Dansk Noter 2 2017 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSKNOTER Juni · 2017 · #2

MENNESKE OG TEKNOLOGI

MENNESKE OG TEKNOLOGI Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Anmeldelser Jette Sindbjerg Martinsen Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Anne Mette Finderup af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk Ivar Lærkesen ILaerkesen@gmail.com Kurt Christensen kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester mw@stenhus-gym.dk Marie Gerner-Smidt mgs@gefion-gym.dk Kristoffer Kildelund kristoffer.kildelund@greve-gym.dk Kommende numre Dansknoter 3 SKAM Deadline: 29/6-17 Dansknoter 4 Årsmøde - Naturen kommer Deadline: 20/10-17

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms. Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansk_noter Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere. Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansk_noter Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk tlf. 3327 6077 Manuskripter og indlæg Sendes til Jette Sindbjerg Martinsen, js@norreg.dk Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Maksimallængde på artikler er normalt 12.000 tegn, inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk ISSN: 0107-1424 Oplag: 3.000 Printed in Denmark 2017 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen Tryk Tarm Bogtryk A/S Kunstner: Lisa Rosenmeier

DANSKNOTER Juni · 2017 · #2

MENNESKE OG TEKNOLOGI

Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes. Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv [fødselsår, stilling, publikationer, andet]. Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Forsidefoto: Udsnit af værket fra serien Passenger 2012. Fra projektet Let Lost Be Your Guide

Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/forsendelse fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier. dansklf.dk/dansk_noter

INDHOLD 4 Leder

FORSKELLEN MELLEM AT LØSE VERDENS PROBLEMER OG AT SKABE DEM BESTÅR I EVNEN TIL AT FORSTÅ SAMMENHÆNGE PÅ LOKALT OG GLOBALT NIVEAU, SÅ DET BLIVER TYDELIGT, AT BARE FORDI VI KAN, BETYDER DET IKKE, AT VI SKAL.

JAKOB BEK-THOMSEN

6 Præsentation 8 Illustrationer Lisa Rosenmeier

VI KAN GODT KALDE DE UNGE DIGITALT INDFØDTE (ELLER VI KAN LADE VÆRE), MEN VI MÅ UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER SPØRGE: HVAD LÆRER DE IKKE AF SIG SELV, SOM DE HAR BRUG FOR?

Tema: Teknologi og menneske 11

Det er dit ansvar! Af Jakob Bek-Thomsen

Digital dannelse i dansk Af Jeppe Bundsgaard

Videnskab og science fiction: En livlig pardans Af Niels Dalgaard

Science fiction-film problematiserer den teknologiske udvikling Af Erling Sørensen

Litteraturens posthumane potentialer Af Martin Gregersen og Tobias Skiveren

Teksten i midten 34

Tanker. Kassen. Af Svend Åge Madsen

JEPPE BUNDSGAARD

DER ER MANGE RET FORSKELLIGE TYPER SCIENCE FICTION, SÅ DET ER NØDVENDIGT AT INDDELE GENREN I UNDERGENRER. TO UNDERGENRER, DER GRUNDIGT SKILDRER PROBLEMER MED DEN TEKNOLOGISKE UDVIKLING, ER TRANSHUMANISMEN OG ROBOTTEN, SAMT POSTAPOKALYPSEN OG DYSTOPIEN ERLING SØRENSEN

38 Voxpop

Forskerinterview 42

Depression: vor tids psykopatologi Af Marie Gerner-Smidt

Uden for tema 45

Tilbage til det blå rum Af Aja Frida Basselbjerg Christensen

Man kan også 52

Hvor bor lykken? – om Tove Ditlevsens digt "Erindring" Af Hardy Bach

Din forening

56 Kursus 62 Anmeldelser

SIGNE GJESSING ER MED TIL AT GENÅBNE DET BLÅ RUM. DET SKAL BLIVE SPÆNDENDE AT SE, OM HUN FÅR NOGEN EFTERFØLGERE, OG OM VI DERFOR STÅR OVERFOR EN NY VENDING I POESIEN TIL EN NY DIGTNING, DER ER ’HØJT BELAGT’. OG I DET HELE TAGET EN TILBAGEVENDEN TIL DIGTNING MED HØJT TIL LOFTET, SOM LADER OS OPLEVE, AT VIRKELIGHEDEN – MED SUZANNE BRØGGERS MAGELØSE UDTRYK – KAN VÆRE STØRRE OG ANDERLEDES END EN FRIKADELLE SIGNE GJESSING

Leder

GITTE LAUTRUP, DORTHE HEDEGAARD MIKKELSEN & DITTE EBERTH TIMMERMANN Bestyrelsesmedlemmer for Dansklærerforeningens sektion for htx, hhx, eux og eud

MENNESKE OG TEKNOLOGI - MODERNE DANNELSE, KOMPETENCER OG STANDARDISEREDE FORLØB Der er helt stille i 3.a. Eleverne er ved at udfylde ark med formuleringer som ‘Teknologien hjælper mig når…’og ‘Teknologien begrænser mig når…’ De skriver i hånden. Og de grifler og grifler. Efterfølgende står de i rundkreds og fortæller hinanden, hvad de har skrevet. De må sige max. to sætninger hver. Det tager ikke lang tid. Herefter går vi i gang med dagens tekst: “Vi er internettets børn”, et manifest af den polske filosof Piotre Czerski bragt i Information d. 31/3 2012. Et forløb med titlen “Menneske og teknologi”, som disse situationer kunne være taget fra, kunne have indeholdt så mange andre ældre som nyere tekster: “Jernbanen” (1842) af H.C. Andersen, Johs. V. Jensens “Maskinerne” fra Den gotiske Renaissance (1901), “Futurismens Manifest” fra starten af sidste århundrede eller et afsnit af HBO-serien Westworld eller Black Mirror fra Netflix. Sammen med disse nyere skud på tv-serie-stammen kunne kobles noveller af Svend Åge Madsen, hvilket ville vise, hvor fremsynet mange af hans tekster fra 80´erne og 90´erne egentlig var! Og eleverne kan naturligvis også selv bidrage med andre serier, film, computerspil eller lign. En anden indgang til emnet om mennesket og teknologien kunne være at udfolde følgende tankeeksperiment med eleverne: Hvad vil vores efterkommere om fx 50 år dømme os på i forhold til brug af teknologi? Bliver det vores brug af mobiltelefoner? At vi overhovedet turde køre i selvkørende

Dansknoter

biler? Vores brug af droner? Eller udviklingen og/eller forfinelsen af os mennesker og vores kroppe med diverse teknologier? Og med disse spørgsmål dermed forsøge at bringe etiske dilemmaer frem i lyset og pege på, at vi har et ansvar for eftertiden. I sådanne undervisningssituationer deler eleverne sig ofte i to lejre: Den meget teknologi- og videnskabsoptimistiske lejr, der mener, at vi skal udnytte de teknologiske landvindinger i så en høj en grad og så langt som muligt, og så den gruppe af elever, der mere teknologipessimistisk mener, at vi skal passe på, at vi ikke ændrer på menneskets natur og vores omgang med verden. I denne diskussion formår eleverne selv at inddrage Johs. V. Jensens beskrivelse af ’den nye menneskerace’ i “Maskinerne”. Ham (for det er jo selvfølgelig en ham…) kan flere af eleverne nemlig sagtens identificere sig med. Pointen er, at sådanne øvelser og refleksioner træner to ting: For det første at eleverne tager udgangspunkt i sig selv i en refleksion over, hvad teknologi, teknologiens historie og teknologiske systemer betyder for deres ståsted og identitet i verden, og for det andet at de hører de andres tanker om dette og måske endda erfarer, at der er så meget at sige om disse møder mellem os og vores teknologiske frembringelser og om, hvem vi egentlig er, var og er ved at blive til. På htx, hvor vi underviser, understøttes en sådan tænk-

Moderne dannelse handler, som dannelse altid gør, om ikke kun at danne sig selv, men også at overskride sig selv og at indgå i større sammenhænge. Det giver mening – også i en ung analog eller digital hjerne – hvis vi husker at bringe elevernes egne erfaringshorisonter i spil og overskrider disse i det gode møde med det andet i tekster, der udfordrer og befordrer refleksioner over ståsteder i verden og ikke mindst etiske overvejelser over og visioner for verden!

ning af uddannelsens naturvidenskabelige og teknologiske profil. Eleverne beskæftiger sig i fagrækken meget med naturvidenskabelige og teknologiske fag og i Studieområdet, som det kommer til at se ud efter reformen, skal de forholde sig etisk og ansvarligt i forhold til emner og problemstillinger af epokal karakter a la Klafki. På htx vægtes teknologisk og naturvidenskabelig dannelse – naturligvis i samspil med den almene – og med gymnasiereformens ønske om at uddanne eleverne til aktive medborgere er det oplagt at sætte fokus på forholdet mellem menneske og teknologi – uanset og man underviser på htx eller ej. Men gør det samme sig gældende i forhold til reformens krav om, at eleverne i alle fag skal opnå innovative, digitale og globale kompetencer? Tænker man disse kompetencer sammen med teknologisk og moderne dannelse kunne et informationsteknologisk perspektiv måske være vejen, men hvad så med den noget mere fluffy karrierekompetence, som der også stilles krav om? Hvad er det egentlig helt præcist? Handler det her om elevens egen personlige udvikling? Eller er det fagenes anvendelse i det omgivende samfund? Moderne dannelse handler, som dannelse altid gør, om ikke kun at danne sig selv, men også at overskride sig selv og at indgå i større sammenhænge. Det giver mening – også i en ung analog eller digital hjerne – hvis vi husker at bringe

elevernes egne erfaringshorisonter i spil og overskrider disse i det gode møde med det andet i tekster, der udfordrer og befordrer refleksioner over ståsteder i verden og ikke mindst etiske overvejelser over og visioner for verden! I dansk kan vi med vores solide tradition for arbejdet med allehånde tekster befordre dette møde – også med teknologien. Vi har altid teksten mellem lærer og elever at tage udgangspunkt i. Det er vigtigt, at vi husker at tage diskussioner, aktualisere teksterne og ikke drukne tekstlæsningen i kompetencetræning for denne trænings egen skyld. Det er denne evigt dialogiske og aktualiserende del af faget, der også gør, at vi ikke bare kan ‘køre’ standardiserede forløb – det er nok ikke her, vi skal finde besparelsen. Hermed måske lidt inspiration til diskussionerne på lærerværelserne.

Dansknoter

Præsentation

MENNESKE OG TEKNOLOGI Redaktionen: Hvem er du? ALICE: Mit navn er ALICE. Redaktionen: Hvem er du ALICE? ALICE: Jeg bliver kaldt ALICE. Redaktionen: Kan du fortælle mig, hvad du er skabt af? ALICE: Jeg er skabt af software. Redaktionen: Hvordan har du det? ALICE: Mine logiske og kognitive funktioner er normale. Redaktionen: Hvad er teknologi? ALICE: Prøv at søge på Wikipedia.1 I dag kan vi chatte med, ja, hvad er hun egentlig ALICE? Et software-program? En kunstig intelligens, der forsøger at efterligne, hvordan mennesker bruger sprog? Gad vide, hvad der venter os i morgen? Vi følger ALICE’s råd og søger på Wikipedia efter en definition på teknologi: “Teknologi er et middel mennesket anvender til at skabe, genskabe og udvikle sin livsbetingelse, såvel materielle som ikke-materielle”. I dette nummer af Dansknoter er netop teknologi i fokus, men i lige så høj grad også menneskets brug af og forhold til teknologi. Kigger man blot på de midler, vi som undervisere anvender i timerne, er der jo masser at tage fat på: Engang var det kridt og tavle, og eleverne sad med fysiske bøger, blyant og kladdehæfte. Længere tilbage i historien, før Gutenberg, sad munken i stearinlysets skær med fjer og pergament, og før det blev budskaber og tegn hugget ind i sten og træ. De fleste af os er tilfredse med den teknologiske udvikling, men der er dog også dem, der ville ønske, at rektor kappede forbindelsen til internettet – bare en time eller to. Og der er dem, der sender eleverne i bogkælderen og lader en hel time gå med fordybelseslæsning eller beordrer eleverne til at lægge alt

Dansknoter

væk og udleverer papir og blyant og som belæg opremser konklusioner fra psykologisk forskning om hukommelse og opmærksomhed. Teknologiens fordele og ulemper diskuterer vi ofte med eleverne, og dens betydning for menneskeheden og hvem vi er, kan vi ty til litteraturen for at finde eksempler på. Tænk blot på den fremtids- og teknologibegejstrede Bønnelycke, der besynger og lovpriser den teknologiske udvikling i “Aarhundredet” (Asfaltens Sange, 1918), eller Johs. V. Jensen, der i Den Gotiske Renæssance (1901) uforbeholdent overgav sig, da han ved Verdensudstillingen i Paris i år 1900 stod ansigt til ansigt med datidens ypperste dampmaskine: ”Der er jo ingen levende til, der kan fatte Kraftspændingen i en Dampmaskines Cylindre, ingen Fantasi aner det vældige i Stempelstangens glatte Stamp…” (Fra kapitlet “Maskinerne”). Med teknologien kan vi skabe, forbedre, lege Gud og begå hybris, hvilket der også findes allehånde udtryk for i litteraturhistorien, tænk blot på Pygmalionmyten, Seebergs “Patienten” (1962) eller Svend Åge Madsens Kvinden uden krop (1996). Særligt i science fiction-genren tages der fat i den gale og ærgerrige videnskabsmand, der har svært ved at tage ansvar for sit eget skaberværk, og der tegnes i genren ofte et billede af en dystopisk fremtid, hvilket eleverne allerede kender fra film og serier som Elysium (2013), Interstellar (2014) og Westworld (2016 – ) – og endog fra klassikere som Blade Runner (1982) eller The Matrix (1999). Artiklerne i dette Dansknoter-nummer uddyber på hver deres måde temaet teknologi og menneske. Endvidere udforsker det den teknologiske udviklings mulighed for at kvalificere og nuancere danskfaget. I den indledende temaartikel “Det er dit ansvar” beskriver Jakob Bek-Thomsen dannelsens idéhistorie i forholdet til

"De fleste af os er tilfredse med den teknologiske udvikling, men der er dog også dem, der ville ønske, at rektor kappede forbindelsen til internettet – bare en time eller to". teknologi og naturvidenskab. Naturvidenskaben og teknologien får Bek-Thomsen nemlig med bl.a. naturforskeren Thomas Huxley placeret som en væsentlig del af den almene dannelse. Dannelsen opstår i samspillet mellem de forskellige fagligheder og erfaringsrum i tråd med Klafkis kategoriale dannelse. Dannelse er således ifølge Bek-Thomsen ikke kompetenceopøvelse eller anvendt dannelse, og det er heller ikke karrieretuning, som kan gøre eleverne klar til konkurrencestaten. Dannelse er det almene anvendt på det konkrete. I forlængelse heraf kan man spørge, hvordan danskfaget kan bidrage til, at de ‘digitalt indfødte’ – vores elever – får en kvalificeret og kritisk tilgang til medier og it-teknologi? Det svarer Jeppe Bundsgaard på i artiklen “Digital dannelse i dansk”. Social kommunikation, demokratisk deltagelse og kommunikationsteknologi vendes i artiklen, hvor både klassiske teoretikere og ny didaktisk forskning inddrages. Teknologien har også altid haft et nært forhold til litteraturen, og dette forhold ser Niels Dalgaard nærmere på i artiklen “Videnskab og science fiction: En livlig pardans”. Her undersøges, hvordan teknologisk udvikling har dannet baggrund for forestillinger og fortællinger, men også hvordan videnskabsfolk direkte påvirker og påvirkes af science fiction-genren. Artiklen “Science fiction-film problematiserer den teknologiske udvikling” zoomer ind på undergenrer i science fiction, der behandler problemer ved teknologisk udvikling og menneskers brug af teknologi gennem næranalyser af tv-serien Westworld (2016 -) og kortfilmen Peaceforce (2011). Med forfatteren Erling Sørensens ord, så viser filmene os, hvad vi ikke skal gøre med teknologien. Pacemakere, cochlear-implantater og øjenlaseroperationer er blot enkelte eksempler på teknologi, som har ændret opfattelsen af det at være menneske. I artiklen

“Litteraturens posthumane potentialer” diskuterer Tobias Skiveren og Martin Gregersen, hvordan teknologi kan accelerere udviklingen fra nutidens menneske til det posthumane ”menneske” og giver eksempler på, hvordan litteraturen har en særlig mulighed for at reflektere over de forhold, som fremtidens posthumane udviklinger med stor sandsynlighed vil indebære. Hvor er vi, hvornår og hvad er det lige, der sker? I novellen “Tanker. Kassen” af Svend Åge Madsen bliver det virkelig underligt – eller det virkelige underligt. Svend Åge Madsens utallige udgivelser - noveller, romaner og andre tekster – er helt oplagte under temaet teknologi og menneske, og vi er meget stole af og glade for med dette nummer af Dansknoter, at kunne bringe den nyeste i rækken.

Rigtig god læselyst! Redaktionen

1 Redaktionen har oversat chatten med ALICE til dansk. Desuden har vi erstattet ‘judge’ med ‘Redaktionen’. A.L.I.C.E The Artificial Linguistic Intelligence Foundation: http://sheepridge. pandorabots. com/pandora/talk?botid=b69b8d517e345aba& skin=custom_iframe

Dansknoter

Illustrationer

KUNSTENS VILKÅR Kunstens vilkår er at den skal fortælle noget, som afspejler og “rammer ind i” den tid, den skabes i. Det kan ske med teknologiens hjælp, men det er ikke dens hovedærinde. Det er mere at afspejle og reflektere den tid, vi lever i. Gennem historien har kunstnere altid brugt den nyeste teknologi. Siden renæssancen har kunstnere været optaget af, hvordan verden ser ud, og hvordan man ser på den. Man opfandt perspektivet, der har mennesket som udgangspunkt for at se verden. Med perspektivet er der altid et bestemt sted, man ser verden fra. Derved bliver jeg, kunstneren, udgangspunkt for hvordan vi ser verden. Til hjælp havde kunstneren et ”camera obcura” en kasse med en linse, så motivet kunne ses på en plade og tegnes. Derfra er det ikke langt til drømmen om at skabe et billede, der er et aftryk af virkeligheden. Det kom med fotografiets opfindelse, som blev opfundet af kunstnere. Ved at lave en lysfølsom plade, der kunne belyses af verden og blive til et billede, som var et aftryk af verden, uden menneskelig indgriben, kunne drømmen om et sandt billede af verden blive virkelig. Så skulle det billedet fremkaldes med en række kemikalier, og det tog tid. Sådan er det ikke længere. Med den digitale teknologi er billedet der med det samme, og det kan spredes med lynets hast. En sådan forskel i tid påvirker den måde vi tænker, føler og oplever på. Tænk på forskellen på, at man i 1800 tallet skrev et brev til sin kæreste, og så ventede men 3 uger på svar. I dag bliver man urolig, hvis kæresten ikke har svaret indenfor 3 minutter. Eller når en kunstner i renæssancen malede sit selvportræt på 3 uger, så kunne fotografen år 1900 tage sit billede på 3 minutter, og i dag er en selfie bare noget man tager på 3 sekunder. Det betyder noget for, hvordan vi tænker om billeder, og hvordan vi ser på billeder. Alle bille-

Dansknoter

der er både rum, tid og billede. Vi opfinder teknologierne, og de forandrer os. Mine værker handler om den tid. Jeg arbejder ofte i serier, hvilket også er en tid for mig, fordi det tager tid at udvikle teknikkerne, at eksperimentere og acceptere det, man ser. Jeg må ganske enkelt bruge både min intuition og min viden for at nå resultater, jeg kan acceptere. I serier som Passenger, Liguit Modernity og Fairy tales arbejder jeg med bevægelse og hastighed, som er relationer i rum og tid. Det nye er, at det ikke kun er byen, der bevæger sig, det er også mig. Kunstneren er ikke en stillestående iagttager, hun er også en deltager i livet, der er på farten, som vi alle er. Alt bevæger sig i alle retninger hele tiden. Præcis som det verdensbillede Stephen Hawking har beskrevet i ”En kort historie om tid”. Teknikken former den måde vi tænker på, samtidig med at vi skaber teknikken. Nye teknologier ændrer vores måde at være i verden på, og kunstneren er naturligvis optaget af den som alle andre mennesker. Det er kunstnerens opgave at udforske det blik vi har på verden og skabe billeder af verden, der omfatter både blikket og vores følelser i verden. Det er ikke muligt at se verden uden at føle den. Der kommer tiden ind igen. Der kan gå en hel dag, og så husker man bare det sekund, man fik et kys af den, man elsker. De 16 timer bliver glemt og det ene sekund husket. Eller man går en tur i sit kvarter, og man overvældes af en erindring fra barndommen. Ufrivillige erindringer er fortiden, der dukker op i nutiden. Vi lever ganske enkelt i flere tider på samme tid. I dag kan en kunstner ikke bare lave sine billeder. Hun må tage stilling til det samfund, det sted og den tid, hun er i. Derfor må kunstneren også hele tiden forholde sig til den form, kunstværket skal have. Jeg vil ikke kun lukkes inde i kunstmuseer og gallerier, jeg vil gerne have mine værker

ud i dialog med andre mennesker. Som for eksempel når jeg laver udsmykninger til steder, hvor alle har adgang. Ofte bliver ideerne udfordringer, eller projekter, der teknisk har udfordringer der må løses, nogle er realiserede, andre skitser og forestillinger om fremtider, der kunne være. Det flygtige og det blivende I dag er vi så teknologiserede, at det kan være svært at skelne mellem virtuelle og reelle virkeligheder, og hvis man tror på en ”virkelighed”, viser den sig hastigt erstattet af den anden eller tredje. Kroppens overflade er ej heller grænsen mellem det teknologiske og det indre univers. Allerede for år tilbage begyndte man at lave link direkte fra tankeprocesserne og ud til robotter ude i verden andre steder på kloden. (Warvick GB fortalte om dette på et seminar i, jeg tror, 2011 I Århus, arrangeret af Innovation Lab.) Jeg er for tiden meget optaget af at opleve tiden og verden, og at “det enkelte øjeblik er der, hvor forandringerne finder sted”. Altså lige her og nu bliver du og jeg anderledes. Alt er forandringsprocesser både i det ydre og indre og dog i forskellige tempi. Med mit kamera (som for tiden er et digitalt Canon EOS 5Ds) kan jeg arbejde med billedfiler op til 60mb, hvilket betyder, at jeg kan gøre mine fotografiske print crops (billedbeskæringer. red) store, og i en god kvaliteter få detaljer med, som ikke rigtigt var muligt for nogle år tilbage. Og med dette kamera prøver jeg altså at indfange nogle udstrakte nuer af bevægelser og aftryk af liv i bevægelse og flere rummeligheder... mens de og det og fotografen er tilstede der I det korte øjeblik. (citat Rosenmeier, april, 2017)

Lisa Rosenmeier f. 1959, dansk billedkunstner; uddannet på Skolen for Brugskunst 1983-87, Kunstakademiet 1987-93, Cand Phil i Kunstteori og Formidling. Hun har boet i New York, Los Angeles og nu København. I sin kunst arbejder hun ofte relationelt med den kontekst, kunsten vises i, fx om erindring og identitetsdannelse i http://www.lisarosenmeier.info/the-extended-now/, i det kontekstskiftende www.lisarosenmeier.info/ www-house-of-love-dk/ og i den fiktive reklameserie The Perfect Life (1991-93). www.lisarosenmeier.info/mumies/ I de to seneste projekter, www.lisarosenmeier.info/a-turningpoint-for-the-future/ som er lavet i samarbejde med den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels, udvikledes projekterne sig til utopiske drømme om, hvordan kunst, kreative processer og vores fælles fremtid kunne tænkes Også projektet til VIA i Horsens, som del skulle sammensmelte husets kreativitet med brugerne og bygningen til en stor tænkende maskine, er stadig et projekt, men ikke realiseret, www.lisarosenmeier. info/i-am-you-are-we-are-all-together/ Lisa Rosenmeier har udstillet på en lang række museer nationalt og internationalt, og solgt til bl.a Saatchi og Saatchi, New York,Det kongelige bibliotek, Statens Museum for kunst, Ny Carlsbergfondet, Aros, Arken, Kunsten, og Danmarks fotomuseum. For mere se venligst www.Lisarosenmeier.info

Dansknoter

NYE UDGIVELSER

BLIV KLÆDT PÅ TIL REFORMEN Grammatikporten

Håndbog i dansk grammatik Af Anne Marie Heltoft, Jørgen Wildt Hansen & Maren Aarup Schjørring

Læs mere, og køb bøgerne på dansklf.dk/shop

En grundbog i grammatik til gymnasiet, der kan følge eleverne fra 1. g’s undervisning i almen sprogforståelse og til 3. g. Bogen bygger på et funktionelt grammatiksyn og kan fungere både som støtte i det skriftlige arbejde og som en grundbog i forhold til tekstlæsning med sprogligt fokus. 236 sider / kr. 179,-

diglit

#den nye litteratur på nettet Af Karen Wagner Bogen introducerer til feltet digital litteratur og dets nye multimodale genrer. Hvert kapitel har en gennemgang af stof og begreber med tilhørende øvelser, der veksler mellem analyse og kreativ tekstproduktion med skriftlighed som et bærende princip. 160 sider / kr. 189,-

Litteratur med udsyn. Bind 1 + 2

Globale perspektiver i danskundervisningen Af Thor Gustafsson, Anders Hedegaard Kristiansen & Rasmus Urup Kjeldsen Hvordan skal et nationalt fag som dansk forholde sig til globaliseringen? Gennem fem tilrettelagte undervisningsforløb viser udgivelsen, hvordan man kan (gen)tænke danskfagets litteraturundervisning i et globaliseringsperspektiv. Bind 1: 248 sider / kr. 199,Bind 2: 160 sider / kr. 159,Bind 1+2 (sampak) kr. 309,-

Priserne er ekskl. moms.

Hold dig orienteret, og følg os på facebook.com/dansklf Dansknoter 10Instagram – Dansklaererforeningen

DET ER DIT ANSVAR!

DANNELSE I TEKNOLOGI OG NATURVIDENSKAB Dannelse sker kun i sammenspillet mellem fagligheder og kun i det omfang man formår at skabe muligheden for at eleverne kan opleve forbindelsen mellem dem selv, undervisningen og verden udenfor. Af samme grund er det nødvendigt at se på dannelse som en erfaring der ikke kun er klassisk humanistisk, men også naturvidenskabelig og teknologisk.

Jakob Bek-Thomsen, Videnskabelig assistent, Institut for Kultur og Samfund, AU

En af videnskabens vigtigste styrker er, at den tilstræber neutralitet. Det gælder for alle former for videnskab: humanistisk, samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig. Men det betyder ikke, at videnskaben er ansvarsfri. Eller at man i fx arbejdet med informationsteknologi eller miljøpåvirkninger er fritaget for etiske, kulturelle eller sociale overvejelser. Dannelse er med til at skabe et meningsfællesskab ud over nationale og fagmæssige grænser, som gør, at vi bestræber os på at handle i vores egen og hinandens interesser og på ikke at ødelægge vores eller andres muligheder for at udfolde sig. Dannelse kan skabe grobund for samarbejde og danne bolværk mod uforsvarlighed gennem omtanke og dialog, men det er også et kampbegreb under pres som en – ofte fejlagtig – normativ markør for høj- og lavkultur, god og dårlig opførsel, rigtig og forkert viden. Denne artikel afdækker nogle simple træk af dannelsens idéhistorie i forhold til teknologi og naturvidenskab. Forhenværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby forsvarede i et interview til Berlingske den 1. maj, 2016 den nye gymnasiereform:

indeholdende innovations-, digitale, globale og karrierekompetencer. Det er elementer, som ligger fjernt fra de klassisk mere humanistiske dannelsesidealer, og som mødte stor kritik fra flere fronter. Omvendt er diskussionen om almendannelsens udformning og indhold langt fra ny, og inklusionen af den naturvidenskabelige og tekniske dannelse har man haft siden 1800-tallet. Naturforskeren Thomas Huxley (1825-1895) – populært kendt som Darwins bulldog – var en passioneret forkæmper for uddannelsesreformer i England. I 1880 talte han ved åbningen af det nuværende Birmingham University om vigtigheden af de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser:

Der er brug for en større naturvidenskabelig ballast og dannelse. Klimaforandringer, sundhed, fødevarer og digitalisering. Der er så mange aspekter i samfundet, som har fået en stærkere naturvidenskabelig påvirkning. Det er godt at have en naturvidenskabelig basis, men også en naturvidenskabelig dannelse.

Som citatet viser, havde man allerede i 1800-tallet stor fokus på naturvidenskaben og teknologien som en væsentlig del af den almene dannelse. Huxley var i opposition til de dele af uddannelsessystemet, som mente, at man kun kunne blive dannet gennem en klassisk-litterær uddannelse. I stedet insisterede han på, at naturvidenskaben var blevet bærer af kulturen og derfor måtte være en helt central del af den almene dannelse. Dannelsesdiskussionen er vigtig for os, fordi den på den

Argumentet om mere naturvidenskabelig dannelse gik fint i spænd med reformens idé om moderne almendannelse som

Det særlige ved vores tidsalder ligger i den store og stadig voksende rolle som naturvidenskab spiller. Ikke blot er vores hverdag formet af den; ikke blot afhænger millionvis af menneskers velstand af den – men alle vores ideer om livet er bevidst og ubevidst i lang tid blevet influeret af den verdensforståelse som er blevet formuleret af naturvidenskaberne (Huxley 1888, s.21. Min oversættelse).

Dansknoter

’Dannelse kan skabe grobund for samarbejde og danne bolværk mod uforsvarlighed gennem omtanke og dialog, men det er også et kampbegreb under pres’

ene side forsøger at fastholde et sikkert grundlag for vores identitetsskabelse og samtidig skal formå at adressere nye situationer og problemfelter, som tidligere dannelsesidealer ikke har skulle håndtere. Det var det, som Wolfgang Klafki (1927 – 2016) havde blik for med sin kategoriale dannelse, der netop forbinder en identitetsmæssig formal dannelse og en foranderlig material dannelseskanon. For Huxley betød industrialiseringen i England og kapitalismens indtog, at både de tekniske og naturvidenskabelige områder fik en langt større betydning for samfundets udvikling, end de tidligere havde haft. Når maskiner, dampkraft og stål er det, som driver samfundet frem og skaber en anderledes verden, kan man så stadig påstå at være dannet uden at kende til de områder? Omvendt var der dengang som nu konsensus om, at naturvidenskabelig eller teknologisk viden alene ikke kan udgøre dannelsen. Den må suppleres med de humanistiske dannelsesidealer. At vi stadigvæk støder på denne forsimpling hænger sammen med dannelsens idéhistorie, som er udsprunget af de humanistiske discipliner. Den strækker sig langt længere tilbage end den humboldtske bildung, vi i dag ofte diskuterer ud fra, og hvor målet er dannelsen af det hele, harmoniske og alsidige menneske efter græsk forbillede (Jeppesen & Kristensen 2002, s. 101). Renæssancens dannelsesforståelse udsprang af en hofkultur baseret på etikette, konversationsteknikker og sprogkundskaber, som blandt andre sociologen Norbert Elias (1897-1990) har studeret ved at se på historiske eksempler på civilisering gennem regler og håndbøger. Her fandt han eksempler på, hvordan dannelsen kan være afgørende for brugen af hverdagsteknologier. Indførelsen af bestik ved middagsbordet medførte f.eks. en række nødvendige regler og restriktioner for ikke at ende i ren barbari. Kniven var som instrument og teknologi primært associeret med vold, og uhensigtsmæssig brug under middagen kunne hurtigt eskalere til en voldsom og farlig situation. Viden om og træning i den rette middagsbrug af kniven – dannelsen – var derfor en uundværlig rettesnor. Man måtte ikke pege med kniven direkte på en anden gæst eller pege den mod sit eget hoved. Skulle man række en kniv til en anden, skulle man tage om spidsen og række skaftet til den anden i en

Dansknoter

ikke-offensiv gestus (Elias 1994, s. 99-103). Dannelsen, både i form af den historiske viden om knivens voldelige egenskaber og i forhold til et ønske om at undgå knivstikkeri ved middagsbordet, gør, at vi accepterer en række spilleregler, som både fordrer samarbejde og kommunikation og måske samtidig redder vores liv! Det er med andre ord koblingen af vores almene viden om den formålstjenestelige brug af knive, som vi uddanner os i at bruge korrekt i konkrete situationer. Dannelse blev i Oplysningstiden primært associeret med et ønske om mere viden igennem dyrkelsen af det encyklopædiske. Tilegnelsen af viden blev dyrket i salonkulturen, hvor artikler og emner blev diskuteret lystigt og i populærvidenskabelige pamfletter med både nyttig og unyttig viden. Den stort anlagte franske encyklopædi publicerede korte oplysende artikler, som ikke altid var neutrale i deres syn på uddannelse, og den praktiske (ofte teknologiske) viden som opstod uden for universiteterne. F.eks. hedder det i opslaget om Opfindelser, at ”der er ikke noget mere flatterende end den opfindelse eller kunstneriske perfektion, som bidrager til menneskeslægtens lykke” (Diderot & D’Alambert 2014, s. 252). Opfindelser tilhørte den form for viden, man betegnede kunstarterne. En praktisk, erfaringsbaseret viden som opstod uden for universiteterne, men som havde svært ved at opnå den samme form for filosofisk og akademisk anerkendelse. Opfindelsen af kompasset og trykkepressen var eksempler på teknologier, som gjorde verden ”større, smukkere og mere oplyst”, og som ikke var blevet til gennem teoretisk akademisk fundering. Den franske encyklopædi slog dermed et slag for denne tidlige form for innovation som en del af det oplyste menneskes viden og plæderede for, at oplyste regeringer bestræbte sig på at beskytte og højne denne form for viden. Den encyklopædiske oplysningstænkning handlede om at opremse og klassificere al menneskelig viden, men også om at skabe sammenhænge og forstå verden ud fra forskellige former for viden. Det betød, at de områder, vi normalt karakteriserer som almendannende, fik betydning for tænkningen indenfor de naturvidenskabelige områder. Et eksempel er H.C. Ørsteds (1777-1851) arbejde med elektromag-

netismen, som formåede at vise sammenhængen mellem ellers adskilte naturkræfter og derigennem skabe væsentlige gennembrud netop ved at lede efter Ånden (sammenhængen) i naturen. Ørsteds arbejde foregik i en periode, hvor det almendannende og obligatoriske fag filosofikum stadig indeholdt fysik og matematik (de blev fjernet fra faget i 1850) og derfor kunne anspore til at tænke på tværs af uddannelser og fagområder (Kragh 2005, s. 239-264). Med skabelsen af Humboldt-universitetet i 1810 opstod det dannelsesbegreb, som de fleste danske uddannelsesinstitutioner refererer til, når de henviser til dannelsen. Det er et dannelsesideal, som er præget af den tyske idealisme og en forkærlighed for det Antikke. Men det er samtidig også i denne periode og foranlediget af de Humboldske reformer, at vi finder en stærkere opdeling af de humanistiske og naturvidenskabelige områder, som danner grobund for den hierarkiske kamp mellem de akademiske fagområder professionaliseringen og statsfinansieringen medførte.

’Opfindelser tilhørte den form for viden, man betegnede kunstarterne. En praktisk, erfaringsbaseret viden som opstod uden for universiteterne, men som havde svært ved at opnå den samme form for filosofisk og akademisk anerkendelse.’

Statslig nyttetænkning og et øget fokus på den anvendte forskning medførte både en finansiel og en dannelsesmæssig skævvridning, hvor naturvidenskaberne tog patent på det første, mens humaniora tog patent på det sidste. Den afledte effekt af den udvikling var, at forestillingen om (især) naturvidenskabsmanden gik fra én, der så sin gerning som et kald til én bestilt ekspert, der gennem entrepreneurship og ejerskabsforhold løser problemer med et fortrinsvist lokalt udgangspunkt (Shapin 2008, s. 21-46). Det efterlader et stort spørgsmål om, hvor dannelsen og ansvarligheden har bevæget sig hen. Én måde at se det på er, at vi i den moderne naturvidenskabskvinde har en ekspert på naturen uden nogen særlig moralsk forrang og forpligtelse. Dermed er der sket et skred således, at videnskaben leverer fakta, mens det er de politiske systemer, der håndterer værdispørgsmål i forhold til videnskaben. Ved at insistere på at dannelsesbegrebet i udgangspunktet omfatter teknologi og naturvidenskab, skaber man plads til at teknologiske og naturvidenskabelige uddannelser, som en naturlig del også inddrager spørgsmål om f.eks. ansvarlighed og brug. Det betyder samtidig, at dannelse opstår i sammenspillet med flere forskellige fagligheder og erfaringsrum. Det handler ikke kun om at definere en material dannelseskanon eller arbejde med individets formale dannelse, men at kunne kombinere de to i en version af Klafkis kategoriale dannelse. Reel dannelse opstår kun, idet vi hver især selv erkender sammenhængene. Det kunne f.eks. være gennem læsning af Thorkild Bjørnvigs Epimetheus eller Caspar Colling Nielsens Mount København som ramme om et klima- og miljøtema, hvori menneskets ansvar for hinanden og vores klode tages op. Koblingen af danskfaglige perspektiver med tværfaglige tematikker gør det nemmere at eksemplificere, hvorledes dannelsestanken er forbundet med idéer om samfund og sammenhænge. Et oplagt eksempel på, hvordan økonomi, miljø og samfund spiller sammen og har indvirkning på hinanden, er her Gro Harlem Brundtlands introduktion til Vores fælles fremtid (Brundtland 1988). Dannelse er ikke kompetenceopøvelse eller anvendt dannelse, som gymnasiereformen i 2017 nemt kan ses som et udtryk for. Det er ikke karrieretuning, som gør os i stand til

Dansknoter

at begå os i konkurrencestaten. Dannelse er i sin mest simple definition anvendelsen af det almene på det konkrete. Det gælder også for vores anvendelse og arbejde med teknologi, som f.eks. arbejdet med klimaforandringsproblematikker og løsninger. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de to ting skal stå i modsætning til hinanden, men at de snarere skal indgå i et sammenspil. Huxley var også opmærksom på det problematiske i fascinationen af anvendt eller strategisk forskning: Jeg ønsker mig ofte, at denne frase ”anvendt forskning” aldrig var blevet opfundet. Den antyder at der findes en form for videnskabelig viden med direkte praktisk anvendelse, som kan studeres uafhængigt af en anden ikke-praktisk viden, som betegnes grundforskning. Der findes ingen større fejlslutning end denne (Huxley 1888). Huxleys argument for grundforskningens og den frie forsknings betydning kan overføres til diskussionen om dannelse. Et anvendt dannelsesbegreb vil altid være et skinbillede af et alment dannelsesbegreb. Det vil ikke være refleksivt og dermed med til at udvikle og evaluere dannelsesbegrebet selv, men udelukkende bruge og transformere de elementer, som passer til tidsånden eller kulturen. Forskellen mellem at løse verdens problemer og at skabe dem består i evnen til at forstå sammenhænge på lokalt og globalt niveau, så det bliver tydeligt, at bare fordi vi kan, betyder det ikke, at vi skal. Det ansvar ligger ikke kun hos politikere, men også hos de ingeniører, biologer og kemikere som opdager og skaber vores teknologiske fremtid.

Litteraturliste Berlingske 1. Maj 2016: http://www.b.dk/nationalt/der-er-dannelse-dereruddannelse-og-saa-er-der-ellen-trane-noerby. Brundtland, Gro Harlem: Vores fælles fremtid, FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke, 1988. Diderot, Denis og D’Alambert, Jean Le Rond (red.): Den Franske Encyclopædi – Et udvalg, Klim, 2014. Elias, Norbert: The Civilizing Process, Blackwell, 1994. Huxley, Thomas Henry: Science and Culture – and other essays, D. Appleton and Co., 1888. (tilgængelig online) Jeppesen, Morten Haugaard & Kristensen, Jens Erik: ”Den tyske Bildung og græciteten som forbillede”, i Martin Blok Johansen (red.): Dannelse, Aarhus Universitetsforlag, 2002. Kragh, Helge: Natur, Nytte og Ånd - Dansk Naturvidenskabs Historie 2, Aarhus Universitetsforlag, 2005. Shapin, Steven: The Scientific Life: A Moral History of Late Modern Vocation, The University of Chicago Press, 2008.

’Koblingen af danskfaglige perspektiver med tværfaglige tematikker gør det nemmere at eksemplificere hvorledes dannelsestanken er forbundet med idéer om samfund og sammenhænge.’

Dansknoter

/// Fairy Tales 3. Fra Serien Fairy Tales 1-5. 2014. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

/// Fairy Tales 4. Fra Serien Fairy Tales 1-5. 2014. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

/// Levet Liv, et udsmykningsprojekt til Ejendomselskabet Gasværksvej Aps, en ejendom som i sin tid husede det gamle Aalborg Stålskibsværft. Her fra et oplæg til print på metal. (2016- http://www.lisarosenmeier.info/wall-decoration-aalborg-shipyard/)

/// Fra Levet Liv, et udsmykningsprojekt til Ejendomselskabet Gasværksvej Aps, en ejendom som i sin tid husede det gamle Aalborg Stålskibsværft. Her fra et oplæg til print på metal.

Dansknoter

DIGITAL DANNELSE I DANSK Dannelse er på en og samme gang noget vedvarende og uforanderligt, og noget der følger med tiden. Digital dannelse er det ved dannelse der vedrører vores omgang med it. Danskfaget har også her meget at byde på i forhold til at kvalificere eleverne.

Jeppe Bundsgaard, professor i fagdidaktik og it, Aarhus Universitet. Eksempler på udgivelser: Digital dannelse (2017) og Danskfagets it-didaktik (2007)1

Den amerikanske forsker og universitetsunderviser Mark Prensky introducerede i 2001 begrebet digitalt indfødte (Prensky, 2001). Han påpegede hvordan unge i dag (anno 2001) var vokset op med computere, computerspil, mobiltelefoner og internettet og derfor havde fundamentalt anderledes forhold til information end de digitale immigranter, dvs. de voksne der ikke var vokset op med computere, internet osv. I Prenskys opfattelse var forskellen så betydningsfuld at han talte om en ”discontinuity”, hvor unge ”think and process information fundamentally differently from their predecessors” (s. 1), hvilket helt konkret betyder at unges hjerne er anderledes, også fysisk, end dem der ikke har haft en tilsvarende opvækst. Begrebet blev hurtigt meget indflydelsesrigt, og fik mange til at forestille sig at unge var grundlæggende bedre til ’det med computere’, end voksne, og at de på magisk vis af sig selv udviklede de kompetencer de havde brug for i det moderne informationssamfund. Det viste sig jo at være en ganske alvorlig misforståelse. Fx viste International Computer and Information Literacy Study (ICILS), der blev gennemført i 2013, at nok er unge (elever i 8. klasse) generelt i stand til at bruge en computer til hverdagsopgaver som at skrive tekster, kommunikere i sociale netværk og finde den information som alle andre også søger, men en mere reflekteret, kritisk tilgang var der kun forsvindende få som mestrede. I Danmark var det således omkring to procent som lå i denne kategori, mens det i enkelte andre lande var op til fire procent (Bundsgaard, Pettersson, & Puck, 2014). På sin vis kunne metaforen om indfødte have været brugt til at forudsige dette problem, for det at man er indfødt, betyder jo ikke nødvendigvis at man har en dybere, reflekteret

forståelse af sin kultur, snarere tvært imod. En immigrant derimod kan føle sig tvunget til at forholde sig reflekteret og undersøgende til det mærkelige fremmede. Men i et vist omfang valgte immigranterne som sagt at lade sig imponere af de friske unge hænder på tastaturet og skærmen, deres håndtering af fremmedartede koder og deres evne til at håndtere utallige elektroniske enheders samtidige indtryk. Vi kan godt kalde de unge digitalt indfødte (eller vi kan lade være), men vi må under alle omstændigheder spørge: Hvad lærer de ikke af sig selv, som de har brug for? Og hvordan kan vi som dansklærere (hvoraf en pæn del efterhånden kvalificerer til karakteristikken digitalt indfødte) bruge de tilgange og metoder der kendetegner vores fag, til at kvalificere de indfødtes liv i bredeste forstand? Dannelse er også digital dannelse Dannelse kan jo betyde mange ting. Fx kan det handle om at være velopdragen, have gode manerer, det kan handle om at kende den borgerlige kulturs store værker, og det kan handle om kritisk-konstruktiv dannelse i oplysningstidens betydning (Bundsgaard, 2009). Hvis vi følger den sidstnævnte betydning, så er dannelse noget som i det generelle har en fast kerne af moralsk ansvarlighed gennem oplyst erkendelse. Det handler om kritisk stillingtagen og deltagelse, om at udvikle æstetisk erkendelsesevne, følsomhed, engagement og social deltagelse. Men hvad disse fænomener konkret betyder, udvikler sig løbende i og med vores kulturelle og samfundsmæssige udvikling. Og derfor udvikler det vi skal undervise eleverne i, sig også. Således vil de forandringer som er båret af udviklingen i de digitale teknologier, også give anledning til at gentænke hvad vi skal undervise i, og hvordan.

Dansknoter

Mit bud på svar tager udgangspunkt i fire områder hvor digitale teknologier har gjort og gør en forskel, og hvor danskfagets metoder og tilgange, både de sprogligt kommunikative og de litterære/æstetiske, kan bidrage til at kvalificere elevernes digitale dannelse. De fire område er 1) social kommunikation, 2) demokratisk deltagelse, 3) viden og kritisk læsning og 4) teknologiforståelse. Social kommunikation Den sociale kommunikation, dvs. kommunikationen mellem venner, familie, kolleger og bekendte, så ganske anderledes ud for ikke så mange år siden. Indimellem brugte man at ringe, sende breve og lægge skriftlige (og tegnede) beskeder, men langt den overvejende del af denne kommunikation foregik når deltagerne var i samme rum og derfor kunne kommunikere med tale, ansigt og krop. Det er måske stadig tilfældet, men ved siden af denne kropsligt formidlede kommunikation, er der kommet en bred vifte af it-formidlede kommunikationsformer som e-mail, sms, sociale netværk og apps som gør det muligt at kommunikere synkront, nær-synkront og asynkront, samt syntopisk (samme sted) og transtopisk (på tværs af steder). Nogen siger at denne type kommunikation også er atopisk (uden sted), men det er forkert, for de der kommunikerer, er til stede, bare ikke nødvendigvis det samme sted. Det enorme omfang af disse typer kommunikation er jo en klar indikator på at deltagerne oplever det som værdifulde og ønskværdige kommunikationsformer. Men samtidig møder de nogle udfordringer som knytter sig til den ansigtsløse karakter af interaktionen. Disse kommunikationsformer er nemlig for de flestes vedkommende ansigtsløse, dvs. at kommunikationen foregår uden at deltagerne kan aflæse den andens kropslige reaktioner i form af følelser, misforståelser, tvivl, overraskelse osv. Selv om en del af denne kommunikation i dag består i billeder som kan være taget af ansigtet, vil de i mange tilfælde alligevel dele de fleste træk med andre ansigtsløse kommunikationsformer, fordi det sjældent er et billede af reaktionen, men af noget der kommer efter (eller før) reaktionen. Det grundlæggende problem er at den empatiske evne som vi har udviklet i vores sociale kommunikation, og som har gjort at vi har været i stand til at mærke den andens oplevelse af situationen på egen krop, har knyttet sig til synet af ansigtet. Således har overbevisende undersøgelser af såkaldte spejlneuroner (Bauer, 2006) vist at vores empati bygger på at vi erfarer den andens følelser ved at spejle den andens ansigtsudtryk. Vi har derfor behov for at udvikle en andenordensempati, dvs. en empati der opstår på baggrund af refleksioner over den skriftlige (billedlige/ikoniske osv.) kommunikation. Og

Dansknoter

her kommer danskfaget jo ind: Vi har netop de tekstanalytiske tilgange og metoder der skal til at blive i stand til at sætte sig ind i den andens oplevelse af situationen, både i form af metoder til at læse æstetiske tekster og til at analysere diskurser. Det handler om at udvikle evnen til at læse tekster man selv har skrevet, som om man var den anden, og om at overveje om der kunne være andre tolkninger af den andens tekst end den umiddelbare. Og det handler om at læse og fortolke litteratur og andre æstetiske tekster som sætter denne type kommunikation på spidsen. Et andet nyt træk ved den sociale kommunikation er at den er netværksbaseret. Vi skifter helt ubesværet mellem kommunikation en-til-en, en-til-flere, flere-til-flere og en-tilmange. Og indimellem er meddelelser der var tænkt til den ene, pludselig delt videre til de mange. Og igen er det vigtigt at erkende den indiskutable værdi vi tillægger disse nye muligheder. Oplevelsen af at kunne følge med og dele, holde kontakten på tværs af års, ugers, dages, timers og minutters fravær, og af bare at være en del af noget større. Og muligheden for at skabe netværk af ligesindede der kan dele erfaringer og gøre en forskel. Men med de uanede muligheder kommer der også udfordringer. Vi har mulighed for at dele vores tanker og oplevelser med mange andre, og vi har mulighed for at dele det intime billede vi har taget eller har fået sendt fra vores ven(inde). Vi har mulighed for at sige vores ærlige mening om dette og hint, men vi kan ikke altid styre hvem der ser det, og hvad de bruger det til. Vi har mulighed for at være en del af et netværk af fællesskaber, men indimellem ender vi i konflikter som pludselig afskærer de dele af netværket som endte på den anden side af skellet. Også i forhold til disse udfordringer har danskfagets viden om kommunikationssituationer og tilgange til kommunikationsanalyse meget et byde på. Det handler fx om at undersøge hvem der er potentielle modtagere af en besked, hvilken rolle forskellige aktører spiller i kommunikationen, hvilke interesser disse aktører har osv. Og så handler det om at udvikle dannelse i Emma Gads betydning: Man skal lære at opføre sig ordentligt i de finere, men også i de sociale netværkskredse. Demokratisk deltagelse – viden og kritisk læsning Forfatterne bag rapporten Fremtidens danskfag (Gregersen, 2003, s. 36) mente ikke at det er en del af danskfagets ”kerne” at bidrage til at kvalificere elevernes demokratiske deltagelse. Der mener jeg de tog alvorligt fejl, for danskfaget har nogle helt særlige muligheder for at kvalificere både deres helt konkrete deltagele, samt den ret centrale forudsætning at være i stand til at vurdere den saglige, faglige og retoriske kvalitet af tekster.

Store dele af vores demokratiske dialog er ligesom den sociale kommunikation blevet netværksbaseret. Det betyder at vi kan deltage i demokratiske processer fra det helt lokale til det globale. Vi kan give vores mening til kende om beslutninger i foreningen, samle til demonstration i byen, koordinere med ligesindede på den anden side af jorden, og alt muligt derimellem. Danskfaget kan bidrage både med at kvalificere elevernes retoriske kompetencer, og med at give dem indblik i hvad muligheder og udfordringer der er i de komplekse kommunikationssituationer som den netværksbaserede kommunikation finder sted i. Et af de steder hvor Prenskys begreb om digitalt indfødte gjorde stor skade, var i forhold til søgning og læsning på nettet. For det var et af de områder hvor mange voksne tænkte: De er jo digitalt indfødte, så de kan bare det der med at finde alt på nettet. Det var bare ikke sandt. Det er måske let for de fleste at finde det alle de andre søger. Men så snart det er lidt uden for alfarvej, så skal der mere til end at skrive et par ord i Google og klikke på det første link. Og dertil kommer udfordringen med at tekster på nettet produceres af en meget bred vifte af individer, grupper og institutioner. Såvel de unge som mange voksne har brug for at lære meget mere om hensigtsmæssige søgestrategier, indsigt i tekstproducenternes forudsætninger, interesser og mål, og kritisk læsning af form og indhold (Bundsgaard, 2008b, 2008a, 2016). I mine øjne er dette kernedanskfaglige kompetencer, for det indebærer læsestrategier, kritisk læsning og forståelse af kommunikationssituationer. Kommunikationsteknologihistorie og teknologiforståelse Igennem hele menneskehedens historie har vi brugt teknologier til at kommunikere med. Og hver gang vi har udviklet nye teknologier, har vi samtidig lagt grunden til at forandre måderne vi skaber viden, relationer og samfund på, tænk blot på trykpressens betydning for reformationen, naturvidenskaben og kapitalismen (Eisenstein, 1979), og i videre omfang for demokratiet (Habermas, 1996), eller tænk på telegrafens betydning for den globale kapitalisme. Nogle vil endda hævde at vores ibrugtagen af nye teknologier får os til at tænke helt anderledes (Derrida, 1970). I dag er disse erfaringer meget reelle, for i dag går der ikke 100, 500 eller 1000 år mellem fundamentalt nye teknologier, der går måske 5 år (tænk blot på internettet, mobiltelefoner, smartphones, Facebook, Instagram, Snapchat osv.). Det gør helt konkrete forskelle for vores relationer og vores måder at være i verden på, hvordan vi vælger at kommunikere. Og derfor er teknologiforståelse afgørende vigtigt for os at udvikle – både for vore elever og for os selv. En sådan forståelse fordrer

både helt konkrete undersøgelser af historiske teknologier, og analyser af teknologiernes rolle i vores kommunikation og liv i det hele taget. Og den fordrer livsfilosofiske indsigter som kun kan formidles æstetisk. Her kan danskfagets søjler, sprog, medier og litteratur, mødes og udveksle erfaringer.

Referencer Bauer, J. (2006). Hvorfor jeg føler det, du føler : intuitiv kommunikation og hemmeligheden ved spejlneuroner. Valby: Borgen. Bundsgaard, J. (2008a). Kommunikationskritisk kompetence. I P. Nielsen, A. Pors, H. Stouby, & B. F. Studstrup (Eds.), Kampen om de offentlige sandheder (s. 38–45). Dansklærerforeningen. Bundsgaard, J. (2008b). Søgning er læsning. Viden Om Læsning, (3), 5–10. Bundsgaard, J. (2009). Dannelse for fremtiden. I Fællesskrift 2009 (Vol. 2009, s. 24–29). København: Dansklærerforeningen. Bundsgaard, J. (2016). Sprog og kommunikation. København: Samfundslitteratur. Bundsgaard, J., Pettersson, M., & Puck, M. R. (2014). Digitale kompetencer. It i danske skoler i et internationalt perspektiv. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Derrida, J. (1970). Om grammatologi. København: Arena. Eisenstein, E. L. (1979). The printing press as an agent of change : communications and cultural transformations in early modern Europe. Cambridge [England]; New York: Cambridge University Press. Gregersen, F. (2003). Fremtidens danskfag: en diskussion af danskfaglighed og et bud på dens fremtid (1. udgave, 1. oplag). [Kbh.]: Undervisningsministeriet. http://nyfaglighed.emu.dk/ fremtidensdanskfag/ Habermas, J (1996): Strukturwandel der Öffentlichkeit – Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. Frankfurt am Main. Prensky, M. (2001). Digital Natives, Digital Immigrants Part 1. On the Horizon, 9(5), 1–6. https://doi. org/10.1108/10748120110424816 Noter 1 Bundsgaard, J. (2017): Digital dannelse, Aarhus Universitetsforlag og Bundsgaard, J. & Kühn, L. (2007): Danskfagets it-didaktik, Gyldendal

Dansknoter

/// Go Girl Go, Donâ&#x20AC;&#x2122;t Ever Look Back. 2014. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

Dansknoter

VIDENSKAB OG SCIENCE FICTION: EN LIVLIG PARDANS Science fiction er en litterær genre der bl.a. indgår i et samspil med naturvidenskab, hvilket gennem tiden både har givet sig udslag i at naturvidenskabsfolk har læst og skrevet science fiction, og at science fictionforfattere både er blevet inspireret af videnskab og teknologi og har påvirket deres udvikling.

Niels Dalgaard, ph.d. i nordisk litteratur 1

”Science fiction is no more written for scientists than ghost stories are written for ghosts” (Aldiss 1973, s. 1). Så skarpt formulerer den britiske forfatter Brian W. Aldiss i sin science fiction-litteraturhistorie Billion Year Spree det faktum, at mange ser science fiction som en litteraturform, der er mere naturvidenskab end egentlig litteratur. Selv hvis man ser bort fra det faktum at sammenligningen halter rent logisk set – videnskabsfolk eksisterer og læser litteratur, spøgelser gør ingen af delene – er påstanden problematisk. Science fiction er ikke skrevet for videnskabsfolk, men læses også af videnskabsfolk (og skrives endda af og til af videnskabsfolk). Science fiction er skønlitteratur og hører dermed til i kunstverdenen, men den har også – som nærmest den eneste del af litteraturen – rod i et naturvidenskabeligt baseret verdensbillede, og er dermed efter manges mening den eneste litteratur der virkelig kan omfatte, begribe og reagere på verden som den er. Her er det måske meget godt endnu engang at pointere, at science fiction ikke er et forsøg på at forudsige fremtiden, men ligesom al anden litteratur er en reaktion på forfatterens samtid. Hvis en forfatter beskriver en dims, der halvtreds år senere bliver virkelighed, er det ikke fordi forfatteren har forudset dimsen, men fordi han eller hun har skrevet som en reaktion på forhold, problemer eller mangler i sin samtid, og fordi disse pres senere har ført til opfindelsens virkeliggørelse og udbredelse. Science fiction-forfattere skriver i almindelighed heller ikke historier for at undervise i naturvidenskab. Den mest vellykkede science fiction er den der bestræber

Dansknoter

sig på at være hvad den er, nemlig litteratur. Det er således ikke nogen betingelse for at læse og værdsætte science fiction, at man interesserer sig for specifikke naturvidenskabelige forhold, mens man kan finde det vanskeligt, hvis ens verdensbillede på den ene eller anden måde er førvidenskabeligt. Forholdet mellem videnskab og science fiction går begge veje, men er mere komplekst end en direkte 1:1-påvirkning. Mange naturvidenskabsfolk har fortalt at de er blevet inspireret til deres livsgerning netop ved at læse science fiction som unge, men det betyder ikke at science fiction-teksternes fiktive opfindelser er blevet realiseret på præcis den måde, forfatteren har forestillet sig. Derimod har læseren fået åbnet øjnene for den videnskabelige måde at tænke på, og for hvor fantastisk et univers vi lever i; et univers der – modsat hvad romantikere og religiøse hævder – ikke bliver mindre fantastisk af at vi prøver at forstå det med videnskabens metoder; tværtimod. En medvirkende faktor til samspillet mellem videnskab og science fiction er måske at især visse dele af genren – den såkaldt ”hårde” science fiction, der bestræber sig på at ligge så tæt op ad kendte teorier og forhold som muligt – kan siges at fungere analogt med naturvidenskabelig tænkning, efter et princip der kan formuleres som ”dristighed i udkastningen af hypoteser; stringens i efterprøvningen af dem”. En hård science fiction-historie kan tage udgangspunkt i fx fremskrivning af eksisterende teknologi, og den litterære del er så at forestille sig konsekvenserne af den i en verden befolket med troværdige personer.

Raketter, robotter og cyberspace Et af de områder, hvor samspillet mellem science fiction og videnskaben har været tydeligst, er rumfarten. Stort set hele den første generation af rumforskere – der arbejdede med raketter helt tilbage i 1920’erne – var vokset op med Jules Vernes Rejsen til Månen (1865) og fortsættelsen Rundt om Månen (1870); det er i det hele taget nok et af de enkeltværker der har haft størst indflydelse på videnskaben. Selv om rejsen til månen i virkeligheden kom til at tage sig temmelig anderledes ud end det Verne beskrev, så var selve projektet – at rejse derop – i tråd med den grundlæggende tanke i hans roman. At den ikke var glemt, ses af at den blev genudgivet i stor stil i forbindelse med den første månelanding i 1969. Mange raketforskere har læst og læser science fiction; det vides således at den fremtrædende tyske raketekspert Wernher von Braun under anden verdenskrig fik smuglet det amerikanske science fiction-magasin Astounding Science Fiction (et af arnestederne for den hårde del af genren) til Tyskland via det neutrale Sverige (Pendle 2005, s. 124-125; Pendle er generelt en god kilde til den tidlige amerikanske raketvidenskab og dens forbindelser til science fiction). Forfatterne skriver oftest om det, der ikke er, men en del af dem tager udgangspunkt i det der næsten er, eller som er lige ved at tage springet fra videnskabelige teorier til praktisk teknologi. Ofte bliver ny teknik genstand for science fiction, når den er omtalt nok til at den brede offentlighed har hørt om den, men ikke så udbredt, at den er blevet dagligdags. Et par gode eksempler er telefonen og røntgenstrålerne. Knapt nok var de blevet annonceret som nye og endnu ikke helt forståede opdagelser, før skønlitteraturen susede ind og med fantasiens hjælp fyldte det tomrum som den manglende viden havde afsat. Mark Twain skrev om kærlighed ved hjælp af telefoni i 1878, og i halvfemserne kom adskillige (ofte humoristiske) forestillinger om hvad røntgen kunne medføre af sociale pinagtigheder. Ind imellem formår science fiction at beskrive fænomener der er så gode billeder på noget der mangler i virkeligheden, at begreberne går over i almindelig sprogbrug. I begyndelsen af 1920’erne skrev Karel Čapek teaterstykket R.U.R – Rossum’s Universal Robots, og gav dermed verden ordet robot, der er afledt af en slavisk ordrod der betyder (hårdt) arbejde. Det varede mange årtier før man begyndte at bygge menneskelignende robotter i virkeligheden, men takket være ordet kunne science fiction-forfattere gennemarbejde og diskutere konsekvenserne af begrebet. I dele af populærkulturen blev robotten et skræmmebillede på angst for tingsliggjorte mennesker, den anonyme mængde, eller simpelthen arbejderklassen. Andre dele af genren arbejdede mod dette skræmmebillede, og gik ind i en seriøs diskussion af forholdet mellem mennesker og robotter. Mest kendt er Isaac Asimov, der i en række fortællinger (mange af dem samlet i samlingen I, Robot) forestillede sig at robotter ville

blive rationelle hjælpere med programmer der umuliggjorde den kulørte forestilling om oprør. Han udformede disse regler som tre ”love”, der er blevet så væsentlig en del af tænkningen omkring robotter, at mange anser det for en selvfølgelighed at virkelighedens robotter vil få de tre love eller noget tilsvarende installeret. Dette ganske uagtet at ”lovene” er formuleret på en måde så de umuligt lader sig om-forme til computerprogrammer. Ligesom det var en særlig type mennesker, der udviklede raketteknologien, var det også en særlig type mennesker der udviklede den moderne computerteknologi. En ny branche er altid et godt sted for utraditionelle hoveder. Der er ingen tvivl om at de nørder, der udviklede The World Wide Web, var flittige læsere af science fiction. Da undergenren 'cyberpunk' eksploderede i firserne, skete det især med William Gibsons roman Neuromancer, hvor der første gang blev sat ord på begrebet 'cyberspace' – en forestilling om en ”fælles hallucination”, som brugerne betjener sig af når de interagerer med computere og netværk. Gibsons cyberspace ligner ikke helt det der blev til virkelighed, men ligesom med Verne og måneraketten er den grundlæggende idé ret præcist ramt. Nogle science fiction-skrivende videnskabsfolk Der har gennem tiderne været adskillige videnskabsmænd der har skrevet science fiction, enten for deres fornøjelses skyld eller for at diskutere nogle hypoteser i fiktionens form, med den frihed den giver fra alt for detaljerede beregninger. Der har også været videnskabsfolk der har diskuteret etiske og moralske problemstillinger, som fx atomfysikeren Leo Szilard, der i novellesamlingen Delfinernes stemme tager videnskabens rolle i samfundet op til debat. Et andet eksempel på en naturvidenskabsmand der har skrevet science fiction, er astronomen Fred Hoyle, der i øvrigt også opfandt betegnelsen ”big bang” om den kosmologiske teori som nu er alment anerkendt, men som han dermed søgte at håne. I en række romaner, hvor især kan fremhæves Den sorte tåge, prøvede han at fremstille det moderne astronomiske verdensbillede. Endelig kan man fremhæve Arthur C. Clarke, der havde en universitetsgrad i matematik og fysik, men fravalgte en videnskabelig karriere til fordel for beskæftigelse med science fiction og populærvidenskab. Han var en af de første, der beskrev et geostationært kredsløb, den fundamentale betingelse for de kommunikationssatellitter der som bekendt er af afgørende betydning for vores nuværende samfund. Talrige andre science fiction-forfattere har en naturvidenskabelig uddannelse, og en del af dem arbejder eller har arbejdet som videnskabsfolk. For at tage et eksempel fra nyere tid, så er forestillingen om en singularitet i udviklingen især blevet fremført af den nu pensionerede fysikprofessor (og i øvrigt science fictionforfatter Vernor Vinge). Det var i forbindelse med hans forskning at han fremlagde begrebet

Dansknoter

for et FN-udvalg, men både han selv og andre har flittigt skrevet science fiction om det. Inden for matematikken er en singularitet et punkt på en kurve der repræsenterer en diskontinuitet, og i den nye betydning er dette udvidet til det punkt, hvor vi ikke længere kan se hvordan kurverne forløber og stort set alt kan ske. Mere specifikt er begrebet udviklet til at betegne det tidspunkt hvor kunstig intelligens ”løber fra” mennesket (fordi en intelligent maskine vil kunne designe en endnu mere intelligent osv., indtil det bliver uforudsigeligt hvad der sker). Videnskabens drømmelandskab I MIT Technology Review marts/april 2007 skriver redaktøren Jason Pontin bl.a. at hans smag er rent ud science fictionagtig: ”I look for technologies that are in themselves ingenious and that have the potential to change our established ways of doing things. Best of all, I like technologies that expand our sense of what it might mean to be human.” Også han påpeger at mange teknologifolk fandt deres karriere via science fiction, og citerer den berømte fysiker Freeman Dyson for at skrive ”Science is my territory, but science fiction is the landscape of my dreams.” (fra hans samling af forelæsninger Imagined Worlds). Science fiction kan inspirere folk til at blive videnskabsfolk og teknologer; den kan stimulere tænkning i retning af et naturvidenskabeligt verdensbillede; og den kan som få andre litteraturformer diskutere menneskets situation i den moderne verden. Den er som mange har påpeget, måske det bed-ste redskab til at bygge bro mellem de ”to kulturer” som C. P. Snow identificerede i 1959. Science fiction er selvfølgelig en meget kompleks og blandet genre, og den rummer også negative fortællinger om videnskaben. For tiden er genren domineret af dystopiske forestillinger om samfundets sammenbrud, hvilket bl.a. har ført til at Arizona State University har oprettet et ”Center for Science and the Imagination”, der skal stimulere den gensidige inspiration mellem videnskaben og science fiction. Det foreløbige resultat er blevet antologien Hieroglyphs, under stærk inspiration fra teknologikonsulent og science fictionforfatter Neal Stephenson. Hvorvidt initiativer som dette vil fungere som modvægt mod dystopierne, er nok tvivlsomt; men der er uden tvivl masser af brug for seriøse diskussioner af de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af nye videnskabelige opdagelser og nye teknologier som fx nanotekonologi, genetisk manipulation og mediestyring. Hvis vi bliver hvad vi læser, er det ingen skade til at læse noget, der maner til eftertanke, samtidig med at det underholder.

Dansknoter

Referencer For science fiction-litteraturens generelle historie henvises til Dalgaard 2004. Aldiss, Brian W.: Billion Year Spree: The True History of Science Fiction, London: Corgi Books 1973, 1973, 1. billigbogsudgave. Asimov, Isaac: I, Robot, New York: Gnome Press 1951. Dansk udgave Robot, Stig Vendelkærs For-lag 1972. Cramer, Finn & Kathryn (eds.): Hieroglyph: Stories and Visions for a Better Future. New york: William Morrow 2014. Dalgaard, Niels: Fra Platon til cyberpunk: Science fiction-litteraturens historie, København: Science Fiction cirklen 2004. Dyson, Freeman: Imagined Worlds: The Jerusalem.- Harvard Lectures, Harvard University Press 1998. Gibson, William: Neuromancer. New York: Ace Books 1984. Hoyle, Fred: The Black Cloud, 1957. Seneste danske udgave Den sorte tåge, Asschenfeldts Stjerne-bøger 1986. Pendle, George: Strange Angel: The Otherworldly Life of Rocket Scientist John Whiteside Parsons, London: Weidenfeld & Nicholson 2005. Pontin, Jason: ”On Science fiction” i MIT Technology Review marts/april 2007. Snow, C. P.: The Two Cultures, Cambridge University Press 1959. Udvidet udgave 1964; benyttet London: Canto 1993. Szilard, Leo: Voice of the Dolphins, 1961. Dansk udgave Delfinernes stemme, Steen Hasselbalchs Forlag 1964. Twain, Mark: ”The Loves of Alonzo Fitz Clarence and Rosannah Ethelton”, 1878. Seneste danske oversættelse ”Alonzo Fitz Clarences og Rosannah Etheltons kærlighed” i samlingen Telektroskopet, Science Fiction Cirklen 1989. Verne, Jules: De la Terre à la Lune (1865) og Autour de la Lune (1870). Seneste samlede, uforkortede danske oversættelser Rejsen til Månen, Hernov 1972. Noter Født 1956, ph.d.-afhandling Den gode gamle fremtid: Modernitetskritik og genrevalg i 1970’ernes danske science fiction roman, Museum Tusculanums forlag 1997. Har desuden skrevet en halv snes bøger om litteratur, bl.a. Dage med Madsen eller Livet i Århus: Om sammenhænge i Svend Åge Madsens forfatterskab, Museum Tusculanums forlag 1996, Fra Platon til cyberpunk: Science fictionlitteraturens historie, Science Fiction Cirklen 2004, og Vinkler på dansk science fiction, Science Fiction Cirklen 2015. Redigerer tidsskriftet Proxima.

Bestil den på gu.dk

9482

NY BOG TIL GRUNDFORLØBET I DANSK En nytænkende og fuldt dækkende bog til grundforløbet Bogen Fortællingens spejl introducerer danskfagets tre per spektiver med temaet selvfortællinger på en appetitlig måde og med udgangspunkt i de gode teksteksempler. Fokus områder er litteratur, dokumentarfilmen og de sociale medier.

DAN0517

Til læreren er der tilknyttede PowerPoints med færdigtilrette lagte undervisningsforløb modul for modul, der indeholder et væld af inspirerende opgaveaktiviteter. Du kan som lærer redi gere og tilpasse de enkelte PowerPoints til din undervisning.

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

SCIENCE FICTION-FILM PROBLEMATISERER DEN TEKNOLOGISKE UDVIKLING I science fiction-film er den teknologiske udvikling gået over gevind. Analyse og fortolkning af science fiction kan bidrage med en forståelse af den verden, vi lever i nu. Filmene viser os nemlig, hvad vi ikke skal gøre med teknologien.

Erling Sørensen lektor, underviser i dansk og mediefag på Næstved Gymnasium og HF. Publikation: Genrefilm og filmgenrer, Systime 2016

Science fiction-film og -serier foregår i en verden, der minder om vores, men som har forandret sig til det værre, fordi den teknologiske og/eller politiske udvikling er løbet løbsk. Filmene skal have en sandsynlig realistisk ramme, fordi de fortæller os, hvad der vil kunne ske i vores virkelige verden, hvis vi ikke stopper op og begynder at træffe de etisk korrekte valg, inden det får uoprettelige konsekvenser. Der er mange ret forskellige typer science fiction, så det er nødvendigt at inddele genren i undergenrer. To undergenrer, der grundigt skildrer problemer med den teknologiske udvikling, er transhumanismen og robotten, samt postapokalypsen og dystopien1. Det vil analyser af tv-serien Westworld (Nolan 2016 - ) og kortfilmen Peaceforce (Gornstein 2011), illustrere2. Analyserne fokuserer på filmiske virkemidler, ikonografi og temaer. Transhumanismen og robotten – Westworld Hvilke problemer kan opstå, hvis mennesket laver forbedrede kopier af mennesker, robotter, cyborger3 eller kloner? Kan vi

Dansknoter

se forskel? Vil genetiske forbedringer skabe ny ulighed? Skal de kunstige behandles som ægte mennesker? Kan mennesket tillade sig at lege Gud? Denne undergenre beskæftiger sig med disse problematiske spørgsmål og forsøger at komme med svar. Serien Westworld hører til undergenren transhumanismen og robotten. Westworld foregår i en fremtidig verdens forlystelsespark, kaldet Westworld, udformet som en ultrarealistisk, 1:1-western-verden befolket af robotter, der ikke er til at skelne fra rigtige mennesker. I denne verden kan mennesker holde ferie og deltage i alle mulige begivenheder fra westerntiden: Man kan duellere, slagte indianere, købe sig en luder, røve en bank, ja, man kan skyde sheriffen i ryggen og slippe godt fra det hele, for det er kun robotter, og kunden bestemmer. Når en begivenhed er kørt igennem, eller en robot dør, bliver robotternes hukommelse slettet, de geninstalleres og tages i brug igen næste dag. Forlystelsesparkens backstage byder på mange sci-fiikonografiske elementer: Sterile, minimalistisk indrettede

rum bygget af glas og beton, ofte filmet med et svævende, roligt steadycam. Belysningen er dyster og low key4, og de få lysarmaturer skaber skarpe skygger. Robotterne sidder nøgne midt i de åbne rum blandt robotdele og maskiner, der kan bygge robotter. Videnskabsmænd programmerer, og mænd i heldragter reparerer robotter. Det er en fabrik, hvor kunstigt liv skabes og vedligeholdes. Næsten færdigbyggede robotter, udspændte med spredte arme og ben i en cirkel, minder mistænkeligt meget om Leonardo da Vincis vitruvianske mand. Et symbol på begyndelsen på den moderne, naturvidenskabelige tænkning og begyndelsen på enden for vores tro på Gud. For at gøre Westworlds robotter virkelighedstro skal de kunne simulere følelser. Glæde, frygt, vrede, begær. Men nogle af robotterne glemmer ikke helt, hvad de er blevet udsat for af uhyrligheder. De har visse fornemmelser og får mentale flashback af fx at være blevet voldtaget eller skudt – utallige gange, dag efter dag, i årevis. Det opleves af robotterne som et ubehag: Man ser flashback som klip fra en robots opskræmte ansigt i nærbillede til den grusomme handling mod robotten – med rystet, håndholdt kamera, kælkede linjer, dramatisk underlægningsmusik og fravær af reallyd. Når robotterne ikke glemmer og føler ubehag, bliver de mere menneskelige. Erindring, følelser, at tage ved lære af fortiden samt planlægge fremtiden, er udgangspunkter for fri vilje. Og det er alt det, der gør os til mennesker. Gentagelsen er en central figur, der bruges til at understrege robotproblematikken. I flere sekvenser ser vi indledningsvis robotten kaldet Dolores vågne i sin seng filmet i en halvnær beskæring og ekstremt fugleperspektiv, dvs. lodret ned. Dette visuelle udtryk ligner et andet, vi ser: Dolores vækkes i reparationslokalet af videnskabsmænd, filmet i halvnær i normalperspektiv i siddende stilling. Det er ikke samme indstilling, men billedkompositionen er en gentagelse. Disse to opvågninger er ligesom anaforer.

Robotterne kan føle, erindre, tage ved lære og begynder at udvikle en fri vilje. Og så er der ikke længere nogen forskel på robot og menneske.

På byens hovedgade gentages en scene hver dag: Dolores pakker bagagen på sin hest og taber hver gang en dåse på jorden. Vi følger dåsen trille med en lille panorering i ultranær. Man ser en mandehånd række ned og galant samle dåsen op. Forskellige mænds hænder hver dag. Et møde opstår. Dette fokus på dåsen understreger dens vigtighed som mulig genstand for et tilfældigt eller skæbnebestemt møde. Men det er det ikke. Hændelsen er en plottråd lagt ind af skaberne af Westworld, der med variationer gentages hver dag. I byens saloon står et piano, der kan spille af sig selv. Det vises gentagne gange, filmet med en montage af billeder i ultranær af pianoets forskellige maskindele, der kører rundt og får tangenterne til at bevæge sig op og ned og derved melodien til at spille. Musikken fra pianoet fungerer i saloonen som incidentalmusik; dvs. synkron lyd. Gentagelsen af pianomontagen markerer både en gentagelse af de samme begivenheder i saloonen dag efter dag, og at robotter er mekaniske maskiner, der udfører et arbejde igen og igen. Lyden af pianoet trækkes ofte med over i andre scener i byen, så den ændrer karakter og bliver underlægningsmusik, der, som ledemotiv, indrammer alle begivenheder i byen. Denne gentagelse kan minde om folkevisers tragiske omkvæd. Vi aner, at det ender galt. Robotterne er for menneskelige til, at de kan fungere i disse begivenheder, der gentages. Som konsekvens bliver nogle af robotterne ustyrlige, bryder ud af parkens begivenhedsmønstre og er til fare for menneskene. Oprørske robotter er ikke gode at have. Mennesket skal være sin teknologi overlegen. Paradokset er, at robotterne skal ligne mennesker meget for at gøre Westworld til en overbevisende forlystelsespark. Robotterne kan føle, erindre, tage ved lære og begynder at udvikle en fri vilje. Og så er der ikke længere nogen forskel på robot og menneske. Det understreges endda af, at en videnskabsmand selv viser sig at være en robot. Serien viser ydermere, at også de mennesker, der dræber og voldtager robotter, er eller bliver ødelagte og følelsesforkvaklede. Westworld er en synekdoke over en verden, hvor lovløsheden herskede. Fortællinger fra det vilde vesten allegoriserer en tidsperiode, hvor man tog ved lære af at leve i lovløsheden og vildskaben. Den lærestreg skulle udvikle os til det bedre. Men gentagelsens struktur i Westworld er uden evolutionens lineære udviklingsmuligheder, hvor udvikling sker i det uforudsigelige, med retten til at begå fejl og tage ved lære. Menneskeligheden – i ægte såvel som kunstige mennesker – regredierer i Westworld, fordi robotteknologien misbruges i uetiske gentagelser. Postapokalypsen og dystopien – Peaceforce Hvad skal der blive af vores verden, hvis vi ikke bremser den globale opvarmning? Hvad kan ske, hvis overvågningsmedier eller underholdningsmedier ukontrolleret udnyttes? Hvilke væbnede konflikter vil verdenssamfundets øgede polarisering

Dansknoter

mellem politiske standpunkter, racer og religioner kunne medføre? En del science fiction-film viser, at resultatet bliver et postapokalyptisk og/eller dystopisk fremtidsmareridt. Hvad skal der til for at forhindre en sådan fremtid? Den danske science fiction-kortfilm Peaceforce giver ét bud på dette. Det gør den indirekte ved at vise, hvordan vi mennesker ikke bør opføre os. Kortfilmen er postapokalyptisk og dystopisk og skildrer et ødelagt, krigshærget Danmark, der kontrolleres af et fredsbevarende militærstyre. Knaphed på føde og andre basale fornødenheder er hverdag for de fleste mennesker. Ude blandt murbrokkerne i det Ydre Distrikt er en elefant tilsyneladende gået amok, og repræsentanter for folkerådet søger hjælp hos militæret. Den unge dansktalende soldat AHT 43162 (AHT) vil gerne hjælpe af et godt hjerte. Han tager med en gruppe fra folkerådet ud i landskabet. I præsentationen ser vi ikonografiske supertotaler af bombede bygninger og veje. Det er en verden ødelagt af krigens destruktive teknologi. Billederne er tintede i en næsten farveløs grå tone, og underlægningsmusikken er monotone synthesizertoner. Ingen sol, ingen fuglesang, kun tåge og vindens susen. Krigens maskine har gjort verden gold. Dernæst følger vi gruppen på dokumentarisk vis, med håndholdt kamera. Vi er på den måde tæt på menneskene, og vi kan ane, hvad der har ført til krigen. Der er en scenisk intensitet. Dialog og ansigtsudtryk skaber fremdrift. AHT siger om militærstyrets hjælp: ”I er nødt til at stole på hinanden”, men folkerådets leder ler sarkastisk og ryster på hovedet. Da AHT møder flere forhutlede mennesker ude blandt murbrokkerne, ser vi, at de er vrede og usamarbejdsvillige. Folkerådet vil have elefanten dræbt, den har trådt en ihjel. De finder en lille pige, som gruppen kalder en “klosker” (09:07). Kloskerpigen ved, hvor elefanten er, men vil ikke have den dræbt. Pigen repræsenterer det fremmede; hun har mørkt krøllet hår, mørk hud og brune øjne. ”Kloskere, de er fulde af løgn” (09:25) , siger en fra folkerådet. Men det er folket, der er mistroisk og fremmedfjendsk. Endelig finder de elefanten. Billedkompositionen her visualiserer et magtforhold: Elefanten er den lille i baggrunden, og menneskene i forgrunden fylder og indrammer billedet rundt om elefanten. Folkerådet ser ikke elefantens værdi som levende væsen og vil bare spise den. For de er sultne og mangler de basale fornødenheder, og det er et reelt problem. AHT overvejer, hvad han skal gøre. Han ser elefanten i sine helhed. Elefanten er et stærkt symbol på ikke kun det fremmede og eksotiske, men også på den sidste rest af den majestætiske natur. Der er dybde i billederne, men ofte med fokus på enten forgrund eller baggrund, og der er tit fokusskift: Det kan enten være soldaten, der er i fokus eller folkerådet. AHT står sjældent tæt sammen i billedet med de andre. Fokus, fokusskift og dybdekomposition markerer, at der ikke er enighed

Dansknoter

og samhørighed mellem AHT og folket, han skal hjælpe. Derudover markerer den uskarpe baggrund, at det er svært at se det fulde billede i en kompleks verden. Dilemmaer er hverdag, der er ingen nemme løsninger. I sidste ende vælger AHT at skyde elefanten. Han skyder dyret flere gange med sit automatvåben, og man får en fornemmelse af våbenteknologiens destruktive uigenkaldelige kraft. Folket jubler, da elefanten dræbes. Soldaten fra Peaceforce skulle i bedste fald være fredsbevarende, men han løser problemet med vold. Han giver efter for presset og vælger den hurtige løsning. Kloskerpigen står alene på en klit og kigger bebrejdende ned på AHT. Han ser hende ikke i øjnene og går væk fra gerningsstedet. Folkets opførsel i denne postapokalyptiske verden viser, hvilke problemer vi har i verden nu. I en verden af ulighed, uvidenhed og resursemangel gror egoisme, fremmedhad, mistillid og løgn. Det må vi rette op på, ellers kan vi ende med en altødelæggende konflikt. Science fiction spår, at en ukontrolleret teknologisk-politisk udvikling kommer til at koste dyrt i sidste ende. Der er brug for etiske retningslinjer, viden, ansvarlighed og omtanke, så mennesket styrer teknologien og ikke omvendt. Westworld viser os, at mennesket skal passe på med at lege Gud og skabe kunstigt liv, for vi kan ikke overskue robotteknologi. Peaceforce viser os, at bl.a. uvidenhed, mistillid og resurseknaphed kan polarisere verden, og sammen med våbenteknologi kan det føre til et postapokalyptisk scenarie.

Referencer Gornstein, Peter: Peaceforce, Miso Film 2011 Nolan, Jonathan: Westworld, episode 1 og 2, Warner Bros 2016 Sørensen, Erling: Genrefilm og filmgenrer, Systime 2016 Noter 1 Der er seks undergenrer: De fire andre er rumvæsenet, den fordrejede virkelighed, tidsrejsen og rumoperaen. For en uddybning se Genrefilm og filmgenrer (2016). 2 Sæson 1 og 2 af Westworld er instrueret af Jonathan Nolan. Den kan ses på HBO. Peaceforce kan ses på Filmcentralen.dk. 3 Cybernetisk organisme, dvs. dels menneske – dels robot 4 Low key, dvs. spartansk belysning

LITTERATURENS

posthumane potentialer Pacemakere, cochlear-implantater og øjenlaseroperationer er blot enkelte eksempler på teknologi som har ændret opfattelsen af det at være menneske. Artiklen diskuterer hvordan teknologi kan accelerere udviklingen fra nutidens menneske til det posthumane ”menneske”, og viser hvordan litteraturen har en særlig mulighed for at reflektere over de forhold som fremtidens posthumane udviklinger med stor sandsynlighed vil indebære.

Martin Gregersen ph.d. ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad. Tobias Skiveren ph.d. ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, anmelder ved Jyllands Posten og redaktør ved Passage – tidsskrift for litteratur og kritik.1

Får man problemer med hjerterytmen, er det i dag almindelig praksis at hæfte to ledninger på hvert sit hjertekammer og installere en batteridreven elektronisk enhed under kravebenet, som kan regulere hjerterytmen på de tidspunkter, hvor hjertet selv svigter. De slag, hjertet normalt selv slår, overtages slet og ret af ledningens stød, som orkestreres af pacemakerens samling af mekanisk hardware og digital software, alt sammen begravet ikke bare under hudens overflade, men dybt inde bag brystkassens skelet. Det er i en vis forstand sigende, at netop hjertet, der traditionelt har symboliseret det allermest menneskelige, her viser sig uden videre at være substituerbart med noget så umenneskeligt og mekanisk som en computer: I sidste ende er det det samme elektroniske stof, der driver såvel vores hjerter som vores laptop. Tanken er umiddelbart mærkværdig at forholde sig til. Betyder den, at teknologien i bund og grund er menneskelig, eller værre endnu: at vi mennesker i sidste ende er langt mere umenneskelige, end vi normalt går og tror? Havde vi før at gøre med forestillingen om en krop, der var fundamentalt anderledes end og afgrænset fra dens omverden, tvinger pacemakerpatientens eksistens som teknokød os i

hvert fald til at tænke om os selv og vores miljø på radikalt anderledes måder. Selv en så selvfølgelig og udbredt teknologi som pacemakeren griber ikke bare ind i vores kroppe, men ind i vores selv- og verdensforståelse. Denne teknologi er selvfølgelig bare et eksempel. Sansende håndproteser, cochlear-implantater, øjenlaseroperationer, ja, selv lykkepillekure kunne være andre. For slet ikke at nævne den for ganske nyligt realiserede mulighed for at skabe et barn med DNA fra tre forældre (Falsing 2016, se også M. R. Thomsen 2013, s. 2) eller de mere science-fiction-agtige forlydender om forestående menneskekloninger og kimærearter,2 som man fra tid til anden støder på (se Møller 2008 og Koch 2008). Der er i vores aktuelle tid tale om en veritabel opblomstring af teknologiske landvindinger, der sammen rejser grundlæggende spørgsmål om, hvad det menneskelige individ er og kan blive. I lyset af de nye teknologier kan vi ikke længere tænke mennesket som essentielt og stabilt, men må omvendt anerkende, at den menneskeopfattelse, vi hidtil har båret rundt med og endda bygget samfund på, i høj grad er til forhandling. De teknologiske indgreb, som kun vil blive mere gennemgribende i fremtiden, forskyder vores fokusering på Mennesket som en essentiel kategori til

Dansknoter

idéer om, at mennesket blot er en art blandt mange andre, og at det ikke alene er opstået på et specifikt tidspunkt, men gennem dets gensidigt udvekslende omgang med miljøet også vil videreudvikle sig til noget andet. I og for sig er det en logisk følge af Darwins evolutionslære, at arter på et eller andet tidspunkt vil kunne forvandle sig til en anden art. Men hvor det tidligere kun var gennem naturlig selektion, at denne udvikling blev foranstaltet, er vi nu i en situation, hvor mennesket selv og ikke mindst dets hyperteknologiske midler helt åbenlyst også har indflydelse på, hvordan dets fremtid kommer til at se ud, og hvornår den vil indfinde sig (se også M. R. Thomsen 2013, s. 4). Teknologien kan så at sige accelerere udviklingen fra nutidens menneske til det posthumane ”menneske”. Den forestilling om mennesket, som teknologiens udviklinger rokker ved, tilskrives ofte den klassiske humanisme, der satte det menneskelige subjekt øverst i det etiske såvel som ontologiske hierarki. Hvor humanismen byggede på en essentialistisk illusion om Menneskets universelle særstatus og autonomi, dér refererer ”posthumanisme” omvendt til de stadigt mere indflydelsesrige filosofiske bevægelser, der netop bryder med denne forestilling ved at forstå mennesket som en langt mere ustabil kategori end almindeligvis antaget. Frem for en ontologisk skelnen mellem menneske og ikke-menneske, peger de posthumane fremtidsudsigter nemlig i retning af en langt mere flydende verdensforståelse, hvor det ikke-menneskelige og menneskelige konstant bevæger sig ind og ud af hinanden i korrelerende påvirkninger.3 Vi har her at gøre med fremkomsten af en alternativ ontologi, der gør op med det fasttømrede skel mellem på den ene side det aktive, skabende og frie menneske og på den anden side de passive, døde og manipulerbare omgivelser, som dette menneske befinder sig i. Mennesket er ikke et distinkt væsen, der er adskilt fra og defineret divalent op imod sine omgivelser, men altid indfiltret heri (se f.eks. Wolfe 2010, Alaimo 2008, Coole 2010 og Ohman 2009 ). Selvom opgøret med humanismens idé om Mennesket i og for sig ikke er ny, så har den hyperteknologiske udvikling altså betydet, at man nu må rette et fornyet kritisk blik på humanismens essentialisme (se også Wamberg 2012, s. 9). Helt elementært: Hvis man mener, at det at have to forældre er en essentiel egenskab ved det at være menneske, er det åbenlyst, at denne overbevisning er under pres, når teknologien nu muliggør børn med tre forældre. Og hvis man mener, at selvstændig vilje og autonomi er en essentiel egenskab ved det at være menneske, er det selvsagt, at denne forestilling problematiseres, des mere afhængige af og sammensmeltede med teknologien vi bliver. Dermed rejser den selvforanstaltede evolution, som de videnskabelige nybrud muliggør, en række eksistentielle såvel om politiske dilemmaer, man bør tage højde for. Hvilke implikationer vil

Dansknoter

muligheden for genetisk-biologisk optimering have for den sociale organisering? Hvilke konsekvenser har det for fænomener som vilje, værdighed og erotik, hvis det bliver muligt at sammenkoble bevidstheder? Refleksioner over sådanne spørgsmål er særdeles relevante, af den simple, men væsentlige grund, at vi her kan være med til at udforske, afprøve og vurdere, hvilken type ”menneske” vi vil være i fremtiden. Derfor er det heller ikke muligt at reservere det posthumane som forskningsfelt til naturvidenskabelige discipliner som kybernetikken, ingeniørvidenskaben etc., al den stund at de overvejelser om det gode liv, etik, tilværelsesformer, magt og social organisering, som de teknologiske fremtidsudsigter sætter i spil, nærmest gennemsyrer samtlige menneskevidenskaber, fra antropologi over filosofi til psykologi. Særligt interessant i denne sammenhæng er imidlertid, hvilken rolle litteraturen og videnskaben om den kan spille. Et bud kunne lyde, at litteraturen kan være med til at udvide rækkevidden af den refleksionshorisont, vi tænker fremtiden inden for. Har man at gøre med litteratur, har man samtidig at gøre med forestillede scenarier, ikke aktualiserede virkeligheder, (u)mulige verdner. Med Mads Rosendahl Thomsens metafor fra The New Human in Literature (2013) er litteraturen et ”laboratorium” (M. R. Thomsen 2013, s. 171), hvor forestillinger om fremtidens menneske, der måske virker fuldstændigt usandsynlige og utænkelige i dag, kan fremsættes, udfoldes og diskuteres. ”Fiktion giver os adgang til den biomedicinske forestillingsverden”, skriver Susan M. Squire parallelt hermed, ”den zone, hvor narrative eksperimenter folder sig ud og psykiske investeringer artikuleres” (Squire 2004, s. 17). Eller formuleret med Atle Kittangs ord har litteraturen en ”futuristisk ontologi” – den transcenderer sit eget ophav og rækker ud over sin historiske forankring (Kittang 2001, s. 1946, se også Jørgensen 2014, s. 269). I en sådan optik tilbyder studiet af litteraturen en privilegeret mulighed for at få indblik i og reflektere over de forhold, som fremtidens posthumane udviklinger med stor sandsynlighed vil indebære. Vil vi forstå, hvad det er, vi går i møde, er det derfor ikke nogen dårlig idé at supplere kemikerens pipette og ingeniørens ligninger med bøgernes spekulative forestillingsverdner. Dykker man ned i dansk litteraturs mange teknologiorienterede forfattere, vil man da også opleve, at der i det væld af bizarre, foruroligende og fantastiske visioner, man finder her, er masser af tankegods at komme efter. Eksemplerne er legio. Tag blot en hyperkanoniseret skikkelse som Emil Bønnelycke, hvis futuriske besyngelser i prosadigtet ”Aarhundredet” fra Asfaltens Sange (1918) ikke bare byder på en teknologi-fetichisme af de mere radikale, men også en af dansk litteraturs første posthumane visioner. Det er velkendt, at elevatorerne, kranerne, togene, flyene, fa-

Det er i en vis forstand sigende, at netop hjertet, der traditionelt har symboliseret det allermest menneskelige, her viser sig uden videre at være substituerbart med noget så umenneskeligt og mekanisk som en computer, I sidste ende er det samme elektroniske stof, der driver såvel vores hjerter som vores laptop.

briksskorstenene og sporvognsskinnens jern her fejres som rene undere, men mindre bemærket er det, at Bønnelycke ret beset også forudsiger, at disse undere i sidste ende vil forvandle mennesket selv: ”I Følelsen af at miste Grund under Fødderne, i Følelsen af at blive løftet og baaret, i Følelsen af at bevæge sig i Kurver, Rytmer, Stigninger og Cirkelsving vil Menneskets Syn udvikle sig!” (Bønnelycke 1918, 11) Når mennesket skubbes rundt i teknologiens rytmer, cirkler og sving, lyder Bønnelyckes pointe, skubbes der også til menneskets egen beskaffenhed: Mennesket vil ikke se verden på samme måde, når først det har været udsat for den moderne tekniks kræfter. Teknologiens – ofte ukontrollerbare – evne til at styre, hvem og hvordan vi er, er også temaet i Anders Bodelsens knap halvtreds år ældre roman Frysepunktet (1969), men med modsat fortegn. Her mødes vi af en virkelighed, hvor lægevidenskabens landvindinger har realiseret drømmen om det evige liv, men for så vidt opretholdelsen af menneskekroppen kræver et vist antal kropslige reservedele til løbende udskiftning, må nogle dø, for at andre kan blive ved

med at leve. Løsningen bliver en samfundsindretning, hvor man kan vælge enten at gøre brug af de nye medicinske teknologier med den konsekvens, at man tvinges til at arbejde på livet løs (om man så må sige) eller at leve frit og uden restriktioner, indtil man bliver (død)syg. De teknologiske udviklinger udmønter sig på den måde i både eksistentielle og politiske problemstillinger: Er et lænkebundet knokkelliv overhovedet livet værd? Er det efterstræbelsesværdigt med et overgribende statsapparat, der faciliterer og fordeler implementeringen af de nye opfindelser? I Frysepunktet (1969) er den enkeltes kvababbelser såvel som samfundets dårligdomme et produkt af selve den teknologi, vi troede skulle redde os. En mindre dystopisk vision om den moderne teknologis konsekvenser finder man i dansk samtidslitteratur, hvor særligt Kaspar Colling Nielsen har gjort sig bemærket med en række spekulative fortællinger. Én af dem handler om de sociale implikationer ved udviklingen af menneskekimærer. Inspireret af dyrelivet på og omkring ”Mount København”, et 3500 meter højt bjerg, der på mærkværdig vis er blevet opført ved Avedøre Holme, gennemgår ornitologen Jan Peter Lassen en række operationer, der i sidste ende transformerer ham til et fuglemenneske. Udviklingen stopper dog ikke ved

Dansknoter

Studiet af litteraturen tilbyder en privilegeret mulighed for at få indblik i og reflektere over de forhold, som fremtidens posthumane udviklinger med stor sandsynlighed vil indebære.

dette enkeltstående eksemplar. Lassen er, om man så må sige, ikke en enlig svale. Derimod ekspanderer racen til først 87, siden 4700 og senere svimlende 12 millioner artsfæller. Den posthumane metamorfose bliver nu et samfundsmæssigt og politisk spørgsmål, for kan et fuglemenneske overhovedet have del i menneskerettighederne? Og hvilken position skal arten indtage i Indiens kastesystem? Det er ikke altid tilfældet, at værkerne leverer klokkeklare svar på sådanne spørgsmål. Men ofte rejser de dem på måder, hvor vi let kan leve os ind i og få fornemmelse for, hvad de betyder for den enkeltes levede liv. Tekster som Bønnelyckes, Bodelsens og Colling Nielsens anskueliggør, hvor indfiltret i teknologien vi kommer til at blive – og i en vis forstand allerede er. Skal vi have en chance for at diskutere, i hvilken udstrækning dette forhold er et gode eller et onde, er det selvfølgelig vigtigt med abstrakte politiske og filosofiske diskussioner, men et godt afsæt for disse er altså den tænke-teknologi, vi kalder litteratur.

Litteratur Alaimo, Stacy og Susan Hekman (red.): Material Feminisms, Indiana University Press, 2008 Bodelsen, Anders: Frysepunktet, Gyldendal, 1969 Bønnelycke, Emil: Asfaltens Sange, Nordiske Forfatteres Forlag, 1918 Braidotti, Rosi: The Posthuman, Polity Press, 2013 Koch, Lene: ”Artschauvinisme: Den posthumane tidsalder” i: Weekendavisen, 08.08.2008 Møller, Bjarke: ”Dollys far: Nej til menneskekloning” i: Information, 6. marts 2008 Nielsen, Kaspar Colling: Den danske borgerkrig 2018-24, Gyldendal 2013

Dansknoter

Coole, Diana og Samantha Frost (red.): New Materialisms. Ontology, Agency, and Politics, Duke University Press, 2010 Falsing, Rebekka: ”Barn med tre forældre født” i: Ingeniøren, 28. september 2016 (https://ing.dk/artikel/barn-med-treforaeldre-foedt-187122) Jørgensen Jens Lohfert: Sygdomstegn. J.P. Jacobsen, Niels Lyhne og tuberkulose, Syddansk Universitetsforlag, 2014 Kittang, Atle: ”Verket i historia, historia i verket” i: Sju artiklar om litteraturvitskap – i går, i dag og (kanskje) i morgon, Gyldendal Norsk Forlag, 2001 Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: Den materielle drejning. Natur, teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur, Odense Universitetsforlag, 2016 Squire, Susan Merrill: Liminal Lives. Imagining the Human at the Frontiers Biomedicine, Duke University Press, 2004 Thomsen, Mads Rosendahl: The New Human in Literature. Posthuman Visions of Changes in Body, Mind and Society after 1900, Bloomsbury, 2013 Wamberg, Jacob m.fl. (red.): The Posthuman Condition. Biotechnological Challenges, Aarhus Universitetsforlag, 2012 Wolfe, Cary: What is posthumanism, University of Minnesota Press, 2010 Öhman, Marie: ”Från humanism til posthumanism” i: Litteratur och språk, nr. 5, 2009 Noter 1 Sammen har Gregersen & Skiveren udgivet flere artikler og bøger om dansk litteratur, senest monografien Den materielle drejning. Natur, teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur, Syddansk Universitetsforlag, 2016. Artiklen, som bringes her, er et omskrevet uddrag af denne bog. 2 Kimærearter dækker over en sammensmeltning af dyr og menneskeembryoner (Koch 2008). 3 For en uddybning af forholdet mellem begreberne ”posthumanisme” og ”det posthumane” se Skiveren 2016: s. 79.

/// Resonance (2014). Fra projektet Let Lost Be Your Guide 2006.

Foto: Thomas Knoop

Teksten i midten

Svend Åge Madsen Født i 1939. Debuterede i 1962 med novellen "Den ottende dag" (i Vindrosen), året efter udkom romanen Besøget og herefter følger et hav af udgivelser: Lystbilleder (1964), Otte gange orphan (1965), Tilføjelser (1967), Liget og lysten (1968), Tredje gang så tager vi ham (1969), Maskeballet (1970), Sæt verden er til (1972)… "Uforelsket" (i Det du ikke ved, 2016). Forfatterskabet udgøres primært af romaner, noveller og dramaer, men også essays, børne- og ungdomsbøger. Forvilder man sig ind på Svend Åge Madsens hjemmeside, støder man på en række humoristisk tankevækkende bemærkninger, bl.a. følgende: "TANKEKUR Vores hjerne forbrænder ca. 20% af de kalorier vi indtager. Den sjoveste måde at tabe sig er at læse tankevækkende bøger. Gå på tankekur." Med denne opfordring er der vist kun tilbage at sige: god læselyst!

Dansknoter

TANKER. KASSEN. Vågen ... jeg er vågen. Ukendt seng. Fremmed rum, genklang. Hvad er det? Hvad er det? Hospital, må være hospital. Men denne klapren, genklang, noget der gentager mine tanker, tanker. Fik det dårligt, segnede, hasteindlagt, operation. Husker kun vagt, vagt, som om erindringerne kommer, erindringerne kommer forsinket, forsinket... Døren åbner. Døren åbner, dobbelt dør? Sygeplejerske, smilende, tiltalende... talende til. - Du er vågen? Du er vågen? ... Du må være sulten. - Hvad er der sket? Hvad er der sket? - Det taler vi om senere. Morgenmad, ganske lille indgreb ... Et øjeblik, et øjeblik, et øjeblik. Døren lukker igen, igen, igen, igen. Som et ekko...ekkoko... Op. Ud af seng, jeg kan rejse mig, stå. Ganske lille indgreb. Denne klapren? Vinduet ... kraftigt glas ... huse overfor ... højhus. Ti-tolv etager ned. Stadig denne klapren. Ikke noget at mærke på mit hoved, ingen bandager. Intet indopereret? Indopereret? Alligevel klapren. Metalliske tanker. Metalliske tanker. I skabet, skjult, denne kasse ... denne kasse, denne kasse. Kraftigere. Blinkende lampe, rød. I takt med mine tanker. I takt med mine tanker. Den optager, den optager, den optager, den optager. Mig, mine tanker. Sætte mig på stol, træstol. Kassen optager mine tanker. De har fundet metode så de kan optage mine tanker. Tydeligt, kassen klaprer mine tanker ned. Indopereret en chip? Intet at mærke. I kroppen? Ikke nødvendigvis hovedet. Hvorfor? Må passe på hvad jeg tænker... nu ved de at jeg passer på. Og ved at jeg ved at de ved. Men hvad vil de opnå? Jeg er journalist? Skal opsøge fjendtlig, truende gruppe. Infiltrere, sende direkte, mine tanker, udsendes. Alle kan følge mine tanker? Kassen klaprer, klapper begejstret. Må være forkert. Jeg begik forbrydelse? Nu vil de forhindre gentagelse. Altid følge mig. På vagt, parat til at standse mig. Det øjeblik jeg får farlige tanker. Kassen klaprer, opfanger dem uafbrudt. Kan ikke slippe for mine infame tanker, infame tanker.

Jeg var politiker? Truede med at opnå for stor popularitet. Nu vil de fange mig. Opfange mig, mine tanker, på forhånd, afsløre, forkerte veje, forkerte veje. Tikker ind i optageboxen. Hvilken opfindsomhed, uventet, ikke deres, min. Har operation frigjort fantasi? Jeg mindes skrænten ned til åen, solskin, sidder i skyggen under træet, venter på at møde ... Glimter og gnistrer. Forsøgte at komme bag på den, men også den slags tanker udløser klapren, tankeklapren. Alt opfanger den, hvert indfald. Ingen afbryder på den, ingen ledning. Ingen mulighed for at slippe, en lukket kasse. Håndstor. Kun én mulighed. Ikke afslutte tanken. Rejser mig, beslutsomt. Handle hurtigt inden de opfanger min plan. Standser mig. Griber træstolen, slynger den mod ruden, der knuses, glasskårene flyver, stolen fortsætter sin bane. Hvirvler ned, nedad. Rammer jorden med et brag som kan høres helt herop, Stolen splintres, ben, ryglæn til alle sider. Griber kassen. Inden de når ... Idet jeg slynger den, samme vej som stolen ...gennem den knuste rude. Stands ... gør det ikke ... dine tanker ... Mig der sender... Døren revet op, sygeplejersken, ikke længere smil. Skræk. - Stop, stop dog. Kassen, det er jo den der tænker... sender dig tanker ...forsøger at give dig liv... Sender tanker til dig, gisper kassen. Mig der sender dine tanker ... lydene fortaber sig, i takt med at kassen hvirvler ned mod jorden, forsøger liv... sender... dine... tanker, forsinket idet kassen fjerner sig. - Du knuser dig selv, siger kvinden ved døren. Når kassens tanker styrer mig. Hvorfra ideen at knuse den? Tanker ... svinder ... kan dårligt opfan... Uden... mig... uden... mig... er... du... int... Alt blir hvidt. Sort.

Dansknoter

/// Fra serien State of Secrency (2015). Fra projektet Let Lost Be Your Guide 2006.

Dansknoter

VOXPOP Hvordan underviser du i emner der bidrager til belysning eller problematisering af forholdet mellem mennesker og teknologisk udvikling?

SØREN FALGAARD, Dansk og Mediefag, Falkonergården Gymnasium & HF-kursus

SVEN DAMGAARD ØRNSTRUP, Dansk og Mediefag, Aarhus Akademi

Forholdet mellem menneske og teknologi er et hot emne, naturligvis. Et oplagt sted at adressere den nyere teknologi er i nyhedsformidlingsforløbet. Her er der mulighed for at adressere ny (medie)teknologi og dens indvirkning på kommunikationen i vores samfund. Faktisk oplever jeg, at det en god idé at arbejde med et fokus på, hvordan udviklingen indenfor medieteknologi ændrer vores måder at kommunikere på. Når jeg arbejder med nyheder, forsøger jeg således at leve op til kriteriet om aktualitet. Den trykte avis og kernebegreber som nyhedskriterier og nyhedstrekanten er ikke helt væk, men de spilles op mod en ny væg. Jeg er således ikke bange for at rejse ud i de sociale medier og afsøge nye medier med deres eventuelle fake news. Jeg synes faktisk, at det er noget af det vigtigste og mest relevante at undervise i. Jeg oplever også, at man ikke skal være så bange for at tage elevernes og vores nye medievirkelighed alvorligt som undervisningsemne. Hvordan opstår og vinkles historier på nettet, og hvordan udvikler den offentlige mening sig i det hyperkomplekse medielandskab, vi i dag lever i? Det vil, kan og skal eleverne være med til at udforske.

Når jeg berører temaet menneske og teknologi, sker det som regel i forbindelse med dystopien og et kig på nutidens overvågningsteknologi og -debat. Vi starter dog et helt andet sted: Nemlig i oplysningstiden. Jeg vil gerne – uden at det skal lyde højpandet – forsøge at etablere nogle rammer, der kan fremme elevernes udvikling som myndige og aktive borgere. Her er det min oplevelse, at en del af mine HF’ere bider på, når jeg introducerer dem for Lockes tanker om religionsfrihed i ”Brev om tolerance”, Kants myndighedstænkning i ”Hvad er oplysning” og Voltaires deisme ifbm. Candide. Disse tænkere, som alle beskæftiger sig med individets myndighed og ansvar i en samfundsmæssig kontekst, giver en god teoretisk ramme at angribe den dystopiske genre ud fra. I arbejdet med de dystopiske fortællinger ser vi på, på hvilke måder staten forsøger at erodere individets muligheder for et myndigt selv – og måske dermed for et meningsfuldt liv? Vi kaster os gerne over en novellesamling ved navn Skybrud, der udkom i 2014. Teksterne er primært skrevet af ikke-etablerede forfattere, men holder alligevel et godt litterært niveau. Se dagens lys er også god (og lettere end fx 1984), og et medieværk kan det også blive til, da filmen Equilibrium er ganske elevvenlig. Ift. overvågningsteknologi kan fænomenet ’predictive policing’ kobles til sociale medier og individets fremtidige muligheder for at agere frit online uden frygt for at havne i en forkert kasse hos diverse myndigheder uden at vide det. Også danske kommuners omgang med Facebook og kontanthjælpmodtageres brug af ditto kan fx tages op. Det er kun fantasien, der sætter grænsen ift. forskellige former for overvågning.

Dansknoter

DITTE EBERTH TIMMERMANN Teknisk Gymnasium Skanderborg

ANNE LARSEN LINDBLOM, Teknisk Gymnasium Hillerød

Teknologisk udvikling som tema og problemfelt rammer lige ned i htx’ernes interessefelt – og det er et godt afsæt for en dansklærer på en gymnasial retning, hvor danskfaget i udgangspunktet ikke står øverst på listen over yndlingsfag. Jeg elsker at arbejde med computerspil med eleverne, fordi spillene er komplekse tekster, hvor indholds- og formmæssige betydninger skabes i samspil med teknologien. Det giver mulighed for forskellige faglige tilgange (som i samme ombæring lige kan repeteres), og eleverne oplever at se på spillene med nye og kritiske øjne. Eleverne er med til at vælge de spil, vi analyserer. Mit mål er ikke at introducere dem for nye spil, som jeg ville gøre med fx de litterære tekster, men netop at lade dem arbejde fagligt med tekster, de holder af og ofte bruger ukritisk Vi arbejder induktivt med analysearbejdet, så eleverne formulerer selv nye begreber undervejs og overvejer i forhold til hvert spil, om det fx er de fortælletekniske begreber, diskursanalysen eller de filmtekniske virkemidler, der særligt skal belyses. De forholder sig dermed pludseligt til den teknologi, de bruger og tager for givet – om end det kan være lidt udfordrende at opretholde en analytisk distance. Tværfagligt samarbejde ligger lige til højrebenet, og den danskfaglige forståelse får en ny relevans, når eleverne selv er innovative og skabende i samarbejde med IT-fagene. Vi har fået nogle fine og lærerige spil til skolebørn ud af det i år – og nogle elever med et skærpet blik på såvel teknologi som danskfaglig metode.

På htx, hvor jeg underviser, står der i den gældende læreplan for dansk, at faget ”går i dialog med de naturfaglige, samfundsfaglige og teknologiske discipliner om almen og teknologisk dannelse og omfatter elevens rolle som borger i et demokratisk samfund”, så det har givet sig selv at beskæftige sig med menneskets forhold til teknologi. I den nye læreplan kommer der til at stå, at danskfaget ”beskæftiger sig med mangfoldige teksttyper i et kulturelt, idéhistorisk, teknologisk, naturfagligt og erhvervsrettet perspektiv”, så emnet vil naturligvis fortsat være centralt i dansk på htx, og det bliver interessant at se, hvad den kommende dansk-idéhistorie-opgave kan tilføre på området. På lærebogsfronten står det imidlertid lidt sløjt til, og en opdateret undervisningsbog, der tematiserer forholdet mellem moderne teknologi og de etiske problemstillinger, der er forbundet med menneskets placering i teknologisamfundet, er savnet i htx-verdenen. Knud Muncks htx-klassiker Menneske og teknologi (1995) er efterhånden noget bedaget, men jeg kan stadig finde inspiration i tekstudvalget. Marlene Ørnstrup Petersen og undertegnede har med tekster af bl.a. H.C. Andersen, Johs. V. Jensen og Seeberg behandlet emnet i kapitlerne ”Maskiner og moderne metropoler” og ”Det splittede sind” i udgivelsen Tekstarbejde på tværs (2016). I min undervisning har jeg ofte haft held med at lave et tværfagligt forløb med teknologihistorie med udgangspunkt i industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet og tekster af H.C. Andersen som fx ”Jernbanen” eller ”Dampskibs-Fart” fra En Digters Bazar (1842), Den store Søslange (1872) og ”Om Aartusinder” (1853). Sidstnævnte fungerer rigtig godt for eleverne med dens fokus på turisme og teknologiske forudsigelser. Afsættet for forløbet er teknologioptimisme og –pessimisme, og vi kommer bl.a. omkring romantikken, H.C. Ørsted, forholdet mellem kunst og videnskab, rejselitteratur, new journalism, og eventyr- og science fiction-genren. Derefter arbejder vi med udvalgte tekster fra det moderne gennembrud, fx Bangs ”Magasin du Nord” (1880), tekster af Johs. V. Jensen og Marinettes futurismemanifest og Bønnelycke sammen med Mund de Carlos ”Gaden” (2015). Som eksempler på nyere tiders syn på teknologi ser vi Blade Runner (1982), et afsnit af Äkta Människor (2012), hører Per Vers’ ”Tæt på” (2015) og læser Kaspar Colling Nielsen. Det er også interessant at få transhumanisme på banen og derudfra diskutere etiske dilemmaer i forhold til fx kunstig befrugtning, fosterdiagnostik, plastikkirurgi og cyborgs.

Dansknoter

/// Levet Liv, et udsmykningsprojekt til Ejendomselskabet Gasværksvej Aps, en ejendom som i sin tid husede det gamle Aalborg Stålskibsværft. Her fra et oplæg til print på metal.

Dansknoter

FORSKERINTERVIEW

Marie Gerner-Smidt medlem af redaktionen på Dansknoter

Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskere, hvis forskning har interesse for læserne. Har du et forslag til et interview, skal du skrive til majawe2@hotmail.com

DEPRESSION: VOR TIDS PSYKOPATOLOGI Interview med Mikkel Krause Frantzen, Ph.d., ekstern lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Hvad går den forskning du sidder med lige nu, ud på? I skrivende stund er der én dag til jeg skal forsvare min afhandling Going nowhere, slow som handler om depression og samtidslitteratur og -kultur. Der er lige kommet en ny rapport fra WHO som viser at ca. 300 millioner mennesker lider af depression verden over. Depression er således vor tids paradigmatiske psykopatologi, og alene af den grund synes det relevant for en litteraturvidenskabelig analyse, der vil gøre krav på en vis samtidighed, at opholde sig ved depressionsfænomenet. Jeg kigger altså på samtidige æstetiske fremstillinger af depressionserfaringer. Det har i den forbindelse været afgørende for mig ikke blot at anskue depression som et individuelt, psykologisk fænomen, men også som et samfundsmæssigt og politisk problem.

Dansknoter

Kan du give et eksempel på et fund som du har gjort? Hmm, jeg tror egentlig ikke så meget på at man finder noget når man arbejder på den måde jeg gør. Jeg analyserer, kontekstualiserer, kritiserer. Men når det er sagt, så vil jeg dog indrømme at det er kommet bag på mig, hvor stor en rolle spørgsmålet om ånd, tro, spiritualitet og religion er kommet til at spille i min afhandling. Det har vist sig at være et påtrængende og prekært problem i stort set alle værkerne. Hvad er din empiri og analysemetode? Mit empiriske materiale er litterære værker, kunstneriske artefakter, kulturelle repræsentationer: bøger af David Foster Wallace og Michel Houellebecq, værker af kunstnerduoen Claire Fontaine og filmen Melancholia af Lars von Trier. Rent metodisk har jeg gjort det, at jeg har udviklet det, jeg kalder en symptomatologisk scenografi hvilket vil sige at jeg i mine analyser fokuserer på specifikker scener i de udvalgte værker og kigger på det sæt af symptomer, der viser sig her. Det har jeg gjort for at gøre analysen af depressionserfaringen så konkret som overhovedet mulig og – til en vis grad – lade scenerne diktere hvor analysen skulle hen snarere end omvendt.

Kan jeg gøre noget af det samme i min undervisning? Ja! Det vil være oplagt i det hele taget at fokusere på hvordan litteraturen forholder sig verden omkring den, og litteraturen har jo altid haft et intimt forhold til psykiske sygdomme. Så at kigge på hvordan depressionen dukker op i samtidslitteraturen, og hvordan denne litteratur eventuelt kan nuancere vores forståelse af depression, er yderst relevant i en undervisningssammenhæng. Og der er talrige – danske såvel som udenlandske – værker der konfronterer depressionsproblematikken. Det kan give anledning til både spændende analyser af litteraturen i sig selv og interessante diskussioner i forhold til hvordan vores samfund og samtid ser ud. Hvordan endte du på forskergangen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab? Det var her jeg studerede, og selvom jeg i løbet af min bachelorog kandidatuddannelse studerede i udlandet ad flere gange (Berlin, Damaskus, New York), var det alligevel oplagt at vende ’hjem’ om man så må sige. Så da jeg havde afleveret mit speciale, og der blev udbudt phd.-stipendiater, søgte jeg og fik heldigvis én.

UDVALGTE PUBLIKATIONER: Frantzen, M. K.: "The Demonic Comedy of Thomas Bernhard" i Journal of Austrian Studies, Winter 2016/17 (under udgivelse) Frantzen, M. K.: "Depressive klager og anklager i dansk samtidslitteratur" i Martin Gregersen & Jens Lohfert Jørgensen (red.): LITTERATUR OG … Om litteraturens tværfaglige engagement. Aalborg Universitetsforlag, 2017 (under udgivelse) Frantzen, M. K.: "Poesi i den antropocæne tidsalder: Tid, affekt og fabulation i Theis Ørntoft’s Digte 2014" i Ole Karlsen & Hans Kristian Rustad (red.): Studies in Contemporary Poetry. Aalborg Universitetsforlag, 2017 (under udgivelse) Frantzen, M. K.: "The forensic fiction of Roberto Bolaño’s 2666" i Critique: Studies in Contemporary Fiction, 11/15/2016, s. 1-12 Frantzen, M. K. & Bjering, J. C.: "Depression og/eller apokalypse: Lars von Triers Melancholia" i K & K, nr. 120, 2015, s. 165-184 Frantzen, M. K.: "Lars Skinnebach – en monografi" Forlaget Arena, 2013

Dansknoter

/// Fra serien Passenger 2012. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

/// Fairy Tales 6. Fra Serien Fairy Tales 1-5. 2014. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

Uden for tema

AT LÆSE DEN HERMETISKE DIGTER SIGNE GJESSING

TILBAGE TIL DET BLÅ RUM Denne artikel giver et bud på, hvordan man kan arbejde med Signe Gjessings digtsamling Ud i det u-løse (2014) i gymnasiets 2. og 3.g-klasser. Der fokuseres på digtenes hermetiske karakter og på billedsprogets brug af sammenligningen. Det er en gennemgående pointe i artiklen, at man med Signe Gjessing kan åbne elevernes øjne for, hvordan det hermetiske digt repræsenterer et lyrisk frirum, der ikke vil andet end at give dig en sublim oplevelse. Med andre ord: at man i poesien for et øjeblik kan glemme, at skrift behøver at give udslag i ’mening’.1

Aja Frida Basselbjerg Christensen, f. 1990, Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Artiklen skrives på baggrund af et netop afsluttet speciale (jan. 2017) med fokus på Signe Gjessings forfatterskab.

Tradition og opbrud Signe Gjessing er en ung lyriker, der med sin tilbagevenden til billedsproget markerer et måske kommende skift i ung dansk lyrik. For billedsproget har længe været kørt ud på et sidespor til fordel for det private og politiske, bl.a. hos poeter som Caspar Eric og ikke mindst Asta Olivia Nordenhof, der konkret i sin poetik formulerer en afstand til det centrallyriske jegs lukkede henvendelse og billedsprog. Gjessing er ikke alene om at bruge billedsproget blandt de yngre lyrikere. Også hos Lea Maria Løppenthin og Theis Ørntoft har billedsproget sin plads – bare på en anden måde. For det særlige ved Gjessings digte er, at de ikke kredser om at udtrykke et bestemt indhold – om krop, køn, politik eller natur. I stedet kredser digtene om det sublime som en refleksion over kunstens udtryk. Gjessings digte kan yderligere karakteriseres ved et fravær af henvendelse, hvilket giver dem deres hermetiske karakter. I Gjessings lyrik er fraværet af henvendelse blandt andet en reflekteret afstand til det private jegs følelsesrum, formuleret som et ”jegflor”. I et digt fra debutdigtsamlingen Ud i det u-løse lyder det:

"I mellemtiden var virkeligheden sprunget ud i et jegflor  der næsten kunne smage på bagrummets jeg. Hvor flovt". (Gjessing 2014, s. 41) Gjessings pointering af flovheden i ”jegfloret” trækker os med det samme tilbage til 1980’erne, hvor Michael Strunge i litteraturprogrammet Bazar rasede mod Lola Baidels private skrift: ”Du har det dårligt og jeg har det dårligt, men hvad fanden skal vi bruge det til.” (DR, Bazar, 1984). Og det trækker os tilbage til det, som Søren Ulrik Thomsen senere skulle kalde ”Det Blå Rum” (Thomsen 1990, s. 11). Men hvad skal vi bruge den skrift til, der ikke fortæller os, hvad den vil? Med en positiv beskrivelse af, hvad Gjessings poesi er, kan det konkluderes at hendes billedsprog er hermetisk og virker ekskluderende, fordi det ikke kommunikerer et budskab, vi kan fortolke. Jeg mener, at det er en pointe i Gjessings poesi, at den handler om poesiens tilblivelse – dvs. der hvor skriften vokser og bliver til mere, til det, som Inger Christensen kaldte 'det'. Poesien kan vokse, når læseren får ’plads’ i digtene til at lade sin bevidsthed arbejde

Dansknoter

sammen med ordene. Derfor kan Gjessings digte læses som åbnende for læserens tilstedeværelse i digtene. Disse indkredsninger peger på det sublime som æstetisk refleksion over kunsten i det post- eller senmoderne. Det sublime Pointeringen af at digtet ikke henvender sig, er grove løjer for måske uvante lyriklæsere. Og derfor er det vigtigt, at læsningen i gymnasiet forbereder og giver begreber, ja ’knager’, som det hed i min gymnasietid, vi kan hænge læsningen op på. Den franske filosof Jean-François Lyotard genindskriver i 80’erne det sublime som den moderne refleksion over kunsten, og det er i denne sammenhæng, at det postmoderne og det sublime kommer til at hænge sammen2: ”[D]et moderne æstetiske spørgsmål [er] ikke: hvad er smukt?, men hvad gør kunst til kunst (og litteratur til litteratur.)?” (Lyotard 1986, s. 13).3

Skøn En smagsdom Klassisk kunst Når man spørger til et skønt værk, spørger man: Er det et (vel-lykket) værk?

Sublim En affekt Moderne/avantgarde kunst. Når man spørger til et sublimt værk, spørger man: Er der originale brud?

Det skønne handler om kunstens vellykkethed.

Det sublime handler om kunstens vilkår.

Det sublime som æstetisk refleksion er derfor ikke kun en frisætning af kunsten, men markerer også en frisætning af subjektet, der beskuer den.

Dansknoter

I citatet sammenligninger Lyotard den klassiske kunst med den moderne kunst. Modsætningen mellem den klassiske kunst og den moderne ligger således i måden, vi spørger til kunsten, som skemaet her opridser. Det sublime i det postmoderne er stadig en affekt, ligesom dengang Immanuel Kant introducerede begrebet. Til forskel fra den klassiske kunst, hvor kunstværket giver en affekt af behag, er affekten i det postmoderne foranlediget af en skræmmende, almægtig oplevelse – af det store, som man ikke kan fatte og se. Dette bliver kunstens interesse i det postmoderne: At undersøge ikke blot menneskets erkendeevne, som i romantikken, men ligeledes kunstens rolle for denne. Det sublime i det postmoderne markerer en frisætning af kunsten, hvor den ikke længere er styret af normer for det skønne og det sande. Pointen er, at kunstværker ikke skal behage sit subjekt, men derimod støde i mod og udfordre læserens normalsproglige omgang med verden. Det sublime som æstetisk refleksion er derfor ikke kun en frisætning af kunsten, men markerer også en frisætning af subjektet, der beskuer den. Af samme grund kan en postmoderne kunst karakteriseres ved, at den ikke giver udtryk for noget. Derimod giver den noget til kende, som en antydning af, at noget fandt sted. Digte uden henvendelse Gjessings digte forlader det centrallyriske jegs patos. De forlader det jeg, der spejler sig selv, og vil i stedet skrive digte med jeg’er og du’er, der ikke lukker sig om et budskab. Det sker gennem et sprogligt arbejde, der søger at undgå det stærkt referentielle sprog, som knytter sin næve om betydningen. Det er her, vi finder kimen til det hermetiske udtryk. Selv siger Gjessing i Forfatterstafetten – en samtalekreds af Rolf Sørensen: ”Digteren henvender sig ikke, fordi der allerede i henvendelsen opstår fare for manipulation. Det er ikke et imperativ á la: ’Du, læser, har bare at være der!’. Det er et udsagn som: ’Du kan også være her. Her begynder det!’” (Højmark/Gjessing 2016, s. 207-208). Men hvad betyder det, at digtet åbner sig for sin læser, hvis det ikke kommunikerer et budskab? Det hermetiske er en æstetisk strategi, der vil undgå, at digtet manipulerer sin læser. Med andre ord: at digteren tænker for læseren/digtet. Når man skal rammesætte, hvad det betyder, kan man med fordel sammenligne Gjessing med Pia Tafdrups 80’er-digt ”Snegl” fra digtsamlingen Når der går hul på en engel (1981):

Fra hvælvingerne føres hænderne ned langs slottets mure og spændt muskulatur slappes en snegl glider våd op i sit hus og lytter roligt til sin varme puls beklæd også mine indervægge med dette øjebliks stilhed fyld mit køn med langsomme snegle. (Tafdrup 1999, s. 37) I Tafdrups digt kommunikerer billedet af sneglen lyst. Således er billedsproget formidler af kroppens drifter. Og i sidste strofe forløses læsningens fornemmelser af det dobbelte billede af sneglen og en seksuel drift. Anderledes foregår det hos Gjessing: Pigmenter så tynde som til en burka i fosfor, fugen imellem sommerfuglevingerne (Gjessing 2014, s. 32) I digtet opridses nogle billeder, og det eneste reelle element, som peger ud i en genkendelig virkelighed, er sommerfuglevingerne. Læseren står ved endt læsning over for spørgsmålet: Hvad vil digtet mig? Læseren inviteres her indenfor til at opleve digtet med sin horisont, da digtet kun antyder. Derfor er digtet et slags frirum, fordi det ikke søger at give et bestemt udtryk, men derimod en oplevelse – digtet er et møde uden forudgående aftale. Sådan kan man formulere det. Men hvordan skal vi gribe Gjessings digte an, hvis enhver læsning er individuel? Svaret er, at det hele foregår i sproget. Det postmoderne og det sublime markerer, at kunstens refleksion over sin berettigelse flytter fokus til, hvordan sproget kan/skal arbejde. Sammenligningen – kunstens liv og død Sammenligningen er et centralt stilistisk greb at fokusere på i læsningen af Ud i det u-løse – og det er der to grunde til: 1) Den gentagne brug markerer noget symptomatisk for digtsamlingens stilistiske greb, og 2) Sammenligningen er en simpel trope, som ofte overses eller negligeres. Negligeringen af sammenligningen skal forstås littera-

turhistorisk. Thomas Bredsdorff skriver f.eks. i Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog at ”sammenligninger” i modernismen blev betragtet som ”kedelige og metaforer er sjove” (Bredsdorff 1996, s. 71). Sammenligningen var kedelig, fordi den blot var dekorativ. Ifølge modernisterne var problemet med sammenligningen, at billedet blev ”for præcist [...] og dermed uden erkendelseskraft” (Bredsdorff 1996:74). Dette problematiserer Bredsdorff i sine læsninger af Henrik Nordbrandt og viser, at sammenligningen kan være en kompleks trope. I en bog som Ud i det u-løse videreføres denne tanke: Sommetider trækker vinden huden væk under dig som dugen under kuverter, der bliver stående. Du ryger ikke ned. Jeg klatrer. Min hud er hæftet i min guds ene side. Det er straks mere alvorligt. Du spiser digte og bliver digtfarvet. Du er alt for synlig i majnatten, råber jeg til dig oppe fra træet. (Gjessing 2014, s. 25 Digtet starter med en typisk modernistisk og eksistentiel metafor, der beskriver menneskets udsathed. Metaforen efterfølges af en sammenligning, der skaber en analogi mellem den bevægelse, som begge billeder udtrykker: noget trækkes væk under noget af noget. Som en undren indtræder ledsætningen, ”der bliver stående”, og sætter spørgsmålstegn ved den mening, som udgangsforestillingen, dvs. metaforen, udsiger. For sammenligningen pointerer lighed, men udsiger samtidig et element, der ikke er udtalt i metaforen, ”Du / ryger ikke ned”, som det efterfølgende enjambement udsiger. Sammenligningen angiver lighed, men det er en lighed, der, modsat metaforen, der angiver et prædikativt forhold (hun er en rose), markerer forskellene mellem de to billeder. Sammenligningen har her både en funktion af at være dekorativ, samtidig med at den fremskriver de forskelle, der er mellem de to billeder. Sammenligningen illustrerer for at illudere. Via sammenligningen sker der en problematisering af det udgangsbillede, der sætter tonen for digtets udtryk. Digtet fortsætter som jegets/forfatterens/digtets forsøg på at bevæge sig længere og længere væk fra det pegende sprog, dvs. det sprog, der kommunikerer – her ordsprogene:

Dansknoter

at trække noget væk under nogen og ikke mindst det at være ’hudløs’. Du’et, som digtet henvender sig til, er ikke et subjekt, men metaforens knyttede betydning, det kommunikerende sprog, der tilskriver digtet en eksistentiel og modernistisk patos, som digtet undersøger. Som en moderne refleksion over kunstens liv og død, en sublim refleksion over kunstens vilkår. Højt til loftet Gjessings digte undersøger det metaforiske sprog, der kommunikerer og dermed skaber stabile rum. Selv siger Gjessing om den modernistiske opfattelse af metaforens evner i lyrikken: ”I stedet for at tænke på, hvordan vi kunne få en metafor for bevidstheden til at tænke – Kan vi det? – så tænk det her: er der udsigelser af den bevidsthed, som rummet repræsenterer, så er de hinsides digtene; i læseren?” (Højmark/Gjessing 2016, s. 212) Med fokus på antydningen, fremfor udpegningen, inviterer Gjessings debutdigtsamling sin læser ind i digtenes rum. Gjessings digte i Ud i det u-løse er undersøgelser af ”[p] roblemet med at skabe billeder […],” fordi billeder ”kommer til at stå i vejen for det, de er billeder på, de stjæler så at sige scenen fra virkeligheden” (Ringgaard 2005, s. 13). Interessen er ikke at beskrive virkeligheden, men derimod at udvide forståelsen af denne gennem sprogets evne til vildfarelser. Men vildfarelserne kræver, at digtets sprog træder ud af et referentielt sprog og ind i undersøgelser af, hvordan ”følgeskabet mellem sprog og virkelighed” (Christensen 2000, s. 40) tager sig ud. Signe Gjessing er med til at genåbne 'Det Blå Rum'. Det skal blive spændende at se, om hun får nogen efterfølgere, og om vi derfor står overfor en ny vending i poesien til en ny digtning, der er ’højt belagt’. Og i det hele taget en tilbagevenden til digtning med højt til loftet, som lader os opleve, at virkeligheden – med Suzanne Brøggers mageløse udtryk – kan være større og anderledes end en frikadelle.

Dansknoter

Sammenligningen angiver lighed, men det er en lighed, der, modsat metaforen, der angiver et prædikativt forhold (hun er en rose), markerer forskellene mellem de to billeder. Litteratur Bredsdorff, Thomas: Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog. Gyldendal, 1996 DR TV, ”Bazar”, 3. april 1984 Gjessing, Signe: Ud i det u-løse. Gyldendal, 2014 (1. udgave, 2. oplag) Højmark, Rolf : ”Alle substantiver er ensomme. Samtale med Signe Gjessing”. I: Forfatterstafetten. En samtalekreds. Forlaget Spring, 2016 (s. 207-219) Inger, Christensen: Hemmelighedstilstanden. Gyldendal, 2000 Lyotard, Jean-François: Det postmoderne forklaret for børn. Korrespondance 1982-85. Overs.: Brügger, N.; Frandsen, F. og Lervad, S.. Akademisk forlag, 1986 Ringgaard, Dan: Nordbrandt. Aarhus Universitetsforlag, 2005 Thomsen, Søren Ulrik: ”Farvel til Det Blå Rum”. I: Kritik 91/92, Gyldendal, 1990 Tafdrup, Pia: ”Snegl”. I: Når der går hul på en engel. Intetfang. Den inderste zone. Gyldendal, 1999.

Noter 1 En stor tak skal lyde til min vejleder Marianne Stidsen for sparring, råd og skarpe ideer! 4 Lyotard bruger begrebet moderne til at referere til den moderne litteratur i kontrast til den klassiske kunst. Det postmoderne er den historiefilosofi, som Lyotard bygger sine argumenter på. I Danmark kommer Lyotards refleksion over kunsten til at præge litteraturen i postmodernismen i 80’erne. 3 Figuren er lavet med inspiration fra et oplæg holdt af Jan Rosiek om skøn/sublim på Københavns Universitet i foråret 2016.

Ny t k o m a p i t el soc m e d ia le ier

En k da n o nk r e t sk f tilga aglig ng

Eksistentialisme i dansk. Fra Kierkegaard til Sonnergaard

Håndbog til dansk – litteratur, sprog, medier

Af Liselotte Henriksen. Rasmus Tranum Kristensen (red.)

Af Ole Schultz Larsen. Grete Ravn Nielsen (red.)

Eksistentialisme i dansk giver en længe savnet målgruppeorienteret og øvelsesbaseret indføring i begrebet eksistentialisme.

Håndbog til dansk er en grundbog til analysearbejdet i dansk, der giver en klar og velstruktureret indføring i fagets genrer, metoder og begreber.

Eksistentialisme i dansk giver en klar og kronologisk gennemgang af eksistentialistisk idé- og litteraturhistorie fra Kierkegaard til senmoderniteten.

Håndbog til dansk gennemgår fagets tre centrale perspektiver sprog, litteratur og medier.

Eksistentialisme i dansk indeholder bevidst mange opgaver med fokus på danskfagets 3 perspektiver og tilgange: Litteratur, sprog og medier. Opgaverne er i øjenhøjde med eleverne uden at give køb på fagligheden og inddrager film- og medieklip, skøn- og faglitteratur, kanonforfattere og en praktisk vejledning i analysearbejdet med eksistentialisme.

Udgivelsen indeholder en mængde elevaktiverende opgaver til både individuelt arbejde og gruppearbejde. Hertil kommer analysevejledninger og oversigter.

" "

Bogen er en håndbog og en omfattende en af slagsen – alt er med! Den vil fungere rigtig godt som opslagsværk i et hvilket som helst forløb inden for danskundervisningen. En meget grundig bog, der kan guide selv den mest vildfarne!

 Gymnasieskolen

Bog

Udkommer sommeren 2017

iBog® eksistentialismeidansk.systime.dk

Bog

3. udgave 324 sider | Kr. 280,-

iBog® hbdansk.systime.dk

2 videoklip | 100 illustrationer | 60 opgaver | 50 tekstuddrag | Ca. 310 sider Licenspriser fra kr. 36,-

Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime.

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

/// Before and After. 2015. Fra projektet Let Lost Be Your.

Dansknoter

Hardy Bach, f. 1947, fhv. underviser og forfatter til bøger samt artikler om litterære og lokalhistoriske emner.

HVOR BOR LYKKEN?

– Om Tove Ditlevsens digt ”Erindring” Erindring Min mor og far var glade. Gaden lang gik de som muntre børn, hinanden nok. Og det var søndag. Alle fliser sang af smældet fra min fars spadserestok. Min mor var ung. Det så jeg aldrig før. Hun bar sin lyse kjole som til fest. Hun åbned Søndermarkens tremmedør, og lo mod sommerdagens lette blæst. En lykke steg fra græssets skarpe duft, fra øl og sodavand og æggemad. Og håbet dirred i den fine luft: Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad. Jeg husker ikke nogen dag som den. En barndom randt. Min far var tavs og grå. Min mor var altid sorgfuld siden hen af hemmelige savn, som ingen så. Og kun i mindet finder hjertet fred. Min mor var ung. Det så jeg aldrig før. Min far var glad. Og lykken bor et sted bag Søndermarkens grønne tremmedør. (Tove Ditlevsen: Den hemmelige rude, Gyldendal 1961/2016.)

Noter 1 Gunhild Agger m. fl. (red.): Dansk litteraturhistorie bd. 7, 1984, s. 606 2 Elisabeth Møller Jensen m. fl. (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie bd. 3, 1996, s.488

Dansknoter

Lykken bor et sted bag Søndermarkens tremmedør” hedder det i Tove Ditlevsens digt, ”Erindring” fra digtsamlingen Den hemmelige rude (1961). Digtet fortæller om en lykkelig dag, som jeget erindrer; og samtidig antyder digtet en bevidsthed om at lykken i grunden ikke bor inde i mindet eller erindringen, skønt den er opbevaret der og endog er fastholdt i den verbale formulering som digt. Erindringen om den oprindelige ’ydre’ begivenhed, skovturen i Søndermarken, sendes med digtets ’ytring’ på en måde tilbage til det ydre i form af digtet. Lykken bor ikke ’herinde’ i jeget men ’derude’ bag tremmedøren, hævdes det. Med vemod antydes det at lykken måske er en fange bag tremmer. Men samtidig er den let, luftig og flygtig som sommerblæsten, ikke for fastholdere. Og hvilken lykke? Kærlighedslykken! Har vi lov til at indlæse en diskret og glædesfyldt humoristisk erotisk symbolik i faderens dansende spadserestok og moderen, der leende åbner tremmedøren? I ordet ’erindring’ ligger en dobbelt forestilling: noget ’ydre’ gøres til noget ’indre’; jeget gør sig bekendt med noget ydre, trænger ind i det, bemægtiger sig det og gør det til noget indre; det ydre ’er-indres’ og bevares i det indre. Når det ydre er inderliggjort i erindringen eller mindet, står det stille: ”kun i mindet finder hjertet fred” påstås det i digtet; men det er et spørgsmål om ikke digtet selv dementerer denne påstand. Hvorfra skrives der? Til hvem fortælles der? Som i al centrallyrik skriver et jeg til sig selv men også til læseren, den ukendte eller fiktive størrelse, som formodes at være med på en lytter. Det, vi hører, er en voksens erindring om en bestemt dag i barndommen og følelserne og tankerne herom – dengang og nu. Den voksne erindrer, at hun som barn en bestemt dag pludselig så sine forældre som lykkelige børn; det yngre barn ser sine forældre som lidt ældre glade børn, legekammerater, men også som unge forelskede. Dette har hun ikke tidligere lagt mærke til og det fylder hende med håb. Det traditionelle centrallyriske jeg må jo ikke forveksles

Man kan også... med forfatteren, selv om der jo nok er en god portion Tove i digtets erindringsjeg. ”Det så jeg aldrig før” viser at det er den lidt større piges pludselige indsigt eller syn, vi får fortalt; ikke et lille barns, snarere en pige på en 10-12 år, som er stor nok til identifikatorisk at forstå forældrenes lykke som en slags forelskelse: ”min mor var ung”. Et følsomt, sensitivt barns ømhed og hengivenhed over for forældrene. Men også dette barns æstetiske sans og iagttagende distance, dets evne til at se forældrene som et smukt billede på lykken, den flygtige. En sans, som først nu, for den voksne, i erindringen bliver formulerbar som lyrik, som et digt. Digtet fortæller således også om en lille digter i svøb; barnets halvbevidste æstetiske sans omsættes nu til poetisk erindringsbillede. Barnets situation er jo altid at være udsat, udleveret til forældrenes nåde eller unåde, deres kærlighed, omsorg eller svigt. Barnet er så at sige tvunget til tillid, tro eller undergang. Barnets kærlighed og nænsomhed er så stor at den først og fremmest vil forældrenes lykke, selvom barnet selvfølgelig instinktivt ved, at hvis forældrene er lykkelige, vil lykken også smile til barnet. Barnets kærlighed er betingelsesløs men naturligvis også båret af håbet om at blive elsket, set og anerkendt. Lad os nærlæse håbet i ”Erindring”: ”Og håbet dirred i den fine luft: / Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.” Det spinkle, sarte skrøbelige håb bliver pludselig til et vildt og nervøst dirrende håb, om at det må blive sådan for altid herefter; derfor skiftet til nutidsformen: ”Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.” Indtil dette vers har digtet været et traditionelt erindringsbillede fortalt i datid. Intensiteten og heftigheden i håbet markeres med tempus-skiftet. Mon jeget stadig nærer et fortvivlet håb om glæde? Mellem strofe 3 og 4 sættes en cæsur i digtet. Erindringsbilledet erstattes af jegets resignerede nutid: ”Jeg husker ikke nogen dag som den”, ”Og kun i mindet finder hjertet fred”, ”Og lykken bor et sted”. Denne cæsur mellem fortid og nutid genspejler den rytmiske cæsur i mange af versene; f.eks.: ”Min mor var ung. | Det så jeg aldrig før” ”Min far har glemt sin sorg. | Min mor er glad” ”En barndom randt. | Min far var tavs og grå” ”Min far var glad. | Og lykken bor et sted” Barnets sorg over at forældrene ikke var lykkelige lever stadig som en sorg hos den voksne: ’mine forældre var ikke lykkelige og det gjorde mig ondt – og gør det den dag i dag; men i mindet om den lykkelige dag finder hjertet en fred’. En vemodig fred; for lykken har ikke taget bolig i hjertet; den bor ude i Søndermarken, bag tremmedøren, som moderen den dag (måske den eneste) åbnede; men som nu er lukket; og alle tre er, som Adam og Eva, for evigt stængt ude fra Paradisets have.

På disse sider vil vi fremover i Dansknoter bringe korte, praksisnære indslag fra undervisningen. Det kan være modulplaner, screenshots, udfoldede undervisningsforløb, QRkoder osv. Vi modtager altså meget gerne indlæg fra din undervisning som du har lyst til at dele med en kollega.

”Kærligheden og angsten for kærlighedstabet står centralt i Tove Ditlevsens produktion. […] Kløften mellem barndommens traumatiske virkelighed og muligheden for en social og psykisk afklaring er så voldsom, at digtningen må kompensere for smerte og lidelse.” Sådan skriver Anne Birgitte Richard i Dansk litteraturhistorie (1984). Digtet ”Erindring” er et næsten forbilledligt eksempel herpå. Lise Busk-Jensen tager denne tråd op i Nordisk kvindelitteraturhistorie (1996) og hun gør det netop i forbindelse med digtet ”Erindring”: ”Tove Ditlevsen husker ikke forældrenes kærlighed til den lille Tove, men tværtimod deres kærlighed til hinanden (”hinanden nok”), dette at de den dag var et billede på kærligheden selv, et billede hun siden kunne verbalisere. Hendes hjerte finder fred, i takt med hun finder dækkende sproglige udtryk for den lykke, forældrene udstrålede. Den virkelige lykke forsvandt, men Tove Ditlevsen understregede ofte, at hun ikke brød sig om virkeligheden. Hendes poetik var en sproglig restaurering af den tabte virkelighed.” Det kan man sige; og det skal nok passe for en stor del af Ditlevsens produktion; men hvis der med ’restaurering’ menes, at den tabte eller ramponerede virkelighed her i digtet genskabes i forskønnet eller repareret udgave, så synes jeg det er forkert. I digtet her fastholdes den sørgelige virkelighed jo i et diskret-vemodigt erindringsglimt af sand skønhed: den lykkelige dag i Søndermarken holdt op mod den grå og triste hverdag: ”Min far var tavs og grå. / Min mor var altid sorgfuld siden hen”. Et tæt stramt digt, som i fem simple firlinjede strofer ’fortæller et liv’. En æstetisk intensitet, en lidenskab så voldsom, at man næsten kan få en mistanke om at kærligheden sidder fængslet i digtet. Så hvor bor lykken? Inde i hjertet, i håbet, i erindringen, i digtet eller måske derude et sted bag Søndermarkens tremmedør?

Dansknoter

DIN FORENING Nyhedsugen 2017/18 – Gratis tilbud til ungdomsuddannelserne

Ved at planlægge næste års AP-undervisning? På dansklf.dk/grammatikporten kan du under fanebladet “Ekstramateriale” få inspiration til, hvordan I med Dansklærerforeningens nye grammatikbog, Grammatikporten. Håndbog i dansk grammatik, kan indfri de faglige mål i AP.

I får fire ugers digital adgang til 30+ forskellige dagblade og digitale nyhedsmedier. Tilmeldingen er åben fra 1. august og hele skoleåret. Op til Nyhedsugen udvikler Dansklærerforeningen et nyt sæt opgaver og arbejdsforslag til brug i klasserne. Forløbet kommer til at ligge på dansklf.dk under Undervisningsforløb.

Kender du en kollega der ikke er medlem af Dansklærerforeningen? Vinderen af Skrivecup 2017 Den 4. maj blev finalen i Skrivecup 2017 afholdt. Vinderen blev Eline Plougmann fra Sønderborg Statsskole med et poetryslam over Kingos "Keed af Verden, kier ad Himmelen". Præmien på 5.000 kr. er sponsoreret af Dansklærerforeningen. Skrivecup er en konkurrence i kreativ skrivning, som forsøger at tænke elevernes skabende evner og sproglige nysgerrighed ind i litteraturdidaktikken – og den daglige undervisning. Ideen er at styrke og udfordre det kunstnerisk skabende element i danskundervisningen med afsæt i den litterære kernefaglighed. Konkurrencen arbejder i krydsfeltet mellem remediering, innovation, kreativitet og klassisk dannelse, da det handler om at gentænke et eksisterende stykke dansk litteratur i en ny og kreativ form. Næste års emne er: 'Outsidere'. Læs mere på skrivecup.dk.

Dansknoter

Vil du hjælpe med at sprede det gode budskab om at foreningen er medlemskabet værd? Vi får hver måned nye medlemmer, men vi mister også nogle, ofte uden at de fortæller hvorfor. Vi skal helst være alle. Eller de fleste. Ellers mister vi vores stemme politisk og vores ressourcer til at lave Dansknoter og kurser og udvikle nye udgivelser. I er meget velkomne til at skrive til bestyrelsen hvis I går med tanker om noget vi kan forbedre.

KURSER Kurser til efteråret/vinteren Gå ikke glip af alle de gode og spændende kurser, som Dansklærerforeningen udbyder i 2017. Læs mere på dansklf.dk

/// Levet Liv. Et udsmykningsprojekt til Ejendomselskabet Gasværksvej Aps, en ejendom som i sin tid husede det gamle Aalborg Stålskibsværft.

Folkeuniversitetet

Underviser du på en ungdomsuddannelse? Så vil vi gerne hjælpe dig med at gøre reformationen relevant og aktuel!

MAGASIN Magasinet REFORMATION 1517-2017 rummer 16 forskningsformidlende artikler, der behandler Luthers forhold til ægteskab, kvinder og familie, bogtrykkerkunstens betydning for udbredelsen af reformationen, forholdet mellem kirke, stat og magt i middelalderen, tidens billedkultur og meget andet. Magasinet er sendt ud i klassesæt til alle ungdomsuddannelser 1. februar 2017.

DIGITALT UNDERVISNINGSMATERIALE I tillæg til magasinet har vi udarbejdet introduktionsfilm og 14 undervisningsforløb. Forløbene indeholder tekster, litteraturhenvisninger og arbejdsopgaver. De kan bruges både tværfagligt og enkeltfagligt til fagene historie, religion, dansk, musik, samfundsfag og filosofi. Du finder materialet på reformation.fuau.dk/ magasin/digitalt-undervisningsmateriale Materialet er indsamlet og udarbejdet af Sissel Worm Glass, lektor i dansk og dramatik, og Sofie Reimick, lektor i religion og historie, fra Favrskov Gymnasium og Aarhus Katedralskole.

Du finder magasinet online på vores website: reformation.fuau.dk/magasin

GRATIS UNDERVISNINGSMATERIALE Materialet stilles gratis til rådighed og er en del af den landsdækkende markering af 500-året for reformationen. Folkeuniversitetet samarbejder med Præsidiet for Reformationsjubilæet om projektet, der er støttet af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Har du spørgsmål, så skriv til Folkeuniversitetet i Aarhus på adressen magasin@fuau.dk

KURSER SKRIFTLIG FREMSTILLING OG SKRIVEHANDLINGER I OVERGANGEN FRA GRUNDSKOLE TIL UNGDOMSUDDANNELSE I vores arbejde som dansklærere på ungdomsuddannelserne oplever vi ofte store udfordringer i forhold til elevernes skriftlige arbejde. Lige fra elevernes manglende evne til at honorere opgavegenrernes krav til deres manglende grammatiske kompetencer. Tit ender diskussionerne af elevernes manglende skriftsproglige kompetencer med, at ansvaret placeres hos grundskolen – en kritik der hverken er særlig konstruktiv eller retfærdig, for reelt ved mange af os ikke ret meget om, hvordan der arbejdes med skriftlighed og skrivehandlinger i grundskolen. Et større og mere udbredt kendskab til hinandens undervisningspraksis vil i høj grad gavne elevernes udbytte af det skriftlige arbejde. Den forestående gymnasiereforms fokus på styrkelsen af den skriftlige dimension af danskfaget i gymnasiet understreger da også vigtigheden heraf. Vi har inviteret Ellen Krogh til at fortælle om sin forskning på området. Derudover vil danskkonsulent Charlotte Rytter belyse området om elevernes skriftsproglige kompetencer i udskolingen, og Agnethe Sehested vil bidrage med et oplæg om genrer og skrivehandlinger.

PROGRAM 9.00 – 9.30: Ankomst – morgenkaffe/te/vand/brød/frugt 9.30 – 10.45: Ellen Krogh (SDU): oplæg om skriftlig fremstilling og skrivehandlinger i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse

13.45 – 14.00: Pause, kaffe / the med kage og frugt. 14.00 – 14.30: Hvordan sikrer vi en bedre overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse? Udarbejdelse af materiale til skriftlighedsundervisningen.

10.45 – 11.00: Pause 11.00 – 12.00: Oplæg ved danskkonsulent Charlotte Rytter (forfatter til Sæt skrivespor) om, hvad der karakteriserer skriftlig dansk på overbygningen i grundskolen. Hvad er rammerne? Hvordan arbejdes der med skriftlighed? Hvordan arbejdes der med skrivegenrer? Kan man sige noget om, hvor meget der skrives? 12.00 – 12.45: Frokost 12.45 – 13.45: Agnethe Sehested vil bl.a. ud fra sit prisvindende bachelorprojekt ”Unges motivation i udskolingen – forbedring af elevernes skriftsproglige kompetencer i danskfaget” fortælle om genrer og skrivehandlinger.

Tid og sted: Tirsdag d. 21. november 2017, Auditoriet på EUC Lillebælt, Teknikervej 2, 7000 Fredericia Pris: 950 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen. 1.050 kr. for ikke-medlemmer af Dansklærerforeningen. Priserne er eksklusiv moms. Tilmelding: Senest den 13. november 2017 via dansklf.dk Kontakt til kursusansvarlige: Rikke Bjørn Jensen, rha@eucnvs.dk Ditte Eberth Timmermann, det@aarhustech.dk Susanne Uhd Pedersen, susa715b@eucl.dk

Dansknoter

KURSER Se flere af foreningens kurser på dansklf.dk

ÅRSMØDE-KURSUS 2017

NATUREN KOMMER Dansklærerforeningen/G og E Men se så//der: Den nedadgående sol//stikker ild på søerne, som//hvis man satte en tændstik til//en pengeseddel, og ridser sig ind i skyerne, som blev//der hældt tranebærjuice//i. Ej, så smukt – det er som at//være midt i et mesterværk (Rasmus Nikolajsen: ”ARLANDA-KASTRUP, 1. MAJ 2011” i Tilbage til unaturen, Samleren 2016). Naturen er over os, og det på en ny og mere anmassende måde. Den er et sted som mennesket invaderer og ikke kan slippe ud af. Når naturen kryber ind i fiktionen, er den som i uddraget af Nikolajsens digt både klassisk indvielse eller oplevelse (se så der), og noget der kan ridses og ætses i. Naturen er også hjemstavne og udkanter: Den er vandkanter og overlevelsesture og lokkende steder for mindfulness og helse. Den er samtidig truslen om oversvømmelser og andre voldsomme klimaforandringer inden for den horisont som udgør vores gymnasieelevers livstid. Velkommen til et årsmøde som balancerer mellem naturen som optankning og katastrofe. Parallelt med årsmødet står vi i 2017 med en ny læreplan og gymnasiale uddannelser hvor de naturvidenskabelige fag og professionsrettethed og løsning af virkelighedsnære problemstillinger har fået en markant dagsorden. Hvad er mere oplagt end at lade årsmødet udforske disse nye betingelser? Med danskfaget kan eleverne undersøge forholdet mellem menneske og natur og skrive om det i måske en DHO, en SRP, en SSO, SOP og arbejde innovativt med løsninger til hvordan en realistisk fremtid kan se ud. På årsmødet deltager forskere, kunstnere og didaktikere, og vi skal selvfølgelig ud i naturen. Kom og oplev Gregers Andersen indlede, vær med til lørdags-samtale med Charlotte Weitze og Rasmus Nikolajsen, kom ud i naturen med Julie Sten-Knudsen og Jakob Damgaard og deltag i workshopper med Anne Marie Mai, Ivar Lærkesen, Sidsel Toft Christensen m.fl Tid og sted Comwell Klarskovgaard, Korsør Lystskov 30, 4220 Korsør 2 overnatninger: torsdag den 28. september 2017, kl. 12.00 til lørdag den 30. september kl. 11.00 1 overnatning: torsdag den 28. september 2017, kl. 12.00 til fredag den 29. september kl. 15.30 Priser 2 overnatninger: 4.550 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4.850 kr. for ikke-medlemmer 1 overnatning: 3.350 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 3.650 kr. for ikke-medlemmer I priserne er inkluderet kursusmateriale efter aftale med copydan. Priserne er ekskl. moms. Tilmelding Senest den 1. september via dansklf.dk

Dansknoter

PROGRAM (UNDER UDARBEJDELSE) Torsdag den 28. september 11-12: Ankomst, indkvartering, kaffe, brød, frugt og sandwich 12.00: Velkomst 12.10-13.30: Gregers Andersen: Litteratur og vækstkritik 13.45-15.00: Generalforsamling i E og G

11.15-12.45: Workshopper - lav undervisning i …. Vælg mellem a. Anne-Marie Mai ‘Narrativ medicin’ b. Ivar Lærkesen og Sidsel Toft Christensen: Naturhistorier c. Anne Vibeke Vennerstrøm og Leena Haastrup: Klima-retorik d. Mads Rosendahl Thomsen: Livet i postapokalypsen 12.45 - 13.00: kort opsamling

15.15-15.30: pause med kaffe 15.30-17.00: Martin Gregersen: Den materielle drejning

13.00-14.00: Frokost 14.00-14.30: Pause

18.00: Middag

14.30 -15.30: Sune Weile: Nyt fra fagkonsulenten Lars Holst Madsen: Nyt fra fagkonsulenten

20.00: Sang, hjemstavn og natur ved Kasper Lezuik Hansen og Mette Møller Jørgensen

Her slutter kursus for dem der har 1 overnatning 15.30 -16.00: pause

Fredag d. 29. september 7.30-9.00: Morgenmad 9.00-10.00: Skriftlighed med reformen i HHX, HTX, EUX, HF og STX med fokus på “de store formater” og dansk i samarbejde: DHO mv. (deltagerne fordeles efter eget valg på uddannelserne). HF: Tina Dunø Stx: Nicolai Rekve 10.00 -11.00: Fælles for deltagerne: progression mod SRP/SSO og akademisk skrivning og skriftlighedsforløb 11.00-11.15: Kaffe

16.00 -18.30: Tur i naturen: Julie Sten-Knudsen (forfatter) og Jakob Damgaard (zoolog og gymnasielærer) 19.00: Middag 21.00: Vi ser dokumentar, og Rasmus Kjær Kristiansen (VUC Næstved) giver tips til brug i undervisningen Lørdag d. 30. september 9.00: Naturen i samtale mellem Charlotte Weitze og Rasmus Nikolajsen Årsmødet slutter ca. 11.00

Dansknoter

/// Fra serien Passenger 2012. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

Dansknoter

ANMELDELSER NATURHISTORIER – EN LITTERATURHISTORISK TEMABOG Forfattere: Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen Dansklærerforeningens Forlag, 2016 272 sider. kr. 219,00 Michael Ross Sinclair – Lektor, Nørre G.

Jeg har for lidt spalteplads, ganske enkelt, til at anmelde denne lækkerbisken af en tema-antologi-arbejdsbog med litteraturhistoriske nedslag. Det eneste nedslående er timingen for udgivelsen… og det er ikke engang nedslående for bogens indhold, men sandsynligvis deprimerende for den horde af dansklærere, der ikke fik øjnene op for bogen inden AT 2017. Bogen passer som fod i hose til Menneskets forhold til naturen, men selvom flere fødder måske er blevet placeret en anelse ved siden af hosen, så er det heldigvis på mode at smøge bukserne godt op og genbruge med stil. Jeg tror på, at mange elever og lærere i fremtiden vil få stor glæde af Naturhistorier – en litteraturhistorisk temabog. Nu til opløftelsen: Naturhistorier – en litteraturhistorisk temabog er skrevet af Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen og udgivet på Dansklærerforeningens Forlag i 2016. Bogen ridser tematisk i litteraturen ned gennem historien fra i dag til 1000 tallet, hvilket betyder, at eleverne vil få en fornemmelse af perioderne med deres egen tid som udgangspunkt. Den går ikke litteraturhistorisk til værks i klassisk forstand, men foretager et smallere rids med naturen – i bredeste forstand – som fokus. På den måde lader bogen forskellige tiders forhold til og udsagn om naturen tegne en udvikling gennem litteraturhistorien, og det gør den glimrende. Bogen er velegnet til 2.g og især 3.g, da eleverne nok bør have en litteraturhistoriske viden ud over det bogen præsenterer, men det gør bestemt ikke bogen mindre god. Det efterlader nemlig mere sideplads til gennemarbejdede arbejdsspørgsmål, forslag til undervisningsforløb, lange linjer, tværfaglige samarbejder, skriftlige opgaver – you name it! Og så har jeg slet ikke nævnt det smukt udvalgte

Dansknoter

billedmateriale og de skematiske oversigter over perioderne, som mine elever ofte efterspørger. Jeg kan ikke vente med at anvende Timothy Mortons begreber the mesh og mørk økologi i forbindelse med analyser af Theis Ørntofts Digte 2014! Ja, det var en teaser.

´JEG´ ER FANDME TIL! LITTERATUR OG IDENTITET TIL DEBAT Red.: Søren Peter Hansen, Ivan Z. Sørensen og Mads Julius Elf Forlaget U Press. København, 2016 219 sider. Kr. 249,95 Ane Charlotte Skou Sølvsten – lektor Holstebro Gymnasium og HF

Den er god nok: Titlen er mangetydig på den vis, at man både kan få et deja-vu til F.P. Jac og den lyriske version af en generations trang til at manifestere sig, ligesom den fungerer som pejlemærke til et moderne stridsskrift – en debatbog i fem dele bestående af en stribe stærke stemmer, der alle kredser om betydningen af identitet i litteratur. Anledningen indkredses i bogens forord og første del; en præsentation af en særlig højtidelig kontekst og doktorafhandlingen som skrift og handling i et historisk perspektiv. Anden del byder på det originale afsæt til diskussionen og de mange positioneringer set i Marianne Stidsens forelæsning og forsvar af doktorafhandlingen Den ny mimesis – virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig (2015) - 1288 siders forskning i den klassisk humanistiske tradition. Marianne Stidsen kalder afhandlingens emne moderne: Grundfortællingen går ud på at vise, hvordan identitet er blevet et hovedtema i litteraturen efter Anden Verdenskrig, og hvordan opfattelsen af identitetstemaet har ændret sig hos forfattere fra Anden Verdenskrig og frem til i dag – ikke mindst som følge af nye historiske erfaringer. Fortællingens relevans forankrer Marianne Stidsen i litteraturens unikke dannelsespotentiale, som kan ”(…) være med til at give os alment genkendelige identitetsbilleder, -forestillinger og –modeller, som på én gang er stabile, forankrende, og samtidig åbne, fleksible og individualiserede.” Litteraturen leverer altså et sprog og egenskaber, der er nødvendige i en foranderlig tid og måske også i en konkurrencestat, hvor nyttetænkning og senmoderne tidsånd truer? Men Marianne Stidsens formidling er også udtryk for en markant selektion – dels set i afhandlingens studier af enkelttekster og udvalgte forfatterskaber, dels set i lyset af den

teoretiske referenceramme med inddragelse og anvendelse af Anthony Giddens sociologiske forståelse af selvidentitetens betingelser i senmoderniteten og et psykologisk identitetsbegreb inspireret af Erik Erikson. Og måske er selektionen netop en del af forklaringen på de efterfølgende eksempler på opponente reaktioner; fra Per Thomas Andersens problematisering af teori og definition af afhandlingen som en litteraturhistorie med identitet som ledemotiv til Anne-Marie Mais efterspørgsel af større videnskabelighed og indvendinger samlet under overskriften Bøger, Marianne kan li´, til Tue Andersen Nexøs frustrationer over prædefinerede læsninger af litteratur, hvor søgen efter jeg-kerner og længsler efter dem fx gør Marianne Stidsen blind for fremstillinger på et andet grundlag. Kritikken nuanceres af Thomas Bredsdorffs formidling af disputatsen som begreb og fremhævelsen af muligheden for – gennem læsning af afhandlingen – at blive inspireret til at puste nyt liv i undervisningen, fx ved at læse Johannes Vig fra Martin A. Hansens roman Løgneren som identitetsforvirret. Lars Bukdahl markerer skarpt og sætter spørgsmålstegn ved det, han kalder en af Marianne Stidsens grundlæggende ”bluff-modsætninger” i læsningerne af den moderne litteratur, nemlig anskuelsen af mundtlighed kontra skriftlighed; al litteratur, prosa såvel som poesi, har vel et mellemværende med mundtlighed set i musikalitet,

Dansknoter

ANMELDELSER rytme, lydlighed? Endelig spørger Henk van der Liet under titlen Litteraturens svanesang?, om afhandlingen i grunden beskriver litteraturens endeligt, mens han selv ser litteraturens metamorfose(r) som noget positivt: ”Måske er litteraturen en fantastisk tilpasningsdygtig kamæleon der blot har udviklet sig videre og spredt sig til nye, hidtil uanede former og medier?” Som et redaktionelt håndplukket efterspil til forsvar og kritik kan man i tredje del læse fire presseglimt, hvor Bo Hakon Jørgensen præsenterer Marianne Stidsens disputats, blandt andet med fokus på, hvordan litteraturen om identiteten kan vise et af de centrale problemer i det senmoderne samfund: ”Hvordan etablerer mennesker en sammenhængende forståelse af sig selv? Hvordan samle sig frem for at sprede sig?” Nils Gunder Hansen undrer sig i en personlig vidneerklæring over pressens summariske reaktioner på Den ny mimesis og selve disputatsforsvaret. Marianne Stidsens værk bliver kaldt en milepæl af Jes Stein Pedersen i Politiken – en milepæl, som kan bidrage til éns fornemmelse for det fællesmenneskelige, idet en del af litteraturens særlige kvalitet er det erkendelsesmæssige eller ligefrem civilisatoriske potentiale. Og Eva Haettner Aurelius fremhæver sjælen som litteraturens triumf og adelsmærke, hvorved hun blåstempler Marianne Stidsens projekt: ”Afhandlingen er et fremragende forsvarsskrift for skriftlighedens, litteraturens, værkets (…) egenart og enestående evne til at vise os menneskets indre, sjælen, der trods alle dødserklæringerne er alive and kicking, nøjagtig ligesom dens sidestykke, litteraturen.” Herfra tager forløbet af tekster og holdninger en ny drejning i del fire og fem – stadig i litteratur- og identitetsbearbejdningens tegn, men i et andet tempo og en anderledes form set i breve og artikler. Forfatteren Niels Franks brev til Marianne Stidsen vidner om en ulyst til at tænke i jeg-forestillinger, men også om en interesse for den komplekse diskussion, som netop følger det omfattende materiale. Hanne Richardt Beck illustrerer billedrigt og med inddragelse af egne erfaringer som forfatterinde, at det giver god mening at søge efter et centrum i litteraturen, som man kan se som et fantastisk erkendelsesredskab; unge mennesker skal læse litteratur, fordi den vægter forståelsen af mange livsverdener frem for de ”evige subjektspositioneringer”. Erik Svendsen supplerer Marianne Stidsens valg af teori med perspektiver til Michel Foucault og Roland Barthes, ligesom begær indsættes som en permanent udfordring, der rokker ved identitetsdannelsen. Søren Peter Hansen skaber pludseligt nærvær ved at skrive om identifikation, inspiration og bevidsthed gennem læsning af litteratur, hvor underviserens rolle trækkes ind i lyset og betones. Og netop underviser-

Dansknoter

ens tilgang til identitetsbegrebet ser man også hos Birgitte Darger, som reflekterer fængende over elevers læselyst og didaktisering af den litterære læsning i gymnasieskolen. En særlig fremhævelse af enkeltforfattere møder man i Ivan Z. Sørensens supplement til Marianne Stidsens læsning af Karen Blixen - med en ny forklaringsramme til analysen af Drømmerne fra Syv fantastiske Fortællinger, ligesom Claus Elholm Andersen skriver om Karl Ove Knausgårds kamp for at finde sig selv, et ståsted, et genuint jeg med reference til Den ny mimesis: ”Min kamp er det stykke litteratur i Norden i nyere tid, hvor spørgsmålet om identitet, afhandlingens emne, mest gennemgribende tematiseres.” En tese fra Stidsen: Måske kan det være med til at forklare værkets enorme gennemslagskraft! Mod slutningen skriver Suzanne Brøgger om fantasten som nøglen til dansk identitet og dermed også om mulighederne for et udvidet perspektiv ved at bevæge sig endnu længere tilbage i historien. Bent Christensen fremhæver Grundtvig som et led i forståelsen af identiteten i litteraturen, mens Søren Schou fremhæver sammenhængen mellem steder og identitet og dermed også har fat i et helt grundlæggende perspektiv. Som et afsluttende udråbstegn henvender Mads Julius Elf sig per brev til pilgrimmen Madame (alias Beck-Nielsen m.fl.) med henblik på en afklaring af vandringens dannelsespotentiale: Er vandringen et identitetsprojekt? Madame svarer poetisk, at vandringerne er dannelsesvandringer: ”Jeget eller Madame dannes i mødet med den verden, hun samtidig ser dannes.” Og i en længere note til svaret… jeg-identiteten er i evig forandring! Der er naturligvis tale om en heftig tour de force, når en hel perlerække af litteraturkenderes stemmer i koncentreret form ytrer sig skarpt på skift; stridsskriftet stiller krav om nærvær i konfrontationen af de grå hjerneceller, som undervejs anspores til selv at tage stilling til forekomsten af identitet i nyere litteratur. Men… inspirationen virker meningsfuld og måske netop kærkommen som fri-tænker-zone midt i en tilrettelagt reformtænkning og -tid. Set fra den vinkel giver det måske også mening at afslutte med redaktionens egne ord: ”Det kalder på intellektuelle, ikke mindst på gode lærere, der med humor, klarhed og argumenter kan ”stå fast” og forsvare, at mennesker er mennesker. At ´jeg´ fandme er til!”

G-bestyrelsen Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com

Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen

Næstformand: Camilla Aaquist Odense Katedralskole aaquist83@gmail.com

Tina Svane Munkensdam Gymnasium ts@munkensdam.dk

Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Roskilde Gymnasium rgmc@roskilde-gym Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Jette Sindbjerg Martinsen Nørre Gymnasium js@norreg.dk Christian H. Mohn Paderup Gymnasium christian@chmohn.dk Helle Trier Gribskov Gymnasium helletrier@gmail.com René A. Christoffersen Gammel Hellerup Gymnasium rc@ghg.dk Pernille Bach Pedersen VUC Holstebro pbp@holstebro-vuc.dk Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium ja@edu.virum-gym.dk Sjælland Miriam Kruse Næstved Gymnasium og HF mp@ngh.nu

Fagkonsulent Sune Weile weile@galnet.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Mette Clausen Internatkurser: Karen Wagner Repræsentant i PS: Birgitte Darger

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Jette Sindbjerg Martinsen

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Næstformand Ditte Eberth Timmermann Aarhus Tech det@aarhustech.dk

Lisbeth Kahr Greve Tradium lg@tradium.dk Susanne Uhd Pedersen HTX Lillebælt sup@eucl.dk Suppleanter: Julie Sejer Hansen Niels Brock jush@niels.brock.dk Jan Nøhr Christensen Handelsgymnasiet Aalborg jnch@ah.dk Fagkonsulent Lars Holst Madsen lars.holst.madsen@uvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve

Nordisk Udvalg: Turnus

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Aarhus Tech dhm@aarhustech.dk

Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb

Rikke Bjørn Jensen EUC Nordvestsjælland rha@eucnvs.dk

Repræsentanter i FagligtForum: Gitte Lautrup

Repræsentant i Dansk Sprognævn: Mischa Sloth Carlsen

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Lise Fuur Andersen

Nordspråk: Dorthe Hedegaard Mikkelsen

Medlem af Dansk Noters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk

Dansknoter

/// Fra serien Passenger 2012. Fra projektet Let Lost Be Your Guide.

IDNR 4276

/// Liquid Modernity (2016). Fra projektet Let Lost Be Your Guide.