1 minute read
Værd at vide
Frit fiskeri for juniormedlemmer
Hvis du er juniormedlem i en forening, der er med i Danmarks Sportsfiskerforbund, kan du fiske frit i en række vandløb og søer fordelt over hele Danmark. En række af forbundets foreninger stiller nemlig foreningens fiskevand gratis til rådighed.
For at man kan fiske gratis, skal man:
● være juniormedlem af en forening, der er med i Danmarks Sportsfiskerforbund ● kunne fremvise sit DSF-medlemskort til foreningen ● i visse tilfælde bestille et gratis gæstekort hos foreningen ● under alle omstændigheder sætte sig grundigt ind i de lokale regler Hvis en forening tager på juniortur til et frit fiskevand, skal den lokale forening altid orienteres og give tilladelse på forhånd.
Find alle foreninger, der er med i ordningen på:
www.sportsfiskeren.dk/kontante-fordele/frit-fiskeri-for-juniormedlemmer
Ny bog: Bondefangeri
Under titlen „Bondefangeri“ stiller miljøjournalist Kjeld Hansen skarpt på landbrugets brug af kemiske sprøjtemidler, antibiotikamisbrug, gylleforureninger, forgiftet grundvand, EU-snyd, gælden og hele landbrugserhvervets tragiske nedtur. Det dokumenteres med en skarp journalistisk pen i bogens ti artikler. – Det er på tide at tage bladet fra munden og sige det ligeud: Vi er trætte af bagstræberiske, fodslæbende jordejere og deres lobbyister. Nu bør der luftes ud og gøres plads til fremtidens landskabsforvaltere, skriver Kjeld Hansen i bogen. Han efterlyser veluddannede agroproducenter, og en landskabsforvaltning, der ligger fordelt på flere jordejere, der leverer sunde fødevarer, og samtidig beskytter miljøet og forbedrer naturen. Bogen „Bondefangeri“ er udgivet på forlaget BæreDygtighed. Den er på 96 sider og koster 80,- Se mere på www.baeredygtighed.dk, hvor bogen også kan bestilles. Kjeld Hansen har netop modtaget Natur & Miljøprisen 2012 på 100.000,-. Prisen uddeles til personer eller organisationer, der i særlig grad har gjort en indsats for klodens natur og miljø.