Uddrag fra "Levetid"

DANSK

LÆRER

foreningens forlag

Levetid

Ditte går pludselig i panik i helt almindelige situationer. Hun begynder at få det svært med de andre piger. Sammen med Zach forfølger hun spor, der fører dem tilbage til en mørk nat i 1943. Men hvordan hænger Dittes liv sammen med noget, der skete under Anden Verdenskrig, og hvem er Rakel? Har Ditte levet før, og er det hendes sjæl, der husker?

mette klint

»Hvad var der med kirken?« spurgte Zach. Jeg trak på skuldrene. »Ved det ikke. Ikke noget, tror jeg.« Vi drejede rundt om et hjørne, og pladsen med ankeret lå foran os. Mogens bad os vente, mens han talte med præsten i mobilen. Kirken skinnede hvidt i morgensolen. Klokketårnet stak i den blå himmel.

Blæsten bed i kinderne. »Jeg har været her før,« hviskede jeg.

mette klint

Levetid DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

mette klint

Levetid

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Mette Klint Levetid © Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag 2016 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Forlagsredaktion: Lisa Marie Henderson Dansklærerforeningens konsulent: Jens Raahauge Typografisk tilrettelæggelse: Dorte Cappelen Forsideillustration: Andreas Erstling Trykt hos PE offset A/S Printed in Denmark 2016 ISBN 978 87 7996 8745 dansklf.dk

kap. 1 Kender du det, at livet ikke altid går, som du havde regnet med? At det pludselig går op for dig, at livet ikke varer evigt? Heller ikke dit eget. Jeg døde, da jeg var 14 år gammel. »Godt nytår!« Bella rakte armene ud efter Monica, Lærke og mig og krammede os ind til sig. Vi hoppede i takt, indtil vi var ved at miste balancen. »Arrrh, jeg falder!« råbte Bella og slap os. Lærke tog et højt slankt glas fra bordet med boblende champagne i og rakte det til mig. »Skål og godt nytår, Ditte!« Hun gav et til Bella og Monica og tog selv et. Så løftede vi glassene og smagte på den prikkende drik. Vi så på hinanden over kanten, tøvede, smilede. Bella drak halvdelen af sit, før hun tog glasset væk. »Det smager da meget godt,« sagde hun og betragtede glasset, der havde fået et læbestiftkys på kanten.

Lærke nikkede men rimpede munden sammen. »Det er bedre end børnechampagne,« sagde Monica og nippede til resten. Jeg var ikke helt enig og syntes, det var noget surt stads, men gav det en chance mere.

Vi havde fået lov til at smage rigtig champagne for første gang denne nytårsaften, og Bella og Monica havde 5

ikke fablet om andet den sidste uge inden juleferie. Lærkes mor og far kom hen og gav nytårsknus, gæsterne omkring os delte også ud, og mens vi sang med på Vær velkommen Herrens år, stod jeg med resten af boblerne i mit glas og tænkte, at nu var det prøvet. »Nytårsforsæt! Kom så, Lærke først: Hvad er dit?« Bella havde tømt sit glas, og vi var på vej ud og se fyrværkeri. »Hm, jeg vil gerne være mere sund, ligesom,« sagde Lærke, imens hun skiftede ballerinaerne ud med vinterstøvler. »Måske begynde at løbe …« »Du skal da tage en beslutning og ikke bare sådan noget måske-noget!« Bella stod i vintertøjet. »Et nytårsforsæt er, når man virkelig beslutter sig for at lave en vigtig ændring i sit liv, så du skal f.eks. sige: Jeg vil være sundere, jeg vil løbe fem gange om ugen!« Hun åbnede døren, og vi fulgte efter ud i kulden. »Okay,« sagde Lærke. »Jamen så vil jeg løbe tre gange om ugen, ikke fem, det bliver for meget. Det skal jo også være realistisk, ikke?« Vi stod ved kantstenen sammen med gæsterne og folk fra de andre huse, og hele gaden var oplyst af farverne fra raketter og batterier. Krudtrøg drev som filmtåge om benene på os. »Mit nytårsforsæt er, at jeg vil have en kæreste!« råbte Bella med hovedet lagt bagover. »What! Det kan man da ikke bare sige!« råbte Lærke og begyndte at grine, mens hun så på Monica og mig. »Ej seriøst, Bella,« grinede jeg. »Det kan man da ikke have som nytårsforsæt …« Monica rystede på hovedet med et grin. »Du er simpelthen så mærkelig, Bella,« sagde hun.

6

»Det kan man da. Jeg vil have mit første rigtige kys, inden jeg bliver 15 år, og det skal ikke bare være en eller anden klam fyr, der kun vil gramse; derfor må det være en kæreste. Så det vil jeg have i år!« Hun så på os og rettede på de lange krøller, vi havde lavet tidligere på aftenen. »Hvad med dig, Ditte?« spurgte hun så. Det måtte jo komme, spørgsmålet. Jeg havde ikke nogen bestemt ide om, at jeg ville være bedre til at motionere (ti minutter til skole og hjem igen måtte være nok). Heller ikke noget med at spise flere grønsager (Camila lavede næsten aldrig andet), heller ikke drikke to liter vand om dagen eller aldrig spise sukker igen … mit liv var faktisk okay, som det var. Jeg havde ikke mærket noget til mine mærkelige evner i over et år, og det var befriende. Jeg følte mig næsten normal, havde gode veninder i klassen, havde den sødeste lillebror, der elskede mig over alt på jorden, næsten mere end Camilla og vores far, og jeg havde næsten fået et normalt teenageliv med Zach, der stadig var min tætteste ven. Men nok mest fordi han havde været med til alle de sindssyge ting, jeg havde været igennem det sidste halvandet år. Han kendte mig bedre end mine egne forældre. Måske lige bortset fra min mor. Det havde nemlig vist sig, at min mor også havde den her evne til at se sjælene fra de døde som mig.

Hun havde bare gemt den væk hele livet, og jeg var ved at turde tro på, at jeg havde opnået det samme. Jeg havde ikke hørt eller set noget underligt i over et år – og det var skønt! Så alt i alt havde jeg ingen ønsker om at ændre på noget lige nu. Et skår af savn i mig mindede mig om, at min skytsengel, Marinus, også var forsvundet.

7

»Jeg har ikke noget,« svarede jeg. Bella så på mig med mistro. Bella kendte også til min hemmelighed. Hun havde været besat af en ond ånd sidste efterår, og det var Zach og mig, der hjalp hende af med den. Men vi talte aldrig om det. Jeg regnede med, at hun prøvede at glemme det, og det passede mig rigtig godt. »Seriøst, Ditte, der må da være noget, du vil gøre bedre end sidste år?« sagde hun. »Næ … det går meget godt. Jeg er godt tilfreds.« Vi så det sidste af krudtet, og da kulden efterhånden fik sneget sig ind under vores frakker og gennem vores støvler, gik vi tilbage til huset. De andre fra klassen ville dukke op inden længe, så vi skulle ordne snacks og drikkelse, inden de kom. »Prøv at spørge, om vi må få mere champagne! De er selv skidefulde, prøv at se!« sagde Bella til Lærke, da vi stod i køkkenet. De voksne larmede i stuen, hvor 80’er-­ musik fik dem til at lave mærkelige dansetrin i strømpefødder. »Ej, hvor er de pinlige!« sagde Lærke. »Jeg spørger ikke, jeg tager bare en flaske fra bordet.« Hun tog en næsten helt fyldt flaske og holdt den tæt ind til kroppen med et fnis. »Kom bare, tag glassene med, de opdager ikke noget.« Hun gik forrest ned ad trappen, der førte ned til hendes kælderværelse. Jeg havde ikke den store lyst til at drikke mere af den sure champagne og kunne heller ikke finde mit glas, så jeg gik bare efter Monica med en snackskål i favnen. »Skynd jer og luk døren! Og giv mig lige lidt mere af det der champagne …« Bella rakte sit glas hen mod 8

Lærke, der skænkede op. Monica stod også klar, og Lærke fyldte fnisende glassene og rakte så flasken hen mod mig. »Ditte? Hvor er dit glas?« »Ka’ ikke finde det, men det er lige meget, jeg skal ikke have mere,« svarede jeg. »Så er der mere til os andre!« Bella tørrede sig om munden, efter hun havde tømt sit glas. »Årh, du bæller jo!« sagde Monica og fnisede. »Puh, jeg er helt svimmel,« sagde Bella og dinglede lidt. »Klart, sådan som du drikker!« kom det fra Lærke.

Jeg sagde ikke noget. Stod lidt uden for deres trekant af champagneglas og fnis. Håbede, de andre snart dukkede op. De andre i klassen var enten sammen med familie eller hos hinanden, men de fleste kunne komme efter midnat, så vi kunne fejre nytåret sammen. Kun Louise var hos familie uden for byen, så hun kom ikke. Selv Zach havde faktisk fundet sammen med drengene fra klassen, som holdt drenge-fest. Det var lidt en lettelse, da jeg fandt ud af det, for han kunne jo ikke rigtig være med her hos Lærke, syntes jeg, men jeg havde det også skidt med, hvis han ikke havde nogen fra klassen at være sammen med. Men der var sket noget med klassen.

Noget godt. Næsten alle var blevet konfirmeret sidste år, og selv dem, der ikke blev, var stadig med på anden­ dagen og til festen, vi holdt hjemme hos Bella. Og det havde været, som om alle pludselig var vokset fra de der problemer, man altid har i de små klasser. Problemerne var ligesom slugt sammen med oblaterne i kirken. Det var lige før, vi virkelig var rykket ud af barndommen og blev lidt mere voksne efter den dag. Zach, der aldrig 9

havde haft nogen venner i klassen – udover mig – blev pludselig regnet med af de andre drenge. Jeg tror, de opdagede, at han faktisk var kvik og ret sjov ind­imellem, så han begyndte at ses med Simon og Asger og et par af de andre. Det var egentlig rart, for det tog også lidt af presset fra mig. Nu havde han andre end kun mig som ven. »Nu kommer der nogle!« råbte Monica og dinglede hen til vinduet, hvor en flok vinterstøvler trampede forbi uden for. Bella og Lærke maste sig hen til vinduet og begyndte at banke på ruden og råbe i munden på hinanden. »Hallo! Drenge! Vi er her!« Støvlerne stoppede op og trampede lidt frem og tilbage, så lagde Simon sig ned på knæ og kiggede ind ad vinduet, som Lærke åbnede på klem. »Hey, hvad fanden laver I dernede?« råbte han ind gennem sprækken. Lærke og de andre piger grinede. »Seriøst, det er mit værelse hernede!« Hun stak en hånd ud. »Godt nytår og velkommen!« Simon tog den og rystede den til goddag. »Tak – tak. I lige måde. Hvordan kommer vi ind, for jeg regner ikke med, vi skal kravle ind gennem det der vindue.« Lærke fnisede og trak hånden tilbage. »Nej, jeg henter jer nu.« Så fløj hun rundt om sig selv, stødte ind i sofabordet og spildte champagne på gulvet. »Hov!« sagde hun men fnisede bare og forsvandt op ad trappen. Monica og Bella rettede på hinandens hår og tømte flasken med boblevand i deres glas. Jeg satte mig på sofaen og tog en håndfuld chips. Bella skruede op for musikken og begyndte at danse, da drengene væltede 10

ind og trak en duft af frisk luft og krudtrøg med sig.

Lærke havde tilbudt, vi alle kunne mødes hos hende.

Hele kælderetagen var hendes, og hendes værelse var stort som en almindelig stue. Der blev krammet goddag, hvinet og fnist og råbt og skålet, og jeg sad med mine chips og krummede i sofaen og tænkte allerede på, hvornår jeg kunne tillade mig at gå hjem. Zach kom ind som den sidste af drengene. Han nikkede til mig og satte sig over for i en sækkestol, greb et par håndfulde chips og begyndte at fodre sig selv. Det var, som om den der champagne og de der Breezere, som nogle af drengene havde med, gjorde alle lidt døve, så alt skulle råbes og hvines og grines ud. Musikken blev skruet mere op, og da de sidste piger fra klassen dukkede op, væltede Simi og Lærke som et sæt siamesiske tvillinger ned i sofaen oven på mig i et hvinende kram. »Undskyyyld, Diiitteee!« skreg Simi. Jeg trak mig fri og smilede tvunget, selvom de ikke ænsede det. »Helt i orden, jeg ligner også bare sofabetrækket, så det ka’ være svært at se mig …« sagde jeg uden chance for, at de kunne høre det. Jeg vidste dér, at jeg måtte se at komme hjem. Ikke fordi de andre var for meget, men fordi jeg var for sippet. Og det gad jeg ærlig talt ikke være, så hellere gå hjem. Zach så på mig tværs gennem musikken og flagrende kjoler, han smilede skævt og trak på skuldrene ad det hele. Jeg forsøgte også med et overbærende smil, men det blev mest til at vise tænder på en ucharmerende måde, så jeg opgav. Jeg rejste mig og kantede mig hen til Lærke, der stod ved iPad’en og var ved at finde en ny playliste. »Hey, Lærke, jeg går hjem nu. Men det har været 11

skidehyggeligt …« råbte jeg. Hun så på mig med rødt ansigt og blanke øjne. Sveden lå som dug på hendes overlæbe. »Hvad, skatter, det må du da ikke, nu er alle de andre jo lige kommet!« Hun lagde en våd arm rundt om min nakke og lagde hovedet ind til min skulder. Jeg løsnede forsigtigt hendes svedige arm fra min nakke. »Irk, du sveder helt vildt …« prøvede jeg med et kunstigt grin. »Jo, jeg er mega-træt og skal tidligt op i morgen, passe min lillebror, du ved, det har jeg lovet, så …« Det var ikke helt rigtig, det med at passe Marinus, men det kom lige til mig. Heldigvis nikkede hun, og jeg slap for flere forklaringer. Jeg listede rundt og vinkede farvel til Monica og Bella, fik øjenkontakt med Zach, der sad med Yasmin på skødet og lignede en, der ikke vidste, hvor han skulle gøre af sine hænder. Jeg smilede og mimede farvel. Så gik jeg op mod lyset til entreen, hvor fodtøj lå smidt som faldne soldater på en slagmark.

Jeg skrev til min far, at jeg var på vej hjem. Han svarede hurtigt, at han ikke kunne køre, men at Camilla nok kunne, hvis det var. Jeg skrev, at det var helt okay, der var gadelys hele vejen.

Månen var kommet frem, krudtrøgen hang som slør og gjorde gaden diset. Folk var gået ind i husene igen, bortset fra nogle småunger, der rendte rundt og fyrede heksehyl af. Jeg trak halstørklædet godt op om ørerne og gik hurtigt mod den større vej, der lå mellem Lærkes og mit kvarter. Ved lyskrydset standsede jeg for rødt, selvom der ikke var en eneste bil at se. Mens jeg lovlydigt ventede, slog det mig, at jeg kunne skyde genvej over lyst12

bådehavnen. Jeg fortsatte lidt hen ad den store vej i ­stedet for at krydse den, drejede ned forbi Netto og gik over mod havnen, hvor bådene lå på land og ragede op som kæmpemæssige presenning-dyr, der sov vintersøvn.

Først nu opdagede jeg, at her ikke var natlys på havnen.

Den lå mærkelig og stille, og kun fordi månen lyste, kunne jeg tydeligt se bådene og kajen og broerne, der om sommeren blev badet og fanget krabber fra. Jeg standsede og gloede på det måneblege havnelandskab.

Der var helt stille. Ingen tegn på mennesker. Hvem skulle også være her en kold nytårsnat? Jeg frøs og gad ikke vende om. »Kom nu, Ditte, du er ikke bange for mørke, om ti minutter er du hjemme …« mumlede jeg og gik raskt mod kajen. Havnevandet var sort og næsten blankt. Månen kastede hvide blink på overfladen, jeg tog farten af og gik lidt tættere på vandet. En duft af kulde og saltvand ramte mig, og jeg trak mig lidt væk fra kanten. En træjolle lå lige foran mig, og jeg var ved at støde ind i den, fordi jeg ikke havde holdt øje. Den lå, som om nogen havde været ved at slæbe den ned til vandet, men var blevet afbrudt. Ikke dækket til eller noget, som om den lige var blevet forladt. Nytårsløjer, måske. Jeg så mig omkring. Var der nogen her foruden mig? Havde jeg skræmt nogen væk, mens de var ved at sætte den i vandet? Men der var stille. Jeg gik uden om jollen og læste dens navn: Friheden, stod der med røde bogstaver. Og så vidste jeg det. Jeg havde været her før. Ikke om sommeren med Zach og hans familie eller min egen, når vi gik tur, mener jeg. Nej, jeg havde været i den her situation før: en kold nat med måneskin, og jeg havde sejlet 13

i en jolle, der hed Friheden. Og jeg havde været bange.

Rædselsslagen. Jeg trådte et skridt væk, mens jeg kunne mærke en angst komme krybende ind bag min vinterfrakke og sno sig om brystkassen. Jeg trak vejret med besvær. Jollen; jeg havde slæbt den ned til vandet; jeg havde sat mig i den, mens jeg spejdede efter biler, der ikke måtte dukke op. Jeg havde øst natsort vand ud af bunden på jollen, mens jeg – og nogle andre? kæmpede for at holde den flydende … Jeg stod som på pause, mens angsten strammede hårdere om min brystkasse, og mit hjerte slog hårdt på indersiden. Jeg måtte væk, men jeg kunne ikke forlade jollen, det var den, jeg skulle bruge for at komme væk. Fra hvad? »Så er det nu, Rakel …« hviskede jeg. Noget vibrerede i min lomme og spillede en melodi. Angsten slap mig lige så brat, som den var dukket op. Jeg greb efter min mobil, men tabte den ud af luffen. Den lå på jorden og lyste blåt. Min far. »Hej, jeg er på vej!« råbte jeg ind i mobilen, da jeg havde ringet op igen. »Det var godt, skat,« sagde min far med musik i baggrunden. Jeg løb det sidste stykke over havnepladsen og fandt stien, der førte ind på en rolig villavej med gadelys.

Jeg småløb gennem gaderne, indtil jeg nåede hjem.

Først i indkørslen stoppede jeg og gik. Uden for døren standsede jeg. Musikken kunne høres herud. Jeg var hjemme og tryg. Lige nu føltes det helt åndssvagt, at jeg skulle være blevet grebet af angst for få minutter siden.

Hvorfor? Det var helt uden grund. »Hvem er Rakel, og hvorfor sagde jeg, det var nu?« 14

mumlede jeg for mig selv. Jeg tog i døren og trådte ind i den varme entre. Måske mit nytårsforsæt alligevel skulle være noget i retningen af: I det nye år vil jeg holde op med at være mærkelig, tænkte jeg. Så sendte jeg en sms til Zach, inden jeg gik ind i stuen til de andre. #Beklager, jeg smuttede så tidligt, orkede ikke lige det der overgearede. Måske kan vi ses inden skolen begynder igen?#

»Hvad var der med kirken?« spurgte Zach. Jeg trak på skuldrene. »Ved det ikke. Ikke noget, tror jeg.« Vi drejede rundt om et hjørne, og pladsen med ankeret lå foran os. Mogens bad os vente, mens han talte med præsten i mobilen. Kirken skinnede hvidt i morgensolen. Klokketårnet stak i den blå himmel. Blæsten bed i kinderne. »Jeg har været her før,« hviskede jeg.

Ditte går pludselig i panik i helt almindelige situationer. Hun begynder at få det svært med de andre piger. Sammen med Zach forfølger hun spor, der fører dem tilbage til en mørk nat i 1943. Men hvordan hænger Dittes liv sammen med noget, der skete under 2. Verdenskrig, og hvem er Rakel? Har Ditte levet før, og er det hendes sjæl, der husker?

DANSK

LÆRER

foreningens forlag