4 minute read

Velkommen til Den Jyske Opera

SÆSON 2021-22

”HUMOR ACCEPTERER VERDEN SOM DEN ER, SØGER IKKE AT FORBEDRE OG BELÆRE DEN, MEN SNARERE AT UDHOLDE DEN MED VISDOM.” Citat tilskrevet Charles Dickens

”Jeg har altid været meget interesseret i musik, men jeg har aldrig haft chancen for at opleve opera og klassisk musik før nu. Jeg er ret forbløffet over, hvad sangerne er i stand til at gøre på en scene.” Muaii, 22, udvekslingsstuderende

”Min kone og jeg går regelmæssigt til opera. Vi ser både de samme forestillinger igen og igen og søger også noget nyt. Det startede, da jeg kom til Aarhus som studerende, hvor jeg var med til at indvie Musikhuset Aarhus med et årskort.” Bent, 56, underviser i økonomi på Aarhus Universitet

FORORD AF VINCENT F. HENDRICKS

Sikke en tid vi lever i: Mellem corona, #BlackLivesMatter, klimakrise, flygtningestrømme, #MeToo, økonomisk ulighed, SoMe, konspirationsteorier, mundbind, madspild og misinformation… Ikke overraskende om vi som mennesker fra tid til anden føler os så afmægtige, som vi er forpustede. Hvor skal jeg være i det her? Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg tro på og hvad skal jeg mene – som de fleste eller om det meste?

Man kan forsøge at fornærme på mange måder, men at fornærme mennesker på deres begavelse virker uden undtagelse. Ingen har lyst til at blive opfattet som fjols, at fremstå uoplyst og til fals for det første og det letteste. Alle dage har viden og indsigt været vigtige for os som mennesker, de er bolværket mod uvidenhed, grundlaget for vores selvstændige kvalificerede beslutningsdygtighed og vores autonomi som demokratisk medborgerskab. Viden og indsigt er ikke blot noget, der findes i bøger, optegnelser og langsommelige universitetskurser. Kunsten og kulturen er ligeså vigtige vidensproducenter og indsigtsformidlere, der igennem historien har vist sig som store stemmer i den offentlige debat fra samfundsrevsere til samtidskommentatorer, der ansporer til eftertanke.

Men med alle de stemmer, der har fået megafoner i informationstidsalderen kan det være svært at blive hørt i såvel symfonien som kakofonien. Men det har Den Jyske Opera formået med dens opsætninger, dens tag på vor tids udfordringer, operaens overraskende forestillinger, anderledes teaterformer, der er underholdende som de er oplysende… i år er ingen undtagelse – se blot efter i sæsonens program. Og når du går efter en forestilling er du med sikkerhed – tænker du efter – kommet lidt nærmere svar på, hvor du skal være; hvad du skal gøre; hvad du skal tro og mene for dig selv og ikke de fleste, om så ikke alt, så i hvert fald lidt mere af det meste.

Og husk så på i alle livets forhold: Det interessante er ikke at give mennesker hvad de forventer, det ambitiøse er at give dem det de forventer, og så lidt af det de ikke forventer.

Vincent F. Hendricks

Professor, dr. phil., PhD, Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet

”Vi er her for at prøve noget nyt. Vi ved meget lidt om selve operaen og det samme med genren, så vi går ind og er helt grønne.” Mikkel, 24, datalogistuderende og Sofie, 25, ansat i regionen

”Jeg kan godt lide opera og kommer her tit! Man behøver ikke tage til Sydeuropa, London eller lignende for at få en stor oplevelse. Jeg synes, det er flot, at vi har opera herhjemme, der kan hamle op med de internationale operahuse.” Lotte, 45, læge

Velkommen til Den Jyske Opera

En virus, usynlig for det menneskelige øje, har fået os til at sætte spørgsmålstegn ved alt det, vi indtil nu har anset for sikkert og urokkeligt. I stedet for at hylde idealer som nærhed og fællesskab, skulle vi pludselig holde ”social afstand”. I stedet for høfligt at give hinanden hånden skulle vi nu slå albuerne mod hinanden. I stedet for at gå i teateret, biografen, på restaurant eller til sportsbegivenheder blev der pludselig sagt: Bliv hjemme! Og med ét stod operaens 500 år gamle kunstart stille. Intet sted i verden var der orkestre, solister eller kor, der forsamlede sig til kunstfest. Carmen var tavs. Det havde hverken den franske revolution eller to verdenskrige formået.

Og mens jeg skriver disse linjer, ved jeg ikke engang, om vi på det tidspunkt, hvor du holder denne programbog i hånden, kan spille igen – må spille igen. Men jeg håber, jeg vil håbe og jeg er nødt til at håbe, at det til den tid, når disse linjer er trykt, igen er muligt. Muligt og ufarligt at samle musikere i orkestergraven og sangere på scenen for at skabe den uovertrufne oplevelse, som en operaaften er. For at forstå os selv som et kulturelt folk. For igen helt og fuldt at være mennesker.

Hverken streaming-tilbud, onlinekoncerter eller forestillinger optaget fra kunstnerens egen stue kan erstatte musikteaterets magi: At mennesker mødes som tilskuere i et rum, at lyset dæmpes, at scenetæppet går op. Og så! Klangen, der frembringes af sangere og musikere, som vækker geniale partiturer til live og forvandler dem til et nutidigt nærvær, der ophøjer og beriger vores egen eksistens. Her tager vi del i udødelige figurers kærlighed og lidelser, forstørret af teaterets virkemidler. Altså netop at gennemleve følelser i overnaturlig størrelse i fællesskab med venner, mennesker vi elsker og ja… fremmede, der pludselig bliver allierede i det fælles eventyr.

Og den digitale tidsalder vil aldrig kunne erstatte denne storslåede oplevelse, der kaldes ”opera” og som har overlevet verdenskrige, naturkatastrofer og pandemier. Denne kunstform som millioner af mennesker hungrer efter. For her står først og fremmest mennesket i centrum – i hele sit væsen, i sin kropslighed og med alle sine sanser.

Vi kaster os ud i denne nye nødvendige begyndelse og fejrer samtidig Den Jyske Operas 75 års jubilæum på festlig og værdig vis ved for første gang at sætte den storslåede klassiker Aida op som efterårets turné i 2021, ligesom vi har sat hele to komiske værker på programmet. Den nyskrevne Inkognito Royal i august 2021 i Musikhuset Aarhus og operetten Greven af Luxembourg, der turnerer i foråret 2022. Kom og le og lad dig bevæge sammen med os!

Philipp Kochheim - Operachef

This article is from: