» BOGANMELDELSE | PENCIL-ALT BENTE RØDSGAARD CAMERA PRESSEFOTO: FRYD FRYDENDAHL, GYLDENDAL
Livet med et handicap og omverdenen Forfatteren Caspar Eric kredser i sin nye bog om at leve med et handicap i et samfund, som har svært ved at se på mennesker med handicap som almindelige borgere
Forfatteren Caspar Eric har udgivet en ny bog.
I
2015 udgav forfatteren Caspar Eric digtsamlingen Nike, og nogle af de fineste passager i den bog handlede om fortællerjeg'ets handicap, som er Cerebral Parese (CP), og som gør, at han går og bevæger sig på en anden måde end flertallet. I hans seneste bog 'Nye balancer' med undertitlen 'Handicapdigte' er det at leve med et handicap endnu mere i fokus. Fx beskriver han, hvordan han falder oftere, end da han var barn, og at han slider sine sko hurtigere end andre, og på finurligvis kommer journalsproget til kende i et digt fx ”Min gangfunktion er et midlertidigt privilegium”. Andre digte omhandler hård fysisk træning og svømning samt tilbageglimt til barndommens operationer på hospitaler.
Krop, sprog og samfundskritik Fortællerjeg'et synes ikke, at spassere har en kulturhistorie, og omverdenen ved ikke, hvad de skal stille op med men-
”
Mine ankler er fyldt/med sting og arvæv;/ en læges dag/ syet ind i huden. Jeg har ønsket mig det/normale/så længe nu/at jeg ikke aner/ hvordan/ jeg har det. 14
nesker med handicap, og sommetider ved mennesker med handicap heller ikke, hvad de skal stille op med dem selv. Kan de fx blive elsket af en kæreste og hvor længe? Det påvirker et menneske dybt at blive konstant set på og vurderet, som noget der skal rettes på. Digtene rummer en del samfundskritik, ikke mindst af besparelser på velfærdsområdet, og de ufattelige mange fejl, der er i afgørelser, når det gælder mennesker med handicap. Og ikke mindst fraværet af en hård politik, der kan gøre op med de mange urimeligheder. En meget sjov tekst handler om fremstilling af mennesker med handicap i film fx som det tredje hjul til et par eller som psykopat. Et digt handler om, at ordet spasser betegner noget dårligt. Noget vi ikke vil kendes ved fx bådflygtninge, men også om hvordan vi alle lige om lidt, kan blive spassere alle sammen. Der er også tekster om en hund med tre ben. Teksterne er samtidsorienterede, individuelle og personlige. Caspar Eric er netop blevet 36 år, og i flere tekster dukker frygten for at blive ældre med et handicap op, for kroppen slides uanset træning. En dag i forbindelse med et interview besøger han Handicaporganisationernes Hus og møder Lone i Dansk Handicap Forbund, som fortæller, at hun ikke går længere på grund af sit handicap og siger: ”Det var den største frihed/ da jeg endelig valgte/ at sætte mig ned.” Bogen, som består af både digte og prosatekster, vil være velgørende og tankevækkende hos mange læsere ikke mindst hos dem, der kæmper dagligt med træning og omverdenens syn på deres kroppe; eller hos dem der vil vide noget om at leve med en krop, der konstant skal trænes. Men som seniorlæser kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget handicaphistorie og fællesskaber alle de kæmpende individer i digtene går glip af udenfor foreninger med ligestillede, som de måske ordløst kunne spejle sig i, som et lille helle en sjælden gang i mellem for de mange store følelser og evindelige tanker. Caspar Eric. Nye balancer. Handi capdigte. Gyldendal.
Handicap NYT | nummer 3 | 2023
