Se uddrag fra "Naturhistorier"

Sidsel Toft Christensen og Ivar LĂŚrkesen

Naturhistorier En litteraturhistorisk temabog

DansklĂŚrerforeningens Forlag 1

Naturhistorier

Naturhistorier

Naturhistorier

Sidsel Toft Christensen og Ivar LĂŚrkesen

Naturhistorier En litteraturhistorisk temabog

DansklĂŚrerforeningens Forlag

Naturhistorier

Indhold

Forord 9 Om bogens brug – til læreren 11

Introduktion til temaet

17

Antropocæn – Mennesket, den største miljøfaktor. Efter 1980 25 Inger Christensen: Alfabeterne 40 Inger Christensen: Nu går drømmerne åbenlyst rundt 43 Lars Skinnebach: af Øvelser og rituelle tekster 46 Eske K. Mathiesen: af Udvalgte digte 47 Michael Strunge: Plasticsolen 49 Michael Strunge: Drømmens faner 49 Theis Ørntoft: af Digte 2014 50 Lea Marie Løppenthin: af Nervernes adresse 53 Maja Mackintosh: Dommedag nu?

54

Naturens fremmedhed – Drømmen om det naturlige. 1900-1980 57 Dan Turèll: Der er så dejligt ude på landet 65 Per Højholt: Gittes monolog om naturen 69 Per Højholt: Den tydelige solsort 70 Thorkild Bjørnvig: Basis 71 Ivan Malinowski: Naturens husholdning 73 Otto Gelsted: Mennesket

74 Thøger Larsen: Den danske sommer 75 Halfdan Rasmussen: Skillingsvise

76

Det videnskabelige projekt – Mennesket som naturvæsen. 1870-1900

Georg Brandes: af Den romantiske Skole i Tyskland Charles Darwin: af Menneskets afstamning og parringsvalget J.P. Jacobsen: af Fru Marie Grubbe Herman Bang: af Ludvigsbakke Henrik Pontoppidan: Muldskud August Strindberg: af Silverträsket Sigbjørn Obstfelder: Byen Johannes Jørgensen: Foraars-Evangelium Sophus Claussen: Imperia Thøger Larsen: Tordenbygen Johannes V. Jensen: Fusijama

79

93 93 95 98 101 104 108 109 111 113 115

Det romantiske projekt – Naturen som kirke. 1800-1870 117 Jens Baggesen: Spidsen af Spiiret

Jens Baggesen: Morgenen Schack Staffeldt: Paa Toppen af Mont Cenis

Schack Staffeldt: Indvielsen

Hans-Jørgen Nielsen: af Billeder på intetheden

Oehlenschläger: Guldhornene

N.F.S. Grundtvig: Jeg gik mig ud en sommerdag at høre St. St. Blicher: af Hosekræmmeren

H.C. Andersen: Vanddraaben

Christian Winther: Skjøn er Vaaren

Emil Aarestrup: Nordexpeditionen

131 133 136 139 140 142 147 151 154 157 158

Oplysningsprojektet – Naturen som frihedens sted. 1700-tallet 161 Ludvig Holberg: af Første Levnedsbrev

175 Ludvig Holberg: af Jeppe paa Bierget

176 Jean-Jacques Rousseau: af Emile

177 Andrea Hejlskov: af og DEN STORE FLUGT

179 H.A. Brorson: Op! al den ting, som GUd har giort

184 Ambrosius Stub: Den kiedsom Vinter gik sin gang

186 Johannes Ewald: Rungsteds Lyksaligheder. En Ode 189

Naturhistorier

Guds natur – En hierarkisk orden.

15- og 1600-tallet 193 Morten Børup: Frydeligt med Jubelkor

Petter Dass: af Nordlands Trompet

Thomas Kingo: Dend Fierde Aften-sang

Thomas Kingo: Gæt hvis Ønske

202 204 206 210

Bjergtaget – Den fjendtlige og lokkende natur.

1000-1500 213

Elverhøj

Jomfruen og dværgekongen

Adam Oehlenschläger: Ellehöien Schack Staffeldt: Naturdatteren

222 224 228 231

Lange linjer Forslag til undervisningsforløb

Forslag til værklæsning. På tværs af tider Forslag til skriftlige opgaver

Forslag til tværfaglige forløb

Litteraturliste

Billedfortegnelse

Emneregister

233

241 248 249 250 255 263 268

Earthrise (1968). Foto: NASA. William A. Anders, som fløj med Apollo 8, har sagt om Jorden set fra rummet: »It’s tiny out there … it’s inconsequential. It’s ironic that we had come to study the Moon and it was really discovering the Earth«.

Naturhistorier

Forord

Vi er den første generation som ved at vi kan underminere Jorden, og vi er den sidste som kan gøre noget ved det. Hvordan mennesket forholder sig til naturen, er da også et påtrængende tema i flere litterære titler fra de seneste år. Det samme gør sig gældende på et politisk niveau hvor udsigten til store klimaforandringer har sat en ny dagsorden. I det hele taget er vores forhold til natur et så vigtigt element i vores kultur og dermed litteratur at vi anser det for berettiget at skrive en arbejdsbog som lægger op til at beskæftige sig med temaet. Samtidig kan bogen være en anledning til at beskæftige sig med litteraturhistorie på en anden måde. Derfor er hvert enkelt afsnit forsynet med en historisk ramme. Bogen er dog ikke en traditionel litteraturhistorie, alene af den grund at vi læser litteraturhistorien fra et nutidigt synspunkt. Når man gør det, vil der opstå steder hvor man begynder at undre sig. De steder kan man måske bedst forstå ved at læse bagud til andre perioder. På den måde mener vi at skabe muligheder for litteraturhistoriske indsigter og ikke kun litteraturhistorisk paratviden. Vi vil dog understrege at bogen ikke skal erstatte en litteraturhistorie. Der findes mange udmærkede litteraturhistorier som man med held kan bringe i anvendelse for at give læsningen større tyngde.

Foruden at være danskfaglig lægger bogen også op til tværfagligt samarbejde.

Den forskydning fra holocæn til antropocæn (se s. 17), som vi gennemlever i vor tid, kan f.eks. give anledning til tværfagligt samarbejde med naturgeografi, biologi, filosofi og religion. Dertil kommer at bogens læsning af natursynets historie lægger op til andre tværgående studier med fag som biologi, filosofi, religion, oldtidskundskab og billedkunst.

Bogen består af et kapitel om bogens brug, en introduktion til temaet, syv historiske kapitler med korte introducerende tekster og tekstudvalg med arbejdsspørgsmål og krydsreferencer. Dertil kommer et sammenfattende kapitel og nogle eksempler på tværfaglige forløb.

Den vigtigste baggrund for denne bogs forståelser af vores natursyn er professor Klaus P. Mortensens banebrydende arbejde, især med bogen HimmelstorForord

9

merne. Her viser han hvorledes menneskets forhold til naturen undergår en voldsom forandring fra en kristen, vertikal opfattelse hos en Thomas Kingo til romantikkens horisontale opfattelse hvor det hellige indskrives i denne verden. Flere af indsigterne i denne bog bygger på Klaus P. Mortensens arbejde.

I forbindelse med nyeste tid er vi inspireret af de senere års nytænkning af natursynet, bl.a. med baggrund i begrebet antropocæn og i Timothy Mortons tænkning over økologi og natur.

København, marts 2016 Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen

10

Naturhistorier

Om bogens brug – til læreren

Med forskellige prioriteringer og belysninger er et gennemgående fagligt mål for de gymnasieale uddannelser (stx, hf, hhx og htx) at eleverne skal kunne analysere og fortolke fiktionstekster. Et andet gennemgående mål er historisk, samfundsmæssig og kulturel perspektivering af teksterne.

Tilsvarende beskrives kernestoffet som både genremæssigt og historisk bredt sammensat. Mest skiller htx sig ud. Her tales der nemlig ikke om litteratur i de faglige mål, men om tekster. I beskrivelsen af kernestoffet indgår fiktionslitteratur dog også her som en central komponent.

Fælles for alle fire gymnasiale uddannelser er altså det analytiske og fortolkningsmæssige arbejde, men også at de læste tekster – i lidt forskellige belysninger – ses i en litteratur-, kultur- eller bevidsthedshistorisk kontekst. Dertil kommer at kanonforfatterne skal læses på alle fire uddannelser, og at der på stx, hf og hhx er et krav om værklæsning (se forslag til værklæsning s. 248).

Bogen bidrager på alle disse punkter. De enkelte kapitler er således forsynet med opgaver både i analyse, fortolkning og vurdering. Bogen bringer uddrag af større værker spredt over de seneste fire århundreder, og den repræsenterer en stor del af kanonforfatterne. Sidst, men ikke mindst, er det bogens opgave i forbindelse med læsningen af litterære tekster at skabe forståelse af litteratur-, kultur- og bevidsthedshistoriske sammenhænge.

Tematisk læsning og litteraturhistorie Dengang vores elever mere eller mindre havde en forestilling om en litterær kanon, var den historiske læsning ganske uproblematisk. Men det er ikke tilfældet i dag. Dertil kommer at den litterære dimension indeholder så mange kategorier, at man ikke kan praktisere en så minutiøs historisk undervisning som man gjorde tidligere, uden at få sved på panden, og uden at eleverne kommer til at lide af åndelig forstoppelse.

Vi mener at hvis man meningsfuldt skal kunne læse tekster som både sprogligt og bevidsthedsmæssigt er fremmede for vores elever, må disse tekster kunne sættes i forhold til eleven selv. Bare man bringer få tekster i spil, skal der gerne opstå en fortælling som eleverne kan genkende sig selv i, og samtidig skal de få Om bogens brug

11

øje på grænseoverskridende perspektiver. Det er grunden til at vi samler bogen om en tematisk læsning hvor nutidige tekster kan parres med ældre tekster og dermed måske give forståelse både af den nutidige og den ældre tekst.

Når vi har valgt naturen som gennemgående tema, er det ikke sket ud fra en særlig forkærlighed for lange fjeldvandringer, ornitologiske eller andre ‘naturlige’ tilbøjeligheder. Årsagen er at temaet natur forholder sig effektivt og samlende til hvad der sker i litteraturen i hele moderniteten, samtidig med at det også kaster lys over den før-moderne kristne kultur. Det er naturen i gåseøjne som interesserer os, menneskers syn på naturen og menneskers forhold til den. Dermed er det også klart at bogen består af nedslag netop i kultur- og bevidsthedshistorien sådan som de æstetisk kommer til udtryk i litteraturen. Det gør bogen til en litteraturhistorisk temabog.

Vi er overbevist om at den tematiske læsning gør arbejdet med litteraturhistorie vedkommende; men det betyder ikke nødvendigvis at metoden er specielt let. Den kræver en høj grad af bearbejdning i fællesskab i klasseværelset.

Vi har da heller ikke sprunget over gærdet hvor det var lavest, når det drejer sig om at vælge tekster. Til gengæld har vi i periodeintroduktionerne til de enkelte kapitler bestræbt os på at føre læseren ind i de enkelte tekster og skabe en forståelsesramme omkring dem, ligesom vi i afsnittet »Lange linjer« giver nogle sammenfatninger.

Bevidsthed(er) om natur – et arkæologisk gravearbejde Når man slår op i indholdsfortegnelsen, lægger man mærke til at vi betjener os af en omvendt kronologi. Det er et benspænd, især for læreren. Metoden har vi selv med held afprøvet sammen med vores elever. Denne måde at læse på indebærer at der dukker nogle sprækker op i teksterne som man først rigtig kan forstå hvis man går bag om dem. En fordel er at læreren tvinger sig selv til ikke at docere over en fast etableret litteraturhistorisk orden, men sammen med eleverne at udforske sprækkerne. En anden fordel er at eleverne ikke kan anvende en mekanisk tilegnet viden. En tredje fordel er at man ikke begynder med tekster som pr. definition er fremmede. Det handler om at grave der hvor man står.

Før man går i gang med teksterne, vil det være en god idé med en brainstorm hvor elevernes forestillinger om natur kommer frem. Det kan man så udbygge ved at lade eleverne gnave sig ind på naturbegrebet ved at læse Ordbog over det Danske Sprogs artikel om ‘natur’ og derfra danne sig nogle hovedbetydninger som man kan relatere til under tekstlæsningen (se s. 22 og 233 f.).

Man kan med brug af relativt få tekster skabe en forståelse af transformationerne i vores natursyn. Den første tekstlæsning kan begynde med f. eks.

Theis Ørntoft og hans katastrofe-tænkning. Derfra kan man med et ironisk

12

Naturhistorier

blik afdække konfliktmønstre i vores natursyn ved at læse tekster fra 1900-tallet, og på den baggrund kan man gå bagud til tekster som rendyrker de naturopfattelser vi allerede har skimtet i ironiens vrængbillede. Her er særlig afsnittet om romantikken af stor betydning, for det er her de moderne naturopfattelser grundlægges. Vi ender i barokken, og derfra kan linjen igen føres frem til vor tid i en traditionel kronologisk læsning, samlet omkring disse dimensioner: socialhistorie, natur- og menneskesyn og poetik/æstetik.

Vi forestiller os altså ikke at man bruger bogen fra en ende af i ét hug.

Man kan dosere teksterne, så nogle af dem bruges til et arkæologisk gravearbejde med det formål at skabe klarhed over de transformationer der er sket i vores syn på naturen. Andre tekster vil kunne bruges til at skabe en egentlig litteraturhistorisk oversigt. Atter andre dele af bogen kan bruges til læsning af bestemte perioder (se forslag til forløb s. 241-247).

At læse epokalt I læreplanen fra 2007 talte man om epokal læsning. Ganske vist er formuleringen ikke fastholdt i den eksisterende læreplan; men ideen er så frugtbar at vi gerne vil citere vejledningen for dansk i stx fra 2007. Her hedder det: Det epokale nedslag udtrykker et fokus i tekstvalget, der retter sig mod omfattende og skelsættende kultur-, idé- og bevidsthedshistoriske forandringer, og betegner en læsemåde, der på en gang omfatter tekstens periodetypiske træk og de træk, hvormed den forbinder sig med det foregående og det kommende […] Med et epokalt nedslag etableres således et dobbeltblik, hvor vekselvirkningen mellem det synkrone, periodetypiske og det diakrone, udviklingshistoriske står i fokus.

En sådan læsning fremmer mulighederne for at vores elever kan leve sig ind i væsentlige litteratur- og bevidsthedshistoriske fortællinger. Metoden gør det muligt på én gang at være opmærksom på brudflader og samtidig skabe sammenhænge. Nogle gange kan man inden for én og samme tekst påtræffe skift i opfattelsen af naturen, andre gange vil man se – bevidste eller ubevidste – referencer tilbage til ældre litterære tekster.

Læser man epokalt, relativerer man samtidig periodebegrebet. Det er meget tydeligt i denne bog at de tidsmæssige skel mellem de enkelte kapitler ikke er særligt skarpe. F.eks. vil man se at vi behandler Inger Christensen og Michael Strunge sammen med forfattere fra efter år 2000 fordi de tematisk hænger sammen, men også fordi 1980’erne gjorde det tydeligt at vi havde bevæget os fra det moderne til det postmoderne eller senmoderne, som er den mere blivende betegnelse.

På tilsvarende vis vil man bemærke at der i denne bog er en glidende overOm bogens brug

13

gang mellem oplysning og romantik, ganske enkelt fordi de store æstetiske og filosofiske ideer som kom til at præge romantikken, er udtænkt i 1700-tallet.

Naturligvis har man som elev behov for at kende nogle årstal og visse begivenheder. Det har vi forsøgt at skrive ind i bogens oversigter (se s. 235 og 238), ligesom vi henviser til kapitlet »Lange linjer« som giver et overblik.

Mere om bogens anvendelse Det vil næppe være hensigtsmæssigt at lægge ud med at bruge bogen i 1. g.

Derimod vil man med held i løbet af knagerækkeforløbet kunne opbygge begreber som førmodernitet, modernitet og senmodernitet og benytte dem som strukturerende princip når man går i gang med naturforløbet som vil give mest hvis det placeres i begyndelsen af 2. g. og begyndelsen af 2. hf.

Bogen kan også anvendes til det sproglige og mediemæssige stofområde.

Sprogligt vil det især dreje sig om stilistiske iagttagelser, dels i forskellige typer af tekster, dels i tekster fra forskellige perioder. Til det mediemæssige område kan bogen levere bidrag til punktet »visuelle udtryksformer« i kraft af det ganske omfattende billedmateriale som følger de litterære tekster. Dertil kommer henvisninger til både spillefilm og dokumentarer som læses i forhold til naturtemaet.

Endelig kalder emnet på tværfaglige læsninger. Når vi beskæftiger os med menneskehedens forhold til kloden nu, vil det være nærliggende at arbejde sammen med naturgeografi. Når vi beskæftiger os med menneskers status i forhold til evolutionen, er et samarbejde med biologi nærliggende. Her vil vi gerne henvise til Lars Green Dalls Ormehuller – Naturvidenskab i dansk, Dansklærerforeningens Forlag 2015, en bog som indeholder et overflødighedshorn af eksempler på tværfaglige projekter.

14

Naturhistorier

Lars Skinnebach (2011). Foto: Sofie Amalie Klougart. For digteren Lars Skinnebach (se s. 28-30) er det den mindste handling, den vi foretager dagligt, der redder verden – ikke politikernes store handlinger, for de indtræffer ikke, siger han.

Vi sidder i førersædet på en verden med en overdimensioneret motor og kører mod afgrunden. Planeten har sat stopskilt efter stopskilt op, men vi synes at være villige til at køre over dem.

Johan Rockström, professor i miljøvidenskab, 2015

Om bogens brug

15

Islandsk vulkan (2015). Foto: Kurt Christensen. Menneskets forhold til naturen prĂŚges af at den pĂĽ en gang er livgivende og faretruende.

16

Naturhistorier

Introduktion til temaet

Ærlig talt, naturen, gider vi den? Er der ikke meget mere fart over storbyerne og det fræsende liv der? I byen og ‘ude’ på nettet, dér sker der noget! Men naturen? Før i tiden skrev digterne om den dejlige natur, idyllen med høj himmel, blåt hav og bøgetræer. Ja, naturen indgød de romantiske digtere ærefrygt i al dens storhed. Når vi i dag hører om naturen i medierne, handler det for det meste om naturkatastrofer, jordskælv, tsunamier, global opvarmning og klimaforandringer skabt af mennesket, og det vækker snarere frygt end ærefrygt.

Inden for den geologiske forskning mener man ligefrem at Jorden er gået ind i en ny fase. Den vi forlader, Holocæn (af græsk holos, ‘hel’, og kainos, ‘ny’), begyndte da isen trak sig tilbage efter den sidste istid. Dengang blev menneskelig civilisation mulig. Mennesker udnyttede ganske vist Jorden, men ikke mere end at den hele tiden kunne klare det. Der var en balance i udvekslingsforholdet mellem natur og menneske indtil industrialiseringen. I 1900-tallets sidste årtier viste industrialiseringens langsigtede virkninger sig, og det blev klart at mennesket er blevet den vigtigste miljøfaktor overhovedet. Derfor taler man også om vores tid som Antropocæn, menneskets æra.

Denne nye opfattelse af menneskets forhold til naturen har mange forskellige udtryk. I det øjeblik man indser at mennesket er blevet den vigtigste miljøfaktor, opstår der et moralsk krav om at det skal tage denne nye situation alvorligt og handle derefter. De mange katastrofefilm fra de senere år og film som tager fat på de alvorlige økologiske1 problemer, skal antagelig ses på den baggrund. Det er næppe heller tilfældigt at flere digtere skildrer en apokalyptisk situation hvor forholdet mellem menneske og natur er eksploderet.

Samtidig med katastrofebevidstheden og bevidstheden om det antropocæne kan vi aflæse en tendens til et andet skift i opfattelsen af naturen – og mennesket. Der har i vestlig tænkning været en tradition for at se mennesket som noget helt forskelligt fra naturen, men i disse år sker en glidning, således at man ikke længere ser kultur og natur som adskilte størrelser, men som uløseligt sammenvævede.

Den engelsk-amerikanske filosof og idéhistoriker Timothy Morton (født 1 økologi: videnskaben om forholdet mellem de levende væsner og mellem dem og deres miljø.

Introduktion til temaet

17

1968) formulerer med bogtitlen Ecology Without Nature den tanke at økologi må tænkes uden begrebet natur fordi det er så belastet og opretholder et skel mellem kultur og natur, også hos tænkere som opfatter naturen som noget autentisk man vil tilbage til. Morton udskifter derfor ‘natur’ med ‘miljø’, fordi mennesket ikke kan skille sig ud fra sit miljø, og han indfører et nyt udtryk, »the mesh«, som udtrykker at alt er gensidigt forbundet med hinanden, men ikke i en ordnet, afbalanceret struktur. Det er netop karakteristisk at ‘the mesh’ er et kaos uden centrum og periferi. En tanke som man f.eks. møder igen i Theis Ørntofts digtning.

Morton bruger udtrykket mørk økologi om sin tænkning. Ifølge ham er den økologiske tanke nemlig »i sit væsen mørk, mysteriøs og åben som en plads i en by ved skumringstid« (Morton, 2015 [2007], s. 27). Den præcisering af den økologiske tanke som Morton indfører, består i at den må være åben for alt. Dermed tager han afstand fra en økokritik som vil fremhæve naturen på bekostning af kulturen. En sådan grøn økokritik vil let blive sentimental og opfatte f.eks. dyr som nuttede bambier. Den kan også ses i megen digtning om naturen der fremhæver naturen som noget mere oprindeligt og ægte end det menneskelige. En sådan form for økokritik vil i virkeligheden let stille sig i vejen for en økologi som indbefatter hele kloden. Et eksempel kunne være vindmølledebatten hvor nogle modstandere opfatter vindmøllerne som industrielle fremmedelementer. Men hvorfor? Jo, fordi vi opererer med en indbygget modsætning mellem landskab og industri, en forestilling som trækker spor tilbage til romantikken. Det er denne opfattelse Morton gør op med (se Thomsen, 2012).

‘Naturen’ - en bevidsthedsgenerator Der sker altså noget meget radikalt med vores natursyn i disse år. Men hvad mere er: Ved at beskæftige sig med temaet og trække linjer bagud i historien, får man indsigt i hvordan vores forhold til naturen hele tiden genformuleres og definerer skiftende epoker i vores tænkning og kunst. Synet på naturen viser sig at være en bevidsthedsgenerator. Det er grunden til at naturen gøres til tema for denne bog. Med nutiden som forudsætning kan man skaffe sig indblik i forskellige historier om naturen og forskellige forestillingsmønstre. I den forbindelse er det vigtigt at understrege at en gang etablerede mønstre lever videre som mentaliteter (dvs. bevidsthedsformer som netop ikke er bevidste).

Flere bevidsthedsmæssige lag skyder sig ind over hinanden. I vores opfattelse af naturen kan vi f.eks. finde spor af romantikken. Derfor begynder vi i nutiden og læser bagud.

18

Naturhistorier

Frans de Hulst og Genard Donck: Par i Nederlandsk landskab (1635-1638).

Olie på træ, 76 x 106,5 cm.

Statens Museum for Kunst.

Theis Ørntofts Yeahsuiten (2009).

Naturen som kulisse. Hulst og Doncks bymennesker og Ørntofts hipstere er på tur i naturen.

Mennesket er i centrum – en antropocentrisk tilgang til naturen som den nyeste tids digtere gør op med.

Introduktion til temaet

19

Overordnet set er bogen bygget op i tre hovedafsnit:

Det førmoderne

Det moderne

Holocæn

20

Det senmoderne

Antropocæn

Folkeviseverdenen

Barok

ca. 1700 - 1980

ca. 1980 -

Dæmonisk

Teocentrisk

Antropocentrisk

Antropocentrisk

Midgård Udgård

Vertikal

Horisontal

Diffus

Naturhistorier

I folkeviserne møder vi parallelt med en kristen livsverden en forestilling om at livet i verden er betinget af et samspil mellem naturkræfter, dæmoner. Menneskenes verden er afsondret fra en natur behersket af kaosmagter. I hedensk tid blev disse to verdener kaldt Midgård og Udgård.

I en kristen udgave af det førmoderne, før 1700-tallet, præges forholdet til naturen af at der er en høj og en lav natur. Den høje natur repræsenteres af Gud. Den lave er den jordiske som vi befinder os i. Den jordiske natur skal forgå, mens den himmelske er evig. Det hele kredser om Gud. Opfattelsen er med andre ord teocentrisk (af græsk theos, ‘gud’, og afledning af centrum), og tilværelsen forstås i et oppe og nede. Verden forstås vertikalt.

I det moderne (fra 1700-tallet til udgangen af 1900-tallet) får naturen ny betydning. Den betragtes som et frihedens sted. Det ny borgerskab hentede – i modsætning til de privilegerede stænder – legitimitet fra hvad man kaldte naturlige rettigheder (menneskerettigheder), og ville indrette samfundet i overensstemmelse hermed. Som noget nyt blev også det frie kærlighedsvalg set som noget naturligt i modsætning til ægteskaber indgået ud fra hensyn til slægt og jordejendom. På tilsvarende vis blev den natur som omgiver os, opfattet som noget oprindeligt i modsætning til bylivet. Samtidig med at en større del af produktionen kom til at foregå i byerne uden nogen umiddelbar kontakt med naturen, kunne byens borgere rekreere sig ved at tage ud i den fri og autentiske natur.

Hvor man hidtil havde placeret det guddommelige, ophøjede uden for denne verden, blev det i modernitetens begyndelse (oplysningstid og romantik) skrevet ind i verden, repræsenteret ved naturen. Man sondrede stadig mellem en høj og lav natur, men så disse knyttet til denne verden som forstås horisontalt.

Med det moderne gennembrud forholder man sig til det der er, og dermed bliver en horisontal betragtning enerådende hvilket f.eks. får afgørende betydning for billedkunsten både i motivvalg og udtryksmåde; men det høje kommer til udtryk på en ny måde i en udviklingstanke eller, som det bliver med symbolisme og modernisme, en tom transcendens (transcendere: at overskride).

Under alle omstændigheder opfattes naturen i moderniteten antropocentrisk (af græsk anthropos, ‘menneske’, og afledning af centrum). Det antropocentriske kommer også til udtryk i at naturen i stigende grad bliver en ressource for vores produktion op gennem modernitetens historie. Byerne har spredt sig ud i landskabet med virksomheder, lossepladser, motorveje, lufthavne og ikke mindst omfattende forurening. Når vi tager ud i naturen, ved vi godt at den omsluttes af civilisation. Det kan godt være at vi ikke lægger mærke til det, men vi ved at den natur vi ser, er påvirket af vores egen civilisation. Så måske giver det slet ikke mening at tale om natur, men snarere miljø.

I det senmoderne er der en tendens til kritik af det antropocentriske natursyn og til ikke at forstå mennesket som et højere mål for udviklingen, noIntroduktion til temaet

21

get som Darwin i virkeligheden havde foregrebet. Det sker samtidig med at man erkender at mennesket er blevet den største miljøfaktor og kan risikere at forskubbe balancen med fatale konsekvenser for mennesket. I denne tilstand er forholdet til naturen hverken defineret som vertikalt eller horisontalt. Mennesket lever i en diffus tilstand, the mesh.

‘Natur’ – hvad er det?

Det er hele dette komplekse og dramatiske forløb som er bogens genstandsområde. Men først skal vi indkredse hvad vi egentlig forstår ved ‘natur’. Når vi taler om natur, taler vi nemlig om vores syn på natur, vores forhold til den og om hvordan natur kommer til udtryk, og alle disse forestillinger er ikke nødvendigvis noget vi kan stå inde for mere. At beskæftige sig med natur er at foretage vandringer i mentale landskaber. Men hvad forstår vi egentlig ved natur?

Læser man f.eks. artiklen om natur i Ordbog over det Danske Sprog, løber man straks ind i en masse fordoblinger som det fremgår af denne lille naturhistorie, skrevet på grundlag af ordbogens artikel om natur: Derude ligger naturen med dens dyre- og planteverden under åben himmel (i nogen grad) overladt til sig selv. Vi vender ofte tilbage til naturen.

Selvom vi føler os som naturens herrer, følger vi alle naturens luner med stor interesse. Men se, dér kommer han, Frits. Han er lidt et naturbarn, men også en enspændernatur, for han tager ofte ud i naturen hvor han i ensomhed søger naturens inderste væsen; men mens han går der og suger naturindtryk til sig, kommer han til at tænke på sin kæreste. Hun er så naturlig, fornægter aldrig sin natur, men lader ofte naturen løbe af med sig. Hun er nemlig hidsig af natur. Naturens kræfter raser i hende; men hun er også intellektuelt begavet og kan derfor med stor overbevisning afdække en sags natur, hvilket ofte går ud over Frits. Hans tanker glider nu videre til hans arbejdsgiver som bestemt ikke er nogen dyb natur, men helt i strid med medarbejdernes natur presser timeregnskaber, evalueringer og anden unatur ned over dem. Hvor er snart deres naturlige rettigheder henne? Det tænker Frits som han går der på skovstien, men nu mærker han naturens nødvendighed i sig og må træde af på naturens vegne.

Den amerikanske filosof og idéhistoriker A.O. Lovejoy opregner et tocifret antal betydninger af ordet natur. Det vigtige er dog ikke hvor mange definitioner man kan opregne, men at man forholder sig begrebsanalytisk til ordet. Så den første opgave bliver at arbejde med selve ordet naturs betydning.

22

Naturhistorier

Gruppeøvelse 1 1. Læs den lille historie, og opstil en oversigt over forskellige betydninger af ordet ‘natur’. Brug gerne Den Danske Ordbog eller Ordbog over det Danske Sprog som en hjælp (begge finder I på ordnet.dk). Ordbog over det Danske Sprog rummer mange teksthenvisninger.

2. I klassen opstiller I en samlet model over naturbegrebets betydninger på baggrund af historien, evt. ordbog og egne opfattelser. Benyt gerne et mindmap.

Skriftlig individuel opgave Skriv en mindre opgave over emnet »Hvad betyder natur for mig?«. Kan bruges senere til en klassesamtale om hvilke betydninger ‘natur’ har.

(S. 249 er der to andre skriftlige opgaver til senere i forløbet).

Gruppeøvelse 2 – Krigen mod mågerne (2014) 1. Lyt til P1’s radiofeature Krigen mod mågerne som kan findes på dr.dk/ undervisning (brug dit uni-login, og søg i mediebiblioteket på »Mågekrigen«).

2. Hvorfor klager borgerne når naturen kommer tæt på dem?

3. Hvad siger featuren Krigen mod mågerne om det senmoderne menneskes forhold til naturen?

Introduktion til temaet

23

Naturhistorier er en litteraturhistorisk temabog. Den afdækker vores forhold til naturen gennem skiftende perioder og handler derved også om vores bevidsthedsformers historie sådan som de kommer til udtryk i litterære tekster.

På baggrund af de store klimaudfordringer er menneskets forhold til naturen blevet et påtrængende tema i disse års politik og kunst. Bogen beskæftiger sig derfor med aktuel kritik

Bogen er ikke en traditionel litteraturhistorie, alene af den grund at litteraturhistorien læses fra et nutidigt synspunkt.

Når man gør det, vil der opstå steder hvor man begynder at undre sig. De steder kan bedst forstås ved at læse bagud til andre perioder. På den måde forsøger bogen at skabe muligheder for litteraturhistoriske indsigter hos eleverne og ikke kun litteraturhistorisk paratviden.

Bogen er danskfaglig, men lægger også op til tværfagligt samarbejde.

Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen

Naturhistorier

Antropocæn – Efter 1980: Inger Christensen · Lars Skinnebach · Eske K. Mathiesen · Michael Strunge · Theis Ørntoft · Lea Marie Løppenthin · Maja Mackintosh

Naturens fremmedhed – 1900-1980: Dan Turèll · Per Højholt · Thorkild Bjørnvig · Ivan Malinowski · Otto Gelsted · Thøger Larsen · Halfdan Rasmussen

En litteraturhistorisk temabog Det videnskabelige projekt – 1870-1900: Georg Brandes · Charles Darwin · J.P. Jacobsen · Herman Bang · Henrik Pontoppidan · August Strindberg · Sigbjørn Obstfelder · Johannes Jørgensen · Sophus Claussen · Thøger Larsen · Johannes V. Jensen

Naturhistorier

Ivar Lærkesen, f. 1947, cand.mag. i dansk og religion fra Københavns Universitet 1976. Lektor ved stx og hf, Campus Bornholm (tidligere Bornholms Gymnasium) 1979-2016, lektor ved Stockholms Universitet 1979-1982 og ved Universitetet i Oslo 19921995. Har skrevet artikler og bøger om natursyn, poetik og kultursociologi.

af vores naturforhold, men undersøger også den historiske baggrund for dette naturforhold gennem syv historiske nedslag med introduktionstekster, arbejdsspørgsmål og antologitekster til hvert afsnit. Temaet fungerer som et prisme for en litteraturhistorisk læsning.

Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen

Sidsel Toft Christensen, f. 1982, cand. mag. i dansk og filosofi fra Københavns Universitet 2009. Ansat som lektor ved stx og hf, Campus Bornholm.

Det romantiske projekt – 1800-1870: Jens Baggesen · Schack Staffeldt · Hans-Jørgen Nielsen · Adam Oehlenschläger · N.F.S. Grundtvig · St. St. Blicher · H.C. Andersen · Christian Winther · Emil Aarestrup

Oplysningsprojektet – 1700-tallet: Ludvig Holberg · Jean-Jacques Rousseau · Andrea Hejlskov · H.A. Brorson · Ambrosius Stub · Johannes Ewald

Guds natur – 15- og 16-tallet: Morten Børup · Petter Dass · Thomas Kingo

Bjergtaget – 1000-1500: 9 788779 967311

Dansklærerforeningens Forlag

Folkeviser · Lars von Trier · Adam Oehlenschläger · Schack Staffeldt