3 minute read

AI kan gøre administrativt arbejde mere effektivt

Kunstig intelligens er allerede integreret i den software, vi bruger til f.eks. e-mails. Det vil gribe om sig og gøre administrativt arbejde langt mere effektivt, mener forsker i kunstig intelligens.

TEKST

Tænk, hvis dit e-mailprogram ikke havde et spamfilter. Så skulle du selv læse og vurdere alle de spammails, som af uransagelige grunde havner i din indbakke. I stedet for læser en kunstig intelligens med på dine e-mails og vurderer lynhurtigt, om det er spam, eller om den er god nok. Det er en kæmpe hjælp, og postdoc og forsker i kunstig intelligens på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Kristoffer Stensbo-Smidt vurderer, at den slags hjælpeværktøjer vil komme til at gøre meget arbejde på computere lettere i de kommende år.

“Spamfiltret er et godt eksempel på, hvor kunstig intelligens kan være hjælpsom for os. I stedet for at man får hundredvis af spammails om dagen, er der et system, der har været ude at køre gennem det. Nogle gange sker der fejl, og det er superærgerligt, men det er nemmere og hurtigere at gå ind og rette de enkelte fejl, end hver dag selv at skulle køre gennem alle de spammails,” siger han.

Med kunstig intelligens vil arbejdet med at skrive e-mails og andre breve, regnskaber, budgetter, planlægning af events som Efterskolernes Dag eller studieture samt indmeldelse af elever og meget andet i første omgang ikke blive overtaget af kunstig intelligens, men blive meget lettere og hurtigere at gennemføre, mener han.

“Det er nogle opgaver, hvor livet bare bliver nemmere for os, ” siger han.

Kan effektivisere arbejdet

Han sammenligner mange af de arbejdsopgaver, som forretningsførere og sekretærer udfører, med programmørers. Blandt programmører er det blevet almindeligt at bruge en såkaldt co-pilot. Det vil sige et hjælpeprogram med kunstig intelligens, som, mens programmøren arbejder, foreslår, hvad det næste skridt, eller hvad en given løsning på et problem kan være. Forskning viser, at programmører, som bruger co-pilots, arbejder 50 procent hurtigere end de, som ikke gør, fortæller han. Den samme effekt vil kunstig intelligens formentlig kunne have på noget af det administrative arbejde, hvor en medarbejder skal gøre de samme handlinger igen og igen, men hvor løsningen er forskellig fra gang til gang.

I første omgang vil det især ske inden for de opgaver, hvor vi let kan se, om det svar eller de løsninger, som den kunstige intelligens foreslår, er rigtige eller forkerte. Men med tiden vil flere kreative opgaver formentlig også blive lagt over til kunstig intelligens, siger han.

“Når man ved, hvad den rigtige løsning er, kan de her systemer blive super brugbare. Så kan man rette de fejl, programmerne vil lave. Hvis man bruger sådanne værktøjer, er der virkelig meget potentiale i dem, og jeg tror bare, de bliver de første af mange, vi ser. Med tiden kunne jeg godt forestille mig, at programmerne i højere og højere grad teknisk set virker intelligente,” siger Kristoffer Stensbo-Smidt.

Efterhånden kan det være, at det også vil blive lettere at lade kunstig intelligens løse andre komplekse opgaver som at stå for hele planlægningen af studieture inklusive køb af billetter mv. Men det ligger formentlig et godt stykke ude i fremtiden, før det kan betale sig.

I dag bruger man i højere grad kunstig intelligens til planlægning af mere komplekse skemaer, hvor mange data er i spil. F.eks. kører der forsøg med at lade kunstig intelligens hjælpe med planlægning af hjemmeplejens ret komplekse dagsskemaer, oplyser lektor ved Center for IT-ledelse på Aalborg Universitet, Christian Haslam. Ligeledes er der forsøg, hvor kunstig intelligens planlægger ruter for skraldebiler. Sensorer i skraldespandene fortæller, hvornår skraldespanden har brug for at blive tømt, så skraldebilen kan nøjes med at køre efter fyldte spande og kan køre efter optimerede ruter.

Og så tilbage til den kunstige intelligens, der allerede har indtaget din computer og dit arbejde: din e-mail med det indbyggede spamfilter. Medmindre du har skullet kigge i dit spamfilter efter en e-mail, der er gået tabt, er der stor sandsynlighed for, at du slet ikke har bemærket filtret. På samme måde vil den kunstige intelligens højst sandsynligt gradvist og stort set ubemærket snige sig ind i den software, du bruger, fortæller Kristoffer Stensbo-Smidt. Det kan man f.eks. allerede se, når man skriver på engelsk i Googles e-mailprogram Gmail. Her kommer e-mailprogrammet med forslag til, hvad du kan skrive i dine e-mails, og hvordan du kan formulere dig.

This article is from: