MIN HISTORIE
STORE JONAS
De første tre år af mit liv er det kun mig og min mor og far. De er begge to studerende, og vi bor i en lille lejlighed på et kollegie i Trørød. Jeg ligger på bordet, i midten af det hele, mens de spiser aftensmad og kigger på mig. De kalder mig et kærlighedsbarn.
Senere, da mine to søstre er blevet født, flytter vi til Virum. Vores nye rækkehus ligger i Lavendelhaven, et nybygget boligområde, der er omringet af nyplantede bøgehække, æbletræer og hasselbuske. Jeg elsker at bo i Lavendelhaven. Her er masser af andre børn, men jeg er den ældste, så ret hurtigt bliver jeg lederen, og fordi der også er en anden dreng, der hedder Jonas, er det mig, der bliver kaldt Store Jonas.
Forskellen på mig og Lille Jonas er, at Lille Jonas har en sliksamling. Han gemmer det slik, han får, og hver gang jeg er hjemme hos ham, tager han en plastikbøtte frem og viser mig, hvor meget slik han har. Det meste af slikket er hårdt og udtørret, fordi det har ligget ude i så lang tid, og fordi han aldrig spiser af det. Jeg forstår ikke, hvordan han kan lade være. Jeg elsker slik, og hvis der bliver sat en skål slik foran mig, kan jeg ikke koncentrere mig om andet. Jeg kan ikke styre mig, men det kan jeg jo se, at Lille Jonas kan, og det irriterer mig helt vildt. Han tværer det på en måde ud i ansigtet på mig. At jeg er forkælet, at jeg er vant til at være i centrum. At jeg ikke kan udsætte mit behov. Jeg skammer mig, han får mig til at føle, at jeg er forkert, og det gør mig vred. Det værste er, at han har ret. Jeg kan ikke styre mig. Jeg kan ikke udsætte mit behov. Og jeg er forkælet.
SØSTRE
Der findes et billede fra hospitalet, hvor mine to søstre lige er blevet født. Jeg kommer stormende ind på stuen, hvor min mor sidder og venter med et barn i hver arm. Pil og Pernille er tvillinger og tre år yngre end mig.
Nu er jeg ikke længere det eneste barn i familien, nu er jeg storebror, og jeg elsker mine søstre højere end noget andet. Jeg er stærkere end dem, og jeg er bedre end dem til at slås og til at spille fodbold og til at kaste langt. Jeg vinder hele tiden over dem i alt muligt. De synes, jeg er god til det meste.
Sådan er det ikke i skolen, der er der mange andre drenge at konkurrere med.
CLEMENTINEN
En decembermorgen vågner jeg, spændt på at se, hvilken kalendergave nissen har været forbi med om natten, mens jeg sov. Noget legetøj måske? Eller chokolade? Nej. Ingen af delene. En clementin. Ikke andet. En helt almindelig clementin.
Jeg bliver rasende. Jeg forbander nissen og julen og min mor og far langt væk. Og kyler clementinen ind i væggen. Så hårdt jeg kan. Men den splatter ikke ud som forventet. Det sprøjter ikke ud med clementinsaft på væggen. I stedet lander clementinen med en dump lyd på væggen og falder dovent og tungt mod jorden. Jeg går hen og samler den op. Det er en clementin. Men den er lavet af marcipan. Jeg elsker marcipan. En mørk bølge af skam skyder igennem mig.
FRU MADSEN
Jeg er bange for vores nabo, gamle fru Madsen. Vi ser hende sjældent, men vi ved, hun er derinde. Inde bag de tynde, hvide gardiner. Vi kan se hendes skygge. Hun er et spøgelse. Og hun kan ikke lide børn.
Hvorfor mig og min ven Mads alligevel ender med at stå og kaste de her dejlige små, hårde jordklumper op i luften, så de eksploderer i brune støvskyer på hendes tag, aner jeg ikke.
Men vi gør det, og hver gang sådan en jordbombe rammer Fru Madsens røde teglstenstag med et knald, sender lyden og synet af støvskyen et gys af fryd gennem min krop. Og måske er det bare derfor, vi gør det. Fordi det er sjovt og lidt farligt. Ingen af os opdager, at fru Madsen har bevæget sig ud af sin gardinhule. Og at min far også har set os.
Tanken om, hvad det er, vi har gjort, rammer mig pludselig.
Hvorfor tænkte jeg mig ikke om? Hvordan kunne jeg lade det ske? Jeg lod mig rive med, det er så flovt. Og netop den flovhed over at lade mig rive med, ikke at tænke over konsekvenserne, er noget, jeg senere skal blive ramt af igen og igen. Vi flygter. Hvad er der ellers at gøre? Vi må væk, og vi spæner, alt hvad vi kan. Væk fra min far, væk fra fru Madsens hus.
Senere går vi rundt ude på vejene, jeg aner ikke, hvor lang tid der er gået. Mit hjerte hamrer. Jeg skammer mig og er bange, men tør ikke at tage hjem af frygt for at se skammen i øjnene. Så længe vi er på flugt, er det, som om det aldrig er sket.
Skyggerne bliver lange, solen hænger lavt på himlen, og Mads læner sig ned mod en klynge valmuer, der står i vejkanten, og peger på blomstens blade.
“Se,” siger han. “Blomsten er ved at lukke sig. Det betyder, at det snart er aften”.
Jeg er målløs over, hvor klog min ven er. Hvordan ved han sådan noget? Og så er der ikke nogen vej udenom. Vi må tilbage, vi kan ikke flygte længere, vi må se i øjnene, hvad det er, vi har gjort, og tage vores straf.
VÆTTELYS
Jeg er begyndt at samle på ting. Jeg samler på brevpapir, der dufter af parfume, og på glansbilleder, frimærker, klistermærker og sten. Især sten. Jeg får en glasmontre af mine forældre, hvor jeg kan udstille alle mine bjergkrystaller, rosakvarts og ametyster.
Da min mormor og morfar har været på Færøerne, har de en grøn og sølvglitrende sten med hjem til mig. I vindueskarmen i deres soveværelse har de en forstenet hvid koral stående.
“Den bliver din en dag,” siger min mormor. “Når jeg kradser af, så bliver den din.” Min mormor og morfar finder også et gevir til mig på en af deres daglige gåture i Dyrehaven. Jeg synes, det er vanvittigt flot, men mine forældre vil ikke have, at jeg har det på mit værelse, så det ryger ud i haven, hvor det bliver liggende i mange år, også efter at min mormor og morfar er døde.
Hvis jeg er på stranden med mine forældre, kan jeg gå rundt og lede efter sten i timevis. Jeg leder efter forstenede søpindsvin og vættelys. Mit største ønske er at finde en stor klump rav. Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg ikke lave andet end at gå rundt og lede efter sten resten af mit liv.
MIN FØRSTE VEN
Michael er min første ven. Vi bliver venner i børnehaven, fordi vi driller den samme dreng.
En dag kommer drengens mor over til os og spørger, om vi ikke nok vil lade være med at drille hendes søn i dag, fordi det er hans fødselsdag. Michael er god til at drille og til at plage sine forældre om ting, han gerne vil have. Jeg kan gode lide, at han ikke er så bange og pligtopfyldende, som jeg selv er. Han er en rigtig dreng.
Vi hader begge to, at vores forældre tvinger os til at køre med cykelhjelm. Men Michael er ligeglad og kører bare med sin hjelm på styret, mens han griner af, at jeg stadig har min på.
Vi spiller fodbold og basket i hans have. Og kommer altid op at skændes. Jeg vinder aldrig over Michael i noget. Han har et psykologisk overtag, det aldrig lykkes mig at vriste mig fri af. Tit er jeg vred eller ked af det, når jeg går hjem fra ham. Men hver morgen ringer han igen og spørger, om vi skal følges i skole, og så er alt glemt, og det hele kan starte forfra.
Af Jonas Kleinschmidt
Illustreret af Rasmus Meisler
© 2024 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2024
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Inge Rand
Foto side 48: Mikkel Otterstrøm
Side 49: Uddrag af "At elske" fra Under vejr med mig selv, Klaus Rifbjerg, Gyldendal, 1956.
Tak til Pablo Llambías for sætningen om at lede efter sten.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2024
ISBN: 978-87-7211-479-8
dansklf.dk
MIN HISTORIE
Jeg elsker at spille fodbold. Jeg kan især godt lide at drible. Ofte trækker jeg helt ud langs sidelinjen. Står med bolden og venter, lader modspilleren komme helt tæt på, ænser ingen andre på mit hold. Et lille vrid i kroppen. Ligesom mit store idol, Brian Laudrup. Og så er jeg forbi. Jeg gør det igen og igen. Kamp efter kamp. Jeg er ligeglad med, om vi vinder eller taber. Bare jeg får lov til at drible. Jeg er en solorøv, og jeg er stolt af det. Men jeg gør også ting, jeg ikke er stolt af. Jeg kan blive så hidsig, og en dag slår det klik for mig.
Jonas Kleinschmidt er en af vor tids store børne- og ungdomsforfattere, og SOLORØV er hans erindringer om en barndom i en forstad til København. Men SOLORØV er også bare en bog om at være dreng, spille fodbold, få og miste venner, blive forelsket og prøve at ryge hash.
Serien MIN HISTORIE er erindringer skrevet om og for børn og unge.
