DANSK / magasinet for danskærere i folkeskolen #4 september 2011 DANSK 3 –– 2014 MEDLEMSBLAD FOR DANSKLÆRERFORENINGENS FOLKESKOLESEKTION
DANSK 3 / 2014
TEMA NORDISK BØRNEOG UNGDOMSLITTERATUR
NATTEVAGT NORDISK FÆLLESSKAB OG FORSKELLE
H.C. ANDERSENOPLÆSNINGSKONKURRENCE FOR 7.-KLASSER
FIND DIN REGIONALE KONKURRENCE, OG TILMELD DIG PÅ DANSKLF.DK/HCA TILMELDINGSFRIST: DEN 1. FEBRUAR 2015
Så skal der læses højt og lavt og godt. Der skal læses op og ned og rigtigt flot. Kort sagt: Der skal læses H.C. Andersen med alle de stemmer hans eventyr gemmer. Udnyt muligheden for at arbejde intensivt med oplæsning og med nogle af H.C. Andersens gode tekster. Konkurrencen er for alle 7.-klasser og foregår i foråret 2015. Finale på Fyrtøjet i Odense den 8. april. På dansklf.dk/hca kan du se inspirationsmateriale og filmoptagelser fra forrige konkurrence.
dansklf.dk –– dansklf@dansklf.dk –– 33 79 00 10
LEDER
DANSK
LÆRER
foreningen VIDEN INSPIRATION INDFLYDELSE DIALOG
Folkeskolen Realisme og stjernestøv er igen i sommer blevet reduceret til en politisk slagmark
DEN NORDISKE BØRNE- OG UNGDOMSBOG SÆTTER ORD PÅ LÆSERNES VIRKELIGHED OG DRØMME. ”Indtil videre har jeg ikke skrevet voksenbøger. Jeg skriver de historier, der optager mig.” Sådan skriver Cecilie Eken på sin hjemmeside. Hun er med denne tilgang til sin forfattervirksomhed i fin overensstemmelse med det gennembrud for børne- og ungdomslitteraturen som kom i Danmark i 1967 med Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaard og Flemming Quist Møller. Silas, Lille Virgil og Cykelmyggen Egon havde bud til børn som mennesker og var befriet for den voksnes skråt ned-henvendelse. Det bedste af den moderne, nordiske børne- og ungdomslitteratur er båret af en sådan pagt mellem en optaget forfatter og læser der modtager fortællingen i øjenhøjde. Janne Teller har fortalt at hun aktiverede det 12-13 årige i sig selv da hun skrev Intet, og at hun måtte have været uudholdelig for sine omgivelser under skrivningen. Den snart dekanoniserede forfatter Martin A. Hansen filosoferede i et foredrag for ungdommen om det særlige ved Norden: At vi tænker nedefra og op i modsætning til i landene der omgiver os, hvor de der har magten også har definitionsretten. Måske er det denne grundholdning der får forfattere og formidlere til at invitere børn og unge til en læsefest hvor man bliver konfronteret med menneskelivet som det udfolder sig, og som vi drømmer om at det kunne være. Børne- og ungdomslitteraturen er en kunstform der giver dens mange læsere oplevelser og næring til tænkning. Den har flere læsere end voksenlitteraturen, men er alligevel ganske overset på det litterære parnas. Derfor er det velgørende at Nordisk Råd har indstiftet en pris der har samme størrelse som voksenlitteraturprisen: 350.000 Dkr. Det sker for at styrke børne- og ungdomslitteraturen i Norden, og det sker i erkendelse af at når end ikke Astrid Lindgren kom på tale til voksenprisen, så var det tom bragesnak at hævde at hele litteraturen havde en pris. Vi kan håbe at prisen vil føre til en opmærksomhed der åbner forlæggeres og formidleres øjne for de nordiske naboers bøger, så børnene i de nordiske demokratier kan få blik for hinandens ligheder og forskelligheder, og så forfatterne kan inspirere hinanden. Men fri os for den lallende tankeløshed i det nordiske: at skrive norske Egner og svenske Lindgren ind i Dansk Litteraturs Kanon, sådan som det er foreslået af hastværksreformisterne. ”Engang du herre var i hele Norden …” Men det er fortid. Nu skal vi berige hinanden med realisme og stjernestøv. Bent Rasmussen & Jens Raahauge
4 REDAKTIONENS TEMA SIDE
DANSK DANSK 3 3 –– 2014
ER DER GANG I NORDEN? Nordisk børne- og ungdomslitteratur … lyder det ikke lidt støvet? NEJ – kan vi sige – absolut ikke! Efter at have arbejdet med de mange gode og særdeles forskellige artikler til dette nummer af DANSK– der også er et KLODS HANS-nummer, kan vi mærke at det er et område med masser af saft og kraft. – Et område som mange brænder for og et område med store undervisningspotentialer. Artiklerne viser et meget nuanceret billede af den nordiske børne- og ungdomslitteratur. Og de viser også at vi har forskelligt syn på hvad der fx karakteriserer billedbøger, hvad der sker med dansk ungdomslitteratur, og hvad der rører sig i den nyeste litteratur – den der er indstillet til Nordisk Råds Børneog Ungdomslitteraturpris.
Du kan møde forfatterens, kritikerens, oversætterens, underviserens, anmelderens og forskerens blik på børne- og ungdomslitteraturen i Norden, og du kan undervejs finde inspiration til din undervisning i både nabosprogenes og den danske af slagsen. Glæd dig til at tage på rejse med Nils Holgersen – ind og ud i børne- og ungdomslitteraturen – måske møder han Stian Hole undervejs? Venlig hilsen Redaktionen for DANSK
– en attraktiv udbyder af kurser, bøger og tidsskrifter for alle dansklærere
– en vidtfavnende kilde til inspiration, materiale og værktøjer til undervisning i dansk
– en værdifuld bidragsyder til den politiske dagsorden for undervisning i dansk
– et fagligt forum og personligt netværk for kolleger og samarbejdspartnere over hele landet
Udgiver: Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, Rathsacksvej 7, 1862 Frederiksberg C, dansklf@dansklf.dk. Redaktion: Formand for Folkeskolesektionen Jens Raahauge, Bestyrelsesmedlem Gitte Storgaard Funck og Danskfaglig konsulent for grundskolen Birgitte Therkildsen. Manuskripter og indlæg: Sendes til Birgitte Therkildsen, bth@dansklf.dk. Årsabonnement: kr. 185,- ekskl. moms. Bladet kan rekvireres i løssalg hos Dansklærerforeningen for kr. 75,- inkl. moms. Grafisk design og tilrettelæggelse: Quote Grafik. Tryk: Zeuner Grafisk as. Oplag på 8.000 blade. Udkommer 4 gange årligt. Annoncer i DANSK: Læs mere om temaer, priser og deadlines på dansklf.dk For- og bagsidefoto: Poul Larsen fotograferet af Simon Fønsbo
DANSK
LÆRER
dansklf.dk
foreningen VIDEN INSPIRATION INDFLYDELSE DIALOG
INDHOLD
10
06
Tratterat, tratterat: Et forsvar for den brede billedfortælling
18
Af Marianne Eskebæk Larsen
10
Epik eller mosaik? Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige Af Sonja Svensson
15 16 18 20 24 28 30 34 37 40 42
Klumme Af Jolin Slotte
Pædagogisk frikvarter: 6 lige ud med Stian Hole Nattevagt
30
Af Lisbet Gade
De nære, fjerne naboer Af Susanne Vebel
Din uddannelse Faglig omtale Af Finn Bangsgaard
Kvalitet i den bedste sendetid! Af Anne Wessel Liebum
Din forening Nordisk fællesskab og forskelle Af Søren Vinterberg
De nominerede bøger til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris Faglig omtale Af Kathrine Storgaard Carlsen
40
6
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
DANSK 3 –– 2014
TRATTERAT, TRATTERAT:
ET FORSVAR FOR DEN BREDE BILLEDFORTÆLLING Artiklen er en kritik af begrebet ”den genuine billedbog” og argumenterer for en bredere forståelse af billedfortællinger inspireret af både billedbogs- og tegneserieforskning. Således er artiklen også et forsøg på at bygge bro mellem to traditionelt set adskilte forskningsområder.
AF MARIANNE ESKEBÆK LARSEN, CAND.MAG. I MODERNE KULTUR OG KULTURFORMIDLING, UNDERVISER PÅ UCC.
Er man glad for visuelle fortællinger, føler man sig forpligtet til at støtte op om hyldesten af den såkaldt genuine billedbog, som udfoldes i En fanfar för bilderboken! Den genuine billedbog er nemlig original, kompromisløs, berigende og smuk. Den er indbegrebet af god litteratur og således langtidsholdbar, og den vinder velfortjent alverdens priser. Sådan har det ikke altid været. Billedbogens historie i et formalistisk perspektiv har i grove træk udviklet sig fra tekstens dominans til en mere ligeværdig relation mellem tekst og billede. Det skyldes bl.a. en professionalisering af billedbogen, som tidligere blev forfattet af især folkeskolelærere og småbørnspsykologer (Christensen, 2003), men som i dag både har sine egne faste forfattere og forfattere udenfor børnelitteraturen. Tekstens vigende dominans har også at gøre med en generel tendens til, at billeder fylder mere og mere i bøger til børn, de skønlitterære såvel som faglitterære, og at de nordiske lande efterhånden har en solid billedbogstradition, hvor man eksperimenterer med billedsiden. Er tekst og billede adskilte komponenter? Desværre er det ikke altid, at den danske billedbogskritik har øje for denne udvikling, og sommetider får man den mistanke, at flere anmeldere betragter billedbogen som en udtryksform
med to adskilte komponenter, tekst og billede, som man kan skrue op eller ned for uafhængigt af hinanden. Heraf følger, at hvis man parrer en dygtig forfatter med en visionær illustrator, kommer der en god billedbog ud i den anden ende. Det er en tilgang, som udfordres af tankerne i En fanfar för bilderboken!, hvor især Ulla Rhedin formulerer den teoretiske ammunition. Ulla Rhedin definerer den genuine billedbog som et værk, hvor tekst/billede/bog udgør en integreret, narrativ helhed, der ikke kan opløses, sådan at forstå at selve bogmediet i materiel forstand er en forudsætning (Rhedin, 2014). En del anmeldere giver illustrationerne en overfladisk behandling, og det er sjældent, at billedbogens format og materialitet berøres foruden andre særegne faktorer som bladring, opslagets samtidige display af to sider og oplæsningen som performance (jf. bl.a. Druker, 2008, Eskebæk, 2013). Det diskuteres alt sammen i En fanfar för bilderboken!, der derfor kan fungere som en glimrende inspirationsmanual for mange dagbladsanmeldere. Ikke desto mindre har jeg vanskeligt ved at abonnere på en opfattelse af kulturen som et mangehovedet monster, der er faretruende tæt på at sluge billedbogen som kunstform – som et af varslerne lyder i bogen. ”Om bilderboken som kunstform ska överleva tidens snabbt skiftande trender och
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
7
… og sommetider får man den mistanke, at flere anmeldere betragter billedbogen som en udtryksform med to adskilte komponenter, tekst og billede, som man kan skrue op eller ned for uafhængigt af hinanden
inte sluta i rena varuekonomin som en likgiltig del af det månghövdade monstret som går under den gemensamma beteckningen kultur, år det nödvändigt att hålla fast vid den genuina bilderboken, vårna om och utveckla dess egenart som bokverk.” (Karrebæk og Oscar K., 2014: 78). Det lyder som et ekko af Adorno og Horkheimers kulturkritik fra 1944, hvor de hævder, at kultur er blevet reduceret til en vare, der masseproduceres og kun har til formål at manipulere masserne og opfylde indbildte behov (den såkaldte kulturindustri). Jeg finder det endvidere problematisk at afgrænse den genuine billedbog fra resten af de billedfortællinger, der almindeligvis går under betegnelsen billedbøger. Intentionen er at understrege billedbogens potentiale som kunst og adskille den fra, hvad Rhedin betegner som hhv. den illustrerede teksts billedbøger og den ekspanderende billedberetning. Det ligger i forlængelse af Rhedins afhandling fra 1992 og er dengang som nu problematisk af flere grunde. Først og fremmest fordi formmæssige kriterier får en normativ funktion. For hvordan kan man helt præcist afgøre, hvornår tekst/billede/bog udgør en integreret helhed, og der opstår en ’närmest ’alkemiskt’ verkande synenergieffekt’, en effekt som ikke kan planlægges eller kalkuleres (Rhedin, 2014: 23)? Dernæst fordi Rhedin derved udelukker, hvordan også pædagogiske og ideologiske tendenser er en uadskillelig del af den moderne billedbogs udvikling (Druker: 2008). Her skal blot nævnes Egon Matthiesens billedbøger, hvor formeksperimenter går hånd i hånd med kulturradikalismen. Endvidere er det næppe hensigten, at anerkendte og prisvindende billedbøger har svært ved at opfylde kriterierne. Det gælder eksempelvis Stian Holes serie om Garman, hvor teksten er handlingsbærende, og Giv den gas, Ine og He he, Hasse af Øyvind Torseter og Tore Renberg, hvor det er billedsiden, som primært driver handlingen frem. Ingen af dem opfylder kravet om, at handlingen fortælles af både tekst og billede. Definitioner Dietrich Grünewald hævder, at tegneserier og mange andre
visuelle udtryksformer hører under det, han kalder princippet billedfortælling (Grünewald, 2010). Grünewald definerer billedfortælling som historier, hvori der er en narrativ autonom rækkefølge af billeder. Billedet skal være statisk, modsat filmbilleder, og tæt forbundet med andre billeder. Dertil selvberoende, i modsætning til fxillustrationer, der er bundet op på teksten. Problemet med definitionen er, at den udelukker mange billedbøger. Omvendt finder jeg det frugtbart at benytte betegnelsen billedfortællinger, som angiver et slægtskab mellem forskelligartede såvel ordløse som meget tekstbårne fortællinger, dvs. alt fra billedbøger og billedromaner til grafiske romaner. Slægtskabet er tydeligt i den grafiske roman Psst! af Annette Herzog og Katrine Clante (2013), der begge har rødder i børnelitteraturen. Bogen handler om 12-årige Viola, der forsøger at få hold på sig selv og verdenen omkring hende. Gennem 12 afsnit fremstilles Violas hverdag som usikker klassekammerat, delebarn, søster til en larmende paplillebror og en alt for smuk storesøster, og barnebarn for elskede og skrøbelige bedsteforældre. Minder, refleksioner og følelser blander sig med hinanden undervejs og knyttes sammen af Violas konstante undren. I Pssst! er den ’narrative autonome rækkefølge af billeder’ iblandet andre elementer som lange tekstpassager, collageæstetik og encyklopædiske opslag. Det leder tankerne hen på billedbogen Den sorte bog af Dorte Karrebæk. I tegneserieterminologi vil man sige, at Pssst! overvejende har et varieret sidelayout, idet opslagene veksler mellem store og små billeder, nogle steder er rammerne stramt organiserede, andre steder er strukturen mere løs, nogle steder er opslagene præget af megen tekst, andre steder næsten ingen. Når Viola fx beskriver sin barndom, sker det i collageagtige opslag, som mimer dagbogens æstetik med ’påklistrede’ tegninger og hårlokker, ’fotos’ og overstregninger. Der er også eksempler på et mere klassisk og stringent sidelayout. I et opslag ser man Viola eksperimentere med grimasser foran spejlet i et forsøg på at finde ud af, hvem hun er. Det første panel er større end de andre, sådan at læseren kan se, at Viola befinder sig foran
8
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
spejlet i badeværelset. Alle andre paneler indgår i et symmetrisk layout, hvor selve panelets form og størrelse mimer spejlet, og man ser Viola fra spejlets synsvinkel. Det giver indtryk af en masse hurtige skift mellem identiteter og forstærker indtrykket af en forvirret og afsøgende Viola. Hvor Rhedins udgangspunkt er, at den genuine billedbog har en særlig form for relation mellem tekst og billede, opstiller Anne Magnussen og Hans Christian Christiansen tre relationer mellem tekst og billede i tegneserien; illustrativ, forankring og komplementær (Magnussen og Christiansen, 2009) og Carole Scott og Maria Nikolajeva seks kategorier for billedbogen (Scott og Nikolajeva, 2001). Man kan finde eksempler fra begge begrebsapparater i Pssst!. I kapitlet ”Mormordage” er der sider kun med tekst og sider kun med billeder. Billederne i de to første opslag, hvor teksten står til venstre og tegningen til højre, er primært illustrerende, hvorimod det sidste opslag har en komplementær relation mellem tekst og billede: teksten siger det, billedet ikke kan, og omvendt. En problemfri forening mellem tekst, billede og bog betegnes i En fanfar för bilderboken! som ’svävning’, hvilket er et diffust begreb, for hvor finder denne levitation sted? Scott McCloud betegner med begrebet ’closure’, at tegneserielæseren selv skaber bevægelse i de tegnede figurer og forsøger at forbinde de enkelte rammer med hinanden. Læseren overskrider mellemrummet mellem rammerne for derved at få handlingen i en ramme til at relatere til handlingen i den næste og derved integrere dem i en overordnet meningsfuld historie (McCloud, 1994). Begrebet ’closure’ kommer fra gestaltpsykologien og henviser til, hvordan vi så at sige overser visuelle huller og fokuserer på helheder (Kukkonen, 2013). En lignende receptionsteoretisk tilgang til billedbogslæsningen flytter den føromtalte ’svävning’ ud af værket og ind i læseren, hvilket dog kompliceres yderligere af, at der ofte er tale om højtlæsning, når det gælder billedbøger. Med Ib-bøgerne af Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøi er vi langt væk fra den genuine billedbog. Hunden Ib er ikke blot en seriebog af papir men også et koncept. Ib har sin egen hjemmeside, sin egen facebook-profil, opføres som dukketeater og findes som Ib-spil til iPad og Android-tablets. I bogen Ib slukker brandmanden (2014) går der ild i brandmandens bukser. Med al sin autoritet båret af uniform og alvorlig mimik insisterer brandmanden på, at Ib skal holde afstand og passe på. Som den finurlige titel antyder, ender Ib med at redde brandmanden. Pointen er, at man ikke altid skal adlyde, men i stedet gøre det, som situationen kræver. Serien henvender sig til de helt små læsere og kredser om fænomener som respekt, tillid, frihed og autoritet på en undersøgende måde. Der er en
DANSK 3 –– 2014
vis redundans mellem tekst og billede, hvert opslag lader handlingen skride langsomt frem, og idet billederne fylder hele opslaget, bliver det en næsten ’autonom rækkefølge af billeder’, som hænger tæt sammen. Mange billedfortællinger (herunder både tegneserier, grafiske romaner og billedbøger) har flere spring frem i tid og sommetider også tilbage, sådan at handlingen kan accelerere, men ikke Ib. Billedopslagene fortæller i langsomt tempo med indlagte visuelle detaljer som fx anden, en velkendt figur i Bregnhøis univers, der dukker op i sidste opslag af Ib ser noget, der blinker (2013). Redundansen mellem tekst og billedegør bl.a. at IB ikke opfylder kriterierne for den genuine billedbog. Men det gør ikke bogen uinteressant. Netop det langsomme tempo har sin egen pædagogiske poesi. En oplagt modpol til den snævre opfattelse af billedbøger i En fanfar för bilderboken! er Nina Christensens beskrivende definition: ”En bog, der enten i et samspil mellem ord og billeder eller gennem billeder alene formidler et fiktivt narrativt forløb, fortalt (også) med barnet som implicit læser, og i udgangspunktet ofte produceret til en fortællesituation, hvor teksten læses højt for barnet” (Christensen, 2003). Christensen anser billedbogen for at være en genre under børnelitteraturen, hvilket har været den traditionelle opfattelse af billedbogen. Det ser ud til at være under forandring. Eksempelvis bruger Elina Druker betegnelsen medie/medium: ”Jag använder termen för själva uttrycksformen, det vill säga den förmedlande tekniska plattformen, men även för att beteckna medier som litteratur eller film.” (Druker, 2013: 17). Også Rhedin foreslår, at man anskuer billedbogen som et medie frem for en genre, bl.a. for at undgå spørgsmålet om målgruppe, som karakteriserer den traditionelle børnelitterære diskussion. Rhedins intention er at frigøre billedbogen fra barnelæserens domæne og derved børnelitteraturen og placere den sammen med andre udtryksformer som film og teater. Men at placere billedbogen som et medie harmonerer dårligt med de snævre formmæssige kriterier, der opstilles for den genuine billedbog. Noget lignende findes ikke for eksempelvis filmmediet, hvor jo alle slags film er film. Også dem der udfordrer den gode smag. Hvis billedbogen skal kategoriseres som et medie, bør det være uden formmæssige krav, hvilket i sagens natur inviterer langt flere billedfortællinger indenfor. I tegneserieforskningen er man efterhånden gået væk fra at diskutere definitioner, dels fordi feltet er meget bredt. og forskerne lægger vægt på forskellige ting, og dels fordi det i nogen grad har været hæmmende for udviklingen af forskellige tilgange. Man har traditionelt set defineret tegneserien
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
som ”en sekvens af statiske, tegnede billeder, afgrænset af reelle eller imaginære rammer, i samspil med en eller anden form for tekst.” (Magnussen og Christiansen, 2009: 192). Diskussionen har bl.a. været, i hvor høj grad tegneseriestribens institutionalisering har haft betydning, og om en gennemgående figur er et afgørende kriterie. Nyere forskning taler om tegneserien som et visuelt sprog, jf. bl.a. Neil Cohn. Billederne ses som enheder, der kombineres til meningsfulde helheder på samme måde som sætninger arrangerer ord i meningsfulde udsagn. Heraf følger at man kan tale om billedets mindste bestanddele, og at tegneserier ikke er bundet op på en særlig teknologi, format eller institutionel kontekst. Denne tilgang kritiserer Karin Kukkonen, idet hun mener, at konteksten, i forhold til hvordan tegneserier produceres og læses, er afgørende for, hvordan vi forstår tegneserien. Karin Kukkonen definerer tegneserien som et medie, der kommunikerer gennem billeder, ord og sekvenser. Tre forhold skal være opfyldt, for at der er tale om et medie: “(i) it is a mode of communication, (ii) it relies on a particular set of technologies, and (iii) it is anchored in society through a number of institutions” (Jensen, 2008 via Kukkonen, 2013). Inspireret af den del af tegneserieforskningen, der anser tegneserier for at være et medie indeholdende forskellige genrer og formater, foreslår jeg, at man anskuer billedbogen som et medie ud fra Kukkonens definition. Billedbogen er en kommunikationsform (i), der udkommer i bogform eller digitalt (ii), og den formidles bl.a. via biblioteker og skoler (iii). Jeg påstår således, at billedbogen er forankret i institutionelle rammer og ikke noget fritsvævende kunstværk, og at den kan antage mange forskellige former. De kræsne kan så evt. reservere genrebegrebet til den genuine billedbog.
J
9
LITTERATUR Christiansen, Hans-Christian og Marianne Eskebæk Larsen (2010): ”Film, tegneserier og tegneseriefilmatiseringer – en introduktion til analyse ” i UP Tegneseriedidaktik. København: Unge Pædagoger Christiansen, Hans-Christian og Anne Magnussen (2009): ”Tegneserieanalyse” i Analyse af billedmedier, red. Gitte Rose og H.C. Christiansen. København: Samfundslitteratur Christensen, Nina (2003): Den danske billedbog 1950-1999. København: Center for Børnelitteratur/Roskilde Universitetsforlag Druker, Elina (2008): Modernismens bilder. Den moderna bilderboken i Norden. Stockholm: Makadam Eskebæk Larsen, Marianne (2013): ”Billedet er barnets forankringspunkt” http://www.billedkunst.dk/om_os/bag_om_billedet/13-05-07/billedet_er_barnets_forankringspunkt Grünewald, Dietrich (2010): ”Das Prinzip Bildgeschichte. Konstitutiva und Variablen einer Kunstform“ i Struktur und Geschichte der Comics. Beiträge zur Comicforschung. Bochum: Ch.A. Bachmann. S. 11-31 Kukkonen, Karin (2013): Studying comics and graphic novels. Wiley Blackwell McCloud, Scott (1994): Understanding comics. The invisible Art. New York: Harper Perennial Nikolejea, Maria og Scott, Carole (2001): How Picturebooks work. New York: Garland Publishing. Rhedin, Ulla, Oscar K. og Lena Eriksson (2013): En fanfar för bilderboken! Stockholm: Alfabeta Rhedin, Ulla (1992): Bilderboken. På väg mot en teori. Stockholm: Alfabeta
10
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
DANSK 3 –– 2014
EPIK ELLER MOSAIK?
NILS HOLGERSSONS UNDERBARA RESA GENOM SVERIGE Sedan 1992 betalar svenskar med en ”Selma”, dvs tjugokronorssedeln med en åldrad Selma Lagerlöf och och på baksidan Nils Holgersson flygande på gåsen Akka – en bokjuvel i vår litteratur. Efter alarmerande svenska PISAresultat finns anledning att påminna om den och den nationella rörelse ur vilken den uppstod.
AF SONJA SVENSSON, DOCENT I LITTERATURVIDENSKAB; F D CHEF FOR DET SVENSKE BØRNEBOGSINSTITUT.
Folkbildningens fundament i Sverige 1686 års kyrkolag syftade också till att göra folket läskunnigt för att inhämta Guds ord i skrift i stället för att höra det rabblas på latin. Tack vare Luther fick Sverige en unikt tidig lästradition, förstärkt genom 1842 års folkskolestadga som satte igång en imponerande verksamhet. Skolhus byggdes, seminarier inrättades, lärarna organiserade sig och resultatet blev en folkbildning som betydde allt för samhällets modernisering under resten av 1800-talet. Det nya i undervisningen blev skrivning och räkning samt läsning av ”latinsk” stil. Sistnämnda var en avsikt bakom Läsebok för folkskolan som utgavs 1868. Där används sparsamt den frakturstil som ”folket” ännu läste mer obehindrat. Nära 600 sidor med fakta och berättelser om Sverige, världen, naturen, uppfinningar, stora män och några kvinnor från när och fjärran. Prosa och vers, fabler och tänkespråk, föga litterär realism men faktiskt en del fantasiberättelser. På slutet ingår stycken av Grundtvig, Ingemann och Bjørnson på originalspråken. Bokens tendens var fostrande men i den fick ”folkets barn” – och lässvultna föräldrar – en egen bok. Ty även om fosterlandet prisas och samhällsklasserna vet sin plats finns andra inslag. Det korta stycket ”Vildgässen” i första avdelningen kan ha inspirerat Selma Lagerlöf. En
kvinnlig tamgås motstår lockropen från en flock vildgäss på väg till främmande land för att söka lyckan. Själv stannar hon kvar för att ha det tryggare – och slaktas dagen därpå! Detta var ett lämpligt budskap för det expansiva 1860-talet men inte runt sekelskiftet 1900 då var femte svensk emigrerat. Till detta finns anledning att återkomma. Även barnens fritidsläsning engagerade lärarna. Den liberala Svensk Läraretidnings ägare Emil Hammarlund började 1891 ge ut Jultomten medan rivalen Stina Quint året därpå startade Folkskolans Barntidning (fortfarande utkommande som Kamratposten!). De försåg länge folkskolemarknaden med ett stort antal publikationer. Läraretidningen gjorde 1899 lyckokastet med Barnbiblioteket Saga efter danskt mönster: Christian Erichsens Børnenes bogsamling grundad 1896. Och som forskare i tidens barnpress känner jag även danska folkskollärares insatser för tidens barnläsning. Allt detta resulterade i ett litterärt system med lärare som utgivare, redaktörer, författare, illustratörer, debattörer, recensenter, men framför allt förmedlare i sina egna klassrum. Naturligtvis kunde denna mäktiga rörelse – avgörande för framväxten av demokrati och ”folkhem” – inte nöja sig med en läsebok från 1860-talet! Den kritiserades både av lärarna själva och samtidens kulturelit. Ellen Key utropade t ex ”Giv
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
barnen böcker i stället för läseböcker!” och efterlyste en samlande konstnärlig princip i stället för antologins lapptäcke och mosaik. Man sneglade också på Nordahl Rolfsens norska läsebok i fem band (1892-95). Man kan ifrågasätta Keys kritik av folkskolan som potentiell skapare av en halvbildad massa med revolutionära avsikter. Lärarna gav ut god barnlektyr på egna förlag och spred den i sina klassrum och flertalet arbetade i ”konstuppfostrande” anda för att ge alla barn del i den nationella kulturen genom museivandringar, musik- och teaterstunder och konst i skolorna. Men visst fanns det efter drygt 30 år behov av en ny läsebok med mer fängslande episk karaktär. Boken om Nils Holgersson I januari 1901 tillsatte Folkskollärareföreningen en planeringskommitté med läraren Alfred Dalin och blivande ecklesiastikministern Fridtjuv Berg som drivande. Till en början tänkte man sig ett litterärt hållet samlingsverk av antologityp. Genom väninnan Valborg Olander fick Selma förslag om att skriva vissa partier men också fungera som ett slags litterär garant och kriarättare. Hon avböjde (”Det är vi författare som skola tänka ut något nytt, inte sant?”) och skisserade plan för en egen bok som gav fakta och kunskaper men också läslust, fosterlandskärlek, etisk fostran på ett språk och i en form som talade till barn. ”Jag vill att detta skall bliva en av mina bästa böcker” skriver hon till Dalin som klokt nog godkänner planen. Rätt person hade tillfrågats och kontrakt upprättades jullovet 1901-02 på en läsebok om 200 sidor för 9-11-åringar. Så inleddes det enda litterära samarbete som Selma deltog i och det skulle vara i fem år. Författaren skulle förses med utländska läseböcker och lokala sägner från hela landet, så att boken skulle kunna levandegöra flora och fauna och därtill kultur och historia. 1903 levererades insamlat lokalmaterial, av vilket till slut bara en skildring om en dalkulla användes. I stället läste sig Selma, som vi skall se, till mycket. Någon färdig plan hade hon inte och det dröjde innan arbetet kom igång. Jerusalem skulle fullbordas, Herr Arnes penningar och Kristuslegender skrivas, samtidigt som Sophie Elkan drev henne ut på resor till bl a Italien. Men 1903 for de omkring i Småland och 1904 hämtades stoff i Norrland. Då var avsikten fortfarande att låta handlingen börja i norra Sverige. Ohälsa och privata motgångar kom emellan och flera trodde att andra var på väg att tillfrågas. Uppslag förkastades, brev växlades med Dalin och förläggaren Karl Otto Bonnier, material måste läsas in och så blev Selma sjuk efter en festmiddag nere i den utkylda Falu gruva! När det såg riktigt mörkt ut kom uppmuntran i form av Svenska Akademiens stora guldmedalj julen 1904 och inval i Vetenskaps- och
11
Vitterhetssamhället i Göteborg (”som ensamt fruntimmer bland 99 män”!). Påsken 1905 infann sig den förlösande idén: att föra in djur i handlingen. Till Bonnier skriver Selma 1905: ”Jag har nog haft Kipling som mönster, men Ni får inte tänka på Kipling, då Ni läser boken, ty jag kan inte göra så utmärkta djur som han”. Men visst matchar hennes djurbesättning väl Djungelbokens. I botten fanns de gamla fablerna som användes flitigt i tidens julpublikationer. Men greppet att låta en pojke uppfostras av en individuellt utformad skara djur har onekligen Kipling kopplat först. Uppslaget med fågelresan gav den slutgiltiga skjutsen. Selma sa sig ha fått det från minnet av en rymningsbenägen gåskarl på Mårbacka, men åtskilliga litterära förebilder finns också här. ”Vildgässen” i läseboken 1868 är redan nämnda, men människor flygande på fåglar är inte ovanliga i äldre litteratur. Själva resemotivet är ju också ett av barn- och ungdomslitteraturens tacksammaste temata. En bok Selma säkert läst är H C Andersens I Sverrig, utgiven 1851. Förutom resetemat finns där fyra fåglar (stork, svala, mås, svan) som redan i andra stycket bjuder till gratisflyg. Carlo Collodis Pinocchio från 1883 (på svenska 1904) kan hon ha kommit i kontakt med på sin italienska resa. Huvudpersonen flyger på en duva och där uppträder ju Smirres pendang ”Räven”. Nämnas kan också Collodis tre böcker om gossen Giannettinos resor i Italien 1880-86 som även gavs ut i skoleditioner. I Tusen och en natt får Sindbad sjöfararen lift av jättefågeln Rock och i den franska sagobok av Sophie de Ségur från 1868 som lilla Selma fick i julklapp finns en slående illustration av Doré. Den har hon alltså säkert sett.
12
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
Rimligen kände hon till Strindbergs sagospel ”Lycko-Pers resa” (1882) där en tomte sänder den 15-åriga huvudpersonen ut på en uppfostrande färd, men framför allt kan man peka på ”Det okända, härliga landet” av Richard Gustafsson i läsebokens nionde upplaga 1901. En skånsk (!) gosse inser efter flygtur över Sverige med en svan att söderns länder inte kan jämföras med hans eget fosterland ”där han skulle bo och bygga, sedan han blifvit stor”. När det gäller det mytiska sägenstoffet nämns texter som Selma både ägt och gjort förstrykningar i: Snorre Sturlasons Norska Kungasagor, dansken Troels-Lunds Dagligt liv i Norden under det sekstende Aarhundrede, prästen Nils Lovéns Folklifvet i Skytts härad och norrmannen Jonas Lies Trold. Med pusselbitarna på plats blev slutskedet ändå påfrestande. När Dalin i juni 1906 fått de första kapitlen telegraferade han ”Kommer på torsdag Dalin”. Selma fruktade refus men den förtjuste överläraren hade bara inte tänkt på att kosta på ett längre telegram! ”Det är nog inte bra att vara för berömd” skrev Selma till Valborg. Även Berg var belåten: ”Verket är precis som det skulle vara. Idén är som 2x2=4.”
Tempot drevs upp, handskrivna manus sändes i posten (som då bars ut flera gånger om dagen) och korrektur med många ändringsförslag utväxlades. Tryckningsdatum närmade sig och renskrivare måste engageras. Så kom bokens första del ut 24/11 1906 i en lyxupplaga på 10.000 ex, medan första skolupplagan var betydligt större. Dalin ville trycka en miljon böcker och med tiden blev det många fler. Andra delen som utkom ett år senare skrevs på utomordentligt kort tid, och då återstod ändå 18 landskap efter första delens fem. Trots kritik från biologer, zoologer och konservativa pedagoger mottogs den nya läseboken med entusiasm i skolorna. 1907 blev Selma hedersdoktor i Uppsala tillsammans med Fridtjuv Berg och 1909 kom nobelpriset – det som starka
DANSK 3 –– 2014
krafter inte velat ge henne på grund av Nils Holgerssonboken! Glada barnbrev började strömma in och på Kungliga biblioteket finns (precis som i Astrid Lindgren-arkivet) stora buntar. Vad ville Selma? I början av 1900-talet hade var femte svensk utvandrat till USA och 1905 förlorade man Norge. Vår författare hade två mål: att stärka nationalkänslan genom att visa på hemlandets resurser och lovande framtid, och att göra det i en form som talade till barn. Hon var utvecklingsoptimist med stark tro på Sveriges framtid tack vare flitiga självägande bönder, uppfinnare och industriägare. ”Det är ett märkvärdigt land som vi har. Vart jag kommer, alltid finns det något för människor att leva av” konstaterar örnen Gorgo i avsnittet om Medelpad. Emigrationen utgjorde ett trauma även för intellektuella och episoden med den döda kvinnan i Närke som övergivits av sina utvandrade barn är ett av bokens starkaste avsnitt. Landet blödde i mångas ögon. Flera inslag understryker barns skyldigheter att värna om äldre – men även föräldrars skyldigheter gentemot sina barn. ”Jag vill att ungdomen genom sin läsebok skola få riktigt reda på sitt land och lära sig älska och förstå det, även litet ha reda på dess många hjälpkällor och utvecklingsmöjligheter så att de inte rusa åstad till Amerika vid första bästa lockelse”, skriver hon 1904. Den nationella drivkraften har boken om Nils gemensam med många andra läseböcker tillkomna i kristider – även Collodis nyss nämnda trebandsverk – och ofta har hot mot det egna språket spelat in. Både i Nordahl Rolfsens verk och Holgersson-boken finns tydliga spår av unionstvisten. Selma hade liksom Strindberg en tolerant inställning till det norska självständighetskravet, men hon insåg också vad upplösningen innebar för fosterlandet och ville bidra till en ny sorts nationell hederskänsla bland de unga. Sverige skulle framstå som inte bara rikt utan även rättrådigt. Och rättrådighet är ju precis vad Nils uppfostras till. Här som i mängder av klassiska pojkböcker utvecklas mönstret ”ut i världen och hem igen” med nya erfarenheter, mognare sinnelag och ansvarskänsla – till fördel både för individ och samhälle. Vad beträffar det andra delmålet, barnanpassningen, kan mycket av det Selma sagt i ämnet jämföras med en senare författarkollegas uttalanden: Astrid Lindgrens. T.ex. att barn aldrig kan fås att lustläsa något som de inte finner roande. Eller att de är detaljgranskare som upptäcker fel och inkonsekvenser både i text och bild. Ett förslag om att använda singulära verbformer i dialogen avvisade hon först men annars arbetade hon mycket med läsaranpassningen. Kollegan Tor
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
Hedberg fick t ex höra att hon långa tider inte talade med vuxna för att inte äventyra bokens barnanpassade tilltal. Även ekonomiska drivkrafter fanns och Selma såg absolut potentialen i en officiell läsebok för folkskolan. Första åren inflöt 76 000 kr (i dagens penningvärde över 4 miljoner) och hon kunde för sina royalties köpa tillbaka Mårbacka. De båda huvudredaktörerna blev inte heller lottlösa. I enlighet med kontraktet fick de varsin tredjedel! Det publicistiska folkskolesystemet gav förvisso barnen läsglädje men skapade också förmögenheter.
Post Holgersson 1921 signerade Selma en förkortad utgåva som följts av otaliga fullversioner. Bland moderna, starkt komprimerade, texter bör nämnas Lasse Klintings bilderbok från 1989. Sven Wernström har signerat en modern travesti för ungdomar i tre delar 1985–87 och Björn Meidal ett satiriskt seriealbum med teckningar av Leif Zetterling 1990. Åtskilliga transmedieringar till film, animationer och dramatiska uppsättningar har gjorts runtom i världen och därtill finns statyer, skulpturer, porslin, glas och en något dubiös nöjespark (”Nils Holgerssons värld”) nära Astrid Lindgrens mer kända i Vimmerby. Trots att huvudpersonen inte korsade Sveriges gränser gjorde boken det och finns på minst 60 språk. Översättningar kom nästan omedelbart i Danmark, USA och Tyskland och efter några år i Ryssland, Polen, Nederländerna, Frankrike, Italien och Japan. Nya utgåvor publiceras hela tiden.
13
Stora författare som Czeslaw Milosz, Kenzabure Oe, Michel Tournier och Tomas Tranströmer har prisat boken som sin starkaste barndomsläsning och den lär ha inspirerat Konrad Lorenz till teorierna om djurs beteende. Men man kan undra vad det är för bok de läst. Enligt Kari Skjønsberg har den första danska översättningen 30 % av texten och den norska från 1927 klarar sig med 25 %. Oes japanska var säkert också förkortad, eftersom han som barn lärde sig den utantill! De otaliga illustrationerna har ett gemensamt drag: att inte bara krympa utan även starkt föryngra huvudpersonen. I bokens andra mening läser man att han är ”så där en fjorton är gammal, lång och ranglig och linhårig” och efter förvandlingen till ”tomte” säger författaren att han i övrigt är ”alldeles sådan han hade varit förut”. Men med få undantag framställs huvudpersonen som högst 7-8 gammal. Illustratörer detaljläser inte alltid texten men förhållandet speglar barnlitteraturens benägenhet att naivisera och stämmer ibland dåligt med de både riskfyllda och etiskt grundade aktiviteter Nils ägnar sig åt. Till slut: ”Alla läseböcker ha ju just utmärkt sig för detta, att de varit hoprafsade från alla håll./…/Nog fordras det konstnärlig reda och klarhet äfven öfver en sådan bok som denna” skriver Selma till Sophie Elkan i slutskedet av arbetet på första delen. Man instämmer gärna – hellre epik än mosaik! Liksom vid förra sekelskiftet behöver nationen samla sig och blicka både bakåt och framåt. Selma Lagerlöf oroades av klassklyftor, emigration och unionsupplösning, idag bör vi beakta segregation, brain-drain och som sagt PISA-resultat. Det finns anledning påminna om tidigare svenska insatser för skolan och samhället. Samt glädja sig åt att det blir Astrid Lindgren som ersätter Selma på nya tjugokronorssedeln.
Känt varurmärke utlagt på Selmas 155-årsdag får representera alla översättningar.
Litteraturliste til denne artikel findes på Dansklf.dk/tidsskrifter
iBøger til grundskolen ®
Få
Masser af medier iBog
®
gr
at
Masser af medier fra Dansklærerforeningens Forlag er nu udkommet som iBog®. Eleverne skal undersøge og eksperimentere med forskellige medieudtryk og derved få blik for deres virkemidler og muligheder. Eleverne ud vikler analytiske og kritiske it og mediekompetencer og får mulighed for at prøve kræfter med egne medieproduk tioner.
is
ad
ga
ng
i2
da
ge
Lisa Marie Henderson iBog®
10 videoklip | 25 interaktive opgaver | 75 opgaver | 20 arbejdsark | 90 illustrationer | ca. 110 sider | eBog
Henvender sig til mellemtrinnet – 3. og 4. klasse.
mam.systime.dk Få
Kapitelbøger – nu som iBøger
®
Historierne om Viktor Vampyr og Ridder Ras fra Dansklærer foreningens Forlags populære serie af kapitelbøger er nu udkommet som iBøger®. Alle kapitler og opgaver er læst op hvilket giver ekstra vinkler og oplevelser i arbejdet med litteraturen. Tekster, opgaver og lærervejledning er samlet i samme iBog
Eks Viktor Vampyr og den hemmelige kiste iBog®
emp
el
Dorthe Eriksen, Henriette Langkjær og Hans Ole Herbst iBog®
13 kapitler | 15 opgaver til bogen | introduktion til bogen og opgaver | lærervejledning | 25 illustrationer | nem og logisk navigation
Henvender sig til indskolingen – 1. og 2. klasse.
viktorvampyr1.systime.dk
dansklf.dk
systime.dk
Se priser og licenser
33 79 00 10
70 12 11 00
på shop.systime.dk
Andre iBøger® i serien:
gr
at
is
ad
ga
ng
ridderras2.systime.dk ridderras1.systime.dk viktorvampyr2.systime.dk
i2
da
ge
TEMA: LITTERATUR
KLUMMEN Jolin Slotte, forfatter og freelanceskribent
Folkeskolen er igenbarnlitteraturen i sommer Också blevet gör en reduceret nordist til en politisk slagmark
”Du som studerat litteratur, vad rekommenderar du för bok åt mig/min son/min hund/min högra fot?” Varje gång jag hör frågan blir jag skräckslagen. Jag känner rodnaden stiga på kinderna och svetten pärla sig i pannan. Tänk om det blir fel! För en modersmålslärare är det ändå en av de viktigaste uppgifterna – att locka barn och ungdomar till läsning. Ändå blir jag varje gång lika nervös. Tänk om jag höjer en bok till skyarna och hen jag rekommenderat den för avskyr den? Vilka följder får det om jag misslyckas totalt? När jag var barn tog min mamma mig till biblioteket varje lördag. Det var vår tid av tvåsamhet, samtidigt som hon under de här stunderna öppnade dörren och presenterade sina vänner och bekanta, förälskelser och fiender för mig. I biblioteket fanns hela världen! Här fanns Mumindalen, Katthult, Hackebackeskogen och Kamomilla stad. Här bodde svinaherdar, vikingar som reste kors och tvärs, Alfons Åberg som inte ville sova och prinsessan på ärten som inte kunde sova. Då visste jag inte att det fanns något som hette Norden och det spelade ingen roll varifrån författarna kom. För mig var alla världar magiska. I mitt huvud kunde Nangijala vara grannland med Jyckeberga och Gummi-Tarzan bli vän med Madicken. För fantasin har inga gränser. Men den är kraftfull och kan locka ett barn att vilja lära sig mera, vilja läsa mera. Det var när jag blev äldre och mera intresserad av den faktiska världen som jag letade fram skönlitterära orter på kartan. Och förstod att det var ett hav mellan mig och Ture Sventon, att jag troligtvis inte skulle stöta på Ronja i skogen bakom vårt hus och att teskedsgumman talar norska och inte svenska som i den version jag läst. Ändå kändes de här världarna och karaktärerna som mina och bland annat H.C. Andersen, Thorbjørn Egner, Astrid Lindgren, Tove Jansson och Mauri Kunnas var mina ledsagare in i fantasins och kunskapens värld. För mig är det självklart att de böcker jag läst som barn, de böcker som min mamma plockade fram åt mig och de böcker som jag själv valde, har varit med om att skapa den jag är i dag. De nordiska författare jag läste väckte mitt intresse för Norden och varje gång jag träffar en nordbo brukar jag fundera över samma sak; har vi läst samma böcker? Har vi fascinerats av samma världar? Har vi skrattat åt samma vitsar? Har vi gråtit över samma sorger? I dag vet vi att barn i hela Norden läser färre böcker än tidigare, deras föräldrar läser mindre och boken konkurrerar med alla möjliga andra medier. Men vi vet också att det finns en synnerligen livskraftig barn- och ungdomslitteratur, och vi har forskningsresultat att peka på när någon undrar om läsning verkligen är så viktigt. För barn är det ändå mycket mera konkret än så. Som när jag och min familj var i Oslo. Döttrarna var inte särskilt ivriga över att åka, men när vi kom på att det finns en chans att vi får se Bulle – eller anakondan som simmar omkring i kloakerna, då blev Oslo plötsligt det bästa stället att tillbringa höstlovet på!
15
16
PÆDAGOGISK FRIKVARTER
DANSK 3 –– 2014
6 LIGE UD
TIL FORFATTEREN OG ILLUSTRATOREN STIAN HOLE, NORGE
1
2
3
Hvorfra stammer din interesse for børne- og ungdomslitteratur? ”Den har vokst fram gjennom flere år – og den vokser fortsatt. Jeg tror min nysgjerrighet på barne- og ungdomslitteratur har flere sider: først og fremst en fascinasjon og glede over gode fortellinger som får meg til på samme tid å glemme meg selv og kjenne meg igjen. Fortellinger som får meg til å drømme meg langt vekk og samtidig føle livet så sterkt, fortellinger som får verden til å vokse og samtidig kjennes så nær. Helt siden jeg var barn har litteraturen fått meg til å føle dette. Det kan være slik at dragningen mot barnelitteraturen dypere sett også rommer et ønske om å oppleve og kjenne verden igjen som for første gang, som et barn.”
Kan du huske en børnebog, der gjorde særligt indtryk på dig som barn? ”De første leseopplevelsene kjennes fortsatt så sterkt i minnet mitt. Jeg leste flest voksenbøker da jeg var barn. Som voksen leser jeg mange barnebøker, det er en av flere ting som skjer i motsatt rekkefølge i livet mitt. Det er så mange bøker jeg kunne nevne, men jeg vil heller svare at det første og sterkeste leseminnet er min mor som ligger ved siden av meg i sengen og leser for meg. Jeg glemmer aldri varmen, tryggheten og hvordan stemmen hennes kjennes gjennom kroppen.”
Er der en børne- og ungdomsbogsforfatter/-illustrator, du beundrer særligt? ”Det er flere som jeg setter høyt. Fra Maurice Sendak, Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren til Maria Parr, Joanna Hellgren og Kim Fupz Aakeson. Også andre.”
PÆDAGOGISK FRIKVARTER
17
4
5
6
Hvilken børne- eller ungdomsbog har du senest læst? ”Her er et knippe: The Rules of Summer av Shaun Tan, Leo og Mei av Synne Lea, Ellens Ark av Rebecca Bach-Lauritsen, Jellicoe Road av Melina Marchetta og Nokturne – drømmekokebok av Isol.”
Har du et par gode tips til at ”sælge” flere bøger til børn og unge? ”Det kan virke kompliserende at det er voksne som er kjøperne av barnebøker. I Norge er det en tendens at voksne – selv nye generasjoner voksne – helst kjøper bøkene de selv leste som barn. Noe som gjør det vanskeligere å nå ut til barn og unge med ny samtidslitteratur. Så kulturjournalister, bibliotekarer, lærere og andre gode pekere har en viktig rolle i formidlingen av fortellinger og nye forfatterskap. Til foreldre vil jeg si: Fyll huset med bøker av alle slag. Så finner barna dem snart selv.”
Hvordan vurderer du vilkårene for at være børnebogsforfatter/-illustrator i dagens Norge? ”Det er noen trekk i utviklingen de senere årene som uroer meg og som er i ferd med å endre på betingelsene for slike som meg. Kanskje mest bekymringsfullt i Norge er den økte makten til de få, store bokkjedenes sentrale innkjøpskontorer, som fører til en økt kommersialisering og reduserer mangfoldet. Men om jeg løftet blikket og forsøker se dette i et større perspektiv, er jeg priviligert som har vilkår som gør at jeg kan arbeide med og leve av å lage fortellinger for barn og unge. Jeg er også takknemlig for en solid og rikholdig nordisk barne- og ungdomslitteratur. La oss føre den tradisjonen videre.”
18
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
DANSK 3 –– 2014
NATTEVAGT AF LISBETH GADE, Læringsvejleder på Skovbrynet Skole, Gladsaxe Kommune
Sig til hvis du har brug for en ven. Hvis jeg var dig, ville jeg kalde på mig. Børn skal læse litteratur. God litteratur. De skal opleve sig selv i og gennem litteraturen. I digtsamlingen Nattevagt kan børn opleve og genkende sig selv og de udefinerlige tanker, de går rundt med. Nattevagt er en fantastisk smuk digtsamling til børn skrevet af den norske forfatter Synne Lea, men den er langt mere end det. Stian Holes billeder forholder sig i den grad til og forlænger de stemninger, der udtrykkes i digtene på en måde, som rører noget dybere i os som læsere. Noget som vi måske ikke umiddelbart sætter ord på, måske ikke kan, noget eksistentielt, en frygt, en angst, en bekymring eller blot et flygtigt tankestrejf. Noget som børn kender til. Men også noget som vi voksne kan genopleve i læsningen. Digtene forsøger at udtrykke barnets uhåndgribelige angst eller lykke i den nære verden. Vi møder få personer, en mor, en far, en lillebror og et jeg – formentlig en pige. Vi kender ikke personerne, vi ser ikke deres ansigter, men de går igen i de forskellige digte – derfor er der også en slags rød tråd, en lille handling, som vi kan digte videre på. Sprogligt er digtene stramme og fortættede. Billederne er deciderede kunstværker – smukke og fortættede som teksten. Bogen bør ikke blot læses som en digtsamling, men som et samlet værk, der fortjener at blive læst, set og oplevet i sin helhed. Der er masser af mulighed for at “gå på jagt” i tekst, billede, omslag, ja selv i den grafiske opsætning.
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
Fiktionskompetence Fra nye Fælles mål fremgår det, at “eleverne skal lære at arbejde medskabende, og de skal kunne sammenfatte deres undersøgelse af teksten. Undervisningen skal tage udgangspunkt i elevernes undersøgelse af teksten, og med afsæt i denne igangsættes medskabende arbejde. Dette giver eleverne mulighed for at udtrykke deres forståelse af teksten. Til fortolkningen af en tekst hører en beskrivelse af, hvad teksten handler om (motiv), og hvad den drejer sig om (tema).” Hvordan får vi børn til at få øje på det, der ligger mellem tekst og billede? Dette hjerteskærende usagte noget, som er så svært at sætte ord på, som vi kender, men ikke kan definere. I litteraturarbejdet i fx en mellemtrinsklasse er der nok at tage fat på. Det spændende er, at det, der ligger mellem linjerne, og det, der ligger uden for billedet, tilsammen fortæller en anden historie. Altså en slags dobbelt fordobling!
19
tænker på din ven og jeg tænker på hvor lidt vi to kommer til at ro ligeud sammen i fremtiden.
Hvilken historie fortæller Nattevagt? Det indledende digt og værkets allersidste digt kredser begge om det at blive set, at have en ven, at være til. Disse digte slår tonen an og angiver dermed digtsamlingens tema. Det er litterære spor, som eleverne skal forfølge – hvad vil det egentlig sige at blive set? Fx i digtet (side 28), hvor fortælleren spørger: Hvem skal se på mig når jeg sover. Hvem skal få ondt i hjertet når jeg græder? Det er barnets værste frygt. At miste den eller de voksne, der er tættest. Ikke at blive set, er ikke at være til. Og så på samme opslag som en fordring til den voksne.
I drømmesyn, i de tanker vi har, før vi sover, i mørket bevæger der sig noget, som digtsamlingen forsøger at indfange. Måske er det derfor, titlen er Nattevagt. Drømmesynene forstærkes i Stian Holes billeder. I hans billeder er alt muligt, her er spækket med symbolik, som der skal tages fat på i undervisningen. De indre billeder, eleverne danner, skal være udgangspunktet i en snak om, hvad disse billeder og digte egentlig vil og gør ved os. Hvorfor fx dette billede (side 41) af en mor, der sover i en seng i et mørkt værelse uden gulv, men vand, hvori der sejler sko rundt og en sæl? Man aner billeder på bagvæggen, udenfor vinduet klar blå himmel og en grøn gren, der vokser ind i rummet. Hvad sker der, når mor sover? Hvorfor anes det, at fortælleren (barnet) føler et tab? Hvordan bliver det lille digt forstærket i billedet?
Se på mig, siger jeg, se på mig når jeg sover.
Når mor sover er hun ikke
Og flere steder i digtsamlingen berøres forholdet mellem barn og voksen så fint. Synsvinklen ligger for det meste hos barnet og er genkendeligt for en mellemtrinselev. Men også den voksnes angst og vemod berøres i tabet af, at ens barn bevæger sig væk og bliver mere og mere uafhængigt af forældrene. Fx i digtet, hvor far og datter (fortæller) ror i en båd, og der er indresyn hos faren:
mor mere.
Hvis du tager den ene åre, og jeg tager den anden, siger far, vil båden dreje sig og stille styre ind mod stranden mens du
Barnet ved, at i drømme bevæger du dig væk. Når mor sover, kan hun ikke se. Og barnet vil ses. Med hvilke redskaber? I 2014 udgav Trine May en lærebog Læs genrer med CL – Billedbøger. I denne bog kan der hentes inspiration til netop dette didaktiske arbejde, og meget af det kan overføres på arbejdet med Nattevagt. Der arbejdes med CL-strukturer i forhold til analyse i billedbøger. Særligt CL-strukturer egner sig godt til arbejdet med Nattevagt, da det er vigtigt, at det er eleverne, der har ordet, stiller spørgsmålene, er aktive og medskabende.
20
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
DANSK 3 –– 2014
DE NÆRE, FJERNE NABOER Almene betragtninger om at oversætte fra svensk og norsk AF SUSANNE VEBEL, oversætter og forlægger
Min sobre morgenavis omtalte for nylig en svensk digter, der gerne ville oftere i radioen. Hun ønskede, som den danske journalist citerede hende: ”at jeg vågnede om morgenen, gnubbede øjnene, satte morgenrocken på og begyndte at tale om livet i det her lortesamfund.” Ret friskt. Men mon dog ikke hun gned øjnene og tog sin slåbrok på (sv. satte på sig morgonrocken) – før musikken begyndte at spille? Den slags fejloversættelser er jo meget morsomme – hvis de bare ikke var så hyppige, og de ikke så tit optrådte i (ellers) virkeligt gode bøger. Det er, som om man mener, at når der er så mange enslydende ord på dansk, svensk og norsk (i hvert fald bokmål), så er det næsten samme sprog. Det er så dejlig nemt bare at skrive derudad uden at behøve at slå ordene op, uden at stille spørgsmål, uden at konferere med forfatteren, uden at tænke nærmere over de historiske, kulturelle og sociale forskelle landene imellem, uden at overveje afvigelser i ordenes valør, i omgangstone, osv. osv. Men sådanne automatiske oversættelser giver knaster i læsningen, fordi læseren studser, standser – og går glip af tekstens flow. Her et par hurtige, tilfældige pluk fra nyere, oversat litteratur – alle autentiske: Der er bonden, der har hjulpet mange lam og killinger til verden (sv. killing: gedekid), lægerne, der ifører sig deres hvide frakker (sv. rock: kittel), manden, der propper en halv chokoladekage i munden og stopper resten i jakkelommen (sv. chokladkaka: plade chokolade), barnet, der griner, da det ikke får slik (no. grine: surmule/flæbe), manden, der ikke frygter Harlem, fordi han trods alt har været ude en vinternat før (no. vært ute en vinternatt før: har været med til lidt af hvert), konen, der sætter maden frem på opvaskebakken (sv. diskbänk: køkkenbord), pigen, der cykler med to svingende fulde
kasser mad hængende på styret (sv. kasse: bærepose), klassefesten, hvor stemningen godt nok var lækker (no. laber: mat, dårlig) – men resulterede i, at nogen senere skrev på tavlen: Emmy og Ole er sandt (no. Emmy + Ole = sant: Emmy og Ole er forelskede). Eksemplerne er legio. Lad tvivlen komme teksten til gode Hvorfor er ingen standset op og har ladet tvivlen komme teksten til gode? Hvorfor har man ikke foretaget et ekstra opslag i ordbogen eller bare set for sig, hvordan en halv chokoladekage tager sig ud i en jakkelomme? Det er ikke kun de enkelte ord, det drejer sig om. Eufemismer og allegorier udgør fælder, ligegyldigt hvilket sprog man oversætter fra, men metaforer og aforismer kan – ligesom ironi – være specielt luskede inden for det nordiske. Også her gælder tvivlens nådegave – hellere spørge (forfatteren eller sig selv) en gang for meget end en gang for lidt. Litterær oversættelse er at overføre en tekst fra et sprog til et andet, men det er også at udvide læserens horisont. Derfor er det helt afgørende med baggrundsviden. Det gælder noget så simpelt, som at man i Norge stadig ofte spiser varm mad tidlig eftermiddag, hvorfor børnene altså godt kan nå at spille fodbold 4-5 timer efter maden, eller at de svenske etageejendomme alle har dørkoder, men sjældent dørtelefoner, hvorfor man f.eks. ikke kan sende blomster til folk som herhjemme. Den slags småting, som man vanskeligt kan vide, uden selv at have rejst og opholdt sig i områderne. Det ’anderledes’ kan også være ganske hverdagsagtigt. Når bandeordene står i kø i det stockholmske ungdomssprog, behøver det ikke være særlig groft ment, blot en omgangstone. Når unge, norske
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
mennesker går på utekafé, kan de lige så godt sidde indendørs som udendørs, og når svenskere støder på farbror blå, er det ikke et familiemedlem, men politiet. Den slags finder man kun ud af ved at tale med folk, lytte (især til slang) og i det hele taget være der, hvor det foregår. Sætte sig ind i forskellige livsvilkår, politiske betingelser, geografiske og klimatiske forhold, sociale standarder og meget andet. Der hersker den fejlagtige opfattelse, at vi er en slags parallelsamfund. Men vi er ikke ens! Hverken svenskere eller nordmænd tænker og taler nøjagtigt som vi danskere. Nordmænd og det norske sprog er i øvrigt heller ikke ens fra Narvik til Arendal. Ligesom kulturen – og dermed udtryks-måden – i Kiruna ligger meget langt fra den i Lund. Enhver fortælling er knyttet til sin ganske specifikke egn, sin ganske særlige kultur, og oversættelsen bør tage sit udgangspunkt heri, foruden naturligvis i den tid og den sociale og psykologiske virkelighed, forfatteren ønsker at skildre. Forfatterens tone Dette turde være evident. Det kan imidlertid godt være temmelig svært på denne måde at overføre én (sproglig) virkelighed til en anden. Jenny Jägerfelds prosa er f.eks. spækket med engelske slangudtryk, grove ord og idiomer, og her gælder det virkelig om at balancere. En ’gubbjävel’ er godt nok en skiderik, mens udtrykket ’kärringen’ kan være kærligt ment. Ligeledes er der visse koder for omgangsform og tiltale, man er nødt til at kende for ikke at udstyre personerne med
21
for megen underdanighed eller for stor frækhed. I Danmark anbringes personlige pronomener f.eks. normalt således: Min hustru og jeg, mens såvel norsk som svensk oftest vil sætte 1. person først: Jeg og min hustru, hvilket ville virke uhøfligt på dansk. Man må godt bytte rundt på ord, hvis det giver bedre dansk – uden at ødelægge forfatterens specielle tone. Det kan også være nødvendigt at skabe nye ord for at få forfatterens mening frem. I Erlend Loes Doppler spekulerede jeg i ugevis over, hvordan jeg skulle oversætte det norske ’flink’, så det rummede såvel noget efterstræbelsesværdigt som en ironisk afstandtagen. Jeg endte med at bruge ordet kompetent om alt, hvad hovedpersonen havde opnået her i livet: En kompetent uddannelse, et kompetent ægteskab, en kompetent husrenovering osv. Med én undtagelse faldt alle kritikere over mig og belærte mig om, at ’flink’ betyder dygtig. Det vidste jeg ligesom godt! Men prøv selv at sætte dét ind i sammenhængene. Jeg har haft den store (selviske) tilfredsstil-
22
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
DANSK 3 –– 2014
Kunsten består altså i at finde balancen mellem at ramme det fremmede, samtidig med at man bruger et dansk sprog, der både er let forståeligt og i pagt med forfatterens stil og intentioner.
lelse, at ordet i løbet af de forgangne ti år er blevet nærmest identisk med forfatterskabet. Naturligvis skal man være forsigtig med den slags. Omskrivninger kan fordreje, kan nemt blive til fortolkninger. Kunsten består altså i at finde balancen mellem at ramme det fremmede, samtidig med at man bruger et dansk sprog, der både er let forståeligt og i pagt med forfatterens stil og intentioner. For hver forfatter har jo sin stil. Nogle er ret nemme at gengive. Mats Wahls bøger har f.eks. med ganske få undtagelser en umiskendelig Wahl-tone, og har man først fanget den – og har researchet tilstrækkeligt, han er meget detaljeret i sine stedbeskrivelser – er det ikke svært at være tro mod rytme og sprog. Arne Svingen derimod er i nogle af sine romaner meget ’sår’, et norsk ord, der skal oversættes lige så varsomt som det, det står for: følsom, oprigtig, smertelig, inderlig, øm m.m. I andre bøger har han en tju-bang-her-eren-drengebog-tone, der dog ofte dækker over noget netop sart. Man er nødt til at lytte sig frem. Det samme gælder i forhold til lyrikeren Synne Lea. Selv i en prosatekst som Leo og Mei slår hendes poetiske tone igennem, også når hun skriver om de frygteligste ting. Korte sætninger, rytmisk sprog, umådeligt fine sansninger. Oversætterens greb er her at læse hver enkelt sætning højt. Først på norsk, så på dansk. Stemmer det følelsesmæssigt overens? Hos Lea gælder det i øvrigt, at ortografi og syntaks er ret speciel, vel netop præget af hendes baggrund som lyriker. Det norske sprog har desuden ikke nogen egentlig ’retskrivning’ – der er frit valg på alle hylder – så her er indlevelse altafgørende. Som det naturligvis er i alle oversættelser. Men lige netop i nabolandslitteraturen er det vigtigt, dels fordi der kommer så meget godt, der så nemt kan blive ødelagt, dels fordi den
viser os, at der trods lighederne også er forskelle, vi kan lære af – og så altså, fordi det er så let at forfalde til ureflekteret ordvalg. I oversættelse gælder det først og fremmest om at skrive et godt dansk, men det gælder i allerhøjeste grad også om at forstå, hvad forfatteren vil fortælle – og på hvilken måde. Hver enkelt forfatter med sin specielle stemme og ud fra sit specielle ståsted. Som kan være langt fra vores, selv om vi er naboer.
Clio Træningsøvelser – nyt interaktivt og selvrettende opgavesystem fra Clio Online
- Af Malene, Ditte og Ann-Birthe, redaktører på Danskfaget.dk, Clio Online
Clio Online har netop lanceret et helt nyt interaktivt og selvrettende opgavesystem. Med Clio Træningsøvelser kan eleverne styrke deres færdigheder inden for grammatik, stavning, sprogbrug, sprogkendskab, tegnsætning og meget andet. Clio Træningsøvelser indeholder en lang række vidt forskellige opgavesæt, som er lette at gå til. Træningsøvelserne er skræddersyet af Clio Onlines kompetente redaktører, men opgavesystemet giver også adgang til en lang række interaktive opgavetyper, som gør det muligt at oprette og dele egne opgavesæt. Som lærer kan du derfor gå på opdagelse i de mange træningsøvelser eller selv udforme træningssæt, der passer til netop din årsplan og dine elevers behov. Alle opgaverne er selvrettende, og det interaktive system giver eleverne direkte og understøttende feedback. Når et opgavesæt afsluttes, præsenteres eleverne for resultatsiden, hvor de kan gennemgå deres svar og se de rigtige løsninger. Dette kan være med til at fremme motivationen, hjælpe med at skabe overblik og give mulighed for, at eleverne kan arbejde på netop deres niveau. Foruden træningsøvelser til dansk tilbydes også opgavesæt, hvor eleverne kan træne deres sprogfærdigheder inden for engelsk og tysk. Via et kontrolpanel kan læreren nemt følge hver enkelt elevs progression, og systemet giver flere muligheder for differentiering, fx i forhold til at kunne justere tiden til opgaven eller ved at give forskellige opgaver efter den individuelle elevs behov. Alle elevernes svar opsamles i et statistikmodul, hvilket giver et godt udgangspunkt til planlægning og udarbejdelse af individuelle læringsmål.
I det nye interaktive og selvrettende opgavesystem findes foruden Clio Træningsøvelser også produkterne Clio Evalueringsopgaver og Clio Afgangsprøver, der har masser af lærerigt og inspirerende indhold til naturog kulturfagene. Opgaverne er udviklet i et tiltalende responsivt design og kan naturligvis bruges på alle former for computere, tablets og smartphones. Læs mere på www.clioonline.dk, hvor du også kan oprette en gratis prøve.
24
DIN UDDANNELSE Jan Frydensbjerg
Under den faste rubrik ”Din uddannelse” har vi i redaktionen for DANSK denne gang valgt at se på efteruddannelsen. Vi bringer to artikler skrevet af lærere der netop har afsluttet deres diplomuddannelse som danskvejleder. Her er det sidste og afsluttende modul Børne- og ungdomslitteratur, og artiklerne er skrevet ud fra Ulla Neigaard Børglums og Jan Frydensbjergs afsluttende opgaver.
DANSK 3 –– 2014 Artikelserien Din uddannelse tager pulsen på læreruddannelsen. Den sætter fokus på danskfagets muligheder og udfordringer på uddannelsesinstitutionerne og på de nye tanker og tilgange der optager studerende og undervisere. Læs mere på dansklf.dk
ABSURD REALISME – EN NY TENDENS I DANSK UNGDOMSLITTERATUR I 1953 ramte Villy Sørensen den danske børne- og ungdomslitteratur med et blodbad. Bogstavelig talt. Novellen ”Blot en drengestreg” omhandler to brødre, der i deres ‘godhjertethed’ saver benet af en dreng, der har revet hul på storetåen. En grotesk handling pakket ind i en humoristisk fortællestil; en genreblanding mellem eventyr og socialrealisme og en nyskabende absurdisme og immoralisme. Teksten blev dermed forløber for, hvad der i dag kendetegner dele af ungdomslitteraturen; absurd realisme. AF JAN FRYDENSBJERG, UDSKOLINGSLÆRER OG SKOLEBIBLIOTEKAR PÅ LISBJERGSKOLEN. DESUDEN FORFATTER TIL UNDERVISNINGSMATERIALER OM FILM OG MED I GRUPPEN DER HAR UDARBEJDET NYE FÆLLES MÅL FOR FILMKUNDSKAB OG MEDIER.
Det groteske og bizarre har været søgt i litteraturen siden Shakespeare og Dante formulerede sætninger til datidens teatre. Intentionen var at afsløre det absurde i menneskets eksistens. Men hvor ambitionen stadig er den samme, så forsøger nutidens forfattere i højere grad at eksemplificere deres tematikker i ekstreme eller voldelige handlinger, hvor unge mennesker ofte lovovertræder i forsøget på at skabe orden i deres eget univers. Ungdomslitteraturen har bevæget sig væk fra selvbekendelseslitteratur og moraliserende ungdomsportrætter og forsøger i stedet at indfange de unge læsere med formeksperimenterende, sprogligt nyskabende og absurde fortællinger. Der lød Intet startskud Det absurde kommer af det latinske udtryk absurdus, der kan
sidestilles med det uforståelige. Absurditeten omhandler det meningsløse, fornuftsstridige og angstfremkaldende ved tilværelsen. Netop den angstfremkaldende oplevelse af den absurde tilværelse fører, i Janne Tellers ungdomsroman Intet, jegfortælleren Agnes og hendes klasse igennem en voldsom erkendelsesproces med døden til følge. Bogen er en filosofisk og eksistentiel fortælling om en 7. klasses jagt på mening med livet. Rammesætningen er klassekammeraten Pierre Anthons beslutning om at forlade skolen til fordel for et æbletræ, hvor han dagligt præsenterer de øvrige elever for tilværelsens absurde meningsløshed. Pierre Anthons valg afstedkommer en voldsom reaktion fra klassen. De skaber dyngen af betydning, som fører til en lang række groteske handlinger bag forældrenes ryg.
DIN UDDANNELSE
Intet bliver startskuddet på en række ungdomslitterære værker, der med afsæt i en absurd realisme sætter nye standarder for hvordan og hvad man fortæller til ungdommen. Teksterne stiller krav til læserens kendskab til narrative strategier, intertekstualitet og genreforståelse. 3 grundpiller På indholdssiden forsøger litteraturen at opdrage de unge til en virkelighed, der kan karakteriseres med begreber som kompleksitet, refleksivitet og absurditet. I en nærlæsning af teksterne har genren absurd realisme derfor også flere fællestræk – her illustreret ved tre grundpiller: 1. Bag de absurde, groteske og immoralske handlinger gemmer der sig en dybere mening 2. Bag de unge menneskers tanker og ageren er ansvarlige voksne gemt væk eller fraværende 3. Bag den ene absurde handling gemmer sig den næste. Disse grundpiller genfindes også i Louis Jensens ungdomsbog 2 kroner og 25 øre, hvor vi møder en navnløs hovedperson, der ikke kan acceptere det overflodssamfund, han er en del af. Et brochurecitat motiverer ham (ligesom Pierre Anthons replikker igangsætter klassens handlinger), og han melder sig delvist ud af skolen for at kunne tjene penge ind til de sultende børn i Afrika. Den absurde beslutning om at starte sit eget nødhjælpsprojekt kaster som i Intet andre absurde og amoralske handlinger fra sig. Han begynder at stjæle, og det kulminerer med røveriet af en lastbil, som han fragter nødhjælp i til Afrika. Det er kendetegnende for både Intet og 2 kroner og 25 øre, at de unge handler på egen hånd, og at fraværet af forældre (og deres forståelse og indsigt) bliver katalysator for de absurde projekter. Handlingerne medfører samtidig en erkendelse hos de unge, der ændrer deres verdensopfattelse og skaber overgangen fra barn til voksen. Samtidig billedliggør de to tekster også, at ungdomslitteraturen i sin nye form formår at skabe en bred palet af hovedpersonskarakterer. Forfatterne er bevidste om, at de hver gang kun beskriver et udsnit af ungdommen, hvorfor de med større effekt kan caste en ungdomstype til fortællingen, der muliggør skabelsen af en realisme, der byder på absurde handlingsforløb. Absurd realisme i aktuelle ungdomstekster Genreindkredsningens tre grundpiller træder også tydeligt frem i tre andre aktuelle ungdomstekster. Janne Tellers ”Det tyrkiske tæppe”, Kim Fupz Aakesons Gerningsmænd og Jesper Wung-Sungs ”At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten”. Her møder vi tre vidt forskellige ungdomstyper; den indad-
25
vendte Inga, den storskrydende jegfortæller og de debile brødre. Alligevel har de flere fællestræk. Det er alle personer med et selvværd på nulpunktet, men med forskellige måder at vise det på. For alles vedkommende ender det dog med destruktiv og grotesk adfærd i form af stening, voldtægt og mord. Også her er forældrefraværet ekstremt og grotesk beskrevet. Børnene ser dem sjældent, og når det endelig sker, så ser forældrene ikke deres børn! Fraværet er derfor både fysisk og psykisk, og de absurde handlinger afstedkommes alle af manglende rollemodeller og et behov for at opretholde orden og mærke sig selv i fraværet fra de voksne. Et andet fællestræk er teksternes mangel på lykkelige slutninger. Hovedpersonerne opnår hver især en form for erkendelse, men den erkendelse kommer igennem absurde handlinger, der medfører, at de ved novellens afslutning står endnu mere alene. Uoverensstemmelsen er dermed sjældent løst, snarere erstattet af en anden. Inga har frigjort sig fra sin far, men ønskede et tættere forhold til ham. Jegfortælleren bekender sine synder, men har mistet drengegruppen, der var hele hans identitet. Brødrene har endelig gjort det rigtige, men går en helt forkert fremtid i møde. Genrens berettigelse i litteraturundervisningen Den tydelige identitetskamp, de forskellige ungdomstyper og den markante miljø- og personskildring viser potentialet og et berettiget fokus på absurd realisme i litteraturundervisningen. Absurd realisme som genre byder på tekster, hvor der eksperimenteres med både form og indhold. Det er en stor kvalitet for litteraturundervisningen, når man kan beskæftige sig med tekster, der har fælles ståsted (eller grundpiller), men som præsenterer eleverne for vidt forskellige fortællerforhold, kompositoriske strukturer og sproglige virkemidler. Bag de absurde handlinger, den eksperimenterende form og realismen gemmer sandhederne sig. Dette er en anden væsentlig bevæggrund for at beskæftige sig med genren. Isbjergsteknikken kan introduceres, og de absurde scenerier vil resultere i en undren, der er udgangspunktet for god litteraturundervisning. Eleverne vil måske sjældent kunne genkende den absurde realismes groteske billede af ungdomslivet. Men den vil kunne fungere som en allegori for de uoverensstemmelser og overgangsriter, der præger deres eget liv. Med den rette tilrettelæggelse af litteraturarbejdet kan teksterne og mødet med det absurde give eleverne et perspektiv, der både peger indad i nuet og langt ud i fremtiden.
26
DIN UDDANNELSE
DANSK 3 –– 2014
GUD I DEN MODERNE DANSKE BILLEDBOG Der leges livligt og frit med gudsbegrebet i den moderne danske billedbog. Her kan man f.eks. møde Gud som en midaldrende, stilsikker charmør med et til tider lidt for stort alkoholforbrug eller som en gammel, halvgnaven lærerindelignende påfugl med rod i systemerne eller som en, på samme tid, død og levende børnesoldat. Danmark er et af verdens mest sekulariserede samfund. Hvad laver Gud i den moderne danske billedbog? Er han steget ned fra sin almægtige piedestal og blevet en af os? AF ULLA NEIGAARD BØRGLUM, LÆRER, ELISE SMITHS SKOLE
”Gud er død”. Så kort lyder den tyske filosof Friedrich Nietzsches berømte udsagn, som han gentog i flere af sine værker. Hans udsagn kom som en naturlig forlængelse af oplysningstidens nye europæiske menneskesyn, der i højere grad satte sin lid til den menneskelige fornuft og sanserne end til den middelalderlige overbevisning om en almægtig Gud, der sad foroven og topstyrede alt. I vores tid karakteriseres Danmark ofte som et af verdens mest sekulariserede samfund. Det er en relativt udbredt holdning, at religion er en privat sag, som man ikke skilter med, og man hører sjældent religiøse argumenter inddraget i den offentlige, politiske samfundsdebat, på nær når det handler om indvandring og islam. I mødet med den moderne danske billedbog er jeg imidlertid stødt på det interessante fænomen at møde en sprællevende Gud – og det ganske ofte. Han optræder bl.a. i værker af populære børnebogsforfattere som Kim Fupz Aakeson, Oscar K, Louis Jensen og Stian Hole. Flere illustratorer, heriblandt Cato Thau-Jensen, Dorte Karrebæk og Otto Dickmeiss, bidrager også til billedbøgernes skabelse af det, man kunne kalde forskellige nyafbildninger af Gud. I min PD-opgave satte jeg mig for at undersøge, hvad Gud egentlig laver i billedbogsfortællingerne i et af verdens mest sekulariserede lande. Hvad repræsenterer Gud i de forskellige bøger? Hvilken betydning har Gud? Er han også blevet sekulariseret, steget ned fra sin almægtige piedestal og blevet én af os? De tre bøger, jeg lagde til grund for min undersøgelse, var Annas Himmel af Stian Hole, Det satans ukrudt af Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensen, Rejsen til Gud af Louis Jensen og Otto Dickmeiss. Annas himmel I Annas himmel møder vi pigen Anna og hendes far. De er på
vej til morens begravelse. Faren er nervøs og rastløs og skynder på Anna. Hun er dog mere optaget af at få en dialog i gang med faren, hvilket er temmelig svært. Via fortællingens tekst og billeder drager Anna faren med sig på en rejse ind i sin indre forestillingsverden – Annas himmel. Morens evige tilstedeværelse i dette alternative univers, hvor alt er muligt, forekommer sandsynlig, og via deres fælles rejse og filosofiske samtaler om Gud og meningen med morens død forløses både faren og Anna, så de i fællesskab kan hjælpe hinanden i deres sorgarbejde. Igennem fortællingen søger Anna forklaringer, svar og muligheder for at kunne tackle den livssituation, hun og faren er endt i. Anna retter sine spørgsmål til en instans, Gud, og leverer selv mulige svar, som gives på barnesindets præmisser. Gud udstyres med menneskelige træk som et gammelt, glemsomt, halvgnavent rodehoved, der har for meget, han/ hun skal holde styr på. Det må være en fejl, at moren er død. Gud repræsenterer en almægtig instans, som bærer ansvaret for det skete, og som man kan gå i rette med og forholde sig kritisk til. Gud er ikke perfekt og ufejlbarlig. Tværtimod. Samtidig leverer Gud også et univers, Annas himmel, hvor overskriften er, at alt er muligt. Rejsen herigennem forløser både Anna og faren, så forsteningen brydes, og det egentlige sorgarbejde kan gå i gang. Gud ses gennem Annas, barnets, øjne. Barnets måde at opleve verden og livet på giver en mulighed for at forsone sig med livets betingelser, som voksenverdenen, repræsenteret via faren, har glemt eller ikke anerkender eksistensen af. Det satans ukrudt I det Det satans ukrudt møder vi drengen Alvin og hans mor, der bor i et villakvarter i Ballerup. Faren er død ved en trafikulykke. Moren og Alvins liv er stadig meget påvirket af
DIN UDDANNELSE
27
Ulla Neigaard Børglum
Artikelserien Din uddannelse tager pulsen på læreruddannelsen. Den sætter fokus på danskfagets muligheder og udfordringer på uddannelsesinstitutionerne og på de nye tanker og tilgange der optager studerende og undervisere. Læs mere på dansklf.dk
farens død. Moren sover hele dagen og forsømmer Alvin. En dag flytter Gud ind i nabohuset. Gud og Alvin udvikler hurtigt et venskab. Relationen får betydning for Alvin; han får sat ord på sine afsavn til moren, der hermed forvandles til en omsorgsfuld og opmærksom mor. Ved historiens slutning er Guds nyeste skabning, Knud, flyttet ind i nabohuset og har etableret en lovende kontakt med Alvin og moren. I bogen påtager Gud sig ansvaret for, at det satans ukrudt er skabt. Det er sket i en periode, hvor Gud måske drak for meget, og han derfor ikke var opmærksom nok til at opdage det irriterende ukrudt, inden det for alvor fik fat. Ukrudtet kan ses som stenen i skoen, slangen i paradiset. Det element i tilværelsen der gør, at mennesket har problemer med at få det hele til at gå op. Som f.eks. at forstå dødens realitet og dens tilfældige måde at ramme på. Udover at være den ansvarlige for ”det satans ukrudt” repræsenterer Gud samtidig en forandrende faktor i forhold til den fastlåste situation, Alvin og moren befinder sig i. Ved Guds mellemkomst bliver Alvin mere og mere opmærksom på alt det liv og de muligheder, der faktisk er omkring ham. Dette giver Alvin rygstødet til at sætte ord på sin sårbarhed og sine afsavn over for moderen, der hermed kan siges at genopvågne til livet. Rejsen til Gud Rejsen til Gud handler om en ung mand, der sammen med to følgesvende, et græsstrå og en bogfinke, drager på en rejse. De er alle tre taknemmelige og vil rejse hen til Gud for at sige tak. På vejen møder de en utaknemmelig and, der slår følgeskab med de rejsende, da den ikke har andet at lave. I midten af fortællingen støder de rejsende på krigen, der er slut og har efterladt en tilsyneladende død børnesoldat. De tre beslutter sig for at tage den døde soldat med hen til Gud trods protester fra anden. Ved bogens slutning viser det sig, at soldaten er fortællingens Gud, der redder den unge mand fra at drukne. Rejsen til Gud kan siges at være en rejse i den unge mands indre verden. Børnesoldaten kan ses som en repræsentant for den unge mands indre barn, som måske er dødt, måske ikke. Det antydes, at der har været en indre kamp/krig mellem barnet og den unge mand, pubertetsudviklingen, hvor den unge mand savner elementer af sit barnesind, som han ønsker at genoplive. Anden repræsenterer en anden side af den unge
mand, rationalisten, som siger, at håbet er ude, soldaten – det indre barn, Gud – er stendød. Fortællingen igennem bærer den unge mand briller indtil det sidste opslag, hvor Gud har reddet ham fra at drukne. Her sidder brillerne i panden, hvilket kan tyde på, at den unge mand har opnået en ny, uakademisk indsigt gennem sin rejse. Barnesindet ses i et romantisk lys som værende det, der kan give uhindret adgang til at tro på Gud og det guddommelige i tilværelsen og opleve livsglæden og taknemmeligheden ved det umiddelbart givne: naturen og de levende væsener. Før brillerne kom på. Hvad laver Gud i den moderne danske billedbog? De tre bøger leger på hver sin måde med gudsbegrebet. Gud dukker op, når spørgsmål vedrørende vores eksistens trænger sig på. Man kan gå i rette med Gud, skælde ud over døden og samtidig få øje på livet – som i Annas himmel. I Det satans ukrudt holder Gud øje med Alvin og hjælper ham ud af sorgen; her er Gud den forandrende faktor. I Rejsen til Gud tematiseres taknemmeligheden og håbet om at kunne fastholde evnen til at fascineres af livet og naturen, til trods for den fornuft og rationalitet som voksenlivet uundgåeligt medfører. Bøgerne leverer på hver sin måde mulighed for samtaler om eksistentielle temaer som død, forgængelighed, angst, håb, relationer, taknemmelighed, overgange, realitet, magi, Gud og religiøsitet, uden at det nødvendigvis implicerer, at man bekender sig til en bestemt religion eller til et bestemt livssyn. Sekulariseringen kan måske siges at have frigjort Gud fra det samfundsmæssige politiske magtområde og derved skabt en mulighed for at kunne italesætte Gud på nye, mangfoldige betingelser. Autoriteters brug af religion som instrument til undertrykkelse og ensretning skal man dog altid være på vagt overfor. Den leg med gudsbegrebet, som findes i de tre billedbøger, kan være med til at imødegå dette. I andre dele af verden kunne legen og den frie omgang med Gud betragtes som blasfemi. Man kan således også bruge bøgerne som afsæt til en drøftelse af globale forskelle og ligheder i forhold til den religiøse dimension.
28
FAGLIG OMTALE
DANSK 3 –– 2014
PISSE I SALTVAND Er der unge læsere i folkeskolens ældste klasser, som har svært ved at identificere sig med gymnasielivets genvordigheder, skilsmisser i Kartoffelrækkerne, dødsruter i Danmarks største byer og andre ungdomsvilkår, som de præsenteres for i mange ungdomsromaner til fælleslæsning? AF FINN BANGSGAARD, LÆRER PÅ OVERLUND SKOLE, DANSKFAGLIG KONSULENT PÅ VIA-CFU, MEDLEM AF OPGAVEKOMMISSIONEN I DANSK, SKRIFTLIG FREMSTILLING.
På krogen foregår på Færøerne og er næsten klinisk renset for nogle af motiverne – og klicheerne – fra de fleste af tidens romaner, som indkøbes i klassesæt af cfu’er og skoler. Hovedpersonen Jóannes detonerer bomben ved middagsbordet: Han vil ikke færdiggøre niende klasse. Nej, han har fået hyre på en langlinebåd fra Klaksvig trods de fine karakterer og farens ambitioner om læge- eller advokatuddannelse. Faren har fortrængt, at de drømme han selv havde om at stikke til havs, blev forpurret af bedstefaren. Den generte Jóannes falder pladask for Marjun, som han møder ”til dans” – og derfor flyver de sidste tre uger afsted inden afrejsen fra Klaksvig. Som en anden Jonas opsluges Jóannes heref-ter i langlinebådens bug. På lige fod med de andre nybegyndere skal han agne; sætte makrel og blæksprutte på langlinernes kroge. I de firs dage, der går inden landgang på Newfoundland, knokles der, til hænderne har fået hård hud. Så hårdt er arbejdet, at al ”fritid” bruges på at sove. Ikke engang brusebad eller tandbørstning spildes der tid på. Men en ting er hygiejne. Værre er det, at Jóannes i løbet af de små to døgn i havn ikke får svaret på Marjuns ti breve. Og nå ja, så er der også altødelæggende jalousi, slagsmål, dødsdrukkørsel og … Sjældent udspiller handlingen i det seneste årtis ungdomsbøger i Nordatlanten. Anders Johansens Hullet (Modtryk, 2012) er en anden undtagelse. Men Hullets hovedperson, David, er en yngre og mere kompleks karakter. Jóannes er måske lettere at identificere sig med? I hvert fald er historien stramt komponeret med overgangsritens hjemme-ude-
hjemme-fortælling uden mange forstyrrende sidemotiver. Så skulle svaret på det indledende spørgsmål være ja, så kan jeg sagtens se læsere blive fanget På krogen. For år tilbage var jeg censor på en elevbesvarelse fra en søfarts- og fiskeriefterskole på vest-kysten. I linje fem skrev eleven: ”Som jeg tidligere har skrevet”. Hele besvarelsen fyldte otte linjer. Måske var der også en langlinebåd, der ventede på ham?
På Krogen udkommer på Dansklærerforeningens Forlag d. 31.oktober.
HELT NYE UDGIVELSER FRA DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
SE FLERE NYHEDER, OG KØB BØGERNE VIA DANSKLF.DK/ BUTIK
VINTER PÅ MÅNEVEJ AF CHARLOTTE KARREBÆK
TEA I ELVERLAND 1–3
En sjov og anderledes læsetræning til indskolingen. Læsebogen rummer små gætteopgaver og enkle læseforståelsesopgaver der støtter de nye læsere i at huske hvad der læses. Vinter på Månevej er fortsættelsen af Otto og Lea.
AF ANETTE ELLEGAARD
Ny serie rettet mod de 9-13-årige spændingslæsere. Den er velegnet til både undervisning og selvlæsning. Sproget er enkelt med korte sætninger og en god rytme.
115 kr. ekskl. moms > Til 1. klasse
OS FRA BLOMSTERKVARTERET 9–10 AF DY PLAMBECK
Niende og tiende bog i den charmerende serie Os fra Blomsterkvarteret. Serien er tænkt både til selvlæsning og til brug i litteraturundervisningen i indskolingen. De to sidste bøger kommer til foråret 2015. 90 kr. ekskl. moms > Til 1.-2. klasse
LILLE SOLDAT AF T.B. ROTTBØLL
Lille soldat er den tredje bog i EKKO-serien der kobler fiktion og fakta. Drengen Mikkel smugler sig ombord på et fly til Afghanistan. Pludselig befinder han sig i en dansk camp og midt i en krig. > Til 6.-10. klasse. 110 kr. ekskl. moms
> Til 3.-6. klasse 90 kr. ekskl. moms
SÆT SPOR TIL DEN MUNDTLIGE PRØVE AF BIRGITTE THERKILDSEN & BIRTHE CHRISTENSEN
Udgivelsen skaber sammenhæng mellem den daglige danskundervisning og prøveform B. Der fokuseres særligt på overblik, variation i de danskfaglige tilgange og formidling. > Til 6.-10. klasse. 140 kr. ekskl. moms
BÆREDYGTIG SKOLEUDVIKLING AF BERGTHORA KRISTJANSDOTTIR & LENE TIMM
Udgivelsen handler om det tankevækkende ved at de seneste 35 års forsøgs- og udviklingsprogrammer i folkeskolen ikke har sat sig mærkbare spor i politiske strategier for skoleudvikling. > Til alle 175 kr. ekskl. moms
Dansklærerforeningen er en faglig forening for alle dansklærere på langs ad faget. Vi arrangerer kurser, udgiver faglige tidsskrifter, deltager i den danskfaglige debat og er et center for danskfaglige aktiviteter. Dansklærerforeningens Forlag udgiver trykte og digitale undervisningsmaterialer til hele danskfaget. dansklf.dk –– dansklf@dansklf.dk –– 33 79 00 10
30
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
KVALITET I DEN BEDSTE SENDETID! Om narrativ kompleksitet i børnefjernsynets moderne fiktionsfortælling
DANSK 3 –– 2014
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
31
AF ANNE WESSEL LIEBUM, CAND.PÆD. I DIDAKTIK OG DANSK ILLUSTRATION: KAREN FOGTMANN MADSEN
Børnefjernsynets fiktionsfortælling har gennemgået en spændende narrativ såvel som pædagogisk udvikling, siden det første program rullede over skærmen tilbage i 1950’erne. I dag er fjernsynets fortællinger et omfattende element i en veldebatteret børnekultur, og også dansklærerne må nødvendigvis tage stilling til det store udbud af svingende kvalitet, der fylder som narrative inputs i elevernes fritid. Et stort danskdidaktisk potentiale begrunder en sådan stillingtagen; megen moderne, danskproduceret børnefjernsyn fremstår nemlig både kompleks og danskfagligt udfordrende på linje med børnelitteraturen.
Alle forældre kender det. Fladskærmens magnetiske tiltrækningskraft, når ulvetimen raser på sit højeste. Redningen. Ungerne falder ned og paralyseres af landet Ramasjang. Kobler af. Underholdes. Og børnefjernsyn er underholdning, men samtidig har mange af de visuelle fortællinger udviklet sig markant, og en ganske bred målgruppe tiltales nu og udfordres i analytiske færdigheder. Denne artikel er imidlertid ikke en argumentation for, at den ansvarsbevidste dansklærer derfor bør præsentere sine elever for Lille Nørd og Skæg med Ord i undervisningen. Hensigten er derimod at synliggøre moderne børnefjernsyns udvikling mod danskfaglig kompleksitet; en fortolkningsmæssig udfordring, der fordrer en særlig fiktionskompetence blandt børn og unge, som ikke nødvendigvis tilegnes ved litterært analyse- og fortolkningsarbejde. I forlængelse heraf fremstår de moderne produktioner af den årlige tv-julekalender som kvalitetsmæssigt forbilledlige eksempler for den samlede danskproducerede fjernsynsfiktion. Børnelitterære fællestræk Tv-julekalenderen præsenterer årligt en fortælling, der på mange måder har udviklet sig på linje med børnelitteraturen. Inden for narratologien opdeles fortællingens grundelementer i det fortalte, altså selve historien, og det fortællende, der beskriver værkets overordnede fortællerforhold. Tv-julekalenderens børnelitterære fællestræk ses overvejende i historien, hvor den moderne børnelitteratur ikke mindst kendetegnes ved dels at bestå af progressive handlingsforløb, dels af at behandle tunge og nærværende temaer. Dette gør sig ligeledes gældende i kalenderfortællingerne; DR’s Pagten fra 2009 behandler til eksempel temaet mobning
sideløbende med den traditionelle julehygge og nedtælling til juleaften. Kalenderen Jul i Valhal (TV2, 2005) indeholder også mange af den moderne børnelitteraturs komplekse træk inden for det fortalte. De to børn og hovedpersoner, Sofie og Jonas, fremstilles som nuancerede karakterer, og de aktualiserer begrebet om det moderne, kompetente barn, der tager ansvar og tør handle på egen hånd. Den børnelitterære kompleksitet knyttes desuden ofte til genrebegrebet, og værker karakteriseret som såkaldte genrehybrider er efterhånden det mest almindelige i nyere børnelitteratur. Også her følger tv-julekalenderen trop, og Jul i Valhal præsenterer en julehyggende fortælling, der både trækker på velkendte elementer fra musikvideoen, ligesom den udspiller sig som skiftende realisme og magi. Der er altså tale om en fantastisk fortælling, og den narrative ramme fremstår vel tilpasset en bred målgruppe, idet genkendeligheden i realismens hverdagsrytme skaber tryghed for seeren. Udfordringen er således tilpas afstemt, når det ukendte og spændende indfinder sig i det parallelle fantastiske univers, efterhånden som handlingskurven stiger. Selve handlingen, altså historiens grundlæggende plot, indgår i kompleksitetens karakteristik ved at hvile på et intertekstuelt referencegrundlag. Efterhånden er det ikke blot almindeligt men nærmest et must, at udfordrende litterære fortællinger bør inddrage og så at sige ’tale’ med andre værker, og også i den forstand lever Jul i Valhal op til kravet. Historien kan nemlig karakteriseres som manuskriptforfatterens leg og videredigtning af den nordiske mytologi, og de oprindelige og for mange genkendelige guder og myter overleveres på bedste didaktisk vis i en ny men afgrænset ramme. Afsenderen formår derved at være tro mod origina-
32
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
DANSK 3 –– 2014
Overordnet set udløser det følgende: Hvad litteraturen fortæller, beskriver og forklarer barnet, må billedmediet vise i scenisk form; barnet foran skærmen må altså i langt højere grad selv nå til delkonklusioner og slutninger alt efter erfaring og kompetenceniveau.
liteten og samtidig præsentere seeren for en moderne verden, hvor hovedpersonernes refleksioner og udfordringer er nærværende og genkendelige. Et udfordrende fortælleforhold Den moderne fjernsynsfortællings historie læner sig dermed op ad den moderne børnelitteraturs karakteristik. Anderledes ser det imidlertid ud, når vi retter fokus mod det fortællende. Modsat litteraturen præsenterer fjernsynet en visuel fortælling, og forskellen afspejles ikke mindst i de temporale forhold, hvor de i litteraturen hyppigt fortalte sammenfatninger udskiftes med visuelle scener. Overordnet set udløser det følgende: Hvad litteraturen fortæller, beskriver og forklarer barnet, må billedmediet vise i scenisk form; barnet foran skærmen må altså i langt højere grad selv nå til delkonklusioner og slutninger alt efter erfaring og kompetenceniveau. Den sceniske fremstilling betyder naturligvis ikke, at der ikke er en fortæller til stede; enhver fortælling uanset form må nødvendigvis leveres af en fortællerinstans. Inden for børnelitteraturen har instansen gennemgået en udvikling til stor betydning for den nuværende komplekse egenart. Fortælleren har således bevæget sig fra typisk at være synlig og autoritær i sine kommentarer og definitioner, og en tydelig bagvedliggende intension om at opdrage eller belære barnet kom tidligere til udtryk via fortælleren. Den moderne børnelitterære fortæller fremstår langt mere tilbagetrukket, og i dag udfordrer litteraturen derfor barnets nødvendige refleksion over tolkningsmuligheder og forskellige perspektiver på verden. Børnefjernsynets fortæller har til gengæld gennemgået en modsatrettet udvikling. For igen at referere til eksempler fra tv-julekalenderen ser vi i 70’ernes velkendte dukkefortællinger som fx Vinterbyøster (DR, 1973) og Kikkebakke Boligby (DR, 1977) en tilnærmelsesvis usynlig fortæller, der hverken fysisk eller som voice-over giver sig til kende for barnet. Anderledes
ser det ud i dag, og i Jul i Valhal bemægtiger instansen tydeligt sin position som fortællingens stemme ved kontinuerligt at ’indramme’ dagens afsnit skiftevis kommenterende, fortolkende og opsummerende. Fortællerens synlighed til trods kan instansen på ingen måde karakteriseres som autoritær; der er ingen løftede pegefingre eller påduttende verdenssyn. Derimod indgår fortællerens eksplicitte stemme som et nødvendigt led i den samlede karakteristik af den moderne fjernsynsfortælling for børn; det sceniske grundlag for historiens omfattende kompleksitet fordrer en synlig fortæller, der leder barneseeren på vej i den fortolkende refleksivitet. Barnets fantasifulde fortælling Et fortælleforhold består imidlertid også af det, der inden for narratologien betegnes som modus, altså fortællingens synsvinkel. I den moderne børnelitteratur er synsvinklen ofte skiftende, igen et led i den omtalte kompleksitet, for når en fortælling anskues og leveres ud fra flere personer, præsenteres samtidig mere end ét verdenssyn, og barnet tvinges til at reflektere over eget ståsted. Også denne børnelitterære karakteristik ser vi i børnefjernsynet, om end det udfordrende forhold også her fremstår anderledes grundet den sceniske fremstilling, der sjældent direkte afslører, hvis øjne vi ser ud af. Jul i Valhal gengives således, som det kendes fra en teaterscene; seeren betragter det fiktive rum uden adgang til aktørernes indre tankeverden. Umiddelbart foranlediges man som seer derfor til at tro, at fortællingen beskrives ud fra en ydre synsvinkel, og en sådan antagelse har stor betydning for den videre samlede fortolkning. Julekalenderen om to børns møde med guderne i det mægtige Valhal indeholder nemlig flere plausible fortolkninger bundet op på fortællingens modus. Den umiddelbare tolkning af den fantastiske fortælling er netop gengivelsen ud fra en ydre synsvinkel, og historien opfattes således som en magisk
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
konstruktion, hvor magi og realisme er to sammenhængende dele af ét fantastisk univers. Den virkelige verden, realverdenen, findes først uden for fortællingen på den anden side af skærmen. Bevæger vi os et fortolkningslag dybere, fordres en mere nuanceret forståelse af synsvinklens sammenhæng med billedmediets fremstilling, for en række analyseelementer frister den refleksive seer til at konkludere, at der snarere fortælles ud fra en indre synsvinkel. Flere af historiens fremstillede elementer, sangtekster og medieeffekter fremstiller nemlig en fortælling om to børns venskab og rejser til gudernes verden; rejser ind i en farverig fantasi. Tolkningen beskriver en anden form for fantastisk fortælling, hvor realverdenen og det magiske univers er skarpt adskilt af netop fantasiens grænse. Fantasiens gengivelse må i dette perspektiv være børnenes, men den sceniske fremstilling og børnenes tilstedeværelse i billedet gør det vanskeligt for barneseeren at nå til denne antagelse om en indre synsvinkel. Man må forvente, at dette aspekt af fortællerforholdet i sig selv udfordrer seeren, men i forlængelse heraf åbnes for en yderligere tolkning. I kalenderens realverden møder vi Sofie og Jonas’ familie, og fremstillingen af særligt de to forældre er nærmest karikeret; på hver deres måde er de yderliggående, egoistiske og urimelige over for deres børn. En sådan skildring kunne bunde i anvendelsen af en indre synsvinkel. Øjnene, der gengiver de to voksnes fjollede og urimelige opførsel, tilhører måske ikke en ydre instans, men snarere to præteenagere, der som alle andre på deres alder velsagtens ofte føler sig uretfærdigt behandlet. Den overdrevne karakteristik af forældrene giver med denne tolkning ikke blot historien et humoristisk tvist, den udtrykker indirekte de to hovedpersoners følelser og forhold til omverdenen. Visuel fiktionskompetence Samlet set kan den moderne børnefjernsynsfortælling karakteriseres som kompleks og narrativt udfordrende på lige fod
33
med meget af den nyere børnelitteratur. Udfordringerne er i nogen grad bundet til det fortalte og er således uafhængigt af fjernsynsmediet. Til gengæld fordrer det fortællende en noget anderledes forståelse for mediets sammenhæng med fortællingen, hvad enten den er litterær eller visuel, og et nuanceret blik på netop fortællerforholdet åbner for refleksive fortolkninger og anderledes perspektiver. Børnefjernsynets flertydighed bunder ofte i det fortællende, og de mange lag af tolkningsmuligheder inddrager både børn og voksne foran skærmen, hvor det bliver den enkeltes alder, erfaring og refleksionsniveau, der afgør det fortolkningsmæssige ståsted. På alle klassetrin målrettes en stor del af danskundervisningen analyse- og fortolkningsarbejde, og elevernes fiktionskompetence er således ofte i fokus. I forlængelse heraf er det væsentligt at se på fortællingen som en særskilt størrelse, der på nogle områder hæver sig over det kommunikative medie, og på andre områder er dybt påvirket heraf. Fjernsynsfortællingens narrative komponenter beviser netop det almene og det særlige, og ud fra en moderne børnekulturel betragtning er en form for visuel fiktionskompetence relevant at overveje inden for den danskdidaktiske kontekst. En sådan kompetence ville dels imødekomme fjernsynsfortællingens narrative udvikling, dels give eleverne et indblik i alle fortællingers sammenhæng, der på mange måder binder bro imellem de forskelligartede områder af danskfaget. Såvel børn som voksne må naturligvis værge for sig i det store udbud af moderne børnefjernsyn, men samtidig må vi erkende en kvalitetsmæssig udvikling: Mange fortællinger er både underholdende og rummer et stort pædagogisk og didaktisk potentiale.
34
DIN FORENING
DANSK 3 –– 2014
Din forening præsenterer et udpluk af Dansklærerforeningens mange initiativer og aktiviteter for grundskolelærere og lærerstuderende. Læs mere på mit.dansklf.dk.
Vi støtter UNICEF Danmarks arbejde Undervisning og humanitære projekter
Dansklærerforeningen er medlem af UNICEF Danmarks repræsentantskab, og ved sidste generalforsamling blev Jens Raahauge valgt ind i bestyrelsen. Vi kan gøre en indsats for at styrke den organisation der hjælper alle børn, og som anvender 71,4 % af de indsamlede midler på humanitære projekter. Vi får også et indblik i en verden hvor hjælpen nytter, men hvor krige og katastrofer som aldrig før trænger sig på. Det er muligt at downloade en række undervisningsmaterialer gratis, og økonomiske bidrag til hjælpearbejdet er kærkomne. Læs mere på www.unicef.dk
Vi har udsat Dansklærernes dage til foråret Når Nye fælles mål rykker tættere på
Dansklærernes dage skulle løbe af stablen her ultimo september, men vi erfarede at det endnu ikke er højt på dansklærernes to-do-liste at fokusere på de nye mål. Det har vi stor forståelse og respekt for, og derfor besluttede vi at udsætte de to Dansklærernes dage til foråret. Temaet er” Fælles mål – men vi kan så meget mere”. Hold øje med ny tilmeldingsfrist.
Vi sætter fokus på førskolebørnene Pilotprojekt i Holbæk
Dansklærerforeningen deltager i samarbejde med børnehaver, bibliotek og boghandel der skal give Holbæks børn lyst til læring og bøger inden de begynder i skolen. Pilotprojektet er en videreudvikling af en idé, som er født i Læsefidusens Læringsrum hos Holbæk Bog & Idé i Smedelundsgade. Det fokuserer på en indsats for at det skal være både legende og lærerigt for de store børn i daginstitutionerne at gøre sig klar til 0. klasse. Hovedpersonen i projektet er Læsefidusen som mange skolebørn jo allerede kender. Vi følger projektet spændt og Dansklærerforeningens Forlag har i efterårets bogpakke flere udgivelser til førskoleområdet.
DIN FORENING
35
Vi er aktive i den pædagogiske tænketank Sophia En retning for grundskolen!
Vi er involveret i planlægning af Nordisk Barnbokkonferanse 2015 Børnelitteratur i Stavanger
Fra den 2.-4. februar 2015 afholdes den traditionsrige nordiske børnebogskonference som er mødested for børnelitteraturens fagfolk, og som har et todagesseminar om det der aktuelt rører sig i børnelitteraturen. IBBY Danmarks formand har bedt Jens Raahauge om at deltage i planlægningsgruppen. Konferencen holdes i Stavanger.
Med konferencen ”På bagkant af reformerne – På forkant med konsekvenserne” har Sophia taget hul på et flerårigt projekt der skal afdække folkeskolereformens demokratiske, pædagogiske og kulturelle konsekvenser, og pege på muligheder for udvikling af en humanistisk demokratisk skole. Vi har været med ved etableringen af tænketanken. Vi har bidraget til dens virksomhed med et beskedent økonomisk beløb. Og vi kan anbefale at man følger med på hjemmesiden www.sophia-tt.org. Her kan man finde næring til debatten om hvor vi er på vej hen – og hvor vil gerne vil hen.
Vi arrangerer kurser på skoler og læreruddannelse Faglige oplæg og inspiration
I dette efterår har vi flere inspirationsmøder og bestilte kurser på programmet. Vi har opfordret skoler i udvalgte områder, vi ikke tidligere har besøgt, til at være værter for inspirationsmøder, og der er planlagt flere som I kan finde på dansklf.dk. Desuden er vi på banen med kurser med specifikke overskrifter for danskfaggruppen på flere skoler. Endelig arbejder vi på besøg på læreruddannelsen for at møde studerende og fortælle om dansklærerjobbet og Dansklærerforeningen. Skriv til dansklf@dansklf.dk hvis du og din skole er interesserede i kurser og inspirationsmøder.
Vi er med i Danmark Læser Hent inspiration til læseaktiviteter
Kulturminister Marianne Jelved har taget initiativ til kampagnen Danmark Læser. Den skal søge at få de danskere som ikke læser bøger til at gribe skønlitteraturen. 12 modelkommuner og et tilsvarende antal frivillige kommuner griber udfordringen vidt forskelligt an. Her er god inspiration at hente for dansklærere – og mulighed for at samarbejde om at opnå synergieffekter. Jens Raahauge er med i projektets følgegruppe – og han opfordrer til at dansklærere lader sig inspirere af projektet, blandt andet via dets hjemmeside www.danmarklaeser.dk
forfatterweb.dk
Karen Blixen
Forstå forfatterskabet
Yahya Hassan
forfatterweb
Gå på opdagelse i 1.000 portrætter af de vigtigste danske og udenlandske forfattere
Forfatterweb understøtter undervisningen i dansk og samarbejdet mellem skoler og biblioteker
Kom tæt på forfatterne
Jacob Martin Strid
Helle Helle
Mød de lysende nye talenter, de populære læsermagneter og de uomgængelige klassikere
Glenn Ringtved
Dyk ned i analysen af et bestemt værk, find ud af hvilken periode forfatteren hører til og se hvem de er beslægtede med På forfatterweb kan du gå på opdagelse i over 500 portrætter af danske og udenlandske forfattere. Du kan høre om deres liv og opvækst, dykke ned i analysen af et bestemt værk eller se, hvem de er beslægtede med
Herman Bang
Få adgang med dit Uni-login
Kim Fupz Aakeson
Lone Hørslev Besøg forfatterweb.dk døgnet rundt
Kaspar Colling Nielsen Forfatterweb udgives af DBC A/S i samarbejde med iBureauet / Dagbladet Information
Forfatterweb udgives af DBC A/S i samarbejde med iBureauet/Dagbladet Information
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
37
NORDISK FÆLLESSKAB OG FORSKELLE Det første års arbejde med Nordisk Råds ny pris for børne- og ungdomslitteratur har tjent et af sine formål: At tydeliggøre nogle fælles værdisæt omkring børn og unge – og nogle forskelle. Jeg har som suppleant været med i det danske arbejde med prisen. Men har jeg ret i, at de svenske forskeres og forfatteres fokus på ’genusperspektivet’ (køn og ligestilling) er ved at udarte til en feministisk besættelse? AF SØREN VINTERBERG, journalist og litteraturanmelder på Dagbladet Politiken
Hvad er i grunden det mest interessante ved det nordiske samarbejde – de fælles værdier landene imellem, eller de iøjnefaldende forskelle? Og kan de nordiske sprogområders bøger for børn og unge ligefrem belyse det spørgsmål? Svaret er, næppe uventet: Ja, i høj grad. Uddelingen af Nordisk Råds ny pris for børne- og ungdomslitteratur – for første gang den 30. oktober 2013 – er for mig som deltager i arbejdet blevet en lektion i både fællesskab og forskellighed. Dermed også en anskueliggørelse af, at vores forestillinger om ’rene’ og ’fælles’ kunstneriske kvalitetskriterier må modereres, for heldigvis blander vi vores forskellige livs- og verdensanskuelser ind i æstetikken, enten vi vil eller ej; og de anskuelser påvirkes jo af det aktuelle og trods alt forskellige debat- og forskningsklima i vores lande og sprogområder. Men netop også derfor er diskussionen om de kunstneriske kriterier på den anden side ikke frugtesløs, men rent ud sagt uundværlig for noget, jeg i sagens anledning optimistisk svinger mig op til at kalde den nationale selvbesindelse. Forklaring følger med et par eksempler, men fakta først: Efter adskillige års ihærdigt forarbejde i korridorer og mødelokaler lykkedes det endelig omkring nytår 2012/13 at få først Nordisk Ministerråd og derpå det større, parlamentarisk sammensatte Nordisk Råd til at vedtage at uddele en årlig
Børne- og Ungdomslitteraturpris. En del af baggrunden for beslutningen var, hed det, netop et værdifællesskab: Et mere eller mindre fælles syn på børn og barndom (underforstået: forskelligt fra det syn, man har mange andre steder i verden). Og efter et ganske kvikt læsearbejde i bedømmelseskomiteen og de nationale indstillingsudvalg kunne prisen altså uddeles ved – også for første gang – en tv-transmitteret gallaforestilling i Oslo i oktober, sammen med de fire allerede eksisterende nordiske priser for miljø, musik, film og litteratur. Foruden statuetten ’Nordlys’ består prisen af 350.000 danske kroner, samme beløb som til de andre prismodtagere. For en gangs skyld gælder altså ikke den gamle undskyldning ’børn nedsat pris’ – kryds i kalenderen! Litteraturen – og så dét for børn Men hov? Hvorfor en særlig pris til litteratur for børn og unge, når man allerede har en litteraturpris? Kort fortalt, fordi det i litteraturprisens 52 leveår (den blev første gang uddelt i 1962, til svenske Ejvind Johnson) ikke én gang er lykkedes at indstille endsige præmiere navne som Astrid Lindgren, Tove Jansson og Cecil Bødker eller for den sags skyld Lennart Hellsing, Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen eller nogen anden nordisk modtager af ’børnenobelprisen’, IBBY’s H.C. Andersen-medalje. Der er litteratur – og så dét for børn, lyder konventionen fortsat.
38
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
Til den fælles bedømmelseskomite beskikker hvert af de fem nordiske lande for fire år ad gangen to medlemmer; i Danmark har kulturministeren udpeget Cecilie Eken og Jens Raahauge, plus en suppleant, det er mig. Hvert af de fire mindre sprogområder (Grønland, Færøerne, Ålandsøerne og det samiske område) har én repræsentant og en suppleant. De fem lande indstiller hver to bøger udgivet inden for de seneste to år, de fire sprogområder hver ét værk fra de seneste fire år. I Nordens Hus i Reykjavik, hvor prisens sekretariat også har til huse, mødtes hele den forsamling for første gang i februar 2013 for at aftale spillereglerne, bl.a.: Hvad dækker vedtægternes udtryk ’et litterært værk for børn eller unge’? Er det også en billedbog uden ord eller en tegneserie? Ja. Kan det være et manus til film, drama eller lignende? Nej. Før sommerferien forelå indstillinger fra samtlige sprogog bogområder, og efter et omfattende læsearbejde og en indgående drøftelse af en hel del kvalificerede bud indstillede vi i klar enighed de danske priskandidater: Biblia Pauperum Nova af Oscar K og Dorte Karrebæk og Søndag af Kim Fupz Åkeson og Eva Erikson. De to såvel som de andre landes priskandidater blev, som det nu er velbekendt, besejret af den kvindelige forfatter Seita Vuorelas originale, litterært referencerige og særdeles velkomponerede finsksprogede ungdomsroman Karikko, med en halv snes næsten fotorealistiske illustrationer af grafikeren Jani Ikonen. Blindskär lyder titlen på den foreløbige svenske oversættelse, der kun forelå i manuskript forud for den nordiske bedømmelseskomités afsluttende møde i Göteborg den 25.-26. sept. 2013. Tegneserier og bøssejalousi Det siger sig selv, at hverken det danske udvalgs eller den nordiske komites drøftelser af priskandidaterne kan refereres offentligt. Så disse linjers tilløb til uretfærdigt kort karakteristik af bøgerne står helt for min personlige regning. Men det er synligt for enhver, at feltet var bredt: Fra en ’grafisk roman’ om en ung piges selvstændiggørelse og uønskede graviditet (norske Inga H. Sætres Fallteknikk) og en grønlandsk tegneserie med træk af faglitteratur (Hermelinen med Nuka K. Godtfredsens overordentlig smukke tegninger) til småbørnsbilledbøger som den om det store og det lille monsters
DANSK 3 –– 2014
uenighed og forsoning i den islandske illustrator Áslaug Jónsdóttirs Skrímslaerjur (Monsterbråk i svensk oversættelse) eller den samiske om Mánugánda ja Heike (Månedrengen og Heike). Fra færøske Marjun Syderbø Kjelnæs’ realistiske nutidsroman Skriv i sandet med sikkert komponerede, stereotypi-nedbrydende synsvinkelskift til Sara Lundbergs originale og ambitiøse billedbog Vita Streck och Öjvind om bl.a. venskab mellem modsætninger. Uenighed og venskab er også temaet i Finlands anden priskandidat, billedbogen Allan och Udo, med collagelignende illustrationer af Linda Bondestam og rimet finlandssvensk tekst af Minna Lindeberg. Men nok så nyt som dét velkendte grundtema er de to hovedpersoner: To ældre bøsser. Problemer som ”livslede og skinsyge” er jo almengyldige, som det nævnes i indstillingen, men er to ældre herrers forhold nu det mest oplagte til at belyse de følelser for mindre børn? Jeg kan i hvert fald ikke undgå at tænke, at Allan och Udo også imødekommer en trend. Nemlig en særdeles skærpet opmærksomhed på køn og ligestilling i svensk og finsk forskning og formidling af børnelitteratur. Dén opmærksomhed kan intet ordentligt menneske jo have noget imod, uanset kromosomsammensætning. Medmindre den bliver en besættelse og forvrider de kunstneriske virkemidler, og dét synes jeg så netop, at den gør i den svensk nominerede ung- domsroman Pojkarna af Jessica Schiefauer: Tre pubertetsveninder har efter drengenes fysiske og sproglige forfølgelse fundet et frirum i Bellas drivhus, hvor de fremavler en sjælden, fallos- formet plante. Dens nektar forvandler om natten deres pige- kroppe til drenge. Fortællerjeget Kim længes efter at frigøre sig for sin uelskede krop og bliver afhængig af dét trip og slutter sig nat efter nat til en bande, forelsker sig i anføreren (der trods sin tiltrækning viger tilbage i homofobi) og ender med at handle meget drastisk og voldeligt – som en dreng! Smukt – eller sexistisk? Pojkarnas ambition, at udforske forholdet mellem køn og krop ligesom i puberteten, ender efter min opfattelse i tvivlsom æstetik (både den svulstige plantemetafor og et gennem forløbet bevidst uklart mix af realisme og eventyr) og i ideo-
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
logisk sexisme (generel inkriminering af hele hankønnet som potentielle forbrydere – og frikendelse af pigen for hendes drømte eller faktiske (?) voldsforbrydelse, for den udførte hun jo i drengeham og som et slags oprør mod kønsdualismen). Med ’genusperspektivet’, som buzzwordet i det svensksprogede forskningsmiljø lyder, er vi ved en af de klare forskelle i kritisk fokus, jeg selv har oplevet i det første års arbejde med den nordiske pris. Eller hænger forskellen snarere sammen med læserens køn? I hvert fald kaldte danske Mai Misfeldt (i Kristeligt Dagblad 26. okt. 2013) romanen ”smukt skrevet”, og Anita Brask Rasmussen kalder den (i Information, 30. okt. 2013) ”en klassisk ungdomsroman” og ”en moderne og magisk fortælling om at gøre sig fri af krop og køn”. Pojkarna havde allerede vundet Augustprisen som årets svenske ungdomsroman, men den vandt ikke Nordisk Råds pris. Det gjorde altså Karikko, og den finske romans valg af den overraskende ’posthume fortællersynvinkel’ – som norske Aina Basso også delvis benytter i sin prisnominerede historiske ’hekse’-roman Inn i elden, og som vi umiddelbart efter har set udfoldet i Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensens danske Dig og mig ved daggry – indskriver måske (ligesom Pojkarnas intention, vellykket eller ej) den finske vinderroman i et nordisk ’fælles værdisæt’: Respekten for børn og unges seriøse interesse for selv livets sværeste spørgsmål og viljen til at tematisere det i litteraturen. Gallafest eller paverøg Prisen har, som de andre fire priser, dobbelt sigte: At samle opmærksomhed om de bedste bøger (film, musik og miljøindsatser) – og lys over det nordiske samarbejde. Prisværdigt præsenterede Kristeligt Dagblad og Information sidste efterår alle de nominerede børne- og ungdomsbøger, og i år har Weekendavisen allerede i sommer været den ny bunke af nominerede igennem. Generelt fik den ny pris for børneog ungdomslitteratur medieomtale over forventning, også i forbindelse med den fælles prisuddeling i Oslo. Fra de to litterære komiteers side havde vi ellers argumenteret for fortsat at adskille uddelingen af de fem nordiske priser for at fremme substantiel presseomtale af vinderne hver for sig, men galla-modellen sejrede altså, også målt i seer- og læsertal: ”Fra
39
hvid paverøg til moderne tv” skrev Nordisk Råds pressetjeneste triumferende om skiftet. Det bliver spændende at se, hvor mange andre sprog Karikko bliver oversat til. Og interessant ville det være, hvis man kunne måle, hvad der fremmer romanens udbredelse mest: Pladsen som modtager af Nordisk Råds første store pris for børne- og ungdomslitteratur – eller den kendsgerning, at romanen også er oversat til amerikansk udgivelse og dermed er tilgængelig for alverdens andre forlæggere og formidlere? Hvis det sidste er udslaggivende, kunne man jo overveje i fremtiden at veksle en del af de store prisgalla-udgifter til honorering af en kvalificeret engelsk oversættelse?
Søren Vinterberg (f. 1944) er journalist, mag.art. og suppleant i det udvalg, der nominerer danske kandidater til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur. Han har oversat og anmeldt tegneserier og litteratur for børn og voksne (foruden film, tv, teater m.m.), i Information 1972-89 og i Politiken siden 1990.
TEMA – NORDISK BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATUR
GRØNLAND
40
DANSK 3 –– 2014
ISLAND
FÆRØERNE
DE NOMINEREDE ROMANER TIL NORDISK RÅDS BØRNE- OG UNGDOMSLITTERATURPRIS 2014
SVERIGE
DANMARK
GRØNLAND
SVERIGE
FINLAND
NORGE
41
FÆRØERNE
FINLAND
ISLAND
DANMARK
SVERIGE
NORGE
NORGE
DANMARK
ISLAND
SAMERNE
FINLAND
42
FAGLIG OMTALE
DANSK 3 –– 2014
MENNESKERETTIGHEDSKRÆNKELSER OG KUNST I DANSKUNDERVISNINGEN AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN, CKU
I Afghanistan bruger en fotokunstner sit kamera til at kæmpe for kvinders ret til at ytre sig. En fotoserie kaster kritisk lys over overgreb på palæstinensiske børn i et israelsk detentionslokale. Og i Uganda forvandler en tidligere børnesoldat, der blev kidnappet af den militante oprørshær LRA, våben til skulpturer. Center for Kultur og Udviklings nye og gratis undervisningsportal indeholder fortællinger om mere end 40 kunstnere fra syv forskellige lande i Mellemøsten, Afrika og Asien. Portalen, som bidrager til at skabe globalt udsyn i 8. – 10. klasser i folkeskolen, de frie grundskoler og efterskolerne, er bl.a. målrettet undervisningen i dansk. Igennem reportager, portrætter, lydfiler, fotoserier, digte, rap-numre og musikvideoer får eleverne indblik i, hvordan poesi, rap, fotokunst og graffiti belyser konflikter og menneskerettighedskrænkelser. Til hver af fortællingerne under portalens danskfaglige forløb er tilknyttet elevopgaver, der tager højde for udvalgte Fælles Mål for Dansk, og som indeholder oplæg til tekst- og billedanalyse og inspiration til egenproduktion. Link til undervisningsportalen: http://cku.dk/undervisning2014/landing/dansk/
GLÆD DIG TIL NÆSTE NUMMER AF DANSK
SCREENINGER, TEST OG PRØVER Børn elsker tørre test, skrev Politikens At Tænke Sig engang. Men det gør de voksne i det politiske system også. Vi har i de seneste år fået indført screeninger af førskole-, indskolings- og tosprogsbørn. Vi har fået indført en række digitale test og prøver, nogle af dem adaptive. Vi eksperimenterer med afgangsprøver. Og nu er der røster i folkeskolens forligskreds om flere test. Alt dette kommer oveni at dansklærere altid har anvendt prøver for at evaluere den daglige undervisning. I DANSK 4 vil vi forsøge at belyse testeriet og dets påvirkning af vores fag som vi anser for at være både et færdighedsfag, et sprogligt og kulturelt vidensområde og en hjørnesten i den humanistiske skole der danner demokratiske, tolerante og kritiske borgere. Glæd dig til næste nummer
MØD DANSKLÆRERFORENINGEN Kom og få en snak med os – om foreningen og om forlagets nye udgivelser Mellemtrinnet læser (12.-13. november i Viborg) Munkebjerg Konferencen (21.-22. november på Hotel Munkebjerg) De store læser (29.-30.januar i Viborg)
DANSK 4 UDKOMMER MEDIO DECEMBER 2014
ER DINE KOLLEGAER MEDLEM AF DANSKLÆRERFORENINGEN? Fortæl om de gode fordele ved medlemskabet, fx: DANSK 4 gange årligt Kurser og konferencer 60 % rabat på nye udgivelser Masser af hjemme sideaktiviteter
IDNR 42414
portræt af en dansklærer
Poul Larsen 74 år, lærer på Læsø fra 1966 til 1970, derefter – og indtil 1995 – dansklærer og skolebibliotekar på Hune skole ved Blokhus. Har siden da skaffet sig mad på bordet, tag over hovedet og fortsat glæde over tilværelsen ved at være forfatter. Seneste udgivelse er digtsamlingen ”Stjerneskud og slumpetræf” med illustrationer af Els Cools. Hvordan blev du dansklærer? ”Jeg blev dansklærer, fordi jeg var overbevist om, at det måtte være sagen for enhver, der er glad for litteratur og sprog. At lære børnene først at læse og derpå at lægge tekster frem og sammen åbne dem – og ad den vej lære børnene at læse én gang til – det måtte da være et ønskejob.” Har du en kanon oplevelse med faget? ”De bedste oplevelser som dansklærer har været at læse og lytte til de skriblerier og fantasier og digte og fortællinger, som børnene har leveret efter mine korte oplæg. På Læsø fik jeg fra eleverne spøjse tekster, som vi flittigt sendte videre til Otto Sigvaldi, der lod dem trykke i sine Hindbærbrus og kragetæer-hæfter. Ligesom eleverne et års tid var leverandører til DR af historier, fiktive dialoger og interviews indtalt på bånd. Det blev dengang og siden til mange digte og fortællinger, der gang på gang har fået vinger og basket frydefuldt – ind imellem sorgfuldt – om ørerne på os alle.” Hvor ser du chikanerne på vejen til en god danskundervisning? ”En af de største hurdler, en dansklærer skal forsøge at klare i dag, tror jeg, er modstanden og passiviteten hos de læsesvage elever. At få vakt deres interesse, at lægge godbidder frem, læse op og give dem tilbud og opgaver, som de kan tænde på. En anden forhindring, som jeg kunne forestille mig ville dræne enhver lærer og hendes entusiasme, er administrationen af arbejdstidsregler, udarbejdelse af formålsformuleringer, elevplaner, karakterafgivelser, evalueringer, afholdelse af diverse tests og rettelser m.v.” Dit bedste råd til andre dansklærere: ”Det bedste råd, jeg kan give en dansklærer, er dagligt ’at smide brænde på bålet og holde fanen højt’. Hermed mener jeg, at hun skal bruge så meget som muligt af sin forberedelsestid på skolen til at læse i. Hun skal søge poetiske og eventyrlige og hverdagsspændende tekster og billeder af alle slags – også de levende. Dem skal hun sende sine små opdagelsesrejsende ud i efter at have forsynet dem med skattekort, vandrestave og pandelygter. Sideløbende – i den samme forberedelsestid – skal hun selv læse løs i den litteratur, som skaffer hende glæder og nye indsigter, så hun fortsat kan gnistre af entusiasme og begejstring. Til inspiration for alle.”