Dansk Noter 2/2015

DANSK NOTER

Juni 2015

dansklf.dk/Dansk_Noter

Verdenslitteratur

2

DANSK 2 2015 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk Anmeldelser Lars Dalum Granild

DANSK NOTER 3/2015: Tema: Den etiske vending Deadline: 01.07.15 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms.

Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten.

Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Billedredaktører Rathsacksvej 7 Lisa Kaas og Kurt Christensen 1862 Frederiksberg C Øvrige Tlf. 3379 0010 redaktionsmedlemmer Mandag-fredag 10-14 Anne Mette Finderup Dansk Noter er en del af medlemska- dansklf@dansklf.dk Rosenvængets Sideallé 9, 3. tv. bet for medlemmer af Dansklærerfor2100 København Ø eningens sektion for gymnasielærere. Alle henvendelser vedr. medlemskab, Tlf. 2893 7904 kontingent, bogpakker, abonnement, af@ijg.dk adresseændring og efteruddannelsesDansk Noters hjemmeside: kurser skal ske til administrationen dansklf.dk/Dansk_Noter Ditte Eberth Timmermann på dansklf@dansklf.dk Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Manuskripter og indlæg: Tlf. 6077 7304 ISSN: 0107-1424 Sendes til det@aarhustech.dk Oplag: 3000 js@norreg.dk Ivar Lærkesen Printed in Denmark 2015 eller: Jette Sindbjerg Martinsen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Maribovej 4B Tlf.: 5697 2547 Kunstner: 2500 Valby ILaerkesen@gmail.com Cooper & Gorfer Vi modtager meget gerne bidrag Kurt Christensen Grafisk tilrettelæggelse til bladet efter disse retningslinjer: Sortemosevej 101, 2730 Herlev og produktion: Maksimallængde på artikler er norTlf. 3175 3101 Zeuner Grafisk as malt 12.000 tegn inklusive kurtchristensen@hotmail.com mellemrum. Skriv gerne kortere.

Lisa Kaas Dansk Noter kan tilbyde fagfællebe- Tidsskriftet udgives med støtte af Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V dømmelse af artikler hvis det ønskes. Undervisningsministeriets tipsmidler Tlf. 3117 7500 gennem tilskud til porto/forsendelse lisamargrethekaashansen@gmail.com Opsætning: Antal anslag opgives fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier. først i artiklen. Skriv forfatternavn, Birgitte Elkjær Lamb titel m.v. over titlen/rubrikken. Og Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved skriv gerne et par linjer om dig selv Tlf. 4161 3245 Forsidefoto: (fødselsår, stilling, publikationer, bil@herlufsholm.dk The White Boat, 2014 andet). Vedlæg digitalt billede af dig © Cooper & Gorfer with Guðrun & Maja Christine Wester selv. Afsnit markeres med indryk.

Guðrun (FO) Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Længere citater skal kursiveres Tlf. 2512 9368 og markeres med en blank linje før mw@stenhus-gym.dk og efter samt indryk.

Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk.

Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer

Indhold

4 Leder 6 Præsentation 8 Illustrationer

Cooper & Gorfer

TEMA: VERDENSLITTERATUR 12 Forbilleder, genrevandringer og verdenssyn.

Tre forbindelseslinjer i verdenslitteraturen

Af Mads Rosendahl Thomsen

16

Hjemkomst til Homer. Motiviske transpositioner af Odysseen hos Bjørnvig, Nordbrandt og Rifbjerg Af Erik Skyum-Nielsen

24

FORUGH FOREVER Af Mette Moestrup

30 ’A Work of Genius’. Karen Blixen i et verdens-

12 ”Om sit forhold til Grækenland fortalte Henrik Nordbrandt i et interview til Politiken i anledning af sin 70-års dag, at første gang han gæstede landet, skulle han have været der i fjorten dage, men tog hjem allerede efter en uge, fordi han ikke kunne holde den tanke ud kun at have syv dage tilbage!”

”Den plumpe Ole Jastrau og den rebelske Stefan Steffensen matcher i grove træk Leopold Bloom og Stephen Dedalus i ikke bare statur, men også i den dynamik, der er mellem hovedpersonerne.”

16

litterært perspektiv

Af Svend Skriver

33

TEKSTEN I MIDTEN

Af Sebastian Bune

33

40 Intertekstualitet, Kafka og kanon?

Af Cathrine Rygaard Rasch

46

Verdenslitteratur – værker eller mere?

Shakespeare som eksempel

Af Niels Brunse

52

Sorte stjerner på en hvid himmel

Af Jørgen Monrad

56

Dengang, før den store krig – Om den østrigske forfatter Joseph Roth

Af Esther Kielberg

60 VOXPOP 62 DIN FORENING 64 KURSER

40 ”[…] verdenslitteratur bliver til verdenslitteratur gennem den nødvendige formidling og ikke ved mystiske iboende egenskaber ved værkerne alene.”

”Hos moderne forfattere som Kafka og Balle er anonymiteten et udtryk for både individets anonymitet i systemerne og en art generalisering af mennesket.”

46

Leder

Verden i og uden for syltetøjsglasset Af Kathinka Skriver, medlem af bestyrelsen for Gymnasiesektionen

”[I] would have been happy – happier – today if the Prize had gone to that beautiful writer Isak Dinesen.”

Ernest Hemingway, 28.10.1954 Historien om Hemingway der koketterede med at hans nobelpris burde være gået til Karen Blixen, hører til mine yndlingsanekdoter når jeg præsenterer mine elever for Blixen. Den tager kegler på samme måde som en dansker i udlandet føler sig smigret når nogen nævner H.C. Andersen, eller når man møder italienere der er på fornavn med gulddrengene fra 80’ernes Fodbold danmark. Hemingways anerkendelse af Karen Blixens geni viser eleverne at vel kan nogle af vores høre til blandt verdenslitteraturens celebriteter.

Der er mange gode grunde til at læse verdenslitteratur med eleverne. En af dem er at det står i stxlæreplanen; men det står ikke som en selvstændig pind, og det er mildt sagt ikke noget læreplanen vægter højt. ”Teksterne består af dansksprogede tekster suppleret med norske og svenske tekster på originalsprog og verdenslitteratur i oversættelse”. Det må være helt afgørende for dansk som et dannelsesfag at verden uden for syltetøjsglasset præsenteres for eleverne. Verdenslitteraturen præsenterer dem for en anden verden end den der er deres, og stiller dem spørgsmålet: Hvor er verden forskellig fra os? At læse litteratur åbner en ny verden for eleverne. At læse verdenslitteratur gør denne verden større.

Mødet med alverdens litteratur sætter vores egen litteratur i perspektiv, og opdagelsen af at vores litteratur i nogle tilfælde OGSÅ er verdenslitteratur, rummer stort didaktisk og pædagogisk potentiale. Jeg var i efteråret på studietur i Dublin med min 3. g. Det andet rejsende fag var engelsk, og engelsklæreren havde naturligvis intet fagligt i klemme ved turen. Jeg derimod kunne ikke komme i tanker om store danske forfattere der

4 DANSK NOTER

havde slået sig ned i Dublin endsige skrevet om byen, og en semiotisk læsning af Googles hovedkontor i byen lå heller ikke lige for. Men som IB-student fra forrige århundrede havde jeg beskæftiget mig intensivt med Joyces Dublinfolk, og turen gav mig anledning til at puste støvet af klassikeren. Vi læste den som værk inden afgang, og det være hermed anbefalet. Novellerne egner sig glimrende til forløb om identitet, magtforhold og splittelse. Men den store oplevelse indtraf for alvor da vores meget charmerende, unge mandlige guide på førstedagens byvandring kunne vise klassen (bestående af atten piger og to drenge) såvel gavlmalerier som plader i fortovet der refererede til Joyces værker. Her oplevede de en irsk charmør med største selvfølgelighed forudsætte deres kendskab til hans bys verdenskendte forfatter. For eleverne gik der sport i at finde litterære referencer under deres vandringer rundtomkring i byen. Turen viste simpelthen eleverne at beskæftigelsen med litteratur ikke er forbeholdt dansklærere og meningsdannere på store dagblade. Guidens stolthed over Joyce gjorde deres læseoplevelse langt mere meningsfuld. Og det satte deres oplevelse af dansk litteratur og vores forhold til den i perspektiv.

Ved at læse verdenslitteratur oplever eleverne sammenhænge mellem Danmark og verden og dermed mellem dem selv og verden. Pludselig kan de jo se at Jytte Abildgaard, Tine og Nora er i familie med Anna Karenina og Effi Briest. For nogle år siden læste jeg i min 3. g et forløb om kvinderne i det moderne gennembrud. Ikke udelukkende kvindelige forfattere, men fokus var på skildringen af kvinderne i litteraturen.

Forløbet var forholdsvis konventionelt med gennemgang af Brandes og Stuart Mill og kvinder som Amalie Skrams Constance, Bangs Frøken og Balkjole, Ibsens Nora og Pontoppidans Stine. Vi sluttede af med at læse uddrag af Anna Karenina, som vi derefter så på Betty

Shola and the Cat, 2010 © Cooper & Gorfer

Nansen. På vej hjem i S-toget sagde Josephine: ”Tænk at Tolstoj havde samme tanker om kvinder som ham med Nora”.

Tilbage til Hemingway. Det gør altid indtryk på eleverne når de opdager at vores egen litteratur også har sat sit aftryk på verdens litteratur. Når de hører at

Hemingway roser Karen Blixen, at kinesiske skolebørn har H.C. Andersen på læselisten, og at der findes folk derude som lærer sig dansk for at kunne læse Kierkegaard på originalsproget. Det er lavthængende frugter at plukke for dansklæreren, for fagets litterære dimension får pludselig langt større legitimitet i deres øjne.

DANSK NOTER 5

Præsentation

The intellectual creations of individual nations become common property. National one-sidedness and narrowmindedness become more and more impossible, and from the numerous national and local literatures, there arises a world literature.1 I påsken måtte vi sige farvel til den sidste nulevende kanonforfatter, Klaus Rifbjerg (1931-2015). Rifbjerg var frontfiguren for modernismen i Danmark, og særligt med digtsamlingen Konfrontation (1960) satte han en ny standard for dansk lyrik og sprogbrug. Rifbjerg var til stadighed både provokerende og toneangivende i dansk litteratur- og kulturdebat. Han studerede et år i USA, og amerikanske forfattere som blandt andre T.S. Eliot og Ezra Pound havde stor betydning for hans digtning. Rifbjerg var fra 1959 til 1963 som bekendt sammen med Villy Sørensen redaktør på Vindrosen.

Tidsskriftet var i høj grad orienteret mod litteraturen ude i verden og gav introduktioner til internationale modernistiske strømninger repræsenteret ved forfattere som blandt andre Jorge Luis Borges, Louis-Ferdinand Céline og ikke mindst den amerikanske beatgeneration.

Der er ingen tvivl om at det har haft stor betydning for Rifbjerg og hele den danske modernistiske digtning. Og netop dette – den internationale litteraturs indflydelse på den danske – er også vores fokus i nærværende nummer af Dansk Noter om verdenslitteratur.

Hvad er så verdenslitteratur, kan man spørge? En simpel definition kunne være at det er litteratur der ikke er dansk. Men denne meget brede definition kan være svær at arbejde fornuftigt med. En af mange indvendinger herimod kunne være at dansk litteratur jo så ikke kan være verdenslitteratur. Det ville dem der opfatter verdenslitteratur som “verdensmesterlitteratur”, som Niels Brunse kalder det i sin artikel, jo nok mene.

Andre ville indvende at overhovedet at operere med en størrelse som en ’ren’ national litteratur i bedste fald er en utopi som fx kan bruges til at legitimere en “klodset national kanonlæsning”2. Vender vi os mod etymologien og Goethe, der ganske vist ikke definerer, men

6 DANSK NOTER

dog skaber begrebet "verdenslitteratur" (Weltliteratur) i 1827, må vi forholde os til en overskridelse af såvel det nationale og det kulturelle da den store litteratur ifølge Goethe netop kunne overskride både kulturelle og nationale – og endda også tidsmæssige – grænser.

Verdenslitteraturen har således til stadighed relevans for nutiden.

Dansk Noter nr. 2, 2006 havde også temaet “Verdenslitteratur”. Erfarne danskundervisere vil måske synes at det ikke er nødvendigt at sætte verdenslitteraturen på dagsordenen allerede igen. Men hvor 2006-nummeret valgte at tage “på besøg i fremmede lande efter verdenslitteraturen” og havde artikler om bl.a. arabisk, tysk og sydamerikansk litteratur, har vi i dette nummer valgt at blive hjemme, så at sige. Dvs. at de fleste af artiklerne beskæftiger sig med hvordan dansk litteratur er blevet – og bliver – påvirket af udenlandsk litteratur.

Mads Rosendahl Thomsen lægger således ud med at undersøge verdenslitteraturens indflydelse på Tom Kristensen og Klaus Høeck i artiklen “Forbilleder, genrevandringer og verdenssyn. Tre forbindelseslinjer i verdenslitteraturen”. Han beskriver forbindelsen mellem Tom Kristensens Hærværk og James Joyces Ulysses, ligesom han får inddraget litteraturforskeren Franco Morettis fokus på genrer og forbindelser mellem forfattere. Som en sidste forbindelseslinje i verdenslitteraturen ser Thomsen på Jorge Luis Borges’ og Klaus Høecks syn på dels det nationale og lokale og dels på verden.

Odysseus optræder også i Erik Skyum-Nielsens artikel, “Hjemkomst til Homer. Motiviske transpositioner af Odysseen hos Bjørnvig, Nordbrandt og Rifbjerg”. Her peger Skyum-Nielsen på dialogen med de homeriske digte hos de tre nævnte moderne forfattere med begrebet hypertekstualitet, som er hentet fra Genette.

Mette Moestrup kommer også ind på Nordbrandts digtning i sin artikel “FORUGH FOREVER”. Moestrup tager afsæt i den persiske poesitradition, og hendes ærinde er netop at demonstrere hvorledes vi i vores tænkning og opfattelse af verdenslitteratur alt for ofte har et vestligt udgangspunkt, og at vise os hvor frugtbart det er at læse en digter som iranske Forugh Farrokhzad.

Også Karen Blixen, der er svær at komme udenom i

en verdenslitterær sammenhæng, lader sig inspirere af udenlandsk litteratur, særligt i sin brug af det gotiske.

Dette beskriver Svend Skriver i sin artikel “’A Work of Genius’. Karen Blixen i et verdenslitterært perspektiv”, hvori han påviser Blixens intertekstuelle leg og hendes værkers grænseoverskridende karakter og eksemplificerer hendes verdenslitterære kvaliteter ved værket Seven Gothic Tales.

Fra Blixen bevæger vi os til Kafka med Cathrine Rygaard Rasch, som i sin artikel “Intertekstualitet, Kafka og kanon? Et Kafka-snit i dansk litteratur” viser hvorledes Kafka med stort udbytte kan bruges i danskundervisningen i forbindelse med danske forfattere som Villy Sørensen, Peter Høeg, Solvej Balle og Peter Adolphsen.

Den udenlandske litteratur har altså stor indflydelse på den danske litteratur. Men i dansk læser vi den jo helst på dansk. Og netop oversættelsens betydning er (naturligt nok) i centrum for Niels Brunse, som i sin artikel “Verdenslitteratur – værker eller mere? Shakespeare som eksempel” indledningsvis spørger om det udelukkende er kvaliteter i det enkelte værk der kvalificerer det til betegnelsen ”verdenslitteratur”, eller om der skal mere til for at betegnelsen giver mening?

Jørgen Herman Monrad beskriver i sin artikel “Sorte stjerner på en hvid himmel” den studiekreds han har fået etableret på Skt. Annæ Gymnasium, hvor litteratur-

interesserede elever læser og diskuterer verdenslitteratur. Elevernes læseglæde er vakt, og den åbner for andre kulturer og således også for litteraturen i verden.

Esther Kielberg portrætterer Joseph Roth i sin artikel “Dengang, før den store krig – Om den østrigske forfatter Joseph Roth” som en forfatter med rødder i tiden før første verdenskrig og i det østrig-ungarske kejserdømme og som en forfatter der så faren ved den snæversynede nationalisme – en fare som netop også Damrosch i citatet øverst advarer imod.

“Teksten i midten” er i dette nummer om verdenslitteratur et bidrag fra forfatteren Sebastian Bune, der med identitetskrisen i fokus viser sine inspirationskilder fra Harlem-renæssancens socialrealisme, blandt andre store amerikanske forfattere som Richard Wright, Langston Hughes og James Baldwin.

Redaktionen håber at Dansk Noter nr. 2, 2015, kan være med til at åbne for nye horisonter i litteraturlæsningen. Rigtig god fornøjelse derude.

Noter 1 David Damrosch citerer Marx og Engels’ kommunistiske manifest i sit værk What is world literature? (2003, Princeton and Oxford: Princeton University Press).

2 Dansk Noter nr. 2, 2006

DANSK NOTER 7

Illustrationer

Cooper & Gorfer Artist statement Cooper & Gorfers værker tilhører den narrative tradition inden for fotografi, med rødder i det 18. og 19. århundredes maleri. Deres iscenesatte fotografier rummer tydelige referencer til historie, myter og kulturarv.

Sarah Cooper og Nina Gorfer arbejder som koreografer med deres billeder. Deres fotografier bliver til i tæt samarbejde med de mennesker de skildrer. I modsætning til den diskrete forbipasserende som afventer det afgørende øjeblik, styrer Cooper & Gorfer deres produktioner omhyggeligt. Selvom de har en baggrund som fotografer, stræber de efter at undgå realistiske fremstillinger. De forvrænger proportioner og ændrer

tid og sted, iscenesætter kraftigt og anvender stiliserede positurer og bevægelser for at skille verden ad i mindre dele og arrangere disse på ny i et gådefuldt og overdrevet ensemble. Ligesom kunsthistoriens manierister, prærafaelitter eller surrealister sier Cooper & Gorfer den observerbare virkelighed gennem et komplekst psykologisk filter af drømme, stemninger, frygt og traumer, både deres egne og dem de har mødt.

Cooper & Gorfer dækker over de to kunstnere Sarah Cooper (USA, 1974) og Nina Gorfer (Østrig, 1979). De indledte deres samarbejde i 2006 og bor og arbejder i Sverige.

Cooper & Gorfer – Q&A PERSONLIG BAGGRUND Hvad fik jer i gang med at fotografere? Hvad er jeres baggrund og uddannelse?

Vi kommer fra forskellige baggrunde. Sarah er klassisk uddannet fotograf fra Syracuse University i New York, Nina studerede arkitektur hos Zaha Hadid på Universität für angewandte Kunst i Wien og har arbejdet med grafisk design og art direction i mange år.

Ninas bedstemors gård i Steiermark i Østrig og Sarahs familiehistorie og fotografier fra hendes tipoldefars liv som nybygger i 1880’ernes Amerika. Denne kæde af historier i vores egne liv i relation til vores kreative motivation og fortælling spiller en væsentlig rolle i vores arbejde.

Hvordan begyndte I at arbejde sammen?

Vi mødte hinanden mens vi læste på masteruddannelsen på Högskolan för design och konsthantverk i Göteborg, hvor vi indledte vores samarbejde ud fra en fælles fascination af narrative strukturer, visuel historiefortælling, kulturens betydning og udtryk og sidst, men ikke mindst, vores kærlighed til bøger.

TEKNIK OG PROCES

Hvilke personlige oplevelser har haft størst betydning for jeres arbejde og/eller stil?

Vi deler en stor kærlighed til historiefortælling som er bundet til vores oplevelse af et sted eller et billede. Både på et generelt plan, men også i vores egne personlige refleksioner og forståelse af vores egne familiers historier. Vores arbejde har mange indirekte påvirkninger fra

8 DANSK NOTER

Jeres værker og fotografiske stil tilhører en fortælletradition som har rødder i det 18. og 19. århundredes maleri – kan I beskrive jeres metode og teknik?

Vi arbejder med mange lag. Hovedmediet i vores arbejde er fotografiet, og alle billeder er altid baseret på et fotografi. Men vi arbejder videre derfra og skaber en mere bevægelsesorienteret oplevelse af motivet gennem eksperimenter med komposition, lys, overflade og metaforiske signaler. Processen kan tage flere uger for et billede, hvor vi tilføjer noget, fjerner noget og samler det hele igen ved hjælp af forskellige teknikker. For os sker der noget interessant i denne gråzone mellem fotografi og maleri når betragteren er nødt til at forlade

den vished det normalt giver at vide hvilket medie det er han/hun ser på.

Et par ord om vores arbejdsproces: Vi styrer og iscenesætter altid vores billeder og bruger altid transportable blitzsystemer. Vi bruger et digitalt mellemformatskamera, et Hasselblad H4D. Tøj og styling er meget væsentligt i vores arbejde, både når vi fotograferer og i efterbearbejdningen hvor billedet bliver skabt, for tøj har et betydningsfuldt symbolpotentiale. Vi vil egentlig ikke dokumentere den tid vi lever i, som sådan, dokumentere eller analysere et bestemt øjeblik eller en bestemt begivenhed. Vi er mere interesserede i at udviske tiden.

Den digitale proces er et af vores værktøjer – til sidst ender det alt sammen i computeren. Dette værktøj må man mestre på samme måde som i en analog proces. Som med pensel og maling eller i mørkekammeret må man finde sit eget udtryk inden for en given teknologi.

I har beskrevet jeres teknik som en kombination af meget gamle og helt nye metoder. På hvilken måde er jeres tilgang både traditionel og nyskabende?

Vores proces indebærer at vi er permanent dedikerede til at bearbejde og omarbejde … en idé eller et billede.

Den indebærer de mange lag som ethvert kunstværk rummer: hensigt, research, koncept, intuition, skabelse, evaluering, komposition, produktion osv. Og på den måde vil vi mene at vores overordnede proces er meget traditionel.

Vi har nævnt teknikker såsom lag-på-lag-teknik, hvilket både kan være helt digitalt eller kombineret med analoge teknikker, dvs. hvor vi tegner, maler, kradser og syer på eller i billeder som derefter bliver splejset digitalt tilbage i billedet. Som alle kunstnere er vi børn af vores tid og medvidende om den teknologi som omgiver os. Som kunstnere synes vi det er mere interessant at være med til at skubbe til innovationen af tidens teknologi end at arbejde inden for de traditionelle rammer på et område eller i forhold til et medie …

Vi vil også gerne gøre opmærksom på at vi har mærket en del nysgerrighed, men også skepsis over for vores arbejde fordi en del af processen er digital.

Det er som om der er en del forudfattede holdninger og fordomme på det område som nedvurderer kunstværkets betydning. Teknologien er blot et værktøj, i bedste fald en katalysator, men den er ikke selve kunstværket.

I har beskrevet billedmanipulationen som en måde hvorpå man kan indfange hele den komplekse oplevelse man har når man tager fotografiet. Kan I beskrive et bestemt billede hvor I har valgt en stærkt manipuleret behandling? Hvad gjorde I, og hvordan gjorde det det færdige produkt mere autentisk eller sandfærdigt end det umanipulerede fotografi?

Et fotografi viser os det ydre, ikke det indre. Det viser os hvad vi kan se med vores øjne, ikke nødvendigvis hvad vi kan opfatte i et øjeblik eller om en person. På den måde har fotografiet begrænsede udtryksmuligheder.

For selvom man iscenesætter sit fotografi og omhyggeligt beslutter og designer alle detaljerne, fra lyset til det afgørende øjeblik, kompositionen osv. …, så er man stadig bundet af de regler der gælder i vores fysiske verden. Men det er ikke sådan perception, intuition, erindring eller følelser fungerer. Så i stedet for at være tro over for hvad vi ser, prøver vi i vores værker at udvide, supplere, dekonstruere og lagdele vores billeder for at portrættere noget vi ikke kan se – det usynlige og uhåndgribelige. Vi ønsker at overskride den portrætterede persons liv og følelser og involvere beskueren.

Dette er en essentiel del af vores arbejdsproces. Et godt billede handler lige så meget om den der betragter billedet, som om den der bliver portrætteret. Der må være en forbindelse; ellers vil man forlade et billede uden at være blevet involveret.

Derfor vil vores værker, hvis de ses som rene fotografier, rejse alle disse spørgsmål om hvad der er virkeligt, over for hvad der er manipuleret, hvad der er digitalt, over for hvad der er analogt, og modifikation over for ”sandheden”. Men vi mener ikke vi arbejder inden for fotomediets paradigme, sådan som det opfattes i dag.

Vi er bevidste om grænserne for det klassiske fotografis definition. Vores værker overholder imidlertid ikke disse grænser, og derfor skuffer de dem som ønsker at tro at det som kan defineres som ”virkeligt” i et fotografi, er fuldstændig u-subjektivt. Hvis man derimod ser på vores værker som ikke-fotografiske, bevæger man sig ind på et nyt territorium. I den forstand føler vi os ofte mere beslægtet med malerkunsten end med fotografiet.

Således bliver beskueren til værket ”Shola and the Cat” fra Kirgisistan-serien distanceret fra det virkelige øjeblik som vi fangede med kameraet, hvor Shola stod der med sin kat i Kirgisistan, med en stiv holdning, som om hun ikke kunne lide katten. Men der er en sandhed i Shola som man ikke ville kunne se i et foto der er taget på en tredivtedel sekund: den smerte der

DANSK NOTER 9

stadig er i hende efter hendes kidnapning, hendes stolthed over at have forladt den mand som kidnappede hende, og nye mål af kritik som hun møder i det samfund hun vender tilbage til. Via metaforer og manipulationer med billedet får vi disse andre øjeblikke i Sholas liv som også er en stor del af ”Hende”, frem.

Jeres kunstneriske produktion kan siges at indeholde en spænding mellem jeres antropologiske tilgang og måde at betragte ”det Andet” på og så jeres nære samarbejde med de mennesker I skildrer. Hvordan ser I selv jeres position når I arbejder?

Tit er vi observatører når vi arbejder. Selvom man ikke vil det, er det sådan at når man kommer til en anden kultur, er man anderledes – jo længere væk fra ens egen kultur man er, jo tydeligere er denne anderledeshed og dermed ens rolle som betragter. Men vi har også bemærket at med nogle af de mennesker man møder, overskrider man denne kulturkløft og mødes som mennesker. Det udspringer af en nysgerrighed over for den anden person og, endnu vigtigere, genkendelse. Man bliver berørt af nogle mennesker i sit liv fordi de vækker genkendelse, og fordi man kan forholde sig til hinanden. Det er det samme med mennesker vi møder på vores rejser. Dem som efterlader det stærkeste indtryk og ofte bliver muser i vores arbejde, er dem vi kunne forholde os følelsesmæssigt til. Og så er det vi holder op med at observere og begynder at forholde os. Når vi viser vores billeder, tilstræber vi den samme følelse af genkendelse – et øjeblik som ikke lader beskueren se de kulturelle forskelligheder, men opleve en følelsesmæssig samhørighed med billedet fordi det berører dem.

For at blive berørt af noget må man kunne forholde sig til det. Og for at forholde sig til noget må man kunne genkende noget i det billede eller i den person som allerede er inden i en. Så i vores arbejde udfører og oplever vi begge dele, observatørens rolle og vennens rolle.

I har sagt at I mere ser jer selv som malere end som typiske fotografer fordi jeres narrative og poetiske arbejde udfordrer fotografiet som et medie der dokumenterer virkeligheden. Men hvorfor arbejder I stadig med fotografiet – hvad giver mediet jer?

Da vi begyndte at samarbejde som kunstnere, var fotografiet vores fælles færdighed, og det blev hurtigt vores foretrukne udtryksmiddel. Fotografiet er stadig et forholdsvis ungt medie, og det ændrer sig konstant. Den lynhurtige udvikling af teknologiske opfindelser åbner

10 DANSK NOTER

for nye udtryksmuligheder, men ændrer også hele tiden mediets karakter. For en kunstner er det meget fristende ikke blot at opleve, men også at tage del i udviklingen af et medie eller et kreativt område.

På et mere praktisk niveau tillader fotografiet os at interagere med mennesker på en mere umiddelbar måde. Selvom vores billeder er iscenesatte, arbejder vi stadig ret hurtigt og spontant på vores projekter. At fotografere lader os møde en person den ene dag og lave en række portrætter af personen den følgende dag.

Vi kan også fotografere familiens hund, mønsteret på tapetet på væggene, tågen der kommer ind tidligt om morgenen … med fotografiet kan vi lave en samling.

Så vi laver faktisk dokumenter fra virkeligheden – hvis man overhovedet kan tale om den – men de undergår en transformation. Og måske er det det vi finder så tiltrækkende – forestillingen om at virkeligheden kun eksisterer i dette øjeblik, og at så snart man husker et bestemt øjeblik, har ens ubevidste allerede ændret det, blandet det sammen med øjeblikke der kom før eller efter, glemt nogle detaljer, tilføjet nogle følelser, fyldt det med mening eller glemt det fuldstændigt … Vi kan godt lide ideen om at fotografiet af en virkelig situation udsættes for den samme forandring – og at vi på en eller kan måde kan gøre dette synligt i vores værker.

Hvor tror I at fotoindustrien er på vej hen?

Vi tror fotografiet er i gang med en omdefinering – med mindre fokus på teknik og mere på den sande kritik af kunsten at indfange et billede. Fotografiet vil altid være synonymt med teknologi; det har været teknikafhængigt siden det blev skabt. Den stærke debat om det analoge over for det digitale som en målestok for kritik og værdi inden for fotokunst er et argument vi mener må blive mindre relevant med tiden eftersom mediet er forbundet med udvikling. (oversat af Anne Mette Finderup)

– litteratur, sprog, medier Af Ole Schultz Larsen. Grete Ravn Nielsen (red.)

Håndbog til dansk er en ny grundbog til analysearbejdet i dansk, der giver en klar og velstruktureret indføring i fagets genrer, metoder og begreber.

Håndbog til dansk gennemgår fagets tre centrale stofområder, sprog, litteratur og medier.

Udgivelsen indeholder en mængde elevaktiverende opgaver til både individuelt arbejde og gruppearbejde. Hertil kommer analysevejledninger og oversigter.

323 sider | Kr. 268,-

iBog® hbdansk.systime.dk 2 videoklip | 100 illustrationer | 60 opgaver | 50 tekstuddrag | ca. 310 sider | eBog Licenspriser fra kr. 32,Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime.

SPROGET ARBEJDER Af Birgitte Darger, Kasper Lezuik Hansen og Christian Kock.

Christian Schumacher (red.)

Sproget arbejder gør arbejdet med den sproglige dimension i dansk nærværende og aktuelt.

Sproget arbejder er øvelsesbaseret og eleverne får færdigheder i at analysere konkrete problemstillinger med et operationelt sprogligt analyseapparat.

systimeajourPlus Få fri adgang til alle iBøger ® i dine fag – altid

ajour.systime.dk

Se priser og licenser på systime.dk

158 sider | Kr. 148,-

iBog® sproget.systime.dk 4 videoklip | 4 interaktive opgaver | 40 opgaver | 35 citater | 10 primærtekster | 20 illustrationer | 65 ordforklaringer | 125 sider | eBog Licenspriser fra kr. 20,Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime.

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

Tema: Verdenslitteratur

Forbilleder, genrevandringer og verdenssyn Tre forbindelseslinjer i verdenslitteraturen Dansk litteratur vokser kun ved at blive set i sammenhæng med dens import af nye ideer og former, som så ofte er blevet omformet til noget, der er kommet resten af verden til gavn.

Forfattere har altid suget til sig, haft antennerne ude og lånt af dem, som de har beundret. De har naturligvis også været præget af de vinduer, som en kultur stiller til rådighed. Latin var engang vejen til fremmede verdener, tysk var engang vigtigere end engelsk, og i dag er vores udsyn mangfoldigt på andre måder, måske skævvredet af anglificeringen af verden, men på mange måder også mere vidtrækkende end nogensinde.

På den anden side har litteraturhistorie, forstået bredest muligt som den måde, hvorpå historien om en nations litteratur formidles og fortælles, ofte været med til at skjule påvirkninger udefra til fordel for en stærk indre historie om litterære miljøer og arvtagere inden for nationens grænser. Selvom ubalancen ikke er så udtalt længere, så er afbalanceringen af det nationale og det internationale perspektiv til stadighed en udfordring.

Dansk Noter har tidligere skrevet om den fornyede interesse for verdenslitteratur, der siden 2000 har sat en markant dagsorden i litteraturstudier. Formentlig som en nærmest naturlig følgesvend til den kulturelle globalisering, der præger verden i kraft af større åbenhed mellem verdensdelene og mulighed for at kommunikere langt mere mangfoldigt på kryds og tværs af grænser.

Som Mischa Sloth Carlsen skrev med henvisning til Harvard-professoren David Damrosch, så er det nye perspektiv på verdenslitteratur ikke så meget en søgen efter at udpege en kanon over verdens bedste litteratur, men snarere en tilgang, hvor man søger at læse værker sammen på en måde, der skærer igennem de siloer, som nationale litteraturer har stillet op, og med mindre

12 DANSK NOTER

hensyntagen til den kanoniske værdi, som tiden har tildelt et værk eller en forfatter (Damrosch, 281).

Her vil jeg give tre bud på, hvordan man kan tematisere verdenslitteraturens indflydelse på dansk litteratur: fra en traditionel komparativ tilgang over en genreorienteret beskrivelse af et globalt litteratursystem til en jævnføring af strategier hos forfattere til selv at finde en vej mellem det lokale, det nationale og det globale i deres udsyn.

Forbilleder James Joyces Ulysses fra 1922 er et hyperkanoniseret værk, hvis indflydelse rækker langt ud over den engelske litteraturs grænser, eksempelvis også dokumenteret ved interessen for Karsten Sand Iversens nyoversættelse til dansk i 2014. Tom Kristensens Hærværk fra 1930 har en mere begrænset rækkevidde, men fremstår mere og mere som den helt centrale danske roman i udløbet af 1920’erne. Forbindelserne mellem de to værker er blevet skildret af flere litteraturkritikere, men alligevel kan man diskutere, om forbindelsen til Joyce står stærkt nok i litteraturhistoriens fortælling om Kristensens nationalt hyperkanoniserede roman. Endnu mere interessant er det måske, om Hærværk ville være blevet sin generations mest betydende danske roman, hvis det ikke havde været for påvirkningen fra Joyce.

Det er på mange måder en kompliceret indflydelse, der både vidner om en stor gæld og inspiration, men også en række fravalg eller en modificering af Joyces radikale værker. Den plumpe Ole Jastrau og den rebelske Stefan Steffensen matcher i grove træk Leopold Bloom og Stephen Dedalus i ikke bare statur, men også

Af Mads Rosendahl Thomsen Lektor i litteraturhistorie, Aarhus Universitet

i den dynamik, der er mellem hovedpersonerne. Deres bevægelser rundt i byrummet er også karakteristisk, ligesom alkohol og faderfigurer står centralt. Kristensen inddrager oven i købet Ulysses i romanen, da han lader Fru Kryger udfritte Jastrau, om han har læst denne store roman. Jens Andersen peger også på, hvordan Joyces leg med navne og lyde genfindes hos Kristensen, og at genkomsten af symbolsk ladede fænomener understreges gennem gentagelser (Andersen, 532).

Men forskellene, påpeger Andersen og flere andre, er også markante. Den bevidsthedsstrøm, stream of consciousness, som er et definerende træk ved Ulysses, finder man ikke hos Kristensen. Der veksles heller ikke mellem vidt forskellige genrer, som kaster læseren ud i spekulationer om, hvad der er virkelighed og fantasi, men fortælles i et relativt realistisk orienteret register.

Joyces radikale sammenstilling af et episk forlæg og en almindelig dag i Dublin er hos Kristensen bredt mere ud, så man både får detaljemættede skildringer, men også et mere udstrakt forløb, hvor Jastrau kan gå i hundene.

Hærværk er således fyldt med komplicerede lån, men også en interessant afradikalisering af mange af de elementer, der gør Ulysses til et uomgængeligt, men også besværligt værk. Tilbage står spørgsmålet om, hvilken forskel det gør, at Kristensen var inspireret af Ulysses, men tog romanen i en anden retning end den radikalt modernistiske, som Joyce udstak? Hærværk lever fint som dansk nyklassiker uden at være afhængig af, at læserne har noget særligt forhold til Ulysses, men alligevel sidder man med fornemmelsen af, at Hærværk ikke ville have været en klassiker, hvis ikke der var taget favntag med at få tillempet den europæiske romanavantgardes mest radikale udtryk til et mere tilgængeligt og dog egensindigt værk. Begge værker er højt kanoniseret i deres respektive kontekster, og Kristensens spor tilbage til Joyce er lagt ret markant og entydigt ud. Men nogle gange er det ikke enkeltværker, der står i centrum, men hele genrer, der importeres og tilpasses.

Genrevandringer Litteraturforskeren Franco Moretti er blevet berømt og berygtet for sin interesse for ”distant reading” i modsætning til den ”close reading”, der alt andet lige står som idealet for kritikkens tilgang til litteraturen. Men Morettis pointe er, at der er sammenhænge, som man ikke får øje på, hvis man ikke sætter sig i stand til at ignorere en række forskelle og i stedet gør det muligt

”Hærværk er således fyldt med komplicerede lån, men også en interessant afradikalisering af mange af de elementer, der gør Ulysses til et uomgængeligt, men også besværligt værk.

”

at iagttage andre tendenser (Moretti, 56). Så selvom Moretti ofte viser sig at være en ganske observant og stærk nærlæser, så er det et gennemgående træk ved hans forskning, at heltene for ham ikke så meget er de store værker, men de genrer, som vi bruger, ikke mindst romanen, som gradvist er kommet til at definere litteraturen mere og mere.

Moretti argumenterer for, at romanens globale historie bedst kan beskrives som en række af tilegnelser af en udefrakommende form ind i en lokal litterær kultur.

Ofte er det begyndt med en oversættelse af en roman, som er fulgt op af, at lokale forfattere har imiteret formen, men jo ikke uden at bibringe den både et lokalt indhold og elementer fra den lokale litteraturs tradition. Sat på en enkel form, så er der tale om et møde mellem fremmed form, lokalt indhold og en lokal stemme. Moretti har sammen med andre forskere lavet ganske overbevisende empiriske studier af, hvornår romanen har haft sit indtog i eksempelvis Japan, Nigeria og en række andre lande, og romanens påvirkning af kulturer er fortsat. Formen er som en bølge, der skyller ud over alle litterære kulturer og efterlader dem alle forandrede, og Morettis præference er at studere denne form for påvirkning snarere end at beskrive de distinkte forskelle og særpræg ved hver enkelt kultur. Det er et valg mellem at studere genrens evne til at påvirke over for de enkelte forgreninger på litteraturens store stamtræ. Begge dele giver mening, men man kan ikke gøre det hele på en gang (Moretti, 68).

Det, som Moretti gør opmærksom på, er forskellen mellem den direkte påvirkning mellem forfattere og så betydningen af en form eller genre, der mere anonymt kommer ind. Nogle gange er det åbenlyst, at der ikke findes et direkte ophav. Haikuet og sonetten

DANSK NOTER 13

Portrait of a Turning Girl, 2010 Š Cooper & Gorfer

14 DANSK NOTER

”[…] ofte vil man være bedre tjent med at forskyde fortællingen om den direkte påvirkning er to former, som ganske vist til et spørgsmål om genrer, der Klaus Høeck er en digter, som har været brugt af markante på lignende vis synes udspændt forfattere, men som virker på et virker, uden at man kan frem- mellem rodfæstethed og univerniveau over det enkelte forsalisme, for ikke at tale om en fatterskab. Tilskrivning af en universel nysgerrighed. På den ene hæve en direkte indflydelse. direkte påvirkning er fristende, side er universelle spørgsmål om men måske også bedragerisk. universet, gud, liv, død og kærligForbindelsen mellem Ludvig Holberg og Molière er hed uomgængelige, og der refereres flittigt til forfattere, ikke hele sandheden om, hvordan komedien kom ind kunstnere og musikere fra alle egne af verden. På den i dansk litteratur, men det er en stærk fortælling med anden side er der en udpræget omfavnelse af det lokale klare forbindelser, der kan etableres. Men ofte vil man og det danske. Den første af en række enorme digtvære bedre tjent med at forskyde fortællingen om den samlinger, hvor digteren har ladet formelle systemer direkte påvirkning til et spørgsmål om genrer, der virvære med til at sætte begrænsninger for de enkelte og ker, uden at man kan fremhæve en direkte indflydelse. udfordre ham til at være kreativ inden for begrænsede rammer, Hjem fra 1984, refererer således til kemien Verdenssyn i stofferne i den danske undergrund. Det er næppe For en række forfattere er det også meget åbenlyst, at muligt at iagttage for nogen læser, men ligger som en de i deres værker forsøger at finde en form og et udtryk, markant gestus i selve forståelsen af den litterære form. der hverken er udtryk for rendyrket nationalisme eller På den anden side er den veritable roadmovie af en kosmopolitisme. I globaliseringens tidsalder er den siddigtsamling, Live fra 2012, en tour de force rundt i Danste term let at bifalde, men også for letkøbt. Filosoffen mark, men grundformen i digtene er som i flere andre Kwame Anthony Appiah har skelnet mellem ruthless sene værker af Høeck haikuets 5-7-5-stavelser, som så cosmopolitanism og rooted cosmopolitanism, som netop er firedoblet. Det fjerne og det nære, det evige og nuet, udtrykker forskellen mellem ikke at give nogen forrang det nationale og det globale mikses sammen med, hvad til det sted, hvorfra man virker, og at acceptere, at det der virker som en ubesværet gestus. gør en forskel, om man har levet i Danmark, Kina eller Fra det direkte forbillede over genrens mere diffuse Brasilien, men uden at gøre den erfaring til en altoverpåvirkning til forsøget på at skrive sig ind i litteraturen skyggende rettesnor (Appiah, 220 ff.). på en måde, der både favner kosmos og polis, så vokser Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges var meget dansk litteratur kun ved at blive set i sammenhæng optaget af at finde en måde at navigere mellem sin kærmed dens import af nye ideer og former, som så ofte lighed til Buenos Aires og til praktisk talt alle sprog og er blevet omformet til noget, der er kommet resten af kulturer på Jorden. Det var særlig udtalt under Peronverden til gavn. regimet i begyndelsen af 1950’erne, hvor Borges skrev Litteratur et lille essay, ”Den argentinske forfatter og traditionen”, hvor han kritiserer ideen om særlige argentinske genrer Andersen, Jens: Dansende stjerne. København, 1993. og viser, hvordan de i det store hele er importeret.

Appiah, Kwame Anthony: The Ethics of Identity. Princeton, 2007.

Han skyder også med skarpt mod dem, der mener, at Borges, Jorge Luis: ”Den argentinske forfatter og traditionen.” I: Verargentinske forfattere skal begrænse sig til argentinske denslitterær kritik og teori. Aarhus, 2008. emner, for hvorfor skulle argentinske forfattere have så Damrosch, David: What Is World Literature? Princeton, 2003. lidt selvtillid, at de ikke kan skrive om globale emner, Høeck, Klaus: Hjem. København, 1984. sådan som deres europæiske forfatterkolleger kan? Og Høeck, Klaus: Live. København, 2012. som Borges til overflod demonstrerede, at han kunne.

Joyce, James: Ulysses. Paris, 1922.

Hans anden væsentlige pointe i essayet var dertil, at arKristensen, Tom: Hærværk. København, 1930. gentinskheden ville skinne igennem værkerne alligevel, Moretti, Franco: ”Conjectures on World Literature.” I: New Left Review uanset hvad forfatterne skrev om, lidt som at man får 1:2000. accent efter det miljø, som man befinder sig i. Ironisk Thomsen, Mads Rosendahl: Mapping World Literature: International Caneller retfærdigt nok, så er Borges endt på argentinske onization and Transnational Literatures. London, 2008. mønter (Borges, 58).

”

DANSK NOTER 15

Tema: Verdenslitteratur

Hjemkomst til Homer.

Motiviske transpositioner af Odysseen hos Bjørnvig, Nordbrandt og Rifbjerg Erik Skyum-Nielsen beskriver i sin artikel hvordan tre moderne danske forfattere, Bjørnvig, Nordbrandt og Rifbjerg, har henvist til og genbrugt de homeriske digte eller motiver herfra i deres digtning. Med udgangspunkt i Gérard Genettes overbegreb transtekstualitet viser Skyum-Nielsen os først motivisk transposition i en sonet af Bjørnvig, dernæst negativ identifikation hos Nordbrandt samt endelig rejsen som Homer-inspireret motiv hos Rifbjerg.

Dansk litteraturs dialog med de homeriske digte indskrænker sig langtfra til Ludvig Holbergs ”tyske Comoedie” Ulysses von Itacia (1723, trykt 1725), hvor elementer fra både Iliaden og Odysseen mikses til en cocktail af travesti og parodi. Kendt er f.eks. også Otto Gelsteds fine digt ”Munkene og Homer” (1924), der stiller Grækenlands blå hav og heksametrenes sproglige pragt over for den grå grammatik og de sorte prælater i jesuitternes skole Skt. Andreas Kollegium i Ordrup: Græsk! En rystende Olding skanderer i hoppende Takt homeriske Heksametre - og blaa blier Stuen af Pragt!

Brusende blaat gaar Havet, og blaat er det blæsende Rum. Funklende Aphrodite staar i det gnistrende Skum.

Mod Øen af Middelalder og Mørket, vi mugnede i, skyllede, Hellas, din frie, straalende Havharmoni.

Blikket skal dog her rettes mod tre senere digtere, som på hver deres måde har henvist til de homeriske digte

16 DANSK NOTER

og genbrugt disses motiver, nemlig Thorkild Bjørnvig, Henrik Nordbrandt og Klaus Rifbjerg. Tre af de relevante tekster er hidsat som illustrerende bokse, og tekstsættet kan som helhed opfattes som en litteraturpædagogisk pakke lige til at bruge i samspil med Otto Steen Dues nyoversættelse af Odysseen (2002). Denne kan jo så evt. samtidig sidestilles med sin længelevende forgænger, Christian Wilsters klassiske fordanskning fra 1837.

Til at beskrive dialogerne mellem de tre moderne digtere og det homeriske epos har vi brug for et sæt begreber over teksters samspil med andre tekster, som er mere præcist og differentieret end ’intertekstualitet’.

”At blive sig selv er for den homeriske digter at kunne blive set og sanset som den, man er, eller vi kan sige, at identiteten i sidste ende opfattes som omverdensbestemt og ikke som en subjektiv indre væsensegenskab.

”

Af Erik Skyum-Nielsen Lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet og oversætter fra islandsk

En sådan terminologi blev heldigvis leveret af Gérard Genette i dennes skelsættende arbejde Palimpsests (fr.

1982, eng. 1997). Her spaltes overbegrebet ’transtekstualitet’, som helt bredt betegner det forhold, at et eller flere elementer (i bredeste forstand) flyttes fra en tekst til en anden, pædagogisk op i yderligere fem underbegreber:  Intertekstualitet: det at en eller flere andre tekster er til stede samtidigt inde i en tekst (oftest i form af citat)  Paratekstualitet: det at en tekst interagerer med en omgivende ’paratekst’ i form af titel, undertitel, kapiteloverskrifter, forord, indledning, efterskrift, noter, billeder, bagsidetekst, indbinding m.m.  Metatekstualitet: det at en tekst indeholder eller omgives af tekst, der (gerne i en essayistisk eller videnskabelig diskurs) kommenterer og fortolker den uden nødvendigvis at citere eller nævne den  Arketekstualitet: de relationer, der forbinder tekster i deres helhed med de diskurser, som de tilhører, ofte igennem indirekte og utilsigtede og ubevidste henvisninger til teksthelheder, diskurstyper, fortællemåder, hvilket ofte, men bestemt ikke altid, bliver markeret paratekstuelt ved en genrebetegnelse, samt  Hypertekstualitet: de relationer, der forbinder en given tekst (hyperteksten) med en tidligere tekst (hypoteksten), hvorved hyperteksten bliver tekst på et andet niveau, afledt af en allerede eksisterende tekst.

Det er det sidste, der interesserer os her; kategorien, hvori vi finder relationstyper som travesti, parodi, satire, pastiche, plagiat og transposition – sidstnævnte forstået som en flytning af f.eks. en karakter, et tema eller et motiv, uden at der dog er tale om direkte citat (hvilket hos Genette falder ind under hans smalle begreb om intertekstualitet), og uden at det handler om spil på helheden i det forlæg, der i det enkelte tilfælde danner hypotekst for den nye hypertekst.

Menneske og dyr Vi kan således tale om transposition, når Thorkild Bjørnvig til samlingen Anubis (1955) digter ”Hjemkomst”, en klassisk sonet over scenen fra Odysseens 17. sang, hvor helten ved faiakernes hjælp er kommet tilbage til Ithaka, og intet menneske har genkendt ham endnu. Hunden derimod, som han forlod, netop som den var afrettet, ved omgående, at han er ham.

Med det vil Bjørnvig vel sige så meget som, at vort

HJEMKOMST For Søn og Hustru vekslede hans Billed, Haab saa ham som en Gud, Sorg lagt i Grav, Bekymring stedt i Nød, de greb forvildet mod ham i Morgendrømmen, tung af Krav; men for de Gamle, Ammen og Laertes, dér var han hvad han var: ikke i Nød, paa Vej – i deres stille, slukte Smærtes Enfoldighed afsluttet, længst tænkt død.

Men Hunden kendte ham, den ville op, den husked ham med Hørelse, Sind, Krop og Næsebor og sænked sine Øren; den havde ventet ham fra den var blank til nu, mens Troja brændte, Skibe sank; saa døde den, og han gik ind ad Døren.

(Thorkild Bjørnvig: Anubis, 1955)

umiddelbare sansende forhold til omverdenen eller det, som K.E. Løgstrup kaldte menneskets spontane livsytringer, kan slides ned og svækkes, ved at vore forestillinger og følelser skyder sig imellem os og medmennesket eller medskabningen. I digtet kendetegnes Penelope og Telemachos af håb, sorg og bekymring, og ammen og Odysseus’ far Laertes ved deres stille smerte. Dyret derimod reagerer instinktivt og sanser sin hjemvendte medskabning spontant. Af det, må vi altså slutte, kan vi mennesker lære at forsøge at omgås vore omgivelser – dyr såvel som vor egen art – med agtelse og nysgerrigt opmærksom respekt. Det at komme hjem bliver således i Bjørnvigs optik at finde tilbage til et vigtigt potentiale i vor natur.

Men vær ved sammenligningen opmærksom på, at Bjørnvigs digt trods sit kloge og brede almenmenneskelige perspektiv på en sigende måde reducerer den tematiske kompleksitet i det klassiske forlæg. For Odysseen rører i den pågældende scene ikke kun ved forholdet mellem menneske og dyr. Homer eller den homeriske sanger får samtidig koncentreret hele værkets tema om genkendelse, identitet og sandhed.

DANSK NOTER 17

Odysseen falder i 24 sange, der ordner sig i ’tetrader’, altså sæt på fire sange hver. Første sektion, ”Telemachien”, udskyder præsentationen af den rejsende helt, men omtaler ham konstant, først ved at skildre hele tilstanden på Ithaka, hvor hustru og søn lever i savnet, dernæst ved at følge Telemachos til Peloponnes. Først i 5. sang lader digteren Odysseus selv træde ind på scenen og følger ham på tømmerflåde fra Kalypsos ø til forliset ved Scheria, faiakernes land. Dernæst kommer i 9. til 12. sang mødet med prinsesse Nausikaa og besøget hos hendes far kong Alkinoos, hvorunder Odysseus beretter om sine oplevelser og fristelsen på rejsen i de såkaldte ’apologer’.

Hele anden halvdel af Odysseen udspiller sig herefter på Ithaka og handler ikke kun om opgøret med

bejlerne, men også og mere vigtigt om at være eller blive sig selv, hvilket i den homeriske tankeverden ikke kan adskilles fra det at være kendt og blive genkendt. Først er vi i svinehyrdens hytte, derefter i kongsgården, og endelig i løbet af de sidste fire sange træder Odysseus frem som den, han er, og bliver genforenet med Penelope. Men indtil da har Ithaka-delen tematiseret forholdet mellem det skjulte og det, som kan ses, og mellem sandhed og illusion. Og her får det en afgørende vægt, at hunden som det eneste væsen gennemskuer bedraget. Den kan helten ikke forstille sig for. At blive sig selv er for den homeriske digter at kunne blive set og sanset som den, man er, eller vi kan sige, at identiteten i sidste ende opfattes som omverdensbestemt og ikke som en subjektiv indre væsensegenskab.

ODYSSEEN, XVII, VERS 291-327 Just da var der en hund der løftede hoved og ører, Argos, Odysseus’ hund, som lige var afrettet af ham, men ikke brugt, da han rejste til krigen på Troernes slette.

Før blev den tit taget med af unge og kraftige svende når de var ude på jagt efter rådyr, gemse og vildged.

Men da dens herre var væk, lå den nu foragtet og udstødt uden for porten imellem det møg af okser og muldyr man havde kastet dér og som ventede på at Odysseus’ karle kørte det ud og gøded hans kongelods marker.

Dér lå Argos, befængt med hundefortærende lopper.

Men da den mærked sin herre, Odysses, i nærheden af sig, logred den lidt med sin hale og lagde sine ører tilbage, men var for svag til at slæbe sig hen for fødderne af ham.

Han så hurtigt til siden og visked en tåre af øjet, skjult for Eumaios. Til hvem han så tog til orde og sagde:

Dette var svaret du gav ham, du svinenes hyrde Eumaios: ”Ja, men den tilhører også den mand der er død i det fjerne.

Var den nu lige så flot og lige så flink til at jage som da Odysses drog bort til Troja og lod den tilbage, tabte du næse og mund ved at se dens styrke og raphed.

Havde den rejst et bytte derude i skovenes tykning jog den det altid op og var en fortræffelig støver.

Nu er den ynkeligt stedt. Dens herre har fjernt fra sit hjemland fundet sin død, og hans piger er dovne og ænser den ikke.

For når folkene mærker der ikke er herre i huset, gider de intet bestille og arbejdsmoralen går fløjten.

Tordneren Zeus betar jo en mand det halve af lysten til at ta ordentlig fat den dag han mister sin frihed.”

Dermed begav han sig ind i den velbeboede kongsgård hvor han gik direkte ind i hallen hvor bejlerne fested. ”Det er dog sært at så god en hund skal ligge i sølet!

Men over Argos’ blik sank dødens sortnende mørke Velskabt er den bestemt. Men af det kan man dog ikke slutte nu hvor den her i sit tyvende år havde set sin Odysseus. at den desuden var dygtig og rask til at løbe som jagthund eller blot en af de hunde som herrer holder ved bordet (Homers Odyssé, på dansk og lar sig ledsage af for at øge deres prestige.” ved Otto Steen Due, 2002)

18 DANSK NOTER

”Bag rejsens mål ligger nye øer, livsrejsen danner en kæde af opbrud, og identiteten bliver højst en midlertidig At være Ingen Om sit forhold til Grækenland fortalte Henrik Nordbrandt i et interview til Politiken i anledning af sin 70års dag, at første gang han gæstede landet, skulle han have været der i fjorten dage, men tog hjem allerede efter en uge, fordi han ikke kunne holde den tanke ud kun at have syv dage tilbage! At komme til Hellas var nemlig for ham både at nå hjem eksistentielt og at slippe for at skulle være sig selv, forstået som at skulle være den, som han følte, at han var, eller følte sig tvunget til at føle, at han burde være, når han opholdt sig i Danmark.

Hvad han imidlertid opdagede efter i lange perioder at have levet ved Middelhavet, var, at hans længsel i grunden var stedløs, hvorfor ankomster igen og igen måtte slå om i og afløses af opbrud. Han blev derfor ikke sig selv, men ingen. Og derfor kan han i ”På vej mod Ithaka” (Glas, 1976) henvise til Odysseus’ berømte replik i 9. sang, hvor Polyfemos i fuldskab og under løfte om en kostelig gave spørger den snarrådige helt om hans navn: ’Du har jo spurgt mig, kyklop, om det navn, jeg er stolt af at bære.

Det skal jeg sige dig. Du skal så gi den gave du loved.

Ingen er hvad jeg hedder, og Ingen blev jeg derhjemme kaldt af min far og min mor og også iblandt kammerater.’

(Odysseen, IX, v. 364-367) Heri ligger i værkets kontekst den visdom, at helten skal forlade sit gamle jeg for at finde sit nye. Men Nordbrandt generaliserer identitetsløsheden og får faktisk sagt, at ankomsten hverken gør fra eller til. Bag rejsens mål ligger nye øer, livsrejsen danner en kæde af opbrud, og identiteten bliver højst en midlertidig konstruktion, som for hver ny bølgekam bliver mere utydelig. Derfor kan landskabet ikke spejle jeget som i romantikken og symbolismen, men kun besvare jegets modernistiske fravær gennem sit påtrængende fysiske nærvær. Spejlingen i Odysseus-skikkelsen bliver med andre ord en negativ identifikation, hvilket formelt set falder frygtelig fint i hak med, at digtet ganske vist er en sonet, men at den ikke rimer og derfor ikke kan kaldes for klassisk.

Odysseus fra Amager Hvis vi altså hos Thorkild Bjørnvig kan tale om en partiel motivisk transposition og hos Henrik Nord-

konstruktion, som for hver ny bølgekam bliver mere utydelig.

”

brandt om en negativ identifikation manifesteret i en uklassisk form, tegner dialogen mellem modernitet og antik noget mere sammensat i de fem tekster af Klaus Rifbjerg, hvor denne – især med henblik på rejsens motiv – anvender Odysseen som hypotekst. Mellemværendet manifesterer sig hele tre gange i 1960, dels i form af et ultrakort essay og en længere rejsereportage bragt som kronik i Politiken, dels som et digt om maskulinitet og dens illusioner. Men omkring ti år efter, i 1969-70, vender Odysseen tilbage i forfatterskabet, og da, må man sige, for fuld musik. ”At rejse er at leve,” påstod H.C. Andersen som bekendt. Nej, svarer Rifbjerg i 1960: At rejse er at dø, for så vidt som man ved at rejse sætter sit liv eller i hvert fald sit jeg på spil. Er man bange for at rejse, kan det skyldes, at man er angst for sig selv og/eller for at miste sig selv. At sige farvel til det kendte kan være en forudsætning for at nå frem til den, man bærer i sig som en mulighed. Grundspørgsmålet må følgelig lyde: ”Kan man hamle op med en uforstående verden, som tager én for ens pålydende og ikke spørger efter andre værdier, end dem man kan levere kontant og på stedet?”

Det tema folder Rifbjerg siden ud i radio- og rejseromanen Anna (jeg) Anna (1969). Men samtalen med Homer er begyndt allerede i 1960, da han om sommeren i slutningen af en rejseberetning fra Rhodos pludselig lader den søfarende helt træde frem i skikkelse af ”en bredskuldret, nøddefarvet, sorthåret græker”, der dukker op bag en klippe, så man må udbryde: ”Odysseus!

Der er han! Ikke nået hjem endnu, stadig på vej til sit Ithaka, nu vandrende mellem alle disse fristerinder, som alt for villigt – synes man – kaster sig i hans favn og holder ham fast. / Odysseus, siger man til sig selv, nu må du hellere se at komme hjem, hjem til øen ... hjem til Amager.” Heraf rejsereportagens overskrift, som også blev titel på en hel bog: Odysseus fra Amager (1981, citeret fra s. 77). Forlægget i det homeriske epos synes at være 6. sang, hvor den snilde helt efter forliset på Scheria træder frem for kongedatteren, nøgen, men med en bladrig gren af et løvtræ holdt foran sin blottede krop for at dække sin manddom.

Odysseus-skikkelsen forbinder sig således for Rifbjerg med køn og med forestillinger om maskulinitet

DANSK NOTER 19

PÅ VEJ MOD ITHAKA På vej mod Ithaka ser jeg til sidst mig selv: En skikkelse, mere utydelig for hver bølgekam efterhånden som det mandskab, der har skabt dens kolde, blå kontur ved at ro skibet frem bliver sejlet agterud, forgår i deres drømme eller synker døde sammen over årerne: Deres forsvinden overlader mig lidt efter lidt til den ankomst, der altid har jaget mig: De rosa bjærge, der stiger op af det violblå hav dækket af sne, opløser mine træk i deres.

Jeg er den ingen, Ithaka har gjort mig til.

Det Ithaka, som spejler sig i havet, jeg forlod.

Det Ithaka, jeg troede var min længsel da længselen endnu havde form og kunne slukkes.

(Henrik Nordbrandt: Glas, 1976)

og femininitet og med kritisk granskning af disse ideer, men samtidig med analyse af illusionsmageri, hvilket det homeriske epos giver oplagt anledning til. Vi skal jo bestandig huske på, at når den vidtberejste helt under gildet hos faiakerne beretter om sine besøg hos kikonerne, lotusspiserne og laistrygonerne, om sine møder med kyklopen, vindenes herre og Kirke samt om de farer, han overvandt, da sirenerne søgte at lokke ham og hans mænd, og de med fare for deres liv styrede mellem Skylla og Charybdis, så er han immervæk det eneste overlevende vidne! Beretteren optræder i Odysseens 9. og 10. sang som en fortæller inde i fortællingen og kan tilrettelægge sit udsagn på en måde, der skiftevis stiller ham i et gunstigt og et mere ufordelagtigt lys.

Det er dette ”skryder-aspekt” af Odysseus, Rifbjerg trækker på i sit digt ”Udråberen” (Konfrontation, 1960), hvor et maskulint jeg ser tilbage på sit liv og ”booster” sig

20 DANSK NOTER

op ved hyperbolsk pral. ”Gigten / forhindrer mig i / at fortælle Dem mere”, hedder det i den sidste strofe. Men indtil da har tekstens jeg udbredt sig om sine erobringer, som var han en lystfisker, der viser størrelsen af sin fangst og videregiver ”sin ungdoms utrolige fiskerhistorie”. Rammen underforstås at være markedspladsen eller et cirkus (”oversavede damer”), men det klassiske forlæg. Det er Homer, når Rifbjerg taler om at kløve brændingen, se huse falde og byer brænde (Troja), samt ikke mindst når han affyrer digtets fladeste vits og henviser til sidste del af 10. sang: Gigten forhindrer mig i at nå sandheden.

Men ah, hvor vi bølgede, kæntrede, druknede, min ungdom og jeg fyldte kæften med vand og spyede det op i kaskader, kløvede gennem brændingen og rejste phallos som en signalmast til skumkløvende hidkalder af alt hvad der fandtes i havet af fruer og frøkener.

Forvandlede os på enhver strand til blæsende svin gik i Kirke og glemte udspringets ø som hammen man mister uden at mærke det.

(Konfrontation, 1960, s. 73 f.)

Keld Zeruneith har i sin store bog Træhesten (2002) om grundtemaer i den oldgræske litteratur læst Odysseen som en historie om mennesket i almindelighed og manden i særdeleshed, der modnes til civilisation ved at lære at beherske sig selv og modstå fristelser.

Helten har, da vi møder ham i eposets 5. sang, egentlig realiseret enhver mands primitive lykkedrøm, opvartet som han bliver seks år hos nymfen Kalypso med mad, vin, sex og komfort. Men han skal væk derfra, han må hjem, og undervejs skal han atter prøves, som han er blevet det tidligere, hvorefter han på Ithaka skal vinde Penelope tilbage. Det sker, som man vil vide, endegyldigt, ikke da han spænder sin bue, og ikke da han skyder pilen gennem øksehovederne, og ikke da han slår hendes bejlere ihjel, men da han ansigt til ansigt med hustruen demonstrerer, at han, ene af alle, kender

”Odysseus-skikkelsen forbinder sig således for Rifbjerg med køn og med forestillinger om maskulinitet og femininitet og med kritisk granskning af disse ideer, men samtidig med analyse af illusionsmageri, hvilket det homeriske epos giver oplagt anledning til.

”

hemmeligheden om deres ægteseng, den, han anlagdte over oliventræets rod og nederste stamme, men som hun nu giver stuepigen ordre til at flytte ud foran det fælles sovekammer: Således stilled hun ham på en prøve. Og helten Odysseus talte da bistert og vredt til sin ægteviede hustru: ”Kone, med det du har sagt har du såret mig dybt i mit hjerte!

Hvem har dog flyttet min seng? Det må jo ha været besværligt selv for en udlært mand, om han ikke var netop en guddom, at få den rokket af stedet og anbragt andetsteds henne!

Ingen forgængelig mand, han være sig aldrig så kraftig, kunne få bakset den bort. For der er noget meget mærkværdigt netop ved den. Og det er mig selv der har bygget den sådan.

Inden for gårdmuren stod der en spidsbladet, mægtig oliven, frodig og tæt med en stamme så tyk som en knejsende søjle.

Om den bygged jeg selv og færdiggjorde vort kammer, både med vægge af kvadre og tag af fortræffeligt tømmer, gode, solide døre med lim i fjere og noter.

Derpå kapped jeg kronen med alle dens blade af træet, skilte dets stamme fra stubben med saven af bronze og formed stubben til stolpe i lod og i vater med kyndige hænder, borede huller til tappe i gærde og fjæl med mit drilbor og snedkerered min seng fra stolpen, til rammen var færdig, smykket med guld og med sølv og skinnende elfenbensindlæg.

I den montered jeg gjorde af rødbrunt oksehudslæder.

Det er det skjulte tegn jeg kan nævne. Dog ved jeg jo ikke om vores ægteseng findes endnu eller nogen i tidens løb har flyttet den væk – ved at omhugge olietræsstubben.”

(Odysseen, XXIII, 181-204) Den nitide omhu, hvormed Odysseus i denne passage beskriver sit eget håndværk, har en central, på én gang praktisk og symbolsk betydning. Han består den kvalificerende adgangsprøve til hustruens hjerte og favn, men

han forener samtidig på det symbolske plan havet med landjorden, saltet med oliventræets olie, får helhed og sammenhæng i sit og alle menneskers liv.

Olie på tanken Allerede Holberg ironiserede imidlertid over det misforhold, der vel kan siges at bestå mellem på den ene side Odysseus’ omfattende erotiske aktiviteter hos Kirke og hans mangeårige femstjernede luksusferie hos Kalypso, og så på den anden side hustruens ubrydelige troskab i de mange, lange år, hvor bejlerne ’voldgæster’ i kongsgården, og det kun lykkes hende at holde dem tre skridt fra skridtet ved nat efter nat at pille det væv fra hinanden, som hun tilsyneladende så tålmodigt arbejder på.

Man aner heri det oplagte potentiale til en kønsrollekritisk læsning, og Margaret Atwood udnyttede også muligheden i sin roman Penelopiaden (2005, da. samme år).

Men Klaus Rifbjerg har skam også foregrebet pointen i sit digt ”Penelope på Ithaca” fra Mytologi (1970).

Scenen er demonstrativt moderne, idet den af helten på ubestemt tid forladte hustru har ”olie på tanken”, frostboksen fyldt samt ”mad penge og fjernsyn”. Men hustruens hån kan siges at være tidløs og almengyldig.

Mod maskulinitets selvtilstrækkelighed og patriarkatets lov sætter digtet kvindelig integritet. Vi er karakteristisk nok i 1970, samtidig med at vi er på Ithaka for 3000 år siden. Olie på tanken hentyder både til de oliefyr, danskerne i 1960’erne fik installeret i parcelhusene, og til olien fra oliventræet under dobbeltsengen i Hellas.

Og ”jeg har jo hunden” kan dels dække en schæfer eller golden retriever, dels Argos, som vi mødte i Bjørnvigs digt. Rifbjergs transposition af homeriske motiver former sig som en vittig dobbelteksponering, der sammenfletter det nye og det gamle.

Rifbjergs mest komplekse og mest forpligtede dialog med Homer finder vi dog i den roman, som i 1970 indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris – jeg-fortællingen om ambassadørfruen Anna og hendes farefulde hjemrejse fra Karachi til København. Vi har her at gøre med et genremæssigt konglomerat: en psykologisk frigørelsesroman, men også en politisk samtidsroman, en thriller med ferm brug af ”cliffhangere” samt, og det er i denne sammenhæng vigtigt, en mytisk roman, hvis hovedperson undervejs konfronteres med tilværelsens opretholdende og nedbrydende kræfter, ja tilmed opnår at komme i dødsriget og møde sin egen far!

Den igangsættende situation er en akut psykologisk krise. Anna Terlow, født Bryl, er på overfladen lykke-

DANSK NOTER 21

PENELOPE PÅ ITHACA Det er i orden sagde jeg det er i orden, rejs du bare det er i orden.

Det er i orden der er olie på tanken og frostboksen er stuvet det er i orden.

Jeg klarer mig der er tænkt på det hele og jeg har jo hunden.

Det er i orden.

Det er i orden, sagde jeg og vandede mine blomster.

Det er i orden sagde jeg og nippede de visne blomster af.

Det er i orden alt sammen.

Det er alt sammen i orden.

Jeg har mad penge og fjernsyn, det er i orden.

Jeg nipper de visne blomster af mit køn, det er i orden.

Og m.h.t. bejlerne, så tænker jeg bare på dig og siger: Det er i orden.

Det er i orden, det er i orden det er i orden.

(Mytologi, 1970)

22 DANSK NOTER

lig i sit ægteskab med Tom og som mor til Minna og John. Penge og tjenestefolk og materiel komfort har de nok af. Men da det går op for hende, at hun konstant fantaserer om at slå sin datter ihjel, bryder hun op og vil tage til København i terapi. Romanen tolker tvangstanken som et selvmordsønske. Det er sig selv, hun vil dræbe, sin egen falske identitet, sit eget voksne, løgnagtige jeg, jf. navnet Minna, der jo kan læses Mini Anna. Konflikten handler om afstanden mellem jeget og selvet, og spørgsmålet, der stilles, lyder, om man kan være en nogen, men samtidig også være en anden.

Politisk og moralsk handler det om, hvorvidt man kan have en holdning og så alligevel handle, som om man hylder andre, her materielle, værdier. Kønspolitisk har vi at gøre med en oprørsk Penelope, der billedligt talt opgiver væven, som Mads Thranholm træffende skrev i sin bog Fragmenter af rejsens mytologi (1979).

Rifbjergs roman er gennem årene blevet grundigt analyseret, både hvad angår tematik og teknik. Bl.a. har man bemærket, hvordan Rifbjerg vender radioromanens snærende fordring om et kort indledende resumé i hvert enkelt kapitel til en fortællestrukturel fordel ved at lade Anna begynde hver beretning med et tilbageblik og en refleksion, inden hun på romanens nutidsplan kaster sig ud i ny handling på den rejse, der slår om i en flugt fra politiet sammen med narkosmugleren Jørgen Schwer – som selvfølgelig skal hedde netop sådan, fordi al begyndelse jo er svær. Rifbjerg frembringer ved sin ferme komposition en art ligedannethed eller homologi mellem fortælleprocessen og en psykoanalytisk proces.

Men samtidig lader han hjemrejsen danne et moderne sidestykke til Odysseen. Anna skal hjem, til København og til sig selv, men undervejs får hun det ene tilbud efter det andet, bliver opholdt og farligt fristet, får chancen for at falde tilbage i det velkendte luksusliv og dermed svigte – ikke så meget sin medsammensvorne Jørgen, som den frigørelseskamp, hun har begivet sig ud i, og som på én gang er et indre og ydre projekt: indre, fordi det handler om at finde og overtage sig selv, ydre, fordi det kræver et opgør med autoriteter og et afkald på social tryghed.

Transpositionen af det homeriske epos kulminerer i romanens slutning, hvor Anna og Jørgen har søgt tilflugt i en kartoffelkule i det nordlige Tyskland, en pendant til Hades i Odysseens 11. sang, hvor helten først møder sin mor, siden alle heltene fra kampene foran Troja. Hos Rifbjerg begynder det sådan:

”Rifbjergs transposition af homeriske motiver former sig som en vittig dobbelteksponering, der sammenfletter det nye og det gamle.

”

”Nu er vi her i mit kartoffelhul, og jeg forstår, hvorfor børnene elsker huler og kaniner, der bor i dem, hvorfor de godt kan lide at tænke på ting neden under jorden i mørket og være sig selv beskyttet på alle sider, foroven af et loft og forneden af et gulv. Jeg tror vi kunne blive kartofler selv, klarede vi sommeren igennem, skuttede vi os til rette i jorden, og når det ny forår kom ville vi begynde at spire og vokse og sætte knolde, og der ville være sundhed i roden og hvid giftighed i vores blomster. Vi kunne være gået herfra før, men noget holder os tilbage, jeg ved ikke, om det er angsten for det afgørende skridt eller trangen til at strække spændingen. Om natten lukker jeg låget på kulen helt op og står som en præriehund med næseborene vejrende i alle retninger. Jeg føler, at jeg lyser selv som en blomst, sort natskygge, naturbåren, fri og farlig. Men jeg kan ikke slå rødder, og noget samler sig i mørket og begynder at tale til mig, når jeg lukker låget og lægger mig langs væggen for at holde muldvarpene og bænkebiderne ude. Enkeltvis og i kor taler de, kommer hver aften og nat og nævner mit rungende navn, Anna. Jeg kender dem alle sammen.” (Anna (jeg) Anna, 1969, s. 244 f.).

Rifbjergs dobbelteksponeringsteknik udvikler sig her til tre- eller firedobbelt optik: Vi befinder os for det første i denne konkrete fysiske situation under flugten, umiddelbart inden hjemkomsten via Ærø til København. Men beskrivelsen af de spirende kartofler nede i mørket hensætter os for det andet i en præhuman ikke-menneskelig, vegetativ planteeksistens, som i kraft af massive henvisninger til barndommen endvidere for det tredje bliver til en fostertilstand, en prænatal venteposition, svanger med muligheder. Endelig for det fjerde udspiller scenen sig så i dødsriget, hvor heltinden samtaler med både de døde og de endnu levende.

Først efter på denne måde at have været helt ”nede” kan hovedpersonen igen stige op, og først efter at have været helt ”ude” kan hun omsider nå hjem, fuldstændig ligesom Odysseus:

”Jeg vender hjem, ja og intet er forandret, alting måske oven i købet mere sig selv, end jeg har set det før. Det må være indfaldsvinklen og tidspunktet, der giver mig fornemmelsen. Siden jeg ved ikke hvor længe er jeg kommet til København pr. fly. Med hovedet presset sammen af hastighed eller fornemmelsen af den fra turbinernes overlyd, med konfirmationsmiddagens seksten retter i maven og en lille vogn skudt foran fuld af cognac & whisky, er jeg gået gennem fingeren, paskontrollen, tolden, forhallen, de automatiske døre til en taxa og har set lufthavnsvejens beton, de fire vinde, Rådhuspladsen og Hotel Royal. Fin ting, naturligvis, men fremmed.

Nu kommer jeg de gamle tures vej, vestfra. Det er tirsdag og jeg spadserer. Selv om måden ikke er helt den samme som dengang vi cyklede eller kom med toget, er tempoet alligevel mere passende. Mange af husene langs vejen har jeg ikke set før, men de virker gammelkendte, fordi byen i en bestemt belysning altid har den samme atmosfære. Jeg spadserer vestfra og har den opgående sol i ansigtet. Selv så tidligt varmer strålerne.

Jeg føler at jeg har været her før.” (Anna (jeg) Anna, 1969, s. 244 f.).

Det har læseren også. Det er nemlig verdenslitteraturen, der danner ekkorum for vor heltindes mytiske hjemkomst – ikke til en Ingen, men til nogen, hende selv.

Litteratur: Bjørnvig, Thorkild: Anubis, 1955 Bonde Jensen, Jørgen: Klaus Rifbjergs prosa, 1989 Brostrøm, Torben: Klaus Rifbjerg. En digter i tiden, 2. udg., bd. 1, 1991 Gelsted, Otto: Digte, 1924 Genette, Gérard: Palimpsests. Literature in the second degree (fr. 1982, eng. 1997) Hjordt-Vetlesen, Inger-Lise: ”Den absurde tilstedeværelse. Klaus Rifbjerg: Anna (jeg) Anna”. I: Læsninger i dansk litteratur, bd. IV, 19401970, 1997, s. 269-287 Nordbrandt, Henrik: Glas, 1976 Rifbjerg, Klaus: Konfrontation, 1960 Rifbjerg, Klaus: Anna (jeg) Anna, 1969 Rifbjerg, Klaus: Mytologi, 1970 Rifbjerg, Klaus: Odysseus fra Amager, 1981 Thranholm, Mads: Fragmenter af rejsens mytologi. Odysseus-myten hos Homer og i den senborgerlige litteratur, 1979 Zeruneith, Keld: Træhesten. Fra Odysseus til Sokrates. En bevidsthedshistorie, 2002

DANSK NOTER 23

Tema: Verdenslitteratur

FORUGH FOREVER Mette Moestrup tilbyder et ikke-vestligt orienteret billede på verdenslitteratur i denne artikel, hvori hun med udgangspunkt i en påpegning af den persiske poesitraditions uomgængelighed beskriver arbejdet og overvejelserne i forbindelse med den meget roste bog om den iranske digter Forugh Farrokhzad, Kun stemmen bliver tilbage, som Mette Moestrup var medredaktør på sammen med Shadi Bazeghi.

1.

Aprilnat. Lige før tusmørket gik solen ned i et flammehav. Orange, gule og røde nuancer changerede helt vildt på himlen. Nu er det mørkt, og jeg sidder i mit rodede køkken og hører Bollywoodpop og skriver på denne tekst til Dansk Noters temanummer om verdenslitteratur i Danmark. Det er et tema, jeg bifalder, for jeg synes, vores kanon ofte er for national eller vestlig, hvilket tendentielt reproducerer en forestilling om det vestlige som det ypperste og største. Inden for poesi er dét jo lidt af en vildfarelse: Den persiske poesitradition er fx dybt uomgængelig. Siden omkring år 1000 har poesien været den mest fremherskende, betydningsfulde og udbredte genre i Iran, også blandt almindelige læsere. Poesiens dominerende position i persisk kultur skyldes blandt andet, at persisk poesi har nydt en særlig status i Mellemøsten, idet det var almindeligt, at både tyrkere, irakere, libanesere og indere m.fl. kunne recitere de klassiske persiske digtere, såsom den store Rumi, i et vist omfang.

2.

En dansk digter, som ofte er blevet inspireret af andre traditioner end den danske, er Henrik Nordbrandt, som i efterordet til Ode til blæksprutten (1975) går i dialog med den tyrkiske digter Yunus Emres (ca.1240-1320) kærlighedspoesi. I efterordet skriver han: ”For Yunus var kærligheden både konkret og mystisk på samme tid. ”Der er hverken død for os Eller sorg eller bedrøvelse eller græmmelse I dette hav som er een uendelig kærlighed Dette hav som består af godhed og ædelmodighed” siger hans samtidige (og åndelige forbillede) Djelaleddin Rumi. Den, der i mine digte måtte spore en tilsva-

24 DANSK NOTER

”Den persiske poesitradition er fx dybt uomgængelig. Siden omkring år 1000 har poesien været den mest fremherskende, betydningsfulde og udbredte genre i Iran, også blandt almindelige læsere.

”

rende holdning, har ikke misforstået eller overfortolket dem.”

3. ”Hun er symbolet på frihed og kærlighed – essensen af selve poesien.” Sådan ender biografien Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi, som jeg redigerede sammen med oversætteren Shadi Angelina Bazeghi (Gyldendal, 2013), og som jeg i det følgende vil fokusere på.

Da Kun stemmen bliver tilbage udkom og endelig satte den verdensberømte iranske digter Forugh Farrokhzad (1934-1966), som både censureres og har kultstatus som en anden rockstjerne i samtidens Iran, på det litterære Danmarkskort i 2013, var en debat, som længe havde ulmet, netop brudt ud i lys lue. Spørgsmål om racisme, antiracisme, ytringsfrihed, politisk korrekthed, identitetspolitik, hvidhedskritik m.m. brændte på de danske tunger og blev dermed en del af modersmålets diskurs om sig selv.

Shadi Angelina Bazeghi og jeg havde selvsagt arbej-

Af Mette Moestrup Forfatter

det på Forugh-bogen i flere år før Yahya Hassans debut, som blev den flertydige glød, der fik det ulmende til brat at flamme op, og det var tilfældigt, at Kun stemmen bliver tilbage udkom i en så dramatisk tid.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Shadi og jeg længe internt havde diskuteret det, som Toni Morrison i hovedværket inden for litterær hvidhedskritik Playing in the Dark (1992) kalder ”willful blindness”. Vi havde med andre ord længe undret os over blindvinkler, fortielser, ekskluderingsmekanismer og eksotiseringer i det danske litteraturmiljø. Vi længtes efter forandring, for ikke at sige et paradigmeskifte. Det forekom os kort sagt, at der var en kanonisk konsensus og en komfortzone, som mange af vores kollegaer end ikke ænsede, at de tog for givet.

Hensigten med Kun stemmen bliver tilbage var imidlertid aldrig at bruge Forugh som flammekaster i en dansk samtid(spolitisk) kontekst. Derimod var drømmen først som sidst simpelthen at give vores medmennesker mulighed for at læse Forughs enestående poesi på dansk.

4.

Den iranske eksilkunstner Shirin Neshat, som har involveret Forughs poesi i flere af sine værker, bl.a.

Women of Allah, har sagt det såre enkelt: ”I am simply an artist.” Hun er kvinde, hun er fra Iran, og hun tematiserer både Vestens og islams til tider stereotype og undertrykkende blik på den iranske kvinde. Men der er hverken mere eller mindre grund til at medlæse hendes køn og etnicitet i forhold til hendes kunst, end der er til at medlæse fx en dansk, hvid mands køn og etnicitet i forhold til hans skønlitterære værker. Lars Frost, hvis værker jeg altid læser med glæde, er til eksempel ligesom Shirin Neshat simpelthen en kunstner. Han har måske lidt mindre tilskyndelse til at komme med det indlysende statement, fordi hans kunstnerposition, uanset om han så opfatter den som identitetspolitisk eller ej, qua traditioner, konventioner og vaner, er gangbar som neutral.

Men tilbage til Forugh.

5.

Arbejdsfordelingen mellem Shadi og mig i forbindelse med Kun stemmen bliver tilbage har nogle gange forvirret formidlere. Og lad mig sige det klokkeklart en gang for alle: Jeg kan ikke persisk/farsi. Jeg hverken oversætter eller medoversætter. Det er Shadi, som har oversat

hvert ord. Det var også hende, der tog initiativ til bogen om Forugh og sidder inde med den største viden om Forugh, og det var hende, der bad mig om at skrive biografien. She is kort sagt the boss. Min rolle i processen har været som medredaktør, dvs. jeg har gennemlæst Shadis oversættelser og kommenteret dem, ligesom vi har diskuteret bogens indhold og komposition sammen. Den dialogiske form, som biografien er skrevet i, afspejler netop min rolle som diskussionspartner. Shadi havde Forughs bøger med i sin rygsæk, da hendes mor tog hende med på flugten fra præstestyret, og hun har læst Forugh på originalsproget hele sit liv. Det turde være åbenlyst, at min rolle er sekundær. Selvom modtagelsen af Kun stemmen bliver tilbage var overstrømmende positiv, og vi jubler over, at bogen er udkommet i det ene oplag efter det andet, hvilket er helt uhørt for oversat poesi, har vi ikke desto mindre ofte stået i situationer, hvor vi blev nødt til at understrege, at jeg ikke var medoversætter. I forhåbentlig småparanoide øjeblikke har jeg spurgt mig selv, om folks behov for at se mig som medoversætter beror på en, muligvis ubevidst, mistro til Shadis danske? Eller om folk skeler til ideen om, at man ikke kan oversætte til andet end sit modersmål? Sandheden er, at Shadi har to modersmål, og at hendes tosproglighed er en styrke for dansk litteratur.

6.

Indenfor decolonial aesthetics, som det formuleres af den argentinske litterat Walter Mignolo, florerer ideen om, at mennesker med ’dobbelt bevidsthed’ eller erfaring med (im)migration (bl.a. flygtninge, indvandrere, adopterede, mennesker, som er født og opvokset i Europa, men har en tvekulturel baggrund) kan biddrage positivt og uundværligt til formuleringen af det fremtidige Europa. I kraft af den ’dobbelte bevidsthed’ kan

”Vi havde med andre ord længe undret os over blindvinkler, fortielser, ekskluderingsmekanismer og eksotiseringer i det danske litteraturmiljø.

”

DANSK NOTER 25

der bidrages til en kritik af at sætte lighedstegn mellem identitet og nationalitet. Dvs. den ofte farlige tendens til at sætte nationen før mennesket. Alle, som har rod (mindst) to steder, kan yde identitetsreduktionen modstand. Alle, som må navigere mellem det ene og det andet sted i deres kunst og deres skrift eller forskning, i selve deres måde at være fysisk til stede på i verden, er en resurse, som peger frem.

7.

Forugh, som kaldes ved sit fornavn i modsætning til mange andre store, iranske digtere, fordi hun er tæt på læserens hjerte, som en søster, betalte en dyr pris for sit opgør med de institutioner og systemer, som står i vejen for ægte mellemmenneskelige møder i kærlighed og poesi. Hun var radikalt ægteskabs- og religionskritisk i sin samtid og i et internationalt perspektiv forud for sin tid, ikke mindst i måden, hvorpå hun kombinerede formeksperimenter med normkritik. Der er desuden en sort latter i hendes patos, som vestlig ironi kan lære meget af, hvis I spørger mig. Læs bare hendes digt ”Substansen land”, hvor hun både i formen og indholdet tager udgangspunkt i identitetsnummeret 678 (nedenstående er et uddrag): Jeg triumferede Jeg fik registreret mig selv Jeg fik dekoreret mig selv med et navn på en fødselsattest og min eksistens er nu kendetegnet ved et nummer så længe leve 678 i afdeling 5 bosat i Teheran Nu kan jeg tage det helt roligt, moderlandets kærlige skød de stolte historiske begivenheders sut kulturens og evolutionens vuggevise og lovens raslende rangle ... Åh, nu kan jeg tage det helt roligt I lutter begejstring gik jeg hen til vinduet, og henrykt indåndede jeg

seks hundrede og otteoghalvfjerds gange luften der var fortættet af støv og lugten af skidt og urin og under seks hundrede og otteoghalvfjerds gældsbeviser og under seks hundrede og otteoghalvfjerds ansøgninger skrev jeg Forugh Farrokhzad For Shadi og undertegnede har det været afgørende at pointere, at Forughs normkritik ikke kun var ex-

26 DANSK NOTER

”I forhåbentlig småparanoide øjeblikke har jeg spurgt mig selv, om folks behov for at se mig som medoversætter beror på en, muligvis ubevidst, mistro til Shadis danske?

”

ceptionel i forhold til datidens iranske kodeks. Havde hun debuteret i 50’ernes Danmark med sit digt ”Synd” (1954), som italesætter kvindeligt begær og lyst på en meget eksplicit sanselig måde, var der nok også blevet lovet bål og brand her, selvom det i så fald havde været kristne præster i stedet for imamer og mandlige litteraturkritikere i stedet for ... øhm ... mandlige litteraturkritikere, der havde leget heksejagt. Denne pointe anså vi formentlig for relevant at understrege med henblik på at komme en forudsigelig fremmedgørelse i forkøbet. Vi ville inderligt, at Forugh blev læst som digter, simpelthen. Ikke som et offer for en ’fremmed’ kultur, ’vi’ som læsere kunne bekræfte ’os selv’ i, at ’vi’ var overlegne i forhold til. Ikke som et eksotisk krydderi, der kunne peppe ’vores’ kedelige hverdag/kanon op.

Nej, for Forugh er simpelthen en stor, international digter. Hun sætter en høj standard for sig selv som for andre, hun siger fra over for hykleri: Men altså at være digter betyder at være menneske, at være human. Jeg kender nogle, hvis væremåde i hverdagen intet har at gøre med deres digte. Det vil sige, de kun er digtere, når de digter. Og så er det slut med at være digter. De bliver igen grådige, snæversynede, uretfærdige, undertrykkende og fulde af misundelse. Derfor tror jeg heller ikke på, hvad disse herrer siger og skriver. Jeg værdsætter livet mere, og når disse herrer knytter næverne og råber op om det ene og det andet – altså i deres digte og artikler – føler jeg afsky og foragt. Jeg synes ikke, de er troværdige. Jeg tænker, at de kun råber op for en tallerken ris.

8.

I FRIT FLET. FÆLLESBOGEN, som jeg har forfattet sammen med Naja Marie Aidt og Line Knutzon, og som udkom i 2014 (og hvor vi ifølge Erik Svendsen opnåede en ”radikal inklusivitet”, idet vi stræbte efter, at mange for-

Ena Holds the Sea, 2014 Š Cooper & Gorfer with Bibi Chemnitz (GL)

DANSK NOTER 27

”Alle, som må navigere mellem det ene og det andet sted i deres kunst og deres skrift eller forskning, i selve deres måde at være fysisk til stede på i verden, er en resurse, som peger frem.

”

skellige litterære positioner og kropslige erfaringer var repræsenteret – men det er en anden historie) skriver Shadi Angelina Bazeghi noget så fint om både Forugh og muligheden for at tale sammen om det brændende nødvendige i stedet for at brænde op i uforsonlighed, at jeg har lyst til at afslutte med at citere hende: Man er NØDT til at arbejde med dobbeltfigurer, hvis man virkelig ønsker at rykke ved tingene. Hvis man ønsker andet og mere end kun at positionere sig selv. Det selvkritiske blik må være til stede – også når man ser på ”den anden” kritisk, hvad enten ”den anden” er hvid eller ikke-hvid, mand eller kvinde, kommunist eller konservativ, rig eller fattig, og uanset om man selv har et stærkt tilhørsforhold til den ene eller anden gruppering. For det er igennem dobbeltfigurerne, at vi virkelig kan kommunikere, nærme os hinanden, opløse de modsætningsforhold, der adskiller os, og nå ind til hinanden.

Den iranske digterinde Forugh Farrokhzad er et lysende eksempel på en forfatter, der netop har arbejdet med dobbeltfigurer. For eksempel er Forugh stærkt optaget af at kritisere patriarkatet, men det gør hende ikke blind for, at kvinder selv kan være med til at give mænd magten, objektivisere sig selv for at behage manden, opføre sig som en ”Mekanisk dukke” (som et af hendes digte hedder),og dermed fastholde sig selv i en underposition. Hun kritiserer gennem flere værker en patriarkalsk grundstruktur, der danner rammen om sociale konventioner, som ægteskabet og de store religioner, og samtidig kritiserer hun kvinder for at indtage en underdanig position, og mennesket for at underkaste sig religionens institution. Forugh vælger dog at vægte sin kritik på det egentlige problem: Hun vil nedbryde konventionerne, hun vil opløse magtstrukturen, for når de regulære konventioner er brudt eller

28 DANSK NOTER

vendt på hovedet, opstår muligheden for oprigtig dialog.

Hun frasiger sig patriarkatet og ægteskabet, men tilnærmer sig manden, som individ, som en elsker, i kraft af kærlighedsforhold. Hun giver afkald på religionen, men tilnærmer sig det religiøse ved rituelle handlinger. Hun insisterer på at forny traditionerne, men tilnærmer sig dem i kraft af brug af de klassiske traditionelle digtformer.

Dermed formår hun hele tiden at være i direkte og oprigtig dialog med alt, som hun gerne vil ændre på, frem for kun at distancere sig og udstille ”den anden” eller det andet. Og på den måde er hun nærværende og nuanceret i sit kritiske blik, frem for stereotyp eller nedgørende.

Men dobbeltfigurerne afkræver en balancegang, som er linedanseren forundt: at gå linen ud – velvidende at man kan falde ned når som helst – til den ene eller anden side – og at der ikke er et sikkerhedsnet under én. Og at man i selvsamme sekund, som man rammer jorden, oveni bliver truet med bål og brand i et cirkus uden lige. At man, at the end of the day, så at sige, ingen har at vende sig mod, og risikerer at blive udstødt af både ”den ene” og ”den anden”, for eksempel i Forughs tilfælde både af de mænd, hvis overmagt hun kæmper imod, og af de kvinder, hvis ligestilling hun kæmper for. Forugh satte spørgsmålstegn ved magtstrukturen på bekostning af sit liv. Til gengæld er hendes værker udødelige.

Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Oversat fra persisk af Shadi Angelina Bazeghi.

Redigeret af Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup (Gyldendal, 2013) FRIT FLET. FÆLLESBOGEN af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup (Gyldendal, 2014)

POLITIKEN KURSER Kom ind i maskinrummet og lær analytiske og håndværksmæssige færdigheder af Politikens redaktører og journalister, som du kan bruge i undervisningen i dansk. Kurserne udbydes i samarbejde med Dansklærerforeningen (stx, hf) og varer én dag.

Læs mere om kurserne på politiken.dk/kurser

Nybrud i journalistiske genrer Lær om de journalistiske genrer og deres virkemidler: nyhed, reportage, interview, portræt og essay. Du får viden om de nyeste tendenser i den journalistiske praksis og får redskaber til at udfolde tekster og opgaver kreativt.

Underviser: Kim Faber, Politiken Magasinet Tidspunkt: mandag 14. september kl. 10-17

Anmelderens værksted På kurset tager anmelderen dig med bag kulissen til en dag om anmeldelser i film og litteratur, hvor du får gode råd til, hvordan man skriver en anmeldelse, der både oplyser, inspirerer og vurderer på en fængende og formfuldendt måde.

Underviser: Kim Skotte, filmredaktør, Politiken Tidspunkt: mandag 2. november kl. 10-17

Debatartikler, der rykker Hvad gør stærke debattører, når de skriver argumenterende artikler som debatindlæg, kronikker og essays? På kurset får du analytiske og praktiske redskaber, du kan bruge direkte i undervisningen.

Der kan blive mulighed for et opfølgende forløb med klassebesøg, hvor eleverne efterfølgende skriver debatindlæg til Politiken.

Underviser: Per Michael Jespersen, opinionsredaktør i Politiken Tidspunkt: mandag 26. oktober kl. 10-17

STED: Alle kurser afholdes i Politikens Hus, Vestergade 28, København K. PRIS PER KURSUS: Introduktionspris for medlemmer af lærerforeningerne: 1.690 kroner per person (ekskl. moms) – ellers 1.990 kroner (ekskl. moms).

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og forplejning på kurset.

TILMELDING: Læs mere om kurserne på politiken.dk/kurser Hvis du har spørgsmål, så skriv til os på kurser@pol.dk, eller ring på 33 47 13 20.

Tema: Verdenslitteratur

’A Work of Genius’.

Karen Blixen i et verdenslitterært perspektiv Artiklen anlægger et verdenslitterært perspektiv på Karen Blixen. Blixen skrev på tværs af sproggrænserne og var som forfatter transnational. Det skyldes ikke blot, at hendes bøger er udkommet på mere end 30 sprog og fortsat læses i store dele af verden, men at de grænseoverskridende aspekter er synlige i værkernes tilblivelse, stof, form og reception. Karen Blixen er den danskfødte forfatter, der med størst succes er trådt ind på den verdenslitterære arena.

Karen Blixen var dansk. Som barn og ung i Danmark Større ros gives næppe. Man bemærker den nærmest institutionaliseres man ligefrem til at betragte Blixen forbløffede konstatering af, at mesterværket er skrevet som en del af det mest danske. Man kan fjerne en Klaus af en forfatter, der ikke har engelsk som modersmål.

Rifbjerg fra folkeskolens kanon uden ramaskrig, fordi Karen Blixen er da også den danskfødte forfatter, der han er for vanskeligt tilgængelig, men næppe Karen med størst succes er trådt ind på den verdenslitterære Blixen. Vores forståelse af Blixen som dansk er naturligarena. Det skete som bekendt ikke i hendes eget navn, vis ikke forkert. Karen Blixen er også en dansk forfatter men under pseudonymet Isak Dinesen. og som sådan en umistelig del af dansk litteraturs historie, men hun er mere end det. Hun er verdenslitterær.1 Verdenslitterær genesis Den aktuelle teoretiske trend world literature er en bred Man behøver ikke at have tilbragt mange timer i bevægelse, som ikke lader sig sætte på entydig formel. arbejdet med Blixens forfatterskab for at fatte rækkevidEt centralt spørgsmål har været, hvad selve begrebsdanden af hendes globale gennemslagskraft. De begejstrede nelsen world literature dækker over. Man har fx hævdet, amerikanske anmeldelser af Seven Gothic Tales, udnævat udtrykket omfatter al litteratur i verden. Det tømmer nelsen som æresmedlem af American Academy of Arts selvsagt termen for mening. Den vel nok mest gennemand Letters og de utallige interviews fra Norden, det slagskraftige definition de seneste år skyldes professor øvrige Europa og USA minder os om, at Karen Blixen David Damrosch og lyder: ”I take world literature to skrev verdenslitteratur i mange af ordets betydninger. encompass all literary works that circulate beyond their Et enkelt pluk fra den overvældende amerikanske reculture of origin, either in translation or in their origiception illustrerer det. Kritikeren Jenny Ballou indledte nal language.”3 Et værk skal altså cirkulere og opleves i sin anmeldelse i New York Herald Tribune med følgende ord: ” ’Seven Gothic Tales’ kulturer, som er fremmede is a literary phenomenon: a fra dets oprindelseskultur, Man behøver ikke at have tilbragt masterpiece of English prose for at leve op til betegnelproduced by one whose native mange timer i arbejdet med Blixens sen verdenslitteratur. Her tongue is not English. It has bliver begrebet om det the air of happy accident that forfatterskab for at fatte rækkevid- transnationale centralt. Altså marks a work of genius; and litteratur, som på den ene it is almost impossible not den af hendes globale gennemslags- eller anden måde overto become estatic before the skrider nationale grænser. gossamer beauty of the style”.2 Anskuer man Blixens forfatkraft.

”

”

30 DANSK NOTER

Af Svend Skriver.

Lektor, ph.d. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

terskab fra den vinkel, nærmest springer perspektiverne i øjnene. Det særlige i den forbindelse er ikke blot, at hendes bøger er udkommet på mere end 30 sprog, men at de transnationale aspekter er synlige i værkernes tilblivelse, stof, form og tidlige reception.

Ud over den skelsættende kunstneriske kvalitet kan man derfor tale om et særligt verdenslitterært potentiale som en del af det blixenske vandmærke. Man ser det tydeligt i tilblivelsen af Seven Gothic Tales. Når det kommer til biografi, intertekstuel leg, genrevalg, stedsorientering og genetisk praksis, var Blixen i sjælden grad grænseoverskridende. Synspunktet kræver en nærmere forklaring, som udfoldes i de følgende afsnit.

Blixen begyndte arbejdet med fortællingerne på farmen i Kenya. Seven Gothic Tales er altså i udgangspunktet et stykke emigrantlitteratur. Da hun efter tvangsauk-

”Ud over den skelsættende kunstneriske kvalitet kan man tale om et særligt verdenslitterært potentiale som en del af det blixenske vandmærke.

”

tionen af farmen og sejlturen fra Mombasa ankom til Marseille med ”S/S Mantola” den 19. august 1931, tog hendes bror Thomas Dinesen imod hende. Fra kajen fik han ”øje på hende, som hun stod og støttede sig til rælingen, efter at de fleste andre passager allerede var gået fra borde.” Det var, fortalte han tilbageskuende, ”som jeg så et fremmed menneske, skyggen af en kvin-

The Leaving, 2011 © Cooper & Gorfer

DANSK NOTER 31

”Når det kommer til biografi, intertekstuel viden om hendes de, som jeg engang havde leg, genrevalg, stedsorientering og arbejdsform i øvrigt kendt. Et øjeblik gik det det imidlertid igennem mig: Ja, så er det genetisk praksis, var Blixen i sjælden grad gør klart, at forfatteren jo altså slut”.4 For læsere af mildt sagt smagte sine Dansk Noter og kendere grænseoverskridende. fortællinger til. Hun af Blixen i det hele taget er kendt for at have er historien velkendt. På gennemskrevet sine tekster igen og igen. Det udelukker skibet stod en kvinde, der i egen bevidsthed havde tabt naturligvis ikke tanken om en form for ironisk forbealt af virkelig værdi, dvs. farmen, Farah Aden, Denys hold over for fortællingerne. Mere plausibelt er det Finch Hatton og sin personlige frihed. Tolv dage senere imidlertid at fortolke arbejdspseudonymet som et led i ankom hun til Rungstedlund. Her skulle hun bo hos det komplekse intertekstuelle spil, Blixen gennemførte sin mor, men slut var det ikke. For med sig fra det afrii Seven Gothic Tales og sit øvrige forfatterskab. Dialogen kanske kontinent havde Blixen i hvert fald to næsten med Gogol blev dog mindre betydelig, end det tilsynefærdigskrevne fortællinger. Det har formodentlig været ladende først var planlagt. Måske derfor blev pseudo”The Roads Round Pisa”, ”The Old Chevalier” og måske nymet undervejs i processen ændret til Isak Dinesen. I også en tredje novelle. den danske udgave af ”Den gamle vandrende Ridder” Af hendes efterladte papirer, som i dag ligger i Karen finder man imidlertid et spor af den ukrainske forfatters Blixen Arkivet på Det Kongelige Bibliotek, fremgår det, værk. I sin bestræbelse på at forklare sin unge tilhører, at hun tidligt i forløbet har arbejdet med strukturen til der senere tilbageskuende fortæller historien, hvad værket. Det skulle bestå af ni fortællinger, bære titlen en kvinde er, siger Baron von Brackel: ”Kan De huske, Nine Tales og udgives under pseudonymet Nozdrefs at De har læst om Middelalderens Skolastikere, som Cook, som er en anonym karakter fra den ukrainske diskuterede Problemet: Hvad blev skabt først, Begrebet forfatter Nikolai Gogols hovedværk Døde Sjæle. GodsHund, eller de enkelte Hunde? – Deres generation, ejeren Nozdrjov er en farverig person. Han er gambler, der har læst Statistik i Børnehaven, har sagtens Svaret svirebror og uromager. I sin stab har han en kok, som er paa rede Haand, og det skal indrømmes Dem, at deres udfordret af sin herres uforudsigelige adfærd. Den enesVerden virkelig ser ud, som om den var blevet skabt te beskrivelse, læseren får af kokken, er ganske kort. forsøgsvis. Det er saaledes, at Nozdrefs Kok lavede Den falder, efter at Nozdrjov uventet kommer hjem fra Suppe, og kom Peber, Salt og Urter deri, efter hvad han marked med gæster og beordrer en middag gjort klar: havde ved Haanden – ’en eller anden Smag maa der ”Middagsmaden kunde øjensynlig ikke være Hovedvel komme ud deraf’ – Men for os var selv gamle Herr sagen i Nozdrefs Liv; Retterne spillede ingen synderlig Darwins Teorier nye, og højst problematiske.”6 Det, der Rolle: Noget var opvarmet, andet ikke gennemkogt. Det fremgik klart, at Kokken mere handlede efter øjeblikkehos Gogol er led i en personkarakteristik og beskrivelse lig Indskydelse end efter lagt Plan og puttede det første af en koks reaktion på en lunefuld adelsmands adfærd, det bedste, han fik fat paa, i Maden; stod Peberet ham indarbejdes her og videreføres i en konservativt filosonær, hældte han Peber i, fik han Kaal i Hænde, brugte fisk refleksion over kvinden, som umiddelbart fremstår han Kaal, alt muligt puttede han hulter til bulter samautoritativ, men som så ofte hos Blixen er udsagnet men i én Vælling, en eller anden Smag maatte der vel indlejret i en drillende og vanskeligt aflæselig udsigelse. komme ud.”5 Derfor er det ikke nemt for læseren at afgøre, hvordan den tilsyneladende halvvejs ironiske refleksion over Man kan undre sig over, hvad en forfatter af Blixens skabelsesprocessen med poetologiske undertoner skal karat, der arbejdede intenst med sine fortællinger og aflæses. Udsigelsen er rystet. intet overlod til tilfældighederne, ønskede at udtrykke med valget af arbejdspseudonymet Nozdrefs Cook. Det Gothic Fiction er klart, at pseudonymet lader sig læse som en poetoI begyndelsen af 1930’erne stræbte Blixen efter sine logisk markør. Man kunne fortolke det som et humorimange år i British Kenya målrettet efter at skrive sig ind stisk skjold. En indikation af, at fortællingerne også er i en anglo-amerikansk kontekst. Det var hensigten med blevet til ”efter øjeblikkelig Indskydelse” og ikke skal fortællingerne at ramme et internationalt publikum tages for mere. Blixens efterladte manuskripter og vores

”

32 DANSK NOTER

Teksten i midten

Sebastian Bune Sebastian Bune (f. 1985) debuterede i 2014 med digtsamlingen Nomadesind (ved det legendariske undergrundsforlag Jorinde & Joringel). Værket skildrer forfatterens høstede erfaringer fra en opvækst i en dysfunktionel familie med vold og stofmisbrug, hvis onde cirkel der endelig brydes fri af ved den voksnes konfrontation med det barn han engang var. På den baggrund er det et under at forfatteren i dag er kommet på den anden side af sin litterære debut og (trods sin baggrund i den postmoderne fattiggård) er kandidat i engelsk og nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet med specialet: Uncovering a diagnosed character in Siri Hustvedt’s The Summer Without Men – A literary analysis informed by medicine.

Siden debuten har Sebastian Bune været en aktiv oplæser ved litterære arrangementer i både Aarhus og København. Heriblandt

oplæsninger i Poesiens Hus, Godsbanen (i Aarhus), begge forfatterforeninger, og han læser op i LiteraturHaus, Galleri Boheme og ved Litterær Lounge (i Aarhus) i den nærmeste fremtid.

I bidraget til Dansk Noter ser man et fokus på identitetskrisen som forfatteren – ud over sit ophav i laveste socialklasse – har været plaget af gennem sin opvækst. Sebastian Bune er nemlig en hvid dreng der er blevet opdraget af en sort skopudser fra New Orleans.

Med dette in mente er det tydeligt at se forfatterens inspirationskilde fra Harlem-renæssancens socialrealistiske vidnesbyrd om livet for unge sorte mænd i ghettoen. Et liv der ses skildret ved nogle af det tyvende århundredes største amerikanske forfattere: Richard Wright, Langston Hughes og James Baldwin.

DANSK NOTER 33

Min bror og jeg bleges af den samme sol Hans rødder slår skip henover fjorden og sigter et ukendt sted over atlanterhavet Mine elsker hybenbuskene langs vesterhavet Det gør hans også men det er som om at buskene ikke ser ham tage fodfæste Sammen står vi Rodfæstet på at flettes ind i hinandens endelige Vi står i mos som i råt siv

Vores sorte far gav mig røret Kald ham Sir sagde han med læberne spidset til og knyttede knoer Grandpa?

Han var en stor mand Baptistpræst i et næsten all-white nabolag Vores store far kom hjem fra New Orleans efter præstens død Havde en sølvdollar med hjem til os med en hvid mand på One day that could be you siger han til os begge og slår mønten op i luften for at en af os skal gribe den

34 DANSK NOTER

Han giver mig mundharpen -den spiller godt blødt og jeg kan mærke kraften fra hans store læber sidde i den Temaet fra Watermelonman dukker op i bussen Alle griner bortset fra os Nu truer han med bæltet men bruger hænderne i stedet Jeg kan ikke få luft Er bange for at dø Jeg vågner ved mors skrig Køkkenkniven ligger ved de nye flasker Han tager sin pind mellem de gulligt brune fingre og går henover hende Demonstrativt Mor brækker sig Vi løber i stjernenatten Hvis han finder os dør vi siger hun

WHITE privilege står der på mit glas mælk om morgenen

Nu slår han igen og gulvet med flasker erstattes med mors blod

Jeg tømmer det før HAN kommer i tanke om endnu en joke

Jeg ser hende på sygehuset

Når du fryser bliver du blå dine ar er lyserøde når du slår dig bliver du gul og grøn og så er du så flabet at kalde mig farvet!

Ovnen med de hvide håndflader er glemt forlængst det er den hvide søns tur Vandmeloner er pludselig blevet til en parodi på de bryster min kæreste har og ikke længere en luksus noget man blander med vodka før det varme cornbread serveres den kultur er sort nu der er kun forskellen tilfælles i kampen om det at være mand

Det er som om at han har glemt hvad han lovede mig altid at være hans søn hans gyldne dreng

Hvem er du siger en sygeplejerske Og kigger underligt på hans hænder om mine skuldre Jeg må igen forklare hende at han er vores far Han følger mig hen til stuen Vil holde min hånd Men den ryster for meget Brev fra en hvid dreng til en sort far, Stener over hvor undervurderet The fresh prince er, når man tænker På At han var den første mc til at vinde En grammy!

Hvis det er for sygt, så vent til du hører Diagnosen fra Dr. Huxtable Og dans Carlton-dansen et par gange om dig selv Hvorfor er der ingen der kender Sinbad, Singles eller Sugar Hill, men alle har set Step by step, full house og Hvide mænd kan ikke dunke?

Det er fucked up at høre At hvide ikke har hops HAR I GLEMT BRENT BARRY! Endnu værre er det at en hel serie som Webster går op i røg Hvor er den danske afro-kultur henne Når det ikke er til at opdrive en re-run af roots?

Men finder ”Rødder” Bind et + to til tyve kr. i et antikvariat?

Alex Haley var jo GUDEN! Det var ham der Interviewede Malcolm X, Så vi i det hele taget DANSK NOTER 35

Har Hans selvbiografi I dag.

Hvorfor er jeg så retarded At forvente for meget af folk, Når jeg ved at afroamerikanske Referencer er en undtagelse?

Ligesom mig. Drengen der fik at vide at Han var en omvendt kokosnød Det er fucked up at være en hvid dreng med color Fucked up at jeg aldrig kan nomineres til en BETaward Nej, ikke den, den anden, den du aldrig har hørt om Dear daddy, Why’d you have to fuck me up like that?

The WHITE experience Dance, boy!

Dans hvidt for mig Carlton-dansen til toner af Tom Jones Kører gennem Paris med Trevor og stopper ved Bel-air Intet er tilfældigt Mændene der spørger os om vi kan spare et par kroner til dem tror ikke på at Trevor er dansk fucking parisere Derhjemme er det mig der er en fucking dansker Derude synger vi med på Mos Defs MY UMI SAYS og bæller den søde vin over Jalal al-Din Muhammad Rumis vers buster et frivers over titelsangen til rap fyr i LA og ryger en pibe på rue Malte Brun Sammen skaber vi the RIGHT experience

36 DANSK NOTER

”Den empiriske Blixen træder ind i pseudonymet Isak Dinesen midt i en ugrammatisk sætning, som kun giver mening, fordi den med sit brud på grammatikken markerer pseudonymets realitet.” enten i form af one shot-fortællinger i magasiner eller allerhelst i bogform. I den krævende proces frem til aftalen om udgivelsen med den amerikanske forlægger Robert K. Hass rådførte hun sig løbende med den engelske forfatter Bertrand Higgins. Han karakteriserede hendes fortællinger som ”gothic” og forærede hende indirekte ideen til titlen.7 Blixen havde skrevet sig ind i den britisk-amerikanske tradition for gothic fiction i forlængelse af forfattere som Mary Shelley, Bram Stoker, Edgar Allen Poe og søstrene Brontë. Nu valgte Blixen at tydeliggøre genretilhørsforholdet i parateksten med titlen Seven Gothic Tales. Genremærkatet gothic fiction leder os over i en stedsteoretisk refleksion af verdenslitterær betydning. En gotisk fortælling udspiller sig ikke sjældent i middelalderen i potentielt dystre settings som klostre, slotte, ruiner, skove og bjerge ofte med geografisk placering i de katolske dele af Sydeuropa. Det er et kendetegn ved det gotiske, at settingen fremstår fremmed og udenlandsk. Franco Moretti har påvist, at ”de gotiske fortællinger” typisk ”blev … placeret i Italien og Frankrig, og de rykkede imod nord, til Tyskland, omkring 1800 og så igen imod nord, til Skotland, efter 1820.”8 Det er derfor næppe tilfældigt, at den første fortælling i Seven Gothic Tales var ”The Roads Round Pisa”. Her greb Blixen tilbage i den gotiske tradition og præsenterede sine læsere for en dansk adelsmand i det eksotiske Italien. Årstallet er 1823. Vi møder den melankolske grev Augustus von Schimmelmann i haven ved et osteria tæt ved Pisa. Med få og præcise sproglige virkemidler fremmaner Blixen en sydlandsk stemning: ”The Sun was nearly down. Its golden rays fell in between the tall poplars along the road. The air was warm and pure and filled with the sweet smell of grass and trees, and innumerable swallows were cruising about high and low, as if wanting to make the

most of the last half-hour of daylight.”9 I løbet af det uhørt komplekse handlingsforløb bliver det klart, at Schimmelmanns danske bevidsthed ikke er i stand til at komme på omgangshøjde med de italienske realiteter. Han kan ikke gennemskue den sindrige intrige, han gradvis indvikles i. Sammenstødet mellem den skandinaviske melankoli og det sydeuropæiske temperament udspillede sig i første omgang for et amerikansk publikum, for hvem det europæiske i vid udstrækning har haft et fremmedartet præg, hvad enten det var dansk eller italiensk. I et receptionsæstetisk perspektiv kan man derfor hævde, at Blixen fordoblede det gotiske spil med det ukendte. Og for de læsere, der ikke fandt det europæiske islæt eksotisk nok, tilbød Karen Blixen oven i købet i fortællingen ”The Dreamers” en flydende afrikansk setting, nærmere bestemt ”a dhow … on its way from Lamu to Zanzibar”, der igen narratologisk indlejrede engelske Lincoln Forsners fortælling om en perlerække af eventyrlige begiveheder i det gotiske Europa, herunder Milano, Rom og Luzern.10 Blixen var bevidst om, at det gotiske islæt ved hendes samling ikke nødvendigvis var et adelsmærke i forhold til det læsende publikum i Danmark. I sit første egentlige interview udtalte hun ligefrem ”en vis frygt for”, at man ikke i 30’ernes Danmark ”ville have sans for den litteratur, Seven Gothic Tales” repræsenterede.

Det var, forstod man, derfor hun havde valgt USA som udgivelsesland. Måske derfor gjorde hun sig ved samme lejlighed umage med pædagogisk at indføre Berlingske Tidendes læsere i den gotiske litteratur. Hun fortolkede det som ”en litterær skole, der nærmest kan kaldes for ’fri fantastisk’ eller om man vil ’nonsens’, dvs. frigjort for realiternes bånd’”.

Nu bør man altid være forsigtig med at ophøje en forfatters udsagn om sit eget værk til sandhed. Og når det kommer til en eminent performer og selviscenesætter som Blixen, er der grund til ekstra forsigtighed. Ikke desto mindre forekommer Blixen at være en eminent fortolker af Seven Gothic Tales, når hun i forlængelse af det foregående udsagn leverer en stærk verdenslitterær udlægning af pseudonymet Isak Dinesen: ”Jeg vil være fri i min ytringsform – jeg, dvs. Isak Dinesen – vil være fri i sin ytringsform. Han kender yderpolerne i litteraturen, den rent menneskelige, hvori Dostojevskij vel har ydet det ypperligste, og et værk som ’Tusind og een Nat’, hvori forfatteren slipper jorden, og han vil have lov til at stå midt mellem disse poler.”11 Det er fascinerende at følge Blixens grammatiske glidning

DANSK NOTER 37

over i pseudonymet Isak Dinesen fra det personlige stedord ”jeg” til ”sin”. Den empiriske Blixen træder ind i pseudonymet Isak Dinesen midt i en ugrammatisk sætning, som kun giver mening, fordi den med sit brud på grammatikken markerer pseudonymets realitet.

Kommet så langt positionerer Isak Dinesen sig elegant poetologisk mellem en arabisk, russisk og engelsk tradition. Mindre kan ikke gøre det. Isak Dinesen tænker stort og vil ikke lade sig binde af en aktuel realistisk strømning i dansk litteratur.

På samme vis ønskede Karen Blixen ikke at lade sig binde af et enkelt sprog. Hun er en af de få stærke forfattere, som succesrigt har arbejdet på tværs af sprogene. Som forfatter var hun ikke bare dobbeltsproget.

Hun skrev og tænkte værkerne transnationalt. Hun skrev med ganske få undtagelser først sine fortællinger på engelsk og genskrev eller omskrev dem så i nye versioner på dansk.12 Hun oversatte dem ikke bare.

Derfor er Vinter-Eventyr en anden og i flere henseender større bog end Winter’s Tales på henholdsvis engelsk og

amerikansk. Vinter-Eventyr er ikke nødvendigvis bedre end de to andre versioner af Winter’s Tales, men en anden udgivelse. Man kan udtrykke det sådan, at Karen Blixen skrev på tværs af sproggrænserne. Hun var en transnational forfatter. Karen Blixen tilhører derfor ikke eksklusivt dansk eller amerikansk eller engelsk litteratur. Hun er i sine valg af sprog verdenslitterær.

Litteratur:

Noter

Andersen, Hans og Frans Lasson (red.): Blixeniana, Karen Blixen Selska-

1 Jf. Thomsen (2008), p. 14.

bet, København 1980.

Blixen, Karen: Syv fantastiske Fortællinger, kommenteret af Nicolas Reinecke-Wilkendorff, efterskrift ved Lasse Horne Kjældgaard, DSL/ Gyldendal, København 2012.

Blixen, Karen: Vinter-Eventyr, kommenteret af Peter Olivarius og Henrik Blicher, efterskrift ved Poul Behrendt, DSL/Gyldendal, København 2010.

Brundbjerg, Else (red.): Samtaler med Karen Blixen, Gyldendal, København 2000.

D’haen, Theo; César Domínguez & Mads Rosendahl Thomsen (red.): World Literature. A Reader, Routledge, London & New York 2013.

Dinesen, Isak (Karen Blixen): Seven Gothic Tales, Penguin, London 2002.

”Karen Blixen tilhører ikke eksklusivt dansk eller amerikansk eller engelsk litteratur. Hun er i sine valg af sprog verdenslitterær.

2 Jenny Ballou: ”These Magic Tales Have an Air of Genius. Delicate Mosaics That recall the Medieval Beauty of Stained-Glass Windows”, New York Herald Tribune, Books, 8. april, 1934 in Andersen & Lasson (1980), p. 87 ff.

3 David Damrosch: ”What is World Literature” in D’haen, Domínguez & Thomsen (2013), p. 199.

4 Dinesen (1974), 123.

5 Gogol (1900), p. 94.

6 Blixen (2012), p. 76-77.

7 Jf. Rostbøll (2005), p. 17 ff.

8 Franco Moretti: ”Roman og nationalstaten” in Mai og Ringgaard (2010), p. 182.

Dinesen, Thomas: Tanne, Gyldendal, København 1974.

9 Dinesen (2002), p. 7.

Gogol, Nikolaj: Døde Sjæle, en satirisk Digtning, oversat af Åge Meyer

10 Dinesen (2002), p. 236.

Benedictsen, A. Christiansens Forlag, København 1900.

Mai, Anne-Marie og Dan Ringgaard (red.): Sted, Aarhus Universitetsforlag, København 2010.

Rostbøll, Grethe F.: Mod er svaret. Karen Blixens udgivelser i USA og England, Museum Tusculanums Forlag, København 2005.

Thomsen, Mads Rosendahl (red.): Verdenslitterær kritik og teori, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2008.

38 DANSK NOTER

”

11 X.M. (Xiane Manicus): ”Isak Dinesen fortæller om sin amerikanske succesbog”, Berlingske Tidende, 1. Maj 1934, in Brundbjerg (2000), 14-15.

12 Jf. Poul Behrendts omfattende gennemgang af og dokumentation for forskellighederne i den amerikanske, engelske og danske udgivelse af henholdsvis Winthers Tales og Vinter-Eventyr. Poul Behrendt ”Efterskrift dansk genesis” in Blixen (2010), p. 403 ff.

Kirstin Against Black, 2014 © Cooper & Gorfer with Barbara Í Gongini (FO)

DANSK NOTER 39

Tema: Verdenslitteratur

Intertekstualitet, Kafka og kanon?

Er Kafka en del af den danskfaglige kanon? Nej. Er intertekstualitet? Både ja og nej.

Men hvorfor så beskæftige sig med Kafka og intertekstualitet i danskfaget? Svaret er, at Kafka som en af modernismens lysende stjerner kan kaste nyt lys over danske forfattere.

”[…] ingen forfatter med rimelig ambitiøs sejlføring kommer af stedet uden sin Joyce, sin Kafka, sin Proust, sin Faulkner […].”1 Per Højholt Intertekstualitetsbegrebet og dets lillesøster antropofagisme – ideen om, at der i forfatterens kunstneriske proces finder et fadermord sted, hvorefter forbilleder fortæres og udskilles i ny version – dækker fænomenet litterære referencer og en forholden sig til og bryden med allerede kendte værker.2 Oplagte danske forfattere at arbejde med er Per Højholt, Svend Aage Madsen, Peter Seeberg, Villy Sørensen, Peter Høeg, Solvej Balle og Peter Adolphsen. Teksterne

”Kafka er den moderne, vestlige forfatter, der per se har sat spørgsmålstegn ved det moderne menneskes levevilkår, herunder er det især de statslige institutioner og deres bureaukrati, der – i et fortolkningslag – har været genstand for kritik, og yderligere er blevet brugt som billede på det moderne menneskes fremmedgjorthed.

40 DANSK NOTER

”

er både eksempler på postmoderne litteratur og på forskellige genrer: novellen, kortprosaen, minimalismen. Eleverne kan med Kafka som omdrejningspunkt introduceres for begreber inden for genre, litteraturhistorieskrivning og litteraturhistorie overhovedet.

Antropofagisme-billedet er enkelt og pædagogisk og viser tydeligt, hvorfor der f.eks. ikke er tale om ”snyd” eller ”kopi.” De fleste bogkældre indeholder værker af de ovennævnte forfattere, teksterne er altså derude …

Villy Sørensen: Mordsagen. En Kafka-Idyl (1953) Et meget tydeligt eksempel på specifik intertekstualitet3 er Villy Sørensens novelle4 ”Mordsagen. En Kafka-Idyl” fra novellesamlingen Sære Historier (1953). Teksten er en fortælling om en unavngiven hovedperson, der er blevet ansat hos politiet i forbindelse med opklaringen af et mord, som han selv sættes i forbindelse med. Forbindelsen forbliver dog uklar, og undervejs foregår der ingenting, der set fra jeg-fortællerens side kunne være opklarende for mordet, tværtimod. Mordet meldes pludseligt opklaret, og fortælleren søger forklaring hos politiet, men finder efter flere dages ventetid ingen svar hos institutionen.

Novellens forlæg er Kafkas Processen (1914) med dens parabellignende del ”Foran Loven”5. Allerede i undertitlen nævnes Kafka, og derefter er scenen sat på ægte kafkask manér: Politigården som lukket institution, der jonglerer med jeg-fortælleren, og skiftevis ophøjer ham og fornægter ham, et mord, der på kryptisk vis måske slet ikke er begået, men som henviser til jegfortællerens egen eksistens og samtidig til den tunge mytiske arv fra Biblen (Kain og Abel), og dertil de absurde samtaler mellem figurerne. Jeg-fortælleren hos Sørensen er sandhedssøgende som Kafkas Josef K. Han dømmes ikke til døden, men tildeles heller ikke nogen

Af Cathrine Rygaard Rasch, underviser ved Stenhus Gymnasium

større indsigt. Plottet mimer dele af Processen og ”Foran Loven”; en hovedperson søger at opklare en sag, der – med Sørensens ord – har ”stor affinitet” til vedkommende selv. Sørensens Kafka er den fortællende prosaist – romanforfatteren, der viser splittelsen og det fremmedgørende ved den moderne verden. Man kan tale om epokal intertekstualitet i den forstand, at den danske oversættelse af Kafkas værk er fra samme periode som Sørensens tekst, og værket er derfor aktuelt i samtiden, selvom teksterne ikke er fra samme tid.6 Den genremæssige intertekstualitet viser sig hos Sørensen (og Kafka) i en leg med flere genrer (novellen, krimien, idyllen, parablen etc.), og begge både indskriver sig i og undsiger sig genretraditionerne, hvilket udfordrer læserforventningerne. Sørensen finder i sit forbillede den form, der giver ham mulighed for at skildre sin version af det

moderne menneskes splittelse i en litteratur, der (også) lægger op til en psykologisk læsning.

Peter Høeg: ”Dom over højesteretspræsident Ignatio Landstad Rasker” (1990) Det andet valgte eksempel på intertekstualitet er Peter Høegs novelle ”Dom over højesteretspræsident Ignatio Landstad Rasker” fra Fortællinger om natten (1990).

Teksten udspringer ikke af en enkelt Kafka-tekst, men ekkoer kafkaske temaer, bl.a. en institutions- og værdikritik. Novellen handler om højesteretspræsident Ignatio Landstad Rasker, der snarere er en allegorisk figur end en egentlig person.7 Han er gennem sin stilling en del af den embedsstand, der ifølge fortælleren er nøglen til at ”forstå Europas historie i det 19. og 20. århundrede.”8 Sønnen Hektor fortæller sin søn Thomas

The Single Camel, 2011 © Cooper & Gorfer

DANSK NOTER 41

om, hvordan Ignatio vendte sig bort fra sit borgerlige og respekterede liv for at hellige sig et homoseksuelt kærlighedsforhold til den kontroversielle forfatter Morten Ross. Dette har ændret verden for Hektor, for med Ignatios ”brist” falder hele systemet sammen, og ånd og tradition tilsidesættes for perverteret kærlighed.

Hektor må tage skarp afstand og viderebringe sin søn historien. Thomas drikker dog gerne ædel vin med bærmen, og således varsles tidernes skiften.

Figurerne er allegorisk flade, som ofte hos Kafka.

Også kønsrollerne er præget af det stereotype; kvinderne er ud fra en typisk vestlig tankegang ”natur” og forstår lidenskaben, og slår ned på mændenes forsøg på at håndtere sagen juridisk i al deres ”kultur”. Teksten er således præget af forskellige stiliserede typebilleder, der i deres tydelighed retter en kritik mod den moderne kulturs værdisæt. Som overordnet billede står det juridiske system og dets berettigelse, og titelfiguren stiller selv nogle af tekstens væsentlige spørgsmål: ”Og tvivlen kom og gik ved min side, og den spurgte mig om retfærdighedens væsen. (…) Er Højesteret ikke den endelige retfærdighed, men det fornemste offentlige bordel?”9 Kafka er den moderne, vestlige forfatter, der per se har sat spørgsmålstegn ved det moderne menneskes levevilkår, herunder er det især de statslige institutioner og deres bureaukrati, der – i et fortolkningslag – har været genstand for kritik, og yderligere er blevet brugt som billede på det moderne menneskes fremmedgjorthed. Høegs Kafka er først og fremmest samfundskritikeren. Man kan tale om specifik intertekstualitet i den forstand, at Processen leverer flere temaer til historien.

Den epokale intertekstualitet er til stede i den forstand, at postmodernismen på udgivelsestidspunktet var en litterær realitet, dvs. at pastiche-formen internationalt set var udbredt, og Høeg finder på denne vis fællesskab med andre samtidige forfattere. Den almene intertekstualitet er i høj grad til stede; Høegs metabevidsthed om andre tekster bliver i sig selv et afsæt, og med sin tekst får han i en mere stiliseret form end Kafkas gjort op med det 20. århundredes fornuftstankegang og rettet en kritik mod de vestlige værdisystemer.

Solvej Balle: Ifølge loven (1993) Teksten udgøres af fire noveller i en cirkel, den sidste novelle hænger sammen med den første. Teksterne er markeret med tegnet ”§”, der både henviser til titlen og understreger det overordnede handlingstema: søgen

42 DANSK NOTER

”Hos moderne forfattere som Kafka og Balle er anonymiteten et udtryk for både individets anonymitet i systemerne og en art generalisering

”

af mennesket.

efter lovmæssighed; § 1’s biokemiker Nicolas S. ønsker at bestemme det stof, der gør, at mennesket bevæger sig oprejst. § 2’s Tanja L. vil finde og afdække ”smerten” i Barcelona. § 3’s Rene G. ønsker at være ”ingen”, og § 4’s Alette V. ønsker at opløse sig selv og blive en del af tingenes verden.

Teksten postulerer ”lov” med dens lukkede undertitel ”Fire beretninger om mennesket” – i bestemt form.

Figurerne, der deler initial-efternavn med Kafkas Josef K., leder efter en højere mening og lovmæssighed.

Ingen af projekterne giver den mening, der søges, og dette tilføjer endnu en dimension til det moderne menneskes grundvilkår: Sandheden findes ikke. Hos moderne forfattere som Kafka og Balle er anonymiteten et udtryk for både individets anonymitet i systemerne og en art generalisering af mennesket. Figurernes pertentlighed bliver også fortællerens, og sammen forsøger de at få orden i en kaotisk verden, der med modernitetens erfaring ikke lader sig ordne. Der ledes i naturvidenskaben, og det handler om at reducere og afgrænse størrelser. Det er ikke de samfundsmæssige maskinerier, der står for skud, faktisk er der ikke noget konkret, der står for skud – personernes søgen udspringer af noget ubenævnt og understreger den sene modernitets opsplittede sandhedsbegreb. De agerende er på egen hånd i en verden uden andre faste systemer end naturvidenskabens.

Balles tekster er glimt af liv, som hos en lang række prosaister i 1990’erne. Stilen er med tanke på de episke elementer ikke ren minimalisme, men blander pertentlighed i fremstillingen med en stram fortællestil og et cyklisk tema. Den specifikke intertekstulitet begrænser sig til personernes navne, men er samtidig den, der hilser Kafka velkommen i værket og er med til åbne læserens øjne for det tematiske fællesskab, der ligger i personernes sandhedssøgen. Balle viser nøgternt, hvordan det

nyt på

LITTERATURPORTALEN

9610

LITTERATURPORTALEN NYHEDER Litteraturportalen er moderne litteraturundervisning i øjenhøjde. Portalen opdateres løbende, og indeholder nu helt nyt materiale i både tekst og levende billeder.

■

Nyt film og tv-bibliotek

■

Nye litterære tekster af blandt andre Klaus Rifbjerg, Helle Helle og Nivaq Korneliussen

■

Portalen er opdateret med mere end 150 ældre

■

Nyt tema om Grønland

litterære tekster med ordforklaringer

Find gratis undervisningsforløbpå litteratur.gyldendal.dk

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

moderne menneske navigerer i en naturvidenskabeligt orienteret verden, der ikke giver alle svar.

Peter Adolphsen: ”Togrejse” (1996) Peter Adolphsens ”Togrejse” har et anonymt ”man” som subjekt. Ud fra dette ”man” dannes en række generiske udsagn om det at rejse, skønt denne rejseskildring også skildrer subjektive forhold. Teksten beskriver en togrejse med landskabsbilleder, frihedsfornemmelse, hjemkomst og melankoli. Historien er snarere lyrisk end episk, og synes næsten filmisk med sin strøm af billeder og henvisninger til både musik og film (linje 6-7). Adolphsens projekt er at lave en ”syntaktisk kalkering”10 af Kafkas tekst Der plötzliche Spaziergang (udgivet posthumt 1935), dvs. at formen, men ikke nødvendigvis indholdet får sin genkomst hos Adolphsen. Dette kræver stor årvågenhed fra læserens side, da henvisningen til Kafka i denne form er ret subtil.

Adolphsen beholder overvægten af ”når…., så…”-konstruktioner og den lange strøm af bisætninger, hvilket er tekstens hovedsærpræg. Kafkas tekst er dog mere konsekvent: Her findes kun ét punktum i den 24 linjer lange tekst, men til gengæld 10 ”når…”-konstruktioner, mens Adolphsens tekst opererer med tre punktummer og kun fire ”når…”-konstruktioner i den 17 linjer lange tekst. Dvs. at når der tales om en syntaktisk kalkering, hvor ”sætningsled for sætningsled bliver kopieret ind i en anden kontekst”,11 er det ikke i et fuldstændigt 1:1forhold. Så trods et ekko fra 1960’ernes systemdigtning er Peter Adolphsen ikke bundet af sit system. ”Togrejse” er det mest gennemførte eksempel på både specifik intertekstualitet og begrebet antropofagisme og er primært en leg med form og en kalkering for kalkeringens skyld. Adolphsen varsler hermed en ny form for specifik intertekstualitet. Fremgangsmåden er interessant, fordi teksten både spiller op til sit forlæg og samtidig ikke vil det noget andet end at lege med dets eksistens – forlægget er en kladde.

Den skødesløse og elegante omgang med tekster bliver omkring årtusindeskiftet en kvalitet ved teksten i sig selv og en del af en fabulerende leg. F.eks. er Adolphsens Kafka ét blandt mange forbilleder, man kan gå på rov i, lege lystigt med og bruge efter behov, en ny type fadermord, der gør andre forfatteres tekster til en vare, man med beundring kan stjæle.

44 DANSK NOTER

Litteraturliste Adolphsen, Peter: Små historier & Små historier 2. Samlerens Paperbacks, 2002 Balle, Solvej: Ifølge loven. Lindhart og Ringhof, 1995 Den blå port – nr. 62. Tidsskrift for Litteratur, redaktion: Tue Andersen Nexø og Lars Skinnebach, Arena, 2003 Høeg, Peter: Fortællinger om natten. Rosinante/Munksgaard, 1991 Højholt, Per; Kirsten Gomard; Jørgen Bagge m.fl.: Kafka 100 år. Essays.

Sjakalens Beduinserie, 1983 Kafka, Franz: Dommen og andre fortællinger. Redigeret af Villy Sørensen, Gyldendals Tranebøger, 1984 Kafka, Franz: Processen. Gyldendals Tranebøger, 1981 KRITIK – nr. 147, redaktion: Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm, Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A.S., København 2000 Rasmussen, Henrik (red.): Gads Litteraturleksikon, Gads Forlag, 1999 Sørensen, Villy: Sære historier, Gyldendals Bekkasinbøger, 1965 Østergaard, Anders (red.): Vandmærker. Nærlæsninger af ny dansk litteratur. Dansklærerforeningen, 1999 Forslag til videre læsning: Harsberg, Agnete Bay (red.) og Lilian Munk Rösing (red.): Abens poetik.

Portræt af Peter Høegs forfatterskab. Forlaget Spring, 2005 Schmidt, Poul; Anne-Marie Mai; Inger-Lise Hjordt-Vetlesen; Ulrik Lehrmann; Finn Hauberg Mortensen, Hauberg (alle red.): Læsninger i dansk litteratur. Fjerde bind 1940-1970. Odense Universitetsforlag, 2001 Noter 1 Højholt, Per: ,”Forfatteren efter Kafka – en forbemærkning”, In: Kafka 100 år – essays, s. 7 2 Lund, Christian: ,,At gå baglæns og håbe det bedste” Interview med Peter Adolphsen, in: Den blå port (nr. 62), s. 32 3 Se Gemzøes kategorier for intertekstualitet: Gemzøe, Anker: ”Tavshed og Ord”. Om Villy Sørensens ”Ægget”, in: Kritik 147, s. 34 4 Teksten er ca. 50 s. og har 6 kapitler. Denne artikel omfang tillader dog ikke en genrediskussion.

5 ”Foran loven” er i den anvendte udgave af Processen oversat af Villy Sørensen.

6 Kafka påbegyndte Processen 1914, den blev udgivet posthumt 1924 7 Stounbjerg, Per: ”Stråleglans og bremsespor.” Versioner af genrebilledet hos Ib Michael og Peter Høeg, In: Vandmærker, s. 82-83 8 Høeg, Peter: Fortællinger om natten, s. 81 9 Høeg, Peter: Fortællinger om natten, s. 103 10 Lund, Christian: ”At gå baglæns og håbe det bedste” Interview med Peter Adolphsen. In: Den blå port (nr. 62), s. 29 11 ibid., s. 29

Sara, Amgarð and Alda on a hill 2014 © Cooper & Gorfer with Guðrun & Guðrun (FO)

DANSK NOTER 45

Tema: Verdenslitteratur

Verdenslitteratur – værker eller mere?

Shakespeare som eksempel Er det udelukkende kvaliteter i det enkelte værk der kvalificerer det til betegnelsen ”verdenslitteratur”, eller skal der mere til for at betegnelsen giver mening? Det spørgsmål stiller – og besvarer – Niels Brunse her.

Begrebet ”verdenslitteratur” blev – næsten – opfundet af Goethe, der dog ikke forestillede sig én fælles litteratur for hele verden, men derimod værker af en sådan kvalitet og tilgængelighed at de kunne angå hele verden. ”Der kan ikke være tale om”, skrev han, ”at nationerne skal tænke ens, men blot om at de skal blive opmærksomme på hinanden, begribe hinanden og, hvis de ikke har lyst til gensidigt at elske hinanden, så i det mindste lære at tåle hinanden.”

Det er et fornuftigt minimumsprogram som det stadig kan være gavnligt at holde sig for øje i vores tid, hvor verdenslitteraturbegrebet har forgrenet sig til også at betyde en slags verdensmesterlitteratur i den ene ende af spektret og international lufthavnslitteratur i den anden. Men er det værkerne selv der automatisk rummer de egenskaber der gør dem til verdenslitteratur? Det vil denne artikel forsøge at give et svar på.

Samme Goethe, hvis plads i verdenslitteraturen er svær at anfægte (og hvorfor skulle man?), havde også øje for en digter der i dag rager endnu højere op end han selv gør, nemlig Shakespeare. ”Shakespeare und kein Ende” hedder et kendt Goethe-essay, og at der ingen ende er på Shakespeare, det vidner ikke bare Goethes begejstring om, men også den enorme Shakespeare-industri der i form af teateropsætninger, film, operaer, forskning, romaner, noveller, diverse merchandise osv. osv. breder sig over stort set hele kloden i dag.

Men sådan har det ikke altid været. På Shakespeares egen tid – et par årtier på begge sider af år 1600 – var engelsk endnu ikke blevet verdenssprog nr. 1, som det er i dag, og London var endnu ikke blevet den verdens navle som den var i dronning Victorias kronede dage.

Det er symptomatisk at Bastarden, den heroiske Philip

46 DANSK NOTER

Falconbridge, i det historiske drama Kong John slutter stykket af med en patriotisk opsang til sit land: Vort England underkasted sig jo aldrig, og gør det aldrig, en erobrers fod, medmindre det hjalp til med egne sår.

Nu, da dets adel er vendt hjem igen, kan alle verdenshjørner gå imod os, og vi vil slå dem. Alt vil ende vel, hvis England blot er trofast mod sig selv.

Den slags toner behøver en selvbevidst stormagt ikke at anslå. Og hvis vi ser på originalteksten, bliver det endnu tydeligere hvad selvforståelsen var på Shakespeares tid: ”Come the three corners of the world in arms / And we shall shock them!” står der. Der er jo fire verdenshjørner – men England er selv det fjerde, det yderste hjørne mod vest, og ikke verdens centrum.

Næppe nogen britisk borger af i dag ville se sig selv som beboer af verdens udkant.

Hvorfor har oversætteren så ikke skrevet ”de tre verdenshjørner”? Det må da være en svipser, hvad?

”[…] litterære oversættelser finder ikke bare sted. De er komplicerede formidlingsprocesser og, under en anden synsvinkel, kunstværker i sig selv.

”

Af Niels Brunse Forfatter og oversætter

The Herder, 2014 © Cooper & Gorfer with Jör by Guðmundur Jörundsson (IS) Nej. Oversætteren er mig, og jeg kan stå inde for at det ikke er en svipser, men et meget bevidst valg, foretaget efter moden overvejelse. Replikkens egentlige indhold er erklæringen om at nationen nu igen står samlet og er uovervindelig i enighed. Den repræsenterer den dramaturgiske genoprettelse af orden som man kan se i mange af Shakespeares skuespil. De ”tre verdenshjørner” ville virke forvirrende på en moderne dansk tilskuer der ikke har som forudsætning at England er et land i periferien. ”Alle verdenshjørner” er en tro gengivelse af hvad originalen siger i sin kontekst, men naturligvis ikke en ordret gengivelse.

Det peger på en helt uomgængelig bestanddel af hele

verdenslitteraturbegrebet, nemlig oversættelsen. Selv om beherskelsen af fremmedsprog pr. indbygger i hele verden er vokset kolossalt siden Goethe begyndte at tale om verdenslitteratur, er det stadig kun de færreste der ville være i stand til at læse alle de værker man nu regner med til den verdenslitterære kanon, på originalsprogene. Skal vi tælle? Oldgræsk (Homer), latin (Ovid), italiensk (Dante), spansk (Cervantes), fransk (Proust), tysk (Mann), engelsk (Dickens), russisk (Dostojevskij), arabisk (Tusind og en nat), kinesisk (Li Bai), japansk (Murakami) – det var foreløbig elleve. Og så har jeg slet ikke skævet til de nordiske sprog eller de mindre slaviske sprog eller de finsk-ugriske sprog, der ellers

DANSK NOTER 47

Lola and the Deer Head, 2014 © Cooper & Gorfer with Kría (IS)

48 DANSK NOTER

”For at læse Shakespeare skal man ikke bare kunne ”engelsk”.

Man skal også vide noget om hvordan nuancer og referencer i hver især kan mønstre flere litterære nobelpristagere.

Udvalget af forfattere er selvfølgelig arbitrært og slet ikke udtømmende. Men helt ærligt, hvem kan hævde at læse originallitteratur på ti-tolv-fjorten forskellige sprog?

Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, er de allerfleste af os i det mindste delvis afhængige af oversættelser for at tilegne os den litterære verdensarv.

Og litterære oversættelser finder ikke bare sted. De er komplicerede formidlingsprocesser og, under en anden synsvinkel, kunstværker i sig selv. Det vil sige at verdenslitteraturen intetsteds findes i en fælles læserbevidsthed, men overalt i en fælles pluralitet af samvittighedsfulde tilnærmelser og formidlinger. Og det er godt nok!

For at læse Shakespeare skal man ikke bare kunne ”engelsk”. Man skal også vide noget om hvordan nuancer og referencer i sprogbrugen har flyttet sig i de fire århundreder fra den tidlige moderne periode til i dag. Det er lettere på scenen fordi skuespillere og instruktører kan få de betydninger frem som en nutidig læser tit vil overse, eller gå helt fejl af. Udtrykket ”fagre nye verden” er for eksempel dannet af Shakespeare; på engelsk hedder det jo ”brave new world”, sagt af Prosperos datter Miranda i femte akt, scene 1, af Stormen. I dag betyder ”brave” ikke ”smuk”, men ”tapper”, hvilket på Shakespeares engelsk hed ”valiant” eller øhm, ja, ”brave”. Trods den delvise overlapning er det et helt klart betydningsskift.

Værre er det med de ord der tilsyneladende betyder det samme på datidens og nutidens sprog, men som alligevel skal forstås lidt anderledes. Et par ofte tilbagevendende ord hos Shakespeare er ”natural” og ”kind”. ”Naturlig” og ”venlig”, javist, og så alligevel ikke.

Forskellen kommer måske tydeligere frem hvis man ser på ordene i deres negerede form: ”unnatural” og ”unkind”. Når Hamlets fars genfærd opfordrer Hamlet til at hævne hans ”most unnatural murder” (I, 5), så studser vi, for hvorfor er mordet netop ”unaturligt”? Findes der ”naturlige” mord? Og når den gamle kong Lear taler om ”unkind daughters” (III, 4), fornemmer vi at han tænker på sine egne døtre og ikke mener at de bare er ”uvenlige”.

Sagen er at begge ordene i Shakespeares samtid var dybt rodfæstet i noget dengang meget vigtigt, nemlig blodsbeslægtede menneskers forpligtelse over for hinanden. De går da også begge tilbage til forestillingen om den sammenhæng man er født ind i. ”Natu-

sprogbrugen har flyttet sig i de fire århundreder fra den tidlige moderne periode til i dag.

”

ral” kommer af det latinske ”natus”, født – og ”kind” hænger etymologisk sammen med ”kin”, slægt. Der var dengang ikke noget andet socialt sikkerhedsnet end slægten, og at unddrage sig sin slægtsforpligtelse eller ligefrem forbryde sig mod sin slægt var noget meget alvorligt. Det mord genfærdet taler om, er et brodermord og derfor endnu mere forfærdeligt end et mord i almindelighed er. Vi kan måske stadig fornemme en flig af følelsen, derfor er oversættelsen ”et unaturligt mord” acceptabel. Men Lear må i oversættelsen tale om ”grumme” og ikke bare ”uvenlige” døtre.

Disse to løsninger kan man kalde varsom omgang med problematiske gloser. Men somme tider giver varsomheden ingen mening. I den bloddryppende splattertragedie Titus Andronicus, et af Shakespeares ungdomsværker (og måske derfor så uhæmmet i sine effekter), bliver hovedpersonens eneste datter, Lavinia, voldtaget af den besejrede goterdronning Tamoras to sønner, der bagefter hugger hendes hænder af og skærer hendes tunge ud så hun ikke kan meddele nogen hvem der har gjort det. Men hun får det alligevel fortalt, og Titus fanger de to gotersønner, slagter dem og inviterer den romerske kejser og Tamora, der efter sit nederlag er blevet gift med kejseren, til et beskedent middagsselskab hvor hovedretten er en postej der indeholder kødfars og benmel af de to sønner, hvilket Titus selvfølgelig først fortæller senere da gæsterne har spist af den delikate ret. Det er i sig selv grueligt nok, men det største chok på scenen kommer da Titus først stiller kejseren et spørgsmål om en romersk helt fra gamle dage: Var det mon rigtigt af Virginius med egen hånd at ta sin datters liv, fordi hun blev fornedret, skændet, voldført?

(V, 3) – og så, da kejseren svarer ja, dræber Lavinia med et dolkestød. Selv kejseren, der lige har optrådt som de mandige romerske dyders vogter, kan ikke lade være med at udbryde: ”What hast thou done, unnatural and unkind?”

DANSK NOTER 49

”[…] verdenslitteratur bliver til verdenslitteratur gennem den nødvenHer ville det være latterligt at oversætte til noget i retning af: ”Hvad har du gjort, det er unaturligt og uvenligt!” Jeg tænkte meget over det og besluttede mig for at lade det visuelle chok følges med en chokerende anakronistisk replik: ”Hvad har du gjort, perverse psykopat!” Så stærke har ordene ”unnatural and unkind” nemlig været i samtidens kontekst. Jeg mener at jeg har været tro mod teksten selv om jeg har været utro mod gloserne.

Eksemplerne antyder hvordan man kan være nødt til at anvende forskellige oversætterstrategier til forskellige typer problemer. Samt at det ikke altid er så ligetil at afgøre hvad et ord ”betyder”. Shakespeare på dansk er uvægerligt det samme som Shakespeare fortolket på dansk. Teksten lokaliseres i en dansk sammenhæng, hvor meget man end holder sig for øje at det ikke er en dansk tekst. Et pudsigt, indirekte bevis på det kan man se i det faktum at Boris Pasternak, i sin med rette berømmede russiske oversættelse af Hamlet, ikke havde nogen problemer med at lade personerne tiltale hinanden med milord og miledi (”my lord” og ”my lady”).

Pasternak og hans russiske publikum var ikke i tvivl om at Hamlet var et engelsk stykke. Men i Danmark ville vi aldrig beholde de engelske former, for stykket foregår jo ved det danske hof, ikke? Én ting er de mere eller mindre nøgne betydninger, en anden er den brug Shakespeare gør af alle de andre sproglige virkemidler. Hans sprog er rigt, levende, opfindsomt, musikalsk, underfundigt, poetisk, lærd, plat … lige så afvekslende som hans figurer. En oversætter skal stå tidligt op (eller gå sent i seng) for at hamle op med det. Lad os for kortheds skyld nøjes med at se på et enkelt stiltræk: Shakespeares mange ordspil. Nogle af dem er rene vittigheder der giver komedierne liv og tragedierne den såkaldte ”comic relief”, den komiske lettelse midt i alt det tunge – som hos den plørefulde portner i Macbeth eller de to fiffige gravere i Hamlet.

Andre er måske mere interessante fordi deres funktion ikke er grinet, men nogle mere raffinerede undertoner.

En person som superskurken Richard III er lige så skarptunget som han er pukkelrygget og magtgrisk. I stykket af samme navn taler han, inden han er blevet konge og stadig kun er hertug af Gloucester, om de favoritter som hans kongelige bror Edward har ophøjet: ”… great promotions / Are daily given to ennoble those / That scarce, some two days since, were worth a noble” (I, 3). Altså: Nogle bliver adlet (ennobled) selv om de for to dage siden knap var en ”noble” værd. En ”noble”

50 DANSK NOTER

dige formidling og ikke ved mystiske iboende egenskaber ved værkerne alene.

”

var en lille guldmønt, en tredjedel af et pund værd, ikke meget i adelige kredse. Problemet er at ”adel” og ”nobel” (møntens navn på dansk) ikke ligner hinanden lydligt, og at man skal være historiker eller møntsamler for at vide hvad en nobel er. Direkte oversættelse er med andre ord udelukket, og pointen må opnås ad en mere indirekte vej. Jeg skrev: ”… det daglig sker at folk / blir løftet til en stand, der er højst fornem, / skønt deres stand i går højst var for nem.” Den isnende undertone af foragt er bevaret, den lille sproglige drejning ligeså, bare med nogle andre ord.

Richard Gloucester optræder også i det kronologisk foregående stykke, Henry VI, Tredje del, hvor han i en lille ordveksling (II, 1) driller bror Edward med hans hang til kvinder (og måske underneden røber sin misundelse fordi han selv er vanskabt og utiltrækkende).

De har lige set et mærkeligt himmelsyn, tre sole på en gang, og Edward tager det som et varsel og siger at han for fremtiden vil bære det på sit skjold (target): ”Whate’er it bodes, henceforward will I bear / Upons my target three fair-shining suns.” Ordet ”bear” kan imidlertid også betyde ”føde” eller ”avle”, og Richard kommenterer: ”Nay, bear three daughters: by your leave, I speak it, / You love the breeder better than the male” – for ”sun” lyder som ”son”, altså søn, og Richard siger at Edward hellere skal få tre døtre, fordi han synes bedre om hun- end om hankønnet. Her er altså en hel kæde af ordspil, og igen er der ingen lydlige ligheder at hæfte dem op på hvis ordene oversættes direkte til dansk.

Resultatet blev at Edward siger: ”Hvad end det varsler, tar jeg fra i dag / tre fulde sole til mit våbenmærke.” Og Richard svarer: ”Det våben, man har mærket mest hos dig, / fører nu mer til barsler end til varsler”, hvor der spilles på ”våbenmærke” og den lydlige lighed mellem ”varsel” og ”barsel”.

Pladsen tillader ikke flere eksempler, men det turde vel også være slået fast at Shakespeares omplantning til andre sprog demonstrerer hvordan verdenslitteratur bliver til verdenslitteratur gennem den nødvendige formidling, og ikke ved nogle mystiske iboende egenskaber ved værkerne alene.

NYE UDGIVELSER VISER NYE VEJE I DANSKUNDERVISNINGEN Fascinerende fortællinger i tekst og billeder

Hvad er der med dig? Du virker, som om du er ude af den ...

MiMi Olsen Hans-CHristian CHristiansen

GraFisKe rOManer

GRAFISKE ROMANER Af Hans-Christian Christiansen & Mimi Olsen Grafiske romaner fornyer danskundervisningen med et anderledes og motiverende forener OKaymateriale ... såderer vi

danskfagets stofområder – sprog, litteratur medier. her.

Det er ogdet

Jeg er okay.

Bogen er tilrettelagt så både nybegynderen og den mere grå hus på

garvede læser af formatetvenstre kan være med,side. og den rummer alt hvad man har brug for til det danskfaglige arbejde med en verden af fascinerende fortællinger i tekst og billeder: en analytisk værktøjskasse, introduktioner til

DansKlÆrerFOreninGens FOrlaG

Markante nye autofiktioner

centrale temaer, et katalog af varierede opgaver samt en fyldig antologi med uddrag af de mest berømte

POUL BEHRENDT & MADS BUNCH

SELVFORTALT Autofiktioner på tværs: prosa, lyrik. teater, film Af Poul Behrendt & Mads Bunch Selvfortalt præsenterer nogle af de mest markante nyere autofiktioner inden for prosa, lyrik, teater og film og lægger op til en engagerende og dannende danskundervisning. Bogen introducerer til nye teorier inden for felterne autofiktion og performativ biografisme og sætter teksterne i perspektiv i forhold til aktuelle temaer og kontekster som skam, menneskerettigheder, etnicitet, globalisering og sociale medier, der også med fordel vil kunne aktiveres i tværfaglige forløb.

189 kr. ekskl. moms

SELVFORTALT Autofiktioner på tværs: prosa, lyrik, teater, film DA NS K L ÆR E R FO R E NING E NS FO R L AG

indhold.indd Nye 99

litterære tendenser

FEM ÅRS LITTERATUR 2010-2014 Af Brian Andreasen, Peter Jensen & Peter Kennebo

KØB BØGERNE VIA DANSKLF.DK/ BUTIK 18/03/10

Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime Antologien præsenterer et genremæssigt bredt udvalg af de bedste tekster i de seneste fem års danske og nordiske litteratur. Introduktionen udpeger centrale tematikker og stilistiske tendenser og giver mulighed for at læse antologiens tekster i mange forskellige sammenhænge. Til hver tekst er der arbejdsspørgsmål som kan bruges som inspiration til at dykke ned i teksternes indhold og udtryksform og til at perspektivere til antologiens andre tekster.

Fås også som iBog med titlen: De seneste fem års litteratur.

180 kr. ekskl. moms

Dansklærerforeningens Forlag ejes af Dansklærerforeningen. Det tætte samarbejde mellem forening og forlag styrker den danskfaglige profil og sikrer høj kvalitet i alle udgivelser.

Vi udgiver skønlitteratur og undervisningsmaterialer til dansk i hele uddannelsesforløbet.

Læs mere om udgivelser, aktiviteter og medlemsmuligheder på dansklf.dk dansklf.dk –– dansklf@dansklf.dk –– 33 79 00 10

16.06

Tema: Verdenslitteratur

Sorte stjerner på en hvid himmel Litteraturen er den ensommes ven. Men på Sankt Annæ Gymnasium har litteraturinteresserede elever ikke desto mindre fundet sammen i en studiekreds. Her læser, hvisker, råber og skriver de om snefnug og øjenbryn, insekter og stjerner.

op i det anonyme, vestvendte lokale på tredje sal. DaFra ruderne i lokale B306 på tredje sal på Sankt Annæ gens tekst var den amerikanske lyriker Wallace Stevens Gymnasium er der udsigt ud over en asfalteret skomåske berømteste digt, Thirteen Ways of Looking at a legård, en række træer og en vestvendt himmel. På Blackbird, som vi læste op for hinanden, forsøgte at forskyfri eftermiddage skinner solen ind på lokalets store, stå og derpå tog os den frihed at skrive videre på, så der grågrønne tavle og på mig, der nu i tyve år har stået nu ikke pludselig længere kun var tretten måder at se her og undervist i tysk og filosofi. Lokalet er med sine på en solsort på, men derimod seksogtyve, niogtredive hvide vægge og sit grå linoleumsgulv et anonymt, og tooghalvtreds. standardiseret undervisningsrum som så mange andre.

Siden da er vi mødtes fire-fem Men de midaldrende kvinder, gange om året. De første elever, der hver morgen vasker gulvet For selvom det at beskæftige der deltog, er for længst blevet og tørrer kridtet af tavlen, er studenter, men der dukker år for ikke anonyme. De taler dansk sig med verdenslitteratur giår nye op, og vi bliver, overramed hver deres fremmedartede skende nok, flere og flere. Alt er accent, og de har ofte en historie vetvis ”gør godt” for mangt og frivilligt. De tekster, vi læser og at fortælle. forsøger at forstå, lægger jeg ud En dag for nogle år siden meget, er det jo frem for alt en på Lectio, men jeg forventer sjælfortalte en af dem mig om den dent, at eleverne har læst dem, kinesiske landsby, hun var vokglæde i sig selv. før vi mødes. Ganske som jeg jo set op i, om sin rejse hertil og heller ikke giver karakterer, fører om den kinesiske poesiklub, hun fravær eller kommer med forklaringer på, ”hvad det var medlem af. En slags venskab opstod imellem os. Jeg hele skal gøre godt for”. For selvom det at beskæftige hjalp hende med at læse nogle breve fra kommunen, sig med verdenslitteratur givetvis ”gør godt” for mangt og til gengæld viste hun mig et par af sine digte. Et af og meget, er det jo frem for alt en glæde i sig selv. digtene handlede om et træ, der stod bag den boligVerdenslitteratur kan for os være al slags litteratur, blok, hun boede i. ”Lille træ, hvorfor flyver dine blade bare den er fascinerende, fremragende og fremmedarbort? / Lille træ, hvorfor varer vores ungdom så kort?” tet. At læse verdenslitteratur, siger jeg til eleverne, er at Sådan begyndte digtet, og sådan nåede en lille smule læse, hvad de mest musikalske, de mest konsekvente og verdenslitteratur ind i lokale B306. de mest sårbare forfattere i verden har skrevet. Uanset hvor de måtte have hjemme. Mange af verdens mest En studiekreds interessante forfattere har forresten slet ikke hjemme For tre-fire år siden grundlagde jeg en studiekreds for noget bestemt sted. De har levet eller lever i eksil. De verdenslitteraturinteresserede elever på Sankt Annæ har skrevet eller skriver på sprog, der ikke var deres Gymnasium. Jeg satte plakater op på gangene, annonmodersmål, og de kan slet ikke indplaceres i nogen nacerede initiativet på Lectio, oprettede en blog, som ikke tional kanon. Tænk blot på de jødiske og østeuropæiske kun jeg selv, men også eleverne skulle kunne skrive på, forfattere, der som følge af det sidste århundredes reog en sen eftermiddag dukkede ti-tolv generte elever så

”

”

52 DANSK NOTER

Af Jørgen Herman Monrad Underviser på Sankt Annæ Gymnasium

volutioner og verdenskrige er flygtet vestpå. Tænk blot på de indiske og afrikanske forfattere, der i dag, trods al afkolonisering, skriver på engelsk og fransk. Og læg så endelig også mærke til, hvordan efterkommere af flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten nu er begyndt at skrive på skandinaviske sprog.

At hviske i kor En efterårseftermiddag, hvor solen klokken fire fyldte lokalet med lys, men senere forsvandt bag trækronerne udenfor, læste vi nogle passager fra den engelske forfatter Virginia Woolfs to romaner To the Lighthouse fra 1927 og The Waves fra 1931. Jeg fortalte eleverne om, hvordan Adeline Virginia Stephen i 1890’erne var vokset op sammen med sine søskende og halvsøskende i et stort hus ved Hyde Park i London, og om hvordan hun først havde været meget lykkelig, men siden havde lidt af angstanfald, efter at begge hendes forældre var døde. Jeg fortalte dem om, hvordan hun som voksen havde boet sammen med sin mand Leonard Woolf i et hus i Bloomsbury-kvarteret, og hvordan hun her havde været en slags midtpunkt i den såkaldte Bloomsburykreds, som bl.a. økonomen J.M. Keynes, som nogle af eleverne kendte fra samfundsfag, og lyrikeren T.S. Eliot, som nogle af dem kendte fra engelsk, havde været en del af. Og til sidst fortalte jeg dem også om hendes biseksualitet og hendes selvmord i floden Ouse i 1941.

Passagen fra To The Lighthouse handler om en mor og hendes lille søn, der drømmer om at sejle ud til fyret på den lille ø, som ligger ud for familiens skotske sommerhus, og om hvordan faderen, en rationelt tænkende matematikprofessor, ødelægger denne drøm, da han skånselsløst insisterer på, at det den næste dag vil blive dårligt vejr. Uddragene fra The Waves handlede ikke på samme måde om noget konkret, men var snarere en slags lyrisk stream-of-consciousness. Seks stemmer, tre kvindelige, tre mandlige, taler på skift halvt til hinanden, halvt til sig selv. Da vi læste passagerne op for hinanden, var der allerede mørkt i lokalet, og de seks stemmer forvandlede sig lidt efter lidt til bølger, der slog ind mod en kyst. Vi læste på skift, ja, vi hviskede. ”Vi lader os synke som svømmere, der lige netop rører bunden med tåspidserne,” hviskede en elev. ”Vi synker gennem bladenes grønne luft,” hviskede en anden. ”Bølgerne lukker sig over os, bladene mødes over hovedet på os,” hviskede en tredje. ”Nu er vi faldet gennem trækronen ned på jorden,” hviskede vi så alle halvhøjt i kor. ”Luften ruller ikke længere sine lange, sørgmodige,

lilla bølger ind over os. Nu vækker vi de sovende. Hvis vi døde her, var der ingen, som begravede os.”

Insekter og stjerner En anden efterårseftermiddag læste vi et udvalg af den bulgarsk-østrigsk-tysk-engelsk-schweizisk-jødiske forfatter og nobelprismodtager Elias Canettis små aforismer fra samlingen Urets hemmelige hjerte – optegnelser 1973-1985. Jeg fortalte eleverne om Elias Canettis liv og om hans måde at skrive på. Om hvordan han i 1905 blev født i den bulgarske by Rustjuk, og om hvordan familien i 1911 flyttede til Manchester i England, hvor faderen døde, og hvorfra moderen året efter rejste med sine børn til Wien. Og jeg fortalte dem om, hvordan den 25-årige Elias Canetti i 1930 drømte om at skrive en flere tusind sider lang romancyklus, hvis otte bind skulle omhandle samtlige mennesketyper. Og om hvordan han og hans enarmede, jødiske hustru Veza, der også havde forfatterdrømme, i 1938 måtte flygte fra nazisterne i Wien til London. Og sidst men ikke mindst fortalte jeg dem om, hvordan han i mange år hver aften spidsede ti-tolv blyanter, fordi han vidste, at han i nattens løb ville få et mylder af idéer og indfald, som han var nødt til at skrive ned.

“Ved afgrundens rand klamrer han sig til blyanter,” står der i en af aforismerne i Urets hemmelige hjerte. ”Ved verdenslitteratur forestiller de sig noget, de har lov at glemme sammen,” står der i en anden. Og i en tredje står der: “Han rykkede benene af edderkopper og kastede dem hjælpeløse i deres egne net”. Da vi havde læst dem og undret os over de vældige verdener, disse bittesmå sætninger lod os se ind i, gav vi os selv til at skrive aforismer. De kunne i princippet handle om hvad som helst, den eneste regel var, at ordene ”insekter” og ”stjerner” skulle indgå. ”Små, sorte insekter kryber hen over en hvid fod.

Små, sorte stjerner på en hvid nattehimmel” var der én, som skrev. ”Stenbukkens stjerner skinnede på insekterne. Bjergene blæste, men stjernerne stod stille,” skrev en anden. ”Men hvilken uendelighed er der ikke i disse insekter?” skrev en tredje: ”De er jo ikke kun jordiske, nej, de er som stjernerne, uendelige.”

Signe Gjessing En dag for ikke længe siden fik vi så besøg af den unge lyriker Signe Gjessing, hvis første digtsamling, Ud i det u-løse, udkom på forlaget Gyldendal i efteråret 2014, og som jeg lærte at kende omtrent samtidig, da jeg var

DANSK NOTER 53

Portrait of a Horse, 2008 Š Cooper & Gorfer

54 DANSK NOTER

”At læse verdenslitteratur […] er at læse, hvad de mest musikalske, de mest konsekvente og de mest sårbare forfattere i verden har skrevet.

”

med til at tilrettelægge et lille seminar om efterkrigstidens polske lyrik på Forfatterskolen i København, hvor hun dengang stadig var elev. På Forfatterskolen havde Signe Gjessing i pauserne mellem vores diskussioner af Wisława Szymborska og Zbigniew Herberts digte improviseret på et klaver, der stod mellem to bogreoler. Og også på Sankt Annæ Gymnasium gav hun prøver på sin musikalitet: ”Jeg er et bryn, der daler ned gennem øjet,” Sådan begyndte et af de digte, hun læste op. ”Verden kommer langvejsfra og vil give et lift / må gå hjem med / foldede hjørner." (s. 55) Da Signe Gjessing havde læst omtrent ti digte op, diskuterede eleverne, hun og jeg så, hvad underfundigtsmukke linjer som: ”Det private rum falder som sne” og ”Har du nu lyttet ved horisonten” og ”Jeg kaster handskerummet op i himmelrummet” mon kan betyde. Dernæst læste hun passager op fra den tyske romantiker Novalis’ Hymnen an die Nacht og den amerikanske lyriker Sylvia Plaths A Birthday Present – to digte, der, som hun sagde, begge betyder meget for hende, så forskellige de end er. Og da eleverne til sidst fik lov til at stille et par personlige spørgsmål, fortalte Signe Gjessing dem om, hvordan hun i sin tid havde skrevet de digte, der blev til hendes første bog, mens hun gik i 3. g på et gymnasium i Nordjylland, og om, hvordan det i sin tid havde været hendes storesøster, der havde foreslået hende at søge ind på Forfatterskolen, selvom hun til at begynde med slet ikke havde haft lyst.

Selv længe efter at Signe Gjessing – som et andet snefnug – var forsvundet ud af lokalet, blev denne eftermiddags særlige atmosfære ved med at kunne mærkes i

B306. I flere uger blev eleverne ved med at sige til mig – og skrive til mig på Lectio – hvor inspirerende den unge digters besøg havde været.

Ak ja, de ensomme syttenårige …

Vil unge mennesker fortsat blive inspireret og draget af digte, aforismer og romaner? Ja, det tror jeg. Selv uden ældre mentorer vil de blive det. Og selv uden læseplaner, der gør verdenslitteratur obligatorisk. Ingen diktator, siger jeg til mine elever, har nogensinde kunnet brænde en bog af, og ingen ayatollah har nogensinde kunnet udstede en dødsdom over en forfatter, uden samtidig at skaffe bogen og forfatteren nye entusiastiske læsere. Litteraturen er den ensommes ven. Og hvilket syttenårigt menneske er ikke ensomt?

Da jeg selv var sytten, læste jeg med ungdommelig entusiasme Michael Strunges og Søren Ulrik Thomsens digte. Jeg fortalte det til min dansklærer på det jyske gymnasium, hvor jeg gik, og han svarede kort for hovedet, at disse ”vrede unge mænd” vist manglede noget alvorligt at være vrede over. Der kunne aldrig blive tale om at læse deres digte i dansktimerne. Men mine eftermiddage tilbragte jeg dengang – så ensom, som kun en syttenårig kan være – på det kommunale bibliotek, hvor jeg i den stille, afsides lyrikafdeling ved siden af de unge danske digtere også fandt frem til Edith Södergran, Federico Garcia Lorca og Rainer Maria Rilke.

Og i dag underviser jeg så ikke kun selv på et gymnasium, men skriver også regelmæssigt anmeldelser af tysk, polsk, fransk, ungarsk, sydafrikansk og iransk litteratur for Weekendavisen. Og sammen med min samleverske, der har polsk baggrund, har jeg i de sidste syv-otte år oversat flere end tyve litterære værker fra tysk og polsk til dansk. Hvad jeg i dag ved om sprog, grammatik og stilistik, har mine lærere i tysk, fransk, engelsk, latin og naturligvis også dansk hjulpet mig med at lære. Jeg tænker på dem med taknemmelighed.

Ligesom jeg også med taknemmelighed tænker på de mange flittige og nysgerrige elever, jeg gennem årene har lært at kende i lokale i B306. Gid vi alle vil blive ved med at læse længe endnu.

DANSK NOTER 55

Tema: Verdenslitteratur

Dengang, før den store krig – Om den østrigske forfatter Joseph Roth Den østrigsk-jødiske kosmopolit Joseph Roth (1894-1939) skrev i mellemkrigstiden, men havde rødder i tiden før første verdenskrig og i det østrig-ungarske kejserdømme. Han så klart faren ved den nationalisme der voksede støt i 1930’erne, og han tænkte med vemod på kejserdømmets rummelighed – her levede talrige folkeslag fredeligt side om side. Hans kærligt-kritiske blik på dette monarki kommer bl.a. til udtryk i romanen Radetzkymarch, som artiklen især fokuserer på.

Som et underliggende lydspor hører man Johann Strauss den ældres marchtoner bag handlingen i Radetzskymarch (1932, da. 1933), den østrigsk-jødiske forfatter Joseph Roths roman fra kejser Franz Josephs tid. Det flotte, taktfaste musikstykke med dets lyd af fløjter, bækkeners og trommers rullen i ”militærmusikkens korte, festlige uvejr” (s. 32)1 kan nok overtale de fleste til at stampe, klappe eller gå i takt med et lille tåbeligt smil om munden.

Når hovedpersonen, den unge kavalerikadet Carl Josef, hjemme på ferie hører marchen nede fra pladsen foran sin far amtmandens bolig, er det indbegrebet for ham af festlig hjemlighed, tradition og barnlige heltedrømme om at dø for sin kejser:

Han kendte navnene på alle medlemmer af det Allerhøjeste Hus. Han elskede dem alle inderligt af et barnligt, oprigtigt hjerte, frem for alt kejseren, som var stor og nådig, ophøjet og retfærdig, uendelig fjern og dog ganske nær, og i særlig grad hærens officerer bevågen. Man døde bedst for ham ved militærmusik, lettest ved Radetzskymarchen. (s. 36)

Militærmarchen er jo beregnet til at disciplinere soldaten, styrke hans kampgejst og få ham til at føje sig ind som en anonym del af sit kompagni, gøre det til en effektiv dræbermaskine. Sammenlignet med kropsrytmen som er organisk og udfolder sig i dansen, er marchens taktfasthed ikke-organisk, mekanisk, men gerne med stor overtalelseskraft.

Også befolkningen har hæren i tidens løb manipuleret med musikken, foruden at man forlystede folket med prægtig, farvestrålende uniformering. Denne effekt benyttede kejserdømmets hær sig af med overordentlig sans for det spektakulære. Med drenget glæde over fest og farver og med en knivspids ironi beskrives den nybagte løjtnant Carl Josefs udstyr: Blændet af sin egen nye glans, […] i azurblå våbenfrakke med guldknapper, en lille patrontaske af sølv med dobbeltørnen i ophøjet guld på bagsiden, kepien med hagerem og svejf i den venstre hånd, i kraprøde ridebenklæder, spejlblanke ridestøvler, klirrende sporer […] : således præsenterede Carl Josef sig en varm sommerdag for sin far. (s. 46-47)

”Efter verdenskrigen og endt krigstjeneste droppede den 24-årige Roth sine påbegyndte germanistikstudier i Wien og slog sig på journalistik2: Han skrev, bl.a. til avisen Der neue Tag, impressionistiske, koncentrerede, reportageagtige artikler som i intensitet kan minde om Herman Bangs.

56 DANSK NOTER

”

Af Esther Kielberg Cand. phil., udgiver og konsulent

I Radetzskymarch fremstilles den gamle kejser Franz Joseph, trods hans svaghed for militarismens strålende udenværker, som ikke-krigerisk: ”Han holdt ikke af krigen (han vidste at man tabte dem), men han elskede militæret, krigsspillet, uniformen, geværeksercitsen, paraden” (s. 224). Herved er også givet et billede af den gamle fredelige verden før 1. verdenskrig.

Også Carl Josef er ukrigerisk. Han bliver en middelmådig soldat, især på grund af to afgørende møder med døden: Hans første store kærlighed dør, og han må forestille sig hvordan hendes dejlige krop nu rådner og fortæres af orme. Senere bliver hans ven, en jødisk militærlæge, dræbt i en meningsløs duel. Disse dødsoplevelser knuger Carl Josef varigt, og han ender med at træde ud af hæren. Men han indkaldes i verdenskrigen og falder, ikke som krigshelt der dør for sin kejser, men under den humanitære handling at hente drikkevand til sin deling.

Radetzskymarch foregår i årene fra ca. 1900 og indtil kejserens død i 1916, men går i korthed tilbage til slaget ved Solferino i 1859 hvor Carl Josefs farfar, løjtnant Trotta, redder den unge kejsers liv. Trotta aner at kejserens død, der først indtraf i 1916, ville betyde kejserdømmets undergang. Og fra og med dette slag hvorved østrigerne måtte afstå Lombardiet, svinder monarkiet gradvis ind. Det fortsætter dog efter 1916, men med freden 1918 er det slut. Kejserriget, der ved Franz Josephs tronbestigelse i 1848 omfattede bl.a. Ungarn, Tjekkoslovakiet, Galicien, store dele af Balkanhalvøen og Norditalien, skrumper ind til sin nuværende størrelse og bliver republik.

Om østrigerne og navnlig wienerne dannede der sig især i 1800-tallet en myte ifølge hvilken de skulle være godmodige, tilfredse, elskere af livets goder og af deres dejlige Kaiserstadt. Men selvfølgelig var der, som overalt i Europa i 1800-tallet, nød, undertrykkelse og begyndende uro i de lavere sociale lag. Uro blev forebygget med hård hånd. Myndighederne stimulerede desuden forlystelseslivet, især teaterlivet, som pacificeringsmiddel mod ulydighed.

I 1848 nåede revolutionen Wien, og med den nåede man et stykke vej hen mod en fri, demokratisk forfatning og ytringsfrihed. Men opstanden blev slået ned militært. Med Franz Josephs kroning vendte man tilbage til enevælden, og de lavere klassers kår forblev så godt som uændrede.

Ved siden af den sociale uro havde man den nationale. Rundtomkring i riget rørte sig kravene fra de

nationale mindretal om frihed og selvstændighed. Især Ungarn var opsætsigt og gjorde i 1848 et forgæves oprør, men i 1867 opnåede Ungarn forlig om det såkaldte dobbeltmonarki – kejser- og kongedømmet, kaldet ’K. und K.’ – og Franz Joseph kronedes til konge af Ungarn.

Tidskritiker og jøde Roth blev født 1894 i Brody, Galicien, som barn af jødiske forældre. Han lærte aldrig faderen at kende, og drengens savn af en far forklarer måske den rørende hengivenhed hvormed Roth lader den unge Carl Josef omfatte kejseren, landsfaderen – selv om romanen jo nok ved at kejserens hjertelighed og omsorg for sine ’børn’, undersåtterne, også er professionel: ”Sine øjne gav han et udtryk af kunstig godhed [...], og de hilste alle som hilste ham. Men i virkeligheden svævede og fløj ansigterne kun forbi dem” (s. 223).

Efter verdenskrigen og endt krigstjeneste droppede den 24-årige Roth sine påbegyndte germanistikstudier i Wien og slog sig på journalistik2: Han skrev, bl.a. til avisen Der neue Tag, impressionistiske, koncentrerede, reportageagtige artikler som i intensitet kan minde om Herman Bangs. I 1920 indtraf den økonomiske krise i Østrig. Bladet gik konkurs. Roth rejste til Berlin hvor han blev medarbejder ved en række aviser, bl.a. den socialdemokratiske Vorwärtz.

I årene under Weimarrepublikken skrev Roth bredt: rapporter, overvejende kritiske, fra Berlins moderne forlystelses- og butiksliv, barske reportager fra fattigog forbryderkvartererne, og i ”Manden hos frisøren” spidder han i 1921 den nye type, den brutale, krigsforherligende ’samfundsstøtte’, småborger og vordende tilhænger af det i 1920 stiftede, endnu lille nazistparti. ”Han er en skyttegravsspade, en ståltrådssaks, en slibesten, et insektpulver”3, hedder det vredt. Efter højreekstremisters mord på den jødiske udenrigsminister Walter Rathenau skrev Roth i 1924 en sorgfuld hyldest til ham, ”Besøg på Rathenau-museet”. I Roths skønlitterære produktion – 16 romaner og en række noveller4 – markerer den første roman, Das Spinnennetz (1923), sig med sin tidlige bevidsthed om nazibevægelsens ondartethed. Hans sene kejsertidsroman Historien om den 1002. nat (posth. 1939, da. 2015) kan læses som en mismodig skildring af en holdningsløs, dobbeltmoralsk overfladementalitet hos landsmændene, måske den der sendte hans samtids østrigere i armene på nazismen og førte til Anschluss i 1938.

I det store essay Juden auf Wanderschaft (1927)

DANSK NOTER 57

havde Roth vendt sig til sine jødiske rødder. Det er en skildring af de ortodokse østjøder, deres tro og deres livsbetingelser i hjemlandene og som immigranter.

Romanen Hiob (1930, da. 1931) er en parabel om den sande, fromt troende jøde. Romanen betegner et brud med den ”neue Sachlichkeit” der indtil da overvejende havde præget hans og samtidens prosa, den saglighed der var kommet som en reaktion på ekspressionismens følelsesudladninger, og som tilstræbte objektivitet, fotografisk autenticitet og aktualitet. Det er nu de store følelser der bærer værkerne.

Den fattige ukrainske jøde Mendel Singer må omkring sig opleve moralsk forfald og ulykke. De to ældste sønner volder ham sorg, den tredje, Menuchim, er retarderet. Mendel modsætter sig behandling af ham: Alt ligger og bør ligge i Guds hænder. Men da han erfarer at datteren, den kønne Mirjam, føjter med kosakker fra den stedlige kaserne, fortvivler han og må handle. Han og familien flygter til USA, men uden Menuchim. Man møder med ængstelse moderniteten og lever i håbet om et bedre liv for næste generation. Men prøvelserne fortsætter: Under 1. verdenskrig forsvinder sønnen Jonas som er i russisk tjeneste, den anden søn falder som frivillig, hustruen dør af sorg, og Mirjam bliver sindsforvirret. Ligesom biblens Job fratages Mendel alt og begynder at spotte Gud som dog til sidst velsigner ham. For se: Mirjam bliver rask, og Menuchim genopstår fuldstændig helbredt, tilmed som verdensberømt musiker og kærlig søn, velhavende, med yndig hustru og søde børn. Kort sagt: Gud har ladet den amerikanske drøm blive til virkelighed. Med pietet, men ganske svagt ironisk har Roth her fortalt sin slægts myte om Jahve, om hvem det i Juden auf Wanderschaft hedder at det jødiske folk ”har oplevet hans store godhed og hans kolde retfærdighed (…) det ved at det kan blive straffet, men aldrig forladt”5. Herved har Roth beskrevet den ikke-sekulariserede jødes rene tro som en af årsagerne til den jødiske slægts overlevelseskraft.

I 1933 blev Hitler indsat som tysk kansler. Roth, som nu var i fare, forlod Berlin og levede herefter i Amsterdam, Marseille og Paris. Et alkoholmisbrug førte til hans død i 1939.

Kritisk konservatisme Roth var tilbageskuende, og tendensen bliver tydeligere med tiden. I essayet ”Arkitektur” (1927)6 får den kølige, modernistiske Bauhaus-stil ham til at sukke efter århundredskiftets gode gamle dårlige smag, som

58 DANSK NOTER

han finder hyggeligere. I Radetzskymarch værdsættes konservative kvaliteter som kontinuitet, langsomhed, trofast erindring om det enkelte liv, og sættes over for den moderne tids heftige tempo og korte hukommelse.

Og romanen ærgrer sig over tabet af den indsigt hvormed man dengang bar over med den menneskelige ufuldkommenhed og de mere muntre af samfundets selvmodsigelser – at fx visse kvinder trods tidens bornerthed kunne tage sig erotiske friheder. Vi er blevet så ”uforstående, ærlige og uden humor” (s.195).

Men længslen tilbage er ikke ubetinget: Nok er den gamle verdens sæder skildret med veneration. Amtmanden og hans tro tjener Jacques har, som hos Karen Blixen, en pagt hvorved de er afhængige af hinanden og giver hinanden værdighed. Men det livsmønster hindrer også al forståelse for nødvendige sociale fremskridt. Socialdemokrater er i amtmandens øjne ’fordægtige individer’. Og sønnen er længe om at ane berettigelsen af en lokal fabriksarbejderstrejke.

Den stramme militarisme hænges ud, og hærens absurde æresbegreber der driver Carl Josefs ven i døden.

Ligeledes forældrenes skrappe styring af børnenes liv og den hårde disciplinering af følelseslivet, som hæmmer far og søn i at udtrykke deres kærlighed til hinanden.

Samfundsordenen i det svundne kejserrige udsættes i Radetzskymarch for ret hård kritik, nedtonet eller direkte. Som når det i forbindelse med en spionsag hedder om det kejserligt-kongelige labyrintiske retsmaskineri at den anklagede forsvinder ”i det gamle monarkis militære undersøgelsesfængsler, i Østrigs blykamre” (s.

290). Og romanen Die Kapuzinergruft (1938) vender sig et sted skarpt mod kejserrigets imperialisme: Hovedstaden Wien nærede sig, siger fortælleren, fyrsteligt af kronlandenes skatter og produkter.

Man har kaldt Roth nostalgiker. Han har dog næppe ukritisk ønsket kejserdømmet tilbage, men hans billede af dets positive sider advarer mod nogle menneskefjendske tendenser i samtiden.

Kosmopolit Joseph Roth beskriver gerne det udstrakte kejserdømme som et multinationalt samfund der gav plads til forskellighed og alligevel overalt i riget ved sit fællespræg kunne indgive hjemlighed, således i novellen ”Kejserens buste”. Og her var en mand som amtmand von Trotta tro til døden mod sin kejser der til gengæld, som en legemliggørelse af den himmelske fader, tog hånd om én i nødens stund.

”Som jøder har Zweig og Roth

Litteraturliste Roth, Joseph: Das Spinnennetz (1923) i: Werke bd. 1-, Köln, Kiepenheuer & Witsch, 1989-, bd. 4 1989, udg. af Fritz Hackert, s. 63-146

desuden påskønnet kejserrigets

Roth, Joseph: Juden auf Wanderschaft (1927) i: Werke bd. 2, 1990, udg. af

rummelighed. Og de to har vel, som

Roth, Joseph: Job – roman om et enkelt menneske (1930, da. 1931) oversat

jøder og mindre rodfæstede, i sær-

Klaus Westermann, s. 827-902 og med efterskrift af Judyta Preis og Herman Monrad, Forlaget Vandkunsten, 2009

lig grad kunnet indtage verdens-

Roth, Joseph: Radetzkymarch (1932, da. 1933) oversat af Soffy Topsøe,

borgerens betragterrolle over for

Roth, Joseph: Die Kapuzinergruft (1938) i: Werke bd. 6, 1991, udg. af

kejserdømmet. Deres kosmopolitiske

Roth, Joseph: Historien om den 1002. nat (posth. 1939) oversat af Esther

indstilling fremmedes af den

Joseph Roth: Kong Salomons tempel i Berlin. Reportager 1920-1930 oversat

nationalisme der poppede

Rosinante, 4. udgave 2011 Fritz Hackert, s. 225-346 Kielberg, Forlaget Vandkunsten, 2014 og med efterskrift af Judyta Preis og Herman Monrad, Forlaget Vandkunsten, 2010

”

op allerede før verdenskrigen.

Joseph Roth: Leviathan og andre fortællinger oversat og med efterskrift af Judyta Preis og Herman Monrad, Forlaget Vandkunsten, 2010 Joseph Roth: Werke udg. af Klaus Westerman og Fritz Hackert, Köln, Kiepenheuer & Witsch, 1989-, bd. 1-

Sit kritiske, men trods alt overbærende blik på det gamle monarki og for tiden før verden gik af lave, har Roth tilfælles med de lidt ældre østrigske forfattere Robert Musil (1880-1942) og Stefan Zweig (1881-1942), alle tre politiske flygtninge under nazismen. Som jøder har Zweig og Roth desuden påskønnet kejserrigets rummelighed. Og de to har vel, som jøder og mindre rodfæstede, i særlig grad kunnet indtage verdensborgerens betragterrolle over for kejserdømmet. Deres kosmopolitiske indstilling fremmedes af den nationalisme der poppede op allerede før verdenskrigen; dengang som nu viste den sin farlighed og navnlig i 1930’ernes Nazityskland, fra 1938 også i det nazificerede Østrig. ”Skarpere end de fleste forfattere […] forstod Roth hvad det østrig-ungarske monarkis sammenbrud betød: nazismens rødder, liggiften ligger her”, har den ungarske forfatter Imre Kertesz sagt7. ”Det østrig-ungarske monarki var det eneste fædreland, jeg nogensinde har haft”8, siger Roth i et brev fra sidst i 1930’erne. Og som børn er dybt knyttet til forældrene, men samtidig har et skarpt blik for deres fejl, således har Roth i sit forfatterskab skildret kejserdømmet og dermed den gamle verden og dens endeligt, vittigt, mildt og vemodigt.

Sidney Rosenfeld: Understanding Joseph Roth, Columbia, S.C., University of South Carolina Press, 2001

Noter 1 Der henvises til Joseph Roth: Radetzkymarch, 4. udg., Rosinante, 2011 2 Et udvalg af Roths journalistik foreligger med titlen Kong Salomons tempel i Berlin. Reportager 1920-1930, Forlaget Vandkunsten, 2010 3 Kong Salomons tempel i Berlin s. 41 4 Et novelleudvalg i dansk oversættelse foreligger med titlen Leviathan og andre fortællinger, Forlaget Vandkunsten, 2010 5 ”Es ist ein altes Volk, und es kennt ihn schon lange! Es hat seine grosse Güte erlebt und seine kalte Gerechtigkeit, es hat oft gesündigt und bitter gebüsst, und es weiss, das es gestraft werden kann, aber niemals verlassen”, Joseph Roth, Werke, Köln, Kiepenheuer & Witsch, 1989, bd. 2, 1990, udg. af Klaus Westermann, s. 841. Citatet oversat af Esther Kielberg 6 Kong Salomons tempel i Berlin s. 121-123 7 Citeret efter efterskriften til Leviathan og andre fortællinger s. 111-112 8 Citeret efter efterskriften til Leviathan og andre fortællinger s. 112

DANSK NOTER 59

r p a æ x l D o k æ · v l s k r n p s e a o r n D p a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n D p a æ x · vo Verdenslitteratur l D o k p · v s o k r n p p s e a o x r n D p o a x · v Hvordan læ rsig-vtiloverdenslitteraturen D k p forholdern dansklærerne · s o k p p s e a o x r n i deres undervisning?

D p o a x spørgsmål. · har stilletsktrelæ -v Redaktionen D o p · v o dansklærere dette r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r Her p p · v s o r n p s e er hvad de har svaret. a o x r n D p o a æ x · l D o k r-v pop · v s r n p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o p · sk rer-v er o n p p a o x D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p e a o ær -voxp r D p æ x · l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p o læ r-voxp p · Da klære p x o · v s e o r r n p p e a o klæ er-vox op · D sklær -voxp · r r n p p e a o æ r D p ox kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · l -v pop o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o æ x · l sk rer-v o k p v s o r n o p e a p æ x r l x D o k ns ærer-v pop · ansklæ rer-vo p x l æ x D o l k o · v k s v s r n p r n e o e r a p r D p æ x l æ x · o l k o v k s p v an lærer voxpo · Dans ærer- xp l k r p s e nsk o r r-vo n Voxpop

Marie Gerner-Smidt, Ingrid Jespersens Gymnasieskole

Der er rigeligt med god og vigtig dansk litteratur til at fylde tre års danskundervisning i gymnasiet, men den danske litteratur er ikke, på trods af en storslået kanon, opstået i et nationalt vakuum. Helt umiddelbart: Historisk set har dansk litteratur altid udviklet sig via udvekslingen med international litteratur. Man kan ikke forestille sig Oehlenschläger uden tysk romantisme, Ib Michael uden sydamerikansk fantastisk realisme og Túrell uden beatgenerationen. Derfor. At tænke over dansk litteratur kræver også at tænke over verdenslitteratur. I den samtidige litteratur og akademisk er det interessant at man bevæger sig uden for et eurocentrisk verdensbillede.

Verdenslitteraturen er altså vigtig og central for mig som dansklærer af to grunde. For det første i forhold til at indtænke sådanne perspektiver i danskfagets didaktik – ”o.k., jeg underviser i dansk, men hvordan skal jeg være bevidst om det i forhold til en hel VERDEN af litteratur”. Det andet: Det fylder mere og mere blandt yngre danske forfattere (tænk på Moestrups interesse for Iran osv.), derfor er det vigtigt at have den referenceramme med.

60 DANSK NOTER

Vivi Ann Camilla Jacobsen, VID Gymnasier, htx Grenaa

Verdenslitteratur er en øjenåbner for eleverne

Verdenslitteratur kan være unikke litterære bidrag, som det kan være svært at finde tilsvarende i den danske litteratur. Netop derfor kan det være inspirerende og en øjenåbner for eleverne, at vi inddrager verdenslitteratur i danskundervisningen. Jeg har brugt ”Forvandlingen” (1915) af Franz Kafka i en naturvidenskabelig htx-klasse på andet år, hvor vi analyserede novellen med fokus på Freuds personlighedsmodel. Hensigten var, at eleverne skulle forarges og udfordres af det kafkaske, og det blev de. Første reaktion var en kraftig afstandtagen og hold kæft, hvor er den underlig, men efter at have arbejdet med teksten kunne de i højere grad gennemskue tekstens hensigt.

Det var en succes for eleverne at opleve noget så anderledes, hvilket jeg ikke er sikker på, jeg kunne have opnået med den danske litteratur.

ærer -voxpop · Dans lærer-v oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p ære -voxpo · Dans lærer-v oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o r læ r-vox D p æ x · l o k p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · l -v pop o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o æ x · l sk rer-v o k p v s o r n p p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x o ns ærer-v pop · anskl v r e o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e o r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s an lærer- xpop Dansk rer-vo p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p Da klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a p r D x · D sklæ æ · o l v k p s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e o r n an klær p e a x D r D o · æ · v l s p k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x r l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p a D ox re klæ p· Rikke Ellerbæk Haue, underviser i dansk og engelsk ved htx, Aarhus Gymnasium

Verdenslitteraturen i danskundervisningen

Efter at have undervist 1. B i dansk (og engelsk) i det første semester blev klassen og jeg enige om, at det var på tide at få læst en roman som opfølgning på læsekurset ved skoleårets start, så klassen kunne få lov til at læse langt – og længe ad gangen.

Da jeg også har klassen til engelsk, foreslog jeg Ernest Hemingways lille roman Den gamle mand og havet fra 1952 (Lindhardt og Ringhof), hvorved vi kunne se på eventuelle oversættelsesmæssige områder.

Vi må jo også i danskundervisningen anvende verdenslitteratur, og jeg ville ganske enkelt forsøge at overbevise de til tider læseforskrækkede HTX-elever om, at de ved at læse denne klassiske og universelle roman kunne få en stor oplevelse, som gerne skulle give dem lyst til at læse mere.

Et andet sigte var at rette fokus mod den nykritiske læsestrategi, som jeg introducerede vha. indledningen til Systimes iBog Litteraturens Veje, således at eleverne ville kunne analysere romanen ved at benytte denne strategi.

Da vi talte om oversættelsen, var klassens elever opmærksomme på, at bogen var oversat i et gammeldags sprog, for baseballholdene kaldes fx ”Tigrene fra Detroit, Indianerne fra Cleveland og de Hvide Sox fra Chicago” (s. 12-13), og der var flere eksempler på, hvordan man i 1950’erne ikke var så amerikaniseret som i dag.

Romanen var let at læse for eleverne, og de var enige i, at denne roman transcenderer tid og rum.

Dog fandt de den lidt kedelig, men heldigvis kunne de enes om, at der er en langsommelighed, som de ikke selv oplever i en travl, digitaliseret verden. Romanen egner sig godt til en nykritisk analyse, hvor det autonome værk står i sig selv, og eleverne vil kunne anvende denne læsestrategi fremover. Men ved nærmere eftertanke vil jeg først læse den med en 3. g-klasse i fremtiden, for der var ikke nok Bruce Willis over Santiago, desværre!

Dalalæðudrekinn, 2014 © Cooper & Gorfer with Kría (IS)

DANSK NOTER 61

DIN FORENING:

TANKESTREGEN 2015

Tue Track, alias Anders Brixen Kristiansen, fra Malk de Koijn (tv) og Christian Langballe (th), manager og forfatter til bogen Postkort fra Langestrand, modtager på bandets vegne Dansklærerforeningens pris Tankestregen

Den danske rapgruppe Malk de Koijn er modtager af Dansklærerforeningens pris, Tankestregen 2015.

Trioen får prisen for at have skabt sit eget sproglige univers med pudsige oversættelser, skæve rim og underfundige omskrivninger der vækker nysgerrighed og eftertanke hos den der lytter.

Malk de Koijn har fundet vej til lærebøger og antologier og er blevet fast pensum både i folkeskolen og på gymnasierne. Gruppens tekster har en høj stjerne hos mange dansklærere fordi de meget billedrige og eksperimenterende tekster ofte giver nogle spændende analyser hos eleverne.

Jacob Buris Andersen sagde i sin tale at det er kombinationen af rim, rytme, genbrug fra andre tekster, kulturelle referencer og meget frie oversættelser der skaber det særlige univers der giver Malk de Koijn sit helt eget sprog på den danske musikscene. ”I får altså prisen fordi I hverken er hyggelige eller selvhøjtidelige eller platte, men gang på gang gør de kendte ord ukendte, låner af det gamle og betaler tilbage med noget nyt og sørger for at det rimer uden at blive kedeligt”, konkluderede formanden for Dansklærerforeningen ved prisoverrækkelsen.

Malk de Koijn er den femte modtager af Tankestregen. Prisen er tidligere tildelt sprogprofessor Jørn Lund (2014), professor Ellen Krogh (2013), forfatter Helle Helle (2011), mens sanger, sangskriver og forfatter Steffen Brandt var den første prismodtager i 2010.

62 DANSK NOTER

DANSKLÆRERFORENINGENS FÆLLESKONFERENCE 2015 Dansklærerforeningens årlige fælleskonference, hvor dansklærere på tværs af uddannelsessystemet mødes, blev den 14. april afholdt i de skønne rammer på Carlsberg i København. Årets tema var multimodale og flerstemmige tekster.

Gunnar Liestøl fra Oslo Universitet åbnede konferencen med et oplæg der indkredsede begrebet ’multimodalt’ og trak historiske linjer fra Jellingestenen og frem til stedbaserede virtuelle ’tekster’ – kaldet ”augmented reality”. En central pointe i oplægget var at humanioras viden om sprog, tegn og tekster er afgørende for udviklingen af den moderne teknologi som baserer sig på en treenighed af ”hardware, software og meaningware”.

Stefan Iversen fra Aarhus Universitet argumenterede i sit oplæg for en retorisk og multimodal tilgang til tekster som helt afgørende for forståelsen af såvel politiske kampagner som aktuel litteratur fra ”generation etos”.

De teoretiske pointer blev demonstreret ved analyser af Socialdemokraternes aktuelle kampagne, Greenpeaces virale Lego-video samt Ursula Ankjær Olsens digtsamling Have og helvede. Og deltagerne fik demonstreret hvordan ikke blot Helle Thorning Schmidts underskrift, men også legoklodser og strik er vigtige modaliteter med særligt betydningspotentiale!

Eftermiddagen bød på sektionsopdelte workshopper.

I ungdomsuddannelsernes workshop demonstrerede Mimi Olsen fra Hvidovre Gymnasium meget praksisnært hvordan man med fordel kan bruge korte filmklip til åbne op for og udvide elevernes forståelse af vanskelige litteraturhistoriske tekster.

Mette Moestrup og Line Knutzon flettede frit stemmer, genrer, diskurser og kønspolitiske statements i deres oplæg om og oplæsning fra hybridbogen Frit flet.

Dagen sluttede med uddelingen af Dansklærerforeningens sprogpris, Tankestregen, til rapgruppen Malk de Koijn.

Skriftlighed og responsstrategier på dagsordenen i år og fremadrettet Er gymnasieelevernes skriftlige niveau faldende? Er den gal med kommaet, retstavningen, argumentationen eller genren? Og er omlagt skriftlighed, ændring i responsstrategier og mere elevtid veje til at forbedre elevernes skriftlige kompetencer? Dette er spørgsmål som Dansklærerforeningen har debatteret i skoleåret 2014/15 og har været med til at sætte på dagsordenen.

Kathinka Skriver, medlem af bestyrelsen for Dansklærerforeningens sektion for stx og hf, argumenterede i debatindlægget ”Danskfaget er presset i gymnasiet”, Politiken, for at danskfaget sidestilles med andre A-niveau fag og også får samme elevtid.

Eksempelvis har engelsk alene i 3.g 70 timers skriftlighed, hvilket er nærmest det samme som danskfaget har på 3 år. Debatten blev ført videre i JyllandsPosten i artiklen ”25 timer om året til at skrive dansk stil”, hvor Birgitte Darger, bestyrelsesformand i Dansklærerforeningens sektion for stx og hf, udtrykte bekymring ikke blot for elevernes retstavning og kommasætning, men også i forhold til deres evne til fordybelse i en skriveproces. Og det er ikke kun i medierne at Dansklærerforeningen argumenterer for mere elevtid, danskfagets ligestilling med andre A-niveau fag og fagets særlige muligheder for at ruste eleverne skriftligt, vi har også rettet direkte henvendelse til Børne- og Undervisningsministeren, Christine Antorini.

I det kommende skoleår vil Dansklærerforeningen også have skriftligheden i fokus. Omlagt skriftlighed vil få betydning både for undervisning i og retning af det skriftlige. Det vil betyde mindre tid hvor

eleven sidder hjemme, alene og intenst arbejder på at få skrevet opgaven, og mindre tid hvor læreren sidder med den røde pen i hånden glidende over bunker af elevopgaver. Det vil (måske) betyde et øget samarbejde eleverne imellem, at læreren i højere grad kommer ind over skriveprocessen og mere formativ evaluering hvor den konstruktive kritik træder i forgrunden og karakteren i baggrunden. Konkrete og effektive bud på hvordan man kan gribe omlagt skriftlighed og processen fra at stille opgaven til respons an vil være omdrejningspunktet for kurser i skoleåret 2015/16: to skolebaserede kurser samt et åbent kursus arrangeret i samarbejde med en skrivegruppe støttet af Undervisningsministeriet.

Sommerferien nærmer sig, og for mange elever er det slut med lange timer i varme gymnastiksale og med tanker som gradvist overføres til skærmen.

Og snart er det slut for retning af de opgaver, som eleverne skrev. Men det er samtidig også en tid for refleksion over hvordan skriftligheden i gymnasiet skal gribes an. På dansklf.dk kan du følge med i debatterne og læse mere om de kommende kurser i skriftlighed.

God sommer!

NYE UDGIVELSER

Dansklærerforeningens Forlags og Dansklærerforeningens Forlag/Systimes nye udgivelser kan nu købes via hjemmesiden http://dansklf.dk/Butik

DANSK NOTER 63

Kursus

Kursus – Dansklærerforeningen – Årsmøde Køn – til konstruktion, til debat og til stede Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G, Sektionen for stx og hf & Dansklærerforeningen/E, Sektionen for hhx, htx, eux & EUD Formål Temaet for det kommende årsmødekursus 2015 er køn!

Det er 100-året for kvindernes stemmeret. En demokratisk frigørelseskamp der markeres landet over, samtidig med at frigørelsen i dag selvfølgelig er en anden hvad angår kønnene. For hvad er fortællingen om køn i dag?

Indhold I litteraturen er kønnet i skred i de fortællinger vi støder på hos så forskellige forfattere som Christina Hagen, Bjørn Rasmussen, Suzanne Brøgger, Olga Ravn, Kim Leine, Madame Nielsen og Asta Olivia Nordenhof. I medierne oplever vi hvordan tv-serierne og spillefilmene svælger i anakronistiske udgaver af magtfulde mænd og kvinder komplet med manchetknapper, kreative fuckbuddies, ulastelige spadseredragter, præsidentembeder og sadorum. Og sprogligt åbnes der på de sociale medier for en kloak af hatespeech når kønnet bliver ”for” synligt.

Kønskategorierne er altså i vor tid på den ene side under opbrud og til forhandling, på den anden side cementeres (nye) kønsstereotyper i litteraturen, i film og serier, i mediestrømmen – i den offentlige debat, på de sociale medier, i computerspil, i reklamer. Hvordan kan vi forklare denne dobbeltbevægelse? Og hvordan står det til med kønnet i den globale kontekst? På årsmødet

stiller vi med udgangspunkt i oplæg fra forskere, kunstnere og undervisere skarpt på kønnet som fascinerende og stærk fortælling – herunder kønnet som biologi. Vi zoomer ind på sprog og diskurs, medier og litteratur for sammen at blive klogere på et tema der til stadighed udfordrer i debatten! Årsmødet finder sted i Sorø, og torsdag lægger vi ud med et forfattermøde mellem Louise Zeuthen, Suzanne Brøgger og Madame Nielsen. Vi glæder os meget til at se jer!

Tid og sted Årsmødet holdes på Comwell Sorø Storkro 3 dage: torsdag den 1. oktober 2015 kl. 12 til lørdag den 3. oktober kl. 11 2 dage: torsdag den 1. oktober 2015 kl. 12 til fredag den 2. oktober kl. 16 Pris 3 dage: 4540 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4740 kr. for ikke-medlemmer 2 dage: 2940 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 3040 kr. for ikke-medlemmer I prisen er inkluderet kursusmateriale efter aftale med copydan. Prisen er ekskl. moms.

Tilmelding Senest den 1. september 2015 via www.dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger se program på www.dansklf.dk

Regionale kurser Også i dette skoleår afholder fagkonsulenterne og Dansklærerforeningens (G og E) regionsrepræsentanter et årligt kursus/møde i hver af landets regioner.

64 DANSK NOTER

Kig i Dansk Noter og på www.dansklf.dk for information om hvornår mødet afholdes i din region. Møderne vil ligge vinter og forår 20152016.

Satire – Politik – Kunst Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf

og tegnere”. Kurset vil indeholde teoretiske oplæg, diskussioner af kunst og politik og workshopper med didaktiske og praksisnære øvelser.

Formål Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig Harald Giersing

Tid og sted Middelfart den 3. december 2015 kl. 10 til den 4. december 2015 kl. 16

I kølvandet på det seneste halve års begivenheder er satiren og satiretegningen kommet i fokus.

Vi analyserer forholdet mellem politik og kunst og ser på satiren som et aktuelt eksempel. I vore dage tænker vi af gode grunde primært på satire som politik og tegninger, men satiren har til alle tider haft en fast plads i kulturen og ikke mindst i litteraturen, og det vil kurset undersøge.

Pris For medlemmer af Dansklærerforeningen 3540 kr.

For ikke-medlemmer 3740 kr.

Priserne er ekskl. moms. I prisen er inkluderet kursusmateriale efter aftale med copydan.

Indhold Vi har bl.a. inviteret professor Martin Zerlang til at holde oplæg på baggrund af hans bog ”Karikaturland – I krydsild mellem danske forfattere

Tilmelding Senest den 15. oktober på www.dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger og endeligt program se www.dansklf.dk

Skolebaserede kurser til dansk på alle gymnasieuddannelserne Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf Formål Dansklærerforeningens sektion for stx og hf afholder skolebaserede kurser i foråret 2016.

Kurserne er enkeltdagskurser og relaterer sig bredt til fagets tre stofområder sprog – litteratur – medier.

Formålet med kurserne er at give inspiration til danskundervisningen.

Indhold De skolebaserede kurser er skræddersyede til at efteruddanne dansklærere inden for fagets tre hovedområder.

Målgruppe Dansklærere inden for det gymnasiale område.

Tid og sted Februar, marts og april 2016 på den enkelte skole.

Pris 925 kr. pr. deltager. Prisen er ekskl. moms.

Tilmelding Senest 1. november på www.dansklf.dk Kontakt Spørgsmål ang. kursernes indhold rettes til: Camilla Aaquist: aaquist83@gmail.com

Arbejdsform Der arbejdes med både faglige oplæg og konkrete praktiske øvelser.

DANSK NOTER 65

Nordisk – et fungerende sprogfællesskab?

Nordspråks sprogkonference 2015, den 29.-31. oktober 2015 Flere undersøgelser viser at unge mennesker i Norden er usikre over for nabosprogene, men på det nordiske arbejdsmarked og i grænseområder er der faktisk et fungerende nordisk sprogfællesskab. Vi vil på konferencen undersøge dette dobbelte forhold og især sigte på unges sprogforståelse og deres sprogholdninger. Vi vil derfor blandt andet invitere unge som arbejder i forskellige typer af tværnordiske miljøer. Hensigten med konferencen er:

Konferencen sigter mod at give deltagerne velegnede didaktiske redskaber. Emnerne bliver belyst af førende nordiske forskere på området og inviterede sprogvidner fra miljøer hvor nordisk sprogforståelse fungerer.

Sted: Hanaholmen, Esbo i nærheden af Helsingfors, Finland Tilmeldingsfrist: 15. september 2015

•

At belyse den aktuelle sprogsituation i Norden.

•

At motivere vigtigheden af nabosprogsforståelse mellem unge mennesker.

•

At give deltagerne i konferencen didaktiske tips til nabosprogsundervisningen i klasseværerelset

Program og tilmelding via www.nordsprak.com

•

At diskutere de skandinaviske sprogs betydning for finner og islændinge som adgang til det nordiske arbejdsmarked.

Kursustilrettelæggere: Benedicte Eyde, benedicte.eyde@gmail.com og Ivar Lærkesen ilaerkesen@gmail.com

Pris: 3.400 DKK. Målgruppe: Lærere i grundskolen og gymnasium

Omlagt skriftlighed og nye rettestrategier Kursusudbyder: Dansklærerforeningen og Gymnasieskolernes Lærerforening Undervisere Undervisere: Karen Wagner (Ørestad Gymnasium), Peter Heller Lützen (Nationalt Videncenter for Læsning) og René A. Christoffersen (Gl. Hellerup Gymnasium) Beskrivelse Dygtige skribenter er dem der er gode til at planlægge skriveprocessen. Omlagt elev-/ kursisttid gør det muligt både systematisk og differentieret at støtte eleverne i alle skriveprocessens faser.

På kurset arbejder vi med hvordan man kan udvikle en klasses fælles skrivekultur og samtidig styrke skribentens egen vurderings- og skrivekompetence.

66 DANSK NOTER

Kurset præsenterer ideer og fif til effektive måder at bruge omlagt elev-/ kursisttid på. Oplæg vil blive suppleret med forskellige rettestrategier der prøves af i par og mindre grupper, samt øvelser i effektiv respons med autentiske elevtekster.

Målgruppe: Dansklærere på stx og hf Tid og sted: Torsdag den 17. september 2015, kl. 10-16, Radison Blu H. C. Andersen Hotel, Odense Pris 1.200,- for medlemmer af Dansklærerforeningen 1.500,- for ikke-medlemmer Deadline for tilmelding: Torsdag den 3. september 2015 på dansklf.dk

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3. th.

2200 København N Tlf: 3535 1073 bda@detfri.dk

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 aaquist83@gmail.com

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først)

Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st. th.

2300 København S Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv. 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Christian H. Mohn Internatkurser: Sissel Worm Glass Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen

Kathinka Skriver Oldtidsvej 14, 3300 Frederiksværk Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S bestyrelse: Birgitte Darger

Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf.: 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Repræsentant i GYMsprog: Camilla Aaquist

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Trine Paludan Maribo Gymnasium Refshalevej 2 4930 Maribo tp@maribo-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium Sølystgade 49B 8000 Århus C sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cnu@vucnordjylland.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk

Næstformand Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 det@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N lg@tradium.dk Tina Svane Jakobsen Piledamsvej 30 6000 Kolding tsj@hansenberg.dk

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov dhm@aarhustech.dk Jørn Schmidt Strindbergsvej 56 2500 Valby Tlf.:3388 0966 jsc@dansklf.dk Suppleanter: Rikke Hansen rha@eucnvs.dk Trine Noes Olesen trinenoes@gmail.com