Dyreetisk klumme
Peter Sandøe
Hvornår er det etisk forsvarligt at slå et levedygtigt dyr ihjel?
//
Professor Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familedyrs Velfærd.
Danske dyrlæger møder og er i stigende grad involveret i kontroverser om aflivning af levedygtige dyr. Derfor er emnet sat på dagsordenen på Den Danske Dyrlægeforenings årsmøde, som blev afholdt 7.-9. oktober i år. Peter Sandøes indlæg bringes her.
//
Dette er den 45. i en serie af klummer, hvor Peter Sandøe lægger op til en etisk diskussion af, hvordan vi ser på dyr og dyrebeskyttelse.
Aflivning af dyr, som ikke er kommet til skade og ikke er alvorligt syge, giver i stigende grad anledning til kontroverser. Ofte har disse kontroverser rod i udlandet, og ofte drejer de sig om karismatiske dyr, såsom hunde, hvaler og giraffer. Samtidig er der selvfølgelig rigtig mange dyr, som er mindre karismatiske, eller bare nyder mindre bevågenhed, som bliver aflivet i stor stil i forbindelse med produktion af kød, på forsøgslaboratorier og ved skadedyrsbekæmpelse – uden det giver anledning til de store kontroverser.
Føleri og dobbeltmoral? I lyset af dette kan det være let at afvise diskussionen om drab på dyr som udtryk for føleri og dobbeltmoral. Dog er der i stigende grad mennesker, som tager konsekvensen af deres uvilje mod drab på raske dyr og vælger en vegansk livsstil og/eller taler for nye måder at bruge og forvalte dyr uden eller med færre drab. Der er derfor brug for en mere principiel filosofisk diskussion af menneskers ret til at slå levedygtige dyr ihjel. Udgangspunktet for diskussionen er den antagelse, at det kan lade sig gøre at aflive dyret på en smertefri måde. Diskussionen, som jeg vil fokusere på her, drejer sig altså alene om det at fratage dyret dets liv, ikke om eventuelle lidelser forbundet med aflivningen. Problemstillingen giver anledning til to hovedspørgsmål: Kan et aflivet dyr siges at have mistet noget? Er det i givet fald etisk acceptabelt at slå dyret ihjel? Tab af fremtidigt liv I forhold til det første spørgsmål er der to indflydelsesrige svar. Det første svar daterer sig tilbage til den græske 50
DYRLÆGEN 5/2021
filosof Epikur (341-270 før Kristus). Han mente, at mennesker, og dermed givetvis også dyr, ikke har noget at miste ved at dø. Følgende meget klare ord kan efter alt at dømme føres tilbage til ham: ”Hvorfor skal jeg frygte døden. Hvis jeg er her, så er døden her ikke. Hvis døden er her, så er jeg her ikke. Hvorfor skal jeg frygte det, som ikke kan eksistere, når jeg gør.” Jeg er enig med Epikur i, at det ikke er synd for den døde. Når nogen er død, er der ikke længere nogen, det kan være synd for. Der er dog alligevel plads til at sige, at der er noget, som er gået tabt ved døden – helt uafhængigt at de lidelser, som gik forud, og af savnet for de overlevende – nemlig det potentielle fremtidige liv. Tabet af det kan være trist og tragisk – også når det gælder dyr. Og ifølge dette svar har det aflivede dyr altså mistet sit potentielle fremtidige liv – og det er et tab, selv om det døde dyr, eller menneske for den sags skyld, ikke kan erkende tabet. Et tilsvarende synspunkt finder man ofte i nekrologer for mennesker, der er døde tidligt, hvor det typisk siges, at afdøde gik bort ”alt for tidligt” – underforstået, at det er trist, at vedkommende ikke fik lov at få en række potentielt gode år med.
Moderat dyrerettighedsetik I forhold til det andet spørgsmål er der tre mulige svar for dem, der som jeg mener, at et ungt og raskt dyr mister noget, når det bliver aflivet: 1) Det er i princippet altid forkert at slå et levedygtigt dyr ihjel, og dette kan kun forsvares, hvis det sker i selvforsvar. 2) Det er forkert at slå et levedygtigt dyr ihjel, men det kan nogle gange være det mindste onde. 3) Det er acceptabelt at slå et levedygtigt dyr ihjel, hvis
