SIDE 32 / ERLEND E. MO
ERLEND E. MO MANDEN MED DOKUMENTARHJERTET
Rejsen til Utopia
Den norsk-danske dokumentarinstruktør bag 'Kan man dø i himlen' og 'Rejsen til Utopia' gik bort i en alder af 53 år i januar 2021. I denne serie inviterer vi publikum og branchekolleger til at hylde alt det gode, Erlend Mo og hans film stod for. Erlend var et dybt engageret, nysgerrigt og etisk menneske. Han rasede over verdens uretfærdighed, menneskers ansvarsforflygtigelse, magtmisbrug og de store selvskabte katastrofer – ikke mindst klimaet. Samtidig – selv midt i katastrofernes malstrømme – strømmede den skønneste, skøreste, sorte humor ud af ham, som Lise Lense-Møller, der producerede de fleste af Mos film, har beskrevet det.
CPH:DOX. Han mistede selv sin far i en tidlig alder, og i filmen skildrer Mo den elleveårige Jonathan, der får knoglekræft, kort efter at hans far har taget sit eget liv. Det er i en periode en tilværelse imod alle odds, men alligevel bliver filmen en poetisk og livsbekræftende fortælling om at arbejde sig igennem sorg og sygdom.
Erlend E. Mo er nok mest kendt for ‘Kan man dø i himlen’ fra 2005, der vandt hovedprisen på
Erlend E. Mo var en samvittighedsfuld idealist. Det blev tydeligt i ‘Rejsen til Utopia’, der blev hans
Erlend E. Mo blev født i 1967 i Norge. Han læste litteraturvidenskab og Nordisk sprog på universitetet i Oslo og gik i starten af 1990’erne på NRK’s produceruddannelse. 1996-98 arbejdede han for DR, hvor han skabte dokumentarprogrammer for Børne- og Ungdomsafdelingen.
sidste film. Her kæmper Mo og familien med at realisere et klimavenligt liv i bofællesskabet Permatopia i Karise. “Dette er en film, jeg ikke nogensinde troede, at jeg ville lave. Den bryder med et for mig helt grundlæggende princip: Aldrig at rette kameraet mod mig selv eller min familie. Så hvorfor har jeg gjort det? Fordi klimakrisen – eller den 6. masseudryddelse, som den også kaldes – overgår alle andre udfordringer i vor tid,” skrev instruktøren i filmens pressemateriale. Erlend E. Mos følsomhed og evne til umiddelbar indlevelse var beundringsværdig. Han fangede i sine film sårbare situationer – som vil stå klart for eftertiden – uden at man fornemmede, at et forstyrrende kamera var til stede. LS+CO
