Det naturlige og frie barn Tre reformpædagogiske visioner

Undervisningen af børn har været og er et evigt diskussionsemne. For hvordan skal de undervises, og hvad er en god barndom?

Af Bente Rødsgaard

For ca. 100 år siden arbejdede tre lærere uafhængigt af hinanden med at ændre skoleundervisningen, som den kom væk fra terperi og afstraffelse. De havde hver deres visioner om, hvordan man kunne undervise på en måde, så børnene kunne lide at gå i skole og blive gode samfundsborgere med selvtillid og virkelyst.

De tre lærere var Thora ConstantinHansen (1867-1954), Olaf de Hemmer Egeberg (1887 – 1959) og Asger Rosenstand Schacht (1893-1976). Deres undervisningssyn var inspireret af internationale pædagogiske strømninger, som de fik kendskab til på kongresser, foredrag i foreninger og artikler i tidsskrifter. De tre lærere udviklede forskellige visioner, som siden har fået betydning for folkeskolen. De kom fra forskellige hjem, men alle fra gode kår.

Dengang de tre lærere var børn, var Danmark præget af store sociale skel og en vandring fra land til by, fordi der opstod mange arbejdspladser i industrien i og omkring de store byer. Det krævede, at der skulle bygges mange skoler. Samfundets indretning blev diskuteret på forskellig vis i de år. Fx begreber som ligestilling og sundhed. Synet på børn var også til debat. For er et barn en lille voksen, der skal afrettes, eller er et barn et ufærdigt menneske, som skal lære noget af egen trang.

Inspiration fra Maria Montessori

Thora Constantin-Hansen var inspireret af den italienske læge og pædagog Maria Montessori (1870-1952). Sidstnævnte anså børn for at være selvstændige og nysgerrige individer med en indbygget lyst til at lære noget og til at opsøge udfordringer. Hendes grundtanke gik ud på, at undervisningen skulle være lærerstyret med fornuftige aktiviteter, som udviklede børnenes intellekt, sanser og motorik, og hun var mod fysisk afstraffelse af børn.

Thora Constantin-Hansen så hende som en stor inspirationskilde. Thora star- tede allerede 15 år gammel på seminariet hos Nathalie Zahle i København, hvor man ifølge Thora kunne lære alt muligt og blive lige så klog som et mandfolk, og senere tjene sit eget brød.

Samfundet og Hjemmet for Vanføre Efter flere lærerjobs i en meget ung alder, starter hun som lærer på Samfundet og Hjemmet for Vanføres skole og tager mere læreruddannelse. Børnene på skolen havde et fysisk handicap. Ifølge hende skulle børn med handicap finde tid til deres egen arbejdsform og i deres eget tempo, så deres potentialer kom til sin ret. Hun indrettede lokaler efter børnene og gav dem redskaber og konstaterede med glæde, at børn med handicap kunne finde deres egne metoder til at klæde sig af og på, spise, tegne, osv. De var glade elever, fordi de var accepterede og trygge. Den frie undervisning gav resultater og selvhjulpenhed. Andre diskuterede børnenes intelligens, men Thora så på de hæmninger, barnet oplevede, og hun så på udviklingsmuligheder. Hun så ingen grund til, at børnene skulle sammenlignes og have presset krav ned over dem udefra.

Skolen blev udvidet med flere elever, og ledelsen besluttede, at den skulle være som alle andre skoler og mente, at Thoras eksperimenter måtte ophøre, og hun søgte sin afsked. De nye krav huede hende ikke, og hun har senere i artikler givet udtryk for, at myndighederne ikke havde forståelse for, hvad hun havde haft gang i.

Efter afskeden blev hun en vigtig person i Danmark i forhold til at udbrede Montessori-pædagogikken, og et dansk selskab for Montesorri blev stiftet i hendes hjem. Hun stod også bag en udstilling med specielle klodser og cylindre, der indgår som redskaber i montesorriundervisningen og mødte Marie Montessori og interviewede hende og var medvirkende til, at hun blev udgivet på dansk.

Thora Konstantin Hansen skabte dernæst sin egen hjemmeskole i en villa ved Roskilde og underviste 10 -15 børn med og uden handicap og med meget forskellige baggrunde. Den private skole skabte hun for at komme væk fra de snævre krav i de almindelige skoler. Hjemmeskolen passede ikke ind i de gængse krav, og hun samarbejdede med en lokal læge, som kunne konstatere, at børnene havde det godt. Men efter seks år kom en ny på posten, og så måtte hun lukke skolen, da den nye læge fandt det uforsvarligt at syge og raske børn blev undervist sammen.

Efter det eksperiment får hun arbejde på et børnehjem og senere på en friskole i Kolding. Hun adopterer tre plejebørn og dør i København 87 år gammel.

Forsøgsskoler og forsøgsklasser Olaf de Hemmer Egeberg arbejdede på en forsøgsskole i Vanløse (1924-1928), hvor piger og drenge gik sammen og sad ved gruppeborde pyntet med duge og blomster, og i klassen var der masser af forskellige materialer, som de kunne arbejde med. Resultaterne af forsøgene var gode, da børnene kunne lide at gå i skole og syntes, at de fik meget ud af undervisningen, men forsøgene stoppede efter fire år. Ifølge forfatteren syntes myndighederne, at skolen var både venstreorienteret og uformel i sin tilgang til børn. Forældrene protesterede mod lukningen, men forgæves. Han forsatte sin lærergerning til 1937.

Asger Rosenstand Schacht udførte forsøg i 1930erne i Valby med drengeklasser, som arbejdede både med fag og praktiske ting, fx skolehaver og værktøj, og de blev undervist tværfagligt. Han var mindre rebelsk end de to føromtalte lærere og forsatte sin lærergerning i det københavnske skolevæsen. De erfaringer, han havde gjort med sine forsøg, viste ham, at børnene gerne ville tilegne sig viden på en måde, der indebar samarbejde og tværfaglighed. Hans grundtanke var, at det at lære skulle både være underholdende og givtigt for det enkelte barn.

Jeg kan godt anbefale bogen, som går i dybden med deres virke og samtidens pædagogiske diskussioner. Og ved læsningen om deres pædagogiske forsøg, går det op for en, at mange af problemstillingerne stadig eksisterer i vore dage ikke mindst om inklusion, som Thora Constantin Hansens eksperimenter er et meget tidligt eksempel på. Og hvad den gode barndom er, det er også stadigt et åbent spørgsmål.