Peter krogholm
Og så vågner jeg ved, at mit hjerte siger bip.
Bip. Bip. Bip.
En rolig rytme, der ikke passer til uroen inden i mig. Jeg holder mine øjne lukket.
Der, i mørket, er der kun lyde, ingen følelser.
Jeg ved, at hvis jeg lukker lyset ind, slipper de med. Følelserne. Tankerne. Om alt det, der er sket. Det, jeg har gjort.
Der var lige så dejligt stille.
Nu larmer mit hjerte på en måde, jeg ikke har hørt før. Mørket brydes af stemmer, jeg ikke kender. Ord, jeg ikke forstår. Indtil ét blænder mig som et lyn: Overdosis.
Det starter med, at far kommer og banker på.
“Kom ind,” siger jeg.
Han åbner døren, men kommer ikke ind. Han er kun et hoved og en skulder.
“Kommer du lige ind i stuen, Asger?”
Mit hjerte slår et ekstra slag. Min mave gør ondt. Jeg er ikke synsk. Men jeg er sikker på, at jeg ved, hvad der kommer.
Det sidste lange stykke tid har jeg haft det som Hans i buret. Fanget. Uden kontrol over mit eget liv. Og uden en Grete til at redde mig. Helt afhængig af, hvornår de gamle var klar til at stege mig levende.
Det er så nu.
Jeg går efter far hen ad gangen. Ud i
vores køkken og videre ind i stuen. Mor sidder i den grå sofa. På det lille bord mellem sofaen og de to lænestole står der kaffe, slik og et tændt lys. Som om det her skal være hyggeligt.
Som om der er en god måde at gøre det her på.
Far sætter sig i en af stolene. Han ser på noget, der ikke er her. Hans mund er lukket, men hans kæber kører. Spænd, slap af. Spænd, slap af. Lige som mine, når jeg ikke vil råbe.
Mors hænder roder rundt med hinanden. Som om alt er en lille kugle, hun bare lige skal have formet, så det igen passer. Som om der er noget, hun kan gøre for at gøre det hele om igen.
Jeg sætter mig i den anden stol. Glor på lyset og den blå skål med slik. Det er en skål, jeg har lavet i skolen engang. I ler, der blev glaseret og brændt i en 1000 grader
varm ovn. Sådan en ovn, man kan brænde børn i.
De blev glade for den, kan jeg huske. Ligesom de blev glade for alt det, jeg har hevet med hjem siden vuggestuen. Det skulle de jo.
Det er længe siden, jeg har haft noget med hjem til dem.
Det er længe siden, de har været glade.
At jeg har været glad.
Så vi sidder der. Glor. Kæber. Hænder. Gentag. Jeg ved ikke, hvor længe. Det føles som et år. Et år med råb og skrig og gråd og flænsende tavshed.
Mor rækker ud og giver den blå skål et lille skub over mod mig. Hun ligner en, der har fået at vide, hvordan man smiler, og nu prøver det for første gang.
Far ser ud, som om han ikke kan finde ud af, om han skal smadre alt eller bare sidde helt stille og græde. Hans ene ben kører
op og ned. Så rejser han sig med et sæt og
smadrer sit knæ ind i det lille bord. Lyset
vælter. Den urørte kaffe skvulper over. Og
jeg ved, at han sagtens kunne have undgået at ramme bordet.
“Så, Claus,” siger mor.
Hun rejser lyset op. Tørrer kaffe op. Far ser ned på hende. Fnyser.
“Så hvad, kære Rie? Så hvad? Slappe af? Er det det, du vil sige?”
“Nej, Claus. Men vi havde jo aftalt …”
“Vi havde aftalt …,” vrænger far. “Vi har aftalt mange ting. Blandt andet at vi skulle
være sammen i medgang og modgang, ikke?
At vi ikke skulle lyve for hinanden. At vi ikke skulle have affærer, ikke?! Din fucking …”
“Så stopper du, Claus. Ikke nu. Ikke foran Asger!”
Jeg burde nok føle noget nu. Ondt i maven. Kvalme. Ked-af-det-hed. Et eller andet. Men
jeg er kold. Helt ligeglad med det, der sker. Med dem. Og deres fucking lort!
“Skal I skilles?” hører jeg mig selv spørge. Jeg gider ikke sidde her mere.
En tåre glider ned ad mors kind. Far sætter sig tung i sin stol. Han sukker. Mor snøfter. Det er far, der siger noget først.
“Ja, Asger. Det … det skal vi.”
“Men du skal vide, at det ikke er din skyld,” skynder mor sig at tilføje. “Der sker bare det … Nogle gange går det bare ikke. Voksne kan vokse fra hinanden. Far og jeg elsker dig, og vi elsker også hinanden. Bare på en anden måde nu. Det er sådan noget …”
“Det er sådan noget, der sker, når nu din mor er helt ude af stand til at se andre løsninger end bare at stikke af fra det hele!”
“Claus, gider du godt … Du ved godt, hvorfor det endte der. Du ved godt …”
Jeg holder op med at høre efter. Jeg har hørt det hele råbt 100 gange før. Hans og
Grete bliver dumpet i en skov. Sorry, børn. Vi voksne kunne ikke finde ud af det, så nu sørger vi for os selv. I må bare klare jer her i mørket.
De fandt vej. Men jeg har ingen selvlysende sten. Eller krummer af brød.
Hvor skal jeg gå hen?
Af Peter Krogholm
Lix 14
© 2024 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2024
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Ungekonsulenter: Aslak Allerup, Gustav Mouritsen Smed og Ludvig Stjernø
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til udskolingen. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
Læs for Livet har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne. En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen, der også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2024
ISBN: 978-87-7211-442-2
dansklf.dk
Frede fisker blisterpakken op. Klemmer hurtigt en pille ud og sluger den i én bevægelse. Han rækker mig pakken.
“Trust me, Asger. Det her er det bedste, der er sket for mig. Det fucking bedste! Og hvis det var så farligt, ville jeg ikke gøre det, vel? Jeg er jo ikke idiot.”
Du skal læse denne her bog, hvis … du vil læse om unge og stoffer og drama.
Ludvig 13 år
Du skal læse denne her bog, fordi … det giver et godt billede af mange unges udfordringer.
Aslak, 16 år
Ludvig på 13 år, Gustav på 14 år og
Aslak på 16 år har været konsulenter på denne bog.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger til udskolingen. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, sværhedsgrad og valg af forsider.
En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.