Anne Mette Finderup • Berit Andersen • Gitte Raarup • Maria Dohlmann • Martin Colerick
D A N S K E FRA SUKKERRØR
K O L O N I TIL SKIPPER MIX
H I ST O R I E R
Dansklærerforeningens Forlag
INDHOLD INDLEDNING – til elever og lærere 6
Mest til dansklæreren 7
Mest til historielæreren 8
Om bogens opbygning og indhold 10 Kolonial og postkolonial litteratur 12
DANSK VESTINDIEN
15
HISTORIE – Danmark og De Vestindiske Øer 16 Historien op til koloniseringen 16 De første år på De Vestindiske Øer 17 Vestindisk-Guineisk Kompagni 18 Trekantshandelen 18 Familien Schimmelmanns succes med trekantshandel 18 Slaveliv i Dansk Vestindien 20 Slaver som bling bling – slaver i Danmark 21 Menneskerettigheder og slavehandel 25 Slaveoprør og Peter von Scholten 26 The Three Queens og Black Moses 27 Black Lives Matter – også i Danmark? 28 DANSK – Dansk Vestindien i litteraturen 32 Det fremmede i dansk litteratur i 1700-tallet 33 Oplysningstidens litteratur om Vestindien 36 Litteratur mellem slavehandelsforbuddet (1803) og slavernes endelige frigivelse (1848) 36 Dansk litteratur efter slavernes frigivelse i 1848 37
De sorte i Danmark 41 Opsamling 44 Postkolonial litteratur om og fra Dansk Vestindien 44 Andre postkoloniale tekster 46 OPGAVER – historie 49 OPGAVER – dansk 53 OPGAVER – på tværs 70 OPGAVER – kolonialvarer 77
CONGO
83
HISTORIE – Imperialisme og danskere i Congo 84 Imperialismen og det europæiske baggrundstæppe 84 Kapløbet om Afrika 87 Erobringen og koloniseringen af Congo 88 Belgisk Congo 89 Danskere i Congo 91 Congo i eftertiden 92 Opsamling 93 DANSK – Congo i litteraturen 95 Et verdensberømt møde i urskoven 95 Fra journalist til ekspeditionsleder 97 Stanleys rejsebøger 97 Litterære rejseeventyr 98 Danske Congo-romaner 101 Skandinaver i Congo 102 Skandinaver om Congo 103 Populærlitteratur i det 20. århundrede. Med pisk og pegepind 105 Tintin i Congo 106 Opsamling 107 OPGAVER – historie 108 OPGAVER – dansk 114 OPGAVER – på tværs 122
GRØNLAND
127
HISTORIE – Koloniseringen af Grønland 128 Før koloniseringen af Grønland 128 Handel, mission og kolonisering 129 Dansk kolonisering i Grønland 130 Fodslæbende modernisering i Grønland i mellemkrigstiden 132 Lynmoderniseringen i Grønland efter anden verdenskrig 132 Det grønlandske hjemmestyre 1979 134 Selvstyre fra 2009 135 Forsoning mellem Grønland og Danmark? 136 DANSK – Litteratur om og fra Grønland 138 Skriftkulturen kommer til Grønland 141 Litteraturen før moderniseringen 143 Moderniseringen af Grønland efter 1945 146 Jørn Riels skrøner 147 Postkolonial litteratur om Grønland 150 OPGAVER – historie 156 OPGAVER – dansk 161 OPGAVER – på tværs 172
SKRIV I DANSK OG HISTORIE Teori, metode og øvelser 180 Redegørelse 181 Analyse og fortolkning i dansk 183 Analyse og fortolkning i historie 188 Diskussion, vurdering og perspektivering 198 Indledning, konklusion, fagligt sprog og citater 200 Formalia i større opgaver 206 Den akademiske opgave 207 Problemformulering og opgaveformulering 207 Pentagonen: et arbejdsredskab 210 Den gode problemformulering 211 Øvelse til problemformulering 212 Sådan ser en DHO ud – formelle krav 213 Litteraturliste 214 Tjek den færdige DHO 215 Mundtlig årsprøve i DHO 215 De 6 trin i DHO-forløbet 216 Litteratur 218 Billeder 221
179
DANSK
LITTERATUR OM OG FRA GRØNLAND
Skulpturen Stående fanger med kajak kan I se på Christianshavns Torv i København. Mange gange vil der på soklen sidde et par grønlændere, og sådan bliver fortid og nutid bundet sammen. Dette scenarie er på en og samme tid den stereotyp som mange danskere har af Grønland: en storslået natur med en stolt fangerkultur og en samfundsudvikling der er slået fejl med mange ulykkelige skæbner til følge. Samtidig udtrykker dette de to retninger som litteraturen om og fra Grønland tilsyneladende deler sig i, særligt ved det vi kalder det moderne Grønlands fremkomst ca. 1950 og i årene efter. I én retning i litteraturen skuer man tilbage og længes efter den traditionelle, grønlandske livsform, og man finder i de gamle sagn og myter forklaringer på livets gang, mens man i den anden retning ser en modernisering der kræver sociale ofre. Derfor vender
Christianshavns Torv i København.
138
grønland
Inuit-tatoveringer har deres udspring i den gamle inuitkultur i Nordkalotten i det Nordamerikanske kontinent. I de senere år har flere grønlandske unge taget tatoveringerne til sig for at ære den gamle kultur og Grønlands forankring i denne.
disse forfattere sig imod en dansk dominans. “Om natten terper eskimoskulpturerne på Christianhavns Torv kolonialisternes sprog”, som digteren Mette Moestrup (1969-) udtrykker det i digtsamlingen Kingsize fra 2006. På Strandvejen nord for København ved Hvidørepynten kan I se en granitstatue fra 1963 af polarforskeren Knud Rasmussen, der skuer mod horisonten. Teksten “Knud Rasmussen i hundeslæde på vej over indlandsisen” er indgraveret på soklen, ligesom navnene på de mange ekspeditioner som han foretog. De fleste danskere vil kende til ham og hans ekspeditioner over indlandsisen i Grønland. Det er de såkaldte Thule-ekspeditioner, hvor han rejste til Nordog Østgrønland, men også til hele Nordamerika. Den danske indflydelse på og kontakt til Grønland er på den måde synlig i Danmark. I Danmark ses den danske forbindelse til Grønland helt konkret i det offentlige rum med skulpturer og mindesmærker. Sådanne ses naturligvis også i Grønland, men der kæmper mange af nutidens grønlændere for en selvstændig national identitet, og stadig flere bruger traditionelle inuitsymboler i denne dansk
139
Statue i Nuuk af missionæren Hans Egede.
140
grønland
kamp. Nogle unge grønlændere lader sig tatovere i ansigtet med traditionelle inuitsymboler for at markere deres tilhørsforhold til den gamle inuitkultur og dermed ære traditioner fra før koloniseringen. Som en ung grønlænder siger i et interview til DR i forbindelse med valget til Landstinget i april 2018: “Jeg fik min tatovering for at tydeliggøre min grønlandske identitet. [...] Jeg har fået nok af at leve som dansker. Det viser jeg med min inuittatovering. [...] Min drøm er, at vi en dag bliver selvstændige”.
SKRIFTKULTUREN KOMMER TIL GRØNLAND Det er med koloniseringen i 1700-tallet at skriftsproget og den skrevne litteratur kommer til Grønland, og dansk indflydelse på litteraturen er stor. Forfattere fra Grønland er i stor udstrækning sønner af danske missionærer og handelsfolk og/eller seminarieuddannede lærere. Flere har derfor en dansk og en grønlandsk forælder. Før koloniseringen har der været en stærk mundtlig fortælletradition med sagn og myter som mange forfattere forholder sig til og imiterer. Som i andre kulturer lever den mundtlige fortælletradition længe i Grønland. Præsten Hans Egede (1686-1758), der missionerer fra 1728 og er en del af koloniseringen, skriver bøger om Grønland efter hjemkomsten til Danmark. Han kan godt lide befolkningen, men mener at den skal kristnes og udvikles med dansk hjælp. I bogens historiedel s. 129 f. er en mere udførlig beskrivelse af Hans Egedes rolle i koloniseringen af Grønland. Med koloniseringen i 1700-tallet udkommer de første bøger om det grønlandske sprog, kallaallisut. Poul Egede (1708-1789), som er søn af Hans Egede, udarbejder således både en ordbog og en grammatik over det grønlandske sprog. Ordbogen udkommer i 1750, grammatikken i 1760. Det baner vejen for at den første bibel udkommer på grønlandsk i 1766. Men derudover skal man helt op til midt i 1800-tallet for at finde andre tekster på grønlandsk, fx salmeoversættelser fra dansk. I 1861 udkommer den første avis på grønlandsk under navnet Atuagagdliutit, der betyder “uddelt læsestof”. Avisen var et månedsmagasin som udkom indtil 1952 og var finansieret af den danske stat. Den indeholdt kun lidt nyhedsstof og til gengæld en del stof om jagt og fiskeri. I 1952 blev den slået sammen med den dansksprogede avis Grønlandsposten. Avisen med det dobbelte navn Atuagadliutit Grønlandsposten udkommer stadig og hedder i daglig tale AG. I Danmark skriver forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) i 1749 om folk i Grønland, og han havde en for sin tid overraskende nuanceret opfattelse af grønlænderne. Han skriver i sin Epistel CCCL (350): Uanset den grovhed og vankundighed*, som findes hos grønlænderne, mærker man dog adskillige dyder, som socialitet og kærlig omgængelse*, dansk
*vankundighed: uvidenhed
*omgængelse: omgang
141
forældrenes kærlighed til børn og børns igen til forældrene, gavmildhed etc. Og endskønt vore missionærer har ment i begyndelsen, at disse folk ingen idé havde om religion og et liv efter dette liv, har man dog siden mærket sig deri at have vildfaret. Grønlænderne er ej heller destituerede* fra naturlig forstand; de ved at forarbejde adskilligt med deres hænder, og har man ofte af deres spørgsmål og af deres gensvar mærket, at mange af dem har sindrige* indfald. Holberg udtrykker i epistlen at grønlænderne både er kloge, kærlige og dygtige til at arbejde med hænderne. Ja, de er ligefrem civiliserede mennesker. Holberg kalder her befolkningen for grønlænderne. I andre tekster kaldes grønlænderne imidlertid også inuitter eller eskimoer. Det er dels historisk betinget, men betegnelserne har også forskellige konnotationer. Læs i faktaboksen s. 128 en definition på de forskellige betegnelser for befolkningen i Grønland. Holberg havde ikke selv været i Grønland, og også andre danske forfattere skrev i 1800-tallet om Grønland til trods for at de aldrig havde sat deres fødder på øen, ligesom de skrev fiktion om Grønland før grønlænderne selv gjorde det. Det gælder B.S. Ingemann (1789-1862), som udgav tre bøger hvis handling udspiller sig i Grønland, bl.a. bogen Kunnuk og Naja. Eller Grønlænderne (1842), og det gælder Henrik Pontoppidan (1857-1943) som var fascineret af landet, ønskede at besøge det og læste om det, bl.a. i erindringer af den danske geolog H. Rink (1819-1893). Det var på en rejse til Bornholm at han hørte om øen og blev fascineret af det han hørte. Pontoppidan skrev romanen Isbjørnen i 1887 (Thorkild Müller, som er romanens hovedperson med tilnavnet “Isbjørnen”, er et eksempel på en socialt utilpasset dansker der er søgt til Grønland for at finde lykken). Naturen beskrives af ham med konnotationer til en kvindekrop, og isbjergene er intet mindre end eventyrslotte og store sejlbåde: ér, hvor landet højnede sig og fjeldene – nøgne og sorte – trådte ud i det D store, isopfyldte hav, bøjede en bred fjordarm sig rolig ind mellem to skyhøje klippebarme og trængte dybt ind i kystlandet. […] rolig og majestætisk gled disse polarhavets mægtige sejlere hen under den vinfarvede himmel ... som eventyrslotte ... som svømmende krystalpaladser, med tinder og kuplede tårne, solrøde, azurblå eller ligesom dryppende af blod og guld.
*destitueret: blottet for
*sindrig: opfind-
Hovedpersonen fascineres af et land som forfatteren kun har hørt om gennem andres beretninger. Som tilnavnet Isbjørnen antyder, finder han sig til rette i Grønland.
som
142
grønland
LITTERATUREN FØR MODERNISERINGEN Polarforskeren Knud Rasmussen (1879-1933) bliver med sit virke, sine rejsebeskrivelser og de berømte Thule-ekspeditioner afgørende for både grønlændernes selvbillede og danskernes opfattelse af landet og dets befolkning. Han bor og rejser i landet, og han oversætter litteratur fra grønlandsk til dansk. Men det er naturligvis ikke danskerne der introducerer en fortælletradition i Grønland. Den mundtlige fortælletradition har eksisteret i Grønland længe før danskernes ankomst, men det er med danskerne at disse fortællinger skrives ned. Knud Rasmussen indsamler mellem 1902 og 1932 gamle og nye sagn som han kalder Myter og Sagn. Han er en af de mange af blandet herkomst, idet han har en dansk far og en grønlandsk mormor og vokser op både i Grønland og Danmark. Han beskriver selv denne dobbelte position sådan:
Den danske polarforsker Knud Rasmussen. dansk
143
elv tror jeg, at jeg er mere eskimo end europæer. Eskimonaturen er den, S som får mig til at handle – europæeren i mig får mig en gang imellem til at standse, reflektere og – resignere. Jeg er længst nede, når jeg synes, at jeg hverken er europæer eller eskimo. Den dobbelte identitet kan m.a.o. føre til at man helt mangler et sted at høre til og ligesom Knud Rasmussen her føler sig som hverken grønlænder eller europæer. Skribenten Knud Michelsen beskriver dilemmaet i sin bog om Knud Rasmussen således: en uanset hvor meget Knud Rasmussen følte sig som grønlænder eller M eskimo, uanset hvor meget han identificerede sig med naturmennesket, og uanset hvor hjemme han følte sig i Grønland og i ødemarken, var han samtidig noget andet, en dansk præstesøn med rødder i dansk og europæisk kultur. Den side af sig selv identificerer han sig aldrig direkte med, men naturligvis er den en lige så vigtig, om end konsekvent underspillet side af ham. Knud Rasmussen vælger side og er ikke alene om denne position og om at identificere sig med grønlænderne. Han og flere af hans samtidige mente at Grønland var et land med både traditionel grønlandsk kultur og et land på vej mod en modernitet der ikke kunne standses. Derfor måtte man på bedste måde hjælpe grønlænderne til at kunne klare sig i overgangen fra det traditionelle til det moderne. Man kunne læse danske tekster om Grønland som i Holbergs epistel fra 1749 og danske romaner i 1800-tallet, men det var så sent som i 1914 at den første roman på grønlandsk, Sinnattugaq, udkom. Knud Rasmussen oversatte den året efter til En grønlænders drøm. Bogen er skrevet af Mathias Storch (18831957). I denne fremtidsroman beskrives bl.a. en mistillid mellem danskere og grønlændere, og som konsekvens af denne mistillid opstår en fremtidsvision om et selvstyrende Grønland. Pavia er romanens hovedperson, og han ser bl.a. uddannelse som et vigtigt element i udviklingen af et selvstændigt Grønland. I dette eksempel fra romanen har der været valg i Grønland, og købmanden Abel har i en valgtale formuleret denne vision: anden, som troede, at Pavia kom fra en meget afsides landsdel, gav ham M nu valglisterne, for at han nærmere kunne se på dem. Men hvad var det? De var jo på den ene side ført på dansk, på den anden side på grønlandsk, og alene blandt de grønlandske benævnelser var der mange ting, han slet ikke forstod. Der stod noget om en købmand, som hed Abel, der havde holdt en
144
grønland
Billedet illustrerer opfattelsen af grønlænderne som et fangerfolk i en storladen kultur.
valgtale, anbefalet sig selv og talt om alt det, han ville gøre for sine landsmænd: Handelen, fiskeriet, administrationen, og hvorledes alting burde styres og forvaltes på en bedre måde end nu, if. hans overbevisning. Denne drøm er ganske langsomt blevet til virkelighed, og nu er det mange grønlænderes drøm at Grønland opnår fuld selvstændighed. Også forfatteren Augo Lynge (1899-1959) udgav i 1931 en fremtidsroman, Ukiut 300-nngornerat (på dansk 300 år efter (1989)). De 300 år er tiden efter Hans Egedes ankomst til Grønland, og handlingen udspiller sig dermed i 2021. Samfundet er europæisk præget, en moderne fåreavler- og fiskerination med internationale forbindelser og en veluddannet og moderne befolkning. Forfatteren er som Mathias Storch fortaler for et Grønland med selvstyre. Lynge var også en ledende politisk personlighed og arbejdede bl.a. for formel ligestilling mellem Danmark og Grønland. Han ønskede en integration for på den måde at bringe grønlænderne ud af fattigdom. I begge fremtidsromaner er der tale om en vision om en grønlandsk kultur og et vesteuropæisk samfundsmønster i forening. Andre forfattere beskriver mødet mellem danskerne og grønlænderne med negative konsekvenser for grønlænderne. Knud Rasmussen nedskriver grønlandske sagn og myter, men han danner også en handelsstation i Thule sammen med sin ven Peter Freuchen (1886-1957), der også er forfatter. Denne skriver Storfanger (1927) der er inspireret af den amerikanske forfatter James dansk
145
Fenimore Coopers roman Den sidste Mohikaner (1827). Grønlænderne er her de ædle, vilde naturbørn, men deres kultur kan ikke reddes. Romanen handler om storfangeren Mala og andre inuitter i Hudson-bugten. Mødet mellem naturfolket og den vestlige civilisation i begyndelsen af 1900-tallet er i romanen til dels tragisk. Det er et synspunkt som deles af mange forfattere efter moderniseringen af Grønland, men der var blandt forfatterne generelt en tro på at en integration af Grønland og Danmark var mulig og på mange måder ønskelig. I tiden op til moderniseringen af Grønland omkring 1950 er fiktionen præget af beretninger fra fangertilværelsen samt gamle sagn og myter i et forsøg på at fastholde et kulturelt ståsted i den moderne verden. Mange af disse skribenter, heriblandt Augo Lynge, var seminarieuddannede lærere, og de havde mødt hinanden på Godthåb Seminarium.
MODERNISERINGEN AF GRØNLAND EFTER 1945 Moderniseringen af Grønland sker i tiden efter anden verdenskrig, og i 1953 ophører Grønlands status som koloni ved en ændring af Grundloven, og landet får bl.a. to repræsentanter i Folketinget og status af dansk amt. De videre omstændigheder kan I læse om i det historiefaglige afsnit, s. 132 ff. Forfatterne er delt i to lejre, én hvor de ser tilbage på den selvstændige fangerkultur som et ideal, og én hvor forfatterne nu er kritiske overfor samtidens danske indflydelse og dominans. Forfatteren Otto Rosing (1896-1965) er uddannet på Godthåb Seminarium i 1918 og udkom i 1955 med romanen Taseralik. Han tilhører gruppen af forfattere der idealiserer den gamle fangerkultur. Han arbejdede i det civile liv som præst forskellige steder i Grønland og var også søn af en dansk præst i Grønland. I forordet til romanen skriver han: “Lad os gå fremad med forbindelsen agterud* intakt; først da vil vi kunne forstå og drage nytte af vores nationale særegenhed – og først da kan vi gå fremtiden i møde på det rette fundament”. I romanen, der foregår i 1845, mødes grønlænderne ved Taseralik, forfædrenes gamle sommerplads, for der at udveksle varer, snakke og feste. Otto Rosing ønsker derigennem at vise at man i fortiden kunne klare sig uden danskernes indblanding. Som han antyder i forordet, har han her og i flere andre tekster et udpræget pædagogisk sigte i forhold til de grønlandske unge:
*agterud: bagud *betyde: være et
tegn på (her at de unge indser vigtigheden af at agte forfædrene)
146
lle stednavne er gengivet nøjagtigt. Heller ikke personnavne og kaldeA navne er konstruktioner [...] og vores lands historie har jeg efter bedste evne gengivet uden at ændre det mindste på fortællingen. [...] Jeg håber, at denne lille bog ikke blot vil være til underholdning, men betyde* den yngre generation vigtigheden af at agte forfædrene. grønland
Rosing ønsker at være tro mod fortiden og ønsker at de unge grønlændere kender til den og husker deres nationale rødder i fremtiden. I efterordet til romanen står der: e skrevne kilder rummer ikke meget til oplysning om et stykke kultur D historie som de store sommersamlinger ved Taseralik – hvilket altså er ensbetydende med, at den eksisterende historieskrivning slet ikke er i stand til at beskrive livet i Grønland, således som dette levedes af folket selv. Vil man kende den del af historien, må man gå til de mundtlige kilder. Der lægges her op til at Rosing i form og indhold præsenterer den grønlandske kultur som den har set ud før moderniseringen af Grønland. Der er således både fiktion og fakta i romanen, idet fx stednavne og fortællinger er virkelige, mens rammen og plottet er fiktion. Nogle af de kritiske digtere er grønlændere bosat i Danmark i 1960’erne og 1970’erne. En af disse er digteren Aqqaluk Lynge (1947-), som var studerende i Grønland og siden 1995 formand for Grønlands Forfatterforening. Han har også i perioder været aktiv politiker, idet han er medstifter af det politiske parti Inuit Ataqatigiit og har været medlem af det grønlandske Landsting 1983-95. Han beskriver digternes kritiske holdning i digtet “Fra morgen og langt ud på natten” med ordene: “Digterne holder sig ikke i baggrunden/ og graffitien skriger på væggen/ i nedtrykt sindstilstand/ Aaj Aaj ajarr”. Han skriver digte om den politiske situation i Grønland, bl.a. om dansk imperialisme og aktuelle samfundsproblemer hvor børnene kommer i klemme i dysfunktionelle familier. I digtet “Se vort land” skriver han: “Fredag (glem det)/ Øl i den ene hånd/ i den anden et barn/ – et grædende barn”. Hele digtet står i antologien, s. 134 f. Disse digte udkom i 1970, på dansk i samlingen Tupigusullutik angalapput/Til hæder og ære (1982). Augo Lynges elev Frederik Kristensen (1952-) fik udgivet digtsamlingen Inunni uanni qaninnerpaa og blev i 1994 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris med denne samfundskritiske samling. Som eksemplerne viser, var digterne kritiske over for påvirkningen fra Danmark som havde ført mange sociale problemer med sig, men der var også politiske kræfter der arbejdede for en frigørelse fra Danmark, og i 1979 blev hjemmestyret indført, hvilket angiveligt skulle medføre et “mere grønlandsk Grønland”.
JØRN RIELS SKRØNER Mange danske læsere på jeres bedsteforældres alder har læst og moret sig over den danske forfatter Jørn Riels skrøner fra Grønland. Riel (1931-) boede i en dansk
147
Skrøne I daglig tale er en skrøne en usand fortælling der påstås at være sand. Udtrykket bruges også som en fast vending: “Det er en skrøne at højt begavede nok skal klare sig”. Skrønen er også en litterær genre
der kendes helt tilbage fra antikken. Det kan være en løgne- eller prale historie i jegform som en lystfisker historie, eller det kan være en underholdende historie fortalt af flere. Skrøner fortælles ofte kollektivt således at man efter tur spinder videre på den samme ende.
årrække i Grønland og blev fascineret af landet og dets befolkning. Han har på den måde en del ligheder med polarforskeren Knud Rasmussen. Han er født og opvokset i Danmark, men i 1952 kom han med på den danske geolog og polarforsker Lauge Kochs Grønlandsekspedition, der varede i to år. Han blev dog i Grønland i ti år. Han skrev ti skrønesamlinger om de udstationerede fangstfolk i Nordøstgrønland, og det er disse skrøner mange ældre danskere kender. Norske fangstfolk forsøgte i årene 1931-33 at bosætte sig på en del af Østgrønland, og de grønlandske fangstfolk var udstationeret for at undgå at nordmændene benyttede området til fangst. Danskerne ville med de udstationerede grønlandske fangere opretholde dansk suverænitet. Fangstfolkene er persongalleriet i Riels skrøner, og det er deres historier han har omskrevet til fiktion. De er humoristiske og underholdende, men ikke uden morale. Der er en pointe i at læse dem – også i dag, bl.a. fordi de har været med til at forme danskernes billede af det traditionelle Grønland. Naturen spiller en rolle på godt og ondt, for skrønerne handler bl.a. om liv og død og om evnen til at overleve. Eller som websitet Forfatterweb udtrykker det: “Som Jørn Riel selv skriver, handler det om, at et menneske ikke bedømmes på sin fysiske styrke eller sine penge, men “efter sit væsen og sine gerninger””. De ti bind med skrøner udkom i perioden 1974-1996. I forordet til samlingen kommenterer Riel fortællingernes genre, skrønen: ennem de senere år er der opstået en vis tvivl jeg som historiefortæller og G skrøneskriver med glæde takker for og tager imod. For netop denne tvivl viser, at det liv, vi levede, var ualmindeligt, og de mennesker, jeg delte tilværelsen med, var bemærkelsesværdige ud over al forstand. […] Disse mange gode venner kom listende lydløst på tykke ragsokker og kikkede mig over skulderen. De ville nedskrives, fordi deres liv var de bedste af alle mulige liv, og fordi de storsindet ønskede at dele med mig.
148
grønland
I citatet her er det tydeligt at Jørn Riel værdsætter og sympatiserer med grønlændernes traditionelle livsførelse. I skrønerne er der et fast persongalleri, bl.a. Lasselille og Bjørken i skrønen “Om at være historisk”: “ Disse bukser,” sagde Bjørken til Lasselille, “har jeg til hensigt at testamentere Det arktiske Institut, når jeg engang skal trækkes ud af kamikkerne. De skal hænge inde i sådan en slags osteklokke, hvor møllene ikke kan nå dem, så folk for en krones penge kan gå hen og se, hvordan de arktiske bukser så ud i vor tid. For til den tid, min ven, er både bukser og vi historiske. Måske verdenshistoriske. I denne skrøne er der således en bevidsthed om at det traditionelle grønlandske samfund går på hæld. Bjørken oplever desuden at han er langt fra dem der tager de politiske beslutninger, og man fornemmer som læser identifikationen med fangerne oppe nordpå og en kritik af bureaukraterne sydpå. Jørn Riel har med et farverigt og humoristisk sprog appelleret til de danske læsere, fx med ord som “vissent kålblad”, “melhvid” og “kludremikler”: jørken sad ved bordet. Han havde et par små, runde briller på næsen og B en tungespids i den højre mundvig. Bjørken var en lang og melhvid mand. Han så forslået ud, selv om ingen havde banket ham siden slagsmålet på Kap Thompson for seks år siden. Det ene øre hang som et vissent kålblad lige over kæbebenet og fortænderne i overmunden var knækkede, hvilket havde givet ham tilnavnet “Spækhuggeren” [...] “De dernede er nogle kludremikler, og det har de altid været”, sagde han. “De skal altid have ordnet så meget for alle andre, at de helt glemmer at ordne det for dem selv. Det er hvad de kalder politik, og det er de mange, som lever af. Og de tror, at denne her politik kan skrive verdenshistorie. Men det er en vildmand, Lasselille. Den verdenshistorie burde de skrive på lokumspapir, så kunne den i alle tilfælde tjene et fornuftigt formål” [...] “Ser du, Lasselille, vi heroppe, vi er ligesom begyndelsen til det hele. Vi har ikke fjernet os længere fra de langarmede, som sprang omkring i istiden under nogenlunde samme forhold, end vi kan hitte tilbage. Vi driver lidt jagt og nyder tilværelsen. Vi er hele udviklingen, men vi er også begyndelsen. Forstår du? Fornemmelsen af at politikerne ikke har kontakt med befolkningen, føler sig hævet over den og ikke selv lever op til egen lovgivning, er heller ikke fremmed for den danske læser.
dansk
149
I teksterne før og efter moderniseringen af Grønland ses m.a.o. tekster der beskriver den traditionelle fangsttilværelse og det ofte problematiske møde med danskerne. I mange år har Knud Rasmussens og Jørn Riels formidling og tekster om grønlænderne været afgørende for de danske læseres opfattelse af Grønland og beboerne her. I de senere år er der kommet flere forfattere til, og forfatteren Kim Leine (1961-) er en af disse. Også han har været bosat i Grønland.
POSTKOLONIAL LITTERATUR OM GRØNLAND Der findes ganske meget såkaldt postkolonial litteratur skrevet af danskere og grønlændere. Fælles for denne litteratur er at forfatterne har et kritisk syn på koloniseringen af Grønland og mener at den danske dominans er ødelæggende for landet og dets befolkning. Både forfattere fra Grønland og Danmark skriver fra denne vinkel. Man kan således tale for at flere af teksterne omtalt i det foregående kan læses som postkoloniale tekster med et kritisk syn på koloniseringen. Det gælder fx digtene af Aqqaluk Lynge, hvis digte findes i bogens antologidel, s. 131 ff. Digtsamlingen Inuit Nipaat er en samling grønlandske digte fra 1980. Heri finder man bl.a. tekster af Adam Nielsen, som med det lille digt “Fremtid” på samme tid varsler en usikker fremtid og længes efter det traditionelle: Sælremmen skifter jeg bare ud med en snor fordi jeg har mistet mine forfædres ånd Tarmskindsruden skifter jeg bare ud med vinduesglas fordi jeg endnu er uvidende om hvad der vil ske Dette digt er et eksempel på at tradition og modernitet er til stede i samme tekst, men mon ikke det lille “bare” er ironisk ment? Digteren Mette Moestrup er dansk og har læst og brugt uddrag fra en af polarforskeren Knud Rasmussens opslagsbøger i sin digtning, fx i digtet “Primitivt, privat” fra digtsamlingen Kingsize fra 2006: er brugte jeg fragmenter af Knud Rasmussens grønlandske opslagsbog H ‘500 Leveregler, gamle Ord og Varsler’ som udgangspunkt for hvad jeg
150
grønland
kunne skrive i digtet. Fragmenterne fik indflydelse på hvad jeget kunne sige – hvad jeg kunne bruge af selvbiografisk materiale. Jeget var ikke frit, pga. fragmenterne. [...] Formen styrer hvad jegerne kan sige. Når Moestrup som her bruger citater fra Rasmussens opslagsbog, påvirker disse det skrivende jeg til at skrive på en bestemt måde og i en særlig form. Hun mener m.a.o. at fortiden præger nutiden, også når man som forfatter skriver tekster. Mette Moestrup skriver i digtet “Nuuk 2005 – Jeg nummererer noter” om at være dansk turist i Grønland og om paradokset ved at være bevidst om danskernes indflydelse og samtidig være fascineret af landet og overgive sig til turismens souvenirs: “7. Oprindelighedssouvenirs, købt med hjertet/ 7. Lille gulligt hjerte af narhvalstand til blond baby./ [...] 5. Meget, meget malplaceret hjemstavnsromantik”. Det lyriske jeg bruger her hjertet i dobbelt betydning, både som en metafor for en nostalgisk følelse for det traditionelle Grønland og som en konkret souvenir. Lad os blive ved de kvindelige forfattere. En spændende performancekunstner og digter er Jessie Kleemann (1969-), som er grønlænder og også har opholdt sig i Danmark. Hun har studeret drama ved teatret Tuukkaq i Fjaltring i Nordjylland, været leder af kunstskolen i Nuuk og er selv udøvende kunstner. Hun skriver bl.a. om sprog og nationalfølelse, hvilket flere forfattere efter årtu-
Den grønlandske digter og performancekunstner Jessie Kleemann under en performance i Stuttgart 2002. dansk
151
sindskiftet er optaget af. Som de skriver på et website om grønlandsk litteratur i dag: en grønlandske litteratur efter 2000’erne er bl.a. optaget af sprogpolitik D og nationalfølelse på Grønland og af at tage et nyt afsæt, der overskrider de gamle koloniale fortællinger om magt og afmagt i forhold til Danmark. Hvor grønlandske forfattere tidligere primært skrev for et grønlandsk publikum, har den grønlandske litteratur i de seneste år undergået en udvikling til at blive mere internationalt orienteret. Blandt de toneangivende nye grønlandske stemmer er Jessie Kleemann, Julie Edel Hardenberg og Katti Frederiksen. En måde at frigøre sig fra Danmark på er m.a.o. at vende sig mod den internationale verden, en tendens som også de grønlandske politikere følger. I digtet “My Eskimother” skriver Kleemann om sit modersmål på engelsk og grønlandsk og tager på den måde afstand fra det danske sprogs indflydelse og dominans: “My eskimothertongue/ Is written in Danish through and through”. Hele digtet findes i antologien s. 165, og i opgaveafsnittet kan I arbejde med både det og hendes performance som åndemaner i det grønlandske klippelandskab. Når mange grønlændere som Jessie Kleemann i disse år søger tilbage til den grønlandske kultur før koloniseringen, er det ikke kun for at tage afstand fra koloniseringen og tilknytningen til Danmark, men også (eller nogle gange snarere) for at ære den oprindelige kultur ved at dyrke de traditionelle symboler
Billedet af den danske koloni Sukkertoppen (nu Maniitsoq) (ca. 1889), hvortil også missionæren Morten Falck fra Leines roman Profeterne i Evighedsfjorden kommer.
152
grønland
såsom amuletter og åndemanere eller ved ansigts- og fingertatoveringer. Flere forfattere og debattører tager afstand fra den hidtidige betragtning om at se grønlænderne som ofre for en dansk dominans. Det gælder fx den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen, som har skrevet romanen Homo Sapienne (2014), og som lægger op til at grønlænderne hellere skal tage ansvar og handle end påtage sig en offerrolle. Som en af hovedpersonerne siger i romanen: “Hold op med al den selvmedlidenhed, for det er ikke synd for dig. Enough of that post-colonial piece of shit”. Man ser altså et skred fra fx Aqqaluk Lynges digte i 1970, hvor digtenes stemmer vender deres vrede mod Danmark, til et opgør med sin egen selvforståelse. Mange unge grønlændere finder således en styrke i at dyrke og dermed vise respekt for den tidlige grønlandske kultur fra før koloniseringen. Kim Leine er i dag den mest fremtrædende danske forfatter der skriver om koloniseringen af Grønland og det moderne Grønland. Han er dansk/norsk, født i Norge og er nu bosat i Danmark, men han har i længere perioder boet og arbejdet i Grønland. Han har skrevet flere romaner om Grønland, både om sit eget liv i landet med erindringsromanen Kalak (2007), om Grønland i nutiden, bl.a. med romanen Tunu (2009), og om Grønlands kolonisering med romanerne Profeterne i Evighedsfjorden (2012) og Rød mand/Sort mand (2018). De to sidste er de første bind af en planlagt trilogi, hvor romanerne kan læses uafhængigt af hinanden. I denne bog kan I arbejde med et uddrag fra de to foreløbige bind i trilogien. Med romanen Profeterne i Evighedsfjorden vandt Kim Leine Nordisk Råds litteraturpris i 2013. Romanen handler om præsten Morten Falck, der i
dansk
153
1780’erne flytter til Grønland for at arbejde som missionær. Han ankommer som idealist, men ender som en nedbrudt mand i både psykisk og fysisk forstand, ikke mindst pga. danskernes opførsel i kolonien. Ankomsten er parallel med den som Thorkild Müller oplever i Henrik Pontoppidans roman Isbjørnen (se antologien s. 144), men Leines billedsprog er negativt ladet og varsler at mødet med landet modsat Isbjørnens ikke bliver lykkeligt: olonien er placeret på en halvø, der set fra toppen af et af de bagvedligK gende fjelde, som han bestiger dagen efter ankomsten, ligner en forkrøblet hånd, der rækker sine amputerede fingre ud i havet. I denne postkoloniale litteratur er Pontoppidans natur med “skyhøje klippebarme” forvandlet til en deform hånd med amputerede fingre. I 2018 udkom anden del af den planlagte trilogi om koloniseringen med titlen Rød mand/Sort mand, og her går Kim Leine endnu længere tilbage i tiden og skriver om koloniseringen af Grønland på Hans Egedes tid, altså i 1720’erne og 30’erne. Leine har lavet et omfattende researcharbejde og følger kilderne. Fx er kommunikationen mellem kolonien og administrationen i København autentisk. Men selvom Leine er loyal overfor kilderne, siger han at han “føler sig fri”, at “fiktion skaber fejl”, samt at “personerne er bundet af et narrativ”, hvormed han mener at den gode historie er vigtigere end de konkrete fakta. Romanen er dermed ikke en dokumentarroman, men fiktion. De to mænd som titlen refe-
Den grønlandske rockgruppe Sume.
154
grønland
rerer til, er danskeren Hans Egede som den sorte mand der koloniserer Grønland og kristner grønlænderne, og grønlænderen, åndemaneren Aappaluttoq som den røde mand. De to mænd repræsenterer således to forskellige livstolkninger, og mødet mellem danskerne og grønlænderne er i romanen voldsomt. Aappaluttoqs søn kommer i pleje hos Egede da han er syg. Han bliver rask, men bliver også døbt og navngivet med det danske navn Frederik Christian. Egede er den tyske teolog og reformator Martin Luthers (1483-1546) mand, siger Kim Leine, bl.a. i og med at alle Egedes replikker indeholder skjulte citater af Luther. Leine siger selv at fortællingen “udspringer af en solidaritet med grønlænderne”, og der er som det ses, flere store temaer i romanen såsom koloniseringen og kristningen af Grønland samt far-søn-forholdet. Der udkommer således litteratur om Grønland både fra danske og grønlandske forfattere og meget mere end der er plads til at inddrage i denne bog. Ud over litteraturen har musikken også en stærk stemme i Grønland. Et af de mest kendte bands er Sume, der blev dannet i 1972, og hvis tekster fremføres på grønlandsk. Gruppens budskab støtter de mange grønlændere der efter moderniseringen ønsker et selvstændigt Grønland og kritiserer den danske indflydelse. Gruppen har en idealistisk baggrund og synger om “nationale, sociale og politiske problemer”, som Malik Høegh fra gruppen selv formulerer det. Den udgav den første grønlandske rockplade som LP i 1973 og synger med en pågående rytme som baggrund om problemerne i Grønland. Ved en koncert i København i 1974 synger Malik Høegh: “Vi er alle spærret inde i en flaske/ Vi kigger ud, men kan intet gøre”. De indgyder dog også håb til de mange grønlandske unge der flittigt lyttede til LP’en: “Det bliver forår/ Det bliver varmt/ Jeg ved/ det bliver dejligt/ Det bliver dejligt/ Jeg ved det”. Lad os slutte kapitlet om litteraturen i Grønland på denne måde.
Spørgsmål til afsnittet • Hvorledes er den generelle holdning til forholdet mellem Grønland og Danmark hos såvel danske som grønlandske forfattere i tiden inden det moderne Grønland og inden anden verdenskrig? • Hvilke to retninger ser man i littera-
dansk
turen i tiden efter moderniseringen af Grønland, ca. 1950? • Nævn nogle centrale skikkelser der har medvirket til at præge både danskernes og grønlændernes billede af grønlænderne. • Hvad karakteriserer den postkoloniale grønlandslitteratur?
155
Danske kolonihistorier – fra sukkerrør til Skipper Mix Af Anne Mette Finderup, Berit Andersen, Gitte Raarup, Maria Dohlmann & Martin Colerick © Dansklærerforeningens Forlag 2019 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Lars Granild Grafisk tilrettelæggelse: Lars Møller Nielsen, Studio8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2019 ISBN 978-87-7211-087-5 dansklf.dk
Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.
D A N S K E K O L O N I H I S TO R I E R FRA SUKKERRØR TIL SKIPPER MIX Danske kolonihistorier åbner op for nye globale vinkler i undervisningen. I et tvær fagligt samspil mellem dansk og historie sætter bogen fokus på kolonialisme, imperialisme og mødet med det fremmede og belyser hvordan Danmarks koloniale fortid også præger diskussioner i nutiden – fx debatten om grønlandsk selvstændig hed og identitetspolitiske diskussioner om kolonialvarer og sprogbrug. Bogens tre temakapitler omhandler tre perioder og emner: kolonialismen i Dansk Vestindien (ca. 1672-1917), imperialismen i Congo (slut 1800-tallet til start 1900-tallet) og Grønlands kolonisering, modernisering og afkolonisering (med særligt fokus på 1900- og 2000-tallet). Bogens sidste del klæder eleverne på til at skrive en større tværfaglig opgave og viser hvordan man kan integrere skriveprocessen i danskhistorie-forløbet. Bogen er oplagt at benytte som grundbog i dansk-historie-forløbet og arbejdet med større tværfaglige opgaver, men er også velegnet til brug i senere flerfaglige forløb og til enkeltfaglige temaforløb. Til grundbogen hører Danske kolonihistorier – fra sukkerrør til Skipper Mix. Antologi med historiske kilder og de litterære tekster grundbogen lægger op til at arbejde med.