Uddrag fra "Alfa. Læsbar"

Dansklærerforeningens forlag

Jonas Kleinschmidt

Jonas kleinschmidt

Smagen af jern

Det er en af de aftener, hvor der ikke sker noget særligt. Vi er hjemme hos Emil, vi sidder og glor på vores telefoner. Spiller Playstation. Drikker lidt. Oskar og Elias står ude i haven og ryger. Noah er der også. Det er altid os fem. Jeg kan ikke huske, hvem det er, der får ideen til, at vi skal prøve at slås. Vi ser jo alle sammen de videoer. De dukker bare op i ens feed. Forskellige slåskampe. Folk, der får tæv. Det er spændende, fordi man aldrig ved, hvem der vinder. Det er ikke altid størrelsen, der afgør det. Og det er selvfølgelig fedt, når ham, man troede ville vinde så let som ingenting, ender med at tabe. Sådan har vi det alle sammen. Vi kan godt lide, når dem,

der har spillet smarte, ender med at ryge ned.

De fleste af videoerne er ret ens. En rystet optagelse fra en skolegård. En gågade. Et diskotek. En tankstation. En eller anden tilfældig villavej. Det er for det meste mænd. Eller drenge. Kun meget sjældent er det piger, der slås. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Og jeg ved heller ikke, hvorfor jeg godt kan lide at se de videoer.

Det kan jeg bare. Det kan vi alle sammen bare. Samtidig føler jeg, at det er forkert.

Mine forældre ved ikke, at jeg ser den slags.

De ville hade det. Især min far. Og også min lillesøster, Isolde. Hun hader den slags!

Måske er det derfor, jeg føler mig beskidt, når jeg ser dem. Alligevel kan jeg ikke kigge væk. Heller ikke, når det bliver rigtig klamt. For det meste er det jo bare en slåskamp.

Folk, der vælter rundt. Stive og dumme.

Og slår store huller i luften. Eller bare går

ud som lys, når de bliver ramt. Men en gang imellem er det mere alvorligt. Der er tit nogen, der knalder hovedet ned i asfalten.

Ét slag i ansigtet. Så ligger de der. Helt

døde i blikket. Og sitrer med benene. Og så var der en video, hvor en fyr gik helt amok. Det var noget med hans søster. Det stod der i hvert fald under klippet. Og han ville slet ikke stoppe igen. Også efter at ham den anden var røget ned. Han blev bare ved med at trampe på ham. Ham, der filmede, råbte: ”Stop!” Men han blev bare ved. Jeg så videoen igen og igen. Jeg fattede ikke, at det virkelig skete. Bagefter kunne jeg ikke få det ud af hovedet.

Jeg ved ikke, om de andre drenge har det på samme måde. Om de også skammer sig over at sidde og se den ene video efter den anden med folk, der bliver smadret. Eller om de tænker, at det er normalt. Jeg tror, de tænker, at det er helt normalt. Det virker

sådan. Men det er ikke noget, vi taler om.

Hvad skulle vi sige? De ville grine af mig.

Det ved jeg. Hvis jeg sagde, at det føles forkert. Og at jeg er i tvivl, om det er i orden, at vi sidder og ser den slags.

Det er noget, jeg tit skal høre for. Alt

det der med, at jeg tænker for meget. At jeg er for følsom. At jeg ikke skal være en tøs. Så er det bedre bare at holde kæft. Ikke sige noget. Lade som ingenting. Skubbe det væk. Holde det inde. Tage sig sammen. Så går det. Det gør det altid.

Jeg har aldrig selv været oppe at slås.

Det er der ikke nogen af os, der har. Vi er ikke den slags typer. Vi drikker. Og snakker lort. Men det er aldrig os, der ender med at stå til en eller anden fest og skubbe til nogle andre. Det sker ellers tit, når vi er ude. Der er altid nogle, der skal spille smarte. Altid nogle, der skal prøve at starte et eller andet. Men det er aldrig os.

Måske er det derfor, det sker. Nu. I aften.

Måske er det derfor, vi pludselig står der. Mig og Noah. Overfor hinanden. Med knytnæverne hævet. Klar til at slås. Selvom

vi er venner. Fordi det må ske. Og fordi vi også vil prøve, hvordan det er. Hvordan det føles. Mærke det på kroppen. Og vi passer jo på. Vi er ikke ude på at skade hinanden. På ingen måde.

Vi laver lynhurtigt nogle regler. Man må

ikke sparke eller slå i skridtet. Ikke bide.

Rive eller nive. Og ikke stikke en finger i øjet på den anden. Ellers er alt andet tilladt. Spark og slag på kroppen. Man må

ikke bruge knæ eller albuer. Men man må godt slå i hovedet. Selvfølgelig. Ellers er det ikke sjovt. Og stop betyder stop.

Vi tager vores bluser af. Slår os på brystet. Skruer op for musikken, så Emils forældre

ovenpå ikke kan høre, hvad vi laver. Det er én mod én. Mig og Noah først. Vi ved

jo godt, hvordan man står. Sådan. Trippende. Hele tiden i bevægelse. Sidevendt, med det ene ben foran det andet. Som en bokser.

Vi har set det tusind gange. En brusende følelse i hele kroppen. Som om der er et hav derinde. Og nu bliver det sluppet løs. Jeg har drukket to øl, det føles helt perfekt. Jeg har det godt, føler mig stærk. Og klar.

“Du er fucking færdig, bror,” siger Noah og smiler til mig.

“Glem det, bror,” siger jeg.

Oskar griner.

“Boys,” siger Elias. “Er I klar?”

Vi nikker.

“Klar,” siger Noah. “Klar,” siger jeg.

Elias tæller ned fra tre.

“Tre ... to ... en!” siger han. “Slås!”

Det hele går så hurtigt. Jeg tager et skridt, når knap at få paraderne op. Noah sparker mit ene ben væk. Og da jeg mister balancen,

slår han til. Jeg ser ikke engang slaget. Mærker bare en smerte i næsen. Hører en knasende lyd. Så er jeg væk.

Da jeg kommer til mig selv igen, sidder alle de andre drenge bøjet ind over mig. Emil har hentet en pose is. Jeg har en snurrende fornemmelse i hovedet, en smag af jern i munden.

“Hva’ så?” siger Elias. “Er du der?”

“Det må du fandme undskylde,” siger Noah.

Han lyder virkelig bekymret.

“Er du okay?”

Elias rækker en hånd ned til mig og hjælper mig op at sidde. Jeg kigger rundt på de andre. Jeg lægger mærke til en lille, mørk plet på gulvtæppet. Det må være blod.

Emil ser, at jeg ser det.

“Det er lige meget,” siger han. “Vi siger bare, det var rødvin.”

“Rødvin,” siger Elias og kan ikke lade være med at grine. “Vi drikker sgu da ikke rødvin.”

“Så noget andet, der ligner blod,” siger Emil. “Saft. Whatever. Hvordan har du det, Mads?”

Jeg fører en hånd op til min mund. Den er hævet, øm og føles varm.

“Ok,” siger jeg. Jeg trækker på skuldrene.

Så finder jeg min telefon frem og holder den op foran mig. Jeg er helt rød under næsen, og min læbe er hævet op. Men resten af mit ansigt ligner sig selv. Jeg ser faktisk cool nok ud.

“Sygt,” siger jeg og griner en lille smule.

“Det må du undskylde,” siger Noah igen.

“Altså han er jo ikke død, vel?” siger Oskar.

Han lægger en hånd på min arm.

“Du er okay, er du ikke?”

Jeg nikker. Mit hoved gør ondt. Der er ikke nogen, der siger noget. Vi sidder bare lidt der og kigger.

“Var det det?” siger Elias.

Han lyder skuffet.

Emil trækker på skuldrene. Tager en tår af sin øl. Han rækker den til mig og ser på mig.

Jeg sætter flasken for munden og drikker. Det svier en lille smule, men det føles alligevel godt. Jeg ender med at bunde resten af flasken.

Jeg slår en bøvs.

“Har du en til?” siger jeg og kigger på Emil.

Han smiler og finder en ny øl frem til mig. Jeg drikker over halvdelen og læner mig tilbage mod væggen.

“Fandme lækkert,” siger jeg.

De andre drenge griner.

“Jeg skal lige have en pause,” siger jeg.

“Men I andre kan bare give den gas.”

Emil nikker.

“Jeg er frisk,” siger han.

“Også mig,” siger Oskar.

De stiller sig op over for hinanden. Elias skruer op igen.

“Er I klar?” siger han.

Oskar og Emil nikker begge to.

“Vi er klar,” siger de.

“Okay,” siger Elias. Og tæller ned fra tre.

Da jeg cykler hjem fra Emil den aften, har jeg det fantastisk. Det dunker i min læbe.

Og den sviende følelse er der stadig. Det gør ondt, når jeg bevæger munden. Alligevel har jeg det godt. Luften er kølig imod min hud. Jeg ser op imod himlen. Den er sort.

Og stjerneklar. Jeg er ikke bange for noget.

Det rammer mig pludselig. Lige der. På gaden under den sorte himmel. Hele verden kan komme an. Jeg er ikke bange for en skid!

Af Jonas Kleinschmidt

Lix 14

© 2024 Dansklærerforeningens Forlag

1. udgave, 1. oplag 2024

Forlagsredaktion: Cecilie Bogh

Ungekonsulenter: Agathe Alhof, Clara Brunnstrøm og

Sigrid Josefine Panting Jespersen

Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til udskolingen. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.

Læs for Livet har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne. En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen, der også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S

Printed in Denmark 2024

ISBN: 978-87-7211-427-9

dansklf.dk

Det dunker i min læbe. Og den sviende følelse er der stadig. Det gør ondt, når jeg bevæger munden. Alligevel har jeg det fantastisk! Luften er kølig imod min hud. Jeg ser op imod himlen. Den er sort. Og stjerneklar. Jeg er ikke bange for noget. Det rammer mig

pludselig. Lige der. På gaden under den sorte himmel. Hele verden kan komme an. Jeg er ikke bange for en skid!

Du skal læse

denne her bog, hvis … du godt kan lide korte

bøger, hvor der sker noget.

Clara 14 år

Du skal læse

denne her bog, fordi … man har lyst til at læse den færdig.

Sigrid, 13 år

Agathe på 13 år, Clara på 14 år og

Sigrid på 13 år har været konsulenter på denne bog.

er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til udskolingen. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, sværhedsgrad og valg af forsider.

En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.