Det er de to grunde til, at jeg er så ked af det på det tidspunkt, du starter i min klasse: Min far og mor er næsten lige blevet skilt, og jeg spiller ikke mere fodbold. Hænger det sammen? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan holde ud at tænke på nogen af delene, og at jeg alligevel aldrig tænker på andet. 14-årige Annika er vild med fodbold, og hun er god. Rigtig god. Alligevel har hun droppet fodbolden, for hvad er pointen, når den far, der plejede at gå op i det med liv og sjæl, er flyttet? Og når de andre i klassen synes, hun er en intetsigende fodboldpige? Faktisk så intetsigende, at de slet ikke ser hende. Annika må være verdens mest ensomme og triste menneske. Men en dag begynder Arthur i klassen …
Serien VOKSEVÆRKER er skønlitterære værker til læsere på mellemtrinnet.
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Fan af Annika_omslag til tryk.indd 1
09/11/2021 09.59
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Fan af Annika - materie til tryk.indd 1
10/11/2021 10.08
Fan af Annika - materie til tryk.indd 2
10/11/2021 10.08
Indhold
I begyndelsen 5 Hade-havelåge 14 Fodboldpige 18 Jeg giver ikke op! 21 YES! 26 Har du tjekket din mobil? 33 Fodbolddrømme 39 Og lidt for Susanne, Birgitte og Hanne 45 Stød 49 Hvorfor har du ikke sagt noget? 55 I don’t get it 63 1 … 2 … 3 … 4 … 5 … 6 … 7 … 8 67 De bruneste øjne 75 Ukendt nummer 80 Hjææælp!!! 86 Skal jeg følge dig hjem? 92 Du har langt større problemer end mig 98 Der var også lige noget andet! 103 Tak for mad 108 Hard talk 118 Det vildeste talent 125 Det vigtigste i mit liv 134 Den morgen, du stopper 141 Tak, MM! 145 Fan af Annika 148
Fan af Annika - materie til tryk.indd 3
10/11/2021 10.08
Fan af Annika - materie til tryk.indd 4
10/11/2021 10.08
I begyndelsen I begyndelsen var der kun en stor, grøn eng, og midt på den var der et hvidt mål. En aften, da det var ved at blive mørkt, kom hun gående med sin far. Nu så faren målet og pegede, mens han sagde: ”Se! Der må være en mening med det!” Og det måtte der, for nu stod pigen pludselig med en bold. Hvor den kom fra, melder historien ikke noget om. Kun ved man, at pigen og hendes far den aften fandt noget, der må betragtes som meningen med livet. Sådan har jeg skrevet i min notesbog den morgen, lige inden du begynder i klassen. Det er noget underligt noget at skrive, men det kan jeg godt lide. Og det er ikke, fordi der ellers er noget underligt ved den her morgen. Det er faktisk en helt almindelig morgen i vores lille rækkehus, hvor jeg er blevet boende med min mor. Hun stresser som altid rundt og råber ting til mig fra badeværelset: ”Skulle du egentlig have idræt i dag?”, ”Hvorfor drikker du ikke dit vand, flasken er altid helt fyldt, eller er det, fordi du fylder nyt på i løbet af dagen?”, ”Har du tjekket dit ugeskema for at se, om der er noget særligt i løbet af ugen?” I dag er hun om muligt 5
Fan af Annika - materie til tryk.indd 5
10/11/2021 10.08
endnu mere stresset, fordi det er mandag efter vinterferien. Det er ikke meningen, at jeg skal svare. Det gør jeg i hvert fald aldrig. Jeg tænker, at det er den slags særlige mor-sætninger, som ens mor bare skal fyre af for at være ens mor. Yes, tjek, tak, du er min mor, og det er du, fordi du render snotforvirret rundt og stiller alle mulige åndssvage spørgsmål, som du i virkeligheden ikke forventer noget svar på. Endelig kommer hun ud af badeværelset og bliver som sædvanlig dybt forbløffet over, at jeg ikke er kommet længere: ”Ej Annika, jeg troede da, at du havde fået tøj på.” ”Jeg er i gang.” ”Nu skal du altså til at skynde dig!” ”Det gør jeg også!” ”Så tag lige og vis’ det!” ”Eh!” Og så er vi klar. Et kys på munden ude foran ’hade-havelågen’ – den vender jeg lige tilbage til senere – og så kan jeg begynde de tunge skridt op mod skolen. Det er længe siden, jeg har glædet mig til at skulle i skole. Ikke siden dengang jeg måtte spille med drengene og altid nærmest løb derop for at nå at få spillet lidt, inden første time begyndte. Dengang kunne jeg ikke komme hurtigt 6
Fan af Annika - materie til tryk.indd 6
10/11/2021 10.08
nok af sted. Nu trækker jeg den så længe, jeg kan. Det vil sige så længe, at jeg lige kan nå at sætte mig på min plads, uden at nogen lægger mærke til mig. Da jeg når cykelstativerne, kan jeg mærke en urolig energi fra skolegården. Det føles, som om jeg nærmer mig en tyk, summende mur af nerver, spænding og forventning – og nårh ja! Det er jo i dag! Det er jo i dag, at du og din storebror skal begynde på skolen. Helt ærligt, det havde jeg fuldstændig glemt. Måske fordi jeg, modsat alle andre, aldrig har haft nogen specielle forventninger til i dag. Allerede inden juleferien gik der vilde rygter om, at det var Tore Eskilsson, der havde købt det store hus nede ved søen. Jeg vil vædde med, at ingen af pigerne anede, hvem Tore Eskilsson var før det. Men hvis man går bare lidt op i sport, så ved man, at han har været fodboldtræner i Portugal, og at han nu er kommet hjem for at træne vores bedste superligahold. Jeg har været underligt ligeglad. Også da det stod klart, at han havde to sønner, der skulle begynde på vores skole. Den ene i 9. klasse, den anden i 8. klasse … i 8.C … min klasse … Men hvorfor skulle jeg gå op i det? Skulle jeg tænke, at nu møder jeg endelig en, som vil forstå min store glæde ved fodbold? Ha! Latterlig tanke. 7
Fan af Annika - materie til tryk.indd 7
10/11/2021 10.08
Nej, du vil ikke engang opdage, at jeg går i din klasse. Du vil snakke fodbold med fodbolddrengene, og så vil du forelske dig i en pige, som hader fodbold. Jeg ved det, før det er sket. Og? Jeg kunne ikke være mere ligeglad! Den mandag, du begynder i klassen, har jeg allerede givet op. Jeg må være verdens mest triste og ensomme pige, og jeg har det sådan her: Alt er slut, og jeg kan lige så godt lægge mig til at dø. Yes, det er sådan, jeg har det. Mindre kan ikke gøre det. Det lyder måske dramatisk, men det er sådan set bare et slags forsøg på at beskrive, hvordan det er at være 14 år og vide, at man aldrig bliver glad igen. Og så kan man ligesom ikke gå amok over, at der kommer en ny dreng i klassen. Det lader jeg de andre om. Det er, som om uroen fra skolegården er sivet ind i klassen, hvor der bare ikke er plads til den. Alt syder og koger. Nogle råber dumt ud i luften, andre griner fjollet. Jeg magter det ikke, så jeg sætter mig som altid stille hen på min plads og stikker hånden ned til min hacky sack. Jeg har to ting, som jeg næsten altid har med mig. Den ene er min notesbog, der er tyk og fed og ét stort kaos af tanker og digte og billeder, jeg klipper ud og limer ind. Nogle gange prøver jeg at ordne det, jeg skriver. Andre gange giver jeg bare op og skriver små digte eller 8
Fan af Annika - materie til tryk.indd 8
10/11/2021 10.08
noget, der nærmest ligner en slags opkast af ord. I perioder er der meget opkast, og i virkeligheden har jeg mange notesbøger, men jeg er altid kun i gang med én. De gamle og fyldte gemmer jeg i en kasse under min seng. Ja, og så er der min hacky sack. Den fik jeg af min far, da jeg var fem år gammel. Han havde været i USA med arbejdet og købt den til mig der. ”Sådan en var vildt meget på mode, da jeg var dreng,” sagde han og smilede, da jeg stod med den i hånden første gang og måbede. Og siden da har jeg spillet med den hver eneste dag. Det kan drive min mor til vanvid, at jeg altid står og træner med den, hvis jeg ikke har andet at lave. Men det er så det andet med mødre: De skal stille ligegyldige stress-spørgsmål om morgenen, og så skal de synes, at det, man allerbedst kan lide at lave, er totalt spil af tid. ”8.C, må jeg få jeres opmærksomhed! Sæt jer ned! Nu! Og ti stille! Tak!” Det varer lidt, før jeg får zoomet ind, og så går det op for mig, hvorfor stemningen er så totalt overgearet: Du er allerede kommet! What? Selvom jeg jo i princippet er ligeglad, får jeg nærmest et lille chok. Er det kun mig, der synes, at det er lidt mærkeligt? Jeg er med på, at vi er kommet i en alder, hvor ens forældre ikke 9
Fan af Annika - materie til tryk.indd 9
10/11/2021 10.08
nødvendigvis går med ind i klassen, når man starter et nyt sted. Men som regel plejer det da at være sådan, at klasselæreren som minimum kommer ind i klassen med eleven, når vi andre er kommet. Du sidder helt oppe foran og kigger på intet tidspunkt tilbage. Det er først, da MM, vores klasselærer, siger: ”Kære 8.C, vi er så heldige, at Arthur begynder i vores klasse i dag. Tag godt imod ham, som I altid tager godt imod nye elever herinde,” at du vender dig om kort og nikker et lydløst hej ud i klassen. Hvis du smiler, er det lige præcis så lidt, at jeg i hvert fald er i tvivl. Jeg føler med dig. Det her må være en af de allersværeste situationer, man kan være i. Værsgo, kunne man lige så godt sige, her er din nye klasse. Svøm, eller synk. Vandet stiger og stiger, og om to minutter står du i vand til halsen resten af din skoletid, hvis du ikke reagerer på den rigtige måde i første forsøg. Måske er jeg sunket lidt hen i min egen verden, det kan jo ske. I hvert fald får jeg mit andet chok den morgen, da jeg pludselig gennem tågerne hører MM sige: ”Og jeg har valgt, at det er dig, Annika, der her i begyndelsen skal tage sig særligt af Arthur. Altså vise ham rundt og forklare tingene, så han hurtigst muligt falder 10
Fan af Annika - materie til tryk.indd 10
10/11/2021 10.08
godt til.” MM smiler sit sædvanlige smil, mens hun siger det. Det er sådan et smil, hvor hun godt nok ser både rar og flink ud, men man er bare samtidig heller ikke i tvivl om, at det er en ordre, hun kommer med. Jeg skal måske lige sige, at jeg altså rigtig godt kan lide MM. Eller måske skal jeg allerførst sige, at selvom vi alle sammen godt ved, at hun i virkeligheden hedder Mette Merete, så er hun aldrig blevet kaldt andet end MM. Og det er ikke noget, vi har fundet på i min klasse. Hun er altid blevet kaldt det. Nå, men det, jeg ville sige, var, at da det begyndte at gå ned ad bakke for mig her i klassen, spottede hun det med det samme. Jeg troede først ikke, at lærere vidste, hvad der foregik i frikvartererne – men MM gør. Så selvom jeg ellers havde overbevist mig selv om, at jeg var god til at ligne en, der havde noget at lave i frikvartererne, så blev jeg alligevel glad, da MM en dag kom hen til mit bord, satte sig på hug, som hun altid gør – det kan så godt være lidt anstrengende – og sagde, at hun godt kunne bruge lidt hjælp på skolebiblioteket i nogle af spisefrikvartererne. Nu har jeg arbejdet på skolebiblioteket i et år, og jeg elsker det. Her kan jeg glemme alt. Også at jeg går rundt alene og sætter bøger på plads, mens de fleste andre drøner rundt nede i skolegården og har det sjovt. De glade hyl og 11
Fan af Annika - materie til tryk.indd 11
10/11/2021 10.08
de høje brøl rører mig ikke … Eller det passer så ikke helt. Der er lige én lyd nede fra skolegården, som jeg ikke kan tåle: lyden af fodbold. Hvis jeg pludselig hører, at nogen har det sjovt med en fodbold, lukker jeg altid alle vinduerne. Men i dag har MM for første gang skudt ved siden af. Meget ved siden af! Hun ved, at jeg slet ikke er vant til at få opmærksomhed, og nu kigger alle pludselig på mig. De tænker sikkert det samme som mig: Det giver ingen mening, at jeg skal være den, som tager sig særligt af dig. Jeg er på ingen måde typen, der bare snakker og for eksempel siger: Her er kontoret, hvis du har tænkt dig at gøre noget dumt, og her er toiletterne, som stinker af tis og varm radiator. Men det er vel det, hun vil have mig til? MM peger ned på mig og siger: ”Annika, rækker du lige en hånd op, så Arthur kan se dig?” Hun smiler venligt og afventende, og jeg kan mærke stilheden omkring mig. Jeg ved ikke, hvad der sker. Begge mine arme hænger bare slapt ned på hver deres side af stolen. De vil ikke lystre. Hvorfor kan jeg ikke bare løfte en hånd? Er hun blevet sindssyg eller hvad? tænker de garanteret, og jeg tror, at jeg er lige ved at besvime, da du nærmest griber mig med din stemme: ”Hej Annika.” Det er første gang, du siger noget den mor12
Fan af Annika - materie til tryk.indd 12
10/11/2021 10.08
gen, og din stemme virker som et glas koldt vand i ansigtet – på en god måde (hvis et glas koldt vand i ansigtet kan være det). Jeg er kommet tilbage til virkeligheden … og jeg har en svag fornemmelse af, at den ikke helt er som før. Noget er ved at ændre sig.
13
Fan af Annika - materie til tryk.indd 13
10/11/2021 10.08
Det er de to grunde til, at jeg er så ked af det på det tidspunkt, du starter i min klasse: Min far og mor er næsten lige blevet skilt, og jeg spiller ikke mere fodbold. Hænger det sammen? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan holde ud at tænke på nogen af delene, og at jeg alligevel aldrig tænker på andet. 14-årige Annika er vild med fodbold, og hun er god. Rigtig god. Alligevel har hun droppet fodbolden, for hvad er pointen, når den far, der plejede at gå op i det med liv og sjæl, er flyttet? Og når de andre i klassen synes, hun er en intetsigende fodboldpige? Faktisk så intetsigende, at de slet ikke ser hende. Annika må være verdens mest ensomme og triste menneske. Men en dag begynder Arthur i klassen …
Serien VOKSEVÆRKER er skønlitterære værker til læsere på mellemtrinnet.
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Fan af Annika_omslag til tryk.indd 1
09/11/2021 09.59