oplagt kamera til sportsfiskeren, der udsætter sit grej for lidt af hvert. Desuden er kameraets funktioner skræddersyet til et liv udendørs. Det er for eksempel udstyret med GPS samt tryk- og højdemåler. Trykmåleren kan desuden også bruges til at måle, hvor dybt kameraet befinder sig under vandet. Kameraets HD video funktion suppleres af en LED-lampe, der muliggør optagelser om natten eller under vandet.
Opløsning: 12,1 megapixels Brændvidde: 4,9-22,8 mm (svarer til 30-140 mm) Blændeåbning: f/3,5-5,9 Skærm: 2,7” Vægt: 197 gram Mål (HxBxD): 64,0 x 103,5 x 26,5 mm Pris: 2999,- Yderligere info: www.panasonic.dk
Få det hele med
Samsung WB210 er udstyret med et 21 mm vidvinkelobjektiv, hvilket betyder, at du virkelig kan få meget med på dit foto, uanset om det drejer sig om storfisken eller et flot landskab. Kameraet er desuden udstyret med en stor, lækker touchskærm, hvilket medfører, at langt de fleste indstillinger styres på selve skærmen frem for på diverse små knapper. Derudover er kameraet spækket med et hav af funktioner som for eksempel HD video, billedstabilisering, ansigtsgenkendelse samt masser af muligheder for at redigere billederne direkte i kameraet. Alt sammen pakket ind i et kamerahus, der kun er lidt over 2 cm tykt.
Opløsning: 14 megapixels Brændvidde: 4-48 mm (svarer til 24-288 mm) + 3,5 mm (21 mm) Blændeåbning: f/2,9-5,9 Skærm: 3,5” Vægt: 174 gram (uden batteri og hukommelseskort) Mål (HxBxD): 59,4 x 100,9 x 22,9 mm Pris: 1.899,- Yderligere info: www.samsung.dk
Luksus fra Leica
Leica V-Lux 30 er for den kræsne sportsfisker, der ønsker sig et højt ydende kamera pakket ind i et stilrent ydre. Kameraet er udstyret med en touch-skærm, som vi kender det fra diverse smart phones. Objektivet har hele 16 gange optisk zoom, så her kan du virkelig komme tæt på. Med 10 billeder i sekundet, er der ingen undskyldning for at misse et godt motiv. Kameraet er desuden udstyret med GPS og video i fuld HD. Slutteligt skal det nævnes, at V-Lux 30 blandt andet leveres med Adobe Photoshop Elements 9, så du får de optimale muligheder for at efterbehandle dine fotos.
Opløsning: 14,1 megapixels Brændvidde: 4,3-68,6 mm (svarer til 24-384 mm) Blændeåbning: f/3,3-5,9 Skærm: 3” Vægt: 219 gram Mål (HxBxD): 58 x 105 x 33 mm Pris: 4.695,- Yderligere info: www.leica-camera.dk
Begreber
Opløsning: Antallet af pixels på kameraets sensor. Jo flere pixels jo større detaljerigdom på billedet. Brændvidde: Afstanden målt i millimeter fra centrum på linsen til det optiske fokuspunkt på sensoren. Brændvidden afgør hvor tæt du kan komme på motivet. Med et vidvinkelobjektiv (lavt antal mm.) kan du få meget med, mens du med et teleobjektiv (højt antal mm.) kan komme tæt på motivet. Blændeåbning: Angiver kameraets lysstyrke – dvs. hvor meget lys, der slipper igennem objektivet. Jo lavere et f-tal jo bedre er kameraet til at tage billeder ved svagt lys. Skærm: Størrelsen angiver antallet af tommer i den diagonale retning. En tomme er 2,5 cm.
Olympus
Vil du se nærmere på et „fiskekamera“ fra Olympus, så kig i Sportsfiskeren fra juni under Grej & Gadgets. Her præsenterede vi det robuste Olympus TG-810.