4 minute read
Corona-hikikomori
Corona -hikikomori
Af Philipp Kochheim
Et skelet. Liggende på gulvet, støttende på armene. Foran et fjernsyn, som om blikket stadig er tryllebundet. Der er ikke en stump kød tilbage, alt levende er forsvundet. Kun de bare knogler og en smule popcorn, som var det til overs efter en munter filmaften. Rundt omkring findes flere skeletter. Siddende, liggende, støttede og alle vendt mod den kæmpestore fladskærm. Man genkender stillingerne – fra spændt til afspændt, fra at småkede sig til at være koncentreret og opmærksom. Men hvem der ser og så – forbliver uvist. En familie? Venner? Indsatte? Det spiller ingen rolle. I hvert fald er det og var det mennesker fra vores samtid efter fjernsynsmodellen at dømme.
I sin spektakulære installation i Kunsthal Charlottenborg i København er det lykkedes den danske kunstner Simon Dybbroe
Møller (f. 1976) at lave et markant værk, som kan forstås på forskellig vis. Ét er sikkert: På skærmen flimrer der noget dybt intellektuelt, og udtrykket virker stærkt og irriterende – også i de faser, hvor rummets dominerende tv-skærm forbliver sort. Netop i ”post-corona-tidsalderen” er der mange associationer. I månedsvis måtte individet tage afsked med fællesskabet, måtte forlade sin bolig mindst muligt og var dermed kastet tilbage til en udelukkende digital verden, der var formidlet, udarbejdet og kontrolleret af andre – særligt hvad angik nyhederne om den dødelige pandemis fremadskriden. Streamingtjenester oplevede en uanet fremgang, seertal steg, den daglige skærmtid på smartphones tog vedvarende til. Teater- eller koncertbesøg såvel som offentlige forsamlinger eller det at gå på restaurant, i svømmehallen eller i forretninger kom slet ikke på tale længere. Århundredgamle kunstformer var pludselig opløst, erstattet af et dystopisk spring ind i fremtiden.
Med ét var et helt samfund fordømt til at forholde sig som ”hikikomorier”, som japanerne kalder fjernsynsafhængige og kontaktangste mennesker, der isolerer sig. Også Simon Dybbroe Møllers skeletter synes at være hikikomorier. Det virker næsten som om den allestedsnærværende stråling har nedbrudt alt organisk, indtil der kun er en mineralsk genstand tilbage – blottet for individ. Internettet ved alt om os, har på baggrund af vores surf-adfærd og søgemønstre lært at kategorisere os. Reklametilbud bliver fyret målrettet af, og den næste Netflix-serie bliver anbefalet til os på baggrund af vores forbrug. Mennesket bliver til en klik-adfærd og en historik.
Men hvad betyder det for os, som lever videre? Hvad blev der tabt på vejen? Vi er efterhånden vant til, at stadig mere af vores dagligdag bliver reguleret af smartphones og deres apps. Vi tager det til os uden at klage: Skærme erstatter bøger og biblioteker og film, koncerter og tv-udsendelser er til rådighed overalt og hele tiden. Der er stadig færre anledninger til, at vi skal forlade huset – alt kan bestilles, downloades og leveres. Verden bliver – forstærket af coronakrisen – stadig mere til et konglomerat af data, til en konstruktion af bytes og bits og den taber en stor del af den sanselighed, som har inspireret fortidens mennesker. Film lugter ikke, smager ikke af noget – uanset om vi ser mad- eller rejseprogrammer. Vores sanser bliver forarmede. I stedet for at udforme en personlighed i en håndskrift, klikker vi på brugergrænseflader. Intet er spontant, næsten alt er scriptet og filtreret. Og de uundværlige mobiltelefoner isolerer os fra synet på verden, fra vores medmennesker, fra den fælles tilværelse. Alt bliver koncentreret om den umiddelbare tilfredsstillelse af primære behov og om den direkte information. I stedet for at måtte søge og tilfældigvis støde på noget andet og noget uanet, vælger vi stadigt hyppigere den direkte tilgang til en information.
Teater fungerer på en anden måde, ligefrem modsat. Her tæller den fælles oplevelse og kommunikationen i fællesskabet i særlig høj grad såvel mellem den optrædende og tilskueren, som publikum imellem. Alle er til stede fysisk. Hvis teatrene vil lære af krisen, så betyder det ”at følge med tiden” for teaterets vedkommende måske i mindre grad blindt at abonnere på alle den digitale verdens mulige velsignelser, men i højere grad end tidligere at udtrykke og rendyrke sin særegenhed og udvide den til et mere omfattende tilbud. Og dermed – for at spinde videre på tanken – rette opmærksomheden mindre udelukkende på den egentlige forestilling, men også på det, der er udenom. Hvordan kan man forføre folk til ikke med det samme at vende hjem til deres huler og skærme, men i stedet blive lidt og indgå i samtale eller debat med andre fremmede medmennesker om det, de lige har set? At forstå og lære at tolerere andres synspunkter? Altså at skærpe ånden som et værktøj til et socialt fællesskab. Med andre ord: Hvordan kan vi give sindet en pause fra modernitetens rasen?
For at vi bliver ved med at være mennesker og ikke blot reaktionsmønstre uden individualitet og kropslighed – som i Simon Dybbroe Møllers advarende installation.
