Fællesskrift 2009 by Dansklærerforeningens Forlag

9 788779 963955

PRIS: KR. 100,00

FORÅR 2009

DANSKLÆRERFORENINGEN

Dannelse og dansk i en brydningstid

Fællesskrift

Indhold

FORORD Af Thomas Frandsen

LEDER Af Niels Kristian Nygaard Holm

DANNELSE OG KOMPETENCE: 8

DANNELSE OG IDENTITETSDANNELSE Af Joakim Garff

DANNELSESTANKENS AKTUALITET OG UDSATHED Af Steen Nepper Larsen

DANNELSE FOR FREMTIDEN Af Jeppe Bundsgaard

ER KOMPETENCE 00’ERNES DANNELSESBEGREB? Af Hans Dorf

DANNELSE OG DET SELVBIOGRAFISKE: 37

BARNDOMSBILLEDER Af Marianne Larsen

Fællesskrift udgives af: Dansklærerforeningen

POLITIKERNE MENER ...

Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf.: 33 79 00 10 www.dansklf.dk

SELVBIOGRAFIEN:

Redaktion: Birgit Faber Studstrup / fab@aabc.dk Søren Fanø / sofa@viauc.dk Pia Nielsen / piasn@live.dk Niels Kristian Nygaard Holm /

DANNELSESPROJEKT ELLER GRANDIOS SUBJEKTIVISME? Af Claus Christensen og Peter Jensen 50

DER SKAL MERE TIL. TEKSTANALYSE, LITTERATURTEORI OG PERFORMATIV

Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk

BIOGRAFISME Forlagsredaktion: Kirsten Nordentoft / kin@dansklf.dk Salg: Kr. 100,00 www.dansklf.dk/boger salg@dansklf.dk Tlf.: 44 92 59 95 Design og tilrettelægning: Quote Grafik Forsidefoto:

Af Jon Helt Haarder 58

Af Kamilla Löfström DANNELSE OG DE NYE MEDIER: 66

Rikke Albrechtsen / Quote Grafik

FACEBOOK Af Bo Kampmann Walther

Rikke Albrechtsen / Quote Grafik Model: Lise Mortensen Illustrationer:

DEN OG DEM, MAN ER

TV-SHOWS. X FACTOR-TRENDEN SET FRA ET

Tryk: Zeuner Grafisk A/S

DANNELSESPERSPEKTIV

Oplag: 9.000

Af Christa Lykke Christensen

FĂŚllesskrift side 4

Forord Fællesskriftet 2009 er i bedste forstand klassisk i sit valg af fokus; om begrebet dannelse. Og det bliver til mere end bare en kredsen om den varme grød. Har vores forestilling om dannelse i det 21. århundrede overhovedet eller bare tilnærmelsesvist et substantielt indhold? Og i givet fald: hvilket eller hvilke? I Dansklærerforeningen har vi besluttet at insistere på, at begrebet dannelse fortsat er aktuelt, meningsfuldt og dækkende som formål for undervisningen i dansk. På langs og på kryds og tværs af uddannelsessystemet. Dannelse har noget at gøre med måderne, hvorpå man som menneske vælger at forholde sig til eller kommunikere med ”den anden”, ”de andre” eller ”det andet”. Og mange dansklærere har traditionelt haft en forståelse af deres fag og en selvforståelse af deres arbejde med faget, der rakte langt ud over fagets egne grænser. Dansk har med andre ord i lange tider været dannelsesfaget – i bestemt ental. Denne opfattelse er mildest talt under pres, og det er sikkert godt for noget eller nogen. Andre har oplevet forvirring og set tendenser til opløsning. Tydeligt er det under alle omstændigheder, at konsekvenser af enhedskulturens sammenbrud først i disse år for alvor begynder at manifestere sig. Til glæde for nogle og til bekymring for andre. Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvordan vi kan håndtere udfordringerne i vores daglige virke med og i danskfaget. Nogle vælger at gå ind i mere eller mindre kanoniserede rammer og former; andre at benytte sig af mulighederne for eksperimenter. De fl este laver deres egen cocktail og inviterer med mellemrum til party. Så der er fortsat meget at undre og glæde sig over. Og der er, trods tendenser til centralisering og ensretning, fortsat plads til forskellighed, selv om der nok skal insisteres mere på pladsen nu end før i tiden. Det virker iblandt, som skulle det være en kvalitet i sig selv, at vore uddannelsesniveauer agerer ens. Det bør aldrig være målet – endsige formålet. Med dannelse bør tolerance, kritik, frisind og ligeværdighed stadig gå hånd i hånd, og det gælder vel nu om stunder endnu mere end tidligere – som Jørgen Schleimann formulerede det for snart tyve år siden, da han var chefredaktør på Jyllandsposten – at frisind omfatter mere og andet end frisind blandt ligesindede. Dette bon-mot bør fortsat være en ledetråd i vores fælles bestræbelser på et vellykket danskfagligt dannelsesarbejde. Dansklærerforeningen ønsker at takke redaktionen, Pia Nielsen fra folkeskolesektionen, Niels Kristian Holm fra sektionen for det almene gymnasium, Birgit Faber Studstrup fra sektionen for erhvervsskolerne og Søren Fanø fra sektionen for læreruddannere, for et fremragende fællesskrift og for en ildhu og et engagement, der kun kan imponere.

Thomas Frandsen

Fællesskrift side 3

Formand for Dansklærerforeningen

Leder

Hvordan skal eleven klædes på? I et velkendt eventyr lader H.C. Andersen selveste kejseren promenere gennem hovedstadens gader i det bare ingenting. Majestætens misere skyldes såvel forfængelighed som manglende tiltro til egen dømmekraft og manglende indsigt i verdens beskaffenhed. Som bekendt afsløres det naragtige i foretagendet af et barn, og den opbyggelige pointe heri er, at ’den anden’ tilbyder kejseren et refleksivt og kritisk blik på ham selv. Men handler fortællingen om manglende dannelse eller manglende kompetence?

Af Niels Kristian Nygaard Holm Cand.mag., Allerød Gymnasium

Dannelsesbegrebet i dets klassiske og nye skikkelser

det, man kan. Meget godt kan siges herom, særligt i

er i vælten i disse år. Det er naturligvis en diskussion,

pædagogisk sammenhæng, men tankegangen inde-

som vi som dansklærere følger og deltager i med stort

bærer også en fare for manglende modtagelighed og

engagement, da danskfaget traditionelt har været det

sensibilitet over for det, man ikke kan, men måske

store dannelsesfag i det danske skolesystem.

netop burde kunne. Det står i modsætning til dannelsen, som ikke bliver skræmt over, at der findes et andet

sig selv, og det er ikke længere selvindlysende, at det

og nogle andre, som man ikke kan eller ikke kender.

omgivende samfund vil bruge ressourcer på, ikke blot

Det er tværtimod indeholdt i begrebet, at der findes

at uddanne, men også danne ungdommen. Dels

noget ud over ens egen subjektivitet, og at det end-

hænger der konnotationer af manglende nytte ved

videre kan fordres, at man sætter sig ind i og forholder

begrebet, og dels har det fået konkurrence af kom-

sig til dette andet.

petencetænkningen, som – ifølge dets forsvarere –

Der er altså visse væsensforskelle mellem de to be-

mere målrettet søger at udruste den lærende med,

greber – og da det af de to er dannelsen, der er på

hvad der kræves for at begå sig i en virkelighed og

retræte, vil vi med denne udgave af Fællesskriftet gå

på et arbejdsmarked, hvorom det eneste sikre, man

i brechen for dannelsen, som vi til gengæld gerne ser

kan sige, er, at det undergår en evig forandring.

genoplivet i et nyt og bredere perspektiv, hvor mang-

Det hænger sammen med, at kompetencetænk-

foldigheden af nye medier og kommunikationsformer

ningen tager sit afsæt i subjektiviteten og (udvikling af)

naturligvis også er medtænkt. Bidragene, som falder

Fællesskrift side 5

Men dannelse forklarer og begrunder ikke længere

i 3 grupper af artikler, er forfattet af en række vidt

rer’, den klassiske og udskældte ’dannelse til manerer’,

forskellige skribenter, der fra hver deres ståsted be-

indholdsbestemte ’borgerlige dannelse’ og den mere

lyser, hvordan dannelsen udfolder sig under nutidige

formale ’kritisk-konstruktive dannelse’. Jeppe Bunds-

betingelser.

gaard forfægter den sidste opfattelse, som har høj affinitet til kompetencebegrebet. Dette begreb står ikke

Dannelse og kompetence

i modsætning til dannelsen, men gør det tværtimod

Den første gruppe af artikler afsøger krydsfeltet mellem

muligt at konkretisere dannelsesopgaven, idet kompe-

dannelsesbegrebet og kompetencetænkningen. Joakim

tencer kan forstås som udtryk for ’en persons parathed

Garff lægger i sin artikel ”Dannelse og identitetsdan-

til at håndtere de udfordringer, hun møder i en

nelse. Spredte forsøg i den kunst at få samling på sig

situation’. Hans Dorf er ligeledes inde på den tanke-

selv” ud med en tour de force gennem 1800-tallets

gang, at kompetencetænkningen kunne være dannel-

København og indkredser dannelsens begreb såvel

sens kommen til sig selv, og spørger: ”Er kompetence

som dens nutidige relevans. I sammenligning med det

00’ernes dannelsesbegreb?” Hans Dorf besvarer dog

konkurrerende kompetencebegreb, som handler om,

spørgsmålet delvis benægtende, i den forstand at han

hvad man kan, består dannelsens styrke i at gøre én

mener, at den tidssvarende dannelsestænkning ganske

klogere på, hvem og hvad man er – dannelse handler

vist lærer af kompetencetænkningen, men at dannelse

om identitet og tilværelsens under. Steen Nepper

i kraft af dens opøvelse i dømmekraft og skønsevne

Larsen foretager dernæst i artiklen ”Dannelsestankens

ultimativt er det rigtigste mål for pædagogikken.

Fællesskrift side 6

aktualitet og udsathed” en afdækning af dannelsestankens historiske udvikling i den tyske Bildung-tradition.

Dannelse og det selvbiografiske

Her er opfattelsen, at mennesket først bliver sig selv

Den anden gruppe af artikler tager udgangspunkt i

ved – i selvoverskridelsen – at eliminere det blot private

den bølge af selvbiografisk litteratur for børn, unge og

for at stifte bekendtskab med det bedste, der er tænkt,

voksne, der slår ind over os i disse år, og fremlægger,

skrevet og sagt gennem tiderne. Dermed bliver dan-

hvordan accentueringen af det private her lige netop

nelse også den ’levende modgift mod sproglig forure-

ikke skal ses som et symptom på en dekadent og

ning’ hidrørende fra den fremherskende management-

narcissistisk kultur. Marianne Larsen viser i sin artikel

og evalueringsdiskurs. Jeppe Bundsgaard foretager

”Barndomsbilleder. Om serien ’Min historie’, selv-

med artiklen ”Dannelse for fremtiden” et analytisk snit

biografier for børn”, hvordan den selvfremstillende

og ser tre opfattelser udkrystallisere sig: Den med rette

børnelitteratur er befordrende for akkurat mødet med

’det andet’. Bøgernes forfattere fortæller på baggrund

kender fra sin egen selvbiografi, og dels tilvejebringer

af deres barndom i 70’erne og 80’erne, og derved

interaktionen med såvel forbilleder som publikum

bliver opvækstens eviggyldige tema spejlet spe i en historisk

dannelsens ’andet’.

kontekst, der må forekomme fjern i de nu 11-14-åriges optik. Claus Christensen og Peter Jen Jensen stiller dernæst

Dannelse og de nye medier

gsmålet ”Selvbiografien: dannel spørgsmålet dannelsesprojekt eller

Den sidste gruppe af artikler omfavner de nye medier

i isme?” og overve grandios subjektivisme?” overvejer vilkårene for

og diskuterer deres dannelsespotentiale. Bo Kamp-

selvdannelsen i en senmoderne tid tidsalder, hvor dannel-

mann Walter fremhæver, hvordan Facebook tillader

sesidealerne ikke er givne på forhånd. Den selvbiogra-

os at realisere en light-udgave af begge dannelsens

fiske litteratur, der bryder med det hidtil næsten

grundformer, nemlig det sociale flokdyr og den unikke

tabubelagte forbud mod at inddrage forfatteren som

individualist. Facebook er med sin selvherliggørelse ikke

privatperson, er velegnet til at afsøge sprogets og

væsensforskellig fra dannelsen – for hvad er dannelse

litteraturens magt og afmagt. For i hvilket omfang kan

andet end ’blærerøvenes institutionaliserede paradis’?

subjektet gennem sin fortælling gribe en fragmenteret

Derimod rummer reality-tv ikke et dannelsesaspekt i

verden og et endnu ufærdigt liv? Jon Helt Haarders

egentlig forstand, fremgår det af Christa Lykke Christ-

bidrag ”Der skal mere til. Tekstanalyse, litteraturteori

ensens artikel ”Tv-shows. X Factor-trenden set fra et

og performativ biografisme” bryder med den opfat-

dannelsesperspektiv”. Ganske vist dyrker mange af

telse, at selvbiografiens modus skal begrebsliggøres

disse shows dygtiggørelse og forfølgelse af fastsatte

vha. ’dobbeltkontrakten’ og som genrehybrid. Det, der

mål for egen udvikling. Men pga. fraværet af horisont

er ude at gå i den nye litteratur, kan ikke føres tilbage

og perspektiv forfalder bestræbelserne til individuelle

til velkendte dikotomier som sandt og falsk, fakta og

iscenesættelser og instrumentel strategi.

citet og iscenesættelse. Endelig undersøger Kamilla

Undervejs giver vi ordet til de politiske partiers uddan-

Löfström sammen med digterne Ursula Andkjær Olsen

nelsespolitiske ordførere, som vi har bedt definere deres

og Claus Høxbroe i et e-mail-interview den dannende

partis opfattelse af dannelse.

kraft, der ligger som en mulighed i lyrikken, eksempelvis når den performes under en digtoplæsning og får stemme og krop af forfatteren selv. Dels kan man i poesien kun udtrykke følelser og erfaringer, som man

God læselyst!

Fællesskrift side 7

fiktion. I stedet skal vi tænke i begrebsparret autenti-

Dannelse og identitetsdannelse Spredte forsøg i den kunst at få samling på sig selv Af Joakim Garff Lektor, lic.theol., Søren Kierkegaard

Fællesskrift side 8

g Forskningscentret

H.C. Andersen var i 1825 en herre på 20 år, der gik og

adspredthed ligner faktisk et eksistentielt vilkår til

øvede sig i at stige til vejrs socialt, hvad han efterhån-

forveksling. Man kan være ved siden af sig selv og ude

den var blevet ganske ferm til. Ind under jul tilbringer

af selv, det ved vi godt; men hvem er det egentlig, man

han nogle uforglemmelige dage hos kommandør Peter

i påkommende tilfælde er ved siden af eller ude af? Og

Frederik Wulff, der sammen med sin familie boede på

hvem er det, jeg bedrager, når jeg bedrager mig selv,

Søakademiet i den ene fløj af Amalienborg. Fornem-

eller hvem er det, jeg glemmer, når jeg selvforglem-

mere kunne det næsten ikke blive, og Andersen føler

mende giver mig hen til den anden? Dybsindigt tilhvi-

sig da også som en anden Aladdin i sultanens palads.

sker sproget os, at jeget eller selvet på den ene side er

I sin dagbog noterer han mandag den 19. december

givet på forhånd og udstyret med en slags uomgænge-

1825, at han har rådighed over to værelser ud mod

lighed, men at det på den anden side kan forfejle sin

slotspladsen, det ene er hans soveværelse, det andet er

bestemmelse, afvige fra sig selv og blive en anden, end

opvarmet og hans læseværelse, hvor han kan sidde og

det i virkeligheden var anlagt til at være. Mennesket

fordybe sig i Shakespeares skuespil, som kommandøren

må åbenbart først tilegne eller vælge eller modtage sig

selv har oversat og hans hustru foræret ham, brillant

selv for i mere pointeret forstand at kunne sige jeg om

indbundne er de og trykt på det fineste skrivepapir.

sig selv. Har man hang til paradokser, kunne man også

Plageånden over dem alle, onde rektor Meisling, er

sige, at det at blive sig selv er at blive en anden, end

befriende langt borte, og Andersen strømmer over i sin

man var, før man begyndte at blive sig selv.

dagbog: »– nu er jeg da ene paa mit Kammer, – tusen-

der Følelser giennemstrømme mig – o hvad har Gud

En sådan proces lykkes imidlertid aldrig i en lige linje.

ikke giort for mig (...). For en 5 a 6 Aar siden gik [jeg]

At komme til sig selv sker altid ad omveje, historiske,

ogsaa dernede, kiendte ikke et Menneske her i Byen og

kulturelle og eksistentielle omveje, via verden med

nu kan jeg hos en kiær og agtet Familie deroppe gotte

andre ord. Processen kaldes undertiden individuation,

mig med min Schekspear – o Gud er god, en Draabe

hvormed man betegner den vekselvirkning mellem

af Glædens Honning bringer mig til at glemme alle Bit-

individualisering og socialisering, der skal fuldbyrdes,

terhed, o Gud vil ikke forlade mig – han har giort mig

før mennesket i omfattende forstand er kommet til sig

saa lykkelig. –«1

selv. Det er denne proces, dannelsesromanen iscenesætter episk ved at vise, hvordan dens hovedperson – gerne en yngre, intellektuel mand a la Andersen –

ensomme tilværelse i København nogle år forinden får

realiserer sine naturgivne anlæg og efterhånden bringer

han nemlig skrevet »deroppe« i stedet for »heroppe«

sig i et proportioneret forhold til sin omverden. Der er

og tilkendegiver dermed ubevidst, at han på tværs og

tale om en smertefuld metamorfose, som afstedkom-

på trods af sin tindrende lykkefølelse fortsat ser sig selv

mer en desillusionering af hovedpersonen, hvis noget

som et menneske, der fra gadeniveau står og stirrer

fantastiske selv- og omverdensforståelse modificeres

drømmende op mod livet »deroppe« i det uindtagelige

gennem mangeartede erfaringer og med tiden samler

Amalienborg. På bunden af sin selvforståelse er han

sig til en nogenlunde konturfast identitet, der er en

stadigvæk en proletar. Den dannelse, som han er blevet

realitet, når han i en lidt ældre, men forklaret version

bibragt, indvirker ikke på hans identitetsdannelse, der

af sig selv vender hjem. Traditionelt henviser man til

snart er så fantastisk, at han sammenligner sig med

Goethes Wilhelm Meisters Lehrjare fra 1795/96 som

Aladdin, snart er så svag og ukonsolideret, at han

dannelsesromanen vor allem, men genren fremviser

freudiansk signifikant glemmer sit ’jeg’, som efterti-

stor spændvidde og bliver i dansk sammenhæng mere

den må indsætte i en skarp parentes. Skal det lykkes

eller mindre arketypisk repræsenteret af M.A. Gold-

ham at bringe den ene Andersen til at kongruere med

schmidts Hjemløs, hvis tre dele udkom fra 1853 til 1857.

den anden Andersen, bør han forsøge at klarlægge

Den genremæssige spændvidde til trods har dan-

forbindelsen mellem sin dannelse og sin identitetsdan-

nelsesromanens kompositionsskema stor stabilitet og

nelse. Kun derved kan han bogstavelig talt få lidt mere

gengives gerne med faserne hjemme – hjemløs – hjem.

samling på sig selv.

Som Aage Lærke Hansen lakonisk skriver: »Den faldne

Adam bliver den restituerede Adam – det er dannelses-

Andersens forskrivelse skyldes sociale omstændigheder,

tankens og dannelsesromanens grundtema«.3

der skulle vise sig at høre til de mest produktive fakto-

rer i hans kunst og i hans udvikling som kunstner, men

Verbet »danne« betød oprindeligt »ordne«, »frem-

han er – jeg havde nær skrevet: desværre – langtfra

stille« eller »forme«, men begynder i slutningen af

ene om at mangle samling på sig selv, ja, en sådan

1700-tallet at optræde i en mere ikke-bogstavelig be-

Fællesskrift side 9

Som man måske bemærker, gør unge Andersen sig skyldig i en lille forskrivelse. I tilbageblikket på sin

tydning og angiver da bestræbelsen på at ville udvikle

til: »At sutte den fedtede finger af eller at tørre den af

sin ånd eller sine evner i en særlig retning, at oplære

i jakken er uciviliseret. Man skal hellere bruge dugen

eller uddanne. I rækken af de betydninger, som Chr.

eller servietten«.5 Dugen?! Man studser et øjeblik og

Molbech anfører under ordet »danne« i Dansk Ordbog

betakker sig på både dugens og værtindens vegne.

fra 1859, møder man formuleringer som »giøre skik-

Under indtryk af de ulykker, som Adam fik nedkaldt

ket til noget, sætte Skik paa, udvikle Sjælens Evner,

over sine efterkommere, den dag han ikke kunne dy

bibringe Cultur. At danne en Nation. At danne Barnets

sig, bekendtgør Erasmus andetsteds: »Et velopdragent

Hierte. At danne sig til sin tilkommende Bestemmelse.

menneske skal aldrig give sig til at blotte de lemmer,

En dannet Mand. I de mest dannede Selskabskredse«;

som naturen har forbundet med skamfølelse, med

tilsvarende kan man under »Dannelse« læse: »Høiere

mindre det er nødvendigt«.6 Den lille modifikation er vi

Udvikling af Sjælens Evner og Færdigheder, Cultur. En

sikkert flere, der forstår at påskønne, men glæde sig for

Mand af megen Dannelse, af lærd, videnskabelig Dan-

tidligt skal man ikke, thi Erasmus gør videre gældende,

nelse. At faae sin Dannelse ved et Universitet, ved Rei-

at dersom man skulle være nødsaget til en sådan blot-

ser. En falsk, en til Overfladen indskrænket Dannelse«.4

telse, så må den ske med den fornødne »diskretion og

Fællesskrift side 10

Forud for denne åndeliggørelse betød »Dannelse«

reservation, selv når der intet vidne er. Thi altid er der

altså noget mere fysisk og konkret, noget med at

engle til stede«.7 Forsikringen er både befriende og en

forme og bearbejde et materiale. Og sådan blev også

smule foruroligende, men kan det være vanskeligt at

Adam til i Det Gamle Testamente, hvor Gud Herren

finde en grimasse, der kan passe, så er det til gengæld

som en anden himmelsk pottemager dannede ham af

indiskutabelt, at de allestedsnærværende engle, Eras-

agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor,

mus påberåber sig, er en mere eller mindre metaforisk

så han blev levende (1. Mos. 2,7). Noget dannet væsen

figur for det overjeg, der forvalter vore impulser og

i ordets senere boglige betydning var Adam rigtig-

bremser vort begær, så vi kan opretholde en distance til

nok ikke, men da han i egentligste forstand faldt for

den natur, hvorfra vi er udgået, og derigennem tillige

fristelsen til at spise af kundskabens træ og snart efter

opretholde ideen om det humane i os selv.

skammede sig over sin nøgenhed, som han forsøgte

at skjule, indvarslede han det brud med menneskets

Det er ikke historiens ironi, men snarere dens retfær-

umiddelbarhed og naturtilstand, som til alle tider har

dighed, at eftertidens interesse i den danske guldalder

været en afgørende faktor i det enkelte menneskes

i betydeligt omfang skyldes Kierkegaard og Andersen,

dannelse, men tillige en af de væsentligste forudsæt-

der i levende live forekom deres samtidige at være

ninger for fremkomsten af de fænomener, vi samler

blandt de mindst oplagte kandidater til at repræsen-

under betegnelsen civilisation.

tere epoken, snurrige outsidere som de var. Ordentligt

fodfæste fik de da heller aldrig på de bonede gulve i de

Dette bekræftes af den tysk-jødiske sociolog Norbert

københavnske inderkredse, hvor mænd som Mynster,

Elias, som har udforsket de menneskelige manerers

Martensen og Heiberg tegnede sig for et intellektuelt

socialhistorie og blandt andet forsøgt at rekonstruere,

enevælde, der var aldeles uberørt af tidens liberale og

hvornår det europæiske menneske begyndte at bruge

demokratiske bestræbelser i øvrigt. Heiberg var ind-

kniv og gaffel og fandt det passende, henholdsvis

begrebet af det elegante og vittige, ironi og urbanitet,

mindre passende, at give efter for trangen til at hoste,

de gode manerer og åndsaristokratismen, når den er

bøvse og det, der er væsentligt værre. Næppe over-

bedst, og når den er værst. Til hans forbilleder hørte

raskende viser disse manerer sig at være lige så relative

universalgeniet Goethe, hvis dannelsesidealer og livs-

som det meste andet i denne omskiftelige verden.

syn han overtog, men også mestertænkeren Hegel,

Erasmus af Rotterdam, der var samtidig med Martin

der blev lige dele besættelse og åbenbaring, og hvis

Luther, kunne således i et skrift fra 1530 meddele sin

avancerede systemtænkning Heiberg importerede til

angiveligt noget rustikke læser, at det var »bondsk at

den københavnske intelligentsia. Som sine forbilleder

dyppe fingeren i sovsen«, hvilket åbenbart har været al-

indtog heller ikke Heiberg nogen overdrevent entusia-

mindelig praksis. For en god ordens skyld føjer Erasmus

stisk holdning til kristendommen, hvis mytiske verdens-

billede og udstrakte brug af billeder, lignelser og andet

det i tillid til, at ungdommen i selskab med den ældre

forældet materiel han med tilfredshed så afløst af filo-

generation kan lære, hvordan man skal gebærde sig og

sofiens anderledes koncise og universelle begreber. At

altså gebærde sig for i sidste instans at udvikle sin hu-

han som moderne menneske ikke gjorde sig illusoriske

manitet. Ved at pleje omgang med allerede dannede,

forestillinger om religionens fremtid, lod han sin samtid

hvis adfærd og manerer man efterligner og tilegner sig,

forstå med sit skrift Om Philosophiens Betydning for

bliver man et både sandere og mere moralsk menne-

den nuværende Tid, hvor man finder følgende passus:

ske, ja, Heiberg kan ligefrem hævde, at »Moralitet og Dannelse ere uadskillelige, og den ene stiger i samme

Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller

Forhold som den anden«.11 Denne forestilling om

besmykke Sandheden; vi maae tilstaae os selv,

ligefrem proportionalitet mellem dannelse og moralitet

at Religionen i vor Tid for det Meste kun er de

angiver det ydres betydning for det indre og afspejler

Udannedes Sag, medens den for den dannede

dermed noget helt essentielt i Heibergs dannelsesbe-

Verden hører til det Forbigangne, til det Tilbage-

greb. Da de artikler, som han havde skrevet om dannel-

lagte.8

se i sit tidsskrift Flyveposten, senere blev optaget i hans hybride rubrik »Bidrag til en æsthetisk Moral«.12

mere end en menneskealder før Nietzsche forargede

borgerskabet og frydede fritænkerne med sit altom-

Kierkegaard meddeler intetsteds, hvordan han har be-

styrtende udsagn om Guds død. Den ophøjede sorg-

fundet sig i de heibergske saloner, men hvis kontrasten

løshed, hvormed Heiberg i 1833 overdrog kristendom-

mellem det fædrene hjems hernnhutiske nøjsomhed og

men til de udannede og fik anvist Vorherre en tvivlsom

den lette, krystallinske selskabelighed har givet ham et

retrætepost, udløste da også en opildnet diskussion,

kulturchok, forstår man det godt. Men da Heiberg nu

som er betegnende for den ombrydning af det religi-

engang var Heiberg og Kierkegaard allerede dengang

øse verdensbillede, der finder sted i perioden, hvor

gerne ville være Kierkegaard, tilegnede han sig livsfor-

mennesket i stigende grad indtager den plads og

men, dyrkede husguderne og gjorde Heibergs fjender

overtager de privilegier, som førhen var forbeholdt

til sine. Første offer var intetanende H.C. Andersen,

Gud. Som bekendt opfatter mennesket ikke længere

som Kierkegaard ombragte i skriftet Af en endnu Le-

sig selv som Guds skabning, men ser sig selv som et

vendes Papirer, der er en analyse af Andersen som »Ro-

væsen, der skal virkeliggøre eller realisere sit naturgivne

mandigter« med stadigt hensyn til hans tredje roman,

potentiale og udvikle sig til et harmonisk, alsidigt og

det delvis selvbiografiske værk Kun en Spillemand.

myndigt menneske. Dannelse er derfor ikke bare et

Efter flere heibergske artigheder i magisterafhandlin-

spørgsmål om etikette, dekorum og andre adfærdsre-

gen Om Begrebet Ironi debuterer Kierkegaard i 1843

gulerende foranstaltninger, men bliver et eksistentielt

monumentalt med Enten–Eller, som Heiberg behand-

anliggende, der langt mere basalt skal sikre mennesket

ler næsten lige så nedladende, som Kierkegaard selv

kvalificeret adkomst til sig selv. Det er gennem en

havde behandlet Andersen fem år forinden. Men hvor

sådan dannelse, at mennesket – individuelt – er-

Andersen efter Kierkegaards kritik gik omkring »som i

hverver sin menneskelighed og – socialt – erkender

en Døs« og forsøgte at genvinde sin normaltemperatur

sin menneske-lighed. I dette perspektiv er ’Bildung’,

ved at indtage et »kjølende Pulver«,13 farer Kierkegaard

som fænomenet hedder på tysk, altid en ‘Bildung zur

i blækhuset og offentliggør fem dage senere i Fædre-

Humanität’.9

landet en sylespids og dermed selvmorderisk undsigelse

af Heibergs anmeldelse. At han dog langtfra havde fået

Det felttog, Heiberg indleder mod den dårlige smag,

luft, bevidnes af en række dagbogsoptegnelser, hvor

der altid har været den mest udbredte, føres på snart

han forsøger at ironisere sig fri af sin sårede forfæn-

sagt alle planer, også de mere folkelige, som han øn-

gelighed og på et tidspunkt begår to lumske linjer, der

sker at forfine. Når han arrangerer fashionable soireer

bør gengives i fuldt format:

for håbefulde digtere og søværnets ranke kadetter, sker

Fællesskrift side 11

Prosaiske Skrifter, skete det betegnende nok under den Heibergs statement er fra 1833 og altså fremsat,

Prof. Heiberg er en kunstig Mand. vitte—vit—vit—bom—bom.14 Kierkegaards forsøg i smædevisens genre kan vel næppe kaldes den helt store lyrik, men interessant nok er det nu alligevel. Metrisk kunne han have valgt så mange andre prædikater, men at kalde dannelseskulturens mægtigste mand for »kunstig« er et genialt greb, fordi Heiberg derved udstilles som et kunstprodukt, der er formet og dannet af kulturen, men til gengæld har mistet kontakten til sig selv og derfor risikerer at ende som et stykke syntetisk knitrende ingenting. Gøres kulturens normer og vedtægter til de væsentligste dannelsesfaktorer, står et menneske nemlig i fare for, at dets identitetsdannelse i den grad bestemmes udefra – af de andre, af moden, af tidsånden – at det aldrig for alvor kommer i berøring med sig selv. * Som et modtræk til en sådan dannelse, der ret beset blot er spidsborgerlighed af lidt højere orden, kan Kierkegaard nogenlunde midtvejs i Frygt og Bæven standse op og spørge: Hvad er da Dannelse? Jeg troede, det var det Cursus, den Enkelte gjennemløb for at indhente sig selv; og den, der ikke vil gjennemgaae dette Cursus, ham hjælper det saare lidet, om han blev født i den mest oplyste Tidsalder.15 Ved at betone vigtigheden af »at indhente sig selv« tilkendegiver Kierkegaard, at sand dannelse ikke består i at over- eller indoptage kulturens værdier og normer, men lige omvendt i, at jeg kommer i forbindelse med det, jeg er forud for alt andet, etablerer kontakt til det elementære og betydningsbærende i mit liv. Dette forud kalder Kierkegaard også for menneskets »Primitivitet«,16 hvormed han som en anden Freud før Freud får fremhævet, at en dannelse, der lader hånt om fornuftens uoplyste bagside, aldrig bliver sand dannelse, hvor dannet man så i øvrigt forsøger at gebærde sig. At indhente sig selv er at ville vedkende sig den person, som man er anlagt til at skulle være, altså vedkende sig, hvad Kierkegaard kalder et menneskes »Eiendommelighed«, hvormed han sigter til det særegne, specifikke og uerstattelige i ethvert menneske, uden Fællesskrift side 12

hvilket det ikke vil være den person, som det i grunden er. Set med kierkegaardske øjne er denne »Eiendommelighed« nedlagt i det enkelte menneske af Gud, der følgelig er den, som ikke blot skal danne mennesket, men også gen-danne det, når det ikke længere vil være sig selv, men fortvivlet giver efter for lysten til

at være en anden eller måske slet ingen og gemme

den blot humane dannelse, som han i sit forfatterskab

sig navnløst i flokken. »Livets Betydning«, forklarer

hyppigt fornøjer sig selv og sin læser med at knytte til

Kierkegaard i en længere optegnelse fra 1854, »skulde

noget fornemt, elitært og distanceret, til det stuelærde,

saa just være at gjennemføre denne Eiendommelig-

distræt og professoralt bebrillede, men også med over-

hed, styrkes og modnes i de Collisioner, som den maa

fladiskhed og snobbisme, hvorved dannelse tilføres en

frembringe med en Omverden«.17 Når mennesket ofte

tvivlsom odeuer af noget fisefornemt, som det stadig-

mister sin »Eiendommelighed«, skyldes det ifølge den

væk forsøger at slippe af med – noget i retning af at

sene og yderst radikale Kierkegaard den »menneskelige

gå i Det Kongelige Teater og se Elverhøj på billetter fra

Dannelse«, der lærer mennesket det »Kunststykke« at

Arte ...

bære sig ad ligesom alle andre, »ikke at foretage sig

det Mindste uden at have den Garantie, at da før ham

»Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at

mange Andre have baaret sig ligedan ad«. Følger men-

være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke,

nesket denne lighedslyst, bliver det måske nok dannet i

være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget

heibergsk forstand, men aldrig sig selv og derfor dybest

ganske Lidt paa Aandens Gebet«.20 Således lader

set et »U-Menneske«, ja, et sådant menneske er, hæv-

Goldschmidt en fiktiv figur bemærke i sin roman Breve

der Kierkegaard, »paa en Maade ophørt at være en

fra Choleratiden, der udkom i 1865. Goldschmidts de-

Guds Skabning og er blevet en Skabning, som – mod-

finition, som hører til blandt de hyppigst citerede af sin

bydeligt! – har Menneske-Slægten til Skaber«.18

art, udmærker sig så at sige ved sit formelle væsen og afstår helt fra at konkretisere dannelsens indhold. Dertil kan Goldschmidt have haft sine grunde, men hans

men kritikken gør det også klart, at der i en kultur altid

tilbageholdenhed afspejler formentlig også i nogen

pågår en mere eller mindre gennemskuelig kamp om

grad den reservation over for dannelsestanken, som

retten til at danne de andre, en kamp om dannelsens

gør sig gældende i den sidste tredjedel af 1800-tallet,

privilegium. Kierkegaard forsøger så at sige at give Gud

hvor de kritisk intellektuelle med brødrene Brandes i

dette privilegium tilbage ved at genindsætte Gud som

spidsen mere og mere associerer dannelse med borger-

den sande fortæller, der med sine bibelske fortællinger

skabets upersonlige dyder og konventionelle livspraksis.

om paradis, syndefald og oprejsning skænker men-

Hvorledes dannelsesbegrebet overgår fra modeord

nesket en identitet, der er fundamentalt forskellig fra

til kustodeord, kan følges i Ordbog over det Danske

den identitet, som dannelseskulturen tilbyder. Den, der

Sprog, der blandt andet har noteret J.P. Jacobsens

ikke vil dannes af Gud, bliver altså ifølge Kierkegaard

bemærkning om »Epikuræisme eller anden Dannelses-

dannet af det omgivende samfunds normer og sociale

Svindel« og Johannes V. Jensens mishagsytring om J.L.

vedtægter og ender da som den figur, han kalder spids-

Heibergs »med et enestaaende Hovmod opretholdte

borgeren, der ikke er en sociologisk, men en eksisten-

Dannelsesdiktatur«.21 Derfra er der ikke langt til det

tiel betegnelse for det menneske, der gør, som ‘man’

nye ord »Dannelsesfilister«, som skyldes Nietzsche, hvis

gør, og derved går i ét med tidens tapet: »Kun Gud kan

»Bildungsphilister« betegner den pedantiske type, der

skabende give Eiendommelighed, naar Mennesket skal

gør sig til af sine fagkundskaber, men i virkeligheden

gjøre Gud det Kunststykke efter, bestaaer det i: at tage

hverken har videre selvrefleksion eller nogen dybere

Eiendommelighed bort«.19

dannelse.

Som man ser, bidrager Kierkegaard, specielt den

Bortdømt af de intellektuelle tvinges dannelsesbe-

sene af slagsen, ganske betydeligt til at miskreditere

grebet til at søge nogle niveauer nedad i samfundssy-

Fællesskrift side 13

Dybt i sit væsen er Kierkegaards dannelseskritik tydeligvis teologisk, skabelsesteologisk, om man vil,

stemet og ind i mere pragmatiske litteraturformer, hvis

(selv)undertrykkelse. Interessant nok er det derfor at

vistnok kendteste repræsentant i dag er Emma Gad,

konstatere, at afstanden mellem Emma Gad og Anne

der med sin Takt og Tone. Hvordan vi omgaas fra 1918

Knudsen, Weekendavisens chefredaktør, forekommer

imødekom et behov hos blandt andre de såkaldte gul-

temmelig overkommelig:

laschbaroner, som efter Første Verdenskrig var blevet styrtende rige, men ikke rigtigt anede, hvordan de

Nogle mener, at dannelse er noget forfærdelig

skulle gerere sig i deres nybyggede, nordsjællandske

udvendigt noget; at kunne sige ‘tak for mad’,

palæer. »At kende formerne, at kunne optræde fuld-

‘velbekommen’ og holde døren for andre og

kommen tvangløst, at kunne tale med alle, og at kunne

den slags. Men dannelse er faktisk også det.

gå ind på spøg, er vel nok hovedpunkterne i omgangs-

Når du holder døren for en anden eller siger

tonen«,22 forklarer Emma Gad, som bestemt ikke er

‘tak for mad’, markerer du, at du ved, den

nogen Mrs. Hyacinth, der for enhver pris vil holde gode

anden er der og har sine rettigheder. Man kan

miner til slet spil, men den selvbeherskelse, der udgør

sige, at disse høflighedsformer er spilleregler,

en af dannelsens mangfoldige forudsætninger, trækker

der markerer respekt for den andens synspunkt,

uvægerligt en vis forstillelse og kunstighed med sig.

og på den måde hænger dannelse sammen

Idealet er ganske ofte: at lade som ingenting. Man er

med den demokratiske civilisation. (...) Dannelse

ikke, man synes. Eller man opgiver – med Kierkegaards

betyder en bestemt form for hensynsfuldhed,

formulering – sin individuelle »Eiendommelighed« for

som bygger på en konkret eller formodet viden

ikke at støde an eller vække opsigt og praktiserer så i

om, at man kunne være en anden, end man

stedet – igen med Kierkegaard – »Efterabelse«.

selv er.25

Fællesskrift side 14

Med sit begreb om dannelse tilstræber Emma Gad snart at begrænse den enkeltes egoisme for fælles-

De engle, hvormed Erasmus ledte adfærdsreglerne

skabets skyld, snart lige modsat at sikre den enkelte de

ind i det enkelte menneske og fik installeret et over-

bedst mulige betingelser for at sætte egne interesser

jeg, bliver i oplysningstiden og navnlig ved Rousseaus

igennem. »Det er kunsten at sikre sig den største frika-

mellemkomst afløst af den nænsomme og forsigtige

delle uden at tage først, men ved at lade fadet cirkulere

gartner, der skal sørge for optimale vækstvilkår, men i

på den mest hensigtsmæssige måde« – bemærker Lars

øvrigt lade eleven udfolde sig på sine egne betingelser.

Qvortrup fornøjeligt rammende om den lønsomhedens

I denne den gamle gartners ånd har man i nyere tid

list, som er på spil i dannelsen.23 Der er tale om en slags

beskåret ordet ‘indlæring’ og taler nu i stedet for om

nyttelære: Hvad man giver ud, kommer igen, ikke kun

‘læring’ – formentlig fordi ‘indlæring’ associeres med

i positiv forstand, men også negativt. Når man, som

‘indoktrinering’, hvorom der som bekendt førtes en

det hed dengang, lå på landet, skulle man »undgå den

ophedet, ideologisk debat i 1970’erne. Eleverne måtte

fristelse, det er, at kaste uopløseligt affald såsom kon-

for Gud i himlens skyld ikke udsættes for manipulation,

servesdåser, ituslåede flasker, afpillede lammehoveder,

endsige lære salmevers og kongerækker udenad, men

halve mursten o.l. over plankeværket eller hækken ind

skulle i stedet udvise selvstændighed og forholde sig

i naboens have.« Og skulle man have den dristighed

kritisk til alt og alle, herunder til verdenshistorien, der

at spørge hvorfor, falder svaret fluks: »For det første

gerne blev fremstillet som et grandiost fjernarkiv af

er det umoralsk, for det andet kommer det temmelig

ligegyldige tildragelser uden forbindelse med den fore-

sikkert tilbage igen«.24

liggende virkelighed. En blandt flere følger af den gras-

Det er en smal sag at trække på smilebåndet af alle

serende historieløshed blev, at verdens grundlæggelse

disse behjertede råd og vink fra Emma Gads dyds- og

og elevens fødselsår fik en påfaldende tilbøjelighed til

lastekatalog, som ikke mindst i den såkaldte 68-gene-

at blive nogenlunde identiske begivenheder.

ration blev læst som en horribel håndbog i borgerlig

I den sidste del af Den kronologiske uskyld tager

sociologen Henrik Dahl sin læser med ud på en van-

der ikke er i udvikling, er principielt under afvikling.

dring i sin helt egen udgave af Dantes berømte hel-

Vi er altså ikke længere, som eksistentialisterne med

vede. I dette dahlske helvedes anden kreds sidder de

Sartre i spidsen påstod, fordømt til frihed, men derimod

»ligemagere og projektundervisere«, der i levende live

fordømt til et »liv under livslang udviklingstvang (om-

mente, »at processen er alt og resultatet intet«. Disse

stilling, innovation) forklædt i humanistisk-psykologiske

velmenende mennesker straffes med »evigt gruppe-

termer som udviklingstrang til livslang selvrealisering«.28

arbejde, hvor en bog bliver diskuteret af otte menne-

Hvis den enkelte fra vugge til krukke skal hente sin

sker, der ikke har læst den, og samtalen bliver refereret

betydning i en fortsat kompetence-udvikling, så har vi

af en sinke. Hver dag er den, der skulle forberede et

forskrevet os til en fuldstændig instrumentalisering af

oplæg, syg. Hver aften beslutter gruppen det modsatte

den tilværelse, som netop lever af at være andet og

af, hvad den besluttede i går«.26

mere end blot og bar funktion. Som Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole, skriver: »Nok så mange kompetencekurser kan f.eks. ikke gøre os klogere på

indhente det forsømte, men som også måtte sande,

skabelsens under. Det vil omtrent svare til at omsætte

at det var anstrengelserne værd. Viden udvider nemlig

tro, håb og kærlighed til stregkoder. Over for de store

ikke alene horisonten, men aflaster tillige den enkelte,

og afgørende livstemaer afsløres kompetencetænknin-

fordi man forstår, at også andre før mig har været i min

gens fundamentale inkompetence«.29 Hvor kompetence angår udviklingen af færdigheder,

situation. Jo mindre man derfor ved, desto større belastning risikerer man at blive udsat for. Som dannelse

angår dannelse det individ, som har disse færdigheder,

uden identitetsdannelse kan afstedkomme upersonlige

men som vel at mærke aldrig må reduceres til summen

dannelsesfilistre, således kan en identitetsdannelse,

af sine kompetencer. Er jeg nemlig ikke andet end mine

der taber dannelsens almene dimension af syne, føre

kompetencer, intet bagved eller nedenunder, risikerer

til subjektivisme og narcissisme. Min største x-factor

jeg at miste noget så uerstatteligt som mig selv, hvis jeg

kunne derfor vise sig at være min evne til at indse, at

en dag skulle miste mit arbejde. Den omstillingsparat-

jeg i alt væsentligt er nogenlunde ligesom de fleste

hed, man for tiden så sammenbidt besynger, skal der-

andre mennesker på denne skrøbelige klode.

for heller ikke være en parathed til at blive en anden,

men derimod en parathed til at blive sig selv – igen.

På den baggrund synes ‘kompetence-udvikling’ at være

tidens løsen, den mægtige udfrier af al vor vankundig-

»Vi maae indsee, at Lærdom er Eet, og Dannelse og

hed og dannelsesbegrebets mulighed for en senmoder-

Duelighed for Livet (...) er et Andet«,30 bekendtgjorde

ne renæssance. Mellem ‘kompetence’ og ‘dannelse’ er

Grundtvig, der levede i lykkelig uvidenhed om frem-

der ubestrideligt mange ligheder, men også en række

tidens managementkurser, men givetvis ville have

forskelle, deriblandt den meget vigtige, at mens ‘kom-

betvivlet deres reelle evne til at udvikle den »Duelighed

petence’ i alt væsentligt handler om, hvad man kan,

for Livet«, uden hvilken dannelsen hurtigt bliver en vir-

altså funktion, så handler ‘dannelse’ dybest set om,

kelighedsfjern filial for elitære æggehoveder. Og derved

hvem man er, altså om identitet. Og som Jens Erik

bliver det om muligt endnu vanskeligere at skabe den

Kristensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet med

fornødne forståelse for det livsvigtige i det fænomen,

rette påpeger, bliver mennesket i kompetence-tænk-

som det danske sprog med en egen ironisk myndighed

ningen ofte opfattet som et »helt igennem provisorisk

har anbragt lige op og ned ad ordet dannelse, nemlig

væsen«, der af hensyn til »sin livslange fitness« må

fænomenet uddannelse, hvis indhold og sigte kun

virkeliggøre sine potentialer og ressourcer i en perma-

lader sig meningsfuldt formulere, når man har fået af-

nent omstillingsparathed. At være til i dag er at være i

klaret, hvad der egentlig menes med ord som dannelse

udvikling, og den elev eller medarbejder eller direktør,

og identitetsdannelse.

Fællesskrift side 15

Vi er formentlig flere, der med gysen genkender situationen, og som senere i livet fik travlt med at

H.C. Andersens dagbøger 1825-1834, udgivet af Helga Vang Lauridsen, DSL, Kbh. 1971, bd. 1, s. 32f.

Den socialpsykologiske udlægning af Andersens forskrivelse skyldes Peer E. Sørensen: H.C. Andersen & Herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed, GMT, 1973, s. 102ff.; jf. Søren Gorm Hansen: H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i dannelseskulturen, Medusa, Kbh. 1976, s. 52.

Aage Lærke Hansen: »Fra dannelsesroman til udviklingsroman«, Kritik (red. Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen), nr. 5, s. 19-45, Fremad, s. 26.

Dansk Ordbog indeholdende det danske Sprogs Stammeord tilligemed afledede og sammensatte Ord, efter den nuværende Sprogbrug forklarede i deres forskiellige Betydninger, og ved Talemaader og Exempler oplyste af C. Molbech. Anden, forøgede og forbedrede Udgave, Gyldendalske Boghandling, 1859, spalte 324.

Norbert Elias: Über den Prozess der Zivilisation, bd. 1, s. 117f.; jf. Lars Qvortrup: Mellem kedsomhed og dannelse – variationer over et tema af Pico, Odense Universi¬tets¬forlag, Odense 1996, s. 207.

Norbert Elias: op.cit., s. 175; jf. Lars Qvortrup: op.cit., s. 209.

Norbert Elias: op.cit., s. 175; jf. Lars Qvortrup: op.cit., s. 210.

J.L. Heiberg: Prosaiske Skrifter, bd. 1-11, C.A. Reitzels Forlag, Kbh. 1861; bd. 1. s. 396.

Se hertil Morten Haugaard Jeppesen og Jens Erik Kristensen: »Den tyske Bildung og græciteten som forbillede«, Dannelse (red. Martin Blok Johansen), Aarhus Universitetsforlag, Århus 2002, s. 101ff.

Se hertil Joakim Garff: SAK. En biografi. Søren Aabye Kierkegaard, Gads Forlag, Kbh. 2000, s. 61-66.

J.L. Heiberg: Prosaiske Skrifter, bd. 8, s. 444.

J.L. Heiberg: Prosaiske Skrifter, bd. 8. s. 439.

H.C. Andersens Almanakker 1833-1873, udgivet af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber, Gads Forlag, Kbh. 1990, s. 24.

Pap. IV B 36. Søren Kierkegaards Papirer, udgivet af P.A. Heiberg, V. Kuhr og E. Torsting, bd. I-XI, Kbh. 1909-1948; 2. forøgede udg. ved N. Thulstrup, bd. I-XVI, Gyldendal, Kbh. 1968-1978, forkortet Pap. Der henvises til bind, gruppe (A, B eller C) optegnelsens nummer og i særlige tilfælde til den pågældende side.

SKS 4,140. Søren Kierkegaards Skrifter, udgivet af Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup, bd. 1-55, Gads Forlag, Kbh. 1997ff., forkortet SKS; der henvises hertil ved bind og side.

Pap. VIII 2 B 86, s. 187.

Pap. XI 2 A 177.

M.A. Goldschmidt: »Breve fra Choleratiden«, Noveller og andre fortællinger (ved Thomas Bredsdorff), DSL, Borgen, Kbh. 1994, s. 24; jf. hertil Jens Bjerring Hansen: »M.A. Goldschmidt«, At komme til sig selv. 15 portrætter af danske dannelsestænker (red. Joakim Garff) Gads Forlag, Kbh. 2008, s. 159-177.

Ordbog over Det danske Sprog, DSL, Gyldendal, Kbh. 1921, bd. 3, spalte 492- 495.

Emma Gad: Takt og tone – Hvordan vi omgås, Geislers Forlag, Kbh. u.å., s. 115.

Lars Qvortrup: Mellem kedsomhed og dannelse, s. 201.

Emma Gad: Takt og tone, s. 124.

Anne Knudsen: »Dannelse er faktisk også at kunne sige tak for mad«, Dannelsens elementer, 16 interview [!] af Natalie Pade og Lisbeth Wissing, udgivet af fagbladet Gymnasieskolen, s. 31.

Henrik Dahl: »Den kronologiske uskyld«, Dannelsens elementer, s. 13.

Denne skelnen er bl.a. fremført af Jørgen Carlsen: »Rend mig i kompetencerne«, kronik i Berlingske Tidende, den 15. april 2003.

Jens Erik Kristensen: »Dannelse og/eller kompetenceudvikling – dannelse i en pædagogisk og skolemæssig sammenhæng«. Foredrag i Vartov den 17. april 2005, s. 2.

29 Fællesskrift side 16

Jørgen Carlsen: »Rend mig i kompetencerne«. N.F.S. Grundtvig: Nordens Mythologi 1832. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter (ved Holger Begtrup), bd. 1-10, Kbh. 1907; bd. 5, s. 407.

Dannelsestankens aktualitet og udsathed Af Steen Nepper Larsen Cand.mag. i historie og samfundsfag Lektor ved GNOSIS – Aarhus Universitets forskningsenhed til studiet af sind og tænkning Har bl.a. skrevet: Sproget er alles og ingens. Erkendelse og spekulation, Aarhus Universitetsforlag 1995, “Neurovidenskab – en udfordring for filosofisk tænkning”, GNOSIS Vedhæftning nr. 2, april 2008 og “Philosophy Matters! Samtidsdiagnotiske tydninger i den plastiske hjernes æra”, GNOSIS Vedhæftning nr. 5, marts 2009

Anslag

fælles ramme, hhv. under græcitetens høje sol i polis

På tysk hedder dannelse Bildung. Det er et godt ord,

og i byernes by (Rom). Fra renæssancen kom tanken

for i hvilket billede (Bild) og med hvilket forbillede

om menneskets frisættelse til selvskabelse og jordisk

(Vorbild) skal vi dannes? Hvordan skal vi danne os, og

kreativitet. Bildung har også rødder i og oversætter de

hvad skal vi spejle os i? Som der står skrevet i Bibelen

latinske ord imago og formatio. På moderne nysprog

i ”Første Mosebog”, kap. 1. 27: ”Og Gud skabte

kan vi derfor spørge os selv, hvordan vi skal ’formate-

mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det,

res’? Forbilledet har holdt en del flyttedage igennem

således udset til at være dén ’gudbilledlige’ dennesidige

historiens gang. Det har været parkeret i/hos: Gud,

skabning; men på trods af dette antropocentriske

mennesket, fædrelandet, natur(lighed)en, videnskabe-

verdenssyn skal det samtidig lære at være ydmygt.

ligheden, samfundsmæssige behov, individuel nytte,

Mennesket er udset til at skulle lære hele livet; det skal

diverse smagsregimer etc. Projektionen af livgivende

belave sig på en livslang anden fødsel, eller som det

attributter til disse ’stationer’ har ladet disse flyde over

hedder i dag: på livslang læring.

med kaskader af kulturelle safter. Alverdens systemer

Begrebet og visionen Bildung trækker inspiration

for dannelse har spejlet deres eget virke i disse

med sig fra mange forskellige sprog og historiske

skiftende fundamental-imago’er, men ingen af disse

perioder. Det græske paideia og det latinske humanitas

forbilleder er éntydige, og de færreste af dem langtids-

drejede sig begge om en af ydre erhvervshensyn fri,

holdbare.

autonom stræben efter viden og indsigt inden for en

I gamle dage – i 1800- og begyndelsen af 1900-tal-

Fællesskrift side 17

som mand og kvinde skabte han dem”. Mennesket er

let – opbyggedes én national kultur, der blev holdt

”Den nuværende vidensmængde og

sammen af enhedskristendommen, gennemsyret af

omsætningshast overskrider [...]

historiske fortællinger og et arnested for det danske

samfundets kapacitet. Den får ideen om

sprogs udfoldelse og pleje. Dertil kom, at græsk og

almen dannelse til at synke agterud.

latin fungerede som åndelig sammensvejsning inden

Intet pensum kan autoritativt repræsen-

for den vesterlandske kulturkreds. Gymnasiet var for de

tere samtidens viden. Dannelse kommer

få, et elitegymnasium. I begyndelsen af 1950’erne gik

i flertal, når enhver selektion af et

ca. fem procent af en ungdomsårgang på gymnasiet. I

pensum er kontingent og ved, at den er

dag har vi et massegymnasium, og gennemgangsinsti-

det. [...] Dannelsens substans kan hurtigt

tutionen frekventeres efterhånden af mere end

udskiftes, fordi knytningen til den ikke er

halvdelen af Danmarks ungdom.

dyb. Kun den formelle kompetence – at

I 60’erne og 70’erne oplevede mange det som en

tale, lære, handle etc. – står tilbage.”

befrielse at se kirkens, politikernes, professorernes, patriarkernes og det almindelige borgerlige samfunds-

”Informationsoverskud”, artikel i J. Molin og M. Schultz

livs selvgivethed blive udfordret. Ud med fædrelandet,

(red.): Kalejdoskopiske fortællinger fra en videnskabelig

troen, borgerligheden og den støvede dannelse.

verden, Kbh.1989

Kritiske slogans som ”Mere samfundsrelevans!” bredte sig for siden at sejre sig ihjel.

Fællesskrift side 18

I dag er dannelsen kommet i flertal, selvom der

Med kontingent hentydes der til en vedvarende mangel på nødvendighed, fx ved læreren og den lærende altid,

også eksisterer modgående politiske forsøg på at

at man kunne have læst nogle andre tekster eller

kanonisere en national dannelsessubstans som en

undervist på en anden måde, end man valgte at gøre.

ubetinget fordring inden for uddannelsessystemet.

Dermed kommer der et refleksionspres ind i lærdomsin-

Dannelse er blevet et flertydigt begreb, en omtvistet

stitutionerne og deres bærere. Bemærk, at den nye

sag. Med filosoffen Ole Thyssens ord:

formelle, ’rensede’ dannelse alene består af krav om fleksibilitet og omstillingsparathed. Man skal kunne

arbejde i projektgruppe, betjene pc og internet,

og at hæve menneskeheden op til perfektionering,

udforme en problemformulering, tale med en retorisk

eller som det hedder: Den højere histories projekt må

glød, være selvledelseskompetent, idérig og kreativ etc.

realiseres. G.W.F. Hegel advokerede for, at det enkelte

– men om man er specialist i Goethes værker, neuro-

menneske måtte lære at eliminere det blot private for

biologi eller differentialligninger – eller om man

at kunne hæve sig mod og virkeliggøre det almene.

ligefrem er almendannet og vidende – synes ikke at

Han pointerede, at mennesket ved fødslen godt nok

være afgørende.

er et menneske i sig selv; men at det endnu ikke er et menneske for sig selv. For at blive et menneske både i

Den tyske arv

og for sig selv må det forlade sin naturlighed og lære

Nyhumanismen fra 1750’erne og frem var en oplys-

at udfolde og erhverve sig en ophøjet og dynamisk

ningsfilosofisk og sekulær bevægelse. Dens credo var,

’kunstighed’. Det må overskride sin naturlige eksistens

at personlighedsdannelsen og almendannelsen kunne

og overvinde modstand i den ydre verden. Det må

foregå i én og samme proces. Selvets dannelse og den

kaste sig ud i erfaringsprocesser, hvori selvbevidstheden

sociale dannelse kunne ideelt set bringes i samklang.

må virkeliggøre sig som moment i åndens selvudfol-

Myndige og selvbestemte [selvbestemmende?] individer

delse. Hegel forstår filosofien som intet mindre end

skulle indgå som fornuftige borgere i en fornuftig stat,

verdens tanke og mennesket som et uendeligt per-

hjulpet på vej af en civiliserende kraft, der bestod

fektionerings- og selvoverskridelsesprojekt. På Berlins

i en dobbeltbevægelse: nemlig i det enkelte menneskes

Universitet (fra 1809 og frem) så Wilhelm von Hum-

selvoverskridende selvvirkelig-gørelse. Den rå og

boldt ingen modsætning mellem en fri, udviklende og

ufærdige menneskenatur skulle forfines gennem

ensom tænkning på den ene side og udfoldelsen af

dannelsesprocessen til en ophøjet og civiliseret

videnskaben som en social produktivkraft på den

andennatur. Tugt, opdragelse og kultur skulle der til for

anden. Menneskets undren og videnstørst blev til

at gøre os til virkelige mennesker.

motoren for den universitære dannelsesproces. Hum-

Dannelsestanken er på en gang uhørt ambitiøs og

boldt drømte om produktive udvekslinger mellem

dynamisk, tvingende og mulighedsskabende. Den

polyteknik og åndsvidenskab, mellem undervisning og

foreskriver mennesket en antropologisk og ontologisk

forskning, mellem individuel dannelse og et praktisk

værensbestemmelse, nemlig den: at det er vores natur

samfundsmæssigt virke. Den personlighedsdannende

og livsopgave at blive ’gebildet’. Der er tale om et

videnstilegnelsesproces var et gode for samfundet, og

værdiforeskrivende (normativt) og et teleologisk

der var ideelt set sammenhæng mellem dannelsen og

(formålsrettet) projekt på såvel mikroniveau (som en

sprogets besjælede kraft. Menneskets kulturelle frem-

køreplan for det enkelte menneske) som makroniveau

bringelser i sproget må tilegnes igennem en proces,

(som menneskehedens egentlige bestemmelse). Her-

hvori man ophøjer sin natur, giver sit væsen værdi og

med lades dannelsestanken også med en historiefilo-

værdighed og lærer at blive dannet gennem videnskab

sofisk kraft. Som begreb er dannelse familiebeslægtet

og en ubunden frihed til selv at udvikle sig i sin

med kultur, civilisation, tænkning, fornuft, fremskridt,

særegenhed. Naturen tvinger os til selvoverskridelse,

udvikling og frisættelse fra naturtvangen. Særligt

skrev Humboldt. I begyndelsen af 1800-tallet blev der

karakteristisk for det tyske Bildungs-begreb er det,

også tale om dannelse som æstetisk opdragelse. Med

at dannelsen er formen for den måde, individerne har

skønhed som det forenende skrev Friedrich Schiller, at

del i og udtrykker den kulturelle substans på.

menneskets ”Spieltrieb” kan formå at sammenbinde

I den tyske dannelsestradition eksisterer der for-

form og stof. Det almene og det individuelle forenes

skellige filosofiske positioner omkring forholdet mellem

i legedriften, og med en uhyre livsappetit og ganske

individualitet og dannelse. For Immanuel Kant drejede

fordringsfuldt skrev digteren og filosoffen J.W. Goethe

dannelse sig om disciplin og opdragelse, om en selv-

West-östlichen Divan. Buch des Unmuts:

skelig myndighed. Han skrev, at mennesket er den

”Wer nicht von dreitausend Jahre

eneste skabning, der har brug for opdragelse, dannelse

Sich weiß, Rechenschaft zu geben,

og uddannelse. Hans berømte diktum lød: ”Hav mod til

Bleib im Dunkeln unerfahren,

at bruge din egen forstand uden andens ledelse!”

Mag von Tag zu Tage leben.“

Friedrich Schlegel beskrev i det berømte Athenäumfragment, at: ”Det udannede menneske er en karikatur

Den, der ingen fortid har, har heller ingen fremtid. At

af sig selv.” Dannelse er det egentlige livsindhold, og

leve fra hånden til munden, fra dag til dag, er at leve i

det gælder om at fuldkommengøre menneskets idé

et kulturelt mørke af uvidenhed. For Goethe var det en

Fællesskrift side 19

stændig brug af fornuften og udfoldelsen af menne-

dannelsesnorm at være i stand til at kunne gøre rede

Sloterdijk fremhæver, at:

for eller endnu bedre inkarnere sin ånds- og kulturhistorie. Med den nulevende tyske filosof Tilman

”Den tyske idealismes forestilling om individuali-

Borsches ord består dannelse i forsøg på at komme til

tet er helt anderledes end det moderne

at forstå ”det nyes forældre“ (i et begrebshistorisk lys).

samfunds individualitet. Hos både Kant og

Traditionen må oparbejdes kritisk og overskridende

Hegel er individet tænkt sammen med staten

– både individuelt, i de menneskelige fællesskaber og

og universet uden noget absolut brud. De

i de sociale institutioner (fra skole til universitet).

modsætninger, der findes mellem individ, stat og univers, er midlertidige stadier på vejen mod

De tyske idealistiske talebanere og

åndens inkarnation og realisering. Det er

oplysningens anmassende drømme

individets opgave at bære denne proces fremad.

Den tyske idealisme og nyhumanismes tanker om

Og det vinder altid ved det.”

Bildung har sat sit præg på Danmark og de danske lærdomsinstitutioner. Filosoffer som Kant, Hegel,

– og på mit spørgsmål, om dannelse er frigørende, og

Humboldt og Schlegel, der levede i slutningen af det

om Bildung macht frei, svarer han:

18. og i begyndelsen af det 19. århundrede, florerer stadig i uddannelsessystemet, i pædagogikken og i

”Friheden findes i endelig form. Der er tale

dannelsestænkningen. Dannelse er ifølge den tyske

om en urgammel teologisk tankefigur: Det

filosof Peter Sloterdijk først og fremmest et udtryk, der

uendelige kan bestemte steder berøre det

hører til arven fra den særlige idealistiske kultur; den

endelige. Og individualiteten tydes som et

såkaldte Sonderkultur. Det var en prøjsisk neohuma-

sted, hvor himlen kysser jorden. Der findes

nisme, der blev bærende for det prøjsiske skolesystem

jeget. Jeget kan forstås som tangenten for

og siden blev et ideal for de andre tyske fyrstedømmers

det absolutte i det endelige. Sådan tænker en

skolesystemer. Den humanistiske dannelsestanke blev

lykkelig idealist, der kan gøre andre mennesker

den centrale ideologi for det moderne tyske universitet

ulykkelige ved at forsøge at omplante dem.

og for det klassiske tyske gymnasium. Den var også

Den lykkelige idealist minder om en talebaner,

med til at skabe Weimar-republikkens uddannelses-

der missionerer blandt de unge i folket.”

system; men ideologien brød sammen i 1933, og dens

”De, der tror, de bærer sandheden, vil altid

sidste udløbere levede vel videre indtil sidst i 1960’erne,

forsøge at omvende andre. Se bare på univer-

siger Sloterdijk i et interview med undertegnede i

sitetsprofessorerne.”

efteråret 2001, og sammenligner den tyske Sonderschule med en civil religiøs orden for dem, der kunne

Dannelsestankens aktualitet

græsk og latin og således føre en dialog med de store

Det er klart, at alle de storladne drømme om at danne,

antikke ånder. Billedet af det antikke Grækenland som

oplyse og retlede mennesker minder om sekulære

en tabt drømmeverden er ifølge Sloterdijk at betragte

forsøg på at omvende og belære andre. De kan ligne

som en konstruktion: ”Grækenland er for alle europæi-

oder til formynderi og rethaverisk fornuftsdyrkelse, og

ske stater et politisk fantasme, som man har kunnet

de kan fortolkes som de intellektuelles og lærernes

projicere sine egne borgerlige frigørelsesforhåbninger

forsøg på at gøre folket til triste, dovne og dumme

over på.” Det drejede sig om at føre ’hellig krig’ for

mørkemænd. Dannelsesprojektet er også blevet ’læst’

oplysningen. Samtidig forestillede man sig på længere

som et selvmodsigende, for ikke at sige direkte

sigt, at modsætningerne mellem individ og samfund

paradoksalt, forehavende:

ganske ville forsvinde. ”At de pågældende borgere fik frihed til at udfolde sig uden begrænsninger, havde som forudsætning at de igennem selvtvangen lærte at begrænse sig selv.” Johan Fjord Jensen: Frigørelsens dialektik, Kbh. 1984

Men dannelse er meget mere end topstyring, borger-

selvom man ikke kommer fra et hjem med klaver eller

lig dannethed, selvundertrykkelse, konform viden,

har afsæt i en intellektuel familiebaggrund. Dannelses-

udenadslære og hypostaseringen af én klasses smag i

processer opøver sansen for kvalitet; der snuses til

klassekampen. Dannelse drejer sig ikke om at ophobe

sprog og argumenter; der tænkes på tværs af disparate

data eller om at blære sig. Som modtale er dannelsen

indsigter, og forestilingsevnen foldes ud. Tankerne fra

da også blevet billedliggjort som selveste muligheden

Schlegel og Goethe er stadigvæk stedsegrønne.

for at forbinde transcendensen med immanensen i ét

Dannelsesidealismens hårde kerne er, at mennesket

virkeligt glimt af menneskeliv i bevægelse, når himlen

i frihed og uden biologisk determination kan udkaste

og jorden kysser hverandre:

og leve sit eget liv. Men midt imellem udkastene har man godt af at møde modstand og at tage livtag med

”Dannelse appellerer til noget evigt i

det vanskelige og dragende. Dannelse er på den måde

mennesket, men appellerer samtidig til

et nødvendigt formynderi, da mennesket ikke kan leve

en forbindelse mellem dette evige og

uden opdragere, uden faglige fællesskaber og uden

virkelige liv…”

livgivende drivhuse. Bildung drejer sig ikke om fikserede forbilleder, men om en større evne til modtagelighed.

Per Øhrgaard: ”Almendannelse” i Kritik 67, Kbh. 1984

Dannelse er en kultivering af evnen til at lære. Det er en udfordring at øve sig i at kunne se bort fra sig selv.

Principielt er læreren én, der lærer samfundet at tælle

At lære at vokse ud af og over os selv af egen kraft er

til tre og prøver på at modgå, at barnet bliver psykotisk

suverænitet. At blive en gåde for sig selv er det mod-

og indskrænket. Den lærende trækkes ud af det private

satte af at forfalde til at gå i biografen inde i sig selv.

rum (hvor mor og far huserer), og i spillet mellem lærer

At lære at give sig god tid og ikke at undfly det

og elev konstitueres et sagligt rum, der kalder på at

vanskelige, det er trinmål på dannelsesrejsen.

blive udforsket. Der åbnes mulighed hermed for det,

Dannelse er afkaldet på at blive gjort dum af

man kan kalde for det tredje steds magi, hvad enten

forhastede faglige og kulturelle udløsninger og ingen

det nu er franske verber, historiske kildestudier eller

totalitær al- og bedrevidenhed. Dannelse er en levende

globaliseringen, der studeres. Principielt må både

modgift mod sproglig forurening og magtsprog af

læreren og eleven i al ydmyghed hengive sig til det

typen: evalueringskultur, handleplansindgåelse,

stof, der tilbyder sig. Sagen må bringes til sproget ved

selvledelseskompetence, ansvarstagning, kontrakt-

fælles hjælp. Det drejer sig om at lære at håndtere den

styringsteknik, medarbejderudviklingsamtale (og andre

afsubstantialisering, som Thyssen talte om ovenfor. At

grimme dobbelte og tredobbelte substantivophobnin-

det foranderlige og dynamiske samfund taber sansen

ger). Dannelse er en udstrækning af evnen til at mærke

for bestemte typer viden, gør ikke disse overflødige.

og nyde, en udvidelse af sanseevnens aktionsradius,

Det mentale og tankemæssige felt må til tider lære at

således at man ikke bliver stående ved det umiddelbart

køre langsommere og grundigere, end man tvinges til

givne, men derimod kultiverer anskueliggørelsens og

at gøre i glemselens overhalingsspor. Glem ikke Kant.

genkendelsens medier: bøger, billeder, musik, fantasi,

Den egentlige dannelse foregår gennem sproget,

kognitive mønstre og erindringsspor.

sociale interaktion også kan bidrage til dannelsen, og

Hvad har vi tabt sansen for?

at dannelse er et langt større begreb end uddannelse,

Hvis der er noget, vor tid har glemt, så er det, at vi

hvad også Schiller kan erindre os om. Ifølge den

ikke kan nøjes med at se os selv og vore egne mål i

franske filosof Paul Ricoeur handler dannelse om

dannelsens spejl. Det gælder om at se andet end sit

karakterdannelse og om emotionens udfoldelse, og

snedige alter ego spille subjektiv stratego inde i spejlet.

den foregår på alle niveauer, fra kropslige behov til

Idealet er ikke at blive mere performativ, kompetent og

intellektuelle og åndelige præstationer. Dannelsesbe-

konkurrencedygtig, men at blive bedre til at tænke,

grebet indbefatter, at jeg må finde min vej, når jeg

forstå og komme verden nysgerrigt og sensitivt i møde.

møder de andres forventninger. Dannelse er langt mere

Hvis vi hele tiden spørger: hvad kan jeg få ud af det

end selvdannelse, et indre bogholderi og idelige forsøg

her, og hvad er nytteeffekten? – så kommer vi aldrig i

på original selviscenesættelse.

gang med at lære andet end det nødvendige og det

Dannelse er at have fået mulighed for at blive

allerede kendte. Den neoliberale transformation af

introduceret til højkulturen og at stifte bekendtskab

borgeren til forbruger og embedsmanden til en kon-

med det bedste af det, der er tænkt, skrevet og sagt

kurrenceminded serviceleverandør får os til at blive til

igennem tiderne. Dannelse må også være en mulighed,

grimme, strategiske dyr uden dannelsesambitioner.

Fællesskrift side 21

men det må ikke glemmes, at kropslige rørelser og den

Vi udsættes for en eksponentiel vækst i samfundets

Læseren kan efter behag her indsætte: Børnehaven,

videns- og informationsstrømme. Inden for et felt som

Folkeskolen, Gymnasiet og Kurset i stedet for ”Univer-

hjerneforskning udgives der fx 35.000 videnskabelige

sitetet” – og voksnes, gamles og midaldrendes i stedet

bøger og artikler om året – og intet menneske på

for ”unges”.

jorden kan nå at tilegne sig ca. 100 tunge tekster hvér eneste dag året rundt, endog nå at tænke over ind-

Dannelse lader sig ikke planlægge eller

holdet. Sådanne forhold får det encyklopædiske dan-

foreskrive

nelsesideal til at blegne. Det er blevet en på én gang

Paradoksalt nok lader dannelsen sig slet ikke planlæg-

hjemløs og megaloman drøm at have en ambition om

ge, da den må skabes og erobres af hver enkelt. Jeg

at komme til at vide alt om alting. Noget helt andet er,

bliver aldrig træt af at citere en smuk sætning fra op-

at vi er på vej ind i en kognitiv kapitalisme, der trans-

slaget om ”Dannelse” i Salmonsens Leksikon fra 1916:

formerer viden til varer og strategiske produktivkræfter. Vi får tudet ørerne fulde af, at vi skal leve af at sælge

”Det er ikke Massen af, hvad et

gode idéer, af at være kreative og innovative. Men det

Menneske ved eller har lært, der

særlige ved viden, tanker og idéer er, at der ikke bliver

bestemmer hans Dannelse, men den

færre af dem, når de bliver delt med andre. De har ikke

indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en

ressource- eller knaphedskarakter. Dannelse er ikke et

ejendommelige Livsfylde og selvstændig

mangelbegreb, men et overskudsforhold, det vil sige

Dom”.

glæden ved alt det, man kan dele med andre – med sociale og herligt ustyrlige multiplikatoreffekter til

Bemærk ordene: ”ejendommelige”, ”Livsfylde”,

følge.

”selvstændig Dom”. Vi entrer et felt, hvor rene

Vi har glemt decentreringskunsten. Hvor Hegel talte

mål-middel-rationelle overvejelser må holde fri og

om nødvendigheden af at se bort fra det private for at

melde hus forbi. Dannelsen lader sig ikke operationa-

realisere det almene, vænnes vi i stedet til at tænke ud

lisere eller formalisere, til stor fortrydelse for økono-

fra nogle centrale parametre af formen: kortest mulig

mistyring, taxametertænkning, skiftende ministre og

vej fra tanke til faktura, what’s in it for me, kommer jeg

statslige uddannelsesplanlæggere. Den er principielt

til eksamen i det her, styrker det mit CV …? Decentre-

frisat fra nyttekalkulationer, prognoser og andre

ringskunsten må både praktiseres af den enkelte og af

statistiske stiløvelser fra arbejdsmarkedet. Hegel kaldte

de kulturelle fællesskaber. Nationalisme og fremmed-

filosofien for ”livets søndag”. Skulle jeg driste mig til

angst er ikke decentreringskunst, men lukkende og

at være vidtløftig her i rosinens pølseende, vil jeg sige,

ekskluderende fænomener. For nogle år siden skrev

at dannelsen principielt er lige så autonom, som

den tyske pædagogikprofessor Thomas Ziehe:

filosofien er det. Dannelsestanken er både uudgrundelig og en

”Universitetet skal fostre idéen om, at

gammel vision. Men som kritisk memento er det værd

der er flere betydningsfulde verdener

at erindre sig om, at man bør være varsom med at

end de unges personlige livsverden.”

hylde forkromede ord. Jo større de er, jo lettere er det for det falske at snige sig ind i dem, som den tyske

Thomas Ziehe, på forsiden af Informations særtryk

filosof Ernst Bloch formulerer det. Samtiden kalder ikke

Studiestart 2002,

på flere idealistiske talebanere, men på mennesker, der

d. 31.8.-1.9.2002.

af egen drift har mod til at bruge deres forstand uden andres ledelse, samtidig med at de kan tåle at erfare, at de ikke ved eller kan alt; men at de altid kan lære noget mere, og at det sociale ikke er en spændetrøje, men en mulighed for åbne og nysgerrige udvekslinger

Fællesskrift side 22

med andre søgende og spørgende.

Referencer Manfred Fuhrmann: Bildung. Europas kulturelle Identität, Reclam, Stuttgart 2002 (inkl. citatet af Goethe på s.111) Steen Nepper Larsen: ”Dannelsestankens radikalitet”, kronik om Friedrich Schlegels Athenäum-Fragmente i Information, 24.5.1996 Steen Nepper Larsen: ”Mennesket har brug for opdragere”, interview med Peter Sloterdijk i universitetsmagasinet Asterisk nr. 3, februar 2002* Steen Nepper Larsen: ”Dannelse er mere end uddannelse”, i universitetsmagasinet Asterisk nr. 4, april 2002 Steen Nepper Larsen: ”Når himlen kysser jorden”, interview med Peter Sloterdijk i Information, 7.6.2002 Steen Nepper Larsen: ”Dannelse og refleksivitet”, interview med Thomas Ziehe i universitetsmagasinet Asterisk nr. 10, april 2003 (findes også i Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine. Nye tekster om ungdom, skole og kultur, Politisk Revy, Kbh. 2004) Steen Nepper Larsen: ”At formå at leve som mig og sig selv”, interview med Paul Ricoeur i universitetsmagasinet Asterisk nr. 11, juni 2003 Steen Nepper Larsen: ”At kende det nyes forældre”, interview med Tilman Borsche i universitetsmagasinet Asterisk nr. 14, december 2003 Steen Nepper Larsen m.fl.: En flemstemmig vision for uddannelsessystemet – livgivende forestillinger, udg. af Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse, 2008 (se også www.sophia-tt.org ) Steen Nepper Larsen: Kategoriale tydninger af den kognitive kapitalisme med særligt henblik på at begribe samtidens trang og tvang til kreativitet, GNOSIS Vedhæftning nr. 3, december 2008 Steen Nepper Larsen og Jens Erik Kristensen: ”Økonomiens metamorforser og kapitalismens hamskifte – om vidensøkonomi og kognitiv kapitalisme”, i tidsskriftet Kritik nr. 190, december 2008 Steen Nepper Larsen: ”Menneskets livslange anden fødsel – om Peter Sloterdijks sfærologi og filosofiske antropologi” i tidsskriftet Vagant nr. 1, Bergen, foråret 2009

Fællesskrift side 23

* Asterisk-artiklerne kan findes på nettet via: www.dpu.dk og videre til Asterisk

Dannelse for fremtiden Dette fællesskrift er et forsvar for dannelse – og jeg kunne ikke være mere enig i at intentionen om at danne vores børn og unge skal forsvares og fremmes. Hvis altså vi forstår det samme ved ordet dannelse.

Af Jeppe Bundsgaard Ph.d., lektor i kommunikative kompetencer, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet

Inden for den kritiske sprogvidenskab taler man om

Det kan være ganske bekvemt at bruge passive verber

agentivstrygning (Mortensen 1972) eller sløring af

og derved sløre de kontekstuelle subjekter fordi alle i

subjekter (Bundsgaard 2002) – man stiller spørgsmå-

samtalesituationen ved hvem der er tale om – vi gør

let: Hvem og hvad nævnes, og hvem og hvad næv-

det hele tiden, og der behøver ikke at være noget galt

nes ikke? Dette spørgsmål er yderst relevant i denne

ved det. Men det kan føre til at vi tror vi taler om det

sammenhæng. Verbet ’danne’ bruges i daglig tale jo

samme, selv om vi faktisk ikke gør det. Således er jeg

ofte med et subjekt og et objekt og eventuelt med

ikke enig med alle der siger: Dannelse er vigtig. Det

adverbialer til at sige noget om omstændighederne ved

kommer nemlig an på hvem der danner, hvem der dan-

dannelsen, som i: ’Sarah og Peter danner en gruppe for

nes, og (hvem der bestemmer) hvad de skal dannes til.

at løse opgaven’. Men på den måde begrebet bruges i dette fællesskrift, sker det oftest i en af sine passive

Man kan således se mindst tre opfattelser i nutidens debat om dannelse.

Fællesskrift side 24

konstruktioner der slører de kontekstuelle subjekter. Vi siger ’eleverne skal dannes’, ’dansk er et dannelsesfag’

Dannelse til manerer

eller ’dannelsesmæssigt formål’. Så gennem anven-

Den første kunne også kaldes dannelse til manerer. I

delse af passive eller substantiverede udgaver af verbet

denne betydning er dannelse næsten synonym med

’danne’ slører vi både det kontekstuelle subjekt (den

at opføre sig ordentligt. Når vi sidder på en restaurant

der danner), og i mange tilfælde sågar det kontekstu-

og holder på formerne, så opfører vi os dannet; når vi

elle objekt (det eller den der skal dannes) for handlin-

træder tilbage ved en dør eller overlader vores sæde i

gen ’at danne’, og ikke mindst omstændighederne ved

bussen til en ældre person, så opfører vi os dannet; når

dannelsen (hvad der skal dannes til).

vi ikke løfter stemmen i en samtale, uanset at vi finder

den andens synspunkter uantagelige, så opfører vi os

dvs. de hævder at der kan udpeges en række værker

dannet.

(eller forfatterskaber), en kanon, som er så vigtige at

Det er stadig vigtigt at opføre sig dannet i betyd-

alle bør læse (noget af) dem.

ningen at man tager hensyn til sine medmennesker

Men kanon og borgerlig dannelse er behæftet

når man møder dem på gaden, holder døren, ikke

med en række problemer. For det første er det vist en

skubber sig foran i køen, hjælper hvis nogen trænger

sandhed med modifikationer at kanonlitteratur fører til

til det, ikke smasker og ikke kaster affald fra sig på

en fælles kulturel referenceramme. Det forudsætter jo

gaden osv. I moderne tider er det oven i købet vigtigere

at eleverne rent faktisk læser teksterne, at de husker

end nogensinde fordi vi møder så mange fremmede

dem (og ikke blot husker hvor meget de kedede sig da

mennesker i løbet af en dag – og fordi vi ofte gør det i

de læste dem, og læreren forsøgte at bringe dem til

ansigtsløse relationer.

live) – og det bygger på en forestilling om at kulturelle

Det er ganske rart at folk vi omgås, har dannelse i betydningen manerer. Men den anden side af dannelse som manerer er eller kan være underkastelse, magtmis-

referencerammer er lig med finkultur – kultur når den ikke kan blive mere højpandet og god. Men kulturel referenceramme er også – og måske

brug og autoritære relationer. For gode manerer har

mere – noget mere folkeligt end som så. Min gene-

det med at være bestemt af dem der har den historiske

ration har fx Dallas og Dollars, Ingrid og Lillebror, Kaj

og kulturelle magt, dem der har fordel af at tingene

og Andrea, Matador og Huset på Christianshavn som

forbliver som de er. Det er ikke gode manerer at kriti-

fælles referenceramme. Kaj og Andrea har jeg oven

sere forholdene, det er ikke gode manerer at kræve sin

i købet til fælles med mine børn. Mine forældres

ret, og det er umanerlig udannet at afbryde læreren

generation har fjernsynets indmarch med støtteshowet

når han forklarer klassen at det er bedst for alle parter

for Ungarn i 1956 og OL 1958 som skelsættende

at mobiltelefonerne skal slukkes og lægges væk.

begivenheder; mine bedsteforældres generation har

Det er vel de færreste dansklærere der ser en sådan

2. verdenskrig og måske Kong Christian X til hest. Min

manerernes dannelse som deres (primære) opgave,

generation har også VM i Mexico fordi det var det

men betydningen klinger med når vi taler om dannelse

første VM (i fodbold) vi var med til, vi har murens fald,

til dagligt.

atomkrigstruslen osv. osv. Og vi har alle sammen H.C. Andersen, Kierkegaard og Blixen. Måske endda ikke

Borgerlig dannelse

så meget fordi de er gode, eller fordi vi har læst dem

Den anden betydning af dannelse kan kaldes borgerlig

(de to sidste i hvert fald), men fordi de er kendte i den

dannelse. Denne betydning af dannelse voksede frem

store verden. Kulturelle referencerammer er ikke noget

i løbet af 1800-tallet. Det var i disse år at fortidens

der står i en bog, det er noget vi deler i kraft af vores

store ånder og deres værker blev glorificeret, hvor den

egen opvækst og i kraft af de historier vi fortæller og

danske fortid blev dyrket, og hvor grunden til nutidens

fortælles. Børn der vokser op i dag, vil desuden have

kanon-dyrkelse blev lagt. Den borgerlige dannelse hvi-

helt andre dimensioner i deres fælles kulturelle referen-

ler på en forestilling om at fortidens litteratur og andre

ceramme end dem de fleste børn havde da jeg voksede

kunstneriske værker er udtryk for den særligt danske

op. De vil opleve et globaliseret samfund hvor det frem-

kultur, og at læsning og sansning af litteratur og kunst

mede ikke bare er noget de ser i fjernsynet, men noget

skaber en fælles kulturel referenceramme.

de møder i hverdagen; deres fælles referenceramme vil

Indførelsen af kanon i den danske folkeskole og

være tæt forbundet med udfordringerne i forandringen

ungdomsuddannelse er et klart bevis på at den bor-

fra etnisk og kulturelt homogent samfund til et multi-

gerlige dannelsestanke har meget stærke forsvarere i

kulturelt og -etnisk samfund.

disse år. Kanonfortalerne deler den opfattelse at det er vigtigt at alle i nationalstaten Danmark har nogle fælles

Borgerlige dannelsestænkere vil måske tænke som

udgangspunkter for deres væren i verden, og at disse

forfatterne bag kanonrapporten fra 2004:

renceramme, er forbundet med hvad danskere før de

I disse årtier har udviklingen på natio-

nulevende har fundet det for væsentligt at beskæftige

nalt, europæisk og internationalt plan

sig med. Det kan der være noget om. Kanonfortalerne

ført til et intensiveret kulturmøde; ind-

konkretiserer nu dette synspunkt og hævder at vejen til

flydelsen fra ikke mindst amerikansk kul-

en fælles kulturel referenceramme går igennem særligt

tur er ikke til at ignorere. I den situation

udvalgte litterære værker som ud fra nogle ikke nær-

er det naturligt, at vi her i landet, som

mere definerede kriterier hæver sig over andre værker,

det er tilfældet i andre lande, må spørge

Fællesskrift side 25

fælles udgangspunkter, denne fælles kulturelle refe-

os selv: Hvad har vi at byde på, på hvil-

undervisning med, om og i litteratur kan være et

ken måde har vi forvaltet den europæi-

væsentligt bidrag til (elevernes) dannelse. Litteratur

ske og nordiske kulturarv, og hvad er det

– også den ældre – kan bidrage til vores dannelses-

særlige ved dansk kultur? Hvorfor skal vi

mæssige udvikling på mange måder: Fx kan den bi-

fastholde vores sprog, hvis vi ikke kan se

drage til vores forståelse af livet som menneske, give

værdien af den kultur, der er formet på

os indblik i fremmedartede livsformer og -omstændig-

dansk? Hvad har vi at bidrage med i en

heder, give os dybere kendskab til og følsomhed over

europæisk virkelighed, der ikke blot vil

for det danske sprog, den kan uddybe vores historiske

repræsentere forskellige manifestationer

bevidsthed, lære os at tænke kreativt og skabe alter-

af amerikansk påvirkning? Den gode

native scenarier når vi står over for problemer i vores

litteratur kan være med til at besvare

samtid osv. osv. Men den opfattelse at hvad der er

de spørgsmål og er i sig selv udtryk for

dannelse, defineres af hvad der er foregået i fortiden,

dansk kultur og sprog (Kanonudvalget,

får ikke det vigtigste med, nemlig at det er fremtidens

2004).

udfordringer skolen må forberede eleverne til.

Opfattelsen er således at ’vi’ her i Danmark deler

Kritisk-konstruktiv dannelse – og kompetencer

denne fortid, uanset at over en femtedel af børnene i

Den sidste dannelsesopfattelse – og den jeg mener har

skolen ikke deler den alene på grund af deres forældres

fremtiden for sig, så at sige – er den kritisk-konstruktive

herkomst, og at mange af os andre heller ikke gør det

dannelse.

Fællesskrift side 26

– fordi vi hverken er mænd, overklasse eller præster/

Den centrale repræsentant for denne opfattelse er

akademikere, sådan som flertallet af kanonforfatterne.

den tyske didaktiker Wolfgang Klafki. Han viser i sin

Det ’vi’ der kan byde på noget, er med andre ord yderst

bog Dannelsesteori og Didaktik hvordan der i slutnin-

afgrænset og udgrænsende. I indledningen påpegede

gen af 1700-tallet voksede en forestilling frem om at

jeg at sløringen af kontekstuelle subjekter betyder at

mennesker skal udvikle selvbestemmelse, autonomi,

ikke alle mener det samme når de siger at de går ind

myndighed gennem udvikling af fornuft og engage-

for dannelse. Kanonfortalernes sløring af de kontek-

ment i det fælles samfund. Dannelse er med Kants ord

stuelle subjekter består i at de hævder at alle deler en

om oplysning: ”menneskets udtræden af en selvfor-

fortid, som de reelt ikke deler, og at denne fortid må

skyldt umyndighed. Umyndighed er manglende evne til

bestemme hvad indholdet i dannelsen er.

at bruge sin forstand uden andres ledelse”. Dannelse er på en gang vejen til og udtryk for en sådan selvbestem-

En kritik af kanon-tankegangen må ikke forveksles

melse. Målet er at bidrage til menneskehedens historie

med en kritik af litteratur eller med en afvisning af at

mod stadig større fornuft, frihed og selvbestemmelse

og at integrere det enkelte subjekt i større historiske,

forventes at møde i deres fremtid. Dannelsesbegrebet

kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge. I

i denne betydning er altså fremadrettet og dynamisk,

denne opfattelse af dannelse er der tale om almen

hvor de to andre i en vis udstrækning relaterer sig til

dannelse både i betydningen at den er for alle, og i

hvad der er foregået i fortiden i de sociale relationer

betydningen at den vedrører alle menneskelige kræfter

(dannelse som manerer) og i de kunstneriske cirkler

(hoved, hjerte, hænder). Dannelse handler således også

(borgerlig dannelse). Hvordan operationaliserer man

om moralsk ansvarlighed gennem oplyst erkendelse.

så dette noget abstrakte dannelsesbegreb? Når Klafki

Det handler om at udvikle både kritisk stillingtagen og

selv skal konkretisere det, opstiller han en række af

deltagelse og om at udvikle æstetisk erkendelsesevne,

hvad han kalder epokaltypiske nøgleproblemer, som

følsomhed, indbildningskraft, smag, leg osv. Æstetik

overvejende relaterer sig til de udfordringer vi står over

betyder således ikke bare det der findes i de store lit-

for som samfund. Jeg foreslår en metode der tager udgangspunkt i

Og dannelse handler om at kunne skabe og forme gen-

at dannelsesmålet er at eleverne er klar til at bidrage

nem udvikling af praktisk-håndværksmæssige evner.

til samfundets udvikling både som borgere og som

Klafki viser som sagt hvordan denne 1700-tallets

deltagere i produktionen, og at de får et godt liv som

dannelsestanke forfalder og udarter i en borgerlig

mennesker. I den forstand har vi forskellige identiteter,

dannelse hvor de progressiv-liberale, de republikanske

eller måske mere korrekt: forskellige aspekter af vores

og de verdensborgerlige indsigter udgrænses og de

identitet, alt efter hvilken sammenhæng vi indgår i. Jeg

konservative traditioner for gud, konge og fædreland

har beskrevet disse identiteter som 1) den produktive

overtager dannelsesbegrebet, som således bliver en

(arbejderen), 2) den sociale (personen), 3) den demo-

snæversynet nationalisme og imperialisme.

kratiske (borgeren), 4) den kulturelle (æstetikeren)

Klafkis projekt er en revitalisering af den oprindelige

og 5) den konsumerende (kroppen og forbrugeren)

dannelsestanke med hensyntagen til de indsigter vi har

(Bundsgaard, 2006, s. 38). At være dannet vil således

nået siden 1700-tallet, fx vedrørende kvinders og de

i denne forståelse være at have udviklet alle de fem

besiddelsesløses ligeværd. For Klafki er kritisk-konstruk-

aspekter af sin identitet.

tiv dannelse af i dag således almen i betydningen at

Dannelsesindholdet kan derved bestemmes ud fra

den er for alle, vedrører os alle og omfatter alle evner.

hvilke udfordringer vi møder og kan forventes at møde

Og for Klafki er dannelse udviklingen af tre evner, nem-

i nutidens og fremtidens liv som personer, borgere,

lig evnen til selvbestemmelse, evnen til medbestem-

arbejdere, æstetisk nydende og som forbrugere.

melse og evnen til solidaritet. Denne dannelsesforståelse forholder sig til de udfordringer eleverne møder i deres nutid og kan

Og det er her kompetencebegrebet kommer ind, ikke som et begreb i modsætning til dannelse, men som et begreb som gør det muligt at konkretisere dan-

Fællesskrift side 27

terære værker, men kan kaldes hverdagens æstetik.

nelsesopgaven. Kompetencer kan nemlig forstås som

vi står over for i prototypiske situationer, og derigen-

et udtryk for en persons parathed til at håndtere de

nem kan de give os en forståelse af hvilke kompetencer

udfordringer hun møder i en situation. Eller formuleret

man skal have for at kunne håndtere disse udfordrin-

som en definition:

ger. Disse kompetencer kan naturligvis konciperes og beskrives på mange forskellige måder og på mange

Kompetence er at vide hvad der skal

niveauer. I bogen Kompetencer i dansk (Bundsgaard m.

til og kunne håndtere udfordringerne i

fl., 2009) præsenterer vi denne forståelse af kompe-

en given situation, såvel kropsligt, som

tencebegebet, og vi argumenterer for at danskfagets

kognitivt og følelsesmæssigt – og at ville

udøvere kan bidrage til at eleverne udvikler tre typer

håndtere disse udfordringer (dvs. at have

af kompetencer: sociale kompetencer, fortolknings-

kræfterne til det (energi), synes det er

mæssige kompetencer og kommunikative kompeten-

væsentligt (motivation) og godt (etik)).

cer. Hver af disse kompetencetyper kan underinddeles.

(Bundsgaard m.fl., 2009, s. 13).

I bogen inddeler vi dem hver i fire dele; fx siger vi at kommunikative kompetencer består af produktive kom-

Med disse to redskaber: identiteterne og den situa-

petencer, konsumptive kompetencer (dvs. at kunne

tionsorienterede kompetence, kan man analysere hvilke

læse, analysere, forstå osv.), informationskompetencer

prototypiske situationer vi indgår i som disse fem iden-

og kritiske kompetencer.

titeter, hvad udfordringerne er i disse situationer, og

redskab også for lærere. Ved at tage udgangspunkt i

nødvendige for at kunne håndtere disse udfordringer.

spørgsmål om hvilke udfordringer eleverne vil møde,

I en skolekontekst vil de næste spørgsmål være: Hvilke

har læreren et redskab til at vurdere om noget er

af disse kompetencer er det nødvendigt at understøtte

vigtigere end noget andet. Hvilke kompetencer udvikler

gennem undervisning? Og hvori består de faglige

undervisning i 100 grammatiske termer fx? Er det

aspekter af disse kompetencer – hvordan kan fx dansk-

vigtigt? Eller er det vigtigt at kunne bruge nogle

faget bidrage til at eleverne udvikler disse kompetencer.

diskursanalytiske tilgange til at læse bag om en tekst

Argumentation for hvad der skal undervises i i

og gennemskue hvad den vil have læseren til, og at

dansk, og hvordan, må således tage udgangspunkt i et

vurdere om man ønsker at udføre den handling som

dobbelt spørgsmål: Hvilke kompetencer skal man have i

teksten lægger op til?

det senmoderne samfund, og hvilke af disse kan under-

En kompetencetilgang er med andre ord god for-

visning inden for danskfaget bidrage til udviklingen af?

klaringsmodel når læreren skal begrunde over for sig

For at kunne svare på disse spørgsmål må man for det første have et mål for uddannelsen – og det er det

Fællesskrift side 28

Kompetencebegrebet fungerer godt som analyse-

herigennem kan vi vurdere hvilke kompetencer der er

selv, eleverne og andre hvorfor hun har valgt et givent indhold og givne aktiviteter i undervisningen.

den kritisk-konstruktive dannelse kan forstås som. For

Ordet kompetence har desuden den fordel at det

det andet må man have en forståelse af det samfund

kan underinddeles så man kan tale fx om produktive

vi lever i, og de retninger vi forventer det udvikler sig i,

p y kommunikative kompetencer, mens det lyder mærke-

således at man kan bestemme de udfordringer der er

roduktiv kommunikativ dannelse. På samligt at sige produktiv

for at nå nærmere dannelsesmålet. Sådanne sociolo-

me måde er det mere smart at sige at man er delvis

giske analyser vil fx omfatte en forståelse af moderne

kompetent – fx ved at udpege nogle situationer i hvilke

identitetsprojekter, etableringen af netværk og andre

olde produktiv kommunikativ kompetence, man kan udfolde

sociale relationer, teknologiers rolle for liv og samliv, ty-

or man endnu ikke kan; modsat er det og andre hvor

piske arbejdslivsforløb, livet som forbruger på et globalt

ggende at tale om at man er delvis danmindre nærliggende

kommercielt marked med mange former for tilrettelagt

net. Dannelsee er netop et begreb begr der beskriver en

kommunikation, udfordringerne og mulighederne

helhed og et utopisk mål, mens kompetence kan

som demokratisk borger lokalt, nationalt, regionalt og

forstås som delaspekter af dannelse, noget som man

globalt osv.

vis og i nogen udstrækning. Dannelse og kan være delvis

Disse sociologiske analyser kan dernæst danne

kompetence er således ikke nødvendigvis modsætnin-

udgangspunkt for overvejelser over hvilke udfordringer

ger; det kan være vær to perspektiver på det samme mål.

Litteratur Bundsgaard, Jeppe, Eva Terese Christiansen, Sanne Harder Flamant, Thorkild Hanghøj, Rasmus Fink Lorentzen, Karen Monrad, Betina Poulsen, Helle Rørbech (2009): Kompetencer i dansk. København: Gyldendal. Bundsgaard, Jeppe (2006): Nøglekompetencer med bud til de humanistiske fagområder. I: Cursiv 1. Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for Curriculumforskning. Bundsgaard, Jeppe (2005): Bidrag til danskfagets it-didaktik. Odense: Forlaget Ark. www.did2.bundsgaard.net Bundsgaard, Jeppe (2002): Slørede subjekter. I: Synsvinkler, 11. årgang (nr. 27). s. 60-82. www.jeppe.bundsgaard. net/artikler/sprog/deixissloering.php Kanonudvalget (2004): Dansk litteraturs kanon. Rapport fra Kanonudvalget. København: Undervisningsministeriet. Klafki, Wolgang (2002): Dannelsesteori og didaktik – Nye studier. Århus: Klim.

Fællesskrift side 29

Mortensen, Frands (1972): Kommunikationskritisk analyse af 22-radioavisen. Århus: GMT.

Er kompetence

00’ernes dannelsesbegreb? Af Hans Dorf Lektor i pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet

I slutningen af 1950’erne, da jeg var i en passende

at være to om at fælde svenskekongen Adils. Det viser

alder, fortalte min far mig flere gange sagnet om

sig snart, at kun det nedgravede kongesværd Skrep kan

Vermund og Uffe. Det handler om, hvordan kong

stå for Uffes kræfter. Alligevel tager kong Vermund, da

Vermund, affældig og blind, udfordres af kongen af

kampen skal stå på en lille ø i Ejderen, sæde så tæt ved

Saksland, som stiller ham over for et valg mellem tre

floden, at han kan drukne sig, hvis Uffe falder. Da han

muligheder: Enten afgiver han frivilligt sit rige, eller

hører Skrep synge første gang, trækker han sig dog

han lader sin søn gå holmgang om det med sakser-

med vågnende håb lidt tilbage fra vandet, og da det

kongens søn, hvis ikke dets skæbne skal afgøres i krig.

andet hug er faldet, priser han under danskernes jubel

Vermund havde en trediveårig søn, Uffe, der var kraftig

sin søn, den Spage.1

Fællesskrift side 30

af legeme, men blev anset for dorsk af sind, fordi han aldrig mælede et ord og derfor blev kaldt den spage.

90’ernes kompetencetænkning

Men da oldingen tilbyder sakserkongens udsending at

Der er unægtelig langt fra denne beretning, som

føre tvekampen selv – et tilbud, der hånligt afvises,

synes at være gledet ud af skolens dannelseskanon

hvorefter alle sidder tavse tilbage – rejser Uffe sig og

i 1960’erne, og til den kompetencetænkning, der

erklærer sig rede til at modtage udfordringen; dog på

udvikles i løbet af 1990’erne parallelt med dannelses-

den betingelse, at han vil kæmpe mod både sakserkon-

begrebets krise.2 Det er i 90’erne, at mantraerne

gens søn og en hvilken som helst kriger, denne måtte

”ansvar for egen læring” og ”lære at lære” har deres

vælge som medstrider. Da Vermund efter at have fået

storhedstid. Undervisningsministeriet udgiver i 1996

at vide, hvem der talte så vel, spørger Uffe, hvorfor han

debatskriftet Udvikling af personlige kvalifikationer i

aldrig har sagt noget før, svarer han, at det ikke syntes

uddannelsessystemet, og fra OECD kommer i 1997

ham nødvendigt, ”men når spotten binder kongens

Prepared for Life? How to measure cross curricular

tunge, kan der fødes en trang hos kongens søn til at

competencies, der i 2003 følges af Key competences

tale”. Kongen spørger så, hvorfor Uffe vil møde to i

for a Successful Life and a Well-functioning Society.3

stedet for én, og Uffe forklarer da, at han ønsker at

Det særlige ved den forståelse af begrebet kompe-

udslette den skamplet, som hans to fætre, jarlesøn-

tence, som vinder frem i denne periode, er, at den

nerne Kete og Vigge, har påført de danskes skjold ved

søger at legere viden om og færdigheder i noget med

personlig udvikling, uden at det at udvikle sig til nogen

for sin egen og ”fællesskabets” skyld, men uden at

dog kan karakteriseres som karakterdannelse i tradi-

denne udvikling eller dette fællesskab diskuteres som

tionel forstand. Fokus er snarere på et ensemble af

politisk tematik.5 En sådan styrings-teknologi kan både

potentialer, der omfatter problemløsnings-, samarbejds-

genkendes i moderne socialpolitik, der på samme tid

og kommunikationskompetencer, personlig motivation

vil af-klientisere klienten som person og som byrde

foruden de faglige kvalifikationer, som disse potentialer

for det offentlige, og i den nyliberale styringspolitiks

tænkes integreret med i en forestilling om det ”hele”

instrumenter til kontrol af, om uddannelserne sørger

og produktive menneske. Kompetencebegrebet kom-

for, at deres elever og studerende udvikler sig, som de

mer på den måde til at signalere enheden af menne-

skal. Det er karakteristisk, at 90’ernes lærings- og

eller ”vidensøkonomien”, og livslang læring bliver det

kompetencediskurs overtog og samtidig forvandlede

pædagogiske program, som skal sikre, at EU (eller

den formaldannelsestendens, som slog igennem i den

Danmark) bliver den mest konkurrencedygtige økonomi

pædagogiske tænkning i løbet af 60’erne. Projekt-

i verden.4 Kompetencebegrebet har vundet indpas i

arbejdet, der i 70’erne blev forstået som på én gang

ikke mindst erhvervsuddannelsernes og de videre-

frigørende for elevernes selvstændige erfarings- og

gående uddannelsers politiske forskrifter.

fællesskabsdannelse og kritisk i forhold til samfundets

Man kunne fristes til at rubricere denne forestil-

etablerede sandhedsregimer, blev i 90’erne en selv-

ling om en enhed af menneskelig og samfundsmæs-

følgelig metodik i kompetenceudviklingen til det

sig udvikling under Anthony Giddens’ begreber om

globaliserede konkurrencesamfund. I 80’erne blev

”refleksivitet” og ”livspolitik” forstået som på én gang

handlekompetence stadig forstået som politisk dan-

vilkår og potentialerealisering i det moderne samfund.

nelse og netop ikke som tilpasning.6

Imidlertid lægger Foucaultinspirerede sociologer et kritisk perspektiv på denne postulerede enhed, når de

Dannelsesbegrebets krise

anskuer den som udtryk for en styringsteknologi, der

Man kan måske mene, at dannelsesbegrebets krise blot

virker gennem vejledning eller formning af selvopfattel-

er udtryk for den ubønhørlige kulturelle frisættelse til

sen og understreger individets ansvar for at udvikle sig

selvdannelse, som Murens fald, den globale kapitalisme

Fællesskrift side 31

skelig udvikling og udvikling af ”videnssamfundet”

eller den refleksive moderne bevidsthed har ført med

social sammenhængskraft. Deweys demokratiske utopi

sig. En sådan skepsis over for pædagogisk normativitet

var det store, politiske fællesskab, der med Ulrich Becks

har imidlertid ikke forhindret den globale kapitalisme

ord bliver grænseoverskridende og refleksivt igennem

og den neoliberale statsræson i at normere uddannel-

den fælles offentlige identifikation af problemer, som

sessystemet på karakteristiske måder og orientere

den civilisatoriske udvikling skaber. Herudfra kan der

uddannelsestænkningen i bestemte retninger.

skabes (normer for) politisk handlen ud fra fælles

Man kan måske også mene, at en pædagogisk teoretiker som John Dewey selv har forberedt dan-

der skaber politisk handlen, opstår så at sige som et

nelsesbegrebets krise, for så vidt som han var skeptisk

biprodukt af disse normers krænkelse.” Beck fortsætter:

over for at formulere mere substantielle mål for ud-

”Kosmopolitisk sensibilitet og moralitet indfinder sig på

dannelse end den fortsatte erfaringsdannelse med

ingen måde automatisk, fordi verden sammenkobles,

henblik på (i fællesskab) at overvinde de praktiske og

men på grund af at man har erfaret, at ens egen og

erkendelsesmæssige problemer, som samfundslivet

alle andres overlevelse ikke mere kan adskilles fra

rejser. Han var imidlertid dybt kritisk over for de

hinanden.”7

funktionsfejl i det moderne liberale samfund, som

Fællesskrift side 32

værdihorisonter. ”Den bevidsthed om globale normer,

Herfra er der ikke langt til Wolfgang Klafkis

forhindrede en fuldt demokratisk udvikling og fri-

forestilling om epoketypiske nøgleproblemer som

gørelse af menneskelige potentialer og dermed

indholdet i et på én gang formalt og materialt dan-

begrænsede løsningen af samfundsmæssige problemer.

nelsesbegreb, der forbinder nøgleproblemerne med

I forlængelse heraf var han eksponent for en fælles-

nøglekvalifikationer, som på flere punkter minder om

skabsforståelse, der er væsensforskellig fra dén

OECD’s personlige kompetencer. Hos Klafki er det

etniskkulturelle opfattelse af fællesskab, som nærer sig

(selv)kritisk sans, empati og evner til perspektivveksling

ved det globaliserede samfunds polariseringstendenser,

og sammenhængstænkning; dertil kommer instrumen-

og som præger den aktuelle politiske diskussion om

telle færdigheder som læse- og argumentationsfærdig-

hed, og dyder som selvdisciplin, opmærksomhed og

Hvis det er tilfældet, tror jeg, at den skal søges i

hensyntagen.8 Men er der så alligevel forskel?

semantikken. I min forståelse af hverdagssproget konnoterer kompetencebegrebet saglig autoritet,

Forskellen mellem dannelse og kompetence

effektivitet og rollevaretagelse. Det indgår derved i den

Når Klafki og andre bruger termen dannelse som

rationalitetstradition, som Max Weber betegner som

paraplybegreb for forskellige kategorier af pædago-

målrationalitet og især kæder sammen med det mo-

giske hensigter, kan den uden vanskelighed omfatte

derne bureaukrati og det legale herredømme.10 Det

forskellige former for kompetencetænkning. Kontro-

signalerer på én gang problemløsningspotentiale og

versen opstår snarere af det forhold, at dannelse også

situationskontrol. Handlinger er imidlertid ikke kun

anvendes som betegnelse for bestemte (og dermed

målrationelle, men kan også være vanemæssige,

normative) pædagogiske positioner; kritisk frigørende

følelsesforankrede eller værdirationelle, og selv om

dannelse i modsætning til tilpasning, eller demokratisk

disse handlingstyper er logisk forskellige, er der i prak-

dannelse til forskel fra kulturel identitetsdannelse,

tisk handling glidende overgange mellem midler og

personlig udvikling eller forberedelse til arbejde. Som

mål, mellem forstand og følelse og mellem viden og

jeg har søgt at illustrere, gælder den samme norma-

værdier. Spørg enhver praktiserende psykolog, enhver

tivitet imidlertid for begrebet kompetence, når det

lærer eller enhver fortæller. Dannelsesbegrebets styrke

benyttes som pædagogisk program; man kan højst

og svaghed er, at det bekvemt rummer denne glidende

sige, at det går mere stille med sine politiske døre.

flerhed. Det korresponderer med virkelige handlingers

Det er således nærliggende at søge forskelle imellem

sammensathed, men bliver tilsvarende let at kritisere og

dannelse og kompetence på de forskellige pæda-

svært at bestemme. Kompetencebegrebets svaghed og

gogisk-politiske hensigters niveau. Skal bygge- og

styrke er, at det har svært ved at strække sig så langt,

anlægsuddannelser eksempelvis uddanne håndvær-

som det er nødvendigt for at beskrive engageret

kere, så de kan udføre konkurrencedygtigt byggeri,

handlen, men det har desto lettere ved at fremtræde

holdbart byggeri eller byggeri, der reducerer sociale

neutralt og bliver tilsvarende svært at være uenig med.

bare være fagligt ”kompetente” og disponible?

Når kompetencebegrebet udstrækkes til at omfatte holdninger, empati og oplevelse af mening, klinger det

Dannelse og kompetenceudvikling forbinder indi-

ikke rent – holdninger tilhører en anden eksistentiel

videt med det samfundsmæssige liv, og denne proces

kategori; relationskompetence finder man også hos

omfatter selvfølgelig både videns- og færdighedsmæs-

psykopater; og meningskompetence er bare for

sige, holdningsmæssige og handlingsdisponerende

meningsløst.11 Sagen er imidlertid den, at samfunds-

aspekter. Bent Nielsen beskrev i 70’erne dannelse som

livet har brug for holdninger, empati og oplevelse af

det at være i besiddelse af kriterier for anvendelsen af

mening; men også at den vidensintensive økonomi er

sin viden og færdighed. Denne formulering af dannelse

blevet opmærksom på det produktive potentiale i disse

som foreningen af, hvad man véd, hvad man kan, og

ikke målrationelle eksistensdimensioner og derfor kan

hvad man vil med det, har rødder i traditionen fra Kant

have en tendens til lige så stille at målrationalisere dem.

og J.F. Herbart. Kant opdeler dannelsesprocessen i disci-

Det begrænser – som al anden magtudøvelse – indivi-

plinering, kultivering, civilisering og ”moralisering”;

dets frie og myndige udøvelse af sin dømmekraft.

kundskaber og sociale ”klogskabsregler” skal tjene, og

Af disse grunde er dannelsesbegrebet et rigtigere

det kategoriske imperativs ”handl, så du ønsker, at

pædagogisk begreb end kompetencebegrebet. Til

princippet bag din handling var en almen regel” skal

gengæld vil jeg med det følgende slå et slag for, at

vejlede den frie og myndige dømmekraft. J.F. Herbart

dannelsestænkningen lærer af kompetence-tænknin-

søger at forene disciplin med kvalificeret mangesidig

gen i den henseende, som Klafki antyder med sit

interesse og etisk engageret stillingtagen. Er der med

begreb om nøglekvalifikationer.

denne forståelse af dannelse markeret en anden forskel i forhold til kompetencebegrebet end blot en forskel i politiske hensigter?

Fællesskrift side 33

eller miljømæssige problemer – eller skal de simpelthen

To pædagogisk-politiske temaer, der bør påvirke

af disse kognitive operationer kan der optræde eller

dannelsestænkningen

udvikles kreative momenter, hvis faglige funktion det

I løbet af dette årti er der sket to pædagogisk-politiske

er imaginativt at udfordre de kognitive processer. Jeg

korrektioner i forhold til 90’ernes kompetencetænk-

forbigår i denne sammenhæng de særlige træk ved

ning. Den ene er en øget vægtning af faglighed. Denne

fagligheden i de såkaldt praktiskmusiske fag, men

politiske interesse kan man forklare med de nationale

vil dog tilføje, at faglig progression ikke udelukkende

resultater, der er opnået i komparative undersøgelser,

er knyttet til kognitive processer. Evnen til æstetisk

med behovet for at sikre en konkurrencedygtig øko-

formdannelse og formaflæsning kan på tilsvarende

nomi som grundlag for velfærdsstaten eller med den

måder udvikles som mere og mere sofistikerede

uddannelsesmæssige restgruppes stabile og uaccepta-

mønstre for behandling af ”stoffet”.

belt høje niveau. Den har på flere uddannelsesniveauer

for at lykkes, hvis ikke fagdidaktikken også tager

kundskabs- og færdighedsmål for undervisningen og

hensyn til den lærendes forudsætninger og fremtids-

som ambitioner om operationalisering og kontrol af, i

perspektiver. Så meget mere bør dannelsestænkningen

hvilket omfang målene opnås. Bl.a. derfor har den

både omfatte fagdidaktisk refleksion, social forståelse

politiske faglighedsdiskurs vakt modstand i professio-

og opmærksomhed på den pædagogiske kommuni-

nelle og dannelsesorienterede kredse. Imidlertid tror

kations og interaktions koder og former. Ellers har

jeg, at modstanden samtidig vidner om, at forholdet

dannelsesbegrebet, uanset ambitioner om det mod-

imellem faglighed og dannelse ikke har været gen-

satte, selv aktier i den ulige reproduktion af dannelse

stand for en tilstrækkelig grundig refleksion inden

og kompetence.

for nyere dansk skoletradition. Det er måske nærlig-

Den anden pædagogiskpolitiske forandring i dette

gende at forbinde den aktuelle faglighedsdiskurs med

årti er den markante interesse for medborgerskab og

paratviden og udenadslære (hvad der så i øvrigt skulle

social sammenhængskraft. Den er interessant, fordi

være i vejen med det) eller værre: med målbar fakta-

den på ingen måde synes beslægtet med kompetence-

viden. Men selv om faglighed er bundet til kundskabs-

tænkningen, men snarere at være det globaliserede

områder, er faglighedens karakteristika især de dertil

”videnssamfunds” skygge. Emile Durkheim argumen-

knyttede færdigheder og perspektiver.

terede for hundrede år siden for, at det moderne

Med en let omskrivning af Herbart er færdigheder

Fællesskrift side 34

En sådan læringsprogression har dårligere chancer

vist sig i en detaljeret centralisering af beskrivelsen af

samfund med sin omfattende arbejdsdeling måtte

i at afgrænse, præcisere, differentiere, sammenkæde

basere sig på en fællesskabsform, der ikke udspringer

og (re)kontekstualisere viden det første niveau i en

af den mekaniske solidaritet, man deler med lige-

faglig kvalificering af den mangesidige interesse.

stillede, men af en organisk solidaritet, der hviler på

Herefter følger færdigheder (og øvelse) i at vurdere

respekten for den indbyrdes afhængighed og forskel-

og problematisere de teoretiske konstruktioner, så

lighed. For Durkheim var det uddannelsens ubetingede

der udvikles en refleksionsviden, der i heldige tilfælde

opgave at bidrage til social integration ved at undervise

kan omfatte opmærksomhed på karakteristiske træk,

i de principper, ideer og følelser, som er grundlaget for

tilbøjeligheder eller begrænsninger ved ens egen måde

den demokratiske moral, fordi han bekymrede sig for

at anskue viden og problemstillinger på. Ved siden

det moderne samfunds mangelfulde evne til at sikre

social motivation.12 Politisk befinder vi os efter 11.

Sagnet om Vermund og Uffe optrådte indtil ud-

september i en situation, hvor medborgerskabspæ-

gangen af 1950’erne som lærestykke i en national-

dagogikken er blevet udstrakt til hele den offentlige

patriotisk karakter- og identitetsdannelse, som ikke

arena; regeringen ruster sig med både kultur- og

længere kan være dets formål. Måske kunne det være

demokratikanoner, og slaget om dannelsesbegrebet

en nutidig pointe, at alle nationer fremstiller individu-

bølger frem og tilbage mellem demokratiske og

elle egenskaber og følelser som ære, skam, beskeden-

etniskkulturelle frontdannelser. I skrivende stund dre-

hed og mod som kendetegn ved fællesskabet. Men

jer det sig om fri morgenbøn i skolerne. Der knytter

sagnet kan også læses som en myte om, hvad det vil

sig imidlertid flere interessante spørgsmål til denne

sige at være magtesløs, at afgive magt og påtage sig

konfrontation:

magt, at vokse fra umyndighed til myndighed, og at

(1) Kan en grænseoverskridende demokratisk

træde i karakter. Fortællingen anskueliggør en kon-

fornuft eller en kosmopolitisk rets- og retfærdigheds-

flikt og en udfordring som på én gang en individuel

forestilling blive stærke nok til som dannelsesbegreber

udviklingsmulighed og en social handlingsforpligtelse,

at nære en forpligtende følelse af fællesskab? (2) Hvis

som man må forberede sig for at kunne indfri. Det er

demokrati bl.a. forudsætter pluralisme og mindretals-

dens nutidige dannelsesrelevans. At afdække dens

beskyttelse, kan man så vise behørig respekt og ind-

udsagnsmuligheder – som hjælp til en refleksiv dan-

levelse over for kulturelle forudsætninger og rettig-

nelse – kræver en sproglig, tekstanalytisk (og for

heder og kulturelt særpræg – uden at gøre det

dansklæreren en sprogpædagogisk og sociokulturel)

kulturelle særpræg til fælles mål? Og (3) kan det

kompetence, som også kan give de lærendes person-

lade sig gøre at videreføre en kultur, men samtidig

lige og sociale erfaringer stemme. Hvis sprog er re-

forholde sig refleksivt til den? Mit svar på det sidste

præsentationer af både fælles og individuel erfaring,

spørgsmål skal samtidig antyde et svar på spørgs-

må en nutidig sproglig kompetence omfatte det at

målet fra artiklens overskrift.

kunne reflektere over sprog som mange betydningspotentialer, i forskellige individuelle og fælles perspektiver,

Refleksiv dannelse

og i forskellige kontekster. En refleksiv dannelse om-

Faglige kompetencer muliggør – men garanterer

fatter imidlertid også at have kriterier for at bedømme,

naturligvis ikke – refleksion og dermed fornyet

hvad man stiller op med det, man afdækker med sine

stillingtagen og engagement. Og ligesom de kan

kompetencer. Refleksiv dannelse er dermed også en

føre til, at man bliver dygtig til sit arbejde, kan de

normativ kategori, der ikke kan reduceres til kompetence

gøre, at man bliver bedre til at gennemskue politiske

eller faglighed.

og sociale forhold. I bedste fald kan f.eks. også danskfaglige kompetencer medvirke til refleksion over ens eget forhold til de forskellige kulturelle verdener, som man lever og færdes i, og derved modvirke den fejltagelse, at de er det sande grundlag for samfunds-

Fællesskrift side 35

mæssigt fællesskab, fordi de opleves mest sanseligt.

Noter 1

Sagnet kan bl.a. læses i V. Østergaard: Ungdommens bog om vort land, Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag 1911.

Se f.eks. S. Hermann: Fra styring til ledelse – om kompetencebegrebets udvikling, Uddannelse nr. 1, 2003, og J. Rasmussen: ”Pædagogikkens krise”, Unge pædagoger nr. 1/2, 2000.

Slutrapport fra OECD’s DeSeCo-projekt, se http://www.portal-stat.admin.ch/deseco/news.htm. Se også H. Windinge: Skole og samfund under omstilling, Unge pædagogers forlag 2001.

European Commission (2002): Detailed work programme on the follow-up of the objectives of Education and training systems in Europe (2002/C 142/01) http://ec.europa.eu/education/policies/2010/et_2010_en.html. Se også Undervisningsministeriets Danmarks strategi for livslang læring, uddannelse og livslang opkvalificering for alle 2007.

Se f.eks. A. Giddens: Modernitet og selvidentitet og Den tredje vej, Hans Reitzels forlag 1996 og 1999; C. Borch & L. Thorup Larsen, red.: Perspektiv, magt og styring – Luhmann og Foucault til diskussion, Hans Reitzels forlag 2003.

J. Hellesnes: Socialisering og teknokrati, Gyldendal 1976.

J. Dewey: Demokrati og uddannelse, Klim 2005; U. Beck: Magt og modmagt i den globale tidsalder, Hans Reitzels forlag 2002, s. 76 og 78.

W. Klafki: Dannelsesteori og didaktik – nye studier, Klim 2001.

B. Nielsen: Praksis og kritik, Christian Ejlers forlag 1973; A. von Oettingen: Det pædagogiske paradoks,

M. Weber: Udvalgte skrifter, bind 2, Hans Reitzels forlag 2003.

Klim 2001. 11

Kompetencerådet: Den motiverede medarbejder – kompetencemiljøer i verdensklasse, Mandag morgen 2002.

E. Durkheim: Om den sociale arbejdsdeling, Hans Reitzels forlag 2000; Opdragelse, uddannelse og

Fællesskrift side 36

sociologi, Carit Andersen/Suenson 1975.

Barndomsbilleder Om serien ’Min historie’, selvbiografier for børn

Af Marianne Eskebæk Larsen Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, ansat ved Københavns Pædagogseminarium

”Jeg er født den sidste dag i foråret 1980 og er 166 cm

ter adskiller sig fra de øvrige ved primært at være kendt

høj. Min mor siger, at jeg ikke er blevet højere, fordi jeg

som børnebogsillustrator. Udgivelserne minder i format

bekymrede mig for meget som barn, men jeg tror, det

om de såkaldte billedromaner forlaget introducerede

er, fordi min bror spiste al maden. Han er over to meter

i 2005: korte fortællinger med masser af billeder, ca.

og kan så let som ingenting spise en hel flæskesteg.”

16 x 20 cm. Der er på ingen måde tale om teksttunge

Dy Plambeck: Drømmehøjen

bøger, vi kommer ikke omkring hele Jens eller hele

I serien ’Min historie’ fra Dansklærerforeningens

Leonora, og kombineret med billedsiden betyder det

Forlag fortæller en række udvalgte forfattere om deres

en meget læsevenlig form. Forløbet er kronologisk og

barndom og begyndende ungdom i gennemillustrerede

slutter omkring konfirmationsalderen.

bøger tiltænkt de 11-14-årige. Hvor det voksenlitterære

Alle dage – kiksekage af Jens Blendstrup skildrer

bogmarked er ved at drukne i mere eller måske især

en tryg og kærlig opvækst i 70’ernes Århus. Tidsmar-

mindre berømte personers selvbiografier, er selvbiogra-

kørerne er velvalgte, vi hører om bilfri søndag, ø-lejr

fiske fortællinger for børn en sjældenhed. Hvad betyder

samt kiksekage, og barnelivet beskrives rammende

det at selvfremstillingen nu også har ramt børnelittera-

gennem kærestekapløb (Jens har 12, hans ven Klunke

turen? Det vil jeg bl.a. diskutere i det følgende gennem

har 8), filipensterroriserede storebrødre og ugelange

først en analyse af de selvbiografiske fortællinger, der-

kæresterier. Det er dog som om at Blendstrups ønske

næst en indkredsning af dannelsesbegrebet, som synes

om at fremskrive grinet og det groteske står i vejen for

aktualiseret af genren, og til sidst en sammenfatning af

at læseren får nogen egentlig fornemmelse for barnet

fortællingerne i forhold til dannelsesperspektivet.

Jens. Dy Plambecks Drømmehøjen har samme præcise

Glashuse og andre hjem

flippere, Kim Schumacher og frygten for atomkraftstrå-

Serien ’Min historie’ tæller foreløbig fire udgivelser:

ler. Det er en humoristisk og eftertænksom skildring af

Glashuset af Leonora Christina Skov, illustreret af Lillian

en opvækst på landet med en kærlig mor og en noget

Brøgger (2008), Alle dage – kiksekage af Jens Blend-

mindre forstående far. Han binder eksempelvis datteren

strup, illustreret af Lars Vegas Nielsen (2007), Drømme-

fast til en lang snor i haven når hun har løbet hjem-

højen af Dy Plambeck, illustreret af Helle Vibeke Jensen

mefra: ”Jeg skammede mig over at stå bundet. Når der

(2008), og Et hjem med gevær af Cato Thau-Jensen,

kom nogen forbi på vejen, gemte jeg mig i blomster-

illustreret af forfatteren selv (2007). Sidstnævnte forfat-

bedet”, og da hun får menstruation, sørger han for at

Fællesskrift side 37

signalement af et årti, her 80’erne, med poptøser og

dekorere stuen med oppustede kondomer. Erindringer-

en virkningsfuld kontrast til de groteske begivenheder.

ne er båret af en elementær glæde ved sproget, måske

Plads til mere jordnære emner, såsom kæledyr, er der

foranlediget af hendes idol Kim Schumacher, idet Dy

også, men de ender ofte galt, som da hunden Minki

øver sig foran båndoptageren i at lyde ligesom ham:

bider sig fast i læben på en anden hund og derfor

”Så har vi Dy her i skarp sovs med spytkrøller parat til

diskvalificeres til dyrskuet, eller da Cato kommer til at

at gå i gang med bøllesuppen”.

skolde skildpadderne ihjel.

Fællesskrift side 38

I Et hjem med gevær fortæller Cato Thau-Jensen

Fortællingen, som overraskende nok ikke er noget

om en usædvanlig opvækst hos en skydeglad tand-

anklageskrift, afdækker en barsk og barok barndom.

lægefar. Forældrene bliver skilt da Cato er 8 år gam-

Det er morsomt og i særdeleshed bevægende. Samme

mel, og efter moderen er flyttet, indretter faderen

overbærenhed finder man ikke hos Leonora Christina

drengeværelset med arvestykker, familieportrætter og

Skov, hvis barndom tager form af et glashus, unægte-

plysgardiner med morgenstjerner i jernkæder. ”Alt

ligt mere skrøbeligt end et hjem med gevær. Fortæl-

sammen meget solidt”, konstaterer fortælleren i en

leren er enebarn, hvilket hun på ingen måde er tilfreds

for historien typisk underspillet og humoristisk tone.

med, og som pigen i Pigen der fik rigtig mange søsken-

Tandlægefaderen fodrer drengen med guldbarrer

de af Kim Fupz Aakeson (2004) opdigter hun en masse

inden sengetid (bolsjer hænger fast i tænderne), river

søskende. Hendes værelse har tidligere været moderens

alle tænderne ud på sig selv og beslutter at servere

syværelse, og meget nidkært gør moderen opmærk-

hønsekødssuppe i termokander til Catos konfirmation.

som på at hun ønsker det tilbage når Christina flytter

Alt imens sniger Cato sig til at besøge moderen mere

hjemmefra. Forældrene har et næsten sygeligt behov

end den aftalte månedlige kvote. De bizarre og som-

for orden i sagerne. Deres idealistiske børneopdragelse

metider dramatiske optrin fortælles uden efterrationali-

indebærer fravær af slik, langt hår og natlampe (man

serende fortolkninger, endog med et poetisk overskud:

må først få langt hår når man selv kan rede det, og

”Da jeg var 5 år, bed jeg tungen halvt af. Det skete i

natten tilbringes uden natlampe, med forbud mod at

børnehaven. Jeg sad oppe på rutschebanen. Det var

stå op og med meget begrænsede tilkaldemuligheder),

forår, og det blæste i de nyudsprungne kastanjetræer”.

hvilket ikke i sig selv kan siges at krænke FN’s børne-

Den massive mængde af blod får blot fortælleren til at

konvention. Det er snarere forældrenes rigide efterle-

konstatere at ”så nymalet rød var jeg altså indvendig”.

velse af reglerne der er problemet, som da Leonora får

Heller ikke faderens forsøg på at sy tungen sammen

smæk for at lure ved nøglehullet, først af moderen,

to gange afstedkommer lange smerteskildringer eller

dernæst af faderen: ”’Det gjorde slet ikke ondt’, sagde

kritiske kommentarer, og den underspillede tone giver

jeg lettet, da hun var færdig, men så kom min far til,

og det var en helt anden historie. ’Din mor var jo så

omtalte forcerede humor, opvejes af Lars Vegas Niel-

blød. Hun kunne slet ikke slå dig ordentligt’, sagde han

sens fantastiske montagestil. Illustrationerne formidler

altid, når han genfortalte historien, og så grinede vi

det groteske og det morsomme i brunlige nuancer, som

alle tre”. Det gør læseren ikke. Erindringerne har fokus

sammen med reproduktioner af velkendte morgen-

på Leonoras forfatterdrømme, ”Når jeg ikke skrev om

madsprodukter og husholdningsmaskiner giver en

piger, der begik selvmord, skrev jeg fine, lyserøde breve

særlig 70’er-patina til fortællingen. Rent layoutmæssigt

til mine 160 pennevenner”, og hendes følelse af ikke

varierer Glashuset og Et hjem med gevær mellem små

at passe ind, bl.a. fordi hun er mere interesseret i piger

og store billedrammer, og teksten synes placeret i for-

end i drenge.

hold til billederne og ikke omvendt, hvilket gør bøgerne meget velkomponerede. Ikke mindst Cato Thau-Jensen

Selvfremstilling

får integreret fotos, tegning og tekst så bogen fremstår

Selvbiografierne har en meget omfangsrig billedside,

som et gesamtkunstværk a la billedbogen. En selvbiografisk fortælling indebærer at teksten

opslag helt uden tekst. Illustrationerne er langt mere

indgår en virkelighedskontrakt med læseren, bogen

integrerede i fortællingen end man ser i kapitelbøger.

handler om noget der er foregået i virkeligheden, og

Omvendt er illustrationerne i mindre grad selvstændige

det der står, er sandt. Det er derfor interessant at se

udsagn end i billedbogen, hvor desuden selve opslaget

hvordan parateksterne, det der omgiver den egent-

og bladvendingen har betydning. Billeder plejer at være

lige tekst og former dens møde med læseren, til dels

forbeholdt aldersgruppen 0-6 år jf. billedbogen, hvor

bryder denne kontrakt. Sidste opslag i hver bog er en

billedet traditionelt har fungeret som støtte for sprog-

præsentation af forfatteren, en tekst og et foto eller en

indlæringen. Ligeledes har billedbogslæsningen været

tegning. Teksten går fuldstændig på tværs af den måde

underlagt læsekonventioner der foreskriver en udvikling

de fleste voksne præsenterer sig på, hvor man i ånden

hvor barnet gradvist bliver i stand til at kunne kapere

fra sit CV forsøger at vise hvad man har præsteret og

mere og mere tekst for til sidst at kunne læse selv, hvil-

gjort af vigtige ting. Det første ord Cato Thau-Jensen

ket har betydet at billedet tildeles en sekundær rolle.

kunne sige, var ’skål’, Dy Plambeck er ikke blevet højere

Billeder betragtes derfor ofte som overflødige når børn

fordi hendes bror spiste al maden, og Jens Blendstrup

når skolealderen, og det er derfor bemærkelsesværdigt

fortæller at selv om han har været fuldtidsforfatter

at selvbiografierne i den grad gennemstrømmes af bil-

siden 1988, ville han allerhelst være ”grosserer, nej,

leder. Det synes at understøtte dels den opfattelse at

gullaschbaron”. Alt sammen næppe sandt, men sjovt.

billeder kan støtte den svage læser, og dels at billedet

Samtidig peger parateksterne på en vigtig æstetisk

er et udtryk i sin egen ret. Den omfangsrige billedside

strategi i bøgerne, der gælder såvel tekst som billede,

gør samtidig at man ikke kan bedømme bøgerne på

nemlig at forfattere og illustratorer indoptager børns

teksten alene.

måde at fortælle, tænke og tegne på. Skellet mellem

Illustrationerne benytter alle fotos og børneteg-

sandhed og løgn er ikke absolut. Det er lige så vigtigt

ninger af forfatteren, og det føles derfor lidt som at få

at nævne at det var koldt den dag man blev født, som

adgang til familiealbummet. Disse fotos og tegninger

hvad datoen er (Cato Thau-Jensen), eller at man er

bliver en slags virkelighedstegn, der på en og samme

født en sommerdag uden for en cigaretautomat (Jens

tid forankrer historien og får den til at pege ud over

Blendstrup). Det synliggør mødet mellem barnets logik

sig selv. Fortælleren fremstår ikke kun som en stemme

og den voksnes. Når små børn fortæller, vil historien

men også som et helt konkret billede, og læseren bliver

ofte af den voksne blive opfattet som fuld af digressio-

bevidst om at der engang har levet en pige på landet

ner. I Drømmehøjen beskrives det således da atom-

ved navn Dy, som gik i netop den type skidragt og

kraftværket Tjernobyl eksploderer: ”Verden sprang

havde netop det krøllede hår. Billedsiden er også en

i luften, da jeg var seks år. Vi fik franskbrødsmadder

fortolkning af fortællingen. Illustrationerne forsøger

med tun og agurk til aftensmad den dag. Vi plejede at

at understøtte erindringerne på meget forskellig vis.

få pyt-i-pande eller kinagryde”. Sammenstillingen af

For en normativ betragtning indeholder Drømmehøjen

det dramatiske og det prosaiske, ragnarok og fransk-

uskønne figurer og farver, en villet grimhed. Man får

brødsmadder er morsom og lettere absurd. Et kapitel i

fornemmelsen af en mønstret billedflade, bl.a. med

Et hjem med gevær har følgende indledning: ”En dag

elementer der ser ud som om de er tegnet af en bar-

kom Doris med rutebilen fra Silkeborg. Hun kom med

nehånd, men mønsteret har svært ved at fungere som

en meget stor taske og et meget rødt hår”. Sætningen

underlægningsmusik for erindringerne. Modsat er det

understreger barnets oplevelse, idet sætningen lader

med Alle dage – kiksekage hvor tekstens slagside, den

ane at det mere er tasken og det røde hår der kommer

Fællesskrift side 39

idet der er mindst en illustration pr. opslag foruden

med Doris, end omvendt. Cato Thau-Jensens mildt sagt

værker osv. Ved at læse eksempelvis Inger Christensens

atypiske barndom bliver ikke italesat som en sådan,

poesi får jeg ikke bare en unik litterær oplevelse, jeg

og fortællerens accept af det umiddelbart uacceptable

får også udvidet min forståelse af hvad poesi er og

minder om børns evne til at normalisere det unormale.

kan være. God litteratur overrasker og fascinerer, den

Samme retning har det føromtalte afsnit i Glashuset

bevæger, og den udvider min horisont, den får mig til

hvor faderen genfortæller hvordan han må træde til

at se verden på en ny måde.

når moderen ikke ’slår til’, der afsluttes med sætningen

Ovennævnte argumenter kan man også anvende i

”og så grinede vi alle tre”. Udsagnets ambivalens bliver

forhold til børn og børnelitteratur. Men ofte erstattes

forstærket af at teksten ikke følger op med kommen-

sådanne argumenter med at børn skal læse og gerne

tarer og efterrationaliseringer. Det er barnets oplevelse,

såkaldt god litteratur fordi det styrker deres narrative,

hvilket udstiller den dobbelthed der ligger i at en vok-

litterære og sproglige kompetencer. Børnelitteraturen

sen fortæller om sig selv som barn.

er i langt højere grad end voksenlitteraturen underlagt

Gennemgående holdes fortolkningerne tilbage, der

en nyttediskurs, og derfor ender man ofte i vidtræk-

er ikke tale om overtydelig prosa, der instruerer læseren

kende forsvarstaler, hvor der næsten ikke er det som

i forståelsen af teksten, hvilket, foruden at gøre det til

børnelitteratur ikke kan kurere. Djøferen og højskole-

interessant læsning, peger på det mindre barns ikke-

forstanderen kan måske nok blive enige om at børn

vurderende fortællestil. Alle dage – kiksekage slutter

bør kende børnelitterære klassikere som Halfdans ABC,

med en passage omhandlende blå mandag: ”Til sidst

men for førstnævntes vedkommende drejer det sig pri-

røg vi smøger nede ved stranden. Vi lå rundt omkring

mært om at børn skal blive bedre til alfabetet, hvor det

på legepladsen dernede. Havet var helt stille. Solen var

for sidstnævntes vedkommende handler om kendskab

også gået ned. Jeg holdt min arm om Ninas nakke. Det

til den danske kulturarv. For børnekulturforskeren, som

gjorde ondt, men jeg turde ikke flytte den. Bo og Jan

er tredje aktør i denne lettere karikerede fremstilling, er

Stålhår sloges for sjov. Det var 1980. Der var flagermus

det centrale ikke så meget at læse de gode bøger, som

i poppeltræerne som Jonas skræmte op med sin store-

Halfdans ABC, men at insistere og fokusere på børns

brors knallert”. At Jens ikke tør flytte sin arm af frygt

egne fortællinger. Dannelse ses her som udtryk for en

for at ødelægge det romantiske øjeblik, får vi netop

måde hvorpå samfundet former sine borgere efter en

ikke at vide, det overlades til læseren, der samtidig kan

enhedskulturel standard og prædikatet småborgerlig

nyde det billedskabende i sætningen ’flagermus i pop-

synes at lure i baggrunden. Med andre ord: kompe-

peltræerne’.

tencer versus national dannelse versus støbeform. Man kan på den baggrund fastslå at der er behov for

Dannelse

en mere nuanceret forståelse af dannelsesbegrebet i

Dannelsesbegrebet indtager i dag en mærkværdig

forhold til børnelitteraturen.

position. På den ene side synes det i færd med at blive

søger at overskride sig selv ved at forholde sig til verden

fokuserer på personlig udvikling men med henblik på

udenfor ud fra en erkendelse af at være del af en større

anvendelse her og nu. På den anden side er begrebet

sammenhæng. Gennem selvoverskridelsen forsøger

efterhånden synonymt med national oprustning, hvilket

individet fortsat at skabe sig selv, man kan derfor sige

bl.a. har udmøntet sig i tidligere undervisningsminister

at dannelse er at komme til sig selv. Denne dobbelthed

Brian Mikkelsens etablering af en dansk kulturkanon og

af individualisering og socialisering betyder at indivi-

i Dansk Folkepartis danskhedsdogme. Det svarer til at

det ikke skal projicere sig selv ud i verden, men netop

skulle balancere mellem en optimeringsivrig djøfer og

forsøge at forstå verden og sig selv ud fra de forskel-

en nationalromantisk højskoleforstander.

lige perspektiver der byder sig til. Og i dag byder der

Man betragtes almindeligvis som dannet når man

Fællesskrift side 40

Dannelse er en erkendelsesproces hvor individet for-

udkonkurreret af kompetencebegrebet, der ligeledes

sig ganske mange perspektiver til, hvorfor samfundet

er i besiddelse af en bred viden om kunst, natur og

ofte beskrives som hyperkomplekst, postmoderne eller

samfundsmæssige processer, historisk bevidsthed og

senmoderne. Ingen kan længere som Goethe overskue

en aldrig svigtende situationsfornemmelse. Den dan-

det hele, hvilket umiddelbart gør dannelse noget nær

nede ved meget og forholder sig til sin omverden. Men

umuligt. Omvendt kan argumentet også lyde at netop

det normative er også indlejret i dannelsesbegrebet,

fordi man i dag i langt højere grad end tidligere skaber

tydeligt med klassikerne i kulturkanonen, idet dannelse

sig selv, skaber sin egen identitet gennem en selvvalgt,

ikke blot er mængden af læste bøger og konsume-

dynamisk fortælling, da traditionerne ikke længere

rede kunstværker men også kvaliteten af disse. Det er

styrer hvem man er og skal være, er dannelsesidealet

afgørende at læse mange gode bøger, at skue skønne

nærliggende. Den opløsning af værdier og traditioner

der har fundet sted, og som har medført en stigende

sesbegrebet. Forfatterne forsøger ikke at sige alt, men

individualisering og krav om refleksion, rummer for så

at give rum for læserens egne tanker og fortolkninger.

vidt muligheden for at individet udelukkende roterer

Den særlige måde hvorpå ord og billeder forsøger at

omkring sin egen navle i egocentrisk selvrealisering.

genskabe barnets stemme, som tidligere beskrevet,

Dannelsesbegrebets dobbelthed, dets fordring om

er både morsom og bevægende. Tonen er hverken

socialisering, kan sikre at individet også forpligtes på

selvretfærdig, selvovervurderende, hvilket genren i

fællesskabet og på at indoptage perspektiver der ligger

hvert fald i den voksenlitterære afdeling sommetider

uden for den enkeltes umiddelbare horisont.

lider under, eller sentimental. Bøgerne, især Glashuset, synes tværtimod at formidle det måske kontroversielle

Min historie – vores historie

budskab at når forældrenes ubetingede kærlighed og

Ofte bygger dannelsesbegrebet på en forestilling om at

omgivelsernes accept, hvad vi almindeligvis betragter

dannelse skaber bedre mennesker og som følge heraf

som fundamentet for en god barndom, ikke altid er til

en bedre verden. Argumentet er at mængden af viden

stede, kan kærlige voksenrelationer ud over kernefami-

og pluraliteten af synspunkter samt indsigt i hvorfor

lien træde til i stedet.

verden ser ud som den gør i dag, giver en nuanceret verdensforståelse, hvilket får mennesket til at afstå fra

Husker du, så glemmer jeg

moralsk angribelige handlinger. Som historien har vist,

Selvbiografierne tematiserer erindringens væsen,

er det ikke alle med gode manerer og en ubændig

og som sådan er bøgerne også interessante for den

trang til at citere Shakespeare som vil verden det bed-

voksne læser. Dels vil den læser som selv voksede op

ste. Det betyder naturligvis ikke at et ethvert samfund

i 70’erne eller 80’erne, kunne spejle sine egne erin-

ikke bør tilstræbe dannelse, dannelse modvirker for-

dringer i det skrevne, og dels vil man som forælder

dummelse, men det er ikke nogen garanti mod barbari.

uundgåeligt tænke over hvordan man selv præger

Sådanne etiske perspektiver er børnelitteraturen

sine børn. Hvad er det som huskes når man kigger

allerede i høj grad underlagt, og det er derfor mere

tilbage på barndommen? Det er sjældent de hjem-

relevant at bringe dannelsesbegrebet i anvendelse på

mebagte boller eller sommerferien i Italien. Nej, det er

andre områder. Som ovenfor nævnt bør dannelse i

fars ufølsomme håndtering af skilsmissen (Et hjem med

relation til børnelitteratur ikke begrænses til kompe-

gevær), og det er mors komiske andægtighed over for

tencetænkning, national bevidsthed eller disciplinering,

nye husholdningsmaskiner (Alle dage – kiksekage), og

men anskues som en bevidstgørelse der indebærer at

det er fars dårlige vane med at tage billeder af familien

man konfronterer sig med det ukendte, med det man

når de skider i grøftekanten, og fremvise fotoalbummet

ikke ved noget om. Det kunne bl.a. være at vokse op

til gæster (Drømmehøjen), og det er mors anklagende

i 70’erne eller 80’erne, hvilket for dagens 11-14-årige

gråd når pigebarnet ikke arter sig (Glashuset). Det er

må synes meget langt væk. Selvbiografierne skaber et

tankevækkende som børn husker alt det forældrene

historisk landkort ved at markere de tidstypiske træk

ønsker at glemme. Som nævnt indledningsvist er selvbiografier for børn

lige fællestræk, forløbet omkring den første kæreste

en sjældenhed. At børnelitteraturen nu også tager

osv. Derved bliver ’min historie’ også til ’vores historie’.

del i selvfremstillingen, betyder ikke at litteraturen er

Den selvbiografiske fortælling gør børn opmærksom

blevet selvsmagende, måske snarere at børnelitteratu-

på at verden var til førend de kom ind i den, og åbner

ren er blevet sig selv. I hvert fald i den forstand at den

derved indirekte for det mere skræmmende perspek-

forsøger at implementere en slags infantil æstetik, som

tiv at verden derfor også er til når de forlader den. Et

diskuteret tidligere. Børnelitteratur kan ikke adskilles

sådant historisk perspektiv, der går ud over her og nu,

fra barndomsopfattelser, som overordnet set har to

indebærer netop dannelse. Det er næppe tilfældigt at

positioner: Vi skal oplyse barnet, opdrage barnet jf.

de selvbiografiske fortællinger kommer netop nu, i en

oplysningstiden, eller vi skal undgå at påvirke barnet

tid som kaldes refleksionens tidsalder, og hvor børn og

for meget, jf. romantikken og arven fra Rousseau,

unge karakteriseres som selvrefleksive, og man kan,

hvilket er en uenighed man også finder i dannelseskul-

som i forrige afsnit, argumentere for at det nødvendig-

turens historie. Selvbiografierne synes at have fundet

gør dannelsesidealet. I hvert fald således at selvreflek-

en midterposition, idet de lader dannelsesbegrebet

sionen ikke udarter til selvrealisering.

og barndomsopfattelser møde hinanden der hvor det

Selvbiografierne er ikke bare skønlitteratur men for størstedelens vedkommende også skøn litteratur, hvilket inddrager den normative betydning af dannel-

handler om at udfordre barnet.

Fællesskrift side 41

ved 70’erne og 80’erne, og derudover er der forskel-

Dannelse er ikke national dåsemad, hermetisk konserveret, portioneret som pensum, og skudt i hovedet på sagesløse som kanoner. Dannelse bliver til i levet social liv, baseret på kritisk viden og holdning hos den enkelte og i reflekteret sam- og modspil med andre. For mig er dannelse at have mod, mulighed og forpligtelse til at lytte, at åbne sig (også for det fremmede og uventede), at forholde sig og handle, i solidarisk medmenneskelighed og i overensstemmelse med demokratiske grundprincipper. Men det kommer jo ikke af sig selv! For mig er et dannet samfund et fællesskab der lever og la’r leve ved at give rum for og have brug for hver eneste borgers reflekterede og solidariske deltagelse. Johanne Schmidt-Nielsen, uddannelsesordfører Enhedslisten

Dannelse handler grundlæggende om, at man har en rimelig viden om, hvordan man lever sammen. Og dermed hvad der sker ovre hos ‘de andre’. De, som er forskellige fra os selv. Dannelse er ikke noget, som humaniora har patent på. Naturvidenskaberne er også dannelsesfag. Fordi det er gennem kendskab til forskellige genrer, formler, opdagelser, værker, videnskaber, kulturer osv. i den bredeste forstand, at vi bliver klogere på os selv. Og dermed kan begå os sammen med andre og udvise den fornødne dømmekraft. Christine Antorini, uddannelsesordfører S

Dannelse er, når man har gennemgået – og kan vedkende sig – en kulturel, religiøs og værdimæssig udvikling, som har formet én til et velopdraget og fornuftigt tænkende og agerende menneske – en medborger. Det dannede menneske forstår og følger et givent værdisæt; men vedkommende har samtidig respekt for, at andre mennesker kan være formet af andre normer af typisk kulturel og religiøs karakter.

Fællesskrift side 42

Charlotte Dyremose, uddannelsesordfører K

At være dannet er ikke det samme som at være uddannet, og dannelse forudsætter ikke nødvendigvis uddannelse. Dannelse sker gennem socialisering, hvor den enkelte formes gennem en mangfoldighed af påvirkninger i samspil; både via skole, forældre, bedsteforældre og omgangskreds. Dannelse er altså en del af skolens opgave gennem færdighedsindlæring og det, man ville kalde ”almen dannelse”, men ansvaret ligger helt naturligt fordelt over en bred platform, hvor uddannelse så er med til at fremme denne dannelsesproces. Anne-Mette Winther Christiansen, uddannelsesordfører V

Folkeskolens formål er udtryk for en politisk forståelsesramme for meningen med skolen. Skolen skal mere end at lære børn at læse, skrive og regne. Den skal også gøre dem i stand til at bruge de faglige kvalifikationer i andre sammenhænge end i skolen. Og i uddannelsen af børn sker der en dannelse gennem lærerens forståelse af meningen med skolen, som bliver afgørende for lærerens eksempel som voksen, som lærer, som borger, som menneske. Eleverne medlærer, hvorledes man er sammen i et fællesskab, hvordan man tager ansvar, løser konflikter, sætter sig ind i en andens situation og handlinger. Man dannes til medmenneske i sine relationer til andre og som medborger i et forpligtende fællesskab. På mange måder kan danskfaget bidrage. Dannelse er udvikling af personlige egenskaber, der gør en i stand til at overskride egne grænser, se sig som en del af noget større, forholde sig kritisk og kreativt med personlig dømmekraft til udfordringer i omverdenen. Den multikulturelle verden skaber nye udfordringer og vilkår. Den demokratiske dannelse skal derfor udvikles til at omfatte både at være borger i nationalstaten, unionsborger i EU og verdensborger i det globale skæbnefællesskab, hvor menneskets værdighed og mulighed er det fælles grundlag.

Fællesskrift side 43

Marianne Jelved, uddannelsesordfører R

Selvbiografien: dannelsesprojekt eller grandios subjektivisme? Af Claus Christensen og Peter Jensen Begge cand.mag. i dansk. Forfattere af Livsværk. Det selvbiografiske i ny dansk litteratur, 2008

Den selvbiografiske litteratur boomer. I de senere år har

Onkel Helmuths krop, og arrene er blevet en del af

en lang række danske forfattere udgivet bøger, der

hans identitet. At fortælle historierne bliver en helings-

mere eller mindre åbenlyst omhandler deres eget

proces, men deres mulige sammenhæng forklares ikke,

private liv. Er der tale om én blandt mange former for

og det overlades til drengen selv at samle splinterne i

selviscenesættelse i vores postmoderne medietid, eller

et forsøg på at forstå sin slægts historie og dermed sig

er de selvbiografiske værker vor tids dannelsesromaner,

selv. Knuds mor er tysk flygtning fra krigen, og op-

der på mange forskellige måder fortæller om, hvordan

væksten i Nykøbing Falster præges af følelsen af at

vi forstår – og fortolker – vores liv og identitet? Selv-

være anderledes end den kulturelle majoritet i provin-

biografisk litteratur er muligvis dannende for det for-

sens skolegård. Opvæksten bliver Knuds egen overle-

tællende jeg, der ser mønstrene i sit liv samle sig, men

velseskamp, der altså spejles i familietragedierne fra

hvornår og hvordan får det fortalte liv relevans for os

verdenskrigens mørke. Efter moderens alt for tidlige

andre?

død sætter hovedpersonen sig til at samle granaten, og romanen ender med følgende symbolske svada.

Fællesskrift side 44

Sprængfarligt identitetsarbejde

”Jeg fyldte den med alt, hvad jeg havde i mig,

I Knud Romers roman Den som blinker er bange for

sorgen og fortvivlelsen og raseriet – og satte tænd-

døden (2006) samler drengen Knud en russisk hånd-

satsen i og gik op på Højbroen og kiggede ud over

granat fra Anden Verdenskrig af en række splinter, han

Nykøbing for sidste gang. Så trak jeg splitten ud og

har fået af sin onkel Helmuth. Med hver splint følger en

kylede den så langt jeg overhovedet kunne og stak

historie om krigen. Granatsplinterne har sat sig fast i

en finger i hvert øre”.1

For hovedpersonen og jeg-fortælleren Knud er der

Med livet i hænderne

tale om et stykke sprængfarligt identitetsarbejde. Men

Den som blinker er bange for døden postulerer nok

det skulle vise sig, at denne fiktive håndgranat også

at være en roman, men blev hverken markedsført

skulle blive en lille litterær bombe i den danske provins.

eller læst som en sådan. Klassekammeraten Georg

Ved læsningen af bogen lægger læseren mærke til, at

Græsholt, der kunne genkende sig selv i romanen,

der er navneidentitet mellem forfatter, hovedperson

skrev i Weekendavisen et stort opsat åbent brev til

og fortæller. Selvom der står roman på forsiden, og

Knud Romer, hvor han især problematiserer Knud

fortællingen, som det fremgår, er fyldt med brud på

Romers selviscenesættelse af sin egen barndom som

enhver form for realisme, etableres der alligevel en

en ensom og venneløs tid. Selve romanen og recep-

selvbiografisk kontrakt mellem værk og læser, der lader

tionen af den overskred dermed vores almindelige

os fornemme, at dette måske i virkeligheden kunne

forestilling om vandtætte skodder mellem fiktionens

være selvbiografisk fortælling om Knud Romers egen

og virkelihedens verden. Romanen blev som værk

opvækst. Sådan blev bogen da også modtaget. For

opfattet som en kommunikativ håndgranat, hvis for-

selvom bogen består af en række fabulerende og

mål var at dokumentere virkelige eksempler på mob-

fantastiske scener, har den også en yderst præcis

ning, intole- rance og fremmedhad som en del af

referentiel dimension, der sylespidst udpeger miljøer

provinsmiljøets folkesjæl. Nærlæser man romanens

og personer. Med reklamemandens tække for den

afsluttende passage, bliver det dog uklart, om det er

gode journalistiske fortælling gjorde forfatteren Ro-

splitten eller selve håndgranaten, der kastes. Er det

mer selv en dyd ud af at understrege dette. I flere

første tilfældet, ender fortællingen med, at det ikke

interviews fokuserede han på, at romanen byggede

er Nykøbing Falsters fremmedfjendske provinsmiljø,

på virkelige oplevelser fra hans barndom. Bogen blev

der sprænges i luften, men fortælleren selv. Det for-

ikke bare omtalt som et fiktionsværk, men også som

talte jeg, drengen Knud, var øjensynlig offer for

en selvbiografi og kan læses med det, Poul Behrendt

omgivelsernes manglende tolerance, men det for-

kalder for en dobbeltkontrakt, som både selvbiografi

tællende jeg, Knud Romer, bliver som forfatter selv

og roman.2

den bøddel, der på tryg afstand fælder dom over sine omgivelser.

Vor tids dannelsesroman?

Interessant nok kom debatten om denne bog i høj

Læses Den som blinker er bange for døden som

grad til at handle om de etiske problemstillinger, der

det, bogen selv giver sig ud for at være – nemlig en

melder sig, når man i fiktionens ulveklæder angriber

roman – kan man overveje, om den er et bud på vor

virkelige personer for deres manglende medmenneske-

tids dannelsesroman. Som i den klassiske dannelsesro-

lighed. For filosoffen Løgstrup handlede den etiske

man sættes heltens indre natur op imod samfundets

fordring om at være bevidst om, at den enkelte aldrig

normer og krav om tilpasning. Drengen Knud gennem-

har med et andet menneske at gøre, uden at han

går en række prøvelser, der trods deres ubehagelige

holder noget af dets liv i sin hånd. Som vor tids dan-

karakter bibringer ham en række værdifulde erfaringer,

nelsesroman, der leger med grænsen mellem fiktion

som lader ham komme overens med sin baggrund, sig

og virkelighed og blander det private og det offentlige

selv og sit liv. I modsætning til den klassiske dannelses-

sammen, giver Den som blinker er bange for døden

roman ligger dannelsesidealerne dog ikke fast. Der er

netop anledning til at diskutere, i hvor høj grad vi kan

snarere tale om en postmoderne dannelsesroman, hvor

forstå vores liv som et isoleret og individuelt dannelses-

individets udviklingshistorie ikke længere betragtes fra

projekt. Selvbiografiske værker som Knud Romers

et centralt perspektiv, men som en fusion af en lang

beskriver ikke blot en virkelighed, men er også med

række af historier, der er indbyrdes forbundne, men

til at forme vores opfattelse af virkeligheden.

granaten er således et billede på romanens form, hvor

Hovedstolen

der skiftes spor flere gange mellem moderens, faderens

Knud Romer er blot én blandt mange af vor tids for-

og sønnens livshistorie. Som postmoderne dannelses-

fattere, der skriver selvbiografiske romaner og derfor

roman afsløres individets sande kerne ikke endeligt. I

læses med en eller anden form for dobbeltkontrakt.

modsætning til den klassiske dannelsesroman er det

Bøgerne sælges i store oplagstal, og anmeldere er i

ikke selvet målet, men processen, der er i fokus. Ro-

hovedreglen begejstrede for værkerne. Ud over Knud

manen handler om hovedpersonens dannelsesproces

Romer har fx Erling Jepsen, Morten Sabroe og Kristian

og om selve fortællingens betydning for vores forstå-

Ditlev Jensen, for nu at nævne tre af de mest kendte

else af os selv og hinanden.

– og anerkendte – selvbiografiske forfattere fra vores

Fællesskrift side 45

ikke hierarkisk ordnet. Arbejdet med at samle hånd-

tid, omsat fortællingen om deres privatliv til litteratur.

vender offeret nu tilbage og slagter sin bøddel for

Også de går helt tæt på det private i deres bøger.

åbent tæppe. Bøgerne er gode fortællinger om at leve

Skønt den selvbiografiske roman i udgangspunktet tilhører fiktionsgenren, er man ikke i tvivl om, at forfatterne har skrevet ud fra deres ”hovedstol”.3 I

med hemmeligheder og løgne, om menneskelig uretfærdighed og om identitetsdannelse. Men bøgerne er også gode kilder til en forståelse

forskellige interviews lægger flere af dem da heller

af sprogets og litteraturens magt. De rejser væsentlige

ikke skjul på bøgernes referentialitet. Tydeligt er det,

litterære problemstillinger: om forholdet mellem individ

at forfatterne benytter litteraturen til at få bearbejdet

og omverden, om sprogets vanskelighed ved at gribe

traumer: Krise og omvending via skriveprocessen er

verden og om subjektets forsøg på gennem fortælling-

et tydeligt træk ved bøgerne. Alvorlige emner som

en at se en mening og en sammenhæng i sit liv. Ro-

forbrydelser, svigt og overgreb er på dagordenen, når

manerne kan i denne optik læses som vor tids dannel-

nutidens selvbiografiske forfattere slår sig løs. Det

sesromaner. Samtidig fortæller værkerne selv, og ikke

gælder, når Kristian Ditlev Jensen i Det bliver sagt

mindst modtagelsen af dem, en væsentlig historie om

(2001) fortæller om de incestuøse overgreb, han som

etik, selvfremstilling og identitetsdannelse i vores

barn blev udsat for. Eller når Erling Jepsen i Kunsten at

postmoderne medietid.

græde i kor (2001) beskriver sin far som en psykisk syg tyran, hvis indre dæmoner får magten over resten af

Individualismens guldalder

familien. Eller når Knud Romer i føromtalte Den som

Spørgsmålet om, hvorvidt den nye selvbiografiske

blinker er bange for døden (2006) fortæller om sin

litteratur afspejler en tendens, kræver et udblik til

barske opvækst i en familie, der aldrig bliver accepteret

samtiden. ”Selvets tidsalder” eller ”Individualismens

i provinsbyen Nykøbing Falster. Eller når Morten Sabroe

guldalder” har sociologer kaldt vores tid. Begge

i Du som er i himlen (2008) beretter om sin ufølsomme

betegnelser peger på den enorme fokusering på det

mor, der holder sine nærmeste fra livet – inklusive sin

enkelte individs identitet, som de seneste årtier har

søn, Morten.

båret præg af. De store fortællinger og ideologiers sammenbrud betyder en kulturel frisættelse af indivi-

Based on a true story?

det, som i højere grad får friheden – og forpligtigel-

Læserens fødsel skal betales med forfatterens død,

sen – til at forme sit eget liv. Det ændrer i høj grad

erklærede Roland Barthes i slutningen af 1960’erne.4

synet på dannelsen, der måske mere end nogensinde

Dette litterære fadermord har i de seneste årtier været

handler om at skabe en succesrig fortælling om sig selv.

udgangspunktet for receptionsæstetiske, dekonstruk-

Kaster vi et blik på nutidens medieverden, er det

tive og anti-biografiske læsemåder, der forbød enhver

slående, hvor meget individets selvfremstilling gøres til

seriøs omgang med litteratur at spørge til forfatterper-

centrum: Tv-programmer som fx X-faktor, Big Brother,

sonens private baggrund og hensigt med værkerne.

Paradise Hotel, Stjerne for en aften med flere giver

Men noget er i gære. Flere og flere fortællere vil ikke

almindelige mennesker de berømte fifteen minutes of

nøjes med at være en tekstuel størrelse, men insisterer

fame. Internetfænomener som Facebook, LinkedIn og

på også at være virkelige personer af kød og blod. Der

Twitter er ikke kun elektronisk smalltalk over hækken,

eksperimenteres i disse år med en lang række forskel-

men også steder, hvor den enkelte kan pleje sin selv-

lige selvbiografiske udtryk. Det er dog ikke værkernes

fremstilling ved i ord og billeder at vise sit liv frem for

form, men det private indhold, der trækker de store

andre.

overskrifter og vækker læserens nysgerrighed. For vi spidser ører, når vi får at vide, at bogen formentlig er

lisme. Efter sigende breder kendisstof sig i medierne

based on a true story. Vi lægger mere mærke til, at

med så stor hast, at der inden for de sidste ti år har

værkerne henviser til virkeligheden, end hvordan de

været tale om en tredobling, samtidig med at historier

gør det.

på nyhedssiden ofte vinkles sådan, at identifikationen

Det fælles tema for mange af disse selvbiografiske

Fællesskrift side 46

Også journalistikken er præget af denne individua-

bliver det vigtigste kriterium. En godt vinklet nyhed

værker er beskrivelsen af opvækstens store betydning.

fokuserer hellere på den personlige offerhistorie end

Bøgerne handler bl.a. om mobning, misbrug, incest,

de abstrakte og strukturelle samfundsproblemer, der

overgreb, vold, fraværende fædre og mødre, der ikke

fx er årsag til en virksomhedslukning.

forstår deres børn. Ofte fortælles der direkte og uden omsvøb om en hård barndom, hvor hovedpersonen er

Grandios subjektivisme

offer for undertrykkelse. Som selvbiografisk skribent

Kritikere af tidsånden peger blandt andet på arven efter

68. En af dem er filosoffen Morten Albæk, der lader

Romer, Jepsen, Ditlev Jensen og Sabroes værker i

kritikken gå videre til ungdommen af i dag. I bogen

virkeligheden betragtes som udtryk for egocentriske

Generation fucked up? påstår Albæk, at ungdommens

forfatteres behov for at krænge selv den mest hemme-

frisættelse ikke er blevet til andet end en forpligtelse

lighedsfulde del af deres liv ud. Men omvendt kan man

over for en selv og ens egen selvrealisering. ”… vores

jo også se subjektivismen som en udfordring for lit-

generation er den mest ansvarsløse, navlebeskuende

teraturen – en mulighed for fx at udforske nykritikkens

og egocentriske, der nogensinde er blevet sat på

dogme om at adskille forfatter og værk. De ovennævn-

Moder Jord, og vi synes blottet for ambitioner om at

te forfatteres værker udfordrer ud fra den betragtning

tage samfundsmæssigt ansvar for at forandre verden

dermed grænsen mellem det private og litteraturen ved

til det bedre.”5 Digteren Søren Ulrik Thomsen, der dog

at afsøge, hvor tæt litteraturen kan gå ind i det private

retter kritikken mod sin egen generations forvaltning af

stof uden at miste sig selv. Christina Hesselholdt tog i

60’ernes frigørelse, mener, at den enorme fokusering

hvert fald den udfordring op, da hun i 1998 skrev

på subjektiviteten, som findes i vores tid, netop kan

miniature-romanen Hovedstolen. Allerede titlen mere

føres tilbage til 1960’erne: ”Med ungdomsoprøret

end antydede, at Hesselholdt ville trodse forfatterkol-

opstår der sådan en grandios subjektivisme, hvor alle

legaen Per Højholts forbud om ”ikke at tage af ho-

synes, de skal sige det hele, være absolut ærlige, vise

vedstolen”, og bogen er da også baseret på en række

hvem de er og kommunikere sig selv i sådan et 1 til

af forfatterens egne barndomserindringer og udgør

1-forhold”, siger Thomsen i et interview.6

på den måde en del af Christina Hesselholdts egen vejen og har også mødt begejstring hos sine læsere.

Når vores tid samtidig er blevet kaldt den biografiske

En del af bogens succes kan måske hænge sammen

tidsalder par excellence, kan det forekomme oplagt at

med den balance mellem erindring og fiktion, som

gøre litteraturen og tidsånden til to sider af samme

forfatteren har tilstræbt. I et interview fortæller

mønt. På den måde kunne man hurtigt reducere den

Hesselholdt selv om den balance: ”Jeg synes da

selvbiografiske litteratur til et forfaldssymptom på en

bestemt, at jeg med bogen har ”taget af hovestolen”,

selvoptaget og narcissistisk kultur. I den optik kunne

men jeg tror, at hovedstolen er en uudtømmelig kilde,

Fællesskrift side 47

hovedstol. Bogen fik rigtig fine anmeldelser med på Biografisk tidsalder

og samtidig mener jeg, at jeg tager af den på en litterært forsvarlig måde. Jeg kalder de 50 historier for fiktioner, og tilsammen bliver de en mellemting mellem en erindringsbog og en fiktion”.7 Forfatteren som sales manager

Flere selvbiografiske forfattere gør sig interessante ved at iscenesætte sig selv i offentlighedens rampelys. Spørgsmålet om, hvorvidt den selvbiografiske bog er based on a true story, giver mulighed for at skabe et drilsk spil med publikum. Forfatteren Peter Høeg havde efter udgivelsen af sin bog De måske egnede (1993) i et interview sagt, at der ikke var spor selvbiografisk i bogen, mens han i et andet interview sagde, at De måske egnede var den mest selvbiografiske bog, han nogensinde havde skrevet. Mere radikale former for leg med selvfremstilling i litteraturen kan findes hos forfatterne Claus Beck-Nielsen og Gordon Inc. Førstnævnte er nok mest kendt for sit hjemløsprojekt, hvor forfatteren tog fusen på de sociale myndigheder ved at udgive sig for at være den amnesi-ramte og hjemløse ”Claus Nielsen”. Det blev siden til bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001) – En biografi. Gordon Inc., der i virkeligheden hedder Claus Winther, gør det som storbyboheme i bogen Dødsdromen (2001). På bagsiden af bogen kan man læse, at den kan læses som en selvbiografi, men altså ikke at den skal læses som en sådan. I bogen ser man tydelige konturer af forfatteren, der bruger småborgeren som modbillede på sit eget vilde kunstnerliv. En kritik af netop den form for forfatterens selviscenesættelse kan man møde i fx Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts bog Kritik af den negative opbyggelighed (2005): ”Kunstneren må nu anstrenge sig for at iscenesætte sig selv som helvedeshund – og hvis han nu dybest set er en nervøs, små-borgerlig hyggeonkel der tilfældigt er udstyret med større eller mindre talent, så må det skjules i en personlig scenografi af druk, narko, fart, påklædning, arrogance – det lille traditionsbundt af tegn på antiborgerlighed. Men kan man nu stole på, at kunstneren er så brølende en boheme tæt på selve livets kilde – eller er det noget han møjsommeligt må instruere sig selv i som sales manager for sit eget værk?”8 Om nogle af de nævnte selvbiografiske forfattere er hyggeonkler forklædt som helvedeshunde, skal Fællesskrift side 48

være usagt her. Sikkert er det til gengæld, at den nye selvbiografiske litteratur rejser væsentlige spørgsmål om både litteraturen og individet. Bøgerne sætter udvekslingsforholdet mellem forfatter-personen og værket på spidsen og rejser samtidig spørgsmålet om individets dannelse.

Noter 1

Romer, Knud: Den som blinker er bange for døden (2006)

Behrendt, Poul: Dobbeltkontrakten – en æstetisk nydannelse ( 2006)

Begrebet stammer fra Per Højholt, der frarådede forfattere at tage af ”hovedstolen”. Begrebet skal forstås som den personlige egenkapital – forfatterens private livshistorie – som man ifølge Højholt ikke

Barthes, Roland: Forfatterens død – og andre essays (2004)

Albæk, Morten & Hylleberg, Rasmus: Generation fucked up? s. 11 (2005)

Weekendavisen nr. 10. 6. marts 2009. Bøger s. 8-9

Interview med Christina Hesselholdt i Politiken 13.09.98

Stjernfelt, Frederik & Thomsen, Søren Ulrik: Kritik af den negative opbyggelighed. s. 29 (2005)

Fællesskrift side 49

bør omsætte til litteratur.

Der skal mere til Tekstanalyse, litteraturteori og performativ biografisme Af Jon Helt Haarder

Fællesskrift side 50

Lektor, Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet

På SDU’s danskstudium har vi skilt tekstanalyse og lit-

Analyse og fortolkning

teraturteori ad. De studerende har to semestre med 4

Når der i studenteropgaver skelnes håndfast mel-

ugentlige timers tekstanalyse på deres første år, siden

lem analyse og fortolkning, spænder jeg (endnu lidt

er der ”Sprog- og litteraturteori” i tre ugentlige timer i

fumlende, jeg indrømmer det blankt) hanen på min nye

deres fjerde semester. Vi har altså ikke fag der hedder

karakterskala. Ikke fordi jeg mener at et sådant skel i

fx litteraturanalyse eller litterær metode hvor man i tur

sig selv er galt, men fordi det undertiden dækker over

og orden lærer at lave biografisk, nykritisk, struktura-

den grundlæggende misforståelse at der er tale om to

listisk, dekonstruktiv og postkolonial litteraturanalyse.

adskilte størrelser: På den ene side har vi en kittelklædt

Vi har et lingvistisk, retorisk og narratologisk præget

aktivitet der værktøjsmæssigt beskæftiger sig med ob-

fag hvor de studerende lærer at udpege epanastrofe,

jektive størrelser, på den anden side har vi en aktivitet

deiksis og heterodiegetisk fortæller. Og vi har et andet

hvor jeg lissom selv mener og føler enormt meget.

fag hvor de læser lidt Saussure, Gadamer og Butler

Som enhver der har prøvet at anvende en eller an-

– eller referater af profeterne – uden nødvendigvis

den tilsyneladende objektiv og blankt skinnede model

at skulle relatere begrebet om tegnets arbitraritet,

– lad os tage aktantmodellen – ved, så beror anvendel-

tidsafstandens hermeneutiske betydning eller kønnets

sen af modellen i konkrete tilfælde på en fortolkning

performativitet til en læsning af Kongens fald. Påstand-

som man ikke nødvendigvis kan læse om hos Greimas.

en i det følgende er for det første at den skilsmisse er

Det ugyldiggør på ingen måde modellen, men det

lykkelig, for det andet at dette har relevans for nærvæ-

problematiserer tanken om at analyse og fortolkning er

rende temanummer om kompetence og dannelse. Og

to forskellige aktiviteter. Videre skal man da have været

dagsordenen er hele vejen at slå til lyd for performativ

en noget døv underviser for at overse det performative

biografisme som term for hovedstrømning i både

i tekstanalyse: Gennem analysens sproghandlinger

litteraturen og kulturen som helhed. Forhåbentlig får

konstituerer man det tekstobjekt man analyserer, det

læseren derigennem både udfordret og bestyrket sin

gælder jo især de tekstobjekter vi opfatter som lit-

egen faglighed i konflikten og samspillet mellem dan-

terære, dvs. genstande for vores agtelse, undervisning

nelse og kompetence.

og kanonisering. Litteratur er – også – et produkt af

diskurser, magtforhold, kanondannelse m.m. Det bety-

på Jonathan Cullers dekonstruktion af begrebsparret.

der ikke at litteratur så i virkeligheden ikke findes, blot

Ikke i første omgang vel at mærke. Uanset om vores

at vi har foretaget os ganske meget inden vi uhildede

studerende skal undervise i dansk på gymnasiet, det

og åbne nærmer os teksten for at analysere the word

er ca. halvdelen, eller de tilhører den halvdel der skal

on the page and nothing but the word on the page, so

arbejde med kommunikation, så har de glæde af at

help me God.

lære tekstanalyse som en slags håndværk. Senere vil de

Omvendt overser opfattelsen af fortolkning som et

så, det er da i hvert fald håbet, kunne se at den måde

andet ord for formuleringen af min helt egen oplevelse

at bedrive tekstanalyse på som de har lært hos os, ikke

både de transcendentale betingelser for forståelse og

er faldet ned fra himlen, men har sine teorihistoriske

det over-subjektive i enhver fortolknings indlejring i en

forudsætninger i russisk formalisme, strukturalisme og

historisk kontekst. Aldrig er jeg vel mere et massemen-

nykritik – og sine konsekvenser for den danskfaglighed

neske end når jeg lissom mener og føler noget lige ud

de selv vokser ind i.

af mit sande og helt særlige selv, så taler folkedybet, tidsånden, det ubevidste, de kulturelle drejebøger. Og

Forfatteren skal tie i forsamlingen

aldrig er jeg vel på længere afstand af en tekst end når

Et af de steder hvor arbejdet med at tilegne sig tekst-

jeg skynder mig at mene og føle noget. En fortolkning

analytisk kompetence krydser de litterære teoriers

uden analysens forsøg på at se hvad der faktisk står

historie, er spørgsmålet om forfatteren. At analysere

i den givne tekst, fortolker i virkeligheden noget helt

tekster er at betragte forfatteren som død, skrev Paul

andet. Analyse er et mere hermeneutisk forehavende

Riceour engang:

end det umiddelbart lyder, egentlig fortolkning hviler altid på analyse. Den, endnu, vågne læser vil da måske spørge:

[. . .] det at læse en bog er at betragte dens forfatter som allerede død og bogen som posthumt udgivet.

Jamen, er ikke jeres adskillelse af litteraturanalyse og lit-

For det er netop når forfatteren er død, at forholdet til

teraturteori ovre i Kolding nærmest en opfordring til at

bogen bliver fuldstændigt og på en vis måde uberørt.

skelne på den måde? Der er en risiko, jo. Men konkrete

Forfatteren kan ikke længere svare – det står kun til-

tilfælde af misforståelser modsiger ikke intentionen

bage at læse hans værk. (Riceour 1999, s. 240.)

som sådan: kompetenceorienteret tekstanalyseundervisning som et fortrinligt fundament for en teoretisk

Riceour mente ikke – selvom det jo egentlig er en inte-

oplyst dannelsesproces.

ressant tanke – at analyse er en slags sorgarbejde, men

Tanken er denne: Først giver vi de studerende en

at læsningen af litterære tekster ikke skal betragtes

tekstanalytisk kompetence der retter sig mod alle for-

med mundtlig kommunikation som model. Teksten er

mer for tekst. Her får de nogle begreber og procedurer

ikke en meddelelse fra Karen Blixen til mig, læsningen

at gøre godt med der kan bruges både i undervisning,

af teksten er ikke en samtale mellem mig og hende:

kan her være teknisk, og anvendelsen af det ligner

Det forhold, at læsningen erstatter dialogen på netop

jo ikke just lidt småsnak om en god film. Hvis man så

det sted, hvor dialogen ikke finder sted, er så åbenlyst,

som studerende oveni skal forholde sig teorihistorisk til

at vi, når vi møder en forfatter og taler med ham (for

begreberne, mener vi det bliver for meget.

eksempel om hans bog), føler en dyb rystelse af det

Vores undervisere i faget lærer de studerende at bruge termerne fabula og sjuzhet, men de peger ikke på de russiske formalister som ophavsmænd, ej heller

særlige forhold, vi havde til forfatteren i og gennem hans værk (ibid.). At være tekstlæser er altså at betragte forfatteren

Fællesskrift side 51

forskning og kommunikativ praksis. Begrebsapparatet

som afdød. Det gælder selv blandt forfattere. Når man

ved læsningen som en dialog med forfatteren. Tænk

på Forfatterskolen eller andre steder, fx på den uddan-

bare på alle samtalebøgerne hvor to kendisser samtaler

nelse i Skrivekunst vi udbyder fra Dansk i Kolding, har

mens vi som læsere er med på en lytter. Det synes at

diskussioner af hinandens tekster, tier forfatteren efter

være et passende billede af vilkårene for tekstlæsning

oplæsningen, betragtes som afdød – som forudsæt-

i dag. Hvordan stiller nu den mundtlige larm tekstana-

ning for at vedkommende selv og alle andre læsere kan

lysen i almindelighed og spørgsmålet om forfatteren i

oprette det særlige forhold man kan have til forfatter-

særdeleshed? Skal vi tilbage til spørgsmål om forfat-

en, gennem hendes værk.

terens intention, til projektet med at føle sig ind i ved-

Disse citater og mine egne betragtninger formule-

kommendes tilstand? Er det igen tid til udgravning af

res som om det med at betragte forfatteren som afdød

biografiske detaljer der kan etablere enten en videnska-

er noget der bare sker, men sådan er det ikke. Disse

belig årsagsforklaring på hvorfor forfatteren NN skrev

citater og mine egne betragtninger peger på at det er

teksten XY, eller en åndfuldt indfølende fortolkning af

noget der bør ske. Der er altså en slags tekstanalytisk

den som station på hendes livs dannelsesrejse?

lov, et påbud som vi kan formulere med Paulus: Forfat-

Nej tak, siger jeg, der skal mere til. Men det interes-

terne skal tie stille i menighederne. Hvis ikke de karle

sante er jo hvorfor vi ikke skal det, og hvordan vi ikke

tier i forsamlingen, ja så overdøves læsningen af det

skal det. Først skal man gøre sig klart at forfatteren jo

dialogiske, det mundtlige – og så er der faktisk ingen

aldrig har været helt død og borte. Der er på godt og

tekst. Nu læser vi jo i hovedreglen alene, i hvert fald

ondt bedrevet masser af biografisk litteraturforskning

sjældent sammen med forfatteren. Stillelæsningens

hele vejen gennem det tyvende århundrede, og jeg

menighed ligger inde i den læsendes hoved, og den

ville da personligt nødig undvære fx Oluf Lagercrantz’

påkrævede ro må skabes af den læsende selv. Med

Strindberg-biografi (1979). I en teoretisk sammenhæng

andre ord: At undervise i tekstanalyse er at fortsætte

mener folkene bag Litteraturens tilgange stadig at en

grundskolens undervisning i læsning med henblik på

sådan teori-introduktion skal indeholde et kapitel om

at gøre elever og studerende til fuldgyldige deltagere

”biografisk metode”, også i det 21. århundrede. Ser

i skriftkulturen. Hvor mundtligheden var, skal skriftlig-

man i offentligheden, herunder bogmarkedet, har

heden vorde . . .

biografien vel aldrig været borte, og forfattere har givet

Og her kan vi så vende tilbage til de teorihistoriske

den som berømtheder hele vejen. Gransker vi egen

spor, for etableringen af et tekstobjekt og frisættelsen

navle, er det vel sådan at det biografiske stof altid står

af læseren som andet end en tilhører der må nøjes med

og lokker en dansklærer med sin underholdningsværdi

nedskreven orakeltale, er jo genkommende projekter

og sin anskuelighed. ”Based on a true story” er noget

fra de russiske formalister over nykritik og Gadamers

der sælger billetter, også andre steder end på kino. Det

version af hermeneutikken til Roland Barthes og post-

biografiske kan et eller andet.

strukturalismen. Teksten er en betydningsmaskine, en

Dette ”et eller andet” udgrænses i en dogma-

urne, læserens legeplads eller en allegori over sin egen

tisk afvisning af forfatterens relevans og misforstås i

mislæsning, og læsning handler aldeles ikke om forfat-

traditionelle former for biografisme – ville jeg sige. I det

terens guldrandede intention, ej heller om at indleve os

omfang litteratur anskues som ytringer eller sprog-

i hans eller hendes bevidsthed. Trods oplagte forskel-

handlinger, er det biografiske en del af konteksten, og

ligheder siger en stor del af det tyvende århundredes

forholdet mellem tekst og kontekst må i enhver littera-

litteraturteorier i et blandet kor: Forfatteren skal tie i

turhistorisk beskæftigelse med tekster sættes ad hoc af

menigheden. Og teoretikerne vogter altså på forskellig

de givne tekster og beskæftigelsens ærinde. En første

måde over det skriftlighedens land der har rejst sig af

bestemmelse af dette forhold ligger jo allerede i teksten

mundtlighedens hav.

selv: Peger den på sin forfatter? Videre må man spørge

Fællesskrift side 52

sig om forfatteren i sit øvrige virke ligesom leger med Vi læsere er med på en lytter

sin forfatterrolle, sin kendthed, sin myte – for at kunne

Nu er spørgsmålet jo hvad man skal gøre i vore dage

bruge dette i sin skriven. Boris Tomasjevskij (1971), og

hvor forfatterne kæfter op i menigheden såvel som i

han var da virkelig ingen biografist, slår autoritativt

deres bøger. Det er da lige lidt svært at betragte Knud

fast at forfatterens offentlige mytologi er et litterært

Romer eller Jørgen Leth som afdøde når de er på hver

faktum, at altså forfatterens optræden kan være lit-

side af deres bøger såvel som på alle skærme og forsi-

teratur med andre midler, for nu at trække det hårdt

der. De elektroniske medier med deres favorisering af

op. Endelig må man i et læserperspektiv spørge om

billeder udfordrer skriftkulturens opfattelse af kommu-

det overhovedet er muligt at læse i hvert fald de store

nikation. Vi synes at være tilbage ved det mundtlige,

koryfæers tekster sådan som Riceour ovenfor lagde op

til, så uberørt. Gérard Genette, og han var da heller

omstekstlige elementer som omslag, dedikationer og

ikke just biografist, skriver et sted i sin Paratexts (1997)

interviews, er da et godt og konkret sted at begynde.

at fx viden om Prousts seksuelle preferencer og etniske

Vi mangler også at begrebsliggøre muligheder og farer

tilhørsforhold uundgåeligt påvirker læsningen. Men her

ved det didaktiske og kognitive potentiale i biografiens

skal man klappe hesten, holde kursen med salt til brø-

antropomorfisering af komplekse problemstillinger. Lars

det og bide rigtig godt mærke i hans konklusion: ”I’m

Bukdahls kragenæb af en næse er jo et godt billede af

not saying”, sagde han ikke, ”that people must know

en kritikertype, Helle Helles nydelige makeup og pæne

those facts” (hel bøsse, halv jøde); ”I am saying only”,

handsker oplagt at sammenligne med hendes stil.

sagde han kun, ”that people who do know them read

Men hvordan skal man inddrage sådan noget uden at

Proust’s work differently from people who do not and

trivialisere, kan man det? Jeg svarer ikke, men vender

that anyone who denies the difference is pulling our

mig mod det næste element i mit svar på hvorfor og

leg” (Genette 1997, s. 6). Biografisk irreversibilitet er

hvordan vi ikke skal tilbage til en biografisk metode.

min egen term for dette forhold (Haarder 2004). Ind i genstandsfeltet Henry, han bukker og takker

hemmelighed eller oprindelige mening. Nogle gange er

Jeg skrev ovenfor om den mundtlige larm i kulturen

det biografiske relevant, og det har både med teksten

som en trussel mod ordentlig stillelæsning. Det skal nok

at gøre og med læsningens formål. Det biografiske

lige uddybes. Den amerikanske mediesociolog Joshua

er et område af konteksten, der kan være relevant

Meyrowitz (1985) beskrev engang overbevisende hvor-

eller det modsatte i givne tilfælde, det biografiske kan

dan billedmedier påvirker den måde hvorpå vi kom-

videre være en æstetisk strategi (spil på myten) og i en

munikerer. Skriftkulturen favoriserer en adskillelse af

del tilfælde medbestemmende for læserens tilgang til

afsender, tekst og læser i kommunikationssituationen,

teksten. Vi mangler formentlig tekstanalytiske termer til

ligesom den skaber skab en slags hierarkisk rumopdeling

es at arbejde med biografi på denne måde, men Genettes

eller arkitektur fo fordi videnstilegnelse og vidensdeling

arbejde med parateksten, det vil sige alle de uden-

kræver årelangt arbejde a med at blive god nok til at

Fællesskrift side 53

Pointen er foreløbig at det biografiske hverken er ligegyldigt under alle omstændigheder eller værkets

læse og skrive. Mediekulturen synes at være del af en

Alle selvbiografier er biografier

nedbrydning af disse skel og opdelinger, vi synes at

Det er næppe undgået nogen læsende persons

vende tilbage til et mundtligt paradigme hvor kropslige

opmærksomhed at vi har set en pæn vækst i antallet

tegn betyder lige så meget som verbalsproglige. Tænk

af værker der synes at opholde sig i en zone mellem

på politikere hvis skæbne afgøres af om de ser godt ud

biografi (herunder selvbiografi) og fiktion. Das Beck-

på billeder, tænk på børn der kender alt til voksnes liv

werk er det mest radikale eksempel. Man har forsøgt

fra tv.

at begrebsliggøre dette ved at tale om hybridværker og

Man kan nok med Walther Ong (1982) opfattet alt

fænomener forbinder sig med ovenstående: Ikke bare

der mangler noget. Dette noget har med computeren

er subjektet ”rykket ind i genstandsfeltet”, ikke bare er

at gøre – jeg siger altså ikke at det alene er skabt af

den kunstneriske tematisering af dette også en del af

computeren, og videre internettet, men det har med

genstandsfeltet, men selv feltets grænser er en del af

hinanden at gøre . . . Computeren er jo en tekstma-

genstandsfeltet. Vi har – i biografiske og selvbiografiske

skine, den oversætter alt til det samme binære alfabet.

sammenhænge – at gøre med en forskydning af inte-

For så vidt er det måske nok rigtigt at vi på en måde

ressen fra identitetsspørgsmål i retning af mulighederne

har en slags medieret anden-ordens mundtlighed,

for repræsentation af disse spørgsmål. De biografiske

men samtidig er dette jo skriftkulturens foreløbige

genrer opfattes ikke som givne størrelser, men som

kulmination: Alt kan skrives og manipuleres. Niels Ole

generelle diskurser man kan manipulere med.

Finnemann (2008) beskriver det som en modernitet af

Vi risikerer at lukke af for en ordentlig forståelse af

anden grad hvor også det der var rammesættende for

disse fænomener hvis vi hele tiden kun rammesætter

den første modernitet i dens kortlægning af verden,

dem genreteoretisk og litteraturhistorisk. De skal ses i

”rykkes ind i genstandsfeltet”. En af disse rammesæt-

en bredere kulturhistorisk sammenhæng, såvel som i et

tende instanser var jo klart nok subjektet, og et af de

medie- og kunsthistorisk perspektiv. Min egen påstand

steder hvor subjektet klart nok gøres til genstand for

er at vi har at gøre med en generel strømning som jeg

manipulation, er kunsten.

kalder performativ biografisme (Haarder 2004, 2005,

Det er velkendt at moderniteten betegner en øget

2007b). Performativ biografisme kendetegnes ved at

refleksivitet. Det der før gav sig selv, bliver genstand

den biografiske reference på samme tid fungerer som

for tvivl og eftertanke. Inden for vores område kan

autenticitetsmarkør og manipulerbar kode, der er altså

modernismen under et anskues som en kunstens

en dobbelt fascination af både biografisk autenticitet

problematisering af sine egne virkemidler, sin egen

og repræsentationen/iscenesættelsen af denne. Brett

evne til at reflektere og tematisere den moderne ver-

Easton Ellis’ performativt biografiske Lunar Park (2005)

den. I et narratologisk register kan man sige der sker

siger egentlig det hele i sin første linje: ”You do an

en forskydning fra det fortalte til fortællingen, altså

awfully good impression of yourself” (og det er virke-

fortælleprocessen, dens virkemidler og relationen til

lige Bretts fiktive kone der siger det). Men vi kan jo

det der fortælles. Det som man kan kalde den per-

også lege med X Factor på DR1 som et billede på den-

formative vending i det sidste kvartal af det tyvende

ne dobbelthed i performativ biografisme. X-faktoren

århundrede – og som kunst- og litteraturhistorisk kan

er på en gang som noget de deltagende har, og som

forbindes med både avantgarden og postmodernis-

noget de gør i kraft af showet selv – som showet i en

men – indebærer en forskydning og en udvidelse af

vis forstand gør gennem dem. Her nytter det ikke med

denne refleksivitet. Den performative vending betegner

begreber om dobbeltkontrakter og genrehybrider der

et skred fra modernismens indadvendte, historiske

begge bunder i forestillingen om at diskursive formatio-

optagethed af formale kunstneriske problematikker til

ner som genrer i sidste ende kan rodfæstes i spørgsmål

en (postmodernistisk eller avantgardistisk) udadvendt,

om sandt eller falsk, fakta eller fiktion. Autenticitet og

samtidsorienteret optagethed af kulturelle, etiske og

iscenesættelse er et væsentligere begrebspar end fakta/

mediale diskurser (Gade 2004, s. 24). Der er ingen tvivl

fiktion.

om at disse forskydninger går forud for opfindelsen og Fællesskrift side 54

dobbeltkontrakter. Det er for mig at se oplagt at disse

dette som en slags anden-ordens mundtlighed, men

For det første går dette skel på tværs af fiktion/

udbredelsen af computere, men vel heller ikke om at

fakta-dikotomien. Det mest håndgribeligt virkelige er jo

computere er en del af især de senere af dem – og jo

typisk iscenesættelsen, det være sig tekstuelt eller mas-

under alle omstændigheder tilbyder sig som metafor

semedialt, mens påstanden om en eller anden x-faktor

for disse processer.

(læs: (selv)biografisk sandhed) får en selvbevidst klang af mystifikation eller fiktion, også selvom, eller måske netop fordi, dette x samtidig er det strukturerende greb

eller den autentiske kerne hele cirkusset hævdes at være iscenesat rundt om. For det andet peger skellet på en opblødning af skellet mellem første- og tredjepersonsperspektivet, altså mellem det selvbiografiske og det biografiske perspektiv. Der er nok jo et ’jeg’ der synger sin autentiske x-faktor. Men det sker så sandelig samtidig i tredje person. Det er producenternes og dommernes, diskursernes og kulturens mere anonyme kor og orkester vi hører gennem de optrædendes munde. Vi har at gøre med et kollektivt selv, et netværksselv. Alle selvbiografier er samtidig biografier, for nu at trække det hårdt op. Jeg vil lade læseren selv overveje om ikke dette kan observeres på mere dagligdags niveauer som Facebook. Der skal mere til

Kommet så langt må man vel så sige at det ikke kun er i forhold til skellet mellem analyse og fortolkning man skal gå forsigtigt, det samme må jo gælde dannelse og kompetence. I en tid præget af biografisk larm er det af afgørende vigtighed at lære at læse – og at fortsætte denne indlæring til man kan læse tekster som om forfatteren var død, man skal altså erhverve sig en tekstanalytisk kompetence. Det skal man af alle de velkendte grunde vi kender fra teorihistorien, men også for at kunne begrebsliggøre det der sker i vores egen samtid hvor forfatteren vender tilbage i og foran værket. Performativ biografisme – som efter min vurdering er en hovedstrømning i litteraturen, både i Danmark, Norden og verden i øvrigt – lader sig simpelthen ikke forstå hvis man fastholder forfatteren som tekstens oprindelse og læsningens endemål. Forfatteren er bløde kød den går på. Forfatteren er en indsats i et spil om identitet, og derfor skal man så også videre i tekstanalysen end den metodiske afvisning af forfatterens relevans. Man skal kunne læse forfatteren som greb eller strategi, såvel i teksten som uden om den. Den

Fællesskrift side 55

hverken tekstens begyndelse eller dens ende, men det

tekstanalytiske kompetence er altså sine qua non – og

turhistorisk (ja!) er det helt fra dengang M.C. Einar i

har måske oven i købet et forstærket dannelses- eller

1988 provokerede, onanerede og røg masser af hash,

myndighedsperspektiv:

gennemgående at den maskulinitet der gøres i dansk

Jeg ved ikke, sådan i al tidløs abstraktion, om vi har en kerne eller ej. Jeg ved ikke om fx Carl Gustav

afstand til såvel 70’ernes bløde mand som 80’ernes

Jung eller Judith Butler har mest ret med hensyn til

yuppier og feminine new romantics, og i det spor lig-

spørgsmålet om hvad der er vores væsens grund, en

ger hovedstrømmen stadig. På den anden side er der

(forhåbentlig velindividueret) konfiguration af arketyper

en gennemgribende fornemmelse af maskuliniteten

eller en stadigt gentagen citation af kønsstereotypier vi

som en makeup. Mænd er ikke bare mænd, mænd er

ikke selv kan påvirke noget videre. Men jeg har meget

mandhaftige. Denne mandhaftighed kan lægges mere

svært ved ikke at synes sidstnævntes form for tilgang er

eller mindre godt, men kun momentant sidder den

mere relevant for vores egen tid end den førstnævntes.

perfekt. Der skal mere til.

De fleste af os lever i tvangsprægede forsøg på at være

Fællesskrift side 56

hip-hop, er gæv og grov. Den etableredes ved at lægge

Der er et reelt emancipatorisk perspektiv i at be-

perfekte eksemplarer af vores køn, perfekte forældre

tragte den totalitære og gennemtrængende rigtighed

og perfekte partnere: Jeg skal være rigtig mand, rigtig

som en kode, et alfabet der skriver os, snarere end som

far og rigtig elsker (heldigvis behøver jeg ikke også

natur. Ikke sådan at forstå at vi uden videre selv kan

skulle tage en prøve for at bevise at jeg er rigtig dan-

skrive direkte i koderne, det kan vi ikke. Jeg kan jo godt

sker). Sammen med rigtighedsidealerne løber selvføl-

hævde at det fra i morgen er herremaskulint med små

gelig en ekstrem mig-fiksering, en nærmest strukturel

muskler og lange fletninger – det får jeg formentlig

selvoptagethed hvor man iagttager om man gør det

liden succes med. Men indsigten i at rigtigheden er et

godt nok, om jeg gør mig – performer mig – godt nok.

produkt af vores forestillinger om identitet snarere end

Og jeg bliver skiftevis liderlig på min egen vellykkethed

omvendt, indsigten i at min enormt private selvbiografi

og bange. For jeg performer mig næppe helt godt nok,

i høj grad er lavet af et anonymt hold over en mas-

ikke i længden. Denne strukturelle selvoptagethed

seproduceret skabelon, tilbyder mig muligheden for et

med indbygget afgrund er for mig at se det der er på

andet perspektiv på mig selv. Dannelsesperspektivet

færde i mange mandlige rapperes nærmest hysteriske

i tekstanalytisk kompetence kunne da være, tænker

oppumpning af autentisk maskulinitet (jf. Haarder

jeg, at den dels i sin kølighed kan pege andre steder

2007). ”Der skal mere til”, som Jokeren slog fast i

hen end mig-fiksering (skabe lidt ziehesk afstand),

”Definitionen af en stodder” (fra albummet af samme

dels at den kan fungere som en slags prototype på

navn, 2001). Han rappede sin maskuline stodderfigur i

en mistænksomhedens hermeneutik over for identi-

form af en uendelig liste over de handlinger der skabte

tetsstereotypier. Det kan godt være at mit sande jeg

den, maskuliniteten. Det er faktisk vilkåret, der skal

nødvendigvis må være ternet af tiden jeg lever i, for at

altid mere til. Den form for performativt biografisk

jeg overhovedet kan komme til syne for mig selv eller

produceret maskulinitet som mange rappere af hankøn

andre – for at jeg kan få mig et liv – men jeg bilder mig

arbejder i, er dermed på en gang påståelig og labil. På

så ikke ind at disse tern er noget naturligt, rigtigt og

den ene side møder vi med brask og bram herrer med

uforanderligt. Det er ikke bare mig der er noget i vejen

store cigarer og guld på lommen omgivet af villige

med – nej, at være et mig er at der er noget i vejen

ho’s der spreder ben – og sådan er det bare. Littera-

med mig.

Referencer Niels Ole Finnemann, 2008: Internettet i mediehistorisk perspektiv, Roskilde: Samfundslitteratur Rune Gade, 2005: Kønnet i kroppen i kunsten. Selvfremstillinger i samtidskunsten, Købehavn: Informations forlag Gérard Genette, 1997: Paratexts – Thresholds of Interpretation, Cambridge: Cambridge University Press Jon Helt Haarder, 2004: ”Litteraturvidenskaben og det intime liv”, i Kritik 167 Jon Helt Haarder, 2005: ”Det særlige forhold vi havde til forfatteren. Mod et begreb om performativ biografisme”, i Norsk Litteraturvitenskapelig Tidsskrift – vol. 8, nr. 1 Jon Helt Haarder, 2007a: ”Ingen fiktion. Bara reduktion. Performativ biografism som konstnärlig strömning kring millenieskiftet”, i Tidskrift för litteraturvetenskap, årg. 34, nr. 4 Jon Helt Haarder, 2007b: ”Praleri som underholdning ved øldrikning. Dansk rap som identitetsdesign”, i Kritik 184 Joshua Meyrowitz, 1985: No sense of Place. The Impact of Electronic Media on Social Behavior, New York & Oxford: Oxford University Press Walther Ong, 1982: Orality and Literacy. The Technologizing of the Word, London: Routledge Boris Tomashevsky, 1971: “Literature and Biography”, i Ladiaslav Matejka og Krystyna Pomorska (red.): Readings in Russian Poetics. Formalist and Structuralist Views, Cambridge Mass. and London: MIT Press

Fællesskrift side 57

o pr

p ty

Den og dem, man er Et mailinterview med to skrivende og optrædende digtere Af Kamilla Löfström Cand.mag i dansk

From: kamilla löfström To: ursula andkjær olsen; claus høxbroe Subject: Så går vi i gang Date: Fri, 27 Feb 2009 11:56:34 Kære Ursula og Claus Så går vi i gang! Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle udtænke et vildt snedigt sæt spilleregler for et mailinterview, men det er ligesom ikke rigtigt kommet til mig. En af de ideer, jeg fik, ville kræve, at vi alle tre var online samtidig, og det smarte ved at gøre det på denne måde er jo netop, at vi ikke er nødt til at mødes på et bestemt tidspunkt, men at vi kan liste korrespondancen ind alle mulige steder midt i vores almindelige gøremål (og amning og optrædener). Derfor har jeg nu bestemt, at genren ’mailinterview’ skal afspejle den situation, de skrivende er i, mens de svarer. Tid og sted m.a.o. Fællesskrift side 58

Lige nu befinder jeg mig på et gymnasium i Malmø, hvor jeg underviser i dansk, og her kommer første spørgsmål fra mig til jer: Vores læsere er jo dansklærere fra hele det danske skolesystem, og vi kunne tage dem alle med storm, ved at I begyndte med at fortælle, hvilken stor betydning jeres dansklærere og jeres danskundervisning har haft for jer og for, at I valgte poesien. I kan også bare være ærlige. Hvorfor poesi som udtryksform?

From: claus To: kamilla; ursula Subject: Re: Så går vi i gang Date: Fri, 27 Feb 2009 12:33:10 Hehe, ja, man kunne da godt trylle en flot forklaring sammen :-) Men jeg vil her dagen derpå efter premiere på min nye lyrikklub Poetry Preview på Nørrebro prøve at svare efter bedste evne :-) Ved ikke, om det, at jeg har valgt at skrive digte, hænger direkte sammen med mit skoleforløb – havde dog en rigtig god dansklærer de sidste par år af skolen, hvilket selvfølgelig har været med til ikke at skræmme mig væk fra skriften. Men jeg har valgt at skrive netop poesi/digte, fordi jeg synes, at den korte, ind-til-benet-form er spændende og givende, at den kan udtrykke alt. Med min egen skrift ønsker jeg at skrive ”oplevet-skrift”. Altså for at kunne beskrive kærlighed, eller mangel på samme, en øl eller tur på stranden må man have været der, have haft det inde på kroppen for at kunne beskrive det bedst. Og ved at barbere alle overflødige ord væk, tage alle de ting/følelser, man ønsker at beskrive, og koge det ned til det vigtigste, så synes jeg, det står virkelig stærkt – og dermed ikke har brug for flere ord, som en novelle eller en roman har. Poesien kan ramme med utrolig styrke, og jeg synes, det er fantastisk, når man kan nå ud til folk, som normalt ikke ville læse digte. Jeg tror, der er et digt til alle, ligesom der er et musikstykke eller en film til alle. Folk skal blot opdage, at de rent faktisk kan få noget ud af det. Og så er der jo klichéen, som har noget på sig, ”at man bare ikke kan lade være”. Jeg er ord-nørd, er vild med ord, skrift og sprog, hvilket også gør, at jeg kan gå i stå over et godt skilt på gaden, eller falde i svime over et klistermærke/graffititag på en væg. Der er noget unikt over poesi/digte, om det er skrevet i en bog eller læst op. Er det godt lavet, så synes jeg, det er mere rammende, mere ørehængende end noget pophit eller roman. Høxbroe

From: kamilla To: ursula; claus Subject: Re: Så går vi i gang Date: Fri, 27 Feb 2009 19:54:09 Hjemme igen på Vesterbro kom jeg til at tænke på, at vi hellere med det samme må aftale, hvornår det her skal stoppe igen. Jeg foreslår fredag 6. marts, så har vi en uge. Kamilla

From: ursula Subject: Re: Så går vi i gang Date: Sun, 1 Mar 2009 22:05:41 (Jeg sidder derhjemme, det er nok lidt sent, kl. 02.00 ca.). Det var et svært spørgsmål, og ærlighed vil næppe hjælpe, for hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke, det er bare det, der kommer – mens der ikke kommer for

Fællesskrift side 59

To: kamilla; claus

eksempel historier eller klavermusik. Rent praktisk kan man sige, at det ikke er holdt op, siden det startede for en 12-13 år siden. Og så vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg har læst rigtig meget i mit liv, fordi vi ikke havde fjernsyn, fordi vi havde mange bøger, og fordi det passede mig godt at være alene OG at være i indirekte verdner (nu går jeg i seng) (nu sidder jeg igen derhjemme og min lille dreng hyler inde i soveværelset og bliver sunget for af sin far, klokken er 21.45) frem for i direkte verdner. Ellers er der den spøgelseshistorie/drømmehistorie, at jeg – på et tidspunkt, hvor jeg (der ellers læste musikvidenskab og filosofi) lige var begyndt at skrive nogle ting, som jeg ikke helt vidste, hvad var – drømte, at min mor (der var død) sagde til mig, at jeg jo også bare kunne blive forfatter. Det var i 1996. Ursula

From: kamilla To: ursula; claus Subject: Fra bøger til scenen Date: Mon, 2 Mar 2009 17:21:20 Jeg har arbejdet hjemme i dag (og nu er jeg virkelig kommet på arbejde, for min yngste søn er kommet hjem og vil gerne have hjælp til matematiklektierne), men det her udtryk ’at arbejde hjemme’ må lyde lidt sjovt i jeres ører, det gør I vel hver dag. Jeg kunne godt tænke mig at køre lidt videre i samme rille – poesi som udtryksform – for det gælder jo for jer begge, at I ikke nøjes med at skrive poesi (og arbejde hjemme), I optræder også – fremfører jeres værker fra en scene. Jeg forestiller mig, at det må være to vidt forskellige ting: at skrive i enrum og at stå på en scene. Måske tager jeg fejl. Kan I fortælle noget om, hvad det er, der sker, når en digter lægger krop og stemme til sine ord (i modsætning til at udgive dem i bogform)? Med min formulering af spørgsmålet har jeg lagt op til, at I svarer mere generelt, for jeg går ud fra, at det nærmest er umuligt at svare med udgangspunkt i egen praksis? Det kunne også være interessant at høre, hvilke scenekunstnere (hvis nogen) I hver især er inspirerede af. Kamilla

From: ursula To: kamilla; claus Subject: Re: Fra bøger til scenen Date: 3. marts 2009 01:54:36 (Jeg sidder derhjemme, klokken er halv ti). Efter mine begreber har du ret i din antagelse; det er to meget forskellige ting at skrive og at optræde, men lige præcis at lægge stemme og krop til ordene, det gør jeg også, mens jeg skriver. Det er jo der, rytmen og klangen kommer fra, så det er ikke det, der er forskellen. (Nu er jeg alene oppe, og klokken er lidt i to). Men der er en stor forskel på at være performer og på at være skriver: En optræden er altid en situation – og situationer kan være meget skræmmende. Jeg spillede meget klaver, da jeg var en stor pige, men jeg var virkelig utrolig ringe til at optræde (ligesom jeg i det hele taget var/er bedre til at være alene end til at optræde i situationer), og det blev først sjovt for mig at stå foran et publikum, da det var mine egne tekster, jeg skulle læse, ikke mindst fordi jeg så kunne/og stadig kan tænke, at jeg allerede havde/har gjort mit arbejde, og at Fællesskrift side 60

opførelsen er noget ekstra. Så altså lidt bagvendt: Jeg kan finde ud af at performe (og jeg kan også oven i købet lide det nogle gange), fordi jeg ikke rigtig ER performer. Og så i øvrigt: Jeg synes, at Laurie Anderson (amerikansk performancekunstner, musiker og forfatter, født 1947, red.) er sej, men jeg ville ikke gå så vidt som til at sige, at jeg har noget til fælles med hende i måden at optræde på. Ursula

From: claus To: kamilla; ursula Subject: Re: Fra bøger til scenen Date: Wed, 4 Mar 2009 13:01:06 Lige fået indhentet lidt søvn, mandag stod den på Copenhagen Poetry Club, og i aften Onkel Dannys Joint, er også ved at få styr på sommerens festivaljob samt programmer til lyrikklubberne, jeg kører. Så en fornøjelse med en nat med 7 sammenhængende timers søvn. Jeg synes, det at stå på en scene og fremføre mine tekster går godt i spænd med at skrive dem – jeg synes, man hurtigt i sin ”karriere” bliver nødt til at beslutte sig for, om man vil lægge stemme/ansigt til sit forfatterskab, eller det skal stå for sig selv, hvor læseren egentlig kun har bogen at forholde sig til. For ved at optræde meget bliver forfatterskabet jo farvet af forfatteren, men det er et bevidst valg fra min side; at være ude og repræsentere mine skrifter. For mig er der ikke den store kløft imellem at skrive mine tekster og så stå på scenen, da jeg ikke kun skriver derhjemme i ro og fred, jeg bliver lige så inspireret og skriver også, når jeg er ude i virkeligheden. Det kan være en gåtur gennem byen, på bodega, i supermarkedet, eller hvor man nu er – så suger jeg oplevelserne til mig, og mange gange bliver de noteret på mobilen, eller endog skrevet færdige på mobilen, og så skriver jeg dem ind senere. I mine digte arbejder jeg meget med rytme/flow, som man forhåbentligt kan mærke i skriften, uanset om man har hørt mig læse dem op eller ej, og jeg smager meget på ordene, så når jeg har skrevet et digt, læser jeg det altid højt for mig selv for at høre, om det har den rytme, jeg ønsker, og om ordene smager godt. Men bøgerne og oplæsningerne er lige vigtige, for jeg ville ikke stå på den scene, hvis jeg ikke havde et forfatterskab/nogle tekster at læse op, det er skriften, der gør, at man står på den scene. Så håbet er vel, at det går begge veje, at folk har læst bogen og får en overbygning på oplevelsen ved at se dem blive fremført, og den anden vej: at folk hører dem, får en god oplevelse, køber bogen og går hjem og fordyber sig i skriften. Og en gennemgående ting for mig er, at man leverer det bedste, man kan, og altid ønsker at blive bedre og arbejder hårdt for det – hvis man stiller sig på en scene, skal man også have noget at byde på, tage sig selv og sit publikum alvorligt ved at levere varen. Personligt synes jeg, en herre som Peter Laugesen er inspirerende, hans rytmiske skrift, fremføring og musikalitet. Men jeg er lige så inspireret af musikere og måske endog mest af verden omkring mig. Der hvor jeg synes, det fungerer bedst, hvor jeg bliver mest ramt, er, når man har barberet alt gøglet væk, altså står ved sine ord og sin udtryksform, som nu engang er ens stemme/tale/skrift, og hvad man så kan krydre den op med, f.eks. musik, effekter (megafon etc.) – men ikke noget med et spindende lykkehjul på maven, jonglering eller andre fald-på-halen-indslag. Synes det er fint, hvis nogle ønsker at dyrke den side, men det siger mig bare ikke videre meget. Det, som også er spændende ved oplæsning, er, at man tager et medie, som egentlig er rimelig intimt – altså bogformatet lægger jo op til, at det er noget, man sidder med alene – og så tager man det ud i et rum, hvor man kan man rent faktisk tage oplevelsen samt bogen med hjem og dykke ned i det igen, fordybe sig. Det er også altid en fornøjelse, når man læser op, at man kan se folk blive revet med, altså at de f.eks. med lukkede øjne bare lader sig sejle med på skriftens bølger. Det kan man ikke derhjemme alene med bogen.

Fællesskrift side 61

lige pludselig får en fælles oplevelse og er mange, der reagerer på netop de ord, man også selv reagerer på. Og så

Om det er skrift eller oplæsning, kan jeg godt lide et ærligt udtryk – skriv, som du lever, og lev, som du skriver. Vær den på scenen, som du er, når du slentrer hjem derfra. Høx

From: kamilla To: ursula; claus Subject: Re: At være – på en scene Date: Thu, 5 Mar 2009 10:58:01 +0100 Der er en sætning fra din forrige mail, Claus, som jeg først faldt for og så bagefter er kommet til at tænke på nok er lidt svær at efterleve: ”Vær den på scenen, som du er, når du slentrer hjem derfra.” Jeg tror, det var ordet ”slentrer”, der først betog mig, fordi det – i hvert fald i mit hoved – skaber en hel lille fortælling om en optræden. Efter at have stået foran publikum, koncentreret og hundrede procent på, går digteren lige så stille hjem, alene og netop stille. Men det, som jeg vil spørge jer begge om, er: Kan man overhovedet være den samme uden for og på scenen? Og til Ursula: Hvordan opfatter du Claus’ ord? Og kan du tilslutte dig dem?

From: claus To: kamilla; ursula Subject: Re: At være – på en scene Date: Thu, 5 Mar 2009 11:23:05 Meget aktuelt er jeg lige vågnet dagen derpå efter en optræden. Jeg synes sagtens, man kan være den samme på og uden for scenen. Det er selvfølgelig sagt vel vidende, at vi altid har forskellige ”roller”: vennen, sønnen, kæresten osv. Men det forhindrer ikke en i gennemgående at være den samme person. Der er måske ting, man sparer sine forældre for, men som optrædende/skrivende person har alle adgang til det, jeg ønsker at udtrykke, og jeg kunne aldrig finde på at censurere mig selv, hverken i skrift eller på scenen, blot fordi mine forældre kom, eller der sad en eks-kæreste blandt publikum. Jeg har nogle holdninger/følelser/stemninger, jeg gerne vil beskrive, og dem står jeg ved. Så siger jeg noget på scenen, står jeg også ved det, når jeg slentrer hjem. Jeg ønsker ingen maske/filter mellem mig og min skrift, den er den gennemløbende åre i mit liv, og jeg prioriterer derfor også i den retning. Det gør jo også, at når jeg optræder 200 gange om året, er der mange fødselsdage og andre mærkedage, jeg går glip af, men så må man vise dem, man holder af, at de står en nær på en anden måde. Det er også meget, meget sjældent, at jeg bliver der, hvor jeg har optrådt, og drikker en øl bagefter, da det er min arbejdsplads, og der er et skævt forhold mellem gæsterne og mig, fordi jeg har stået på scenen. Så hellere tage de folk, man ønsker at tilbringe en aften med, og gå et andet sted hen – være tro mod sig selv og gøre tingene af de rigtige grunde. Der er tre regler/ting, som jeg lever mit liv efter: Opfør dig nogenlunde ordentligt Gå til folk med respekt Fællesskrift side 62

Lad være med at såre folk bevidst. Overholdes de tre ting, kan man næsten te sig, som man vil, og dermed også være den, man er, på scenen som uden for. Høx

From: kamilla To: claus Suject: Re: At være – på en scene Thu, 5 Mar 2009 15:11:25 200 gange om året? Hvor længe kan du blive ved med det?

From: claus To: kamilla Suject: Re: At være – på en scene Thu, 5 Mar 2009 15:15:11 Det er et godt spørgsmål, for det er selvfølgelig noget, der slider, men samtidig giver det også mit forfatterskab og mig selv noget. Så længe der er bud efter varen, og jeg kan lide at være meget ude og optræde, så er det noget, jeg forsætter med – kan ikke sætte tid/år på. Høx

From: kamilla To: claus Subject: RE: At være på en scene Date: Thu, 5 Mar 2009 15:38:23 Det kan du selvfølgelig ikke, jeg var nok også bare imponeret over antallet.

From: claus To: kamilla Subject: RE: At være – på en scene Date: Thu, 5 Mar 2009 15:43:09 +0100 Jo tak, det er nu også en sjov fornemmelse, at man, fordi man har skrevet et digt, så lige pludselig sidder i et fly på vej til London, Færøerne, Norge eller Sverige, hvor jeg har haft glæden af også at optræde. Ét var, hvis man var rockstjerne eller skuespiller – men det er jo bare digte :-) Det viser heldigvis, at digte stadig kan noget.

From: ursula To: kamilla; claus Subject: RE: At være – på en scene Date: Fri, 6 Mar 2009 02:44:40

Nu var der jo en hel del ord fra Claus, men altså selvfølgelig kan jeg tilslutte mig de enkle og sympatiske leveregler, at man skal stå inde for sine holdninger og behandle andre ordentligt og respektfuldt. Yderligere har jeg også lidt at tilføje: Jeg tror ikke, jeg synes, at litteratur kun handler om formidling af egne holdninger, hvorfor dét at stå inde for, hvad man siger på scenen/i bogen, i min verden er noget andet end at stå inde for det, jeg siger der-

Fællesskrift side 63

Her er lidt:

hjemme, som igen er noget andet end at stå inde for det, jeg siger et helt syvende sted. Det lyder muligvis meget åndssvagt og formørket og uvederhæftigt, men det er ikke ment som et dementi af – mere som et supplement til – fordringen om at stå ved det, man siger; jeg er sådan indrettet, at jeg aldrig kan slippe for tanken om, at tingene kunne siges på en anden måde (end den, jeg lige sagde dem på), og at denne åbenhed/dynamiskhed/ usikkerhed er et vilkår for min sameksistens med resten af menneskeheden. Hvis man skal sige det på en smukkere måde, så er dét ikke at have fået sagt tingene, som de skulle siges, altid en god grund til at prøve at sige dem igen, herunder også en god grund til at blive ved med at tale med hinanden. (det er lidt sent) urs

From: kamilla To: ursula; claus Subject: RE: At være – på en scene Date: Fri, 6 Mar 2009 10:07:33 Her er vi vel fremme ved en meget vigtig forskel på jer to som kunstnere – eller hvad siger du, Claus? Kamilla

From: claus To: kamilla; ursula Subject: RE: At være – på en scene Date: Fri, 6 Mar 2009 10:37:05 Lige vågnet efter en våd nat i byen – Henrik List holdt reception på sin nye bog i går – så jeg har kun fået et par timers søvn, men prøver at svare efter bedste evne. Hmm, jeg ved ikke, om vi egentlig er så forskellige, da jeg sagtens kan forstå Ursula. Jeg kan tage udgangspunkt i det, Ursula skriver her: ”Hvis man skal sige det på en smukkere måde, så er dét ikke at have fået sagt tingene, som de skulle siges, altid en god grund til at prøve at sige dem igen, herunder også en god grund til at blive ved med at tale med hinanden.” Man kan altid diskutere, om man har fået sagt tingene, som de skulle siges – nogle gange skal de også siges/skrives hårdt/grimt, og jeg er dermed enig i, at man altid skal prøve at sige det igen, derfor er der jo også et utømmeligt lager af ting at skrive om, da der altid er en ny måde at sige tingene på – og nye sider at se sagen/verden fra. Men jeg har valgt en skrift, hvor jeg bruger mig selv meget, men dermed ikke sagt, at det, andre gør, er forkert. Jeg synes bare, at levet skrift er stærkere end tænkt skrift – men det gør ikke, at læserne/lytterne skal kende mig for at forstå digtene. Høx

From: ursula To: claus; kamilla Fællesskrift side 64

Subject: RE: At være – på en scene Date: Fri, 6 Mar 2009 14:06:44 Nå ja, men for at være komplementerende igen: Jeg går ind for både levet, tænkt, drømt og forestillet liv. Nemlig. (Med barn på b/arm) urs

Fakta Ursula Andkjær Olsen (født 1970), digter og cand.

Claus Høxbroe (født 1980) digter og ifølge ham selv

mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns

med en kan.skrive. fra Gaden udbygget med flere år

Universitet. Uddannet fra Forfatterskolen 1999. Debu-

i Baggårdene og har siden han blev født stået i lære

terede med Lulus sange og taler i 2000 og har siden

i Livet. Høxbroe er en central figur på den danske

udgivet: Syndfloder (2002), Atlas over huller i verden

spoken word-scene. Optræder også som vært ved Jazz

(2003), Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005),

N Poetry-arrangementerne på Copenhagen Jazz House

Skønheden hænger på træerne (2006), Havet er en

og har udgivet: Hylet fra gaden (digte, 2006), Sluk

scene (2008). Flerstemmigheden, som man især kender

lyset (album, 2007), Solsorten er en skrigende lort ved

digteren på, opstår i sidstnævnte værk gennem opdig-

daggry (digte, 2008) og Tilpas utilpasset (digte, 2008).

tede, mytologiske og virkelige stemmer, fx udstatione-

Sidstnævnte udkom november sidste år på forlaget

rede amerikanske soldater i Irak og Afghanistan. Det er

Ravnerock og indeholder bl.a. disse linjer: ”Kommer

svært at skille enkeltlinjer fra værket, men sådan lyder

flyvende/på frie vinger/høj på fadøl/og fogedret/vokset

det et sted i begyndelsen under titlen ’Du drømmer’:

ud af/ Sydhavnens sprudlende/mavesår”.

”Drøm at jeg er sød: her er så lunt. Er det nu/forkert at elske de lyse nætter og det. De gør ved os. Har jeg

Se evt. mere på www.beatnix.dk

ret?//Grøn er en fristende farve. Se mig/blomstre. Se mig bladre på min gren se mig./Blinke.Klistre.Kilde på/ træerne.//Se mig smitte i solen.//Brede mig som ringe græde her er så lunt.//Jeg skal ikke tage dig i hånden og/føre dig. Jeg vil ikke bruge den slags billige tricks. Jeg vil trække dig.//Ved øret. Se evt. mere på www.surfurs.dk

Fællesskrift side 65

i græsset. Glide. Jeg vil altid/appellere til dig. Se mig/

Facebook Af Bo Kampmann Walther Lektor, ph.d., forskningsleder ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet Desuden fodboldskribent ved Information (og naturligvis på Facebook)

… har været 10 timer på arbejde, løbet en halv maraton, leget med ungerne, fikset garagen, muret en væg, skrevet 3 essays, og glæder sig til at se 8 afsnit af Lost … I oktober måned 2008 tilbragte danskerne 12,6 mil-

fra Mac’ens webcam, hvor den omfangsrige bogsam-

lioner timer på Facebook. Det er en stigning på 404

ling på kontoret er synlig i baggrunden. Det er, om

procent i forhold til marts samme år, hvor vi i alt brugte

jeg så må sige, spændvidden i min profil. Det samme

2,5 millioner timer på det populære site. Mere end

er afstanden fra ”Information” om universitetsstilling

halvdelen af brugerne er over 40 år.

til drillerierne om Liverpools Champions League-sejr

Er Facebook legetøj for de selvfede? Eller er det en ny slags dannelse, som vi kun aner konturerne af? Er Facebook en søgen efter selvidentitet i en kompleks

over Real Madrid, som kan læses på min ”Væg”. Dén vender vi tilbage til. Alligevel ved jeg godt, at nogle er mere lige end

verden, eller lever man blot, som Lars Qvortrup siger,

andre. Jeg skal ikke blamere mig over for bossen eller

”op til et kollektivt krav om, hvordan man performer”?

min kones kolleger. Jeg udtrykker ikke offentligt min

”Skriv noget …”, opfordrer softwaren, hvorefter de

lettelse over endelig at være sluppet af med de forbi-

mere end 2 millioner danskere, der næsten dagligt er

strede ligtorne. Jeg skriver heller ikke, at jeg agter at

på, overlæsser den tomme plads med alskens informa-

søge om lønforhøjelse (selv om hele min profil natur-

tion om, at man altså lige nu er på vej til selskab med

ligvis understøtter, at jeg er de ekstra penge værd).

smarte VIP’er, sipper champagne med sin gudeskønne

Nok er vi kreative, men de kollektivistiske idealer har

kæreste, og i øvrigt er et potent og belæst eksemplar

på ingen måde fjernet sig fra markedslogikkens sociale

af menneskeracen, som med et smil på læben klarer

stigmatisering. Den status, man forelægger verden, er

opvasken, kommunikationsstrategien og børneputning-

et signal om overskud – og tid. Langt de fleste skriver,

en i ét snuptag.

hvad de er i gang med eller skal lave lige om lidt. Hvordan har de tid til det, når de også skal nå at opdatere

Facebook-profilen med jævne mellemrum? Som regel er det noget spændende og kreativt, der varsles, eller

Facebook er den kreative klasses tumleplads. Tricket

også taler den lille fortælling indforstået ind i en nørd-

er, at man lader, som om man dyrker en nivellering af

kultur, hvor man er rørende enige om, at slovakiske

gængse klasseforskelle og sociale rangordner. Min chef

voldsthrillere i sort-hvid er det sejeste, der findes.

Fællesskrift side 66

og borgmesteren i min by er blandt mine ”venner”.

Men Facebook er også en grillbar på nettet, hvor

Her er også tidligere klassekammerater, et hav af nu-

sladderen og smalltalken florerer. Og man er jo ikke

værende kolleger i ind- og udland, venners venner og

dannet, når man får sig en neger med sidevogn, vel?

meget mere. I kategorien ”Billeder” kan de alle sam-

På sin vis er de sociale koder, som vi kender fra

men se ungdomsfotos af undertegnede med elguitar

en let slentrende, urban praksis, flyttet fra den fysiske

og tætsiddende velourdragt og mere seriøse snapshots

realitet og over i cyberspace. Man møder den perifere

kammerat på Strøget, som spørger, hvordan det går,

hjemmevideoen på YouTube over linksamlinger på del.

og det ender med, at man får beskrevet sig selv som

icio.us til fotostakke på Flickr, og vi ”trækker” informa-

überseksuel handyman med 4 ph.d.-grader i bagagen

tionen, snarere end får den ”skubbet” ud til os som ren

– selv om faktum er, at man kommer for sent ned efter

manipulation. Web 2.0, herunder Facebook, er ”pull”,

ungerne i børnehaven, skylder en halv million i skat og

hvorimod den gamle web – altså 1.0 – var ”push”.

for tiende år i træk har glemt at male det forpulede ga-

Eller måske er Facebook noget, arbejdsformidlingen

ragetag. Nu er herlighederne bare flyttet over på net-

har fundet på. Så kan de ledige fordrive tiden og øve

tet. Og her kan vi sidde og flette os ind i fællesskabet

sig i at gå på arbejde. Facebook er nemlig ikke bare et

og samtidig profilere os selv som de unikke individer,

fritidsfænomen, men derimod en tavs praksis på job-

vi også er. Det er den vigtigste balance på Facebook

bet. Netværket gløder mellem 9 og 17.

og det ”spil”, som vi fordriver tiden med: at være

Andre vil hævde, at Facebook er et egocentrisk

socialt flokdyr og unik individualist på én og samme

univers, hvor det bare handler om at have så mange

tid. Der er, som vi skal se om lidt, både ”jyder” og

venner som muligt, se godt ud og demonstrere, at man

”sjællændere” på Fjæsbogen.

har det mest kreative, velbetalte og eftertragtede job

Man kan sammenligne Facebook med computer-

overhovedet. Med Facebook er den kommunikative

spillet The Sims. Begge er virtuelle dukkehuse, hvor vi

promiskuitet og dermed ekshibitionismen og voyeuris-

øver os i at ”vinde” i det sociale univers (få en attraktiv

men blevet en legitim socialkultur. Her er både en drift

kone, et lukrativt job, score på diskoteket, købe den dy-

efter rå realitet og stiliseret virkelighed. At udstille og

reste grill osv.), og hvor vi konstant prøver at beherske

iscenesætte sig selv er normen. At kigge op under

de parametre, som styrer spillet. Intet under, at unge i

skørterne på vennerne og de kendte (og dem, der

dag bliver stressede og overforbruger lykkepiller.

gerne vil være det) er en del af gamet. For så vidt er

Medieforskeren og min ”ven” Malene Charlotte

Facebook domesticeret masturbation, onani med

Larsen har kaldt Facebook for ”Arto for voksne”. Med

regneark. Vi kommer ikke langt blot med penge. Vi

andre ord: Vi er alle teenagere, når vi logger på og

har også brug for ”social kapital”, som den franske

hænger ud i cyberspace. Også selv om der er en uskre-

sociolog Pierre Bourdieu hævder. At lade være med at

ven lov om ikke at skrive på sine børns Væg. Det er

profilere sig – dét, der i dannelsesregi hedder individua-

for pinligt. Ifølge Larsen er der en række mekanismer,

tion – og dermed vise, at man er parat til at spille spillet

som gør Facebook fængende. Det gælder om at have

om den sociale kapital (kapre endnu flere venner, få

mange venner, at forlænge hverdagen virtuelt, at skabe

endnu flere beskeder på Væggen og modtage endnu

overblik, at ”stjæle” venner, at være konstant på, at

flere invitationer til minikonkurrencer om flirt, film og

vide, vi ikke er alene, at være sociale uden at være sam-

filosofi), svarer til at pakke sig selv væk i et usynligt

men, at lure, snage og sladre, at give et virtuelt skulder-

parallelunivers. Så er man derangeret, afkoblet, uden

klap samt at udnytte vores ”slumrende” tilknytninger.

for netværket. I dag er langt ude ikke dér, hvor

Nogle siger, at Facebook er et genialt demokratise-

kragerne vender, men dér, hvor der ikke er bredbånds-

ringsværktøj i Web 2.0-æraen. I dag handler revolu-

kabler. Den virkelige generationsrevolution er ikke, at

tionen ikke om Maos lille røde, men om at have succes

14-årige piger får akut hjertestop, hvis mobilen svigter,

på de pivåbne chatfora. Den professionelle kommuni-

men at 50-årige også får det.

kation, som før var forbeholdt den politiske offentlighed – eller den kulturelle overklasse – er nu kommet

Det er ikke smart ikke at være på Facebook – eller i det hele taget ikke at være på. Det er bare underligt.

ned i øjenhøjde og foregår i en middle region, hvor vi hverken er helt offentlige eller helt private. Vi er noget

midt imellem. Jeg kan være venner med Villy Søvndal, hvis jeg (og han) vil. Jeg kan også, som flere hundrede

Hvad er det for en ideologi, der ligger bag den massive

andre gjorde, tage imod Anders Fogh Rasmussens

iscenesættelse på Facebook og de sociale Web 2.0-

invitation og jogge i hastigt trav inde i en skov. Her

medier? Og er Facebook ramme om en dannelse, der

blander vi vigtige emner fra den storpolitiske sfære

nu er forskrevet til selvfedhed? Der er ikke den store forskel på dannelse og selv-

rer vi EU-direktiver med slænget for sekundet efter at

fedhed. Dannelse er blærerøvenes institutionaliserede

aftale, hvilken café vi skal mødes på fredag aften. Nu-

paradis. Kunst skabes på selvhævdelse mere end på

tidens medier er ikke længere passive envejskanaler. Nu

opofrelse. Myten siger naturligvis noget andet, netop

er brugeren – eller surferen – nærmest blevet en slags

fordi dannelsen som institutionaliseret sandhed er

medproducent. Vi skaber vores eget indhold, lige fra

blevet langet over disken i avisernes debatsektioner,

Fællesskrift side 67

med lummert sladder fra de nære miljøer. Her diskute-

i klasseværelsernes temauger, i fjernsynets public

på fabrikken, men tillige holdes nede af de bedre-

service-krav og i middelklassens utrættelige iver efter

vidende, som partout vil lave deres liv om, oplyse

skønne ånders selvbiografier. Se bare Heiberg-familien

dem osv. Historien om, hvordan den kulturelle over-

i 1840’ernes guldalder-København. Det kan godt være,

klasse gradvist har mistet anseelse og magt og i stedet

de var bannerførere for den gode smag og åbnede

må se sig overhalet af en socialliberalistisk dagsorden,

horisonten for borgerskabet, men de var også en

der både gør op med humanistisk meningstyranni

kulturmafia, som med hård hånd sagde hot og not til

og samtidig prædiker ”kærligt management” på de

sværmeriske kunstnere som H.C. Andersen og Søren

kreative arbejdspladser, er formidabelt beskrevet i Rune

Kierkegaard.

Lykkebergs Kampen om sandheden.

Ved at skjule selvfedheden og synliggøre folkelig

Er Facebook så de kulturelt undertryktes hævn over

nødvendighed har den kulturelle og kreative overklasse

dem med god smag? Griner vi af Heiberg, 150 år ef-

fejret sin dominerende rolle igennem århundreder.

ter? Eller er den kulturkritiske dominans i virkeligheden

Her har over-Danmark dikteret kanonlister til under-

flyttet over i Facebook? Kan man chatte med Georg

Danmark. Der er blevet talt om historisk bevidsthed og

Metz dér? Og ved vi overhovedet, hvad dannelse er?

pensumplaner (så man kan læse om Heiberg, Andersen og Kierkegaard) og skræppet op om politiske logikker,

som alle burde se, helst gennemskue. Lær af historien, find (ud af) dig selv, og stem så for helvede på det

Den klassiske dannelse spekulerede i solsystemer. Bøger

rigtige parti! Den gode kultur er en kombination af

har en ”sandhed”, en ”morale” eller et dybere ”bud-

historisme, humanisme og semantisk énøjethed. Under

skab”. Det ved enhver skoleelev, også uden at kunne

alle omstændigheder kræver dannelse et humanfi-

stave til hverken ”n-y-k-r-i-t-i-k”, ”n-a-r-r-a-t-o-l-o-g-i”

losofisk overskud. Hvis man konstant er sulten eller

eller ”p-s-y-k-o-a-n-a-l-y-s-e”. Idealet er at nå langt

pissetræt oven på en lang dags arbejde, gider man ikke

nok ind. Den moderne dannelse tænker i komplekse

være introvert i selskab med den socialt afbalancerede

netværk. Her handler det om at række tilstrækkeligt

vennekreds eller lære af kunstens genialiteter.

langt ud. Dengang var Jørgen Stein og siden Løgneren

Ironien er, at de ”undertrykte” ikke bare kyses af

Fællesskrift side 68

markedsmekanismer og produktionsforholdene henne

svaret på eksistentielle mysterier. Stein blev et bedre menneske, fordi han kom ud at rejse og vendte trygt

hjem igen, mens Johannes Vig rodede rundt i eksisten-

noget. Michael Laudrup for eksempel. Og vi tror endnu

tialistiske tåger og seksualforskrækkelse og ikke kunne

mere på dem, der kan noget, fordi de er kendt. B.S.

komme væk fra den fucking ø. I dag kan man finde det

Christiansen for eksempel. Vi tror på lidt af hvert. Og

hele på Facebook og Google, inklusive hints til dansk-

sådan er det også med dannelsen.

stilen og spritnye episoder af 24 timer, som TV2 er for

Hvordan ser den danske dannelse ud? Handler den

sløve til at opdatere. Og selv om ordene er metaforer,

om at berede sig på en moderne medieglobalisering

er de solidt forankret i den måde, hvorpå vi håndterer

med krav om dynamik og omstillingsparathed? Har

og ikke mindst værdisætter fagkyndighed: Bredde fører

den kreative klasse og dens glade zigzag mellem kultur-

til, at vigtig viden eroderer – noget værre rod – mens

radikal humanisme og markedskapitalistisk manage-

dybde leder til sandhed. Det er godt at grave. Det er

ment patent på, hvad man skal vide for at være klog

dårligt at surfe.

og lækker? Sludder, siger andre. Dannelse er et spørgs-

Dannelse er meget nemmere i Tyskland og Frankrig.

mål om at kunne sin litteraturkanon og sætte nutiden i

Dernede tror de på autoriteter og videnskabelige sand-

relation til historiens dybder. Historisk bevidsthed er an-

heder. Vis dem en doktor med guldindfattede briller

svarlig menneskevidenskab. Vi skal vide, hvem vi er, og

og myndigt docerende panderynker, og de svømmer

hvor vi kommer fra. På den måde kan vi præge nutiden

væk i doktrinær benovelse. Tænk på en tysk tandpasta-

og måske endda diagnosticere fremtiden.

reklame. Eller måske en fransk filosof med blødt hår og

Men uenigheden handler ikke bare om politiske

medietække. Teknokratisk kulturdominans er ikke no-

fløjkrige og skænderier om civilisationens ve og vel.

get, man frygter. Det er bare sådan, det er. C’est la vie.

Uenigheden er heller ikke et resultat af systemskiftet i

Billedet er mere mudret herhjemme. Vi tror på livs-

2001, som gjorde op med meningstyranni og satte en

stilsguruer med licens til feng-shui og nullermænd, og

folkelig værdidebat i stedet. Nej, uenigheden bunder i,

vi tror på eksperten i Nyhederne, som bryster sig af

at dannelseskonstruktionen er splittet i selve udgangs-

akademisk titel og uendelig perspektivforskydning.

punktet. Miseren startede, da dannelsen kom til landet

Vi tror på Troels Kløvedal, den gamle hippie, og røver-

for et par hundrede år siden. Kære læser, rul dit indre

historier fra de syv have, og vi tror på Lene Espersen-

danmarkskort ud.

typer, der jager en skræk i livet på tossegode pladder-

Der er dannelse på jysk, og der er dannelse på

humanister. Vi tror på dem, der er kendt, fordi de kan

sjællandsk. Den første handler om folkelighed og socialliberal oplysning. Jeg kalder den ”skal vi nu ikke lige”-dannelsen. Den spænder vidt, fra et historisk modigt udsyn, som var nødvendigt for at etablere en vidensplatform for alle, til en nationalistisk papkassemoral, hvor man helst holder sig inden døre. Den anden dannelse handler om selverkendelse og servicekrav. Jeg kalder den ”se mig!”-dannelsen. Vi er i slutningen af 1700-tallet. Ansporet af progressive kræfter sydfra – Preussen, Frankrig og Holland – lignede dannelsen en sikker succes. Men så gik det galt. En del af dannelsen kørte fast et sted i den jyske muld, mens en anden fik travlt med at komme til ”Kongens Stad”, København. Den jyske model blev med årene til folkelighedens projekt. Der blev bygget folkeskoler, og degnen og landmandens sønner og døtre fik indsigt i en verden udenfor. Den sjællandske version var forelsket i tysk romantik og så det som en livsnødvendighed at tage på dannelsesrejse og udforske sjælens potentialer. Her handlede det om individuering.

valfartede jyderne til Las Palmas for at få sol og sul på maven, mens sjællænderne tog til Berlin for at skrive digte. Lad os spole frem til nutiden og se på ekstremerne: Jysk dannelse ender ofte i regulær vidensangst. ”De

Fællesskrift side 69

I Jylland gjaldt det om at få alle med. Langt senere

skal fandeme ikk’ tro, de er no’e, dérovre i Køwen-

vet om performance blevet stadigt hidsigere. Når græn-

havn!” Vi ved bedre. Underforstået, vi ved nok. Eller

sen mellem deep backstage (dér, hvor jeg virkelig er pri-

også slår sådan en dannelse over i socialkammeratlig

vat og kan sidde og skide i fred) og frontstage konstant

nivellering, som var konsekvensen af ”Den blå betænk-

sløres og bliver til middle region – info på Væggen,

ning” fra 1960. Alle skulle være med. Ingen var bedre

billeder, som kan ses af vennerne, og slibrige detaljer,

end andre, og ingen havde mere ret end andre til at

som min chef potentielt kan bruge som argument for

lade sig individuere.

ikke at gi’ mig julegratiale – træder den sjællandske

Men sjællænderne og deres dannelse er heller ikke

dannelse i karakter: Individueringen stigmatiseres som

for køn. Den favoriserer tudeprinserne, der forkælet

socialt ritual. Det er det kors, sjællændere bærer rundt

kræver service – viden, uddannelsestilbud, kulturel

på – ikke mindst på Facebook. På den ene side lever

udfordring – og konstant spejler sig i deres egne frem-

man med illusionen om, at man kan vise sit sande jeg

skridt. Idealet er stadig en romantik, som er så forvitret

ved netop kun at fremvise den photoshoppede udgave

i samfundet, at man tager den for givet: Jeg vil dannes

af job, strand og bogudsalg. Det er Aus-Bildung anno

i mit eget billede, og jeg kræver, at kulturen omkring

2009. På den anden side bor der også en lille subversiv

mig flytter sig, når jeg selv flytter mig.

rebel i sjællænderen. Problemet er bare, at med det massive ritualfællesskab, som Facebook er, får den en-

somme udbryder næppe lov til at stå alene ret længe. Der er altid nogle, som også synes, det er cool at bære

I Danmark er dannelse noget værre rod. For hvad

dét kors, og straks kreerer en ”Gruppe”, hvor man

betyder det, når dannelsen er i frit fald? Er det, fordi

sammen kan hænge ud i ekstrem – og samtidig socialt

der er slået skår i den jyske folkelighed? Eller er det

valideret – individuation.

snarere den sjællandske blærerøv – ”se mig!” – som har udviklet sig til uansvarlig narcissisme? Er den

Man går mere op i at synliggøre reglerne for, hvordan

dominerende facebooker jyde eller sjællænder? Er

klubben holdes hemmelig, end i at flytte foretagen-

Facebook et globalt og åbent meningsfællesskab, som

det ned i kælderen, hvor ingen vitterlig opdager det.

får Jürgen Habermas’ idé om ”herredømmefri dialog”

Og derfor går det sjællændere på Facebook, som det

til at blegne, eller en uendelig promiskuitet, hvor pinlig-

går med subkulturer i almindelighed. Kampen om at

heden er norm og overmennesket ideal? Er det Jesus

komme ud til individueringens kant mister dampen, når

med knæbeskytter eller Nietzsche på speed?

den bliver en del af den nye rituelle adfærd, hvorved

Sjælland er rigt repræsenteret på Facebook. Især på

den jo, ganske harmløst, undskylder den ideologi om

den famøse ”Væg”. Sociologen Erving Goffman talte

massen, man startede med at fornægte. Omvendt er

længe før World Wide Web om ”impression manage-

det ikke særlig sjovt at være ”hemmelig”, hvis man

ment”, dvs. indtryksstyring. For at vores tilstedeværelse

ikke må være det sammen med andre.

skal have betydning, i mødet mellem dit og mit ”face”,

Beskederne på ”Væggen” er en intimideret offent-

må den mening, vi ønsker at viderebringe, bygges ind

lighed, det hurtige fix, hvor den promiskuøse rastløs-

i vores fremtræden. Derved opstår det paradoks, at vi

hed kommunikeres. Det er sjællændernes foretrukne

tyr til dramatisering for netop at skabe en troværdig og

drama. På Væggen er selviscenesættelsen og selvfor-

autentisk relation mellem den rolle, vi spiller (eller den

førelsen allermest nærværende. Her er spændvidden

maske, vi bærer), og den situation, vi står i. Fremto-

mellem privat og offentligt rum konstant til forhandling

ningen siger noget om vores sociale status, hvorimod

(ellers kunne man jo bare sende en privat besked eller

vores manerer er et vidnesbyrd om selve interaktionens

tie stille). Og her nærmer Facebooks verden sig også

rolle i situationen. Nogle gange har jeg en pæn blazer

– med den franske filosof Jean Baudrillards ord – en

på for at illustrere, at jeg agerer i embeds medfør. Men

”af-scenificering”. Det handler ikke længere om

jeg kan godt finde på at bande kraftigt, hvis den kon-

modsætningen mellem virkeligt og uvirkeligt, reelt

krete kommunikation – stadig iført blazer – tillader det.

og iscenesat. I den ”obskøne æra”, som Baudrillard

På den måde er identitet ikke et spørgsmål om at Fællesskrift side 70

Det minder om barndommens hemmelige klubber.

taler om, har vi mistet grebet om forførelsen, for den

finde ind til et ubesmittet ”jeg”, men snarere et spørgs-

antager præcis, at der kan lokkes med en sandhed bag

mål om at finde en vis tryghed i den idealisering, som

fænomenerne. Eller at der er et yderligere ansigt bag

det lille drama om ”mig hér” og ”mig dér” afstedkom-

ansigtet. Det obskøne er det, der ”ikke længere gem-

mer. For virkelig at vise, hvem jeg er, må jeg performe

mer en hemmelighed, og er fuldstændig absorberet i

idéen om mig, snarere end realiteten om mig. Og med

information og kommunikation”.

den massive adgang til sociale medieteknologier er kra-

At kommunikere på jysk risikerer at stagnere i kon-

formitet. Det svarer til at lukke af for forførelsen, inden

på Google. Gæt selv hvilke. På Søren Kierkegaards

den overhovedet går i gang. Men sjællandsk kommuni-

tid kunne jagten på selvidentitet aflæses i flanørens

kation ender også nemt i affortryllet porno: Det synlige

promenade på Kgs. Nytorv. I dag findes jeget kun, for

åbner blot for endnu mere synlighed og ikke en magisk

så vidt det opdateres på Facebook.

– måske endda jomfruelig – nøgenhed omme bagved. Jyderne har profilbillederne. Ikke en hurtig rus som

Facebook er en vigtig ”tekst” at blive klog på i dagens Danmark. Farvefotos, oneliners på Væggen

sjællændernes Væg, men en langtidsvirkende pille. Nu

og lumre chokbilleder fra svendegildet siger det hele:

er farten sat en anelse ned, ikke mod et nulpunkt, hvor

Det er ikke det private rum, der er ved at forsvinde.

dramaet om fremtoning iser til, men netop i den folke-

Individueringen har sejret sig selv ihjel. Nej, det er den

lige tryghed, som tillader os at placere os selv kom-

offentlige sfære, der forsvinder. Alle er jo for helvede så

munikativt i afgrænsede livs- og hverdagssituationer.

private.

Vi stiliserer os selv som fædre, mødre, kunstnere, vilde teenagere, neutrale lønslaver, fodboldfans, wildlife-

Det er ikke privatlivet, der invaderes, men offentligheden, der eroderer.

entusiaster, filmfreaks, alene eller sammen med andre, up-close, sløret, kontrastfuldt, knivskarpt eller med

webcam’ens naturlige begrænsninger, som i sig selv bliver en medieæstetisk præmis.

Fakta: Facebook tilhører en stadig voksende mængde

Men hvad enten jyden ender i flokdyrenes inerti

af sociale medieteknologier på internettet, som løseligt

(”sådan ser et ordentligt portræt altså ud, dér hvor jeg

går under navnet Web 2.0. Andre kendte – men langt

kommer fra …!”), eller den sjællandske individuering

fra så store – sociale sites er Friendster, MySpace,

bliver slugt op af alle de andres uundgåelige stigma-

LinkedIn og Twitter. Facebook blev skabt i 2004 af

tisering (”vi vil også profilere os, vil vi …!”), så ligger

Harvard-studenten Mark Zuckerberg. I begyndelsen var

begge på godt og ondt under for Facebooks diskrete

kun Harvard på Facebook, men siden spredtes tekno-

ideologi. Man kan ikke se den stiplede linje på gulvet,

logien til Boston-området, Stanford og de andre Ivy

men vi er dannede nok til at vide, at den er der. Det er,

League-universiteter i USA, og siden fik også amerikan-

som om sjællænderne har sat sig for at tale linjen væk,

ske gymnasieelever adgang – og resten af verden. Som

hvorimod jyderne vil tie den ihjel. Og på en måde er

fænomen bygger Facebook videre på videnskaben om

det dannelse i en nøddeskal: larmende uselvfølgeliggø-

”The Small World Phenomenon”, som især i USA blev

relse og tavs værdsættelse.

populariseret i form af spillet ”Six Degrees of Separation”. Det findes efterhånden i mange varianter (bl.a.

”Six Degrees of Kevin Bacon”), men kernen er, at hvis et menneske er et skridt fra de personer, det kender,

Måske har jeg fortegnet det mental-geografiske

og to skridt væk fra de mennesker, de første personer

danmarkskort og reduceret jyder til træge trailere

kender, så er alle på hele planeten gennemsnitligt

med ører og tilsvarende gjort sjællændere til koleriske

forbundet af blot seks niveauer. Med andre ord: Barack

jubelhumanister, der synes, alt er evigt spændende.

Obama er min ven.

Misforstå mig ikke. Dannelse er ikke bare noget med at være på evig jagt efter det nye og det overskridende. Dannelse er ikke ekstremsport i humanismens gymnastiksal. Dannelse handler om overskridelse. Hvis man ikke uselvfølgeliggør sig selv af og til, stivner man. Man bliver en slags jyde. Men hvis man ikke tør holde fast i værdierne, som også er det filter, vi møder det nye og overskridende med, så ender man med at blive en lalleglad relativist. Altså en sjællænder. Men sandheden er, tror jeg, at Herning og Købenden forvirrede dannelse, som der p.t. skrives gymnasiereform og Fælles Mål i skolen på, og dermed med sine pros and cons er et mikrokosmos over det samfund, vi lever i. Engang havde man filologi og realkommentarer. I dag bør man undersøge danskernes primære søgeord

Fællesskrift side 71

havn i landet ”Facebook” udtrykker en light-udgave af

Tak til Trine May for værdifulde kommentarer til denne artikel.

Litteratur Baudrillard, Jean: The Ecstasy of Communication, Cambridge, Mass. 1988 Bourdieu, Pierre: Distinktionen, Frederiksberg 1984 DR Medieforskning: Medieudviklingen 2008-2009, DR, Kbh. 2009 Goffman, Erving: The Presentation of Self in Everyday Life, New York 1959 Larsen, Malene Charlotte: ”Hvorfor fænger Facebook?”, in KForum, 9. januar 2008 Lykkeberg, Rune: Kampen om sandheden, Kbh. 2008 Manovich, Lev: ”The Practice of Everyday Life”, hentet fra www.manovich.net [18.03.09] Meyrowitz, Joshua: No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior, Oxford 1986 Qvortrup, Lars: ”Facebook: Forførelse, selvforførelse og promiskuitet”, in OnEdge, nr. 1, januar 2009 Rasmussen, Terje: ”Masken foran masken. E. Goffman og personlig presentasjon på web” (2003), hentet fra http://www.media.uio.no/personer/terjer/Goffman.pdf [18.03.09] Walther, Bo Kampmann: Konvergens og nye medier, Kbh. 2005 Walther, Bo Kampmann: ”Jeg vil være kalif i stedet for kaliffen”, in Rasmus Ø. Jensen og Henrik Lübker (red.): Elite og samfund, Odense 2006

Fællesskrift side 72

Walther, Bo Kampmann: ”Dannelse på fynsk”, in Højskolebladet, november 2008

Tv-shows

X Factor-trenden set fra et dannelsesperspektiv Af Christa Lykke Christensen Ph.d. og lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Har skrevet en række artikler om tv-satire, livsstilsprogrammer samt børne- og ungdoms-tv. Har udgivet bogen Visuelle følelser. En undersøgelse af unges billedoplevelser, 2003, og senest (sammen med Anne Jerslev) antologien: Hvor går grænsen? Brudflader i den moderne mediekultur, 2009

Konkurrencer har siden fjernsynets barndom været et

fokus på det enkelte barns personlighed, dets følelser

genkommende element i dansk tv. 1950’ernes Børne-

og væremåde. Var man god til at lave akrobatik eller

time-programmer bestod for en stor dels vedkommen-

male små blomster på porcelæn, var det disse færdig-

de af optrin af børn, der viste, at de kunne noget

heder i sig selv, der vakte beundring, og som andre

ganske specielt. Enkeltvis demonstrerede de færdig-

børn evt. kunne bestræbe sig på at gøre efter. Konkurrencemomentet har også altid været til

hvad enten det drejede sig om musikinstrumenter,

stede i tv for voksne. Melodi Grand Prix, Kvit Eller

håndarbejde, sportslige præstationer eller opdragelse

Dobbelt, Den Gyldne Pil, Gæt & Grimasser og Den

af dyr. Det var dengang (endnu) ikke børnenes fantasi

store Klassefest er alle eksempler på populære under-

eller kreativitet som sådan, der blev fokuseret på, men

holdningsprogrammer, hvor quizzer, gættekonkurren-

deres evne til at være på niveau med voksne udøvere af

cer og dyster af forskellig slags har været et gennem-

de samme færdigheder. Beherskelse af de pågældende

gående element. Konkurrenceelementet var i disse og

discipliner vidnede om personlig karakter hos det enkelte

tilsvarende programmer indlejret i en grundlæggende

barn og viste indirekte, at målet med at være barn

munter og selskabelig feel good-stemning. Seerne

var at blive voksen. Der var således ikke fokus på, at

forventedes at hygge sig i glad afslappethed foran

børnene gjorde eller burde gøre tingene på en særlig

fjernsynet med folkekære tv-værter som Svend Peder-

børnemåde. Tværtimod stod den voksne verden

sen, Otto Leisner og Erling Bundgaard. Som seer fulgte

uimodsagt som et selvfølgeligt ideal til efterfølgelse.

man spændt med i, hvordan deltagerne konkurrerede

Dysten bestod med andre ord i at imitere forlægget

på deres viden og kunnen. Deltagerne i gættekonkur-

bedst muligt (Christensen 2006). Det betød også, at

rencer var ofte kendte, primært skuespillere, entertai-

der ikke i samme grad, som det er tilfældet i dag, var

nere og musikere. Såkaldt almindelige mennesker

Fællesskrift side 73

heder, som vidnede om kropslig disciplin og bemestring,

optrådte undertiden også, men det var stort set altid

resulteret i utallige livsstilsprogrammer, hvis indholds-

i dyster, der krævede en specifik viden eller en særlig

mæssige motor har været drevet af forestillingen om

kropslig eller håndværksmæssig kunnen.

den helt personlige iscenesættelse af ’sig selv’ formidlet

Konkurrencerne blev nok taget alvorligt, mens legen stod på, men betragtedes udelukkende som ’kun

sundhed (Christensen 2008). Så underholdning er der

for sjov’. Samme glade stemning herskede ved program-

nok af, og der er tilsyneladende seere til den.

mernes begyndelse som ved deres afslutning, ligesom

Set i forhold til den tidligere, glad legende og, set

vinderen af aftenens konkurrence blev opfattet som

med nutidens øjne, muligvis naive underholdningsprofil

den samme person efter som før programmet. Det

på DR har reality-showet introduceret en ny og alvorlig-

indgik ikke som en del af programmet, at seerne skulle

realistisk tone. I modsætning til tidligere underhold-

lære deltagerne at kende, hvorfor disse heller ikke

ningsprogrammer er reality-shows kendetegnet ved, at

forventedes at vise og afsløre forskellige sider af sig

konkurrenceelementet for det første ikke kun betragtes

selv. Heller ikke var der tale om nogen speciel glamou-

som værende for sjov, og for det andet er det behæftet

røs iscenesættelse af vinderen. Vinderen blev naturligvis

med en anden form for alvor end i de traditionelle

fremstillet som glad for sejren, men den glæde, der

tv-konkurrencer. Dels er deltagerne såkaldt almindelige

først og fremmest blev formidlet over skærmen, var

mennesker, dels konkurrerer de ikke blot på deres viden

glæden over gamet om den store viden og kunnen.

og kunnen. Viden og kunnen er i disse programmer

Frem for at være personfikseret og subjektivt oplevet

ensbetydende med, om og i hvor høj grad deltagerne

var glæden snarere forbundet med bevidstheden om,

strategisk formår at bruge deres viden og kunnen til

at programmet, og dermed tv-stationen som sådan,

eget formål og uden skelen til, om den strategiske

havde været i stand til at glæde og underholde store

holdning evt. har negative konsekvenser for andre.

dele af befolkningen. I dag findes sådanne underholdningsprogrammer

Strategisk tænkning er også et grundelement i mange andre konkurrencer, fx skak og fodbold, men

stadigvæk i sendefladen, fx Hvem vil være millionær

bl.a. er den forskel afgørende, at præmissen for del-

og Høvdingebold. Men i dag er det først og fremmest

tagerne i reality-shows er, at de bliver brikker i hinan-

reality-showet, der har overtaget førertrøjen, når det

dens spil – ja, at konkurrencen så at sige er forrykket

gælder populær og toneangivende underholdning.

fra selve spillet til det raffinerede spil om dette spil med

Med reality-shows som Robinson Ekspeditionen og Big

andre deltagere som brikker. Det underholdende består

Brother bibragtes underholdningen på tv noget ander-

i at se, hvordan spillerne tackler de socialt vanskelige

ledes og nyt. De var underholdende på en ny måde,

situationer med og uden ’ansigtet’ i behold. Hvor langt

idet de lagde op til at skabe nye måder at føle sig

vil de gå for at nå målet – den eftertragtede pengepræ-

underholdt på.

mie, pladekontrakt eller selve det at blive en medie-

Reality-tv’s indtog på de danske tv-kanaler skal

kendt? Hvilke sociale og moralske grænser vil de over-

forstås som led i en udvikling, der bevirkede en generel

skride for at optimere deres chancer for at vinde? Og

ændring af underholdningsfladen på dansk tv. Først og

hvor langt vil den enkelte seer følge disse personer ved

fremmest fik seerne fra midten af 1990’erne adgang

fx at støtte den person, han eller hun synes bedst om,

til langt flere tv-kanaler end tidligere. Dvs. at der blev

med sin sms-stemme?

stor konkurrence om seerne på de forskellige kanaler,

Fællesskrift side 74

over boligen, maden, ferierejsen eller den kropslige

Ikke blot baserer mange af disse programmer sig

hvilket bl.a. betød, at underholdning blev en frem-

på fremvisning af deltageres evne til at forholde sig

herskende konkurrenceparameter. Underholdning er

tak- tisk; der lægges også op til, at seerne aktiveres og

således ikke længere kun ensbetydende med weekend-

sidder med ved det moralsk vurderende ’forhandlings-

underholdning. Nok satses der stort på især fredags-

bord’ derhjemme foran skærmen. At sådanne pro-

underholdnings-shows som Stjerne for en aften, Vild

grammer overhovedet kan fungere som underhold-

med dans og X Factor, men intentionen om at under-

ning, grunder sig på aktive seere i den særlige

holde seerne er på ingen måde forbeholdt weekenden.

betydning af ’aktiv’, at de føler sig motiverede til at

Den præger sendefladen ugen igennem. Således er

lade sig rive med og provokere, at de så at sige ’spiller

shows som Robinson Ekspeditionen, Big Brother,

med’ på programmernes logik og inddrages som en

Bonde søger brud, Paradise Hotel, Sandhedens time

slags forhandlingspartnere og i øvrigt gør brug af

og Dagens mand blevet sendt på hverdagsaftener.

den autoritet, de tilkendes i forbindelse med at have

Desuden har underholdningsintentionen også markeret

medbestemmelse over, hvem af deltagerne der skal

sig i den ’lifestyling’ af den tidlige primetime-flade, som

vinde.

har fundet sted gennem de seneste ti år, og som har

I sammenligning med de mere traditionelle under-

vinde konkurrencen. Ja, undertiden helliger målet

sig selv fuldt ud, med hvad det indebærer af overvej-

midlerne, og det er forventningen om iværksættelsen

elser og refleksion over egen væremåde, følelsesliv,

af disse strategisk udtænkte midler i form af fx

strategier for ’kampen’, synspunkter på andre delta-

grænseoverskridende adfærd, seerne underholdes af.

gere, holdning til dommere, publikum og potentielle

Seerne følger på tæt hold deltagerne gennem nerve-

seere af tv-programmerne. Seerne lærer dermed de

pirrende auditions og pinlige udvælgelsesseancer, er

enkelte deltagere at kende på måder, som ikke var

vidner til dommernes uforbeholdent negative og, ville

mulige og heller ikke var relevante i tidligere shows.

nogle seere nok mene, stødende ytringer og meninger

Nutidens reality-shows opererer i det sociale felt, hvor

om dem, der melder sig til konkurrencerne, ligesom

det er kampen for social overlevelse, der, helst så

seerne bliver indviet i både de udvalgtes følelser af

dramatisk som muligt (set fra tv-stationens side),

taknemmelighed og nåde og i de fravalgtes skuffede

skal spilles ud for åbent tæppe. Den enkelte deltager

forventninger og afstandtagende meninger om

skal inden for programmets tidsbegrænsede ramme

dommere og andre deltagere.

realisere, ikke blot sin viden og kunnen, men også sig

Programmernes indhold udgøres af konstant

selv og sine egne mål i kamp mod andre, der også skal

cirkulerende subjektive vurderinger, der, hvad enten

realisere sig selv og egne mål – og tilmed skal begge

de er idiosynkratiske nedrakninger af dårlig musiksmag

parter vinde seernes sympati. Den hurtigste vej til at nå

og tøjstil, eller de er argumenter imod det lave niveau

egne, individuelle mål kan ofte være det manglende

for en performance – alle har det til fælles, at de med

hensyn til andre. At svigte, bedrage, lyve og krænke

nødvendighed skal ytres offentligt for kameraet. Kravet

andre legitimeres derfor som godt tv-indhold. Det

om at give udtryk for, hvad man umiddelbart synes, og

fremmer de opmærksomhedsskabende elementer, der

hvad man kan lide eller ikke kan lide, er alfa og omega

karakteriserer moderne tv-underholdning, nemlig at

for sådanne shows. Der skal kommunikeres, menes,

det effektivt kan begejstre og bringe seerne i affekt,

synes og krænges ud af selv de inderste og mest

hvad enten det er i vrede og moralsk forargelse eller

private følelser og fornemmelser. Ind i dette kaos kaster

fascineret begejstring og stormende jubel.

seerne sig frivilligt, lokket måske af muligheden for selv

I modsætning til tidligere lørdagsunderholdning,

at ytre en mening, blande sig og markere en position i

der søgte at fremme den selskabelige og afslappede

et felt, hvor der ikke kræves andre forudsætninger, end

feel good-stemning, dyrker disse programtyper snarere

hvad man selv synes om den ene eller den anden, og

en stemning af anspændt feel bad. Ingen hindringer er

hvor enhver derfor kan være med.

i princippet for store i forhold til at indfri målet – at

Tv-underholdning giver derfor ikke længere kun

Fællesskrift side 75

holdningsshows bør deltagerne i reality-shows investere

festlige og opstemte associationer. Seerne sidder lige så

godt. Perspektivet er singulært og individualistisk, og

ofte tilbage med følelser af harme og pinlighed. Ikke

mangel på social accept ytres som afsmag: ’Hun har

desto mindre både vil og kan de underholdes, dvs. føle

grimt hår og en irriterende stemme. Derfor skal hun

sig tilfredse og godt tilpas, ved både at føle sig dårligt

stemmes ud af showet’. Fravælges man eller stemmes

tilpas, provokerede og ilde til mode.

hjem, som det hedder i disse shows, falder det tilbage

De senere år er seertallene steget, i takt med at tv-stationerne sender programmer, der går efter at udstille deltagernes mindre flatterende sider og presser

en blot yderligere profileret selviscenesættelse. Indlysende nok er sådanne shows specielt attraktive

dem på facaden, så de følgelig taber ansigt, opfører sig

for unge seere, da de udgør en slags sociale laborato-

pinligt og fremstår på en uværdig måde. Det gælder fx

rier, hvor der eksperimenteres med grænser for op-

Sandhedens time såvel som især de indledende audi-

førsel og moral. Men det bør understreges, at sådanne

tion-afsnit i X Factor-udskillelsesforløbet.

shows fremstiller medieskabte virkeligheder, hvor kon-

Der ytres fra tid til anden stor bekymring for effekten

ceptets grænser i tid og rum blot udgør et par af de

af sådanne tv-shows på de opvoksende generationer.

mange rammer, der er for denne virkelighed. Det

Bekymringen angår dels den effekt, man frygter, disse

indebærer bl.a., at disse shows’ budskab om vigtig-

shows kan have på børn og unge i retning af en øget

heden i at lægge en individuel strategi for, hvordan

selvoptagethed og egoisme på bekostning af hensynet

man vil forvalte sig selv og sit liv, i dette regi kun kan

til andre og ansvarligheden for fælles interesser; dels

blive en strategi for, hvordan man hurtigst muligt

går den på, at disse shows’ entydigt strategiske mål-

lykkes. Der er derfor tale om en effektiviseret og

rettethed og satsning på den ultimative selviscenesæt-

professionaliseret strategi for selvrealisering, og der

telse kan give de unge seere det indtryk, at man også i

er tale om, at eksempelvis den træge proces, som

den ikke-medierede virkelighed skal markere og klare

etablering og vedligeholdelse af sociale relationer er

sig ved hjælp af samme insisteren på den personlige

forbundet med, samt den lange proces, det sædvan-

performance og retten til subjektiv og til tider idiosyn-

ligvis er at nå frem til at føle sig som, i det mindste

kratisk holdningstilkendegivelse.

momentvis, en vinder i sit eget liv, ikke finder plads i

Der kan på den ene side være grund til bekymring, hvis sådanne tv-shows bliver det vigtigste sociale input,

sådanne shows. På den anden side kan man måske af netop disse

seerne stifter bekendtskab med og tager til sig. For-

grunde argumentere for en mindre grad af bekymring.

veksles den medierede virkelighed med den ikke-medi-

Den virkelighed, som sådanne shows skaber, er en

erede sociale virkelighed, og kommer reality-shows til

simuleret virkelighed, mange seere for en stund kan

at udgøre matricen for de sociale omgangsformer,

finde stort behag ved at kigge på og leve sig ind i.

seeren praktiserer i sit eget liv, kan det naturligvis være

Dagdrømmepotentiale er der på den ene side rigeligt

et problem. Da mange af disse shows’ grundlæggende

af, idet faktorer som politik, økonomi, uddannelse,

logik er bundet op på den individuelle konkurrence

faglige kvalifikationer i det hele taget er fraværende og

som tilværelsens absolutte drivkraft, kommer tilværel-

derfor ikke spiller nogen rolle for showet som sådan.

sen i lyset heraf til at fremstå som en kamp, hvor alle

Kun den helt individuelle og strategisk rigtige perfor-

kæmper individuelt, snævert målrettet og alle mod alle.

mance fremstilles som endegyldigt udslagsgivende for,

I en sådan optik drejer det sig om overlevelse og om

hvem der får succes. Utopien om forandring som en

strategisk planlægning, der kan forhindre én i at ende

mulighed, man ved helt egen hjælp kan fremme,

som taber. Netop fordi vinderpositionen i en så ekstra-

formuleres således gang på gang.

ordinær grad både glamouriseres og gøres subjektivt

Fællesskrift side 76

på én selv, hvilket derfor kan motivere den enkelte for

Derfor er det sociale spil deltagerne imellem ofte

afhængig af den vindendes personlige performance, vil

skåret så skarpt, at seerne kan føle sig provokerede på

man nødvendigvis, hvis man ikke er vinder, automatisk

deres normer for almindelig social omgang og dermed

betragte sig som en taber. Og det er bare ærgerligt, for

blive tvunget til at tage stilling til, hvor de selv mener,

i så fald har man kun sig selv at takke for ikke at have

at grænsen skal gå. I denne proces markeres, om ikke

gjort tilstrækkeligt for at undgå sin taberposition. For

andet, grænsen mellem den medierede og ikke-medie-

det, man primært taber på, er jo ’sig selv’ og ens egen

rede virkelighed. Således kan sådanne shows betragtes

evne til at få dommere, publikum og seere til at nære

som social underholdning, fordi de i kondenseret form

sympati for én.

simulerer en virkelighed med krav og fordringer, som

I en sådan medieret show-virkelighed forekommer

seerne kan nikke genkendende til fra hverdagen. På

der sjældent andre instanser end deltageren selv, der er

den anden side ved seerne også, at der hersker andre

forpligtede til at tage et medansvar for, at det går én

sociale spilleregler i den ikke-medierede verden, de

dagligt færdes i og er del af. Her er pinlighed og

lægger jo netop vægt på evnen til at sætte et strategisk

grænsebrydende adfærd nemlig ikke iscenesat som en

perspektiv på egen tilværelse i form af fx dygtiggørelse

leg, men en direkte forpligtende social realitet med

og forfølgelse af fastsatte mål for egen udvikling.

vidtrækkende konsekvenser for den enkelte. At

Argumentet herimod vil imidlertid være, at manglen

programmerne opleves som underholdende, kan pege

på horisont og perspektiv ud over den individuelle

på, at seerne udmærket er i stand til at skelne både

iscenesættelse reducerer strategi til et simpelt instru-

mellem sjov og alvor og mellem medieret og ikke-medi-

mentelt redskab, der tjener den enkeltes helt egen sag

eret virkelighed, og at attraktionen ved dem muligvis

uafhængigt både af andre og af andre sager.

ligger i muligheden for den gentagende skærpelse af grænsen imellem de to. Man kan spørge, hvorvidt sådanne programmer

At programmerne ikke rummer et dannelseselement, betyder på den anden side ikke, at de ikke kan have betydning for holdning og adfærd. For nogle

rummer et dannelseselement. Svaret vil umiddelbart

seere vil de som sagt muligvis kunne have en adfærds-

være ’nej’. Antog man, at dannelse rummer i hvert fald

regulerende funktion afhængigt af øvrige sociale

to dimensioner af viden og kunnen, nemlig både den

ressourcer i de pågældende seeres liv. For andre vil

at ’vide at’ og den at ’vide hvordan’, og at disse to

programmerne fungere som ren og skær underhold-

dimensioner helst skal supplere hinanden, så viden er

ning med vægt på dette ords oprindelige betydning,

noget, man stræber efter, fordi man derved i højere

nemlig adspredelse, selve det at sørge for, at man ikke

grad bliver bevidst om, hvordan man kan omsætte sin

keder sig og derfor får tiden til at gå på en behagelig

viden, og hvad den kan bruges til, ja, så kunne man

og uforpligtende måde.

hævde, at disse tv-shows tilgodeså dette aspekt. De

Christensen, Christa Lykke (2006): ”Dansk børne-tv”, in Stig Hjarvard, red.: Dansk tv’s historie, København. Samfundslitteratur. Christensen, Christa Lykke (2008): ”Livsstil som tv-underholdning”, in MedieKultur 45: Livsstil og forbrug som tv-underholdning. Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark/SMID.

Fællesskrift side 77

Litteratur

Dansklærerforeningen 2009 Bestyrelsesmedlemmer Folkeskolesektionen Allan Poulsen

Resenbro Skole, Silkeborg

Ann-Kathrin Aulkær Andersen

Forældreskolen, Århus

Gitte Storgaard Funch

Kjellerup Skole, Kjellerup

Henriette Langkjær

Søndermarkskolen, Billund

Jens Raahauge

Holmegårdsskolen, Kokkedal

Jørgen Larsen

Sct. Severins Skole, Haderslev

Mette Teglers

Søndermarkskolen, Frederiksberg

Pia Nielsen

Gudbjerg Skole, Svendborg

Søren Baltzer Rasmussen

Kornmod Realskole, Silkeborg

Thomas Frandsen

Vestegnens Privatskole, Taastrup

Fællesskrift side 78

Sektionen for læreruddannere Søren Fanø

Via University College, Læreruddannelsen Århus

Lene Reichstein Lund

University College Syd, Læreruddannelsen Haderslev

Bettina Buch

University College Sjælland, Læreruddannelsen Holbæk

Hanne Beermann

UC Nordjylland, Læreruddannelsen Hjørring

Sektionen for stx og hf Birgitte Darger

Det frie Gymnasium, København

Claus Nielsen

VUC Nordjylland/Aalborg

Gunvor Mikkelsen

Nærum Gymnasium

Anders Pors Nielsen

Ørestad Gymnasiums

Gunvor Severinsen

Greve Gymnasium

Ivar Lærkesen

Bornholms Gymnasium

Liselotte Henriksen

Gentofte Studenterkursus

Niels Kristian Holm

Allerød Gymnasium

Sophie Holm Strøm

Sct. Knuds Gymnasium

Sektionen for hhx, htx og EUD Lise Fuur Andersen

Hhx Esbjerg Handelsgymnasium

Sara Krogh

Hhx Vejle Handelsskole

Birgit Faber Studstrup

Hg Århus Købmandsskole

Lars Brorholm

Hhx Erhvervsskolen Selandia

Inger Ernstsen

Hhx IBC Aabenraa

Gitte Lautrup

Htx Randers Tekniske Skole

Lisbeth Mulvad

Hg Business College Horsens

Jørn Schmidt

Hhx Cph West, Høje Taastrup

Mette Teglers

Søndermarkskolen, Frederiksberg

Søren Fanø

Via University College, Læreruddannelsen i Århus

Claus Nielsen

VUC Nordjylland/Aalborg

Lise Fuur Andersen

Hhx Esbjerg Handelsgymnasium

Fællesskrift side 79

Fællesbestyrelsen

iden titets dannelse

l e

? ?

begreb