LY N K I N E S E R
Siden følger en historie, som handler om ikke altid at passe ind i systemerne, men være sikker på det hjertet falder for og at holde fast i det.
JESPER WUNG-SUNG
LYNKINESER er Jesper Wung-Sungs tilbageblik på sin opvækst. Historien begynder ved San WungSung, oldefaren. Han kommer hertil i 1902 fra Kina for at blive udstillet i Tivoli. Navnet Wung-Sung bæres videre af faren, Hainan, som er sømand og rejser verden rundt, men forelsker sig i pigen Elly på Ærø nytårsaften. Det er et forhold med raketter, heksehyl og rørbomber fra starten af. Ellys forældre er ikke begejstrede, da de hører, hun er forelsket i en kvartkinesisk sømand. Men Elly holder ved, og snart er hun gravid, og det bliver begyndelsen på Jesper Wung-Sung.
VEJEN TIL AT BLIVE INGENTING. ET FIRBEN I SOLEN. FRI!
9 788779 969445
Lynkineser_omslag_til_tryk.indd 1
27/04/2020 11.30
Lynkineser_materie.indd 2-3
11/03/17 19:41
Memory returned like spring, Laurel thought. Memory had the character of spring. In some cases, it was the old wood that did the blooming. Eudora Welty The Optimist’s Daughter
Lynkineser_materie.indd 4-1
11/03/17 19:41
Lynkineser_materie.indd 2-3
11/03/17 19:41
Memory returned like spring, Laurel thought. Memory had the character of spring. In some cases, it was the old wood that did the blooming. Eudora Welty The Optimist’s Daughter
Lynkineser_materie.indd 4-1
11/03/17 19:41
Jesper Wung-Sung
LYNKINESER ILLUSTRERET AF RASMUS MEISLER
Lynkineser_materie.indd 2-3
11/03/17 19:41
Jesper Wung-Sung
LYNKINESER ILLUSTRERET AF RASMUS MEISLER
Lynkineser_materie.indd 2-3
11/03/17 19:41
us 46
gule b KAPITEL 6 Den Hvad har vi lært? 56
Indhold loden INTRO Hullet i k
6
KAPITEL 7 Marstal skole 58 At slås skæve 60
KAPITEL 1 Mig og Marstal 12 Ene, alene og splitter Sankt Hans 16
KAPITEL 2 Det sidste avisbud Det sidste avisbud 22
18 KAPITEL 9 Ingenting 68 En lille sang om ingenting 74
KAPITEL 3 Et træ med lange pærer Et træ med lange pærer 26
KAPITEL 4 En enlig s Hvem lo i Ala tjerne mo? 36
KAPITEL 8 United 62 Sommerfuglen på stadion 66
24 KAPITEL 10 Min lillesøster til salg Alt er til salg 82
76
28 4 e ingenting 8 m m a s r, å t y N KAPITEL 11 90 To be a stranger
KAPITEL 5 Den hovedløse dreng Den hovedløse forfatter 44
38
KAPITEL 12 Ærten og prinsess e
n 92
Lynkineser_materie.indd 4-5
11/03/17 19:41
us 46
gule b KAPITEL 6 Den Hvad har vi lært? 56
Indhold loden INTRO Hullet i k
6
KAPITEL 7 Marstal skole 58 At slås skæve 60
KAPITEL 1 Mig og Marstal 12 Ene, alene og splitter Sankt Hans 16
KAPITEL 2 Det sidste avisbud Det sidste avisbud 22
18 KAPITEL 9 Ingenting 68 En lille sang om ingenting 74
KAPITEL 3 Et træ med lange pærer Et træ med lange pærer 26
KAPITEL 4 En enlig s Hvem lo i Ala tjerne mo? 36
KAPITEL 8 United 62 Sommerfuglen på stadion 66
24 KAPITEL 10 Min lillesøster til salg Alt er til salg 82
76
28 4 e ingenting 8 m m a s r, å t y N KAPITEL 11 90 To be a stranger
KAPITEL 5 Den hovedløse dreng Den hovedløse forfatter 44
38
KAPITEL 12 Ærten og prinsess e
n 92
Lynkineser_materie.indd 4-5
11/03/17 19:41
KAPITEL 4
en dreng? Billy vejede mindst tre gang så meget som jeg,
Enlig stjerne
hans hoved var lige så stort og rundt som en basketball, og han skulle næsten 20 år senere blive en af mange inspirationskilder til karakteren ”Johan Hugtand” i en novelle, der hed ”Hovedet”. Billy havde en remse, som han lirede af, når han så mig. Ha! Kalder du det en stemme i overgang? Den lød:
Ha! Kalder du det et land? Alt er større i USA end i Danmark, og alt er større i Texas end i resten af USA. Danmark
Chinese!
svarer cirka til en mellemstor avisrute i Texas. Ha! Kalder
Japanese!
du det en by? Marstal er på størrelse med en tyk søndags-
Dirty knees!
avis i en by som Houston.
Look at these!
Ærø er omgivet af vand, mens Texas er cowboyernes hjemegn … og dog ligger staten med sit krøllede venstre ben ud til Den Mexicanske Golf. Hvis Texas ikke havde ligget ved havet, havde vi ikke flyttet dertil, fordi en sømand behøver vand. Min far blev ansat på rederiets havnekontor, og familien Wung-Sung emigrerede til USA. Jeg var 7 år.
Ha! Kalder du det en sommer? Varmen i Texas var
også på alle måder større. Hvis man åbnede døren om sommeren, var det, som om der hang hundrede hårtørrere og blæste en lige ind i ansigtet. Man kunne ikke tage ti skridt, uden at sveden begyndte at løbe. Det var som at bevæge sig mellem glødetrådene i en brødrister.
Så var der også en anden ting. Når jeg åbnede døren,
stod genboens dreng i forhaven og ventede på, at den udenlandske dreng skulle åbne døren. Ha! Kalder du det
28
Lynkineser_materie.indd 28-29
11/03/17 19:41
KAPITEL 4
en dreng? Billy vejede mindst tre gang så meget som jeg,
Enlig stjerne
hans hoved var lige så stort og rundt som en basketball, og han skulle næsten 20 år senere blive en af mange inspirationskilder til karakteren ”Johan Hugtand” i en novelle, der hed ”Hovedet”. Billy havde en remse, som han lirede af, når han så mig. Ha! Kalder du det en stemme i overgang? Den lød:
Ha! Kalder du det et land? Alt er større i USA end i Danmark, og alt er større i Texas end i resten af USA. Danmark
Chinese!
svarer cirka til en mellemstor avisrute i Texas. Ha! Kalder
Japanese!
du det en by? Marstal er på størrelse med en tyk søndags-
Dirty knees!
avis i en by som Houston.
Look at these!
Ærø er omgivet af vand, mens Texas er cowboyernes hjemegn … og dog ligger staten med sit krøllede venstre ben ud til Den Mexicanske Golf. Hvis Texas ikke havde ligget ved havet, havde vi ikke flyttet dertil, fordi en sømand behøver vand. Min far blev ansat på rederiets havnekontor, og familien Wung-Sung emigrerede til USA. Jeg var 7 år.
Ha! Kalder du det en sommer? Varmen i Texas var
også på alle måder større. Hvis man åbnede døren om sommeren, var det, som om der hang hundrede hårtørrere og blæste en lige ind i ansigtet. Man kunne ikke tage ti skridt, uden at sveden begyndte at løbe. Det var som at bevæge sig mellem glødetrådene i en brødrister.
Så var der også en anden ting. Når jeg åbnede døren,
stod genboens dreng i forhaven og ventede på, at den udenlandske dreng skulle åbne døren. Ha! Kalder du det
28
Lynkineser_materie.indd 28-29
11/03/17 19:41
These var altså brysterne, og Billy havde et imponerende
Nå, men noget af det, man kunne lave ude i det virkelige
par af slagsen taget i betragtning, at han var en trettenårig
Texas, var at spille basketball. Alle amerikanske huse har
dreng. Chinese var så mig.
en garage, og de fleste af dem har en basketballkurv hæn-
gende i midten. Så stod man i indkørslen og lod denne
Ha! Kalder du det et fjernsyn? I Texas kunne man tænde
orange bold dunke i jorden gang på gang, inden man
for fjernsynet døgnet rundt, og så væltede det ud med teg-
forsøgte at få den til at svæve op i kurven. Man kunne stå
nefilm og børneserier. Sådan er det naturligvis alle steder
sådan længe, så længe, at lyset på garagen måtte tændes,
i dag, men dengang, i Danmark, så man mest på pause-
og cikaderne var i fuld gang med deres savende sang. Da
fisk på skærmen. Så sad man der med svedige håndflader
jeg blev voksen, skulle jeg skrive en roman om at stå så-
og håbede, at der ikke kom en haj og åd de langsomme
dan med en basketball, som er det selve jordkloden, man
guppier, der dog stadig var i ét helt stykke tre timer
holder mellem hænder …
senere …
Altså kunne jeg bare blive siddende foran fjernsynet
Cikader. Det var ikke det eneste dyr, jeg ikke kendte fra Danmark og Marstal. Der var de musestore kakerlak-
på Pine Village i Houston – så slap jeg for at bevæge mig
ker, der pilede rundt i garagen, når man tændte lyset. Der
gennem brødristerens varmetråde, mens der var monster-
var bæltedyrene, som er en blanding af en dinosaur og
store drenge, der råbte mærkelige remser efter mig. Men
en tank. Der var de farvestrålende giftslanger i åen bag
mine forældre mente, at Jesper Wung-Sung skulle møde
villakvarteret. Og der var firbenene, og gekkoen, som sad i
Texas, og Texas skulle møde Jesper Wung-Sung. Altså blev
vindueskarmen og gloede med sine store, udstående øjne
jeg sendt udenfor, og ligesom H.C. Andersen, da han var
på den danske dreng, der forsøgte at få de engelske ord i
barn, talte både blomster og sommerfugle til mig. Men
læsebogen til at give mening.
ikke fordi jeg ligesom den berømte eventyrdigter allerede
dengang var en poet, nærmere tværtimod.
tede mellem grøn og brun for at vise, at dén kunne flere
”Hvad skal du arme barn dog herude?” hviskede græsset.
”How do you do?” syntes gekkoen at spørge og skif-
sprog.
Ha! Kalder du det et regnvejr? Regnen var som alt
”Gå ind og se TV!” brummede bierne.
andet i Texas: meget større end noget andet sted. Man
”Hvorfor finde på dine egne historier, når der er så
forstod pludselig, hvorfor kantstenene gik én til knæene,
mange i fjernsynet?!” sukkede blomsten.
da gaderne blev forvandlet til rene floder af brusende
vand. Og efter regnen var vores forhave dækket af brune
30
Lynkineser_materie.indd 30-31
”Nu begynder din yndlingstegnefilm!” pippede fuglene.
31
11/03/17 19:41
These var altså brysterne, og Billy havde et imponerende
Nå, men noget af det, man kunne lave ude i det virkelige
par af slagsen taget i betragtning, at han var en trettenårig
Texas, var at spille basketball. Alle amerikanske huse har
dreng. Chinese var så mig.
en garage, og de fleste af dem har en basketballkurv hæn-
gende i midten. Så stod man i indkørslen og lod denne
Ha! Kalder du det et fjernsyn? I Texas kunne man tænde
orange bold dunke i jorden gang på gang, inden man
for fjernsynet døgnet rundt, og så væltede det ud med teg-
forsøgte at få den til at svæve op i kurven. Man kunne stå
nefilm og børneserier. Sådan er det naturligvis alle steder
sådan længe, så længe, at lyset på garagen måtte tændes,
i dag, men dengang, i Danmark, så man mest på pause-
og cikaderne var i fuld gang med deres savende sang. Da
fisk på skærmen. Så sad man der med svedige håndflader
jeg blev voksen, skulle jeg skrive en roman om at stå så-
og håbede, at der ikke kom en haj og åd de langsomme
dan med en basketball, som er det selve jordkloden, man
guppier, der dog stadig var i ét helt stykke tre timer
holder mellem hænder …
senere …
Altså kunne jeg bare blive siddende foran fjernsynet
Cikader. Det var ikke det eneste dyr, jeg ikke kendte fra Danmark og Marstal. Der var de musestore kakerlak-
på Pine Village i Houston – så slap jeg for at bevæge mig
ker, der pilede rundt i garagen, når man tændte lyset. Der
gennem brødristerens varmetråde, mens der var monster-
var bæltedyrene, som er en blanding af en dinosaur og
store drenge, der råbte mærkelige remser efter mig. Men
en tank. Der var de farvestrålende giftslanger i åen bag
mine forældre mente, at Jesper Wung-Sung skulle møde
villakvarteret. Og der var firbenene, og gekkoen, som sad i
Texas, og Texas skulle møde Jesper Wung-Sung. Altså blev
vindueskarmen og gloede med sine store, udstående øjne
jeg sendt udenfor, og ligesom H.C. Andersen, da han var
på den danske dreng, der forsøgte at få de engelske ord i
barn, talte både blomster og sommerfugle til mig. Men
læsebogen til at give mening.
ikke fordi jeg ligesom den berømte eventyrdigter allerede
dengang var en poet, nærmere tværtimod.
tede mellem grøn og brun for at vise, at dén kunne flere
”Hvad skal du arme barn dog herude?” hviskede græsset.
”How do you do?” syntes gekkoen at spørge og skif-
sprog.
Ha! Kalder du det et regnvejr? Regnen var som alt
”Gå ind og se TV!” brummede bierne.
andet i Texas: meget større end noget andet sted. Man
”Hvorfor finde på dine egne historier, når der er så
forstod pludselig, hvorfor kantstenene gik én til knæene,
mange i fjernsynet?!” sukkede blomsten.
da gaderne blev forvandlet til rene floder af brusende
vand. Og efter regnen var vores forhave dækket af brune
30
Lynkineser_materie.indd 30-31
”Nu begynder din yndlingstegnefilm!” pippede fuglene.
31
11/03/17 19:41
Vi tog til San Antonio for at se resterne af fortet
Alamo, hvor 189 mand kæmpede i 13 dage mod op mod 5000 mexicanere. Skulle Texas være en del af USA eller Mexico? Alle 189 mand blev dræbt, men de havde holdt ud så længe, at USA havde fået en større hær på plads, der efterfølgende fordrev mexicanerne fra Texas, og derfor er Texas i dag en del af USA. Den mest berømt mand, der døde ved Alamo, var Davy Crockett. Jeg fik en vasketudser på størrelse med frisbee’er, der gloede på vores hus,
bjørnshue magen til Crocketts i gavebutikken. Remember
som var det en gigantisk flue.
The Alamo stod der på souvenirs og skilte. Jeg var 8 år, da
”I skal ikke lade Sarah kravle ud!” råbte jeg.
jeg så The Alamo første gang, og har aldrig glemt det.
Sarah var min yngste søster. Hun var født i Houston.
Da jeg var blevet 33 år og forfatter, rejste jeg tilbage til
”Så er det bare med at begynde fra en ende af,” sag-
Texas for at skrive en lille bog om slaget ved Alamo. Jeg
de jeg til min ældste lillesøster, Karen. ”Der er en prins
ville samtidig gerne vise min kone og lille søn fortet (og
blandt de hundrede tudser – kys løs!”
give ham en vaskebjørnshue). Det var en pilgrimsfærd
for mig. Da min anden søn var gammel nok, rejste vi
”Jeg tager chancen og venter på, at han bliver træt af
hende, der smager af Texas-tudse, hver gang de kysser,”
igen til Texas, så jeg også kunne vise ham The Alamo (og
svarede min søster.
give ham en vaskebjørnshue). Han hedder i øvrigt Jacob ligesom hovedpersonen i romanen Alamo. Så stod vi igen
Ha! Kalder du det en stjerne? Texas bliver kaldt The Lone
der, hvor 189 mænd havde ofret deres liv for andres frem-
Star State. USA’s flag har 50 stjerner for de 50 stater, som
tid og frihed. Den slags steder gør noget ved én, som er
landet består af, men Texas har deres eget flag med én stor
lidt ligesom det, en god bog skal gøre: minde en om, hvor
stjerne. Jeg fandt ud af, at det var en dansker, der havde
ufattelig stor og lille man er på én og samme tid.
været med til at tegne flaget. Han hed Charles Zancho og
var født i Randers. Han har sikkert været en fattig bonde, der rejste til Amerika i håb om at kunne få sig et lille stykke jord og leve bedre som landmand. Det lykkedes vist aldrig. Han endte i hvert fald sine dage ved Slaget ved Alamo.
32
Lynkineser_materie.indd 32-33
11/03/17 19:41
Vi tog til San Antonio for at se resterne af fortet
Alamo, hvor 189 mand kæmpede i 13 dage mod op mod 5000 mexicanere. Skulle Texas være en del af USA eller Mexico? Alle 189 mand blev dræbt, men de havde holdt ud så længe, at USA havde fået en større hær på plads, der efterfølgende fordrev mexicanerne fra Texas, og derfor er Texas i dag en del af USA. Den mest berømt mand, der døde ved Alamo, var Davy Crockett. Jeg fik en vasketudser på størrelse med frisbee’er, der gloede på vores hus,
bjørnshue magen til Crocketts i gavebutikken. Remember
som var det en gigantisk flue.
The Alamo stod der på souvenirs og skilte. Jeg var 8 år, da
”I skal ikke lade Sarah kravle ud!” råbte jeg.
jeg så The Alamo første gang, og har aldrig glemt det.
Sarah var min yngste søster. Hun var født i Houston.
Da jeg var blevet 33 år og forfatter, rejste jeg tilbage til
”Så er det bare med at begynde fra en ende af,” sag-
Texas for at skrive en lille bog om slaget ved Alamo. Jeg
de jeg til min ældste lillesøster, Karen. ”Der er en prins
ville samtidig gerne vise min kone og lille søn fortet (og
blandt de hundrede tudser – kys løs!”
give ham en vaskebjørnshue). Det var en pilgrimsfærd
for mig. Da min anden søn var gammel nok, rejste vi
”Jeg tager chancen og venter på, at han bliver træt af
hende, der smager af Texas-tudse, hver gang de kysser,”
igen til Texas, så jeg også kunne vise ham The Alamo (og
svarede min søster.
give ham en vaskebjørnshue). Han hedder i øvrigt Jacob ligesom hovedpersonen i romanen Alamo. Så stod vi igen
Ha! Kalder du det en stjerne? Texas bliver kaldt The Lone
der, hvor 189 mænd havde ofret deres liv for andres frem-
Star State. USA’s flag har 50 stjerner for de 50 stater, som
tid og frihed. Den slags steder gør noget ved én, som er
landet består af, men Texas har deres eget flag med én stor
lidt ligesom det, en god bog skal gøre: minde en om, hvor
stjerne. Jeg fandt ud af, at det var en dansker, der havde
ufattelig stor og lille man er på én og samme tid.
været med til at tegne flaget. Han hed Charles Zancho og
var født i Randers. Han har sikkert været en fattig bonde, der rejste til Amerika i håb om at kunne få sig et lille stykke jord og leve bedre som landmand. Det lykkedes vist aldrig. Han endte i hvert fald sine dage ved Slaget ved Alamo.
32
Lynkineser_materie.indd 32-33
11/03/17 19:41
Lynkineser_materie.indd 34-35
11/03/17 19:41
Lynkineser_materie.indd 34-35
11/03/17 19:41
? o m a l A i o Hvem l
36
Lynkineser_materie.indd 36-37
Er du lille, er du stor nok?
Hvem lo i Alamo?
Kan du rejse hele vejen i en sok?
Her er jeg! Her er jeg!
Høre havet synge som et kor?
Hvem hvisker om natten?
En viking kalde på sin mor?
Husker du? Husker du mig?
Hvem lo i Alamo?
Kan du se en lukket port?
Her er jeg! Her er jeg!
Øjne et musehul så stort?
Hvem hvisker om natten?
Kan du mærke det tabte slag?
Husker du? Husker du mig?
Kan du leve for i dag?
Kan du vende verden din ryg?
Hvem lo i Alamo?
Samtidig mærke hvert et dryp?
Her er jeg! Her er jeg!
Har du blik for en myres mod?
Hvem hvisker om natten?
Og for den, som du forlod?
Husker du? Husker du mig?
37
11/03/17 19:41
? o m a l A i o Hvem l
36
Lynkineser_materie.indd 36-37
Er du lille, er du stor nok?
Hvem lo i Alamo?
Kan du rejse hele vejen i en sok?
Her er jeg! Her er jeg!
Høre havet synge som et kor?
Hvem hvisker om natten?
En viking kalde på sin mor?
Husker du? Husker du mig?
Hvem lo i Alamo?
Kan du se en lukket port?
Her er jeg! Her er jeg!
Øjne et musehul så stort?
Hvem hvisker om natten?
Kan du mærke det tabte slag?
Husker du? Husker du mig?
Kan du leve for i dag?
Kan du vende verden din ryg?
Hvem lo i Alamo?
Samtidig mærke hvert et dryp?
Her er jeg! Her er jeg!
Har du blik for en myres mod?
Hvem hvisker om natten?
Og for den, som du forlod?
Husker du? Husker du mig?
37
11/03/17 19:41
KAPITEL 5
Den hovedløse dreng
”Red fourty eight!” råbte quarterbacken.
”Two-blue ten!” kunne det lyde næste gang.
Eller: ”Twenty one sweet!”
Det var koder for spilsystemer. Det handlede altså om,
hvordan vi skulle udføre et angreb. Hvem der skulle løbe hvorhen. Hvem der skulle gøre hvad.
Jeg lærte aldrig at knække en eneste af koderne. Jeg
nøjedes med at tage chancen. Løb i en retning, der kunne være rigtig … eller forkert. Gjorde noget, der kunne være rigtigt … eller forkert. Langt senere – som voksen – skulle jeg læse en forfatter, der skrev: Hvis et menneske ikke går BUUUM!!! Jeg fløj flere meter tilbage gennem luften og
i samme takt som flokken – kan det være, det er,
landede på ryggen. Jeg lå og stirrede op på, den texanske
fordi han hører en anden tromme.
himmel. Jeg kunne ikke få luft og var sikker på at flere af
Jeg hørte mere eller mindre altid en anden
mine organer enten var gået itu eller i det mindste havde
tromme. På mange måder var jeg vist ikke klar til
byttet plads. Imens stod en voksen mand og skamroste
at dyrke sport (eller gå i skole). Jeg fik øje på en guldsmed
den dreng, der lige havde smadret mig. Med andre ord:
og fulgte den med blikket. Jeg fantaserede om mine Star
Jeg gik til football, den amerikanske slags. Jeg var lykkelig
Wars-figurer derhjemme. Jeg klatrede op i et træ. Lad os
for min hjelm, skulderpuder, tand- og skridtbeskytter,
bare sige, at hvis man skulle være begyndt, inden man
men jeg kampsvedte under alt udstyret.
fyldte 10 år, for at blive forfatter, have passet sin træning
Når der var pause, bællede vi vand og sammenlignede
ved skrivebordet, stadig mere, stadig hårdere for hvert år,
hjelme. Det gjaldt om at have flest skrammer på hjelmen
indtil man kun ville den ene ting allerede, når man var
og gerne de længste og mest farverige. Det sagde noget ret
15, 16 eller 17 år – så havde jeg aldrig nogensinde fået
præcist om, hvor mange forskellige modstandere man var
skrevet en bog.
løbet ind i med hovedet først. Det var lidt ligesom cow-
boyerne og indianerne, der bar hinandens skalpe rundt
me. Jeg var ukoncentreret, ville ikke vinde, og en dag gik
om halsen. Jeg spillede i øvrigt for Dallas Cowboys.
det galt, og det kunne være gået mere end galt.
38
Lynkineser_materie.indd 38-39
Dengang var jeg 8-9 år og fulgte min egen trommeryt-
39
11/03/17 19:41
KAPITEL 5
Den hovedløse dreng
”Red fourty eight!” råbte quarterbacken.
”Two-blue ten!” kunne det lyde næste gang.
Eller: ”Twenty one sweet!”
Det var koder for spilsystemer. Det handlede altså om,
hvordan vi skulle udføre et angreb. Hvem der skulle løbe hvorhen. Hvem der skulle gøre hvad.
Jeg lærte aldrig at knække en eneste af koderne. Jeg
nøjedes med at tage chancen. Løb i en retning, der kunne være rigtig … eller forkert. Gjorde noget, der kunne være rigtigt … eller forkert. Langt senere – som voksen – skulle jeg læse en forfatter, der skrev: Hvis et menneske ikke går BUUUM!!! Jeg fløj flere meter tilbage gennem luften og
i samme takt som flokken – kan det være, det er,
landede på ryggen. Jeg lå og stirrede op på, den texanske
fordi han hører en anden tromme.
himmel. Jeg kunne ikke få luft og var sikker på at flere af
Jeg hørte mere eller mindre altid en anden
mine organer enten var gået itu eller i det mindste havde
tromme. På mange måder var jeg vist ikke klar til
byttet plads. Imens stod en voksen mand og skamroste
at dyrke sport (eller gå i skole). Jeg fik øje på en guldsmed
den dreng, der lige havde smadret mig. Med andre ord:
og fulgte den med blikket. Jeg fantaserede om mine Star
Jeg gik til football, den amerikanske slags. Jeg var lykkelig
Wars-figurer derhjemme. Jeg klatrede op i et træ. Lad os
for min hjelm, skulderpuder, tand- og skridtbeskytter,
bare sige, at hvis man skulle være begyndt, inden man
men jeg kampsvedte under alt udstyret.
fyldte 10 år, for at blive forfatter, have passet sin træning
Når der var pause, bællede vi vand og sammenlignede
ved skrivebordet, stadig mere, stadig hårdere for hvert år,
hjelme. Det gjaldt om at have flest skrammer på hjelmen
indtil man kun ville den ene ting allerede, når man var
og gerne de længste og mest farverige. Det sagde noget ret
15, 16 eller 17 år – så havde jeg aldrig nogensinde fået
præcist om, hvor mange forskellige modstandere man var
skrevet en bog.
løbet ind i med hovedet først. Det var lidt ligesom cow-
boyerne og indianerne, der bar hinandens skalpe rundt
me. Jeg var ukoncentreret, ville ikke vinde, og en dag gik
om halsen. Jeg spillede i øvrigt for Dallas Cowboys.
det galt, og det kunne være gået mere end galt.
38
Lynkineser_materie.indd 38-39
Dengang var jeg 8-9 år og fulgte min egen trommeryt-
39
11/03/17 19:41
Jeg gik også til baseball, denne amerikanske afart af
rundbold. Der er megen ventetid i baseball. Man står et sted ude i ”marken” og håber på, at en bold bliver slået i en bestemt retning, eller man står et sted i ”køen” og venter på, at det bliver ens tur til at slå. Jeg var ikke god, hverken til det ene eller det andet. Vores træner så ud som countrysangeren Kenny Rogers, hvis denne havde taget doping. Hans søn var holdets anfører og en miniudgave af faren minus skæg. Coach Kenny og Kenny Junior.
Coach Kenny kastede ofte, når vi skulle øve os i slå
med battet. Hver spiller har tre forsøg. Jeg var ikke god. Heller ikke denne dag.
Første forsøg: Jeg tager chancen og lader være med at
svinge – men bolden sidder perfekt.
Andet forsøg: Jeg rammer langt ved siden af bolden.
Tredje forsøg: Det er her, det sker.
Coach Kenny må have været ved at eksplodere under
sin baseballkasket. For han tager et rigtigt tilløb, hele hans krop spænder, og i stedet for at kaste bolden i en rolig bue, som et barn ville kaste, og så man rent faktisk kan se den, så tyrer han bolden af sted. Han kaster så hårdt, som det er ham menneskeligt muligt, og fordi han har været så ustyrlig vred på den lille, uduelige baseballspiller af en dreng, bliver boldens bane vanvittig, katastrofal skæv. Medmindre han ubevidst gerne ville ramme mig i hovedet?
Det sker i hvert fald. Bolden rammer mig i hovedet.
Det er som et lyn, et kanonslag! Jeg når slet ikke at reagere, men bolden rammer så hårdt, at den flår hjelmen
41
Lynkineser_materie.indd 40-41
11/03/17 19:41
Jeg gik også til baseball, denne amerikanske afart af
rundbold. Der er megen ventetid i baseball. Man står et sted ude i ”marken” og håber på, at en bold bliver slået i en bestemt retning, eller man står et sted i ”køen” og venter på, at det bliver ens tur til at slå. Jeg var ikke god, hverken til det ene eller det andet. Vores træner så ud som countrysangeren Kenny Rogers, hvis denne havde taget doping. Hans søn var holdets anfører og en miniudgave af faren minus skæg. Coach Kenny og Kenny Junior.
Coach Kenny kastede ofte, når vi skulle øve os i slå
med battet. Hver spiller har tre forsøg. Jeg var ikke god. Heller ikke denne dag.
Første forsøg: Jeg tager chancen og lader være med at
svinge – men bolden sidder perfekt.
Andet forsøg: Jeg rammer langt ved siden af bolden.
Tredje forsøg: Det er her, det sker.
Coach Kenny må have været ved at eksplodere under
sin baseballkasket. For han tager et rigtigt tilløb, hele hans krop spænder, og i stedet for at kaste bolden i en rolig bue, som et barn ville kaste, og så man rent faktisk kan se den, så tyrer han bolden af sted. Han kaster så hårdt, som det er ham menneskeligt muligt, og fordi han har været så ustyrlig vred på den lille, uduelige baseballspiller af en dreng, bliver boldens bane vanvittig, katastrofal skæv. Medmindre han ubevidst gerne ville ramme mig i hovedet?
Det sker i hvert fald. Bolden rammer mig i hovedet.
Det er som et lyn, et kanonslag! Jeg når slet ikke at reagere, men bolden rammer så hårdt, at den flår hjelmen
41
Lynkineser_materie.indd 40-41
11/03/17 19:41
af mit hoved, og jeg vakler flere skridt baglæns. Hjelmen
ligger ti meter væk, op ad hegnet. Det er gået så stærkt,
Min familie eller venner. De har set det, eller jeg har for-
at jeg ikke når at blive rigtig bange, men jeg kan se, at
talt det. Dette er det eneste, jeg aldrig har fortalt til nogen.
Coach Kenny er kridhvid i sit ellers solbrændte ansigt.
Hvorfor?
Det runger i hele mit hoved. Jeg siger ikke et ord, men
mit hjerte hamrer. Hvis bolden havde ramt mig i ansigtet,
ser og passer ikke, men sådan tænker børn. Og fordi det
eller jeg havde trænet uden hjelmen, ville jeg være død.
var skamfuldt. For mig, men også for Coach Kenny. En
Jeg husker ikke, hvad der blev sagt, kun at det blev
voksen mand, der går amok på et barn. Man holder sin
ved med at runge i mit hoved. Og så husker jeg, at Coach
mund, fordi man fornemmer, at det er en episode, som
Kenny og Kenny Junior kørte mig hjem fra træning.
verden er bedre tjent med ikke har fundet sted. For at vi
De kørte i en bil, der mindede om dem selv. Stor og
Alt andet i denne bog, er der andre, som kender til.
Fordi det var min skyld, at det var sket. Det både pas-
ikke skal blive mindet om, hvor svage vi er. Og om, hvor
firkantet, pumpet som en bodybuilder, med dæk så høje,
grueligt galt mennesker kan gå af hinanden, og hvad det
at man tronede over alle andre på motorvejen. Jeg sad
kan lede til.
sammen med Kenny Junior på bagsædet. Han fortalte
Coach Kenny kunne med andre ord være helt rolig.
vittigheder. Denne ene vittighed efter den anden.
Jeg sagde det aldrig til nogen. Før nu.
”Hvad gør du, hvis du er ude i ørkenen og kun har en
2-krone på dig?” spurgte han.
”Det ved jeg ikke,” svarede jeg.
”Du køber en Life Savers!” svarede han.
En Life Savers var et stykke slik, der kostede nøjagtig
en 2-krone. Vi lo.
Hele vejen skævede Coach Kenny til mig i bakspejlet,
som ville han sikre sig, at mit hoved stadig sad på mine skuldre.
Han ville nok også sikre sig noget andet: at jeg ikke
sagde noget til mine forældre. Jeg sagde ikke et ord, men det rungede endnu i mit hoved, da jeg lå vågen langt ud på natten i min seng på Pine Village.
42
Lynkineser_materie.indd 42-43
43
11/03/17 19:41
af mit hoved, og jeg vakler flere skridt baglæns. Hjelmen
ligger ti meter væk, op ad hegnet. Det er gået så stærkt,
Min familie eller venner. De har set det, eller jeg har for-
at jeg ikke når at blive rigtig bange, men jeg kan se, at
talt det. Dette er det eneste, jeg aldrig har fortalt til nogen.
Coach Kenny er kridhvid i sit ellers solbrændte ansigt.
Hvorfor?
Det runger i hele mit hoved. Jeg siger ikke et ord, men
mit hjerte hamrer. Hvis bolden havde ramt mig i ansigtet,
ser og passer ikke, men sådan tænker børn. Og fordi det
eller jeg havde trænet uden hjelmen, ville jeg være død.
var skamfuldt. For mig, men også for Coach Kenny. En
Jeg husker ikke, hvad der blev sagt, kun at det blev
voksen mand, der går amok på et barn. Man holder sin
ved med at runge i mit hoved. Og så husker jeg, at Coach
mund, fordi man fornemmer, at det er en episode, som
Kenny og Kenny Junior kørte mig hjem fra træning.
verden er bedre tjent med ikke har fundet sted. For at vi
De kørte i en bil, der mindede om dem selv. Stor og
Alt andet i denne bog, er der andre, som kender til.
Fordi det var min skyld, at det var sket. Det både pas-
ikke skal blive mindet om, hvor svage vi er. Og om, hvor
firkantet, pumpet som en bodybuilder, med dæk så høje,
grueligt galt mennesker kan gå af hinanden, og hvad det
at man tronede over alle andre på motorvejen. Jeg sad
kan lede til.
sammen med Kenny Junior på bagsædet. Han fortalte
Coach Kenny kunne med andre ord være helt rolig.
vittigheder. Denne ene vittighed efter den anden.
Jeg sagde det aldrig til nogen. Før nu.
”Hvad gør du, hvis du er ude i ørkenen og kun har en
2-krone på dig?” spurgte han.
”Det ved jeg ikke,” svarede jeg.
”Du køber en Life Savers!” svarede han.
En Life Savers var et stykke slik, der kostede nøjagtig
en 2-krone. Vi lo.
Hele vejen skævede Coach Kenny til mig i bakspejlet,
som ville han sikre sig, at mit hoved stadig sad på mine skuldre.
Han ville nok også sikre sig noget andet: at jeg ikke
sagde noget til mine forældre. Jeg sagde ikke et ord, men det rungede endnu i mit hoved, da jeg lå vågen langt ud på natten i min seng på Pine Village.
42
Lynkineser_materie.indd 42-43
43
11/03/17 19:41
Den hovedløse forfatter Står der en mand på basen af kridt?
”Der løber en underlig mand,
Har han et skæg, så langt, så hvidt?
en mand med hovedet i en spand!”
Blinker han med det ene øje?
Hønsene kagler i kor:
Eller skuer han ned fra det høje?
”Kan han mon finde sine ord?
Får han dig til at le og mig til at tude?
Fanger han ikke en eneste fjer,
Dømmer han inde, og dømmer han ude?
så sker der vist ikke mer’!”
”Der løber en underlig mand,
Tog han hovedet under sin arm?
en mand med hovedet i en spand!”
Lod resten være kaos og larm?
Hønsene kagler i kor:
Var solen, havet og stjernerne fejl?
”Kan han mon finde de rigtige ord?
Efterlod han jorden som en afklippet negl?
Fanger han ikke en eneste fjer,
Gik han bare sin egen vej?
så sker der vist ikke mer’!”
Lod resten være op til dig og mig?
Er han den, der kaster eller griber?
”Der løber en underlig mand,
Sidder han som tilskuer deroppe og piber?
en mand med hovedet i en spand!”
Lever han bare i sus og dus?
Hønsene kagler i kor:
Eller kaster han bold i mit glashus?
”Kan han mon finde sine ord?
Findes der en Gud version 2.0?
Fanger han ikke en eneste fjer,
Eller ender vi alle i det sorte hul?
Så sker der vist ikke mer’!”
44
Lynkineser_materie.indd 44-45
45
11/03/17 19:42
Den hovedløse forfatter Står der en mand på basen af kridt?
”Der løber en underlig mand,
Har han et skæg, så langt, så hvidt?
en mand med hovedet i en spand!”
Blinker han med det ene øje?
Hønsene kagler i kor:
Eller skuer han ned fra det høje?
”Kan han mon finde sine ord?
Får han dig til at le og mig til at tude?
Fanger han ikke en eneste fjer,
Dømmer han inde, og dømmer han ude?
så sker der vist ikke mer’!”
”Der løber en underlig mand,
Tog han hovedet under sin arm?
en mand med hovedet i en spand!”
Lod resten være kaos og larm?
Hønsene kagler i kor:
Var solen, havet og stjernerne fejl?
”Kan han mon finde de rigtige ord?
Efterlod han jorden som en afklippet negl?
Fanger han ikke en eneste fjer,
Gik han bare sin egen vej?
så sker der vist ikke mer’!”
Lod resten være op til dig og mig?
Er han den, der kaster eller griber?
”Der løber en underlig mand,
Sidder han som tilskuer deroppe og piber?
en mand med hovedet i en spand!”
Lever han bare i sus og dus?
Hønsene kagler i kor:
Eller kaster han bold i mit glashus?
”Kan han mon finde sine ord?
Findes der en Gud version 2.0?
Fanger han ikke en eneste fjer,
Eller ender vi alle i det sorte hul?
Så sker der vist ikke mer’!”
44
Lynkineser_materie.indd 44-45
45
11/03/17 19:42
KAPITEL 6
Den gule bus
Apple. Æble.
”Ahhrr!” sagde Jeff, som var han allerede irriteret
over, at verden endnu en gang ville blande sig i hans liv. ”Ahhrr! A … p … p … e … l”
”Næsten, Jeff,” sagde Mrs. Kirk. ”Næsten. Det staves:
a-p-p-l-e.”
”Ahhrr! Det sagde jeg også! Ahrr!!”
Jeg gik i skole på Spring Shadow Elementary School i
Jeff var rød i hovedet
Houston. Man begyndte hver morgen med at lægge
”Så prøv igen Jeff,” sagde Mrs. Kirk. ”Apple?”
hånden på hjertet og sværge det amerikanske flag tro-
”A-p-p-e-l.”
skab. I kantinen fik man serveret frokost på en bakke med
små fordybninger ligesom i et Kalaha-spil. Pizza, burger,
drilsk. Her skifter ’e’ og ’l’ plads ligesom to sidekammera-
fiskepinde, kylling, kartoffelmos med sovs og en muffin
ter, så den anden kan prøve at sidde ved vinduet.”
i den runde fordybning i højre hjørne. Det var en skole
”Ahhrr! Får jeg ingen stjerne?”
med åbne klasselokaler – de havde hverken dør eller væg
”Du får selvfølgelig en stjerne, når du har stavet rig-
ud til midtergangen. Man kunne sidde og se ind i klassen
tigt. Vil du prøve igen?!
overfor. På en måde blev tolv klasser undervist i det sam-
”A-p-p … AAAHHHRRR!!!”
me åbne rum.
Så væltede Jeff sin stol og løb brølende gennem loka-
let og smækkede med døren.
Der var dog et par lokaler udstyret med alle fire vægge
”Ikke helt, Jeff,” sagde Mrs. Kirk. ”Slutningen er lidt
Godt, der var en dør at smække med, tænkte jeg.
og en dør, der kunne lukkes. Bag en af disse var specialklassen. Jeg gik i specialklassen, og her var eleverne …
specielle. Det var jeg nok også, men jeg gik der samtidig,
de smækket med noget som helst. Hun var altid sit eget
fordi jeg ikke kunne et ord engelsk. Vi sad otte elever om
rolige selv med en makeup, der sad som en tyk, hudfarvet
et rundt bord.
glasur i ansigtet. Jeg overvejede om Mr. Kirk fik en stjerne
Jeg var til gengæld sikker på, at Mrs. Kirk aldrig hav-
”Jeff. Hvordan staver man til apple?” spurgte Mrs. Kirk.
på hånden, når han ordnede en dryppende vandhane
Mrs. Kirk havde stjerneklistermærkerne liggende som
derhjemme. Om lørdagen måske en i panden.
juveler foran sig. I papæsken til venstre lå slikkepinde. Det
var til øjeblikket, hvor vi alle havde stavet et ord rigtigt.
Mrs. Kirk. ”Vil du stave til ’christmas’ for os? Åh, vi håber
46
Lynkineser_materie.indd 46-47
”Cindy. Er det din tur til at få en stjerne?” spurgte
47
11/03/17 19:42
KAPITEL 6
Den gule bus
Apple. Æble.
”Ahhrr!” sagde Jeff, som var han allerede irriteret
over, at verden endnu en gang ville blande sig i hans liv. ”Ahhrr! A … p … p … e … l”
”Næsten, Jeff,” sagde Mrs. Kirk. ”Næsten. Det staves:
a-p-p-l-e.”
”Ahhrr! Det sagde jeg også! Ahrr!!”
Jeg gik i skole på Spring Shadow Elementary School i
Jeff var rød i hovedet
Houston. Man begyndte hver morgen med at lægge
”Så prøv igen Jeff,” sagde Mrs. Kirk. ”Apple?”
hånden på hjertet og sværge det amerikanske flag tro-
”A-p-p-e-l.”
skab. I kantinen fik man serveret frokost på en bakke med
små fordybninger ligesom i et Kalaha-spil. Pizza, burger,
drilsk. Her skifter ’e’ og ’l’ plads ligesom to sidekammera-
fiskepinde, kylling, kartoffelmos med sovs og en muffin
ter, så den anden kan prøve at sidde ved vinduet.”
i den runde fordybning i højre hjørne. Det var en skole
”Ahhrr! Får jeg ingen stjerne?”
med åbne klasselokaler – de havde hverken dør eller væg
”Du får selvfølgelig en stjerne, når du har stavet rig-
ud til midtergangen. Man kunne sidde og se ind i klassen
tigt. Vil du prøve igen?!
overfor. På en måde blev tolv klasser undervist i det sam-
”A-p-p … AAAHHHRRR!!!”
me åbne rum.
Så væltede Jeff sin stol og løb brølende gennem loka-
let og smækkede med døren.
Der var dog et par lokaler udstyret med alle fire vægge
”Ikke helt, Jeff,” sagde Mrs. Kirk. ”Slutningen er lidt
Godt, der var en dør at smække med, tænkte jeg.
og en dør, der kunne lukkes. Bag en af disse var specialklassen. Jeg gik i specialklassen, og her var eleverne …
specielle. Det var jeg nok også, men jeg gik der samtidig,
de smækket med noget som helst. Hun var altid sit eget
fordi jeg ikke kunne et ord engelsk. Vi sad otte elever om
rolige selv med en makeup, der sad som en tyk, hudfarvet
et rundt bord.
glasur i ansigtet. Jeg overvejede om Mr. Kirk fik en stjerne
Jeg var til gengæld sikker på, at Mrs. Kirk aldrig hav-
”Jeff. Hvordan staver man til apple?” spurgte Mrs. Kirk.
på hånden, når han ordnede en dryppende vandhane
Mrs. Kirk havde stjerneklistermærkerne liggende som
derhjemme. Om lørdagen måske en i panden.
juveler foran sig. I papæsken til venstre lå slikkepinde. Det
var til øjeblikket, hvor vi alle havde stavet et ord rigtigt.
Mrs. Kirk. ”Vil du stave til ’christmas’ for os? Åh, vi håber
46
Lynkineser_materie.indd 46-47
”Cindy. Er det din tur til at få en stjerne?” spurgte
47
11/03/17 19:42
alle, vi får sådan nogle fine gaver, gør vi ikke? Så kan du
af, og forklaret, at hun selv ville vente ved stoppestedet.
hjælpe os på vej, Cindy? Christ-mas?”
Jeg fandt den rigtige bus, og den var stoppet med råben-
Cindy var meget tyk og meget tavs. Hun sad i sin
de, grinende børn. At det var en larm uden lige, lagde jeg
lyserøde T-shirt med øjne, der lå så dybt i det oppustede
sikkert kun mærke til, fordi jeg ikke kendte nogen og var
hoved, at de var svære at få øje på. Nogle gange var jeg
ude af stand til at råbe og grine med.
sikker på, at hun sov, men måske trak hun bare vejret me-
get tungt af en otteårig pige at være. Men sige noget, det
siden af mig.
var hun ikke meget for. Cindy skulle have en hel mælke-
Sådan lød det, og jeg smilede.
vej af stjerner for at åbne munden.
”Våt blåt blop!” gentog han, og denne gang trak jeg
på skuldrene for at forsøge at lægge mig et sikkert sted i
Mens Mrs. Kirk roligt og venligt forsøgte at få Cindy til
at kaste sig ud i stavningens ædle kunst, så jeg rundt om
”Våt blåt blop!” sagde drengen, der sad på sædet ved
midten.
bordet på alle de fremmede ansigter. Christmas. Juleaften. Jeg tænkte på Danmark og sne, på mine kammerater derhjemme, på havnen i Marstal, på fodboldmålet mellem de to æbletræer, på mine bedsteforældre, og jeg så på stjernen på hånden og tænkte på den stjerne, der havde ledt de tre vise mænd hen til Jesu krybbe, og at det var godt, at de ikke skulle køre hele vejen med en gul skolebus …
For der er én ting jeg ikke har fortalt, og som jeg
burde være begyndt med, da jeg begyndte at fortælle om USA, Texas, Houston … Nogle vil sige, jeg har forsøgt at fortrænge det. Altså gøre ligesom når ens forældre beder en om at rydde op, og man bare skubber det hele ind under sengen og forsøger at glemme det. Det handler om allerførste skoledag på Spring Shadow Elementary School, da jeg skulle tage den gule skolebus hjem. Min mor havde instrueret mig i, hvor jeg skulle stå
48
Lynkineser_materie.indd 48-49
49
11/03/17 19:42
alle, vi får sådan nogle fine gaver, gør vi ikke? Så kan du
af, og forklaret, at hun selv ville vente ved stoppestedet.
hjælpe os på vej, Cindy? Christ-mas?”
Jeg fandt den rigtige bus, og den var stoppet med råben-
Cindy var meget tyk og meget tavs. Hun sad i sin
de, grinende børn. At det var en larm uden lige, lagde jeg
lyserøde T-shirt med øjne, der lå så dybt i det oppustede
sikkert kun mærke til, fordi jeg ikke kendte nogen og var
hoved, at de var svære at få øje på. Nogle gange var jeg
ude af stand til at råbe og grine med.
sikker på, at hun sov, men måske trak hun bare vejret me-
get tungt af en otteårig pige at være. Men sige noget, det
siden af mig.
var hun ikke meget for. Cindy skulle have en hel mælke-
Sådan lød det, og jeg smilede.
vej af stjerner for at åbne munden.
”Våt blåt blop!” gentog han, og denne gang trak jeg
på skuldrene for at forsøge at lægge mig et sikkert sted i
Mens Mrs. Kirk roligt og venligt forsøgte at få Cindy til
at kaste sig ud i stavningens ædle kunst, så jeg rundt om
”Våt blåt blop!” sagde drengen, der sad på sædet ved
midten.
bordet på alle de fremmede ansigter. Christmas. Juleaften. Jeg tænkte på Danmark og sne, på mine kammerater derhjemme, på havnen i Marstal, på fodboldmålet mellem de to æbletræer, på mine bedsteforældre, og jeg så på stjernen på hånden og tænkte på den stjerne, der havde ledt de tre vise mænd hen til Jesu krybbe, og at det var godt, at de ikke skulle køre hele vejen med en gul skolebus …
For der er én ting jeg ikke har fortalt, og som jeg
burde være begyndt med, da jeg begyndte at fortælle om USA, Texas, Houston … Nogle vil sige, jeg har forsøgt at fortrænge det. Altså gøre ligesom når ens forældre beder en om at rydde op, og man bare skubber det hele ind under sengen og forsøger at glemme det. Det handler om allerførste skoledag på Spring Shadow Elementary School, da jeg skulle tage den gule skolebus hjem. Min mor havde instrueret mig i, hvor jeg skulle stå
48
Lynkineser_materie.indd 48-49
49
11/03/17 19:42
Lynkineser_materie.indd 50-51
11/03/17 19:42
Lynkineser_materie.indd 50-51
11/03/17 19:42
Jeg ville gerne snakke med ham, men jeg kunne ikke.
mig til at længes endnu mere inderligt efter de ensartede
Han mistede hurtigt interessen for mig, satte sig op på
villakvarterer. Hvis her var en basketballkurv, hang den
knæ og råbte til dem på sædet bagved. Jeg havde jo også
som en rusten ring uden plade på noget, der så ud som
nok at gøre med at holde øje med, hvornår jeg skulle af
en sønderbombet parkeringsplads. Der var graffiti over-
bussen. Alt, vi passerede, var nyt og anderledes foran mit
alt, gamle sofaer, overfyldte skraldespande og udbrændte
blik, og så opdagede jeg til min rædsel noget andet: hvor
biler. Bussen standsede, og på fortovet stod en dreng, som
ens gaderne i amerikanske villakvarterer er. De har form
jeg af en eller anden grund var sikker på ikke havde været
som et tegneserie-kødben – skåret over på midten af en
i skole i dag. Drengen var i bryderundertrøje og havde
hovedvej, som den gule skolebus kørte ned ad – og er
en omvendt baseballkasket på hovedet. Han var nok ikke
nærmest identiske med deres åbne forhaver, formbrøds-
mere end et par år ældre end mig, lidt mørkere i huden,
formede postkasser, indkørsler, garager, basketballkurve
men havde allerede store muskler og et lille, sort over-
… Det var, som om bussen bare kørte frem for så at bakke
skæg. Han røg en cigaret. Da han fik øje på mig, pegede
tilbage til den samme vej, samtidig med at jeg vidste, at vi
han på mig, som var hans finger en revolver, der kunne
kørte stadig længere væk. Det var et forhekset eventyr-
skyde hovedet af mig. Remember the Alamo! tænkte jeg.
univers.
Hans tommelfinger var aftrækkeren, og idet han bøjede
den for at blæse knoppen af mig, skete der noget mærke-
”Blop blåt våt!” grinede drengen, da han rejste sig og
stod af bussen.
ligt. Han blev ramt i hovedet af et lokum! Jeg så op og fik
øje på en fyr, der så nøjagtig ud som drengen – omvendt
Jeg så børnene slingre ned mellem sæderne, hoppe
af og gå mod deres hjem, og inderst inde vidste jeg godt,
baseballkasket og bryderundertrøje – bare ældre og større.
at jeg var kørt for langt. At jeg skulle have været stået af
Han stod lænet ud ad et højt stueetagesvindue i bolig-
for længst. Nu savnede jeg allerede den vanvittige larm,
blokken og grinede og pegede hånligt på drengen, der
da bussen var fuld af skrigende unger. En for en rejste de
lå begravet under det lokum, han havde tippet ud over
sig og forsvandt. Det var som at være på et børnehjem,
vindueskarmen. Så satte bussen i gang.
hvor barnløse forældre kunne udvælge en unge, og jeg
Den sidste elev stod af, buschaufføren vendte fløj-
vidste ovenikøbet, at de aldrig ville vælge mig, fordi mine
tende bussen, og i det samme opdagede han mig alene
forældre befandt sig flere kilometer bag os i et helt andet
dernede blandt de tomme sæder.
kvarter.
”Djep dåp kæp?” sagde chaufføren.
Jeg vidste godt, at han talte til mig, men lod, som om
Lynkineser_materie.indd 52-53
Vi havde efterhånden bevæget os ud i noget, der fik
11/03/17 19:42
Jeg ville gerne snakke med ham, men jeg kunne ikke.
mig til at længes endnu mere inderligt efter de ensartede
Han mistede hurtigt interessen for mig, satte sig op på
villakvarterer. Hvis her var en basketballkurv, hang den
knæ og råbte til dem på sædet bagved. Jeg havde jo også
som en rusten ring uden plade på noget, der så ud som
nok at gøre med at holde øje med, hvornår jeg skulle af
en sønderbombet parkeringsplads. Der var graffiti over-
bussen. Alt, vi passerede, var nyt og anderledes foran mit
alt, gamle sofaer, overfyldte skraldespande og udbrændte
blik, og så opdagede jeg til min rædsel noget andet: hvor
biler. Bussen standsede, og på fortovet stod en dreng, som
ens gaderne i amerikanske villakvarterer er. De har form
jeg af en eller anden grund var sikker på ikke havde været
som et tegneserie-kødben – skåret over på midten af en
i skole i dag. Drengen var i bryderundertrøje og havde
hovedvej, som den gule skolebus kørte ned ad – og er
en omvendt baseballkasket på hovedet. Han var nok ikke
nærmest identiske med deres åbne forhaver, formbrøds-
mere end et par år ældre end mig, lidt mørkere i huden,
formede postkasser, indkørsler, garager, basketballkurve
men havde allerede store muskler og et lille, sort over-
… Det var, som om bussen bare kørte frem for så at bakke
skæg. Han røg en cigaret. Da han fik øje på mig, pegede
tilbage til den samme vej, samtidig med at jeg vidste, at vi
han på mig, som var hans finger en revolver, der kunne
kørte stadig længere væk. Det var et forhekset eventyr-
skyde hovedet af mig. Remember the Alamo! tænkte jeg.
univers.
Hans tommelfinger var aftrækkeren, og idet han bøjede
den for at blæse knoppen af mig, skete der noget mærke-
”Blop blåt våt!” grinede drengen, da han rejste sig og
stod af bussen.
ligt. Han blev ramt i hovedet af et lokum! Jeg så op og fik
øje på en fyr, der så nøjagtig ud som drengen – omvendt
Jeg så børnene slingre ned mellem sæderne, hoppe
af og gå mod deres hjem, og inderst inde vidste jeg godt,
baseballkasket og bryderundertrøje – bare ældre og større.
at jeg var kørt for langt. At jeg skulle have været stået af
Han stod lænet ud ad et højt stueetagesvindue i bolig-
for længst. Nu savnede jeg allerede den vanvittige larm,
blokken og grinede og pegede hånligt på drengen, der
da bussen var fuld af skrigende unger. En for en rejste de
lå begravet under det lokum, han havde tippet ud over
sig og forsvandt. Det var som at være på et børnehjem,
vindueskarmen. Så satte bussen i gang.
hvor barnløse forældre kunne udvælge en unge, og jeg
Den sidste elev stod af, buschaufføren vendte fløj-
vidste ovenikøbet, at de aldrig ville vælge mig, fordi mine
tende bussen, og i det samme opdagede han mig alene
forældre befandt sig flere kilometer bag os i et helt andet
dernede blandt de tomme sæder.
kvarter.
”Djep dåp kæp?” sagde chaufføren.
Jeg vidste godt, at han talte til mig, men lod, som om
Lynkineser_materie.indd 52-53
Vi havde efterhånden bevæget os ud i noget, der fik
11/03/17 19:42
jeg var meget optaget af noget på den anden side af vinduet. Landskabet. Arkitekturen. Han kørte den store bus ind til siden, slukkede motoren, kikkede op i bakspejlet og sagde højt og tydeligt:
”Djep dåp kæp?! Djuv tjai seldo – odi nåt?”
Det er ét af de mest ensomme øjeblikke i mit liv.
Så gjorde chaufføren det eneste, han kunne gøre. Han
kørte mig tilbage til skolen. På vejen tænkte jeg på min oldefar, San Wung-Sung. På hvordan han var kommet fra den anden side af kloden og heller ikke havde kunnet forstå et ord. På hvordan alle havde gloet og peget på ham. På hvordan der var drenge, der havde sat fyrværkeri i hans hårpisk. På hvordan han var blevet i Danmark.
Chaufføren førte mig ind på skolens kontor. Jeg
kunne sige mit navn, og skolen kunne finde telefonnummeret til vores hus, så min mor kunne komme og hente mig og køre mig hjem til Pine Village, denne almindelige og alligevel meget ekstraordinære villavej med dette helt almindelige og alligevel meget ekstraordinære hus.
Når jeg den dag i dag ser en gul skolebus i ameri-
kanske film – og jeg skal hilse og sige, at de er med i alle amerikanske film – giver det stadig et lille gib i mig. Og når jeg ser på de mennesker, der kommer hertil fra den anden side af kloden, og hvad vi forlanger af dem, fra det øjeblik de betræder dansk jord, så behøver jeg bare tænke én gang på drengen, der sidder alene i den gule skolebus uden at forstå et ord eller genkende en gade.
55
Lynkineser_materie.indd 54-55
11/03/17 19:42
jeg var meget optaget af noget på den anden side af vinduet. Landskabet. Arkitekturen. Han kørte den store bus ind til siden, slukkede motoren, kikkede op i bakspejlet og sagde højt og tydeligt:
”Djep dåp kæp?! Djuv tjai seldo – odi nåt?”
Det er ét af de mest ensomme øjeblikke i mit liv.
Så gjorde chaufføren det eneste, han kunne gøre. Han
kørte mig tilbage til skolen. På vejen tænkte jeg på min oldefar, San Wung-Sung. På hvordan han var kommet fra den anden side af kloden og heller ikke havde kunnet forstå et ord. På hvordan alle havde gloet og peget på ham. På hvordan der var drenge, der havde sat fyrværkeri i hans hårpisk. På hvordan han var blevet i Danmark.
Chaufføren førte mig ind på skolens kontor. Jeg
kunne sige mit navn, og skolen kunne finde telefonnummeret til vores hus, så min mor kunne komme og hente mig og køre mig hjem til Pine Village, denne almindelige og alligevel meget ekstraordinære villavej med dette helt almindelige og alligevel meget ekstraordinære hus.
Når jeg den dag i dag ser en gul skolebus i ameri-
kanske film – og jeg skal hilse og sige, at de er med i alle amerikanske film – giver det stadig et lille gib i mig. Og når jeg ser på de mennesker, der kommer hertil fra den anden side af kloden, og hvad vi forlanger af dem, fra det øjeblik de betræder dansk jord, så behøver jeg bare tænke én gang på drengen, der sidder alene i den gule skolebus uden at forstå et ord eller genkende en gade.
55
Lynkineser_materie.indd 54-55
11/03/17 19:42
Hvad har vi lært? Hvad har vi lært? At skolebusser er gule, de andre bor i en hule, og at livet er sært. Hvad har vi lært? Æble staves æ-b-l-e. Der kan du se, at livet er svært. Hvad har vi lært? At alle ønsker en krog og bare et lille sprog for det, der er kært.
56
Lynkineser_materie.indd 56-57
57
11/03/17 19:42
Hvad har vi lært? Hvad har vi lært? At skolebusser er gule, de andre bor i en hule, og at livet er sært. Hvad har vi lært? Æble staves æ-b-l-e. Der kan du se, at livet er svært. Hvad har vi lært? At alle ønsker en krog og bare et lille sprog for det, der er kært.
56
Lynkineser_materie.indd 56-57
57
11/03/17 19:42
LYNKINESER Af Jesper Wung-Sung Illustreret af Rasmus Meisler © Dansklærerforeningens Forlag 2017 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Mønstre © Dragana Bozic, Dreamstime.com Foto s. 103 © Thomas Legind Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Forlagsredaktion: Sille Funder Trykt hos: Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2017 ISBN 978-87-7996-944-5
Lynkineser_materie.indd 104-105
11/03/17 19:43
Lynkineser_materie.indd 106-107
11/03/17 19:43
LYNKINESER Af Jesper Wung-Sung Illustreret af Rasmus Meisler © Dansklærerforeningens Forlag 2017 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Mønstre © Dragana Bozic, Dreamstime.com Foto s. 103 © Thomas Legind Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Forlagsredaktion: Sille Funder Trykt hos: Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2017 ISBN 978-87-7996-944-5
Lynkineser_materie.indd 104-105
11/03/17 19:43
Lynkineser_materie.indd 106-107
11/03/17 19:43
LY N K I N E S E R
Siden følger en historie, som handler om ikke altid at passe ind i systemerne, men være sikker på det hjertet falder for og at holde fast i det.
JESPER WUNG-SUNG
LYNKINESER er Jesper Wung-Sungs tilbageblik på sin opvækst. Historien begynder ved San WungSung, oldefaren. Han kommer hertil i 1902 fra Kina for at blive udstillet i Tivoli. Navnet Wung-Sung bæres videre af faren, Hainan, som er sømand og rejser verden rundt, men forelsker sig i pigen Elly på Ærø nytårsaften. Det er et forhold med raketter, heksehyl og rørbomber fra starten af. Ellys forældre er ikke begejstrede, da de hører, hun er forelsket i en kvartkinesisk sømand. Men Elly holder ved, og snart er hun gravid, og det bliver begyndelsen på Jesper Wung-Sung.
VEJEN TIL AT BLIVE INGENTING. ET FIRBEN I SOLEN. FRI!
9 788779 969445
Lynkineser_omslag_til_tryk.indd 1
27/04/2020 11.30