9 minute read

LANDET RUNDT. STORT OG SMÅT

En LANG vandretur

Kr. Himmelfartsferien dannede den perfekte ramme om endnu en lang vandretur fra Thyborøn til Spjald arrangeret af en flok ledere fra FDF Spjald. I år var det 15. gang, turen blev gennemført, og de 30 vandrere startede ud i bilerne fra Spjald torsdag kl. 8. To timer senere var afgangen fra Thyborøn Havn. Det var en flok spændte, glade og forventningsfulde børn og voksne, som var klar til at tage livtag med den store udfordring. Det var et perfekt vandrevejr til turen med nogle få regnbyger undervejs, men det var ikke noget, de seje vandrere lod sig slå ud af.

Forældre og ledere sørget for dejlig og energirigtig forplejning på turen. To servicebiler kørte frem og tilbage i pendulfart for at give den helt rigtige behandling og opvartning. Efter at have gået 51,2 km (omkring Nees) ankom vandrerne til en opstillet campingvogn og telte. Her stod frivillige klar til at servere varm kakao og give lidt tiltrængt massage. Teltene stod klar, og de fleste væltede omkuld for at nå at få nogle gode nattetimer, inden der var afgang fredag kl. 6.00.

Landskabet undervejs var meget varieret. På stranden, langs havet, i skov, langs marker, på asfalt og grusveje – jo – der blev studeret, sunget, snakket, grinet, løbet, grædt og opmuntret. Hele turen var præget af højt humør. Det var nogle seje unger med meget stålfast vilje. Både for de 24, som gennemførte hele den lange 100 km gåtur til Spjald, men også for de seks, som var seje nok til at kunne sige stop undervejs. I alt blev der gået 2714 km.

Mindeord om Jørgen Larsen

Søndag d. 13. december 2020 sov Jørgen Larsen stille ind på plejehjemmet Hassinghave omgivet af sin nærmeste familie.

Jørgen var med til at starte FDF Vester Hassing i 1963 og sluttede sin aktive karriere i kredsen som bestyrelsesformand i 1998. Der findes ikke den funktion i FDF Vester Hassing, som Jørgen ikke har været inde over. FDF var ikke noget, Jørgen gik til, det var noget han var – han var stolt af at bære sin forbundsskjorte.

Utallige er de weekender og sommerlejre både i ind- og udland, som Jørgen har deltaget i enten som kredsleder eller lejrchef. Redaktør på lejravisen var hans speciale gennem mange år. Altid aktiv, hvis ikke som leder så som frivillig køkkenhjælper, altid med et smil på læben og en god historie i ærmet. Lige til sin død deltog Jørgen i alt, hvad der var af aktiviteter i og omkring kredshuset. I 1986 modtog han Hals-flisen, kommunens pris for mange års frivilligt arbejde, sammen med sin hustru, Esther. Jørgen og Esther var som par en institution i FDF Vester Hassing i mange år, og Jørgen blev senere udnævnt til æresmedlem i FDF Vester Hassing. En uge før sin død fejrede han sin 92-årsfødselsdag i kredshuset sammen med familien.

Vi vil savne Jørgen og hans store hjerte, der bankede for FDF Vester Hassing. Æret være Jørgens minde.

På vegne af FDF Vester Hassing, Inga Gaarn og Lisbeth Andreasen

Første spadestik til nyt FDF-hus

Lørdag d. 17. april blev en ganske særlig dag for FDF Struer, for denne dag blev første spadestik taget til det nye kredshus. Corona-reglerne gjorde, at der ikke kunne inviteres andre gæster end kredsens medlemmer, men de forsamlede overværede, hvordan det første spadestik blev taget på en flot solskinsdag med en frisk vind fra nord.

Kredsen har i flere år været igennem en proces, hvor kritiske øjne på det gamle kredshus gjorde det klart, at det ikke længere var de ideelle rammer for kredsens arbejde med at give børn og unge et ståsted at møde verden fra. I stedet begyndte man at kigge på tomme grunde i byen for at finde et egnet sted til et nyt kredshus. Valget faldt på hjørnegrunden ved Stadion- og Park Allé, der har den kvalitet, at den ligger på kanten af byen, hvor by og land mødes. Det giver mulighed for at udnytte både byen og naturen i kredsens aktiviteter. Samtidig er grunden nabo til Voldhøj Kirke og Energi Park, der giver kredsen mange muligheder for samarbejde med andre foreninger. Man har allerede været i forbindelse med de kommende naboer, der også tæller daginstitutioner, skole og en handicap-institution, og således er der lagt op til et nyt samarbejde på tværs af foreninger og institutioner.

Da det stod klart, at det var her der skulle bygges, kunne man gå i gang med at få tegnet et hus og samlet de sidste midler sammen. Det blev arkitektfirmaet Rum fra Horsens, der fik opgaven med at tegne huset, og fundraiserfirmaet projekter.nu fra Aarhus, der blev valgt til disse to vigtige opgaver. Struer Kommune har velvilligt stillet den byggemodnede grund til rådighed samt ydet et pænt tilskud til byggeriet, og Struer Y’s Mens Club har også doneret et flot beløb. Der er nedsat et byggeudvalg, der allerede har brugt mange timer på at få lavet ingeniør-beregninger og samlet de nødvendige tilladelser sammen for at kunne få byggetilladelsen.

Dagen forløb med en velkomst af Ole Johansen fra kredsen, der bød velkommen og så tilbage på det forløb, der har ført frem til,

at første spadestik kunne tages. Jan Sahl fra FDF-husets bestyrelse så ligeledes tilbage på processen og takkede alle dem, der allerede har lagt mange kræfter i arbejdet. Formanden for Kultur- & Fritidsudvalget, Lars Møller Pedersen, glædede sig over, at endnu en forening har mod på at tage nye initiativer til glæde for byens foreningsliv og børn og unge i byen. Han pointerede, at foreningslivet er vigtigt for at få en god by at bo i, så der er mange tilbud til borgerne for at have et godt og spændende liv og oplæring i demokratiske processer i foreningsarbejdet. Herefter blev det første spadestik taget af Mikkel og Kathrine, der er medlemmer i kredsen.

Masser af uventet hjælp

Skrevet af: Martin Kølner-Augustson, FDF Hørning

Vores historie er nok ikke speciel - men for mig alligevel en hel stribe af sjove hændelser.

FDF Hørning var "lidt" sent ude med tilmeldingen til årets Væbnermesterskab. Vi fik lov til at tilmelde os meget sent, men i stedet for at komme til Silkeborg, hvor vi allerede havde overnatning, var muligheden nu pludselig Aalborg. Gamle venner blev kontaktet, og alle i FDF var hurtige og venlige til at hjælpe, og vi fik mulighed for at overnatte ved FDF Gug – sammen med FDF Snedsted. Allerede her burde man måske være taknemmelig, for hele to gange havde vi været heldige. Men så kontaktede en af de søde ledere fra FDF Snedsted mig for at høre, om vi skulle arrangere fællesspisning – for ham betød det ikke noget, om han skulle lave lasagne til seks mere. Vi blev enige om, at FDF Snedsted stod for maden fredag og vi lørdag - win-win.

Efter en lidt rodet ankomst får vi hilst på FDF Snedsted, som oven i alt det andet tilbyder os madpakker til næste dag! Fuldstændig uforberedte som vi var, takker vi selvfølgelig ja – og ikke nok med, at vi får madpakkerne; de søde ledere fra FDF Snedsted laver dem for os – nok mest pga. corona, men uanset hvad var det fantastisk!

Den næste imponerende vidunderlige hændelse skete, da vi efter en super første dag kom tilbage til kredshuset i FDF Gug. En sød leder fra FDF Gug havde lige taget sig tid til at komme forbi og gøre rent – skifte vaskeklude, håndklæder osv. Jeg forstår det stadig ikke helt, men det spredte godt nok meget glæde hos os! Tak for den fantastiske oplevelse til FDF Gug.

Den sidste helt specielle oplevelse kom næste morgen, da sjak står samlet, posterne skal fordeles, og folk skal sætte poster op. Den forbistrede hængelås på traileren vil ikke åbne! Nogen ringer til kontakter. Selv ringer jeg til en gammel kollega, som jeg huskede havde værktøj og boede rimelig tæt på. Jeg ved ikke helt, hvad der går igennem en fyr, når hans telefon ringer kl. 7.43 en lørdag morgen, og personen, der ringer, er en, han ikke har snakket med i seks år. Men manden mødte op ti minutter senere med en nedstryger. Hængelåsen kom af, og posterne kunne sættes op.

Mængden af hændelser og gode oplevelser var stor – både selve Væbnermesterskabet, de fantastiske poster, de skønne patruljeledere, som virkelig lykkedes med at holde motivationen oppe på trods af regnvejr, sjak der ydede en kæmpe indsats med at sætte poster op, flytte sig midt på dagen, og sætte nye poster op. Så ikke forglemme de folk der har ydet den store del af opgaven med forberede det hele både lokalt og centralt. Kæmpe respekt - I er virkelig lykkedes med at give mange folk en kæmpe oplevelse.

–Indvielse af Toppen

Søndag d. 20 juni var en glædens dag for FDF Brenderup-Harndrup, der omsider kunne indvie deres nye kredshus, Toppen. Det skete med et ”åbent hus”-arrangement med gaver, flotte taler og sjove familieaktiviteter. Der var på dagen sørget godt for de mange fremmødte. FDF Brande stod for at bage en masse pandekager på deres berømte pandekagemaskine, og undervejs fik gæsterne også glæde af orkestermusik spillet af FDF Odense Musikkreds.

Mindeord om Thorsten Dyngby

FDF har taget afsked med et helt særligt menneske. 12. juli 2021 sov Thorsten Dyngby stille ind i sit hjem. Thorsten vil blive husket i FDF for de meget store aftryk, han satte gennem sit virke som både frivillig og ansat. Der var i hele Thorstens engagement en tilgang af, at livet leves sammen. Derfor stoppede han op, var nysgerrig, åben og lyttende, når et nyt menneske mødte ham. Man blev set og husket – og Thorsten selv satte spor i de mennesker, der krydsede hans vej. Der var en rød tråd i Thorstens FDF-virke lige fra ungdomstiden i kredsen i Vilstrup i Sønderjylland, over de store lejre for pilte og væbnere – for tusindvis af børn og unge ¬– som Thorsten var chef for i 90’erne, til når man mødte ham formelt og uformelt. Thorsten kunne skabe eventyr, der åbnede nye perspektiver for deltagere – børn, unge og voksne – men når aktiviteten var slut, havde det givet styrke, vilje, håb og tro – både på Gud, men også på hinanden som fællesskab og kreds. Når alle børnene på piltelandsstævnet fik lavet en hyrdestav, de kunne holde over hovedet og sammen bekæmpe det onde – så gik det hele op i en højere enhed. I FDF har vi meget at takke Thorsten for. Mere end ord kan beskrive. Hans idéer, visioner, tanker og alle vores gode minder vil leve videre. Æret være Thorstens minde.

Vil I have jeres historie i FDF LEDEREN? Så send en tekst på maks. 200 ord og tilhørende billede til miap@FDF.dk

This article is from: