Er det helt forkasteligt at foreslå at kommunikere MERE med forældrene?

Alt for meget forældresamarbejde foregår på bagkant og i defensiven, mener kommunikationsmedarbejder Mette Jacobsen. Hun opfordrer til bedre og mere proaktiv kommunikation til forældrene om, hvorfor skolen gør, som den gør.

Mette Jacobsen har stafetten

TEKST Mette Jacobsen, kommunikationsmedarbejder på The International –academy and boarding school of Denmark og Vedersø Idrætsefterskole FOTO Privat

Som passioneret Viggo-bruger siden 2019 hænder det, at indbakken giver et pip fra sig. Det sker også, at jeg er sat Bcc på en forældremail, som er skrevet af min leder. Emnefeltet kunne lyde noget som: ‘Status from The International’ eller ‘Sådan står det til på Vedersø Idrætsefterskole’.

Beskeden indeholder meget ofte et tilbageblik. Den kan også have et enkelt punkt som: ’Hvad skal der ske i den kommende tid’.

Og her ville jeg ønske, at jeg kunne sige slut på den besked! Men vi skal ikke være for fine til at sige, at selv i Vesterhavsdanmark kan bølgerne på efterskolen gå for højt! Når det sker, er der også et afsnit om noget, vi skal have løst! Det kunne være: Natterend, ødelagte møbler, tendens til mobning, lus eller Gud forbyde det – fnat!

Jeg har tidligere arbejdet som efterskolelærer. Nu er jeg ansat som kommunikationsmedarbejder og har ikke længere fingrene nede i bolledejen, når det handler om forældresamarbejdet. Men jeg husker fra min tid som kontaktlærer, at der også kunne tikke en mail ind fra en forælder, som både resulterede i, at mine skuldre blev ekstra tunge, og min nattesøvn blev udfordret.

Eksempler er altid godt, så jeg kan fremhæve en sætning fra en meget insisterende far med ordlyden: “Det kan ikke passe, at vi skal betale 100.000 kr. for, at vores barn mistrives!!” Av! Den gjorde ondt. Her en del år senere gør den faktisk stadig ondt.

Den mail fra en desperat far og de erfaringer, jeg har gjort mig siden, danner fundamentet for noget, jeg rigtig gerne vil zoome ind på i mit kommunikationsvirke i 2023/24 på skolerne i Vedersø og i dette stafetindlæg: Forældrekommunikationen!

Inden jeg afslører, hvordan jeg kunne tænke mig at revolutionere den verden – én Viggobesked ad gangen –spoler vi lige tiden længere tilbage. Helt tilbage til de forældresamtaler, jeg i sin tid holdt som lærer på Nøvlingskov Efterskole i 2016.

Jeg havde en sød, men skoletræt dreng i 10. klasse. Han var nervøs. Måske fordi han godt vidste, at hans talenter og motivation ikke lige havde Helle Helle, lyrik eller modtagerrettet kommunikation som omdrejningspunkt.

Inden samtalerne sagde han til mig: “Du skal huske, at én ting er, hvad du siger til min mor inde til samtalen, men dét, hun tillægger størst betydning, er, hvad jeg siger til hende i bilen på vejen hjem.“

Vedersø

Idrætsefterskole har stafetten

Mette Jacobsen er Communications Manager på The International – academy and boarding school of Denmark og Vedersø Idrætsefterskole og har modtaget stafetten fra køkkenleder på Rejsby Europæiske Efterskole Claus Bogh Christensen. Han ville gerne høre om hendes syn på skærme på efterskolen, men hun har valgt i stedet at fokusere på forældresamarbejde og forældrekommunikation.

Jeg tror ikke, han mente det som en helhjertet trussel, men blev han trængt op i en krog, kan det da godt være, at jeg skulle forstå det sådan. Hans kommentar har også hængt ved. Mest fordi jeg synes, han havde en pointe. Dét, vores elever fortæller forældrene, har jo en enorm betydning for, hvordan forældrene opfatter vores arbejde!

Og så tilbage til ledermailsene.

Jeg ved ikke, hvordan I gør hos jer, men måske I kan genkende Viggobeskederne med ’Status på efterskolelivet’ i emnefeltet. Opbygningen er ens: Vi informerer på bagkant, oplyser om en problematik, vi gerne vil have forældrenes hjælp til at løse, og så lidt om kommende begivenheder.

Men hvis forældrene mest modtager den slags mails og ellers kun ser nogle sporadiske facebookopslag, og så ellers, hvad deres barn fortæller hjem i bilen, er der så ikke noget, vi mangler?

Vores ‘Hvorfor’?

Det kalder på et nyt eksempel: Vi ved, hos os i Vedersø, at der kommer mails fra forældrene efter et værelsesbytte. De kunne lyde noget i stil med: ‘Min datter kan slet ikke med sin nye værelseskammerat. De har intet til fælles. Kan det ikke løses?’

Forældrene har helt sikkert talt med en trist datter, og hun har haft gode argumenter i ærmet. Pigen har ligesom drengen fra mit forældresamtaleeksempel vidst, at det vigtigste, der bliver sagt om værelsesbyttet, er, hvad hun fortæller sine forældre i bilen på vejen hjem.

I stedet for at tage de samtaler på bagkant bliver mit første nedslagspunkt i min revolutionerende Viggo-forældrekommunikationsindsats at få stykket et skriv sammen til forældrene om:

• Hvad sker der om lidt på skolen?

• Hvorfor bytter vi værelser?

• Hvilke reaktioner kan dit barn få?

Og ikke mindst:

• Hvordan skal du tale med dit barn om det?

I mit hoved giver det mening, at vi udruster forældrene med f.eks. et par spørgsmål, de kan stille deres barn, som sætter gang i øverste etage!

Mailen til forældrene skal desuden også – på mit bedste diplomatsprog – forklare frustrerede forældre, hvorfor det ikke er løsningen at sende en insisterende mail med mange udråbstegn om, at deres barn skal have en anden roomie.

Jeg tror på, at nøglen i efterskoleverdenen, når det kommer til kommunikation, ikke kun handler om, ‘hvad’ vi har gang i, men i den grad også om ‘hvorfor’. For der er jo altid et hvorfor.

Vi ved godt, at robuste fællesskaber kan være en larmende og bøvlet affære at skabe. Det må forældrene også godt blive mindet om! Og så kunne vi måske indirekte få vores perspektiver med, når de tager samtalen på vejen hjem i bilen. 0

Og stafetten går til ...

Mette Jacobsen sender stafetten videre til lærer på Bindernæs Efterskole JAN BENJAMIN OLSEN og beder ham uddybe, hvad det er, skolens hundelinje kan i forhold til en særlig gruppe elever. Da de var på kursus sammen sidste år, fortalte han hende om skolens hundelinje, og det gjorde stort indtryk på hende, at flere af eleverne på den linje ifølge Jan Olsen slet ikke ville være kommet på efterskole, hvis ikke det var, fordi de kunne få deres bedste ven med.