Jagten på et menneske

pelentu restectat. Poris ex et, quassimus, officiis int perum aut rerrovide veligen emquid et maximpos eos mosandi dolor adit inulparchit aut verspic tes inum velique ditaquo voles eossit et volupta eribuscil ma pra nullo cusdand andita sim recturem ius repudam, non re, sequiatatur se volorum re pliquis modis ni

Jagten på et menneske handler om con pratiati rem ipis dolenditibus doluptum, utem venduci asperumqui vel modis ipicium excea veni audaest empore, comnitecae lacit aut iuntio ius serovident, volor as dest, corem volorit volore iusam nation peribus.

Jagten_på_et_menneske_OMSL.indd 1

Svend Åge Madsen

hitia vent aditae idit remolorest odit reicatur, odis untis pelectiur, ut

Svend Åge Madsen Jagten på et menneske

alic to etus, voluptat enis sit occus id magni doluptatur modion preperum

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Bagsidetkest kommer Fuga. Ovitio is re ex esse elestia tibus.Cita solorum

Jagten på et menneske

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG 06/02/2018 13.14

Jagten pĂĽ et menneske

R O M A N

A F

Svend Ă…ge Madsen

Jagten pĂĽ et menneske

Jagten på et menneske Af Svend Åge Madsen © Dansklærerforeningens Forlag 2018 2. udgave, 1. oplag 1. udgave, 1. oplag 1991 Forlagsredaktion: Lotte Hjortshøj Omslagsillustration: Andreas Erstling Omslagsfoto: ©Tanja Carstens Lund/ Ritzau Scanpix Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2018 ISBN 978-87-7211-050-9 dansklf.dk

1. K A P I T E L

1

Det burde ikke ske!

Netop som jeg gik ad Vestergade, gumlende på den sidste mundfuld rundstykke, lød signalet der fortalte at jagten gik ind. Mit ur viste kvart i ni. Her gik jeg og regnede med, at jeg stadig havde et kvarter til at bringe mig i sikkerhed.

Hvis jeg overlever denne dag, må der nyt batteri i uret.

Men chancen er ikke så stor. For at jeg overlever, altså.

Fanget på et af de mest åndssvage hjørner i byen, hvor der ikke var en krog at krybe ind i, ikke en gård at gemme sig i, ikke en eneste smutvej.

Som om det ikke var nok, var der en af jægerne der nærmede sig, mens jeg stod og følte mig rådvild. Jeg opdagede ham først i sidste øjeblik. Han var inden for skudvidde, han havde geværet ved kinden og kun fordi jeg øjeblikkelig lod mig falde til jorden, hvinede skuddet over hovedet på mig.

Så var instinkterne omsider vågne. Jeg havde kastet mig omkring gadehjørnet, pressede mig ind mod en låset gadedør, inden jeg nåede at tænke en tanke.

En elendig amatør havde nær fået mig, på grund af et åndssvagt batteri. Forsigtigt kiggede jeg tilbage omkring hjørnet. Han var færdig med at lade, nu nærmede han sig, langsomt, listende, som om han havde set for mange dårlige cowboyfilm.

Jeg begyndte at lunte op ad Vesterbrogade. Ikke nogen 5

panisk flugt, så man risikerede at løbe ind i nye vanskeligheder. Nu fungerede jeg på højeste gear. Jeg kunne mærke det i hele kroppen. Antennerne ude til alle sider. Der var ingen andre trusler, kun den enfoldige amatør, som jeg med lethed kunne slippe væk fra. Selv om jeg var i et vanskeligt terræn.

På Vesterbrotorv var der et par politibetjente, der holdt øje med trafikken og sikrede at jagten blev afviklet efter reglerne. Den ene af dem, Villy, har jeg snakket med et par gange. Han hilste venligt, da jeg kom luntende. Men det var ikke lige tiden til en sludder om vejret.

Det var let overskyet, men så ikke ud til regn. Min forfølger nåede frem til torvet inden jeg forsvandt. Heldigvis.

For det var meningen han skulle se mig oppe for enden af Teglværksgade. Han var så troskyldig at jeg tillod mig at bruge det ældgamle trick på ham. Jeg standsede op, trak vejret dybt, og tog mig smertefuldt til siden. Han passerede netop de to betjente. Sandsynligvis var han på nippet til at opgive, fordi han havde indset at jeg var for let til bens i forhold til ham. Men da han så mine lidelser og min krampagtige gang fik han igen blod på tanden og satte efter mig.

Et øjeblik efter var jeg forsvundet.

Nu ville han luske rundt deroppe i kvarteret resten af dagen. Når han indimellem blev træt ville han sætte sig på lur bag nogle buske eller et andet sted der efter hans egen mening var eddersmart.

Så vidste man hvor man havde ham indtil lukketid. Jeg var lige ved at føle mig tilfreds med mig selv, mens jeg gik gennem den snævre passage som han aldrig ville finde.

Han ville være parat til at sværge på at jeg måtte være for6

svundet op i den blå luft. Eller at jeg var blevet opslugt af jorden, hvis han troede det var den vej det gik.

Jeg kendte typen. Velfriseret, iført et helt nyt jagtdress, som han havde betalt det hvide ud af øjnene for. Sandsynligvis havde han jogget lidt før i tiden, men efterhånden var det blevet for kedeligt. Så havde han taget et lån i huset til at købe jagttegn for. Nu skulle han så til at have udbytte af alle de investerede penge, og bevise for sig selv at det her var meget mere spændende end at sjogge rundt, og bedre for helbredet.

Jeg var på vej over til parken, da jeg mærkede én nærme sig. En hare. Jeg sprang ned i en kælderhals og sikrede mig at døren var åben, så jeg kunne slippe væk den vej. Hun var mager og forskræmt. Folk i gaden vendte sig efter hende.

Alt tydede på at hun havde en forfølger i hælene, men der dukkede ikke nogen op. Hun var på vej hen mod kvarteret, hvor jeg regnede med at amatøren stadig huserede. Jeg burde måske have advaret hende. Ikke for hendes skyld, hun virkede så mistrøstig og opgivende at hun næppe ville holde ret længe alligevel. Men for at han ikke skulle få for meget blod på tanden. Hvis han havde succes en af de første dage i karrieren ville han blive ihærdig og vedholdende, og på langt sigt kunne han måske blive en trussel.

Jeg advarede hende ikke. Hvis hun ikke af sig selv kunne undgå den søndagsspejder, var det lige så godt for hende at få det overstået i en fart.

Da jeg passerede møllen, lød der et par skud fra det område jeg kom fra. Det gav et svagt stik i mig. Hun havde tilkastet mig et hurtigt blik, da jeg stod i kælderopgangen og lurede på om der var nogen på sporet af hende. Hun smi7

lede ikke, eller nikkede, selv om vi jo var en slags kolleger.

Jeg lod hende bare fortsætte.

De to skud kunne meget vel stamme fra et andet kvarter, det var ikke til at afgøre så præcist.

I parken var der ikke mange mennesker, fordi solen ikke kom rigtigt igennem. Det gav mig god lejlighed til at arbejde på den hule som jeg har udbedret de sidste fjorten dage.

Den ny tunnel var snart færdig.

Mens jeg var ved at dække indgangen kom to fremmedarbejdere løbende tæt efter hinanden. De zigzaggede og kiggede sig tilbage, men jeg så ikke nogen forfølger. Jeg holdt mig skjult i busken, som rummede nedgangen til tunnelen. De to mørklødede, sandsynligvis en far og hans voksne datter, krydsede tværs over den store plæne, hvor de var synlige fra alle sider. De har ellers ry for at klare sig godt, fremmedarbejderne. Men at udstille sig på den måde var toppen af tåbelighed. De slap imidlertid godt fra det. Jeg kunne følge dem hele vejen op til Ringgaden.

Jeg var et smut oppe i nærheden af møllen, da der lød endnu et skud. I det samme kom hun brasende igennem et buskads. Det var hende jeg havde set om morgenen, på vej hen mod den nyudklækkede. Hun haltede slemt. Hun havde ikke set mig, men jeg viftede hende ind i mit skjulested.

Hun var lige ved at segne, da hun kom ind i læ.

— Er han efter dig?

— Jeg fik ham rystet af. Tror jeg. Håber jeg.

Hun var mørkhåret, men bleg, nærmest gusten i huden.

Som om hun havde levet i kældre eller kloakker i lang tid.

Hun satte sig på jorden, trak skørtet til side og undersøgte sit knæ.

8

Hun trak vejret så tungt, at hun kunne høres på hundrede meters afstand. Jeg fik hende til at lægge en dæmper på sig.

Der fulgte ikke nogen efter hende.

— Han fik mig, sagde hun da hun fik vejret. — Han ramte mig ved knæet. Det gør hvinende ondt.

— Jeg så godt du var på vej hen mod ham i morges. Han har været efter dig siden?

Hun nikkede.

— Tak, fordi du advarede mig.

— Det gjorde jeg da ikke.

Hun så mig ind i øjnene. Det var ikke taknemmelighed der lyste ud af dem.

Jeg fortalte at jeg hed Asser. Hun hed Tobia, men blev også kaldt Nøk.

— Tobia, det var et sært navn.

— Jeg tror nok min mor havde drømt, at jeg var en dreng.

— Du er ny her?

Hun fangede mine øjne. Hun havde det med at fange mine øjne. Jeg skyndte mig at holde udkig. Der var nogle turister langt nede ved de gamle huse. Det var de eneste der var i nærheden.

Hun plejede at holde til nede ved havnen, forklarede Tobia. Men nu var der to damer, to pæne, ældre damer, der havde forelsket sig i hende. Et par timer hver dag støvede de rundt i det område, hvor hun ellers havde holdt til. I begyndelsen havde det været let at skjule sig for dem, men efterhånden kendte de de fleste af hendes yndlingssteder.

Og en del af havnearbejderne holdt med de gamle damer og orienterede dem om Tobias færden. Sidste uge var de kom9

met på skudhold flere gange, men havde ramt ved siden af.

Alligevel følte hun at det var på tide at søge et andet sted hen.

— Og så gik jeg lige ind i det her, sagde hun og så igen til knæet.

Det så faktisk ikke godt ud. Selv om det meste vel var blod.

Hun var ved at græde, og spurgte hvad klokken var for at skjule det.

— Tre. — Jeg klarer det ikke.

— En time endnu, sagde jeg opmuntrende.

Hun rystede på hovedet og stivnede. Hun havde også fået øje på manden der havde skilt sig ud fra turisterne. Manden i det funklende nye jagtdress. Manden som måske allerede havde fået færten af os. I hvert fald begyndte han at gå op ad bakken, op mod møllen, mens han opmærksomt så sig om til alle sider. Roligt, slentrende, som om han havde al den tid han havde brug for. Uden at forsøge at skjule sig gik han midt på stien.

— Det er også ligemeget, sagde Tobia opgivende. — Jeg klarer det alligevel ikke de næste dage. Ikke med det ben.

Og mine sygedage er brugt op.

— Vi må finde et bedre skjul.

— Løb du bare. Jeg orker ikke mere.

Hun var en af dem der var skyld i at folk kaldte os opgivende og skvattede. Alligevel hev jeg hende op at stå.

— Læg armen omkring min skulder. Jeg kender ham. Han er en nybegynder. Vi narrer ham uden besvær.

10

Jeg var ikke helt sikker på at det var ham jeg havde set tidligere på dagen, men jeg var nødt til at opmuntre hende.

Vi humpede afsted på tre ben. Hun vejede ikke ret meget og det gik forholdsvis hurtigt, da vi først fandt den rigtige takt. Men for hvert andet skridt stønnede hun undertrykt.

— Kan du klare det?

— Kan du?

— Du vejer ikke ret meget.

Vi var nødt til at forlade parken, selv om det medførte at vi kom ud i et beboelseskvarter, som jeg ikke kendte for godt.

Jeg håbede vi kunne nå ned til torvet, hvor jeg nok skulle finde et skjulested. Men pludselig stod han der. Han måtte have sat farten op, have forudset vores planer, og have skåret et hjørne af.

Han havde allerede geværet ved kinden, da jeg trak Tobia om bag det nærmeste gadehjørne.

— Han er snedigere end jeg troede, kom jeg til at sige.

— Så giv slip på mig og red dig selv.

— Der er en smøge her, lad os prøve den.

Efterhånden hang hun nærmest hen over ryggen på mig.

Det gik ret langsomt. Jeg er smidig og hurtig, men jeg er ikke vant til at løbe med en sæk kød på ryggen.

— Hvorfor gør du det? Du risikerer ... I morges advarede du mig ikke.

— Nu er der sport i det.

Lidt for meget sport. Og lidt for meget risiko. Jeg tror hun blev klar over det lige så hurtigt som jeg. Smøgen endte blindt. Et plankeværk, som var umuligt at komme over for enden. Huse til begge sider. Der var ganske vist en husdør, 11

men den var uden tvivl låst. Selv på afstand osede den af låsthed. Og den forbandede jæger måtte nærme sig den anden ende af smøgen.

— Kan du redde dig selv, så gør det, hviskede Tobia og begyndte at græde.

Jeg gav slip på hende, og hun faldt sammen tæt ved plankeværket. Jeg stormede over til husdøren. Rev i den. Den var ganske rigtigt låst. Noget så uhyggeligt låst.

Jeg bankede skulderen mod plankeværket flere steder i håb om at det skulle være råddent og give efter. Men det stod urokkeligt, mens min skulder blev mere og mere øm.

Jeg nåede tilbage til Tobia, der sad og krøb sammen og gjorde sig så lille som muligt. Jægeren — jeg havde ikke engang haft tid til at holde øje med ham — stod for enden af smøgen. Nu nærmede han sig, roligt, koldblodigt. Den beherskede, velovervejede type, der ikke lod sig ophidse af jagten. De sværeste at bluffe.

Skridt for skridt. Ganske vist havde han kun et skud, men selv hvis han var dum nok til at skyde efter Tobia først, eller ramte ved siden af, ville der ikke være tid nok til at komme forbi ham, mens han ladede.

Det var ikke den samme som var efter mig i morges.

Utvivlsomt en mere rutineret. Det var næsten den eneste trøst jeg kunne finde, at det ikke var en amatør og nybegynder som fik ram på mig.

Da sirenen begyndte at hyle troede jeg ikke på det. Det måtte være noget jeg drømte. Der er noget med at når man ønsker noget meget kraftigt, så begynder man at drømme det, tro at man oplever det. Alligevel kiggede jeg automatisk på uret. Den var kun lidt over halvfire. Næsten en halv time 12

endnu inden signalet skulle lyde. Femogtyve minutter til at affyre de to afgørende skud. Alligevel hylede det for mine ører, som om sirenen faktisk var i gang.

Jægeren havde åbenbart også hørt det. Han tog geværet ned, tog patronen ud, sådan som han skulle. Hvis han bandede kunne jeg i hvert fald ikke høre det, men han trak på skulderen på en måde som betød: Der skal nok komme en anden gang. Så drejede han om og gik.

Det fandens ur. Jeg blev altså nødt til at få nyt batteri i det.

Nu havde det tabt næsten en halv time.

Der var nogle folk der havde fulgt jagten oppe fra deres vinduer på tredje eller fjerde sal. Der var en der klappede, og en der råbte noget om at vi var heldige. Så snart jeg havde fået Tobia på benene og fulgt hende ned til det nærmeste busstoppested, fandt jeg en urmager hvor jeg fik batteriet skiftet.

Da jeg kom hjem til værelset ringede jeg til min mor og fortalte at alt var i orden, og tog så et hurtigt brusebad. To gange var det nær gået galt. To gange på en dag. Det var for meget. Uret var skyld i den første gang. Det skulle være repareret nu. Tobia var skyld i den anden gang. Det var en fejl at jeg havde taget mig af hende. Jeg måtte passe på mig selv.

Alligevel følte jeg mig forholdsvis tilfreds, da jeg smed mig foran fjernsynet med noget mad jeg havde bikset sammen. Jeg havde en god fornemmelse af at have gjort min pligt.

Jeg stillede begge vækkeurene til at udløses klokken syv.

Så lang tid har jeg brug for, for at kunne være helt på toppen klokken ni.

Selvom der kørte en eller anden spændingsfilm foran 13

mig var det Tobia jeg så. »Det skulle være anderledes, « havde hun sagt. »Hvordan?» »Bedre. «

14

blive afgjort på udholdenhed. Selv en lille skramme udmarver, når man først er blevet træt.”

Jagten på et menneske handler om Asser og Tobia også kaldet Nøk, der begge er arbejdsløse. Eller mere præcist, det ville de have været, hvis ikke det var fordi, der var fundet utraditionelle metoder til at komme arbejdsløsheden til livs på! Her er omdrejningspunktet at et tydeligt samfundsproblem kan betyde at utraditionelle løsninger tages i brug!

Jagten_på_et_menneske_OMSL.indd 1

Svend Åge Madsen

men noget der ville trætte mig i længden. Alt tydede på at denne dyst ville

Svend Åge Madsen Jagten på et menneske

på låret hvor der var revet hul i bukserne. Ikke noget af betydning lige nu,

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

”Jeg havde revet mig flere steder, blødte på kinden, mærkede en sviden

Jagten på et menneske

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG 01/03/2018 10.48