Dansk Noter 1/2014

DANSK NOTER

Marts 2014

dansklf.dk/Dansk_Noter

Ny Litteraturhistorie

1

DANSK 1 2014 NOTER Redaktion Ansvarshavende Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 ILaerkesen@gmail.com Anmeldelser Lars Dalum Granild Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk Anne Mette Finderup Rosenvængets Sideallé 9, 3 tv.

2100 København Ø Tlf. 2893 7904 af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Tlf. 6077 7304 dt@videndjurs.dk Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5, 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Kurt Christensen Sortemosevej 101, 2730 Herlev Tlf. 3175 3101 kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V Tlf. 3117 7500 lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved Tlf. 4161 3245 bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th 2200 København N Tlf. 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

DANSK NOTER 2/2014: Tema: Hjemstavn Deadline: 14.03.14 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms.

Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk.

Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter

af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten.

Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 3379 0010 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk

Dansk Noter er en del af medlemska- Alle henvendelser vedr. medlemskab, bet for medlemmer af Dansklærerfor- kontingent, bogpakker, abonnement, eningens sektion for gymnasielærere. adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk Dansk Noters hjemmeside: dansklf.dk/Dansk_Noter ISSN: 0107-1424 Oplag: 3000 Manuskripter og indlæg: Printed in Denmark 2014 Sendes til js@norreg.dk Kunstner: Knud Odde eller: Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B Grafisk tilrettelæggelse 2500 Valby og produktion: Zeuner Grafisk as Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Tidsskriftet udgives med støtte af Maksimallængde på artikler er norUndervisningsministeriets tipsmidler malt 12.000 tegn inklusive gennem tilskud til porto/forsendelse mellemrum. Skriv gerne kortere. fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier.

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og Forsidefoto: skriv gerne et par linjer om dig selv Herman Bang, litografi, 50 x 66, 2013 (fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk.

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen

Indhold

” Vi skal skærpe appetitten på den litterære stenalderkost.”

4

Leder Litteraturhistorien og den dybe læsning

Af Claus Nielsen

6

Præsentation Ny litteraturhistorie

7

Illustrationer Knud Odde

Tema: Ny litteraturhistorie 8 Projekt ny Litteraturhistorie

Af Ivy York Möller-Christensen

12

Da filmen knækkede

Af Hans Hertel

18

8 ” Litteraturhistoriske studier implicerer et valg af tilgang, af metode og teori.”

At gentænke litteraturhistorien uden facitlister og fine fornemmelser

Af Anne-Marie Mai

18

24

Stryg duggen af sjælens rude – og tænd for skærmen!

Af Lasse Horne Kjældgaard

30

Guldalderens rejsebilleder som billedtradition

Af Karina Lykke Grand

33

34

teksten i midten

August Bovin Boberg:

fugls facade

38

Arena-modernisme.

En litteraturhistorisk nydannelse

Af Anders Juhl Rasmussen

44

For verden er jo vores egen

Af Mischa Sloth Carlsen

50 Holberg på nettet

Af Søren Peter Hansen og Karen Skovgaard-Petersen

56 Synspunkt 58 voxpop 60 din forening 62 Boglisten

38

” Arena blev hurtigt en enestående arena for den litteratur, der aldrig bekymrede sig om at underholde læseren.”

” Mit bud på en verdenslitterær læsestrategi er en didaktik, som ser tekstens livsverden med et globalt blik for betydningen af både fortid, nutid og fremtid.”

44

Leder

Litteraturhistorien og den dybe læsning Af Claus Nielsen Den, som ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden, Goethe (Citeret efter Jostein Gaarder: Sofies verden, 1992) Professor i dansk Anne-Marie Mai har for år tilbage berettet om hvordan det er vanskeligt at få de universitetsstuderende til at interessere sig for litteraturhistorien. Og det var for os som gymnasiedansklærere en ganske genkendelig oplevelse. Det er noget vi nærmest smerteligt oplever næsten dagligt. Det er helt enkelt svært i dag at gennemføre den store litteratur- og litteraturhistoriske læsning.

At litteraturhistorien og litteraturhistorieundervisningen i disse år er under pres, er der ingen tvivl om. F.eks. er den kanonliste et kanonudvalg udarbejdede i 2004, og som blev en obligatorisk del af læreplanerne for dansk, i dag noget bedaget. Spørgsmålet er så om dette skal begrædes. Skal vi ønske os tilbage til de gode gamle dannelsesdage hvor det var en selvfølge og gav prestige at kende og have læst centrale værker i den danske litteraturhistorie? Eller skal vi indse og forsone os med at det tidligere dannelsesbegreb hvor litteraturen var en central del, er væk? Og er der noget tabt ved det? Det er centrale spørgsmål for dansklærere – og noget der også bliver debatteret i diverse dansklærerkredse. Det er også noget der er taget op på bredt universitetsniveau som Hans Hertel beretter om i en kronik, ”Da litteraturen tabte historien”, i Politiken d. 9. januar 2014. Hertel argumenterer for at der er sket et historietab i danskfaget og mener at ”Vi ser en voksende kløft mellem en lille veluddannet mandarinklasse og de mange kulturelle analfabeter.”

Der er imidlertid for mig at se også et andet tab ved den mangelfulde litteraturlæsning. Det handler om det man kan kalde dybdelæsningen eller den grundige nærlæsning. I 2010 udgav den amerikanske fagbogsforfatter Nicholas Carr, bogen The Shallows. How the internet is changing the way we think, read and remember. (“Shal-

4 DANSK NOTER

lows” kan oversættes til overfladiske). En af hovedpointerne i denne spændende fagbog er at internettet er en ny teknik der grundlæggende forandrer vores måde at tænke på, og det indebærer nogle kognitive ændringer i hjernen. Nyere forskning viser at hjernen kan forandre sig gennem hele livet. Den måde vi tænker, opfatter og handler på, forandres igennem den måde vi lever på.

Og med internettets nærmest omsiggribende betydning i dag (og her vægter Google og diverse sociale medier naturligvis meget) har det fået en stor betydning for vores evne til at tænke.

Med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten udviklede mennesket en evne til stille indadvendt læsning – ”deep reading” hedder det i bogen. Evnen til at tænke abstrakt og til at fastholde længere og mere komplicerede argumentationsrækker udvikledes. Sprog – med abstrakte begreber – blev mere udviklet, og dermed udvikledes menneskets bevidsthed. Og dette var med til at udvikle synet på og erfaringerne med den omgivende verden. Og det blev videre grundlaget for en lang række videnskabelige opdagelser og opfindelser.

Evnen til dybdelæsning, til fordybelse og til stille indadvendt tankevirksomhed er med internettets invasion ved at gå tabt – er det påstanden i bogen.

Aldrig har der været et medie der i den grad forvirrer og forstyrrer vores opmærksomhed. Multitasking – der beviseligt bevirker tab af store grader af indlæring – er blevet en fast og integreret del af vores hverdag.

Smartphonen er i dag en del af ethvert moderne menneskes krop.

Hvis pointerne i The Shallows holder bare i nogen grad – og det er jeg overbevist om at de gør – er det unægtelig en ekstra og alvorlig udfordring at undervise i litteratur og litteraturhistorie. Læsning af litteratur

”Åben bog”, olie på lærred, 40 x 60 cm, 2012

og litteraturhistoriske tekster (og de behøver ikke være særlig gamle) kræver den omtalte dybdelæsning. Og den er som nævnt aftagende. Vi kan naturligvis begræde tabet. Men vi kan også tage udfordringen op og fastholde at dybdelæsning er en vigtig kunnen både for os som mennesker og for samfundet. Mange dansklærere oplever det vanskeligt at undervise i mere udfoldet litteraturhistorie, og mange oplever at f.eks. Litteraturens veje er en bog der volder elever og kursister store vanskeligheder. Vanskelighederne skyldes ikke kun det litteraturhistoriske stof, men også bogens generelle sværhedsgrad. Det prøver mange at råde bod på med læseark, højtlæsning og lignende. Og Anne-Marie Mais arbejder med steder i litteraturen hvor litteraturens

”steder” kan fungere som fascination til videre fordybelse, kan også være til inspiration (se Hvor litteraturen finder sted bd. 1-3). Det er absolut veje at gå. Og vi skal nok prøve at insistere på litteraturlæsningens krav på dybdelæsning og insistere på at forsøge på at skabe rum for kontemplativ og indadvendt dybdelæsning. Det er ikke nemt. Det vi er oppe imod, er en teknisk og mediemæssig revolution der ikke er set større siden Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten. Men alternativet er som nævnt en tabt evne til dybere læsning og dermed en tabt evne til at tænke abstrakt, tænke dybere og til at lade sig udfordre tankemæssigt. Også derfor er litteraturlæsningen og den litteraturhistoriske læsning vigtig for os som individer og for os som samfund.

DANSK NOTER 5

Præsentation

Ny litteraturhistorie Den historiske læsning har gennem flere år tabt terræn i danskfaget – på universitetet og i gymnasiet. Grundene er flere: De dominerende faglige tilgange har ikke haft litteraturhistorien som omdrejningspunkt, og danskfaget er blevet præget af kompetencebegrebet, især med 2005-bekendtgørelsen.

Disse forhold fik i efteråret 2013 en gruppe forskere til at tage initiativet til ”Projekt ny Litteraturhistorie”.

Arbejdsgruppen består af professorerne Hans Hertel, Ivy Möller-Christensen, Johnny Kondrup og forfatteren Oscar K. Initiativet har sat sig spor i en række kronikker i løbet af efteråret og førte til konferencen ”Litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem” afholdt på Københavns Universitet den 25. oktober 2013.

Under navnet Netværk Ny Litteraturhistorie fortsætter arbejdet med at udforme et manifest som udtrykker netværkets synspunkter og afholde en konference på Københavns Universitet fredag den 24. oktober 2014 under titlen Litteraturhistorie i praksis – en inspirationskonference.

Bekymringen gælder ikke kun litteraturhistoriens nedskårne timetal, men gælder det forhold at uddannelsesteknokratiet klemmer livet ud af en faglig lærdomstradition, og at der helt grundlæggende er en foragt i tiden over for en historisk dimension, en fortidsallergi. I modsætning hertil vil man vise den historiske bevidstheds betydning for vores kultur, således som det kommer til udtryk i formuleringen: ”En kultur uden erindring er tom”.

Vi har fundet at denne problemstilling er så væsentlig at vi har villet afsætte et temanummer til at belyse den, og vi har inviteret en del af oplægsholderne på konferencen til at give deres analyse. Det gælder Ivy Möller-Christensen, Hans Hertel, Anne-Marie Mai og Lasse Horne Kjældgaard; men vi har også inviteret andre til at give litteraturhistoriske nedslag og didaktiske indfaldsvinkler til feltet. Fælles for indlæggene er at de ikke blot begræder litteraturhistoriens statustab, men forholder sig konstruktivt til udfordringerne til litteraturhistorien.

Et gennemgående træk i artiklerne er som Ivy

6 DANSK NOTER

Möller-Christensen skriver at tidligere tiders skønlitteratur og digtning kan åbne op for en særlig historisk forståelse og empatisk formåen ved at udtrykke menneskers længsler, sejre, skuffelser som hører med til det at være menneske. Derved skaber den gode undervisning i litteraturhistorie identifikation og forståelse, oplevelsen af som menneske at indgå i et historisk kontinuum.

Hans Hertel kommer i forlængelse heraf ind på at det centrale for en fornyet litteraturhistorie netop er at udvikle basal indlevelse i fortiden, kronologisk sans for epokerne og strukturel forståelse af de lange linjer. Her mødes den lokale lilleverden og den store historie, mikroog makroniveau, så man ser litteraturens rolle i den løbende civilisationsproces og i det globale fællesskab.

Den etiske betydning af læsning kommer i centrum.

Anne-Marie Mai vender sig mod alle tendenser til afkrydsning, pynt og dogmatik, og hun lægger stor vægt på at det er vigtigt igen at holde fast i litteraturhistorien som fortælling om fortiden. Ender den som en støvet monolit eller en skematik som skal tillæres, er dens tid snart forbi.

Oplægsholderne røber ingen bekymring for teknologien. Tværtimod: Lasse Horne Kjældgaard peger på at digitaliseringen giver os enorme muligheder både i forskning og undervisning hvis vi ellers får bygget den nødvendige digitale infrastruktur op.

Blandt nedslagene beskæftiger Karina Lykke Grand sig med hvordan rejsende i første del af 1800-tallet udvikler en standardiseret skabelon for den måde vi i dag fotograferer landskaber og folkeliv på, og som et korrektiv til den traditionelle litteraturhistorie skriver Anders Juhl Rasmussen om Arenamodernismen. Endelig beskæftiger Mischa Sloth Carlsen sig med en didaktisk indfaldsvinkel til feltet i en artikel som især behandler strømmene mellem den danske og den udenlandske litteratur.

Velkommen til den historiske fortælling – mellem tanke og sansning!

Redaktionen

Illustrationer

Knud Odde Introduktion

Biografi

I dette nummer præsenterer Dansk Noter multikunstneren Knud Odde (f. 1956), der på de følgende sider vil vise eksempler på sit arbejde med maleri, plakatkunst, litografi og keramik.

Malerkollegaen Sys Hindsbo præsenterer Knud Odde således: Knud Odde er lærd, ikke selvlært, men lærd. På en gammeldags måde, med oprigtig ærefrygt for poeter og andre slags kunstnere. Han skaber kærlige portrætter af sine helte, som ikoner fremstår hans værker.

Ansigter og figurer fra en anden tid bliver bragt frem, husket. Med et gåpåmod der bruser igennem eller hen over almindelig anerkendt tegnefærdighed, skaber han nogle billeder der så uomtvistelig er hans, i et næsten hjemmelavet formsprog. Han har hjemme i det gamle Europa, i det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki, men med sit helt eget dobbeltanarki, han er næsten ven med Georg Trakl og Karl Krauss.

Som autodidakt maler har Knud Odde siden 1986 haft en række separatudstillinger, blandt andet på Herning Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen, DCA Gallery, New York og Art Forum, Berlin. Knud Odde er repræsenteret på blandt andet Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Trapholt, Dansk Plakatmuseum, Ny Carlsbergfondet og Kunstindustrimuseet. Deltog i Den Frie første gang i 1995.

Clausens Kunsthandel i Toldbodgade har en samling af indrammet grafik af Knud Odde, og arrangerer gerne udstillinger på skoler og kunstforeninger. www.clausenskunsthandel.dk.

”Su Shi”, keramisk fad, 45 x 45 cm, 2012

DANSK NOTER 7

Tema: Ny litteraturhistorie

Projekt ny Litteraturhistorie Aktuel rapport om indsatsen mod nedsmeltningen af historisk bevidsthed – og om digterisk fastfood eller moderniseret servering af litterær stenalderkost.

”En kultur uden erindring er tom”. Således lød afslutningen på en af de kronikker, vi skrev i forbindelse med grundlæggelsen af ”Projekt ny Litteraturhistorie”.

Denne sætning rummer vel i virkeligheden det, der helt fra begyndelsen har dannet afsæt for initiativgruppens anliggende: Nemlig det faktum, at der i de seneste år på flere forskellige områder beklageligvis er sket en glidende og fortsat nedsmeltning af historisk viden og bevidsthed. Dette gælder også inden for danskfaget, og i denne forbindelse er der konkret tale om undervisningen i litteraturhistorie.

Vi står åbenbart ikke alene med denne bekymring.

Mellem 150 og 200 deltagere mødte op til det åbne seminar den 25. oktober 2013 i det store auditorium på Københavns Universitet, hvor vi i samarbejde med Dansklærerforeningen og Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet havde indbudt en række kolleger fra folkeskole- til universitetsniveau til at belyse situationen for litteraturhistorien som faglig disciplin på landets skoler, gymnasier, seminarier og universiteter.

Forud for seminaret havde vi i initiativgruppen undersøgt situationen inden for gymnasie- og seminarieområdet og gennem en rundspørge på landets universiteter opgjort situationen i nøgne tal. Resultatet, som indledningsvis blev fremført af professor Johnny Kondrup, bekræftede desværre alle forudgående, bange anelser: Før gymnasiereformen i 2005 fik eleverne 400 timer i dansk, og litteraturlæsning samt litteraturhistorie som disciplin vejede tungt. Efter reformen blev fagets timer skåret ned til 260, hvoraf halvdelen anvendes på sprog og medier. Samme billede tegner sig på landets lærerseminarer, hvor danskfaget i 2013 blev beskåret med 45 %, og den litteraturhistoriske læsning begrænses til ca. 15 timer. På universiteternes danskfag er timetallet i litteraturhistorie ligeledes skrumpet

8 DANSK NOTER

i varierende grad: Bedst ser det ud i Odense, og værst i Roskilde. På Roskilde Universitet, hvor litteraturhistorien udbydes på kandidatuddannelsen og er valgfri, er semesterantallet reduceret fra tre til ca. to, mens timetallet er nedsat fra 180 til 70, altså med godt 60 %.

Københavns Universitet tegner sig for en nedskæring på 35 %, hvor timetallet på grunduddannelsen fra 1998 til i dag er nedsat fra 195 til 126 timer. Disse tal er ligeledes bekymrende i relation til kvaliteten af folkeskolernes, gymnasiernes og seminariernes undervisning i dansk litteratur og litteraturhistorie, da universiteterne som bekendt udklækker kandidater, der senere bliver undervisere disse steder. Resultatet af undersøgelsen er altså lidet opløftende, og det er nødvendigt med en hurtig og effektiv indsats, hvis udviklingen skal vendes og en form for genopretning skal lykkes.

Litteraturen og litteraturhistorien kan noget ganske særligt! Historisk, faktuel viden er uomtvisteligt også vigtig og bydende nødvendig – både for individets dannelse og samfundsudviklingen. Men netop tidligere tiders skønlitteratur og digtning kan åbne op for en særlig historisk forståelse og empatisk formåen ved at udtrykke menneskers længsler, sejre, skuffelser, begær, lidelser og alt det andet, som vi alle slås med, og som hører med til det at være menneske. Alt dette spejles og reflekteres i litteraturhistorien, men vel at mærke i en bestemt tid og en nærmere bestemt og en for os umiddelbart fremmed historisk og samfundsmæssig kontekst. Derved skaber den gode undervisning i litteraturhistorie – til trods for store tidsmæssige afstande – identifikation og forståelse, og derved opstår oplevelsen af sammenhæng, oplevelsen af som menneske at indgå i et historisk kontinuum. Det handler altså i sidste ende om identitet og om at lære sig selv, sin kultur og sit samfund at kende. Også med den begrundelse, at vi som

Af Ivy York Möller-Christensen, professor i dansk litteratur ved Universität Flensburg og medlem af initiativgruppen til ”Projekt ny Litteraturhistorie”.

”… i et videre perspektiv er der tale om en bekymring, der også retter sig mod den alment kulturelle habitus og den civilisatoriske kvalitet af det samfund, vi lever i.

”

enkeltpersoner og som samfundsindivider skal blive i stand til at træffe både kloge og nødvendige beslutninger for fremtiden.

Det handler tillige om at lære det fremmede at kende, at blive i stand til at lade sig bevæge, at sætte en måske fast cementeret, urokkelig og fordomsfuld selvforståelse på spil gennem muligheden for at leve sig ind i andre verdener og i andres liv. Om netop dette sidste er der de seneste år opstået ny opmærksomhed, for just fiktionen eksempelvis i form af en god roman eller film kan gøre det muligt at gennemleve et andet menneskes situation, tid og tænkemåde. Og en sådan ind-levelse i et narrativt rum handler om en styrkelse af muligheden for at føle empati og følgelig også om tolerance – og således handler den i et videre perspektiv også om etisk diskurs.

Der er for tiden i både litteratur og film et øget fokus på etikken, og dette just i en tid, hvor man i relation til visse dele af den moderne vestlige kultur kan tale om en slags post-sekulær tilstand, hvor en religiøs diskurs måske nok stadig eksisterer, men kun i mere eller mindre flydende tilstand. Dermed er bekymringen over den massive nedskæring af litteraturhistorien ikke kun en ’nørdet’ kamp for en gammel, litteraturfaglig bastion, som derfor kun burde kunne interessere en relativt sluttet kreds, for i et videre perspektiv er der tale om en bekymring, der også retter sig mod den alment kulturelle habitus og den civilisatoriske kvalitet af det samfund, vi lever i. Man kunne med fare for at blive kaldt håbløst anakronistisk også med en meget rummelig formulering betegne dette svind som et generelt tab af ’almen dannelse’. Meget sigende har danskfaget med de seneste reformer næsten mistet sin status af traditionelt ”dannelsesfag” og er, efter mange kollegers mening, blevet et såkaldt ”redskabsfag” for

andre fagområder. Den faglige debat og flere avisomtaler efter offentliggørelsen af professor Johnny Kondrups og mine fælles kronikker i dagbladene Jyllandsposten (3.10.2013) og Berlingske Tidende (4.10.2013) vidner imidlertid også om, at ikke alle inden for litteratur- og danskfaget slutter op om initiativet til en styrkelse af litteraturhistorien som faglig disciplin (jf. Hauge, Berlingske Tidende 8.10.2013 og svar fra Kondrup og Möller-Christensen sammesteds den 13.10.2013). Min holdning er, at anliggendet er for vigtigt til at ebbe ud i en faglig polemik, der i første omgang højst kan være af interesse for en relativt snæver, videnskabsteoretisk interesseret kreds. ”Projekt ny Litteraturhistorie” er tænkt som et konkret anlagt og bredt initiativ af såvel

”Burroughs i Kbh”, plakat, 60 x 42 cm, 2013

DANSK NOTER 9

faglig som almen samfundsmæssig og uddannelsespolitisk interesse.

I forbindelse med en sådan rehabilitering af litteraturhistorien skal det kraftigt understreges, at vi ikke er ude på strandhugst i andre af fagets discipliner! Der skal ikke herske tvivl om, at fx sprog, medier og litterær metode og analyse absolut er vigtige og nødvendige dele af et moderne danskfag. Og den stigende vigtighed af at øge indsatsen på disse områder er ikke den eneste grund til, at vi står i den nuværende situation. Også fremkomsten af nye teorier, metoder og faglige tilgange har i de seneste årtier bidraget til at lægge nye og spændende vinkler på faget, men har samtidig bidraget til at trække fokus yderligere bort fra litteraturhistorien som disciplin. Her kan i flæng nævnes retninger som nykritik, strukturalisme, ideologikritik og dekonstruktivisme.

Netop dette aspekt stod i forgrunden i professor Hans Hertels oplæg på det åbne seminar. Vi er derfor stillet overfor en udfordrende opgave, der går ud på at foreslå veje og modeller til en rekonstruktion af danskfaget. En sådan fornyelse drejer sig billedligt talt om at smadre glasskabet på væggen og sætte elektroderne på litteraturhistorien for at genstarte fagets hjerteslag og den tabte faglighed med det mål at rehabilitere det som fagrækkens egentlige dannelsesfag. Men vel at mærke indlejret i en moderne kontekst! Der kan blive tale om udvidelser af timetal, der kan blive tale om nye strukturer. Vi skal – uden imperialistiske intentioner overfor andre fag eller fagets øvrige discipliner – i et konstruktivt fagligt samarbejde forsøge at formulere nogle løsningsmodeller til, hvorledes danskfaget for at blive et moderne dannelsesfag kan skrues sammen på en ny måde, hvor litteraturhistorien igen kan indgå som en afgørende del af fagets bærende konstruktion.

Ligesom en række af oplægsholderne på det nævnte seminar gjorde opmærksom på, og som det fremgår af flere bidrag i dette temanummer, er det nødvendigt, at undervisningen i litteraturhistorie – som det i øvrigt er tilfældet for alle andre af fagets dele og discipliner – bliver underlagt en pædagogisk og didaktisk modernisering med anvendelse af alle de mange muligheder, som den nye, digitale teknologi tilbyder. På seminaret fokuserede både Anne-Marie Mai, Lasse Horne Kjældgaard, Jens Raahauge og Per Stounbjerg i større eller mindre omfang på dette aspekt. Netop inden for ny teknologi ligger et kolossalt og spændende potentiale

10 DANSK NOTER

gemt. Mange kolleger rundtomkring på landets skoler, gymnasier, seminarier og universiteter er allerede nået meget langt med dette arbejde, men der er uden tvivl behov for at udvide indsatsen og forskningen på området. Lad mig her blot antyde nogle af mulighederne: Lynhurtige søgemuligheder i databaser over forfatterskaber efter frekvenser af ord, metaforik osv. Mulighed for kobling af billeder, lyd og tekst, let adgang til filmudsnit, dokumentarudsendelser og lignende gør det muligt at undervise i litteraturhistorie på en helt ny og inspirerende måde, som ikke blot hos unge mennesker vil møde umiddelbar interesse. Arbejdet kan i flere sammenhænge også kobles sammen med projekter, der handler om kulturel formidling.

Det tvær-mediale og tværfaglige skal medtænkes, når der arbejdes med danskfagets didaktik, i særdeleshed også i forbindelse med undervisningen i litteraturhistorie. For vi er jo stillet overfor det problem, at litterær fastfood hos mange elever og studerende umiddelbart virker mest attraktivt og letfordøjeligt, og står valget mellem en sprogligt fremmedartet 1600-tals tekst og et videoklip med en aktuel rap-tekst, vil sidstnævnte umiddelbart virke mest indbydende på de fleste unge mennesker. Vi skal skærpe appetitten på den litterære stenalderkost, gå til biddet med eleverne og de studerende og lade dem tygge, også på de ukogte korn.

Læreren skal udfordre dem i mødet med det fremmede.

Fakta Initiativgruppen Projekt Ny Litteraturhistorie består af professorerne i nordisk litteratur Johnny Kondrup og Hans Hertel, Københavns Universitet, professor Ivy York Möller-Christensen, Universität Flensburg, og forfatter Oscar K (alias Ole Dalgaard).

Gruppen organiserede i samarbejde med Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og Dansklærerforeningen i oktober 2013 et åbent, fagligt seminar med deltagelse af litteraturhistorikere fra hele landet.

I foråret 2014 vil gruppen i samarbejde med fagfæller tage nye initiativer til en styrkelse af litteraturhistorien som faglig disciplin.

Jeg vil undlade yderligere metaforiske udskejelser, men blot understrege, at det skal gøres under inddragelse af de mange, spændende muligheder, teknikken byder.

Dette ændrer dog ikke på, at det er fagligheden og den litteraturhistoriske tilgang til stoffet, der skal være bestemmende for formidlingen og danne rammerne for den, så man gennem fornyelsen ikke blot risikerer at ende i et fragmenteret underholdningsscenarie med deraf følgende fornyet, faglig erosion.

Vi har i initiativgruppen Projekt ny Litteraturhistorie besluttet at fortsætte arbejdet og har til begyndelsen af 2014 indbudt en række nøglepersoner fra danskfagets områder lige fra folkeskolen over gymnasierne og seminarerne til universiteterne for at drøfte det videre forløb. Den store, offentlige interesse for emnet, som

”Vi skal skærpe appetitten på den litterære stenalderkost.” kom til udtryk i en række avisartikler, vidner – sammen med en lang række personlige henvendelser – om, at vi langtfra står alene med vores bekymring og ønske om at rehabilitere litteraturhistorien. Det er snart sidste udkald, hvis et vigtigt, videnskabeligt kontinuum og fagligt forskningsområde ikke skal gå tabt med de konsekvenser, det måtte få for hele uddannelsessystemet.

I et godt samarbejde med bl.a. Dansklærerforeningen, herunder formanden for folkeskolesektionen, Jens Raahauge, som på seminaret udtrykte sin uforbeholdne støtte til initiativet, vil vi i den kommende tid med optimisme fortsætte indsatsen for litteraturhistorien som faglig disciplin på de danske undervisningsinstitutioner og universiteter.

”Dame i stol”, litografi, 33 x 49 cm, 2013

DANSK NOTER 11

Tema: Ny litteraturhistorie

Da filmen knækkede.

Nykritisk dogmatisme, historietab og uundværlig historie Ved seminaret Litteraturhistoriens fremtid talte professor Hans Hertel om årsagerne til danskfagets afhistorisering, men også om historiens nødvendighed og dens rolle i den løbende civilisationsproces og i det globale fællesskab. Artiklen er en let afkortet udgave af oplægget.

Når den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright talte for yngre folk, medbragte hun en globus for at pointere at alting må ses i et globalt perspektiv. Det gælder også dansk litteratur. Jeg betragter litteraturen som en vigtig kraft i historiens store civilisationsproces, og dermed er litteraturhistorien en del af den almene historie og kulturhistorie. Det er et bærende synspunkt i Gyldendals Verdenslitteraturhistorie, som jeg frem til 1995 var redaktør og medforfatter af.

Verdenslitteraturen, det globale perspektiv, må med i litteraturhistorieundervisningen og derfor også i dansktimerne.

Siden 60’erne har vi oplevet en accelererende afhistorisering af faget. Med historietabet er der sket en løbende erosion af historisk bevidsthed, også af hvad der burde være symbolsk fællesgods. Dette traditionstab blev i 80’ernes amerikanske debat døbt kulturel

”Olav Nygaard (norsk digter)”, akvarel, 23 x 39 cm, 2013

12 DANSK NOTER

analfabetisme – cultural illiteracy. Men pointen er jo også at de bedste studerende er vidende om Holberg, Job, Golgatha og Hiroshima; de fleste er det ikke. Vi har fået en stadig voksende kløft mellem en lille veluddannet mandarinklasse og et stort flertal af kulturelle analfabeter. Det er et problem i undervisningen, men det er også et alment samfundsproblem.

Grunde til historietab Meget er skolens fejl, men den litterære institution har bidraget. Der er flere grunde til at litteraturfagets historiebevidsthed faldt. Jeg vil pege på i alt syv faktorer: 1) Nykritik og strukturalisme blev til dogmatisme. Disse retninger, der jo går tilbage til 1930’erne, fik et forsinket gennembrud her i 60’erne, men blev til gengæld sejlivede, og at abstrahere fra litteraturens tilblivelses- og brugsproces og fra forfatterpersonen blev ruinerende for litteraturformidlingen, der jo bygger på læsernes helt naturlige optagethed af forfatter og værk som en enhed.

2) Modernismens nutidsfokusering: Afhistoriseringen forstærkede hvad jeg vil kalde ’den modernistiske fejlslutning’: troen på at kunsten gør fremskridt i formsprog og indsigt, så moderne litteratur pr. definition er ’dybere’ og ’farligere’.

3) Tvangsavantgardisme: den tankefigur hos modernister og hos en radikal PH i 1960’erne at kunst bør være ’fornærmende’ og traditionssprængende. Det blev til en cirkelslutning, så traditionsbrud og eksklusivitet (’kunst af de få for de få’) automatisk blev til et kvalitetskriterium – og til afskrivning af fortidens kunst.

Af Hans Hertel, f. 1939, professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet 1980-2009, medarbejder ved Politiken, redaktør af Gyldendals Verdenslitteraturhistorie.

”… litteraturhistorien en del af den almene historie og kulturhistorie

”

4) 70’ernes ideologikritik gav en nyttig målsætningsdebat og gjorde op med tyrkertroen på kunstens autonomi. Men i praksis blev den ofte blandet med puritansk kunstdøvhed og uvidenhed – derfor reduktionistisk.

5) 80’ernes dekonstruktion blev til en udviklet nærlæsningsteknik med fokus på teksters sprækker og selvmodsigelser. Men omkostningen blev den opfattelse at de store ideer og store fortællinger er døde, historie blev reduceret til en retorisk konstruktion, dvs. fiktion.

Tilsammen kom disse strømninger til at isolere teksterne og pulverisere kunstnerbegrebet. Polemisk sagt: Nykritik og modernisme så fortiden som et raritetskabinet, hvor man kan håndplukke klassikere der er så heldige at leve op til vores smag: Ewald, Aarestrup, Sophus Claussen som førmodernister. Ideologikritikken så også kulturarven som et pulterkammer for falsk bevidsthed og borgerlig indoktrinering, og det blev overflødigt at kende de ’reaktionære’ klassikere før man kasserede dem.

Dansk Industris evige krav er jo at neddrosle unyttig humaniora, og gymnasiebekendtgørelsen 1971 blev et gadekryds af et kompromis. Her fandt nykritiske, ideologikritiske og teknokratiske synspunkter sammen om at omstøbe dansk til redskabsfag. Det var frugtbart med det udvidede tekstbegreb, inkl. billedanalyse og med tværfagligt samarbejde, men reformen sendte den historiske litteraturbetragtning ud på et sidespor, så det blev til punktstudier og pindemadder. Og det blev overgået af bekendtgørelsen 2005.

6) I 80’erne kom nye ismer til: postkolonialisme, multikulturalisme og identity studies. De repræsenterede en vigtig udvidelse med den ikke-vestlige kanon og med mindretalsstudier som kønsstudier, queer-, Black American studies osv. Men disse mindretalsstudier vil se verden ud fra deres eget perspektiv og fornægter fællesskab, og det fører til sekterisme og protek-

tionisme. Det bliver ikke multi-, men monokultur.

7) Og efter 2000 har vi fået en markant markedsgørelse af kulturformidlingen, der fokuserer på populære/ sponsorerede kulturformer: infotainment, oplevelsesøkonomi og nostalgi-industri. Samtidig ser vi en aggressiv og populistisk fortidsallergi og fortidslikvidering. Det er karakteristisk at nydigitaliserede bibliotekarer taler hånligt om ’papirbøger’ og ’fastformslitteratur’.

Alle disse retninger har givet vigtige fornyelser, men som samlet proces har de demonteret et kronologisk helhedssyn. Fortiden er blevet splittet op i pluklæsning.

Aage Henriksen kaldte det ”at afskaffe fortiden ved at gøre den uforståelig”. Elsa Gress kaldte det ”provinsialisme i tid”.

Fra sen-80’erne har vi set en stille modreaktion mod historietabet med nye retninger som New Historicism og New Comparative Literature. Litteraturvidenskab i København og litteraturhistorie i Aarhus har indført udvidede historiske kurser Det er alt sammen fint, men i forhold til den overordnede tendens er det kun små nøk – og op ad bakke.

Hvor filmen knækkede Set på afstand er det oplagt at filmen knækkede tre steder: ved Berlin-murens fald i 1989, ved årtusindskiftet 2000 og ved angrebet på Twin Towers i New York den 11. september 2001. Ved hvert af disse brud er kæmpestykker fortid brækket af – ligesom indlandsisen.

1800-tallet er rykket længere bagud – for ikke at tale om 1700-tallet!

Når man ser historietabet fra helikopterhøjde, er der tydeligvis tale om en overordnet samfundsproces. Så forskellige analytikere som den britiske psykolog Susan Gerhardt og den amerikanske filosof Martha Nussbaum peger på en almen mentalitetsændring omkring 1980, som de forklarer strukturelt med markedsliberalismens og den ekstreme individualismes gennemslag på alle niveauer.

”Tilsammen kom disse strømninger til at isolere teksterne og pulverisere kunstnerbegrebet

”

DANSK NOTER 13

”Nietzsche og hest”, linoleumssnit, 48 x 65 cm, 2010

Sue Gerhardts bog The Selfish Society og Martha Nussbaums Not for Profit – begge fra 2010 – ser samstemmende markedsliberalismen som et generelt bevidsthedsskred, en mentalitetsomskoling til økonomisk-materielle værdier. Den frisatte individualisme fokuserer på rigdom som kriterium for succes og hylder personlig vinding uden samfundshensyn, og det har gjort os egocentriske, egoistiske og asociale. Individualismen har kidnappet vores livsform og amputeret vores respekt for andre: andre værdier, andre kulturer end lige vores egen.

Det hører med i dette billede at siden 80’erne har USA og Europa oplevet en aggressiv reaktion mod oplysningsideerne, i liberalistiske angreb på socialstaten og i religiøse højrebevægelser, såkaldte Rad Cons. De to

14 DANSK NOTER

strømninger kan også flyde sammen. I 2010 sagde en ’Rad Con’ til New York Times: ”Vi tror på Jesus Kristus, og Jesus ville aldrig være gået med til Obamas økonomiske stimuleringsprogram, bankstøtten og welfare.”

Fælles for disse strømninger er at de er fundamentalistiske, lukkede omkring sig selv, og kun anerkender egne værdier. The Selfish Society går igen på mange niveauer: i fremmedfrygt, i management-ideer overført til forskningspolitik, i yuppie-’narcissisme-kultur’. Den norske psykiater Finn Skårderud ser det ligefrem som et stigende ungdomsproblem at manglende empati skaber psykiske forstyrrelser.

Uddannelse til demokratisk borgerskab Jamen, hvad har alt det at gøre med litteratur og hi-

”Den frisatte individualisme fokuserer på rigdom som

”

os selv – og at træde op i andres storie? Det har alt med vores fag at kriterium for succes sko, gestalte ligheder og forskelle gøre. Det er jo det farvand vi skal mellem dem og os. operere i. Og positivt set peger det på Så vidt Martha Nussbaum, og jeg er helt enig: Littelitteraturens og historiens moralske nødvendighed og raturen kan noget som ingen anden kunstart kan: Den aktualitet. kan skabe helhedsoplevelse og nuanceret forståelse.

Man kan sætte sig defaitistisk ned og begræde Victoriatidens store romanforfatter George Eliot sagde traditionstabet som en uafvendelig nedtur, men der er det sådan i én sætning: Literature is the extension of faktisk folk som går imod strømmen. Fra slut-80’erne our sympathies. For Martha Nussbaum handler det om har vi set en stille ’etisk’ modbølge i USA og England: opdragelse til medborger og verdensborger, og hendes Dekonstruktivisten J. Hillis Miller har skrevet bøger om narrative imagination kan videreudvikles med psykoloetisk læsning, og han mener at teksters mangetydighed gisk-moralsk, historisk og sociologisk forestillingsevne. kan drejes konstruktivt, så det bliver til intens moraldeHistorisk bevidsthed er central for at træne empati, bat in the classroom. Marxisten Terry Eagleton plæderer og evnen til samarbejde, omstilling og indføling vil jo i bogen After Theory (2003) for at skippe postmoderniblive stadig vigtigere i det berømte globale samfund. stisk tomgang og engagere sig i litteraturens gamle eksiDet er tilsvarende vigtigt at udvikle kronologisk stentielle temaer. Jeg anbefaler især Martha Nussbaums sans – der er jo forskel på om noget foregår i oldtiden, bøger Cultivating Humanity (1997) og den nævnte Not i middelalderen eller ”engang i 1700-1800-tallet”. I for Profit (2010). det perspektiv indgår også værkernes brugshistorie, for Martha Nussbaum ser humanioras værdier som indfølingen går jo op og ned i tid. De store værker er afgørende for demokratiet. Der er, siger hun, brug for universelle fordi de transcenderer tid og sted og bakser en konsekvent education for democratic citizenship and med de evige, eksistentielle spørgsmål. Og de er uudglobal citizenship, hvor man trænes i at se sin egen kultømmelige fordi de kan læses og spilles og opleves igen tur som del af en kompleks global omverden. Hendes og igen, fra nye vinkler, og ofte vil sige noget uventet sokratiske ideal hedder: at fremme kritisk tænkning og om vores egen situation. dømmekraft op mod blind autoritet og fikserede ideer.

Det er også et spørgsmål om viden.

Krav til en ny litteraturhistorie

Måske lyder jeg som en lægprædikant, men selv om det Litterær oplevelse som indgang til at forstå er op ad bakke, så må vi jo forsøge.

Det Fremmede Begrebet intertekstualitet er nyttigt til at belyse Martha Nussbaum argumenterer parallelt med vores hvordan værker og forfattere er i dialog med forgæninitiativ Projekt Ny Litteraturhistorie, også når hun gerne – hvordan Karen Blixen diskuterer og leger med afviser formalistisk tilgang til litteratur som steril. mange andre tekster, fra Det gamle og Det nye testaLitteratur, mener hun, er den kunstart der bedst kan mente, 1001 nat og Boccaccios Decameron til vores egne udvikle narrative imagination: evnen til medfølende Kierkegaard og Goldschmidt. Men det bliver gribende identifikation med fiktive skæbner, og hendes bøger uinteressant, ja kontraproduktivt, hvis det ender i perer et eminent bud på en praktisk læserpoetik. Med ekspektivløs jagt på påvirkninger og krydsreferencer sempler fra græsk-romersk litteratur og filosofi frem til – alt det der ikke er værd at vide. Så ender vi i et luftnutiden demonstrerer hun hvordan litterær oplevelse tomt rum i litteraturens inderste indercirkel. Litteratur kan fungere som indgang til at forstå Det Fremmede: handler jo om verden, ikke primært om folk der er anderledes end os selv, og til at anden litteratur, og opgaven er at udvikle empati: evnen til at indleve udfolde den ægte oplevelse med sig i andre kulturer og livsformer, perspektiv. andre gruppers værdier og behov E-bogen gør prinDet centrale for en fornyet – på tværs af køn, race, religion, litteraturhistorie er altså: at etnicitet, klasse og sprog – og cipielt alle klassikere udvikle basal indlevelse i fortiderved nedbryde stereotyper. den, kronologisk sans for epokerne Litteraturens potentiale er at den tilgængelige her og nu og strukturel forståelse af de lange tillader os på én gang at være

”

”

linjer. Her mødes den lokale lilleverden og den store historie, mikro- og makroniveau, så man ser litteraturens rolle i den løbende civilisationsproces og i det globale fællesskab.

At gøre os samtidige med fortiden Der er to pædagogiske metoder til at formidle historisk: at gøre os samtidige med fortiden – og at gøre fortiden samtidig med os.

Den første metode er at løfte læserne op til fortiden.

Det er det greb som F.J. Billeskov Jansen i sit gamle Kierkegaard-udvalg kaldte: ”at sætte Stiger til disse himmelhøje Tekster” med introduktioner, realkommentar og fortolkende parafraser.

New Historicism har inspireret nye greb til at gøre os samtidige med fortiden. Harvard University Press har udsendt tre bind kaldet A New History of ... American, French og German Literature. De udgår fra et bredt tekstbegreb, fokuserer hver på 150 historiske nøglepunkter og indsætter repræsentative tekster i tilblivelses- og samtidssituationen. Det er ofte overraskende, fængende og perspektivrigt.

De digitale medier giver jo en eksplosion af interaktive muligheder. E-bogen gør principielt alle klassikere tilgængelige her og nu fordi forfatterne kan downloades live i billede og lyd, så de står i rummet.

Jørgen Leths og Chr. Braad Thomsens portrætfilm viser hvordan det giver en ny dimension at se Pontoppidan, Johs. V. Jensen, Tom Kristensen og Søren Ulrik Thomsen læse op og gerere sig i deres miljøer – og at se Dan Turèll som selviscenesat mediefigur. Det er morsomt at følge på tryk når Karen Blixen spiller ping-pong med verdenslitteraturen, men man forstår hende på en ny måde, når man ser hende performe som storyteller i Hørsholm Krohave og i amerikansk tv.

Nykritikere og dekonstruktivister vil måske kalde det pop frem for at sidde med lup over teksten, men det er stærk formidling. Når vi vil skræve over grøften til fortiden, kan vi også lære af den britiske Better History campaign og Radio 4’s serie Making History.

At gøre fortiden samtidig med os Den anden metode: at gøre klassikerne samtidige med os er jo hvad især filmatiseringer og teateropsætninger gør. Den polske kritiker Jan Kott skrev bogen Shakespeare Our Contemporary (1964), og det er hvad mange instruktører forsøger med Holberg og Molière, Strindberg og Ibsen. Vi må være beredt på både muntre og pinlige

16 DANSK NOTER

overraskelser når vi ser os selv oppe på scenen.

Aktualisering kan også gøres virkningsfuldt i tegneserieform. Og man kan sænke klassikerne ned til os ved nænsomt at modernisere sproget. Det er f.eks. gjort af Peter Thielst med Kierkegaard og af Line Krogh med Leonora Christines Jammersminde. Den trafik bliver vi nødt til at gå mere ind på, hvis ikke yngre folk skal hægtes af. Vi må lægge bort gamle puritanske krav om original sprogdragt – i den højere sags tjeneste.

Man kan også gøre os samtidige med klassikerne ved at læse Kafka som nøgle til forståelsen af fremmedgjort bureaukrati og retssystem. Det har den danske samfundsforsker Torben Beck Jørgensen gjort. Og i sommer så man et fint eksempel på aktualisering da afsløringen af National Security Agency’s mammuttapning af internettrafikken gav mammutsalg af en nyklassiker der pludselig føltes alt for aktuel: Orwells 1984. Sikke et undervisningsforløb der kunne komme ud af at læse Orwells diktaturskildring og samtidig se Florian Henckel von Donnersmarcks film Das Leben der Anderen. ’Goethe – det véd man hvad er’ Jo, der er liv i klassikerne. Sådan set er det jo derfor de er berømte. En af mine venner havde engang en oplevelse med den legendariske Peter Rindal – lagerforvalteren på Kolding Hørfabrik der i 1965 iscenesatte stormen mod Statens Kunstfond og gav navn til rindalismen. Han fik senere job i et antikvariat i Aalborg, og da min ven her købte en Goethe-biografi, sagde Rindal venligt: ”Ja, Goethe – det véd man hvad er.”

Jeg er undtagelsesvis helt enig med Rindal. Det vil også være et godt motto for Projekt ny Litteraturhistorie: ’Goethe – det véd man hvad er’. Navnet kan efter behov udskiftes med Holberg, Blicher, Andersen, Jensen eller Blixen.

”… man kan sænke klassikerne ned til os ved nænsomt at modernisere sproget

”

”Su Shi (Su Dongpo)”, litografi, 42 x 64 cm, 2010 Litteraturliste Booth, Wayne C. (1988): The Company We Keep: an ethics of fiction, Berkeley: University of California Press.

Borup-Jensen, Thorkild (2007-12): Kanonserien 1-14, København: Dansklærerforeningens Forlag.

Eagleton, Terry (2003): After Theory, London: Allen Lane.

Gerhardt, Sue (2010): The Selfish Society. How we all forgot to love one another and made money instead, London/New York: Simon & Schuster.

Hertel, Hans (ed.) (1985-93. 1994-95): Verdens Litteraturhistorie 1-7. København/Oslo/Stockholm: Gyldendal, Gyldendal Norsk og Norstedts.

Jørgensen, Torben Beck (2012): ‘Weber and Kafka: The Rational and the Enigmatic Bureaucracy’, Public Administration, vol. 90, no.1, pp. 194-210.

Kott, Jan (1964): Shakespeare Our Contemporary, London: Methuen.

Leonora Christinas Jammers Minde, bearbejdet og indledt af Line Krogh (2010), København: Gyldendal.

Miller, J. Hillis (1987): The Ethics of Reading: Kant, de Man, Eliot, Trollope, James, and Benjamin, New York: Columbia University Press.

Miller, J. Hillis (1998): Reading Narrative, Oklahoma: University of Oklahoma Press.

Miller, J. Hillis (2003): Speech Acts in Literature, Stanford: University of California Press.

A New History of French Literature (1989), ed. Denis Hollier, Cambridge, Mass./London: Harvard University Press.

A New History of German Literature (2004), ed. David E. Wellbery, Cambridge, Mass./London: Harvard University Press A New Literary History of America (2009), ed. Greil Marcus & Werner Sollors, Cambridge, Mass./London: Harvard University Press Nussbaum, Martha C. (1997): Cultivating Humanity: A classical defense of reform in liberal education, Cambridge, Mass/London: Harvard University Press.

Nussbaum, Martha C. ((2010): Not for Profit. Why democray needs the humanities, Princeton/Oxford: Princeton University Press.

Sutherland, John (2013): A Little History of Literature, New Haven/London: Yale University Press.

DANSK NOTER 17

Tema: Ny litteraturhistorie

At gentænke litteraturhistorien uden facitlister og fine fornemmelser Med udgangspunkt i litteraturhistoriens mere beskedne plads i nutidens danskfag diskuterer Anne-Marie Mai dens muligheder. Hun vender sig mod alle tendenser til afkrydsning, pynt og dogmatik og peger omvendt på at det er nødvendigt at holde fast i litteraturhistorien som fortælling om fortiden.

Det åbne faglige seminar om litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem, som blev afholdt på Københavns Universitet i oktober 2013, er særdeles velkomment. Netop for ti år siden udkom den ministerielle rapport Fremtidens Danskfag,1 som blev grundlaget for gymnasiereformens nye danskfag i 2005, hvilket også forplantede sig til studieordningerne på universiteterne. Reformerne fik mange steder det resultat, at litteraturhistorieundervisningen fik færre timer.

Derfor er der god grund til at forny diskussionen om danskfaget og litteraturhistorien.

I Johnny Kondrups og Ivy York Möller-Christensens oplæg til seminaret bliver det også fremhævet, at der er sket mange udvidelser af danskfagets områder, vel at mærke på bekostning af litteraturhistorien. Det udvidede tekstbegreb, medierne som genstandsfelt og digitaliseringen af kommunikationen ser sammen med globaliseringen ud til at have resulteret i, at litteraturhistorieundervisningen har fået trange tider.

Når det gælder danskfaget på universiteterne, kan man bemærke, at interessen for at beskæftige sig med litteraturhistoriske emner er faldende blandt de studerende. Der skrives faktisk kun få specialer om emner og

”… interessen for at beskæftige sig med litteraturhistoriske emner er faldende blandt de studerende.

18 DANSK NOTER

”

værker, der ligger før det moderne gennembrud, og på flere af universiteternes danskstudier omhandler langt over halvdelen af specialerne emner inden for litteratur, sprog eller medier efter 1980.2 Men selv om både gymnasiereformen og udvidelserne af danskfagets genstandsfelt skaber vanskeligheder for litteraturhistorieundervisningen, bør vi som dansklærere måske forsøge at bruge de ændrede forhold som mulighed for at gentænke litteraturhistorien, samtidig med at vi på de uddannelser, hvor timetallet er raslet i bund, peger på behovet for en anstændig ordning for studiearbejdet med litteraturhistorie. Mit forbillede er i den henseende SDU-modellen med 3 ugentlige timer i fire semestre på BA-uddannelserne,3 selv om vi ikke kan prale af en opblomstring af interessen for at skrive specialer og afhandlinger om emner før 1980.

Den følgende diskussion af litteraturhistoriske muligheder tager udgangspunkt i iagttagelser af nogle gymnasieelevers oplevelse af, hvad det er underviserne vil med litteraturhistorieundervisningen. Herefter debatteres nogle forslag til, hvordan vi med fordel både i gymnasiet og på universitetet kan nytænke kanonforpligtelsen, inddrage en højere grad af metodisk refleksion og genfinde den historiske analyserende fortælling, som tidligere var en dyd i litteraturhistorien og den historiske læsning.

Afkrydsning, pynt og dogmatik Det er både nyttigt og af og til skræmmende for en dansklærer at kigge forbi Studieportalen,4 hvor elever udveksler ideer og opgaver og hjælper hinanden med

Af Anne-Marie Mai, professor i litteratur, Institut for Litteratur, Kultur og medier, SDU

faglige spørgsmål. Der er oplagt mange gode gymnasiale danskopgaver på Studieportalen, men nogle af de spørgsmål, der stilles i forbindelse med eksamen, kan få selv en hærdet, gammel lærer til at ryste på hænderne.

Der er især tre urovækkende tendenser, man kan bemærke, når elever beder hinanden om hjælp til at klare litteraturhistoriske eksamensfordringer.

For det første er der en tendens til, at eleverne opfatter litteraturhistorie som en art afkrydsningssystem, som det kan være godt at kunne lidt om. For det andet er der mange eksempler på, at litteraturhistorien betragtes som en udvendig pynt eller staffage, som man ikke behøver at gå alt for langt ind i.

For det tredje er der en tendens til, at nogle elever har det indtryk, at litteraturhistorien er en art skræddersyet dogmatik, som gør det svært at opvise den ringeste form for selvstændighed.

En elev skriver eksempelvis:

historiske landskab og opleve glæden ved at være del af en forskningsproces. Ofte satser vi mest på at udstyre elever og studerende med en skematik over perioder med dertil knyttede stikord, som de ved det grønne bord kan hæfte på teksterne. Men litteraturhistorien er ikke en facitliste, og hvis den fremtræder som sådan, er den stendød.

Hvorfor ikke lade elever og studerende læse kortere og også mindre kendte tekster af kanonforfatterne og diskutere, hvordan teksterne overhovedet kan læses historisk? Hvorfor ikke læse uddrag af Holbergs underholdende og ungdommelige levnedsbreve frem for den evige Erasmus Montanus? Hvorfor ikke vælge en splinterny tekst af Klaus Rifbjerg som novellen ’En

’Hej Jeg er igang med en dansk aflevering om Romantikken og Det moderne gennembrud. Der skal vi bruge Litteraturens veje. Min lære har opstillet nogle spørgsmål til os. Men når jeg vil læse i Litteraturens veje så står svaret skrevet i bogen. Jeg synes det er svært at skrive det om, eller forklar det på en anden måde.

Jeg er bange for at begynde med at skrive af, fordi det er svært at skrive om.

Er der nogle metoder, som jeg kan bruge for at det ikke vurderes som at man har skrevet af.

Håber at der er nogen kan svar mig hurtigt.

Tak på forhånd ’5 Den sidste efterlysning er virkelig sørgelig. Hvis litteraturhistorien er blevet en serie af vedtagne svar, er den ikke værd at beskæftige sig med. Hverken for elever, der ikke kan stave til ’lærer’, eller for lærerne, som skal lytte til afliringen af en dogmatik, som er litteraturhistorien og litteraturen fremmed.

At gentænke kanonforpligtelsen Danskfaget er som bekendt forpligtet af en undervisningskanon, der blev udsendt i 2004. Men måske har kanon fået os til at se litteraturhistorien som en slags monolit, som vi blot skal bøje os for. Vi burde forsøge at omgås kanon med større mod på nytænkning og finde ud af, hvordan vi kan give studerende og elever muligheden for selv at gå på opdagelse i det litteratur-

”Mark E. Smith”, plakat, 42 x 32 cm., 2013

DANSK NOTER 19

badetur’, fra Intet sikkert abnormt (2013) frem for at tage endnu en tur i ringen med ’Frække Jensen’? Selvfølgelig har vi undervisere ikke megen tid til at forny pensum og udskifte stof, men Dansklærerforeningen afholder stadig kurser med tilbud til undervisere, der har lyst til at gå nye veje med kanonlæsningen. Det er også en oplagt mulighed at udfordre kanonforfatternes tekster af andre og ikke så kendte tekster. Eksempelvis kan det være en idé at samlæse Thomas Kingos og Birgitte Boyes salmer til brug for barselskvinders kirkegang fra henholdsvis 1600-tallet og 1700-tallet. Et par af versene fra de to salmer lyder: Thomas Kingo Jeg er Ureen Fra Hoffved og til Taa Ja Syndens meen Mig boer i Marv og Been Og min skiulte Hierte-vraa!

Ondskab har skiult mig med Dynd Og i Synd Min Moder mig undfik, Selv vaar Jeg ond i skik!

Men, O JEsu, tag vor skam Og Ureene Synde-ham, Toe dend i Din Bioode-dam.6 Birgitte Boye See! Børn er Herrens Gave, Og Livets Frugt en Løn, Og hvilken Fryd at have En from og værdig Søn!

Ja raabe, naar en Grav Kan ey dit Støv insperre: See! Her er jeg, o Herre!

Og de som du mig gav.

Som det umiddelbart fremgår, er der både tematisk, retorisk og litteraturhistorisk nok for elever og studerende at gå på opdagelse i, når man begynder at sammenligne Kingos barok og Birgitte Boyes inderlige og følelsesfulde 1700-talspoesi.

20 DANSK NOTER

”Litteraturhistoriske studier implicerer et valg af tilgang, af metode og teori

”

At læse historisk Med forslaget om en sammenlignende læsning af Kingo og Boye vil jeg også gerne pointere, at det efter min opfattelse er vigtigt eksplicit af formulere sine tanker om, hvordan man arbejder med historisk læsning.

Litteraturhistoriske studier implicerer et valg af tilgang, af metode og teori, og den diskussion kan med fordel inddrages i undervisningen. Litteraturhistorien er ikke en teoriløs disciplin, hvad de seneste 20 års internationale diskussion om metahistorie, fænomenologisk historiefilosofi, new historicism og historisme-kritik demonstrerer.7 Men måske har vi både på universitetet og i gymnasiet forsømt at dyrke refleksionen over, hvorfor vi faktisk gør, som vi gør, når vi læser historisk.

Det er klart, at gymnasiets elever ikke skal beherske store metodiske armsving, men en teoretisk og metodisk diskussion behøver ikke være så kompliceret. Den kan begynde med, at man begrunder sine valg. På universitetet er de studerende ofte særdeles interesserede i teoretiske diskussioner, og derfor er det min vurdering, at det her er muligt at skærpe interessen for historisk læsning gennem en teoretisk opdatering af undervisningen og opgaveskrivningen.8 Nye udgivelser af litteraturhistoriske tekster, blandt andet rejsebøger, breve og selvbiografier, kan også skabe nye tilgange og øge interessen. Et eksempel er Anne Scott Sørensen og Annelise Ballegaards Breve til Charlotte. Fra Sølyst til Weimar, 2011, der bringer en brevveksling mellem Charlotte Schimmelmann og Charlotte Schiller i perioden fra 1792 til 1815. Her får læseren et indtryk af de to kvinders fortolkning af tidens politiske omvæltninger, deres ideer om kunst og litteratur, deres skrivekunst og deres dagligliv. Udgivelsen er en gave til læsere med flair for nutidens sociale medier og selffashioning.

At fortælle I mange år har det været nærmest forbudt for danskstuderende at starte et litteraturhistorisk oplæg eller en opgave om et litterært værk med en historie om forfat-

”Lady Sakara”, Litografi, 76 x 56 cm, 2008

DANSK NOTER 21

”McBride II”, litografi, 43 x 46 cm, 2013

”Vi burde i stedet have forsøgt virkelig at kvalificere de studerendes biografiske interesse.

”

terens biografi. Sig noget om selve teksten, har mange af os sikkert formanet i en sand skræk for, at de studerende kunne gå hen og fortabe sig i en biografisme med simple årsagsforklaringer om forholdet mellem værk og liv. Vi burde i stedet have forsøgt virkelig at kvalificere de studerendes biografiske interesse. Frem for at gøre forfatteren til et upassende spøgelse kunne vi have givet de studerende bedre forudsætninger for at diskutere relationerne mellem forfatter og værk på et teoretisk grundlag.

New historicism giver mulighed for at arbejde med litteraturens forskellige aktanter: skribenter og forfattere, steder og institutioner, trykkerier, forlag, formidlere, traditionsbærere, læsere, kritikere, forskere og undervisere og til at vælge at fortælle litteraturhistorie med

22 DANSK NOTER

skiftende hovedperson og fokus. Netop den fortællende tilgang er vigtig, idet netop den historiske fortælling åbner det fortidige for os, således som filosoffen Paul Ricœur fremhæver. Det er Ricœurs tese, at mennesket har brug for fortællingens tredje tid for at kunne nærme sig en forståelse af det fortidige. Historisk tid bliver til menneskelig tid, i den udstrækning den artikuleres narrativt.

I kronikken ”Forsvar for litteraturhistorien”, som Ivy York Möller-Christensen og Johnny Kondrup offentliggjorde forud for litteraturhistorieseminaret,9 blev det netop understreget, at litteraturhistorien kan opfattes som fortællingen om fortiden. Det er vigtigt at holde fast i litteraturhistorien som fortælling. Ender den som en støvet monolit eller en skematik, som skal tillæres, er dens tid snart forbi.

”… litteraturhistorien kan opfattes som fortællingen om fortiden.

”

Websider http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=85&p_sidenr=237 27.11 2013. http://library.au.dk/fagsider/nordisk/nospec2008/ , 25.12 2013. http://pub.uvm.dk/2003/danskfag/ 27.11 2013. http://static.sdu.dk/mediafiles//7/C/E/%7B7CE0AB4F-674C-4388-B052-96ABA232CBA5%7DDansk13BA.pdf, 25.12 2013. http://www.studieportalen.dk/ 25.12 2013. http://www.sdu.dk/Forskning/PhD/Phd_skoler/Phd_humaniora/ph,-d-,d,-d-,-afhandlinger, 25.12 2013.

Trykte bøger Boye, Birgitte (2011): Med største Pragt Naturen gik. Tekst Anne-Marie Mai, Taarnborg: Kristeligt Dagblads forlag.

Gallagher, Catherine og Greenblatt, Stephen (2000): Practicing New Historicism, Chicago: Chicago University Press.

Hutcheon, Linda og Valdès, Mario (red. 2002): Rethinking Literary History. A Dialogue on Theory, Oxford: Oxford University Press.

Knudsen, Karin Esmann (red. 2008): Historiske fortællinger. Historieformidling og litteratur, Gylling: Gyldendal og Syddansk Universitetsforlag.

Mai, Anne-Marie (2011-2013): Hvor litteraturen finder sted. Bidrag til dansk litteraturhistorie, bd. I-III, Gylling: Gyldendal.

Möller-Christensen, Ivy og Kondrup, Johnny: ”Forsvar for litteraturhistorien”, Berlingske Tidende, 4.10 2013.

Ricœur, Paul (1984-1988): Time and Narrative, vol. I-III, Chicago: University of Chicago Press.

Noter 1 http://pub.uvm.dk/2003/danskfag/ 2 Flere af universiteternes danskstudier har specialeportaler, hvor titler og emner for specialer, der udlånes, er tilgængelige. Af oversigten over specialer ved dansk, Aarhus Universitet, efter 2008 fremgår det, at 55 specialer omhandler litterære værker efter 1980, 29 specialer omhandler litterære værker før 1980, mens 38 specialer omhandler emner inden for sprog og medier (fortrinsvis emner om nutidige fænomener), jf. http://library.au.dk/fagsider/nordisk/nospec2008/ , 25.12. 2013.

3 Se BA-studieordningen for dansk ved SDU på denne adresse: http://static.sdu.dk/mediafiles//7/C/E/%7B7CE0AB4F-674C-4388-B052-96ABA232CBA5%7DDansk13BA.pdf, 25.12 2013. Studieordningen har gennemgået en revision i 2013, og i fagkollegiet er der stor tilfredshed med vægtningen mellem fagets genstandsområder og de discipliner, vi har fået formuleret.

4 Studieportalen, http://www.studieportalen.dk/ 25.12. 2013.

5 Citeret efter Studieportalen 25.10. 2013. Elevens spørgsmål er indsendt 22.04. 2011.

6 Thomas Kingos salme ”Paa Mariæ Renselses eller Kyndelmesse Dag” er brugt i forbindelse med barselskonens modtagelse i menigheden efter fødslen af hendes barn. Her citeres strofe 2, 1699, s. 237. http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_ pub&p_udg_id=85&p_sidenr=237 26.12.2013.

Birgitte Boyes salme ”Bliv fuld af hellig Glæde”, 1778, var et af hendes mange bidrag til Ove Guldbergs salmebog, Psalme-Bog eller En Samling af gamle og nye Psalmer, 1778. Boye (2011): strofe 4, 35-36.

7 Hutcheon og Valdès (red. 2002) og Ricœur (1984-1988) har sammen med Gallagher og Greenblatt (2000) været væsentlige for mit eget forsøg på teoretisk baseret gentænkning af litteraturhistorieskrivningen i Mai (2010-2011), bd. II, heri analyserer jeg litteraturhistorieskrivningens historie og nutidige teoretiske problematik.

8 Se her eksempelvis også Knudsen (2008).

9 Möller-Christensen og Kondrup (2013).

DANSK NOTER 23

Tema: Ny litteraturhistorie

Stryg duggen af sjælens rude – og tænd for skærmen!

Litteraturhistoriens digitale fremtidsmuligheder Litteraturhistorien er ikke i krise, men i kriser. Udfordringerne er mange, men det er heldigvis også mulighederne for at løse dem. Artiklen peger på nogle af de potentialer der ligger i de store digitale tekstarkiver som er eller vil blive etableret – både i forhold til forskningen og undervisningen i faget litteraturhistorie.

Noget af det sjove og stimulerende ved at se actionfilm er de nervepirrende multikatastrofale forløb, der er en af genrens faste bestanddele. Vi ser for eksempel James Bond for os. Han befinder sig oven på taget af et tog, der kører lynende hurtigt, og hele tiden skal han dukke sig eller smide sig på maven for ikke at få en bro i hovedet. Samtidig skal han – mens slipset blæser vandret i luften – kæmpe mod en skurk, der garanteret er bevæbnet i modsætning til Bond. Imens er der en Bond-babe i knibe nede i togvognen. Hun har kæmpet forgæves mod en anden skurk og er nu taget til fange.

Hun vrider og vender sig, mens der er en overskurk, som ser på og gnækker og godter sig. Samtidig er der en atombombe, der tikker og tæller ned et sted. Den skal demonteres, før den detonerer og sprænger titusindvis af uskyldige mennesker i luften.

Således kører der fire-fem katastrofer samtidig, og hvis man skulle argumentere for, at det er kognitivt sundt at se actionfilm, så kunne det ligge i den mentale øvelse i at håndtere katastrofer samtidigt og i at løse dem successivt og vel at mærke i den rigtige rækkefølge. James Bond kan jo ikke nøjes med at overmande manden på taget og befri Bond-baben, eventuelt ved at besejre overskurken. Nej, han skal også redde verden – og standse timeren lige præcis nul-nul-syv sekunder, før bomben sprænger. Ellers dur han ikke som superhelt. Så har han ikke løst filmens ”quest”.

Det er, vil jeg hævde, et billede på den situation, som litteraturhistorikeren i dag befinder sig i. Sagen er den, at der er mange katastrofer – eller måske rettere: kriser – der foregår samtidig. Der er den interne lit-

24 DANSK NOTER

teraturfaglige krise, med stærke og også velbegrundede teoretiske udfordringer af litteraturhistorien, både som genre, som disciplin og som undervisningsfag. Ja, og så er der problemet med overhovedet at få studerende til at interessere sig for ældre litteratur på historiske betingelser – og ældre, det vil i denne sammenhæng sige: fra før år 2000. Så er der den interne danskfaglige krise, hvor litteraturens plads er blevet mindre og mindre prominent – delvis i takt med litteraturens domænetab i offentligheden i øvrigt.

”Ja, og så er der problemet med overhovedet at få studerende til at interessere sig for ældre litteratur på historiske betingelser – og ældre, det vil i denne sammenhæng sige: fra før år 2000.

”

For undervisningen i den ældre litteraturs vedkommende er krisen blevet forstærket af danskfagets delvise omdannelse til instrumentaliseret redskabs- og servicefag. Det har man forsøgt at modarbejde med forskellige kanoninitiativer, i 1992 og 2004, med bastante symbolpolitiske dagsordener. Den skjulte danskfaglige dagsorden med kanon kan man forstå som et forholds-

Af Lasse Horne Kjældgaard, f. 1974.

Ph.d., direktør for Det Danske Sprogog Litteraturselskab

vis desperat forsøg på at redde den ældre litteratur fra at forsvinde ud af pensum som følge af danskfagets forvandling. Kanon har været et refugium for den ældre litteratur, men et ret skrøbeligt helle, fordi det er så politiseret. Endelig er der hele humanioras krise, som har været mere eller mindre permanent siden 1968, og som med stor sandsynlighed er kommet for at blive.

Den bør man naturligvis også skele til.

Krise og samtidsbevidsthed Litteraturhistoriens kriser skal altså tælles i flertal.

Derfor er litteraturhistorikeren i dag at sammenligne med en actionhelt, der befinder sig i en multikatastrofal

situation. Det er vigtigt, for ikke at sige nødvendigt, at hun eller han ikke blot nøjes med at kere sig om den mest nærliggende katastrofe, uanset hvor stor og akut den er. Nej, vedkommende er nødt til også at forholde sig til de andre små og store kriser eller, om man vil, ”udviklingsprocesser”.

Måske har litteraturhistorien endda brug for et historisk pres for at trives. Nogle af de allerstørste litteraturhistoriske værker i det tyvende århundrede er blevet til i krisesituationer, som får vores aktuelle kriser til at tage sig ud som nærmest pinlige bagateller. Tænk på Erich Auerbachs fantastiske afhandling Mimesis: Virkelighedsgengivelsen i den vesterlandske litteratur fra 1946.

”Skyggernes bog”, akvarel, 31 x 43 cm, 2012

DANSK NOTER 25

”Solange med bog”, akvarel, 31 x 43 cm, 2012

Den skrev han i eksil i Istanbul under 2. verdenskrig og med stærkt begrænsede biblioteksressourcer, som han bemærker i bogens forord – som delvis begrundelse for bogens nedslag i verdenslitteraturen. Auerbach var jøde og fordrevet fra sit professorat i Marburg, og derfor befandt han sig i Tyrkiet, hvor han under ekstreme omstændigheder skrev helt ekstremt levende og indsigtsfuldt om den europæiske litteratur og kultur, som var ved at gå under. Eller tænk på Mikhail Bakhtin, som sad i Moskva under Stalintiden og skrev sit skelsættende værk om Rabelais og karnevalismen – og hyldede latterkulturens historiske kraft under de mest nedslå-

26 DANSK NOTER

ende historiske omstændigheder. Også dette værk er fremragende og fortsat inspirerende litteraturhistorisk forskning – og er det ikke mindst i kraft af dets stærke implicitte adresse til samtiden. Der var, mildest talt, noget i klemme.

Kriser kan altså inspirere til litteraturhistoriske bedrifter – og litteraturhistoriske bedrifter kan omvendt sætte kriser i scene eller måske ligefrem i værk. Det turde være indlysende netop i Danmark, hvor et af vores store kulturhistoriske periodeskel, Det Moderne Gennembrud, jo blev indledt i 1871 ved noget så tilsyneladende harmløst som en litteraturhistorisk forelæs-

ningsrække ved Københavns Universitet, nemlig Georg Brandes’ ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”. Sådan lyder i hvert fald legenden, som bliver flittigt fortalt i faget litteraturhistorie.

”Nogle af de allerstørste litteraturhistoriske værker i det tyvende århundrede er blevet til i krisesituationer, som får vores aktuelle kriser til at tage sig ud som nærmest pinlige bagateller.

”

Hvis dansk litteraturhistorie er i krise i disse år, kunne det skyldes, at faget ikke er krisebevidst nok – at det kniber med den samtidsbevidsthed, som er en vigtig forudsætning for vedkommende historisk forskning og undervisning, også den litteraturhistoriske. Man bør efter min mening i langt højere grad åbne sig for verden og de kriser og udviklingsprocesser, der er i den, i stedet for at vende sig indad udelukkende imod litteraturens egen verden: ”selve teksten”, forfatterskabet, genrerne og den (nationale) litterære kanon og tradition.

Til et fag kan man altid spørge: Hvad gør det godt for, og hvilken særlig viden rummer det? Det første spørgsmål drejer sig om fagets public service, og det andet om dets professionalisering og specialisering – dét, at man kan noget, som ingen andre kan, og helst også på et højt niveau. De to hensyn behøver slet ikke at stride imod hinanden. Men det kommer de let til, hvis man får så travlt med at dyrke professionaliseringen og specialiseringen, at man glemmer, hvor vigtig og almindeligt vedkommende selve genstanden – altså litteraturen – er. Det er, tror jeg, ét af de problemer, som forskningen i dansk litteratur har i øjeblikket – og én af grundene til, at den kan have svært ved at legitimere sig udadtil.

Mit kedelige budskab er altså, at litteraturhistoriens krise ikke kun kommer udefra. Det er jo ellers et mantra i Danmark, når det går dårligt – det er altid noget, der kommer udefra. Når det går godt, skyldes det lige så

sikkert vores egne fortjenester. Sådan er det nok bare at være en småstat, der altid handler under hensyntagen til større magter: Det er svært at opnå et selvbillede, som både er realistisk og til at holde ud. Jeg vil opfordre til, at vi tænker anderledes. At krisen kun kommer udefra, er ikke en tankefigur, som vi bør overføre på situationen for litteraturhistoriefaget. Den er også selvforskyldt.

Gudskelov da, for det betyder, at vi kan gøre noget ved den.

Litteraturhistoriens pædagogiske efterslæb Især kan vi gøre noget ved den lille krise, der ofte udspiller sig, når man i dag skal undervise i faget litteraturhistorie. Dermed tænker jeg på det pædagogiske efterslæb, som litteraturhistoriefaget aldrig har fået bugt med. Det er krisen for litteraturhistorie som en pædagogisk – eller rettere: som hamrende upædagogisk – disciplin.1 Hvad stiller man op med et fag, der som undervisningsdisciplin er udviklet, dengang den pædagogiske ambition var at få hældt så meget af den viden, der var oppe i hovedet på underviseren, over i hovederne af de studerende, helst i så ren og uantastet form som muligt? Litteraturhistorie er skabt som et gumpetungt terpefag med prætentioner om at være et eksakt vidensfag og med en ulykkelig tendens til at bruge litteraturen til rent illustrative formål. Typisk blev det praktiseret ved, at en professor læste et forelæsningsmanuskript op for de studerende, der bagefter var forpligtet til at parafrasere alt det litteraturhistoriske udenomssnakkeri til eksamen.

”Især kan vi gøre noget ved den lille krise, der ofte udspiller sig, når man i dag skal undervise i faget litteraturhistorie.

”

Der er mange, der igennem årene har gjort opmærksom på dette problem. Lad mig citere én, nemlig Rasmus Clemmensen Løppenthin, der for ti år siden var hf-studerende i Odense. Dengang skrev han en kronik i Information, der ganske effektivt trådte på litteraturhistorikernes ømme tå. Han spurgte: ”Er

DANSK NOTER 27

formår at bidrage med noget, som læreren ikke kunne være kommet frem til på egen hånd.

Når man først har set, hvor stort et pædagogisk overskud der er i denne måde at undervise i litteratur på – hvor levende litteraturen bliver af det – ja, så er det svært at overse, hvor stort et pædagogisk underskud der er i at undervise i litteraturhistorie efter den gamle opskrift. Fagligt set har nykritikken været den helt store udfordring til litteraturhistorien i det 20. århundrede – og efter min mening en højst velfortjent, det vil sige selvfortjent, udfordring. Den har efterladt litteraturhistorikerne med en række spørgsmål, de bør stille sig selv:

”Frøerne syr (Kobayashi Issa)”, linoleumssnit, 40 x 50 cm, 2008

det specielt vedkommende for en 17-årig at høre om Torbens datter, for at finde frem til at der var slægtsfejder i oldtiden? Gider man læse Jeppe på Bjerget, udelukkende for at konkludere at Holberg ligesom det så smukt står i Litteraturhåndbogen, er tilhænger af oplysningstiden?”2 Og han svarede selv: ”Svaret er et rungende nej”. Og det forstår man jo godt. Det gider man da ikke.

Slet ikke, når der er andre og mere moderne og meningsfulde måder at undervise i litteratur på. Og det er der jo. Nykritikken – og hvad der er fulgt efter af nærlæsningsstrategier – er og bliver et velsignet opgør med denne måde at bedrive litteraturhistorie på. Nykritikken gjorde litteraturundervisningen til et redskabsfag, hvor man sammen kunne lave øvelser i at skille teksten ad i dens mindste dele og føje dem sammen igen – gerne med en eller anden fikserbilledagtig overraskelseseffekt, som kunne demonstrere udbyttet af de analytiske anstrengelser. Når det lykkes, og det ikke bare er mummespil, virker det som trylleri.

På den måde passede nykritikken også perfekt til den ny tids pædagogiske idealer. Proceduren er simpel: Der er en klar og afgrænset genstand, teksten, den analyserer man i fællesskab, og den, som kommer med den bedste iagttagelse eller pointe, tager stikket hjem. Autoriteten befinder sig ikke kun bag ved katederet eller pulten eller skrivebordet. Det er ikke bare muligt, det er ligefrem overvejende sandsynligt, at de studerende

28 DANSK NOTER

 Hvordan indretter man undervisningen i litteraturhistorie på sådan en måde, at der faktisk opstår viden i undervisningslokalet – og ikke bare en udveksling af viden, som hver især kan læse sig til i forvejen?  Hvordan aktiverer man elever og studerende og gør det muligt for dem at bidrage selvstændigt til undervisningen?  Hvordan skaber man, kort sagt, en undervisningssituation i faget litteraturhistorie, der er lige så god som i faget litteraturanalyse, når den er bedst?

Det kan man gøre på mange måder. Heldigvis. Og i løbet af det seneste årti har vi fået en helt ny vifte af teknologiske muligheder for at løfte denne udfordring.

Digitaliseringens muligheder Her tænker jeg på de store digitale tekstarkiver, som allerede findes, eller som er ved at blive opbygget. Og jeg tænker på mulighederne for at gå på opdagelse i dem ved hjælp af nye søgeværktøjer, kvalitative såvel som kvantitative. Jeg tænker på sådanne portaler som det danske Arkiv for Dansk Litteratur, det franske Gallica, den svenske Litteraturbanken.se, det norske Bokselskab. no, og de lidt mere apokryfe projekter Runeberg og Kalliope, for ikke at tale om globale giganter som Google Books, for ikke at glemme de mange forfatterskabsportaler, som allerede er etableret, eller som vil blive det i de kommende år, for eksempel Søren Kierkegaards Skrifter eller Ludvig Holbergs Skrifter eller Grundtvigs værker eller The William Blake Archive eller Selma Lagerlöf-arkivet. Arkiverne spænder lige fra massedigitaliseringsprojekter med masser af brugerinddragelse til

omhyggelige, filologisk toptrimmede editeringsprojekter – med en masse mellemvarianter.

Digitaliseringen er i fuld gang, og den vil ikke stoppe, før hver eneste bog – ja, hver eneste publikation – i hele verden er scannet, tekstgenkendt, lagret, opmærket og gjort tilgængelig på den ene eller anden måde.

Der foregår altså en kæmpe oversættelse fra bogstaver til tal – og især til de tvende tal 1 og 0, som Mikkel Hansen Jernskæg engang skrev om. Dog ikke helt i den lystige betydning, som de optræder med i hr. Jernskægs digt, men derimod i forhold til det binære talsystems logik, som er grundlaget for informationsteknologien.

At få stillet så store tekstmængder til rådighed vil ændre mulighederne for at bedrive litteraturhistorisk forskning og undervisning radikalt. Forskningsmæssigt er jeg overbevist om, at der ligger store opdagelser og venter, også for dansk litteraturhistories vedkommende. Men de opløftende fremtidsudsigter gælder også for undervisningen. Jeg er nemlig lige så overbevist om, at digitaliseringen vil kunne hjælpe os med at reducere det pædagogiske underskud i litteraturhistorie-undervisningen.

”At få stillet så store tekstmængder til rådighed vil ændre mulighederne for at bedrive litteraturhistorisk forskning og undervisning radikalt.

”

Med de digitale arkiver kan elever og studerende få mulighed for at gå på opdagelse. Langt lettere end tidligere vil de kunne finde noget nyt – og finde ud af noget nyt. Ved at inddrage den ny digitale forskningsinfrastruktur vil vi kunne opøve elever og studerende i at opsøge, indsamle og analysere ny empiri. Vi kan lære dem, hvordan man forvandler information til viden, og det er, vil jeg hævde, en vigtig dannelseskompetence i den digitale tidsalder. Og netop en dannelseskompetence, som danskfaget kan tilbyde at udstyre elever og studerende med.

Med arkiverne bliver det lettere at gøre litteraturhistorie til et øvelsesfag, hvor man aktivt kan bruge sin

viden – og faktisk få en fornemmelse af, at man kan bruge den. For selvfølgelig kommer det til at kræve solid litteratur- og kulturhistorisk ekspertise at få noget ud af arkiverne. Forkundskaber er ikke bare nyttige, de er nødvendige. Det vil stå meget klarere, hvis man indlægger undersøgende eller ligefrem eksperimentelle indslag i faget litteraturhistorie. Johan Fjord Jensen lykkedes i sin tid med at skabe sådan en litteraturhistorisk entusiasme blandt sine studerende, da de sammen udforskede ny empiri i forbindelse med projekterne Søndags-B.T. (1971) og Tegneserier (1973) samt i forbindelse med forberedelsen af den ambitiøse ni-binds Dansk litteraturhistorie (1984-1985), som Fjord var hovedredaktør for.

Den stemning burde vi prøve at genskabe – nu uden politisk eller teoretisk dogmatik, men med digitale hjælpemidler.

Store forventninger Ligesom actionhelten har litteraturhistorikeren fået gadgets, som kan bruges til at løse kriserne med. Derfor tror jeg, at faget litteraturhistorie går en gylden fremtid i møde, forskningsmæssigt og undervisningsmetodemæssigt. Hvis man ellers kan begrunde, hvorfor der skal forskes og undervises i litteraturhistorie. Og det kan man, hvis man bliver lidt mere samtidsbevidst – det er min ene pointe her i artiklen. Og hvis ellers – og det er min anden pointe – vi får bygget den digitale infrastruktur op og forstår at udvikle både de teknologiske og forskningsmæssige og pædagogiske redskaber, der skal til for at få udbytte af den. Den opgave inviterer til erfaringsindsamling og samarbejde mellem institutionerne og på tværs af niveauerne i og omkring danskfaget i undervisningssystemet, med inddragelse af biblioteker og forlag og helt oplagt også Dansklærerforeningen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Stryg duggen af sjælens rude – og tænd for skærmen!

1 Jeg har skrevet om dette problem i forbindelse med litteraturhistorie som genre i artiklen ”Konteksten ud af teksten, ikke teksten ind i konteksten: Et par overvejelser i anledning af Dansk litteraturs historie”, i: Dansk Noter 2, 2010, s. 20-24.

2 Rasmus Clemmensen Løppenthin: ”Hr. Torbens datter – og so fucking what?”, kronik i Information, 4. april 2003.

DANSK NOTER 29

Tema: Ny litteraturhistorie

Guldalderens rejsebilleder som billedtradition I første del af 1800-tallet udklækkede datidens billedkunstnere på dannelsesrejse til Italien en ny kompleks billedtradition og skrivestil for, hvordan sydens oplevelser, landskabsvuer og kulturelle seværdigheder skulle skildres og omtales. Denne billedtradition og skrivestil er med tiden blevet en standardiseret skabelon for den måde, vi i dag fotograferer landskaber og folkeliv på, når vi er ude at rejse, og for den måde, vi skriftligt videreformidler vores oplevelser på. ”Iscenesættelse” er og var kodeordet.

Et frodigt lokalt folkeliv, flotte antikke arkitekturruiner, prægtige templer, smukke bjergtinder og solbeskinnede bugter med lokale fiskere. Det var sådanne motiver, guldalderkunstnere som P.C. Skovgaard, Christen Købke, Martinus Rørbye, J.Th. Lundbye, Jørgen Sonne, Wilhelm Marstrand og Constantin Hansen m.fl. blev kendt for at skildre fra deres rejser. Disse billeder udført under og efter deres dannelsesrejser til syden bekræfter tilsyneladende antagelsen om, at Syden og Italien i særdeleshed var et uspoleret paradis på jorden dengang i det tidlige 1800-tal. Når vi ser nærmere på de kendteste af guldalderkunstnernes malerier, virker det således, som om at de netop nåede at opleve et uberørt Europa, hvorimod verden i dag er forandret. I dag må vi dele oplevelsen af de antikke ruiner med de mange turister, der flokkes omkring romerske attraktioner som Colosseum, Peterskirken, Engelsborg og Forum Romanum.

Undersøger vi kunstnernes rejseberetninger, breve og dagbøger viser det sig imidlertid, at de faktisk allerede dengang oplevede, at noget havde forandret sig, og at de mødte masser af turister på vejen til Italien og i særdeleshed i Rom. Mødet med en blomstrende turisme endte med at vende op og ned på kunstnernes forventede rejseoplevelse, og de nyudklækkede reakti-

”Kunstnerne udklækkede en kompleks iscenesættelsesmekanisme 30 DANSK NOTER

”

onsmønstre, der opstod i kølvandet herpå, reproducerer og læner vi os til stadighed op ad i dag.

Det centrale spørgsmål, som kunstnerne måtte stille sig selv dengang, var, hvordan de skulle skildre rejsens oplevelser i lyset af de overraskende forandringer, som de oplevede. Skulle landskaberne og de lokale kulturer fremstilles på den arkaiserende og idylliserende måde, som traditionen havde givet indtryk af, eller skulle rejsebilledtraditionen ændre sig og omformes til at blive et mere realistisk spejl af den nye verden, der inkluderede turisme, jernbanedrift, dampskibsruter, rejsebogsserier m.m.? Svaret på spørgsmålet blev, at kunstnerne udklækkede en kompleks iscenesættelsesmekanisme, hvor de i ord godt kunne videreformidle et realistisk spejl af virkeligheden, mens de i deres billeder i overvejende grad fortsatte med at skildre verden, som var den uberørt af turisme og transportmæssige såvel som servicemæssige forandringer lavet for turisternes bekvemmelighed. Denne dobbelttydighed og forskellighed mellem ordets og billedets udsigelsespotentiale vil jeg nu vise eksempler på for at anskueliggøre den iscenesættelse, som jeg mener, fandt sted i tiden.

Ordets og billedets forskelligartede udlægning af rejsens oplevelse Vejen til Italien førte mange af kunstnerne gennem Rhinområdet og over de schweiziske alper. Disse naturrige områder var forbundet med forventningen om at opleve stor skønhed, hvilket kunstnerne også kom til at opleve; problemet var blot, at de ikke havde naturen for sig selv, og at kunstnerne hurtigt fornemmede, at de

Af Karina Lykke Grand, adjunkt i kunsthistorie og visuel kultur, Aarhus Universitet

lokale kulturer var blevet påvirket af de mange gennemrejsende turister. Som påpeget af Rørbye, der var på rejse gennem Schweiz i 1834: Dalen er overmaade skjøn, det gør blot et ubehageligt Indtryk her at se de rige Reisende at komme med deres store Equipager og mange Tjænere i denne fredelige Egn, hvis Indvaanere de ved deres Penge fordærve.1

… Her strømmer Mennesker sammen fra alle Verdenskanter, endog brasilianske Prindsesser forre her igjennem den stille Flodseng med klingende Spil og vaiende Flag. Det er jo næsten værre end Tivoli hjemme. […] Men i øvrigt bliver jeg ved min forudfattede Mening: at Rhinegnene er dog kun Taschenbuchsbilleder; vel kjønne, men storartede kan jeg ikke finde dem. Dog lad mig see mere … Ja, hvor nødigt jeg gaar til det, saa maa jeg dog tilstaae, at Rhinen er kjøn paa dette saa meget berømte Stykke, jeg i dag har passeret; men der er svære Hager ved: de forbistrede Viinhaver, Hoteller, Dampskibe, overhovedet er Rhinen alt for besøgt til at jeg kan være tilfreds med den Natur, der dog lider under disse Tilstrømninger paa mange Maader.2

Det var således ikke kun mødet med naturen og bjergene, der dominerede i Rørbyes rejsebeskrivelse; også tilstedeværelsen af engelske adelige turister forstyrrede hans rejseindtryk og fandt vej ind i beskrivelserne.

I Rørbyes mange tegninger fra dette område er der derimod ingen spor af turister, hvilket peger på, at rejsens oplevelser i henholdsvis ord og billede udlægges forskelligt. På tegningen (ill. 1) skildres en mandsperson med oppakning, måske Rørbye selv, som vandrer alene gennem et bjergpas omsluttet af storslået natur. Stedet er uforstyrret af andre turister, men som rejsebeskrivelsen bevidnede, var virkeligheden en anden: Dalene var fyldt med rige turister, der havde tjenere til at bære deres oppakning.

Påpegningen af mange turisters tilstedeværelse genfinder vi hos Lundbye, der i 1845 opholdt sig ved Rhinen, og som i sin rejsebeskrivelse noterede sig følgende:

Ifølge Lundbye var Rhinområdet tydeligvis påvirket af turismens fremmarch hjulpet på vej af dampskibsruterne, der landsatte mange turister, og som tilsvarende øgede behovet for hoteller, service og underholdning.

Ambivalensen er tydelig hos kunstneren; han ved ikke helt, hvordan han skal forholde sig til, at han må dele oplevelsen af det skønne område med så mange andre turister, hvilket også giver sig udslag i, at vi i Lundbyes kunstneriske billedproduktion ingen spor ser af andre turister.

Senere samme sommer i 1845 når Lundbye frem til Schweiz, hvor Rørbye havde været ti år tidligere, og

Ill. 1: Martinus Rørbye, Bjerglandskab med vandrer, skitsebog fra Schweiz og Italien, 1834-35. Vandfarve på papir, 13,1 x 20,8 cm. Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst

Ill. 2: J.Th. Lundbye, Jomfruen, seet fra Interlachen, 1845.

Vandfarve på papir, 27 x 34 cm, Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst

DANSK NOTER 31

” Hvem kender ikke til først at tage billedet, når alle turister er uden for kameraets søger?

”

i postkortskønne akvareller herfra gengiver Lundbye på lignende vis det bjergrige område som uspoleret og uberørt af turismens hånd (ill. 2).

Som tegningen giver indtryk af, blev naturen oplevet uforstyrret og alene. Lundbye havde endvidere hjemmefra læst og hørt om området via forfatteren Jens Baggesens rejse i området 50 år tidligere skildret i rejseromanen Labyrinthen fra 1792/93, og Baggesens pittoreske beskrivelser af blandt andet bjerget Jungfrau havde derfor givet Lundbye et præcist signalement af, hvordan det maleriske område ville tage sig ud. Skuffelsen var derfor desto større, da Lundbye ikke kunne genkende eller genfinde Baggesens oplevelse på samme sted. Lundbye oplevede i stedet for – i lighed med Rørbye – et område præget af turisme, og tidens tand havde siden Rørbyes besøg i 1834 yderligere påvirket lokalbefolkningens gæstfrihed i negativ retning: Schweitzerne, som jeg har fundet dem er et afskyeligt Folk, som jeg formoder, ødelagt ved de mange Reisende. Det første Ord de siger, er: Penge! det næste: Navnet paa et af deres himmelhøie Bjerge. Derpaa atter: Penge! Pfui! for en Nation, der paa den Maade bruger sit Fødelands Skjønhed … – der for det øvrige Europa staar i en saadan Glorie. Man kan dog hjemme hos os spørge om Vei eller bede om en Drik Vand uden strax at gribe i Lommen; det sidste forlanger jeg aldrig her uden at spørge, hvad det koster ...3 Turen gennem bjergområdet havde med andre ord udviklet sig til en kommerciel turistindustri, hvor alt nu kostede penge.

Vi har indtil videre fået beskrevet af Lundbye og Rørbye, at de til deres store overraskelse mødte blomstrende turistkulturer og et rend af andre rejsende på deres vej sydpå, og ikke nok med det: Den massive tilstedeværelse af andre rejsende havde gennem årene påvirket det lokale folkeliv. Når vi derimod ser nærmere på kunstnernes visuelle skildringer, er det påfaldende, at ingen af kunstnerne skildrede turismens opblomstring. De skrev blot om den. Dvs. at deres oplevelser i ord adskilte sig væsentligt fra deres billeder.

I dag synes samme form for iscenesættelse at gøre sig

32 DANSK NOTER

gældende på velbesøgte rejsedestinationer. Eksempelvis når vi selv tager rejsefotos med kamera eller mobiltelefon, er den skønne fremstilling af feriens naturoplevelser vel et mere foretrukket motiv end skildringen af andre tilstedeværende turister. Hvem kender ikke til først at tage billedet, når alle turister er uden for kameraets søger? Tænker vi nærmere over det, kan vi derimod nok i højere grad fortælle eller skrive til andre, hvorvidt ferien reelt var god eller ej; men vi vil ikke vise det via vores fotos! Præcis det samme gjaldt for guldalderkunstnerne. De kunne godt skrive om deres oplevelser af turistkulturer, der blomstrede op; men sjældent male det. En tradition, vi således har taget med os fra 1800-tallet, er, at vi blænder andre turister ud af vores billeder af landskaber og seværdigheder, men om nødvendigt godt kan omtale dem skriftligt eller mundtligt.

Det, der også er værd at lægge mærke til ved datidens rejsebeskrivelser, er den forskydning og selviscenesættelsesmekanisme, som begynder at gro frem.

Beklagelsen over de andre turisters kulturødelæggende tilstedeværelse får kunstnerne til at fremstille sig selv fra en retorisk klarsynet position med uforstyrrende handlinger til følge. Sagt med andre ord: Det var ikke kunstnerne selv, der var de forstyrrende turister; det var altid de andre! Og i de fleste tilfælde var det den engelske adel, der blev hængt ud. Kunstnerne positionerede sig i stedet for som gode, sande (borgerlige) rejsende, der opførte sig korrekt; mens det var de andre – turisterne – der ikke kunne finde ud af at værne om den lokale kultur, opføre sig respektfuldt osv. Den værdiladede forskel mellem at betragte sig selv som rejsende og de andre som turister opstod tidligt i 1800-tallet og anvendes fortsat i dag.

Turister i Rom Billedkunstneren Marstrand rejste meget og nåede til Italien fire gange i sit liv. Under sit første besøg i 1836-1839 havde han været meget optaget af det lokale folkeliv i Rom, men da han vendte tilbage i årene 18451848 blev han slået af de forandringer, som byen havde undergået på så få år. I et brev til kunstnerkollegaen Constantin Hansen skrev Marstrand følgende i 1847: Alle disse fremadskridende Bevægelser i Rom ere sørgelige – det simple Liv taber dets maleriske Former. Alle Husene bliver lidt efter lidt lig vore Muurmesterpaladser, Costumerne fortrænges af Englands Bomuldsfabricata, kort: med

den Cultur, som snart kommer hertil paa Jernbaner, skeer den Forvandling, at Rom kommer til at ligne Berlin. Og det har man dog vel Lov at sukke et lille Suk over” […] Rom har alt i de senere Aar faaet saameget af den saakaldte Cultur, at den begynder at see ligesaa kiedelig ud som en anden By; derfor smagte Palermo saa godt, fordi det endnu bar Præget af det Chaos som Italiens Stæder udmærkede sig ved. Kommer der ogsaa bedre Renlighed, Jernbaner og Livsforsikringsanstalter, saa maa man til Orienten og saa til Africa lige ned i Midten til sidst, for at finde Mennesker saaledes som Vor Herre har skabt dem.4 Jernbanen, der bragte alle turisterne til Rom, gøres her ansvarlig for forvandlingen af byens kultur og for det enhedspræg, mange storbyer i dag selvsagt har.

I Marstrands perspektiv var udviklingen beklagelig, men selvom han undsagde jernbanens indvirkning på byerne, anvendte han selv flittigt dette transportmiddel på sine rejser, hvor det lod sig gøre. Synet på udviklingen rummede derfor ofte en dobbelthed, idet de fleste turister bifaldt komforten og hurtigheden, men som ”korrekt” rejsende måtte man også udtrykke beklagelse over, at noget autentisk og uspoleret gik tabt. Mange rejsende, heriblandt billedkunstnere, begyndte derfor at betone det autentiske i at vandre frem for at lade sig transportere som en pakke fra en destination til en anden via den mekaniske dampkraft.

Ill. 3: Wilhelm Marstrand, En englænder forfulgt af tiggere i Rom, 1848. Olie på lærred, 28 x 32 cm. Painting from the Collection of Ambassador John L. Loeb Jr.

I kunstnerisk sammenhæng blev Marstrand lidt af en ener, idet han helt ulig eksempelvis Rørbye og Lundbye begyndte at skildre turisters tilstedeværelse i sine billeder og herunder deres dårlige opførsel. I en række mindre billeder vendte han sig mod turisterne – dem, der havde ødelagt folkelivet. I maleriet En englænder forfulgt af tiggere i Rom (ill. 3) er turisten fremstillet som en komisk ranglet mandsperson, der skødesløst flanerer gennem Roms gader med høj cigarføring uden at skænke de fattige folk en tanke. Han blev således skildret som emblem på den tankeløse turist. Den fattige mand helt til venstre i billedet markerer med en opgivende gestus, at turisten ikke er værd at bruge tid på. Maleriet kan derfor tolkes som Marstrands kritiske og sarkastiske udtryk for, at han ikke var begejstret for turismens påvirkning af Italien; indforstået at han som rejsende ikke påvirkede lokalbefolkningen i negativ retning vel at mærke!

Marstrands billedunivers hænger i dette tilfælde således bedre sammen med hans oplevelser i det skrevne ord set i forhold til de øvrige kunstnere, der havde udtalte vanskeligheder ved at skildre andre turister i billederne. Spørgsmålet er derfor, hvorfor det var så svært for de andre kunstnere at skildre turisterne. En af forklaringerne kan være, at hvis man skildrede turisterne, som man havde oplevet dem, ville billedrummets elementer pege for meget tilbage på kunstneren selv.

Dvs. at hvis man havde oplevet ”turisme”, måtte man også selv være en turist, eftersom man havde været de samme steder som mængden og var blevet bragt dertil med tidens kollektive transportmidler yndede af turister: jernbanen og dampskibet. Forskellen mellem at agere rigtig rejsende og ordinær turist var derfor en hårfin balance, som kun få kunstnere turde give sig i kast med at udfordre og skildre. Marstrands billeder var også kun lavet til privat brug, da tiden ikke var til at lade sådanne billeder blive sluppet løs på det offentlige kunstmarked. Der ville for det første ikke være nogle købere til disse billeder, og for det andet ville Marstrand blive betragtet som turisten, der afslørede, at verden havde forandret sig i Italien; dvs. at dannelsesrejsen ikke længere kun bød på autentiske oplevelser fra Arkadien, men at kunstnerne snarere var turister på den befærdede hovedvej til Rom. Nye synsvinkler på seværdighederne Som et kreativt modtræk til oplevelsen af turismens tilstedeværelse tog en række af kunstnerne en ny bilFortsættes side 36

DANSK NOTER 33

Teksten i midten – August Bovin Boberg

August Bovin Boberg er 22 år, født i 1991, bosiddende i København og siden 2012 elev på Forfatterskolen. Inden han afsluttede sin gymnasiale uddannelse, tog han på en længere rejse gennem Asien: Vietnam, Cambodia, Laos, Kina og Pakistan sluttende på Balkan, hvor han boede hos dramatikeren Dejan Dukovski. Rejsen kom til at betyde meget for den måde, han ser verden på.

Hele sit liv har han spillet musik. Indtil stemmen gik i overgang, sang han i Københavns Drengekor og har i flere år haft et balkanorkester, som har optrådt ved festivaler og på forskellige klubber.

Litterært er han blandt andre optaget af Arthur Rimbaud, Federico García Lorca, Sylvia Plath, Roberto Bolano, Osip

34 DANSK NOTER

Mandelstham og Jens August Schade. Han har optrådt ved adskillige digtoplæsninger og har fået publiceret rejsebeskrivelser i tidsskriftet Standart, marts 2013. Ifølge August repræsenterer poesien ikke en “anden” verden end den, hans køleskab befinder sig i. Der er kun én verden, og jo mere modigt (dvs. uhæmmet-ansvarsbevidst) man møder den, jo mere levende oplever man den. Også når det gælder poesi. Jo mere modigt en digter eller læser reagerer på sine sansninger – igennem bekendelser, visioner, udbrud, idéer etc. – jo mere ærlige, rummelige, gode digte og læseoplevelser kommer der ud af det.

Her i bladet præsenteres en digtsuite bestående af 12 korte digte under fællestitlen fugls facade.

fugls facade

der findes et rum i min hjerne som vrider sig hver gang jeg er der det stiller mig ud i en hvirvlende stilstand som en skakbrik på kanten af en olieboreplatform

med blod i øjnene og strygere i ørerne med krøllede hænder på kanten af sengen, røv om røv i en bombet rundkreds om et kridhvidt hul

dagenes nedslidte, gråhvide broer er ikke til at falde fra de er en utryghed mejslet i huden drøbelen i halsen på malede skrig

du vikler aftenen af som en bandage ser dig selv spejlet i et mandshøjt ar du åbner dit vindue med din knuste hånd møder din by med konkylieøjne

også du står alene og svinger med armene under et blik der er svagt og skal kaste op som lukker sig smidigt om dig og sin kvalme og rudernes hårdhed i silende regn

en legeplads med en karrusel og en gynge og to børn der vipper på en vippe et par skridt, et sving og endnu en gade der kysser dig blødt i hjernen

din mund og de stemmer den har dine læber og nogle ord skiltenes bogstaver, enkle farver en ølflaske, knust mod en græsplæne

din puls er spejlvendt i øjet på drengen på kanten af sandkassen et smilende dukkebarn hviler sin ryg mod en lodret himmel

strenge i syede sår strenge i kraner og klaverer dine nerver, bundet i et nåleøje fingre i dit hår på tapetet

ved træet sidder en spinkel fyr langsomt piller han vingen af en fugl og som om han var en nygift kvinde kaster han resten over sin skulder

du griner i fjernsynet i modlys sidder på bordet, svinger med benet du drysser fra træerne, sprækker på gaden som hvidt mod hvidt med en dump lyd i myldretiden

endnu engang kom hverdagen bragende en eller anden tabte et smykke af lyserødt plastic i en levende myretue og nynnede videre

DANSK NOTER 35

”Datidens billedkunstnere i guldalderen var blandt de første til at opleve en turismeindustri blomstre op ledstrategi i brug som et værn mod at blive betragtet som turister. De søgte nu at skildre de velkendte og velbesøgte seværdigheder fra anderledes og særegne synsvinkler. Herigennem blev billederne udtryk for kunstnernes egne personlige, individuelle rejseoplevelser: Den unikke synsvinkel fundet midt i vrimlen af de ordinære synsvinkler – og selvsagt skildret uden turister indenfor billedrammen. Herigennem kunne de lidt endnu opretholde det visuelle indtryk af, at rejsen til Italien stadig var unik og bød på autentiske oplevelser.

Constantin Hansen, der opholdt sig i Italien i årene 1835-1844, var i den grad optaget af at skildre Roms seværdigheder på sin helt egen måde. Fra Forum Romanum kendes eksempelvis et særpræget maleri af det berømte sejrsmonument Titusbuen, som Hansen ulig traditionen valgte at skildre fra siden, så inskriptionerne på fronten og billedfrisen i buens indre ikke blev synlig for betragteren (ill. 4). Havde Hansen skildret monumentet med udsyn gennem buen, ville Colosseum have været synlig i baggrunden. Hansens bue kan derfor mere eller mindre være en hvilken som helst bue i Italien, eftersom han viser stedet fra dets mest ikke-genkendelige vinkel.

Netop dette træk, at genfinde det særlige i det velkendte og vise den lidt skæve synsvinkel frem for

Constantin Hansen, Titusbuen i Rom, 1839. Olie på papir, 24 x 29 cm. Statens Museum for Kunst.

36 DANSK NOTER

”

helheden, blev en udbredt tradition blandt guldalderkunstnerne. Det vil sige, at selv dengang i turismens ungdom i Rom var det nødvendigt at opfinde et billedsprog, som kunne give det populære et tvist for at gøre det attraktivt igen, og via disse unikke nye synsvinkler fandt kunstnerne vinkler, som de mente, at turisterne ikke så seværdighederne fra.

I dag synes de samme tendenser at afspejle sig på nettet og i rejsemagasiner. Hvor rejsebureauerne tidligere søgte at skildre de velkendte seværdigheder og attraktioner på den mest genkendelige og solbeskinnede måde, søger man i højere grad i dag også de lidt mere særprægede synsvinkler. Colosseum behøver eksempelvis ikke altid at blive fotograferet i sin helhed for at vække genkendelse hos læseren. Den samme tendens afspejler sig på Instagram, hvor oploadede rejsefotos også synes at afspejle en søgen efter de særprægede og lidt skæve synsvinkler. Denne bevægelse mod det stadig mere kamuflerede og det fragmentariske frem for det genkendelige og helhedsskabende har således rod i de iscenesættelsesmekanismer, som vi har set guldalderkunstnerne udklække. For at kunne opretholde indtrykket af at være en unik rejsende og ikke en ordinær turist må vi til stadighed udfordre grænserne for iscenesættelsen af vores rejser og ferier, hvis de fremadrettet skal tolkes som noget særligt, som kun vi har oplevet på netop denne måde.

Hyperturister – nu men også dengang Med turismens opblomstring og det heraf opståede værdiladede skel mellem at være turist og rejsende opstod der i 1800-tallet en form for antiturisme, der i særlig grad kom til udtryk hos den kreative borgerlige elite som forfattere og kunstnere. Antiturisme handlede om, at denne gruppe opfattede og iscenesatte sig selv som selvbestaltede sande rejsende midt i netop turismens opblomstring, og at de her påberåbte sig en form for særlig status ved at demonstrere, at de var udholdende, modige, rejste mod strømmen på afsondrede veje og ikke tog del i turisternes fornøjelsesindustri præget af gentagelser og klichéer. De var i stedet for rejsende på den ubetrådte sti, mens de andre var turister på den velkendte hovedvej, om end de reelt rejste samme vej og oplevede stort set det samme. Samme mønster kendes i dag, hvor behovet for at iscenesætte egen ferie som noget særligt også er til stede.

I dag bruges også begreber som hyperturister til at

beskrive tendenser indenfor turismen. En hyperturist er en person, der vedkender sig turismens mange konsekvenser og ikke søger at distancere sig fra andre turister.

Snarere tværtimod kan man som hyperturist have til mål at fotografere så mange turister som muligt og opleve så meget som muligt. Hyperturisme er imidlertid ikke et fænomen i guldalderen eller i 1800-tallet, men et postmoderne fænomen. Men forfatteren H.C. Andersen synes alligevel at have spottet, hvilken vej udviklingen gik, idet han i fremtidseventyret Om Aartusinder berettede om rejsende, der brugte luften som transportmiddel til hurtigt at komme frem med, og at de via denne hurtige transportform kunne nå se Europa på få dage – helt i en hyperturists ånd:

Litteratur Fischer, Erik (udgiver): J. Th. Lundbye, Rejsedagbøger 1845-1846, transskription med indledning af Erik Fischer, Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, København 1976.

Gad, Tue (udgiver): H.C. Andersens Dagbøger, bind IV, 1851-1860, København 1974.

Grand, Karina Lykke: ”Turist i guldalderen – på rejse med Martinus Rørbye”. In: Karina Lykke Grand m.fl. (red.): Passepartout. Temanummer: Dansk guldalder i nyt lys, nr. 29, 15. årgang, 2009.

Grand, Karina Lykke: ”Udsigt til Italien. På rejse med P.C. Skovgaard”.

In: Karina Lykke Grand og Gertrud Oelsner: P.C. Skovgaard. Dansk guldalder revurderet, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2010.

Grand, Karina Lykke: ”På rejse med Thorald Brendstrup. Landskabsbilleder fra det kendte og ukendte Europa”. In: Gertrud Oelsner og Ingeborg Bugge: Thorald Brendstrup. I guldalderens skygge, Aarhus:

I Europa er meget at see” siger den unge Amerikaner; ”og vi have seet det i otte Dage, og det lader sig gjøre, som den store Reisende.5

Aarhus Universitetsforlag 2012.

Grand, Karina Lykke: Dansk guldalder. Rejsebilleder, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2012.

Grand, Karina Lykke og Lise Pennington (red.), GULD – Skatte fra den

Vi kan godt genkende typen, ikke? Andersens eventyr er stadig aktuelle og vedkommende.

danske guldalder, Aarhus: Systime 2013.

Marstrand, Otto: Maleren Wilhelm Marstrand, Kolding 2003.

Nygaard, Georg: Maleren Martinus Rørbyes Rejsedagbøger 1834-1837, bind

Exit turisme I første del af 1800-tallet udklækkede datidens billedkunstnere på dannelsesrejse til Italien en ny kompleks billedtradition og skrivestil for, hvordan sydens oplevelser, landskabsvuer og kulturelle seværdigheder skulle skildres og omtales. Denne billedtradition og skrivestil blev med tiden en anvendelig skabelon for den måde, vi i dag fotograferer landskaber, natur og andre rejsende på, når vi er på ferie, og for hvordan vi foretrækker at videreformidle vores oplevelser på. Iscenesættelse og selvfremstilling spillede og spiller fortsat en central rolle. Datidens billedkunstnere i guldalderen var blandt de første til at opleve en turismeindustri blomstre op, og i deres skriftlige beretninger inkluderede de, hvad de så og oplevede. Omvendt blændede mange af tidens forfattere turisme ud af deres rejseromaner, netop fordi de agerede anti-turister.

Hvis billedkunstnernes uformelle rejseberetninger kunne indskrives i den officielle litteraturhistories kanon for rejselitteratur, ville disse ucensurerede udlægninger kunne bidrage med helt nye facetter af 1800-tallets rejsekultur og i forlængelse heraf videregive et langt mere realistisk indtryk af Europas samfundsudvikling, end de etablerede forfattere ønskede det.

1-3, afskrift efter manuskript i Det Kongelige Bibliotek, København 1932.

Raffenberg (udgiver): Wilhelm Marstrand, Breve og Uddrag af breve fra denne Kunstner, samlede og ledsagede med nogle indledende Ord af Etatsraad Raffenberg, Københanvn 1880.

Rørbye, Martinus: Maleren Martinus Rørbyes Rejsedagbøger 1834-1837, 3 bind, Ny kgl. Samling 4° 2923, Det Kongelige Bibliotek, København.

Noter 1 Rørbye, Martinus: Maleren Martinus Rørbyes Rejsedagbøger 1834-1837, 3 bind, Ny kgl. Samling 4° 2923, Det Kongelige Bibliotek, København.

2 Fischer, Erik (udgiver): Lundbye, J.Th.: Rejsedagbøger 1845-1846, transskription med indledning af Erik Fischer, Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, København 1976, pp. 40-41.

3 ”Ibid.” p. 93.

4 Brev fra Wilhelm Marstrand til Constantin Hansen. Raffenberg (udgiver): Wilhelm Marstrand, Breve og Uddrag af breve fra denne Kunstner, samlede og ledsagede med nogle indledende Ord af Etatsraad Raffenberg, København 1880, p. 55.

5 H.C. Andersen, Eventyr, Bind. 2, side 260, se e-manuskript, www. kb.dk. I Vilhelm Petersens illustrationer til eventyret er de rejsende udstyret med hver deres luftballon på ryggen, landkort, forstørrelsesglas og madkurv.

DANSK NOTER 37

Tema: Ny litteraturhistorie

Arena-modernisme.

En litteraturhistorisk nydannelse Arena-forfatternes radikale fornyelse af romanens fortællemåde og karakterfremstilling fik ikke den nødvendige reception i samtiden og blev aldrig institutionaliseret som konfrontationsmodernismen. Den litteraturhistoriske nydannelse Arena-modernisme har til formål at indfange det æstetisk signifikante ved denne litteratur, som var orienteret mod den europæiske modernisme og udgik fra et socialt-geografisk interessefællesskab på Arena, Forfatternes Forlag.

Forfattere som Peter Seeberg, Poul Vad, Per Højholt, Jens Smærup Sørensen, Henrik Bjelke og Peer Hultberg har alle eksperimenteret radikalt med romanens fortællemåde og samlet set fornyet genren. Fælles for de nævnte forfattere er en stærk tilknytning til Arena, Forfatternes Forlag (1953-82) og Redaktion Arena (1983-88) og dermed en igennem tre årtier udviklet fælles social-geografisk og æstetisk bevidsthed. Forlagets stifter, K.E. Hermann, ønskede fra begyndelsen at bringe forfattere sammen, hvis urokkelige udgangspunkt var litteraturen som en rent kunstnerisk udtryksform.

Arena blev hurtigt en enestående arena for den litteratur, der aldrig bekymrede sig om at underholde læseren, men udelukkende søgte at udforske litteraturens, og herigennem det menneskeliges, grænseløse muligheder. Samlende for de ellers individuelle og selvstændigt modnede Arena-modernister er altså en overbevisning om, at litteratur ikke har andet formål end sig selv, dog ikke sådan at forstå, at litteratur kun skal handle om sprog og skrift. Formeksperimenterne skal tværtimod støtte en ny og tidssvarende forståelse af de menneske-

”Arena blev hurtigt en enestående arena for den litteratur, der aldrig bekymrede sig om at underholde læseren

”

38 DANSK NOTER

lige vilkår efter Guds død og efter Anden Verdenskrig.

Den indre monolog med al dens tøven og uvished, den ustabile fortællerposition og den diffuse karakterfremstilling er formelle virkemidler, der reflekterer modernitetens eksistens- og identitetskriser.

Positionerne defineres Den litteraturhistoriske nydannelse Arena-modernisme er en litterær position forskellig fra den stærkt kanoniserede konfrontationsmodernisme navngivet efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation (1960).1 Rifbjerggenerationens lyriske modernisme blev overbevisende defineret og dygtigt profileret af Torben Brostrøm i anmeldelser, artikler og antologier, og den blev teoretisk tydeliggjort af Villy Sørensens særegne blanding af nykritik og Jungs psykologi. Med solid forankring i københavnske institutioner som forlaget Gyldendal, tidsskriftet Vindrosen, dagbladene Information og Politiken samt Det Danske Akademi er denne modernismekonception blevet dominerende. På gymnasier, seminarier og universiteter har man i årtier forstået og forklaret modernismen ud fra nøglebegrebet om en splittelse i det moderne subjekt og den forudsætningsløse konfrontation med virkeligheden. Konfrontationsmodernismens markante plads i litteraturhistorierne skyldes ikke mindst, at Brostrøm var medforfatter til Dansk litteraturhistorie fra 1966, senere udvidet og revideret i 1976-77, hvorved han i realiteten både har defineret og historiseret modernismen.

Først med Anne-Marie Mai og Anne Borups (m.fl.)

Af Anders Juhl Rasmussen ph.d., postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

for hans sene essays om Højholts, Smærup Sørensens kritiske revision af dansk modernisme- og litteraturhiog Bjelkes prosaeksperimenter i Skrift, subjekt, fiktion storie omkring år 2000 begyndte den ellers slidstærke (1980) og Galskabens metoder (1988), kunne man få den konstruktion at vakle. Brostrøms modernismebegreb opfattelse, at han ligefrem undgik at skrive om dansk blev kritiseret for at have udgrænset postmoderne lyriprosamodernisme, og dermed fik Arena-modernismen kere som Dan Turèll, Peter Laugesen og Klaus Høeck, i ikke den reception i samtiden, den havde fortjent. hvem forskelligartede traditioner løber sammen, og et nyt værkbegreb opstår, der intet har at gøre med konInstitutionaliseringen af frontationsmodernismen. Anne-Marie Mais litteraturkonfrontationsmodernismen historiske nydannelse hed ”Det formelle gennembrud”.

Når konfrontationsmodernisterne nærmest fik eneret Mit bidrag til modernismediskussionen kan placeres på at definere modernismen, skyldtes det flere faktorer i forlængelse af denne kritik. Imidlertid forskyder jeg og ikke mindst den institutionalisering, forfatterne opmærksomheden fra 1970’ernes tværæstetiske lyrik til tildelte hinanden i Det Danske Akademi. Studerer man en længerevarende, ”særæstetisk” fornyelse af romanAkademiets prisuddelinger i 1960’erne og 70’erne, får genren og prosaen som sådan. Arena-modernismen man let den mistanke, at Arena-modernisterne først fik rendyrker kort sagt det specifikt litterære, eksperimenteden store pris, efter at alle konfrontationsmodernisterne rer radikalt med traditionens fortællemåder og fastholhavde delt den ud til hinanden. Hvis man koncentrerer der i vid udstrækning værkautonomien. sig om tre personer, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og I alle nyere litteraturhistorier er Brostrøms artikel om Torben Brostrøm, ser deres historie i Akademiet således det umådelige mådehold fra Vindrosen 1959 ophøjet til ud: Sørensen modtog den store pris allerede i 1962 og den eneste holdbare definition af dansk modernisme. blev medlem i 1965, året efter motiverede han prisen Niels Egebak havde ellers udsendt en essaysamling med for Rifbjerg, og et år senere i 1967 blev Rifbjerg medtitlen Eumeniderne. Betragtninger over modernisme i 1960. lem, endelig fik Brostrøm Det smagende Selskabs pris i Sigtet med hovedessayet, ”På vej mod en ny roman”, 1969 og blev medlem i 1973. og dets agiterende tone har ikke så lidt tilfælles med Først i 1977, hele ti år efter Rifbjerg, uddeler AkadeBrostrøms artikel. Egebak blev Arenas førende kritiker miet den store pris til Seeberg. Den forsinkede anerog teoretiker. Han introducerede ny fransk tekstteori kendelse kan i bedste fald forklares som udtryk for en med navne som Roland Barthes og Jacques Derrida, og langsom forståelse blandt Akademiets medlemmer af han var den varmeste fortaler for Samuel Beckett og den Arena-modernisme, som fornyede dansk litteratur den ny franske roman. Egebaks modernismeopfattelse på en væsentligt anderledes måde end konfrontationsbetoner romanprosaens anti-narrative og anti-mimemodernismen. Til gengæld må man indrømme, at da tiske aspekter. Den modernistiske roman a la Becketts først Seeberg har modtaget Akademiets fineste hædersfranske trilogi fortæller en historie, der ikke er nogen bevisning i 1977, gik det relativt hurtigt med anersammenhængende historie, og fremstiller en verden, kendelsen af de øvrige i Arena-gruppen. To år senere, i der ikke er nogen genkendelig verden. Ethvert udsagn 1979, modtog Poul Vad prisen, og så følger Per Højholt i romanen risikerer at blive modsagt af et andet, og i 1982 og Jens Smærup Sørensen i 1990. Peer Hultberg således er det eneste sikre for læseren, at fortælleren er modtog den store pris i 2004. ualmindelig bevidst om sin Rifbjerg og Brostrøm har fortællende aktivitet. bekræftet, at Seeberg mere Trods et teoretisk veldeI alle nyere litteraturhistorier er end en gang takkede nej til fineret romanbegreb, som en uformel invitation fra på mange måder overgår Brostrøms artikel om det umådeAkademiet om medlemskab.

Brostrøms vage karakteristik antyder i sin neaf romanprosaen, virkede lige mådehold fra Vindrosen 1959 Rifbjerg krolog over Seeberg, at det Egebak fra og med sin anden havde følgende forklaring: bog, Den skabende bevidsthed ophøjet til den eneste holdbare ”Det Danske Akademi havde (1963), uvillig til at beskæfgerne set ham som medlem, tige sig med dansk litteratur. definition af dansk modernisme. men i solidaritet med den Hvis ikke det havde været

”

”

DANSK NOTER 39

”Rimbaud og Verlaine”, litografi, 56 x 76 cm, 2009 sidstnævnte forfatter [Thorkild Hansen, AJR], der lod, som om han hellere ville flække en arm end at blive medlem, kunne Seeberg ikke lokkes”.2 Det er en afvæbnende forklaring, som står i påfaldende kontrast til Højholts udsagn i et sent interview fra 2000, hvor han gengiver Seebergs ord om Akademiet: Når man læser virkeligt god litteratur, så er det fuld af nåle, som stikker. Man kan mærke dem, som man mærker blindskrift. De nåle har Akademiet ikke sans for, og derfor er jeg ikke medlem.3 Seebergs to første romaner blev afvist på Gyldendal, og han rejste efter sigende fra København til Viborg i 1960 med en bitter bemærkning om, at nu hvor Klaus og Villy havde delt kongeriget mellem sig (Rifbjerg og Sørensen var redaktører af Vindrosen 1959-1963), var der ikke mere for ham at gøre i kongens by. Hans livslange engagement i Arena og en række andre initiativer kan

40 DANSK NOTER

således aflæses som en modvægt til den ikke ubetydelige magt, Akademiet udøvede over dansk litteratur.

I de første mange år havde Arena til huse i K.E. Hermanns hjem, Lille Skovgaard, ved Fredensborg nord for København. Da forlaget som følge af en økonomisk fallit flyttede til Jylland og fra 1975 fandt sig til rette på Hald Hovedgaard syd for Viborg, accentueredes både

”Det er næppe for meget at sige, at Becketts franske romantrilogi, Mol-

loy, Malone dør og Den unævnelige, blev den afgørende forudsætning for Arena-modernismen.

”

Arena-modernismens jyske profil og modsætningsforholdet til de københavnske institutioner.

Arena-modernisme Arena, Forfatternes Forlag havde ifølge vedtægterne en erklæret intention om at introducere den danske læseverden for de betydeligste forfattere inden for den udenlandske modernisme. For at realisere dette mål nedsatte K.E. Hermann en redaktion bestående af Arena-forfattere og andre forfattere i kredsen omkring Arena, hvis arbejde bestod i at udvælge udenlandske forfattere til oversættelse. Ingen verdenslitterære klassikere blev genoversat, kun den avancerede litteratur fra første halvdel af det 20. århundrede, der endnu ikke havde og måske aldrig ville have fundet udgivelse på de kommercielle forlag, havde forlagets opmærksomhed.

Forventninger om gode salgstal var ikke et kriterium, hvad der talte, var udelukkende værkets æstetiske signifikans og litterære værdi.

En forudsætning for at udøve redaktionsarbejdet var, at forfatterne læste litteratur på de europæiske hovedsprog og i det hele taget holdt sig velorienterede.

De store forfattere, der igennem årene kom i dansk oversættelse, var polske Witold Gombrowicz, franskmændene Louis-Ferdinand Céline, Marguerite Duras, Claude Simon, Michel Butor, Alain Robbe-Grillet og Philippe Sollers, svenskerne Willy Kyrklund og Lars Norén, tyske Arno Schmidt, schweiziske Peter Bichsel, østrigske Ingeborg Bachmann, jugoslaviske Miodrag Bulatovic, bulgarsk-tyske Elias Canetti og amerikanerne Djuna Barnes og Jack Kerouac. Arenas vigtigste indsats består formentlig i en intensiv oversættelse af irsk-franske Samuel Beckett.

Det er næppe for meget at sige, at Becketts franske romantrilogi, Molloy, Malone dør og Den unævnelige, blev den afgørende forudsætning for Arena-modernismen. Trilogien udkom på det lille parisiske avantgardeforlag Les Éditions de Minuit fra 1951 til 53 og i dansk oversættelse på Arena fra 1961 til 64. Forskningen og som følge heraf litteraturhistorierne har længe undervurderet, hvis ikke ligefrem overset, denne udefrakommende og gennemgribende påvirkning af moderne dansk prosa.

I min bog Arena-modernisme (en let omarbejdet version af min ph.d.-afhandling) har jeg analyseret, hvordan Seebergs Bipersonerne (1956), Poul Vads Taber og vinder (1967), Per Højholts 6512 (1969), Jens Smærup Sørensens Byggeri (1975) og Henrik Bjelkes Hundrede

”Skiftet skyldtes angiveligt, at Arena fik tilskrevet en enorm kulturel kapital. Det blev simpelthen forbundet med noget eksklusivt.

”

postkort fra Helvede (1980) og Peer Hultbergs Requiem (1985) kan læses som Beckett-palimpsester. Palimpsest bruges her i overført betydning om den inter- eller med Gérard Genettes begreb hypertekstuelle ”dialog” mellem trilogien og de pågældende værker. Niels Egebak havde i 1969 udgivet et boglangt essay om Becketts eksperimenter med prosaen i den franske trilogi, under den dobbelttydige titel Beckett Palimpsest.

Beckett har selv forklaret sin romantrilogi som et forsøg på at vriste sig fri af vennen James Joyces æstetik kendetegnet ved en almægtighed over stoffet. Hvor hvert et ord har en specifik betydning hos Joyce, gjorde Beckett afmagt og uvidenhed til sit kunstneriske credo.

Fælles for de to eksilerede irske forfattere bosiddende i Paris var den modernistiske overbevisning om, at form er indhold og indhold form. Becketts trilogi, der til forskel fra hans tidligere romaner er skrevet på fransk, benytter en såkaldt ikke-antropomorf fortæller og rent diskursive karakterer.

Ifølge den amerikanske narratolog Brian Richardson, som hovedsageligt beskæftiger sig med nye måder at fortælle historier på i litteraturen, kendes en ikke-antropomorf fortæller på, at forfatteren bryder med en række grundlæggende vedtagelser, fortælleteorien har knyttet til forestillingen om en antropomorf fortæller. Fortælleren 1) veksler uforudsigeligt mellem at fortælle om sig selv i første person præsens og tredje person præteritum, 2) modsiger sig selv inden for samme narrative afsnit, kaldet ”denarration”, eller 3) taler med en viden om forfatterens foregående tekster, der overskrider det pågældende værks horisont.4 En vekslen mellem at fortælle om sig selv i første person præsens og tredje person præteritum finder man eksempelvis i Peer Hultbergs Requiem bestående af 537 korte tekststykker. Hvorvidt den enkelte tekst skal analyseres som en førstepersonsfortælling, hvor fortælleren momentvis taler distancerende om sig selv i tredje person præteritum, eller en tredjepersonsfortæl-

DANSK NOTER 41

ling, hvor fortælleren i glimt identificerer sig med den fortalte person, er principielt tvetydigt. I Per Højholts 6512 benyttes en udstrakt ”denarration”, idet de indre modsigelser hos den dagbogsskrivende fortæller næsten står i kø, hvilket afstedkommer både komik og tragik.

Disse u-lovmæssigheder bliver ekstra markante, når de optræder i dagbogsfiktionen, som almindeligvis forbindes med en genkendelig, antropomorf fortæller.

Endelig finder man i Henrik Bjelkes Hundrede postkort fra Helvede en førstepersonsfortæller med en videnshorisont, der rækker ud over værket og tilbage til tidligere udgivelser af forfatteren. Dette er alt sammen træk ved den ikke-antropomorfe fortæller, man genfinder i Becketts franske trilogi.

På karakterernes niveau finder der tilsvarende en deantropomorfisering af karakteren sted i Arena-modernismen, som teoretisk bestemmes ved, at karakteren 1) ikke udvikler sig psykologisk igennem det narrative forløb, men forekommer statisk, upåvirkelig, eller 2) momentvis flyder sammen med andre af værkets karakterer og dermed mister sin personlige integritet.5 Den nye karaktertype baserer sig ikke længere på en realistisk mimesis, men eksisterer kun som sproglig konstruktion og kaldes en diskursiv karakter. Det første finder man eksempler på i Peter Seebergs Bipersonerne, hvor forfatterens spejlingsfigur Sim netop ikke gennemløber en psykologisk udvikling på trods af de skelsættende begivenheder, han udsættes for under bombardementet af Berlin. Det andet – og mere ekstreme træk – finder man i Jens Smærup Sørensens Byggeri, hvor karakterer af næsten enslydende navne besidder karaktertræk, som momentvis flyder sammen og opløser deres individualitet, hvorfor de teoretisk kaldes diskursive karakterer.

Parametre og perspektiver Med henblik på at indkredse Arena-modernismens æstetiske signifikans har jeg oplistet ti formelle parametre. Enkelte af dem, som ikke er forklaret af det foregående, får her en kort kommentar med på vejen: 1 Kompositionel fragmentering 2 Ikke-antropomorf fortæller 3 Ikke-lineær narration (denne kan i stedet være cirkulær eller kontradiktorisk) 4 Indre monolog 5 Diskursive karakterer 6 Abstrakt byrum 7 Umiddelbar samtid

42 DANSK NOTER

8 Aktivering af paratekster (bagsidetekst, omslag og typografi bliver en integreret del af værkets samlede udsagn) 9 Massiv hypertekstualitet (tæt ”dialog” med andre litterære tekster) 10 Kompleks genericitet (genrebrud og -fornyelse) Valget af de nævnte forfattere og værker som repræsentative for Arena-modernismen kan selvfølgelig altid problematiseres. Jeg har valgt de forfattere, som efter min opfattelse klarest repræsenterer Arena-modernismens vidtgående eksperimenter med fortællemåde og karakterfremstilling, og hvis værker samtidig er og forbliver litteraturhistoriske højdepunkter. Naturligvis kan man diskutere valget af Per Højholt, hvis bøger aldrig udkom på Arena. Ikke desto mindre er Højholts nære relation til Arena-gruppen indiskutabel, og netop 6512 er den mest udtalte Beckett-palimpsest i moderne dansk litteratur. Ligeledes er førsteudgaven af Poul Vads Taber og vinder udgivet på Gyldendal, mens andenudgaven udkom på, hvad vi kunne kalde det nye Arena, genetableret omkring årtusindskiftet af Hans Otto Jørgensen m.fl. Fra cirka 1970 skiftede Poul Vad som en af de få fra det store Gyldendal til det lille Arena og blev i det følgende årti en ledende figur i Arena-gruppen ved siden af Seeberg. Skiftet skyldtes angiveligt, at Arena fik tilskrevet en enorm kulturel kapital. Det blev simpelthen forbundet med noget eksklusivt, noget genuint litterært og kunstnerisk kompromisløst. Eksempelvis vedlagde man i perioden 1967 til 1982 de såkaldte ”Arena-information” til udvalgte bøger som introduktion og perspektivering.6 Man kunne indvende og har indvendt, at det således slører billedet, når jeg ikke konsekvent vælger Arena-bøger som repræsentanter for positionen.7 Til gengæld mener jeg at have rekonstrueret en distinkt modernismeposition i dansk litteratur forskellig fra Brostrøms konfrontationsmodernisme og Anne-Marie Mais ”formelle gennembrud” med udgangspunkt i Arena, Forfatternes Forlag. Om en bog udkommer på det ene eller det andet forlag, kan i flere tilfælde bero på tilfældigheder, men den fælles ambition om en gennemgribende modernistisk fornyelse af romanen og prosaen i det hele taget funderet i en orientering mod den europæiske modernisme og forankret i Arenas geografisk-sociale interessefællesskab aftegner anderledes sikkert en litteraturhistorisk uomgængelig position i det 20. århundrede.

Debatindlæg om projekt

Ny litteraturhistorie Udvalgte publikationer: Arena-modernisme. En position i dansk litteratur. Gyldendal. 2012.

Redaktør (s.m. Thomas Hvid Kromann) af antologien: Arena-information. Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie. Arena. 2011.

Noter 1 Her som i det følgende henviser jeg til min bog Arena-modernisme.

En position i dansk litteratur (2012). Begrebet position anvendes med inspiration fra den franske sociolog Pierre Bourdieus feltbegreb i The Rules of Art. Genesis and Structure of the Literary Field (1996).

2 Anders Juhl Rasmussen. Arena-modernisme, s. 60.

3 Op.cit., s. 61.

4 Jf. Brian Richardsons Unnatural Voices. Extreme Narration in Modern and Contemporary Fiction (2006).

5 En god introduktion til karakterologien er Per Krogh Hansens Karakterens rolle. Aspekter af en litterær karakterologi (2000).

6 Samtlige numre af ”Arena-information” er gengivet i faksimile i Anders Juhl Rasmussen og Thomas Hvid Kromann (red). Arenainformation. Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie (2011).

7 Jf. Bruno Svindborgs anmeldelse af Arena-modernisme i tidsskriftet Danske Studier, 2012, s. 239-244.

Brug den litteraturhistoriske kikkert Jyllands-Posten d. 3.10.2013, 1. sektion, side 31.

Af Ivy York Möller-Christensen og Johnny Kondrup.

Strunge og Blicher serverer noget uvurderligt for os Berlingske d. 3.10.2013 Af Ivy York Möller-Christensen.

Litteraturhistorien taber terræn Berlingske d. 4.10.2013, side 32. Af Birgitte Rahbek.

Til kamp for klassikerne Kristeligt Dagblad: Til kamp for klassikerne, ledende artikel d. 5.10.2013.

Vi har stadig brug for litteraturens klassikere Politiken d. 7.10.2013. Af Hans Hertel.

Undgå provinsialisme i tid Universitetsavisen d. 7.10.2013, 1. sektion, side 22.

Af Johnny Kondrup.

Postmodernismens forsvar for litteraturhistorien Berlingske d. 8.10.2013. Af Hans Hauge.

Litteratur kan ikke reduceres til historie Politiken d. 19.10.2013, Bøger, side 2. Af Lilian Munk Rösing.

Forsvar for litteraturhistorien eller om at fortælle sig til livet Flensborg Avis 24. oktober 2013, 2. sektion, side 8.

Af Ivy York Möller-Christensen og Johnny Kondrup.

Kender du dine klassikere?

Politiken d. 25.10.2013, Kultur, side 1.

Af Anne Bech-Danielsen.

Litteraturhistoriens krise kommer ikke kun udefra Politiken d. 26.10.2013, Bøger, side 2.

Af Lasse Horne Kjældgaard.

Må man røre ved en klassiker?

Politiken d. 28.10.2013, Kultur, side 3.

Af Anne Bech-Danielsen.

Litteraturhistorien er ikke død, den er ikke engang fortid Kristeligt Dagblad d. 29.10.2013, 1. sektion, side 6.

Af Daniel Øhrstrøm.

Ny litteraturhistorie Nordjyske Stiftstidende d. 28.11.2013, side 25.

Af Peter Michael Lauritzen.

Da litteraturen tabte historien Politiken d. 9.01.2014. Af Hans Hertel Verdenslitteraturen er kommet i klemme i det moderne gymnasium Politiken d. 19.01.2014. Af Knud Michelsen

DANSK NOTER 43

Tema: Ny litteraturhistorie

For verden er jo vores egen Om verdenslitteratur og globale litteraturhistoriske strømme I en tid, hvor internationalisering og globalisering spiller en stadigt større rolle for gymnasieelevens dannelse, synes spørgsmålet om strømmene mellem den danske og den udenlandske litteratur mere aktuelt end nogensinde i danskundervisningen.

Hvilken betydning har den danske litteraturhistorie i tolerancebegrebets århundrede og i samklang med en større verden? På hvilken måde er en større verdens toner fra nationalstaternes århundrede. Nogle særlige litteraturhistorie vigtig for danskfaget? Og hvordan træk ved verdenslitteraturen er ifølge Goethe, at den kan litteraturundervisningen styrke elevernes globaoverskrider landegrænser uden at lade sig assimilere, liseringskompetence? Vi litteraturdidaktikere må til og at den bliver udtryk for gensidig national forståstadighed facilitere en dialog mellem fortid og nutid, else. Hermed opstår der en samtale mellem nationaldansksproget og udenlandsk litteratur, for at vi kan litterære traditioner. Dens kerne har en refleks af den vise litteraturhistoriens betydning og aktualitet som græske antik, fordi denne arv overskrider det nationale refleksionsrum. Rammen for dette arbejde kan findes i som en fælles ramme af værdier. Således er verdenslitteorien om verdenslitteratur. Hvor teraturen for Goethe udtryk den teoretiske tradition med sit for det moderne. Med Goethe … vi må bevæge os hen imod udgangspunkt for 200 år siden eksponeres tanken om verhos den ældre J.W. von Goethe denslitteratur som et tveæghar været forankret i forestillingen globaliseringstankens idé om get sværd af det nationale og om nationallitteraturers dialog, er kosmopolitiske, om end i en strømme af litterære forestillin- eurocentrisk ramme. I traditiodet min påstand, at vi må bevæge os hen imod globaliseringstankens nen fra Goethe giver begrebet ger og udtryksformer. idé om strømme af litterære foreverdenslitteratur anledning til stillinger og udtryksformer. I det forforståelserne om en kvalifølgende vil jeg opridse en litteraturteoretisk ramme for tativ målestok til den selektion, som vi siden kender dette arbejde med verdenslitterære stemmer og komme med eksempelvis kanontænkningen fra Harold Blooms med et bud på, hvordan det kan gribes an i gymnasiets The Western Canon (1994) til gymnasiets kanon eller litteraturundervisning. Et omdrejningspunkt er den Nobelprisen i litteratur. Heri ligger både et potentiale begrebslige kiasme litteraturen i verden og verden i litog et problem med begrebet; vi kan udvælge de særligt teraturen. vigtige litterære bidrag, men deres værdi for læserne vil være individuel. Samtidig antyder Goethe med sin Den diakrone meningsudveksling om interesse for gensidig national forståelse, at der findes verdenslitteratur noget højere i mødet mellem nationallitteraturer, som vi Med spørgsmålet om det litteraturhistoriske samspil skal dyrke. mellem nationalt og internationalt entrerer vi på en litHvordan finder vi ligeværdigheden frem mellem teraturteoretisk scene, der blev sat af den ældre Goethe. litterære stemmer på tværs af nationer, og hvorfra ser vi Han lancerer som den første begrebet Weltliteratur i en dialogen, hvis ikke alle taler samme sprog? Hvis idealet række breve og andre tekster i perioden 1827-1831.1 for verdenslitteraturen skulle være den ligeværdige mulighed for at bidrage, er der ifølge Georg Brandes2 Ideen formuleres i slipstrømmen på oplysningens og

”

”

44 DANSK NOTER

Af Mischa Sloth Carlsen, lektor i dansk og drama på Aurehøj Gymnasium

grund til bekymring for de mindre litteraturer, som fx den danske. Det unikke ved et bidrag til verdenslitteraturen ligger også i de uoversættelige træk, og kunstnerisk kvalitet handler ikke om, at noget er skrevet direkte til verden, hævder Brandes. Den manglende ligeværdighed for stemmer fra store og små litteraturer har også optaget den nulevende eksilforfatter Milan Kundera, der har skrevet både på sit modersmål tjekkisk og eksillandets sprog fransk. I artiklen ”Die Weltliteratur” (2005)3 vender han det hurtigt til et spørgsmål om, hvordan der i høj grad eksisterer litterær provinsialisme ikke blot inden for små, men også store nationer.

”… den lille kontekst er nationen, mens den store kontekst er den overnationale kunsts historie.

”

Han nævner som eksempel, hvordan en fransk avis i anledning af millenniumskiftet udpegede de vigtigste franske bøger, men placerede verdenslitterært epokegø-

”Siggimund og bog”, collage, blæk og akryl, 32 x 41 cm, 2005

DANSK NOTER 45

rende romanforfattere som François Rabelais, Gustave Flaubert og Marcel Proust bemærkelsesværdigt lavt i forhold til vinderen Victor Hugo. Det vigtige er at have blik for den litterære indflydelse, et værk har. Kundera lancerer derfor et andet begrebspar for, hvordan en litterær tekst skriver sig ind i en kontekst; den lille kontekst er nationen, mens den store kontekst er den overnationale kunsts historie. Det væsentlige er ikke at udtrykke etnocentrisme i national eller eurocentrisk forstand. Det centrale er at se verdenslitteraturen ud fra et kriterium om polycentrisme, hvilket kan forstås som de mangfoldige meningsuniverser, der er iboende et værk. Det interessante bliver hermed, dels hvordan værket bidrager til kunstens egen overnationale verden, dels at der formuleres et krav til verdenslitteraturen om at kunne indlejre sig situationelt i mange kontekster og dermed at kunne give mening for en mangfoldighed af læsere uanset nationalt tilhørsforhold.

En pointe er således, at vi skal væk fra at se verdenslitteratur som et statisk monument af værker og i stedet finde en dynamisk konceptualisering, der inddrager læseren og læsningen. Den amerikanske forsker David Damrosch fremsætter i What is World Literature (2003) et argument for verdenslitteraturens arbejde som en kunstfænomenologisk proces: Et værk træder ind i verdenslitteraturen ved en dobbelt proces: for det første ved at blive læst som litteratur; for det andet ved at cirkulere ind i en større verden end dens kulturelle og sproglige oprindelsessted.4 Denne dobbeltproces leder til en tredelt definition af verdenslitteratur: 1) Den er en elliptisk brydning af nationallitteraturen, fordi den i den dobbelte proces er forbundet med to kulturer. 2) Den er et skrift, der vinder ved oversættelse. I modsætning til ordinær sprogbrug kan litterær sprogbrug vinde eller tabe ved oversættelse, og et kunstværk manifesterer sig anderledes på udebane end hjemme. Damrosch underbygger sin anden pointe ved at henvise til fænomenologen Wolfgang Isers fore-

”Endelig er verdenslitteratur ikke en kanon af tekster, men en læsemåde 46 DANSK NOTER

”

stilling om, at litterære former vækker billedrige sprækker, som læseren må udfylde. Der er således et verdenslitterært potentiale for en tekst, hvis dens sprækker kan udfyldes af mange læsere på tværs af sprog. 3) Endelig er verdenslitteratur ikke en kanon af tekster, men en læsemåde, dvs. en form for horisontudvidelse, der sker ved et uhildet engagement i andre verdener end ens egen. Verdenslitteraturen finder sted på to niveauer som to former for litterære samtaler, dels imellem forfattere, dels i læseakten, hvor læseren udfylder tekstens sprækker. Med Damrosch kan vi kvalificere læseakten som en verdenslitterær samtale, hvori eleven med sit læsende engagement kan fuldende oversættelsen af et værk fra et andet sprogområde. Dermed bliver eleven del af en større verden end sin egen, ligesom eleven udvider tekstens verden ved at bevise dens virkefelt.

Verdenslitteratur er hermed defineret som en æstetisk kategori.

Globalisering og litteraturhistorie Hvordan kan de fremhævede pointer om verdenslitteratur lede os til et spørgsmål om litterær globalisering som litteraturhistorisk kategori? Globaliseringsbegrebet har sit udspring inden for sociologi og politisk videnskab, hvor det omhandler strømmene over landegrænser af handel og markedskræfter, politik, kommunikation, teknologi og kulturel identitet.

Den internationale politiske teoretiker Jens Bartelson definerer tre ontologiske globaliseringsbegreber for nogle kulturelle tendenser omkring millenniumskiftet, der har destabiliseret de hidtidige faste opfattelser af nationer og internationale forbindelser:5 1) Overførsel (transferens): Globalisering er en overførsel eller udveksling af forhold mellem konstituerede statslige enheder. På et kulturelt niveau sker der en udlejring af mening fra den enkelte enhed, og enhederne er gensidigt forbundne på et meningsniveau. 2) Omformning (transformation): Der sker en deterritorialisering og relativisering af det gamle suverænitetsbegreb, der har betydning for menneskelige tanker og handlinger.

3) Overskridelse (transcendens): Globaliseringen er en proces af strømme,6 der overskrider eksistensbetingelserne for sammenhængene mellem enhed, system og identitet. Processen bevæger sig i retning af en mulig opløsning af staters spatiale afgrænsning og total emancipation af den globale verden.

Hvis vi antager, at Bartelsons diagnose har kulturel betydning som ontologisk grundvilkår for ikke blot

”Læsestrategien omhandler teksten som fænomen, hvor læseren i læseakten møder værkets verden og undervejs smelter sammen med værkets livsverden.

”

litteraturens historie, men også for moderne læsere, taler vi om elever, for hvem en globaliseret verden både bevidst og ubevidst er deres egen. De er ikke forankret i en fast national identitet, men er forbundet med den store kontekst gennem overnationale strømme af referentiel mening. Det er derfor væsentligt, at vi som litteraturdidaktikere til stadighed formår at møde dette vilkår ved at selektere og justere en verdenslitterær palet af litterære stemmer, hvor dansk og udenlandsk litteratur gensidigt overfører mening til hinanden for læseren. Gennem læseakten aktualiseres verdenslitteratur af såvel historisk som samtidig art, indenlandsk som udenlandsk art under den horisontsammensmeltning, som finder sted mellem elev og tekst. Denne interpretative proces udfylder tekstens sprækker, afkoder tekstens fænomener og omformer tekstens stof. Eleven overskrider grænsen mellem sig selv og den store globale kontekst,

Den store kontekst

Form

Den lille kontekst

En læsestrategi for verdenslitteratur i dansk Lad os vove at overføre teorien om verdenslitteratur i den globaliserede tidsalder til danskfaget. En forudsætning for at give grobund for udviklingen af globaliseringskompetence må være lærerens relative autonomi – på den ene side med læreplanens mål og på den anden side friheden til selv at give undervisningen verdenslitterært indhold efter emne og situation. Mit bud på en verdenslitterær læsestrategi vil være at koble en nykritisk tolkning af tekstens egen verden som kunstværk og en kontekstlæsning af litteraturens refleksion af verden på en lokal eller global skala.

Læsestrategien omhandler teksten som fænomen, hvor læseren i læseakten møder værkets verden og undervejs smelter sammen med værkets livsverden.

Sammensmeltningen er den begivenhed, der gennem en dobbelt elliptisk bevægelse aktualiserer og genetablerer forbindelserne til og fra den lille (lokale) og den store (globale) kontekst.

Arbejdspunkter til de fire kategorier:

Verdenslitterær læsestrategi

Indhold

hvor tekstens indhold og udtryk sættes i forbindelse med større litteraturhistoriske strømninger. Elevens globaliseringskompetence formes således i læseakten, hvor eleven på den ene side forbindes med andre læsende subjekter i et polycentrisk og kosmopolitisk fællesskab og på den anden side bliver sin egen identitet af den individuelle mening, der er dannet af mangfoldige læseoplevelser.

Værkakse: ”Verden i litteraturen” Handling og udtryk

Kontekstuelle ellipser: ”Litteraturen i verden” Udsigelse og aktualisering

Indhold:

Den lille kontekst:

situation, personer, tid og sted tematik

lokal kontekst den danske kunsts historie

Form:

Den store kontekst:

genre genremæssige virkemidler sprog og stil

en global kontekst den store kunsts historie

DANSK NOTER 47

Hvornår læser vi verdenslitterært med global refleksion? Naturligt ville vi udvælge nogle danske forfattere og studere de strømme, de er forbundet med. Eksempelvis kunne vi forestille os et forløb om Karen Blixen og efterkrigstiden, hvor vi fx kobler en eksistentialistisk tekst som Blixens ”Dykkeren” (1958) med litterære og filosofiske tekster af Søren Kierkegaard, Albert Camus, Paul Celan og Samuel Beckett. I den lille kontekst kunne vi se på forbindelsen til Heretica-bevægelsen.

I den store kontekst kunne vi se på forbindelserne til modsprogene i efterkrigstidens digteriske bearbejdning af krigens traumer som fx hos Paul Celan eller diakront og synkront til eksistentialismens litteraturhistorie henholdsvis tilbage til begyndelsen hos Kierkegaard eller ud til efterkrigstidens franske litteratur og filosofi.

Kontekstfølsomheden, og dermed muligheden for at eleverne kan udfylde sprækkerne, styrkes desuden med kreative øvelser, der udvider elevernes associative rum og muliggør en større aktualiseringsradius for teksterne.7 Endvidere giver et essayemne, hvor eleverne skal inddrage perspektiver til tekster læst i forløbet, mulighed for at aktualisere stoffets relevans for elevens egen livssituation.

Eksemplet med Blixen og efterkrigstiden er verdenslitterært med en dansk topos, hvor vi spatialt ser korrespondenserne indefra og ud i verden samt temporalt bagud og fremad. Rammen er eurocentrisk. Vi kunne også forestille os den omvendte bevægelse og tænke udefra og ind ved at gribe et værk fra en anden kulturkreds. Den vigtige iranske forfatterinde Forugh Farrokhzad, død som 32-årig i 1966, er netop blevet oversat til dansk af Shadi Angelina Bazeghi, og dele af hendes værk er desuden gendigtet i samarbejde med Mette Moestrup i samlingen Kun stemmen bliver tilbage (2013). Et lyrikforløb kunne gribe anledningen og afprøve mulige litterære slægtskaber mellem Farrokhzads sanselige, feminine, eksistentialistiske og formeksperimenterende digtning og stemmer i nordisk litteratur af eksempelvis Edith Södergran, Pia Tafdrup, Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup. Forløbet kunne desuden undersøge, hvorfor et sådant værk kan have aktualitet netop nu. Hvordan uddyber og oplyser værket om almenmenneskelige eksistentielle betragtninger og sanseerfaringer fra den anden side af verden, der både viser andre livsvilkår og peger på os selv? Er der eksempelvis også et momentum for litterære stemmer fra den arabiske verden, der sætter vores egne globale stemmer i relief fra netop Shadi Angelina Bazeghi til et

48 DANSK NOTER

helt andet, aktuelt lyrisk udtryk af debutanten Yahya Hassan? Dette eksempel med en topos, hvor der tænkes udefra og ind, kan betyde, at vi i et vist omfang slipper kontrollen med læreprocessen og i stedet giver plads til at udforske, hvad verden siger om os selv.

Litteraturhistoriens fremtid?

Mit bud på en verdenslitterær læsestrategi er en didaktik, som ser tekstens livsverden med et globalt blik for betydningen af både fortid, nutid og fremtid. Denne didaktik har en stærk respekt for værket eller teksten som fænomen på den ene side og konteksten på den anden. Teksten er altid den samme, men læseaktens begivenhed forbinder teksten med en kontekst, der er situationsbestemt og ændrer sig afhængigt af tid, sted, elever og undervisningsforløb. Vi kan finde litteraturhistoriens fremtid i den verden, fiktionen skaber og omhandler i vores samtale med eleverne, der – som fremtidens læsere – orienterer sig i både et nationalt og internationalt rum. Undervisningen kan forme rummet for fortolkning, når den kognitive forståelsesproces og den kreative levendegørelse spiller sammen om at aktualisere litteraturhistoriens både store og lille kontekst.

Med blik for kontekstens foranderlighed i en globaliseret verden kan det verdenslitterære blik give litteraturhistorien en fremtid.

”Mit bud på en verdenslitterær læsestrategi er en didaktik, som ser tekstens livsverden med et globalt blik for betydningen af både fortid, nutid og fremtid.

”

”It is the Sound (Ikkyo)”, linoleumssnit, 48 x 63 cm, 2009

Noter 1 Et udvalg af fragmenter fra Goethes tekster om verdenslitteratur er optrykt i d’Haen, Theo, Domínguez og Thomsen, Mads Rosendahl: World Literature. A Reader. Routledge 2013, pp. 9-15.

2 Brandes, Georg: ”Verdenslitteratur” (1899), in: Samlede Skrifter, bind 12, Gyldendal 1902 3 Kundera, Milan: ”Die Weltliteratur”, in: Le Rideau, Gallimard, Paris 2005 4 Damrosch, David: What is World Literature, in: d’Haen, Theo, Domínguez og Thomsen, Mads Rosendahl: World Literature. A Reader. Routledge 2013, p. 200. Min oversættelse.

5 Cf. Bartelson, Jens: ”Three Concepts of Globalization”, in: International Sociology, Vol. 15, no. 2, June 2000, SAGE, London, Thousand Oaks, CA and New Delhi, pp. 180-196.

6 I begrebet om strømme henviser Bartelson til M. Castells.

7 Man kan finde kreative øvelser eller inspiration til at lave sine egne i fx Bødtcher-Hansen, Maja og Carlsen, Mischa Sloth: Med tiden. En litteraturhistorisk arbejdsbog, Gyldendal Uddannelse 2012 samt i Carlsen, Mischa Sloth: ”Dramatiske højder – danskfaglige dybder”, Dansk Noter 2013/3 eller ”Litterært gehør – eller dansk som kunstnerisk fag!”, Dansk Noter 2010/1.

DANSK NOTER 49

Tema: Ny litteraturhistorie

Holberg på nettet Det siges at Holberg i gennemsnit hver eneste dag livet igennem producerede én trykt side til sit forfatterskab. Eftersom han blev knap 70 år, blev resultatet et meget omfattende forfatterskab. Hele dette enorme forfatterskab, der fordeler sig på et utal af genrer, er i disse år under udgivelse i et fælles dansk-norsk udgivelsesprojekt, Ludvig Holbergs Skrifter (LHS).

Der er tale om en udgave såvel på internettet som i bogform, således at den digitale udgave vil danne grundlag for den trykte. Internet-versionen, som er gratis tilgængelig på: www. holbergsskrifter.dk, er efterhånden godt på vej, og det er den der præsenteres nedenfor.

Holberg er i dag mest kendt for sine komedier – og af de 33 komedier han skrev, er det endda kun en håndfuld der jævnlig opføres på scenen og stadig læses i gymnasiet. Men han skrev som bekendt meget andet end komedier. Han skrev en lang række moralfilosofiske essays, herunder et stort antal epistler, og han skrev en satirisk og samfundsdebatterende roman: Niels Klims underjordiske rejse. Han skrev det parodiske helteepos Peder Paars og en række andre digte samt flere store historiske værker, hvoraf hovedværket er hans på mange måder skelsættende Danmarkshistorie. Og han skrev om helte og heltinder.

Med deres muntre og slagfærdige tone og spidsformulerede synspunkter er mange af disse tekster overordentlig velegnede til læsning i gymnasiet. Holberg kan med god ret regnes for den fremmeste eksponent for oplysningstiden i Danmark-Norge. At gå på opdagelse i hans tekster er i høj grad også at stifte bekendtskab med centrale temaer i den europæiske oplysningstid.

Og at gå på opdagelse – det er netop hvad den samlede udgave i digital form giver mulighed for gennem links, hurtig navigation og avanceret søgefunktion.

Den nye udgave, Ludvig Holbergs Skrifter, skal så at sige stå på to ben. Den skal både etablere en ny tekstkritisk udgave af Holbergs samlede værker og samtidig søge at formidle teksterne til såvel forskere som en bredere offentlighed. Det betyder at kommentarer og indledninger skal tage højde for forskellige slags brugerbehov. Der er forskel på hvad en gymnasieelev og en idehistoriker ønsker at få forklaret og uddybet, og ideelt set skal de begge kunne bruge udgaven med udbytte.

Vi forestiller os at den del af forfatterskabet som kan kaldes skønlitterært – komedierne, Niels Klim, Peder

50 DANSK NOTER

Paars etc. – samt de moralfilosofiske essays i særlig grad vil have appel til gymnasieelever. Det kan dog ikke nægtes at Holbergs 1700-talsdansk vil forekomme en nutidig ung læser vanskeligt, og det er vores håb at vores ordforklaringer kan yde den fornødne hjælp til forståelsen. Resultatet er en ganske tæt kommentering af de skønlitterære tekster.

Med til udgaven hører også en række supplerende ressourcer. Webstedet vil med tiden komme til at omfatte en række essays om overordnede emner såsom Holbergs sprog, bogverdenen på Holbergs tid, teaterforhold etc. – og som en yderligere hjælp til Holberglæsningen er den store Holberg-ordbog blevet digitaliseret og gjort tilgængelig fra webstedet.

”Der er forskel på hvad en gymnasieelev og en idehistoriker ønsker at få forklaret og uddybet, og ideelt set skal de begge kunne bruge udgaven med udbytte.

”

Vi har også valgt at vise digitale faksimiler af førsteudgaverne af alle Holbergs tekster, så den ivrige læser selv kan tage stilling til førsteudgavens læsemåder – og i øvrigt få fornemmelse af 1700-tallets bogkultur ved at stifte bekendtskab med den oprindelige typografi og layout.

Af: Søren Peter Hansen og Karen Skovgaard-Petersen (ksp@dsl.dk), Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Der er som sagt tale om et fælles dansk-norsk udgivelsesprojekt, med både en dansk og en norsk redaktion, som i praksis arbejder tæt sammen efter fælles retningslinjer. Sproget på webstedet bliver både dansk og norsk.

Mens det tekstkritiske arbejde udelukkende udføres af de to redaktioners medlemmer, har vi i den danske redaktion knyttet en række bidragydere til projektet – danskundervisere fra gymnasieskolen og universitetet, der har hjulpet os med at skrive kommentarer og indledninger til de enkelte værker.

Internettet giver nye muligheder for at kombinere tekster. Som led i en webbaseret udgave kan der opbygges et omfattende net af referencer. I vores tilfælde betyder det ikke bare at vi kan linke mellem vores tekst og førsteudgaverne i de digitale faksimiler og mellem tekst og kommentar. Vi kan også linke fra en kommentar til én tekst hen til en helt anden Holbergtekst hvor han behandler samme emne, og fra en kommentar til én tekst til en kommentar til en anden tekst. Og vi kan linke eksternt til andre tekster som Holberg citerer, parafraserer eller på anden måde alluderer til. Disse referencer i form af links ser vi som et væsentligt perspektiv for webudgaven.

”Internettet giver nye muligheder for at kombinere tekster. Som led i en webbaseret udgave kan der opbygges et omfattende net af referencer.

”

Den digitale udgave kan gennem links i kommentarerne gøre opmærksom på tematiske sammenhænge men også anspore brugerne til selv at undersøge sammenhænge gennem brug af søgefunktionen.

Romanen om Niels Klim er et godt sted at begynde for en moderne dansk gymnasieelev der skal stifte bekendtskab med Holberg og den europæiske oplysningstid. Det er den bl.a. – og paradoksalt nok – fordi Holberg skrev romanen på latin. Den er siden blevet oversat flere gange til dansk, og for nylig – i 2012 – har Peter Zeeberg udsendt en ny oversættelse. Det betyder at romanen nu foreligger i et tidssvarende dansk, og dermed er den faktisk umiddelbart lettere tilgængelig for en moderne læser end de tekster Holberg skrev på

dansk (oversættelsen er udkommet i bogform på Vandkunstens forlag og kan desuden læses på holbergsskrifter.dk).

I romanen samler Holberg mange af de temaer som han diskuterer rundtomkring i sine værker. Vi vil her prøve at trække nogle tråde fra romanen til Holbergs øvrige forfatterskab, især komedierne, epistlerne og de moralfilosofiske essays.

Verden blev større i 16- og 1700-tallet – nye dele af verden blev opdaget, beskrevet og koloniseret – og implikationerne heraf optog Holberg. Romanen om Niels Klims rejse til den underjordiske verden er en allegori på europæernes møde med nye verdensdele og med samfund der var anderledes indrettet end det de kendte. Gang på gang må Niels Klim indse at de folk han lærer at kende i den underjordiske verden, har indrettet sig både anderledes og mere fornuftigt end europæerne. Og hver gang glemmer han alt for hurtigt sin nyerhvervede ydmyghed på Europas vegne igen.

Den morale formulerer Holberg mere direkte i sin Epistel 401: “Vi maa derfore vel examinere vore egne Vedtægter, førend vi belee andre.” Og som eksempel forklarer han: Europæer kalde visse Nationer barbariske, efterdi de gaae nøgne, og æde raadt Kiød: De igien kand kalde de meest polerede Europæer naragtige, naar de see dem hvert Aar at forandre Klædernes Skikkelse, og naar de høre, at de dagligen betiene sig af Liqveurs, som forvirre Hiernen og komme dem til at brække sig.

(LHS, Epistel 401, 1754).

Også inden for deres egne grænser skal europæerne bestræbe sig på at behandle anderledes tænkende og troende med større tolerance. Det er læren af Niels Klims møde med det intolerante og sindelagskontrollerende samfund Mardak i den underjordiske verden (kap. 9) – og det ophøjede Holberg siden til et bærende princip i sin “Moralsk Catechismus”, som han formulerede i sin Epistel 46. I dens få og simple punkter indgår følgende læresætning: “Jeg bør ingen hade og forfølge, som mod sin Villie udi Troen vildfarer.” Og i de uddybende kommentarer lader han eleven erklære: Jeg bør elske dem, saa vidt som de ere Mennesker, og ynke dem saa vidt som de ere vildfarende Mennesker. Hvis jeg hader og forfølger min Næste,

DANSK NOTER 51

efterdi han ikke begriber en Ting paa samme Maade, som jeg den begriber, viser jeg Prøve paa Umildhed og Hovmod, og overtræder det store Naturens Bud, som er dette: Intet at giøre imod andre, uden det, som man vil, at andre maa giøre mod sig.

(LHS, Epistel 46, 1748) I appellen til det åbne sind, til det fordomsfrie møde med det anderledes, ligger også et andet af oplysningstidens centrale budskaber: Det gælder om at tage stilling selv, at gøre sig fri af den ukritiske accept af overleverede forestillinger og autoriteter. Det var Holbergs bestræbelse at ruske op i lokale og indgroede vaneforestillinger og anspore sine læsere til selvstændig stillingtagen.

En universitetsafhandling om de gamle grækeres og romeres fodtøj var for Holberg indbegrebet af pedantisk ligegyldighed. Den verdensfjerne lærde der, uden sans for hvad der er væsentligt, hengiver sig til sine nytteog perspektivløse studier, var en af hans yndlingsskydeskiver. Vi kender ham fra komediernes bogholdere, skolelærere m.m. og i en lidt farligere variant i skikkelse af Erasmus Montanus, som bruger lærdommen som magtmiddel til at tryne sine ulærde omgivelser. Og vi møder pedanten i det store rabalder på Københavns Universitet i Peder Paars (1719-20), hvor de professorale gemytter kommer i kog over spørgsmålet om hvor på kroppen Venus blev såret i den trojanske krig, ligesom Holberg i sit skæmtedigt Democritus og Heraclitus (1722) lader filosoffen Demokrit gøre sig lystig over de umådelig ligegyldige emner der optager de lærde på universitetet. Senere viede Holberg talrige epistler til at udstille den pedantiske lærdoms latterlighed – bl.a. i en epistel om fluejagt, hvis finesser og momenter han gør udførligt rede for, med denne afslutningssalut: Hvis Academici og Skole-Mænd ville ansee det, som Pedanterie, da vil jeg bede dem at giøre en upartisk Sammenligning imellem dette mit Verk og mange af deres lærde Dissertationer, som handle om de gamle Grækers og Romeres Skoe, Tøfler, Støvler, Hals-Baand og andet deslige.

(LHS, Epistel 205, 1750).

Niels Klim er en pedantisk lærd. Han forstår ikke at man i Potu – det samfund af kloge og besindige træer

52 DANSK NOTER

han først kommer til i den underjordiske verden – netop har indrettet sig ud fra en erkendelse af hvad der er fornuftigt og nyttigt. I Potu vurderes folks indsats efter samfundsnytte. Derfor æres bonden, mens den tåbelige lærde der fortaber sig i teologiske spidsfindigheder, dømmes til indespærring.

Også denne anerkendelse af bondens arbejde er en af Holbergs yndlingspointer. Han formulerede den et par år senere i sine Moralske Tanker: Det kommer ikke an paa, hvo der haver studeret mest, men hvo der haver studeret best. Og, naar saa er, kand jeg ikke see, at man jo med lige saa stor Føje kunde give en Magister- eller Doctorhat til en Agermand som til en Grammaticus, med mindre man vil sige, at det er meere magtpaaliggende at rangere Ord og Gloser, end at forbedre et Stykke Land, eller meere magtpaaliggende at reense en gammel Poet fra Copiist-Fejl, end at reense en Ager og giøre den frugtbar. Derfore raisonnerede Bondedrengen udi Comoedien ikke saa ilde, da han holdte Peder Christensen for den lærdeste Mand udi Byen, efterdi han havde antaget en forfalden Gaard, og giort den til en af de beste.

(LHS, Moralske Tanker s. 57, 1744).

Det er sin egen komedie Erasmus Montanus Holberg her henviser til, nærmere bestemt til Erasmus Montanus’ snusfornuftige bror, Jakob, som et sted i komedien siger: Seer Moonsør nu da, at vor Studeren er nyttigere, og vigtigere end jeres, og derfor at Niels Christensen er den lærdeste Mand her i Byen, eftersom hand har forbedred sin Jord saaledes, at en Tønde Hartkorn deraf er 30 Rixdaler bedre, end i hans Formands Tid, som sad heele Dagen med en Pibe Tobak i Munden, besmurte og krøllede Doct.

Arent Hvitfelds Krønike, eller Postill.

(LHS, Erasmus Montanus IV,4, 1731).

I det potuanske samfund har Holberg skildret et gennemført fornuftigt samfund. Her praktiseres en række af de principper som Holberg savnede i Danmark-Norge og i Europa i det hele taget. I Potu gør man således ikke forskel på mænd og kvinder. Kvinder anses for lige så kompetente som mænd til at studere og til at bestride embeder. Klim undrer sig inderligt – men må

”Vinylsingle”, print, 18 x 18 cm, 2013

DANSK NOTER 53

dog indrømme at den kvindelige dommer han stifter bekendtskab med, er så indsigtsfuld som nogen. Senere glemmer han imidlertid denne indsigt igen og mener at han kan gøre lykke og opnå forfremmelse i det potuanske samfund ved at foreslå dem en gavnlig reform, nemlig at formene kvinder adgang til embeder og lade dem blive hjemme i køkkenerne. Forslaget bedømmes

imidlertid som både dumt og skadeligt af potuanerne, og som straf bliver Klim sendt i eksil. Spørgsmålet om kvinders uddannelse bliver derved et centralt element i romanens plot.

Det tåbelige i ikke at udnytte den del af samfundets intelligensressourcer der er af hunkøn, er endnu et af de emner der optager Holberg gennem hele hans

”The Hall of Wind and Pines”, akvarel, 27 x 30 cm, 2012

54 DANSK NOTER

forfatterskab. Faktisk er Holberg en af de mest radikale ligestillingsfortalere i den europæiske oplysningstid.

Vi møder kønsdiskriminationen som selve temaet for et af hans tidlige værker, skæmtedigtet Zille Hansdotter (1722), hvor den slagfærdige Zille undrer sig over at studievejen ligger åben for hendes bror der ikke besidder gnist af interesse for den sag, mens hun selv, der har talent for studier, er henvist til huslige sysler.

Og Zille spørger på sit køns vegne: Om og ey udi et Senat Man kunde bruge Qvinder?

Om ikke kunde sættes Skat Af Rentemesterinder? (…)

Om Anna, Mette, Elsebed At tie, simulere Ey kunde lære og en Fred Som Mænd negociere? (…)

Mon og en Qvinde kunde ey Astronomi studere Og os til Maanen bane Vey … (…)

Om og Mandkiønnets Dyder Vi efterfølge kunde ey, Saa vel som Feyl og Lyder?

(LHS, Zille Hansdotter, 1722, vv. 253-56, 261-64, 277-79, 334-36).

Men allerede i Peder Paars (1719-20) havde Holberg skildret tjenestepigen Marthe som én der … tvungen var at blive Kockepiige; Skiønt hendis Hoved kun var dannet til intrigue, Til Kiøknet dog blef dømt; thi det var hendes stand.

Men hendes Broder, som var bedre skabt at spinde Og en Penelope var bleven i at tvinde, Ja en Arachne selv til skamme hafde giordt, Han dog blev Øvrighed, skiønt aldrig hvit fra sort Hand udi Lov og Ræt har kunnet lære kiende; (LHS, Peder Paars s. 234), 1720 Og rundtomkring i komedierne møder vi også ofte tjenestepigen Pernille, der jævnt hen er vaksere og mere udspekuleret end de mænd der omgiver hende.

Også dyrkelsen af langsomhed og grundighed, og advarsel mod overfladiskhed og forhastet stillingtagen, er et gennemgående Holbergtema. De forstandige træer i Potu er således dybt skeptiske over for hastige samfundsforandringer og projektmagere og kræver nøje overvejelse over implikationerne før de gennemfører nogen forandringer.

I komedien Den Stundesløse har Holberg portrætteret potuanernes modsætning, den evigt foretagsomme, rastløse og ufokuserede og derfor af samme grund fuldstændig uproduktive Vielgeschrey. Holberg var på vagt over for det han så som sin tids dyrkelse af overfladisk hast også hvad angik studier og kundskaber. Han var skeptisk over for tidens nye medie, tidsskrifterne. I Niels Klim lader han en af de underjordiske (ironisk) notere at europæerne ”bliver langt hurtigere lærde, hvilket skyldes en fremragende og magisk opfindelse (nemlig tidsskrifter) der betyder at de kan læse hundrede bind igennem på en dag” (LHS, Niels Klims underjordiske rejse, s. 316).

Verden blev mindre, hastigheden større, forjaget og overfladisk kundskabstilegnelse bredte sig – Holberg var en engageret, reflekteret og kritisk iagttager af sin tids samfundsudvikling. Muligheden for at trække tråde frem til i dag er åbenlys, både hvad angår kønsrolleproblematikken, kritikken af den europæiske selvtilstrækkelighed og advarslen mod de moderne mediers hurtige og letkøbte genveje til viden, og de mange underlødige bøger bogmarkedet oversvømmes af. Men samtidig skal vi også passe på med at gøre Holberg for moderne.

Han er på vagt over for al forandring der ikke er tænkt grundigt igennem, han ser den enevældige styreform som den mest hensigtsmæssige og insisterer på religion – i den protestantiske kristendoms aftapning – som et fundament for samfundet. Censur af dårlige bøger er i hans øjne en ganske fornuftig foranstaltning. Men det er ikke mindst denne spænding mellem temaer og synspunkter der umiddelbart appellerer til os – kønnenes ligestilling, tolerance over for anderledes tænkende, opgør med indgroede fordomme, udstilling af hykleri etc. – og det der på os virker gammeldags og fremmed, der gør det værd at beskæftige sig med Holbergs forfatterskab. Hele forfatterskabet ansporer nemlig til selvstændig, kritisk refleksion over forholdet mellem det fremmede og det genkendelige. Et centralt aspekt ved de gymnasiale uddannelser anno 2013.

DANSK NOTER 55

SYNSPUNKT

Digital dannelse – eller digital uden dannelse?

Af Lone Nørgaard, HF-lærer på VUC Roskilde, medlem af Rønshovedgruppen Torsdag d. 18. april 2013 deltog jeg i Dansklærerforeningens konference Digital dannelse – Digitalt danskfag. Lige siden har jeg villet skrive en artikel om konferencen, men sommerferien skulle oprinde, før jeg fik stunder til det. Da diskussionen om fordele og ulemper ved digitale medier i undervisningen kun lige har taget sin begyndelse, skulle en række af de problemstillinger, jeg berører, imidlertid være alt andet end forældede.

Dansklærerforeningens konference Konferencens oplægsholdere var forbløffende lidt kritiske over for nettets og de digitale mediers stadigt mere dokumenteret negative konsekvenser: overfladiskhed i videnstilegnelse, problemer med koncentrationsevnen, forfladigelse og tidsrøvere a la Facebook.

Ifølge mine noter ønskede første oplægsholder, Anders Colding-Jørgensen, med sit foredrag At skabe og gendanne sig i de nye ’offentligheder’ at bibringe en forståelse af Facebook som en arena, hvor folk opbygger deres identitet. Identiteten skabes ved de valg, jeg som Facebook-bruger gør (fx i form af Likes), og summen af de ting, jeg gør, bliver til lige-MIG. Altså socialkonstruktivisme for fuld udblæsning, der nok kan sættes et par spørgsmålstegn ved.

De næste oplægsholdere, Morten Vontilius HoltenAndersen og Matilde Bisballe, viste sig med Underviseren i den digitale skole at repræsentere den position i den fagpolitiske debat, som går ind for, at undervisning skal være anderledes, ny, underholdende og kreativ. Ud med ”plejer” (selv om det virker? – mit modspørgsmål) og ud med kedelig indlæring (selv om alle erfaringer viser, at FØR man bliver god til noget, så skal man igennem rigtigt, rigtigt meget kedelig træning og rutinearbejde).

De to oplægsholdere gik ind for, at fremtidens lærer

56 DANSK NOTER

skal facilitere (hvad det så lige betyder) og skabe motivation hos eleverne, og – jeg håber, jeg fik rigtigt fat – det er ligegyldigt, hvornår Christian d. 4. blev født eller Rundetårn bygget. Rendyrket reformpædagogisk tilgang, som desværre bare har vist sin fallit igen og igen i de gymnasiale uddannelser og siden også på universitetsniveau.

Karen Wagner og Jeppe Nielsen Wernberg foredrog under overskriften Litteraturen på nettet, nettet i litteraturen og den digitale dannelse i undervisningen. Her fik tilhøreren så langt om længe en definition. Digital dannelse er: netikette, virtuel faglig identitet og anvendelse af digitale redskaber, fx Google, apps, blogs, iPad, YouTube mv. Hvad det har med dannelse at gøre, har jeg umiddelbart svært ved at se, medmindre dannelsesbegrebet ganske tømmes for indhold. Så lad mig derfor indkredse, hvad et dannelsesbegreb som minimum må rumme.

Dannelsesbegrebet Dannelsesbegrebet er et gummibegreb ligesom frihed og retfærdighed, men lad mig alligevel forsøge at definere det, bl.a. inspireret af et foredrag holdt af Anders Thyrring Andersen på Rønshoved Højskole d. 6.10.12.

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed, for den, der kun søger sig selv, får et ringere liv. Dannelse er evnen og viljen til at lytte til andre og dermed sætte sig ind i en andens oplevelses- og tankeverden. Da identitet kun kan dannes i samspil med instanser uden for én selv, er selvdannelse en meningsløshed.

Dannelse handler om såvel kundskaber som taktog-tone, herunder at kunne udfolde sig sammen med andre. For at mestre omgangsformer må der OPdra-

gelse til. Javist skaber vi selv vores identitet, men processen sker nødvendigvis i forhold til omverdenen. Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre) opdragelse, uddannelse og selverkendelse.

Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere – herunder i (skøn)litteratur – og i processen skal der være en kontinuitet. Mennesket forstår sig selv i en historisk kontekst og skal selv forstås i en konkret, historisk sammenhæng. Er man erfaringsblank, repeterer man fra et nulpunkt. Man mister evnen til at føre samtaler, der ligger uden for én selv, og dermed evnen til at indgå i fællesskaber. At se ud over egen næsetip og navle fordrer imidlertid, at jeg skruer ned for egen selvrealisering og umiddelbar behovsopfyldelse. Denne proces kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i stadig afprøvning. At overvinde kriser, skuffelser og modgang er en helt nødvendig del af dannelsesprojektet.

Dannelse er et tilvalg og dermed logisk også et FRAvalg. Fx af unødig viden (læs: Gå mindre på Facebook og nettet til fordel for fordybelse). Nødvendig viden er bl.a. et kendskab til historie(n), uden hvilken nutiden bliver uforståelig. På den baggrund ER årstal vigtige.

Dannelse er ingen mirakelkur, men et beredskab til at svare igen på den igangværende nedtur i den vesterlandske selvbevidsthed – karakteriseret ved selvhad, relativisme og multikulturalisme.

Så vidt dannelsesbegrebet.

Derfor (ikke) IT IT og de digitale medier er kommet for at blive! Men hvordan IT skal håndteres og indgå i undervisningen, ikke mindst i hvilket omfang, er i allerhøjeste grad til diskussion. Jeg kunne ikke drømme om at negligere fordelene ved IT, men jeg efterlyser besindelse og omtanke, før alle lærere som får skal piskes i samlet flok efter de allermest entusiastiske mer-IT-frontløbere, der styrter af sted under flaget: Bare det er nyt, er det godt.

Nyt-er-godt – sloganet kunne passende afbalanceres med Jørgen Gustava Brandts gode råd til Charlotte Strandgaard, som hun nævner flere gange i sin erindringsbog Drømte mig en drøm: Charlotte, hver gang du bliver bedt om at forny dig, så fordyb dig.

IT kan lægge sig i vejen for den fordybelse, der igen er forudsætningen for at tilegne sig solid faglig (parat-) viden. Her er jeg helt på linje med Jørn Lund, hvis lille kampskrift Sidste udkald. Om dannelse og uddannelse fra

Mundskænk: Fra den aktuelle gruppeudstilling "Fra et andet sted" Musik: Kunstner:

Knud Odde

Bergholdt Trio

vin & Jazz

Fredag 2. august 2013 kl. 19.00-21.00 Vi smager 7 dejlige franske vine primært fra Rhone som er Knuds favoritområde.

Pris 180,- pr. billet som købes i forsalg på stedet: Krydsfelt Skive, Havnevej 14, www.muserum.org

”Vin & kunst”, plakat, 40 x 30 cm, 2013 1998 rummer pointer, der så langtfra er forældede her 15 år senere:  Mange mennesker har spildt utroligt meget tid på at høre profeter kræve avanceret udstyr i stedet for grundlæggende kundskaber.  Vejen til fordummelse er brolagt med computere, hvis man indfører dem på bekostning af andre nødvendige initiativer uden at sikre det nødvendige fundament af grundlæggende faglige kundskaber og færdigheder.

På den baggrund vil jeg fastholde min påstand om, at vi ikke skal have mere IT i undervisningen – og meget gerne mindre.

Summa summarum: Jeg var ikke til en konference om digital dannelse, men til en lovsang til digitale medier, hvor dannelse mest gjorde sig bemærket ved at glimre med sit fravær.

DANSK NOTER 57

· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n p a x · D sklæ vo Ny o D o litteraturhistorie p · v k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v Litteraturhistorie lmellem sanselighed D o k p · v s o k r n p p s e a o x r n og tanke D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r n p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Voxpop

Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion.

Undervisningen i grundskolen er for alle, også for dem der ikke kan, vil eller lyster at læse litteratur. Og dog skal de alle undervises, så de fra i 2. klasse at ”vide, at sprog og tekster fra gamle dage kan være forskellige fra vores tids tekster”, bliver i stand til efter 9. klasse at ”forholde sig til litterær og kulturel tradition og udvikling, som den kommer til udtryk gennem litteraturhistorisk læsning og i Dansk litteraturs kanon”.

Som de fleste undervisere i ungdomsuddannelserne har erfaret omkring skriftlige opgaver, så er undervisningen for alle mindre analytisk end den der sigter mod de færre og udvalgte. Dette gælder også for litteratur og -historieundervisningen. Som kulturminister Marianne Jelved siger, så er skabelse af læselyst det vigtigste mål for litteraturundervisningen i grundskolen. Der skal eleverne fx ved kanonlæsning præsenteres for tekster af eller præsentationer af forfatterne.

Den obligatoriske kanon som kun er en tredjedel af den samlede kanon, blev alene vedtaget for at sikre at der blev etableret et fællesstof hvor ungdomsuddannelserne kunne bygge videre på grundskolen.

Men undervisningen i grundskolen kan antage mange former fra en kronologisk tekstlæsning over en biografisk præsentation af forfatterne eller en genskrivning af kanonteksterne til en inddragelse af ældre tekster hvor de kan indgå i samspil med nyere eller nutidige tekster. Gyldendal har således startet en serie KONtekst+interTEKST hvor ungdomsforfattere skriver oven på kanonværker.

Undervisningen for alle skal skabe læselyst OG give en litteraturhistorisk fornemmelse som ungdomsuddannelserne kan tage afsæt i.

58 DANSK NOTER

Torben Jakobsen, Ringkøbing Gymnasium Som dansklærer er jeg glad for litteraturhistorien. Jeg ved godt at den er en konstruktion, men det er en konstruktion som jeg føler mig vældig godt hjemme i.

En gang var min undervisning i litteraturhistorie temmelig detaljeret.

Blandt andet skulle eleverne kunne skelne mellem modernismens første, anden og tredje fase. Sådan er det ikke mere; nu er der større linjer og færre tekster.

Jeg giver altid – og det er vist ret almindeligt – et overblik over udviklingen fra 1800 til ca. 1980.

Det kniber lidt mere at få overblik over perioden fra 1980 til 2014; jeg plejer at sige at det er for tæt på, og at vi må vente ca. 100 år med at få at vide hvordan litteraturhistorien i den periode skal konstrueres.

Jeg deler op efter begreberne ’det gamle’ og ’det moderne’: 1800 – 1870: Romantikken – den gamle verden (mening og sammenhæng).

1870 – 1920: Det modernes gennembrud (læg mærke til det lille s).

1920 – 1970: Reaktioner på ”det moderne” (søgen efter mening og sammenhæng).

1970 – 2014: Det senmoderne/postmoderne/ hvad man nu vil kalde det. Vi får se om hundrede år. Ingen mening eller sammenhæng!

Jeg læser naturligvis også nedslag før 1800. Som man jo skal. Lidt saga, lidt folkevise, lidt Holberg.

Ewald som regel. Overblikket søges skabt gennem dansk-historie-forløbet i 1. g. Det lykkes undertiden.

Dansklærerne ved Ringkjøbing Gymnasium havde for nogle år tilbage en studiekreds (med Jørgen Sørensen, Århus Statsgymnasium som konsulent) hvor vi skulle udvælge 10 tekster der tilsammen dækkede hele den danske litteraturs historie. Men hvis man kan favne det hele med 10 tekster, vil det vel også være muligt med 9 – 8 – 7 … 1. Så logisk set vil man kunne nøjes med én tekst. Og den ene fandt vi. Det er H.C. Andersens eventyr Skyggen.

Ideen er hermed givet videre.

x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s r Da klære voxpo · Dan e r p æ x l s o k r n Da klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ o · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a D p r D æ x · l æ · o l k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Mette Kirk Mailand, Bornholms Gymnasium (Campus Bornholm) Flemming kunne det: Med én hånd nonchalant begravet i lommen på de bredriflede og en anden heftigt griflende på tavlen lod han historiens store åndedræt puste ud på os. Tese-antitesesyntese stod der, og skønt det kun var et uendeligt lille dryp fra den historiske udviklingsoptimismes dybe vande, fik vi da snuset lidt til Hegel og Marx: Aktion-reaktion, alt sammen både nødvendigt og formålstjenligt i den trinvise opadstigen mod stadig højere grader af Fornuft i verden.

En STOR tanke. Hvilket sug kunne den ikke give i et 17-årigt sind? Jeg husker det stadig, og det var ikke kun, fordi Flemming var Flemming (men måske også lidt derfor).

Litteraturhistoriens mangfoldighed er på én gang dens styrke og akilleshæl. Når den lykkes, udgør den en løftende blanding af idéhistorie, æstetik og tekstlæsning. Den skal rumme både krop og ånd, ellers duer den ikke. Først kroppen: Teksten er ikke bogstaver, den er sansning: Det er den, der får Aarestrups landsbykirke-pige, Agnes i ”Foran Alteret”, en neurotisk hypokonder-Christian i Huset Buddenbrook, en Jastrau med mongolansigt, en truende gedde-Feddersen fra Legetøj eller en selvbedragende Johannes Vig til at fremtræde for vort indre blik og følelse på en måde, så de bliver mere levende end de mennesker, vi omgås til daglig. Det er ikke så ringe endda og verdens bedste grund til at blive ved med at læse litteratur! Botanisere i virkemidlerne kan man da også; hive hele analyseskuffedariet frem, finde lidt synæstesi her, lidt metonymi eller besjæling dér, en dækket direkte tanke hid eller did, en hyperbel, et antonym, et klimaks, en modstanderaktant …

Mulighederne er legio, men gode tekster er som bekendt mere end summen af virkemidler. De er også ånd.

Teksten er ikke bogstaver, den er tanke. Jovist er personerne i teksten sig selv i al deres fiktive fylde, men samtidig peger de ud på noget andet, på samtidens ideer - og på læseren selv, hen over en til tider århundredlang virkningshistorisk bro. Den bro skal betrædes og ikke eroderes bort af tilfældige knagerækkeforløb eller temalæsninger, behændigt mast sammen med AT-forløb for at ”få det til at passe” i en presset årsplan. Hvis ikke litteraturhistorien fortsat kan være et sted, hvor elever kan snuse bare en lille smule til teksternes samtaler med store tanker og tænkere, kan det hele være lige meget. Holberg, Staffeldt, Johs. V. og Martin A. Hansen opleves mere intenst, hvis de akkompagneres af henholdsvis naturretten, nyplatonismen, vitalismen og eksistentialismen.

Sådanne perspektiver åbner verden. De er klangbunde for tekstforståelsen. Og til forskel fra så mange andre

aktuelle pædagogiske tilgange taler de ikke kun til elevernes ”identitetsprojekt” i en snæver psykologisk forstand.

I dag er jeg uendeligt taknemmelig for Flemming: Der var både krop og ånd bag murerskjorten og de bredriflede. Derfor var hans litteraturhistorieundervisning værd at høre på. Man hørte ikke bare på, man hørte til.

Peter Michael Lauritzen, lektor dr. phil., Frederikshavn Gymnasium 1961-bekendtgørelsen er den højlitterære bekendtgørelse med åndshistorien som baggrund – krav om mindst 11 hovedværker, timetal 4-4-4, 30 stile på 3 år. Faget er gymnasiets flagskib med en urokkelig konsensus om alt indhold.

1971-bekendtgørelsen er ”revolutionens” bekendtgørelse, hvor ”det udvidede tekstbegreb” og den samfundsmæssige betydning åbner lader og porte. Samfund og seksualitet fosser ind i faget. Alle pensakrav er suspenderet. Timetal 3-3-4. En meget frugtbar og kontroversiel udvikling blev sat i gang på det moderne samfunds præmisser.

Faget svæver mellem at være flagskib, oprørsk sørøverskib – eller synkende skude.

1987-bekendtgørelsen er ”restaurationens” bekendtgørelse: Samfund bliver udskiftet med kultur og ånd. Sørøverskibet eller plimsolleren skal igen være flagskib. Timetal: 3-3-4. 8 hovedværker med præcise krav om historisk spredning. Historisk læsning i højsædet, forfatterskabslæsning en fornyelse i faget. Faget spiller en hovedrolle i den store skriftlige opgave i et 3. g, der var så humanistisk præget, at man talte om ”det humanistiske kølleslag”.

2005-bekendtgørelsen er et opgør med humaniora som grundlag i gymnasiet. Humaniora uden humanisme. Uddannelsesteknokratiets sejr over den faglige lærdomstradition og gymnasiets autonomi. Kompetencebegrebet er en trussel mod historisk viden, oplevelse, fantasi og kritik og går sin teknikale gang i formanalyser af kommunikation, sprog, retorik, argumentation, litteratur og medier. Faget er skrumpet til 260 timer over 3 år – fordelt med 130 på litteratur, 80-90 på sprog og ca. 40 timer på medier. 3 hovedværker (og 2 individuelt afløst) er det magre måltid, der serveres de hungrende. Den overhængende fare for faget med formalismens indtog er, at væsentligheden, perspektivet, alle teksters prøvesten, bliver til ligegyldighed.

Faget er ikke længere et flagskib. Det er en lystig optimistjolle med sænkekøl og latinersejl på teknokratiets kolde hav, men altid ude på og rede til at finde vand og vind til en frydefuld sejlads mellem skær og isbjerge.

DANSK NOTER 59

Din forening

Ny G-bestyrelse er i gang: Bestyrelsen har holdt første konstituerende møde og skabt et overblik over hvad vi gerne vil lave i foråret 2014. Vi skal planlægge nye inspirerende kurser og udgivelser både på papir og som i-bøger. Vi har talt om hvordan vi vedligeholder kommunikationen med dansklærerne på de sociale medier og når ud i pressen. Og vi er påbegyndt diskussionen af hvordan foreningen fortsat kan tilbyde alle dansklærere noget. Hvad har nye dansklærere brug for? Endelig er danskfaget selvfølgelig på vores dagsorden. Kan vi være med til at sætte dagsordenen for de næste års indsatser i faget? Alt dette vil vi vende tilbage med nyt om. Bestyrelsen består af et godt miks af nye og gamle medlemmer. Ny formand er Birgitte Darger, og næstformand Camilla Aaquist.

E-sektionens bestyrelsesmedlemmer Vi har på årets første bestyrelsesmøde fredag d. 10. januar 2014 fået konstitueret den nye bestyrelse i E-sektionen.

Bestyrelsen i den næste to-årige periode ser således ud: Lise Fuur Andersen, lisefuur@gmail.com (hhx) Lisbeth Greve, lg@tradium.dk (htx og eux) Rikke Hansen, rha@eucnvs.dk (hhx og htx) Suppleant Tina Svane Jacobsen, tsj@hansenberg.dk (htx) Gitte Lautrup, gl@tradium.dk (htx) Formand Dorthe Hedegaard Mikkelsen, dhm@aarhustech.dk (htx) Trine Noes (htx) Suppleant Jørn Schmidt, JSC@dansklf.dk (hhx) Ditte Eberth Timmermann, dt@videndjurs.dk (htx) Næstformand Mette Kristensen og Birgit Faber træder ud af bestyrelsen, og Lise Fuur Andersen går af som formand, men bliver siddende i bestyrelsen. Vi siger tusind tak for det store arbejde, de i årenes løb har lagt i sektionen.

60 DANSK NOTER

Dansk i mange retninger – et fagdidaktisk møde Den 13. marts afholdt Zahle Seminarium i København den årlige konference Dansk i mange retninger.

Dansklærerforeningen var med til at stille det overordnede spørgsmål: Hvad spørger vi om i dansk, og hvordan bruger vi de svar vi får? Intentionen er at synliggøre kriterierne for kvalitet i danskundervisning, og udgangspunktet er vores danskfaglige praksis på langs og på tværs i uddannelsessystemet.

Liv i det nordiske I dagene 16.-19. januar trådte Nor dspråks arbejdsmøde sammen til den årlig e planlægning af virksomheden. Store emner stod til diskussion.

Foreningerne Nordens Forbund overtog fra 1. januar 2014 opgaven som forvaltn ingsorgan for det nordiske sprogsamarbejde med Hulda Zober Holm som daglig leder. I den nye kon struktion ligger en meget klar forpligtelse på den nor diske sprogdeklaration, en indsats for at styrke børn og unges sprogforståelse og – som noget nyt – et øget fokus på lytteforståelsen.

Også indad i Nordspråk er det nye tider. Den altid årvågne projektkoordinator Lis Madsen havde meddelt at hun trak sig fra posten for at kunne hellige sig andre opgaver. Lis er en helt usædvanlig arbejdskraft. Drevet af stort eng agement i det nordiske har hun ledet Nordspråk med imponerende dygtighed. Det var derfor med en vis bekymring for fremtiden at arbejdsmødet gik i gang med planlægningsarbejdet; men der var en vilje til sammen at finde konstruktive løsninger, både hvad angår kursusplanlægning, redaktørsam arbejdet og den fremtidige projektkoordinering.

Til ny projektkoordinator blev Lene Reichstein Lun d valgt med Jolin Slotte fra Finland som hjemmes ideansvarlig og Ivar Lærkesen som medkoordinator .

Årsmøde/G og E

UNI-netværk

Grænseland har flere betydninger: Det kan være et landområde der ligger op til eller omkring en landegrænse, men det kan også være en ubestemmelig tilstand eller område der danner overgang mellem to faste størrelser.

Gymnasiesektionens bestyrelse har et løbende samarbejde med de forskellige universiteters danskinstitutter – kaldet UNI-netværket. Formålet med dette er at give gensidige informationer og inspiration. For Dansklærerforeningens gymnasiesektion er det et vigtigt samarbejde idet vi her får informationer om hvad universiteterne arbejder med inden for det danskfaglige felt. Disse informationer er vigtige fordi vi her får inspiration til kurser, udgivelser, temaer og artikler i Dansk Noter, debatter m.m. I år fandt mødet i UNI-netværket sted i januar i Aalborg. På mødet diskuteredes bl.a. litteraturhistoriens position og elevers og studerendes evner til at læse forskellige former for litteratur. Og det var f.eks. markant at man på flere institutter (fortsat) arbejder med skriftlighed.

Med arbejdstitlen ”Grænseland – Danmarksbilleder” planlægger sektionen for hhx og htx (E) og sektionen for stx og hf (G) årsmøde i det sønderjyske.

Så sæt x i kalenderen d. 2.-4. oktober 2014, hvor vi glæder os til at se jer på Hotel Comwell i Sønderborg.

Der bliver også mulighed for at deltage i en reduceret model fra 2.-3. oktober.

Vi modtager meget gerne ideer og forslag til emner/oplæg.

Skriv til sissel.w.glass@statsskolen.dk eller gl@tradium.dk, eller del med os alle på Facebooksiden ‘Dansklærerforeningen, stx, hf, hhx og htx’.

Konference 9. april 2014 Samarbejde med fagkonsulent Sune Weile

Undervisningsmateriale om

”Køn og seksualitet i det senmoderne samfund” Også i år 2014 har Sex og Samfund afholdt en landsdækkende seksualundervisningskampagne i uge seks. Kampagnen indeholder forskellige materialer til ungdomsuddannelserne samt film, spil, blogspots og billeder om seksualitet, køn og krop. Selvom selve kampagneugen er overstået, kan du som dansklærer på ungdomsuddannelserne få adgang til undervisningsmaterialer fra såvel år 2014 som tidligere år ved at tilmelde dig på www.ugesex.dk.

Noget af undervisningsmaterialet lægger bl.a. op til danskundervisning i familieformer, køn og seksualitet i litteraturen, billedmedierne og den offentlige debat. Og det overordnede formål med kampagnen er at øge børn og unges viden om sex og styrke deres evne til at træffe gode valg i forhold til trivsel, rettigheder, relationer, seksualitet og sundhed.

Fokuseret retning Skriftlig progression og rettestrategier Feedback på skriftlige opgaver, har du fundet metoder der virker? Hvordan retter vi elevernes danskopgaver, så det giver mening for lærer og elev? Kan vi sikre en grundig og givende feedback uden det bliver en rodet blanding af røde streger og kommentarer?

Dansklærerforeningen afholder i samarbejde med fagkonsulent for STX/HF, Sune Weile, en skriftlighedskonference med fokus på skriftlig progression og rettestrategier. Konferencen videregiver viden om og diskuterer feedback og rettestrategier der både tilgodeser at døgnet har 24 timer og elevens progression i det skriftlige arbejde.

Konferencen vil finde sted onsdag d. 9. april. Nærmere information om konferencens indhold og lokation følger snarest. Hold øje med fanen “Aktiviteter og kurser” på www.dansklf.dk.

DANSK NOTER 61

Boglisten v. Lars Granild, lektor i dansk og filosofi på Silkeborg Gymnasium

Essayet. Udvalg og introduktion ved Arne Melberg.

Aarhus Universitetsforlag, 2013.

Denne antologi samler en perlerække af internationale og nordiske essays fra 1580 til 2000 – 33 i alt. Foruden antologidelen består bogen af et velskrevet og informativt introduktionskapitel, der kort indkredser genrens historie, teorihistorie og dermed dens væsenskarakteristika. Herefter følger en fyldig introduktion til de enkelte essays og deres forfattere, hvorved genrens væsen og historiske udvikling yderligere indkredses. Bogen afsluttes med fire personlige essays om essayet, hvor Melberg reflekterer over essayets karakteristika, centrale temaer og historiske udvikling.

Antologidelens udvalg består ikke blot af hele og afrundede essays, men medtager også uddrag fra større værker, da det er en teoretisk pointe hos Melberg, at essayistikken ikke er en afgrænset og veldefineret genre, men i høj grad også en impuls eller, som han kalder det, en ”spirit”, der kan komme til syne mange steder i litteraturen. Udvalget starter hos essaygenrens fædre, Michel de Montaigne og Francis Bacon, og bevæger sig kronologisk frem til nutiden. Vægten er på verdenslitteraturens hovednavne som fx Denis Diderot, Ralph Waldo Emerson, Charles-Augustin Sainte-Beuve, Charles Baudelaire, Friedrich Nietzsche, Marcel Proust, Walter Benjamin, Virginia Woolf, Theodor Adorno, Hanah Arendt, Roland Barthes, Susan Sontag m.fl.

Men der er også eksempler fra 1700-tallets engelske Spectator-litteratur som et vigtigt stoppested i essaygenrens udvikling. Det nordiske essay er repræsenteret med 1900-tals-forfattere, men også Holberg og Kierkegaard er med. Derudover er de danske forfattere Joh. V. Jensen, Suzanne Brøgger, Inger Christensen og Tage Skov Hansen også med. Essayene spænder genremæssigt over hverdagscauserier, det selvbiografiske essay, det moralske essay, det litteratur- og kunstkritiske essay og det filosofiske essay. Der reflekteres over emner som ensomhed, lediggang, venskab, melankoli, døden, tiden, kirkegårde, Napoli, religion, litteratur, kunst m.m.

Melberg understreger i forordet, at udvalget er baseret på personlige præferencer og en vurdering af deres læsbarhed i dag. Man er dog i absolut kyndige hænder hos Melberg, og udvalget formår at give et godt indtryk af genrens plasticitet og historiske udvikling, men også

62 DANSK NOTER

af gennemgående tematiske mønstre og tilbagevendende essayistiske positioner. I forhold til gymnasieundervisningen er flere af essayene dog for lange og teoretisk komplekse, men der er også essays, man godt kan læse, evt. i forkortet form. Det gælder fx Montaigne, Bacon, Holberg, Samuel Johnson, Joh. V. Jensen og Virginia Woolf. Vil man som lærer blive klogere på essayet, kan bogen klart anbefales.

Torben Jakobsen & Jens Jørgensen: Dansk i grundforløbet. Frydenlund, 2013 Denne udgivelse består af to bøger: Den ene, Dansk i grundforløbet. Tekster og faglige begreber, er en elevrettet tekstantologi med varierede teksttyper samt en værktøjskasse. Værktøjskassen rummer centrale begreber dels til analyse af noveller, lyrik, sagprosa, kortfilm og reality-tv, dels til mundtlig fremstilling og processkrivning. Værktøjskassen skærer ind til benet, og begreberne formidles på en lettilgængelig måde, der vil gøre overgangen fra folkeskolen til gymnasiets danskundervisning lettere. Den anden bog, Dansk i grundforløbet.

Lærervejledning, består af detaljerede lektionsplaner for, hvordan man kan komme igennem grundbogens materiale på 35 moduler af 60 minutter. Her er forslag til lektier, arbejdsopgaver, arbejdsspørgsmål og detaljeret plan for gennemgangen, minut for minut. Vejledningerne er inspireret af Cooperative Learning og Blended Learning. Det fremgår af forordet, at forløbet har været afprøvet af Ringkjøbing Gymnasiums dansklærere, og bogen er således bygget op efter deres organisering af grundforløbet, hvilket er lidt problematisk, i betragtning af at der er store variationer i, hvor mange og hvor lange lektioner de enkelte skoler har. Desuden: Hvem følger så slavisk andres planer? På et mere fagpolitisk plan kan den skærpelse af danskfagets ”grundbogisering”, som bogens læseplanstænkning er udtryk for, også bekymre, ikke mindst i disse OK 13-tider, hvor rationalisering og effektivisering er på den politiske dagsorden. Bogens angelsaksiske curriculumtænkning er ikke en del af den danske gymnasietradition og bør efter denne anmelders mening heller ikke blive det.

Faren er, at undervisningen mekaniseres frem for at bygge på lærerens personlige engagement og faglighed.

Selvfølgelig lægger grundforløbet op til en vis ensret-

”Lady Murasaki”, akryl på papir og lærred, 80 x 60 cm, 2012 ning og harmonisering, hvilket forfatterne også begrunder opbygningen med, men så langt, som de foreslår, behøver man ikke gå.

Når dette er sagt, skal det også siges, at bogen for en ny lærer uden tvivl vil være en stor hjælp, ligesom der også for den mere erfarne lærer er masser af gode pædagogiske tips og trick at blive inspireret af. Lektionsplanerne er præget af stor variation og solid faglighed. En klar styrke ved bogen er desuden, at den i sit sprog og faglige ambitionsniveau fint rammer nystartede 1. g’ers niveau.

Mads Damgaard Fangel: Dansk rocklyrik efter 2000.

I-bog, L & R Uddannelse/Gymportalen, 2013 Som det fremgår af titlen, tager denne i-bog fat i et oplagt og elevvenligt emne, som mig bekendt ikke tidligere har været genstand for en gymnasial undervisningsbog. Emnet er relativt smalt, men det klare fokus er samtidig bogens styrke – ikke mindst i en tid, hvor mange af bøgerne på markedet sigter meget bredt.

Samtidig rækker bogen ind i alle danskfagets søjler og

dækker mange bekendtgørelseskrav - fx kravet om at læse tekster fra nyeste tid og kravet om værklæsning.

Arbejdet med sangteksterne er omdrejningspunktet, men det er en pointe i bogen, at teksterne bedst forstås i samspillet med de mange paratekster, der omgiver dem: musikvideoer, covers, interviews, Facebookprofiler, hjemmesider og blogs. Men naturligvis også samspillet med den ledsagende musik.

I-bogen dækker 8 danske kunstnere (Sys Bjerre, Mikael Ryberg Kristensen fra Klondyke, Simon Kvam, Peter Sommer, Sterling, Tobias Trier og Jens Unmark) og indeholder i alt 59 rocktekster, 5 album, 36 opgaver, 15 videoer, 16 coverbilleder, 10 interviewklip fra radio, aviser og magasiner samt profiler fra sociale medier.

Arbejdet med bogens tekster er organiseret i fire grundlæggende temaer, som er typiske for rocklyrik: kærlighed, hverdagen og dens modsætninger, de eksistentielle spørgsmål og det politiske engagement, sidstnævnte med fokus på bl.a. udlændingedebat, Udkantsdanmark og narcissisme. Hertil kommer et kapitel om det selvbiografiske, hvor begrebsapparatet til analyse af den selvfremstillende bølge i nyere litteratur og medie-

DANSK NOTER 63

tekster bringes i spil. De forskellige temaer præsenteres helt overordnet og efterfølges af 5-8 opgaver med udvalgte tekster. De meget kortfattede temapræsentationer er informative, men substansen kommer i høj grad via arbejdet med opgaverne. De samme tekster optræder i flere af temaerne, da de ofte går på tværs heraf. På den måde demonstreres indirekte, at analyseresultatet også handler om de briller, man som analytiker tager på. Ud over den temabaserede indgang åbner bogens organisering også op for et både kunstner- og albumbaseret arbejde med teksterne.

Foruden de analytisk orienterede tematiske kapitler har i-bogen to kapitler, der gennemgår relevante analyseværktøjer og begreber. Et kapitel behandler rocklyrikkens sprog og form (strofer og omkvæd, rim og rytme, modsætninger, klicheer, nydannelser, anglicismer, intertekstualitet og semantiske felter). Og et andet kapitel handler om rockmusikkens paratekster, hvor man bl.a. præsenteres for enkle og brugbare modeller til analyse af musik, covers og musikvideo samt forholdet mellem tekst og musik.

Alt i alt er bogen meget anbefalelsesværdig. Stoffet er velstruktureret og fint didaktiseret. Der er et rigt udvalg af gode, gennemarbejdede opgaver, som er lige til at gå til. Flere af teksternes litterære kvaliteter er diskutable (sammenlignet med samtidslyrikken), men bogens didaktiske tilrettelæggelse åbner op for mange interessante perspektiver og kontekster. Desuden giver den temabaserede opbygning god mulighed for selv at inddrage anden litteratur, eller omvendt inddrage rocklyriktekster i andre mere klassiske litterære temaforløb om fx eksistentialisme eller det selvbiografiske. Fx vil det være oplagt at inddrage Peter Sommers ’skilsmissealbum’ Alt forladt i forbindelse med arbejdet med Hørslevs skilsmissedigte eller omvendt.

Som i-bog fungerer bogen også godt. Den er nem at bevæge sig rundt i, da der hele tiden linkes til relevante tekster, værktøjer, opgaver, videoer, covers, interviews, Facebook- og Twitterprofiler, hjemmesider m.m. Eftersom bogens kernemateriale er multimedialt, giver det rigtig god mening med en i-bog. Dog vurderer jeg, at det med en så smal udgivelse som denne er et problem, at licenserne er elev/klassebundet. Det vil give rigtig god mening at udbyde en skolelicens for en given periode, således at flere klasser vil kunne bruge den i løbet af et skoleår, som det er tilfældet med de traditionelle klassesæt. Ellers vil mange nok vurdere det som et lidt dyrt forløb.

64 DANSK NOTER

Jon Smidt, Randi Solheim, Arne Johannes Aasen (red.): På sporet af god skriveundervisning - En bog for lærere i alle fag.

Oversat af Connie Møller Christensen. Klim, 2013 Bogen er en forskningsbaseret antologi, der præsenterer ny norsk forskning i skriveundervisning i forskellige fag fra 0. til 9. klasse. Fokus er på skrivningens forskellige formål, skrivestrategier, faggenrer, respons og vurdering. Selv om bogens fokus er skriveundervisningen i den norske grundskole, kan flere af kapitlerne også have relevans for gymnasielærere. Det gælder fx: Jon Smiths indledningskapitel ”Ti teser om skrivning i alle fag”, som sammenfatter erfaringerne fra det indflydelsesrige norske forskningsprojekt SKRIV; Randi Solheims ”Hvorfor skriver vi? Og hvad bruger vi skrivningen til?”; Trygve Kvithyld og Arne Johannes Aasens: ”Fem teser om funktionel respons på elevtekster”; Sture Nome og Arne Johannes Aasen: ”Skrivning af digitale sammensatte tekster”; Harald Morten Iversens kapitel ”Lad det swinge ”, som foretager en tekstlingvistisk analyse og bedømmelse af en afgangseksamensopgave med fokus på kohærens og kohæsion.

Mange af pointerne og anbefalingerne vil for mange være velkendte, og der kan være lang vej mellem relevante og direkte brugbare pointer, hvis man har fulgt med i de senere års debat omkring ny skriftlighed og læst de mange gode bøger om skrivning i gymnasiet, som er blevet udgivet i de seneste år. En debat og bøger, som i øvrigt i høj grad har ladet sig inspirere af den norske forskning, der her præsenteres i dens forskningsmæssige kontekst, hvilket er interessant. For selv om eksemplerne er fra folkeskolens forskellige klassetrin, lader eksempler og principper sig ofte nemt oversætte til gymnasiet. Fx hvordan man både i vejlednings- og evalueringsfasen bør tydeliggøre fagenes genrer og skrivemåde ikke blot på tekstniveau, men også på sætnings- og ordniveau. Grundlæggende for alle artikler er Sigmund Ongstads triadiske syn på skrivning, hvor enhver tekst har tre aspekter, som fagene derfor også må forholde sig eksplicit til i skriveundervisningen: en indholdsdimension (hvad taler faget om?), en formdimension (hvordan tales der i faget? Sprog og genrer) og en brugsdimension (til hvem tales der og med hvilket formål?). Særlig sidstnævnte opfattes som vigtig at forholde sig til, da den i høj grad er med til at forme de to andre, og if. forskerne den mest underbelyste i skriveundervisningen.

DANSKLÆRERFORENINGENS KONFERENCE MAJ 2014

LÆSNING, LITERACY OG LITTERATUR I ET MARKEDSORIENTERET DANSKFAG TIRSDAG DEN 6. MAJ 2014 KL. 9.30 – 16.00 HOTEL H.C. ANDERSEN RADISSON BLU, ODENSE PROGRAM FORMIDDAG Ikke enten-eller, men begge deler: Perspektiver på lesing, teknologier og grensesnitt Hvordan påvirkes lesing av ulike typer tekster av at vi leser dem ved hjelp av lese-teknologier som har ulike grensesnitt. Anne Mangen, Førsteamanuensis ved Lesesenteret, Universitetet i Stavanger, Norge Grundskole og læreruddannelse Fælles Mål anno 2014 Hvad er baggrunden for målene, og hvordan er de udformet?

Hvad betyder det, at vi går fra undervisningsmål til læringsmål?

Lise Vogt, lærer på Hornslet Skole og ekstern konsulent for UVM Ungdomsuddannelserne Hvordan fortæller vi danskfaget?

Kan vi sætte ord på danskfagets kvaliteter over for andre end ligesindede?

Claus Jensen – rektor på Faaborg Gymnasium EFTERMIDDAG Literacy, læsning og læseteorier Diskusjon av begrepet literacy i bred forstand og de mange typer literacy Bente Aamotsbakken, Professor i tekstvitenskap, Dr. philos, og Susanne V. Knudsen, Professor emeritus i pedagogiske tekster, Dr. philos. Begge Høgskolen i Vestfold, Norge Uddeling af TANKESTREGEN 2014 – med efterfølgende oplæg PRIS inkl. forplejning 1.200 kr. (ekskl. moms) Medlemmer af Dansklærerforeningen 750 kr. (ekskl. moms) Studerende får 50 % rabat Tilmeldingsfrist 31. marts 2014

LÆS MERE, OG TILMELD DIG PÅ DANSKLF.DK

dansklf.dk –– dansklf@dansklf.dk –– 3379 0010

nda.

r kulturella och språkliga möten åspråkighet i norra Norden – ald, språklig identitet, kommuKursus gier och kulturella möten na står i fokus.

·

och kulturer kan förmedlas i egna klassrum.

Filmpedagogik diskuteras.

Gränslösa upplevelser.

Anmälning senast den 15. maj 2013 på www.nordsprak.dk

Fortryllende fortælling!

Nordspråks sommerkursus 2014 Søndag den 27. juli til fredag den 1. august. Ullensvang hotell, Lofthus, Norge Kurset drejer sig om fortællingen som noget uimodståeligt, om fortællingen som det affektive modstykke til det rationelle og skematiske, til videnskaben, økonomien, juraen og den kedelige monotoni i hverdagen.

Fortællingen har eksisteret gennem årtusinder og findes i tusind former: fra saga til film. Enten fortælleren tror på sin historie eller fabulerer frit, så kendetegnes den gode historie af, at den fænger og er vanskelig at ryste af sig.

På kurset vil vi søge efter den gode fortælling i et bredt spekter af litteratur og film, i klasseværelset og i livet ellers. Sammen med en buket af nordiske fortællere vil vi stille spørgsmål som: Hvorfor er den mundtlige fortælling på vej tilbage, eller rettere sagt frem? Hvad med fortællingen i de digitale medier?

Hvad har de gode fortællinger til fælles? Og findes der en fælles nordisk fortælling?

Kom til det smukke Lofthus i Hardanger og mød nogle af Nordens bedste “storytellere”.

Nærmere program og tilmelding: www.nordsprak.dk Tilmeldingsfrist 1. maj Pris: 4500 DK i enkeltrum, 4.150 pr. person i dobbeltrum

66 DANSK NOTER

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3. th.

2200 København N Tlf: 3535 1073 bda@detfri.dk

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 ca@tornbjerg-gym.dk

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først)

Sissel Worm Glass Goethesgade 19, 6400 Sønderborg Tlf.: 2818 7868 sissel.w.glass@statsskolen.dk Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st. th.

2300 København S. Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4b, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Christian H. Mohn Internatkurser: Sissel Worm Glass Repræsentant i PS: Turnus Nordisk Udvalg: Ivar Lærkesen Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen

Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv. 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Medlem af Dansklæreforeningens Hus A/S bestyrelse: Birgitte Darger

Kathinka Skriver Oldtidsvej 14, 3300 Frederiksværk Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk

Repræsentant i GYMsprog: ubesat

Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf.: 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Trine Paludan Maribo Gymnasium Refshalevej 2 4930 Maribo tp@maribo-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cnu@vucnordjylland.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindberg Martinsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E- bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk Næstformand Ditte Timmermann Søvejen 20a, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 dt@videndjurs.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Suppleanter:

Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com

Rikke Hansen, rha@eucnvs.dk

Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N. lg@tradium.dk Tina Svane Jakobsen Piledamsvej 30 6000 Kolding tsj@hansenberg.dk Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov dhm@aarhustech.dk Jørn Schmidt Strindbergsvej 56 2500 Valby Tlf.:3388 0966 jsc@dansklf.dk

Trine Noes Olesen trinenoes@gmail.com