Uddrag fra "INTET" - ny udgave 2022 by Dansklærerforeningens Forlag

“EN SENSATION.”

Berlingske Tidende

Volkskrant, Holland

“UFORGLEMMELIG, UFATTELIG OG TIDLØS - DENNE KOMPROMISLØSE ROMAN ER EN KOMMENDE KLASSIKER.” Booklist, USA

”

“STOR KUNST.

krig

s Anges, Fran

Le Matricule de

“EN EKSTRAORDINÆ

R KUNSTENS GAVE.”

Rolling Stone magaz

ine, Mexico

“DENNE BOG ER EN HAMMER!“ ZDF, Tyskland

“INGEN KAN UNDVIGE SLAGET.” Publico, Spanien

Intet omslag nyt genoptryk 2022 finale.indd 1

Janne Teller

“VOKSNE BØR OGSÅ UNDE SIG DENNE LÆSEOPLEVELSE.”

Janne Teller Intet

Pierre Anthon gik ud af skolen den dag han fandt ud af, at det ikke længere var værd at gøre noget, når intet alligevel betød noget. Vi andre blev tilbage. Og selv om lærerne havde travlt med at rydde op efter Pierre Anthon både i klasseværelset og inde i vores hoveder, blev lidt af Pierre Anthon siddende i os. Måske var det derfor at det gik som det gjorde. ... Tretten, fjorten, voksen. Død.

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Intet

“En ungdomsroman i nobelprisklasse.” Lena Kjersén Edman, Sverige

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG 23/05/2022 08.59

Der er intet der betyder noget, det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget, det har jeg lige fundet ud af.

Pierre Anthon gik ud af skolen den dag han fandt ud af, at det ikke var værd at gøre noget når intet alligevel betød noget. Vi andre blev tilbage. Og selv om lærerne havde travlt med at rydde op efter Pierre Anthon både i klasseværelset og inde i vores hoveder, blev lidt af Pierre Anthon siddende i os. Måske var det derfor at det gik som det gjorde. Det var anden uge af august. Solen skinnede tungt og gjorde os dovne og irritable, asfalten klistrede til sålen af vores gummisko, og æbler og pærer var netop så modne at de lå perfekt i hånden til et kast. Vi kiggede hverken til højre eller venstre. Første dag i skolen efter sommerferien. Klasseværelset lugtede af rengøringsmidler og lang tids tomhed, vinduerne kastede skærende klare spejlbilleder tilbage, og der var ingen kridtstøv på tavlen. Bordene stod to og to i rækker så lige som hospitalsgange, og som de kun gjorde det på netop denne ene dag i året. 7. A. Vi fandt vores pladser uden at gide ruske hjemlighed i ordenen. Kom tid, kom råd, kom rod. Bare ikke i dag! Eskildsen bød os velkommen med den samme vittighed han brugte hvert år. “Glæd jer over dagen i dag, børn,” sagde han. “Der 6

ville ikke være noget der hed ferie, hvis ikke der var noget der hed skole.” Vi lo. Ikke fordi den var morsom, men fordi det var. Så var det at Pierre Anthon rejste sig op. “Der er intet der betyder noget,” sagde han. “Det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget. Det har jeg lige fundet ud af.” Ganske roligt bøjede han sig ned og pakkede de sager han lige havde taget frem, tilbage i sin taske. Han nikkede farvel med en ligegyldig mine og forlod klasseværelset uden at lukke døren bag sig. Døren smilede. Det var første gang jeg så den gøre det. Pierre Anthon efterlod døren på klem som et grinende gab der kunne opsluge mig med ude, hvis jeg lod mig friste til at følge efter. Smilede til hvem? Til mig, til os. Jeg så rundt i klassen, og den ubekvemme stilhed fortalte mig at de andre også havde bemærket det. Vi skulle blive til noget. Noget var lig nogen, og det var ikke noget der blev sagt højt. Det blev heller ikke sagt lavt. Det var bare noget der lå i luften eller tiden eller i plankeværket omkring skolen eller i vores hovedpuder eller i de kæledyr, der efter endt tjeneste uretfærdigt var forlagt til at samle støv på lofter og i kældre. Jeg vidste det ikke. Pierre Anthons smilende dør fortalte mig det. Jeg vidste det stadig ikke med hovedet, men nu vidste jeg det. Jeg blev bange. Bange for Pierre Anthon. Bange, mere bange, mest bange. Vi boede i Tæring, en forby til en halvstor provinsby. Der var ikke fint, men næsten fint. Det blev vi tit husket på, 7

selv om det ikke blev sagt højt. Heller ikke lavt. Sprøde, gulkalkede murermesterkasser og røde parcelhuse med haver hele vejen rundt, nye gråbrune rækkehuse med haver foran, og så lejlighederne med dem vi ikke legede med. Der var også nogle gamle bindingsværkshuse, og gårde der ikke længere var landbrug, men udstykket til by, og nogle få hvide villaer hvor de boede som var mere næsten fine end os andre. Tæring Skole lå på et hjørne hvor to veje mødtes. Alle på nær Elise boede ude ad den ene, den der hed Tæringvej. Elise gik nogle gange en omvej for at følges med os andre til skole. Det var indtil Pierre Anthon gik ud af skolen. Pierre Anthon boede med sin far og kollektivet på Tæringvej nummer 25, i et nedlagt landbrug. Pierre Anthons far og kollektivet var hippier der var blevet siddende i otteogtres. Det var hvad vores forældre sagde, og selv om vi ikke helt forstod hvad det betød, sagde vi det også. I forhaven tæt ved vejen stod et blommetræ. Træet var stort og gammelt og kroget og lænede sig ud over hækken og fristede os med støvetrøde Victoriablommer vi ikke kunne nå. De andre år var vi hoppet op efter blommerne. Det holdt vi op med. Pierre Anthon gik ud af skolen for at sidde i blommetræet og smide med umodne blommer. Nogle af dem ramte os. Det var ikke fordi Pierre Anthon sigtede på os, for det var ikke umagen værd, bedyrede han. Det var bare tilfældet der ville det sådan. Og så råbte han efter os. “Alting er ligegyldigt,” råbte han en dag. “For alting 8

begynder bare for at slutte. Det øjeblik I blev født, begyndte I at dø. Og sådan er det med alt.” “Jorden er fire milliarder seks hundrede millioner år gammel, men I bliver højst et hundrede!” råbte han en anden. “Det er overhovedet ikke umagen værd at være til.” Og han fortsatte: “Det hele er et stort skuespil der bare går ud på at lade som om og på at være bedst til netop det.” Der var ellers intet der hidtil havde tydet på at Pierre Anthon var den klogeste iblandt os, men pludselig vidste vi det alle sammen. For han havde fat i et eller andet. Også selv om vi ikke turde indrømme det. Hverken over for vores forældre, lærerne eller hinanden. Ikke engang over for os selv. Vi ville ikke leve i den verden Pierre Anthon fortalte os om. Vi skulle blive til noget, til nogen. Den smilende dør til ude fristede os ikke. Slet ikke. Overhovedet ikke! Det var derfor vi fandt på det. Vi er måske lidt overdrevet, for det var faktisk Pierre Anthon der satte os på sporet. Det var en morgen efter at to hårde blommer lige efter hinanden havde ramt Sofie i hovedet, og hun var blevet noget så rasende på Pierre Anthon fordi han bare sad og sad oppe i det træ og tog modet fra os andre. “Du sidder bare der og glor ud i luften. Er det måske bedre?” råbte hun. “Jeg glor ikke ud i luften,” svarede Pierre Anthon roligt. “Jeg kigger på himlen og øver mig i at gøre ingenting.” “Du gør fanden, gør du!” råbte Sofie vredt og kaste9

de en pind op mod blommetræet og Pierre Anthon, men den landede i hækken langt under ham. Pierre Anthon lo og råbte så højt at det kunne høres helt op til skolen: “Hvis der er noget der er værd at blive sur over, er der også noget der er værd at blive glad for. Hvis der er noget der er værd at blive glad for, er der også noget der betyder noget. Og det er der ikke!” Han hævede stemmen endnu en tak og brølede: “Om få år er I alle døde og glemt og ingenting, så I kan lige så godt begynde at øve jer med det samme.” Da var det vi blev klar over at vi måtte se at få Pierre Anthon ned fra det blommetræ.

III

Et blommetræ har mange grene. Mange, lange grene. Alt for mange, alt for lange grene. Tæring Skole var stor og firkantet og betongrå i to etager og i grunden meget grim, men det var der ikke mange af os der havde tid at tænke på, og slet ikke nu hvor vi brugte al vores tid på ikke at tænke på det Pierre Anthon sagde. Netop denne tirsdag morgen, otte dage inde i det nye skoleår, var det imidlertid som om skolens grimhed ramte os som en hel håndfuld af Pierre Anthons bitre blommer. Jeg fulgtes med Jan-Johan og Sofie ind ad lågen til skolegården og lige bag os kom Rikke-Ursula og Gerda, og vi blev helt tavse da vi drejede om hjørnet og fik øje på bygningen. Det er ikke til at forklare hvordan, men det var ligesom noget Pierre Anthon fik os til at få øje på. Som om det ingenting han råbte om oppe fra blommetræet, havde overhalet os på vejen og var kommet først frem. Skolen var så grå og grim og kantet at jeg næsten ikke kunne få vejret, og det var ligesom om skolen var livet, og det var ikke sådan livet skulle se ud, men det gjorde det alligevel. Jeg fik en ubændig trang til at løbe ned til Tæringvej 25 og klatre op til Pierre Anthon i blommetræet og kigge op i himlen, til jeg blev en del af ude og 11

ingenting og aldrig mere skulle tænke over noget. Men jeg skulle jo blive til noget og også til nogen, så jeg løb ingen vegne, kiggede blot den anden vej og jog neglene ind i håndfladen til det gjorde godt ondt. Smilende dør, luk op, luk i! Jeg var ikke den eneste der følte ude kalde. “Vi er nødt til at gøre noget,” hviskede Jan-Johan lavmælt, så dem fra parallelklassen der gik lidt længere fremme, ikke kunne høre os. Jan-Johan kunne spille på guitar og synge Beatles-sange, så man næsten ikke kunne høre forskel på ham og de rigtige. “Ja,” hviskede Rikke-Ursula som jeg havde mistænkt for at være lidt varm på Jan-Johan, og Gerda fnes da også omgående og jog en albue i siden på luften eftersom Rikke-Ursula i mellemtiden var trådt et skridt frem. “Men hvad?” hviskede jeg og løb, for nu var dem fra parallelklassen kommet betænkeligt nær, og iblandt dem var drilledrengene som skød elastikker og tørre ærter efter pigerne når de kunne se deres snit til det, og det så ud til at kunne blive snit meget snart. Jan-Johan sendte en seddel rundt i matematiktimen, og vores klasse mødtes nede på fodboldbanen efter skoletid. Alle undtagen Henrik var der, for Henrik var søn af vores biologilærer, og vi skulle ikke risikere noget. Først føltes det som meget længe at vi stod der og snakkede om andre ting og lod som om vi ikke alle tænkte på en ting og det samme. Men endelig rettede Jan-Johan sig op og sagde, næsten højtideligt, at vi alle sammen skulle høre godt efter. 12

“Det kan ikke blive ved med at gå,” begyndte han sin tale, og sådan sluttede han den også efter kort at have sagt det vi alle vidste, nemlig at vi ikke mere kunne blive ved med at lade som om der var noget ved noget, hvis Pierre Anthon blev siddende oppe i blommetræet og råbte til os at der ikke var noget ved noget. Vi var lige startet i syvende klasse, og vi var alle så moderne og kyndige ud i livet og verden at vi godt vidste, at alting drejede sig mere om hvordan det tog sig ud end hvordan det var. Det vigtigste var, under alle omstændigheder, at blive til noget der så ud af noget. Og selv om dette noget stod lidt vagt og uklart for os, var det i hvert fald ikke at sidde i et blommetræ og smide blommer ned på gaden. Pierre Anthon skulle ikke tro han kunne bilde os andet ind. “Han kommer nok ned når det bliver vinter, og der ikke er flere blommer,” sagde smukke Rosa. Det hjalp ikke så meget. For det første fyldte solen himlen og lovede mange måneder til vinter. For det andet var der ingen grund til at Pierre Anthon ikke skulle kunne sidde i blommetræet om vinteren, også når der ingen blommer var. Han kunne jo tage godt med tøj på. “Så må I banke ham.” Jeg kiggede på drengene, for det var selvklart at uanset om vi piger kunne kradse lidt med på ham, var det dem der måtte tage slæbet. Drengene så på hinanden. De syntes ikke det var en god ide. Pierre Anthon var bred og massiv og havde en masse fregner på den næse 13

han engang havde brækket, da han gik i femte og slog sit hoved ind i hovedet på en dreng der gik i niende inde i byen. Og uagtet den brækkede næse, havde Pierre Anthon vundet kampen. Drengen fra niende var blevet indlagt med hjernerystelse. “Det er en dårlig ide at slås,” sagde Jan-Johan, og de andre drenge nikkede, og så var der ikke mere snak om det, selv om vi piger nok mistede lidt agtelse for dem ved den lejlighed. “Vi må bede til Vorherre,” sagde fromme Kaj, hvis far var indremissionsk og noget stort derinde og moderen med vistnok. “Hold kæft!” hvæsede Ole og nev fromme Kaj, til fromme Kaj faktisk ikke kunne holde kæft, men hylede så højt som en halshugget hane, og vi andre var nødt til at få Ole til at holde op for at hyleriet ikke skulle tiltrække pedellen. “Vi kan også klage over ham,” foreslog lille Ingrid der var så lille, at det ikke var altid vi huskede hun var der. Men i dag huskede vi det og svarede som med en mund: “Til hvem?” “Til Eskildsen.” Lille Ingrid bemærkede vores vantro blikke. Eskildsen var vores klasselærer, og Eskildsen bar sort regnfrakke og guldur og brød sig ikke om problemer, og det uanset om de var store eller små. “Så til inspektøren,” fortsatte hun. “Inspektøren,” fnøs Ole og ville have nevet lille Ingrid, hvis ikke Jan-Johan hurtigt havde stillet sig imellem. “Vi kan ikke klage til hverken Eskildsen eller inspektøren eller til nogen andre voksne, for hvis vi klager over 14

Pierre Anthon i blommetræet, er vi nødt til at fortælle hvorfor vi klager. Og så er vi nødt til at fortælle hvad det er Pierre Anthon siger. Og det kan vi ikke, for de voksne vil ikke høre at vi ved at der ikke rigtigt er noget ved noget, og at alle bare lader som om.” Jan-Johan slog ud med armene, og vi forestillede os alle de eksperter og pædagoger og psykologer der ville komme og studere os og tale med os og overbevise os, til vi til sidst ville give op og igen lade som om der var noget ved noget. Jan-Johan havde ret: Det var bare spild af tid og ville ikke bringe os nogen vegne. En tid var der ingen der sagde noget. Jeg kiggede op mod solen med sammenknebne øjne og dernæst hen mod de hvide fodboldmål uden net, så bagud på kuglestødsgruset, højdespringsmadrasserne og hundredemeterbanen. En let brise bølgede i bøgehækken der gik hele vejen rundt om fodboldbanen, og pludselig var det ligesom en gymnastiktime og hver dag, og jeg glemte næsten hvorfor Pierre Anthon skulle ned fra det blommetræ. “For min skyld kan han sidde der og råbe til han rådner,” tænkte jeg. Jeg sagde det ikke. Tanken var kun sand lige idet den blev tænkt. “Lad os kaste sten efter ham,” foreslog Ole, og nu fulgte en længere diskussion om hvor vi skulle få stenene fra, og hvor store de skulle være, og hvem der skulle kaste dem, for ideen var god. God, bedre, bedst. Vi havde ikke andre.