Alt det, der altid vil være
Møller Jørgensen DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Lene
Alt det, der altid vil være
LENE MØLLER JØRGENSEN DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Uro
Han sidder i kantinen, og selvfølgelig har han set mig. Hans blik fokuserer på et punkt bag min venstre skulder. Jeg indstiller mit eget blik på uendeligt. Jeg tænker på før. På dengang, hvor vores blikke mødtes, dvælede ved hinanden, efter at vi havde kikket hinanden ud længe. Han smilede, jeg smilede, en gang snakkede vi sammen i køen. Hej, sagde han og spurgte, om jeg kom til festen. Ja, sagde jeg og kunne mærke, at blod og glæde malede mine kinder røde. Vi lo lidt generte.
Men jeg kom jo ikke til festen, og i dag siger han ingenting til mig. Mine kinder brænder hverken af blod eller glæde. Jeg er usynlig. Jeg trækker vejret dybt, prøver at ignorere den voksende sitren i min krop, i punktet under hjertet, over maven. Hjertekulen. Før havde jeg aldrig hørt om hjertekulen. Nu mærker jeg den.
”Har du frokost med?” Anna dukker op ved siden af mig, og jeg ryster på hovedet, så vi trasker hen og stiller os i kø.
”Så jeg lige, at du tjekkede Mark ud?” spørger hun, da vi har sat os ved et af de runde borde.
Jeg åbner munden for at protestere, men fortryder:
”Var det så tydeligt?”
”Nej, nej,” svarer hun roligt, ”kun for den indviede. Du er i stand til at overbeglo enhver, uden at en sjæl lægger mærke til det, Ellie.”
”Ha, ha, tak,” siger jeg, ”rart at høre.”
5
Caro nærmer sig vores bord med hurtige skridt og et alvorligt udtryk i ansigtet.
”Kom med,” siger hun og nikker mod udgangen, ”det er Frida.”
”Hvad er der sket?” spørger jeg, og uroen, som aldrig er langt væk, sætter på ny hjertekulen i svingninger. Anna og jeg følger efter Caro, der snor sig mellem bordene. Ude i det grønne område bag skolen sidder Frida på en af bænkene. Hendes ansigt er rødt og ophovnet. Timers gråd, tænker jeg.
Caro sætter sig og lægger en arm om hendes skulder.
”Nico har slået op,” snøfter Frida. Hendes læber dirrer, og hun hiver efter vejret.
Nico? tænker jeg, nåh, Nico. Han har slået op? Slået hvad op? Et ord i en ordbog? Næ, sikkert ikke, det er han for dum og for doven til.
”Ej,” siger Anna og sætter sig på den anden side af Frida, ”hvornår?”
”I morges,” mumler Frida, ”på en fucking sms.”
”Den lort!” udbryder Anna, og Caro nikker ivrigt.
”Bare så dårlig stil.”
”Men ... var I overhovedet kærester, sådan rigtigt?” indskyder jeg.
Anna ser advarende på mig, og Frida løfter hovedet med et ryk.
”Ja, selvfølgelig var vi det. Han sov hjemme hos mig efter sommerfesten, og vi gik jo … vi var sammen på toilettet til Caros fødselsdag.”
Hun begynder at græde, mens jeg gyser indvendigt ved tanken om sex med Nico på Caros toilet.
”Jeg ved, hvor svært det er, søde,” siger Caro. ”Jeg prøvede
6
det samme med Chris. Man føler bare, at det værste er sket. Verden bryder fuldstændig sammen, og man har det så elendigt.”
Frida nikker og snøfter. Anna stryger hendes arm. Jeg sætter mig yderst på bænken. Murre, murre, murre, dér under hjertet. Det værste er sket?
”Hvad skrev han?” spørger Anna.
”At han er begyndt at se en, der hedder Mathilde, fra Nørre Gymnasium. Derfor gider han ikke komme til gymfesten i morgen aften. Og jeg havde bare glædet mig så meget. Jeg troede, at vi skulle være sammen.”
Hulk, hulk, tænker jeg og iagttager de tre. Frida i midten, mellem sine to trøstere og beskyttere, der kommer med lavmælte kommentarer og medfølende lyde: Så, så. Det er så hårdt ... Stakkels skat, vi ved det ... Og Fridas grådkvalte stemme: … Jeg kommer jo ikke over det, når jeg skal se ham i skolen hver dag.
Slap dog af, tænker jeg og trækker vejret kort og hurtigt.
Træk vejret dybt, El. Vi kan ikke have at du dejser om, vel?
Jeg betvinger min lyst til at springe op og løbe, alt hvad jeg kan. Det ville være for mærkeligt.
”Jeg smutter lige på toilettet,” siger jeg.
Der er stadig et par minutter til næste modul, og hvis jeg skynder mig, kan jeg nå at hente min taske og jakke, før de andre kommer. Da jeg når vestgangen begynder jeg at løbe; her er der ikke den store risiko for at møde nogen. Jeg kaster et blik over skulderen og braser ind i en. Jeg undgår kun at falde, fordi han griber min arm.
7
”Ellie,” siger Mark, for det er nemlig ham, Mark, som jeg har været så elegant at rende ind i, og som jeg nu hænger lidt op ad. Jeg retter mig op og trækker armen til mig.
”Er du ok?” spørger han.
Han spørger, om jeg er ok, og tårer skyder op, frem, og ruller, hvis jeg blinker, så det gør jeg ikke. Jeg træder et skridt til side for at komme forbi, jeg blinker. Der løber tårer.
”Er der sket noget?”
Han spørger, om der er sket noget? Ja, for fanden i helvede, det er der. Har du ikke hørt det? Hvad? Spørg mig. Sig noget. Eller gå med dig. Der er det i vejen, at jeg er træt. Af mig selv, af andre, af verden og livet. Og af dig, Mark.
Det åbner jeg munden for at sige. Men ordene kommer ikke ud her på gymnasiets vestgang, hvor jeg står med Mark. I stedet går jeg med lange skridt ned ad gangen, ud ad sidedøren, drejer ned ad gaden og fortsætter med at gå. Går med lange, hurtige skridt, mens hjertekulen udvider sig.
8
Væbnet med vinger
Som altid styrer jeg direkte derhen, forbi skildpadden og Andersen, men jeg ser hende allerede på lang afstand. Den gamle dame, der altid nusser rundt ved nabograven, så jeg sætter farten ned, gider ikke snakke med nogen, og slet ikke hende og slet ikke her.
Her kan du komme og tænke store tanker om liv og død og kærlighed. Husk det, El.
Jeg sætter mig til at vente ved foden af kæmpetræet, kikker op i den tætte, grønne krone, som suger solens stråler til sig, så bladene om efteråret kan forvandles til guldglimt, der drysser ned over hans gravsten.
”Mon hun snart skrider, så du kan komme til?”
Stemmen kommer fra et sted lige bag mig, og jeg vender mig med et ryk. Der sidder en fyr lænet op ad træstammen ligesom jeg, og han sender mig et kort blik, før han vender tilbage til den smøg, han er ved at rulle.
”Hvad snakker du om?” spørger jeg tvært og læner mig igen tilbage mod træet.
”Jeg ser dig tit derhenne. Ved graven med den grimme sten.”
”Nå,” siger jeg, ”stenen er ikke grim. Den er smuk.”
”Hmm,” svarer han, jeg hører klikket fra hans lighter, og sekundet senere rammer lugten min næse.
”Du ryger dig lige en joint her i skyggen på kirkegården?”
9
spørger jeg. Hvad ved han om gravstens æstetik, og hvorfor passer han ikke bare sig selv?
”Hmm, ja.” Han puster ud efter en lang pause, og lugten forstærkes. ”Vil du have?”
Hans hånd med jointen mellem pegefinger og tommeltot rykker ind i mit synsfelt, og jeg drejer hovedet for at se nærmere på ham.
”Ellers tak,” siger jeg.
”Er det familie?”
”Hvad er familie?” spørger jeg, og nu begynder den gamle at proppe sin lille rive og planteske i tasken derhenne. Hun retter sig op, tager sig til ryggen og betragter sit arbejde.
”… der ligger derhenne ved den grimme gravsten?” siger han.
Jeg kikker på ham igen:
”Har du set navnet på stenen?”
”Næ, jeg interesserer mig ikke rigtigt for de døde,” siger han.
”Det er Michael Strunges grav,” siger jeg.
”Okay? Og hvordan kender du ham?”
”Jeg kender ham ikke. Han var en stor digter. Jeg læser hans digte.”
”Digte? Det lyder sørme … spændende.” Der er en snert af et grin i hans stemme, som irriterer mig.
Den gamle trisser forbi, og jeg rejser mig og går hen til graven. Der ligger en pen, en gammeldags fyldepen, foran stenen, og i dag er der kun én lille lap papir med en sten ovenpå. Andre dage er der to, tre, som langsomt opløses og forsvinder. Digte, tænker jeg. Det kribler i mine fingre for at tage det op, glatte det ud og læse. Men naturligvis gør jeg det ikke. Det er privat.
10
Joint-fyren nærmer sig og stiller sig ved siden af mig.
”Han døde ung,” siger han.
”27 år. Han sprang ud fra 5. sal. Han troede, at han kunne flyve,” siger jeg kort.
Fyren står stille i lang tid.
”Digter, hva’? Med papir og kuglepen. Mon han står op af graven om natten og skribler lidt?” Han bøjer sig ned og samler lappen op.
”Helt ærligt, lad den ligge. Det er en personlig hilsen, som andre ikke skal rode i,” siger jeg.
Han kikker på mig et øjeblik, inden han folder papiret ud og læser. Umærkeligt rykker jeg hovedet tilbage for at læse med. Roligt drejer han papiret, så hans solbrune hånd dækker for ordene. Han smiler uden at se på mig.
”Kunne du tænke dig at vide, hvad der står?”
”Nej,” lyver jeg.
Omhyggeligt folder han sedlen igen, placerer den under stenen og vender sig mod mig.
”Det var hyggeligt at snakke med dig. Vi ses.” Han drejer om på hælen og går. Jeg prøver at lade være med at kikke efter ham.
Han er høj, tynd, og hans blåternede skjorte flagrer uden for bukserne. Sneaks, som engang har været hvide og nu er grå, langt mørkt hår samlet i et bundt i nakken, hvilket Anna og jeg synes er meget utjekket og meget umoderne. Han ligner en taber.
Han vender sig ikke om.
Og jeg vender blikket tilbage mod gravstenen. Det er rigtigt, at stenen er speciel. En skarptskåret firkantet sten med
11
endnu en sten, der ligner et sneglehus, plantet ovenpå. Men det er ordene, jeg er interesseret i, ikke stenen.
Væbnet med vinger
Michael Strunge
19.06 – 1958 09.03 – 1986
Vinger, gid man havde vinger. Hjertekulen trækker sig sammen, knuger sig sammen. Den er tilbage med sit skaberi, gør opmærksom på sig selv igen efter at have holdt en kort pause under mit møde med joint-tossen. Grusstiens småsten napper og stikker gennem mine jeans, da jeg sætter mig ned og haler den tynde bog frem. Men smerten gør godt, jeg læser langsomt, skriver omhyggeligt noter i marginen, indrammer særlige tekster. Fremtidsminder.
Jeg læser, til jeg bliver afbrudt af mobilen. Det er Anna:
Er du ok?
Yes. Lidt hovedpine
Godt. I morgen
- opvarmning hos mig
18-agtigt?
Vil jeg med til festen? Orker jeg? Orker jeg at høre på ulykkelige Frida? På Caros erfaringer om det værste i verden?
12
Orker jeg at støde ind i Asshole-Mark? Magter jeg være det ensomste menneske blandt fulde, festende mennesker? I don’t think so. Aftale!
Jeg kan altid blive væk!
13
FRIT FOR FANTASI
Andre titler i serien
Kim Blæsbjerg: Flugten
Anna Bridgwater: Helt væk
Merete Pryds Helle: Ud og vende
Søren Jessen: SMAK
Trine Juul: Stiklinger
Svend Åge Madsen: Jagten på et menneske
Janne Teller: Intet
Jesper Wung-Sung: En – to – tre – NU!
Jesper Wung-Sung: Tretten tynde teenagere
Jesper Wung-Sung: Ægte brøker
Af Lene Møller Jørgensen
© 2024 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2024
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2024
ISBN: 978-87-7211-451-4
Frida lægger nakken tilbage og griner. Jeg griner med.
”Det er dejligt at høre dig grine igen,” siger hun til sidst.
Hjertet skyder op i mit bryst, højt op i halsen og bliver til en kantet
klump, som presser så hårdt, at tårerne løber ned ad mine kinder.
”Undskyld,” siger hun, ”jeg ville ikke gøre dig ked af det, Ellie.”
”Det er ikke dig, der gør mig ked af det. Jeg er bare ked af det – hele tiden, sommetider sindssygt meget, sommetider kan jeg holde det ud, andre gange ikke. Sommetider viser jeg det, andre gange ikke.”
”Men … er det ikke gået lidt over? Blevet lidt bedre?”
Hun skæver til mig, og jeg kan alligevel godt drikke en tår øl. Jeg ved, at hun gerne vil have mig til at sige jo. Det er det, alle helst vil høre. Men jeg orker ikke at lyve, ikke engang for deres skyld, har ikke overskud til det.
”Nej,” svarer jeg.
Serien Frit for fantasi er skønlitterære værker til læsning i udskolingen. Serien indeholder både romaner og novellesamlinger af en lang række velanskrevne, danske forfattere.