Kræsenhed og smagens neurobiologi

Når hjernens udvikling bliver forstyrret på et tidligt tidspunkt – som ved CP – fører det ikke kun til motoriske udfordringer, men også forandringer i den måde sansesystemernes information når frem til og bliver behandlet af hjernen. Det er blot langt vanskeligere at få øje på end de motoriske udfordringer.

Vores sanseoplevelser er vores egne. Og det kræver trænede øjne, og ofte også specielt måleudstyr, at kunne påvise, at en anden person har en forstyrrelse af sine sanser. Men en forstyrrelse af sanserne påvirker fundamentalt vores oplevelse, fortolkning og forståelse af den verden, der omgiver os. Det gælder også oplevelsen af mad og selve dét at spise. Her er et forsøg, du kan lave, der måske kan hjælpe til at illustrere, hvad det drejer sig om: Køb en pose chips. Mærket er ligegyldigt – bare de er friske og knaser godt. Spis et par stykker og læg mærke til, hvordan de knaser, når du brækker dem med tungen mod ganen. Hørte du også lyden, da de knækkede? Prøv nu at tage ørepropper i, og spis endnu et par chips. Var oplevelsen den samme? Prøv så at dyppe et par chips i et glas vand, og lad dem blive godt gennemblødte. Hvordan var oplevelsen nu? Smagte de våde chips lige så godt som de sprøde? Nej vel? Det er slet ikke samme fornøjelse, når man ikke kan høre den sædvanlige knasen. Men ret beset er der egentlig ikke forskel i smagen. Dine smagsløg i munden bliver påvirket på samme måde i alle nævnte situationer, og du burde opleve samme smag. Vores hørelse og fornemmelse af strukturen af den mad, vi spiser, har stor betydning for den smag, vi ender med at opleve. Vi kender allesammen til, hvordan mad næsten ikke smager af noget, når vi er forkølede. Det er ikke fordi, at vores smagsløg i munden bliver påvirkede af forkølelsen. Vi er blot vant til, at en stor del af den smagsoplevelse, vi har, er lugten af maden – både når den er på tallerkenen foran os, og når den er kommet ind i vores mund (som er forbundet med næsen bagtil i svælget).

Det lille forsøg illustrerer den udfordring, som personer med CP kan have. Ændringen af den sensoriske information gør, at mad ikke nødvendigvis bliver opfattet på samme måde, som det er tilfældet for andre. Smag er særdeles personlig – måske især hvis man har CP. Og vi er nødt til at respektere, at andre ikke nødvendigvis kan lide det samme som os selv. ’Kræsenhed’ eller, måske med et bedre udtryk, ’selektiv spisning’, kan opleves som besværlig, men er et resultat af den unikke hjerne, som vi hver især er udstyret med.

Omvendt er der mange gode grunde til at udfordre sin 'kræsenhed': Det er ærgerligt at snyde sig selv for nye fantastiske madoplevelser. Og det er direkte problematisk, hvis den resulterer i, at man ikke får den næring, man har brug for. Heldigvis er smag – og den oplevelse vi har ved at spise – noget, der nemt kan ændres. Faktisk er det et af de bedste udtryk for, hvor plastisk vores hjerne er. Ved at forstå, hvordan smag opstår og ændrer sig, kan vi også finde veje til at hjælpe dem, der er lidt kræsne med at blive mindre kræsne og give dem lyst til at spise mere.