Kære læser
Dette er en samling af helt korte historier med hovedpersoner i alle aldre. De foregår samtidig, og min ide har været at åbne døren ind til mange forskellige menneskers liv, som det udfolder sig i netop det øjeblik. I får ikke særligt meget at vide om omstændigheder, fortid og fremtid, men forhåbentlig vil I fornemme en hel del, der ikke er beskrevet direkte. Og måske vil I opleve teksterne forskelligt. Der er ikke noget facit. Alle historierne kredser om vores måde at åbne og lukke os for hinanden. Om længslen efter at høre til og høre sammen - og om alt det vi gør for at undgå at blotte den længsel. Det er min tanke.
God læsning.
Kærlig hilsen Marianne Iben Hansen
Det var jo ikke ligefrem en lukket fest, men nogle var selvfølgelig mere velkomne end andre, det måtte man selv finde ud af. Og dem, der ikke fattede det, var jo nok dem, som skulle være blevet hjemme, dem, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med, fordi de ikke vidste, hvad de skulle stille op med sig selv, dem, der osede af det, som ingen havde lyst til at mærke. Godt, man ikke havde det problem, godt, man var sådan en, der snoede sig gennem festen, hilste, skålede, råbte hen over hovederne på de andre, måske sådan en, der fangede et blik og sagde: Hey, dig har jeg da ikke set før, og blev stående midt i gangen og snakkede, så alle andre måtte klemme sig forbi, eller måske endda sådan en, der blev spottet af nogen, for så gav det hele sig selv, og man behøvede ikke anstrenge sig så meget. Der var jo også dem, som var født velkomne, dem, som altid var inde i varmen, lige meget hvad de gjorde, dem, som ikke behøvede os andre. Hvis de havde lyst til at forlade festen, gjorde de det, ingen tænkte, at de var kedelige, alle gik ud fra, at de skulle noget endnu federe. Og hvis de havde lyst til at danse, så gik de bare ud på dansegulvet, selvom det var helt tomt, og bevægede sig, præcis som de havde lyst til, frit, lækkert, som gennem vand, lod håret falde frem over ansigtet, stod i deres egen lille boble og tænkte slet ikke over, om nogen kiggede. Men det gjorde nogen selvfølgelig, især en, der stod ovre i hjørnet sammen med et par andre drenge og talte, grinede højt og tog en tår af sin øl, mens hans blik vandrede ud på dansegulvet og fulgte hendes bevægelser, mens hans ører lyttede til noget, der ikke var sagt endnu, noget, han måske ville sige, noget, hun måske ville svare. Men det tog ham alt for lang tid at få bevæget sig i hendes retning, så da han endelig stod der, var ordene fordampet, og det eneste, han kunne finde på at sige, var noget, der startede med hej og ikke havde nogen slutning, og som hun heller ikke kunne høre, fordi musikken var så høj. Hvad? sagde hun, glad og lidt forpustet af dansen, mens hun kiggede på ham ud gennem pandehåret. Og selvom han ligger på sin seng nu og glor på en eller anden lam film, er det den scene fra i lørdags, han ser. Mens de onde slagter de gode på skærmen, kører den på repeat inde bag øjnene.
Måden, hun lænede sig ind imod ham, hendes hånd på hans overarm, hendes øre helt tæt på hans mund. Det kom helt bag på ham, og pludselig hørte han sig selv sige noget virkelig dumt, noget, ingen normale mennesker ville sige, og slet ikke råbe, og slet ikke til en, man knap nok kendte. Og selvom hun smilede og kyssede ham på kinden, gik alting i stå indeni ham. For det var selvfølgelig af medlidenhed. Hvad fanden havde han også gang i? Kærlighed er sgu da ikke noget, man beder om!
Imens er der en, der løber gennem byen, springer over kantsten, krydser gader, ned ad trapper, over et torv, løber med åben jakke og tørklædet flagrende efter sig, med arme, der vil brede sig ud, men det ville være for mærkeligt, og det er i virkeligheden heller ikke armene, det er noget indeni, der breder sig ud og presser på, så hun bliver nødt til at løbe. Og lige meget hvilken retning hun løber i, er det hen imod ham, og selvom hun er på vej hjem, løber hun stadig hen imod ham, og hans stemme er en motor, der summer under huden, nej endnu længere inde, i knoglerne. Måden, han sagde: Bliv her. Du må ikke gå. Og da han slog dynen til side, var varmen som noget indvendigt, der tog imod hende, og alting smeltede, selvom de begge to vidste, at der hang en flybillet på hans køleskab. Og der er en pige i England, hun ved det godt, men det forandrer ingenting. Hun løber, fordi han findes, hans læber findes, hans øjne, hans måde at trække hende ind til sig på, det findes, uanset hvad. Og bare hendes tanker strejfer hans hud, bruser det op igennem hende, så hun må sagtne farten og læne sig forover med hænderne på knæene et øjeblik. Forpustet, midt i alting. En dame standser og spørger, om hun er okay. Om hun er okay? Ja for fanden, hun er okay, hun er fuldstændig sindssygt okay. Hun prøver at svare normalt: Ja, ja, alt er fint. Men smilet er for stort. Hun mærker ham endnu, lige her, hans ånde mod sit øre. Og damen aner ingenting. Måske har hun aldrig haft det sådan. Måske har ingen.
Imens er der en, der prøver at trække hånden til sig, men han holder fast. Han holder fast, for hun må ikke gå, han kan ikke leve uden hende, siger han. Det sker ikke igen, siger han, det lover jeg. Og hun er alt for klog til at tro på ham, men håbet har hun ikke styr på, det har sit eget liv, det springer ud af brystet på hende, over til ham. Det hager sig fast som en lille unge, der ikke vil hjem, og som aldrig løber tør for kræfter til at prøve en sidste gang.
Imens er der en, der slår dynen til side. Den kølige luft mod huden tager modet fra ham igen. Og uret. Det er på en måde allerede for sent. At stå derude midt på gulvet. Med al den tomme luft omkring sig. Alle de handlinger foran sig. Ansigtet i spejlet. Tandpasta. Hvad for noget tøj? Solen, man skal ud i. Skridtene, der runger i opgangen. Møde nogen. Sige noget. For hvis skyld? Det grå spørgsmål, han ikke må lytte til. Et skridt ad gangen. Starte et sted. Hvis han laver en nudelkop, kan han spise den i sengen. Han må tage dagen med små skridt. Kold vinyl under fødderne. Elkedlens klik. Vand op til mærket. Åbne køleskabet i ventetiden, kigge efter noget. Juice, måske, det er vel sundt. Men kartonen er tom. Han smider den på gulvet og træder på den. Der er ikke plads i skraldespanden, så han lægger den i vasken. Telefonen lyser op på køkkenbordet. Hvordan går det? Bare sig til, hvis du har brug for noget, ik’?
Marianne Iben Hansen
bliver ofte kaldt
Danmarks rimdronning og er bl.a. kendt for nyklassikere som Axel elsker biler, Palle P og perlen og Lille Frøken Pingelpot. Hun har skrevet remser og rimede fortællinger, der favner hele spektret fra det gakkede til det inderlige og den dybeste alvor. Marianne Iben Hansen har vundet flere priser for sit forfatterskab, der rummer bøger til både børn, unge og voksne. Den fortættede form og det strømmende sprog, som er karakteristisk for hendes poesi, går igen i historierne i Imens.
Katrine Louise Jakobsen
er kunster
og illustrator og bl.a. uddannet fra Designskolen Kolding, og hun har illustreret adskillige bøger til børn og unge. Hendes bøger er fyldt med træer fra hendes have, hendes køkkenstole, kommoden i hendes stue, duen hun har arvet fra sin farmor, hendes pigers skoletasker osv. Det er det nære hverdagsliv, der inspirerer hende. Hun tegner alt i hånden og har en blanding af en skæv og naiv streg og en naturalistisk og konkret streg med mange detaljer.
Imens
Af Marianne Iben Hansen
© 2025 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2025
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Illustrationer: Katrine Louise Jakobsen
Grafisk tilrettelæggelse: Inge Rand
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt, er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2025
ISBN 978-87-7211-431-6
Find gratis undervisningsforløb til Imens her
dansklf.dk
Imens er der en, der sidder med ryggen mod de kolde fliser, hænderne om knæene, vandet skruet op på max for at overdøve drengene derude, men han kan stadig høre dem.
Kom nu ud, siger de, det betyder sgu da ikke noget.
Rasmus, helt ærligt! De banker på døren, kalder: Luk nu op, Ras, come on.
Deres stemmer prikker i huden, maser sig ind i ham ...
er en serie af litterære værker, der er særligt egnede til at bringe ind i litteraturundervisningen. Imens er en række korttekster, der har hovedpersoner i alle aldre og giver et kort indblik i deres forskellige liv, som de folder sig ud på præcis samme tidspunkt.
Bogen tegner et billede af vores længsel efter at høre til og høre sammen på den ene side.
Og på den anden side, alt det, vi gør, for at beskytte os og undgå at blotte den længsel.