3 minute read

Ernæring og fysisk aktivitet

Next Article
Referencer

Referencer

Det er vanskeligt at tale om ernæring uden at komme ind på fysisk aktivitet. De to ting hænger uløseligt sammen af mange årsager.

Først og fremmest indgår ernæring og fysisk aktivitet på hver deres side i det energiregnskab, der bestemmer, hvorvidt vores legemsvægt falder, stiger eller holder sig konstant. Både under- og overvægt har helbredsmæssige konsekvenser. Derfor er det vigtigt at finde den rette balance mellem indtagelse af energi gennem kosten og forbruget af energi gennem fysisk aktivitet. Det er en balance, der er svær at finde for alle. Men hvis man på grund af CP ikke kan bevæge sig så meget som andre, eller har udfordringer med at spise og synke, kan den være ekstra svær at finde.

Det er betydeligt lettere at indtage energi end at forbrænde den igen. Det forklarer også, hvorfor mange studier viser, at det sjældent er muligt at tabe sig på kort sigt ved at være mere fysisk aktiv. Hvis kosten ikke ændres samtidig, så den bliver mindre rig på energi, er det kun et meget lille vægttab, som opnås ved fysisk aktivitet. Faktisk bruger vi det meste af vores energi på at holde kroppen i live. Det, vi forbrænder ved fysisk aktivitet, bidrager typisk kun i mindre grad - og især hvis man har nedsat motorisk funktion. Regelmæssig fysisk aktivitet over længere tid er imidlertid forbundet med en lang række sundhedsmæssige fordele. Og fordi den bidrager til appetitregulering og påvirker fordøjelsessystemet, vil fysisk aktivitet på sigt medføre bedre regulering af fødeindtag og energiforbrug. Den gode nyhed i denne sammenhæng er, at det ikke behøver at være særlig meget eller særlig intensiv fysisk aktivitet. Det drejer sig om at være lidt aktiv med jævne mellemrum hele dagen og undlade lange perioder, hvor man er stillesiddende. Det betyder, at langt de fleste med nedsat bevægelighed sagtens kan være med.

Fysisk aktivitet i relation til ernæring er også vigtig, fordi effekten af mange næringsstoffer på fx hjernens funktion ser ud til at blive forstærket af samtidig fysisk aktivitet. Dyrestudier viser, at fysisk aktivitet kan have en generel effekt på læring og hukommelse. Men også at effekten bliver forstærket, hvis dyrene samtidig indtager nogle af de næringsstoffer, som indgår i dannelsen af nye forbindelser i hjernen, fx omega-3-fedtsyrer, flavonoider, uridin og cholin. Studier viser også, at fysisk aktivitet påvirker læring og hukommelse hos mennesker. Og det er muligt, at kombinationen af forskellige næringsstoffer, sammen med fysisk aktivitet, kan have samme positive effekter som i dyreforsøg.

Kombinationen af ernæring og fysisk aktivitet er også vigtig for muskler, led og knogler. Det er vigtigt at forholde sig til – især for mennesker med CP. Muskler, der ikke bliver brugt, skrumper ind. Omvendt modvirkes forandringerne, hvis de bruges regelmæssigt – uanset alder. Mange af de næringsstoffer, der er gode for hjernen, er også gode for musklerne. Det drejer sig især om vitamin D, mineraler som jern, kalk og magnesium samt protein. Omega-3-fedtsyrer og flavonoider ser også ud til at have hensigtsmæssige effekter på musklernes funktion. Nedsat ledbevægelighed er en af de største udfordringer for de fleste med CP, og ledsmerter er hyppige. Let til moderat fysisk aktivitet er nok den vigtigste faktor for bevarelse af god ledfunktion, mens vi endnu ved meget lidt om, hvordan ernæring kan bidrage til ledfunktionen. Ofte anbefales en kost, som er rig på antioxidanter, men der er ikke overbevisende forskningsmæssig støtte for, at det har nogen betydningsfuld virkning. Alligevel peger meget forskning på, at mange af de samme næringsstoffer, som har betydning for hjernens funktion, også kan have gavnlig effekt på ledfunktionen – og på sigt måske også ledsmerter. Det drejer sig blandt andet om omega-3-fedtsyrer, vitamin D, vitamin C og flavonoider.

Som det måske vigtigste bidrager en god kost og ernæring til, at man får lyst og overskud til at være fysisk aktiv – og fysisk aktivitet bidrager på sin side til, at man bliver sulten og får lyst til at spise. Ernæring og fysisk aktivitet hænger også på den måde tæt sammen.

Vi, bjørne, elsker at gå i hi og sove. Men vidste du, at søvn også er vigtig for dig og din hjerne?

This article is from: