2 minute read

Landsformandens KLUMME

50 Rs Sammenhold

I år kan Forældrekredsen markere sit 50 års jubilæum. Den slags giver altid anledning til at reflektere over betydningen af det fællesskab, vi har, og det arbejde vi udfører.

Eksistensen af Forældrekredsen siden opstarten i 1972 vidner først og fremmest om én ting. Kredsen har bestået i en lang periode under skiftende politiske vinde og med så mange år på bagen med skiftende ’besætninger’ undervejs. Det gælder både bestyrelserne og de enkeltmedlemmer, som har fundet vej til kredsen. Mange generationer af børn med handicap og deres familier har gennem årene fundet et værdifuldt fællesskab og en støtte i hinanden, og det har været en bæredygtig tendens hele vejen igennem.

Netop fællesskabet er kernen. For det er først og fremmest det, Forældrekredsen og Dansk Handicap Forbund er. Det er et sted, hvor mennesker med de samme erfaringer og i samme livssituationer mødes og deler erfaringer, viden og socialt samvær. Dette møde mellem mennesker i den samme livssituation giver noget, som selv de mest erfarne fagpersoner aldrig vil kunne give – nemlig forståelsen, indsigten og viljen til at være der for de andre familier – ene og alene fordi man har lyst, og fordi det giver mening for begge parter. Når vi mødes, giver vi noget til hinanden, og vi får noget af hinanden, og først og fremmest opnår vi det helt unikke, at vi ikke står alene. Dette oplever vi lige nu meget aktivt i projektet om netværksgrupper for forældre, hvor 30 familier er matchet med andre familier med henblik på at støtte hinanden.

Et forbund af mennesker med handicap kan ikke i sig selv udvirke mirakler, men er en afgørende grundforudsætning for, at vi samler unik viden. Dermed er vi ikke blot en støtte for hinanden, men sammen genererer vi værdifuld viden, som tager afsæt i rigtige menneskers levede liv, og dermed kan bidrage til at trimme systemet og til at lægge politisk pres på, når det er nødvendigt. Sidstnævnte er lige nu meget vigtigt, fordi vi nu står med et nyt hold politikere, som skal ’klædes på’ til at forstå målgruppens behov.

Som verden ser ud netop nu, er det sin sag at få hverdagen til at fungere for de enkelte familier, og det kan være svært at finde kræfter til at engagere sig i Forældrekredsens arbejde, men det vigtigste budskab for mig er, at vi er her, og at vi vil fortsætte med at være her, så familierne har et trygt netværk i ryggen – uanset om det er rådgivning, erfaringsudveksling eller socialt samvær med ligesindede, man søger. Men vi er også åbne for dem, der kunne have lyst til at sætte deres præg på kredsen og videreudvikle den. Motivationen er forskellig, men vores sammenhold gennem 50 år viser, at vi kan stå sammen under mange forhold, og det viser, at behovet er der. Derfor glæder jeg mig til fortsat at styrke vores fællesskab yderligere i de kommende år.

Susanne Olsen Landsformand

This article is from: