Dansk Noter 4 2009

DANSK NOTER

DECEMBER 2009 www.dansklf.dk/dn

Sproget i spil

4

DANSK 4 2009 NOTER Redaktion Ansvarshavende Gunvor Severinsen Klevekær 8 Svogerslev 4000 Roskilde Tlf.: 4638 4872 Tlf. arbejde: 4397 2000 gunvor.severinsen@skolekom.dk Anmeldelser Torben Jakobsen Ahornvej 3 6950 Ringkøbing Tlf.: 97 32 40 62 tj@rkbgym.dk Billedredaktør Thorkild Holm Byskellet 68 6950 Ringkøbing Tlf.: 97 32 40 36 thorkildholm@gmail.com Øvrige redaktionsmedlemmer Ida Diemar Rejsbygade 4, 2. sal 1759 København V Tlf.: 28265108 id@norreg.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk Niels Kristian Nygaard Holm Søllerød Park 3, lej. 12 2840 Holte Tlf: 60 73 19 27 Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk

DANSK NOTER 1/2010: Tema: Flytter det noget?

Om at undervise i dansk.

Fra de gamle redaktører Dead-line: 1.februar 2010 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,-. Enkeltnumre: kr. 100,-.

DANSK NOTERS hjemmeside: www.dansklf.dk/dn Manuskripter og indlæg: Sendes til Gunvor Severinsen på gunvor.severinsen@skolekom.dk eller Klevekær 8, Svogerslev 4000 Roskilde Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinier: Maksimallængde på artikler er normalt 18.000 tegn inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere.

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel mv. over titlen. Og skriv gerne et par linjer om dig selv (fødselsår, stilling, publikationer, andet).

Vedlæg digitalt billede af dig selv.

Afsnit markeres med indryk.

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort pointerende manchet og evt. mellemtitler. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres her på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens medlemsservice Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Man-tors 10-15 Fredag 10-14.

Fax: 33 27 60 79 sekr@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement og adresseændringer skal ske til Hanne Albrechtsen.

Henvendelser vedr. efteruddannelseskurser skal ske til kursus@dansklf.dk.

ISSN: 0107-1424.

Oplag: 3000.

Printed in Denmark 2009.

Alle billeder er taget af Peter Tornsberg Uddragene af Mette Moestrup: Jævnet med jorden er gengivet med tilladelse fra forfatteren.

Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as Tidsskriftet udgives med støtte af Undervisningsministeriets tipsmidler.

Indhold

Leder En lømmel . ..................................................................4 Af Claus Ove Nielsen Præsentation Sproget i spil .................................................................5 Tema: Sproget i spil Modersmålet Af Pia Quist...................................................................10 En sproglig vinkel på politisk spin Af Mie Femø Nielsen .....................................................14 Sproghandlinger i danskundervisningen Af Jann Scheuer . ...........................................................24 Den retoriske situation en teoretisk ramme om politiske taler Af Jette Barnholdt Hansen .............................................30 Lille guide til dansklærerne Af Mette Moestrup..........................................................34 Uden for tema To danske digtere på stockholmsk guldvægt Af Aage Jørgensen..........................................................38 Debat Asien begynder som bekendt i Malmö Af Gudmund Bager........................................................46 Generalforsamlingen i Dansklærerforeningen/G 2009 Referat...........................................................................49

Leder

En lømmel

”Lømmelpakke”! En sådan er regeringen og Dansk Folkeparti ved at vedtage op til klimatopmødet i København i december. Lovkomplekset går ud på at det skal være muligt at give markant højere straffe til aktivister der aktionerer ulovligt. Det indholdsmæssige og juridiske i ”lømmelpakken” skal jeg ikke forholde mig til her. Det rent sproglige kan imidlertid være nogle overvejelser værd. En lømmel er ifølge Den Danske Ordbog en yngre mand eller stor dreng som opfører sig provokerende eller upassende. Ordet er nedsættende og fungerer nærmest som et skældsord. Vi kender det fra den dagligdags sprogbrug hvor en ballademager kan blive kaldt en værre lømmel. Der er også noget nedladende over udtrykket. Man kan være i lømmelalderen.

Det vil sige at man er umoden og nok på et tidspunkt – forhåbentlig - skal komme til fornuft. Man må imidlertid undre sig over hvad denne betegnelse laver i en juridisk sammenhæng. Hvilken betydning får det sproglige valg? Med betegnelsen ”lømmelpakke” har man allerede sat målgruppe på de mulige lovbrydere.

Og man har – rent sprogligt – udpeget demonstranter ved klimatopmødet som mulige lømler. Man kan sprogligt stemple nogle personer der muligvis kan blive anklaget efter ”lømmelpakken” som netop lømler. Og man har udpeget demonstranterne som nogle umodne yngre mennesker der muligvis engang vil komme til fornuft. Og dermed er det de gør, ufornuftigt.

Eksemplet er interessant i en danskfaglig sammenhæng. Det viser nemlig den magt sproget har og kan have. Vi oplever i disse år hvad man kan kalde en diskursiv kamp. En række nye ordsammensætninger dukker op (pladderhumanisme, godhedsindustri o.l.), og hvis man kan koble visse ord med nogle bestemte konnotationer, har man vundet et slag i den diskursive kamp. Endvidere sker der en meget bevidst sproglig manipulation ved hjælp af den måde man betegner en række ting på. Det måske tydeligste eksempel er at Udlændingestyrelsen efter en række problemer er blevet til Udlændigeservice. Med ordet ”service” vil man naturligvis signalere venlighed, brugerorientering osv. Men sagsbehandlingstiden er vist ikke blevet kortere efter at

4 DANSK NOTER

navnet er ændret. Man må sige at George Orwells ideer om et Nysprog på en række områder er ved at slå igennem. Ved hjælp af ord og betegnelser kan man dække over en given virkelighed, man kan ændre på folks måde at tænke på osv. (Mon det bliver bedre at blive slået ihjel af friendly fire end af fjendeild?)

Med danskfagets forøgede vægt på det sproglige stofområde er f.eks. diskursanalyse, sproglig manipulation og ordvalg blevet en logisk del af faget. Og dette åbner for et spændende felt at undervise i. Når man bruger sproget, har man en række valg, og disse valg er ikke neutrale. De får betydning. Sproget er ikke neutralt, det skaber altid betydning, og det kommunikerer fortløbende. Det samme gælder naturligvis når man skal afkode andres sprogbrug. Her er ikke mindst ordvalgsargumenter en vægtig del af en ordvalgsanalyse. Og som det indledende eksempel viser, lever vi i en virkelighed der byder på et væld af eksempler og analysemuligheder inden for politik, medier, reklamer osv.

Claus Ove Nielsen

Præsentation

Sproget i spil

Dansklærerforeningen/G’s årsmøde i starten af oktober 2009 satte i den grad sproget i spil.

Pia Quist sprang til på afbud og kom direkte fra Norge med et foredrag om Unges sprog og sproglig variation.

Allerede de gamle grækere (Sokrates) var jo enige om at unge taler værre end nogen sinde, men dette synspunkt er ikke Pia Quists. Hun mener at det er mere frugtbart at se på unges sprog som en fornyelse af sproget og som et udtryk for sproglig variation.

Som karakteristika for unges sprog nævnte hun: slang og nye sammensætninger, indlån fra engelsk (og også fra tysk), lydord, bandeord, diskursmarkører (ligesom, ik’, og så’n noget), direkte citeret tale (”Og så stod jeg der i køen, og så kom der bare”) Pia Quist nævnte nogle temaer i debatten om unges sprog: De unge sjusker med ords betydning, de ved for eksempel ikke hvad ’en bjørnetjeneste’ egentlig er. De sjusker med udtalen. Unge mandlige rappere bruger sexistiske og nedladende ord om kvinder. Og endelig taler de unge grimt til hinanden og til voksne. De kan finde på at kalde hinanden for ’bøsse’ og ’møgkælling’, og så siger de ’fuck’ hele tiden. Pia Quist anførte to årsager til interessen for de unges måde at tale på. For det første er der udviklet nye typer af relationer mellem børn og forældre, elever og lærere, og for det andet er der øget fokus på mobning og sociale relationer.

Om unges ’grimme’ sprog sagde Pia Quist at det er nødvendigt at skelne mellem bandeord og skældsord.

Bandeord udfylder nødvendige funktioner (ærgrelse, overraskelse, understregning) og skal være tabuord.

Skældsord bruges til at fremkalde en reaktion hos modtageren; de trækker også på tabuer og må hele tiden fornyes. Det er vigtigt at holde fast i at ord aldrig har én (oprindelig) betydning. Sproget udvikler sig.

Hvis man vil læse mere om unges sprog, har Pia Quist og Jens Normann Jørgensen udgivet Unges sprog, Hans Reitzels Forlag, 2008. Bogen er anmeldt i Dansk Noter nr. 2, 2009.

Til dette nummer har Pia Quist skrevet en artikel i anledning af Modersmålsselskabets uddeling af årets modersmålspris. Pia Quist har undersøgt hvem der i årenes

løb har fået prisen (den er uddelt 30 gange), og hvilke konklusioner om modersmålet man kan drage af det.

Næste oplægsholder var Mie Femø Nielsen der talte om Politisk spin og diskurs. Mie Femø Nielsen har omarbejdet sit foredrag til spændende en artikel som er med i dette nummer af Dansk Noter. I den får man et grundigt overblik over fænomenet, og man får inspiration til at arbejde med spin som sprogligt emne.

Efter middagen leverede Michael Ejstrup, som er ph.d.stipendiat ved Institut for sprog og kommunikation ved Syddansk Universitet, et særdeles levende foredrag med titlen Lad os tale om det – om sproglig mangfoldighed. Michael Ejstrup overraskede ved at indlede på vestjysk, sådan som man taler det på Videbækegnen, og han fortsatte med at give eksempler fra andre danske dialekter.

Hans ide var at understrege den sproglige mangfoldighed der er i Danmark, og også at imødegå den udbredte opfattelse af at dialekterne er forsvundet. Det er de ikke – de lever. Hvad der også lever, er fordommene om dialekter og dialekttalende. Michael Ejstrup gennemgik både de bevidste og de ubevidste fordomme, og hans pointe var at det er de toneangivende kredse (”dem med lækkert hår” som han udtrykte det) der bestemmer hvad der er rigtigt og forkert sprog.

Michael Ejstrup har ikke kunnet nå at skrive en artikel til dette nummer af Dansk Noter. Hvis man vil læse mere, kan man gå ind på hans hjemmeside: www.dialekt.me.

Kursets dag to blev indledt af Ditte Laursen som er kommunikationsforsker og ansat ved Statsbiblioteket i Århus. Hendes foredrag havde titlen Kommunikation via sociale medier, sms-sprog m.v.

Ditte Laursen startede med at beskrive hvordan unge først og fremmest bruges sms til at skabe tryghed og have kontakt. Det er ikke så meget indholdet der er vigtigt, det er mere det at være i kontakt, have venskabsrelationer, ikke være alene. Den sociale kontakt kan være meget omfattende; det er ikke usædvanligt

DANSK NOTER 5

at unge har gang i flere forskellige sms-samtaler på samme tid, og antallet at sms’er på en måned kan være forbavsende stort. Når sms ses som kontakt, er det en hovedregel at man skal svare inden for 2 – 3 minutter.

Hvis ikke kommer der rykkere. Eneste undtagelser fra denne vigtige regel er natbeskeder, kædebeskeder og forældrebeskeder.

Karakteristisk for sms-sproget er at det starter in medias res (uden hilsen). Det er opbygget efter additionsprincippet, man bygger på efterhånden hvilket har noget at gøre med den lille skærm man skriver på.

Sætningsbygningen er enkel, det finitte verbal kommer først, og der er kun underordninger af første grad. Der er anvendt interpunktion (”Ved godt det er lidt sent…

Men… Savner dig”), og der er mange udeladte led. Der er kontaminationer (”Ved du hvordan han har billetterne fra?”)

Ordstoffet er karakteriseret ved et lavt abstraktionsniveau; der gøres overvejende brug af basisordklasserne.

6 DANSK NOTER

Ditte Laursen deler ikke bekymringen for at det ’primitive’ sms-sprog skal påvirke unges evner til at skrive og stave i andre sammenhænge. Hun mener at unge sagtens kan skelne mellem forskellige kommunikationsformer, og at man skal se de som en fordel at de skriver så meget inden for sms-mediet.

86 % af de 14 – 16-årige har en profil på et af de sociale netværkssider. Ditte Laursen mener at det skyldes at de unge har brug for egne offentlige og private rum ved siden af de kontrollerede rum. På de sociale netværkssider har man mulighed for at følge med i og vedligeholde venskaber og sociale relationer. Faktisk er der ved at udvikle sig en forventning til at man skal være offentlig på nettet, ellers er man måske i gang med noget fordækt.

På nettet kan man have og afprøve mange forskellige roller. Man kan være udgiver, ekspert, redaktør, programvært, dj og endda anmelder. Når man sender en besked til én person, vil andre være i stand til at læse

med. Beskederne giver tilsammen brikker til hvordan man er. Man sammensætter billeder af hinanden gennem indblik i hinandens liv.

Ditte Laursen sluttede af med nogle forslag til pædagogisk praksis. Man skal tage udgangspunkt i de kompetencer de unge har, og hjælpe dem til at bruge dem i andre situationer, for eksempel til at analysere sprog på mange niveauer, i mange medier og genrer. Man kan se på talesprogstræk. Hvordan adskiller tekst-samtaler sig fra mundtlige samtaler? Endelig kan man se på medierne som interaktion. Hvem kommunikerer sammen?

Hvilke relationer har de?

Ditte Laursen har i Dansk Noter nr. 1, 2005 en artikel, Sms for viderekomne, hvori man får et bud på hvordan man kan arbejde med sms i undervisningen.

På kurset var der fire workshops som man efter interesse kunne fordele sig på: Jann Scheuer om Sproghandlinger i praksis, Jette Barnholdt Hansen om Mundtlighedens væsen og vilkår – om politiske taler, Anke Piekut om Diskursanalyse og sprog i rapteksterne og endelig Maja Bødtcher Hansen om Sproglige forløb i danskundervisningen.

To af oplægsholderne, Jann Scheuer og Jette Barnholdt Hansen, har fundet tid til at skrive en artikel til dette nummer af Dansk Noter.

Jann Scheuers artikel, Sproghandlinger i danskundervisningen, giver eksempler på hvordan analyse af sproghandlinger kan berige analysen af litterære tekster, for eksempel Jeppe på Bjerget, og diskuterer hvordan sproghandlinger kan bruges til eksamen.

Jette Barnholdt Hansen giver i sin artikel Den retoriske situation – en teoretisk ramme om politiske taler et forslag til et kort retorisk modul omkring Helle Thorning-Schmidts og Franks Jensens taler i forbindelse med formandsvalget i 2005. Gennemgangen bygger på Lloyd F. Bitzers teori om den retoriske situation og afsluttes med konkrete arbejdsspørgsmål til de to taler.

Som noget nyt var generalforsamlingen i forbindelse med kurset placeret fredag eftermiddag og ikke som sædvanligt lørdag formiddag. Det levnede plads til en meget fin nyskabelse: en brunch lørdag formiddag med forfatteren Mette Moestrup. Brunchen var rigtig god og Mette Moestrup endnu bedre. Hun fortalte om sit forfatterskab og læste op. Til dette nummer af Dansk Noter har Mette Moestrup skrevet En lille guide til dansklærerne hvor man kan få ideer til læsning af hendes nyeste bog Jævnet med jorden samt til Kingzise

og webstedet Kollektivt, anonymt. Endvidere har Mette Moestrup givet os lov til at trykke fem uddrag af Jævnet med jorden. Tak for det.

Fredag aften – til kaffen efter festmiddagen – underholdt rapperen Babak Vakili med sange fra sin nyeste udgivelse Når alt kommer til alt. Denne unge rollemodel (som han blev omtalt i programmet) faldt i den grad i dansklærernes smag. Omkvædet i titelsangen lyder således: For vi er mennesker – når alt kommer til alt mennesker – når alt kommer til alt når alt kommer til alt er vi blot skrøbelige væsner i det vi kalder at være mennesker – når alt kommer til alt mennesker – når alt kommer til alt mennesker – skrøbelige væsner – når alt kommer til alt Og det er jo så sandt som det er sagt. Tak til Birgitte Klange, Ringkjøbing Gymnasium, for hjælp til at lave dette lille referat af kurset.

I Uden for tema har Aage Jørgensen en artikel der gennemgår hvorfor Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø ikke fik Nobelprisen, men var lige ved. Det er spændende læsning, og man skal endelig huske at læse de mange fodnoter hvor der er et væld af nyttige oplysninger.

I Debat har Gudmund Bager fra Holstebro Gymnasium skrevet en kommentar til lederen i Dansk Noter nr. 2, 2009. Lederen handlede om det nordiske i danskfaget og var for meget ”skåltale” efter Gudmund Bagers mening. I stedet opfordrer han – og kommer med konkrete forslag til – hvordan man (igen) kan styrke det nordiske i danskfaget.

Og til sidst er der referat fra Generalforsamlingen/G. Her er formandens mundtlige beretning (hvor man kan se hvilken film med danskfaglig relevans der denne gang indgik) og et referat af den efterfølgende faglige debat. Debatten handlede især om de kommende læreplansjusteringer.

Redaktionen

DANSK NOTER 7

8 DANSK NOTER

Illustrationer Billederne til dette nummer af Dansk Noter er taget af Peter Tornsberg.

Thorkild Holm

DANSK NOTER 9

Tema: Sproget i spil

Modersmålet - status i anledning af Modersmål-Selskabets 30 års jubilæum Hvis man gerne vil have modersmålsprisen, skal man helst være en hvid, københavnsk mand med over 50 års livserfaring. Hvad det siger om det danske sprog – og om prisen – kan man få mere at vide om i denne artikel.

I år er det 30. gang, at Modersmål-Selskabet uddeler modersmålsprisen til en kendt dansker, der af selskabet skønnes at have en ”særlig fremragende anvendelse over for brede kredse af et sprog efter selskabets ideal: Klart, udtryksfuldt og varieret”. Prisen er gennem årene tildelt blandt andre Johannes Møllehave, Herbert Pundik, Poul Thomsen, og i år er æren tilfaldet sprogprofessor Jørn Lund. Dronningen herself har også modtaget Modersmålsprisen, det var i 1989, Flensborg Avis fik prisen i 1995, og DRs Pigekor i 1995. Fælles for alle modtagerne er altså, at Modersmål-Selskabet – en privat forening der har til formål ”at virke for bevarelse og udvikling af modersmålet” – vurderer dem som sprogbrugere med et pris-værdigt dansk. Med nu 30 modtagere af modersmålsprisen, og dermed 30 personificeringer af det klare og udtryksfulde sprog, er der således tegnet et ganske konkret billede af – ikke så meget hvad det gode danske sprog er, som af hvem, der taler det. Sagt med andre ord, det er med en liste på 30 modtagere af modersmålsprisen muligt at give en beskrivelse af den gennemsnitlige pris-værdige modersmålstalende.

Når man ser ned over listen af modtagere, er det først og fremmest markant, at den pris-værdige modersmålstalende er en mand. 20 af de 30 prismodtagere er mænd. 8 kvinder er gennem årene blevet belønnet som modersmålsrepræsentanter. Udover Dronningen har blandt andre Githa Nørby, socialrådgiver Hanne Reintoft og journalist Birgit Meister modtaget prisen.

Pigekoret har også modtaget prisen, nemlig ”v. dirigent Tage Mortensen”. Det næste åbenbare træk, der

10 DANSK NOTER

karakteriserer den gennemsnitlige prismodtager, er hans alder. Nu er det ikke helt nemt at gennemskue den præcise alder på alle modtagere på overrækkelsestidspunktet. Men det er i hvert fald ikke skudt helt ved siden af at hævde, at den typiske prismodtager er over 50 år gammel. Ingen børn, ingen teenagere, ingen i tyverne har modtaget modersmålsprisen. Så vidt jeg kan se, er kun én person i trediverne med på listen – nemlig Naser Khader, der på modtagelsestidspunktet i 2000 var 37 år. Men den unge Khader personificerer i det hele taget undtagelsen, der bekræfter reglen i denne sammenhæng.

I mit fag, som er sociolingvistikken (dvs. studiet af sprog i sammenhæng med det sociale), inddrager vi almindeligvis også race og etnicitet som analysekategorier. I forbindelse med modersmålsprisen synes en sådan inddragelse dog næsten omsonst. Det ser ud til at være så indlysende naturligt, at kategorien helt udvisker sig selv: En pris-værdig modersmålstalende er en hvid, indfødt etnisk dansker. To ud af de 30 udgør den bekræftende undtagelse, nemlig (igen) Naser Khader og så forfatteren Rachel Rachlin, der havde jødisk baggrund og var født i England.

Hvordan taler de så, prismodtagerne? Mønsteret er tydeligt: De pris-værdige modersmålstalende taler københavnsk. Næsten hver som en. Som alle danskere af egen erfaring ved, behøver man ikke være født i København for at tale københavnsk. Derfor inkluderes her sammen med flertallet af fuldblodskøbenhavnere også modtagere, der er født i Holbæk, Hillerød og

Af Pia Quist

Viborg (hhv. Asger Baunsbak-Jensen, Anne Knudsen og Jørn Lund). De fleste af de københavnsktalende taler københavnsk i den variant, som i praksis er den bredt accepterede rigsmålsnorm (hvilket selvsagt ikke inkluderer arbejderens ”lav-københavnske” sociolekt).

Listen rummer TRE undtagelser til københavnerne (fire, hvis vi medregner Flensborg Avis), nemlig de tre folkekære sangere og digtere: Steffen Brandt, Niels Hausgaard og Per Højholt. Det er altså muligt at findes pris-værdig som modersmålsbruger på trods (i kraft?) af en jysk sprogfarvning? Ja, hvis man er sangskriver og digter, og har (i hvert fald i de folkelige udgaver af de tre herrer) en lun, let ironisk fremtræden. Hvis man er jysk-(eller fynsk-, bornholmsk-, sydsjællandsk-…) talende journalist eller politiker, ser det ud til at være noget sværere at konkurrere med københavnernes modersmål om at komme i betragtning som pris-værdig. Af de 30 prismodtagere hører 17 til en gruppe, vi kan kalde ’berømte præster, intellektuelle, journalister og meningsdannere’ (alle disse 17 taler rigsmålskøbenhavnsk), 3 tilhører gruppen ’skuespillere og dramatikere’ (de taler også københavnsk), 7 er ’forfattere og sangskrivere’ (i denne gruppe har vi vores 3 lune jyder), og de resterende 3 er så Dronningen, pigekoret og Flensborg Avis. Det er ikke så overraskende, at de tre jyske repræsentanter er hentet i underholdningsbranchen. I offentligheden er det stort set kun i musik, reklamer og satire, at vi hører et andet slags dansk end det rigsmålskøbenhavnske. Og det fortæller ikke så lidt om vores forhold til dialekter i det her land.

På baggrund af denne lille analyse kan det altså konkluderes, at den gennemsnitlige pris-værdige modersmålstalende er en hvid, københavnsk mand med mindst 50 års livserfaring i bagagen. Han kan godt være forfatter eller skuespiller, men det er mere sandsynligt, at han er akademiker eller journalist. Dvs. han tilhører vores samfunds øvre socialgrupper. I sprogforskningen er den midaldrende, hvide øvre-middelklasse-mand en familiær figur. Uden at det nødvendigvis har været

ekspliciteret, er det denne figur, der er blevet anset som inkarnatoren af det korrekte og autentiske sprog. Dvs. det sprog som alle andres sprog anses som afarter af – kvindernes, børnenes, de unges, arbejdernes, indvandrernes sprog – og det sprog som opfattes som værdigt til at blive beskrevet af sprogforskeren og dermed inkluderet i grammatikker og ordbøger. I det lys er der ikke noget overraskende i, at figuren for den gennemsnitlige pris-værdige modersmålstalende er, som den er. ”Hvad havde du regnet med?”, vil nogen sikkert tænke, ”Modersmål-Selskabet er jo per definition en konservativ, bagudskuende forening”. Det kan godt være, der ikke er noget overraskende i mønsteret for Modersmål-Selskabets prisuddelinger, men denne artikel handler i virkeligheden ikke om Modersmål-Selskabet. Den skal heller ikke forstås som en kritik af de mange sympatiske personligheder, som har modtaget modersmålsprisen gennem årene. Pointen med den lille analyse drejer sig om vores forhold til forestillingen om modersmålet generelt. Modersmålsprisen illustrerer tydeligt de forestillinger, vi knytter til idéen om ’det bedste sprog’, men er blot ét af mange udtryk herfor.

Ideen om modersmålet (formuleret i ental og bestemt form) er forholdsvis ny med en historie, der nøje følger nationalstatens, højskolens og det danske demokratis historie. Med nationalromantikken i 1800-tallet blev dansk sprog iklædt den tunge og beåndede nationalkappe, og blev talt, sunget og skrevet frem som bærer af nationens og folkets sjæl. Ikke mindst Grundtvig har som bekendt sat poesi til denne kobling mellem sprog og en national sjæl. Den historiske proces der kobler sprog, folk og land er velkendt, beskrevet et utal af gange og er helt parallel med nationalstatshistorierne i de fleste andre nordiske og europæiske lande. Mønsteret er i næsten alle tilfælde det samme: Én variant af befolkningens mange sprog og dialekter gives særstatus i administration, uddannelse og medier, og fremhæves som symbol på nationens særlige ånd og kultur. I Danmark blev det den københavnske middelklasses dialekt,

DANSK NOTER 11

som blev modellen for skriften og det sprog som de æterbårne mediers stemmer skulle formidle.

Af en eller anden grund har danskerne i højere grad end andre befolkninger troet på, at det sprog de hørte i radioen og læste i bøgerne, var det eneste værdige, ja pris-værdige, sprog. Det har kun taget cirka 100 år at afinstallere dialekterne i offentligheden og installere forestillingen om ét og kun ét godt og korrekt dansk sprog. Denne proces har fået en i ekstrem grad ensrettende konsekvens – ikke kun på bekostning af dialekterne, men også på bekostning af tolerance for en større variation i skrevet og talt dansk generelt. Det mærker for eksempel tusindvis af nye danskere dagligt. De fleste gamle danskere har simpelthen en meget lav tærskel for, hvor anderledes en dialekt eller accent må lyde, før den opfattes som uforståelig.

En af forklaringerne herpå skal muligvis findes i 18og 1900-tallets gennemgående betoning af vigtigheden af modersmålet, det første sprog. Vi besynger (stadig) med Grundtvig modersmålet, som mors stemme og ”det Rosenbaand/ som store og smaa omslynger/ i det lever kun Fædres Aand/ og deri kun Hjertet gynger”, og omtaler det som noget, ”der bor inden i én, og som bærer ens erindringer, og er det der med et dyrt ord kaldes ens identitet” – som formuleret af Jørn Lund i forbindelse med modtagelsen af modersmålsprisen.

Alle danskere kender denne narrativ om modersmålet, og hos mange skaber den en konkret følelse af samhørighed – samhørighed med sig selv, sin egen historie og samhørighed med slægten og nationen. Som sådan har forestillingen om modersmålet en stærk nationalt sammenbindende funktion. Men bagsiden ved det hele er, at det sammenbindende modsvares af en stærkt ekskluderende effekt.

Den historiske betoning af modersmålet er ikke sket med udgangspunkt i en anerkendelse af det enkelte individs eget erfarede sprog. Det er derimod som symbol fortalt frem som en abstrakt sammenknyttende faktor mellem det enkelte menneske og alle generationerne, der gennem tiderne har været knyttet til det geografiske sted Danmark. Modersmålet er dermed vores sprog, som kommer til at stå som symbolsk modsætning til alle andres sprog, for ”kun løs er al fremmed Tale”, som Grundtvig også skrev i sit digt. I vores sange og fortællinger genskaber igen og igen denne sammenknytning mellem vores sprog, vores sted og vores historie. Det springende punkt for den enkelte bliver derfor ikke forholdet til ens eget først tilegnede sprog, men derimod

12 DANSK NOTER

om man har adgang til, samt abonnerer på, den danske idé om det danske modersmål. Og det er der jo af helt naturlige grunde mange to- og flersprogede borgere i dette land, der ikke gør. Problemet opstår, når ’den nye dansker’ mødes med forventningen, eller rettere kravet, om at han eller hun tager hele baduljen, alle abstraktionerne, på sig som var de hans eller hendes egne. Det er ikke kun prinser og prinsesser i det danske kongehus, der bydes velkommen til landet med en forventning om, at liv og sjæl sættes ind på at lære dansk, indtil de behersker det, så det lyder som om, de aldrig har kunnet andet.

Til forestillingen om modersmålet hører også en idé om modersmålet i en smukkeste og bedste udgave. En udgave som alle bør stræbe efter at beherske. Denne idé udtrykkes i mange sammenhænge. Modersmål-Selskabet og modersmålsprisen er blot én af artikulatorerne.

Men ideen om modersmålet i sin mest efterstræbelsesværdige udgave handler ikke så meget om sprog og sprogkvalitet, som den handler om værdier og symbolsk kapital. De æstetiske værdier, som vi knytter til særlige – pris-værdige – former for dansk, skabes ikke på baggrund af en logisk eller neutral afvejning af hvilken eller hvilke slags dansk, der kunne være det mest hensigtsmæssige. Udgangspunktet er ikke sprog, men talere med specifikke sociale positioner. Det er sjovt nok de samme talere, som på andre områder i samfundet nyder højest prestige, der fungerer som den definerende model for det efterstræbelsesværdige sprog. I praksis er det figuren ’den over-50-årige hvide, københavnske, akademiker-mand’. Når danskere – med eller uden dansk som modersmål – vurderes i forhold til denne figur, er der ikke noget at sige til, at mange dansklærere river sig i håret, at læserbrevsskribenter forudser sprogets og kulturens sammenbrud, at Modersmål-Selskabet føler sig forpligtet til at arbejde aktivt for bevarelse af det gode modersmål, osv. De oplever nemlig alle en dyb kløft mellem idealet og realiteterne. Det oplagte spørgsmål at stille er derfor, om det er bedst at forsøge at tvinge realiteterne til at passe til idealerne, eller om det er bedre at kaste et kritisk granskende blik på idealerne. Ja, det var retorisk formuleret. Det er idealerne, vi skal tage kritisk fat i, hvis vi ønsker et inkluderende sprogfællesskab – ja, et mere inkluderende fællesskab i det hele taget.

DANSK NOTER 13

Tema: Sproget i spil

En sproglig vinkel på politisk spin Mie Femø Nielsen er lektor, ph.d. ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet. I denne artikel giver hun en oversigt over fænomenet spin og kommer med konkrete forslag til hvordan man kan anvende det i undervisningen.

Er det spin, når Forsvarskommandoen selv sørger for at lave en oversættelse af en bog til arabisk, når de i ugevis har hævdet, at bogen kan falde i de forkerte hænder og skade danske interesser i Afghanistan? Er det spin, når de giver oversættelsen til pressen? Er det spin, når de forsøger at dække over denne sammenhæng? Var det spin, da de sagde, at bogen var farlig i de forkerte hænder, fordi det mest af alt handlede om at beskytte sig selv fra at få offentligt belyst, at man systematisk bryder med Geneve-konventionen? Sådanne spørgsmål rejstes, da Forsvarskommandoen i sensommeren 2009 forsøgte at få forlaget People Press til at undlade at udgive bogen Jæger, skrevet af Thomas Rathsack. Det problematiske ved spin som begreb er, at alle de spørgsmål er meget vanskelige at besvare.

Strategisk kommunikation er ikke i sig selv spin Det er god kommunikation at overveje, hvem man er, hvor man står, og hvor man vil hen. Med hertil hører at kortlægge styrker, svagheder, trusler, muligheder, interessenter, modspillere, alliancepartnere, målgrupper.

Sådan en analyse fører frem til et valg mellem tilgange (fx reaktiv/proaktiv/dagsordensættende), så man kan udforme den mest hensigtsmæssige argumentation og dokumentation, og så man kan tale i overensstemmelse med emne, formål, målgruppe og anledning. Det er ikke spin at tænke, før man taler, eller at være velovervejet (Femø og Kock 2007a). Spin er derimod omvendt lommetyveri, hvor man vildledes eller påduttes noget, man helst ikke skal opdage (Kock & Femø 2009).

14 DANSK NOTER

Definition af spin og metodeproblemer Journalisten Bill Press, der har været vært på en lang række tv- og radioprogrammer i USA, herunder Crossfire og Spin Room på CNN, har som så mange journalister et halvt livs erfaring i at afkode spin og læse mellem linjerne. Han er vant til at blive fyldt med spin, og vist også med løgn, og han har alligevel en ret liberal holdning til spin. Det er noget, vi alle gør, siger han, for at undgå ubehagelige situationer og for at gøre en god figur, men det må aldrig forveksles med løgn. Spin er sådan midt i mellem: ”Spin is a variation on the truth; lying has no connection to the truth. Spin can go close to the line; lying is over the line. Spin is acceptable; lying is not. Everybody can get away with spin; nobody should be allowed to get away with lying.

Spin is positive; lying is negative. Spin is good; lying is bad” (Press 2001:22).

Gennemgående for mange spindefinitioner er, at nogen gør noget for at påvirke nogen andre, først og fremmest gennem medierne. Det kan være politikere selv, eller nogen de har hyret til det. ”Med spindoctors sigtes der til personer med kommunikationskompetence, tæt på den politiske ledelse i et politisk parti. Deres opgave er gennem intensiv kontakt med journalister at give en historie det rigtige ’spin’, den rigtige drejning – set i forhold til partiledelsens interesser” (Carlsen & Kjær 1999:48); “the term ‘spindoctoring’ is used to characterize methods deployed by politicians, parties and consultants to achieve favorable publicity” (Esser

af Mie Femø Nielsen

2000:214). Fokus er tydeligvis på at sætte og forme mediernes dagsorden i eget favør. Men hvad så med det spil, der er tilrettelagt mhp. at en sag netop ikke kommer i medierne?

Jeg har selv været med til at definere spin som nogle af de valg, en afsender træffer i sin offentlige kommunikation om et emne, dikteret af en intention om at stemme modtagerne på en ønskelig måde i forhold til dette emne, snarere end af en intention om at sige det, som er redeligt, dvs. det, som kommunikatoren oprigtigt anser for rigtigt og retvisende (Femø og Kock 2007a). Formuleret metaforisk betyder det, at spin defineres som det vrid eller skru, man kan give en bold for at sikre, at den lander det rigtige sted. Det vil sige, at spin ikke er bolden, banen, spillerne eller boldspillet som sådan, og heller ikke det, at man spiller det spil og gerne vil vinde. Spin er boldens bevidst givne, særlige bevægelse, som skal snyde modstanderen. Det er ikke et andet ord for politik eller politisk kommunikation, men derimod det kommunikative skru eller vrid, man benytter sig af for at nå sit kommunikative mål.

Problemet med den definition er, at den er umulig at arbejde med empirisk, når ikke man har adgang til andres tanker. Så ord som ”intention”, ”ønskelig”, ”redelig”, oprigtig og ”retvisende” er sorte bokse med ukendt indhold. Vi kan alle kun dømme ud fra, hvad vi oplever folk gøre, sige og syne (af). Derpå bygger vi al vores færden i verden, og vi slutter fra denne iagttagelse af noget ydre til en vurdering af noget indre og intentionelt. Heldigvis har vi som regel ret; ellers ville vi ende med ikke at kunne fungere i verden af bar tvivl og usikkerhed. Men vi kan ikke bevise, at vi har ret i vores gæt på, hvad andre har været ude på, når de gjorde eller sagde dette eller hint. Derfor er det ikke til at sige, om Forsvarskommandoen spinner. Og derfor er den letteste måde at blive klog på, hvad spin er, at beskæftige sig med typer af spin og eksempler på spin.

Fire typer af spin I det følgende vil jeg gennemgå fire grundlæggende typer af spin: 1. Instrumentel 2. Interaktionel 3. Identitetsmæssig 4. Semantisk De indebærer alle fire mange greb og kneb, og der udnyttes mange mekanismer, som allerede er velbeskrevne inden for sociologien, mikrosociologien og sprogvidenskaben.

1: Instrumentel spin Den første type af spin består i at udnytte medielogikker og nyhedsmotorer og består fx i kneb som at: · arrangere pseudoevents · arrangere eller udnytte ’photo opportunities’, såsom pressefotoopstillinger eller institutionsbesøg · plante historier, som journalister løber med, fordi de tror, de selv har fundet på dem · forberede budskaber (”talking points”) som svar på, eller i stedet for, svar på forventelige spørgsmål, så man får kommunikeret de vigtigste pointer i en sag (ud fra eget synspunkt) · udnytte mediefokus på toppolitiker, der har været ude af landet eller på anden vis ikke til at træffe for journalister, til at hakke af på ophobet to-dolist af verserende sager: ”Når far kommer hjem”, som man i Venstre sagde om Foghs årlige hjemvenden fra sommerferie i Frankrig. · servere historier, vinkler og konfliktpotentiale for journalister via medsendte billeder, grafik og dokumentationsmateriale · ’smide ligene over bord” (”throwing out the bodies): offentliggøre dårlige nyheder, når de kan drukne i noget, der tager al spalteplads og opmærksomhed

DANSK NOTER 15

Denne type spin udnytter viden om, hvordan journalister arbejder, hvad de har ressourcer til, og hvad de typisk finder vigtigt at beskæftige sig med. At de så ofte tænker ens gør deres praksis til en logik, der er lettere at udnytte for andre. Derfor har politikere ofte journalister ansat som presserådgivere, fordi de selv kender journalisters tænke- og arbejdsmåde.

Uden at kende til intentioner og spil bag kulisserne kan man forsøge at fange denne type spin ved at se på kommunikationssituationen og de fysiske rammer omkring den. Man kan kigge på location, eventtype, anledning, tidslinje, grafik, gimmicks osv. Bringes audio/ visuelt materiale, som også er tilgængeligt fra en af kildernes egne hjemmesider? Bliver negative nyheder offentliggjort samtidig med forudsigelige store nyheder?

2: Interaktionel spin Den første type af spin består i en spilteknisk udnyttelse af normer og mekanismer fra social interaktion.

Det vil sige, at man bygger på en interaktionel orden, som mennesker i almindelighed orienterer sig mod i det pågældende sociale system.

Denne type spin består fx i kneb som: · afledningsmanøvrer, flytte fokus, så opmærksomheden bortledes fra noget, man nødig ser fokus på · opsending af prøveballoner op for at se, hvordan andre vil reagere på et tiltag, inden man foreslår det rigtigt · tavshed for at opspare talekvote, så man bliver hørt, når man har noget at sige, som man hellere vil have opmærksomhed om · fastholdelse af budskabet (også kaldet ”papegøjeteknikken”), så man får slået de pointer fast, man selv anser for centrale, eller så man hjælper andre til at huske dem · undvigende svar på ubehagelige spørgsmål · malkning af historien, når man selv har en god sag i pressen (som man fx kan gøre ved glad at spørge ind til en ros, man får) · sænkning af forventningerne for at få en mildere bedømmelse (som man fx gør ved at indlede en tale ved at sige: ”jeg er jo ikke nogen stor taler”, eller ved at neddrosle forventningerne til det forslag, et nedsat udvalg snart vil fremlægge)

16 DANSK NOTER

· at bære ved til bålet, når modparten har en dårlig sag i pressen (som når man hjælpsomt tilføjer andre ting til en fremsat liste over kritikpunkter ved andre) · miskreditering og latterliggørelse af modstandere negative kampagner om modparten (systematisk tilgang til ovenstående) · arrangere luderture (betalte rejser for pressen til bestemt location eller begivenhed) og åbne op for embedded journalists (som når journalister rejser og bor sammen med forsvaret) · intimidering af og trusler mod journalister og redaktører, der vil skrive, eller har skrevet, noget, der stiller en i et ufavorabelt lys · opdeling af journalister i A-hold og B-hold, så de mest medgørlige og loyale får bedst og lettest adgang (som når man helst vil lege med de søde og ikke invitere de besværlige) Denne type spin udnytter logikker fra almen social praksis, men udnytter dem på en måde, der i sidste ende kan være skadelig for demokratiet. En besværlig journalist er måske ikke bare en dårlig legekammerat, men en person, der stiller spørgsmål på vegne af et publikum, som ikke selv har mulighed for det. Og nægtelse af besvarelse af sådanne besværlige spørgsmål kan i sidste ende handle om magtarrogance, fordi systematiske afledninger, vildledninger og ikke-svar kan vidne om, at man ikke mener, at man behøver forsvare, og dermed legitimere, sine holdninger og handlinger offentligt; at man ikke mener at skulle stå befolkningen til ansvar.

Uden at kende til intentioner og spil bag kulisserne kan man forsøge at fange denne type spin ved at kigge på selve kommunikationssituationen. Man kan fx sammenligne spørgsmål og svar. Bliver der svaret?

Bliver der stillet opfølgningsspørgsmål, som heller ikke besvares, og som derfor udstiller ikke-svar? Hvem får ordet ved pressekonferencer? Hvilke medier gives de store interview til? Kan den type information og fotos kun tages ved at følges med kilden og acceptere dennes præmisser?

3: Identitetsmæssig spin Denne type spin udnytter logikker fra historiefortælling, idet aktørerne forsøger at caste sig selv eller andre

i bestemte roller i bestemte historier, eller forsøger at recaste sig selv eller andre fra at bestemte roller i bestemte historier, som deres modstandere eller medierne forsøger at placere dem i, til andre roller, de hellere vil spille, eller historier, de hellere vil indgå i. Megen af denne spin handler om at opbygge en bestemt personlig karakter for sig selv, eller justere den, når den er under beskydning, eller rive tæppet væk under modstanderes karakteropbygning. Formålet er at fremstå med en attraktiv identitet, som er i samklang med ens politiske projekt, mandat, vælgerskare såvel som ens aktuelle ærinde. Devisen er: ”Jeg kan kun besvare spørgsmålet ”Hvem er jeg?”, hvis jeg kan besvare spørgsmålet ’I hvilken historie kan jeg se mig selv?’”

(Alistair MacIntyre: After Virtue, her refereret efter Denning 2002, min oversættelse).

Man kan skelne grundlæggende mellem, om afsender med sit spin forsøger at gøre noget for sig selv eller for modparten. Afsenderspin består i at konstruere sig selv

eller sine motiver på en favorabel eller i det mindste socialt acceptabel måde, fx ved at recaste sig fra skurk til offer eller spejder, eller recaste sig fra taber til vinder for at genvinde troværdig (Nielsen & Kock 2007b). Modpartspin består i at forsøge selv at fremstå favorabelt ved at få modparten i sagen til at fremstå dårligt (Nielsen & Kock 2007b). Bolden søges skudt tilbage på modpartens banehalvdel, typisk for at opmærksomheden skal samles om modparten i stedet for om sagen (Ad Hominemargument). Der kan være tale om en afledningsmanøvre.

Samtidig kan der være tale om, at man vaccinerer modtagere mod at tro på modparten. Dette er fx tilfældet, når venstrefløjspolitikere gør sig til dommer over Dansk Folkeparti eller stiller en diagnose på dem, i stedet for at argumentere mod deres synspunkter og forslag. Eller når politikere fra Venstre eller De Konservative betvivler SF”eres eller grønne foreningers motiv for at ville beskytte miljøet (selv have fede jobs i miljøbeskyttelsesarbejdet) eller beskylder Socialdemokratiske politikere for

DANSK NOTER 17

at have manglende indsigt, være novicer, eller ”tale med 1. maj-tale-stemme hele året”.

Uden at kende til intentioner og spil bag kulisserne kan man forsøge at fange denne type spin ved at kigge på den historie, aktører forsøger at fortælle om sig selv, eller lade andre indgå i, og deres brug af replikker og rekvisitter for at sandsynliggøre bestemte roller og karakterer.

Man kan komme langt med aktantmodellen (Greimas 1966), især projektaksen (subjektets stræben efter objektet) og konfliktaksen (modstandere og hjælpere i relation til subjektets projekt). Den er oprindelig udviklet til analyse af russiske folkeeventyr og ikke særligt anvendelig ved analyse af megen litteratur, men til

18 DANSK NOTER

gengæld stærkt anvendelig ved analyse af al strategisk kommunikation.

Man kan også bruge ethos-begrebet til at analysere aktørers selvfremstilling og karakteropbygning. Ethos er en af de klassiske retoriske appelformer, defineret af Aristoteles. Hvor logos består i appel via fornuften og pathos i appel via følelserne, består ethos i appel via de karaktertræk (”dyder”), man påberåber sig i sin selvfremstilling. Ethos er derfor en måde at arbejde operationelt med afsendertroværdighed på. Den ethosmodel, der er lettest at arbejde med i analysen, og som hurtigst leder til identifikation af centrale troværdighedsproblemer, arbejder med dyderne ærlighed, idealisme/altruisme/uegennytte, kompetence og konsistens

(Kjøller 1991). Troværdig er man, når man fremstår ærlig og kompetent, når man fremstår som en, der ikke bare er ude på at mele sin egen kage, men arbejder for andet end sin egen interesse, fx almenvellet eller andres interesse; og når man giver indtryk af konsistens, så det troværdige indtryk, man gør, ikke bare forekommer at være et heldigt øjebliksbillede.

De fire dyder fungerer som en slags bankkonti, hvor man kan overføre fra én, der er i overskud, til en anden, der har overtræk. Den værste dyd at få underskud på er ærlighedsdyden, da det er vanskeligt at arbejde med sine dyder overhovedet, hvis ikke folk tror på én.

Derfor er denne dyd den vigtigste at få rettet op på, når den er under beskydning. Da tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Kristiansen, i 2005 havde en sag om taxabon’er, rejseafregninger, fastnettelefonregninger, mobiltelefonforbrug og sammenblanding af, hvad Statsministeriet, partiet Venstre og han selv skulle betale for, var han tydeligvis angrebet på sin ærlighedsdyd. Dette overtræk blev dækket ind ved at trække på kompetencekontoen (”jeg er et rodehoved”) og på idealismekontoen (”det fik lov at flyde, fordi jeg har haft travlt med at arbejde for Statsministeren”).

Han klarede frisag og kom videre, fordi de to argumenter virkede sandsynlige, fordi han betalte de penge, der kunne herske tvivl om, fordi han skiftede job, og fordi der ikke dukkede nye ærlighedsrelaterede sager op. Henriette Kjærs sag var vanskeligere, fordi der var mange sager, og nye dukkede op. Dermed endte hun med at kommunikere en stærk konsistensdyd, men en negativ sådan. Det er klassisk at styrke sin kompetencedyd ved at låne fra sin konsistensdyd (”jeg ved ikke, hvad der skete, jeg var ikke mig selv”, jævnfør anklagedes påberåbelse af utilregnelighed i gerningsøjeblikket i retssager for drab).

4: Semantikspin Denne type spin består i at udnytte semantiske relationer. Kneb og tricks i denne boldgade kan fx være: · brug af eufemismer · dannelse af implikaturer · framing, fx ved at servere vinkler og konfliktpotentiale for journalister via metaforer og analogier · relationer og logiske slutninger (når der spørges kritisk til skadelige eller udeblevne konsekvenser,

· · · · ·

så tal om de oprindelige fine intentioner, eller tal om forudsætningerne, når der spørges til effekten) proces for indhold (når der spørges til indholdet, så svar med processen, eller betragt processen som det egentlige indhold) stipulative definitioner (”I did not have sex with that woman”) gendrivelser og gendrivende analogier forebyggende gendrivelser (’vaccine’) at fremmane diskurser ved at bruge bestemte ord med stærk signalværdi

Denne type spin kan afsløres via sproglige analyser.

Eufemismer er pæne omskrivninger af noget, som når sludge (kloakslam) bliver til biosolids; parents til det varmere og mere personlige moms and dads, når besparelser og forringelser kaldes kvalitetsudvikling, eller som da Dansk Agrokemisk Forening for nogle år siden skiftede navn til Dansk Planteværn.

Implikaturdannelse består i bevidst anbringelse af tomme pladser for at få modtageren til at drage en bestemt slutning (Grice 1967). Spinmæssigt udnyttes dette, når man svarer på et mere snævert spørgsmål eller argument, end man er stillet overfor. Et eksempel forekom i forbindelse med sagen om politi-agenten Dan Lynge. Enhedslistens Søren Søndergaard spurgte den 24. maj 2002 i et såkaldt §20-spørgsmål: ”Vil ministeren oplyse, om medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge?” Dertil svarede daværende Justitsminister Lene Espersen den 12. juni: ”I forbindelse med den seneste tids presseomtale af et samarbejde mellem politiet og den tidligere rocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet en række oplysninger fra rockermiljøet. Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge været involveret i den politimæssige indsats i forhold til rockerkriminaliteten. Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og tidligere ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte have været i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.”

DANSK NOTER 19

Central er vendingen "i den forbindelse". Det langtrukne svar går nemlig kun på, om PET havde været i kontakt med Lynge i forbindelse med rockerkriminalitet. Det kom imidlertid frem, at der i en anden sammenhæng (våbenhandel) faktisk havde været forbindelse mellem Dan Lynge og PET. I stedet for at lade Justitsministeren svare bekræftende på det faktisk stillede spørgsmål lod hendes embedsmænd hende svare benægtende på et smallere spørgsmål.

Megen spin bygger på logiske (fejl)slutninger, implikaturdannelse og stipulative definitioner. Devisen er, at kan man ikke få sagen til at handle om noget andet end sagen (som ved modpartspin), så kan man ty til at forsøge at omdefinere sagen eller på anden måde at ændre dens karakter (Femø og Kock 2007b).

Nogle opstiller en skala gående fra løgn over manipulation, tavshed og det ikke at ”rutte med sandheden” til det at give den fulde sandhed (Hansen 2007). Derfor kan afsløringer af ansvarlige i en sag bestå i, hvem der kommer med det stærkeste ikke-svar ved fx at benægte noget, der ligger tæt på sagen, men ikke er selve sagen.

20 DANSK NOTER

Framing Frames/rammer er de grundstrukturer/stilladser, som vi støtter os til i vores i virkelighedsforståelse (Goffman 1974). Med framing som teknik påvirker man andres virkelighedsforståelse med henblik på at påvirke deres (fx politiske) holdninger (Lakoff 1996, 2004). Et kontroversielt emne i USA er abort. Abortmodstandere kalder sig pro-life og signalerer dermed den opfattelse, at fostre er levende mennesker, at de selv er for bevarelse af liv, og at sagen gælder liv og død. Aborttilhængere kalder sig pro-choice og signalerer dermed den opfattelse, at abort handler om frit valg, at de selv er for bevarelse retten til selv at bestemme, og at kvinden har ret til selv at bestemme over egen krop. Den første lejr optoner med deres framing, at nogen eller noget dør, for at sætte fokus på det etiske og knytte an til det lægelige og/eller religiøse; den anden lejr nedtoner ganske dette, mens de optoner frihedsbegrebet for at sætte fokus på det sociale og knytte an til forfatningen. Spinmæssigt udnyttes framing for at italesætte en sag i moralsk eller

politisk medvind eller modvind, så den kan blive lettere eller sværere at skabe tilslutning til.

Det er et stærkt og velbenyttet trick at vælge sine ord med omhu. I 1990 forfattede Newt Gingrich et papir om hensigtsmæssigt sprog, som han sendte til republikanske ledere over hele USA for at lære dem, hvordan de kunne ”paint a vivid, brilliant word picture”. Dvs. et positivt ordbillede af republikanerne og et negativt af demokraterne (Gingrich 1990; refereret efter Press 2001:85f).

De skulle bruge positive ord om republikanere: Active Activist Building Candid(ly) Care(ing) Challenge Change Children Choise/choose Citizen Commitment Common sense Confident Crusade Debate Dream Duty Eliminate good time in prison Empower(ment) Fair Family Freedom Hard work Help Humane Inventive Initiative Lead Learn Legacy Liberty Light Listen Mobilize Moral Movement Opportunity Passionate Peace Pioneer Precious Premise Preserve Principle(d) Pristine

Pro-flag Pro-children Pro-environment Prosperity Protect Proud/pride Provide Reform Sights Share Strength Success Tough Truth Unique Vision We/ us/our Workfare Og negative ord om demokrater: Anti-flag Anti-family Anti-child Anti-jobs Betray Coercion Collapse Consequences Corruption Crisis Decay Deeper Destroy Destructive Devour Endanger Failure Greed Hypocrisy Ideological Impose Incompetent Insecure Liberal Lie Limit(s) Pathetic Permissive attitude Radical Self-serving Sensationalists Shallow Sick They/them Threaten Traitors Unionized bureaucracy Urgent Waste Det spinmæssige består ikke i, om de pågældende ord er dækkende eller ej, men i, at man ikke kan fanges i at have påstået, at republikanere og demokrater er henholdsvis på den ene eller anden måde. Man skaber bare den betydning.

DANSK NOTER 21

Diskurser er systematisk organiserede sæt af udsagn, som giver udtryk for en institutions betydninger og værdier. Derudover definerer, beskriver og begrænser de, hvad det er muligt og ikke muligt at sige (og til en vis grad at gøre) i forhold til institutionen/ organisationen (Kress 1989).

Der findes mange diskurser: driftsøkonomisk, marxistisk, liberalistisk, kristen religiøs, moralistisk konservationistisk, sexistisk, ledelses, jungiansk eller freudiansk psykiatrisk, udviklingspsykologisk eller pædagogisk, patriotisk, romantisk., patriarkalsk, imperialistisk, teknologisk, feministisk, medicinsk osv.

En diskurs tilvejebringer et sæt af mulige udsagn om et givent område og organiserer og giver struktur til den måde, et givent emne, en given genstand eller proces kan omtales på. På den måde tilvejebringer diskursen beskrivelser, regler, tilladelser og forbud for sociale og individuelle handlinger (Kress 1989:7).

Diskursen tilvejebringer den ramme, man handler i, konteksten. Diskurser optræder inden for et større system af diskurser, der kan være i opposition til hinanden, modstridende eller bare forskellige. Fordi hver diskurs forsøger at kolonialisere større områder, er der dynamiske forbindelser mellem dem, hvor de foretager kontinuerlige skift og bevægelser, fremskridt eller tilbagetrækning inden for bestemte områder. Disse bevægelser kan iagttages via analyse af de såkaldte ”flydende betegnere” (Laclau & Mouffe 1985), der er de tegn eller begreber, som de respektive diskurser forsøger at indholdsudfylde.

Når man vil undersøge en teksts diskurs, kan man spørge: Hvorfor bliver der skrevet om dette emne?

Hvordan bliver der skrevet om emnet? Hvilke andre måder at tale/skrive/meddele sig om dette emne på er der? Hvilken forskel søges der bygget bro over, og hvordan bygges den? I tekster konstrueres verdensbilleder, identiteter, samt relationer mellem aktører og identiteter. Når man vil fremanalysere dette, må man ty til tekstanalytiske redskaber fra pragmatikken, semantikken og grammatikken. Med afsæt i denne grundige tekstanalyse kan man diskutere diskurs.

I valgkampen 2001 blev Venstres skattestop og velfærdsforbedringer ikke finansieret ved at skære og fyre, men ved at fastfryse, prioritere, effektivisere og skabe produktionsforbedringer (Jønsson & Larsen 2002: 184).

Herved blev fremmanet en dynamisk business-diskurs, mens spare- og nedskæringsdiskursen blev nedtonet.

Man knyttede derved an til en forestilling om, at

22 DANSK NOTER

Venstre bestod af driftige erhvervsfolk, der ville kunne bruge deres kompetencer til at lede landet, i stedet for at bekræfte den forestilling, som venstrefløjen forsøgte at skabe om, at Venstre ville udhule velfærden og svigte de svageste.

En del spin består i at fremmane en bureaukrati-diskurs ved at foregive omstændelig og redelig procedure.

En stor gruppe af gendrivelser og ’svar, der ikke er svar”, foregiver i det mindste at give en årsag til, hvorfor de ikke er svar, idet de henviser til noget organisatorisk/ bureaukratisk eller proceduremæssigt, også når dette ikke er tilfældet, men en politiker blot bedes svare på et spørgsmål. Med henvisninger til at noget ”ikke er mit bord”, ”dette er ikke er stedet at drøfte denne sag”, ”at man ikke vil retfærdiggøre beskyldningen ved at værdige den et svar” eller at man ”ikke kan udtale sig om sagen, så længe udvalget arbejder, men i stedet vil afvente udvalgets konklusioner og anbefalinger” skaber man et omfattende metaforisk bureaukrati med sager, der vandrer ind i den ene ende, bliver journaliseret eller afvist, vandrer fra bord til bord efter nøje fastlagte regler under sagsbehandlingen, inden de endelig færdigbehandles og arkiveres. Men måske blev man bare spurgt, hvad man mente om den udtalelse, en eller anden var kommet med.

Ikke for/imod spin, men god/dårlig spin Der er god grund til at se negativt på spin. Er man god til at spinne, fremstår man arrogant eller magtfuldkommen, eller man mister troværdighed. Man bliver måske til en dreven Christiansborgrotte, der mere og mere mister legitimitet. Spin kan i sidste ende føre til, eller vidne om, mørklæggelse, rævekager, løgne, korruption, politikerlede, afmagt, faldende valgdeltagelse og elitestyre (Nielsen og Kock 2007a). Men når det er sagt, er det vigtigt at huske, at vi alle spinner, og at vi dårligt kan fungere uden. Ikke at fortælle den fulde sandhed hele tiden kan vitterlig være i modtagers interesse (fx vil det være problematisk at fortælle små børn den fulde sandhed om, hvad pædofili er, også selv om de spørger). Sandheden kan endvidere være problematisk af hensyn til nationen (devalueringer, renteopskrivninger, risiko for spekulation). Siger man altid og uopfordret den rå og fulde sandhed, får man mest af alt sagt noget om sig selv. Sandheden kan være problematisk for udviklingen af et forhold. Der-

for er diplomati umulig uden spin. Derfor bør vi ikke diskutere for og imod spin, men om spin er god eller dårlig (Frandsen 2004).

I denne artikel har jeg givet et bud på, hvordan man kan se på spin fra en sproglig vinkel, og jeg håber at have inspireret til selv at arbejde med sproglige analyser af spin.

Litteratur Carlsen, Erik Meier og Peter Kjær 1999: Diagnoser af den politiske journalistik – indtryk af en interviewrunde, i: Carlsen, Kjær og Pedersen (red.): Magt og fortælling. CFJE: 44-59.

Esser, Frank og Carsten Reinemann og David Fan 2000: Spin Doctoring in British and German Elections Campaigns, i: SAGE, vol. 15 (2): 209-239.

Gingrich, Newt 1990: Language: A Key Mechanism of Control, internt dokument.

Hansen, Lotte 2007. – Og spin. Gyldendal.

Jønsson R & Larsen O. 2002: Professionel politisk kommunikation. Akademisk Forlag.

Kjøller, Klaus 1991. Manipulation. Borgen.

Kock, Chr. & Mie Femø Nielsen 2008. Politisk kommunikation. Kapitel i: Jørn Helder, Torbjörn Bredenlöw & Jens Lautrup Nørgaard (red.). Kommunikation - en grundbog. Hans Reitzel.

Lakoff, George. 2002. Moral Politics: How Liberals and Conservatives Think. University of Chicago Press, 2002. (1. udgave: Moral Politics: What Conservatives Know That Liberals Don’t. University of Chicago Press, 1996.)

Lakoff, George 2004. Don’t Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate. Chelsea Green Publishing.

Nielsen, Mie Femø (in press). Spin. Kapitel i: Henrik Merkelsen (red.). PR-håndbogen 2. udg. Med forord af Jesper Højberg. Samfundslitteratur.

Nielsen, Mie Femø 2007. Kan spin undersøges empirisk? In: Peter Widell & Ulf Davad Berthelsen (red.) 2007: 11. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog. Århus Universitet, pp. 181-190.

Nielsen, Mie Femø & Christian Kock 2007a: Hvad er spin? Kapitel i: Buchhave, Høybye, Lund og Wagner (red.): Politisk spin. Akademisk Forlag.

Nielsen, Mie Femø & Christian Kock 2007b: Fire grundlæggende funktionstyper af spin. Kapitel i: Buchhave, Høybye, Lund og Wagner (red.): Politisk spin. Akademisk Forlag.

Nielsen, Mie Femø & Christian Kock 2007c: Sproglige spinteknikker. Kapitel i: Buchhave, Høybye, Lund og Wagner (red.): Politisk spin.

Akademisk Forlag.

Press, Bill 2001: Spin this! All the Ways We Don’t Tell the Thruth, Pocket Books.

DANSK NOTER 23

Tema: Sproget i spil

Sproghandlinger i danskundervisningen Jann Scheuer er ph.d., lektor, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet. I denne artikel kan man læse om hvordan sproghandlingsteori kan bruges i danskundervisningen.

Der gives et rids af feltet, en kort forklaring af hvad sproghandlingsteori går ud på.

Der gives eksempler på hvordan analyse af sproghandlinger kan berige analyser af litterære tekster ved at tilføje sproglige dimensioner. Det diskuteres hvordan sproghandlinger kan tages op i mundtlige eksamener i dansk.

Sproghandlingsteori Det nedenstående er et citat fra indledningen til en bog om sproghandlinger som er skrevet af denne artikels forfatter og udkommet på Dansklærerforeningens Forlag i 2009. ”Teorien om sproghandlinger er en af de mest grundlæggende og indflydelsesrige teorier inden for moderne sprogvidenskab. Dens afgørende bedrift er at placere sproget i en social kontekst.

Som den første teori forklarer den hvordan sproget griber fat i virkeligheden, hvordan sproglige ytringer fungerer som handlinger der så godt som med fysisk kraft påvirker den omverden de bruges i – og altså hvordan mennesker påvirker hinanden. Den handler om at sprog virker.”

Sproghandlingsteori er en teori om at det at bruge sprog er at handle i en social sammenhæng. Når nogen siger til dig ”Jeg sender det i morgen!”, har vedkommende forpligtet sig. Du oplever at der er knyttet et bånd. Du kan bebrejde ham det, med god ret, hvis han ikke gør det. Han svigter i så fald, han skylder en forklaring. Hans oplevelse er en tilsvarende; han føler at have forpligtet sig. Hvis han ikke sender noget, svigter han sit løfte. Han har noget at forklare.

Alt det er beskrivelser af oplevelser af sociale bånd: gæld, regnskaber, krav som mennesker har på hinanden – det er fænomener med en social realitet. De opstår fordi nogen siger noget. Sproget tager altså fat i

24 DANSK NOTER

hvad man kunne kalde vores fænomenverden, dvs. verden som vi oplever den, som vi har adgang til den, og som vi handler i forhold til. I den verden, vores sociale verden, er brug af sprog handlinger: sproghandlinger.

Men det er ikke handlinger i en fysisk verden. Man flytter ingenting i den fysiske verden ved at tale. Så skal der i hvert fald råbes til! Men man får mennesker til at opleve forskellige ting, eksempelvis sociale relationer, ved at tale.

Kategorier Det er et almindeligt træk i sproghandlingsteori at foreslå en taksonomi, dvs. en nogenlunde udtømmende kategorisering af sproghandlinger. Forskellige forfattere har siden teoriens opståen i 1960’erne foreslået forskellige taksonomier. Min version er den nedenstående.

Den kan opfattes som et kompromis eller et destillat af de toneangivende forfatteres forslag. Den indeholder relativt få kategorier, og det gør den velegnet i en undervisningssammenhæng.

Regulerende (objekt: handling: beordre, bede om…)

Informerende (objekt: viden: oplyse, spørge…)

Følelses- og (objekt: det subjektive: rose, holdningsudtryk kritisere…)

Rituelle (objekt: ritus: døbe, gifte, erklære…)

Samtale- (objekt: styring af samtale: hilse, strukturerende indlede, konkludere…)

af Jann Scheuer

Taksonomien er opstillet efter hvad sproghandlingerne er rettet mod: handlinger, viden, følelser, ritualitet, strukturering af samtale. Af pladshensyn bliver kategorierne kun opremset her. For en nøjere beskrivelse henvises der til bogen Sproghandlinger. Brug af sprog i dansk. I det hele taget beskriver bogen mere detaljeret hvad der kun ridses groft op i artiklen her.

Direkte og indirekte udførelse Sproghandlinger kan udføres direkte. Det kan talere eksempelvis gøre ved hjælp af de såkaldte performative verber. Man kan sige Jeg lover dig hermed at sende det i morgen. Så har man helt eksplicit og udtrykkeligt udført den regulerende sproghandling at love. Man kan tilsvarende sige Jeg beordrer dig hermed til at sende den i morgen. Verberne love og beordre er såkaldt performative verber eller performativer. Sætninger med performativt verbum og subjekt i første person ental, og for tydelighedens skyld eventuelt også med adverbiet hermed, udfører den sproghandling som performativet beskriver – i tilfældene ovenfor i kategorien af regulerende sproghandlinger. Begge sproghandlingerne er rettet mod at styre handlinger, henholdsvis hos den talende og den der tales til. De pågældende sproghandlinger kan også udføres direkte uden brug af performativer. Man kan sige Jeg sender den i morgen og Du skal sende den i morgen.

Sproghandlinger kan også udføres indirekte, hvad de meget ofte bliver. Herunder vises nogle eksempler. I den sproglige overflade er det spørgsmål og dermed informerende sproghandlinger, da de drejer sig om håndtering af information. Men i brug, dvs. udtalt i faktiske situationer, er det andre kategorier af sproghandlinger.

Eksemplerne illustrerer altså at sætninger der bogstaveligt er spørgsmål, kan udføre en række andre sproghandlinger. Af det kan man lære at den sproglige overflade, den grammatiske form, ikke hænger entydigt sammen med hvilken sproghandling der udføres.

Indirekte udførelser Kan du nå saltet? (Regulerende, ordre: giv mig saltet)

Ej, mener du det?

(Følelses- og holdningsudtryk:

du tager fejl) Skal vi gå?

(Regulerende, opfordring:

lad os gå nu) Hva’ snakker du om? (Samtalestrukturerende: du vrøvler!)

Hvad så?

(Rituel, hilsen: hej) Sagt ved bordet fungerer Kan du nå saltet? som en ordre. Modtageren vil normalt opfatte spørgsmålet som en besked om at række saltet. Tilsvarende fungerer Hva’ snakker du om? som en afvisning af det der forud er blevet sagt i en samtale, som en besked om at det sagte ikke giver mening. Det er en samtaleregulerende sproghandling der udtrykker at den andens bidrag til samtalen ikke har fungeret.

Sådan vil de pågældende ytringer som oftest blive forstået. Den indirekte udførelse vil gælde. Men spørgsmålene fungerer stadig og samtidig som spørgsmål. Selv om den indirekte udførte handling er den mest iøjnefaldende, kan modtageren faktisk stadig vælge at svare direkte på spørgsmålene. Man kan svare at man godt kan nå saltet, eller at man taler om det og det. Man kan tage spørgsmålene for pålydende, selv om det i mange situationer vil virke noget søgt.

Sprog i brug kan altså have, og har ofte, den egenskab at der udtrykkes mere og udføres flere sproghandlinger end der bogstaveligt ligger i ordene. Man gør mere end man siger, når man bruger sprog. Det faktum gør sproghandlingsteori interessant, i undervisning og i det hele taget.

Didaktiske spørgsmål Adgangen til at bruge sproghandlinger som perspektiv i undervisning, er at betragte sprog som handlinger i et socialt rum, dvs. som handlinger mellem mennesker i konkrete situationer. Sproghandlingsanalyse kan i princippet udføres på alle teksttyper, men teorien er oprindeligt konciperet som en beskrivelse af verbal brug af sprog. I undervisning kan man med fordel analysere dialoger, fra drama eller fra anden litteratur der inde-

DANSK NOTER 25

holder konkrete replikskifter: romaner, noveller m.m.

En effektiv didaktisk metode kan i den forbindelse være at stille spørgsmål som tager udgangspunkt i teoriens grundlag: i at det at sige er at gøre, at tale er handling.

Det er nemlig en tænkemåde som eleverne faktisk er vant til; sproghandlingsteorien og dens tankegange ligger ikke uden for vores almindelige erfaringsverden.

Derfor kan teorien relativt nemt omsættes i didaktiske spørgsmål.

For at analysere hvad det svarer til i et sproghandlingsperspektiv, når A siger X til B, kan man stille spørgsmål af den følgende type. Spørgsmålene peger på det forhold at der udtrykkes eller handles mere end der bogstaveligt siges. (Man kan for illustrationens skyld forestille sig at analysen gælder en dialog hvor A siger Kan du nå saltet? til B.)

ordet mener refereres der til at A har et andet budskab end det bogstavelige. Med ordet gør refereres der til at A handler. Brugt i undervisning ansporer spørgsmål af den type elever til at tænke i sproghandlingsteoriens perspektiv. Der bliver spurgt til de handlinger der udføres gennem, bag om og uden om sproget.

For at tematisere det sociale, at brug af sprog er handlinger mellem mennesker, kan der stilles spørgsmål som disse.

Hvad mener A egentlig? Hvad gør A egentlig?

Hvad viser B’s svar os at A har gjort? Hvilket forhold viser B’s svar os at der er skabt?

Med adverbiet egentlig peges der på at A taler i en virkelighed som ikke nødvendigvis fremgår bogstaveligt.

Der handles i en realitet der går bag om sproget. Med

26 DANSK NOTER

Hvad gør A ved B? Hvilket forhold skaber A mellem sig og B ved at handle sådan?

Man kan endvidere med fordel se på hvordan B svarer, og stille spørgsmål i retrospekt:

Her peges der på spillet mellem deltagere, på at sprog virker mellem mennesker. Og spillet ses gennem del-

tagernes øjne; det er deres reaktioner på hinanden der analyseres.

For at tematisere afstanden mellem det bogstaveligt sagte og hvad der gøres gennem det sagte, kan der desuden stilles spørgsmål som de følgende.

Hvad siger A rent bogstaveligt? Hvilke ord bruger A helt konkret, hvilke sproglige midler, hvilken grammatik?

Her peges der, helt modsat i sammenligning med de foregående spørgsmål, på det konkret sagte og bogstavelige. Ved at bestemme det, bliver man opmærksom på forholdet mellem det bogstaveligt sagte og det gjorte: handlingerne. Man bliver klar over hvor meget eller hvor lidt af den udførte handling der ligger i selve ordene.

Et eksempel: Den forvandlede bonde De ovenstående spørgsmål kan anvendes i undervisning til analyse af eksempelvis drama. Herunder gives et eksempel. Teksten er et uddrag af Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget eller Den forvandlede bonde fra 1722 (3. akt, scene 3). Jeppe tror han er baron, og personerne omkring ham, tjenere og forskellige undergivne, agerer for at lade ham blive i den tro: de spiller undergivne.

Jeppe er kommet under vejrs med at ridefogden har en køn kone, og han har ladet hende tilkalde. Hun træder ind.

JEPPE Est du Rifogdens Kone?

KONEN Ja jeg er Naadig Herre!

JEPPE (taar hende paa Brystet.) Du est kiøn.

Vil du sove hos mig i Nat? KONEN Herren har at befale udi alting; thi jeg er i hans

Tienniste.

JEPPE (til Rifogden.) Vil du tilstede, at jeg ligger hos

din Kone i Nat? RIFOGDEN Jeg tacker Herren, at hand beviser mit ringe

Huus den Ære.

JEPPE See her! sæt en Stoel til hende, hun skal spise

med mig. (http://www2.kb.dk/elib/lit//dan/holberg/ (http://komedier/jeppe.dkl/)

De ovenstående didaktiske spørgsmål kan eksempelvis anvendes på det andet replikskifte mellem Jeppe og konen. Jeppe spørger Vil du sove hos mig i Nat? Hvad mener han egentlig med det? At han først tager konen på brysterne og priser hendes ydre, har sat en umisforståelig kontekst op. Han mener egentlig at hun skal sove hos ham. Dette er lige så lidt et spørgsmål som Vil du række mig saltet? Hvad gør Jeppe egentlig? Han giver en ordre; han udfører indirekte en regulerende sproghandling.

Hvad gør Jeppe ved konen, hvilket forhold skaber han mellem sig og konen? Han gør sig til hendes herre ved at kommandere med hende. Han skaber et ulige forhold, eller rettere, han tager et første skridt i den retning. Om det lykkes, må afhænge af konens reaktion.

Hvad viser konens svar os så at Jeppe har gjort?

Det viser os at konen modtager en ordre: Herren har at befale…, siger hun. Hun svarer altså på den indirekte sproghandling. Bogstaveligt stiller Jeppe et spørgsmål: Vil du…? Men det bliver der ikke svaret på. Konen kan i sagens natur ikke svare på dette spørgsmål. Hun kan ikke følge sit hjerte og svare nej, for man siger ikke nej til en baron som man er i tienniste hos. Og hun kan ikke svare ja heller. Hensynet til hendes ærbarhed forhindrer det – og desuden har hun næppe lyst til at sove med den berusede og ondsindede despot. Konens svar viser os at der er skabt et forhold mellem hende og Jeppe hvor han har magten og råderetten over hende.

Den magt har han som herremand over for undergiven; den skabes ikke af sproget. Men sproget bruges til at gøre magten tilstedeværende, til at artikulere og konkretisere magten, til at udtrykke bestemte magtrelationer og til at stille krav om bestemte ydelser.

Konens replik kan analyseres på en tilsvarende måde. Hvad gør konen egentlig? Hun undlader at svare direkte. Og hun underkaster sig indirekte, idet hun giver udtryk for ikke at have noget valg. Også svaret er en indirekte udført sproghandling. Konen lover ingenting, men hun bekræfter Jeppes ret til at befale udi alting.

Uddraget indeholder gode eksempler på indirekte udførelser af sproghandlinger, og også på direkte udførelser. Jeppe giver en del direkte ordrer også. Uddraget handler om magt, som stykket i sin helhed også gør det, om hvordan en simpel person forvalter magt. Men i det pågældende replikskifte ligger det tema under den sproglige overflade. Det er en undertekst. For hvilke sproglige midler bruger Jeppe? Han stiller helt simpelt et spørgsmål.

DANSK NOTER 27

Der kan stilles andre undervisningsegnede spørgsmål til uddraget i et sproghandlingsperspektiv. Hvilke kategorier af sproghandlinger udføres der? Hvilke sproghandlinger udføres direkte og hvilke indirekte?

Hvilke sproghandlinger passer sammen i par i uddraget? (Jeppes spørgsmål og konens svar, Jeppes indirekte ordre og konens indirekte underkastelse, osv.). Hvordan udføres en indirekte ordre sprogligt? (Fx som et spørgsmål) Hvordan udføres en ordre direkte? (Med brug af bydeform).

Sproghandlinger integreret i litterær analyse Den ovenstående analyse kan indgå i en litterær analyse. Man kan i en sådan interessere sig for konens offerrolle og i den forbindelse med hendes nærmest bibelske formuleringer. Bedømt ud fra dem kunne hendes svar være et bibelord. Hun fremstår som en helgeninde over for en sextørstig tyran. Man kan interessere sig for

28 DANSK NOTER

genren, for narrespillet og herunder for hvem replikkerne er henvendt til. Dette er jo skrevet til at blive fremført for et publikum. Jeppe taler i stykkets virkelighed til konen, men alt er samtidig henvendt til et publikum og indeholder pointer i en sådan kommunikation. Jeppe er karikeret grov, hans ragen på konen og hans hensynsløse kommanderen er på en gang fremvisning af pøblens vulgaritet og potentiel kritik af adelens inhumane almagt.

Fordi stykket er fra en anden tid, er det nærliggende også at dreje den litterære analyse ind på det sproghistoriske, samfundshistoriske og idéhistoriske. Kone er det almindelige ord for kvinde på dette tidspunkt. Sove hos og ligge hos er tidens eufemismer for det seksuelle – de kan stadig forstås om end de nok er gået af brug.

Samfundslivet var sådan indrettet at privilegier var ulige fordelt og småkårsfolk blev udsat for grov udnyttelse. Den risiko er næppe opspind fra Holbergs side.

Idéhistorisk er vi i oplysningstiden, hvor tingene siges og vises ligeud. Jeppe rager konen på brysterne. Sådan noget finder man ikke i romantikken, eksempelvis.

Og man kan naturligvis interessere sig for hvad budskabet i det hele kan være. Hvad mener Holberg egentlig?

Hvad gør han egentlig med dette stykke? Det er ikke helt nemt at svare på. Men han provokerer vel i hvert fald.

Det er både den lille mands og adelens simpelhed der vises frem.

Sproghandlinger til eksamen De didaktiske spørgsmål der formuleres ovenfor, kan også bruges til eksamen. Foruden mere grundlæggende spørgsmål hvor eleven bedes om at identificere og klassificere sproghandlinger og beskrive dem sprogligt analytisk, kan der stilles spørgsmål til hvad deltagere egentlig mener og gør når de siger det de gør. Hermed te-

matiseres det som sproghandlingsteori egentlig handler om: at tale er handlinger mellem mennesker i en social kontekst. Velegnede tekster til analyse er dialoger. Men andre teksttyper kan også anvendes. Det gives der eksempler på i bogen Sproghandlinger. Brug af sprog i dansk.

Bogen indeholder også eksempler på eksamensopgaver.

Litteratur Scheuer, Jann 2009: Sproghandlinger. Brug af sprog i dansk. Frederiksberg: Dansklærerforeningens forlag. 79 s.

DANSK NOTER 29

Tema: Sproget i spil

Den retoriske situation - en teoretisk ramme om politiske taler Denne artikel er skrevet på baggrund af et oplæg om mundtlig retorik for en gruppe dansklærere på Årsmødet for Sektionen for Gymnasium og HF i Helsingør, oktober 2009.

Her fik jeg et indtryk af, hvordan mange dansklærere allerede integrerer retorisk teori om fx topik, argumentation og appelformer i deres undervisning. Der var således stor appetit på nye teoretiske indfaldsvinkler til retoriske artefakter. Denne artikel præsenterer derfor et forslag til et kort retorisk modul, hvor jeg bruger Lloyd F. Bitzers teori om den retoriske situation som en analytisk ramme om Helle Thorning-Schmidts og Frank Jensens taler ved Socialdemokratiets ekstraordinære kongres d. 12. marts 2005, hvor socialdemokraterne skulle vælge en ny formand efter Mogens Lykketoft. Talerne er gode eksempler på politisk retorik, da de stiler entydigt mod fremtiden og mod en konkret handling: et formandsvalg. Talerne er desuden etos-centreret kommunikation, da der er tale om et kampvalg; socialdemokraterne skal efter fremførelsen vælge en af de to talere til formand, og i denne forbindelse vil etos (den overbevisning, der skabes i kraft af talerens karakter, og som handler om talerens troværdighed og tilhørernes tillid til personen) højst sandsynligt være udslagsgivende for, hvordan publikum stemmer.

Bitzers retoriske situation Lloyd F. Bitzers artikel ”The Rhetorical Situation” har haft meget stor indflydelse på den retoriske kritik i slutningen af det 20. årh. Artiklen blev publiceret på et tidspunkt, hvor amerikanske retorikere begyndte at forholde sig kritisk til den neo-aristoteliske analyse, som op til midten af 1960erne havde udgjort det dominerende teoretiske paradigme for retorisk kritik. Mange retorikere betonede nu, ligesom andre humanistiske forskere, det mere samfundsorienterede, hvilket skabte behov for ny teori. Bitzer reflekterer over dette i indledningen til sin artikel: What characteristics, then, are implied when one refers to ”the rhetorical situation” – the context in which speakers or writers create rhetorical discourse? Perhaps this question is puzzling because “situation” is not a standard term in the vocabulary of rhetorical theory. “Audience” is standard; so also are “speaker,” “subject,” “occasion,” and speech.” If I were to ask, “What is a rhetorical audience?” or “What is a rhetorical subject?” – the

30 DANSK NOTER

reader would catch the meaning of my question.”

(Bitzer, s. 1).

En af grundene til at artiklen har fået så stor betydning er, at Bitzer præsenterer en række umiddelbart anvendelige teoretiske begreber til analyse af retoriske situationer, hvilket hurtigt skabte fornyelse inden for den retoriske kritik. Bitzer definerer en retorisk situation på følgende måde: ….a complex of persons, events, objects, and relations presenting an actual or potential exigence which can be completely or partially removed if discourse, introduced into the situation, can so constrain human decision or action as to bring about the significant modification of the exigence (s. 6).

Den grundlæggende pointe er, at retorisk kommunikation udspringer af en bestemt type situation, der kalder på en retorisk reaktion, ligesom et spørgsmål kalder på et svar. Retoriske ytringer er altså betingede af bestemte situationelle forhold. En retorisk situation har ifølge

Af Jette Barnholdt Hansen

Bitzer tre konstituerende elementer: exigence, audience og constraints: Exigence defineres som ”an imperfection marked by urgency” – et påtrængende problem, der udgør det forhold, som den retoriske ytring er et svar på. For at kunne være en exigence må forholdet kunne afhjælpes helt eller delvist med retorisk sprogbrug. Det er vigtigt at skelne mellem exigence og talerens formål eller intention. Den overordnede exigence for begge kongrestaler i 2005 er således det forestående formandsvalg, og begge talernes formål er at opnå formandskabet.

Audience, publikum, udgør det andet konstituerende element i en retorisk situation. Det relevante publikum er de modtagere, der er i stand til at afhjælpe exigence.

De skal være potentielle ”mediators of change” altså beslutningsdygtige. I forbindelse med formandsvalget er danske socialdemokrater audience, idet de kan stemme og afgøre, hvem af talerne som skal tildeles formandsposten. Andre danskere, som ikke er medlemmer af Socialdemokratiet og som måske følger formandsvalget tæt via tv eller internet, er altså ikke audience i Bitzers forstand. De har ingen indflydelse, fordi de ikke kan stemme.

Constraints, det tredje element, oversættes ofte med ”retoriske vilkår” og omfatter de både positive og negative forhold, som afsender må forholde sig til, fordi de præger situationen. Afsenders egen person og position udgør også constraints. Man kan opregne mange constraints i forbindelse med formandsvalget.

Det er fx vigtige constraints, at Helle Thorning-Schmidt var en forholdsvis ukendt politiker, og at Frank Jensen, i modsætning til hende, var kendt og havde taget en mere traditionel vej op gennem partiet. Begge talere forholder sig da også til disse constraints og forsøger at vende henholdsvis det nye/velkendte til deres egen fordel. Helle Thorning-Schmidt takker fx Frank Jensen i en direkte henvendelse i slutningen af sin tale og sætter her sit eget kandidatur til formandsposten lig med ”nye veje”: Her mod slutningen vil jeg gerne sige tak til Frank, for de mange debatter vi har haft i gennem de sidste

måneder. Vi har faktisk set mere til hinanden end til vores respektive ægtefæller her i den sidste måned. Og jeg vil gerne sige, at jeg har stor respekt for det arbejde, du har gjort for vores parti gennem 17 år i Folketinget.

Det skal der ikke være tvivl om. Jeg er bare overbevist om, at vi er nødt til at gå nye veje, hvis Socialdemokraterne skal tilbage til regeringsmagten. (s. 4, min kursivering).

Samtidig bruger Helle Thorning-Schmidt også mange kræfter på at vaccinere mod den negative constraint, at nogle inden for partiet mener, at hun ikke er ”rigtig socialdemokrat” ved at betone sin opvækst på Vestegnen og ved at citere Oluf Palme, hvilket kan opfattes som et etos-lån, hvormed hun får sat sig selv ind i en socialdemokratisk tradition: Da jeg var 18 år og havde taget min studentereksamen i Ishøj, gik min store drøm i opfyldelse. Efter mange timer bag disken i Bilkas Grillbar havde jeg og en flok venner fået sparet sammen til at kunne rejse rundt i Indien med rygsæk. Oluf Palme han forklarede engang, hvordan det var på hans rejser i Indien, at han blev demokratisk socialist. ”Med stolthed og glæde” som han sagde. (s. 1).

Sidst i talen spiller Helle Thorning-Schmidt også på sit øgenavn ”Gucci-Helle”, hvilket skaber latter i salen: Derfor må vi hver dag gå til forsvar for fællesskabet.

Og jeg forstår slet ikke, at nogen kan ryge på den med, at Dansk Folkeparti er et midterparti. Det er de ikke, og det bliver de aldrig! At kalde Dansk Folkeparti for et midterparti, svarer til at kalde min håndtaske for en Fjällræv. (s. 4).

Frank Jensen vælger allerede i sin tales indledning, i modsætning til Thorning-Schmidt, at slå på sin personlige baggrund, sit store erfaringsgrundlag som mangeårigt aktivt medlem af partiet og sine mange venskaber

DANSK NOTER 31

med medlemmerne, hvoraf mange også har opfordret ham til at stille op til formandsposten: De seneste uger har været en fantastisk rejse gennem vores smukke land og vores dejlige Socialdemokrati.

Tusindvis af partifæller er mødt frem til de mange præsentationsmøder over hele landet. For mig har det været en gensynsglæde med mange af de venner, jeg har kendt i mine mange år som aktiv i DSU, DUI og partiet. Mange nye medlemmer er kommet til. Det har været en pragtfuld politisk debat. Tak til alle jer, der har været med til at gøre dette formandsvalg så værdigt, vedkommende og politisk. Tak for det! Mange af jer har opfordret mig til at stille op som formand for Socialdemokratiet. En stor ære og en tillidssag. En opfordring, som jeg har valgt at tage imod. Jeg er parat til at blive formand – jeg er rede til at stå i spidsen for Danmarks bedste parti. Min vej til at blive socialdemokrat er skabt af min baggrund og de erfaringer, som jeg har fået gennem min opvækst. (s. 1).

De dårlige meningsmålinger og den mangeårige interne splid i Socialdemokratiet udgør også constraints, som begge talere forholder sig til ved fx at forsikre deres modtagere om, at fløjkrigen er et overstået kapitel, hvis de vælges til formand. Da der er tale om mundtlige talehandlinger, kan man også opregne en række helt konkrete constraints: rummets akustik, rækkefølgen, tidspunktet på dagen og modtagernes korttidshukom-

32 DANSK NOTER

melse, hvilket fordrer en mundtlig diskurs med korte sætningsdannelser, paratakse, billeddannende sprog, konkrete eksempler m.m.

I forhold til de tre grundlæggende elementer exigence, audience og constraints, som ifølge Bitzer er byggestenene i den retoriske situation, fremstår afsender og selve meddelelsen som sekundære. Teorien rummer også et udgangspunkt for vurderingen af retoriske ytringer. Situationen kalder nemlig på et passende svar (fitting response). På linje med taleren, som vil være i stand til at levere et passende svar, hvis han har taget højde for den retoriske situation og dens forskellige elementer, vil en kritiker også kunne vurdere, hvor godt taleren løfter sin opgave på talerstolen. Jeg vil her lade det stå åbent, hvorvidt det er Helle Thorning-Schmidt eller Frank Jensen, som leverer det mest passende svar i den konkrete retoriske situation i 2005. Man kan naturligvis tage udgangspunkt i selve valgresultatet, som umiddelbart indikerer, at det var Helle Thorning-Schmidt, fordi hun fik flest stemmer. Ofte står man dog som kritiker uden et egentligt valgresultat og må derfor bygge sin vurdering på analysen og fortolkningen af artefaktet.

Som led i en bredere retrospektiv perspektivering kan man dog også diskutere (og måske kritisere) den slagkraftige påstand, som Helle Thorning-Schmidt leverer i slutningen af sin tale som et effektivt og memorabelt klimaks i den konkrete situation: Kære partifæller, jeg vil sige det lige ud: Jeg kan slå Anders Fogh! (s. 4).

For nok fik Helle Thorning-Schmidt formandsposten, hvilket var formålet med hendes tale, men påstanden, som i situationen fungerede som et persuasivt virkemiddel, er siden blevet fortolket som et løfte, der klæber sig til hendes politiske karriere som en negativ constraint. Hun må igen og igen eksplicit forholde sig til ytringen, fx efter valgnederlaget i 2007 og i forbindelse med, at Anders Fogh Rasmussen gik af som statsminister i 2009, hvor flere journalister konstaterede, at det altså ikke var lykkedes hende at slå Anders Fogh, og efterfølgende spurgte, om hun mon så ville være i stand til at slå Lars Løkke?

Arbejdsopgave og spørgsmål Her en række spørgsmål og arbejdsopgaver, som man kan benytte, hvis man anvender Bitzers teori på det konkrete artefakt:

Prøv at karakterisere den retoriske situation for talerne i 2005, både den direkte under socialdemokratiets ekstraordinære kongres med de delegerede og pressen som publikum og den mere overordnede politiske situation i Danmark i 2005. Karakteriser herefter exigence. Hvordan påvirker det talerne, at der er tale om et kampvalg?

Prøv at gøre rede for de mange forskellige publikummer, som talerne har (som regulære politiske taler i en konkret situation og som visninger på fjernsyn og som tekster på nettet m.m.). Hvad kendetegner disse forskellige publikummer, og hvad adskiller dem? Hvem er mediators of change?

Opregn positive og negative constraints i forbindelse med hver tale. Hvilke constraints deles af de to talere, og hvilke er særlige for henholdsvis Helle ThorningSchmidt og Frank Jensen?

Hvad gør de to talere for at imødekomme de constraints, der knytter sig til den mundtlige talesituation?

Taler Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen til publikums hukommelse – er der fx konkrete eksempler, storytelling og evidentia (billedskabende kommunikation)? Er der oplagte dialogiske sentenser i talerne, slogans eller ”tretrinsraketter”, der inviterer til applaus og tilråb fra publikum? Hvad huskede I selv fra talerne, før I genlæste dem i forbindelse med dette emne?

Imødekommer sproget den mundtlige situation, er der fx korte sætninger og paratakse? Hvis man har adgang til en optagelse af talerne, kan man også vurdere den

mundtlige fremførelse. Kigger talerne op og ud på publikum, taler de i et passende tempo, når de ud til publikum med stemme og gestus?

Prøv til sidst at vurdere talerne på baggrund af Bitzers begreber. Leverer talerne et passende svar på situationens krav? Fremstår den ene af talerne som et mere passende svar end den anden? Oplever I talerne anderledes i dag end i 2005, hvilke historiske og politiske begivenheder kan have påvirket jeres retrospektive bedømmelse?

Litteratur Bitzer, Lloyd F.: ”The Rhetorical Situation” (Philosophy and Rhetoric, Vol 1, 1968).

“Den retoriske situation” (oversættelse og kommentar af Jens Kjelsen.

Rhetorica Scandinavica, nr. 3, 1997).

Boelt, Vibeke og Jørgensen, Martin (red.): Mundtlighed. Teori og praksis (KvaN 2009).

Jensen, Frank: ”Tale til Socialdemokratiets ekstraordinære kongres 2005 (http://s-dialog.dk/print.aspx?site=frankjensen&func=article. view&id=80606).

Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.): Retorik. Teori og praksis (Samfundslitteratur 2009).

Jørgensen, Charlotte og Onsberg, Merete: Praktisk argumentation (Nyt teknisk Forlag 2008).

McCroskey, James C.: An Introduction to Rhetorical Communication (Pearson 2006).

Thorning-Schmidt, Helle: ”Tale til Socialdemokratiets ekstraordinære kongres 2005” (www.dansketaler.dk).

DANSK NOTER 33

Lille guide til dansklærerne fra Mette Moestrup En kvinde lejer et hvidt rum, hvor hun kan tænk e frit.

Men fortiden spøger. En gammel vandmølle, som har tilhørt hendes mødrene slægt i generationer, bliv er jævnet med jorden. Hu n bliver konfronteret me d sin stedbundethed og forsøg er at gøre sig fri. Samtid ig er hun opslugt af et kærlig hedsforhold, der bliver mere og mere destruktivt. Mand en og matriarkatet, Mo rten og Mor, kæmper mod hin anden i hende.

Jævnet med jorden er en kollage af 68 brudstykk er, der tilsammen fortæller en spændende, sørgelig og til tider tragikomisk historie om at miste og slippe bindin ger.

Det handler om sentim entalitet og kynisme. Om idyl og gru. Om lidenskab og lid else. I sidste ende handle r det om at turde falde med åbne øjne. Som faldend e kvinde.

(Fra bagsideteksten til Jæv net med jorden)

34 DANSK NOTER

Jævnet med jorden Mit tip nummer ét er: Læs Jævnet med jorden parallelt med St. St. Blichers En Landsbydegns Dagbog. Man kan evt. også inddrage J.P. Jacobsens Marie Grubbe. Et oplagt fokus kan være ”den faldne kvinde” og en diskussion af, hvordan Jævnet med jorden forholder sig kritisk til den figur.

En helt anden, mere tematisk indgang kunne være at se på skildringen af de forskellige kvindegenerationer – datter, mor, mormor, oldemor. Jeg kunne forestille mig, at man ad den vej kunne åbne for elevernes egne erindringer og tanker om generationsforskelle og –relationer.

En tredje mulighed er at bruge Jævnet med jorden som afsæt for en diskussion af, hvad dansk oprindelse, ja, dansk etnicitet vil sige. Hvad forbinder vi normalt danskhed med, og hvordan forholder Jævnet med jorden sig til disse forestillinger?

Da bogen lige er udkommet, er der ikke så mange

1

Det er hvidt som et A4 . Det er midlertidigt mit .

Jeg tænker på det rum , som jeg tænker i. Det er et nyt rum for mig, jeg har ikke tæn kt her før. Her kommer jeg til at tænke på en ny måde, slog det mig, da jeg tog lejemålet.

He r kommer jeg til at tænke nyt, frit . Det er ikke som et hje m, me re som en container. Det er som en hvid boks. Og jeg kan lide det .

De t nye, det hvide, det boksagtige ved det. Det, jeg kan lide ved det , er, at det er som en hvid bok s.

Jeg skriver det på vægge n, ja: hvid boks hvid boks

læsninger i omløb endnu. Min yndlingsanmeldelse er skrevet af Lilian Munk Rösing i Information. Den hedder ”Hvid boks og bindingsværksstruktur”.

Jeg citerer: ”Moestrups bog rammer mig i mellemgulvet. Den ligner en eksistentiel besindelse, jeg selv befinder mig i. At besinde sig på den bundethed til krop og køn og jord og slægt og steder, man måske helst har villet eksilere sig fra. At besinde sig på sine mytiske mødre og ikke bare søge de symbolske fædre. At risikere faldet, ikke i identifikation med Baudelaires faldende mand (et af modernitetens emblemer på den splittede bevidsthed), men med den faldne (seksuelt begærende) kvinde og sågar den hvide dame. At finde ikke bare sit eget rum, men også sit eget fald.

Oversat til den aktuelle politiske kontekst indebærer projektet noget i retning af ikke bare at vende ryggen til bindingsværket, fordi det er blevet inficeret af Dansk Folkeparti. At erkende at bindingsværket ikke er mig (det ville være DF-modellen), men at det er uden for mig og dermed inden i mig. At befri det fra sin sen5 Babyen i barnevognen foran bindingsværket er dig, siger jeg til mig selv og skuler til foto et, som jeg har tapet op på væggen.

Bindingsværket er ikke dig. Det er uden for dig , me n det er inden i dig. Du fik det på nethinden, før du fik spr og (dansk).

Når du ser bindingsværk brugt som billede på dan skhed, fx på postkort, i B-film og politisk propaganda, tæn ker du vredt: nationalromantisk kits ch! Men i selv samme hjerne, som du tænker tanken med, er der en førsproglig bindin gsværksstruktur. Gennem det gitter, det grid, tænker du ’frit ’.

Så du må være selvkritisk, selv over for din egen selvkritik.

17 Vi gled gennem den irgrønne hinde, som lignede, kan jeg huske, at jeg tænkte, irgrønne kniplinger, i den lille båd, Mormor, Mormor To og jeg. De var ude efter ål. Fede ål, som, selv når man ikke kunne se skyggen af dem gennem overfladen, vred sig dernede i dybet, det bundløse dyb, dét sagde deres erfaring dem, dét vidste de, Mormor og Mormor To. Lige siden de var piger, det havde de selv fortalt mig, havde Mormor og Mormor To stanget ål i mølledammen med selv samme trefork, som på denne sommerdag var med os om bord.

Det var Mormor To, der roede, mens Mormor stod op i båden og jog treforken ned gennem det, forestillede jeg mig, sammenslyngede, mangehovedede uhyre under os. Jeg var bange for, at ålene, ålevæsnet, i et blindt raseri skulle sprænge den allerede lække båd, og jeg øste som besat, øste så hurtigt, som mit hjerte bankede.

Og Mormor fik bid, hun hev svedende og sejrsvant en, spiddet på treforken, som den var, forgæves sprællende ål op af vandet. Mormor To kom med tilråb – ”den djævel, tag ham så” – og hun fik ham, gjorde Mormor, og han vred sig, blank i båden. Og Mormor skar halsen over på ham med sin lommekniv. Og Mormor og Mormor Tos øjne skinnede på en stikkende måde, som af noget indædt, jeg vil ikke sige had, mere som man ser det hos professionelle sportsudøvere og visse præster. Disse fire meget, meget lysegrønne øjne, ikke sandt, og den døde ål, jeg kan se det for mig. Den blev ved med at vride sig i bådens bund, omsonst og for så vidt lidt fjollet, mere og mere logrende; jeg kan huske, at dens halespids, som strejfede mine mørkegule træsko, fik mig til at tænke på en hund, men jeg trak alligevel fødderne til mig med et lille hvin.

Pladsen var trang, der var lemmer overalt: den døde, blødende ål, mine egne solbrændte tøseben, Mormor og Mormor Tos rent ud sagt kraftige stolper. De havde opsmøgede bukseben, og deres underben var blege, hårløse og fulde af violette åreknuder, der slyngede sig fra anklerne og op, op mod deres enæggede køn ... eller i overført forstand den kvindelighed, som de i kraft af dette hjemmegjorte ritual – det anede jeg nok, jeg var jo ikke dum – forsøgte at indvie mig i. Jeg var det, de kaldte: en stor pige.

Bagefter hjalp vi hinanden med at forberede måltidet. Mormor og Mormor To var kyndige kokke, ikke så meget pjat, kartofler, smør, persille.

Vi spiste i vandmøllens have. Det var en fest! ”Vi har georginer og bonderoser nok,” sang Mormor To. ”Smager han godt?” spurgte Mormor.

Jeg havde munden fuld.

Mormor. Mormor To. Ål. Hund.

bindingsværket bindin gsværket bindingsværk bindingsværksstruktur

DANSK NOTER 35

22 Tre regler (indtil videre): 1. Der er 68 fiktive dagbogsstykker i En Landsbydegns Dagbog. Derfor skal jeg tælle til 68. Det er ikke en rationel regel. Det er, fordi St. St. Blicher udryddede spøgeriet i vandmøllen. Det er, fordi jeg har ligget i spøgelseskammeret og læst En Landsbydegns Dagbog. Det er, fordi den handler om den faldne kvinde.

Det hænger sammen, tænker jeg, selvom det ikke hænger sammen. Første gang den udkom, hed den Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, men genremæssigt bliver den kaldt for novelle. Hvis sandheden skal frem, og det synes jeg, at den skal, så kan jeg bedre lide brudstykker end noveller. Jeg tænker på det, jeg har gang i, som en kollage.

2. Det har ikke noget med St. St. Blicher at gøre, at jeg skal skifte mellem tre spor: hvid boks, vandmøllen og Morten. Men 3 går ikke lige op i 68. Det er også o.k. At der er (mindst) én fejl i systemet. Det er der som regel.

3. Undervejs skal jeg skrive visse ord på indersiden af hvid boks. Mennesker, dyr, jævnet med jorden, den slags: St. St. Blicher. Morten. Den faldne kvinde. Mennesker.

Dyr. hvid boks hvid boks jævnet med jorden

timentalitet ved at gøre det til et strikt gitter for sprog og tanker, men samtidig også lade bindingerne fylde den strikte struktur, så den ikke bare bliver fortrængningens hvide boks.”

Hele anmeldelsen kan læses her: www.information.dk/214119 KINGSIZE Der findes en masse tekster om kingsize, men her vil jeg pege på nogle, som måske ikke er så kendte.

Lone Aburas (som er aktuel med romanen Føtexsøen) og Mette Petrea Kissow har skrevet specialet ”Jeg har overskæg og står i en skov – en queerlæsning af udvalgte digte af Mette Moestrup”. Specialet diskuterer digte fra Golden Delicious og kingsize i forhold til køn med særligt henblik på queerteori og kombinerer desuden dansk og samfundsvidenskab. Hele specialet er tilgængeligt her: http://diggy.ruc.dk/bitstream/1800/3867/1/ SamletSpeciale.pdf

36 DANSK NOTER

Lilian Munk Rösing har skrevet om kingsize her: http://www.litlive.dk/default.asp?content_page=arkiv.as p?strSearch=mette+moestrup+&submit=S%F8g Helle Juhl Lassen har skrevet om kingsize på sin blog her: http://afkast.blogspot.com/2008/01/kingsize-howbig-is-that.html Den svenske digter Ida Börjel har skrevet en fantastisk tekst om kingsize, der hedder ”23 ord om Moestrups kingsize”. Den er publiceret i Audiaturs katalog fra 2007, men kan læses på nettet her: http://www. audiatur.no/bokhandel/?visning=omtaler&tekst=8 Om sidste del af kingsize, som bærer titlen ”Primitivt, privat”, findes der et langt interview, som først blev publiceret i det danske tidsskrift Ildfisken, siden i førnævnte Audiatur-katalog og det svenske tidsskrift Ord och Bilds temanummer Nordisk kolonialisme. Hvis man har mod på at tage problemstillingen omkring danskgrønlandsk (post)kolonialisme op, kan man i undervisningen bruge ”Primitivt, privat”, hvor jeg har anvendt brudstykker af grønlandske leveregler, og interviewet.

34

KOLLEKTIVT, ANONYMT ”Kollektivt, anonymt” er et tekstprojekt på nettet – eller netkunst – og kan læses på www.kollektivt-anonymt.dk Jeg oversatte en række gloser fra et næsten uddødt, indiansk sprog, ordnede dem alfabetisk og opfordrede alle interesserede til at skrive med på en kollektiv, anonym tekst baseret på disse ord. Den ’oprindelige’ tekst var en lille side, nu er den mere end tyve sider lang, og den vokser stadig. Det er let at deltage i denne fællestekst, som hele tiden forandrer sig. Man går bare ind på siden og trykker på et af de gule ord. Der står mere om baggrunden for projektet på www.kollektivt-anonymt.dk, hvor der også er links til andre af mine værker på nettet – bl.a. ”Brevprojekt M.M.”, som ”Kollektivt, anonymt” på en måde ligger i forlængelse af, idet begge projekter handler om at eksperimentere med magtforholdet mellem forfatter og læser samt andre distributionsformer end bogen og den litterære institution. ”Kollektivt, anonymt” er desuden også i slægt med ”Primitivt, privat”; begge tekster blander brudstykker fra ’oprindelige’ kulturer med ’sande’ udsagn.

Det er en oplagt mulighed at bruge ”Kollektivt, anonymt” i danskundervisningen, eftersom nettet og det interaktive jo er en naturlig del af gymnasieelevernes hverdag.

Anmeldelse: http://www.information.dk/158201 OPLÆSNING Det er min opfattelse, at samtidens gymnasieelever er meget visuelle i deres herlige hoveder. Derfor tror jeg, at man med fordel kan anvende følgende ting i undervisningen. Samtidig er det også en måde at diskutere den mundtlige oplæsning i forhold til den skrevne tekst på.

Her er jeg i d. 11. time og læser op sammen med Mikael Bertelsen: http://www.youtube.com/watch?v=Ka1vVdGXwQk Her læser jeg op på Audiatur Poesifestival i Bergen: http://www.youtube.com/watch?v=5CTQ30v-FR8 Her kan man (i miniformat) se digtvideoen ”Sandt eller falsk”: http://www.helenemoltkeleth.com/

Sidste gang, jeg så vandmøllen, som skulle blive sidste gang, jeg så den, så jeg den sammen med Morten. Det skulle blive første og sidste gang, han så vandmøllen, men det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang, tænker jeg.

Vi havde været på vej til en færge, som vi, netop fordi vi kørte inden om vandmøllen, endte med at komme for sent til.

Jeg kan huske, at der var en stresset stemning mellem os. Som om jeg havde presset ham til at se vandmøllen. Det havde jeg sikkert også. Han måtte og skulle se den med sine egne øjne. Jeg tænker på, hvordan han så ud i ansigtet, da han så vandmøllen.

Jeg tænker på, hvad det ansigtsudtryk betød. Så han fraværende ud? Så han ud, som om han ville ønske, at han var et andet sted? Jeg kunne mærke på mit eget ansigt, at jeg ikke kunne skjule min glæde over gensynet med vandmøllen, selvom det ikke var noget kønt syn. Hvad så han i mit ansigt? tænker jeg.

Så han et glimt af det, der senere skulle få ham til at hviske: ”Hvad er du for én?”

Kort før vores besøg var vandmøllen blevet udsat for hærværk. Ukendte gerningsmænd var trængt ind og havde fået afløb for en navnløs vrede. Vandmøllen var et let offer, lå jo dér så øde og bød sig til, har de måske følt.

Mor havde advaret mig. ”Det er forfærdeligt. Det er, som om de har slået hende,” havde hun sagt i telefonen. ”Det var ellers noget af en antropomorfiserende metafor, Mor,” havde jeg sagt. ”Gider du tale dansk?” ”Vandmøllen er ikke en kvinde, og man kan ikke slå et hus.” ”Nej, det ved jeg da godt, tror du, jeg er dum? Det, jeg mener, er, at det aldrig bliver det samme igen.” ”Det har det aldrig været.”

Men det var virkelig ikke noget kønt syn. Jeg kunne se på Mortens ansigt, at det ikke var noget kønt syn. Jeg kunne se på hans ansigt, at vandmøllen lignede et offer. At hun, for nu at følge op på Mors antropomorfisering, havde mødt sin overmand, måske sin banemand. Hvis hærværket var et dødsstød, hvorfor ramte det mig så ikke i mellemgulvet? tænker jeg. Mine øjne var slørede, blændede af forelskelse. ”Det er både Godt og Ondt, at være forlibt.”

Jeg så, men indså ikke, at den bratte, aktive ødelæggelse var trængt ind i den gradvise, passive ødelæggelse. At hærværket havde blotlagt ruinen. At kynismen havde fuldbragt sentimentalitetens værk.

Der findes en kraft, som skyr magt, tænkte jeg: Når alt trækker i én. Som alle lydene af vand på én gang trækker i mig.

Han tog min hånd. Der var lidt nordenvind. Vi skuttede os i forårssolen. Døren stod pivåben. Vi gik lige ind.

Morten. Ukendte gerningsmænd. Mor. med sine egne øjne

DANSK NOTER 37

Uden for tema

To danske digtere på stockholmsk guldvægt Af Aage Jørgensen Jeppe Aakjær Jeppe Aakjær1 opnåede lige netop at få en fod indenfor hos Nobelkomiteen, idet den norske filosof Chr. Collin – der indstillede flere – i 1917 foreslog en delt pris til Johan Bojer og Olaf Bull, eller til Jo­han Bojer og Jeppe Aakjær.2 Det var samme år, hvor professor Vilhelm Andersen foreslog en delt pris til Hen­rik Pontoppidan og Karl Gjellerup (”saafremt Georg Brandes ikke kan komme i Betragtning”) og såle­des gav bolden op til den løsning, som blev Nobelkomiteens og altså også Akademiets.3 Per Hallström skrev specialudtalelse om Bull og konkluderede, at han ”knappast ännu” kun­ne komme i betragtning, 4 og til samme konklusion nåede Fredrik Vetterlund for Bojers og Aakjærs ved­kommende.5 Collins indstilling er uinteressant, undtagen for så vidt som den indledes med en be­tragt­ning over selve formålet med Nobelprisen. Skal den gives for fuldbragt forfattergerning eller som op­mun­tring til lovende for­ fattere? Collin er kommet til den opfattelse, at prisen ”sandsynligvis vilde bi­drage bedst til at virkelig­gjø­re testators vilje, hvis den som regel herefter blev utdelt, ikke til for­fat­tere, som allerede har naadd det fulde mesterskap […], men til forfattere, som staar midt i sin ut­vikling og dog er naadt saavidt, at de har frembragt i det mindste enkelte fuldt ut mesterlige eller klas­siske brud­stykker […].”6 Fredrik Vetterlund skriver udførligt om romanen Bondens Søn (1899) som ”höra utan tvivel till det mest ur­sprungligt levande i samtida dansk litteratur”, med passager, der endda har fået ”det fulländade språk­ uttrycket”. De to fortællingsamlinger Vadmelsfolk (1900) og Fjandboer (1901) omtales ligeledes med sym-

38 DANSK NOTER

pati, med blik for ujævnhederne, men også med sans for de ”gode” steder i teksterne. De skil­drer mest det prosaiske hverdagsliv, med typer ”i träskulptur, humoristiskt och framförallt karaktärs­fullt utförda”.

Gennemgangen af den socialrealistiske indignationsroman Vredens Børn (1904) opsum­me­res på følgende vis: ”Allt detta är utan tvivel polemik, bitter ”tendens” – men så faktisk, så påtagligt levande och överdriftsfri, så rent fram­ställande och utan abstrakta slagord, att den alls intet äger av rabaldermässig och underklassig journalistik. Hos oss har man väl i allmänhet kunnat se på ett tendentiöst diktalster, när dess upphovsman varit t.ex. socialist.

I ”Vredens Børn” ger skalden själva skildringen ända till fram mot slutet ingen dylik anvisning, därvidlag olik vis­sa omogna partier av ”Bondens Søn”. Här finnes en anklagare – men den faktiska verkligheten själv. Bokens konst, förtätad och intensiv på de afgörande ställena, skildrar dessa enkla människor så bra och objektivt som de väl överhuvud ha blivit givna. Det lantliga tjänstfolkets misär, som så länge funnits i verkligheten, finns från och med ”Vredens Børn” även i litteraturen, nyktert och faktiskt framställd som vi sett, och ropar därmed ut i värl­den.”

Det er dog først i lyrikken, at Aakjær træder frem ”som den skald han är, en bland det nutida Danmarks friskaste, ursprungligaste lyriker”, i hvert fald fra og med Fri Felt (1905), med det bedste fremlagt i ud­valget Liv og Sang (1916). Især som hedens og hjemmets digter forbinder Aakjær en saglighed og en alt omfattende

følsomhed til en ”påtaglig, tillgänglig, sångbar lyrik” – og videre: ”Dansk diktning har visserligen även under högromantiska skeden haft lyrik med ”jævne”, oretoriska ord, som i nyare tid givetvis kommit ännu mera att brukas. Men Aakjærs genomförda sakspråk om vär­diga råglass, om hä­star och kalvar såsom tillhörande bondens dagliga liv – detta holländskt kär­leksfulla utmålande […], det torde dock få kallas en nyhet.”

Den hjemlige virkelighedsnærhed spærrer dog ikke for løftelsen, som det f.eks. ses i ”Karlsvognen”: ”Det är oändlighetsbehovet, som här lyfter sig mot nattens stjärnrymder.” Gennemgående er lyrikken sanselig, ideerne i den er få og nærliggende. ”Jordens nytta har närt den så som kanske ingen annan dansk lyrik, det är […] en bondes diktning om bondens liv och land men som blivit en konstlyrik av rang.” – Og herefter kan Vetterlund konkludere – mere forbeholdent måske, end der er lagt op til: ”En äkte och helgjuten figur i dansk diktning är sålunde Jeppe Aakjær. Hans bästa novellistik och än mer hans bästa lyrik står konstnärligt högt och är full av äkta mänsklighet. Mer vidsträckt är hans område inte. Hans män­niskoskildring återger utmärkt folk han sett och känt, men det jämförelsevis fria skapandet i stor stil, som Knud­ sen kunde prestera i en följd romaner, är icke Aakjærs sak; hans konst synes långt mer bundet till modellen. Än­nu mindre har han som Gjel-

lerup ett, låt vara eklektiskt, men fint utvecklat högre intellektuellt liv. Som redan sagt, äro hans idéer få och närliggande, gärna socialt-praktiska, tjänsteklassens förbättrade ställning, den jylländ­ ska hedens skonande från en otillräcklig och förfulande uppodling. Det är ju förträffligt men hör näppeligen till själens djupare regioner: och den naturalism, som i hans tidiga ungdom frigjorde honom från hans barndoms mör­ka helvetesskräck och som han sedan oförskräckt framför vid många tillfällen i sin vers och prosa, är av skä­li­gen klichéartad typ. Och dock är han ett gott huvud. Han står i duktig rapport med samtidens rörelser, där­om vittna hans många utåtvända dikter; men dessa höra endast undantagsvis […] till hans allra bästa. Hans bästa finnes bland den hem- och hembygdspoesi, som nyss skildrats och som genom stoffets soliditet och den inten­si­va behandlingen innehar en viss rangplats i dansk nutidslyrik, fastän diktarens verkliga område är så pass be­grän­sat.”

Med henvisningen til den få måneder i forvejen afdøde Jakob Knudsen minder Vetterlund om kunstne­riske kvaliteter, som han i sine specialudtalelser fra 1913 og 1916 havde fundet hos denne, men nu ikke fandt hos Aakjær – og knap nok fandt hos den Henrik Pontoppidan, som han havde set efter i sømmene i 1913 og 1916 og nu i 1917 atter havde måttet forholde sig til.

Det mærkelige brud i udtalelsen mellem præsentation og konklusion, glæden ved mangt og meget i forfatterskabet og erken­del­sen af, at det kun sjældent rækker op over hverdagsligheden mod ”nattens stjärnrymder”,

DANSK NOTER 39

kan ses som et udslag af den loyalitet, han følte over for Wirsén-traditionen.7 De sagkyndige bedømmelser af Bojer, Bull og Aakjær tog Nobelkomiteen uden videre ad notam. I dens indstilling til Svenska Akademien må han som nævnt nøjes med en linje – mens den nærmest ri­tuelle afvisning af Brandes fylder en halv side og motiveringen af prisen til Gjellerup og Pontoppidan løber over samfulde 15.8 Var han således i Nobelprisens perspektiv et af de mindre kræ, indtog han og indtager sta­dig en stor plads i danske hjerter. I marts 1928 kom han ind på førstepladsen, da Poli­ti­ken’s læsere stem­te om, hvem der burde have sæde i et tænkt dansk akademi. Og den seneste udgave af Høj­skole­sangbogen (2006) medtager 18 af hans sange, hvilket sikrer ham en tredjeplads efter Grundtvig og In­gemann.

Martin Andersen Nexø Martin Andersen Nexø10 delte proletarisk baggrund og litterær ambition med H.C. Andersen og kunne, da

40 DANSK NOTER

han i 1931 blev indstillet til den litterære Nobelpris, se tilbage over et rigt og omskifteligt liv og et omfattende og internationalt anerkendt forfatterskab.

Nexøs kandidatur i 1931 Indstilleren var den kendte tysk-jødiske forfatter Al­fred Döblin.11 Men indstillingen havde en for­hi­sto­rie, som Børge Houmann har udredt.12 Til­skyndet af Hugo Iltis, leder af Volks­hoch­schule Brünn, i­værksatte Erwin Ackerknecht, di­rek­tør for stads­bib­lio­teket i Stettin, i slutningen af 1930 en indsamling af underskrifter til støtte for Nexøs kandi­datur. Med godt 100 underskrifter i hus fra højskoleforstan­de­re og bibliotekschefer kontaktede man Nobel­ko­­miteen og erfa­re­de, at indstillingen for at kunne tages til følge måtte fremsen­des af et medlem af for­fat­ter­aka­demiet i Ber­­lin.13 Döblin stillede op 26. januar 1931. Han skrev: ”Wie ich erfahre, haben die deutschen Volksbüchereien und Volkshochschulen in einer Eingabe an das Komitee Martin Andersen Nexö als nächsten Preisträ-

ger zur Verleihung des Nobelpreises für Literatur vorgeschlagen. Ich mache mir diese Eingabe vollinhaltlich zu eigen und stelle auch meinerseits den Antrag, Martin Andersen Nexö das nächstemal den Literaturpreis zu geben.”

Nexø var glad for initiativet, men nok mest, fordi det kunne afstedkomme lidt røre i den noble ande­dam. Til Ackerknecht skrev han i hvert fald: “Ihre Aktion wärmt mir das Herz, macht mir auch Spass. In der schwedischen Akademie sitzt einer der reak­tio­när­sten Menschen auf Erden, der Kritiker Dr. Fr. Böök. Dr. Böök hat mich von jeher mit einem Hass verfolgt, der um so ideeller ist, als ich eigentlich erst in den letzten Jahren in Schweden bekannt geworden bin; er hat also, sehr gegen seinen Willen, dazu beigetragen. Die anderen Herren in der Aka­ demie sind auch nichts besonders frei­­sinnig (man wird sich überhaupt im heutigen Deutschland die geistigen Reaktion und Abgestumpftheit des Nordens schwer vorstellen können), und ich möchte die Akademie sehen, in dem Augenblick, wo Ihre Aktion als ein Wolkenbruch über sie einsetzt. Ob sie in Schwanken kommend wird? Es wird spannend werden.”14 Allerede fire uger senere ytrede Acker­knecht i et brev til Nexø utålmodig skep­sis over for No­bel-bos­serne i Stockholm: ”Die Herren wer­den sich nun den Kopf zerbrechen, unter welchem Vorwand sie die er­ drückende Masse von Zeugen für Ihre No­belpreis-Reife beiseite schieben können.”15 Indstillingen, da netop of­fentliggjort, skabte de­bat i Danmark. I Tysklands nationalsocialistiske presse blev den, da tids­punktet for prisuddelingen nærmede sig, udlagt som en marxistisk manøvre.16 I Stockholm procederede Nobelkomiteen på vanlig vis og anmodede litteraturkritikeren Olle Holmberg om at udarbejde en spe­cial­udtalelse om Martin Andersen Nexøs forfatterskab.17 Som dets vigtigste værker udpe­ger han indledningsvis de tre bind noveller Muldskud (1900, 1905, 1922) og de to store romaner Pelle Erobreren (190610) og Ditte Menneskebarn (1917-21).

Den tidlige novelle ”Lotterisvensken” (1894) fremhæves, fordi Nexø med den vikler sig ud af sin oprindelige for­ank­ring i 1890’ernes æstetik, dog tilsyneladende uden klar bevidsthed derom. Efter ”en estetisk-indi­vi­

dua­li­stisk-pessimistisk diktarperiod” bliver han med rejsebogen Soldage (1903) ”den dik­tare som han därefter har varit”; denne skildring har ”hela det humör, all den nyfikenhet, all den liv­lig­het, den hjärtlighet, den entusiasm och också något av den ofördragsamhet som man nu kan förbinda med nam­net Martin Ander­sen Nexø”.

Fra Muldskud, bind 2, fremdrages de tendensfrie mesterstykker ”Trækfuglene” og ”Skæb­ne” – som folie for en pointering af, at der nu rykker tendens ind i forfatterskabet. Med romanerne om Pelle og Ditte aftjener Nexø sin værnepligt i klassekampen, den første med socialistisk hensigt, den sidste snarest med anarkistisk.

Holmberg refererer og karakteriserer dem med omhu, sætter endda, hvad angår Pelle Erobreren, punktum med et positivt citat af Harald Nielsen, ”en strängt konservativ kritiker”; og hvad angår Ditte Menneskebarn, så vidner skildringerne af hende såvel som af mormoderen og stedfa­de­ren om digterisk storhed og mange episoder om et betydeligt fortælletalent.

Mod Dagningen (1923), dagbogen fra den russiske rejse, fremhæves, endda med gengivelse af et citat over tre sider fra ind­led­nin­gen til belysning af de oplevelser og den tænkemåde, som bærer forfatterskabet, og som prøve på Nexøs stil. Også den ofte forbeholdent karakteriserede Midt i en Jærntid (1929) får positiv omtale.

I sammenfatningen anføres, at ordet naiv – i Schiller’sk betydning, vel at mærke – angiver såvel Nexøs fortjenester som hans begrænsning: ”Naiviteten ger Nexøs verk dess värme, dess liv, dess humor, realism och fantasi, dess lysande och goda, men ibland också hatfulla ögon; den ger det också dess brist på allt som kan kallas system och logik i en social åskådning, samt dess förstående endast av sådana människor, som själva på ett eller annat sätt kunna kallas naiva.”

Holmberg vil – således lyder konklusionen – ikke uden videre ” ... avvisa möjligheten av att en författare sådan som Nexø, företrädande ett stort ämnesområde, på vilket han är ban­brytande, och en tendens, som, på ena eller andra sättet modifierad, ligger bakom samtidens mäktigaste rörelse, skulla kunna erhålla den utmärkelse som fastställts för ett stort verk i ”idealisk” eller idealistisk anda. Allt kommer

DANSK NOTER 41

givetvis an på vem eller vilka man i varje enskilt fall har att jämföra honom med. Fulländat är hans verk icke, men man skulle anse det som en brist i samtidens litteratur om det icke funnes till.”

Denne trippevals om den varme grød – det er tydeligvis et problem, om et socialistisk forfatterskab som det foreliggende kan siges at leve op til fordringen om ”idealisk diktning” – fortsætter i Nobelko­mi­teens indstilling, hvor Per Hallström finder det fornødent at underbygge det svage forbehold: ”Sakkunnigutlåtandet avvisar ej möjligheten att följa förslaget, men stannar vid omdömet, att det ej är några full­ändade diktverk, det här är fråga om, ehuru de bli märkliga nog genom sin egenskap att vara banbrytande på ett stort område, med en tendens som ligger bakom samtidens mäktigaste rörelse. Diktarens tvenne förnämsta roma­ner, Pelle Erobreren och Ditte Menneskebarn, berömmas högt för sin frodighet och frisk­het i livsskildringen och för sin livliga berättarglädje. / Dessa egenskaper kunna icke förnekas, men det kan vara skäl att påminna om ett par drag som tyckas ha undgått den litterära kritiken i allmänhet: de diktade personerna tala icke fullt naturligt, så snart de råka utanför det rent vardagliga, och icke ens alltid innanför dettas om­rå­de. I den på oförskräckt sann och gärna brutal verklighet inriktade skildringen händer det, att ett ro­mantiskt behov tar ut sin rätt, när männi­skor­­na yppa sitt inre i ord, och likaså, när de göra det i tan­kar. Det pathos som strömmar under dessa tendens­verk röjer sig ofta i en vältalighet och en själ­fullhet som icke svarar mot den kärva teckningen av figurerna och deras handlingar. Till och med själva språktonen kan här vara oriktigt stämd. Vidare träffar man på dunkel i själ­va berät­tel­sen, därför att episoderna slungas in på en oförberett och abrupt; diktaren har den moderna oar­ten att vilja verka med överraskningar och illusorisk livfullhet, med försummelse av motive­ring och överblick. Det­ta, liksom romanernas tröttande längd och omständlighet i detaljerna, sänker icke o­väsentligt uppskattningen av An­dersen Nexøs diktning. / Kommitterade anse den dock tillräckligt betydande för att finna förslaget värt ef­ter­tan­ke, men kunna

42 DANSK NOTER

för närvarande blott föreslå en avvaktande hållning.”18 Nobelkomiteen efterspurgte fra sidst i 1920’erne til frem mod Anden Verdenskrig ”den store stil” og fandt den i 1929 i Thomas Manns klassiske familieskildring fra 1901, Buddenbrooks, men ikke i ­for­fat­terens ”moderne” roman Der Zauberberg fra 1924. Hallströms anke mod det dunkle og ab­rup­te, ”den moderna oarten”, i Nexøs arbejder er i realiteten vendt mod det opbrud fra den klassiske epiks klarhed, som da fandt sted over en bred front i europæisk litteratur (men som dog er lidet påfaldende ak­ku­rat hos Nexø).19 Komiteindstillingen konkluderede, at prisen burde tilfalde den netop afdøde akade­mi­sekretær Erik Axel Karlfeldts digtning. Karlfeldt havde været på tale som prismodtager i 1919, men hav­de da klogt frabedt sig hæderen, en marke­ring, som nu ikke mere kunne tillægges gyldighed.20 Straks ef­ter Akademiets of­fent­­liggørelse af beslutningen adviserede Nexø Ackerknecht om, at han ville se in­den­for hos denne bl.a. for at tale om ”Ihre gross­zü­gige No­­belpreis-Aktion”; han fandt i øvrigt valget af Karl­­feldt ”recht und billig”.21 Intermezzi Nobelprisen spillede ikke nogen stor rolle i Martin Andersen Nexøs forestillingskreds. Kun to steder i Bør­ ge Houmanns brevudgave dukker prisen atter op, først en passant i et brev til Heinrich Mann, som i Der Hass unø­digt havde stillet sit lys under en skæppe; ganske vist – broderen Thomas havde fået pri­sen, men: ”Tol­ stoy hat ihn nicht bekommen, Ibsen, Strindberg, Gorky und Sie selbst auch nicht. Ist je­mand von ihnen kleiner geworden?”22 Dernæst i forbindelse med en aktion i 1938. Professor Ejnar Thomsens indstilling af Val­demar Rør­dam gav anledning til, at man fra dansk side på ny gjorde forsøg på at bringe Nexø på bane.23 Herom ori­en­terede Harry Søiberg hoved­per­so­nen sidst i juni. En svensk gæst med Akademi-for­bindelser havde – meddelte han – fået Pon­top­pi­dan til at anbe­fa­le Rør­dam, idet man ikke ville tildele Jo­hannes V. Jensen prisen ”paa Grund af, at hans Produktion i en lang lang Aar­række hav­de været i sta­dig Nedadgaaen”.24 Søiberg havde på denne baggrund opfordret For­­­fatter­foreningen til at sætte en un­derskriftindsamling i gang i Nexøs favør, men fik det svar, at sligt ville være i strid med for­enin­gens ved­ tægter – og derved blev det.25

Nexøs kandidatur i 1950 I 1950 blev Martin Andersen Nexø atter indstillet til Nobelprisen, af Dansk Forfatterforening ved Cai M. Woel og af Dansk PEN ved Kai Friis Møller.26 Forfatterforeningen indstillede ham sammen med Karen Blixen og Johannes Jørgensen – tre danske forfattere, ”der alle er verdenskendte”. Motiveringerne var kortfattede og så godt som lige lange. Om Nexø hed det, at ”[hans] forfatterskab har haft en overordentlig folkelig betydning. Også han er en sprogkunstner af højeste kva­li­tet, og næppe nogen anden skribent i verden kan skrive med en så omfattende varme om samfundets sted­børn. Hans skrifter har fundet en usædvanlig udbredelse i verden, også før hans politiske position blev så markant som i de sidste tyve år.”

PEN-klubbens indstilling baserede sig på et rundspørge blandt medlemmerne. Kai Friis Møller skrev:

”Naar Flertallet af Medlemmerne har designeret Andersen Nexø, er det sket ud fra rent litterære Motiver – for de flestes Vedkommende direkte paa Trods af, at de i politisk Henseende er inderligt uenige med den gamle Digter. / Indenfor Nexøs store Forfatterskab er det naturligvis navnlig hans fine Barndomsskildringer samt de ældre Ho­ vedværker Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, der har skaffet ham det store Stemmetal. Med disse Bøger har Andersen Nexø ikke blot løftet den danske Proletarroman op i et højt digterisk Plan, men tillige virket stærkt inspirerende paa den sociale Digtning i alle de Lande, hvor de i Tidens Løb foreligger oversat.”

Skønt der var gået 19 år siden sidst, rekvirerede Nobelkomiteen ikke nogen specialudtalelse, men af­fær­­di­­gede Nexøs kandidatur på lakonisk vis: ”Förslaget har tidigare avböjts, och inga nya faktorer för be­dömningen har tillkommit.”27 Prisen gik i øvrigt til filosoffen Bertrand Russell, ”en humanitetens och tankefri­he­tens förkämpe”, som det hedder i motiveringen.�

DANSK NOTER 43

Noter 1 Jeppe Aakjær (1866-1930), forfatterdebut 1899 med romanen Bondens Søn. Bibliografi: Mit Regnebræt. En Selv­bib­liografi, 1919 (videreført af August F. Schmidt i Aakjærs Fra Sallingland til Øresund, 1932, s. 160-70).

2 Christen Collin (1857-1926), litteraturhistoriker, kulturfilosof, docent ved Universitetet i Kristiania 1895, pro­fes­sor 1914. De to af Collin nævnte norske forfattere, folkelivsskildreren Johan Bojer (1872-1959) og lyrikeren Olaf Bull (1883-1933), matcher tilsammen dobbeltheden i Aakjærs forfatterskab.

3 Om ”delat pris” handler et kapitel (s. 205-17) i Kjell Espmark, Litteraturpriset. Hundra år med Nobels uppdrag, Stock­holm 2001. Jf. Knut Ahnlund, ”Ett delat Nobelpris”, i hans Diktarliv i Norden. Litterära essäer, Stockholm 1981, s. 248-79, og Claus Jensen, ”Et umage par”, i Nabo til Nobel. Historien om tretten danske Nobelpriser, 2001, s. 124-71 og 507-10.

4 Per Hallström (1866-1960), forfatter, akademimedlem 1908, komitemedlem 1913-46, komiteformand 1922-46, aka­de­mi­sekretær 1931-41.

5 Fredrik Vetterlund (1865-1960), litteratur­hi­sto­ri­ker, fil.dr. 1900.

6 Problemstillingen er behandlet i Burton Feldman, The Nobel Prize. A History of Genius, Controversy, and Prestige, New York 2000, s. 57-60 (“Old Age Pension Prizes”).

7 C.D. af Wirsén (1842-1912), forfatter, litteraturkritiker, fil.dr. 1866, akademimedlem 1879, akademisekretær 1884-1912, formand for Nobelkomiteen 1900-12.

8 Bo Sven­sén (udg.), Nobelpriset i litteratur. Nomineringar och utlåtanden 1901-1950, Stockholm 2001, bind 1, s. 378.

9 Martin Andersen Nexø (1869-1954), forfatterdebut 1898 med novellesamlingen Skygger. De vigtigste biografiske frem­stillinger skyldes Børge Houmann (Martin Andersen Nexø og hans samtid, bind 1-3, 1982-89) og Jørgen Haugan (Alt er som bekendt erotik, 1998). Førstnævnte er ideologisk langthen på linje med Nexø, der o. 1913 slog sig op som socialistisk agitator, efterhånden feteret af Sovjetunionen og fra 1951 bosat i Østtyskland, mens sidstnævnte med polemisk brod be­trag­ter hans litterært-kreative storhedstid som afsluttet o. 1910.

10 Alfred Döblin (1878-1957), den tyske ekspressionismes førende prosaist. Skrev en række betydelige romaner, bl.a. Berlin Alexanderplatz, 1929.

Emigrerede efter Hitlers magtovertagelse til Paris og bidrog derfra til den antinazistiske kamp.

11 Se Breve fra Martin Andersen Nexø, udg. af Børge Houmann, bind 2, 1971, s. 336-37 (kommentarer til brev af 26. no­vem­­ber 1930, der indledningsvis kvitterer for et i udgaven ikke medtaget brev af 1. november, med orientering om initia­ti­vet).

12 Ackerknecht og Iltis har tilsyneladende ikke været bekendt med indstillingsreglerne. Döblin var som medlem af Preus­sis­che Akademie der Künste, Sektion für Dichtkunst, indstillingsberettiget.

13 Breve, bind 2, s. 335f. – Fredrik Böök (1883-1961), litteraturhistoriker, kritiker, fil.dr. 1907, akademimedlem 1922, komi­te­­med­lem 1929-49. Bööks anmeldelse af Mod Dagningen (Svenska Dagbladet 27. august 1923) opfattede Nexø som en slagt­­­ning (jf. Breve, bind 2, s. 95). – Den afstumpethed, som Nexø diagnosticerer, var som bekendt ikke blot et nor­disk fænomen. Faktisk var den i Tysk­land så påtrængende, at han i 1930, efter fem års ophold dernede, var flyttet hjem til Dan­mark. Hitlers magt­over­tagel­se i 1933 fik ham til beskylde såvel de tyske som de danske socialdemokrater for at have sat deres ”proletariske Elan” over styr (Ek­s­tra-Bladet 24. marts 1933), hvilket blev opspillet til Nexøs andet brud med socialde­mo­ kratismen.

14 Brevet, af 26. februar 1931, er ikke medtaget i brevudgaven.

15 Jf. Børge Hou­­mann, Talt og skrevet om Mart­in Andersen Nexø 1899-1964, 1967, nr. 859-70; id., Martin Andersen Nexø og hans samtid, 1919-1933, 1982, s. 291f.

16 Olle Holmberg (1893-1974), litteraturhistoriker, kritiker, fil.dr. 1922, tilknyttet Nobelinstituttet 1932-36, professor i Lund 1937-59. Spe­ci­al­ udtalelsen fylder 21 sider.

17 Jf. Bo Sven­sén (udg.), Nobelpriset i litteratur. Nomineringar och utlåtanden 1901-1950, Stockholm 2001, bind 2, s. 167f.

18 Jf. for denne iagttagelse Kjell Espmark, Litteraturpriset. Hundra år med Nobels uppdrag, Stockholm 2001, især s. 76. En tilsvarende kritik udsatte Per Hallström ved flere lejligheder Johannes V. Jensen for.

19 Erik Axel Karlfeldt (1864-1931), akademimedlem 1904, komitemedlem 1907-31, akademisekretær 1913-31. Karlfeldt blev i 1919 indstillet af akademimedlemmerne Carl Bildt og Gottfrid Billing, i 1931 af akademi­medlemmet Nathan Söder­blom. Komiteindstillingen fra 1919 (signeret af Harald Hjärne og kontrasigneret af de øvrige komitemed­lem­mer, incl. Karl­feldt selv) oplyser intet som helst om den evt. sagsbehandling, men indstillingen fra 1931 lader forstå, at et ”över­­vä­gan­de fler­tal” i Akademiet dengang ville have givet prisen til Karlfeldt. Om sagsbehandlin­gen i 1931 hedder det: ”En i skrift av­fat­tad diskussion i denna sak torde nu som då vara oförenlig med Akademiens tradition.” Det måtte være nok at henvise til ”den en gång förefintliga samlingen kring hans [Karlfeldts] namn”. Det var det, end ikke nogen motivering blev det til fra Akademiets side.

20 Breve, bind 2, s. 348 (i brev af 11. oktober 1931, især om de elendige tider).

21 Breve, bind 2, s. 414 (i brev fra slutningen af juli 1934, under Nexøs ophold i Bad Kislowodsk i Kaukasus). – Nexø kunne selvfølgelig ikke vide, at komiteen i 1928 havde været stærkt splittet omkring tre navne: Sigrid Undset, Thomas Mann og Maxim Gorkij; førstnævnte fik den hensatte 1927-pris, og Henri Bergson fik 1928-prisen (jf. Svensén, bind 2, s. 107-30). I 1929, hvor Mann fik prisen, var Gorkij ikke indstillet – og Heinrich Mann blev aldrig indstillet.

22 Jf. Aage Jørgensen, ”Valdemar Rørdam og Nobelprisen”, Danske Studier, 2004, s. 154-70.

44 DANSK NOTER

23 Breve, bind 3, 1972, s. 69 (brev af 25. juni 1938 citeret i kommentaren til Nexøs svarbrev af 30. juni). Den af Søiberg om­talte sven­ske gæst, Harald Schil­ler, havde ingen formel berøring med Svenska Akademien. Tydeligvis var det især det for­hold, at Pon­top­pi­dan – i egen­skab af tidligere Nobelpristager – var gået i bre­chen for Rørdam, som satte alarmklokkerne i gang. – I svarbrevet til Søiberg hedder det bl.a.: ”Jeg selv kan ikke afvinde Spørgsmaalet større Interesse; dets største Værdi er for mig din Tagen Affære. […] Pontoppidans Stilling forstaar jeg ikke rigtig; men som sagt, Spørgsmaalet fremkalder ingen Hjertebanken hos mig.”

24 Harry Søibergs brev af 26. maj 1938 til Dansk Forfatterforening er ikke fundet. Bestyrelsen (som Ejnar Thomsen var med­­­lem af) behandlede sagen 8. juni. Forhandlingsprotokollen taler ikke om underskrift­ind­sam­ling, men om forsøg på ved en hen­vendelse ”at udvirke”, og Johannes V. Jen­sen nævnes ”subsidiært”.

25 Nexø engagerede sig tidligt i århundredet i Dansk Forfatterforenings arbejde; han var sekretær for det udvalg, som i 1902 for­handlede Lov om Forfatter- og Kunstnerret på plads; han var (en kritisk) næstformand i 1916-17 og forlod foreningen i 1918. Efter Verdenskrigen blev han udnævnt til æresmedlem, men frasagde sig æren i protest mod foreningens resolution om Tjekkoslovakiet, jf. Breve, bind 3, s. 338-42 (brev af 22. april 1948 med forbemærkning og kommentarer). – Nexø del­tog 7. februar 1923 i Dansk PEN’s stiftende møde, og i 1946 bi­drog han til klubbens rekonstruktion og blev udpeget som æres­præsident; jf. Breve, bind 2, s. 65 (forbemærkning til brev af 27. feb­ru­ar 1923 til Svend Borberg).

26 Svensén, bind 2, s. 418. Det fremgår af indstillingens optakt, at komiteen ikke har indhentet specialudtalelser ”i vissa fall, där förslagen på förhand kunnat anses för utsiktslösa” (s. 416). Eftersom konklusionen i 1931 gik ud på, at Nexøs kandi­da­tur netop ikke var udsigtsløs, må komiteen have ment, at de mellemliggende 19 års produktion var af be­græn­­­set kvalitet. Man kan forestille sig, at en medvirkende omstændighed til den kontante affærdigelse har at gøre med den kom­munistiske digters barske overfald på socialdemokratismen i den under Sverigesopholdet som føljeton of­fentlig­gjor­te erin­dringsroman Morten hin Røde; jf. Jørgen Haugan, Alt er som bekendt erotik, 1998, s. 442-45.

27 Russell blev bragt i forslag af professor E.N. Tigerstedt; en specialudtalelse af professor Anders Wedberg støttede forsla­get, og komiteformanden Anders Österling fulgte trop – med pointering af, at han var ganske ude af stand til at vur­de­re for­fat­ter­ska­bet fagvidenskabeligt!

DANSK NOTER 45

Debat

Asien begynder som bekendt i Malmö Kommentarer til en skåltale af Gudmund Bager, Holstebro Gymnasium og HF Lederen ”Det nordiske” i Dansk Noter nr. 2, marts 2009 er sørgelig læsning. Jeg skal forklare hvorfor jeg synes det. Jeg begyndte som dansklærer i 1981, for snart 28 år siden. Også dengang hed det sig, at der skulle læses svenske og norske tekster i gymnasiet. Jeg havde da næsten intet forhold til norsk og svensk. Bifags-danskstudiet på Århus Universitet (midt i den marxistiske periode) havde jeg afsluttet i 1976 efter 1½ års studium.

Kravet til de ”nordisk-studerendes” nordiske kundskaber ved det nordiske institut var at møde op til sproglaboratorieøvelser i 3 måneder og aflytte norske og svenske bånd og læse én (1) længere avisartikel på hhv. norsk og svensk. Lærerne var sympatiske og sprogene absolut tilgængelige. Og interessante. Men det var så det! Ret beset handlede studiet dengang alene om forskellige marxistiske retningers anvendelighed på litteraturen; grammatik blev afvist som ”et borgerligt” fag. Alt det er historie nu. Men hvad med det strikte nordiske: norsk-svensk set med udgangspunkt i dansk? Hvad er der der sket på de ca. 30 år der her er tale om?

Ingenting! Og marts 2009-lederen cementerer dette ingenting!

Selv var jeg i anden ikke-gymnasierelevant (og nordisk-fremmed) ansættelse i fem år efter studieafslutning, inden jeg gravede gamle kundskaber frem for at undervise i gymnasiet fra august 81. Jeg husker at jeg her lod eleverne skrive en af de første stile om det nordiske på basis af en kronik om det nordiske sprogfællesskab af den navnkundige Erik Hansen, hvis pointe var, at nu tålte det nordiske sprogfællesskab ikke flere skåltaler; forholdet mellem dansk, svensk og norsk var at hvis man gjorde sig en lille smule umage, så var der et fællesskab, brug det! Ikke mere tom snak.

Svensk og norsk blev i alle henseender et selvstudium for den i 1981 nystartede dansklærer. Jeg inddrog tekster, lydbånd og film i begrænset omfang: der var visse brugbare ting: ”Regn i juli” fra 1979, ”Tendenser

46 DANSK NOTER

i norsk litteratur” og ”Tendenser i svensk litteratur” fra 1986, et værk af Ole Ravn med gode tekster, men med den forbløffende sprogpolitiske pædagogik at opfatte svensk og norsk, såvel bokmål som nynorsk som ét sprog indeholdende en række varianter. En fortrinlig udgivelse var ”5 x Et dukkehjem” og flere andre ting. Allermest interessant var udgivelsen gennem en årrække af ”Nordisk Litteratur En årbog”(fra Nordisk Ministerråd , som desværre pludselig standsede i 2004.

I de danskfaglige udgivelser har der i hvert fald indtil for nogle år siden altid pligtskyldigst(?) været medtaget både norske og svenske tekster. Det er så blot min erfaring fra egen undervisning – og mit gæt vedrørende øvrig danskundervisning – at eleverne sukker og stønner over disse mærkelige tekster, særlig de svenske.

Jeg har allerede i nogle år foretaget små undersøgelser blandt eleverne i 1. g med spørgsmålet: hvor meget har du beskæftiget dig med svensk og norsk i folkeskolen, og det generelle svar er: overhovedet ikke! Jeg har aldrig set en tekst på det sprog før, jeg har aldrig hørt en tekst på det sprog før, er det typiske svar. Allerhøjst har man måske hørt noget norsk eller svensk i tv.

Og nu min pointe: hvis dansklærerne ikke inddrager norsk og svensk mere i undervisningen, er det fordi de ikke selv kender sprogene, mestrer sprogene, behersker sprogene godt nok! Og ligeså længe dansklærerne ikke kender sprogene godt nok, vil der heller ikke blive undervist i dem! Én ting er at bruge det gamle herlige skoleradiobånd med en langsom og let opfattelig svensk introduktion til ”Att döda ett barn” og bagefter høre forfatteren Stig Dagerman læse novellen op på 1955-svensk. En anden er at se ”Maria Wern” uden undertekster, som det skete her i huset fornylig, da underteksterne var forsvundet.

Hvis dansklærerne skulle til eksamen i forståelse af hørt svensk ud fra et af afsnittene, tror jeg en del ville rykke sig uroligt i sofaen. Også den der skriver disse linjer.

DANSK NOTER 47

Min tilgang til svensk og norsk er præget af at jeg desuden er fremmedsprogslærer. Og så meget jeg end gennem årene har rejst i Norge og Sverige, købt og læst bøger, købt og set film, bliver jeg ved med at undre mig over hvor svært det er at kapere de kære sprog.

Læsningen er ikke svær, men svensk – og nynorsk – er og bliver reelle fremmedsprog. Svenskerne vil sige det samme om dansk.

For nylig lod jeg eleverne skrive en stil om en Politiken-artikel (fra 2009), der handlede om at undervisningsminister Bertel Haarder truer med at fratage Nordisk Ungdomsråd deres offentlige støtte, fordi man der er gået over til at bruge engelsk som fællessprog.

Og det er ikke kun pga islændinge og finner. Det er også for at svenskere kan kommunikere med danskere!

Dét er situationen! Mange af mine elever udtrykte stor forståelse for at man brugte engelsk, ”det vigtigste er jo at kommunikere!”

Enkelte nævnte dog at man egentlig godt ville have haft et grundkursus i norsk og svensk, og var så venlige at mene at mit intro-mix af svenske sange, tekster og film var noget i den rigtige retning, selv om jeg ikke altid opfangede at det interesserede.

Lederen i Dansk Noter har jo ret: vi rejser i de nordiske lande; vi holder ferie der, vi uddeler en vægtig litteraturpris. Resten af lederen handler om hvor gode grunde der er til at beskæftige sig med området. Skønne ord! Men der er ikke et eneste konkret forslag. Og det er det som er så nedslående. Det er jo en skåltale, af nøjagtig den slags som Erik Hansen for nu 28 år siden sagde, at vi ikke kunne klare flere af.

Jeg kom til at tænke på jeres leder fornylig på Centralstationen i Malmö. Der kører nu et fast tog, Øresundståget som en integreret dansk-svensk enhedsforbindelse mellem Helsingør og den spændende by Karlskrona. Lad det være det synlige bevis på at toget/ tåget kører nu. Broen er der, alle ønsker at Malmö-regionen og Københavns-regionen bliver at opfatte som én stor region, som I er jo selv er inde på.

Mit konkrete forslag til Dansklærerforeningen: Hvis I mener det I siger, så kæmp løs for at svensk og norsk bliver integreret på flere fronter i danskundervisningen.

Det kunne indgå i Almen sprogforståelse, som heldigvis bliver udstyret med karakterer (efter den seneste revidering af gymnasiereformen), det kunne indgå som obligatorisk krav til eksamen - på linje med mediespørgsmål og sprogspørgsmål ud fra fastsatte kompetencekrav i det nordiske stof.

48 DANSK NOTER

Alt dette kan ikke realiseres uden en vis efteruddannelsesindsats af lærerne, og det lærerne har behov for er at have et reelt minimumskendskab til svensk og norsk morfologi og syntaks samt kompetence i at tale (sic!) og forstå (reelt forstå!) talt norsk og svensk. Det skal ske på offentligt finansierede efteruddannelseskurser i Norge og Sverige, og altså ikke som på de i øvrigt fortrinlige og anbefalelsesværdige sommerkurser som Dansklærerforeningen afholder i august.

Spørgsmålet er om tiden er mindet for det. Jeg gentager at der på Nordisk Institut i Århus i midten af 1970erne stort set ingen krav var til kundskaber i de ikke-danske dele af nordisk; omvendt tog min kone som fjernstudium dansk bifagseksamen fra samme Nordiske Institut i 2001; her var kravet 10 norske + 10 svenske værker, når man ikke kunne ”sidde den af”.

Når en reel, kontant og praktisk opgradering af først lærernes, siden elevernes reelle sprogkompetence i norsk og svensk er gennemført, kan alle de skønne og smukke ideer fra marts 2009-lederen realiseres. Og først da! Men vi skal handle nu, fordi engelsk netop nu som det eneste legitime sprog får lov at sætte sig på alt hvad der kan og skal ses, høres og læses, fx i medierne og i de længevarende uddannelser.

Helt konkret kunne Dansklærerforeningen til en start prøve at forhandle sig frem til dansklæreres ophold på fx sommerkurser på Svenska Institutet, eventuelt med medfinansiering via EU's midler til kompetenceudvikling i EU-sprog. Og noget i tilsvarende i Norge.

Jeg lover at melde mig!

Referat af generalforsamlingen i DansklĂŚrerforeningen/G, fredag den 2/10 2009 DANSK NOTER 49

Referat af generalforsamlingen

Referat: Gunvor Severinsen og Torben Jakobsen

Valg af dirigent: Gita Pasternak blev valgt.

Godkendelse af dagsorden Der mangler et punkt 9: Valg af revisorer. Med det blev dagsordenen godkendt.

Formandens mundtlige beretning Med dette årsmøde har vi i Dansklærerforeningens gymnasiesektion ønsket at sætte fokus på det sproglige område i danskfaget. Og med titlen Sproget i spil har vi ønsket at vægte den sproglige mangfoldighed.

Da de første meldinger om de nye danskfag fremkom hen over foråret/sommeren 2004, kunne man forstå at det sproglige nu skulle have en markant større vægt. En del mente vist nok at det ikke lød specielt rart. Det var måske nok nødvendigt, men frygten var at en masse hard core grammatik nu skulle fylde dansktimerne. Og frygtens grundlag var dels at rigtig mange dansklærere ikke oplevede at de var uddannet i at undervise i grammatik, og dels at erfaringerne i at undervise i grammatik ikke var alt for gode. Elever og kursister havde svært ved at tage imod og glemte meget hurtigt grammatikken. Nu her 4 år efter at reformen trådte i kraft, er vi godt i gang med at mestre det sproglige område i danskfaget. Og med den sproglige tilgang har der vist sig en række nye vinkler på faget. De nye vinkler på faget som det sproglige åbner for, er noget – så vidt jeg opfatter det – rigtig mange dansklærere er meget glade for. Der er ingen tvivl om at vi har en vigtig opgave med undervisning i grammatik og sprogrigtighed. Jeg tror at vi er mange der leder efter den rigtige funktionelle måde at undervise i grammatik. Og som nævnt er grammatik og sprogrigtighed et vigtigt undervisningsområde. Det er vigtigt at vide hvad der karakteriserer en sætning. Det er vigtigt at kende forskel på hovedsætning og ledsætning. Og det er vigtigt at vide hvor en sætnings kerne er.

50 DANSK NOTER

Men – grammatikken er langt fra alt inden for det sproglige område. Som nævnt kan det sproglige åbne for spændende vinkler på danskfaget. Dybest set er ethvert arbejde med litteratur naturligvis også et arbejde med sprog. Men hvis man arbejder meget med indholdssiden, kan man i nogen grad miste blikket for hvad der foregår i det sproglige. At arbejde med det rent sproglige når man læser andres tekster og at være bevidst om sproget når man selv producerer sprog, kan være med til at åbne for en større verden. Dette ikke kun forstået metaforisk, men også helt konkret. Nogle af de indsigter sprogfilosofien i det 20. århundrede har afstedkommet, er at verden er sproglig.

En almindelig opfattelse af sproget er vist nok at sproget blot er en kanal for kommunikation. Vi har nogle tanker, ideer, holdninger, følelser eller lignende. Dem iklæder vi sprog så de kan kommunikeres ud i verden.

Opfattelsen er vist nok at sproget er en stort set neutral kommunikationskanal man bruger til at udtrykke sig med. Ganske vist er der ”visse regler” man må lære.

Det er selvfølgeligt godt og afgørende at kunne reglerne for opbygninger af sætninger på dansk (eller ethvert andet sprog). Når man så har lært dem, er man i stand til at udtrykke sig. Dette kan nok i en række tilfælde være rigtigt. Men forholdet mellem sprog og virkelighed er langt mere kompleks end denne opfattelse giver udtryk for. Og det er dette – forholdet mellem sprog og virkelighed – en stor del af sprogfilosofien har tumlet med i det 20. århundrede. En lille udflugt til Niels Bohr kan illustrere dette. Som bekendt arbejdede Bohr med atomteori og udviklede teorien om kvantemekanikken. Dette er mildt sagt svært forståelige størrelser.

Dette ikke mindst fordi vi jo ikke kan se atomer osv. Vi kan se – formodede – virkninger, vi kan opstille teorier osv. Bohr – og Einstein – påviste begrænsningerne for den klassiske fysik. Men de indsigter det åbnede for, er svært begribelige og – ikke mindst – svære at forklare.

Dette førte for Bohrs vedkommende til refleksioner over sproget. Han er citeret for at sige følgende: ”Det er forkert at tro, at fysikkens opgave er at finde ud af, hvordan naturen er. Fysikken angår hvad vi kan sige om naturen.” ”Hvad vi kan sige om naturen” Det vil vel sige hvad vi sprogligt kan udtrykke. Naturen er altså ikke blot noget ”derude” som vi neutralt kan iagttage og forklare. Vi kan kun forklare – sige noget om – naturen i sproget. (Her kan i øvrigt ligge en række spændende samspil mellem dansk og fysik!) Det vil sige

at beskrivelsen af naturen er underlagt de vilkår der er for sprogbrug. Og når vi kommunikerer i sprog, snakker sproget med. Vilkårene for sprogbrug er ikke blot de rent grammatiske vilkår. Vilkårene er i endnu højere grad de vilkår sprogfilosofien har arbejdet med i det 20. århundrede. Dette havde Niels Bohr fint blik for. Og forholdet mellem sprog og virkelighed var et fortløbende interessefelt for ham.

Ludvig Wittgenstein – det 20. århundredes store sprogfilosof – siger ”Mit sprogs grænse er min virkeligheds grænse”. Dette må man forstå sådan at sprog og virkelighed er sammenfaldende fænomener for sprogvæsenet mennesket. Det som er virkelighed for os er inden for sprogets grænser. Og så snart vi indlemmer noget nyt i sproget, udvider vi vores verden.

Wittgenstein arbejder videre med sprog og betyd-

ning. Han når frem til at sprogets betydning er sprogets brug. Dvs. at der ikke eksisterer faste definitioner af bestemte ord og udtryk. Betydningerne opstår i den stadige sproglige brug. Dette ligger helt i tråd med det Pia Quist sagde da hun sagde: ”Ord har aldrig en og en oprindelig betydning”.

At sproglig betydning opstår og udvikles i den daglige brug, har Astrid Lindgreens Pippi Langstrømpe fint blik for. I kapitlet ”Pippi finder en spunk” opfinder Pippi et nyt ord. Det er interessant nok – ord findes ikke bare, nye ord kommer hele tiden til. Det særligt interessante er imidlertid at Pippi bærer ordet ud i verden og bruger det, og dermed får det betydning – selv om Pippi ikke finder den endelige leksikalske betydning af ordet.

DANSK NOTER 51

52 DANSK NOTER

En morgen kom Tommy og Annika som sædvanlig stormende ind i Pipp is køkken og råbte godmorgen. Men de fik ikke noget svar. Pipp i sad midt på køkkenbordet med hr.

Nilsson, den lille marekat, i favnen og med et lykkeligt smil om munden. ,,Godmorgen,” sagde Tommy og Ann

ika igen.

,,Tænk engang,” sagde Pippi drøm

mende, ,,tænk, at jeg har fundet på

det. Jeg, og ingen anden.” ,,Hvad har du fundet på?” spurgte Tommy og Annika. Det forbavsede dem ikke det mindste, at Pippi havde fundet på noget; for det gjord e hun altid, men de ville gerne vide , hvad det var. ,,Hvad er det egentlig, du har fundet på, Pippi?” ,,Et nyt ord,” sagde Pippi og så på Tommy og Annika, som om hun først nu havde fået øje på dem. ,,Et splinternyt ord.” ,,Hvad for et ord,” sagde Tommy. ,,Et storartet ord,” sagde Pippi. »Et

af de bedste, jeg har hørt.”

,,Sig det da,” sagde Annika. ,,Spunk,” sagde Pippi triumferende. ,,Spunk!” sagde Tommy. ,,Hvad bety

der det?”

,,Vidste jeg det bare,” sagde Pippi.

,,Det eneste, jeg ved, er at det ikke

Tommy og Annika spekulerede lidt

over det. Til sidst sagde Annika:

betyder støvsuger.”

”Men når du ikke ved, hvad det bety

der, så er det vel ingen nytte til?”

,,Nej, det er det, der ærgrer mig,”

sagde Pippi.

,,Hvem er det egentlig, der fra begy

ndelsen har fundet på, hvad ordene

skal betyde?” spurgte Tommy. ,,Sandsynligvis en flok gamle prof essorer,” sagde Pippi. ,,Og folk er vel nok mærkelige! Tænk, sådan nogle ord de finder på!” ,,Balje” og ,,træpløk” og ,,snøre” og sådan noge t. Ingen kan begribe, hvor de får det fra. Men spunk, som virkelig er et godt ord, det lader de simpelt hen være med at finde på. Sikken et held, at jeg kom på det! Og jeg skal nok finde ud af, hvad det betyder!”

Hun tænkte sig om. »Spunk! Gad vidst, om det muligvis skulle være toppen på en blåmalet flagstang,” sagde hun tøvende. ,,Der er ingen flagstænger, der er mal et blå,” sagde Annika. (…)

Nå hvad det end er, så skal jeg nok hitte ud af det. Det kan måske købe s i butikkerne. Kom, vi går hen og spørger.”

DANSK NOTER 53

Det havde Tommy og Annika ikke noget imod. Pippi gik hen og tog sin kuffert frem, den der var fuld af guld- penge. ,,Spunk,” sagde hun. ,,Det lyder så

dyrt. Det er nok bedst at tage en guld

mønt med.”

Og det gjorde hun. Hr. Nilsson hop pede som sædvanlig op på hendes skulder. Og så bar Pippi hesten ned fra verandaen. ,,Nu har det hastværk,” sagde hun til Tommy og Annika. ,,Vi rider. For ellers er der måske ikke mere spunk tilbage, når vi kommer. Det skulle ikke undre mig, om borgmes teren allerede har købt den sidste smule.”

Da hesten kom galoperende gennem den lille bys gader med Pippi og Tom my og Annika på ryggen, slog hovene så hårdt mod brolægn ingen, at alle byens unger hørte det.

Glade kom de løbende, for de holdt alle sammen så meget af Pipp i. ,,Pippi, hvor skal du hen?” råbte de. ,,Jeg skal hen og købe spunk,” sagd

e Pippi og standsede hesten et øjeb

lik.

Børnene holdt inde og så temmeli

g forvirrede ud.

,,Er det noget, der smager godt,” var

der en lille dreng, der spurgte.

,,Om det er,” sagde Pippi og slikkede sig om munden. ,,Det er vidunder ligt. Det lyder i hvert fald, som om det var det.” Hun sprang af hesten uden for et

konditori og løftede Tommy og Ann

ika ned. Og så gik de ind.

»Jeg skulle gerne have en pose spun

k,” sagde Pippi. ,,Men den skal vær e sprød.”

,,Spunk,” sagde den rare dame bag

disken og tænkte sig om. ,,Det tror

,,Jo, det må De have,” sagde Pipp

i. ,,Det findes i enhver velassorteret

jeg ikke, vi har.”

forretning.”

,,Ja, men det er udsolgt for i dag,” sagde damen, som aldrig havde hørt tale om spunk, men ikke ville indrømme, at hendes forretning ikke var så velassorteret som andres. ,,Ah, havde I spunk i går?” råbte Pippi ivrigt. Vil du ikke nok være så rar at fortælle mig, hvordan den så ud. Jeg har aldrig set en spunk i hele mit liv. Var den rødstribet?”

Da rødmede den rare dame nok så nydeligt, og så sagde hun: ,,Jeg ved faktisk ikke, hvad det er.

Vi har det i hvert fald ikke her.”

Dybt skuffet forlod Pippi forretnin

gen.

,,Så iler jeg videre,” sagde hun. Ude

n spunk går jeg ikke hjem.”

54 DANSK NOTER

Pippi får handlende og andre til aktivt at forholde sig til ”spunk” og dermed får det eksistens.

Hvordan ordene konkret får betydning i brug arbejder Wittgenstein indgående med. Og han udvikler teorien om sprogspil. Ord indgår i forskellige sprogspil, og det er i disse sprogspil at ordene får deres betydning.

Når f.eks. eskimoer har 35 ord – eller hvor mange det nu er – for sne, indgår disse ord i et fælles sprogspil.

Ordene er naturligvis vigtige for eskimoernes liv, og de enkelte ords betydning udvikles i brugen af ordene.

Michael Ejstrup sagde at sproget ikke er logisk – det er socialt. Sproget er en levende organisme der hele tiden fornyr sig.

Per Højholt siger i et interview: ”en forfatter ved godt hvad han siger, men han ved ikke nødvendigvis hvad han også siger.” Og det er ikke mindst dette ”også” der er interessant når man læser og analyserer tekster. Her spiller det ubevidste måske en rolle. Men det er også her sproget udfolder sig og skaber betydning ud over det en skribent bevidst har ment. Og det er her vi som læsere og analytikere kan slå til. Det er imidlertid også her det bliver spændende når vi selv – og elever og kursister – producerer tekster. Sprogets evne til at udfolde sig ud over det vi har kontrol over, er noget af det man selv kan opleve som skribent. Og det er noget forfattere ofte beretter om. Den norske forfatter Tomas Espedal har skrevet en forunderlig og fascinerende bog: ”Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”.

I denne bog går Espedal rundt på lange ture i Norge, Frankrig og Grækenland og undervejs filosoferer han over livet og alt det der. Det sker i åndeligt selskab med bl.a. Rousseau, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche. I bogen siger Espedal bl.a.: Gode idéer er det værste jeg ved. Dem er jeg modstander af. Gode idéer bliver sjældent til gode bøger.

Men er det sådan at dårlige idéer bliver til gode bøger? (…) Der bliver ikke gode bøger af hverken gode eller dårlige idéer, siger Hildegunn. At skrive er at modarbejde sine egne idéer; hvis jeg ved hvad jeg vil skrive, og hvordan, så orker jeg ikke at skrive det. Skrivearbejdet skal være åbent, og så gælder det om at få arbejdet bogens strukturer frem, skrive digtets indhold frem som ofte går dybere end man selv vil med digtet.

Gælder det også for prosa?

Det burde gælde for al litteratur, siger Hildegrunn. Der er historien om Tolstoj, han havde en idé om at skrive en roman hvor han fordømmer en kvinde der er umo-

ralsk. Han ville vise hvor forfærdelig galt det kan gå for en kvinde og hendes familie når hun er utro, men den roman han skrev, blev noget helt andet end han havde tænkt sig. Selve skrivearbejdet førte, mod Tolstojs vilje, til den smukke og tragiske historie om Anna Karenina. Det er det der er litteratur, at vi skriver os frem til noget vi ikke har ønsket, som Mary Shelleys Frankenstein, noget vi ikke kan forestille os på forhånd. (Tomas Espedal: Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, 2007) Også den japanske forfatter Haruki Murakami er inde på noget lignende i bogen ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”: Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber. (…) Som tidligere beskrevet tænker jeg som de fleste forfattere ved at skrive. Jeg skriver ikke ned, hvad jeg tænker, men tænker mens jeg skriver. Mine tanker tager form under skrivningen, og en gennemskrivning uddyber dem yderligere (Haruki Murakami: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, 2007/dansk 2009) Det er interessant at begge forfattere kobler det at bevæge sig sammen med det at skrive. At skrive er en bevægelse. Man lader sig bevæge – i dobbelt forstand.

Jeg vil gerne vise et lille eksempel på hvad sproglig nysgerrighed kan føre med sig, og hvor farlig (måske) sproget også kan være. Det er fra den italienske film ”Postbuddet”. Filmen handler om venskabet mellem et postbud og forfatteren Pablo Neruda der er i eksil på en afsides ø i Italien. Postbuddet bringer post ud til Neruda og begynder at interessere sig for digtning. Især begynder postbuddet at være interesseret i metaforer.

Neruda reciterer et metaforfyldt digt om havet: -Nå hvad siger du så?

DANSK NOTER 55

- Sært.

- Sært? Du er en hård kritiker.

- Nej ikke deres digt. Sært … hvordan jeg havde det mens de fremsagde det.

- Hvordan havde du det?

- Jeg ved ikke … Ordene bølgede frem og tilbage.

- Som havet altså?

- Netop som havet.

- Det er rytmen.

- Jeg blev søsyg. Fordi … Jeg kan ikke forklare det. Jeg følte mig som … en båd der blev kastet rundt på disse ord.

- Som en båd der blev kastet rundt på mine ord. Ved du hvad du har lavet?

- Nej hvad?

- En metafor.

- Nej. - Jo. - Virkelig? Det gælder ikke det var ikke meningen.

- Det er ikke det vigtigste. Billeder opstår spontant.

- De mener altså … Jeg ved ikke om de forstår hvad jeg mener. At hele verden … Hele verden med havet, himlen, regnen, skyerne (…). Hele verden er altså en metafor for noget andet? Nu vrøvler jeg.

- Nej slet ikke. (…) Vi laver en aftale. Jeg tager en dejlig svømmetur og tænker over dine spørgsmål. I morgen får du svar.

Postbuddet bliver så interesseret i metaforer og poesi at han selv begynder at skrive digte. Og han skriver et digt til den kvinde – Beatrice – han er forelsket i. I dette digt optræder bl.a. formuleringen: ”Dit smil åbner sig som en sommerfugl”. Beatrices tante finder digtet og bliver meget fortørnet: Når en mand rører ved dig med ord, kommer han langt med hænderne.

- Der er ikke noget i vejen med ord.

- Ord er det værste der findes. Jeg vil hellere have en drukkenbolt i baren kniber dig bagi end en der siger: ”Dit smil flyver som en sommerfugl”.

- ”Åbner sig som en sommerfugt”.

- Det er det samme.

Hvor er det værst at blive taget? Det er naturligvis værst at blive taget på ordet. Om tanten har ret, ved jeg ikke. Men hendes udsagn er i hvert fald: ”Når en mand rører ved dig med ord, kommer han langt med hænderne”, og hun mener at ord er det værste der findes.

Her kan vi ikke være enige: ord og sprog er noget af det mest spændende der findes. Når Mario ikke mener

56 DANSK NOTER

at hans metafor gælder fordi det ikke er bevidst, tager han naturligvis fejl – som også Neruda påpeger. Sproget har sit eget forunderlige liv. Man kan måske med et lidt omformet Freud-citat sige at mennesket ikke er herre i eget sprog. Sproget kan sige mere end vi regner med, og sproget kan føre os steder hen vi ikke vidste vi var på vej hen.

Opsummerende vil jeg gerne pege på at sproget er fascinerende og forunderligt. Og at vi med den sproglige dimension i danskfaget har et meget spændende felt vi både receptivt og produktivt kan begive os ind i. Det synes jeg også i høj grad at oplæggene på dette kursus har vist. Sproget er mangfoldigt og noget vi til stadig kan undre os over – i sprog!

Ditte Laursen talte om at de unge er ved at udforske sprogets og mediets grænser. Her har vi en glimrende platform for at arbejde videre med fagets tre stofområder. Som Ditte Laursen også meget fint viste til sidst i sit oplæg.

Læreplansændringer Siden de nye danskfag – på hf og stx – trådte i kraft august 2005 har mange som nævnt en del gange efterhånden oplevet at der er meget at se til, når man underviser i dansk. Ordet ”stoftrængsel” bruges ofte som Susan var inde på. Bl.a. derfor er man nu i gang med at ændre i læreplanerne. Tidsplanen i dette arbejde har Susan redegjort for. Det er vigtigt at sige at man nu som dansklærer har mulighed for at have indflydelse på læreplansændringerne. Dette kan bl.a. ske ved at deltage i den debat om danskfaget som jeg her vil lægge op til.

Det vil sige at jeg foreslår at vi fortsætter snakken fra i formiddag. I bestyrelsen har vi på flere møder i foråret diskuteret læreplanerne, og det har, som Susan nævnte, været i en god og konstruktiv dialog med fagkonsulenten. Jeg vil gerne her takke meget for den åbenhed og lydhørhed fagkonsulenten udviser. Det er unægtelig noget andet end da læreplanerne sidst blev udarbejdet. Læreplansjusteringer er en vanskelig balanceakt.

Spørgsmålet er hvordan vi afhjælper oplevelsen af stoftrængsel samtidig med at vi ikke reducerer danskfaget.

Et forsøg på dette er det Susan skitserede. Der udarbejdes mere generaliserede mål. Det er mål der dækker alle stofområderne og overordnet udpeger målet med en danskfaglig undersøgelse. En undersøgelse der inkluderer det sproglige, det litterære og det mediemæssige.

Det kunne være en præcisering af at faget arbejder med

DANSK NOTER 57

opfordre til at dette bliver diskuteret i den efterfølgende debat.

at undersøge teksters betydning, virkning og funktion. Rækkefølgen af pindene i de faglige mål kan diskuteres. Der kan ske en prioritering og en systematisering. Endvidere kan der luges ud i en del af ”pindene” i det litterære stofområde. Det betyder ikke at der skal skæres i selve det litterære stofområde. Dette ligger også i Susans forslag.

Susan nævnte også at de tre stofområder skal være på samme niveau. Det er oplagt. Endvidere vil det være rigtig godt hvis vi kommer igennem med at det skriftlige får et selvstændigt afsnit.

Jeg vil ikke her sige mere om læreplansændringer.

Susan ridsede en stor del af det op, og så vil jeg henvise til bestyrelsens skriftlige årsberetning og endelig vil jeg

58 DANSK NOTER

Skriftlighed Med gymnasiereformen fra 2005 er skriftligheden løftet op på bekendtgørelsesniveau. Der er nu ekstra fokus på det skriftlige arbejde, og det er meningen at alle fag skal være med til at løfte denne opgave. Vi mener – naturligvis kan man sige – at danskfaget bør stå helt centralt i denne opgave. Det er imidlertid ikke givet af det bliver sådan. Andre fag har og kan have andre holdninger. Vi vil som dansklærere dog gerne pege på at vi i dansk i en årrække har arbejdet med en række forskellige former for skriftlighed. Vi kan give eleverne metabevidsthed om skriftlighed, og vi taler om sprog i faget. Det betyder dog ikke at vi skal være fagimperialister og tro at vi er de eneste der kan noget udi skriftlighed. Vi skal lytte og hente erfaringer fra andre fags forskellige former for skriftlighed. At dansk bør have en central rolle i løftet af skriftlighed er noget der bør arbejdes på af den enkelte dansklærer og af danskfaggrupperne rundt på skolerne.

Vi mener at det er vigtigt at understrege at skriftlighed i dansk er meget mere og andet end træning målrettet frem mod eksamen. Skriftlighed er andet end øvelser i de udmeldte genrer. Der er en vifte af forskellige former for skriftlighed, forskellige genrer og forskellige skrivemåder. Der er f.eks. også den udforskende form for skriftlighed som Espedal og Murakami taler om. Og der er hele det felt Ditte Laursen talte om. Det er noget af det vi som dansklærere også skal gøre i. Og så er den store og spændende udfordring at vi skal prøve at lave en kobling mellem den meget store skrivelyst de unge udfolder i forskellige medier, og skrivning i dansk.

Dansklærerforeningen og vedtægtsændringer Jeg vil nu vende blikket ind mod selve foreningen.

Dansklærerforeningen som helhed er en slags paraplyorganisation hvor vi organiserer dansklærere fra hele skolesystemet. Foreningen er organiseret i fire sektioner: en folkeskolesektion, en gymnasieskolesektion (det

er os!), en seminariesektion og en sektion for handelsog tekniske skoler. Dansklærerforeningen ejer Dansklærerforeningens Hus a/s og dermed også Dansklærerforeningens forlag. Dansklærerforeningen holder to gange årligt repræsentantskabsmøder og en gang om året generalforsamling (det er i morgen over middag).

Vi diskuterer i Dansklærerforeningen forskellige tiltag for at gøre foreningen til en mere tidssvarende og måske en mere attraktiv forening for potentielle medlemmer. (I parentes skal nævnes at der især blandt folkeskolelærere er et stort potentiale for medlemmer.)

På repræsentantskabsmødet i marts 2009 vedtog repræsentantskabet nogle markante ændringer i foreningen.

Disse forandringer vil kræve vedtægtsændringer, og forslag til vedtægtsændringer blev fremlagt på repræsentantskabsmødet i september. Ændringerne vil videre blive fremlagt på generalforsamlingen i morgen eftermiddag til evt. vedtagelse. (Alle medlemmer af Dansklærerforeningen er berettigede til og meget velkomne til at møde frem på generalforsamlingen til drøftelse og afstemning.)

Vedtægtsændringerne grupperer sig i tre emner.

Man foreslår at lave bogpakkeordningen om således at det ikke længere skal være obligatorisk at købe bøger når man er medlem af Dansklærerforeningen. Det skal være en mulighed, og man skal kunne vælge inden for forskellige kategorier.

Man foreslår at have samme kontingentsats for alle sektioner i foreningen. Og det vil for G-sektionen betyde en nedsættelse af kontingent. Rituelt har vi i årevis sat kontingentet op med 5 kr. om året. Nu vil vi lave en markant nedsættelse.

Man foreslår ændring af medlemstyper. Forslaget går på at man også kan have medlemmer der er ambassadører, æresmedlemmer eller støttemedlemmer.

Disse tiltags begrundelse er som nævnt at Dansklærerforeningen i endnu højere grad end nu skal være tidssvarende og attraktiv.

Medlemstal For år tilbage kunne Dansklærerforeningen/G bryste sig af at have en ret høj organisationsprocent. Det tror jeg desværre ikke at vi i lige så høj grad kan nu. Der er en svag faldende tendens i medlemstallet. Den 31. december 2007 havde vi 1615 medlemmer. Det tal var et år senere faldet til 1594, og nu – dvs. d. 31. juni 2009 – er vi 1537 medlemmer. Hvad det faldende medlemstal skyldes, kan være vanskeligt præcist at forklare.

DANSK NOTER 59

Foreningens bogpakkeordning nævnes indimellem.

Bogpakkeordningen er vi som tidligere omtalt ved at ændre på. Men der kan også være almindelig ulyst til at være medlem af en forening. (PS: Siden årsmødet er der sket det glædelige at medlemstallet er forøget med godt 40 nye medlemmer således at medlemstallet pr. 30/9 er 1579.)

Vi kan naturligvis promovere os med at vi har et godt tilbud til medlemmerne. Og det har vi. Man får relevante danskfaglige bøger til produktionspris. Man modtager tidsskriftet Dansk Noter. Og man har adgang til relevante danskfaglige kurser. For mig at se er dette imidlertid ikke den vigtigste begrundelse for at være medlem af Dansklærerforeningen. Den vigtigste grund er at det er afgørende, at vi som dansklærere er organiseret i en forening der kan varetage dansklærernes og danskfagets interesser. Der er naturligvis en grund til at vi på et tidspunkt begyndte at læse dansk. Denne begrundelse skal ligge som en del af referencerammen for varetagelse af fagets interesser. Det kan vi kun hvis

60 DANSK NOTER

vi har en stærk forening til at tage sig af fagets interesser og til at være forum for faglige debatter. I bestyrelsen bestræber vi os på at orientere om og at promovere foreningen. Det sker ved at vi forsøger at markere os i offentligheden. Det sker ved at vi udsender breve og materiale til samtlige dansklærere rundt på skolerne. Og det sker ved at undertegnede tre gange årligt orienterer om foreningen på de fagligt pædagogiske kurser. Her får kandidaterne særtilbud på bøger, tilbud på medlemskab, og de får det nyeste nummer af Dansk Noter. Håbet er naturligvis at nye kollegaer vil strømme ind i foreningen. Jeg vil også opfordre til at man rundt på skolerne er med til at foreslå dansklærere der ikke er medlemmer af foreningen, til at blive det.

Bestyrelsesarbejdet Det er endnu engang og stadig vigtigt at understrege at bestyrelsesarbejdet er et frivilligt arbejde. Et arbejde der er ulønnet og som ikke giver timereduktion. Det vil sige at bestyrelsesmedlemmerne har deres fuldtidsar-

bejde ved siden af bestyrelsesarbejdet.

Og som alle vist oplever det, er det ikke blevet nemmere at arbejde som gymnasielærer. Jeg skal ikke endnu engang trætte med at opregne den hvirvlende virkelighed vi befinder os i som gymnasielærere. Den kender vi alle! Blot vil jeg markere at dette er grundlaget for arbejdet i en faglig forening. Hvis man hører dette som en ynk og beklagelse, er det forkert. Det er bare vigtigt at markere at det er basis, og der er nogle grundvilkår for arbejdet i den faglige forening. Jeg vil også understrege at arbejdet i bestyrelsen er meget givende. Man arbejder tæt sammen med kollegaer fra forskellige skoler. Man arbejder meget aktivt med faget og faglige problemstillinger. Og man er med til at udvikle bøger, kurser og tidsskrift.

I det forløbne år har der været ganske meget at se til i bestyrelsesarbejdet. Vi forsøger løbende at holde os orienteret i hvad der sker og kan ske inden for danskfaget og inden for stx og hf-uddannelserne generelt. I år har skriftlighedsdimensionen og læreplansændringer været vægtige temaer. Men ud over dette er der hvad man kan kalde det daglige arbejde. Vi laver internatkurser, endagskurser i skriftlighed, og vi arrangerer tilbud i skolebaserede kurser. Og jeg skal hilse og sige at dette ikke er et lige nemt arbejde. Der er oplægsholdere der ikke lige har lagt mærke hvad de har skrevet under på, og som trækker sig. Der er skoler der ikke kan på de tidspunkter de først har meldt ud. Osv. Den nuværende bestyrelse har nu siddet i næsten to år. Og det har været en meget aktiv og velfungerende bestyrelse. For hele dette bestyrelsesarbejde vil jeg gerne meget eksplicit sige tak til Anders Pors, Gunvor Mikkelsen, Ivar Lærkesen, Liselotte Henriksen, Niels Kristian Holm og Sophie Holm Strøm. Ud over det bestyrelsesarbejde jeg har nævnt, udsender vi som bekendt Dansk Noter 4 gange om året. Med al mangel på beskedenhed vil jeg mene at Dansk Noter er et tidsskrift af høj kvalitet. Det er et litterært tidsskrift som mange oplever som statusgivende at skrive i. Og Dansk Noter er et medlemsblad for dansklærere der er medlemmer af Dansklærerforeningen/G. Ambitionen er at holde dansklæreren a jour med hvad der foregår inden for faget. Og denne ambition tillader jeg mig at mene at

bladet til fulde lever op til.

Redaktionen består af nogle bestyrelsesmedlemmer, og den består af nogle eksterne redaktører. Disse eksterne skal have en stor tak for kampen med kontinuerligt at få bladet på gaden. (Og det er ikke altid lige nemt!)Det er Torben Jakobsen og Ida Diemar. Og som alle naturligvis ved og har lagt mærke til gøres der meget ud af billedsiden i Dansk Noter. Denne side af sagen står billedredaktør Thorkild Holm for.

Nu sidder Gunvor Severinsen og Birgitte Darger og tænker hvad de har gjort siden de ikke skal nævnes. Og naturligvis skal de også nævnes. Gunvor har besluttet at stoppe med bestyrelsesarbejdet når denne valgperiode udløber til januar. Gunvor har siddet i bestyrelsen hele dette årtusinde. Her har hun lagt et stort og engageret arbejde i det daglige bestyrelsesarbejde. Hun har været med til at tilrettelægge kurser inden for alle kursustyper. Og så har hun ikke mindst i hele perioden siddet i redaktionen af Dansk Noter, og de sidste to år har hun været ansvarshavende redaktør. Dette sidste har bl.a. resulteret i at Dansk Noter har skiftet format. Det kan der naturligvis være forskellige holdninger til. Men jeg synes at Dansk Noter fremstår som et meget flot og attraktivt tidsskrift. Gunvor! Tak for arbejdet i bestyrelsen og tak for kampen i og med Dansk Noter.

DANSK NOTER 61

62 DANSK NOTER

Birgitte Darger har siddet som næstformand i de sidste fire år hvor undertegnede har siddet som formand. Og formandsposten og næstformandsposten varetages i et tæt parløb. Uden Birgitte der er næstformand ikke kun af navn men i høj grad også af gavn, ville det være vanskeligt at varetage formandsposten. Birgitte har i det forløbne år haft sit hyr med pressen og journalister der opfatter sig selv som stort set det vigtigste på denne klode, og som ikke har problemer med at rende fra aftaler, spidsvinkle så udtalelser bliver næsten umulige at genkende osv. Tak for kampen, Birgitte.

Som nævnt i indledningen til dette årsmøde er der i år valg til bestyrelsen. Jeg vil som nævnt i går opfordre interesserede til at stille op. Og jeg vil som nævnt opfordre til at vi efterfølgende debatterer læreplansændringer og det nuværende danskfags position og status.

Debat om formandens mundtlige og skriftlige beretning Debatten havde to hovedpunkter: Læreplanen og faget generelt Læreplanen: Elisabeth Frank Rasmussen, Svendborg Gymnasium advarede mod et krav om at tone danskfaget i studieretningen. Det vil være en farlig politik der kan ende med at danskfaget bliver reduceret til et redskabsfag og mister sit værd som fag. Det betyder selvfølgelig ikke at den enkelte lærer ikke kan vælge at tone faget, men det må ikke stå i læreplanen. Vi skal fastholde at dansk er et fag med egen værdi og egen vægt.

Liselotte Henriksen, Gentofte studenterkursus, ville gerne advare mod at der bliver skåret i det litterære stofområde.

Lisbeth Pedersen, VUC Roskilde spurgte til hvordan man definerer et værk. Kan teksten til et album for eksempel være et værk?

Gita Pasternak, Københavns VUC, var enig i at det kan være svært at få elever og kursister til at læse de selvstændige værker. Men intentionen med disse værker er god. Det er godt at elever og kursister får læst noget.

Karin Vaaben, Nørre G, tilsluttede sig det synspunkt at det er godt med de selvstændige værker, og at det kan være svært at nå dem.

Kirsten Mau Poulsen, Århus Katedralskole, var også glad for de selvlæste værker. Det første bliver anbragt i forbindelse med et læsekursus i 1g, det andet som sommerferielæsning mellem 1. og 2g. Hun nævnte at krimier er velegnede som selvstændig læsning; i studieretninger med engelsk og spansk kan man vælger værker fra disse sprogområder.

Morten Mikkelsen, Fredericia Gymnasium og HF, spurgte om det var muligt at få en opblødning af kravet om at man på hf skal læse ”centrale danske litterære værker gennem tiderne og disse værkers samspil med internationale strømninger”.

Birgitte Klange, Ringkjøbing Gymnasium spurgte til bestyrelsens holdning til fordelingen mellem de tre stofområder nu hvor der skal ændres i læreplanen.

Birgitte Klange talte for at beholde den nuværende fordeling 3:2:1.

Claus Nielsen, VUC Nordjylland og formand for Dansklærerforeningen/G, slog fast at bestyrelsen ikke ønsker at nedprioritere det litterære stofområde eller at tone danskfaget i forhold til studieretningerne.

Han udtrykte at man godt kunne luge ud i nogle af pindene i det litterære stofområde idet de af mange opleves som bindende; de opfattes som opfordring til enkeltforløb, og det er ikke meningen. Man skal ikke for eksempel have et helt forløb i salmer eller sagaer.

Det ville være ønskeligt hvis pindene i de tre stofområder blev harmoniseret så de bliver sammenlignelige. Vi skal være gode til det indre samspil mellem stofområderne.

Katinka Skriver, Allerød Gymnasium spurgte til om det vil være muligt at reducere i antallet af selvlæste værker.

Anders Pors, Ørestad Gymnasium og bestyrelsen, redegjorde for at bestyrelsen har ønsket at ligestille sprog og medier med hensyn til vægtning. Det betyder ikke

Dette synspunkt vakte almindelig tilslutning i salen.

DANSK NOTER 63

at man ønsker at nedprioritere det litterære område.

Bestyrelsen mener at man med fordel kan placere nogle af bindingerne i det litterære stofområde i det supplerende stof. Det vil give en øget frihedsgrad.

Birgitte Darger, Det fri Gymnasium og bestyrelsen, argumenterede for at det sproglige stofområde indeholder elementer som også kan bruges på litteratur, og at litteratur kan behandles ud fra sproglige synsvinkler.

Liselotte Henriksen, Gentofte studenterkursus, advarede mod at nedprioritere den historiske dimension i danskfaget. Den nedprioriteres i andre fag, så det er ekstra vigtigt at fastholde den i danskfaget.

Bodil Bang Nielsen, Esbjerg Gymnasium, spurgte om dansk-historie-samarbejdet ikke kunne få en mere realistisk formulering. Eleverne skal have en fornemmelse for kronologi; de skal vide at teksterne er forankret i en bestemt periode.

Susan Mose, Nyborg gymnasium og fagkonsulent, samlede op på de stillede spørgsmål: · En toning i forhold til studieretningerne kommer kun på tale hvis det bliver en bunden opgave fra oven · man kan godt forestille sig en nedprioritering af kravet om ”internationale strømninger” på hf · man kan også godt forestille sig at kravet om tre selvlæste værker på hf bliver skåret ned · med hensyn til vægtningen bør den nuværende fordeling (3:2:1) fastholdes; litteraturen skal blive ved med at fylde meget, ligesom sprog skal fylde mere end medier; et forslag om en fordeling 2:1:1 vil betyde en opprioritering af mediedelen · det har været en bunden opgave at definere hvad der er et værk; man vil undgå en glidebane hvor for eksempel tre H.C. Andersen tekster kaldes et værk; ideen om at bruge lyriktekster fra en CD som værk kan godt accepteres Birgitte Klange, Ringkjøbing gymnasium, udtrykte glæde at høre at den nuværende fordeling fastholdes. Hun anførte at det kan være svært at motivere eleverne i medieundervisningen.

Gita Pasternak, Københavns VUC, og Gunvor Severinsen,

64 DANSK NOTER

Greve Gymnasium var uenige i dette synspunkt. Man kan ikke forestille sig et moderne danskfag uden mediedelen. Medier udgør en stor del af vores teksterfaring og er i det hele taget det centrale tekstlige og æstetiske omdrejningspunkt for det moderne samfund.

Christian Dreyer, Kongsholm Gymnasium og HF, udtrykte betænkelighed ved at sprog bliver reduceret i bestyrelsens forslag. Det kan betyde at dansk ikke længere er et eksakt sprogfag, men at sprogdelen bliver til sprogiagttagelse i litterære tekster. Det sproglige skal have selvstændighed i forhold til det litterære med fokus på det funktionelle og konkret begrebsdannelse.

Birgitte Darger, Det fri Gymnasium og bestyrelsen, slog fast at bestyrelsen ikke ønsker at reducere sprogdelen.

Det man ønsker, er at simplificere ud fra en tanke om at der er sammenhæng. Sprog og litteratur hænger sammen.

Anders Pors, Ørestad gymnasium og bestyrelsen, så også en overlapning mellem sprog og medier. Han anførte at mediedelen selvfølgelig er vigtig. Danskfaget må ikke være ude af trit med virkeligheden, derfor må mediedelen fylde rigtig meget.

Faget generelt: Karin Vaaben, Nørre G, udtrykte at mange savner den gamle danskopgave. Det at vi ikke har fat i alle eleverne i forbindelse med den første opgave, virker reducerende på det skriftlige arbejde.

Birgitte Darger, Det fri gymnasium og bestyrelsen, udtrykte at man i bestyrelsen er meget opmærksomme på dette problem.

Sune Weile, Sankt Knuds gymnasium, vendte tilbage til diskussionen om fordelingen mellem fagets tre områder. Han anførte det synspunkt at det ikke så meget er i undervisningen at forholdstallene har betydning; derimod har de stor betydning i fordelingen af eksamensspørgsmål. Han afsluttede med at spørge om der er planer om at fastlægge hvor i forløbet dansk-historieopgaven skal ligge.

Anders Pors, Ørestad gymnasium og bestyrelsen, sagde at danskfaget er under pres, og at man må forholde sig konstruktivt til dette. Han foreslog at ’skriftlighed’ får

en selvstændig plads i læreplanen med fokus på generelle skrivekompetencer.

Birgitte Klange, Ringkjøbing gymnasium, foreslog at man skulle arbejde for mere elevtid til dansk. De andre fag er nemlig ikke så gode til at arbejde med de skriftlige kompetencer.

Susan Mose afsluttede debatten med at sige at der vil komme mere fokus på en samlet skriftlighed i de nye læreplaner.

Herefter blev formandens skriftlige og mundtlige beretning bragt til afstemning.

Den blev vedtaget.

Kassererens beretning Foreningens kasserer, Gunvor Mikkelsen, gennemgik regnskabet. Hun kunne konstatere at G-sektionen lever og har det godt. Der er et stort overskud. I 2008 var der overskud på stilesalg og kurser. Budgettet for 2009 ser rigtig godt ud – for G-sektionen. Det gør det derimod ikke for den store forening hvor der sker et voldsomt fald i antallet af F-medlemmer.

I foreningens jubilæumsår 2010 vil man gøre en eks-

tra indsats for at skaffe nye medlemmer, blandt andet ved en kontingentnedsættelse.

Dirigenten, Gita Pasternak, kunne oplyse at regnskabet er godkendt af foreningens revisorer. Derefter blev kassererens beretning sat til afstemning og vedtaget.

Indkomne forslag Der var ingen indkomne forslag.

Opstilling til valg til bestyrelsen Gunvor Mikkelsen og Gunvor Severinsen havde meddelt at de ikke ville genopstille til bestyrelsen. To nye kandidater meldte sig; det drejer sig om: Sune Weile, Sankt Knuds gymnasium og Sissel Worm Glass, Sønderborg Statsskole Valg af kritiske revisorer Foreningens revisorer er Johan Rosdahl, Frederiksberg gymnasium og Morten Mikkelsen, Fredericia gymnasium Eventuelt Formanden, Claus Nielsen, sluttede af med at takke for debatten og takkede også dirigenten for et velledt møde.

DANSK NOTER 65

G-bestyrelsen

Formand Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 98 17 98 05 cni@vucnordjylland.dk Næstformand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3.th, 2200 København N Tlf.: 3535 1073 bda@detfri.dk Kasserer Gunvor Mikkelsen Rypevænget 217 2980 Kokkedal Tlf.: 49181896 gunvor_mikkelsen@mail.tele.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Anders Pors Nielsen Saabyesvej 1, st.th.

2100 København Ø Tlf.: 3538 5545 Mobil: 2254 9350 mailto:pors975@hotmail.com Gunvor Severinsen Klevekær 8, Svogerslev 4000 Roskilde Tlf.: 4638 4872 Mobil 2467 4872 gunvor.severinsen@skolekom.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk Liselotte Henriksen Poppel alle 5 2650 Hvidovre Tlf.: 3649 7688 Mobil: 2258 1874 lh@mail.gsk.dk Niels Kristian Nygaard Holm Søllerød Park 3, lej. 12 2840 Holte Tlf: 60 73 19 27 Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk

66 DANSK NOTER

Sophie Holm Strøm Hunderupvej137 5230 Odense M Tlf.: 2613 1085 Mobil: 8622 1085 sophiestroem@gmail.com (barselsorlov)

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora:

Repræsentant i Dansk Sprognævn Anders Pors Nielsen Repræsentant i Dansklærerforeningens Hus A/S bestyrelse Gunvor Mikkelsen Repræsentant i GYMsprog Sophie Holm Strøm, (barselsorlov) Repræsentant i Fagligt Forum Claus Nielsen

(Koordinator står først) Skolebaserede kurser Anders Pors Nielsen, Ivar Lærkesen, Niels Kristian Nygaard Holm Regionskurser Birgitte Darger, Gunvor Severinsen, Claus Nielsen, Ivar Lærkesen Internatkurser Gunvor Mikkelsen, Birgitte Darger, Liselotte Henriksen Bogudvalg Birgitte Darger, Liselotte Henriksen, Niels Kristian Nygaard Holm, Gunvor Mikkelsen Redaktionsudvalg Birgitte Darger Hjemmeside Gunvor Mikkelsen Repræsentant i PS Claus Nielsen Nordisk Udvalg Anders Pors Nielsen Det nordiske redaktørsamarbejde Gunvor Severinsen Repræsentant i Danske Banks litterære udvalg Birgitte Darger Repræsentant i EKKOs redaktion Claus Nielsen

Fagkonsulent: Susan Mose Skovgaardsvej 31 5230 Odense M Tlf.: 25574154 susan.mose@uvm.dk

Regionsrepræsentanterne

København/Bornholm Anne Mette Finderup Ingrid Jespersens Gymnasieskole Mail: AF@ijg.dk Sjælland Mette Clausen Roskilde Gymnasium Mail: rgmc@roskilde-gym.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf: 7587 2745 Mail: MM@fredericia-gym.dk

Nordjylland Signe Bracke Mastruphøj 124 9530 Støvring Tlf: 9837 8388 Mail: sib@vucnordjylland.dk

Midtjylland Vakant

Redaktionen ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

DANSK NOTER 67

✱ ✱

✱

✱

✱

✱

✱ ✱

✱

1862 Frederiksberg C

www.dansklf/dn

IDNR IDNR46586 11052

ønsker en rigtig glædelig jul – på glædeligt gensyn i 2009

Rathsacksvej 7

DANSK NOTER

✱

Magasinpost

✱

Dansklærerforeningen

✱