16
Styrk demokratiet
Anbefaling
01
Tal og skriv, så det er til at forstå Anbefaling Offentlige myndigheder bruger ofte et sprog, som kan være svært at forstå. Derfor anbefaler Handletanken, at Aarhus Kommune går forrest med at kommunikere, så det er til at forstå, og som tager afsæt i borgernes hverdag og virkelighed. Vi foreslår, at Aarhus Kommune følger tre principper: • Vær meget konkret – og brug gerne eksempler og levende billeder. • Fortæl kun det relevante og det vigtigste for din modtager. • Brug ord, som din modtager forstår.
Motivation Det er lettere at deltage i det, der sker omkring os, når vi forstår, hvad der bliver sagt og skrevet. Der kan være en tendens til, at kommunen, men også f.eks. politikere, foreninger og civilsamfundsorganisationer, taler i et sprog, som kan være svært at forstå. Et eksempel er ordet “medborgerskab”, som bruges hyppigt i disse år. Men hvad betyder det, og hvad mener vi, når vi bruger det? Er man aktiv medborger, når man kører fodboldholdet til kamp, eller når man er hjælpetræner i roklubben? Der kan man med fordel blive mere konkret og forklare, hvad man mener. Et andet eksempel er ordet ”folkeoplysning”, som ikke er et hverdagsord for alle, mens ord som ”foreningslivet” og ”foreninger” giver mere mening for mange. Det nytter at gøre en indsats for at kommunikere i øjenhøjde og på bølgelængde med modtageren. Byrådet bør derfor sætte initiativer i gang med det formål at kommunikere, så det er til at forstå. Det kan være ved at omskrive breve, hjemmesider og andre borgerrettede digitale portaler og ved at uddanne medarbejderne i at tale og skrive, så det er til at forstå. Vi opfordrer samtidig alle til at være opmærksomme på, hvilket sprog og hvilke begreber de bruger. Det kan f.eks. være foreninger, politikere og andre, der gerne vil have flere med i deres fællesskaber. Det er en god idé at være tydelig omkring, hvad de forskellige ord og begreber dækker over. Et ord eller et begreb kan forekomme åbenlyst for de indviede, men måske ikke for alle andre. Vil vi have flere ind i den demokratiske samtale, er det et godt sted at begynde.