DANSK 2 2009

Tema

#2 MAJ 2009

DANSK FOLKESKOLESEKTIONEN MEDLEMSBLAD

www.dansklf.dk

Det eksistentielle i børnelitteraturen Ældre end sytten bliver jeg aldrig!

Er det blevet moderne at skrive blandt unge?

Billedsprog= verdenssprog Børnebøger bryder med tabuerne

Indhold 3

Forord

4

På mission i ordenes uendelige univers – om de unge forfatterspirer

7 11

Billedsprog = verdenssprog Hvor finder vi grænsen?

Grænser og tabuer er flydende

Forsideillustration: Antonieta Medeiros Urioste Forsiden er lavet af illustratoren Antonieta Medeiros Urioste, der stammer fra Bolivia. Den er inspireret af byen Bologna i Italien, hvor den årlige børnebogsmesse afvikles. Hun har været bosat i Danmark siden 2004 og er netop blevet indvalgt i Selskabet for børnelitteraturs bestyrelse. Hun tegnede Klods Hans-prisen 2008 til Vagn Plenge og er en af de danske illustratorer, der deltager i Tallinn-Trienalen senere på året.

14

Ældre end sytten bliver jeg aldrig!

18

Historier og historie

Debat: 23

Skønlitteraturen halter ved skolestart

Omtaler og anmeldelser: 24

Ringe i vandet – en ny sangbog til folkeskolen

28

Det eksistentielle i børnelitteraturen

36

Uldjydeintegrationsministeriet og andre minoriteter

Dette nummer af DANSK er en fællesudgivelse med Klods Hans-bladet, IBBY Danmarks blad, og er redigeret af Bent Rasmussen og Jens Raahauge.

DANSK FOLKESKOLESEKTIONEN MEDLEMSBLAD

Redaktion Ann-Kathrin Aulkær Andersen (ansv.)

Louise Bønneland Andersen Henriette Langkjær Manuskripter og indlæg sendes til Ann-Kathrin Aulkær Andersen på email: aka@dansklf.dk www.dansklf.dk

#3 maj 2009 © Dansklærerforeningens Folkeskolesektion ISSN NR. 0108-3090

38

Nyt fra foreningen

42

Notits / annonce

DANSK er Folkeskolesektionens tidsskrift for medlemmer.

DANSK formidler aktuelt fagligt stof og teorier og praksisbaserede erfaringer der kan bidrage som inspiration til undervisningspraksis i danskfaget i hele folkeskolen.

DANSK indeholder temaartikler, debat og seneste nyt om Dansklærerforeningens aktiviteter for Folkeskolesektionen.

DANSK er del af medlemspakken for medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.

Dog kan institutioner tegne årsabonnement for kr. 150,- og bladet kan rekvireres i løssalg hos Dansklærerforeningen for kr. 50,-.

DANSK har et oplag på 8.000 og udkommer 4 gange årligt og 600 Ibby-særnumre.

Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf.: 33 79 00 10 Fax: 33 27 60 79 Email: sekr@dansklf.dk Telefonisk åbningstid Mandag-tirsdag kl. 10-14 Onsdag lukket Torsdag-fredag kl. 10-14

Grafisk design og tilrettelæggelse Quote Grafik Tryk Zeuner Grafisk as

Forord ”Hvis man kunne komme derhen, at bare nogle af børnene kunne opleve den lykke, det er at læse og at kunne læse med udbytte, og hvor stor værdi det er for ens oplevelse af livet og tilværelsen, at man både kan lytte og formulere sig – altså at man når derhen, at man oplever både litteraturen og det at kunne skrive og tale som en sensuel fornøjelse. Ord smager godt.”

Dette ønske og håb udtrykte Klaus Rifbjerg i en samtale med Peder SkyumNielsen og Hans Jørgen Schiødt den 24. januar 1990.

Nu snart 20 år senere er håbet og ønsket det samme, men børns og unges adfærd er i det samme tidsrum ændret, så vi ser dem udfolde sig som udtrykkere som aldrig før på de mange interaktive medier, som nu er til disposition.

Derfor er der vel grund til at hæve håbe-og ønske-niveauet en kende, så det ikke blot er nogle af børnene, men mange af børnene, der skal opleve lykken ved at læse og udtrykke sig.

Dette håb kan næres ved, at så mange er i gang. Dette ønske kan inspirere os til at insistere mere end nogensinde på, at der skal findes god litteratur.

For det er i litteraturen børnene får oplevelsen af ordenes formåen.

Først når de har lyttet og læst sig ind i ordenes fristende universer og har overgivet sig, så de selv prøver at tage dem i hånden eller i munden, først da ved de, at ord ligger godt i fingrene eller på tungen.

Det er denne symbiose eller kollegialitet mellem kunst og børn, der kan gøre børn både livsnydende og – duelige.

Derfor er dette nummer af DANSK og Klods Hans-bladet helliget dette tema.

Bent Rasmussen

Jens Raahauge

maj 2009

DANSK

3

TEMA

På mission

i ordenes uendelige univers – om de unge forfatterspirer Er det blevet moderne blandt unge at skrive? Tilsyneladende er der i disse år en stor interesse for skrivning, der bl.a. viser sig i søgningen til diverse forfatterskoler og skriveværksteder, i oprettelsen af FGK (ForfatterGrundKursus) i Esbjerg, i mange bidrag til blade som Vi Unge Story og på nettet med steder som fyldepennen.dk.

Selv har jeg det store privilegium at undervise unge forfatterspirer både på Forfatterskolen for unge i Brønderslev, som er et ugekursus i sommerferien, og på andre forfatterskoler rundt om i landet, der som regel tilbyder kortere forløb enten som en række samlede skrivedage eller som undervisningsgange spredt over uger eller måneder. Fælles for alle disse forfatterskoler er, at eleverne – der som regel er mellem 12 og 18 år gamle - kommer fuldstændig frivilligt og i deres fritid. Og der er ofte rift om pladserne: Forfatterskolen for unge i Brønderslev har i tidligere år haft omkring 300 ansøgere til 45 pladser, og også andre kurser oplever stor søgning. I 2009 afholder Forfatterskolen i Brønderslev et fortsætterkursus, der kun kan søges af de lidt over 200 deltagere, der allerede har været optaget på et kursus i tiden 2004-2008. Det siger noget om tilstrømningen, at der ud af så begrænset en gruppe er næsten 70, der søger om en af de 30 pladser.

Foto: John G. Dinesen

Af Cecilie Eken, forfatter

”X-faktor-gen” At interessen for at skrive skal ses som et nyt og ”moderne” fænomen, vil jeg dog tillade mig at tvivle på. Jeg tror, mange unge gennem tiderne har grebet til pen og blæk for at udtrykke deres tanker, følelser og tumlen med tilværelsen.

Produktet har dog været forbeholdt en mere begrænset kreds eller er bare endt i skrivebordsskuffen. Nye medier har i dag gjort det langt lettere for unge at dele

4

DANSK

maj 2009

deres skriverier med omverden. Og det ligger måske også i vores tid, at nogle unge er udadrettede og har en glæde ved at vise sig selv og deres talent frem. De tør godt lægge noget ud på nettet eller sende et manuskript ind til et forlag, de forventer ros og opmuntring, for det giver deres nærmeste omgivelser dem. Denne udadvendthed er dog langt fra karakteris-tikisk for alle de unge skrivere, jeg møder! Mange af dem kæmper med en stor usikkerhed, generthed og stærkselv- kritik. Der er altså ikke tale om en samlet generation med et stort ”x-faktor-gen”, der bare ønsker at være ”på”. Grundlæggende mener jeg, at de unge forfatterspirers motiver for at skrive i dag sandsynligvis er de samme som unges i tidligere generationer: I ordenes univers kan man både skrive sig ud og ind, og denne dobbelthed virker tiltrækkende.

At skrive sig ud af mængden De unge skriver blandt andet for at være særlige, for at træde ud af mængden, og blive set som en speciel og talentfuld person, der fortjener opmærksomhed og helst

anerkendelse og belønning (også gerne i form af penge).

Mange – nogle i det stille, nogle mere åbenlyst – går med ”forfatterdrømmen”, som de kalder den: Drømmen om at leve af at skrive, at få udgivet deres værker og få succes som forfatter. I dybeste forstand handler det også om at skrive sig ud over menneskelivets grænse: døden – at blive husket ud over sin tid. Som en deltager på forfatterskolen i Brønderslev udtrykker det: ”Min drøm er, at enhver anmelder skal kende mit navn, og at mine værker skal skabe røre i litteraturens verden. At jeg modtager priser og mødes på lige fod med andre forfattere, som jeg beundrer. At jeg om tohundrede år stadig vil blive husket.” ”Jeg har altid gerne villet kunne finde min bog blandt en masse store forfatteres,” fortæller en anden, og en tredje siger det således: ”Jeg har et talent, og det talent vil jeg gerne pleje og dyrke, så jeg en dag kan markere mig blandt sværvægterne indenfor litteratur. Jeg har en udtalt ambition om at nå dertil, og mit liv centrerer sig omkring min evne, og

maj 2009

DANSK

5

TEMA

lyst, til at skrive. Jeg har et mål i skyerne, men jeg er der ikke endnu.”

At skrive sig ind i fællesskabet Men selv om ønsket om at udfolde sit særlige talent er stærkt hos mange af disse unge skrivere, fremhæver en stor del af dem alligevel den sociale side af deres forfatterskoleforløb. Faktisk mener jeg, at noget af det mest værdifulde og vigtige ved forfatterskolerne ligger netop her: I de unges møde med andre unge, som de har noget til fælles med. Således fremhæver mange deltagere på Forfatterskolen for unge i Brønderslev deres ophold som ”en oplevelse for livet”, ”skelsættende”, ”en af de bedste ting, der nogensinde er sket for mig”. Her får mange et fællesskab omkring en interesse for litteratur og skrivning, som en del af dem ellers havde følt sig noget alene med.

En siger: ”– det lyder måske som en kliché, men jeg fik tro på mig selv (...) Jeg husker tydeligt, da jeg ankom. Der var kun kommet to før mig, og jeg rystede af skræk for at gå hen og sige hej. Jeg burde ikke have været bange. Alle var supervenlige, om med et slag indså jeg, at det var fordi de var ligesom mig. Jeg var ikke forkert.”

Og en anden får i Brønderslev et helt nyt netværk: ”Brønderslev Forfatterskole ændrede fuldstændig mit liv.

Jeg indså, at der faktisk var mange flere, der havde det ligesom mig; jeg følte mig ikke længere helt alene i verden. Derfor var jeg ked af det, da jeg kom hjem, og det første, jeg gjorde, var at tilføje alle fra holdet til min msn og kode alle deres mobilnumre ind i min mobiltelefon.” ”Det er en utrolig glæde at dele en så speciel ting med andre, der har det lige sådan,” fortæller en tredje deltager, der mødes jævnligt med de venner, han har fået. ”Vi holder hinanden til ilden, og når vi er sammen, er det som om al vores inspiration flyder sammen, og der eksploderer en bombe af kreativitet inde i hovederne på os. Det er en fantastisk følelse.”

De unge oplever med andre ord en intens glæde ved fællesskabet omkring skrivningen, en følelse af netop ikke at være speciel og anderledes, men at være en naturlig og nødvendig del af en gruppe, som de kan udveksle tekster, tanker og erfaringer med. Især dette at Forfatterskolen i

6

DANSK

maj 2009

Brønderslev er et ugekursus, hvor de unge er langt væk hjemmefra og bor, spiser og skriver sammen, forstærker naturligvis dette, men unge på andre kurser beskriver også fællesskabet som en væsentlig faktor.

Glæden ved fællesskabet med læreren omkring teksten er der i øvrigt også mange deltagere på alle forfatterskoler, der lægger vægt på. De unge kan lide, at der bliver stillet udfordringer op, at de får dybdegående respons af en professionel og bliver presset til at gå fra at være gode til at blive endnu bedre.

At skrive som mission Dette at skrive befinder sig altså i krydsfeltet mellem basale menneskelige ønsker om at være enestående og samtidig en del af flokken. Min oplevelse er dog også, at de unge skriver og ønsker at skrive, fordi de har opdaget sproget som en nøgle til erkendelse af sig selv og verden omkring dem. Mange forfatterskoledeltagere kredser om glæden ved at skabe gennem ord, at beskrive følelser, tanker, stemninger og relationer mellem mennesker, at skrive sig til afklaring. En forfatterspire udtrykker det således: ”Jeg elsker mennesker. Det er spændende at forsøge at kigge ind i mig selv og andre og beskrive, hvad der foregår.” ”Jeg finder en glæde i sproget, som jeg ikke kan finde andetsteds,” siger en anden.

Som alle voksne forfattere drives de unge af en nysgerrighed og begejstring ved at gå på opdagelse i sproget og opleve kreativitetens magiske øjeblikke. De tænder på at bruge det hvide papir som spejl, at finde deres egen stemme og skabe fortællinger, der også overrasker dem selv. Som forfatter er man en rejsende på en ”evig mission i ordenes uendelige univers”, og de unge forfatterspirer er de eventyrlystne aspiranter, der ikke kan vente med at komme af sted – heldigvis. Forhåbentlig er forfatterskolerne så også mere end et modefænomen, men noget, der er kommet for at blive. Det lader til, at der er brug for dem.

Billedsprog = ver Af Tove Krebs Lange, illustrator

maj 2009

DANSK

7

TEMA

At arbejde med billeder sammen med børn fra andre kulturer En bæ han ville købe sko, de gamle var så slidte.

Han endte med at købe to, De hvide ku’ han kritte.

Billedet i Lise Arildskovs rim fra antologien Guldnæsen (Høst & Søn 2006), der præsenterer 88 danske illustratorer, er i sig selv morsomt: en bæ med sko. Og Jon Ranheimsæters illustration kan oversætte det til alle verdens sprog. Både kloge hoveder på universitetet i Santiago de Chile og børn langt ude på landet i Vietnam og Nepal morer sig over det groteske billede af en lapset bæ med funklende nye sko og en dyr indkøbspose fra en eksklusiv butik. Det usædvanlige tema, det uventede i den æstetiske, nærmest parfumerede farveholdning og fluernes sværmen omkring hovedpersonen – alt dette er medvirkende til, at billedet er en af favoritterne, når vi viser illustrationerne fra bogen rundt omkring i verden.

Det er én af de mange fantastiske ting, billeder kan: hjælpe os med at kommunikere på tværs af alder, sprog og kulturer. Derfor er det oplagt at arbejde med billeder i workshops, hvor vi ikke forstår hinandens sprog uden hjælp af tolk.

Billeder udtrykker tegnerens indtryk af verden og kan i højere eller mindre grad være entydige i deres budskab.

Vil vi gerne have and på en restaurant i Vietnam, er der stor sandsynlighed for at det lykkes, hvis vi tegner én og viser tjeneren billedet. Jo mere abstrakt et billede er, desto flere tolkningsmuligheder opstår der naturligvis. Derfor vælger jeg forholdsvis direkte aflæselige billeder (ikke at forveksle med naturalistiske billeder), når jeg i workshops arbejder med illustrationer som oplæg. På den måde har deltagerne og jeg en fælles referenceramme.

Billederne kommer ind på et tidligt tidspunkt i vores liv, og vi kan aflæse dem, før vi får sprog, så når børn starter i skolen er billedsproget i modsætning til skriftsproget det kendte, det trygge. Der er heller ikke så mange regler, når det drejer sig om billeder. Selv i autoritære skolesystemer accepteres det, at børnene tegner nogenlunde, som de selv vil, uden at der er noget, der er

8

DANSK

maj 2009

decideret rigtigt eller forkert. Her kan alle være med. Det har indflydelse på stemningen i tegneworkshops: den er altid er god, til tider tangerende det løsslupne.

Den forfærdelige museplage Som deltager i et 6-årigt Danida projekt om børnebøger i Vietnam har jeg været så heldig at have mulighed for at rejse rundt i landet og holde workshops med børn. Her møder vi ofte store grupper på op til 100 børn og har ikke mere end et par timer til rådighed til selve workshopdelen hvert sted. En typisk måde at komme igang på vil være at inddele børnene i grupper og give dem et billede fra Guldnæsen. De får så 10 minutter til at kigge på det, finde ud af hvad de tror historien bag billedet handler om og give det en titel. En anden gruppe får derefter titlen og tegner et nyt billede ud fra denne. Til sidst præsenterer grupperne deres billeder og ser den illustration, der var udgangspunktet for den titel, de fik.

Hårdt presset udpeger jeg så to-tre ”vindertegnere”, der bliver hyldet med bogpræmier, fanfarer og klapsalver.

I starten faldt denne del mig meget svært, og jeg brugte lang tid på at insistere på at ”alle løsninger var lige gode” (hvilket naturligvis var noget vås). Men hverken lærere eller elever vil undvære kåringen af det bedste billede.

Selv bliver jeg nok ved med at have et ambivalent forhold til denne afslutning. Jeg kan ikke rigtig se nogen mening med, at der skal udpeges vindere, når børn tegner, ikke mindst fordi det kan få dem til at arbejde på en måde, de tror har vinderchancer i stedet for at arbejde mere ekperimenterende og frit. Men i langt de fleste andre lande jeg har været i, er det en naturlig drivkraft i proccessen, og mange børn er selv interesserede i at få udpeget ”den bedste tegning”. Jeg spurgte en ung vietnamesisk tegner, hvordan hun huskede konkurrencemomentet som barn, og hun svarede:” Jeg blev lidt skuffet, når mit billede ikke blev valgt, men vi var jo flest, der ikke havde vundet. Det fik mig til at arbejde hårdere næste gang. At jeg var ked af det varede kun kort, at jeg arbejdede hårdt, kan jeg bruge idag.”

For det meste indeholder den nye titel, børnene finder på, de elementer, der er vigtigst i tegningen. Titlerne til samme billede vil således ofte blive ret ens, uanset hvor i verden vi befinder os. Men nogle gange spiller den

svært at tolke et billede entydigt. Mens en tekst ofte er resultatet af en bevidst stillingtagen og præciserer sit emne, kan man sige, at et billede åbner det.

k l kulturelle ll og sociale i l bbaggrund d iind, d som f. eks i tilfældet med Ursula Seebergs illustration til historien Ægget, hvor en lille nyudklækket fe sidder i en barneseng. I mine notater fra en workshop i en landsby i det centrale Vietnam har jeg noteret følgende: Gruppe 5. Billedets titel: Den forfærdelige museplage. Mens de voksne er i marken og børnene i skole, æder musene al deres mad, æg og frugt. Familien må gå sultne i seng. Da jeg spurgte gruppen, hvilken rolle de mente feen spillede, svarede et af børnene, at det var et stykke legetøj på linie med bamsen, dog muligvis mekanisk. Dette afviste en anden: den simple træseng og de grove sokker viste, at der ikke var tale om en rig familie. Derfor var avanceret legetøj udelukket.

Disse konklusioner ville danske børn næppe have draget.

Der bliver tegnet og malet meget i skoler og børnehuse i Vietnam, og overalt er de meget smukke billeder udstillet på gange og i klasselokaler. Der er tradition for, at alle maler det samme tema, f.eks. Arbejdet i en landsby eller Nytårsfesten, ofte ud fra et forlæg. Selv om det kan synes begrænsende ikke selv at vælge sit emne, bliver billederne meget personlige og forskellige. Børns tegninger bliver i høj grad præget af deres egne oplevelser og opfattelse af verden, og mens de tegner genoplever de følelser, temaet i billedet fremkalder. Der vil altid være flere informationer i et billede, end bevidstheden kan kontrollere, og det er måske også derfor, det kan være

Den lille havfrue med bazookaen Heldigvis er der ofte mere end et par timer til rådighed til en workshop. I 2006 deltog jeg sammen med forfatteren Annette Herzog i en dansk børnekulturfestival i Berlin, hvor vi lavede en illustreret historie sammen med børn fra 4. og 5. klasser fra forskellige skoler. Workshoppen varede i fem dage, og hver klasse var der i fire timer. Vi lavede historien som en stafet, hvor en gruppe børn fandt på og skrev sammen med Annette Herzog. Senere illustrerede en ny gruppe så det, der var skrevet, hvorefter de selv digtede videre.

Historien blev glimrende! Den var tydeligt inspireret af både Disneys Den lille havfrue (pigerne) og videospil af den mere voldelige slags (drengene), og kom til at handle om en havfrues søgen efter en hat, der kunne gøre hende attraktiv nok til at blive gift med prinsen. Efter en lang dramatisk undersøisk rejse med et kæmpemæssigt opbud af eksplosioner, afrevne lemmer, sårede og døde, sætter en blæksprutte sig på hovedet af havfruen og bliver både hat og ven, så hun glemmer alt om prinsen.

Børnene illustrerede altså her en historie, de var medforfattere til, men altid et tekstafsnit de ikke selv havde skrevet. Hver klasse blev delt i to grupper, og da vi bare selv lod børnene sætte sig ved det ene eller det andet bord, fik vi rene pige- og drengegrupper. Måske hang dette sammen med, at børnene kom fra områder med mange indvandrerbørn, måske ville de fleste børn i den aldersgruppe foretage denne umiddelbare kønsopdeling?

Vi talte om at blande piger og drenge, men besluttede at lade være.

Når pigerne skrev et afsnit, indførte de nye venner og hjælpere, hvorefter drengene i det næste tog livet af dem i en håndevending. Fordi man hele tiden tegnede til det, den foregående gruppe havde skrevet, kom pigerne til at illustrere drengenes tekster og vice versa. Fra et tegnemæssigt synspunkt var det interessant at se pigerne illustrere eksplosioner og menneskeædende hajer og drengene den yndige havfrue med hat på hovedet. Dette gav dem tegnemæssige udfordringer, som de uden at brokke sig klarede med bravour.

maj 2009

DANSK

9

TEMA

Jeg så alt i gråt indtil...

I 2007 og 2008 holdt jeg tegneworkshops på forskellige skoler i Valparaiso i Chile, godt hjulpet af Anne Hansen, der sammen med en gruppe andre ildsjæle har stiftet og driver børnebibliotek i byen. Desuden tager de ud på skoler og fortæller og læser med børnene. Til lejligheden havde jeg skrevet en historie med ”åbne huller”, som børnene udfyldte med tegninger.

Her var der mulighed for at arbejde i en hel uge med den samme gruppe børn. Det gav mulighed for at gå mere i dybden med billederne og bl.a. tale om, hvilke virkemidler man som illustrator kan benytte sig af for at fremkalde en bestemt stemning, eller hvordan man kan understrege og fremhæve en persons karaktertræk i tegningen. Ialt arbejdede over 50 børn med på projektet.

Historien var enkel. I et land hersker en dronning, der er utilfreds med sit rige: alt er kedsommeligt almindeligt.

Hun tilkalder sine fire ministre og sender dem ud i verden for finde noget helt særligt. Den ene beslutter sig for at finde et usædvanligt dyr, den anden en fantastisk maskine og den tredie vil finde en person med et unikt talent. Den fjerde minister går bare tur på stranden. De tre ministre vender hjem med fantastiske ting – det er dem børnene finder på og tegner – men selv om her både ses flyvende kannibalelefanter, maskiner der kan få fodboldspillere til at løbe dobbelt så hurtigt og folk, der kan sjippe med deres egen tunge, er hun ikke tilfreds. Dronningen er rasende, folket bæver af frygt, da den sidste minister træder frem. Hun har jo bare brugt tiden på stranden. Men det viser sig naturligvis, at hun har tænkt sig om, og fremstillet et par briller til dronningen, der tager dem på og nu kan se, hvor fantastisk hendes land er. Den sidste

10

DANSK

maj 2009

minister forfremmes og får tildelt ministeriet for slik og kager. Her har børnene tegnet enestående billeder af ministeren med kagehat på sit ministerkontor, der er indrettet med møbler af bævrende skumfiduser.

Bortset fra brillerne indeholdt teksten ingen beskrivelse af, hvad ministrene fandt frem til. Det er vigtigt at få børnene til at forstå, at her er åbent for alle løsninger.

På den måde får vi de sjoveste billeder. Hvert barn skrev en kort tekst og beskrev sit dyr, sin opfindelse og person.

Ud fra denne beskrivelse kunne vi så diskutere, om der eventuelt var noget i tegningen, der skulle ændres for at tydeliggøre det, den skulle vise.

Til sidst fandt børnene efter en del snak frem til bogens poetiske titel, hvor de benytter sig af dronningens stemme, Jeg så alt i gråt indtil...

De frivillige hjælpere på biblioteket brugte dage på at samle alle de mange tegninger i en stor enestående illustreret bog, der idag står på børnenes skolebibliotek.

Selv fik jeg en kopi, som er en af mine allerbedste bøger.

Den er skrevet på et ganske særligt sprog – billedsprog.

Grænser og tabuer er flydende

Hvor finder vi

grænsen?

Eventyr bør være forbudt for børn, mente digteren og filosoffen Poul Møller, og hans argument var, at børn skal lære virkeligheden at kende før end de udsættes for fantasien. Nu 200 år senere virker bibliotekets udbud nærmest som om, vi ser omvendt på sagerne.

Da Bent Haller i 1976 vandt en ungdomsbogskonkurrence med den kradse virkelighedsroman ”Katamaranen”, søgte flere politikere at få bogen forbudt.

Dette var virkelig ikke noget at vise børnene, vold, råhed, grimt sprog. Haller blev først accepteret i den brede offentlighed, da han fik udgivet fablen ”Kaskelotternes sang”.

Af Jens Raahauge

”Heidi” For kort tid siden havde min skole besøg af Teatertruppen Kriskat, som har begået en eminent forestilling om hjemve, baseret på Johanne Spyris klassiske tåreperser om Heidi. Forestillingen formår at være både trofast og kitschet i sin fortolkning af alpepigens turbulente liv. Men i min optakt over for eleverne læste jeg indledningskapitlet op, og hvilken massakre for at få os til at komme i den rette følelse omkring pigen. I nutidig børnelitteratur har vi mange skildringer af døden, men fælles for dem er, at vi skal blive modige og se på dette vores fælles grundlag og på sorgen. I Heidi er forældredød et rent forfattergreb.

Også i vores reaktioner i virkelighedens verden skifter tabuerne og dermed reaktionerne konstant karakter. Da jeg var barn, boede der i min landsby en original, som godt kunne lide øl, men som ikke havde en indkomst, der svarede til forbruget. Han lokkede derfor os børn til at stjæle øl fra vores

maj 2009

DANSK

11

TEMA

forældre ved at fortælle os, at han havde tre rør i halsen: et spiserør, et luftrør og et drikkerør. Det specielle ved drikkerøret var, at øl løb lige igennem. Han beviste det ved at knappe sine blå arbejdsbusker op, holde et aluminiumspotmål under sin lille tissemand, sætte den stjålne øl for munden og vupti: efter kort tid ramte en stråle ned i potmålet. ”Se, selv,” sagde han så. ”Det er gult, og det skummer. Det er bare blevet varmet op.” Og da mine forældre opdagede tyveriet og fik historien, sagde de blot, at han var skør. I dag ville reaktionen givetvis havde været en anden.

Tabuer flytter sig hele tiden, både i de temaer, der kan behandles, og i den form de behandles i.

Udvikling af børne- og ungdomsfiktion i Dansklærerforeningens Forlag Disse to dimensioner virker ind på forsøg på at udvikle børne- og ungdomslitteraturen, så den til stadighed har en autenticitet i fortolkningen af tiden. Dette kan blandt andet spores i de forsøg, Dansklærerforeningens Forlag gør på det skønlitterære felt.

I 1980’erne optrådte en svensk litterat, Bengt Nerman, på konferencer i Dansklærerforeningen. Et af hans statements gik på, at pædagogik vil godhed, poesi vil sandhed.

Og på baggrund heraf efterlyste han en poetisk pædagogik.

I det lys kan man se forlagets entré på den nyskrevne børne- og ungdomsfiktions marked, især da det blev besluttet at byde på nogle alternativer til det, der noget nedladende er blevet kaldt for skolelærerlitteratur. Beslutningen indebar, at forfattere, der var kendt fra voksenlitteraturen, skulle opfordres til at skrive for børn og unge.

Frit for fantasi Det startede med serien Frit for fantasi. Kendte navne som Maria Giacobbe, Svend Åge Madsen, Hanne Marie Svendsen og Henrik Nordbrandt var forfatterne.

Og de

12

DANSK

maj 2009

blev taget ret godt imod, men serien opnåede først at kradse i opfattelsen af, hvor grænsen er, da Janne Teller udgav Intet.

Denne bog tog sig for at undersøge, hvad der egentlig betyder noget, da en skoledreng i 7. klasse forlader skolen på første skoledag, fordi det er meningsløst at blive.

Denne handling udfordrer kammeraterne, som går i gang med at opbygge bunken af betydning. De må hver især investere det, der betyder mest for dem. Men handlingen eskalerer: man starter med en konfirmands nye sko, kommer rundt af fx et bedetæppe, en opgravet, død lillebror, et mødom for at slutte med lemlæstelse af en guitarspillende drengs hånd.

Bogen opnåede ikke helt det ønskværdige, at politikere ville have den forbudt, men det var der trods alt et materialeudvalg, der ønskede. Den var for grov og håbløs.

Men den er blevet bestseller, også fordi bogens hudløshed blev forvekslet med grovhed – og derfor også med håbløshed.

Bogen brød en grænse og gav unge en adgang til at tale sammen om meningen med det hele. Og det, der gjorde romanen autentisk, var måske, at forfatteren havde søgt at give sproget en bærekraft, havde søgt at finde et virkelighedsudtryk, som efter hendes mening ikke ligger lige for i det danske sprog; et sprog, der er udviklet i et konsensussøgende, enhedskulturelt fællesskab.

Intet har udvidet grænserne for ungdomsbogen, både tematisk og sprogligt.

Romaner med billeder på For at få elever – og især drenge – på mellemtrinnet til at blive ved med at læse har forlaget udviklet en genre som kaldes Billedroman, halvt tekst, halvt illustrationer.

Også her lægges der vægt på den tilgang, som kommer af at give kunstnere frihed inden for nogle få, men tydelige rammer.

Og så sker det alligevel, at en historie sprænger rammerne og udvider grænserne. Jesper Wung-Sungs Alamo fortæller den historie, som alle David Crockettelskere kender, historien om den mexicanske massakre på Fort Alamo. Men historien fortælles af en ung knægt, som ved at lyve sig ældre, end han er, er kommet ind blandt krigens veteraner. Her er i flash backs en dyster fortælling om en dreng, man har gjort fortræd, her er ømhed og grovhed og blodbad blandt veteranerne, og – afsløres det i sidste sætning – her er en bærende kærlighed. Bogens komposition er ambitiøs, når man tager målgruppen i betragtning. Men Rasmus Bregnhøis karakterfulde billeder lukker kompositionens hemmeligheder op.

Den næste barriere for læseren består i, at forfatteren har valgt at lade den unge dreng med for lidt skolegang føre pennen. Derfor er der i den lange indledende sætning ingen kommaer. Dette litterære greb gør historien virkelighedstro, men læsningen vanskelig. Men det er en god anledning til at tale om, at det ikke er helt betydningsløst at bruge kommaer.

Bogen sprænger et seriekoncept på grund af historiens nødvendighed og dens iboende kunstneriske krav. Men derved viser den også vejen imod ord- og billedromanens relevans for ældre læsere.

De tre Men det egentlige, helstøbte angreb på indholdsmæssige tabuer og sproglige grænser kommer med Oskar K.’s og Dorte Karrebæks firebindsværk om De tre.

Alt er ømt og intet helligt i denne historie om Carlo, Simba og Gerda Røvlund. Her støder vi på en humørfyldt og humoristisk tilgang til kannibalisme, handicap, børnelokkeri, utroskab, vanrøgt og meget andet politisk korrekt stof.

Billederne er lækre, fulde af action og grotesker. Alle tegneseriens virkemidler er anvendt og lader billeder og

tekst smelte sammen, idet tegningerne rummer bobler med skrevne og tegnede kommentarer, mens teksten består af ord og tegninger.

Dette betyder at vi på en behageligt stille måde har at gøre med en hypertekst, der kræver mange læsemåder, hvilket giver helt nye former for tilgange og umuligheder.

En dreng fra børnehaveklassen læste fx om, at Carlo rundstykker med hende, der vil være Miss Vojens. Han kigger op: rundstykker?? Han kigger på billedet igen og siger: ”Nå, nej.. boller. Der er jo ikke birkes på.”

Nogle er i deres pædagogiske univers blevet forargede over bøgerne, fx fordi Carlo og Simba og Gerda Røvlund begiver sig over til ham, der sælger børn for at købe en lille neger. Der er desværre udsolgt, men de kan få en lille autist.

Andre, blandt andre de børn, jeg har set og hørt læse bøgerne, og de mange dagbladsanmeldere, har taget groteskerne til sig som netop de skæve indfald, der gør en historie ikke bare morsom, men også vidunderligt uhåndterlig.

Nogle af anmelderne har sammenlignet De tre med et moderne hypersvar på Brødrene Grimms eventyr. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Skal børn kende virkeligheden, før de må læse eventyr? Eller kan de tåle eventyr a la Grimms, førend de blev gjort køns- og sanseløse af pædagogiske adaptorer?

Hold fiktionen flydende Børn og unge får i dag så mange input fra alverdens medier, som er nemme at gå til, at det er vigtigere end nogensinde at finde bogfiktionens svar på en ligeværdighed.

Det er fint, at der kommer en masse mainstream, fordi det stimulerer og træner læsefærdigheden. Men hvis bogen også skal vise, at den kan noget ingen andre medier kan, give os adgang til menneskets inderste, genkendelige eller fremmedartede tanker og følelser, så må vi også til stadighed holde fiktionen flydende.

Den skal kunne både tage hånd om vores liv med tabuer og med udviklingen og raffineringen af vores sprog.

Det må være det, der er intentionerne bag skabelsen af børne- og ungdomslitteratur, der vil en poetisk pædagogik.

maj 2009

DANSK

13

TEMA

????? ? ? ? ?????? ? ?

?

14

DANSK

maj 2009

?

?

Ældre end sytten

? ??? ? ?

bliver jeg

?

aldrig!

? ?

Af Louise B. Andersen, Folkeskolelærer og studerende ved institut for pædagogisk antropologi, DPU

?

? ? ? ?

?

Jeg tilhører den generation, der voksede op med begrebet ’generationsmodsætninger’, men i min rolle som forfatter bliver jeg gang på gang påmindet om, at mødet er muligt.

I interviewet her, der afsøger kollegialiteten og mødet mellem kunstner og barn, lukker den svenske forfatter Per Nilsson op for sine oplevelser af at skrive til, for og med børn – oplevelser, som han holder for vigtige, livgivende og nærende for skriveprocessen, og som får ham til at overveje, om hans bøger måske ligefrem bare er en billet til mødet og samtalen med læserne.

Per Nilsson har skrevet en række børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere er oversat til dansk og også anvendes i danskundervisningen. Heriblandt er ‘Hjertensfryd’, ‘Aldrig mere Milena?’, ‘Milena for altid’ og ‘Du og du og du’. Tidligere underviste Nilsson selv børn i matematik og musik, men han har siden gymnasietiden haft en drøm om at blive forfatter, og hans egen barndom er en inspiration i hans bøger.

Bøger er breve, som besvares. Per Nilsson er ikke i tvivl om, at han har et tæt forhold til læserne. Han dyrker relationen gennem skriveværksteder og forfatterbesøg i skoleklasser, som han afholder op imod 150-200 af hvert år. Han møder derfor ugentligt mange læsere og potentielle læsere, og det er den hyppige respons, han får herigennem, samt følelsen af læserens nærvær i skriveprocessen, som er det udslagsgivende for ham.

maj 2009

DANSK

15

TEMA

‘‘

Hvor går grænsen mellem Alene det faktum, at jeg kender eller fornemmer min læsegruppe, uden at jeg behøver at tage hensyn eller tilpasse mig hverken, hvad angår tema, sprog eller form, er afgørende”, forklarer Nilsson. “Der findes en læser, når jeg skriver. Mine bøger er som breve. Jeg får svar på mine bøger. Der føres en samtale. Det er det afgørende!” De store spørgsmål vedbliver at interessere.

Når Per Nilsson kontaktes af sine læsere, og det sker både per brev, mail, telefon eller som samtaler, så hænder det, at de samtaler fortsætter i hans bøger. Men selvom børn stiller mange spørgsmål, og Nilsson lytter ivrigt, så er det ikke altid, at de spørgsmål, hans karakterer stiller i hans filosofiske og undrende bøger, stammer direkte herfra. “Mine karakterers spørgsmål er i grunden mest mine egne spørgsmål – de spørgsmål, jeg havde som tolvårig, og de spørgsmål, jeg stadig har”, forklarer Nilsson. Han indrømmer, at mens hans egne børn boede hjemme, og barne- og ungdomsverdenen trængtes rundt om køkkenbordet, da havde han en tættere kontakt med og større interesse for de konstante spørgsmål, som melder sig som en del af opvæksten i verden. “Måske er jeg blevet gammel”, foreslår han, og skynder sig straks at tilføje, at de store essentielle spørgsmål som hører barne- og ungdomstiden til, dem har han på ingen måde mistet interesse for. “Ældre end sytten bliver jeg aldrig – ikke i denne eller nogen anden henseende!”

16

DANSK

maj 2009

At mødes som menneske fremfor som forfatter En af de fornemmeste og mest fantastiske ting ved at skrive for børn og unge er ifølge Nilsson den samtale, det frembringer. Gennem litteraturen og fællesskabet omkring den bevises det gang på gang, at samtalen omkring de vigtigste ting i livet går forud for de grænser, som sættes af alder, køn og etnicitet. Nilsson beskriver, at hver gang man erkender, at det er muligt at komme et andet menneske nærmere i den dybeste betydning, så er det en svimlende glæde. “Jeg tilhører den generation, der voksede op med begrebet ’generationsmodsætninger’, men i min rolle som forfatter bliver jeg hele tiden påmindet om, at mødet er muligt – i grunden tror jeg, at mødet med ungdommen betyder mere for mig som menneske end som forfatter.” For Per Nilsson kredser kollegialiteteten med og relationen til læseren omkring samtalen – samtalen som forbindelse, som mulighed, som grænsebryder, som øjenåbner og som kilde til konstant inspiration.

Spørgsmål som kræver refleksion Der er flere ting, som kvalificerer Nilssons tekster som litteratur til nutidens børn og ungdom. Først og fremmest har teksterne den kvalitet, at de stiller spørgsmål, og de kan få elever til at stille spørgsmål. Teksterne filosoferer og har ikke berøringsangst overfor de svære og fundamentale emner, tværtimod centreres de på analytisk plan

‘

‘‘

Hvordan kan man tænke på fremtiden uden at miste håbet?

m venskab og kærlighed?

‘‘

Findes den lykkelige slutning? omkring barn- og ungdommens helt centrale livstematikker og livsspørgsmål. Nilsson beskriver selv de samtaler, han er optaget af, og de indholdsområder, han skriver om, i tre kategorier; kærligheden, nationalismen og jordens fremtid.

Når han via sine karakterer og sin forfatterrolle stiller spørgsmål til kærlighedstemaet, handler det for eksempel om; hvor går grænsen mellem venskab og kærlighed?

Hvor nært kan man komme et andet menneske? Findes den lykkelige slutning? Og allersenest spørger han i ‘Korpens Sång’ og ‘Absolut Per Nilsson’, som netop er udkommet i april 2009, til jordens fremtid og til; hvordan kan man tænke på fremtiden uden at miste håbet?

De mange overvejelser, tanker og spørgsmål kommer man ikke udenom i læsningen af Per Nilssons tekster, og netop derfor er hans bøger yderst anbefalelsesværdige ikke mindst til undervisningen. For det at lade Nilsson stille spørgsmål – det kræver noget af læseren – det kræver refleksion.

maj 2009

DANSK

17

TEMA

Historie og historier Uddrag af Ana Maria Machados tale fra IBBY Congress 2008. Oversat fra engelsk af Kina Bodenhoff.

Den brasilianske forfatter Ana Maria Machoda har skrevet over 100 bøger af meget forskellig karakter og for alle aldre: poetiske, morsomme og spændende fortællinger. Desuden har hun skrevet om børnelitteratur, været formand for H.C. Andersen-Juryen og var en af hovedtalerne på IBBY´s nyligt afholdte kongres i København. I år 2000 modtog hun selv H.C. Andersen-Prisen for sit fornemme og omfattende forfatterskab. Senest er Slavepigen – fra den anden verden (Hjulet, 2008) udkommet i Danmark. Her er Ana Maria Machados forelæsning på IBBY-kongressen i uddrag. Hele forelæsningen kan findes på dansk på www.ibby.dk

Af Ana Maria Machado, forfatter, Brasilien

18

DANSK

maj 2009

Vi kan begynde med at fastslå, at det ikke kan være anderledes. Hvis vi anerkender, at vi mennesker kan defineres i kraft af vores brug af artikuleret sprog, og hvis en af de vigtigste funktioner ved det sprog består i at videregive livserfaringer fra en generation til de kommende, såvel som at dele viden og erfaringer mellem forskellige individer, så er det en naturlig følge, at fortællingen er af essentiel betydning for os mennesker. At fortælle andre, hvad der er sket, er altafgørende for vores overlevelse som helhed. Hvad der bliver fortalt, kan være fakta – og indgå i dokumenter fra forretnings- og erhvervslivet, i historiske redegørelser, i journalistikken. Det kan også være fiktion – og rummes i litteraturen. Med andre ord kan det, der bliver fortalt, være historie eller historier. Men på dette første niveau spiller de den samme rolle for mennesker: De gør det muligt for det enkelte individ at dele erfaringer med andre i stedet for at skulle holde dem inde i sig selv.

Ved at dele vores erfaringer med hinanden, begynder vi også at dele en fælles viden om overlevelsesstrategier, en fælles søgen efter meningen med livet, et sæt af fælles spørgsmål om livets mysterier, en hel række mulige svar på de spørgsmål eller behovet for at interagere og eksperimentere med alt

muligt – inklusive ord. Så den logiske konsekvens af denne tankegang er, at vi har behov for at fortælle og få fortalt historier. Jo flere, desto bedre. De hjælper os i vores søgen, samtidig med at de forfiner og skærper vores forståelse af alt det, vi kommer ud for gennem livet.

Stærk tradition for ikke skrevne fortællinger Jeg er født og opvokset i Brasilien og har været så heldig at være en del af en kultur, som er så mangfoldig, at vi ikke afviser eller er mistroiske over det, der kommer fra andre mennesker. Personligt var jeg også så heldig at gå i skole og vokse op i et læsende miljø, fordi min familie betragtede bøger som meget værdifulde. Selv om vi ikke have råd til at købe ret mange ting, lånte vi masser af bøger. Og som barn havde jeg et meget righoldigt forråd af historier til min rådighed.

For det første havde vi en meget stærk tradition for ikke skrevne fortællinger. Siden min helt spæde barndom lyttede jeg til mundtlige fortællinger og lærte derved

folkeeventyr at kende, som har europæiske, afrikanske eller brasilianske rødder og udgør vores fælles nationale arv. Ved at læse bøger (ikke kun dem, jeg selv læste, men også hvad mine forældre og bedsteforældre havde læst for mig) stiftede jeg bekendtskab med den klassiske litteratur for børn og unge. Meget af den kom fra andre kulturer som for eksempel værker af Andersen, Perrault, Grimm, Wilhelm Busch, Carlo Collodi, James Barrie, Lewis Carroll, Hoffman, Stevenson, Mark Twain, James Fenimore Cooper, Louise May Alcott, Frances Hodgson Burnett, Eleanor Potter, Karl May, Selma Lagerlöf, Hertuginden af Segur, Jules Verne, Rudyard Kipling, Alexandre Dumas, Charles Dickens, Edmondo De Amicis, Rafael Sabattini, Michel Zevaco, Emilio Salgari samt bearbejdede udgaver af værker af Swift, Defoe, Cervantes, Tusind og én nats Eventyr, Victor Hugo, den græske mytologi, middelalderlegender med helte som kong Arthur og hans riddere, Robin Hood, Karl den Store og Roland og så mange andre … Jeg nævner bare nogle

maj 2009

DANSK

19

TEMA

af dem nu i den rækkefølge, de dukker op i mit hoved for at genkalde mig, hvor righoldigt et udvalg af oversat litteratur et brasiliansk barn havde til sin rådighed i 1940’erne og 1950’erne. Og der var Tarzan og Tricolorens helte og Kong Salomons miner og Heidi og eventyrsamlinger fra Rusland, fra Polen, fra Kina, alle vegne fra. Og der var vores brasilianske forfattere, færre, men lige så dejlige som de andre. Lyrikere som Olavo Bilac og Bastos Tigre eller prosaforfattere som Monteiro Lobato, som var meget populær, solgte forbløffende mængder af fremragende bøger, på samme tid humoristiske og intelligente, grænseoverskridende og fascinerende. Lobato blev et eksempel på høj kvalitet til efterlevelse for os alle sammen og havde stor indflydelse på, at vi i den grad tog bøger alvorligt i mit land. Frem for alt var det vidunderligt at læse hans bøger. At jeg er blevet den, jeg er, skyldes i høj grad, at jeg fik mulighed for at læse hans værker i en meget tidlig alder – som mine børn har gjort, og som mine børnebørn gør nu. Det samme gælder for alle læsende mennesker fra min generation i Brasilien, så stor har hans indflydelse været. (..)

Når der udøves kunst, vokser historierne Guimarães Rosa, en af Brasiliens mest betydningsfulde romanforfattere, sagde engang noget meget forvirrende, som fik mig til at undres: Han hævede, at historier ikke ønsker at blive historie, og at de somme tider er imod historien. Hvad mente han med det? Rosa selv forklarede det til dels. Først og fremmest understregede han, at historier, især noveller, er stærkere, når de er nye og overraskende, når deres intriger fortæller noget, som ikke er hørt før, og som er originalt. På en vis måde er de som vittigheder, der skal overraske tilhøreren. Han sammenligner dem med en tændstik, der når den er strøget, giver lidt lys, men snart er ubrugelig. Men sådan er det ikke kun.

Deres virkning kan vare ved. Når der udøves kunst, vokser historierne. De udvider logikkens felt, og de inviterer læseren ind på et andet virkelighedsplan, åbner

20

DANSK

maj 2009

for nye og mere magiske tænkemåder. De graver dybt i deres søgen efter personlige opfattelser, individuelle erfaringer, der genspejler lyset fra forskellige vinkler og mangedobler, hvad vi ser. Ved at gøre det forvandler de de individuelle opfattelser til fælles opfattelser, fordi de er placeret i et landskab, der udgøres af vores ligheder, hvor særegent det enkelte folk, kulturen eller tiden end er.

Med andre ord: Ifølge det synspunkt beskæftiger historier sig med følelser, konflikter eller psykologiske realiteter, som er en afgørende del af vores vilkår.

Historien (som videnskab) derimod er ikke fokuseret på det særegne ved begivenheder, som kun sker én gang.

Selv når historien beskæftiger sig med et faktum, der synes unikt, vil den analysere omstændighederne omkring det i søgen efter noget, som man næsten kunne kalde historiske love – bestemte politiske, økonomiske, sociale eller kulturelle faktorer.

Der er en anden forskel: Historien beskæftiger sig med fakta fra virkeligheden, som angiveligt har fundet sted.

Dette begrænser dens spillerum i forhold til, hvad den kan fortælle eller beskrive. Litteraturen derimod står frit overfor at finde på alt, hvad nogen måtte ønske sig i den historie, der bliver fortalt. Det giver dem forskellige dimensioner. Litteraturen er ikke begrænset til en faktuel og direkte sandfærdighed – kun i forhold til betydningen og den logiske sammenhæng i det, den fortæller. Historie er videnskab, litteratur er kunst, selv om mange historiske tekster kan have litterær kvalitet. (…)

Historiske skikkelser som modeller I mit arbejde – både for børn og voksne – har jeg aldrig skrevet noget, der kunne rubriceres præcist som historisk fiktion. Men jeg har ofte skrevet fortællinger, hvori der er en form for samklang, dialog mellem historie og fiktion.

Jeg henter inspiration fra nogle historiske facts, som er sket, men jeg ændrer dem til fiktivt stof. De bliver en form for plausibel baggrund for mine opdigtede personer, selv om disse personer af og til interagerer med nogle mænd

og kvinder, som har eksisteret i historien. Men de er næsten altid skjult i mine historier med ganske få undtagelser – som for eksempel Christopher Columbus i Mysteries of the Ocean Sea. Men som regel tager jeg blot historiske skikkelser som modeller til at skabe andre figurer med, som er helt mine egne. Hvad der altid interesserer mig i de tilfælde, er samklangen mellem i går og i dag. Jeg kan godt lide at undersøge, hvordan fortiden har formet os, hvordan vi er blevet dens arvtagere, hvordan vi kan bryde med den, eller hvordan vi måske kan føre den videre. Kort fortalt kan jeg lide at udforske spørgsmål om, hvordan historien kan hjælpe os til at forstå, hvad vi er i dag, og hvor vi måske er på vej hen.

Slavepigen Det er lettere, hvis jeg giver nogle eksempler med udgangspunkt i en af mine seneste bøger – From Another World, udgivet på engelsk af Groundwood, og som udkommer på dansk og svensk på Hjulets forlag (som Slavepigen/Slavflickan) Det er en nutidig fortælling. Personerne er teenagere, som holder ferie på et hotel på landet, bygget på en ejendom, som engang har været en stor kaffeplantage i Brasilien med både ejerens store hus og slavernes boliger.

Lidt efter lidt går det op for dem, at huset er hjemsøgt.

Ikke hjemsøgt af det traditionelle spøgelse, som vi alle sammen læser om i spøgelseshistorier, og som bor på et gammelt slot. Spøgelset er genfærdet af en pige på deres egen alder, som har levet som slave på stedet i det 19. århundrede. Ingen nutidig terrorfilm kan måle sig med slaveriets rædsler i det virkelige liv – det går op for dem, da de møder pigespøgelset, og de bliver tvunget til at se konsekvenserne af den historiske virkelighed i øjnene, som vi alle er nødt til at leve med i vores liv som efterkommere af folk, som engang tolererede slaveri eller var ofre for det. Uanset hvornår det blev ophævet, uanset hvor længe det er siden, er det et faktum, at det historiske mareridt har afgørende betydning for de skel, der hersker i verden i dag. Personerne i historien lever i vore dage.

Deres oplevelse, som den bliver fortalt i romanen, kan blot opfattes som et teenageeventyr med fantastiske elementer. Men hele handlingen udfolder sig i dialog med et virkeligt historisk faktum – slaveriet i Brasiliens fortid med afrikanske slaver, som blev introduceret af europæere som erstatning for det mislykkede forsøg på at bruge indfødte som slaver, med henblik på at producere varer til det europæiske marked, varer der passede til den europæiske levemåde og tankegang. Det er vi alle sammen fælles om.

Det betyder ikke, at jeg synes, at enhver handling i enhver bog bør have tydelige historiske referencer.

Adskillige af mine bøger, formodentlig de fleste af dem, har ikke dette aspekt. Men jeg er sikker på, at tid og sted er vigtige for mig, både i mit liv og når jeg skriver. (…)

Alting er forbundet Når jeg læser, skaber jeg altid en form for sammenhæng mellem forskellige tider og kulturer. Jeg læser Homer, Cervantes eller Shakespeare med glæde og beundring, og jeg gør det læste til en del af mit liv som brasiliansk kvinde i det 20. og 21. århundrede. Den følelse af fremmedartethed jeg får, når Melville tager mig med på jagt efter Moby Dick i kolde have, eller den fortrolighed jeg oplever, når jeg sejler med Stevenson i tropiske vande i søgen efter skatteøen er en del af mit liv og følger mig langs det sydatlantiske havs kyst i Rio de Janeiro, hvor jeg går hver morgen. (…)

Lige så meget som Ringenes herre og Hobitten udtrykker Tolkiens forfærdelse over, hvordan ondskaben bredte sig under Anden Verdenskrig, er disse værker et vidnesbyrd til nutiden i form af de historier, der er skabt over historien. Det mareridt, George Orwel forestiller sig i Animal Farm (Kammerat Napoleon), eller den bevidsthed om ansvarlighed, som Saint-Exupéry lader stå åben i Den lille prins kan finde deres ekko, når unge sydamerikanske,

maj 2009

DANSK

21

TEMA

afrikanske eller asiatiske læsere i dag åbner andre bøger og ser deres fremtid i øjnene. Historier giver historien nye muligheder. Overalt.

Alting er forbundet. Det er det, jeg gerne ville minde os alle sammen om her i dag. Historier og historie. Gamle eventyr og moderne fortællinger. Bøger, der er skrevet lige meget hvor. Vores egen læsning er den handling, der giver bøgerne liv og kan sikre humanismens overlevelse i en verden, hvor teknologien ikke kan udslette den følelse af fællesskab, der eksisterer blandt alle mænd og kvinder i ethvert samfund, i enhver historisk periode. (…)

Den kulturelle baggrund Børn har ret til at udvikle denne følelse gennem historier og gode bøger, der udspringer fra deres egen kulturelle arv. De spiller en vigtig rolle i opbyggelsen af identitetsfølelse eller i afhjælpning af kulturelle spændinger og bør være en essentiel del af den unge læsers følelsesmæssige og intellektuelle udvikling. Men vi skal også være opmærksomme på risikoen ved at gå i en fælde og fremhæve forskellene for meget og omforme kultur til en måde at opbygge barrierer mellem mennesker og kulturer på. Når et barn læser en bog, som meget stærkt udtrykker hendes kulturelle baggrund, kan hun få en følelse af ”hvor vidunderlige vi er …”, og det er godt. Men det er ikke godt, hvis hun får en følelse af, ”vi er bedre end de andre …”

Den kulturelle baggrund bør indgå som en naturlig del af en historie og hjælpe læseren til at føle sig i harmoni med sig selv og sin kultur. Men nogle gange nu om dage forekommer den at være så tilsigtet, at den risikerer at skabe en form for uvilje eller såre følelser – ofte uden tvivl begrundet, men det har ingen berettigelse i børnelitteratur. For sådan et misbrug bidrager snarere til at sætte ild til ulmende vrede end til at udvikle menneskelig forståelse. Risikoen for at blive en form for propaganda er altid til stede, når politiske eller ideologiske hensyn begynder at spille en rolle i frembringelsen af det, der

22

DANSK

maj 2009

skulle blive et kunstværk. Børns bøger bevæger sig altid på en knivsæg, på grund af den almindelige opfattelse af, at de er beslægtet med opdragelse. Alle vi, der beskæftiger os med børns litteratur, skal holde vores øjne vidt åbne for at undgå manipulationens usynlige spøgelse. Vi har ikke ret til at spille uskyldige, det er moralsk forkasteligt.

Vi må kende hinanden, lytte til fremmede stemmer At sætte historier ind i en historisk baggrund eller i forskellige kulturer på jorden må ikke blive brugt som et påskud til at skabe isolation eller intolerance. Bøger skal ikke kun være spejle, men vinduer. Fred, retfærdighed, lighed og gensidig respekt bygger på erkendelsen af, hvad vi har til fælles til trods for mangfoldigheden af vores vidunderlige og frodige forskellighed. Historiers betydning er større end historiske autoriteters uenighed.

Historier som helhed er skabt af mennesker, som kommunikerer og handler, af kulturer der låner af hinanden – ikke kun af øjeblikkelige reaktioner, politiske slogans, færdigstrikkede etiketter og meninger, kampagner og skarpe ordrer fra dem, der har magten.

I det 18. århundrede var Goethe allerede bevidst om dette, da han hævdede, at der eksisterer en universel litteratur, Weltliteratur, en form for symfoni skabt af ordenes kunst. Et sprogligt kunstværk, som forener alle de forskellige individuelle stemmer og lyde i harmoni og aldrig mister helhedens skønhed. I nyere tid har Erich Auerback fremhævet, hvor vigtigt det er at undgå litterær ensartethed og standardisering – for det truer humanismens udvikling. Et vigtigt skridt for at undgå den fare ligger i vores evne til med forståelse og subjektivitet at gå ind i en skreven tekst og se den ud fra sin tids og sin forfatters perspektiv – som Edward Said minder os om.

Vi må kende hinanden, lytte til fremmede stemmer, tro på, at vi bliver rigere, når vi forstår dem, der ikke er ligesom os selv. Både for børn, unge og voksne, bør historier og historien gå hånd og hånd for at styrke humanismen og bekæmpe alle former for uretfærdighed og vold.

halter ved skolestart

Skønlitteraturen

Af Henriette Romme Lund, kommunikationskonsulent ved Nationalt Videncenter for Læsning

I den pædagogiske verden er det velkendt at skønlitteratur er med til at åbne børnenes øjne for sproglig leg – noget der udvikler deres sprog, ordforråd og øger deres lyst til at læse.

Selvom bh.klasselederne og lærerne gerne vil, bruger de dog ikke mange kræfter på skønlitteraturen ved skolestart. Oplæsningen foregår ofte – men ikke kun – under frokosten, og børnene præsenteres mere for klassikere som fx Mio min Mio og Gummi Tarzan, end for den nyere børnelitteratur. Ærgerligt, lyder det fra Nationalt Videncenter for Læsning, hvor tre forskere lige har lavet en landsdækkende undersøgelse af brugen af skønlitteratur: Skønlitteraturen bør i højere grad nyttiggøres i læseundervisningen, efterbehandles i form af samtaler og æstetiske læringsprocesser og litteraturudvalget bør også omfatte nyere børnelitteratur.

Mange muligheder for at bruge skønlitteraturen i skolen og i SFO´en Marianne Frandsen, en af de tre forskere bag undersøgelsen, fortæller: – Vi har gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelsen på 80 skoler i Danmark, lige fra Bornholm til Aalborg, og billedet er det samme. Bh. klasselederne og lærerne anvender kun i begrænset omfang skønlitteratur i deres læseundervisning og i SFO´erne er oplæsning stort set fraværende.

Det er ærgerligt, når litteraturen byder både pædagoger og lærere så mange muligheder. Man kan fokusere på sprogbrug og ord eller beararbejde teksten via samtale, tegning, leg og teater. Det ligger så at sige lige til højrebenet.

Lærere og pædagoger mangler viden om at bruge skønlitteraturen – Et andet problem er, at børnene ikke præsenteres for den nye børnelitteratur, fortsætter Marianne Frandsen. Forklaringen findes både i skolernes økonomi, når det drejer sig om indkøb af læsebogssystemer og hos pædagoger og lærere. I deres uddannelse har de ikke fået en tilfredsstillende undervisning i børnelitteratur og dens afgørende betydning for elevernes personlige og sproglige dannelse. Derfor tror vi, at pædagoger og lærere tyer til den litteratur, som de selv kender fra deres barndom. Det betyder desværre, at elever i dag snydes for den nye og tidssvarende børnelitteratur.

maj 2009

DANSK

23

OMTALE OG ANMELDELSER

Ringe i vandet – en ny sangbog til folkeskolen

Af Henrik Marstal, ph.d. og sangbogsredaktør

24

DANSK

maj 2009

Da sangbogen Ringe i vandet – 123 sange til skolen udkom sidst i januar i form af gratis klassesæt til samtlige grundskoler i landet, var vi i redaktionen både glade og lettede over at have overstået en undertiden meget koncentreret indsats for at få hele kabalen til at gå op. Baggrunden var den, at året 2008 var blevet udråbt til at være Sangens År i et storstilet samarbejde mellem Danmarks Radio, Kulturministeriet, Undervisningsministeriet samt en række andre samarbejdspartnere, inklusive hele to repræsentantskaber. Det lykkes for Sangens Års sekretariat at inspirere til og koordinere en lang række tiltag for danskere i alle aldre og i alle tænkelige sammenhænge, hvor fællessang var omdrejningspunktet. Og det blev besluttet at give initiativet et efterliv i form af en sangbog til folkeskolen, altså til de børn, som er på vej til at skulle være borgere i det danske samfund.

Med initiativtageren DR-dirigent Michael Bojesens mellemkomst, tog idéen til bogen snart form. Redaktør og professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Inge Marstal, blev sammen med mig adspurgt om vi ville udgøre redaktionen. Tidligere havde vi i fællesskab med DR-programmedarbejeren Jens Cornelius arbejdet sammen som redaktører på sangbogen Den nye sangskat – 225 dansksprogede sange efter 1965 (2005, revideret 2008), og vores indbyrdes relation som henholdsvis mor og søn havde her været en omstændighed, der havde ansporet det faglige samarbejde snarere end det modsatte – vi har altid diskuteret musik, og i de senere år især den danske sangskat. Og da projektet lød helt utrolig spændende og i øvrigt ville give os mulighed for at sætte den danske sangskat under debat i et meget bredt forum, havde vi ingen betænkeligheder ved at sige ja tak til opgaven.

Det var fra begyndelsen tanken, at der skulle være tale om en sangbog til gratis uddeling til alle landets grundskoler, alt sammen finansieret af Bikubenfonden. Bogen skulle nå både almindelige folkeskoler, friskoler

og efterskoler på den måde, at hver af disse omkring 2200 skoler skulle have tilsendt et klassesæt hver på 30 eksemplarer. Der skulle altså trykkes henimod 70.000 eksemplarer af sangbogen, hvilket betød, at kravene til bogens anvendelighed og indholdsmæssige tyngde på forhånd var betragtelige.

Vi gik i gang med arbejdet, og det viste sig snart at være langt sværere end forventet. Vi vidste, at vi ville kun kunne lave en tidssvarende og overbevisende sangbog, hvis vi tænkte den genremæssigt meget bredt.

Den skulle både rumme højskolesange, salmer, fædrelandssange, viser, folkeviser og popsange foruden børnesange for de lidt ældre børn; den skulle afspejle skoleårets gang ved at have både efterårssange, julesange, vintersange, forårssange og sommersange med; og den skulle altså også rumme en gruppe etniske sange, som vi forestillede os ville give bogen de bedste betingelser for at afspejle den livsverden folkeskolens børn i dag vokser op i Alt dette var svært, ja, umuligt at nå med de blot 100 sange, som vi på forhånd havde fået at vide var rammen for bogen. Vi havde lavet lister over alle de sange vi klart mente skulle med for enhver pris, og vi var samtidig klar over, at det ikke ville blive en god sangbog, hvis ikke vi levnede plads til nogle enkelte jokere eller skøre idéer – altså sange, som ikke var selvskrevne på grund af deres kvaliteter, men fordi de var sjove, uformelle eller blot dybt anderledes. Men selv når vi skar helt ind til benet – efter at vi gennem mange møder havde udmattet

hinanden med lange diskussioner for eller imod en bestemt titel – kunne vi ikke komme ned under 160 sange. Færre sange end det, og bogen ville blive en amputeret og alt for sporadisk udgave af den danske sangskat, mente vi. Jeg husker tydeligt det møde, hvor vi meddelte vores forlagsredaktør på Alinea samt sektretariatet i Sangens År, hvad vi var kommet frem til. De tog det pænt, men det stod snart klart, at det ville være helt urealistisk at tage så mange sange med. Budgettet var lagt an på en bog på blot 100 sange, og det ville blive meget svært at ændre ret meget på det. Vi måtte skære endnu engang, og efter megen forhandling landede vi på det både sjove og sigende tal 123, der for os signalerede noget både uendeligt og vidunderligt barnagtigt med dets 1-2-3-remse.

At gå fra 160 til 123 sange var undertiden det rene blodbad, og der blev ofret sange, som vi på forhånd havde troet var selvskrevne. Men anderledes kunne det altså ikke være. Til gengæld skulle vi relativt hurtigt komme til at vænne os til tanken, og vi kom efterhånden til at sætte stor pris på netop den sammensætning bogen havde fået, fordi sangenes repræsentivitet for forskellige genrer inden for den danske sangskat nu fik en større betydning. Og så vidste vi jo også godt, at såfremt sangbogen skulle inspirere en og anden til at synge andre sange end dem, der var med i bogen, ja, så fandtes der jo andre sangbøger man kunne tage frem – og desuden var kopimaskinen opfundet.

Udvælgelsen af sangene var én ting, tilrettelæggelsen

maj 2009

DANSK

25

OMTALE OG ANMELDELSER

af dem en anden. Det handlede om at sikre sig, at sangene stod i de helt rigtige tonearter, så børn kunne få mest glæde af dem, uden at de blev helt umulige at spille på klaver eller guitar. Det handlede om at sørge for, at becifringerne stod så enkle som muligt, uden at det gik ud over funktionaliteten eller anfægtede traditionen: For nogle sanges vedkommende, for eksempel C.E.F. Weyses og B.S. Ingemanns morgen- og aftensange (som der er flere af i bogen), er komponistens originale harmonisering ganske enkelt uadskillelig fra melodi og tekst, og det måtte vi respektere. Men det handlede også om at tilrettelægge teksterne, så de passede til, hvad børn har tålmodighed til at synge. Vi kender alle følelsen af at synge en sang med så mange vers, at man taber interessen og pusten – især når det er vers forfattet på et ældre dansk, hvor ikke alt nødvendigvis er lige forståeligt for børn. Derfor vejede vi i hvert tilfælde de enkelte vers på en guldvægt. Vi vidste, at sangbogsredaktører altid har redigeret antallet af vers, og derfor turde vi for eksempel godt stryge de tre sidste vers i J.H. Nebelongs og N.F.S. Grundtvigs ’Nu falmer skoven trindt om land’, sådan at den kom ned på syv vers. At vi alligevel gengav eksempelvis en folkevise som ’Agnete og havmanden’ i en version på ikke færre end 26 vers, skyldtes den omstændighed, at der var tale om en rasende god fortælling – og at det i sig selv kan være et godt incitament til at synge uden at blive træt.

Et helt særligt kapitel i bogens udarbejdelse var indsamlingen og bearbejdningen af en række etniske sange, som vi på forhånd havde gjort os klart, at vi ønskede at medtage for at afspejle den delvist multietniske livsverden, mange danske børn lever i. Efter et inspirerende møde med konsulenten Marianne Madsen fra Dansk Flygtningehjælp, vidste vi, hvordan vi skulle gribe tingene an. Vi koncentrerede os om de etniske minoriteter, der var stærkest repræsenteret i landet og anlagde dermed et snit, som umiddelbart kunne virke

26

DANSK

maj 2009

forstemmende kvantitativt, men som til gengæld gav os chancen for at ramme bredest muligt. Vi tog derefter kontakt til en række herboende musikere, som oprindeligt kom fra henholdsvis Iran, Irak, Pakistan, Sri Lanka, Bosnien-Hercegovina, Afghanistan og Tyrkiet. Kun hvad angik sange fra Somalia var vi lidt uheldige, idet det ikke lykkedes os at få en egentlig udvælgelse på plads, selvom vi havde flere danskere med somalisk baggrund til at hjælpe os.

Det var meget opmuntrende og inspirerende at møde disse musikere, og det betød meget for os, at de alle som én gik ind for opgaven med nerve, glæde og engagement.

Vi skulle dog kun bruge i alt 12 sange – det svarede nemlig til ti procent af sangene i bogen og dermed til de ti procent af danske skolebørn i dag, der har forældre af anden etnisk herkomst. Også dette forhold betød en række svære overvejelser angående hvilke sange vi skulle tage med. Men det lykkedes at få sammensat et udvalg, som kvalitetsmæssigt i den grad gav de danske sange i bogen kamp til stregen – selvsamme sangskat, som i hvert fald nogle stykker af de etniske sange meget vel kan tænkes at være blevet indlemmet i en dag.

Kvaliteten af sangene var nemlig ikke overraskende meget høj, og det var en stor oplevelse at få udvidet sit eget sangrepertoire på denne måde. I øvrigt var sangene næsten uden undtagelse folkeviser med tekster om længsel og ulykkelig kærlighed, og vi havde indtryk af, at de alle hørte til de pågældende landes eller landområders kernerepertoire, næsten som var de en slags pendanter til ’Det var en lørdag aften’. Vi besluttede os for udelukkende at gengive disse sange på originalsproget, med et tilhørende referat af teksten samt en præcis oversættelse af titlen. Problemet med udtalen var nemt at løse, idet en række børn fra DR Korskole og DR Pigekoret indsang samtlige af bogens sange, der efterfølgende kunne høres og indlæres fra en dertil indrettet hjemmeside, hvis adresse blev oplyst i bogen.

Efter at vi havde fået udvalgt de 123 sange, stod det tilbage at blande dem på den rigtige måde. Vi ønskede at sætte sangene i spil i forhold til hinanden på en tematisk måde, der gik på tværs af genrer, traditionelle tilhørsforhold samt alder- og brugsrelaterede forhold. For vi mente, at en sangskat altid er sundest, når den formår at blande sine kort godt og grundigt. Angående sæsonsangene gav tematiseringen sig selv, idet de fulgte skoleåret. Men for resten af sangenes vedkommende lavede vi grupperinger af morgen- og aftensange, sange om livet, sange om venskab og kærlighed, sange med gode historier, sange om at kæmpe for det, man har kært samt sange fra Danmark og resten af verden. Da vi var færdige med dette arbejde, kunne vi se, hvordan sangene undertiden kunne belyse hinanden, modsige hinanden, berige hinanden eller

inflitrere hinanden- som når ’Hyrden græsser sine får’ blev efterfulgt af ’Romeo’, når ’Gi’ mig Danmark tilbage’ blev efterfulgt af ’Joanna’ og når ’Se, nu stiger solen’ blev efterfulgt af ’Hør den lille stær’.

Bogen udkom sidst i januar 2009, og projektets usædvanlige karakter gjorde, at der var en hel del virak om den i medierne, uden at den dog her for alvor satte den danske sangskat under debat. Det har vi til gengæld fornemmet er sket på de skoler, hvor den er blevet og fortsat bliver brugt, og hvor sangene fra bogen langsomt er i gang med at brede sig som – ringe i vandet.

NB Sangene fra Ringe i vandet kan alle høres på http://www.dr.dk/skole/123sange.

maj 2009

DANSK

27

OMTALE OG ANMELDELSER

Det eksistentielle i

børnelitteraturen

– og i (dansk)undervisningen

– En anbefaling af fire billedbøger for børn og modige voksne

I februar havde Foreningen Børns Livskundskab og VIA Center for Undervisningsmidler, Skanderborg, arrangeret konferencen ”Den 9. intelligens”, der handlede om udviklingen af den eksistentielle intelligens, og som knytter sig til Howard Gardners ”Mange intelligenser”. Den eksistentielle intelligens kan beskrives som evnen til at for holde sig til livets store spørgsmål samt evnen til at handle i overensstemmelse med eksistentielle og åndelige værdier.

Af Bent Rasmussen, redaktør af ”SKOLEBIBLIOTEKET” & næstformand i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark

Den eksistentielle intelligens Howards Gardners 9. intelligens, den eksistentielle intelligens, er måske den mest interessante – og vigtigste – af alle intelligenserne. Hvad er det for eksempel, der gør, at nogle mennesker er i stand til at klare selv voldsomme og barske ting på deres vej igennem livet på en ”overlevermåde”? Og hvad er det, der gør, at nogen ikke klarer skærene på samme måde, ja, bukker under? Nogle overvejelser, som det er mere end vigtigt at forholde sig til.

Fire eksistentialer Den amerikanske psykoterapeut Irwin Yalom har formuleret fire eksistentialer, nogen kalder dem også for ”uhyrer”, fordi de alle fire er så kæmpestore og uomtvistelige:

28

DANSK

maj 2009

m

‘

m

‘

• •

• •

Døden – vi skal alle dø. Heldigvis ved vi ikke hvornår!

Aleneheden – til syvende og sidst er man som menneske alene, når de helt store og eksistentielle beslutninger skal tages.

Friheden – en følelse, som er helt nødvendig at have – i hvert fald ind imellem.

Meningen – professor Per Schultz Jørgensen har engang sagt, at meningen med det hele måske er at søge efter mening.

Hvis det lyder for abstrakt, så prøv at ”lægge” ”Pippi Langstrømpe” og ”Buster-bøgerne” hen over det fire eksistentialer!

De fire billedbøger Fire billedbøger trænger sig øjeblikkeligt på, når jeg tænker på muligheden for at forholde sig til det eksistentielle i børnelitteraturen, i danskundervisningen, i undervisningen, i tilværelsen. ”And, døden og tulipanen” I 2007 udkom ”And, Døden og tulipanen” – en fantastisk

billedbog – og man bliver så glad, når man læser/kigger en af slagsen med så høj kvalitet og originalitet. Wolf Erlbruch – der har lavet tegningerne til ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” (Tekst: Werner Holzwarth) – er født 1948 og professor i arkitektur, design og kunst ved Bergische Universität i Wuppertal.

Han har modtaget flere priser, bl.a. ”Deutschen Jugend-Litteraturpreis” og senest i 2006 H.C. AndersenPrisen for sine samlede værker. Med ”And, Døden og tulipanen”, der er en bog om tabuemnet døden, har han gjort det igen: skrevet og tegnet en på én gang både smuk, barsk, men også nænsom (hvor modsætningsfyldt det end lyder!) billedbog, der gør et stærkt indtryk: ”Jeg holder mig i nærheden af dig, så længe du lever – bare for en sikkerheds skyld,” sagde Døden. ”For en sikkerheds skyld?” spurgte And. ”Ja, hvis der skulle ske dig noget. En slem forkølelse, en ulykke – man ved jo aldrig, hvad der kan ske.” ”Og det vil du sørge for nu?” spurgte And. ”Nej, det er livet, der sørger for ulykker, forkølelser og alt det andet, som I ænder kommer ud for – for eksempel: Ræven.”

maj 2009

DANSK

29

OMTALE OG ANMELDELSER

”De fire eksistentialer” (uhyrer!) set af illustratoren Antonieta Medeiros Urioste

?

?

Det ville And slet ikke tænke på. Tanken gav den gåsehud.”

And har igennem længere tid haft en underlig fornemmelse, og en dag får han den – ud fra ovennævnte ordveksling – bekræftet. Døden dukker op. And og Døden tuller rundt, And varmer sågar døden på et tidspunkt, og de snakker om mulige scenarier efter døden: en engel på en sky? – eller helvede, hvor man bliver ristet over bål?

Døden giver ingen klokkeklare svar.

Sort fugl…

Men langsomt nærmer vi os Ands død. Man kan vel sige, at And gør sig fortrolig med døden, gør sig klar! Elegant får Erlbruch sendt en sort fugl ind på en højreside, og snart efter sker det:

30

DANSK

maj 2009

”Jeg fryser sådan,” sagde hun en aften. ”Vil du ikke nok varme mig?” And dør. Døden sidder et stykke tid ved siden af den, tager den op og bærer den ned til den store flod. Så lægger Døden en tulipan på dens mave og skubber den blidt ud i floden. ”Han så længe efter hende. Da hun gled ud af syne, følte Døden sig lidt bedrøvet.

Men sådan var livet.”

Jeg synes, at ”And, Døden og tulipanen” er både smuk, sørgelig, alvorlig – men også med små skvæt af humor!

Men den har også en ret så barsk ”omvendt Løgstrupslutning”, der er ikke et lys for enden af tunnelen for børn – for når alt kommer til alt lades ALT håb ude – but so it is – tror jeg!

?

?

”IDIOT!” Den anden billedbog, jeg vil nævne, er ”Idiot!” af Oscar K. og Dorte Karrebæk.

Man kan finde tre definitioner på ordet idiot, nemlig …

• person som opfører sig meget dumt, mærkeligt el. irriterende (bruges ofte som skældsord); tåbe, fjols • person, som er mindre begavet, eller som ikke er så god til en bestemt ting (nedsættende) • psyk.; mentalt retarderet person med en intelligenskvotient på 0-35; åndssvag, evnesvag, psykisk udviklingshæmmet, jf. debil.

Man kan også blive idiot af noget (blive meget irriteret eller nedtrykt over noget), og endelig bruger man også udtrykket en nyttig idiot, dvs. en idealistisk person, der naivt lader sig udnytte af personer med mindre idealistiske holdninger og motiver. ”Hallo idiot! Normal kalder!” ”IDIOT!” er en billedbog til store børn og voksne. Det er en stilfærdig fortælling om den åndssvage August og hans mor, der går en tur gennem byen, gennem året – ja, gennem livet. Børnene råber til ham: ”Hallo idiot! Normal kalder!”, og August ved godt, han er anderledes. Én, de andre ikke gider lege med. Men August og hans alter ego, Dit lille Uhyre (en plastikpose), ser så meget, ingen andre ser.

Urolig over, hvad der skal blive af August, når hun selv er væk, giver moren til sidst sig selv og August en overdosis sovetabletter. En meget barsk slutning – for barsk for nogle forlag, men ikke for Høst & Søn – og det er da heller ikke lige drømmen om en barndom af hverken i går eller i dag eller i morgen, der beskrives i ”IDIOT!” – hvis man nu skal udtrykke sig mildt.

Alligevel giver det god mening at fortælle en sådan historie til børn anno 2009 – og Oscar K. tør fortælle de anderledes historier. Det har han og Dorte Karrebæk også gjort med stor bravur i ”Børnenes bedemand”.

Etisk problematik Nogle mener, at sådanne bøger bør vi skåne børnene for, men når man tænker på, hvad børn dagligt udsættes for og i tv, på film og på nettet, så er ”IDIOT!” næsten barnemad

– i hvert fald hvad illustrationerne angår. Mere overordnet er der naturligvis et stort etisk problem med moderens drab på August og sig selv – og det kan – og skal – så afgjort diskuteres intenst i skolens ældste klasser, som ”IDIOT!” retter sig til.

Bogen slutter således: ”Gennem tunnelen. Så mørkt det er. Farvel. Mit lille Uhyre! Farvel mig!

Gennem mørket ud i lyset, op ad himmelstigen, hvor jeg skal sidde på Guds højre hånd og drømme levende og døde.

De hvide fugle bliver mindre og mindre, til sidst kan de sidde i brystlommen. … i varetægt mig tag.

Det er da smukt, og der er ikke skrevet forkert! Der står ”sidde på Guds højre hånd…”, og der står ”… drømme levende og døde.”

Oscar K. og Dorte Karrebæk har igen, igen… skabt en billedbog, der med stor energi og nænsomhed indlever sig i en anderledes bevidsthed. ”IDIOT!” gør et stærkt indtryk, trænger sig på, vækker en, jeg tror aldrig, jeg vil glemme den. ”IDIOT!” bør købes i klassesæt, klassesæt, klassesæt …, så modige lærere har mulighed for at tage noget vigtigt med ind i klassen. ”De skæve smil” Oscar K. tør – som nævnt ovenfor – bryde tabuer og tage fat om følsomme emner. Det har han – og Dorte Karrebæk – gjort med de fire ”De tre”-bøger og også med billedbogen ”De skæve smil”, der handler om et følsomt og kontroversielt emne, nemlig ufødte væsener.

Lilian Brøgger har illustreret på smukkeste vis. ”De skæve smil” handler om en flok små navnløse væsener, som aldrig nåede at blive til. Hvorfor blev de ikke født som rigtige, levende børn? De tænker tilbage på deres forældre, som de aldrig har set, og de ønsker sig brændende at hedde noget, at være - blive - nogen!

Sammen drager de derfor af sted for at finde Gud, som måske kan give dem et navn: ”Scannet og fundet for tung,” sagde en lille skrabud, der var nummer otte i en søskendeflok på syv. (…)

maj 2009

DANSK

31

OMTALE OG ANMELDELSER

til i drømme! Men bare det, at nogen eventuelt drømmer om dem, giver ”de skæve smil” en vis tilfredsstillelse, og historien slutter smukt med, at de giver hinanden navne: Emma, Mathias, Mikkel og Clara, Johanne, Mohammed og Asger.

”Vi er reagensglasrester,” sagde to hottentotter. ”Jeg stod i vejen for mors karriere.” ”Og jeg blev fjernet for et hareskårs skyld.” ”Min far fik kolde fødder.” ”De skæve smil” får stemmer ”De skæve smil” handler om dem, der blev valgt fra og aldrig kom til verden. Nu har de så – i Oscar K.´s univers – fået stemmer. De har kun hinanden og verdens grimmeste hund, Sam. De snakker og bruger evigheden til at fundere over, hvad de mon ville være blevet til, hvis de var blevet født. Ønskebørn for eksempel?

Oscar K. var ikke Oscar K., hvis ”De skæve smil” ikke også var skarp og skæv: ”Min far var åndssvag, og min mor var åndssvag, og min bror var også åndssvag.” ”Og hvad med dig selv?” ”Jeg var på universitetet. Et halvt århundrede. I sprit!”

Og de lo alle sammen. Også Sam. Lilian Brøgger har – selvfølgelig – lavet en vidunderlig og stærk illustration på den modstående side med en storøjet pige i – ja, rigtig gættet – et glas med sprit! ”De skæve smil” beslutter – som nævnt ovenfor – at opsøge Gud, men han er der ikke, og måske er han kun

32

DANSK

maj 2009

En billedbog for større børn, unge og voksne ”De skæve smil” er ikke et angreb på den fri abort, men et memento til alle os – der har været så heldige at blive født – om at huske, at det er et privilegium, og at det er vigtigt at huske at få noget ordentligt ud af tilværelsen – men Oscar K. har ingen hævet pædagogisk pegefinger.

Det er slet, slet ikke hans mission. ”De skæve smil” er så afgjort en billedbog for større børn, unge og voksne og rummer et væld af muligheder for at komme til at tale om vigtige eksistentielle emner.

Den kræver Formidling med stort F, men det gør ikke noget, for det er ubetinget godt, at nogen tør skrive sådanne tekster – og fik jeg sagt, at Lilian Brøgger endnu en gang har tegnet helt vidunderligt? ”Garmanns sommer” Den fjerde billedbog, jeg vil nævne, er ”Garmanns sommer”, der er skrevet og illustreret af nordmanden Stian Hole. I 2007 blev bogen fortjent vinder af the Bologna Ragazzi Award 2007 i kategorien ”Fiction” i forbindelse med den årlige børnebogsmesse i Bologna.

I september modtager Stian Hole Nordisk Børnebogspris 2009, der uddeles af Nordisk Skolebibliotekarforening, for ”Garmanns gate”, der ikke er udkommet på dansk. ”Garmanns sommer” handler om den 6-årige Garmann, der gruer for at skulle begynde i skolen. Vi møder ham op til skolestarten, hvor han bl.a. prøver at finde ud af, om også voksne er bange for noget. Og Garmann er bekymret – for første skoledag, for døden, for de manglende rokketænder, men han opdager i sin afsøgning af de voksne bekymringer, at han ikke er den eneste, der bekymrer sig. De tre gamle tanter, der kommer på besøg, er bange for kulden og de glatte fortove. Garmanns mor er bange for den store vej, som Garmann skal krydse på sin vej til skolen, og faderen, der er violinist, er bange for at komme til at spille for hurtigt nede i orkestergraven.

Har du sommerfugle i maven, spørger tante Borghild.

”Jeg er bange,” svarer Garmann og tænker på, hvordan sommerfuglene kommer ind i maven.”

På højresiden har Stian Hole så lavet en ”røntgenbillede” af Garmanns indre med sommerfugle!

– i hvert fald nogle børn – det sådan – om ikke før så senere. Aftenen inden min ældste søn skulle starte i gymnasiet, kom han ind i stuen og sagde følgende: ”Nu går jeg ind og sover min sidste nat i barndommen!”

På vej mod sit livs efterår i 6-årsalderen?

På sidste opslag står Garmann med hængende skuldre og bare fødder og kigger med næsten nedslået blik på en smuk himmel med drivende skyer. Skoletasken står pakket og klar i hjørnet af værelset, og på en hylde står en globus og en legetøjsdinosaurus. Teksten på venstresiden lyder: ”De første hvepse besvimer allerede i vindueskarmen.

Den sjette sommer gik alt for hurtigt. Da Garmann lukker skoletasken, mærker han en kølighed i luften. Ud af øjenkrogen ser han det første blad dale ned fra æbletræet. Før han gør i seng, mærker han en sidste gang om nogle af tænderne er løse. Der er tretten timer, til skolen starter.

Og Garmann er bange.”

Det er meget tidligt, hvis man allerede i 6-årsalderen føler, at man er på vej mod sit livs efterår! Måske føler

En drømmeagtig virkelighed Og Stian Holes illustrationer er bare enestående. Han bruger digtitale collager, hvor fotos, hyperrealistiske tegninger og drømmende brug af farver er arbejdet sammen. Stian Hole siger selv om sine billeder: ”Jeg stræber efter en drømmeagtig virkelighed. Et udtryk i nærheden af det, jeg ser, når jeg lukker øjnene. Det tog nogle år at finde et værktøj til at klare det job … Garmanns ansigt består nogle steder af 30 forskellige stykker, der er arbejdet sammen. Arbejdet i photoshop er tidskrævende, men det giver en uendelig stor frihed, når billederne komponeres.(…) Arbejdet med illustrationerne er lystbetonet. Jeg glemmer mig selv, mærker ikke, at timerne flyver, og hvad der sker rundt omkring mig, mens jeg arbejder. Forhåbentligt smitter noget af denne destillerede glæde og koncentration af på papiret.”

(Kilde: Forlagets pressemeddelelse)

maj 2009

DANSK

33

OMTALE OG ANMELDELSER

Det gør det så sandelig i fuldt mål! Vil man læse en dybere analyse af Stian Holes smukke billedbog, kan man finde den i ”Årboka 2008 – Litteratur for barn og unge”. ”Garmanns gate” I Norge er billedbog nummer to om Garmann – ”Garmanns gate” – netop udkommet. ”Livet er aldri helt trygt. Bare den som er veldig redd kan være modig”, har pappa sagt til Garmann. Men hvem kan være modig, når Roy i fjerde spærrer porten?

Stian Holes fortællinger har en fin filosofisk tone. Her er ikke mange ord, og i hvert fald ikke mange forklaringer: ”Det er 440 skritt til skolen, 231 dager til sommerferien, 366 dager i et skuddår og jeg blir alltid til overs når klassen velger fotballag i friminuttene”.

UPS! Mulighederne er legio De fire billedbøger rummer et utal af muligheder for at fordybe sig i noget vigtigt, i noget eksistentielt, og jeg blev så glad, da jeg den 30. januar 2009 læste tidligere lektor på DPU, Birte Sørensens kronik i ”Politiken”. Hun skrev bl.a.:

34

DANSK

maj 2009

”Kald det bare rundkredspædagogik. Tekstfortolkning er en bestandig søgen efter mening, hvor en hypotese om mening kan afløse en anden, fordi de komplekse tekster rummer flere fortolkningsmuligheder, og ingen har derfor det endegyldige rigtige svar, som kræves i en multiple choice opgave.” ”… Tekstfortolkning er en bestandig søgen efter mening…” – ja, lige netop! De fire billedbøger handler om døden, om – måske nok så vigtigt – livet inden, om livsvilkår, om etik, om livsmod og det legende menneske... Mulighederne er legio for den modige dansklærer og hans/hendes elever, når det drejer sig om at prøve at forholde sig til det eksistentielle. Det gælder bare om at gribe dem. Gør det!

Omtalte titler: ”And, Døden og tulipanen” Wolf Erlbruch Oversat fra tysk af Christel Amundsen Høst & Søn, 2007 32 sider. ”De skæve smil” Tekst: Oscar K. Illustrationer: Lilian Brøgger Klematis, 2008 32 sider.

”IDIOT!” Oscar K. & Dorte Karrebæk Høst & Søn, 2009 40 sider. ”Garmanns sommer” Stian Hole På dansk ved Naja Marie Aidt Branner og Korch, 2008 25 sider. ”Årboka 2008 – Litteratur for barn og unge”.

Redaktørar: Per Olav Kaldestad og Karin Beate Vold.

Det Norske Samlaget/Norsk barneboksinstitutt, 2008. www.bornslivskundskab.dk

maj 2009

DANSK

35

NOTITS / ANNONCER

Uldjydeintegrationsministeriet

og andre minoriteter – Omtale af Vallekilde Højskole, forfatterakademiet for minoritetsunge Forstil dig, at der var et jydeintegrationsministerium. Nej, et uldjydeintegrationsministerum, som havde til opgave at integrere uldjyderne i resten af samfundet, men sandelig havde vældig store problemer med det.

Af Anne-Marie Donslund, højskolelærer og bestyrelsesmedlem i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark

36

DANSK

maj 2009

Forestil dig så, at der var en uldjysk integrationskonsulent i Borgerrepræsentationen i København, som arbejdede for at få de uldjyske bander væk fra gaderne og ind i sportshallerne og ind på bibliotekerne og ind på universiteterne og ikke mindst: ind i den danske kanon. (Det her er hypotetisk!)

Så ville den uldjyske integrationskonsulent sammen med nogle københavnske uld-hippierne lave et forfatterakademi for uldjyske minoritetsunge. Og havde de gjort det, da jeg var barn og ung i Ikast, hvor industriferie hed textilferie og garanteret hed garntrisser, så havde jeg som 15-årig fået chancen for på et lille år ikke bare at møde, men også at få undervisning af denne stjernerække: Pablo Llambias, Jens Blendstrup, Sulaima Hind, Trisse Gejl, Charlotte Weitze, Adil Erdem, Shadi Angelina Bashegi, Fatima AlZahra’a Alatraktchi, Henrik Einspor og Sanne Munk Jensen.

Så ville jeg have mødtes en gang om måneden med de andre på forfatterakademiet på Nørrebro Bibliotek, være på efterårsferie på Vallekilde Højskole, på vinterferie i Berlin med Steffen Larsen og optræde på Literaturhaus, hvor

Skrivegruppen på tur i Berlin tidligere på året.

Manu Sareen og Rushy Rashid lavede mad. (I den uldjyske model ville kokkene være Hüttemeier og tante Grethe).

Det er nemlig, hvad 12 unge på forfatterakademiet for minoritetsunge har oplevet det sidste år takket være Egmontfonden og Projekt Brændstof fra Albertslund Kommune, der har betalt formuen. Og takket være Manu Sareen, der tog initiativet, Vallekilde Højskole, der greb idéen, og en række andre nøglepersoner.

Og det, disse skønne unge har fundet ud af i løbet af året, er, at de er noget særligt, at de har nogle historier at fortælle, at de bliver set og hørt af folk, der er noget, at de kan være forbilleder for andre, og at de ikke er just another indvandrer in just another fucking ghetto. Her har vi unge, som opfinder nye ord og udtryk, som ikke bliver punket af dansklærere (”sådan siger vi ikke her!”), som må stave lige så forkert som de gør, som bliver anerkendt for deres helt egen poetiske klang og fortællerstemme. Ja, ja, de skriver også noget lort indimellem, men hvem gør ikke det? Og de har også et andet forhold til punktlighed og fremmøde end uldjyden.

Så kære dansklærer i det ganske land. Der er store muligheder for, at også dine unge kan finde værdi som fortællere. Lav en forfatterskole med dine elever. I en emneuge, hvor der ikke skal ske andet. Eller som lejrskole! Inviter en forfatter – der er jo den der huskunstnerordning, og der bor sikkert en forfatter i nærheden af jer.

Sig til eleverne, at i den uge må de stave lige så elendigt, de vil. For det handler om at fortælle, at sanse og at opleve verden. Tag udgangspunkt i den virkelige verden, lad historierne foregå lige der hvor I befinder jer, og ikke i et eller andet Utopia, hvor de først skal bruge 12 år på at opfinde universet.

Forfatterakademiet fortsætter næste år. Københavnerafdeling vil nu have Jesper Platz (Orlapris-opfinder) som daglig leder på Nørrebro Bibliotek, og undertegnede vil stå for internaterne på Vallekilde Højskole.

maj 2009

DANSK

37

NYT FRA FORENINGEN

Årsmøde 2009 Mød forfattere, forskere og kolleger Dansklærerforeningens årsmøde er en god mulighed for at møde kolleger, forskere og kendte forfattere.

Mødet holdes i Helsingør over to dage og byder på en lang række spændende oplæg, diskussioner og afdelingsopdelte workshops.

læseforskeren Dagrun Skjelbred og forfatterne Jesper Wung-Sung og Sara Skaarup.

Praktisk information og tilmelding på www.dansklf.dk/kurser.

Temaet for årsmødet er læseforståelse, og i de to dage kan man bl.a. møde Merete Brudholm, forfatter til en lang række bøger, senest bogen Læseforståelse,

HC Andersen-konkurrence igen i 2010 Dansklærerforeningens højtlæsningskonkurrence, hvor landets 7. klasser dyster i oplæsning af HC Andersen-tekster, er en stor succes. Over 1.500 elever deltog i årets konkurrence, og vinderen blev kåret 1. april i Fyrtøjet i Odense.

Til næste år kan deltagende klasser igen arrangere deres egen konkurrence og udpege den elev der skal repræsentere klassen ved en af de 11 regionale semifinaler. De afholdes i marts 2010. Klasserne skal selv sørge for transport til disse semifinaler, og de 15 først tilmeldte klasser kommer med. Der må gerne deltage flere klasser fra samme skole.

38

DANSK

maj 2009

Semifinalerne afholdes i marts 2010, og vinderne herfra samles til finalen den 7. april i Odense. Dansklærerforeningen betaler for transport til finalen for den deltagende elev og tre ledsagere.

Der er nu åbent for tilmeldinger til konkurrencen i 2010. Tilmelding, gode råd om oplæsning og de fem oplæsningstekster findes på www.dansklf.dk/hca.

Der afholdes en særlig konkurrence i de samme tekster for lærerstuderende.

Skriv til avisen Dansklærerforeningen er gået med i kredsen bag projektet Skriv til Avisen som nu arrangeres af Dansklærerforeningen i samarbejde med Danmarks Skolebibliotekarer, Avisen i Undervisningen og repræsentanter for de danske dagblade.

Dette års projekt løber af stablen i uge 44, og der er åbent for tilmeldinger nu. Årets emne er ’fællesskaber’, og eleverne kan skrive om alle former for fællesskaber i samfundet. Uanset om fællesskaber er skabt af blodet, religionen, sproget, skolen eller bare af interesse, deler de verden op og samler den igen. Det skal eleverne beskrive med udgangspunkt i deres egen verden, hverdag og liv.

Det er altså en bred opfattelse af fællesskaber som deltagerne i Skriv til Avisen 2009 skal behandle journalistisk gennem reportager, interview, nyhedshistorier, noter og alle de andre genrer der kendetegner en avis.

Informationsbreve om fsa til download Kort før påske lagde Dansklærerforeningen en række informationsbreve ud på hjemmesiden til fri afbenyttelse. Brevene er tænkt som information om prøverne henvendt til forældrene. De er altså en service til alle dansklærere der skal have elever op til folkeskolens afgangsprøve. Man kan udskrive og printe brevet og give eleverne det med hjem. Brevene svarer på de fleste relevante spørgsmål omkring prøver – om forberedelse, regler, prøvernes indhold mv.

Brevene vil fremover blive opdateret hvert år med de relevante datoer, regelændringer m.v.

Find brevene på www.dansklf.dk/infobreve.

Tilmelding kan ske på www.aiu.dk.

maj 2009

DANSK

39

NYT FRA FORENINGEN

Skaf

et medlem, og få en bog Dansklærerforeningen tilbyder et vigtigt fagligt fællesskab, en sikring af at lærernes stemme bliver hørt, vi sætter faget på de politiske dagsordener, og vi udvikler tidssvarende undervisningsmidler.

Men der er plads til flere i foreningen.

Derfor får alle der melder en kollega ind, en valgfri bog til en pris på op til 250,- eksl. moms fra foreningens forlag. Melder man flere ind, kan man få t-shirts, usb-sticks og op til et års gratis medlemskab.

Se mere på www.dansklf.dk.

Dansklærerforeningen med i ny læsepris Mette Teglers er udpeget som medlem af dommerpanelet ved Undervisningsministeriets nystiftede læsepris. Prisen har til formål at skabe opmærksomhed om de gode læseprojekter som bl.a. dansklærere arbejder med rundt omkring i landet, og med prisen vil ministeriet inspirere arbejdet med at udvikle sprog-, læse- og skriveaktiviteter i grundskolen.

Prisen er på 25.000 kroner og gives til en eller flere personer, en skole, kommune, uddannelsesinstitution eller lignende der på en nytænkende og fagligt velfunderet måde har bidraget til at udvikle elever i grundskolens læsefærdigheder.

Prisen uddeles 8. september 2009 på Nationalt Videncenter for Læsnings konference ”Status for Læsning” i Den sorte Diamant i København.

40

DANSK

maj 2009

Stavning, skrivning og afgangsprøver

Skolegård Vidt åbne, skrigende skrækslagne munde frosne og forvredne ansigter spøger i min skolegård Det siver gennem alle sprækker en sødlig stank af sennepsgas

De skriftlige prøver gav en del medieomtale.

En facebook-gruppe af elever mente at læseprøven var for svær, og flere aviser har skrevet om stavning, skrivning, påvirkning fra sms-sprog mv. Mette Teglers har beskrevet og besvaret i en række aviser og har sammen med L-sektionens formand, Søren Fanø, haft en kronik om stavning og staveundervisning i Berlingske Tidende.

breder sig ud fra under toiletdøre driver fra tage, stiger fra kloakker Bøsse-Mattias!

Hvem slap kamphunden løs og hvorfor kaldte ingen den tilbage?

Bukse-Morten!

Neger-Dennis!

Jeg håber inderligt at I kigger forbi Helvede en dag når den tid kommer så I kan knipse glødende cigaretter i to af de øjne der glemte at se

”nætter i mol – en digtsamling” Af Tommy Heisz Byens Forlag, 2009 122 sider – Kr. 189,-

maj 2009

DANSK

41

NOTITS / ANNONCER

Menneskerettigheder på skoleskemaet Dybsindig diskriminering, aktive artikler, tortur på tå og et virtuelt verdenskort er bare nogle af de udfordringer Amnestys nye læringscenter i menneskerettigheder, Amnesty Interactive, udsætter kursusdeltagere for.

Af: Line Rose Lenskjold, Amnesty International

Amnestys nyskabende kursusvirksomhed sætter fokus på, hvordan landets lærere og seminariestuderende kan få nogle nyttige redskaber til at undervise i en lang række forskellige menneskeretslige problematikker i grundskolens 8. - 10. klasser.

Kursuslokalet er indrettet som multifunktionsrum med forskellige sanseinstallationer, hvor deltagerne bl.a. har mulighed for at afprøve stressende lydtortur lig med den, der benyttes på Guantánamo. Med workshops, diskussion, debatter og dilemmaer, der følger op på installationerne, ruster og inspirerer kurset deltagerne til at bringe den interaktive menneskerettighedsundervisning ud i klasserne.

Amnesty Interactive afholder løbende kurser, der giver deltagerne pædagogiske redskaber og læringsteknikker til at undervise i menneskerettigheder.

Du kan læse mere om læringscentret Interactive på www.amnesty.dk/interactive.

Aktiv rundt i Danmark Aktiv rundt i Danmark er en kampagne for elever i 0. – 10. klasse, som fokuserer på fysisk aktivitet og sund mad. Kampagnen er fra 21. september – 9. oktober 2008. I 2008 var der 100.000 børn fordelt på 4866 klasser tilmeldt kampagnen. Målet med kampagnen er, at hver elev skal være aktiv i mindst én time hver dag i de 3 uger kampagnen kører. Ligeledes fokuserer kampagnen på om eleverne husker at spise morgenmad, frokost og et stykke frugt hver dag. Hver elev får et flot aktivitetskort, som de påfører alle de aktiviteter, som de har gennemført, – både til og fra skole, i skolen og i fritiden. På kortet motiverer danske fodboldlandsholdsspillere til aktivitet.

Hver klasse får et flot Danmarkskort til at hænge op i klasseværelset. Én gang om ugen skal klassens samlede aktivitet regnes sammen og krydses af på Danmarkskortet. Målet er at ”bevæge sig rundt” på Danmarkskortet i løbet af de 3 uger, kampagnen varer. Klassens resultat registreres efter hver uge på www.aktivrundti.dk (i alt 3 gange), hvor man kan følge med på resultatlisten. Der er flotte præmier som findes ved lodtrækning. Kampagnen har i år flere nye spændende tiltag så skynd dig at tilmelde din klasse eller hele skolen på www.aktivrundti.dk. Tilmelding starter allerede den 14. Maj 2009 – tilmelder du dig inden for 4. maj 2009 deltager du i lodtrækningen om 200 streetfodbolde samt landsholdsbilletter til en landsholdskamp fra Arla. Sidste tilmeldingsfrist er 5. sept. 2009.

42

DANSK

maj 2009

Bestyrelsen for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Formand

Kasserer og sekretær

Repræsentant i redaktionsudvalget

Jørgen Larsen

Mette Teglers

Simmerstedvej 115

Lindenovsgade 4, 5. sal

6100 Haderslev

2100 København Ø

7453 0432

6110 4676

joergen.larsen@skolekom.dk

mteglers@gmail.com Fællesskriftet Næstformand

Pia Nielsen

Jens Raahauge

Stærmosevej 2, 1th

Ribegade 6 4tv

5250 Odense SV

2100 København Ø

2193 5571

3555 0516

220070@cvufyn.dk

jra@dansklf.dk Hjemmesideudvalg Netværk for lærerstuderende

Søren Baltzer Rasmussen

Allan Poulsen

Grønnegade 2 A, 1th

Havrevænget 56

8600 Silkeborg

8600 Silkeborg

2627 2789

2972 4874

soeren.baltzer.rasmussen@skolekom.dk

allan.poulsen9@skolekom.dk Repræsentant for U Redaktør af Dansk

Søren Fanø

Ann-Kathrin Aulkær Andersen

Langballevej 162

Jens Baggesens Vej 37.0.5

8320 Mårslet

8200 Århus N

8629 4275

2629 7175

soeren.fanoe@skolekom.dk

AKA@dansklf.dk Formand Fællesbestyrelsen Nordisk Udvalg

Thomas Frandsen

Gitte Storgaard Funch

Skovridervænget 27

Skovvej 13, Thorning

3220 Tisvildeleje

8620 Kjellerup

4870 8743

8685 6892

thomas.frandsen@mms.dk

Gitte.Storgaard.Jensen@skolekom.dk

Kursusansvarlig Henriette Langkjær Fasanvej 9 7323 Give 7573 9184 anders-henriette@mail.tele.dk

IDNR 42414

Rathsacksvej 7

1862 Frederiksberg C

Magasinpost

DansklĂŚrerforeningen