ANGSTENS KEMI
Dansklærerforeningens forlag
angstens kemi
“Milad? Kan du være klar om fem minutter? Så kan jeg give dig et lift.” Milads mors stemme runger ude i gangen.
Milad spytter tandpasta ned i vasken, før han svarer:
“Okay, jeg kommer om lidt!” Han tørrer
sig om munden. Får et strittende hår på plads i nakken. På vej ned ad gangen, stikker Milad hovedet ind til sin far. Han ligger i sengen med ryggen til.
“Vi ses, far. Jeg smutter nu,” hvisker han uden at vente noget svar. Han lukker lydløst døren og går ud i entreen.
Hans mor venter i bilen. De siger ikke noget til hinanden på turen. Først lige før de når skolen, spørger Milad:
“Gik det fint nok hos lægen i går?”
Hans mor drejer ind på skolens p-plads, før hun svarer:
“Du skal ikke bekymre dig så meget, Milad. Vi hjælper din far, så godt vi kan.
Men han er også en voksen mand. Og det er ikke nemt at hjælpe, når han bare lukker
af.” Moren stryger Milad over armen.
“Der er jo gået vildt lang tid nu. Hvad hvis han aldrig får det bedre?” bliver Milad ved.
Moren ser på sit ur.
“Sådan noget kan tage rigtig lang tid.
Din far har haft et traume. Han skal vænne sig til et nyt liv, hvor han ikke kan det samme som før.”
Milad ser ud ad ruden. Prøver at huske, hvordan faren var før ulykken. Han fornemmer, at moren ser på sit ur igen. Og han spænder selen op.
“Jeg bliver nødt til at smutte, skat,” siger moren og ser på ham med et træt smil.
Hun giver hans hånd et klem.
Første modul er engelsk. Deres lærer, Jens, er ikke kommet. Så der er snak og grin
i 9.X. Snak om fester og fodbold. Milad finder sin PC frem. De har fremlæggelser i dag. Han har arbejdet på sin hele weekenden. Adam dumper ned på stolen ved siden af ham.
“Hey, hvad så? Klar til at fremlægge?
Du går vel efter et 12-tal mere!” smiler han og dasker til Milad. Milad trækker på skuldrene. Han håber, at Jens snart kommer. For Adam er i topform:
“Du har vel ikke fået andet i år, har du? End 12-taller? Jeg fatter ikke, man kan være så brainy!” Adam lægger nogle papirer på bordet med et klask.
“Slap nu af! Så er det vel heller ikke vildere! Måske du kunne få 12, hvis du lavede dine ting!” giver Milad igen.
Adam griner, og før han fordyber sig i sin telefon, siger han:
“Jamen, jeg har ikke tid til lektier. Ikke med alle de fester og damer jeg skal passe.”
Han viser Milad et billede på mobilen af en pige. I det samme kommer Jens ind i klassen.
“Sorry, sorry! Jeg fik lige et hurtigt møde på gangen!” siger han og sætter sig forpustet ned.
“Garanteret med hende den hotte vikar,” hvisker Adam. Han giver Milad en albue i siden.
“Vi går i gang med det samme. Du er først, Tilde,” siger Jens og tænder projektoren.
De når til Milad efter en halv time. Lige da han rejser sig, bliver han svimmel. Som om blodet løber fra hovedet for hurtigt.
Han tager fat i bordkanten. Diskret. Mens hjertet begynder at hamre.
Lort!
Ikke nu for fanden!
Et par fra klassen ser på ham. Men de fleste ser på deres skærme. Milad går op til
tavlen. Hans ben føles, som om de sover.
Med iskolde fingre, finder han sin tekst frem. Pulsen dunker på halsen.
Mon de andre kan se det?
Hans stemme lyder mekanisk, mens han læser op. Ord for ord som flimrer for hans øjne. Da han er nået til det sidste punktum, klapper han sin skærm i. Og så farer han forbi Jens ud ad døren.
Den første toiletdør, Milad flår i ude på gangen, går op. Han skynder sig ind og låser døren. Forsøger at få styr på sin vilde puls.
De dybe vejrtrækninger hjælper ikke. For hjertet galoperer af sted.
Er det nu, jeg dør?
Den her gang ér det måske alvor?
Milad husker sig selv på at tælle. Det plejer at hjælpe. Han tæller sine tænder med tungen. Tæller sine ribben med fingrene. Igen og igen. Hjertet begynder
at falde til ro. Og varmen kommer tilbage i hænderne, som holder op med at ryste.
Han bliver på toilettet, til klokken lyder. De andre i klassen er gået ud. Men Jens sidder tilbage.
Han ser på Milad med rynkede bryn. Før Milad kan nå at vende om, spørger Jens:
“Hvad skete der, Milad? Fik du det skidt? Du var jo helt bleg, før du susede ud.” Jens rejser sig. Tager et skridt hen mod Milad.
Fuck, hvorfor skal han til at blande sig!
“Det var ikke noget. Bare … min mave,”
svarer Milad. Jens nikker, men ser ikke overbevist ud. Milad tager sin taske. Lader, som om han har travlt. Og holder sig til maven med ene hånd.
“Maven. Okay, Milad. Men jeg er her, hvis du har brug for at snakke. Det ved du godt, ikke?” siger Jens og lægger en hånd
på Milads skulder. Milad har lyst til at ryste den af sig.
“Måske presser du dig selv lidt hårdt, Milad. Jeg tænker på dét med din far. Det er en hård tid for din familie. Så, ja, hvis du har brug for den snak, så sig til,” bliver Jens ved.
Hvad fanden skulle det hjælpe?
Kan du måske fikse min far?
“Ja. Tak. Men jeg tager hjem nu … min mave …,” mumler Milad og skynder sig ud.
Han går en omvej hjem. En lang en, gennem parken. Han har ikke lyst til at tage hjem.
Men de har en test i kemi næste dag. Og han vil gerne forberede sig godt. Huset er stille, da Milad kommer ind i gangen. Måske sover hans far stadig. Men så hører han vandet løbe i køkkenet. Da han går derud, sidder faren ved vasken. Milad står lidt og ser på ham. Han har tabt sig. Ser så lille ud. Som
om han forsvinder i den store kørestol.
Hans far slukker for hanen. Han vender sig om og får øje på Milad.
“Jamen, hej! Er du allerede hjemme?
Blev de sidste timer aflyst?” spørger hans far. Han smiler.
Milad lægger mærke til, at han ikke er blevet barberet. De mørke stubbe får hans kinder til at se indsunkne ud.
“Hey, far. Vores lærer er vist syg. Men der kom ingen vikar,” siger Milad, mens han åbner et skab med ryggen til faren.
Lader som om, han leder efter noget. Han mærker sin fars blik på sin nakke. For at udfylde stilheden, siger Milad:
“Men det er fint nok. Så kan jeg få lavet kemi til i morgen.” Da han vender sig, ser hans far stadig på ham. Men hans blik virker fjernt. Milad lukker skabet med et smæld. Det giver et sæt i faren.
“Det er godt, du passer din skole! Du
er så dygtig, Milad. Men husk lige, at der også er andet i livet, end lektier,” siger han og tager en tår vand. Faren stiller sit glas i skødet. Ruller kørestolen baglæns for at køre ud af køkkenet. Der er ikke meget plads. Det ene dæk laver en mørk streg på et skab. Milad tager en klud og prøver at fjerne den. Han gider ikke høre på mor, når hun ser mærket. Bagefter tager han et glas juice. Og med en mad i den anden hånd, går han ind til sig selv. Hans mobil brummer i lommen. Det er en besked fra Adam:
Hey bro, hvor blev du af? Skred du bare efter engelsk, din bad ass?
Milad orker ikke svare. Han putter mobilen tilbage i lommen. Men Adam er Adam. Og han er ikke en, man ignorerer.Der kommer et brum igen. Og et mere.
Læs mere
Af Mette Telefoni
Lix 15
© 2024 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2024
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Ungekonsulenter: Theodor Nimbus Lund-Bedsted, Sigrid Maria Radmer Michaelsen og Zubaidah mufid nasan
Omslag: Farid Telefoni
Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Grafisk Design
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til udskolingen. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
Læs for Livet har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne. En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen, der også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2024
ISBN: 978-87-7211-515-3
dansklf.dk
Find gratis opgaver til bogen her 27 normalsider
Milad begynder at svede. Hans øjne flakker fra ansigt til ansigt. Og han mærker den komme. Den kryber op ad hans rygrad som en iskold hånd –angsten. Hjertet banker så hårdt, at han er sikker på, at det overdøver musikken. Han kigger over mod den åbne dør. Udenfor er mørket inviterende. Som en favn at kunne gemme sig i. Måske kan han nå at redde den her. Inden den når at overtage ham. Tælle. Langsomt. Ånde ind. Ånde ud. Ånde ind. Kun den dybe bas fra musikken i salen, høres svagt. Som et stort dyrs fjerne brummen.
Du skal læse denne her bog, hvis … du har skyldfølelse over noget, som ikke er din skyld.
Sigrid, 15 år
Du skal læse denne her bog, fordi ... den ikke er for lang, men der alligevel sker meget.
Zubaidah, 13 år
Sigrid på 15 år, William på 14 år og Zubaidah på 13 år har været konsulenter på denne bog.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til udskolingen.
Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, sværhedsgrad og valg af forsider.
En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.