langs grænsen

langs grænsen

© 2023 Fotojournalisterne

© 2023 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Udgivet af DMJX - fotojournalistuddannelsen

Forside billede af Isabella Køhler Andersen

Tryk: Ecograf Gruppen

Printed in Denmark 2023

ISBN: 978-87-7572-998-2

Tak til:

Hanne Mølby Henriksen

Lars Prevelakis Bai

Mads Greve

Frøslev Efterskole

Og stort tak til alle, der delte deres historie.

En streg på landkortet viser grænsen, der blev trukket mellem Danmark og Tyskland i 1920. Den usynlige grænse snørkler sig gennem landskabet i dag, hvor de store konflikter er lagt i bero.

I april 2023 tog vi afsted for at se, hvad der rører sig i de yderste egne af vores land.

Langs grænsen fulgte vi gamle fodspor fra gendarmer og modstandsfolk, trådte ud i marsklandet, sejlede over Rudbøl Sø, for vild i grænsebutikker og blev budt ind i midlertidige hjem, der huser folk, der er flygtet over andre grænser.

Det blev til syv historier om vidt forskellige liv, langs grænsen.

Den yderste udkant

Nicolai Dybdal Møller

// side 90

Den sidste bådmand i Rudbøl Miles Lilley // side 48

Gud skabe havet, friserne kysten

Sigrid Ellesøe & Isabella Køhler Andersen

// side 34

her vi vaager alle Mand Thea Tønnesvang

& Cecilie Enghardt Rolvung

// side 74

“Det skete, før vi kom til verden”

Nicoline Kjems-Krognos

// side 6

Bajer & Bum

Kasper Søholt

// side 60

Додому

August Vinther Thomsen

& Sarah Arge

// side 16

“Det skete, før vi kom til verden”

afNicolineKjems-Krognos

En dansk dreng og en tysk pige knytter tætte bånd et sted, der engang splittede deres nationaliteter. David Madsen giver ikke slip på sit spirende venskab til Mia Albrecht. Selvom de ældste i hans familie råder ham til at holde sig væk fra hende, fordi hun er fra Tyskland.

På et slidt tæppe ligger David Madsen og synger op mod en skyfri himmel, på hans mave hviler Mia Albrecht sit hoved. Deres stemmer svæver op og snor sig om hinanden, hendes lyse klang møder hans dybe tone i linjerne: “On the edge of great… On the edge of great…” Linjerne hører til sidst op. Den eneste lyd, der kan høres, er nitterne fra læderremmene om hans håndled, der stryger mod den blomstrede kjole, da han nusser hendes brune hår.

Han taler ikke et ord tysk. Hun taler ikke et ord dansk. Men de møder hinanden på engelsk. Og sådan har det været, siden de mødte hinanden for fire måneder siden på Frøslev Efterskole. Han som tredjeårselev. Hun som den nye pige fra Tyskland.

“Jeg savnede at være lidt for mig selv, så jeg ville ikke opsøge nye mennesker i år,” siger David Madsen. Men det ændrede sig, da den tyske pige, Mia Albrecht, i december startede på skolen. Hans blik kunne ikke slippe hende, da hun blev vist rundt på skolen i efteråret. “Jeg fik slet ikke sagt hej til hende,” siger han, mens han ryster hånden fra side til side gennem sit lange gyldne hår.

De snakker om deres kærlighed til musik, deres fremtidsdrømme, om at gå på et gymnasium, hvor der også er plads til at danse og spille teater og om deres første dag på skolen, hvor de begge rakte en rystende hånd frem til deres nye lærer.

Skolen ligger spredt over flere røde barakker, der fra 1944-45 husede den tyske interneringslejr, Frøslevlejren. På befrielsesdagen blev den afløst af Fårhuslejren, der var en straffelejr indtil 1949 for dem, der kæmpede for den tyske besættelsesmagt.

Deres fælles sprog viser sig at være musikken. Uden tøven danner de et band med et par andre elever. Om en måned pakker de: guitar, mikrofoner og trommer. Turen går til Tyskland. Hjem til Mia Albrecht. De skal optræde til en høstfest på hendes families gård, der ligger lidt syd for Hamborg. “Vi øver mindst to gange om ugen, for det skal være godt, når vi rejser så langt,” siger David Madsen, mens han står med et fast greb om sin bæltekant.

David Madsen sidder i sin seng i barak K6, der engang logerede tyske officerer. Lugten fra vasketøjskurven fylder rummet, helt ud til det hvide tapet, der har mærker fra flere års elefantsnot. Han fortæller om en weekend i marts, hvor han besøgte sin morfars Moster Glytta. De sad ved spisebordet i hendes lille lejlighed. Han tog mod til sig og fortalte hende, at hans nye veninde er tysker. Mosteren stivnede et kort sekund, da ordet “tysker” ramte hendes ører. “Hun sagde, at jeg skulle skynde mig væk fra Mia”, fortæller han.

David Madsens oldeforældre kæmpede mod tyskerne under Anden Verdenskrig. De endte hverken i Frøslevlejren eller andre kz-lejre, som mange andre fra den danske modstandsbevægelse gjorde. Men tyskerne blev de aldrig venner med igen. David Madsen kender historien om besættelsestiden bedre end de fleste andre på sin alder, men han mærker den ikke i sin krop, som Moster Glytta.

På papiret forsonede Danmark og Tyskland sig i 1955, gennem København-Bonn erklæringerne, som sikrede det danskew og tyske mindretals rettigheder. Men besættelsen har sat dybe spor i David Madsens familie, spor som han nægter at køre videre i.

Forårssolen smyger sig om de røde barakker, der ligger i udkanten af Frøslev Plantage, få kilometer fra grænsen til Tyskland. Vinden griber fat i et par visne blade, inden den rammer det brune og det lyse hår, der sammen stryger over flisegangen mod skolens spisesal.

Mia Albrecht hiver ud i en hårelastik, der sidder om armen på David Madsen. Hun sender ham et smørret smil, da den svirper mod hans bare hud. Han griner og presser sin fingerspids mod hendes næsetip, der bliver lige så bred som smilet på hans

læber. Få sekunder efter lyder der et resolut “Værsgo!” fra skolens kogekone. De mæsker maden i sig, til ordet: “SAM-LE!” runger gennem salen.

“Mia forstår ikke altid min sarkasme,” fniser David Madsen. Luften bliver indimellem kold mellem dem. Men de lærer efterhånden hinandens forskelle at kende, og der går ikke mere end et par timer, før de hygger sig igen.

Spisesalen ligger i samme barak, som da stedet blev bygget. I begyndelsen af 1944 sendte Gestapo de første danskere af sted til kz-lejre i Tyskland. Det fik de danske myndigheder til at indgå en aftale med tyskerne: Vi finansierer, bygger og driver Frøslevlejren i Danmark. Det skete for at beskytte danske fanger fra den rædsel og død, der herskede i de tyske lejre.

Fra 1944-45 passerede omkring 13.000 danske fanger gennem Frøslevlejren. Mange tidligere fanger har udtrykt, at de nærmest nød tiden i lejren. De yngste fanger var 14-17 år, som efterskolens elever i dag

Hverdagen i lejren mindede om den på efterskolen: De kissemissede gennem pigtrådshegnet, vagterne holdt et vågent øje med dem, de optrådte til revyer og hjalp til med at vedligeholde stedet. I dag finder mange venner for livet, som David Madsen og Mia Albrecht, de opfører teaterforestillinger, har daglige tjanser og gangvagterne patruljerer for natterend.

Fotografier fra fortiden hænger på bagsiden af døren til deres klasselokale. De viser, hvordan tyskere og danskere på skift holdt hinanden fanget. Billederne sidder også på indersiden af David Madsens oldeforældre, som tager hadet til tyskerne med sig i graven.

Krigen står på pensummet i historietimerne. David Madsen ændrer lidt på lærerens formuleringer:

“Når vi taler om Anden Verdenskrig, siger jeg, at det var nazisterne der kom og ikke tyskerne.” Han ved, at Mia Albrecht føler sig flov over at være tysker, når historielæreren prædiker om, hvor slemme og dumme tyskerne var.

“Det må være hårdt at høre, når man er tysker,” siger David Madsen, mens han klasker håndfladerne mod sine nøgne knæ, som hullerne i hans sorte bukser blotter. “Det skete, før vi kom til verden, altså Mia var jo ikke engang tæt på at være i live.”

Додому

Додому

af Sarah Arge & August Vinther Thomsen

I en lille containerby i Flensborg opholder 140 ukrainere sig i ly fra den blodige krig i deres hjemland. De fleste er kommet med et håb om at finde sikkerhed, indtil de en dag kan vende hjem til Ukraine, deres familier og deres liv. Andre drømmer om at blive i Tyskland, lære sproget og starte helt forfra.

En gruppe himmelblå fodboldtrøjer marcherer frem og tilbage over de grønne baner, der tilhører Flensborg Stadion. Trænerens kommanderende brøl får medvind, og spæner langs græssets hvide linjer, men kigger man forbi banerne dukker to store containerblokke op. De er langt fra prangende, og falder tydeligt uden for resten af omgivelserne. De tunge metalpersienner reflekterer den stærke sol, mens klodserne kaster tunge skygger over den store plads af blegt grus, der binder blokkene sammen. ag det stegende stål er sagen dog en anden.

Ірина, Святослав, Олександр, Наталія Iryna, Sviatoslav, Oleksandr, Nataliia

Gangene i bygning A er tomme, men på den anden side af de lukkede døre emmer der af liv, og duften af mad kryber ud gennem dørsprækkerne og fylder de hvide gange. På første sal er Valentyna i færd med at bage pandekager i køkkenet, hvor de har tildækket væggen med gavepapir.

“Så er det næsten ligesom derhjemme”, smiler hun. Den 71-årige ukrainer længes efter at komme hjem til sin søn og sit liv i Ukraine. Ude på badeværelset gør hendes datter, Talia, sig klar. Modsat sin mor, ønsker hun at starte et nyt liv i Flensborg.

Containerbyen blev opført efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Den første blok stod færdig i december samme år, hvor det første hold af ukrainere flyttede ind. Lige siden er der ugentligt kommet flere til, og i dag huser containerne 140 ukrainere. De kommer fra alle afkroge af landet, med hver sin enkelte kuffert. Alle er adskilt fra dele af deres familier, og det er svært at sige, hvornår de kan blive bragt sammen igen. Imens kan de intet andet end at holde fast i minderne.

Solen står lavt, da Iryna og hendes 4,5-årige søn, Sviatoslav, bevæger sig hjem efter en tur på den nærliggende legeplads. Sviatoslav ruller energisk foran på sit løbehjul, mens Iryna slæber på et nykøbt sæt rulleskøjter i hænderne. Hendes tyngede blik hviler på Sviatoslav.De træder ind i køkkenet, som de deler med Irynas forældre Oleksandr og Nataliia, og Iryna tænder straks espressomaskinen, der står midt på spisebordet. Imens lader hun den ukrainske sang ‘додому’ spille fra hendes mobiltelefon.

”Denne her sang handler om at komme hjem til Ukraine”, forklarer hun.

Og hjem vil hun. Hjem til sin mand, hvis eneste tilstedeværelse er i det lille familieportræt på en køleskabsmagnet ved spisebordet. Men en genforening leder til en ny svær splittelse. For mens Iryna bruger hele dagen med Sviatoslav, arbejder Oleksandr og Nataliia hårdt på at lære det tyske sprog. De har nemlig ikke planer om at tage tilbage til Ukraine, men finde et nyt hjem i Tyskland.

Samme plan har Vyacheslav, der bor i den modsatte ende ad gangen. Det er rengøringsdag, og den 66-årige er midt i at fjerne hver en genstand fra sit papkasse-natbord for at tørre den ren. En ring på hans finger afslører noget fra hans fortid, men her spiser han hver aften alene, med New York som dækkeserviet. En by han selv har besøgt på én af sine mange rejser som skibsvmand. Vyacheslav er en af de bedre til engelsk, men kæmper nu med oprejst pande for også at lære det tyske sprog. Efter 46 år på havet har han fundet sig godt til rette i havnebyen Flensborg.

Siden krigens begyndelse er der kommet over 1 million ukrainere til Tyskland, hvoraf 1200 er blevet fordelt til Flensborg indtil videre. Som udgangspunkt gælder kontrakten i containerbyen for to år, men da ingen ved hvornår krigen slutter, er det dog uvist, hvor længe den skal blive stående. De bare vægge og tomme lokaler vidner dog om, at stedet ikke er en permanent løsning. Selv de hvide blomster, der som det eneste pryder bordene i fælleslokalerne, er lavet af plastik.

Tværs over den store sandkasse bliver stilheden brudt af sikkerhedsvagtens tunge sorte støvler. Hun har netop gået en af sine daglige runder i de to blokke, og alt er sikkert og roligt. Der skal være en vagt til stede 24 timer i døgnet, for at sikre sig at ukrainerne føler sig trygge. Hun afslutter turen med et sidste hiv af sin cigaret.

В’ячеслав Vyacheslav

Анастасія, Варвара, Дарія Anastasiia, Varvara, Daria

I bygning B bor Anastasiia sammen med sin to-årige datter og sin lillesøster på tolv. På køkkenbordet står den traditionelle ukrainske kage medovik, som der allerede er tyvstartet på. ”Jeg har lige snakket i telefon med min mand, så jeg er lidt rørt”, hvisker Anastasiia. Faren til hendes datter, befinder sig stadig i Ukraine som en del af reserven, og parret har været skilt fra hinanden i ti måneder. Søstrenes mor er soldat og aktiv i krigen, mens deres far er flygtet illegalt til Berlin, så den 28-årige kvinde agerer nu også mor for sin lillesøster. Længslen efter at komme hjem vejer tungt over familien, der er fra Kherson-regionen i det sydøstlige Ukraine. De frygter for, hvor meget der stadig står tilbage, når de en dag vender hjem. Alligevel kæmper Anastasiia for at opretholde en hverdag for sin datter og lillesøster.

Alle føler sig sikre i den lille by, men langt fra alle føler sig hjemme i de små trange rum med de hvide vægge. De færreste værelser bærer præg af en indsats for hygge, og stedet opfattes primært som en mellemstation. Ingen kunne mentalt have forberedt sig på at få revet livet væk under fødderne uden varsel. Fra den ene dag til den anden har de pludselig været tvunget til at finde sig tilrette i et helt nyt liv. Uden forudsætninger har de skulle beslutte sig for, hvad de prioriterer højest –sikkerhed eller hjem?

Gud skabte havet, friserne kysten

Den tyske vadehavskyst gemmer på et minde. Mellem kog, marsk og ebbe flyder fortællingen om et folk, der hellere ville underkaste sig den barske natur end tidens magthavere. De er et folk med fælles sprog, historie og kultur - men intet fælles land. Nordfriserne.

af Sigrid Ellesøe & Isabella Køhler Andersen

I landsbyen Oldsum på den nordfrisiske ø Föhr voksede Ellin op. Det var på netop denne ø, hun stiftede bekendtskab med naturen. Det var her, hun lærte Vadehavets luner at kende.

“Jeg har meget ærefrygt og respekt for Vadehavet. Det er et svært vand. Når man vokser op ved Vadehavet, har man et naturligt forhold til det; tidevandet går ind og ud. Man finder ud af, at Vadehavet kan være meget farligt, så man lærer, at man skal være meget forsigtig. Man kan drukne og forsvinde i det.”

Som barn hjalp hun i marsken, passede sine yngre søskende og legede med sine jævnaldrende inde i landsbyen.

I skolen kiggede de tyske børn skævt til Ellin. De drillede hende med det sprog, de ikke selv kunne forstå. Men det rykkede ikke ved de nordfrisiske rødder, der fra barnsben var blevet plantet i hende. Om noget, gjorde det kun hendes rødder stærkere.

“Den nordfrisiske identitet har også noget at gøre med at kigge tilbage; Hvad var der her? Hvad var i dette hus? Hvad var der i familien? Hvad er historien? Nordfrisisk er lidt et hemmeligt sprog. Det er meget intimt. Det er det sprog jeg hører, når jeg tænker på min barndom. Det er lyden af at være hjemme, selv hvis du ikke er hjemme.”

På en strækning, der går hele vejen fra det nordligste Holland til Sønderjylland, har friserne levet siden middelalderen. Gennem tiden har de levet på tidevandets præmisser og forsøgt at skabe et liv i samspil med havet. De opdyrkede den frugtbare marskjord og formede kysten herefter. De byggede diger, som dag efter dag lod dem fragte sand og sten mellem land og hav.

Moderne tider har trukket flere og flere frisere væk fra kysten og fra den tradition, de havde skabt. I dag taler kun 10.000 mennesker nordfrisisk. Sproget står i dag nærmest alene tilbage som den sidste tråd, der fortsat forbinder nutidens nordfrisere med datidens. I grænselandet mellem

Danmark og Tyskland insisterer nordfriserne nu på deres nationalitet ligesom andre mindretal, hvis rødder rækker dybere, end hvad grænser kan nå.

Vadehavskysten har aldrig én dag været den samme. Vandet finder nye stier og veje i landskabet, som tvinges til at give plads. En kendsgerning, der altid har dannet rammen for nordfrisernes plads i landskabet. De kendte alle de farer, havet bragte med sig, og de lærte at tilpasse sig.

Havet var både en kilde til tragedie og rigdom. Til tider lod det hele byer og liv forsvinde i bølgerne. Andre gange bragte det rav, salt, fisk og den våde frugtbare marskjord. Kostbare ressourcer, der i perioder gjorde nordfriserne til et af de største handelsfolk i Nordeuropa.

I den rige jord voksede kvæg og får sig tykke, mens afgrøderne spirede i fuld flor. Fra opgravet tørv udvandt de det salt, der gennem tiden havde ophobet sig op i det våde jord. Salt, der blev solgt og spredt over hele det saltfattige Skandinavien.

Selvom rigdommen voksede, lurede tragedien altid lige om hjørnet. For tidevandet og stormfloders trussel, satte nordfriserne i evigt beredskab. Med et hav, der konstant forsøgte at tage marsken tilbage, forsøgte nordfriserne på alle måder at sikre den jord, der var blevet deres hjem. Med diger af sand og sten satte de grænser for tidevandet. Husene stod dybt banket i jorden, indrettet til at havet kunne strømme igennem, hvis digerne gav efter.

Det var først da Marie startede i den tyske skole, at det ramte hende. Den nordfrisiske kultur, der for hende var en selvfølge, var ved at forsvinde. I hendes skoletid blev den nordfrisiske del af befolkningen ikke italesat en eneste gang.

Hele hendes barndom havde hun leget i den østtyske marsk, samlet på tidevandets efterladenskaber og observeret digebyggernes lange dage. Det var hendes rødder, stolthed, hendes verden, der nu stod usagt hen. Det tændte en glød i hende, der med tiden blev til drømmen om at skabe et sted, hvor nordfrisiske børn kunne lære om deres fælles fortid.

Drømmen blev en realitet, da Marie i slutningen af sine tredivere skabte den første nordfrisiske skole, Risum Skole. Med nordfrisisk og dansk som de bærende elementer danner skolen stadig rammerne for en blanding af børn fra det danske og nordfrisiske mindretal.

Marie er nu 98 år og kærligheden til marsken er stadig ligeså stærk, som dengang hun var barn. Den lever i Maries malerier, der fylder stuens vægge med minder.

Flere og flere nordfrisere har kun sproget tilbage. Et sprog, der følger med nordfriserne, hvorend de går. Et sprog, der er blevet til synonym med hjem. Lyden af nordfrisisk er blevet til følelsen af at høre til. Ikke til et land. Men til et folk.

Ingen folkefærd er blevet skånet for verdens udvikling, heller ikke nordfriserne, der gennem årtusinder har levet et afskåret liv, hvor man måtte tilpasse sig naturens vilkår.

Nu må nordfriserne tilpasse sig verdens forandring. De unge flytter til storbyerne, mens den globale handel udkonkurrerer det nordfrisiske landbrug. For ikke at blive glemt i det store hele lægger nordfriserne en stor dyd i at tale nordfrisisk med hinanden. Det er i deres modersmål, de skal huskes.

Der er kommet en grænse mellem nordfrisere og marsk. En grænse, der er markeret af de træstolper og ståltråd, den tyske stat har sat. Store dele af den forladte marsk er nu blevet nationalpark. Nu er det kun efterladenskaber i marsken, der kan vidne om de nordfrisiske liv, der blev levet engang. Træstolperne, sanddigerne, vandhullerne, broerne.

Mens marsken står stille hen, lever den nordfriske identitet videre i den nye generation af nordfrisere. I Flensborg bor Miie, der som den eneste nordfrisisk talende i sin vennegruppe, er vant til at forklare sit nordfrisiske ophav. “Jeg har en følelse af, at mine forældre er vokset op i en tid, hvor der var meget mere frisisk - de har haft flere venner, der taler frisisk. Ingen af mine venner taler frisisk. De fleste ved ikke engang hvad frisisk er”

Selvom Miie ikke taler nordfrisisk med sine venner, blomstrer modersmålet, når familien er samlet i barndomshjemmet. Her flyder det nordfrisiske sprog gennem stuen mellem generationer. Selvom hendes far ikke taler det, er det blevet en nødvendighed for ham at forstå det. En nødvendighed, da Miie, hendes mor og to søskende insisterer på at tale nordfrisisk til hinanden.

Ligesom sproget i årevis er blevet overført fra generation til generation, er Miie fast besluttet på at gøre det samme. Det er her, hendes nordfrisiske identitet er forankret, og det er her, den fortsat kan leve generationer frem.

For ligesom verden er i konstant forandring, er nordfriserne det også. De tilpassede sig havet, nu tilpasser de sig tiden. Et mindretal med et håb om at huske, hvad der var engang.

Den sidste bådmand i Rudbøl

af Miles Lilley

I den lille grænseby Rudbøl bor 89-årige Thomas Georg Nielsen. Hans familie har boet og levet i marskområdet i adskillige generationer. De levede med vandet og af vandet. Søen var den, der gav mad og tag over hovedet. I dag er livet et andet, og Thomas Georg Nielsen er den sidste med fiskeret i Rudbøl Sø. Søen som er splittet på midten af den dansk-tyske grænse.

Vejrbidt og kroget sidder Thomas George Nielsen på sin bænk med udsigt over Rudbøl Sø. Bag ham flakker viben rundt og skriger over marsklandet. Få sporadisk placeret træerne knuger sig til den mudrede jord. Ingenting gror, kun en mellemting mellem siv og græs. Thomas’ hænder hviler på stokken som ligger mellem benene på ham. Vinden rusker i det høje søgræs og danner små bølger i Rudbøl Sø.

Thomas Georg Nielsen spejder ud over søen, hvor han har tilbragt hele sit liv. Det var i den sø, han lærte at fiske. Her, han lærte at leve på naturens præmisser. Og her, han lærte de gamle traditioner, som tilhører bådfolket. I dag er Thomas Georg Nielsen den sidste bådmand tilbage i Rudbøl Sø.

I starten af det forrige århundrede sejlede flere end hundrede fiskere på Rudbøl Sø og langs Vidåen, som udspringer af søen. De blev kaldt for bådfolket. De levede med vandet og af vandet. De tjente blandt andet deres penge ved at fiske og sælge ål. De flettede kurve, måtter og sko af søens siv, og de sejlede og transporterede varer og andet gods til og fra Højer og Tønder. Før man besluttede at bygge diger og sluser for at afvande området, lå det hele oversvømmet.

Båden var derfor det, der definerede folket, der levede i det område. Livet var barskt. Overlevelse afhang af naturen. Var vinden for strid, kunne bådfolket ikke bruge sejl, og måtte i stedet bruge deres stage til at skubbe sig frem.

Mosset overtager lidt efter lidt det gamle stråtag på det lille murstenshus. De gamle, mørke træbjælker hænger lavt inde i stuen, som diffust bliver lyst op gennem blondegardinerne. Ved siden af vinduet, hænger et gammelt billede af Thomas’ far på hans marskbåd i Rudbøl Sø. Båden er fyldt til randen med tagrør, som skal bruges til at lægge tag. Ligesom hans far, og hans far før ham, har Thomas Georg Nielsen levet af naturen på dens præmisser. Dengang han købte huset, hørte der en båd, landgang og fiskeret med. Det fulgte med alle husene, der lå rundt om søen. Den regel er længe ændret, og i dag er Thomas Georg Nielsen den sidste tilbage med fiskeret i Rudbøl Sø.

Thomas bruger meget af sin tid på bænken ved søen eller i sin lænestol blandt de små porcelænsfigurer, gamle malerier og blomstrede møbelbetræk. Et billede af ham og hans afdøde kone står ovre på kommoden. Lyden af det gamle vægur markerer hvert sekund. Tiden har sat sit præg på Thomas Georg Nielsen, som for første gang i sit liv ikke kan komme ud på søen længere. Smerterne i ryggen og den højre skulder har afkræftet ham. Den lille tjæremalede marskbåd er hevet op af vandet og står nu i det yderste hjørne af stalden, gemt væk bag de støvede åleruser, som hænger fra loftet.

Selvom Thomas ikke længere kan komme ud på Rudbøl Sø, holder han stadig fast i en del af bådfolkets traditionelle håndværk. Han fletter med søkogleaks - en slags sumpplante, der kan blive to og en halv meter høj. Han laver blandt andet kurve, måtter, sivsko og hjerter af den slidstærke plante, som han sælger til turister, ved den dansk-tyske grænse, ligesom bådfolket gjorde i mange generationer.

Ude på terrassen sidder Thomas Georg Nielsen på bænken under halvtaget, som giver læ fra den stride vind, der får frit løb over det endeløse flade marskland. De tørre og hule siv rasler, mens solen står lavt på himlen. Kort tid inden han går indenfor for at lave aftensmad, synger han et par vers fra en gammel sang fra egnen.

”Nattens dybe stilhed brydes når de vilde svaner skrige; hvem kan glemme fugletrækket over Rudbøl sø og dige!

Skønt er landet; ingen hindring standser blikket, når det vanker over vidderne og henter fred og ro til sind og tanker.”

& Bajer Bum

af Kasper Søholt

Grænsehandlen koster årligt danske detailbutikker og den danske stat milliarder af kroner. For mange danskere er turen nedover grænsen dog mere end en indkøbstur for at spare penge på øl og slik. Det er i høj grad en familieaktivitet. De gør det for at være sammen. For at hygge sig.

“Der er tilbud på tabs til 80 kroner, og så er der noget vin herhenne til 40 kroner”. En lille ekstatisk mand iført en lidt for stor t-shirt og posede joggingbukser, griber sin telefon og ringer til sin far. Med kurs mod hylden med opvaskemidler råber han halvt tilbage til sin kone “Skat, kan du ringe til Henrik og høre, om han skal have ‘maskintabs’” ... “Det er Finish maskintabs, det er, skat”.

Det er en helt almindelig tirsdag, i april i den lille tyske by Harrislee, få kilometer syd for Padborg.

I grænsebutikkerne Fleggaard, Calle, Priss, Fakta og Poetzsch begynder de første handlende at gøre deres entré.

Hvert år tager cirka 3 mio. danskere turen over Danmarks grænser for at handle blandt andet øl, vin og slik - eller bum, som man kalder slik i det sønderjyske.

Ifølge dansk Erhverv går de danske supermarkeder glip af mellem 3,5 og 5,8 mia. kroner i indtægter fra nydelsesmidler. Dette skyldes, at danskerne gerne kører til Tyskland for at fylde deres lager af sodavand, øl og slik.

På samme måde går den danske stat årligt glip af mellem 1,2 og 1,9 mia. kroner i moms og punktafgifter.

I grænsebutikkerne fortsætter indkøbene stille og roligt for de sønderjyske pensionister. Hverdagene i butikkerne tilhører de lokale fra den danske side af grænsen, som bruger grænsebutikkerne til at gøre deres dagligvareindkøb.

Ifølge Torben Elmgaard, der er salgsdirektør i Fakta Tyskland, kan man tydeligt se, at det er det ældre segment, som handler i butikkerne i hverdagene, og at deres handlemønstre er anderledes end de weekendhandlende.

“Pensionisterne er langsommere, men mere målrettede, og så handler de mere dagligvarer, vin, øl og tobak.”

Ved en kølemontre i butikken Calle står pensionisterne Jørn Neergaard Jørgensen og Ursula Henningsen og kikker på smør.

“Vi er hernede for at handle ind. Vi bor i Padborg, så for os er det jo ligeså nemt at køre herned. Så supplerer vi med små indkøb i Brugsen og Netto i Padborg.

En halv meter pølse 400 meter oppe ad vejen fra Calle ligger bistroen ‘Spisestedet‘. Det er stedet, hvor de handlende holder en pause og samler kræfter til deres videre færden ud i de dansk- tyske butikker.

I lugten fra pølser og pommes frites blandes snak og grin fra børnefamilier, par og grupper af venner. En ældre mand sidder i det ene hjørne og kikker ud ad vinduet, mens han venter på sin kone. Hun er på vej fra udleveringsskranken med første halvdel af deres bestilling.

Foran sin mand sætter hun en bakke med en hotdog og en flaske Cocio. Manden begynder at grine. Han er nødt til at bruge begge sine hænder for at spise den. Et rødt og gult skilt bag ham afslører, at pølsen er en halv meter lang. Manden kikker med fryd i øjnene på sin kone, idet han fører den enorme pølse op til munden.

Udenfor vinduet på den halvtomme parkeringsplads foran Fleggaard kører en midaldrende vicevært rundt i sin gaffeltruck. På gaflen har han en lang række indkøbsvogne, som ligner dem, man vil finde i et byggemarked. Han er ved at gøre klar til weekendes store rykind.

Weekendrykind

Solen står højt på himlen lørdag morgen, da de første handlende kører ind på parkeringspladserne foran grænsebutikkerne. I bilerne sidder børnefamilier fra hele landet, flere af dem med trailere på slæb. Der skal handles ind til de næste par måneder.

Ifølge Torben Elmgaard, foregår 50 pct. af grænsehandlen i weekenderne, hvor det primært er familierne, der er på tur for at fylde skure, skabe og skuffer. En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at cirka hver syvende danske husstand grænsehandler fire til fem gange årligt.

Det passer godt med de nærmest indøvede handlemønstre man ser hos butikkernes kunder. Fædrene står på lagret og kikker med vurderende blikke på øl og sodavand. Børnene med opspilede øjne kikker på de lange rækker af mangefarvede slikposer og -spande, mens mødrene, med lister, står for resten.

“Vi skal have nogle blå-colaer”, lyder det grinende fra en ung mand, der refererer til de blå Royal Export, han har blikket rettet mod.

De to brødre Jens (20) og Lars (18) er sammen med deres forældre og kærester taget fra Thy til grænsen. Familien har hjemmefra bestilt en palle med varer.

“Det henter vi bagefter”, siger Lars og klapper på den cirka en meter høje stak af sodavandsdåer, som han allerede har på sin vogn.

“Det her, det er bare til fornøjelse”.

De bevæger sig behændigt gennem menneskehavet på øl- og sodavandslageret, som med sine industrireoler minder om et byggemarked, hvor træ og mørtel er skiftet ud med dåser fra gulv til loft.

I mange år har de billige priser på slik, sodavand og øl været argumentet for at køre over grænsen og handle, men når man spørger de handlende i dag, er det ikke det, der er fokus på deres tur.

“Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, at vi sparer det store, men det er heller ikke derfor, vi gør det” fortæller Henrik Schmücker Nielsen,

“Vi kørte fra Thy kl. 8 i morges, men så har vi kørt ind og spist på vejen herned. Vi gør det jo for at hygge os med vores drenge og svigerdøtre.”

Og netop hyggen er en stor del af turen for mange af de handlende. Hvad end det er kammeraterne fra Rosklide, der lige har fået kørekort og har lånt forældrenes kassevogn for at tage en tur over grænsen, eller det er moren og sønnen fra Amager, der har taget turen på tværs af landet.

De er alle enige om, at de nok kunne have fået de samme varer derhjemme, til samme pris, hvis de kikkede på tilbudsaviser, men det handler mest om at være på tur og gøre noget sammen.

her vi vaager alle Mand

I over 100 år var grænsen mellem Danmark og Tyskland overvåget af de danske gendarmer. Det blåklædte korps patruljerede til fods, dag og nat, langs skiftende grænser. De fungerede både som politi og told, og fra 1920 også som symbol på genforeningen. I dag løber gendarmernes sidste sti, som et minde om en anden tid, hvor den bedste overvågning af en grænse foregik til fods.

De kunne kendes på deres maleriske blå uniform. En tung, ulden jakke med en høj krave, som kunne genere i sommervarmen. Lange blå bukser, som dækkede for de knæhøje læderstøvler. Når vinteren gjorde ruten glat, kunne hælene udstyres med ispigge. Gendarmerne bar også en hat i samme blå farve og samme uldne materiale som jakken.

Over 400 mand var ansat til at overvåge grænsen langs Flensborg Fjord for at holde smuglere, grænseløbere og anden ulovlig indtrængen ude. De patruljerede altid alene, nogle sammen med en tjenestehund, og altid til fods. Fire timer ad gangen, efterfulgt af otte timers hvil, og så forfra igen.

af Thea Tønnesvang & Cecilie Enghardt Rolvung

Gendarmerne var en slags universalkniv. De var både toldere, politi og militær. De eneste af en sådan karakter i hele Danmark. Alle der gik i land på kysten skulle kontrolleres. Fiskerne skulle spørges, hvor de kom fra, og om de medbragte noget ulovligt til Danmark. Dengang var spiritus, cigaretter og cigaretpapir eftertragtede smuglervarer.

Til tider var der mennesker, som prøvede at snige sig udenom gendarmernes overvågning og videre ind i Danmark. Efter 2. verdenskrig var Sydslesvig fyldt med flygtninge, hvor en del forsøgte at komme væk fra en udsigtsløs tilstedeværelse, da forholdene var bedre på den anden side af grænsen.

I vinterperioden, når fjorden frøs til og en del forsøgte at komme den vej, måtte der skydes varslingsskud efter grænseløberne. Det meste af tiden skete der dog ikke så meget.

Gendarmerne var også nogle, man stoppede op og sludrede med på vejen hjem fra skole, fortæller Christian Frederiksen, der er vokset op ved stien, dengang gendarmerne var en naturlig del af livet ved grænsen. “Man så på dem med respekt. De gik jo i uniform ligesom politiet, og så havde de opmærksomhed på os børn og vores sikkerhed.”

Livet som gendarm var lange, kolde patruljeringer i mørke nattetimer, og stille morgener langs fjordens kyst. På ruten havde gendarmerne bygget små skure, de kunne søge ly i, når det blev for koldt og vådt. Der var kighuller til højre og venstre, så de kunne overskue ruten derfra. Så længe de stod ret når deres overordnede aflagde kontrolbesøg, så man gennem fingrene med deres ly.

Historien om de danske gendarmer begyndte i 1838. Dengang Danmark strakte sig fra Skagen til Ejderen, 80 km syd for Flensborg. Nationalistiske bevægelser voksede frem, både i Danmark, Tyskland og resten af Europa. Forholdet mellem Danmark og Tyskland var anspændt, og danskerne besluttede at øge grænsekontrollen.

Det er ikke tilfældigt, at det var ved indgangen til det nationale årti, man udvidede grænsekontrollen, fortæller historiker, Mads Mikkel Tørsleff. “Hidtil havde man ikke bekymret sig meget om menneskers passage af grænsen, men mere om varer og deres værdi. Det ændrede sig med den voksende nationalisme.”

Med genforeningen i 1920 fandt grænsen mellem Danmark og Tyskland den placering, vi kender i dag. Gendarmerne ankom til et forarmet Sønderjylland, hvor hungersnød havde hærget i årene efter første verdenskrig, og 6000 mænd var blevet skudt under krigen. Genforeningen i 1920 var et punktum for mere end et halvt århundrede, hvor den danske grænse havde flyttet sig, fra Ejderen, til Kongeåen, og nu til Flensborg Fjord.

“Derfor havde de blå gendarmer også en enorm symbolsk værdi ved deres ankomst til den nye grænse. De markerede, at det gamle hertugdømme Slesvig igen var en del af Danmark,” fortæller Mads Mikkel Tørsleff.

I 1953 blev gendarmerikorpset nedlagt som led i moderniseringen af grænsekontrollen, og i 1968 overtog politiet og toldvæsenet endeligt opgaven med at overvåge grænsen. Mange gendarmer blev i de år automatisk indlemmet i toldvæsenet.

Lone Lund, datter af gendarm Kai Otto Holden Jensen, husker endnu, da hendes far var gendarm. Kai havde altid haft sin hund med på patrulje, men der kom en morgen, hvor den ikke længere skulle med. Man ville ikke længere bruge samme ressourcer på korpset, og det var blandt andet tilskuddet til hundene, der forsvandt. Siden foregik patruljen på cykel, og senere i bil.

“I starten gik han langs grænsen, som han helst ville. Det nød han virkelig. Særligt lyden af fuglesang, når solen stod op en sommermorgen i Frøslev Mose.”

Da gåturen langs grænsen blev erstattet med toldvæsenets kontorarbejde, stoppede Kai, fortæller Lone Lund. Det var den friske luft og Sønderjyllands natur, han elskede.

I en baghave på Brunsnæs, få hundrede meter fra Gendarmstien, læner et lille skur sig søvnigt op ad et træ. Det er præcist stort nok til at kunne fungere som ly for en siddende mand, havde det ikke været så faldefærdigt. Det var overgendarm Sørensen, der i sin tid slæbte det med hjem, dengang de hjemmebyggede hytter blev nedlagt.

Ejeren af baghaven, Mariann Degn, har spurgt for sig, men ingen fonde eller museer har været interesserede i at overtage det. Hun har været ked af, at skuret skulle gå tabt, selvom hun godt ved, det kan virke en smule fjollet. Mariann selv er barnebarn af gendarmen, som bragte skuret hjem. “Historien betyder mere hernede. Den går i arv fra vores oldeforældre, bedsteforældre og videre til os.

Historien lever i menneskene, men kun så længe min generation er her.” Mariann kigger sig omkring i stuen, der er fyldt med arvestykker. Solens sidste stråler falder ind over havet og rammer de fotografier og avisudklip fra morfarens tid som gendarm, der ligger på sofabordet. Fra terrassedøren kan man se gendarmstien, der endnu snor sig langs Flensborg Fjord.

Den yderste udkant

Af Nicolai Dybdal Møller

Midt i Tøndermarsken ligger den lille by Nørremølle. Fåreavleren Peter Johannsen har boet her hele sit liv. Han voksede op i dette tyndtbefolkede område, hvor man lever med og mod naturen. Livet i det flade landskab er barskt og blæsende, men sammen modstår marskfolket stormene.

Midt i marsken

Jorden i Tøndermarsken er klæg og klumpet. Den består af gammel havbund. Når man går over markerne, synker gummistøvlerne ned i jorden. Om sommeren bliver jorden tør, og leret slår revner, der er lige så brede som gummisålerne på støvlerne. Der er næsten ingen trævækst, og intet står imod de kraftige vinde, der bevæger sig over de store vidder og fylder kroppen med ilt. Marsken er flad og synes todimensionel. Herude siger man, landskabet er så fladt, at du kan se, hvem der kommer på besøg næste onsdag.

Tøndermarsken strækker sig over et areal på 85 km2. I dette grænseland mødes ikke blot Danmark og Tyskland, men også mennesker og natur, fortid og nutid. Peter Johannsen bor helt ude i udkanten af Danmark. Som en af de eneste byer i landet, er Nørremølle bygget på et dige. Den ligger som en ø i Tøndermarsken og har før i tiden været omringet af vand.

Ude på de omkringliggende marker bræger fårene, hønsene galer oppe fra diget og lyden af små vandløb risler i vejkanten. Tagene på husene består af siv, som med tiden er groet til med mos. Under et af de stråtækte tage, kom Peter til verden d. 18. november i 1955. Tre dage senere blev Jens født i huset overfor. Sammen har de levet et helt liv i den lille by, hvor man er tæt på naturen, men endnu tættere på sine nærmeste.

Som små purke fordrev Peter og Jens dagene i Tøndermarsken, hvor fantasien fik frit spil under den høje himmel. Med pinde optegnede de skellene mellem markerne. De hentede sten ude på grusvejene, som skulle være får i deres leg. Drengene kunne sidde længe og lege at de var fårehyrder. Indtil solen hang lavt over diget og lyste fårene op, så de lignede små skyer.

Inden jorden blev sort af natten, fløj de to drenge over det grønne lærred hjem til Nørremølle. Sammen løb de imellem fårene, der flygtede i sidste øjeblik, når drengene kom for tæt på. Vinden i ryggen fik dem til at løbe så hurtigt, at fødderne under dem næsten ikke kunne følge med.

Den der ikke vil dige må vige

I voldsomme storme blev menneskene i marsken evakueret. Engang overnattede Peter og Jens på deres skole, hvor de fik serveret varm suppe, de kunne lune sig på i de kolde lokaler, imens de voksne sad og frygtede for at digerne langs kysten ville briste.

I marsken har man altid kæmpet med vandet. Siden folk bosatte sig herude i 1100-tallet, har livet været truet af saltvand fra vest og ferskvand fra øst. Marsken er udsat for alle naturens kræfter og bærer derfor præg af marskfolkets nødvendige kontrol af et landskab, som ellers ville være ubeboeligt.

Marskfolket byggede diger, der beskyttede dem imod stormfloderne. For at afvande området begyndte de at grave grøblerender og kanaler – Igennem et årtusinde, udviklede marsklandet sig til, at blive et af de største kulturlandskaber i verden.

Tøndermarsken har med tiden udviklet sig til et landskab, der er designet ned til mindste detalje. Klimaforandringer og hyppige storme truer stadig livet på disse kanter.

De nærmeste

Peter og Jens har holdt sammen i lyst og nød. I dag er de 68 år gamle, og barndommens fantasier er skiftet ud med voksenlivets realiteter. Jens har fået

en hjerneskade og kan ikke længere regne eller skrive – men hans kærlighed for dyr har ikke forandret sig. Han er gangbesværet og kan ikke tage vare på sig selv, så det gør Peter.

Inde i Peters stue, står et billede af Jens’ lillesøster Ante. Hun er iført hvid brudekjole og et langt slør skjuler hendes kulsorte hår. I hænderne klamrer hun sig til en farverig brudebuket. Billederammen er støvet, og står som et minde fra fortiden. For skønt hun er bror til Jens, deler hun efternavn med Peter. De har nemlig været gift. Selvom ægteskabet ikke holdte, bliver billedet stående på sin faste plads.I dag bor de alle tre under det samme stråtag i Nørremølle, hvor de passer på hinanden og Peters 450 får.

Barndomsvennen Jens og ekskonen Ante har hver fået et værelse i Peters hus, som han overtog fra sin mor, efter orkanen Adam i 1999 blæste det i stykker.Taget som Peter var født under, lå spredt ud over marsken.

Da orkanen ramte vestkysten, stod vandstanden

5 meter over det normale. Havde der været højvande, ville vandstanden have været yderligere

1 meter højere, og marsklandet ville ligge under vand. Stormfloder har altid været en risiko, man må forholde sig til i Tøndermarksen.

Hyrden

Hver morgen samles de alle tre i det gule køkken. Inden Ante dækker op til morgenmad, fylder hun hundenes madskåle, ruller gardinerne op og strækker øjnene ud på marken, hvor blikket vandrer fra får til får. I køkkenet damper det fra varme mølle-

hjul og sort kaffe. Efter at have indtaget dagens første måltid, fordeler Peter opgaverne imellem dem.

Peters hjem er fuld af brugsspor. Væggene er gule af nikotin og gulvet bærer aftryk fra beskidt fodtøj - for her står døren altid åben. Ude i bryggerset går seks lam rundt og kalder på Peter og Ante, der hver morgen kommer og giver dem mælk på flaske. Peter får ofte besøg, og mange i området samles omkring fåreavleren. Han har hverken kone eller børn, men ikke desto mindre, har han altid selskab.

Nogle hjælper med at passe får, andre får en bajer og en bid brød eller blot en sludder om vind og vejr. Jens og Ante har fast plads i køkkenet, hvor Ante jævnligt bager boller, der altid bliver spist inden de når at køle af. Røremaskinen på køkkenbordet bliver flittigt brugt og er det mest højteknologiske i Peters hjem.

Udover at sørge for mad, hjælper Ante trofast til med fårene, som de to søskende holder øje med fra hver deres vindue. Imens Ante laver mad, sidder Jens og ruller cigaretter med tysk tobak, som Peter henter til ham ved grænsen. Han har altid en kikkert ved hånden, der tager ham tæt på fårene, som han ikke længere kan gå rundt blandt.

En gang imellem bevæger han sig ud, og placerer sig på en havestol foran huset. De hjemmerullede cigaretter der stikker ud igennem hans kraftige

skæg, blafrer rundt i blæsten, som en vindmølle. Jens rapporterer fårenes færdsel til Peter, og får han øje på et får, der ligger på ryggen, må Peter ud at vende det 100 kg tunge dyr, som eller ville dø. Fårene kan ikke selv komme om på benene, og slet ikke i læmningssæson, når de bærer lam.

I læmningssæsonen er der særligt travlt. De mange nye lam er under opsyn, inden de kommer ud på markerne, hvor fårene lever året rundt.

Peter har sin faste gang i stalden, hvor han går rundt og tæller får og lam med hænderne på ryggen. Det siges at en mand med hænderne på ryggen ingen penge har. Det får Peter tit at vide. Men han må være en undtagelse, for prisen på lam stiger hvert år. De 450 får er en god indtægtskilde og kan brødføde hele husstanden.

Før i tiden holdt alle mennesker i marsken får. I dag er der få fåreavlere tilbage, som ejer store flokke. På landbrugsskolerne kan man ikke uddanne sig til at blive fåreavler. Det er noget man bliver født ind i –Peter er en af de få, der er tilbage.

De mange får som lever i Tøndermarsken forsyner ikke kun fåreavlerne med penge. De fungerer også som et værktøj til vedligeholdelse af digerne, hvor de tramper jorden fast med klovene.

Marsken sover

Når natten sænker sig, går fårene og marskfolket til ro. Marsklandet synes lige så stor som nattehimlen, hvor månen hænger og lyser fårene op. Siden tidernes morgen har den tiltrukket tidevandet og i fællesskab med mennesker, skabte den det stykke land, vi kender som Tøndermarken.

Hjemme hos Peter er dagens opgaver overstået. Den sidste flaske mælk er givet til lammene ude i hans bryggers. Gummistøvlerne bankes af for det værste mudder og fårelort, inden gardinerne igen bliver rullet ned, og udsynet til fårene forsvinderude i Danmarks yderste udkant.

Sigrid Ellesøe

Isabella Køhler Andersen

Kasper Søholt

August Vinther Thomsen

Nicolai Dybdal Møller

Sarah Arge

Cecilie Enghardt Rolvung

Thea Tønnesvang

Nicoline Kjems-Krognos

Miles Lilley