GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 3 APRIL-MAJ 2011

Med fokus p책 RETTEN TIL UDVIKLING & THE RESPOSIBILITY TO PROTECT

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/Paolo Filgueiras ISSN: 1903-8623 GLOBAL udkommer næste gang: 25. maj 2011 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

Ret & ansvar FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundets rødder går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FNorientering til FN-bladet til FNforbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.una.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@una.dk

Det er blevet sagt før, men jeg tør godt sige det igen: der er ikke noget alternativ til FN. Der er intet andet forum, der insisterer på hvert enkelt menneskes ret eller på løsninger, der går på tværs af nationale og politiske interesser, religiøse eller kulturelle forskelle eller økonomiske systemer.

I FN-forbundet arbejder vi for at gøre vores stemme gældende både nationalt og internationalt. Herhjemme, ved at søge indflydelse på politiske beslutninger til fordel for det multilaterale samarbejde gennem FN og ved at blande os i debatten i aviser og dagblade; internationalt, bl.a. gennem det netværk, der forener FN-forbund verden rundt, the World Federation of United Nations Associations (WFUNA) og Verdensføderalisterne (WFM).

Det er vores ret – og det er vores ansvar.

Som mange nok har bemærket, har vi i FN-forbundet for nyligt gennemført en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi bad om vores medlemmers mening.

Undersøgelsen er et led i vores arbejde for at finde ud af, hvad tilstanden for den multilaterale folkeoplysning er, og for at udvikle FN-forbundet og skabe nye tiltag for vores medlemmer, så vi kan blive stærkere sammen. Selvom vi måske nok er en lille organisation, har vi nemlig store ambitioner.

Det gælder vores Skoletjeneste, der – drevet af frivillige – tager ud på skoler landet rundt, på folkeskoler, gymnasier og højskoler og oplyser om internationale forhold og FN’s rolle i international udvikling, fred og sikkerhed. Det gælder vores politiske arbejde, der har rod i de politiske udvalg, som beskæftiger sig med hhv. menneskerettigheder, fred og konfliktløsning eller bæredygtig udvikling.

Det oplysende og det politiske arbejde er to sider af samme sag for os. Retten til udvikling, og hvad der på godt dansk kaldes ’The Responsibility to Protect’ (R2P), har begge prominente pladser i denne udgave af GLOBAL. Fordi begge emner indbefatter retten og ansvaret for vores regering og det internationale samfund; og fordi de repræsenterer, hvad vi i FN-forbundet stadig arbejder for.

Vores mission i FN-forbundet kan kun lykkes, hvis vi har en aktiv bestyrelse og en god portion engagerede medlemmer. Heldigvis for os, kan vi se på jeres tilsagn fra medlemsundersøgelsen, at det ikke er engagement, vi mangler. Tak for det! I kan være sikre på, vi vil gøre vores bedste for at leve op til det.

Trine Marqvard Nymann Jensen Næstformand i FN-forbundet [2]

www.una.dk

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

Regeringer har ansvar for at beskytte sine befolkninger mod overgreb

SIDE 6

Retten til udvikling: Fronterne er trukket op i MenneskerettighedsrĂĽdets arbejde

SIDE 9

Internationalt overblik

SIDE 12

Bøger

SIDE 14

[3]

Nyt fra FN-forbundet Danmark og menneskerettighederne Den 2. maj 2011 skal menneskerettighedssituationen i Danmark vurderes af FN’s menneskerettighedsråd, som et led i den såkaldte UPR-proces (Universal Periodic Review).

Vurderingen foregår på baggrund af den fælles ngo-rapport, som bl.a. FN-forbundet tog initiativ til i efteråret 2010, og regeringens egen rapport, der endelig er blevet offentliggjort af Udenrigsministeriet.

Du kan finde begge rapporter og læse mere om UPR-processen på vores hjemmeside: http://www.una.dk/arkiv/nyheder/danmark-til-eksamen-i-menneskerettigheder

SÆT

X

Konference om ’Responsibilty to Protect’ FN-forbundet planlægger sammen med Parliamentarians for Global Action en konference om ’Responisibility to Protect’ på Christiansborg tirsdag den 17. maj kl. 13.00-17.00.

Her vil bl.a. den militære brug af konceptet diskuteres, og politikere og eksperter vil se på R2P i lyset af situationen i Libyen.

Hold øje med vores hjemmeside for de nærmere detaljer: www.una.dk

I samarbejde med TNT, FN-forbundet og Soroptimist International inviterer FNs Fødevareprogram (WFP) til Walk the World

Søndag 29. maj kl. 11 i København, Kolding, Vejle, Aarhus og flere andre danske byer Walk the World er WFPs velgørenhedsevent, som hvert år indsamler penge og skaber opmærksomhed omkring kampen mod sult. I alle 24 tidszoner verden over går folk på gaden for at stoppe sult.

I København kan du nyde smagsprøver på Nikolaj Kirks afrikanske skolemad og vinde flotte præmier i vores lotteri.

Efter gåturen håber vi at se dig i Zoologisk Have, hvor din Walk the World t-shirt fungerer som entrébillet.

Du kan deltage i Walk the World ved at donere 100 kr til Stop Sult Fonden. Børn deltager selvfølgelig gratis. Din donation går via Stop Sult Fonden til WFPs skolemadprogrammer i Burkina Faso. Gå med og vis din støtte for en god sag.

Læs mere om Walk the World og tilmeld dig på www.stopsult.dk

[4]

[5]

Regeringer har ansvar for at beskytte sine befolkninger mod overgreb Af Bente Nielsen Medlem af FN-forbundets bestyrelse

Efterladenskaber fra soldater i den nu øde landsby Ronyan i den nordlige Darfur UN Photo/Albert Gonzales Farran

Hvad betyder R2P? Begrebsmæssigt stammer det fra fortolkningen af begrebet ”menneskelig sikkerhed” og statens ansvar for at sikre beskyttelsen af sin befolkning mod overgreb.

R2P eller Responsibility to Protect – eller på dansk ”Ansvar for at beskytte” - er begreber, som anvendes mere og mere i FN-politik, i menneskerettighedsdiskussioner og i forbindelse med interventioner i konflikter i suveræne stater. Men det er sjældent nogen gør sig den ulejlighed at forklare, hvad begrebet dækker over, og om det har nogen reel betydning i f.eks. FN’s Sikkerhedsråd.

Generelt omfatter R2P tre forhold: Ansvaret for at forhindre – det vil sige forebyggelse af interne konflikter ved at gøre noget ved årsagerne. Det kan være social ulighed, sult, miljøkatastrofer osv.

Ansvaret for at reagere – det vil sige ved, at staten – eller det internationale samfund – omgående griber ind, hvis der sker massive overgreb på menneskerettighederne Ansvaret for genopbygning – det vil sige at hjælpe med genopbygning af samfundsstrukturer, forsoning af parter osv.

R2P har været drøftet i FN-sammenhænge siden slutningen af 1990’erne og er opstået i forlængelse af konflikterne i Rwanda og i det tidligere Jugoslavien, hvor der var mange diskussioner om humanitære interventioner kontra staternes suverænitet.

Overgreb omfattet af Responsibility to Protect

FN’s rolle i forbindelse med udviklingen af begrebet

Folkedrab Krigsforbrydelser Etnisk udrensning Forbrydelser mod menneskeheden [6]

I FN-regi blev begrebet udviklet i begyndelse af 2000tallet, og på FN-topmødet i 2005 lykkedes det at få be-

mod befolkningen i et land – enten fra regeringens side, ved etniske overgreb eller borgerkrig. Noget andet er, om FN-systemet kan udføre det i praksis, da det i realiteten kræver, at Sikkerhedsrådet giver et mandat til militær intervention, hvis sagen ikke kan løses med fredelige midler.

grebet med i sluterklæringen, hvor det hedder, at hver enkelt stat har ansvaret for at beskytte sin befolkning mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden – paragraf 138.

Der var her tale om en politisk tilkendegivelse, og der kan som bekendt være langt fra en sådan tilkendegivelse, til der sker noget i virkeligheden.

Der er eksempler nok på, at FN’s Sikkerhedsråd ikke har været i stand til at give sådanne mandater. Darfur i Sudan og Kosovo er blot to eksempler herpå med voldsomme overgreb på civilbefolkningen, krigsforbrydelser og folkemord til følge.

På baggrund af sluterklæringen fra 2005 arbejdede Generalsekretæren videre med begrebet og udarbejdede en rapport til Generalforsamlingen i 2009. Denne rapport blev drøftet i Generalforsamlingen, hvor der blev opnået tilslutningen til indholdet, hvoraf her blot skal nævnes den grundlæggende strategi, som Generalsekretæren fremlagde.

Omvendt kan man hævde, at FN’s Sikkerhedsråd med vedtagelsen af resolution 1973 om Libyen præcis har opfyldt de politiske ønsker og forventninger, som den politiske tilslutning til R2P i FN’s Generalforsamling har været udtryk for. Med vedtagelse af bl.a. flyforbudszonen over Libyen har FN’s Sikkerhedsråd været med til at forhindre, at der er sket overgreb på befolkningen i Bengazi.

Strategien indeholder kort fortalt 3 trin eller faser: 1. Det enkelte land har det primære ansvar for at beskytte befolkningen mod overgreb

Om det er et enkeltstående tilfælde, eller om FN er på vej tilbage til at spille en rolle i håndhævelse af fred og sikkerhed i verden, herunder at påse, at de enkelte lande påtager sig ansvaret for at skabe sikkerhed for deres egne befolkninger, kan kun tiden vise.

2. Det internationale samfund har ansvar for at hjælpe det enkelte land med at beskytte befolkningen mod overgreb 3. Hvis det enkelte land ikke kan eller vil beskytte sin befolkning, har det internationale samfund ansvar for at gribe ind med diplomatiske – og i sidste instans militære midler i henhold til FN-pagten.

Elfenbenskysten Det vestafrikanske land kan meget vel vise sig at blive den næste prøve for det internationale samfunds tilslutning til for alvor at føre R2P ud i praksis.

Det vil sige, at på den ene side respekteres det enkelte lands suverænitet fuldt ud, og på den anden side kan det internationale samfund gribe ind enten med fredelige midler i henhold til FN-pagtens kapitel 6 eller med militære indsatser og interventioner i henhold til FN-pagtens kapitel 7 og 8.

Mens verdens øjne hviler på Libyen, truer en borgerkrig med at udvikle sig i Elfenbenskysten, hvor der nu er mere 500.000 internt fordrevne. Det skyldes uroligheder efter præsidentvalget i november 2010, hvorefter den siddende præsident, Laurent Gbagbo, har nægtet at gå af til fordel for valgets sejrherre, Assane Quattara.

Efter væbnede angreb mod civile og mod FN-kontoret i hovedstaden, har FN’s generalsekretær nu instrueret FN-tropperne i landet (UNOCI) til at tage 'alle nødvendige midler i brug' for at beskytte civilbefolkningen.

Strategien vedtaget af FN’s Generalforsamling 1. Landets ansvar omfatter: a. Tilslutning til relevante konventioner b. Sørge for lov og orden c. Have mekanismer til dialog og forsoning 2. Hjælp fra det internationale samfund efter invitation fra det enkelte land kan omfatte a. Undervisning i menneskerettigheder b. Opbygning af civilsamfund c. Teknisk og finansiel bistand d. Opbygning af uafhængige domstole e. Genopbygning efter konflikter f. Militær assistance efter invitation

FN-forbundet og R2P

3. Intervention fra det internationale samfund kan omfatte a. Diplomatiske og politiske tiltag (mægling mv.) b. Sanktioner c. Militær indgriben

Derfor er R2P også et af forbundets prioriterede arbejdsområder, både hvad angår oplysning og projekter. I december 2010 holdt vi således et seminar for civilsamfundsrepræsentanter fra Sortehavsområdet, hvor R2P var på dagsordenen.

I FN-forbundet har vi arbejdet meget med R2P, hvilket er meget i tråd med, at vi igennem 90’erne og begyndelsen af 2000-tallet som opfølgning på Rwanda og Kosovo var dybt involveret i drøftelserne om mulig brug af humanitære interventioner som en mulighed for at beskytte civilbefolkningerne.

Den 17. maj planlægges et debatmøde om R2P i Folketinget blandt andet med oplæg af eksperter og en politisk paneldrøftelse.

Har R2P nogen politisk betydning? Ét er, at FN’s Generalforsamling og Generalsekretæren her har fået politisk opbakning til i sidste instans at gennemføre humanitære aktioner, såfremt der sker overgreb

For videre læsning: www.responsibilitytoprotect.org [7]

Tusindvis er flygtet fra kampene i Libyen. Mange af dem bor nu i midlertidige flygtningelejre, som her på grænsen mellem Libyen og Tunesien UN Photo/OCHA/David Ohana

Libyen og ‘The Responsibility to Protect’ Sikkerhedsrådsresolution 1973, der gav mandat til det internationale engagement i Libyen og oprettelsen af en såkaldt 'no-fly zone' over landet, markerer den første militære intervention på baggrund af doktrinen 'The Responisibility to Protect' (R2P).

Det er særligt følgende to paragraffer fra Sikkerhedsrådsresolutionen 1973 (2011): “Reiterating the responsibility of the Libyan authorities to protect the Libyan population and reaffirming that parties to armed conflicts bear the primary responsibility to take all feasible steps to ensure the protection of civilians (…) Considering that the widespread and systematic attacks currently taking place in the Libyan Arab Jamahiriya against the civilian population may amount to crimes against humanity”

FN-forbundet mener:

Konfliktløsning frem for krig FN-forbundet finder, at FN med resolution 1973 om Libyen tydeligt har markeret, at organisationen stadig har en væsentlig rolle at spille i forbindelse med fred og sikkerhed i Verden. Resolutionen, og den hurtige gennemførelse af flyforbuddet, har efter FN-forbundets opfattelse medvirket til at hindre overgreb på civilbefolkningen i Libyen.

MEN det er vigtigt, at resten af indholdet i resolutionen, om at søge politiske løsninger, gennemføres med samme konsekvens. Først og fremmest bør der gennemføres en våbenhvile med efterfølgende forhandling mellem parterne i konflikten med det formål, at det libyske folk kan få en legitim regering, der kan sikre lov og orden i Libyen og kan sikre, at der ikke sker overgreb mod civilbefolkningen. Om nødvendigt må våbenhvile og forhandlingsproces sikres gennem udstationering af en fredsbevarende FN-styrke.

FN-forbundet skal derfor kraftigt opfordre til, at Generalsekretærens særlige udsending til Libyen i samarbejde med specielt Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union aktivt forsøger at gennemføre en våbenhvile i overensstemmelse med resolution 1973. Denne våbenhvile skal følges op med en dialog og evt. mægling mellem parterne, så der kan gennemføres en forsoningsproces i landet samt aftales en køreplan for de nødvendige langsigtede reformer i Libyen, der kan føre frem til en legitim regering, der repræsenterer hele den libyske befolkning.

[8]

Retten til udvikling Fronterne er trukket op i Menneskerettighedsrådets arbejde Af Erik Arnsted

Menneskerettighedsrådet er kørt fast i bestræbelserne på at føre retten til udvikling ud i livet. For at komme ud af dødvandet har Arbejdsgruppen vedrørende retten til udvikling nu sendt et meget omfattende materiale til høring hos FN’s medlemslande, hos organisationer og ngo’er, som skal give deres vurdering af arbejdsgruppens hidtidige arbejde og give gode råd om, hvordan det videre arbejde bedst kan gribes an. Derefter håber man, at arbejdsgruppen kan udarbejde standarderne for implementering af retten til udvikling. De første høringssvar varsler problemer.

I høringen skal der bl.a. tages stilling til indholdet af et meget omfattende materiale fra højniveau-taskforcen vedrørende iværksættelse af retten til udvikling, som indeholder forslag til en ny definition af retten samt kendetegn, kriterier, underkriterier og indikatorer, designet til vurdering af, i hvilket omfang staterne medvirker til at virkeliggøre retten til udvikling. Resultatet af høringen skal til efteråret drøftes i arbejdsgruppen, som derefter tager stilling til, hvordan man kommer videre i arbejdet.

Taskforcens forslag Forslaget til ny definition synes at være lidt stærkere i sine formuleringer og fremhæver staternes individuelle og kollektive ansvar: Retten til udvikling er retten for folkeslag og enkeltpersoner til stadig forbedring af deres velfærd og til nationale og globale forhold, der gør dette muligt og bidrager til en retfærdig, rimelig, menneskebaseret, inkluderende udvikling, der respekterer alle menneskerettigheder.

Taskforcen blev nedsat i 2004 af Menneskerettighedskommissionen og bestod af 5 fremtrædende eksperter, udpeget af de regionale grupper. Efter det oprindelige kommissorium skulle den bidrage til udarbejdelse af anbefalinger til de mange aktører, der arbejder på udviklingsområdet med iværksættelse af retten til udvikling. I 2005 anmodede Kommissionen derudover taskforcen om at inddrage FN’s 2015 Mål, specielt mål nr. 8 vedrørende globale partnerskaber, i undersøgelserne og foreslå kriterier for forbedring af effektiviteten af globale partnerskaber. Taskforcens mandat udløb i 2010, og er ikke blevet fornyet.

Kendetegn og tilhørende kriterier Kendetegn 1) En altomfattende udviklingspolitik med mennesket i centrum a) Fortsat forbedring af den socio-økonomiske velfærd b) Opretholdelse af stabile nationale og globale økonomiske- og finanssystemer c) Vedtagelse af nationale og internationale strategier, der støtter retten til udvikling d) Regulering af, tilsyn med og opmuntring til konkurrence e) Etablering af et retfærdigt, ikke-diskrimerende internationalt handelssystem f) Fremme og sikre adgang til tilstrækkelige finansielle ressourcer g) Sikre adgang til fordelene ved forskning og teknologi h) Fremme og sikre miljømæssig bæredygtighed og bæredygtig brug af naturressourcer i) Bidrage til fred og sikkerhed j) Vedtagelse af nationale udviklingsstrategier og handlingsplaner i en proces, der er præget af deltagelse og gennemsigtighed

Deklarationen vedrørende retten til udvikling (1986) Rettighedstilgangen til udvikling defineres således: Retten til udvikling er en umistelig menneskerettighed, som giver ethvert menneske og alle folkeslag ret til at deltage i, bidrage til og nyde godt af økonomisk, social, kulturel og politisk udvikling, hvori alle menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder fuldt ud kan virkeliggøres.

De væsentlige elementer i deklarationen kan sammenfattes således: Retten til udvikling er retten til en proces af udvikling, hvori alle menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder fuldt ud kan virkeliggøres, og som skal praktiseres på en måde, der sikrer, at:

Kendetegn 2) Nærdemokratiske menneskerettighedsprocesser a) Etablering af juridiske rammer for en bæredygtig udvikling med mennesket i centrum b) Inddragelse af relevante menneskerettighedsinstrumenter ved udarbejdelsen af udviklingsstrategier c) Sikring af ikke-diskrimination samt adgang til information, deltagelse og effektive retsmidler d) Fremme af good governance på det internationale niveau og effektiv deltagelse for alle lande i den internationale beslutningsproces e) Fremme af good governance og retssikkerhed på det nationale niveau

- de berørte enkeltpersoner deltager fuldt ud i alle stadier af beslutningstagningen - de berørte enkeltpersoner får lige muligheder for adgang til ressourcer og er berettiget til at deltage i en retfærdig fordeling af udviklingens goder - staterne opfylder deres forpligtelse til at gøre udviklingsprocessen til virkelighed gennem tilrettelæggelse af en passende national og international udviklingspolitik - der finder et internationalt samarbejde sted mellem staterne og internationale organisationer til virkeliggørelse af retten til udvikling

Kendetegn 3) Social retfærdighed i udviklingen a) Retfærdig adgang til og retfærdig fordeling af udviklingsgoderne b) Retfærdig fordeling af byrderne c) Afskaffelse af social retfærdighed gennem økonomiske og sociale reformer

- alle disse aktiviteter udføres i fuld respekt for de borgerlige og politiske så vel som de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder [9]

Dertil kommer 68 underkriterier og 138 indikatorer, som det af pladshensyn vil føre for vidt at redegøre for her. For at illustrere strukturen i forslaget kan det nævnes, at kriterium 1 (a) Fortsat forbedring af den socio-økonomiske velfærd har underkriterierne: sundhed, uddannelse, bolig og vand, arbejde og social sikkerhed, fødevaresikkerhed og ernæring, og under hvert af disse underkriterier er der anført en lang række indikatorer, som skal være opfyldt.

ret sig om de globale hindringer og pligten til at opfylde internationale forpligtelser.

De kritiserer også, at kriterierne bygger på forestillingen om en rettighedsbaseret tilgang til udvikling, og mener, at en bindende konvention vil være utænkelig, med mindre den i stedet kommer til at bygge på en udviklingsbaseret tilgang til menneskerettighederne. NAM mener i det hele taget, at taskforcens arbejde ikke kan danne rationale og grundlag for det fremtidige arbejde. I stedet bør der bygges på regionale konsultationer.

Det er et imponerende arbejde, som taskforcen, med den amerikanske professor Stephen Marks i spidsen, har lagt for dagen, men der er ikke udelt tilfredshed med det.

Development Assistance Committee – DAC I OECD’s udvalg vedrørende udviklingsbistand (DAC) samarbejder de større bilaterale donorer for at effektivisere og støtte en bæredygtig udvikling.

Med sit arbejde bidrager DAC til udviklingslandenes deltagelse i den globale økonomi og til, at deres indbyggere kan overvinde fattigdommen og deltage aktivt i udviklingen af deres samfund.

DAC blev oprettet i 2001 og har p.t. 26 medlemmer: USA, Japan, Korea, Australien, New Zealand, Canada samt 19 europæiske lande, heriblandt Danmark, og EU-kommissionen.

Kaffehøst i Østtimor. UN Photo/Martine Perret

Official Development Assistance – ODA

EU kan ikke gå ind for udarbejdelse af en konvention, da man ikke mener, at en sådan vil fremme operationaliseringen. EU-landene går ind for at der udarbejdes normer og indikatorer, som kan styrke enkeltpersoners aktive rolle i udviklingsprocessen, men kan stort set godkende taskforcens forslag til kriterier, underkriterier og indikatorer, som et godt grundlag for det videre arbejde. Man havde gerne set taskforcens mandat forlænget og mener, at det er nødvendigt at arbejde videre på ekspertniveau.

EU stiller i øvrigt spørgsmålstegn ved, om man efter folkeretten bindende kan pålægge staten forpligtelser overfor personer uden for dens nationale jurisdiktion. EU understreger, at det er den enkelte stat, der har det primære ansvar for dens økonomiske og sociale udvikling, og lægger vægt på, at også de borgerlige og politiske rettigheder bidrager til at styrke enkeltpersoners muligheder for at komme ud af fattigdom. Og der skal lægges vægt på bl.a. good governance og bekæmpelse af korruption.

Målsætningen for udviklingsbistanden (ODA) er 0,7 % af donorlandenes bruttonationalprodukt.

Målsætningen blev første gang omtalt i 1969 i Pearsonrapporten og bekræftet i 1970 af FN’s Generalforsamling og igen i 2002 i konsensus-erklæringen fra højniveaumødet vedrørende Financing for Development i Monterrey, Mexico.

Efterfølgende præciserede donorlandene målsætningen i 2005 ved nu at give tilsagn om at nå 0,5 % i 2010 og 0,7 % i 2015.

Den samlede udviklingsbistand er da også siden 2004 forøget med ca. 30 %, men ifølge OECD’s beregninger vil den i 2010 alligevel kun være kommet op på 0,32 % - delvis på grund af den internationale finanskrise.

I 2010 var der efter OECD’s beregninger et samlet underskud i forhold til donorlandenes 2005-forpligtelser på 17 milliarder dollars, heraf 13 milliarder til Afrika.

Læsningen af disse to bidrag vækker ikke optimisme, men en samlet vurdering må selvfølgelig afvente enkeltstaternes bidrag. Det er f.eks. et lyspunkt, at NAMmedlemmet Thailand i sit svar går fuldstændig på tværs af NAM-holdningen og afgiver et meget positivt og vægtigt høringssvar til støtte for taskforcens forslag.

Modsætningsforhold medlemsstaterne imellem Det kan næppe overraske, at der på væsentlige punkter er uenighed mellem staterne, mellem Syd og Nord, og i bistandsterminologien: mellem modtagerlande og donorlande. Det illustreres udmærket ved læsning af et par af de få høringssvar, der indtil nu er indkommet, nemlig fra NAM-landene og fra EU.

Høringssvarene offentliggøres, efterhånden som de indgår, på Menneskerettighedsrådets hjemmeside (http://www.ohchr.org/EN/Issues/Development/Pages/12t hSession.aspx)

NAM (The Non-Aligned Movement) omfatter 114 af verdens 192 lande, fortrinsvis i Asien, Afrika og Sydamerika.

NAM afviser den nye definition og kriterierne med den begrundelse, at der lægges overdreven vægt på nationalstatens ansvar, og de mener at taskforcen er gået langt ud over sit mandat ved at opstille indikatorer, der kontrollerer nationalstaten. I stedet burde man have koncentre-

Når man arbejder med retten til udvikling, kan man ikke undgå at blive begejstret ved denne specielle menneskerettighed, der kombinerer udvikling med samtlige menneskerettigheder og indeholder både individuelle og kollektive rettigheder og pligter. Befolkninger og enkeltpersoner er retssubjekter, og pligtsubjekter er nationalstaterne, som

En speciel menneskerettighed

[10]

OECD’s konferencer om bistandseffektivitet, der resulterede i Paris-deklarationen i 2005 og Accra Agenda for Action i 2008. Der er også kommet nye donorer, nye partnerskaber og nye samarbejdsformer til, men finanskrisen har sat sine tydelige spor, og selv om udviklingsbistanden kun er en af mange forudsætninger for at retten til udvikling kan virkeliggøres, vil det være et klart tilbageslag, hvis de seneste løfter om at nå 0,7 pct-målet i 2015 heller ikke indfries. Det vil i givet fald stille yderligere krav til en mere systematisk opfølgning på kvantitet, kvalitet og effektivitet i bistanden.

iflg. taskforcen må være ansvarlige i tre hovedniveauer: 1) Stater, der handler kollektivt i globale og regionale partnerskaber, 2) Stater der handler individuelt ved vedtagelse og implementering af politikker, der har virkning for personer uden for deres myndighedsområde og 3) Stater, der handler individuelt ved formulering af nationale udviklingspolitikker.

Under Danmarks medlemskab af Menneskerettighedskommissionen 1996-99 var retten til udvikling da også en af mærkesagerne, og Danmark gjorde en god indsats, både i kommissionen og i arbejdsgruppen, for at sikre fremdrift i arbejdet. FN-forbundet deltog - også i de efterfølgende år - aktivt i både kommissionen og i arbejdsgruppen, og var herhjemme arrangør af en række internationale og nationale konferencer og workshops.

Vi ser med spænding frem til næste kapitel i den nu 25årige føljeton om Deklarationen vedrørende retten til udvikling. Det skrives ved Arbejdsgruppens møde i november 2011.

Bistandseffektivisering

Den ændrede bistandsarkitektur gør opgaven mere kompleks

ECOSOC’s forum for udviklings-samarbejde og OECD’s fora vedrørende bistandseffektivitet har ændret samarbejdsmønstret mellem donorer og modtagerlande i retning af partnerskaber.

Omkring årtusindskiftet vurderede mange, at det var en vanskelig, men alligevel overkommelig opgave, at udarbejde forslag til en bindende konvention. Opgavens kompleksitet var dog allerede begyndt at vise sig i arbejdsgruppen, hvor flere lande efterhånden supplerede den juridiske ekspertise med udviklingsøkonomer.

Der stilles i højere grad krav til modtagerlandene om demokratiske styreformer, øget gennemsigtighed og ansvarlighed og resultatorienteret ledelse.

Resultaterne fra OECD’s konferencer om effektivisering af bistanden har resulteret i Paris-deklarationen fra 2005 og Accra Agenda for Action fra 2008,

Men de seneste 10 års globale udvikling har i betydelig grad ændret bistandsarkitekturen. Nogle af de store mileæle har været: FN’s vedtagelse af 2015 Målene, hvor mål 8 netop handler om globale partnerskaber for udvikling, oprettelsen af donorsamarbejdet i OECD’s Development Assistance Committee – DAC i 2001, gennemførelsen af FN’s Financing for Development proces, startende med højniveau-mødet i Monterrey i 2002 og endelig

Den lavere stigningstakt i udviklingsbistanden skærper interessen for og kravene til, at få så meget udvikling for pengene som muligt gennem en effektivisering af bistanden.

Kvinder samler optænding inden den lange og kolde vinter i Afghanistan [11]

UN Photo/Muzafar Ali

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker FN har hidtil undersøgt 50.000 tilfælde af ”forsvindinger”

nuatu i Stillehavet. Det drejer sig om at udvikle fiskefangstredskaber, der ikke får søkøerne med i nettet eller på anden måde fører til, at de må lade livet. Hvis der ikke gøres en indsats risikerer dygongen at være uddød i løbet af 40 år. Projektet her har taget sit udgangspunkt i den lille stillehavsstat Palau under protektion af præsident, Johnson Toribiong – men det er kun ét af flere ’prodygong-fremstød’ i medfør af FN-konventionen til bevarelse af vandrende arter af vilde dyr (CMS) og det intergovernmentale regionalprogram for det sydlige Stillehav (SPREP).

En FN-ekspertgruppe har siden 1980 behandlet over 50.000 tilfælde af såkaldte forsvindinger i 80 forskellige lande. Senest, ved gruppens møde i marts, var 200 sager på dagsordenen vedrørende forsvundne mennesker i Algeriet, Bangladesh, Colombia, Congo-Brazzaville, Kina, Korea, Georgien, Egypten, Indien, Irak, Libanon, Mexico, Marokko, Pakistan, Spanien, Sri Lanka, Syrien, Thailand, Tunesien, Turkmenistan, Usbekistan, Venezuela og Yemen. En særlig fact finding mission gennemførtes også i marts til Mexico for at få rede på nogle af de 5397 mennesker, der dér er forsvundet siden landets præsident i 2006 erklærede narkobaronerne krig. De fleste er forsvundet i myndighedernes varetægt. (UN Photo/Christopher Herwig)

FN-bekymring for pressefriheden i Tyrkiet

Antallet af asylansøgere i 44 industrilande faldt i 2010 med fem pct., oplyser FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). I alt 358.000 personer søgte om asyl sidste år – 42 pct. færre end i 2001. Faldet skyldtes især, at langt færre søgte asyl i Malta, Italien og Grækenland. Imidlertid modvirkedes dette i nogen grad ved stigninger i strømmen til andre lande: Tyskland (+49 pct.), Sverige (+32 pct.), Danmark (+30 pct.). Den største gruppe asylsøgere kom fra Serbien, Rusland og Congo-Kinshasa.

En talsmand for FN’s højkommissær for menneskerettigheder udtalte i marts alvorlig bekymring for pressefriheden i Tyrkiet, efter at tyrkiske journalister er blevet anholdt og sigtet for deltagelse i en sammensværgelse, som skulle omstyrte den tyrkiske stat. Som talsmanden, Rupert Colville udtrykte det, er det ikke blevet lagt klart frem, om de pågældende ni journalister er tilbageholdt for at politiet kan kontrollere deres lovlige professionelle aktiviteter, eller der virkelig er beviser mod dem for medlemskab af terroristorganisationen Ergenekon og udspredning af had i den tyrkiske befolkning. Efterforskningen er indtil nu hemmeligstemplet. I alt sidder 68 tyrkiske journalister for tiden i fængsel, de fleste anklaget eller dømt for en form for terrorisme. (UN Photo/Martine Perret)

Congolesiske soldater dømt livsvarigt fængsel for voldtægt

FN lancerer plan for styrket samarbejde mod narko og kriminalitet i Centralafrika

FN’s særlige udsending vedrørende seksuel vold, Margot Wallström, udtaler sin tilfredshed med, at to congolesiske officerer er blevet idømt livsvarigt fængsel for voldtægt, plyndring, ødelæggelse af skoler, bortførelse af skoleelever og andre voldshandlinger. I marts blev i alt 11 soldater i den congolesiske hær, forkortet FARDC, dømt for deres ugerninger sydvest for byen Kalehe i provinsen Syd-Kivu: oberstløjtnant Balumisa aka Dix mille og hans næstkommanderende, major Elia idømtes livsvarigt fængsel, mens resten dømtes in absentia. 21 kvinder vidnede i retten.

Også andre congolesiske officerer er i den seneste tid blevet dømt i sådanne sager.

FN’s Departement for Fredsskabende Operationer (DPKO) og FN-kontoret for Euforiserende stoffer og Kriminalitet (UNODC) har bekendtgjort en plan for styrket samarbejde mod narko-relaterede forbrydelser i Vestafrika, som synes at være blevet et knudepunkt i den illegale narkorute fra Sydamerika til Europa. Mindst 50 tons kokain skønnes at blive handlet gennem Vestafrika om året. I Europa ansættes en sådan mængde til en værdi af 2 mio. $ ved salg på gaden. Narkohandlere er begyndt at benytte fly i stedet for kameler til transport af stofferne. Afsløringen af syv laboratorier i Guinea for et år siden viser, at der også i Vestafrika produceres syntetiske euforiserende stoffer, så som amfetamin og krystal-kokain.

Asylsøgertal i industrilandene faldende

FN-indsats for at bevare søkøer FN’s Miljøprogram (UNEP) har igangsat et pilotprojekt for at redde dygongen, den art af søkøer, som lever ved kyster og omkring øer i farvandet mellem Østafrika og Va-

Østtimor – FN-missionen forlænget med et år

[12]

FN’s fredsbevarende mission i Østtimor er af Sikkerhedsrådet blevet forlænget med ét år til februar 2012. Herved

kan den foruden sin demokratifremmende og konsoliderende indsats for den nye stat forberede de parlamentsog præsidentvalg, der skal finde sted næste år. FNstyrken består af 1520 personer i uniform, heraf 1480 politifolk, plus 1200 civile. FN har netop overdraget politiopgaverne i de tre sidste distrikter af i alt 13 til timoresisk politi. FN-politifolk forbliver dog i Østtimor indtil næste år.

FN har i øvrigt gennemført en kampagne for, at alle nyfødte registreres, hvilket hidtil har været forsømt i vidt omfang. 200.000 ikke-registrerede børn under fem år vil herigennem blive tilmeldt et folkeregister, hvilket også sikrer dem adgang til skolerne på det rigtige tidspunkt.

Afrikansk menneskeretsdomstol har tilsagt Gaddafi Libyens diktator Muammar Gaddafi er mål for manges opmærksomhed og genstand for megen opstandelse. Den Afrikanske Domstol for Menneskeog Folkeslagsrettigheder i Arusha i Tanzania har nu tilsagt ham, fordi den forbereder en anklage mod Libyen for omfattende krænkelser af menneskerettighederne. Det drejer sig om de Gaddafi-tro regeringsstyrkers nedskydning af civile i fem navngivne libyske byer. Domstolen, der dog ikke kan straffe, men kun træffe beslutninger om kompensation til ofre for menneskeretskrænkelser, har ikke indtil nu afsagt nogen domme. Den indledte sin virksomhed 2004. Også Den Internationale Straffedomstol i Haag har sat forundersøgelser i gang mod Gaddafi med henblik på eventuel tiltalerejsning for forbrydelser mod menneskeheden. Derudover er Libyen blev ekskluderet af FN’s Menneskerettighedsråd, ligesom Sikkerhedsrådet har indført sanktioner mod landet. (UN Photo/Marco Castro)

Klimaløfter fra tre store lande Kina, Indien og Brasilien har lovet at begrænse deres drivhusgasser ifølge dokumenter, de har deponeret hos FN i medfør af rammekonventionen om klimaforandringerne, vedtaget på den internationale klimakonference i København i december 2009. Kina vil nedsætte kuldioxidudslippet med mindst 40 pct. op mod 2020, Indien vil reducere sit udslip i samme tidsrum med mindst 20 pct., mens Brasilien vil nedsætte udslippet med en tredjedel indtil 2020. (UN Photo/F Botts)

Sanktioner mod Elfenbenskystens ekspræsident Gbagbo FN’s Sikkerhedsråd vedtog i marts sanktioner mod Elfenbenskystens ekspræsident, Laurent Gbagbo, og indfrøs hans økonomiske midler i udlandet i et forsøg på at få ham til at gå af. Siden han tabte et præsidentvalg i november 2010, har han med regeringstro styrkers hjælp beholdt magten i den tidligere hovedstad Abidjan – til stor fortrydelse for valgets sejrherre, Assane Quattara. Titusinder af mennesker er flygtet som følge af kampe mellem Ghagbos og Quattaras styrker. Den 12.000 mand store FN-styrke i Elfenbenskysten (UNOCI), der er ansvarlig for beskyttelsen af civilbefolkningen i landet, er netop blevet forlænget med tre måneder – til maj.

Narkotikabekæmpelse hindres alvorligt af korruption Flere ulovligheder fletter sig undertiden ind i hinanden. Et uafhængigt FN-organ, der har til opgave at kontrollere produktionen og forbruget af narkotika, er foruroliget over den betydelige korruption, som forhindrer bekæmpelse af den ulovlige handel med narkotiske stoffer. De fortjenester, handelen afføder, overstiger hyppigt de ressourcer Det Internationale Narkotikakontrolråd (INCB) råder over, og ”Korruptionen generer ikke alene selv narko-kontrollen, men den svækker statslige institutioner”, siger et medlem af INCB’s bestyrelse. Regeringerne opfordres til at iværksætte nationale kontrolforanstaltninger, for at hindre at fremstilling og handel af stofferne.

Investering på 54 mio. $ sikrer 4 mio. pakistaneres overlevelse Fire mio. pakistanere, som blev ofre for sidste års voldsomme oversvømmelser i Pakistan, er sikret tilstrækkelig mad det næste halve år takket være indkøb af for 54 mio. $ hvedefrø, der forventes at blive til en høst med en værdi af 190 mio. $ Hjælpen kanaliseres gennem FAO, FN’s særorganisation for fødevarer og landbrug. (UN Photo/WFP/Amjad Jamal)

FN-hovedkvarterets renovering holder sig indenfor budgettet: 2 mia. $ Renoveringen af FN’s hovedkvarter på Manhattan i New York, påbegyndt for tre år siden, vil holde sig inden for budgettet på 2 milliarder $, oplyser den hovedansvarlige for byggearbejdet Michael Adlerstein. De ansatte ventes, at ville kunne begynde at vende tilbage til deres kontorer i 2012, først dem i sekretariatsfløjen. De mange fornyelser vil bl.a. betyde en reduktion i energiforbruget på 50 pct. og af vandforbruget med 40 pct.

[13]

mindst 110 mia. $ til regeringer og firmaer i u-landene i 2009 og 2010. I en nogenlunde tilsvarende periode lånte Verdensbanken 100 mia. $. Beregningerne af lånene er fortaget af dagbladet Financial Times.

Halvdelen af verdens fattige vil kunne komme ud af fattigdommen inden 2020 Halvdelen af befolkningerne i de 48 mindst udviklede lande kan gradvis komme ud af deres fattigdom i løbet af ti år, hvis hjælpen til dem er mere målrettet, hvis deres lande kan eksportere fri for toldsatser og kvantitative restriktioner. Af de oprindelig 51 lande, der af FN i 1970 fik prædikatet ’mindst-udviklede’, er det kun tre lande, som siden har bragt sig ud af den lidet misundelsesværdige status: Bostwana i 1994, Cape Verde i 2007 og Maldiverne i år. Det er De Eminente Personers Rapport, der kommer med det tilsyneladende optimistiske budskab.

(UN Photo/John Isaac)

Fremgang for FN-program for genforening af familier i Vestsahara FN’s højkommissær for flygtninge Antonio Guterres oplyser, at der kan noteres betydelig stigning i antallet af Vestsaharafamilier, der er blevet genforenet, i nogle tilfælde efter adskillelse i 35 år. Siden FN’s særlige program for denne familieforening indledtes i 2004 er13.000 mennesker ud af i alt 40.000 blevet genforenet. Det rent humanitære program, der altså ikke har noget at gøre med de løbende forhandlinger om folkeafstemning i Vestsahara og områdets politiske fremtid, forbinder landflygtige sahrawier i flygtningelejre i Tindouf i Algeriet med familie i Vestsahara.

To kinesiske banker låner mere ud end Verdensbanken To kinesiske statsbanker har lånt mere ud til udviklingslandene end Verdensbanken. Det er Den kinesiske Udvik lingsbank og Kina Eksport-Import Bank, som gav lån på

BØGER

Da Spanien nedlagde sin koloni Vestsahara i 1976, og Marokko okkuperede området, flygtede mange sahrawier til Algeriet. (UN Photo/Evan Schneider)

anmeldt af Henrik Døcker

En retfærdig krig? der som statskundskabsmand er tilknyttet Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, gør opmærk som på, at krigen i Afghanistan ikke er blevet Danmark påtvunget på samme måde som Tysklands invasion i 1940, der gjorde os til en del af Anden Verdenskrig. Han har selv været ude i Helmand-provinsen, hvor det går hårdt til.

Mikkel Vedby Rasmussen: Den gode krig? 149 sider, Gyldendal.

Markedet er snart ved at være mættet med bøger om de nutidige krige – og danske soldaters deltagelse i dem. Men diskussioner om det berettigede i at være med vil ikke forstumme. Ligegyldig om man er Afghanistanveteran, pårørende, universitetsforsker – eller blot en ihærdig avislæser.

Professor Mikkel Vedby Rasmussens lille bog trækker en del hovedlinjer i det danske Afghanistan-engagement op, men rekapitulerer i øvrigt meget kendt stof. Professoren,

Frem for akademisk tågesnak eller lærde teorier giver han en fact-mættet, næsten journalistisk beskrivelse af vilkårene for den danske krigsdeltagelse. Han fastholder, at krig ikke kan sættes på formel, men hvis man alligevel prøver, så hedder det sig, at der skal være 20 soldater pr.

1000 borgere, for at man kan sikre en befolkning mod en guerillastyrke; i Helmand var der 8 soldater pr. 1000 borgere. Så amerikanerne havde ganske ret i, at der var for få soldater.

Vedby Rasmussen giver gode øjebliksbilleder fra Helmand, men det er ikke muligt helt at følge ham, da der ikke er så meget som et eneste kort i bogen. Det havde unægtelig lettet forståelsen! Ind imellem de direkte beskrivelser af danske soldaters indsats serveres også lidt statistik: Så som at Taleban i perioden 2006-09 anbragte 15.131 improviserede sprængladninger. Af disse havde NATO held med at rydde halvdelen, inden de kom til sprængning. Men så har Taleban også øget antallet af sprængladninger – fra 2559 i 2006 til 7155 i 2010.

[14]

Han slutter pessimistisk: Krigen i Afghanistan synes at ende med et nederlag for NATO-styrkerne. De mål, som Danmark og dets allierede satte sig i 2006, vil ikke blive opfyldt så langt frem i tiden som 2014. Det er det år, hvor vi formentlig trækker os ud. Men Vedby finder, at et har været ”en god krig” – både for generalerne, diplomaterne og politikerne. Dansk militær i Helmand har vundet kampe på lige fod med nogle af verdens bedste soldater – og under verdens hårdeste forhold.

i Anden Verdenskrig (det skete i december 1941). Den samlede hjælp til Europa (især Storbritannien og Sovjetunionen) androg 50 milliarder $ (omregnet til nutiden: 1 trillion $).

Genopbygning og retsforfølgelse Anden ”byggesten”, om man vil, til FN var De Forenede Nationers Hjælpe- og Genopbygningsadministration (UNRRA), som 44 nationer skabte i 1943. Forfatterens beundring for denne organisation, som fra 1945 til 1948 formidlede bistand til Europa for 4 milliarder $, er næsegrus: Det var mere omfattende, bedre koordineret og mindre bureaukratisk end FN’s nuværende virksomhed.

UNRRA var aldrig tænkt som noget permanent og blev nedlagt lige på det tidspunkt, da USA lancerede Marshallhjælpen. Alt dette svejsede så at sige alle de nationer, der bekæmpede Tyskland, Italien og Japan, sammen.

Hvad det så har ført til? Når man ikke har gjort det af med Taleban, kan man i et mindst forsøge at opgøre antallet af dræbte talebanere: I perioden 2006-09: 14.272 – tal, der dog er behæftet med stor usikkerhed. NATO mistede i samme periode 1239 soldater. Tidligere var der nogen, der sondrede mellem retfærdige og uretfærdige krige, men det kommer forf. nu ikke ind på.

Forf. har også sat fokus på FN’s Kommission vedrørende Krigsforbrydelser (UNWCC), hvis arkivalier i New York imidlertid er utilgængelige, så han har samlet sit materiale fra enkelte lande. Men det var altså her, kimen til Nürnberg-statutten for processen mod Nazi-Tysklands spidser blev lagt, ikke mindst efter pres fra et Polen, som kom til at lide ubeskriveligt allerede fra krigens begyndelse i 1939 – efter at være angrebet både af Tyskland og Sovjetunionen.

FN’s skabelsesproces Dan Plesch: America, Hitler and the UN, 256 sider, I.B. Tauris & Co. (London) Hvordan navnet De Forenede Nationer kom til verden, er berettet før: Det var under et besøg, den britiske premierminister Winston Churchill aflagde den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt i hans officielle bolig Det Hvide Hus i Washington i januar 1942.

Men hvordan hele organisationen tog form er vist aldrig blevet så detaljeret fortalt, som af den britiske samfundsforsker Dan Plesch, Londons Universitet. Hvis det ikke var for et meget solidt amerikansk engagement i tanken om at svejse en krigsalliance om til en fredsorganisation, var det i hvert fald ikke gået så hurtigt, ja, måske slet ikke blevet til noget!

Skik på verdensøkonomien Også ganske modsat Versailles-traktaten, der intet indeholdt om Europas økonomiske genrejsning efter den ødelæggende Første Verdenskrig, så arbejdede de 44 lande i alliancen De Forenede Nationer målbevidst på at få skik på verdensøkonomien, allerede før Bretton Woodskonferencen i 1944. Det var her, man begyndte at få valutakurserne fastsat i forhold til hinanden og gennemført bestemmelser for frihandel (dvs. nedsættelse af toldsatser og begrænsnings af kvantitative restriktioner), som forudskikket i Atlanterhavsdeklarationen fra 1941. Og det var her, grunden blev lagt til Valutafonden og Verdensbanken.

USA’s vældige indsats for at få pustet liv i den verdensorganisation, som så mange ønskede, blev særlig mærkbar efter Dumbarton Oaks-konferencen senere i 1944, hvor FN’s organisation blev nærmere drøftet mellem de mange nationer. Det amerikanske udenrigsministerium lod trykke to millioner eksemplarer af konferencens slutdokument samt en pjece, så offentligheden i USA kunne få en idé om, hvad der var i gære. Både denne indsats og hele låne- lejelovs-kompleksets betydning for etableringen af FN har ikke tidligere været belyst og forklaret så indgående.

Mildest talt anderledes end efter Første Verdenskrig, hvor Folkeforbundet blev født med det handicap, at USA ikke ville være med - og det selv om forbundets ophavsmand var USA’s daværende præsident, Woodrow Wilson.

Modsætningerne mellem USA og Sovjet var mærkbare allerede i 1945, og dukker da også glimtvis op i denne fortræffelige bog. Heldigvis nåede de ikke at hindre opbygningen af FN, således som aksemagternes forenede modstandere – de krigs-forenede nationer – fandt sammen om allerede tre år før organisationens fødsel i 1945, et par måneder før verdenskrigens endelige afslutning.

Det hele begyndte med det kæmpende Europas behov for våben, hvor USA nok var villig til at hjælpe, men havde det problem, at USA’s neutralitetslov hindrede salg af krigsmateriel til krigsførende stater. Derfor blev låne- og lejeloven til i marts 1941, altså før USA selv var draget ind

[15]

Er du det ikke allerede, så husk, du kan blive medlem og støtte vores arbejde ― Fordi vi tror på et globalt ansvar

Læs mere på http://www.una.dk/bliv-medlem