1 minute read

Medlemmer søges til ny digital arbejdsgruppe

Har du lyst til at være med til sætte en dagsorden om sikker digitalisering med borgeren i centrum? Så er en ny arbejdsgruppe i Dansk Handicap Forbund nok noget for dig.

Det digitale samfund bliver mere og mere omfattende, og det får større og større indflydelse i forhold til vores liv som almindelige borgere, og ikke mindst som personer med bevægelseshandicap.

Dansk Handicap Forbund søger derfor medlemmer – unge, voksne og ældre –, som har erfaring med og interesse for den digitale udvikling i et bredt perspektiv set fra vores synspunkt, til at indgå i en arbejdsgruppe, der skal være med til at definere og fremlægge forbundets holdninger til den digitale udvikling.

Formålet er at udarbejde konkrete og politiske forslag, som der skal arbejdes for i Dansk Handicap Forbund. Arbejdsgruppen skal også være med til at kvalificere forbundets input til arbejdet i den nationale arbejdsgruppe for digital inklusion, tilgængelighed og løsninger, som ligger under Digitaliseringsstyrelsen.

Det kan fx være i forhold til MitId, adgang, e­avis, lydbog, talegenkendelse, etik og retssikkerhed.

Udviklingen skaber muligheder for, at rigtigt mange kan klare flere daglige funktioner selv, men den skaber samtidig yderligere fysiske og etiske barrierer og udfordringer for nogle af os med bevægelseshandicap. Dansk Handicap Forbund vil gerne have en bedre afklaring på, hvad det er for nogle muligheder, som medlemmerne får med den digitale udvikling, og hvad det er for nogle nuværende og kommende barrierer og udfordringer, som den digitale udvikling også medfører.

Møder vil som udgangspunkt foregå online, så det er muligt at deltage uanset omfang af bevægelseshandicap og bopæl. Arbejdet bliver understøttet af sekretariatet i Dansk Handicap Forbund.

Hvis du er interesseret i at indgå i arbejdsgruppen, skal du skrive til Stig Langvad på e­mail: stig@danskhandicapforbund. dk.

Kilde: Sakset fra Dansk Handicap Forbunds hjemmeside 13. januar 2023.

This article is from: