Crosskart
Sådan kommer du i gang med
Sådan kommer du i gang med
Crosskart! Hvad er crosskart?
Crosskart er en motorsportsgren som opstod i Sverige i starten af firserne. Svenske Erland Andersson var idémanden bag konceptet, som i sin enkelhed bestod i at skabe en enkel, billig men samtidig hurtig og sikker offroad sport. I 1986 kørtes de første testløb i Sverige og siden har sporten bredt sig til Danmark, Norge og senest til Finland og de Baltiske lande. En crosskart er opbygget af et stålrørs chassis med integreret beskyttelsesbur og en glasfiber karosse. Fremdriften leveres af en motor fra en crossmotorcykel (85-650 ccm). I Mini klassen køres typisk med motor fra gokart med slyngkobling, f.eks. B&S World Formula. Klasserne opdeles efter motorstørrelse og alder. I de senere år har en ny klasse vundet indpas på de danske og nordiske baner, Crosskart Xtreme. Som navnet antyder en lidt større og vildere udgave med en motor på 600-750 ccm fra en gademotorcykel. Denne klasse har kørt i flere år i det sydlige Europa og senest har en FIA godkendt udgave (Cross Car) fået tildelt et FIA Europamesterskab. De hurtigste crosskarter accelererer fra 0-100 km/t på ca. 3 sekunder og kører omgangstider lig de hurtigste rallycrossbiler. Med sin brede kørestil (baghjulstræk, 100% spær), hurtige acceleration og tætte heat, er crosskart en motorsportsgren, hvor der virkelig er fart og spænding for alle deltagere.
Tanken bag crosskart Tidlig indstigning i offroadsporten (du kan starte det år du fylder 6). Simpel teknik med lave vedligeholdelsesomkostninger. Du kan ofte fortsætte i samme chassis og blot ændre motorstørrelse ved klasseskift.
Klasser Crosskart Mini Standard motor (1 cyl.) Hastighedsbegrænsning 60 km/t Crosskart 85 ccm 2-takt standard motor (1 cyl.) Hastighedsbegrænsning 80 km/t Crosskart 125 ccm 2-takt fri tuning (excl. karburator/1 cyl.)
Crosskart 250 ccm 2-takt fri tuning (1 cyl.) Crosskart 450 ccm 4-takt standard motor (1 cyl.) Klassen findes kun i DK Crosskart 650 ccm 4-takt fri tuning (1 cyl.) Crosskart Xtreme 4-takt standard motor (4 cyl.) Trykladning (turbo, kompressor) og 4-hjulstræk er ikke tilladt i crosskart.
Alderskrav Crosskart Mini Skal fylde 6 år i kalenderåret. Til og med det år man fylder 11 år. Crosskart 85ccm Skal fylde 9 år i kalenderåret. Til og med det år man fylder 13 år. Crosskart 125ccm Skal fylde 12 år i kalenderåret. Til og med det år man fylder 16 år. Crosskart 250ccm Skal fylde 15 år i kalenderåret. Crosskart 450ccm Skal fylde 15 år i kalenderåret. Crosskart 650ccm Skal fylde 16 år i kalenderåret. Crosskart Xtreme Skal fylde 16 år i kalenderåret.
Baner og afvikling Løbene afvikles på offroad baner. Det er baner med både løst og fast underlag. I vores nordlige nabolande afvikles også løb på is i vintermånederne. Ved et løb kører hver deltager træning, 3 indledende heat og der afvikles et antal finaler (C, B, A) afhængig af deltagerantal i klassen. De bedst placerede kørere på dagen, går videre til finalerne. De 2 bedste i C-finalen går videre til B-finalen, og de 2 bedste i B-finalen går videre til A-finalen. Vinderen af A-finalen er dagens vinder. I hvert heat skal alle deltagere én gang køre gennem et Jokerlap. Jokerlap kan enten være lidt kortere eller lidt længere end det ordinære spor. I crosskart afvikles Danmarksmesterskab i alle klasser. Derudover kan man deltage i vores nabolandes mesterskaber eller North European Championship (NEZ), som alle følger et fælles reglement. Flere klubber arrangerer også klubmesterskaber og træning.
Sådan kommer DU i gang For at komme i gang med at køre crosskart, skal du:
- Være medlem af en motorklub – der samtidig giver medlemskab af Dansk Automobil Sports Union. - Opfylde alderskrav til den klasse du vil køre. - Have en gyldig licens – Crosskart køres på en folkerace licens. For at få den skal du gennemføre et teorikursus og bestå en prøve. Kurset varer ca. 3 timer. Kurset lærer dig de grundlæggende regler for kørsel på bane, sikkerhedsforhold mv. Licenskursus udbydes primært af de klubber der har en offroad bane, og er typisk gratis for medlemmer af klubben. - Have godkendt personligt udstyr (køredragt, hjelm, sko, handsker mv.). - Have en crosskart til den klasse du vil køre.
Crosskarten For at en crosskart kan deltage i træning eller løb, skal den fremvises for teknisk kontrol, og der skal være en vognbog på karten. Denne bestilles i webshoppen på dasu.dk og koster kr. 100. Vognbogen indeholder oplysninger om kartens ejer, mærke, model og stelnummer. I vognbogen kan teknisk kontrol indføre eventuelle forhold som skal rettes inden deltagelsen i løbet, eller inden næste løb. Crosskarten er opbygget med integreret sikkerhedsbur, der beskytter køreren i tilfælde af kollision. Der skal være monteret godkendt sele (H-sele). Sædet skal være et skålsæde/racersæde. Der skal være en hovedafbryder der kan betjenes både af fører og fra ydersiden af bilen. Denne skal afbryde samtlige elektriske kredsløb. Ved træning og løb skal crosskarten placeres på en presenning som dækker under hele karten, og der skal stå en 6 kg. brandslukker ved karten. Inden du evt. begynder at bygge eller anskaffer en crosskart, skal du sætte dig grundigt ind i det tekniske reglement, hvor alle specifikationer og anvisninger er angivet. Det tekniske reglement for Crosskart hedder 279E, 279H (særligt for Mini og 85ccm) og 279K (Xtreme) og findes på dasu.dk under punktet Reglementer, Reglement 2 Teknik. Det er altid en god ide at kontakte den klub du bliver medlem af, Crosskart Klubbens kørerforening eller klasserepræsentanten. Her kan altid skaffes kontakt til nogle erfarne kørere, der gerne er behjælpelige med de spørgsmål, der kan opstå.
Personligt udstyr (din sikkerhed) Godkendt styrthjelm med visir eller crossbriller med tear off/roll off. Halskrave eller FHR (Frontal Head Restraint)
Godkendt køredragt, balaclava og evt. godkendt undertøj i flammehæmmende materiale. Handsker og kørersko. Handsker og sko skal dække hele hånden/foden og slutte tæt omkring overgangen til dragten. Det personlige udstyr kan købes i alle prisklasser. Det er også muligt at købe det personlige udstyr brugt. Der findes forskellige forhandlere af motorsportsudstyr, og en del af dem sælger også udstyr til crosskart. Det kan være en god idé at anvende kørerudstyr af en bedre standard og kvalitet end det som er minimumskrav, det er din sikkerhed det handler om.
Tre måder at skaffe en crosskart Du kan købe en ny crosskart køreklar eller som delvis samlesæt hos forhandlere i Danmark eller i udlandet. Du kan bygge en crosskart selv, eller sammen med andre. Du kan købe en brugt crosskart hos en anden kører eller en forhandler. Der er næsten altid brugte crosskarter til salg. De annonceres i høj grad på Facebook eller på forhandlernes hjemmesider. Her vil det igen være en god idé at rådføre sig med sin stamklub, kørerforeningen eller andre kørere.
Læs mere om crosskart Du kan finde yderligere og mere detaljerede oplysninger om crosskartsporten, reglementer mv. på dasu. dk under punktet ”Reglementer”, Reglement 2 Teknik, og Reglement 5 Banesport – offroad, og herunder det sportslige reglement. Vil du vide mere om hvordan du kommer i gang med at køre crosskart, så kontakt en af omstående klubber, Crosskart Klub Danmark eller klasserepræsentanten. De hjælper gerne med afklaring af spørgsmål. Nyttige links:
Dansk Automobil Sports Union: dasu.dk Cross-Kart Klub Danmark: cross-kartklub.dk
Danske klubber og baner med crosskart Bolbybanen – Klemensker
Nysumbanen – Hobro
Korskrobanen – Esbjerg
Nørlundbanen – Ikast
Løvelbanen – Viborg
Søholmbanen – Kolding
Nisseringen – Næstved
Ørnedalsbanen – Sæby
Bornholms Motor Sport (BMS) bornholmsmotorsport.dk Esbjerg Motor Sport Auto (EMSA) emsa.dk Viborg Motor Klub Auto (VMKA) viborgmotorklub.dk Næstved Motor Klub Auto (NMKA) nisseringen-auto.dk
Motorsport Nordjylland (MNJ) mnj.dk Ikast Motor Klub (IMK) mk.dk Kolding Automobil Klub (KAC) kac-motorsport.dk Fredrikshavn Sæby Auto Sport (FSAS) fsas.dk
Udgivet af DASU dasu@dasu.dk - dasu.dk - 31136565 Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby