DANSK 2 2010 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSK FOLKESKOLESEKTIONEN MEDLEMSBLAD

MAJ 2010

www.dansklf.dk

Indhold 3

Forord

Angreb på virkeligheden

Om Twilight-universets fascinerende indgriben i teenagepigers liv

CYKOSE

Grænser for frækhed

BØRNELITTERATUR LIGE NU Forsideillustration: Antonieta Medeiros Antonieta Medeiros (f. 1966) i Bolivia, uddannet i visuel kommunikation fra Buenos Aires´ Universitet. Har boet i Danmark siden 2004 og sidder i bestyrelsen for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. I april udkom billedbogen ”Det store kamelvæddeløb” (Tekst: Oscar K.), der er Antonieta Medeiros´ første billedbog på dansk.

FOLKESKOLESEKTIONEN MEDLEMSBLAD

Et kig på dansk børnelitteratur med internationale øjne Stå på tæer og få lyst til at blive læser

OMKRING UNDERVISNINGEN 28

Filmanalyse – på opdagelse i filmsproget

“Et autentisk sprog er alfa og omega”

OMTALER OG ANMELDELSER 36

Annelise, Silas, Peter Filip, Sofie…

At turde tale om kvalitet

Donna Quijotes bekendelser

Nyt fra foreningen

Redaktion Ann-Kathrin Aulkær Andersen (ansv.) Louise Bønneland Andersen Henriette Langkjær Manuskripter og indlæg sendes til Ann-Kathrin Aulkær Andersen på email: aka@dansklf.dk www.dansklf.dk

#2 maj 2010

Bologna Børnebogsmessen 2010

Dette nummer af DANSK er en fællesudgivelse med Klods Hans-bladet, IBBY Danmarks blad, og er redigeret af Bent Rasmussen og Jens Raahauge.

DANSK

DANSK er Folkeskolesektionens tidsskrift for medlemmer. DANSK formidler aktuelt fagligt stof og teorier og praksisbaserede erfaringer der kan bidrage som inspiration til undervisningspraksis i danskfaget i hele folkeskolen. DANSK indeholder temaartikler, debat og seneste nyt om Dansklærerforeningens aktiviteter for Folkeskolesektionen. DANSK er del af medlemspakken for medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion. Dog kan institutioner tegne årsabonnement for kr. 150,- og bladet kan rekvireres i løssalg hos Dansklærerforeningen for kr. 50,-. DANSK har et oplag på 8.000 og udkommer 4 gange årligt og har 600 Ibby-særnumre.

Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf.: 33 79 00 10 Fax: 33 27 60 79 Email: sekr@dansklf.dk Telefonisk åbningstid Mandag-tirsdag kl. 10-14 Onsdag lukket Torsdag-fredag kl. 10-14 Grafisk design og tilrettelæggelse Quote Grafik Tryk Zeuner Grafisk as

Forord Nu har de planer om at fyre filosoffer på Århus Universitets Universitetsskole på Emdrupborg; læs den gamle lærerhøjskole. Efter sigende fordi de ikke passer ind i universitetets strategiske profil! Og hvad rager det så os grundskoleundervisere, børnebogsforfattere og skole- og børnebibliotekarer? Jo, for det første er det en knægtelse af den frie tanke på en institution, der traditionelt har næret arbejdet med børn, et angreb på hele det værdigrundlag, der ligger til grund for undervisning og kulturformidling i det danske demokratis institutioner. Og for det andet er det et varsel om, at Århus Universitet er i færd med at ændre deres københavnske fusionspartner, DPU, til noget ganske andet, end den pædagogiske verden har brug for. I den forbindelse må vi især have blikket rettet imod den skæbne, som kunne overgå Center for Børnelitteratur, når de skabelonagtige profildrenge griber fat og negligerer sandheden og spreder Sanderheden goldhed. Sandheden er, at dansk børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af denne ikke ville have haft det fine kvalitative niveau, som tilfældet er, hvis ikke først skolebibliotekaruddannelsens grundlægger Gunnar Jakobsen havde satset højt på Danmarks Lærerhøjskole, og hvis ikke Torben Weinreich havde udbygget denne satsning med etableringen af Center for Børne- litteratur på Danmarks pædagogiske Universitet. Vi har i dag et center, som har ført børnelitteraturforskningen op på internationalt niveau, og som i enestående grad formidler denne forsknings resultater – både videnskabeligt og på praktisk niveau, idet centrets medarbejdere og deres flok af mastere i børnelitteratur er at finde både som kursusafviklere, som forfattere til undervisningsmidler og som produktudviklere af nye undervisningsmidler og -metoder. Dertil kommer, at centret driver en skole for børne- og ungdomslitteraturforfattere, som har ydet deres i fornyelsen af litteraturen til disse målgrupper. Hvad der er undervejs for dette livgivende center, ved vi ikke i skrivende stund. Men det er værd at holde et vågent øje med: Børne- og ungdomslitteraturens har vitalt brug for den næring, som udspringer af centrets arbejde Og det er i ingens interesse, eller måske kun i Århus Universitets profilinteresse, at lægge gift ud for centrets sammenhængende og selvstændige arbejde. Det er direkte skadeligt, hvis Århus Universitet anvender samme Cheminovatænkning på den frie tanke og det børnelitterære miljø som de latinamerikanske landarbejdere angiveligt har været udsat for.

Bent Rasmussen

Jens Raahauge

maj 2010

DANSK

”MED BLOTTEDE HUGTÆNDER SOM ET BID FRA EN SULTEN VARULV!”

Angreb på

virkeligheden

Det startede som en fødsel. Næsten helt bogstaveligt. Godt nok var den fødende en mand, og fødegangen et rumskib frit svævende i en fjern galakse, men scenen, hvor alien-monstret springer ud af maven på en skrigende John Hurt i filmen Alien, står alligevel som øjeblikket, hvor min fascination af monstre for alvor kom til verden. Wow! Hvor var det bare klamt og uhyggeligt og … fedt!

Men lad mig starte et andet sted. På et teenageværelse i Århus-forstaden Hasle, hvor jeg i midt-slutfirserne sad klistret til mit lille tolv tommers tv og slugte den ene hårrejsende gyser efter den anden – jo blodigere jo bedre. Jeg havde en næsten uudslukkelig blodtørst i de år. Jeg simpelt hen nød synet af Jason Voorhees og Michael Myers og Freddy Krueger og … der maltrakterede næsten uskyldige teenagere – næsten fordi de ofte havde begået den moralske dødssynd det, ifølge disse film var, at have – eller være på vej til at have – sex. Jeg tror især, det var spændende fordi de voksne ikke kunne se det fede i det. De ’kloge’ på skolen og i min omgangskreds sagde, at gys og splat var noget ubrugeligt bras. Lærerne og forældrene vendte tommefingeren nedad. De få filmanmeldere, der gad omtale filmene, hadede dem som regel. Og det var ikke kun filmene. Det var også tegneserierne og bøgerne. Clive Barker, Dean R. Koontz og selvfølgelig kongen: Stephen King. Jo mere vi – mine venner og jeg – følte os mærkelige, fordi vi dyrkede gyset, uhyggen og volden, jo mere intenst voksede forbruget. Og der var virkelig tale om et

Jacob Weinreich forfatter

DANSK

maj 2010

forbrug. Næsten et misbrug. Hver aften et nyt fix; som en junkie. Det var i bund og grund et teenageoprør. Det kan jeg se nu. En måde at få en eller anden form for identitet på. Vi kunne ikke finde ud af det med pigerne. Vi var ikke noget særligt i skolen. Vi var håbløse til sport. Men vi kunne fandengalemig se splatterfilm! Monstrene lå hele tiden på lur Dér startede det. Ved alle de uhyggelige film og bøger. Og det har i det store og hele hængt ved. Godt nok var de tre første romaner, jeg skrev til voksne, og fuldstændig blottede for monstre. Ringside, Anfield Road og Mellemlandinger. De er realistiske i den gode gammeldags forstand, hvor man bor på Harald Jensens Plads i Århus, handler i Fakta, og hver anden søndag drager på den rituelle vandring ud på Århus Stadion for at heppe på AGF. Hvis man i disse bøger skal tale om et monster, må de være selve den virkelighed, hovedpersonerne ikke kan finde ud af at gebærde sig i - og derfor må ty til luftkasteller, vrangforestillinger og vilde fantasterier for at få det til at give mening. Dybest set handler alle tre romaner om unge mænd, der ikke aner hvad de skal stille op med deres liv. Nick Hornby på dansk, sagde anmelderne. Fint, nok, sagde jeg. Smigret, faktisk. Men monstrene lå hele tiden på lur. Jeg gik på universitetet og skulle læse Herman Bang og J.P. Jacobsen og Knut Hamsun; og jeg endte med at skrive speciale om

Henrik Stangerup og forholdet mellem modernistisk og realistisk litteratur. Men jeg slap aldrig uhyggen. Den frivillige læsning stod på Dracula, Frankenstein, Edgar Allan Poe og Stephen King. MONSTERJÆGERNE Det var derfor næsten som at komme hjem, da jeg for fem-seks år siden begyndte at skrive monsterbøger for børn. Det faldt mig helt naturligt og gør det stadig. Bind 9 i serien MONSTERJÆGERNE, Rædsel i rutsjebanen er således netop udkommet. Det har været – og er – en fest at skrive dem. Med en kliché er det lige før, de skriver sig selv. Men hvorfor alle de monstre? Hvorfor kan jeg ikke lade dem være i fred? Monsterjægerne er lige del gys og skæg og ballade. Jeg fortæller tit om det, når jeg er rundt og holde foredrag på skoler og biblioteker: Hvordan det næsten er blevet en besættelse for mig, at gys og grin går hånd i hånd. Monstrene i Monsterjægerne er altså i den mere groteske – og måske knapt så uhyggelige – ende. Tag for eksempel bind 2, Gravskænderen, hvor en sulten zombie stavrer rundt på en hyggelig villavej udenfor Århus, og ender med at kaste sig over medisterpølsen i det lokale supermarked! Jovist, er det uhyggeligt. Men det er også sjovt. Langt ude. Det tiltaler mig: At monstre kan være både sjove og uhyggelige. Man kan næsten sige, at de er en klump modellervoks i hænderne på mig som forfatter. Jeg kan gøre med dem lige, hvad jeg vil.

marts 2010

DANSK

”MED BLOTTEDE HUGTÆNDER SOM ET BID FRA EN SULTEN VARULV!”

Et redskab til at fortælle For mig er monstre som jokeren i et kortspil: Man kan bruge kortet til næsten hvad som helst, så længe spillereglerne bliver overholdt. Og spilleregler er vigtige i en fortælling. Kontrakten mellem forfatter og læser. Enhver der læser Monsterjægerne vil i løbet af få sider vide, at monstrene først og fremmest er et redskab til at fortælle en underholdende, uhøjtidelig, sjov og uhyggelig historie med fuld knald på. Monstre er altså gode, når man som jeg arbejder i et felt mellem virkelighed og fantasy. Rendyrket fantasy keder mig ofte. Jeg foretrækker i reglen bøger og universer, der har deres udspring i en virkelighed, jeg kender. Men rendyrket virkelighed – realisme – har jeg også fået nok af. Mine universer vokser ud af et sted midt i mellem fantasy og realisme. Man kunne kalde det virkelighedsfunderet fantasy. Eller måske endnu bedre: Udvidet virkelighed. Virkelighedens rammer sprænges. Og hvad er bedre til at sprænge virkelighedens snævre rammer end en varulv eller en vampyr?

DANSK

maj 2010

Krybet Jeg kan godt lide at smide det ukendte ind i det velkendte. Et hæsligt monster. Eller et mystisk timeglas som i min nye serie, Kaptajn Blodskæg. Så opstår der kaos og energi. Næsten altid fremdrift. Og fremdrift er for mig hjerteslaget i enhver fortælling. Sidste år udgav jeg en monsterroman, der ikke var en del af serien Monsterjægerne. Krybet, hedder den. Her er der ikke noget at grine af. Her er vi helt inde i to brødres syge fantasi om et uhyggeligt monster, Krybet, der lurer nede i de mørke kældre under boligblokken, hvor brødrene bor. Hver aften skal monstret have kød. Ellers kommer det efter dem. Og allerhelst vil det have menneskekød. Så måske var det en idé at kidnappe skolens tyran, William, der altid er efter den lille af brødrene, og ofre ham til Krybet? Sammenlignet med Monsterjægerne er monstret i Krybet altså af mere eksplicit symbolsk karakter. De to brødre, Tobias og Mikkel, har det ikke nemt. I skolen er de mobbeofre og hjemme er deres mor fraværende i en grad, så drengene altid er overladt til sig selv. Opfindelsen

Jacob Weinreich

af Krybet er de to drenges måde at tackle problemerne på. En drengefantasi om, at der findes et grufuldt monster nede i kælderen, der kan løse alle problemerne. I den optik – ikke mindst fordi den ældste af drengene udviser tydelige psykopatiske træk – er monstret i Krybet nært beslægtet med det uhyggelige fænomen, skoleskyderier, der er kendt fra både Tyskland, Finland og USA. I lighed med skoleskyderier, vokser monstret i Krybet ud af det sted, hvor galskaben, angsten og afmagten møder svigtet fra forældrene og omgivelserne. Hvorfor kan jeg ikke lade monstrene være i fred? Det er forkert spurgt. Det kan jeg se nu. Det er monstrene, der ikke vil lade mig være i fred. Eller rettere: de nægter at holde sig ude af mine historier. Men jeg har lært at leve med dem. Måske ligefrem lært at holde af dem. Indset, at de er meget mere end blot uhyggelige, blodtørstige bæster: De er min måde – en af mine måder – at angribe virkeligheden på. Helt bogstaveligt. Med blottede hugtænder som et bid fra en sulten varulv!

Født 1972 i Århus-forstaden Hasle, hvor han iflg. eget udsagn brugte det meste af sin barndom/ungdom på at spille fodbold og lave blodige amatørfilm. Sproglig student fra Århus Statsgymnasium i 1991. Efter længere rejser/ophold i USA, Israel og Mellemamerika og et ophold på Den Europæiske Filmhøjskoles allerførste hold i 1993 begyndte han i 1995 at studere dansk og filmkundskab på Århus Universitet. Studiet blev afsluttet med et speciale om Henrik Stangerup. Jacob Weinreich debuterede i april 2001 med romanen ”Ringside” (Tiderne Skifter) og kom samme år ind på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje og flyttede til København, hvor han stadig bor. Siden er det blevet til romanerne ”Anfield Road” og ”Mellemlandinger” på Tiderne Skifter, børne-/ungdomsserien ”Monsterjægerne” (Borgen), børneog ungdomsbogen ”De fortabte sjæles ø” (Sesam), der bygger på et filmmanuskript af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, bogen ”Det blev en far” (Borgen), og ungdomsgyseren ”Krybet” (Borgen). Senest er 1. bind i serien ”Kaptajn Blodskæg”, ”Piratens fange” (People´s Press Jr.) udkommet. Flere udgivelser er på vej, bl.a. børne- og ungdomsserien ”Gyserklubben” (Dansklærerforeningens Forlag) Jacob Weinreich også skrevet novellefilm og var i 2006 Robert-nomineret for manuskriptet til ungdomsfilmen ”Koma”, der er instrueret af Kasper Bisgaard. Hans første spillefilm, ”Det grå guld” med Birthe Neuman i hovedrollen, får efter planen premiere i efteråret 2010.

maj 2010

DANSK

I VAMPYRERNES MAGT

Om Twilight-universets

fascinerende

indgriben i

teenagepigers liv Foyeren i Falkoner Biografen kvidrer af pigestemmer, der forventningsfuldt og ivrigt diskuterer, hvordan filmen mon skildrer bogen. Det er en mørk novemberaften på Frederiksberg, og vi er til forpremiere på ”New Moon”, den anden film i Twilight-serien.

Peter Kock Henrichsen skribent & fotograf

DANSK

maj 2010

Pigernes aften Inden filmen går i gang i den propfyldte biografsal, bliver der afholdt en lodtrækning, hvor man på sit stolenummer kan vinde Twilight-merchandise. De fleste piger sukker. De har jo det hele i forvejen! Plakaterne, CD’en med det gribende klaverstykke ”Bella’s Luluby”, og ”Decode” med det amerikanske rockband Paramore - og ikke mindst alle bøgerne. Den sidste engelske bog ”Breaking Dawn” er netop oversat til dansk, men de fleste piger har slet ikke kunne vente så længe og har allerede læst den engelske. Der er slæbt nogle få drenge-kærester med i biografens tusmørke, og der sidder et enkelt mandepar og holder i hånden. Ellers er det udelukkende piger, der optager sæderne. Fra 12-13 år og til sidst i 20’erne. En af mændene vinder komisk nok den første plakat af vampyren Edward Cullen og må, rød i hovedet, bane sig vej op til lærredet for at modtage den, under alle pigernes hujen og

Mette Bach (15 år) fra Hammel er fascineret af Twilightuniverset og læse også Herbjørg Wassmo

bifald. Det her er pigernes aften, og hvis man har sneget sig med på en kigger, må man finde sig i tilråb. En ny præmie bliver holdt op, en plakat af Bella, og pludselig buh’er hele salen utilfreds. Twilight handler åbenbart kun om vampyren Edward Cullen og varulven Jacob Black, og selv om den almindelige teenager, Bella, er filmens største hovedperson, og synsvinklen konstant ligger hos hende, kan hun altså nemt erstattes i pigernes fantasi. Drømmen om al opmærksomheden ”New Moon” begynder, og de dybe suk og de mange blanke pigeøjne i salen, vidner om fascinationen af vampyrernes og varulvenes enorme kræfter. Kræfter, der på mest romantiske vis bliver brugt på at beskytte Bella. Det er handyrenes kamp om den eneste attraktive hun, og det er hunnens drøm om at få al opmærksomheden. Ligesom King Kong i 1933 brutalt kastede sig over Ann Darrow og holdt hende i sin hule hånd, som var hun et stykke legetøj, er det Edward og Jake, der med deres superkræfter kaster sig over Bella og forsvarer hende mod de rigtige blodsugende vampyrer (Cullen-familien er nemlig kun ”vegetariske vampyrer”, som lever af dyreblod). Interview med en ekspert Men hvordan kan det egentlig være, at kun ganske få

hankønsvæsner er havnet i denne biografsal, udelukkende fyldt med hundredvis af piger og kvinder? Plejer vampyrer og varulve ikke netop at tænde drengene og mændene? Svaret må ligge hos eksperterne: teenagepigerne! Og vi har derfor spurgt 15-årige Mette Bach fra Hammel, hvordan hun blev fascineret af Twilight-universet? Før jeg begyndte på bøgerne, havde jeg faktisk allerede set den første Twilight-film i biografen og syntes egentlig ikke, den var noget specielt. Men på en ferie i Frankrig løb jeg tør for bøger, og min storesøster havde netop købt Twilight-bøgerne på engelsk. Da valget stod mellem ingen bøger, og Twilight-bøgerne, gav jeg Stephenie Meyer og den første bog ”Twilight” en chance. Det engelske var lidt sværere, end jeg var vant til, men det gjorde det også udfordrende at læse, og når der var noget, jeg ikke kunne forstå, støttede jeg mig til det, jeg kunne huske fra filmen. Kærlighedsbøger har aldrig interesseret mig, fantasy-genren synes jeg er for urealistisk, og hvis jeg nogensinde har set noget fra en vampyreller varulvefilm på TV, har jeg i hvert tilfælde hurtigt slået væk igen. Det er bare dårligt. Men Stephenie Meyer greb mig. Bella havde synsvinklen som jeg-fortælleren, og i begyndelsen var hun lige så skeptisk over for, at Cullenfamilien skulle være vampyrer, som jeg selv var. Samtidig med Bella langsomt blev overbevist, blev jeg overbevist: vampyrerne virkede pludselig helt normale og realistiske.

maj 2010

DANSK

I VAMPYRERNES MAGT

Varulven Jacob Black sammen med Bella i filmen ”New Moon”. Foto: Nordisk Film

De næste 3-4 dage læste jeg kun ”Twilight”. Når vi ikke lige skulle spise, eller jeg på anden måde var tvunget til at være samme med min familie, sad jeg bare og læste alene. Jeg gik rundt i min egen lille verden, for der var ikke andre i familien, der havde læst bøgerne. En biograffilm er ’bang 2 timer’, og så er der ikke mere. Der er ikke engang tid til at tænke undervejs. Men bogen lå i mine tanker hele tiden, og når jeg ikke læste, tænkte jeg over, hvad der mon videre skulle ske. Edward er jo vampyr, og den, han tørster allermest efter, er Bella, samtidig med at han er forelsket i hende. Den problematik fangede mig lige fra starten. En kærlighed, der simpelthen er så stærk, og samtidig så umulig at nå. Jeg er sikker på, at det ikke er den normale kærlighed, men den helt utrolig stærke kærlighed, alle piger sidder og drømmer om og håber på. Man kan se, at Jake er

DANSK

maj 2010

meget varmere og mere betænksom som kæreste, og hvis man selv skulle vælge i virkeligheden, ville man nok tage en type som Jake. Alligevel er det den kolde Edward, man vender tilbage til og forelsker sig i. Den sommerferie fik jeg læst alle de tre bøger, min søster havde købt: ”Twilight”, ”New Moon” og ”Eclipse”, og da jeg kom hjem til Danmark igen, købte jeg den fjerde og sidste ”Breaking Dawn”. Efter den var læst, blev det hårdt. Der var ikke mere! Så var det, jeg begyndte at sidde på nettet og søge efter alt muligt om skuespillerne, og ’bag om bøgerne’. Universet smitter jo så meget af, at skuespillerne er den eneste måde, man kan nå karaktererne på i bogen, og det er jo derfor, så mange piger er blevet helt vilde med Robert Pattinson, som spiller Edward Cullen. Det kom faktisk bag på mig selv, at jeg blev så fa-

scineret af Twilight. Normalt læser jeg bøger som for eksempel ”Et glas mælk, tak” af Herbjørg Wassmo, som jo er socialrealistisk og stiller meget større spørgsmål. Men selv om jeg var skeptisk, da jeg kastede mig ud i Twilight-bøgerne, kunne jeg jo alligevel godt lide dem. Det er nok noget med måden, Stephenie Meyer formår at skrive på, som fanger mig, som gør det virkeligt og river mig med. Dampende, muskuløse overkroppe Vi er tilbage i Falkoner Biografen. Bella er lige styrtet på en crossmaskine, og sidder blødende på jorden. Jake kaster sig over sin egen crossmaskine, ræser hen til Bella og springer af i farten. Han har ikke noget at tørre Bellas blod af med og trækker derfor sin T-shirt op over hovedet for at bruge den ... Det går et hyl igennem pigerne i biografen. Jake, som hele tiden har gået i løsthængende tøj, afslører nu for første gang et vaskebræt af en veltrænet, muskuløs overkrop. Selv Bella er ved at dåne! Følelser og fyre Mange af scenerne i ”New Moon” oser af sex og sensualitet, men for en gang skyld i filmhistorien, er det kun på pigernes præmisser. Alle fem varulve-drenge flasher deres lækre overkroppe på bodybuilder-manér igennem flere lange scener, mens vi aldrig ser skyggen af Bellas nøgne hud. Selv når Edward eller Jake kæler med Bella, holder hænderne – på bedste amerikanske teenageforældrevenlige vis – sig pænt fra alt, hvad der overhovedet kunne minde om erogene zoner. ”Twilight” og ”New Moon” spiller ganske enkelt på følelserne og på lækre fyre, mere eller mindre afklædte, og det er selvfølgelig derfor, drenge undslår sig for at deltage i hele fænomenet. De mytologiske varulve og de overnaturlige vampyrer bliver heller ikke benyttet til at forskrække publikum med, som man traditionelt kender det fra gyser-genren, men derimod som en del af plottet, blandt andet for at vise dualiteten i den uladsiggørlige kærlighed: vampyren, der både elsker sit bytte (Bella), men også har lyst til at sætte tænderne i det. Både ”New Moon” og ”Twilight” er utrolig flot fotograferet og velkomponeret. Når fantastisk flotte nærbilleder af hovedpersonernes ansigter bliver blæst op på det 85

kvadratmeter store lærred og smelter sammen med den rørende klassiske musik, er det ikke underligt, at det går direkte i teenagepigernes følelser. Tilbage til den virkelige verden Efter to timer og otte minutters intense sanseindtryk tænder lyset igen i biografen. De 240 piger og unge kvinder puster lettet ud. Kun ganske få kan så tidligt sætte ord på den samlede oplevelse. De fleste har glædet sig flere måneder til denne premiere, og nu er den slut. Mange af veninderne smiler pinligt berørt til hinanden. Når man selv har levet sig ind i et kæresteforhold med Edward eller Jake, bliver det pludselig akavet at vide, at veninden ved siden af har gjort præcis det samme. Med lillefingeren fjerner en pige forsigtigt de sidste tårer i øjenkrogen, så mascaraen ikke bliver tværet mere ud, end den er i forvejen. Nu er det tilbage til den virkelige verden, hvor man skal dele idolerne med hundredetusinder af andre piger verden over, og det ser ud til at være umenneskelig hårdt de første minutter. Langsomt bliver stemmerne dog brugt igen, og der bliver spurgt, sukket og tænkt efter. Filmen er aldrig som bogen, og man skal lige vænne sig til, at der nu er to sider af samme historie. Uanset hvad den enkeltes dom bliver, er der dog endnu to film at glæde sig til: ”Eclipse” der får biografpremiere den 30. juni 2010, og ”Breaking Dawn” der ikke engang er blevet indspillet endnu, men som formentlig får premiere i 2011. Twilight-universet og fascinationen får altså lov til at leve mindst et år mere i pigernes bevidsthed.

Peter Kock Henrichsen Peter Kock Henrichsen er skribent og fotograf, anmelder film for, og sammen med, børn og unge på Kulturfoto.dk, og anmelder børne- og ungdomslitteratur på Fortaellingen.dk

maj 2010

DANSK

SPÆNDENDE, PSYKOLOGISK UNGDOMSROMAN AF EN DEBUTANT

Birgitte Lorentzen, journalist & forfatter

DANSK

maj 2010

Jeg ser hende helt tydeligt. Hun står bare der og stirrer på mig. Det mørke hår falder ned om hendes blege ansigt, og de skræmte øjne gennemborer mig nærmest. En tynd blodstråle løber fra højre tinding og videre ned over kinden. Det er, som om hun prøver at sige noget til mig, men alt, hvad jeg får fat i, er et halvkvalt: ”Hjælp mig!” Så strækker hun armene frem imod mig: Jeg prøver at få fat i hendes hænder, men når kun lige at strejfe fingerspidserne. Derefter fortoner det hele sig i et skræmmende mørke. Alt bliver med ét helt, helt sort. Kun hendes hæse ”Hjælp mig!” bliver hængende i mørket. Er jeg vågen eller drømmer jeg?

Sådan indleder jeg min første ungdomsroman Cykose, og dermed er scenen sat for en rigtig gyser med amourøse teenagere på spøgelsesjagt, og hvad dertil hører. Eller er den? Kort fortalt så handler Cykose om den forvirrede og søgende teenagepige, Lulu, som vågner hver nat og er overbevidst om, at der er en lille, mystisk pige på hendes værelse. Hun er dog i tvivl – er pigen der virkelig, eller er det hendes egen fantasi, der fremmaner hende? Lulu er i forvejen i en periode i sit liv, hvor hun er søgende og har mange og store tanker om livet og døden. En dag spørger Psyko-Mads, som er elev på skolens specialspor også kaldet ”Cykose-sporet”, hvad det er for en lille pige, Lulu har med i skole hver dag? Rygtet vil vide, at Psyko-Mads er helt ”gak” og har været indlagt på ”den lukkede”. Selv hævder han, at han bare kan se de døde. Hvad er han egentlig for én, ham Mads med de fascinerende øjne og de skræmmende evner … Hermed er startskuddet gået for Mads og Lulus spøgelsesjagt: Hvem er den lille pige, og hvad vil hun? Og er der overhovedet en mystisk pige, eller er hun bare et produkt af Lulus fantasi og Mads tiltagende psykose? Cykose er et forsøg på at skrive en spændende, psykologisk ungdomsroman med en række andre temaer end blot det gysende gys. Det er også et forsøg på at gå i clinch med emner som angst, depression og den gængse normalitetsopfattelse. Hvad vil det egentlig sige at være ”normal”? Vi lever i et samfund, hvor flere og flere unge får en psykiatrisk diagnose, hvis de stritter lidt uden for normen. Det gør Psyko-Mads og hans kammerater i specialklassen på Lulus skole. Døren ind til dem er i overført betydning boltret til, og det er ikke tilladt for nogen af de andre elever at kigge derind. I alt fald ikke før Lulu sparker døren op og får et kig ind i en anden verden, som viser sig slet ikke at være så forskellig fra hendes egen. Og Lulu må spørge sig selv, hvad det overhovedet vil sige at være normal. Hvor går grænsen mellem realiteten, fantasien, drømmene, det overnaturlige og psykosen? Er vi ikke alle sammen bare en smule sindssyge en gang imellem? Det er godt nok Lulu, der drømmer om den mystiske pige, men det er Psyko-Mads, der kan se og tale med hende.

Eller siger han kan? Men kan han virkelig det, eller er han bare knaldhamrende psykotisk? Mads skiftevis skræmmer og tiltrækker Lulu. Har han knald i låget, eller er der noget om snakken? Findes der virkelig mennesker, der kan se og kommunikere på andre kanaler end os andre? Jeg prøver at stille spørgsmålene, læserne må selv søge svaret. De dybe teenagere En vigtig inspirationskilde til historien har været min krøllede veninde Ida, som hele sin barndom boede præcis der, hvor Lulu bor: På Frederiksberg Allé ovenpå resterne af Den Franske Skole … Og Ida har faktisk haft besøg af en lille pige om natten. Siger hun. Det skete sjovt nok også, da hun var teenager. For der sker noget, nej, der sker rigtig meget oven i hovedet, når man er teenager. Dels flyver hormonerne rundt, dels tænkes der kæmpestore eksistentielle tanker. Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvorfor er jeg her, og hvor skal jeg hen bagefter? Og er der måske mere mellem himmel og jord? I romanen beskriver Lulu en aften, hvor tankemylderet endnu engang ikke vil lade hende få ro, således: Så ligger man der og kan ikke stoppe sine tanker på nogen måde. Springer rundt i det ene forvirrende tankespind efter det andet … og det bliver mere og mere dystert; bomber, krig, terror, den globale opvarmning, smeltende isbjerge, døende isbjørne, tsunamier, kræftbylder … Jamen, der er masser af angst at vælge imellem. Men det, der næsten er allerværst, det er, når man når til de der store eksistentielle tanker: Der hvor man bare er sådan en lille ubetydelig dims, i en seng, i et hus, i Danmark, i Europa, på en lille planet, der svæver rundt i det enorme univers. Og er der nu også en gud, som har styr på det hele, eller er vi alle sammen bare overladt til det der kolossale mørke, der omringer jorden? Er det der, ens sjæl lander, når den forlader kroppen, er det der, man kommer fra, suser min mormors sjæl rundt derude nu, eller er den hos en gud eller slet ingen steder? Er man bare død, når man er død? Og hvor kommer man så fra? Arhgg, det er lige til at blive sindssyg af … Ja, det er nemlig lige til at blive sindssyg af. Og det er derfor, at vi granvoksne har lært at skrue lidt ned for de

maj 2010

DANSK

SPÆNDENDE, PSYKOLOGISK UNGDOMSROMAN AF EN DEBUTANT

der kæmpestore, eksistentielle tanker. Men de er gode at blive mindet om engang imellem. Og hvis man orker at tale med teenagere, så kan man opleve, at mange af livets store spørgsmål igen kan åbne sig for én. Giv plads til de krøllede hjerner Jeg er så heldig selv at have en teenager og en næsten teenager i mit hjem. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de, deres store tanker og deres konkrete omgivelser også har været en stor inspirationskilde til Cykose. På mine børns kommuneskole er der også et C-spor. Jeg tror nok, at det er børn med en eller anden form for autisme, der går der. Men jeg ved det ikke rigtig. Mine børn ved det heller ikke. For der er vandtætte skotter mellem skolens ”almindelige” spor og C-sporet. De har simpelthen intet med hinanden at gøre. Jeg ved godt, at der er meget man ikke kan rumme, hvis man er autist, har asperger, ADHD eller en eller anden psykiatrisk diagnose. Men det er et faktum, at ”de andre”- dem med diagnoserne bliver mystificeret, mytologiseret og stigmatiseret. Vi lever i et hæsblæsende samfund med masser af krav og forventninger, som kan være svære at indfri for de sårbare og følsomme, de krøllede hjerner, de skæve, de anderledes, dem der ikke lige passer ind. Og den er jo helt gal, for vi har brug for mangfoldigheden. Det er noget af det, som min første ”gyser” også handler om. I Cykose får Lulu selvfølgelig øjnene op for Mads kvaliteter. Og Mads for Lulus. Og de bliver måske også en lille smule forelskede. Og de finder også ud af, hvad det er den lille, mystiske pige egentlig vil. Måske er hun virkelig et spøgelse, måske er hun bare resultatet af to teenageres giga fantasi. Måske, måske ikke… Som Lulu, der er glad for berømte og populistiske citater, sikkert ville sige: To be or not to be – that’s the question?

DANSK

maj 2010

Birgitte Lorentzen Birgitte Lorentzen, uddannet journalist (DJH 95) og bachelor i filmvidenskab (Københavns Universitet 91) Arbejder som freelancer især på tv, hvor hun har tilrettelagt programmer som ”Store Danskere” og ”Husker Du”, har været redaktionschef på diverse shows og lavet dokumentarprogrammer, børne-tv og skrevet et hav af tv-manus. Er gift med en filmfotograf og har to piger på 15 og 12 og er iflg. eget udsagn ikke specielt okkult. Ungdomsromanen ”CYKOSE” udkom på Gyldendal i april.

ALMA-prisen 2010 KITTY CROWTHER, BELGIEN Kitty Crowther – f. 1970 i Bruxelles, Belgien – illustrator og forfatter, modtog i maj ALMA-prisen på 5 mio. svenske kroner. Juryens begrundelse: Kitty Crowther är linjens mästare, men också stämningens. Hon förvaltar, förvandlar ochförnyar bilderboksberättandet. I hennes värld står dörren mellan fantasi och verklighet vidöppen. Tilltalet är varligt och personligt men verkningarna starka och i sin djupa inlevelse med dem som har det svårt visar hon på vägar där svaghet kan vändas till styrka. Humanism och medkänsla genomsyrar och binder samman hennes konstnärskap. I Kitty Crowthers böcker lever text och bild integrerat. Tyngdpunkten i hennes produktion är egna bilderböcker som L’enfant racine (2003), La visite de Petite Mort (2004), Le grand désordre (2005) och böckerna om Poka & Mine (2005, 2006, 2007, 2010). Hon har ett personligt tilltal med en restriktiv repertoar av verktyg, där blyerts, tusch och färgpennor är hennes främsta redskap. Minspel, kroppsställningar och stämningslägen gestaltas med en osviklig precision. I Kitty Crowthers värld möter vi inga enkla schabloner. De landskap som historierna utspelar sig i liknar dem vi känner, men Kitty Crowther ser något mer; en värld rikare på möjligheter än vi anar. En av grundstenarna i hennes författarskap är att visa hur svaghet kan vändas till styrka. Hennes lojalitet med barnet är ovillkorlig. Den medkänsla och intensiva inlevelse Kitty Crowther visar för sina bokpersonligheter uttrycker den djupa humanism som går som en röd tråd genom hela hennes produktion.

På dansk På dansk foreligger tre billedbøger af Kitty Crowther, alle udkommet på Klematis, nemlig ”Døden og englen” (2004), der er en bog om døden. Hovedpersonen Elsebeth er ikke bange for Døden. I Dødsriget lærer hun den at lege. Senere bliver hun den engel der følges med Døden, så man ikke bliver bange for at dø. ”Mig og Ingenting” (2000) handler også om døden. Lilas mor er død og alting er forandret, også faren som er trist og bekymret. Men Ingenting, Lilas fantasiven, er god til at lytte, og han kommer med et forslag. Endelig handler ”Min ven Jim” (1998) om Jacob, en kulsort solsort og Jim, en kridhvid hav -måge, der mødes og bliver rigtig gode venner. Men i byen ved havet, hvor Jim bor, er alle fugle hvide og mistroen mod den underlige sorte fugl er stor. Men Jacob kan heldigvis noget særligt... Se eksempler på Kitty Crowther’s værker på www.alma.se.

ial Award Astrid Lindgren Memor – ALMA-prisen s største børne- og ALMA-prisen er verden præmiebeløb på 5 ungdomsbogspris med et . Astrid Lindgren er millioner svenske kroner s populæreste forfatSveriges og en af verden ig i 2002, men hendes tere. Hun døde som 94-år For at hædre hendes fortællinger vil leve evigt. holdene for børne- og minde og for at bedre for tede Sveriges regering ungdomslitteratur indstif des navn: ”Litteraturen international pris i hen s minne”. priset till Astrid Lindgren

BØRNELITTERATUR LIGE NU

Grænser for

frækhed

Unge vokser op med sex på plakaten, babser på mobilen og porno på Internettet. Ungdomsbøger handler stadig mest om den første gang, forelskelse og kondomer. Fornyelse kræver, vi lukker hullet mellem bog og virkelighed – og at vi tør slippe lysten løs.

Energidrikke sælges med billeder af svedige, purunge kvinder, der gramser på hinanden. De vokse korser sig over teenagere, som angiveligt presser hinanden til anal-sex, ser pornofilm fra de er ti år og sender billeder af sig selv og hinanden i seksuelt vigør rundt pr. mobiltelefon. Ind imellem får jeg en fornemmelse af, at seksualitet anno 2010 er noget nær grænseløs. At alt er krænget ud og gangbart, og sex blevet til en handelsvare, ren overflade. Personligt er jeg overbevist om, at virkelighedens sex og kærlighed stadig er et gådefuldt, dragende og mineret land for de fleste teenagere. Børn og unge er fortsat følsomme i deres seksualitet. Når ungdomsbøger handler om tilløb til sex, kæresterier, abort og konkrete bekymringer i forhold til det andet køn, er det er felt, som har og altid vil have, en berettigelse. Men der er sørme også meget andet at fortælle om og afmystificere.

Sara Skaarup forfatter

Sobert for enhver pris ’Hvis det er en del af virkeligheden, kan det skrives om’. Sådan sagde forfatteren Jesper Wung-Sung, da han blev sidste år blev interviewet om sin anmelderroste ungdomsroman, ”Ægte Brøker”. Bogen handler om to gymnasie-drenge, der går amok med skydevåben i deres skole – kontroversielt, men vedkommende. En modig målsætning, som også seksualitet i ungdomsbøger ville nyde godt af. Jeg er ikke litteraturforsker. At påstå, at jeg har overblik over dansk børne- og ungdomslitteratur, er en tilsnigelse. Kløften mellem ekspliciteten og nuanceringen i det offentlige rum og den på bogsiderne behøver man dog ikke være ekspert for at få øje på. For mig ser det ud som om, at mange voksne kramholdt af tanken om at fungere som vejvisere og undervisere, når det kommer til unge og seksualitet. Og sobert og neutral, for guds skyld!

DANSK

maj 2010

Jeg ville ønske, vi hævede barren og påtog os rollen som inspirator, storesøster og lygtebærer. Sex er ikke bare det, der foregår mellem en pige og en dreng. Seksualiteten er med os hele tiden. Det underbygger vi ved at give plads til historier, der ikke spidsvikler seksualiteten, men skildrer den som en del af en større sammenhæng, for det er jo sådan, det er. Seksualitet uafhængigt af et helt menneske er ligeså sjældent som penisser, der svæver frit rundt i luften. Lad os høre om drengen, som bare ikke interesserer sig for sex og trives fint med det. Om biseksualitet uden skam. Om teenageren, der gør sin kæreste gravid og ønsker, at hun skal føde barnet. Om unge, der har flere kærester samtidig og er ærlige omkring det. Om fyre, der hjælper hinanden gennem kærestesorger. Om pigen, der rent faktisk er glad for sin kønsbehåring. Væk med forkertgørelsen. Væk med idealiseringen. Væk med angststyret moral. Ind med værdier, man kan bruge til noget. Giv unge en saftig, livgivende modvægt til det flade, endimensionelle sexsyn, vi alle sammen er så bange for, at de skal adoptere fra medierne. Det nye onde Når jeg ransager mig selv, ser jeg masser af grunde til

vægre sig ved at udfolde seksualiteten på skrift for den yngre målgruppe. Alene at forholde sig til de nye strømninger kan være svært. Incest er infamt og var tidligere et tabu. Siden Kristian Ditlev Jensens roman ”Det bliver sagt” er emnet blevet litterært accepteret herhjemme, selv i ungdomsbøger. Selv om vi distancerer os fra fænomenet, forstår vi i dag, hvad incest går ud på. Men teenagepiger, som synes deres kønsdele er så grimme, at de skal skæres til hos kirurgen? Overgreb, der finder sted på ungdomsrejser, hvor begge parter er så stive, at de intet husker bagefter? Fyre med indvandrerbaggrund, der boller danske piger, som var de skidt, for at kunne bevare det rene blik på deres egen nationalitets kvinder – hvad skal man stille op med det? Vi hører om hændelserne, men kun i nyhederne. Det er seksuelt relaterede handlinger, der finder sted i det nye årtusind, men har undveget skønlitteraturen. Som voksen føler jeg mig fremmedgjort og afmægtig overfor disse fænomener. Fænomener, der let kan gå hen og blive det nye onde. Det svier især, at jeg selv er medskaber af det samfund, hvis teenagere har det sådan, at de må handle på den måde. For selvfølgelig har den kynisme og ulykke, der ligger til grund for teenageres overgreb på sig selv om andre, med os at gøre. Og både

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR LIGE NU

ondskaben og medansvaret er svært at håndtere. Men netop det er krævet, hvis du vil skrive om fænomenerne.

være altoverskyggende i perioder, uden at man af den grund er helt bananas og uacceptabel.

Den krævende italesættelse Når forfattere skriver om det svære, er vi med til at give det en stemme, en plads i verden. Den opgave kan være tung at tage på sig. For når vi gør kunst af katastrofer og sætter sætninger på papir, føles det som om, vi er med til at genskabe den virkelighed, vi har svært ved at acceptere. Samtidig fordrer det, at vi prøver at forstå, hvad der er på spil. Sandt nok: At skrive kan være med til at trække i virkeligheden. At kaste lys, hvor mørket regerer. Nogle gange vil det resultere i spot på nye, livgivende og befriende sammenhænge. Andre gange vil det være at sætte projektør på et grimt og klamt hjørne. Min påstand vil så være, at klamme og grimme hjørner ikke bliver mindre virkelige af at henlægge i mørke. De bliver bare tabu og får forøget mørk magt af den vej. Jeg håber, vores afstandstagen bliver mindre hen af vejen, efterhånden som vi når gennem en form for granatchok. Det tog også nogle år, før de første film om terrorangrebet i New York kom. Jo før, vi står ved virkeligheden, jo før kan vi skrive om den.

Litterær pædofili Voksne har adgang til decideret lyst-litteratur, hvis primære hensigt er at ophidse. Det har unge ikke. Hvorfor egentlig ikke? Historien om 16-årige Linda Lækkermis og hendes intense, erotiske eventyr ville garanteret få en stor læserskare. Måske ville drengene, der ellers aldrig rører en papirhistorie, endda læse med. Og hvem siger, det ikke kunne gøres med respekt? Frække bøger og noveller til segmentet kunne udgøre et begavet alternativ til den stereotype, let tilgængelige billedporno. Spørgsmålet er, om forlagene tør lægge navn til lystlitteratur for unge. Og om lærere og bibliotekar vil lade teksterne møde deres målgruppe. Jeg tror, en del forfattere holder os tilbage fra at skrive saftigt og sexet til unge, fordi det føles personligt eksponerende. Ja, vi kan måske ligefrem komme til at fremstå perverse. For nok er papir taknemmeligt og bærer ordene for den skrivende. Men det jo er stadig forfatteren, der har tænkt tanken. Og kan voksne tillade sig at kanalisere seksualitet til de helt unge på den måde, får det ikke et strejf af pædofili? Du, som skaber eller formidler litteratur til unge. Vær med til at bane vej. Vov det nu. Seksualiteten er der jo alligevel. Som sommerfuglestrejf eller konstant, dyb pulseren i underlivet. Husker du ikke det?

Vild- eller vejledning Den største bremseklods for en mere nuanceret behandling af erotiske emner i børne- og ungelitteratur er dog nok frygt for at være handlingsanvisende på en forkert måde. Bekymringer om at pace frem eller udpege en uheldig retning ligger mellem forfatter og tastatur, side om side med den gode, gamle berøringsangst. Hvorfor ser vi ellers så få eksempel på bøger om purunge med en seksualitet, der kører for fulde gardiner? Virkeligheden er, at også nogle børn på ti onanerer. Og nogle piger på tolv insisterer på at forføre – uden dermed at være seksuelt misbrugte. Vel er den seksuelle identitet ikke fuldt udfoldet, når man er 12, 14, 16 eller 18. Men den er på den anden side heller ikke ufuldstændig eller mangelfuld. Kraften af den lyst og omfanget af fantasier, som kan rumstere allerede hos en præteenager, kan være minimal, men også kolossal. Det forekommer mig meningsfuldt at tilbyde unge kvalitetslitteratur, der legaliserer, at sexede tanker kan

DANSK

maj 2010

Sara Skaarup Sara Skaarup, født 1974, journalist og forfatteren, har senest fået udgivet ungdomsromanen Sort Sommer. Sara Skaarup læser desuden til sexolog.

BØRNELITTERATUR LIGE NU

Bologna børnebogsmessen 2010 Internationalt fokus på forfatteren Louis Jensen og illustratorerne Rasmus Bregnhøi og Charlotte Pardi.

Nicoline Dahlberg redaktør på folkeskolen.dk

Et overblik over Bolognas børnebogsmesse … lader sig ganske enkelt ikke gøre. Og slet ikke for en førstegangsbesøgende som mig. Vampyrbølgen hærger stadig, det lod sig hurtigt konstatere. Men kategoriserer man efter nationalitet, kan man godt generalisere lidt. Mange af de franske stande er uimodståelige og holdt mig længe hen. Deres udgivelser er super lækre og er ofte præget af en sjov koket fransk humor. Forlaget Naïve er blandt mine favoritter, blandt andet med bogen ”365 pingviner”. Hver morgen modtager en familie af uforklarlige årsagen en ny pingvin med posten. Bogen er i stort format og enormt flot med den overvældende mængde sort-hvide næbdyr, der stables og stuves for at kunne dele hus med den hårdtprøvede familie i det trange hjem. De koreanske billedbøger skal også nævnes – hæsblæsende smukke og gådefulde med deres uforståelige tegn. Så er der de tyske eftertænksomme, som går lige i hjertekulen på en småfilosofisk voksenlæser som mig. De japanske stande skuffede lidt, men her var mine forventninger også skyhøje. Der var alt for meget bling-bling og alt for lidt yndefuldhed. Louis Jensen blandt de nominerede Det var med tilbageholdt åndedræt, jeg satte mig ind til IBBY internationals pressemøde. Louis Jensen var blandt de 5 nominerede til årets H.C. Andersen Award – børnebøgernes nobelpris. Men inden spændingen kunne udløses, skulle der berettes om den kommende verdenskongres for børnelitteratur i Santiago de Compostella, om de mange tiltag IBBY International gør for børn i krise, som trods naturkatastrofer og krig skal have adgang til bøger ud fra parolen ”every child has the right to become a reader.” Asahi prisen blev uddelt til OCLF fonden,

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR LIGE NU

der har oprettet over 150 små biblioteker i Ghana samt til et Colombiansk projekt, der sørger for læseaktiviteter og litterære arrangementer for den fattigste befolkningsgruppe. Og så nåede vi frem til H.C. Andersens Award. Hvor ville det være stort, hvor ville det være fortjent, hvis Louis Jensen skulle på podiet og æres til den kommende verdenskongres! Men ak, prisen gik til engelske David Almond, Louis Jensen måtte nøjes med sin nominering. ”Måske fordi han ikke er nok oversat”, mente Vagn Plenge, præsident for IBBY’s verdenskongres i København i 2008, da jeg talte med ham efter mødet.

Illustrationsudstillingen Gennembrud for danske illustratorer Det har ellers stået sløjt til med at få danske – og nordiske illustratorer i det hele taget – repræsenteret ved den tilbagevendende illustratorudstilling på Bologna bogmessen. Men i år var der hul igennem. Både Rasmus Bregnhøi og Charlotte Pardi slap gennem nåleøjet og var at finde blandt de 87 udstillende illustratorer – udvalgt blandt 2.456 kandidater fra hele verden. Bregnhøi med illustrationer fra bogen ”Den lille bitte søde gris” og Pardi fra ”Den dag Stella mistede håret”. Ellers var årets udstilling domineret af italienske (18 udstillende) og franske illustratorer (13 udstillende).

info Bolognas børnebogsmesse afholdes hvert år med mere end 1.200 udstillere. Messen er en unik mulighed for at orientere sig i børnelitteratur fra hele verden. Det er også en markedsplads, cool business, hvor der sælges rettigheder til at oversætte bøgerne til andre sprog. På messen uddeles en række børnebogspriser. Og så er der den tilbagevendende illustrationsudstilling, med udvalgte illustrationer fra alverdens lande. I år foregik messen fra den 23.-26. marts.

DANSK

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR LIGE NU

Et kig på dansk

børnelitteratur med internationale øjne

På Bologna bogmessen fortæller Ines Galling om sidste nyt fra den danske og internationale børnebogsscene.

Nicoline Dahlberg redaktør på folkeskolen.dk

Et udvalg af hele verdens bøger Den lille stand summer af folk, der bladrer flittigt og tager bøger ned fra hylderne. De 250 nye og særlige bøger fra hele verden omgiver os som et spraglet tapet standen rundt. Ved bordet, placeret langs den skandinaviske hyldemeter, sidder jeg med Ines Galling foran mig. Ines er ansat på Det Internationale Ungdomsbibliotek i München. Hun er lektør for det skandinaviske og det tyske sprogområde og er ansvarlig for at indsamle og udvælge bøger fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Østrig og Schweiz. Efter et år på norsk folkehøjskole læste hun skandinavisk på universitetet og siden november 2008 har hun arbejdet som lektør på Det Internationale Ungdomsbibliotek. Hvordan arbejder en lektør? ”Man forsøger at få et repræsentativt overblik over det forgangne års bøger”, forklarer Ines. ”Jeg forsøger at bygge noget op og udbygge kontakten til forlagene. Med Danmark går det faktisk ganske godt. Gunhild Lindstrøm (red. kvinden bag www. aslan.dk) har været meget aktiv og har fortalt en masse. Med Norge går det også rigtig godt, med Sverige er det nogen gange lidt svært, men ok, det samme gælder Finland og Island.” De vigtigste danske Hvert år modtager biblioteket omkring 10.000 bøger, heraf et sted mellem 200 og 400 danske titler. ”Vi prøver i øjeblikket at få et nyt magasin”, forklarer Ines. Hun spørger mig, om jeg har lyst til at se de 5 danske bøger, som er udvalgt til The White Ravens kataloget 2010, og det har jeg selvfølgelig. Den første bog overrasker mig

DANSK

maj 2010

fuldstændig: ”De vilde svaner” med tekst af H.C. Andersen og illustrationer af decoupage, lavet af dronning Margrethe II. Det var nok ikke lige den bog, der lå først for, hvis Selskabet for børnelitteratur, IBBY Danmark, skulle indstille årets 5 vigtigste danske børnebøger. ”Den findes faktisk også på kinesisk og engelsk”, oplyser Ines. Ned fra hylder tager hun desuden Mette Finderups ”Blink. En kærlighedsroman”, ”Den syvende engel” af Lasse Bo Jensen, ”Stå op! Godmorgenhistorier af 11 danske stand-up-komikere” og til sidst ”Idiot!” af Oscar K. Hvad med Anita Krumbachs ”Et mærkeligt skib”, spørger jeg, den har lige vundet Kulturministeriets forfatterpris i Danmark. ”Fra Høst og Søn har jeg allerede den her” siger Ines, og peger på ”Idiot!”, ”og så kunne jeg desværre ikke have en titel til. Det stod mig klart fra starten, at det skulle være den her fra Høst”. Ines understreger, at det valg, der foretages til The White Ravens kataloget, selvfølgelig også afhænger af den lektør, der vælger. ”Jeg forsøger at brede det ud – billedbøger, børnebøger, ungdomsbøger. Og breder det også ud i forhold til forlagene, så der ikke vælges 5 bøger fra samme forlag. Jeg forsøger at afdække forskellige temaer og forskellige fortællemåder”. Hvad synes du er typisk for danske børnebøger? ”Det er virkelig svært at sige for Danmark. Sverige og Norge eller Tyskland er meget nemmere. Underligt nok.” Efter at have tænkt lidt fortsætter hun: ”Billedbogen er meget stærk. Sådan børnebogsromaner har jeg ikke fundet

så meget af, som rigtig overbeviste mig, men så er der ungdomsromanerne med den første kærlighed, som den her, den var sjov at læse ”, siger Ines og peger på ”Blink”. Hvad med mode og trends, hvad ser du her? ”Vampyrbølgen mærker man selvfølgelig også hos jer i Danmark, og så er der fantasy med blandt andet Josefine Ottesen, som er rigtig god. I sammenligning med de andre skandinaviske lande, så er fantasy meget stærkere hos jer end i Sverige eller Norge, måske på grund af Josefine Ottesen - måske bliver genren bedre omsat end i de andre lande. Og så er der desuden de fantastiske plot og den ”magiske realisme”, som man finder den hos Reuter, Kirkegaard og Jensen. Måske har de haft en indflydelse på fantasy’ens gennemslagskraft i Danmark” Hvem ligner de danske børnebogsforfattere mest i deres stil? ”Ligner og ligner, det ved jeg ikke, men man mærker selvfølgelig det skandinaviske. Billedbøger er rigtig gode i det skandinaviske rum. Der er også mange billedbøger i Norge, hvor de også får rum til at eksperimentere. Jeg synes, de skandinaviske lande er spændende sådan rent avantgardemæssigt. De er på vej mod en masse, hvor det andre steder ikke ville gå”. Her hentyder hun til Oscar K. Trends og tendenser i Danmark og udland Hvad hvis man tager det store internationale vue. Hvor sker der noget særligt spændende lige nu og her? Ines løfter øjenbrynene og ser lidt opgivende ud. Det er selv-

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR LIGE NU

følgelig ikke noget let spørgsmål at svare på. Men hun forklarer om, hvordan Østeuropa er blevet meget stærke, både hvad angår illustratorer og forfattere. Her er et stort potentiale, som måske har været hengemt og nu kommer frem og blomstrer op efter murens fald. ”Måske har de noget at indhente”, siger hun. På spørgsmålet om, hvilken fælles udvikling, der kan tænkes at være i gang på verdensplan, siger hun, at ”en trend er, at mange bøger bliver mere komplekse, så voksne også kan læse bøgerne uden at kede sig. I Tyskland, England, USA – her er ofte en form med mange lag. Ligesom den her”, siger Ines og peger på ”Blink”, ”som taler om så meget, man kan tænke over”.

Aktiviteter på Det Internationale Ungdomsbibliotek Det Internationale Ungdomsbibliotek formidler børnelitteratur til både privatpersoner, skoleklasser og forskere. ”Mit arbejde er meget afvekslende”, fortælle Ines. ”Jeg indsamler bøgerne, så bliver bøgerne kategoriseret og udstyret med søgeord. Og så laver vi udstillinger”. Ines har blandt andet været med til at lave udstillingen ”Dunkel war’s”. En nattevandring gennem den internationale børnelitteratur, som det hedder. Udstillingen kan ses på ungdomsbiblioteket i München frem til den 31. juli 2010. Og i juli måned i år afholdes for første gang en White Ravens Festival, som skal være et forum for den innovative børnelitteratur verden over.

Internationale Jugendbibliothek

Internationalt ungdomskatalog

... er verdens største børne- og ungdomsbibliotek. Siden den jødiske journalist Jella Lepman åbnede biblioteket i 1949 er samlingen vokset til næsten 600.000 bøger på mere end 130 sprog. Bøgerne doneres af forlag og privatpersoner. Alt sammen befinder det sig i fantastiske omgivelser på slottet Blutenburg i München. Omkring 9 lektører sørger for at indhente bøger fra de sprogområder, de hver især har ansvaret for.

Hvert år på Bologna bogmessen udgiver Det Internationale Ungdomsbibliotek kataloget The White Ravens. Kataloget indeholder 250 bemærkelsesværdige titler, udvalgt af de bøger, der blevet doneret til biblioteket i det forgangne år. På www.ijb.de kan man se de udvalgte bøger fra The White Ravens katalogerne tilbage fra 1996.

DANSK

maj 2010

BØRNELITTERATUR LIGE NU

Stå på tæer og få lyst til at blive læser Dansklærerforeningens Forlag har kastet sig ud i verdenslitteraturen, vel at mærke med et væld af illustrationer. En slags opfølgning på Billedromaner og Min historie-serien. Indtil nu er Hamlet og Don Quijote udkommet, Candide er på trapperne og Den unge Werthers lidelser er på vej.

I den forbindelse har Jens Raahauge samlet nogle elev- og lærerspørgsmål til Ole Dalgaard, også kendt som Oscar K.

Oscar K., forfatter og Jens Raahauge, interviewer

Du har taget initiativ til udgivelsen af Illustreret Verdenslitteratur. Hvorfor skal elever i skolen nu beskæftige sig med de gamle tekster – oven i en kanon for dansk litteratur? ”Først og fremmest er der ikke tale om hvilke som helst gamle tekster, men om verdenslitteratur. Det er for ærgerligt, hvis de unge skal gå ud af skolen og gymnasiet uden at have haft mulighed for at stifte bekendtskab med det bedste, litteraturen kan byde på, med en opfattelse af, at alt, hvad der er skrevet for mere end fem år siden, ikke har noget med deres liv at gøre. Hensigten er ikke, at de absolut skal forstå værket, men at de skal få lyst til at forstå det. Det er en udfordring at læse gode bøger. Det kræver en indsats. De skal stå på tæer. Det her er ikke ligegyldig letlæsning! Og det giver pote, hvis de gør sig ulejligheden. De her bøger kan man have med sig resten af livet, og som der står i forordet til ”Den unge Werthers lidelser”: ”Har du selv mødt den samme modgang som han, kan du søge trøst i hans lidelser, og skulle du af den ene eller anden grund ikke have nogen nærmere, så lad denne lille bog være din ven.” Goethe definerede verdenslitteratur som universel, litterær kunst, der holder, værker, der til enhver tid vil sige læseren noget vigtigt om fundamentale menneskelige relationer, som kan vægtes forskelligt fra tid til tid. Derfor vil man næppe nå til en fast konsensus om, hvad de enkelte værker handler om, og hvordan vi skal forstå dem. Men det er en vigtig og spændende øvelse at slås med tekst og billeder, fordi det tvinger os til

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR LIGE NU

at nå en eller anden endelig fortolkning – det vil sige: det genererer et ønske i os om at skabe mening i alle elementerne i værket, at finde til vejs ende – og selv om det mål smutter fra os, kan vi lære meget om at læse og fortolke litteratur og billeder i et alvorligt forsøg på at gribe fat i disse værker, som er så svære at få hold på. Hvis en af de vigtige funktioner i stor kunst er at stimulere tankeprovokerende samtaler, som tvinger os til at komme til en forståelse af mange ting i teksten og billederne og af os selv, så er verdenslitteraturens hovedværker særligt værdifulde.” Du gendigter de klassiske tekster. Hvad er grunden til det? Og hvad lægger du egentlig vægt på, både i form og indhold? ”Det ikke længere at være sagen er med tiden alle bøgers uundgåelige skæbne. Det kan der være mange årsager til, den hyppigste, at de ikke var gode nok, men selv fremragende bøger kan ikke sige sig fri af tidens tand: sproget og former forandrer sig, udtryk bliver antikverede – hvem siger ”fjong” i dag, eller ”ophøjede og overbegramsede frue?” – og uforståelige. Derfor kan gendigtning komme på tale, når det handler om at formidle, ikke en enøjet om og nedskrivning, men en koncentreret gendigtning i ord og billeder, der forbliver tro over for værkets genre, stil og kompleksitet, så den som originalen kan læses mange gange, som gode bøger skal. I Cervantes’ ”Don Quijote” har jeg lagt vægt på at bevare de elementer, der tydeligst – især i bind II, som er langt strammere opbygget end bind I – viser, hvorfor ”Don Quijote” anses for at være den første moderne roman (brevroman, udviklingsroman, sammenbruds- eller desillusioneringsroman): den bygges op over grundstrukturen hjemme-ude-hjemme igen, med intertekstualitet, inddragelse af fortællerens skrivevanskeligheder, foregivelse af realisme og ironiseren over det at skrive, brug af montage af forskellige indtryk fra virkeligheden i dens mangfoldighed til et ofte forvirrende billede, indlejrede fortællinger – især i bind I – indre monolog, krydsklip, filosoferen og konstruerede, irreale verdener eller halvverdener for at udtrykke det moderne menneskes situation i en tid med gamle værdiers sammenbrud i det altoverskyggende tema: det selvberoende menneskes forhold til omverdenen, der afspejles i en tilnærmelsesvis viden, ikke en absolut sandhed.

DANSK

maj 2010

Jeg har bestræbt mig på at få så mange spor i historien om Don Quijote med, så den ikke reduceres til en blot og bar parodi på ridderromanerne om en spøjs adelsmand og hans fordrukne, madglade væbner, men indfanger mangfoldigheden i den oprindelige, store fortælling såvel tematisk som sprogligt. Tematisk ved at fastholde barokkens idé om, at livet er en drøm, og verden et stort teater, kritikken af samfundsforhold, Inkvisitionens opgør med maurerne, det sammensatte/tilnærmelsesvise menneske, kærlighedens mange varianter og den ny, stærke kvinde, den flerfoldige fortæller og Avellanedas falske Quijote. Sprogligt ved at bevare barokkens gesvejsninger og forsirede stilfigurer, modsætningsfigurer, liv og død, som ubrydeligt sammenhængende, overdrevne ornamenterede opremsninger, slyngninger, umage sammensætninger, kragehop fra konkret til abstrakt, dialogiske ordspil og Cervantes’ skødesløse forglemmelser og urettede stil, som giver teksten et tilsigtet kluntet præg, der kan virke komisk og parodisk. I Goethes ”Den unge Werthers lidelser”, som jeg sidder og arbejder med i øjeblikket, har jeg forsøgt at omgå det syttenhundredetalsspecifikke, så det er muligt for Lilian illustrativt at gå ind i det parallelle nittenhundredefirsermiljø, hvor Michael Strunge slog sine folder. Jeg forestiller mig en sorthåret Werther i blå frakke, gul vest og stulpenstøvler og Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup i rollerne som Albert og Lotte. Den overordnede opgave er at bibeholde Goethes enestående evne til at skildre verden komplementært, som det kommer til udtryk i f. eks brevet fra 21. juni: ”... jeg har tænkt på menneskers trang til at folde sig ud, opdage nye ting og drømme, og også over den tilbøjelighed til på den anden side frivilligt at indskrænke tilværelsen til den daglige trummerum og ikke bekymre sig om noget. Da jeg kom hertil, tænkte jeg hele tiden, hvis bare ... Hvis bare du kunne se verden fra den bakke dér eller fra skoven eller ... og skyndte mig frem og vendte tilbage og havde ikke fundet det, jeg søgte, når fremtiden blev nu, når der blev her, stod jeg tilbage med min egen armod og indskrænkethed og længtes efter at folde de drømmens faner ud, som jeg havde tabt på vejen. Sådan længes den rastløse rejsende vel også efter det arbejde, hjem og familieliv, som han forgæves søgte undervejs.”

… der rummer stor indsigt i menneskets psyke, og fastholde hans temaer: problematiseringen af samfundets opdeling, den patriarkalske idé (om familieforsørgelse og orden), kunstens kald (Sturm und Drang), parforholdet og den mislykkede kærlighed, litteraturen som trøst og hjælp (Homer, Klopstock og Mcphersons Ossiandigte), drømmen (om frihed), mennesket som en ø (Werther er afledt af Wert, som betyder Flussinsel, jeg tror, det er det samme ord som sønderjyderne i marsken bruger om de små højdedrag, hvor de førhen byggede deres gårde: værft, som nok lige har været en tur gennem Holland først), naturen som redning (drejer jeg en anelse i retning af miljøbevidsthed: red naturen! Bevar roen – støt sukker!) og sidst, men ikke mindst selvmordet som mulighed. Jeg fastholder brevromanformen, hvor Goethe udfolder og foregriber afsløringen af det postalske princip som en ambivalens mellem på den ene side nærvær og på den anden fravær, som Derrida senere har beskrevet det i ”Carte Postale”: brevformen tydeliggør den afstand for kommunikation, som er skriftkulturens kendetegn og som betyder en dekonstruktion af den præsentiske bevidsthed, som han kalder: sendelsens tragedie, og brevet, som netop giver udtryk for noget her og nu- agtigt, men sendes over afstand, viser det ikke-præsentiske som skriftens princip. Den unge Werthers lidelser er ikke en dialog, men en monolog, nærheden er afløst af fravær og afstand godt hjulpet på vej af udgiverens fiktive og mine oplysende fodnoter og sammenstilling af Werthers sidste dage, som understreger Werthers egocentri. Stilistisk udelader jeg som tidligere nævnt de mest højtragende, romantiske udbrud, undgår så vidt muligt titler på personer og tidsbundne køretøjer og tjenere og erstatter Gud med Livet, så teksten bliver mere neutral og tidløs sprogligt.” Du samarbejder med Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger om at få klassikerne ud som billedbøger. Hvorfor skal der billeder på, når nu teksterne er så gode? ”Næppe siden de første summeriske kiler 1 har billedskriften været så udbredt som i vores tid. Det vrimler med piktogrammer på toiletdøre, trafikskilte og i firmalogoer, og stærkt læsesvage kan med lidt øvelse spille komplicerede computerspil, ”læse” en fodboldkamp og gebærde sig fuldbefarne i lufthavne og på internettet. Fonogrammet er i opløsning på vej ind i en ny tid, hvor piktogrammet har fået overtaget. Så jeg synes, det er helt oplagt, at

Noten kan læses på Dansklærerforeningens hjemmeside.

benytte sig af billeder i formidlingen af verdenslitteraturen til en læserskare, som er opvokset med og gode til at aflæse film, tv, tegneserier og grafiske romaner. Med illustrationerne ligger der en mulighed for at appellere til nye læsere med en ikke-sproglig tilgang til verden. Og så skal inspirationen fra ”Illustrerede Klassikere”, som omend lidt enstrenget har åbnet manges interesse for at læse, da også lige nævnes. Illustrationer kan noget andet end det skrevne ord. Illustrationerne viser, at sådan ser Hamlet ud, sådan Candide, de har det og det tøj på, de er der og der ... illustrationerne er konkrete fortolkninger. På et tidspunkt var der en sydamerikansk delegation på besøg på Dansklærerforeningens Forlag, og de så originalillustrationerne til Hamlet uden tekst – ingen af dem var i tvivl om, at det var Hamlet, det drejede sig om.” Og i den forbindelse: Påvirker det din gendigtede tekst, at du ved at der kommer illustrationer? ”Samarbejdet med Dorte og Lilian er afgørende for Illustreret Verdenslitteratur forstået på den måde, at billeder og tekst tilsammen skal udgøre et samlet værk. Derfor er det ikke bare nogle tegninger, der føjes til teksten, men billeder der udfolder og udvider den. De fortæller ”de andre” historier i det komplekse værk, de kan understrege betydningsfulde temaer, som ikke fylder så meget i teksten, og tilføje en modernitet, som ville være ødelæggende, hvis den blev dominerende i teksten, f. eks. den punkede Hamlet eller den traktorridende Don Quijote.” Du giver formidlerne en omfattende håndsrækning ved at udarbejde forslag til undervisning. Er det for at gøre det nemmere for underviseren eller hvad? ”Ja. Og for at inspirere dem, og udfordre dem, så der bliver dybde og engagement i den formidling, der er så vigtig for at give de unge lyst til alt læse.” Hvad betyder det for dig at Hamlet og Don Quijote får prisen som Årets boghåndværk? ”Det er jeg meget glad for. Det er Dorte, Lilian, vores grafiker Anne (von Holck) og forlagets fortjeneste, at designet er så smukt – og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg også, det er nogle dejlige bøger at få fat i. Man får virkelig lyst til at åbne dem og komme i gang!”

maj 2010

DANSK

OMKRING UNDERVISNINGEN

Filmanalyse – på opdagelse i filmsproget Audiovisuelle medier som film, tv, internet, computerspil, mobiltelefoner mv. fylder meget i børns – og mange voksnes – hverdag. Kulturministeriet har netop offentliggjort en analyse af børn og unges medievaner. Her lyder en af konklusionerne: Film er det foretrukne medie blandt børn og unge. Som en naturlig konsekvens af udviklingen bliver der i undervisningssammenhæng fokuseret stadig mere på at øge elevernes medieforståelse (media literacy).

Liselotte Michelsen, underviser og filmanmelder, og Lisbeth Juhl Sibbesen, uddannelseskonsulent på DFI

DANSK

maj 2010

Det skaber nye udfordringer for læreren. Det litterære analyseapparat kommer til kort, når vi arbejder med film i undervisningen, fordi film og litteratur er to meget forskellige udtryksformer. Når vi inddrager film i undervisningen, har vi ofte tendens til at vælge filmene for temaets og indholdets skyld. Men det er vigtigt at være lige så opmærksomme på formen som på indholdet – for det er to sider af samme sag. Hver eneste lille udtrykselement – lydsiden, klipningen, kamerabevægelser osv. – er nøje overvejet og tilrettelagt, så det understøtter og spiller sammen med indholdet og er med til at skabe den totale filmoplevelse. Eller sagt med andre ord: Det er ikke kun interessant, hvad der bliver fortalt. Det er ligeså vigtigt, hvordan det bliver fortalt. Altså: Hvordan oversætter instruktøren historien til billeder og lyd, og hvordan formidler han/hun sine personers tanker og følelser, så vi både forstår og føler med personerne? Sidst men ikke mindst er det vigtigt at forbinde hvordan med hvorfor. Hvorfor vælger filmskaberne netop dén lydside eller kameraindstilling, hvorfor lader de klippetempoet stige netop i dén scene, hvorfor fylder den grønne farve så meget i scenografien? Hvilken betydning har det for vores oplevelse af filmen? Udtrykket ”filmiske virkemidler” kan lyde tørt og teknisk. Men det handler i bund og grund om følelser og stemninger. En analyse

af filmiske virkemidler er i høj grad en analyse af, hvorfor en film får os til at føle, som vi gør. For at kunne formulere følelser og filmoplevelser, er vi nødt til at have et fælles begrebsapparat, sprog og bevidsthed omkring de filmiske virkemidler og deres effekt. Når børns mediekompetence skal udvikles, er det godt at veksle mellem produktion og analyse. De praktisk udøvende faser og de analytiske faser understøtter hinanden – og vekselvirkningen styrker udviklingen af elevernes faglige kompetencer. I denne artikel vil vi fokusere på analyse-fasen og give eksempler på, hvordan man kan arbejde med filmiske virkemidler på forskellige alderstrin. Indskolingen Man kan sagtens arbejde med film i indskolingen uden kun at holde sig til filmenes tematik. Det handler om at hive de filmiske begreber helt ned på jorden og lade eleverne forholde sig til: – Hvad ser de? – Hvad hører de? – Hvordan bliver de følelsesmæssigt påvirket af filmens stemninger?

set filmen før. Afspil nu sekvensen uden billedside, så eleverne kun hører lyden (læg fx et klæde over tv’et eller lign.) Lad eleverne skrive eller tegne til lyden. Gæt på, hvad filmen handler om. Tal om de enkelte elementer i lyden (fx triste strygere, glade blæsere, reallyd, hjertebanken, stemmer osv.) Tal om, hvilke følelser, lydelementerne vækker, og hvorfor eleverne fik netop de associationer, de fik. Afslut med at se sekvensen/filmen og tal om, hvorvidt lyden understøtter handlingen/personernes følelser. Øvelse: Klap til klip Vælg en film med en sekvens op imod klimaks, hvor klippehastigheden øges. Afspil sekvensen; eleverne skal klappe, hver gang der klippes. (Alternativt kan de også rejse sig og sætte sig, når der klippes). De vil erfare, at de skal klappe hurtigere og hurtigere indtil klimaks, og derefter langsommere. Tal om, hvorfor her klippes hurtigere (bl.a. for at understøtte den øgede følelsesmæssige intensitet i sekvensen). Tal om hvad der sker, når klipperytmen er langsom (bl.a. at vi har tid til at orientere os i billedet, leve os ind i stemninger og aflæse personers følelser).

Mange af de yngste børn i indskolingen har en totaloplevelse, når de ser film. De skelner ikke mellem filmens billedside og lydside. Kimen til en mere dybdegående analyse af filmsproget lægges på dette niveau ved at skærpe elevernes opmærksomhed overfor filmens virkemidler.

Mellemtrinnet På mellemtrinnet kan vi skrue op for mængden af filmsproglige begreber og arbejde med de grundlæggende filmiske virkemidler: lyd, kameraføring og billedkomposition, klipning, lys og farver Vi kan nuancere fx ’klipning’ med ’krydsklipning’ og ’parallelklipning’, og vi kan skelne mellem nærbilleder, halvtotaler og totalbilleder.

Øvelse: Gæt en lyd Vælg en sekvens i en film, hvor lyden er markant, stemningsfuld og billedskabende. Eleverne skal ikke have

Øvelse: Sæt ord på de filmiske virkemidler Se filmen ”Bawke” (af Hisham Zaman, norsk, 2005, 16 min). Sæt fokus på de filmiske virkemidler. Formuler

maj 2010

DANSK

OMKRING UNDERVISNINGEN

og diskuter, hvordan de opleves og spiller sammen med handlingen. Eksempelvis: den urolige kameraføring og de hurtige klip forstærker oplevelsen af det konstante psykiske pres, faren og sønnen lever under. Her er mange grå, blå og mørke billeder, som understreger håbløsheden og desillusionen. Underlægningsmusikken er dyster med mange toner i mol, som giver os en følelse af tristhed. Kameraet er subjektivt - vi bliver suget ind i farens og sønnens historie, identificerer os med dem og føler for dem. Øvelse: Billedbeskæring Se en film og lad derefter eleverne 2 og 2 finde eksempler på nærbilleder, halvtotaler og totaler i filmen. Lad dem skrive en kort tekst om, hvorfor netop den billedbeskæring bruges i hver enkelt situation. Fx et totalbillede for at skabe overblik eller illustrere at en person er ensom, og et nærbillede for at forstærke oplevelsen af en persons reaktion eller følelser. Overbygningen Når vi arbejder med de ældste elever kan abstraktionsniveauet øges, og vi kan diskutere fx genrekonventioner, genrekontrakt, kvalitetskriterier og forholdet mellem form og indhold. Desuden kan begrebsapparatet i forhold til de filmiske virkemidler yderligere udvides. Øvelse: Filmanmeldelse At arbejde med filmanmeldelse er en god tilgang til filmanalyse blandt de ældste elever og kan vinkles i forhold til de fælles mål, der er relevante for den enkelte klasse. Anmeldelserne kan skrives eller fremlægges mundtligt. Der kan laves sammenlignende analyse mellem forskellige anmeldelser. Eleverne får øvelse i bl.a. research, argumentationsteknik, referat, perspektivering, strukturering af en tekst osv. Et afgørende udgangspunkt for arbejdet med filmanmeldelser er, at eleverne har et fælles sprog omkring filmiske virkemidler og deres betydning for filmoplevelsen. På Det Danske Filminstituts hjemmeside kan I finde et undervisningsmateriale, der udelukkende fokuserer på at arbejde med filmanmeldelser i de ældste klasser. Øvelse: Genretræk og genreforventninger Se filmen ”Lille Lise” (af Benjamin Holmsteen, dansk,

DANSK

maj 2010

2005, 19 min.) Stop filmen, når I har set 52 sekunder (slut på den lille piges ansigt). Kan vi allerede nu gætte hvilken genre, der er tale om og hvorfor? (– melankolsk, ildevarslende musik, snigende kamera gennem efterårsblade, tilt op på lille Lise, der står mærkeligt med hovedet på skrå og stirrer – ’det onde barn’). Se de følgende 5 minutter. Hvilke virkemidler antyder, at vi er i gyser-genren? Tal fx om reallyd, musik, lys/skygge-virkninger, kamerabevægelser og kameravinkler. Diskuter hvilken effekt og betydning, de filmiske virkemidler har – og hvilke forventninger, de vækker. Se resten af filmen og tal om, hvorvidt jeres forventninger blev indfriet. Relevante links Find undervisningsmaterialer til kort- og spillefilm på Det Danske Filminstituts hjemmeside – se under ’film i undervisningen’: www.dfi.dk Læs gode, konkrete tekster om filmiske virkemidler på undervisningsdelen af DRs hjemmeside: www.dr.dk/ kortfilm/ og forlaget Alineas elektroniske værktøjskasse Scoop: www.fmb.dk/scoop/index.html Ny litteratur ”Læring med levende billeder.” Red. Hans-Christian Christiansen. Forlaget Samfundslitteratur, 2010. Hvor finder vi film? Filmene nævnt i denne artikel er tilgængelige på www. filmstriben.dk. Desuden kan I låne film på biblioteket (til indskolingen fx kortfilmsamlingen ”Filmhits for børn”), og se en række gode kort- og spillefilm med tilhørende undervisningsmateriale på Buster Filmfestival 9.-19. september – www.buster.dk

BØRNELITTERATUR I PRAKSIS – HÅNDBOG TIL UNDERVISNING I BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR

”Et autentisk

sprog

er alfa og omega!” Børnelitteratur i praksis er en særdeles inspirerende udgivelse, der giver læreren et solidt fagligt grundlag for at gennemføre undervisningsforløb i & med børne- og ungdomslitteratur. Læreren får gode og konkrete ideer til tekstvalg, elevopgaver og litteratursamtaler, og ligeledes er der forslag til placering i årsplanen og til evalueringsformer, der passer til mål og undervisningsaktiviteter i alle forløb. Vi har talt med forfatteren Ingelise Moos, der sammen med Karen Vilhelmsen har skrevet Børnelitteratur i praksis.

Interview med Ingelise Moos v/ Bent Rasmussen, redaktør af ”SKOLEBIBLIOTEKET”

Børnelitteratur i praksis er faktisk et ”lærebogssystem” i børnelitteratur for hele skoleforløbet – og på kun 72 sider. Fortæl… ”Meningen var, at vi ville prøve at lave en børnelitteraturdidaktik – det er også titlen på 1. kapitel. Vi ville lave en gennemtænkt måde at bruge børnelitteraturen på hele vejen igennem systemet, fordi vi er fuldstændig overbeviste om, at hvis man skal i gang med at læse den kanoniserede voksenlitteratur, så skal man lære at læse den via den gode børnelitteratur – og ikke omvendt! Man lærer ikke at læse god litteratur ved at læse Pontoppidan, når man går i 6. klasse. KANONEN er skandaløs, fordi den ikke engang har Halfdan Rasmussen med! Jeg læser selv med stor glæde Bang, Blixen og Pontoppidan, men børn og unge skal lære at læse denne litteratur via den gode børnelitteratur.” Det er interessant at se jeres oversigt på side 7 over, hvordan det overordnede fagsyn i faget dansk har ændret sig over de seneste 35-40 år. Det er næsten en hel kolbøtte! ”Ja, det er spændende skolehistorie. Ja, egentligt burde vi jo også have haft ”Den Blå Betænkning” med, hvori det bl.a. hed, at man skulle læse

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR I PRAKSIS – HÅNDBOG TIL UNDERVISNING I BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR

Børnelitteratur i praksis Af Ingelise Moos og Karen Vilhelmsen Illustreret i farver Redaktør: Kirsten Buhl Serie: Læring i praksis Gyldendal, 2010 Sider: 72

gode bøger, så man kunne blive holdt væk fra gadehjørnerne. Det står der faktisk! Jeg blev lærer, mens ”Den Blå Betænkning” var gældende, og så alle de systemer, vi har været igennem via ændringerne i 1976, 1984 og 1995 – og det bliver ved. Vi har været meget optaget af fagsynet, for mange lærere er ikke bevidste om, at de vælger med baggrund i et specielt syn på faget.” Hvilket faghæfte/fagsyn følte du dig bedst tilpas med? ”Det sjove er, at jeg har været glad for dem alle. Det mest spændende i ”Den Blå Betænkning” var faktisk det grammatiske, hvor feltanalysen blev introduceret, og netop dette har optaget mig hele vejen igennem. Og da vi så fik ”Dansk 1976”, blev jeg meget optaget af, at man nu kunne arbejde tematisk. Man kunne begynde at tage udgangspunkt i børnenes egen virkelighed, det var fantastisk. Desværre kom der bare sådan en frygtelig børne- og ungdomslitteratur ud af det, men det var en befrielse, at man ikke længere skulle læse læsebøger med uddrag af vanskelig voksenlitteratur. Nu skrev man pludselig ud fra

DANSK

maj 2010

børns egen hverdag. ”Dansk 1984” blev jeg også glad for, selv om vi var vildt skeptiske i begyndelsen, men litteraturundervisningen kom tilbage. Til gengæld forsvandt hele det sproglige og grammatiske område. Det kommer af sig selv, sagde man, men jeg tror, at netop dette forhold er en del af årsagen til 1990´ernes læseproblemer. Fagsynet i ”Dansk 1995” holder efter min mening stadigvæk, men ”Den Blå Betænkning” og ”Dansk 95” var virkelig progressive, og alle de andre er egentlig kun opfølgninger. Det har været fantastisk spændende, men nu synes jeg, det er ved at sande totalt til igen.” Hvad mangler der? ”Der mangler simpelt hen et overordnet fagsyn, der ikke stritter i alle mulige retninger. KANONEN hænger ikke sammen med noget som helst, og det skulle nødigt ende med en kanonisering af selve undervisningen med færdiglavede opgaver. Og det er man begyndt på, synes jeg. I Børnelitteratur i praksis giver vi ideer til, hvordan man kan gribe undervisningen an med åbne opgaver,

som måske især unge lærere kan have glæde af. En slags mesterlære har vi tænkt! På vores kurser har vi ofte oplevet, at mange unge lærere aldrig har lært at fortolke en tekst. Man har en historisk, biografisk, tematisk og samfundsmæssig tilgang til tekster, men man har ikke nogen litterær tilgang til teksterne.” Hvad er god børnelitteratur for dig? ”Ja, det kommer an på, hvad den skal bruges til. God børnelitteratur må være den, der åbner og giver ny indsigt, lukker børnenes øjne op, men jeg synes ikke, der er forskel på, om det er det ene eller det andet. Jeg kan godt lide den børnelitteratur, der kræver noget af læseren, og jeg har intet imod fx Stephanie Meyers ”Twilight-bøgerne”, men i undervisningen skal børnene præsenteres for noget med vitaminer i.” Det er interessant at se, at det, der sælger i boghandlerne, ikke er det, vi kalder den gode og moderne børnelitteratur! ”Sådan har det vel altid været. Jeg læste også Jan-bøger, da jeg var barn. Jeg har læst en af bøgerne i ”Twilightserien” – kedsommeligt, synes jeg, men jeg er jo heller ikke målgruppen. Jeg kan godt se, hvad det må være, der fascinerer børnene/de unge. Triviallitteraturen har altid været der, men i skolen skal man ikke læse det populære. Der er så lidt tid til at læse litteratur i skolen, og derfor skal eleverne læse noget, hvor de pludselig får øje på, at der står noget mellem linjerne, at der er mulighed for at komme bag om teksten. En tekst skal være ligesom et godt brød, langtidshævet og med en god skorpe. Det har jeg oplevet med fx Bent Hallers og Peter Mouritzens tekster, og hvis man gider gå til dem, så kommer der altid noget godt ud af det. Selv Peter Mouritzens billedbøger åbner for spændende universer, som man sagtens kan arbejde med i hele skoleforløbet. Det svære tidspunkt i skoleforløbet er efter min erfaring 6.-7. klasse, hvor børnene går i ”betalingsstandsning”, men så må de jo læse ”Twilight-bøger” og lignende, indtil de er klar til noget andet. Peter Mouritzen har faktisk skrevet rigtig spændende gysere for børn og unge.” Hvad er fordelene ved at vælge den moderne børnelitteratur i undervisningen? ”Det er så udpræget, at den er skrevet i et sprog, som

børnene fanger, at den er skrevet med en identifikationsmulighed, som fanger læserne, og at den er skrevet i et moderne billedsprog. Fx rammer Hanne Kvist den lidt filmiske måde, som børnene kender fra elektroniske spil og fra fjernsynet. De er utroligt hurtige til de der skift, så derfor behøver litteraturen ikke at være skrevet som en Jules Verne-bog med lange malende beskrivelser.” I er meget kontante på side 10 i bogen: ”Man kan ikke evaluere noget, som eleverne ikke har kendt målet for.” ”Man kan naturligvis stille nogle alt for firkantede mål op, men børnene skal vide, at nu er vi altså i gang med at fortolke en tekst, og når vi er i gang med at fortolke en tekst, så er det lige meget, om du kan læse! Hvis man fx skal arbejde med en novelle, skal den efter vores mening læses højt først. Så er alle på lige fod – også dem, der ikke er så gode til at læse. ”Læsehysteriet” har gjort, at mange elever er længe om at læse en tekst, og det indebærer, at teksten for disse elever aldrig hæver sig op til en tekst, man kan snakke om. Så må man hellere læse nogle kortere tekster, fx Bent Hallers korttekster i ”Grænsebørn”, som gør et dybt indtryk på børn. Så derfor handler det om at fortælle børnene, at nu arbejder vi med litteratur, og derfor skal vi gøre sådan og sådan, og nu arbejder vi med sprog… Altså på forhånd klargøre for børnene, hvad det drejer sig om, og det synes jeg, man har forsømt. I dansk arbejder vi med strofer, ikke vers, som er noget, man synger fra Højskolesangbogen! Det har været en af de klare fordele ved ”Dansk 1995”, inden det hele groede fuldstændig til i tests, men målet må aldrig være en test!” At få øjnene op for det, der står mellem linierne, er en anden af de mange væsentlige pointer, I har med i bogen. Hvordan arbejder man med det? ”Bo Steffensens fem spørgsmål (”Metoden 5 spørgsmål fra 1993”. Red.) er slet ikke dårlige, men problemet var, at så nøjedes man med dem – og det dur jo heller ikke. Vi synes, at litteratursamtalen ofte fører til noget mere. I litteratursamtalen kan vi synliggøre, hvad det er, vi snakker om. Hvor er vi henne lige nu? Er det temaniveauet, sprogniveauet, er vi ude i den store verden…? I Bent Hallers ”Kaskelotternes sang” dør Tangøje jo til sidst, men det står ikke direkte. Bent Haller bruger metaforikken. I det fjerne hørte han kaskelotternes sang – og det er dødsøjeblikket. Det er barske løjer, men engang imellem

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUR I PRAKSIS – HÅNDBOG TIL UNDERVISNING I BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR

må man vise børnene, hvor det står. Åbne slutninger giver nogle utroligt gode diskussioner. ”De tomme pladser”, som man siger. Meddigtning er udmærket, men det er ikke børnenes valg, der gælder – det er forfatterens!” Det er jo voksne, der skriver børnelitteraturen. Hvordan rammer man ind, så børnene/de unge ikke kan lade være med at læse den? ”Et autentisk sprog er alfa og omega – ikke nødvendigvis børnenes sprog, men forfatterens eget autentiske sprog. Jesper Wung-Sung har engang sagt – og han skriver jo ganske glimrende – ”Når jeg engang sidder og opdager, at jeg bliver irriteret over de unge mennesker, der kører på knallert udenfor, så skal jeg holde op med at skrive børne- og ungdomslitteratur.” Og det er rigtigt, tror jeg. Jeg tror fx, at Bjarne Reuter ”kom til at snerre ad en knallert”, og derfor skriver han mest for voksne i dag. Man skal være i forbindelse med børnene/de unge på en eller anden måde. Peter Mouritzen skriver jo egentlig ud fra en 1950´er-verden, men samtidig har han jo ganske godt fat i det store identitetsprojekt, men han vedkender sig, at han er en mand på over 60 år. Det med at skrive i et nutidigt ungdomssprog, holder ikke en meter, og derfor dør ”Twilight- bøgerne” og Harry Potter-bøgerne også på et tidspunkt. De er kun periodiske klassikere. Man skal simpelt hen være en dygtig forfatter, og man kan ikke bare lade de unge skrive. De skriver simpelt hen ikke godt nok!” Det er en meget konkret bog, I har skrevet – men med god plads til at tænke selv! ”Vi valgte at sige, at al teorien står i mange bøger, og vi har masser af links og henvisninger. Men jeg tror, at der er brug for den der kontante vejledning, for der er alt for lidt af den slags på lærerseminarierne. Det er rigtigt, at vi er kontante, men vi styrer ikke. Når vi fx foreslår, at man arbejder med poesibøger, så er det selvfølgelig et kontant forslag, men derfra er der frit slag for børnene og læreren.” Jeg tænker uvilkårligt, at hvis en klasse kom igennem alle de titler, I foreslår, så er man faktisk godt hjulpet og har læst god og varieret børne- og ungdomslitteratur!

DANSK

maj 2010

Ja, det har du ret i, og man er nødt til selv at gøre noget konkret, men lærerne må godt fornemme, at de får en hjælp.” Det faglige fokus, det eleverne skal lære, er et andet meget vigtigt afsnit i bogen! ”Ja, det drejer sig om danskfaget, fagsynet, fagbegreberne… og derfor holder vi meget fast i, at børnene skal blive dygtigere, lære noget simpelt hen. Og de skal opleve, at de bliver dygtigere.” I lægger ikke skjul på, hvad I godt kan lide, fx ”Frøken Ignora-bøgerne”, Bent Hallers og Peter Mouritzens bøger! ”Ja, vi har klare favoritter. Vi kan godt lide dem, der bestræber sig på at skrive ordentligt. De skal skrive godt. Heldigvis er der mange, der skriver rigtig godt. Vi har lavet mange litteraturlister, hvor man kan finde masser af muligheder. Siden jeg blev lærer, har jeg læst en børnebog om ugen. Nu læser jeg kun dem, jeg kan lide. Men det er vigtigt, at dansklærere læser børnelitteratur, helst megen børnelitteratur.” I har også et vigtigt afsnit med ældre tekster! ”Det har en lidt anden karakter i forhold til de andre, Indskoling, Mellemtrin og Udskoling. Afsnittet dækker nemlig for hele skoleforløbet, og så har vi jo valgt nogle ældre børnelitterære tekster, bl.a. Bertha Holsts ”Tvillingerne” fra 1908.” KANON-litteraturen kan være svær at motivere over for eleverne, er mit klare indtryk! ”Det er jo ikke så mærkeligt. Den er simpelt hen ikke skrevet til nutidsbørn. Man dør af forstoppelse pga. alle de noter. Der er kun en vej, og det er ved at formidle, vise, fortælle… hvad der er godt. Man kan da ikke læse ”Lykke-Per”, hvis ikke man har haft mindst én depression, men man kan synge nogle af sangene. Jeg har, mens jeg underviste i de ældste klasser haft held med fx at læse Kim Fupz Aakesons noveller fra ”Popmusik” sammen med Peter Seebergs ”Eftersøgningen”. Det gik rigtig fint. Man har i øvrigt sagt, at man vil lave om på KANONEN efter fem år, men det tror jeg ikke på, man får gjort. I

Ingelise Moos

”Tillæg til folkeskolen” er der mere at hente, og det er her, man kan finde Halfdan Rasmussen, der efter min mening har betydet mere for det danske sprog end Martin A. Hansen. Jeg er ikke imod de kanoniske forfattere, men de er for voksne for børn.” Hvordan kom du og Karen Vilhelmsen egentlig til at arbejde sammen? ”Vi mødte hinanden på Danmarks Lærerhøjskole. Karen var ansat som pædagogisk konsulent, og jeg var amanuensis og i gang med et forskningsprojekt om didaktik på læreruddannelsen. På et tidspunkt i 90´erne kom vi i et projekt sammen, og vi blev begge glade for at samarbejde, selv om vi er meget forskellige, og siden har vi arbejdet sammen, lavet bøger, m.m.” Hvad har samarbejdet givet? ”Vi er meget enige om nogle grundting, vi ser faktisk forskelligt på en række ting, men det har været en styrke i samarbejdet. Vi er begge to cand. pæd.’er, og så er vi meget glade for praksis, kan godt lide at afprøve vores ting i klasserne. Vi begyndte også at lave kurser sammen, så hinanden undervise, og det havde vi rigtig meget ud af. Og endelig har vi også begge to været stærkt optaget af børnelitteraturen.” Hvis du skulle vælge fem bøger fra børnelitteraturen. Hvad skulle det så være for fem? ”Jeg ville vælge noget af Peter Mouritzen, fx ”Monstermail – og andre mysterier”, Bent Hallers ”Grænsebørn”, Hanne Kvists ”Hr. Lykke – kaos og kærlighed i hr. Lykkes kitteludlejning”, Kim Fupz Aakesons ”Drengen der lå i sin seng, mens hans far og damefrisøren så på”, Dorthe de Neergaards ”To ting man aldrig kan vide – og andre historier”, Cecilie Ekens ”Sølvblomst” og ”Mørkebarnet”, Katrine Marie Guldagers ”Frøken Ignora-bøgerne”, Dansklærerforeningens Forlags ”Frit for Fantasi-serie” og billedromanerne fra samme forlag. Det blev ganske vist mere end fem, men de sidste skulle bare med.”

Ingelise Moos (f. 1944), oprindelig læreruddannet, cand.pæd. i dansk. Har undervist på CVU Storkøbenhavn/UCC på kurser og diplomuddannelser i efter- og videreuddannelse af lærer. Forfatter og medforfatter til en lang række undervisningsmaterialer til folkeskolen. Modtog i 2000 sammen med Lars Handesten Undervisningsmiddelprisen 2000 (Guld og grønne skove) og sammen med Anna Karlskov Skyggebjerg Undervisningsmiddelprisen 2003 (Fantastiske forvandlinger). Har især i de senere år været optaget af børne- og ungdomslitteraturens kvalitet og placering i grundskolen. Er nu pensioneret.

Karen Vilhelmsen Karen Vilhelmsen (f. 1946), oprindelig læreruddannet, cand.pæd. i dansk og har været lektor ved CVU Storkøbenhavn/UCC, hvor hun har undervist lærerstuderende og dansklærere på efteruddannelse. Har arbejdet med faglig læsning og skrivning, litteraturundervisning samt dansk i tværfaglig sammenhæng i en række udviklingsprojekter om danskundervisning fra børnehaveklasse til 10. klasse. Udviklingsprojekterne er gennemført i samarbejde med lærere i folkeskolen og har fokuseret på mål og evaluering. Er nu på pension.

Intervieweren: Bent Rasmussen (f. 1941) er redaktør af ”SKOLEBIBLIOTEKET” og fhv. pæd./ adm. konsulent i Vejle Kommune. Han har siddet i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmarks bestyrelse fra 2006-2010 og var formand for programgruppen i forbindelse med IBBY´s Verdenskongres 2008. Han har skrevet 3 bøger om børnebogsforfattere.

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUREN SET GENNEM 50 ÅRS SKOLELIV

Annelise, Silas, Peter, Filip, Sofie…

Horne Skole lå (og ligger endnu i en renoveret udgave) i den vestlige udkant af Horne by. Skolen havde, da den var i brug, det obligatoriske stråtag, kakkelovne, småsprossede vinduer og såvel første- som andenlærerbolig foruden de to klasselokaler. Danskfaget bestod af to fag: læsning og skrivning. Lærer Andersen havde dansk med ”den store klasse”, og andenlæreren oplærte de små i at læse og skrive. Litteraturanalyse og fortolkning var ikke på skemaet, når de knap hundrede skoleelever fra Horne havde dansk; men til gengæld lærte man salmevers og forklaringerne i Luthers lille katekismus udenad.

Bodil Christensen

Sådan så det ud mange, mange steder i det danske skolesystem i 1960, da Aalborg Seminarium tog imod det første hold lærerstuderende; men de nye tider var på vej. Centralskolernes tid kom sidst i 1950’erne og først i 1960’erne, og Horne-Asdal Centralskole stod i 1962 klar med syv klasselokaler, en gymnastiksal, lærerværelse, aula og en skolegård med drikkefontæne og plads til elevernes opstilling klassevis og på rækker, når frikvarteret var slut, og timen skulle begynde.

seminarielærer på Aalborg Seminarium og Master i Børnelitteratur

DANSK

maj 2010

Annelise 13 år og ind i 1960’erne På den nye Horne Asdal Centralskole begyndte jeg i 1963 som femårig i første klasse sammen med fireogtyve andre børn fra lokalområdet. Førstelæreren A. A. Andersen fulgte med fra ”den gamle skole”, så der blev ikke ændret i undervisningskonceptet eller danskfagets indhold, men vi kunne have læst børnebøger som en del af danskfagets tekster. Det gjorde vi nu ikke. Det stod ellers i Den blå betænkning fra 1960, at børne- og ungdomslitteratur kunne være en del af danskfagets indhold: “Efterhånden findes de en meget omfattende børne- og

ungdomslitteratur af en sådan kvalitet, at det vil være naturligt i begrænset omfang at bringe egnede afsnit eller uddrag fra dette righoldige tekstområde.” – sådan skrives der i Undervisningsvejledningen for Folkeskolen, betænkning nr. 253 fra 1960. Tove Ditlevsens: Annelise 13 år fra 1958 er en af de bøger, der kan karakterisere tiden omkring Aalborg Seminariums første år. Det er en realistisk roman, der giver et fint billede af, hvor indelukket og klassebestemt det kunne være at være 13 år, pige og fra et arbejderhjem. Annelises mor er indlagt på et hospital i en længere periode, og imens må Annelise og lillebroderen bo hos deres faster (og den drikfældige onkel) på Vesterbro. Tilværelsen er fyldt med ansvar, pligter og (dårlig) samvittighed. Der er ikke meget overskud til andet end dagen og vejen. Sproget er knapt og kortfattet og rammer fint det Ditlevsenske Vesterbro. Problemløsningen ligger udenfor Annelises rækkevidde. Hun kan ikke selv få tingene til at ændre sig. Tove Ditlevsens Annelise 13 år kunne vi således have læst i dansktimerne, men det gjorde vi så ikke. Vi lærte fortsat salmevers. Udenad. Pædagogikken var klar omend uudtalt: Læreren ved bedst, autoriteterne skal følges, forhold dig ikke kritisk, og opfør dig ordentligt. Den positive tillægsgevinst i tiden var, at børn havde et stort frirum uden for skolen, hvor der på ingen måde var kontrol og opsyn med aktiviteterne. Det var her, man kunne afprøve grænser, afprøve sig selv og her kunne man kvalificere sine sociale kompetencer. Skolen var den samfundsbevarende og samfundsopretholdende institution, men fritiden var børnenes egen, hvor alt kunne ske uden vedholdende mobiltelefonisk overvågning og uden voksnes indblanding i konfliktløsningerne. Silas og den sorte hoppe og ind i 1970’erne I 1970’erne kom enhedsskolen, men inden da ”tog jeg realen med”. Nogle af mine efterhånden 30 klassekammerater fra Horne Skoles syvende klasse gik ud af skolen efter konfirmationen for (hvad der økonomisk set jo viste sig at være rigtig gode valg) at blive minkavlere, køre mælk til mejeriet eller for at få en læreplads som håndværkere. Vi andre fortsatte i skolens verden i endnu tre år (og for nogle af os i mange, mange år endnu); men vi mødte fortsat ikke undervisningsministeriets danskfag i særlig høj grad. Vores lærere gjorde som mange før (og

efter) dem: De underviste i det, de fandt fornuftigt og vedkommende. Så selvom danskfaget ændrede karakter med det udvidede tekstbegreb, tegneseriernes indtog og klassekampstænkningen, så gjorde det ikke nogen forskel, når dansklæreren Glønborg skulle vælge tekster til faget. Vi læste Ekstemporaltekster for Realskolen, en tekstsamling, hvor der var gode noveller af eksempelvis H. C. Branner, Hans Kirk og Jørgen Nielsen. Vi satte fortsat kommaer, havde skrivning som selvstændig disciplin, og vi skrev stile om Vore jernbaner, Ghandi – Indiens frihedskæmper og Ditte Menneskebarn. Udviklingen i børnelitteraturen gik dog hurtigt fra Annelises forhutlede sind til en frigørelse, der i børnelitteraturen har sit store skelsættende år i 1967. Det er året, hvor Halfdans Rasmussens Halfdans ABC udgives første gang, (og ingen har vel siden fået lært alfabetet uden at kunne versene om Ane, der lagde anemoner i kanonen på Trekroner og om Benny, hvis bukser brændte?) Cykelmyggen Egon af Flemming Quist Møller kørte ind i verden sammen med Snøvsen og Eigil og katten i sækken af Benny Andersen, – og endelig udkom Cecil Bødkers første Silasbog, Silas og den sorte hoppe. Silas er en hovedperson af en helt anden støbning end 1950’ernes børnebøger kan byde ind med. Silas kom sejlende ned ad floden, alene i en pram, der drev for vejr og vind og med en fløjte, der kunne få heste og onde hesteejere til at makke ret. Han klarer sig selv, han er kun bundet af sine egne etiske normer, han bygger et samfund op på Sebastian-bjerget, han tager sig af de udstødte, de forhutlede og de forældreløse. Silas er en ener, der ikke lader sig sætte i bås. Det er Thomas Ziehe og det postmoderne samfunds beskrivelse af ungdomskulturen, som Silas skriver sig ind i. Han er dog ikke normløs, han har blot sine egne værdier og lader sig ikke sætte i bås. Frisættelsen fra autoriteterne har han selv klaret, han vælger ikke at indordne sig, han gør oprør, men tager også konsekvensen af sine valg. Katamaranen og ind i 1980’erne Mens kampen mod autoriterene og oprøret mod alt i 1970’erne havde hold sit indtog i børnelitteraturen og på universitetets fakulteter, så begyndte jeg i 1977 på læreruddannelsen i Nørre Nissum (hvad der også dengang var langt ude på landet) – helt upåvirket af klassekampen. Vi læste børnebøger i grunduddannelsens danskfag. Ti børnebøger skulle læses og analyseres, og

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUREN SET GENNEM 50 ÅRS SKOLELIV

Silas og den sorte hoppe var på listen, foruden naturligvis en række klassikere som Jan- og Flemmingbøgerne og Det lille hus i den store Skov. Det helt nutidige var, at vi også læste Ole Lund Kirkegaard og tegneseriehæfter med Rasmus Klump og Anders And. For børnelitteraturens vedkommende blev det Bent Hallers Katamaranen fra 1976, der kan være eksemplet på datidens børnelitterære milepæl. I Katamaranen er Peters forældre skilt, han flytter fra landet og ind i ”grønlænderblokkerne”, der fortsat ligger nedenfor Aalborg Seminarium, han bor i beton, han er 12 år, og han er kammerat med Thomas, hvis far er ude at sejle. Skolen er ikke deres yndlingsbeskæftigelse, den er ikke relevant for deres fremtid. En typisk dialog fra bogen lyder således: ”Kan du lide at gå i skole. Vorherrebevares, det møglort. Jeg kan ikke fordrage det, sagde Peter, – der er for meget ballade. – Sådan er det det sku, sagde Thomas og drak af flasken, – den skolegang vi får er ikke en skid værd. Vi skal kun være lønslaver ... jeg gider ikke.” Samfundet er den skyldige, børnene er bærere af fremtiden, de skal kæmpe klassekampen både i forhold til familien og i forhold til arbejdslivet. Katamaranen slutter med følgnde opsang: ”Man må organisere børnestrejker, kæmpe på pladsen, lære noget om hvorfor samfundet svigter børnene. Ændre samfundet så de voksne kan få tid til børnene, få tid til at være mennesker og ikke maskindele.” I det tynde gule hæfte Dansk 76, der skulle være ledetråden for dansklærerne i enhedsskolens danskfag, stod der blandt andet: “Dansk er hovedsagelig et færdighedsfag. hvor det primære er de faglige aktiviteter, der arbejdes med i undervisningssituationerne.” Dansk var også et værkstedsfag, det var det udvidede tekstbegreb og dansk var kommunikation, reklameanalyse og kritisk stillingtagen til alt. Pædagogikken var også præget af kritisk stillingtagen. Vi lærte på seminariet om Summerhillskolen, vi læste Oprør fra Midten og Paulo Freires Kulturaktion for friheden. Børnene skulle lære at læse gennem Ulrika Leimars Læsning på talens grund, og vi lærte at duplikere, så vi kunne lave vores eget undervisningsmateriale. De første år som nyuddannede lærere levede vi i en sand rus,

DANSK

maj 2010

når vi havde tilbragt sprittågede timer i selskab med duplikatoren, stencils og kreative opgaver, der til tider var i flere farver. Shamran – den som kommer og ind i 1990’erne Folkeskolen manglede ikke lærere, da jeg som nyuddanet forlod seminariet med en læreruddannelse. Efterskolen havde med sin progressive pædagogik stor søgning, og jeg blev dansklærer (og meget andet) i efterskolen. Efterskolelærere havde dengang alle muligheder for at vælge de tekster, vi gerne ville have, at eleverne læste. Så vi læste alt. Kim Larsens filmatiserede LP: Midt om natten var en del af pensum for den første 10’ende klasse, jeg underviste. Vi læste Tøsedrengenes lyrik, Bjarne Reuters nyeste bøger, Martha Christensens samfundskritiske romaner var altid et vedkommende valg; og et år valgte eleverne at læse Herdis Møllehaves Le. Det har jeg aldrig siden haft lyst til, men det var en glæde aldrig at vide, hvad året ville bringe af udfordringer i danskfaget. Eleverne og deres interesseområder var altid en del af beslutningsgrundlaget for tekstvalget. Michael Ende og historien om tidsrøverne satte vi op som drama, vi så teaterforestillinger i Aalborg, og mine elever skrev logbøger og arbejdede vældig receptionsorieneret med alle tekster. Vi vidste bare ikke, at det var receptionsorienteret, det vi gjorde, men det var med eleverne i centrum, der blev undervist. Fra børnelitteraturen kan et af de markante værker være Bjarne Reuters: Shamran, – den som kommer fra 1986. Genren er fantasy, vi kom væk fra halvfjerdsernes socialrealistiske Ung-i-dag-serier om Peters baby og Conni og bolighajen. I Shamran, – den som kommer er Filip syg, han ved, han skal dø, men inden det sker, forsvinder han ind i et billede, ind til en anden verden i Tronn, hvor han spiller terning med Vandringsmanden, og hvor han vinder kampen mellem det onde og det gode. Det er magi, og det er den evige kamp mellem de gode og de onde kræfter. Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte fra 1973 indvarslede fantasygenrens storhedstid, og det er kendetegnende for alle disse bøger, at der er et moralsk og etisk regnskab, der kan modsvare den øgede formløshed i hverdagen og den øgede værdinihilisme, som man så i tiden. Som tidens filosof Niklas Luhmann (også – og

blandt andet ville sige) så må man, når alle muligheder står åbne, selv sætte de rammer, man kan leve under og i. De rammer findes i fantasygenrens sort-hvide verden, hvor reglerne er klare, og hvor det etiske kodeks er afgørende, hvis man vil vinde kampen. Danskfaget havde åbnet sig, det var blevet et dannnelsesfag og et kulturbærende fag, således som det også blev formuleret, da betonudgaven Dansk 76 blev revideret i 1984. “Vi vil gerne, at I skal arbejde med nogle vigtige områder i livet, mest af alt det, der brænder for jer lige nu, men også noget af det, som I vil blive konfronteret med senere i jeres liv.” Sådan lød det typisk for tiden i undervisningsmaterialet: Fri som fuglen, Birte Sørensen og Marianne Dreyer fra 1988. Dig selv, dig selv og dig selv – det var kodeordene for meget undervisningsmateriale fra 1988 og de næste ti år. Klassekampen var stillet i bero, litteraturen blev fyldt med lyrik, og Pia Tafdrups engle svævede over 80’ernes lyrik, der ellers kunne være sort som hos Strunge eller formbevidst som hos Søren Ulrik Thomsen. Min danskundervisning ændrede karakter – ikke fordi der kom en ny skolelov i 1993, men fordi eleverne blev anderledes. Thomas Ziehes postmoderne, rodløse, zappende ungdom længtes efter (eller også mente jeg, at de havde brug for) kultur, viden og sproglig spændvidde. Så nu kom klassikerne i højere grad ind i mit tekstvalg. Sofies verden og ind i år 2000 Efterskolelærer var jeg også i 1990’erne, og friheden til at vælge tekster gjorde vi stadig uhæmmet brug af. Vi læste

Holberg, hvis Aalborg Teater havde en skoleforestilling med samme Holberg, vi læste Søren Ulrik Thomsen, Nordbrandt og masser af lyrik, vi læste Pelle Erobreren, Martin A. Hansen og Blixen. Men vi så også Star Wars, Døde Poeters Klub og filmen om JFK. Vi så samtlige kunstudstillinger på Vendsyssel Kunstmuseum og på Nordjyllands Kunstmuseum. Kodeordene var klassisk litteratur og en portion kulturel ballast – altsammen forsøgt formidlet så vedkommende og øjenåbnende som muligt. Ikke at det lykkedes altid, men den personlige og kulturelle identitet var altid i fokus hos læreren; måske ikke altid hos eleverne, der naturligvis ikke altid var lige læringsparate. Vi læste ikke mange børne- og ungdomsbøger. Efterskoleeleverne havde mange (ikke altid lige heldige) erfaringer med ”ung-i-dag-og-ung-med-deunge”-bøger fra deres folkeskoletid, de var trætte af Martin og Victoria og Min ven Thomas, så vores valg var oftest: Vi læser bøger, der er vigtige (for identitetsdannelsen, for den kulturelle dannelse og for at få viden) at have læst. Voksenbøger, børnebøger eller fagbøger. Genren var underordnet. Når jeg vælger en bog, der kan stå som eksponent for perioden, så er det Jostein Gaarders Sofies verden fra 1995, jeg vælger. Sofies lange kulturelle dannelsesprojekt er fortalt i en fiktiv ramme, der er tilsat et stænk krimi, lidt familiekonflikt, lidt selviscenesættelse og en god del viden. Mest af alt er det en bog for de, der ved, at når man læser bøger, bliver man ”klog på en smuk måde”. I Dansk 95 står der: “Formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der

maj 2010

DANSK

BØRNELITTERATUREN SET GENNEM 50 ÅRS SKOLELIV

bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse.” Den frisatte og frigjorte nye børnegeneration ved, at man ikke kan klare sig uden at vide noget. Man må føle sig hjemme i verden og i den kultur, man er en del af. Nok vil de fleste børn og unge mene, at det er skrækkelig slidsomt at læse bøger, men de sætter også pris på at være vidende og velorienterede, og de fleste værdsætter at have et vist indblik i kulturens kodeks. Og her er vi så – 2010 Sidst i 1990’erne blev jeg seminarielærer, først på Hjørring Seminarium og fra 2000 på Aalborg Seminarium. Nu blev danskfaget set fra en anden position, og tekstvalget som seminarielærer er i højere grad styret af Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder og en studieordnings mange sider. I de første seminarielærerår lænede jeg mig trofast op ad de titler, der figurerede på kollegernes ”redegørelse for eksamensgrundlaget”, men nu vælger jeg med større sindsro titler til og fra. Min forgænger i faget, Jens Hennebergs lange kanonliste er dog stadig en del af min konstant dårlige samvittighed, det er blot ikke altid, at det lykkes at overbevise de studerende om, at det også burde være en del af deres (som oftest dårlige) samvittighed, at der findes så mange klassiske værker, som enhver dansklærer bør have læst. Jeg har været underviser i læreruddannelsen i tre forskellige uddannelser, danskfaget har trods ændringer altid fastholdt sin status som et kulturbærende fag. Vi læser mange børne- og ungdomsbøger, og i et stædigt projekt forsøger vi at få kanonlistens forfattere aktiveret for de lærerstuderende. Vi har, som altid, for lidt tid, men der er mange, virkelig mange, gode bøger at vælge. Klassikerne er der, men der udgives mange spændende og eksperimenterende børne- og ungdombøger, det virkelig er værd at tage sig tid til at læse. Det kan være svært at afgøre, hvad der står som de skelsættende udgivelser fra de seneste ti år, tiden må vise, hvad der holder, men nogle gode bud kan være følgende: Josefine Ottesens trilogi: Det døde land, hvor Golak er bind et, Anders Johansens Stjerneskælv og Bent Hallers Grænsebørn kan alle give læserne anledning til at sætte deres eget liv i et nyt lys. For at få underholdning, læselyst og oplevelser kan man læse Glenn Ringtveds Dreamteam-serie om P, der spiller fodbold i Vrå, man kan læse

DANSK

maj 2010

Kenneth Bøgh Andersens billedroman Sisdæ sjangse, og man kan læse Manu Sareens Iqbal Farooq-bøger om integrationspakistanerfamilien på Nørrebro. En god portion viden kan man tilegne sig, hvis man læser Lars Henrik Olsens serie om Erik Menneskesøn, Bjørn Sortlands Ærlighedsminuttet giver viden om renæssancekunst og kærlighed, eller man kan læse Kenneth Bøgh Andersens prisbelønnede serie om Dødens Lærling. Forfattere som Ina Bruhn, Kim Fupz Aakeson, Oscar K, Dorthe Karrebæk, Louis Jensen, Peter Mouritzen, Cecilie Eken, Lene Kaaberbøl, Christina Hesselholdt, Bent Haller og mange andre gør det til en glæde at læse nyere børnebøger. Danskfagets kerne er litteratur, det er gode bøger, det er samtale om gode bøger, – og det er meget andet. Først og sidst er det dog et bidrag til det projekt, der er hele folkeskolens formål, nemlig at give den opvoksende generation lyst, kompetence og kvalifikationer til at være en del af samfundet. Det er (også) derfor, det er vigtigt at læse bøger. Den engelske børnebogsforfatter Hoban har sagt det således: “Hver ny generation af børn skal nødvendigvis have det at vide: Der findes en verden, her gør man sådan og sådan og sådan lever man. Måske er vores store og bestandige frygt, at en generation af børn vil sige: Dette kan ikke være verden, det er ikke noget, det er ikke en måde at leve på.” Det er opgaven og udfordringen (også) i læreruddannelsen at vise alle, at der er en plads og en opgave til enhver i vores globale og lokale samfund. Det var opgaven og udfordringen i 1960, og det er det i 2010. PS: Artiklen er en af artiklerne i Aalborg Seminariums 50-års jubilæumsskrift, der er redigeret af Bodil Christensen!

Litteratur: Tove Ditlevsen: Annelise 13 år, 1958 Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppe, 1967 Bent Haller: Katamaranen, 1976 Bjarne Reuter: Shamran, den som kommer, 1986 Jostein Gaarder: Sofies Verden, 1995

LITTERATUR ER KOMMUNIKATION

At turde tale om kvalitet,

2. del

Jeg sad bogstaveligt talt midt i Jungs fem forelæsninger i London 1935 med efterfølgende diskurs, da jeg fik ”Klods Hans-bladet” Nr. 1-2010 i hænderne og kiggede mig omkring i det. Jeg faldt over overskriften ”Vi skal turde tale om kvalitet.” Det har vi heldigvis turdet, siden jeg begyndte at interessere mig for bu-litteratur i begyndelsen af 70’erne.

Thorstein Thomsen, forfatter

Dengang følte Gunnar Jakobsen, at han forsvarede kvaliteten, mens gruppen omkring Information, featuring Torben Weinreich, eftersøgte et nyt kvalitetsbegreb, for nu at sige det uforskammet kort. På Uni deltog jeg meget sigende på et Søren Vinterberg hold, der hed ”Sven Wernström og Astrid Lindgren”. Det kan nok være, vi diskuterede kvalitet. Klods Hans-artiklen i mine hænder citerede nogle udtalelser om kvalitet, kort selvfølgelig, for det var en kort artikel. Den mundede ud i Torben Weinreichs Top-12 over de bedste nulevende bu-forfattere. Sådan én havde han lavet, fordi han var blevet bedt om det, og fordi han åbenbart utallige gange har stået over for spørgsmålet. Jeg fik skrivekløe og tænkte, det måske kom af, at jeg ikke stod på listen. Men nu mener jeg, den måske (også) skyldes noget andet. Kvalitet i litteratur er svær at få greb om Nåh, i første omgang vendte jeg tilbage til Jungs London-forelæsninger, der bl.a. er interessante derved, at han nægter at gå ind i kritik af sine kolleger bortset fra på et punkt: Han forlanger, de indrømmer, at de er subjektive. (Det gjorde Freud som bekendt ikke.) Ellers er Jung åben. Ekstrem åben. Jeg kan huske, det var det, der var så irriterende ved at læse ham på Uni. Man

maj 2010

DANSK

LITTERATUR ER KOMMUNIKATION

havde altid en fornemmelse af, at han kun mente noget, til han ikke mente det mere. Senere tænkte jeg på kvalitet. Kvalitet i litteratur er svær at få greb om. Alle tiders tophypede danske roman, ”Kongens fald”, er helt fantastisk skrevet. Men det er altså en temmelig rodet bog, og hvis man begynder at se på indholdet – i hvert fald det politiske lag – så er den ærlig talt uspiselig med sine småracistiske racerenhedsantydninger. Tager man så en Top-12 krimi, f.eks. Lisa Marklunds ”Paradis”, må man sige, at den er skrevet skide dårligt, men til gengæld har den en stram og fin struktur, handler om noget vigtigt og er meget sympatisk i sit budskab. Sådan kan man blive ved med litteratur, for en roman er ikke bare et enkelt udsagn, ikke bare en øvelse i stil, ikke noget, der uden videre kan fastholdes og bedømmes. Romanforfattere har forskellige forcer, det kan være en sproglig overlegenhed, der måske viser sig som variation og originalitet i sætningerne eller lyden i sproget, det kan være en sans for de visuelle elementer, karaktertegningen, modsætningerne i karaktererne eller evnen til at lade holdninger og anskuelser stå over for hinanden med lige eller næsten lige vægt. Det kan være et særligt talent for dialoger, evnen til at skabe vedkommende og overraskende vendepunkter i historien eller en præcis struktur, hvor hver scene i bogen skubber handlingen fremad. Det kan for den sags skyld være evnen til at tænde på emner, der er oppe i tiden (hvem har endnu skrevet en bu-roman om, hvordan det er at have en posttraumatisk Afghanistanveteran som far?), det kan være researchen, den politiske eller samfundsmæssige approach, eller simpelthen forfatterens egen karakter, som han/hun kan trække på, trække op fra sit eget dyb og formulere med mytisk kraft i sine historier. Omvendt kan svaghederne også ligge her.

DANSK

maj 2010

Hvis forfatterens force rammer lige ind i læseren, vil han/hun gerne tilgive forfatterens svagheder. Hvis man ikke interesserer sig så meget for plot, og det er forfatterens eneste force, kan det udvikle kraftig kvalme hos læseren. Sådan har jeg det f.eks. med Dan Brown. ”Det sande øjeblik” Og her, først her, kommer modet ind. Tør vi gøre som Jung, der stillede sig op i en forsamling af Freud- og Adler- og Jung-tilhængere og sagde, at han var uenig med sine to berømte kolleger, men i øvrigt ind imellem brugte dem begge, når han behandlede sine patienter, at han selv ikke havde en teori, bare en vis metode baseret på et materiale af erfaringer og studier, som omfattede en stor rodebunke af cases, drømme, folkeeventyr, myter, ritualer, religiøse symboler, osv. (alt det, der er en skatkiste for de fleste forfattere). Tør vi se vores egne fordomme og idiosynkrasier i øjnene og genkende dem? Tør vi tale om kvalitet som noget, vi ikke helt kan tage fat om, at lade vores synspunkter være engagerede og usikre på samme tid, også når vi er i et selskab, hvor alle er enige? Tør vi sige højt, at en bog, vi selv synes er noget lort, kan være en stor oplevelse og den helt rigtige bog for en anden læser? Kan vi undersøge, forske, læse, vurdere, skrive om vores fag, som vi alle elsker, og samtidig sætte mangfoldigheden over vores holdninger – uden at miste skarpheden i vores holdninger? Om en bog har kvalitet, er nemlig altid et spørgsmål om, hvad der sker mellem den og læseren. ”Det sande øjeblik”, som Eiler Jensen nævner i artiklen, er aldrig et øjeblik, som forfatteren skaber. Det bliver skabt af to personer, fordi litteratur er kommunikation. Fra én forfatter til én læser. Og nogle gange lidt tilbage igen.

BØRNELITTERATURKURSUS PÅ VALLEKILDE HØJSKOLE

Donna Quijotes bekendelser Da jeg læste Cervantes Don Quijotes følte jeg mig ramt. Det er pinligt at indrømme, men det gjorde jeg. Jeg følte mig ramt på samme måde, som når jeg ser Krysters Kartel eller Klovn. Og som jeg føler mig ramt, når jeg læser Christina Hesselholdt eller Morten Ramsland eller anden god litteratur, der udstiller menneskets latterlige skrøbelighed.

Anne-Marie Donslund Anne-Marie Donslund er børnebogsforfatter og leder forfatterlinjen på Vallekilde. Om sommeren arrangerer hun kurserne: Tag på Vallekilde Højskole med Rosinante & Co. – og tag børnene med. Første uge i sommerferien. Og Børnelitteratur på Vallekilde, ugen før sommerferien. Og Skriv på Vallekilde, sidste uge i sommerferien. www.vallekilde.dk

Jeg følte mig ramt, fordi det kunne være mig selv, fordi jeg er et ligeså indbildsk fjols som Don Quijote, og fordi jeg tror på følelsen af ”kald”. Det kan godt være, jeg kan betvivle selve idéen om kaldet, jeg er trods alt et uddannet menneske – men alligevel er den der, alligevel kan jeg mærke den banke et sted i mit bryst. Er det indbildt syge? Skal jeg springe op på min ædle ganger, Rosinante, og drage på ridderfærd? Eller skal jeg være skønjomfruen Aldonza, som min Don Quijote tager ud og redder? Åh ja! Så kan vi sige, at Rosinante er et forlag og Don Quijoterne er alle deres vilde forfattere. F.eks. dyrplageren Ramsland og Blendstrup fra pipkvarteret. Og de kommer ud til mig på Vallekilde Højskole med forlaget og forfatterne og læserne og læsernes børn. Og vi leger, at det er alvor, det er liv og død, det er eksistens og ånd og rødvin på terrassen. Og børnene bliver smittet, de skriver og tegner deres egne bøger og de bygger sæbekassebiler og danser hip hop. Og det er alvor, de bliver forfattere, og forældrene bliver klogere på hinanden og sig selv og Vita Andersen, som pludselig findes igen. Sammen med Leonora Christine den anden og Lars Bukdahl den første. Rosinante vrinsker og danser limbo til den lyse morgen. Og sådan er det med familiehøjskoler. Sådan er det med litteratur. Sådan er det med indbildske heste og forlagsdirektører. Jeg er Donna Quijote, jeg er højskolelærer, jeg er forfatter, jeg er opvasker, jeg er et fjols – jeg er forelsket i hele idéen om højskolen, som aldrig nogensinde dør ud, for den er simpelthen for god. Det er min bekendelse. Og jeg deler den med tusinder af andre, som jeg møder sommer efter sommer efter sommer... Og måske igen til sommer.

maj 2010

DANSK

NYT FRA FORENINGEN

Årsmøde for Dansklærerforeningens folkeskolesektion 2010

Skriftlighed Torsdag den 30. september til fredag den 1. oktober 2010 Hotel Nyborg Strand Hvordan opnår eleverne viden om hvordan de bliver bedre til at skrive? Kurset fokuserer på at kvalificere arbejdet med skriftlighed og på hvordan der kan arbejdes med skrivning på alle trin i folkeskolen. Der er samlede oplæg af bl.a. Mette Kirk Mailand, Kjell Lars Berge og Cecilie Eken, mens der i en række workshopper for lærere i indskolingen, på mellemtrinnet og de ældste elever vil være konkrete ideer til at arbejde med skriftlighed, skriveglæde, grammatik, journalistisk skrivning og FSA. Pris: 3.900 kr Pris for medlemmer af Dansklærerforeningen: 3.400 kr Der er fuld forplejning under hele årsmødet samt overnatning i enkeltværelser. Tilmelding på www.danskllf.dk/kursus

Torsdag 30. september 9.00 – 10.00 Ankomst og indkvartering. Kaffe & te samt rundstykker. 10.00 – 11.30 Mette Kirk Mailand Genreviden som stillads i skrivning og læsning Det er veldokumenteret, at viden om genrer og genrekoder er en forudsætning for vellykkede læse- og skriveprocesser. Med udgangspunkt i sin bog Genreskrivning i skolen viser Mette Kirk Mailand konkrete eksempler på genreorienterede skriveøvelser til begyndertrin, mellemtrin og de ældste klasser. Herudover introdu-ceres den australske genrepædagogik som læse- og skrivepædagogisk metode.

DANSK

maj 2010

11.30 – 11.45 Kaffe, te og kage 11.45 – 13.15 Kjell Lars Berge Faglig skrivning Hva slags forståelse av skriving og skriveferdighet er nødvendig å ha for å kunne utvikle en god og bredt faglig forankret skriveopplæring? Og hvordan kan skriveopplæringen utvikles på grunnlag av denne forståelsen? Kjell Lars Berge knytter presentasjonen og diskusjonen til læreverket SKRIV. 13.15 – 14.30 Frokost

14.30 – 15.15 Faglig debat 15.15 – 16.30 Workshop – 1. runde

Indskoling Grete Borregaard Skriveglæde i indskolingen Hvordan inspirerer vi eleverne til at skrive? Hvilke undervisningsområder bør vi sætte særligt fokus på? Hvad gør vi fx med stavning? Hvordan vejleder vi eleverne? Med udgangspunkt i elevtekster gives der konkrete forslag til, hvordan der kan arbejdes med skriveprocessen i indskolingen. Henriette Langkjær Læs og skriv med Danskfidusen Læsning og skrivning bør gennem hele skoleforløbet følges ad, da de supplerer hinanden i skriftsprogstilegnelsen. I sit oplæg vil Henriette Langkjær komme ind på børnenes læse- og skriveudvikling og give eksempler på forskellige læse-/skriveforløb i indskolingen med udgangspunkt i nogle af småbøgerne i Danskfidusen samt Læsefidusens kapitelbøger.

Mellemtrin Hanne Beermann Funktionel grammatik i skønlitterære og faglige skriveforløb Med udgangspunkt i de fire tekstkriterier, hensigt, genre, emne og ”sproglim”, kommer Hanne Beermann med eksempler på, hvordan man kan arbejde med at udvikle elevernes sproglige kompetencer i forskellige skriveforløb. Gitte Martens Poulsen Avis? Naturligvis! Denne workshop giver dig gode idéer til at starte en journalist-højskole på mellemtrinet, hvor eleverne både skal

læse og skrive avisartikler. Avisen er et fantastisk medie, som vækker elevernes læselyst – men kan elever på mellemtrinet læse aviser i undervisningen? Ja, naturligvis! Få inspiration til hvordan du kan undervise eleverne i avisens genrer med enkle forklaringer, teksteksempler og opgaver, som styrker læseforståelsen. Få eksempler på små journalistiske skriveøvelser, men også anvisninger til hvordan du støtter eleverne i at skrive og opsætte en nyhedsartikel fra idé til deadline!

Udskoling Charlotte Rytter & Finn Bangsgaard De skriftlige genrer ved afgangsprøven Hvordan gør vi skriftligt arbejde i folkeskolens ældste klasser mere sexet? Charlotte Rytter & Finn Bangsgaard vil bl.a. introducere sproglige værktøjskasser, de cirka syv dødssynder og egernet Steve. Anita Aagerup / Dansk Sprognævn Er eleverne blevet dårligere til at stave? En undersøgelse af diktaten i FSA 2008 Dansk Sprognævn har undersøgt om nutidens skoleelever staver dårligere end de elever der gik op til folkeskolens afgangsprøve i 1978. Det er gjort ved at sammenligne DPI’s staveundersøgelse fra 1978 med en lignende undersøgelse af FSA 2008 som Dansk Sprognævn selv har stået for. I oplægget gives der svar på spørgsmål som: Hvilke typer stavefejl laver eleverne i FSA 2008? Er det andre fejltyper end for 30 år siden? Hvilke prøveord er svære, hvilke er lette og hvorfor? Hvordan kan vi fremover sørge for at eleverne laver færre stavefejl? 16.30 – 17.00 Kaffe, te og kage 17.00 – 18.15 Workshop – 2. runde 19.00 Fælles middag med underholdning og uddeling af Dansklærerforeningens priser

> Fortsættes på næste side

maj 2010

DANSK

NYT FRA FORENINGEN

Fredag 1. oktober 8.00 – 9.00 Morgenmad

at slippe en forfatter løs på sagesløse folkeskoleelever? Deltagerne skal regne med at afprøve nogle af elementerne fra Cecilie Ekens skriveværksteder på egen krop.

9.00 – 10.30 Susanne Arne Hansen Tekstlingvistik i praksis I skriveprocessen spiller ordvalg og syntaks ofte en ringere rolle i elevernes bevidsthed end opbygning af et godt plot eller formidling af nogle synspunkter. Men da det er tekstens form, der påvirker dannelsen af indre billeder og dermed giver teksten betydning, er det i skriveundervisningen også nødvendigt at fokusere på udvikling af såvel sprogets rolle som struktur. I oplægget vil Susanne Arne Hansen derfor give et bud på, hvordan lingvistikken kan gøres funktionel og tænkes ind i en undervisning, hvor • sammenhængen mellem læsning og skrivning • sætningsskemaet som evalueringsredskab • dialog og logbog • konkrete skrivetips kan støtte elevernes sproglige udvikling, og dermed give dem mulighed for at skabe læseværdige tekster. 10.30 – 11.00 Kaffe, te og kage 11.00 – 12.30 Cecilie Eken Hvornår bliver det spændende? – om plotorienteret skrivning med en forfatter I sit oplæg vil Cecilie Eken komme ind på sine egne bøger, men fokus vil ligge på hendes erfaring med at få børn og unge til selv at skrive fiktion. Vi skal både på inspirationens vinger op i de højere kreative luftlag og helt ned på jorden for at se på mere håndværksmæssige færdigheder i forhold til bl.a. plot og spændings-opbygning. Kan man lære at skrue en god og læseværdig historie sammen? Giver det overhovedet mening

DANSK

maj 2010

12.30 – 13.30 Frokost 13.30 – 14.30 Cato Thao-Jensen & Jens Raahauge Hvad kommer dem ved? Politikere, sportsfolk, TV-værter og andet godtfolk udgiver erindringer der går direkte ind på bestsellerlisterne, hvad enten de selv har skrevet dem eller har fået hjælp af en ghost writer. Og man kan diskutere, hvad det er der gør andre menneskers karrierer og liv så spændende at læse om i vores tid. Det samme spørgsmål er måske endnu mere relevant, når målgruppen er børn på 10-12 år – sådan som det er tilfældet med Dansklærerforeningens serie Min historie. Hvorfor er Min historie interessant for børn? Hvad kan gøre den vedkommende? Og hvordan skal man som børnelæser og som underviser forholde sig til den? Det er nogle af de spørgsmål, Cato Thao-Jensen og Jens Raahauge vil pejle sig ind på i en samtale fuld af erindringsglimt.

Oplæsningskonkurrence H.C. Andersen 2011 Konkurrence for højtlæselystne 7. klasser H.C. Andersen-oplæsningskonkurrencen for 7. klasser vender stærkt tilbage med nye højtlæsere i foråret 2011. Vi håber at dansklærere landet over vil sætte oplæsningen i centrum og deltage i konkurrencen. Konkurrencetekster og gode råd om højtlæsning er tilgængelige på www.dansklf.dk/hca. Indledende runde – lokale konkurrencer I afholder en konkurrence på jeres skole. Hvis flere klasser deltager, kan I afholde en samlet konkurrence med alle klasserne. Hver skole kan sende én deltager af sted til semifinalerne. Lærerne afgør hvem der vinder, med mindre skolen vælger at oprette en anden dommerkomité. Semifinaler Her mødes vinderne fra de enkelte klasser i hver region og konkurrerer indbyrdes. Der vil være udefrakommende dommere. Skolen afholder selv udgifter til transport. Finalen Vinderne fra semifinalerne samles i Odense og konkurrerer ved oplæsning af den H.C. Andersen-tekst, som hver enkelt deltager har valgt. Dommerpanelet udpeges af Dansklærerforeningen som også betaler rejseudgifter for den regionale vinder og tre ledsagere. Finalen finder sted mandag den 4. april 2011 i Fyrtøjet, Hans Jensens Stræde 21, 5000 Odense. Vi begynder kl. 12 og slutter ca. kl. 16. Præmier Førstepræmie: 3.000 kr. til vinderens klasse. Andenpræmie: 2.000 til andenpladsvinderens klasse. Tredjepræmie: 1.000 til tredjepladsvinderens klasse. Til alle områdemestre er der en ungdomsbog, som overrækkes ved landsfinalen. Læs mere om konkurrencen og tid og sted for afholdelse af semifinaler på www.dansklf.dk/hca

Formand

Fællesskriftet

Repræsentant i redaktionsudvalget

Pia Nielsen

Mette Teglers

Sædekildegårdvej 145

Lindenovsgade 4, 5. sal

5250 Odense SV

2100 København Ø

42225759

6110 4676

piasn@live.dk

mteglers@gmail.com Hjemmesideudvalg Næstformand

Søren Baltzer Rasmussen

Jens Raahauge

Grønnegade 2 A, 1th

Bjerget, Ørestad Boulevard 55A, 4, -405,

8600 Silkeborg

2300 København S

2627 2789

jra@dansklf.dk

soeren.baltzer.rasmussen@skolekom.dk

Redaktør af Dansk

Repræsentant for U

Ann-Kathrin Aulkær Andersen

Søren Fanø

Jens Baggesens Vej 37.0.5

Langballevej 162

8200 Århus N

8320 Mårslet

2629 7175

8629 4275

aka@dansklf.dk

soeren.fanoe@skolekom.dk

Kasserer og Nordisk Udvalg

Formand Fællesbestyrelsen

Gitte Storgaard Funch

Thomas Frandsen

Skovvej 13, Thorning

Skovridervænget 27

8620 Kjellerup

3220 Tisvildeleje

8685 6892

4870 8743

gitte.storgaard.funch@skolekom.dk

tf@vestegnens-privatskole.dk

Kursusansvarlig

7573 9184 anders-henriette@mail.tele.dk

IDNR 42414

7323 Give

Rathsacksvej 7

Fasanvej 9

Magasinpost

Henriette Langkjær

Dansklærerforeningen

Bestyrelsen for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Formand for Fællesforeningen Jørgen Larsen Simmerstedvej 115 6100 Haderslev 7453 0432

DANSK

maj 2010

1862 Frederiksberg C

joergen.larsen@skolekom.dk

maj 2010

DANSK

Formand

Kasserer og sekretær

Repræsentant i redaktionsudvalget

Jørgen Larsen

Mette Teglers

Simmerstedvej 115

Lindenovsgade 4, 5. sal

6100 Haderslev

2100 København Ø

7453 0432

2054 0854

joergen.larsen@skolekom.dk

mteglers@gmail.com Fællesskriftet Næstformand

Pia Nielsen

Jens Raahauge

Sædekildegårdvej 145

Bjerget, Ørestad Boulevard 55A,

5250 Odense SV

2300 København S

42225759

jra@dansklf.dk

piasn@live.dk

Redaktør af Dansk

Hjemmesideudvalg

Ann-Kathrin Aulkær Andersen

Søren Baltzer Rasmussen

Jens Baggesens Vej 37.0.5

Grønnegade 2 A, 1th

8200 Århus N

8600 Silkeborg

2629 7175

2627 2789

aka@dansklf.dk

soeren.baltzer.rasmussen@skolekom.dk

Nordisk Udvalg

Repræsentant for læreruddannere

Gitte Storgaard Funch

Søren Fanø

Skovvej 13, Thorning

Langballevej 162

8620 Kjellerup

8320 Mårslet

8685 6892

8629 4275

gitte.storgaard.funch@skolekom.dk

soeren.fanoe@skolekom.dk

Kursusansvarlig

anders-henriette@mail.tele.dk

DANSK

maj 2010

1862 Frederiksberg C

7573 9184

IDNR 42414

7323 Give

Rathsacksvej 7

Fasanvej 9

Magasinpost

Henriette Langkjær

Dansklærerforeningen

Bestyrelsen for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion