GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 6 SEPTEMBER 2011

FOKUS PÅ FRIVILLIGHED: Menneskerettighederne tæt på & Fred og kyllingepølser i Chisinau [1]

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/Shareef Sarhan ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: Oktober 2011 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundets rødder går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris,Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk

Frivillighed og formidling Hvad er det, der egentligt trækker med frivilligt arbejde? Udover de åbenlyst interessante områder, FN-forbundet beskæftiger sig med, det gode sammenhold blandt Skoletjenestens frivillige, samt mulighederne for at arbejde målrettet med internationale problemstillinger, er der en helt særlig dimension ved det undervisningsorienterede arbejde, der er trækplaster: Formidlingen.

Skal konsensussøgning blandt FN’s 193 medlemslande forklares, bliver det formidlingsmæssige arbejde i særdeleshed sat på spidsen. I sådanne tilfælde kommer kendskab til forhandlingsgange og procedurer i FN’s Generalforsamling alene ikke meget til gode, og der må improviseres ud af en tangent, der opstår i nuet. Her kan forskellige lege pludseligt tage fokus, men på subtilt plan medvirke til, at pointerne kommer igennem, og eleverne aktiveres.

Således bliver arbejdsgangen i Skoletjenesten oftest som følger: Sæt dig ind i materialet, sæt dig ind i, hvordan du formidler materialet og sæt dig ind i, hvordan du formidler materialet igen, når første gang ikke gik an. Det sidste skridt opstår oftest midt i situationen, og det er her, de egentlige udfordringer finder sted.

Som frivillig i Skoletjenesten er kardinalpunktet den særegne forening af videnstilegnelse og vidensdeling med det særlige tvist, at en forkert formulering eller vinkling af et tema i en undervisningssituation kan åbne op for en Pandoras Æske af spørgsmål og misforståelser, der kan være vanskelige at redde sig ud af igen. Samtidigt er det dog her både udfordringerne og glæden består, da selve redningsaktionen oftest er det, der bringer forståelsen og diskussionerne fremad til (forhåbentlig) glæde for elever og underviser.

Frivillighed er i stadig stigende grad i fokus, og det omtales med ord som ’samfundsengagement’ og ’styrkelse af demokratiet’. Skoletjenestens aktiviteter er ét eksempel, der skaber et mere jordnært billede af det frivillige arbejde med FN-forbundet, og – hvad der i vores tilfælde – appellerer til frivilligt engagement. Hvorvidt vi kan påberåbe os ekstraordinært, demokratifremmende engagement, må være op til andre at bedømme.

Senere i bladet vil du møde et par andre frivillige fra Skoletjenesten og få indtryk fra de unge frivillige, der var i hhv. Geneve og Moldova med FN-forbundet i sommers. Døm selv.

God fornøjelse!

Rasmus Gyldenkerne Nielsen Co-koordinator for Skoletjenesten i København [2]

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

Menneskerettighederne tæt på

SIDE 6

Med FN-forbundet i Moldova

SIDE 7

Fred og kyllingepølser i Chisinau

SIDE 8

Transdnestr – landet der ikke eksisterer

SIDE 9

Menneskerettigheder sætter alvorlige begrænsninger for krigsførelsen

SIDE 10

Mellemøst-diktatorer til nedtælling?

SIDE 11

Internationalt overblik

SIDE 13

Bøger

SIDE 14 [3]

Nyt fra FN-forbundet Kom og mød os!

Fra medio september kan du møde FN-forbundet på landets universiteter, når vi tager på en lille Danmarksturné for at komme ud og fortælle om Forbundets arbejde og aktiviteter.

I samme forbindelse holder flere FN-ambassadører oplæg om deres erfaringer med at arbejde i og med FN, og du vil få mulighed for at stille spørgsmål.

Vi arbejder stadig med programmet, men indtil videre kan du møde os her: Aalborg Universitet mandag den 19. september Oplæg ved Erling Dessau, ambassadør og tidligere vicedirektør for UNDP. Copenhagen Business School (CBS) mandag d. 26. september Oplæg ved Peter Brückner, ambassadør og tidligere multilateral chef for DANIDA Syddansk Universitet, Odense onsdag den 28. september Oplæg ved Jørgen Bøjer, ambassadør og tidligere formand for Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

Vi forventer også at komme til Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Roskilde Universitet (RUC), så hold øje med vores hjemmeside: www.fnforbundet.dk eller skriv en mail til Siri: sti@fnforbundet.dk for løbende informationer.

Drømmen om en fredelig verden Dette efterår kan du igen følge Andreas Sugars kursus på Folkeuniversitetet i København. Kurset belyser FN’s historie, struktur, beslutningsprocesser, fordele og ulemper. Kurset vil også kigge nærmere på Danmarks rolle i FN. Organisationens fortsatte eksistens er i sig selv en anerkendelse af, at globale problemer kræver globale løsninger. Men hvordan er FN udstyret til at imødekomme disse udfordringer? Er FN's rolle fortsat relevant? Er der noget realistisk alternativ?

Gennem et kig på snart syv årtiers dramatiske begivenheder, ikke mindst ved brug af foto- og filmmateriale, vil kurset belyse FN's historie, struktur, beslutningsprocesser, fordele og ulemper. Kurset vil også kigge nærmere på Danmarks rolle i FN. Cand.scient.pol Andreas Sugar må siges at kende organisationen godt. Han har arbejdet i FN-systemet i ti år i afdelingen for fredsbevarende operationer, Afrika-divisionen i New York og den fredsbevarende operation i Etiopien og Eritrea. Han er nu bosiddende i Danmark.

Kurset begynder mandag den 12. september. Læs mere om tid, sted og tilmelding på Folkeuniversitetets egen hjemmeside: http://www.fukoebenhavn.dk

Deltag i kampen mod fattigdom den 9. september 2011 Sidste år trodsede over 30 frivillige de tidlige morgentimer og troppede op på Kongens Nytorv i København, og hjalp os med at dele morgenbrød ud sammen med Verdens Bedste Nyheder: at vi kan afskaffe fattigdommen, hvis vi vil!

Du kan være med til at sprede det gode budskab igen i år fredag den 9. september mellem kl. 6.30 - 9.00, hvor vi fra FN-forbundet igen står på Kongens Nytorv.

I år skal der deles frugt ud under overskriften: Kampen mod fattigdom bærer frugt. Vi mødes lige ved metroen kl. 6.30 (og der vil være kaffe).

Har du lyst til at deltage, så send en mail til Siri: sti@fnforbundet.dk Din hjælp gør en forskel. Vi håber at se dig til en hyggelig morgen i en god sags tjeneste!

Læs meget mere om kampagnen og Verdens Bedste Nyheder på: www.verdensbedstenyheder.dk [4]

2011 er det europæiske år for frivilligt arbejde. Ét års lang kampagne, der skal hylde de frivilliges arbejde, sætte fokus på de udfordringer, de frivillige står overfor, og få flere til at engagere sig.

FN-forbundet er i høj grad drevet af frivilligt arbejde – vores bestyrelse, vores forskellige arbejdsudvalg og ikke mindst vores Skoletjeneste er afhængige af, at frivillige har tid og lyst til at engagere sig i FN-sagen.

Skoletjenesten, der lige nu har base både i Aarhus og København, består overvejende af unge studerende, der laver rollespil og oplæg til folkeskoler, gymnasier og højskoler, der er med til at give eleverne forståelse for verdenssituationen og internationale forhold. Alt sammen med udgangspunkt i FN's arbejde med miljø, udvikling, menneskerettigheder samt fred og konfliktløsning.

Her kan du møde to af de frivillige fra Skoletjenesten.

ANDERS TRELBORG, kandidatstuderende på Statskundskab, AU Koordinator for FN-forbundets skoletjeneste i Aarhus Min interesse for FN-forbundet og Skoletjenesten blev vakt ved et introduktionsmøde på Aarhus Universitet i 2009. Kort tid derefter blev jeg involveret i skoletjenesten i Aarhus, hvor jeg i dag udgør den mest erfarne fjerdedel. Ligesom de øvrige undervisere i Aarhus-afdelingen, er min baggrund for arbejdet, at jeg læser statskundskab på Aarhus Universitet.

Skoletjenesten i Aarhus tager på besøg hos 8.-10. klasser i hele Østjylland. En typisk dag på 4 timer starter med et oplæg om en aktuelt FN-relateret problemstilling efter skolens ønske. Efterfølgende spiller klassen rollespillet ”I samme båd”, hvor eleverne gennem forskellige scenarier konfronteres med uligheden mellem I- og Ulande samt FN’s rolle og afhængighed af medlemslandene. Det er min erfaring, at et besøg af Skoletjenesten på en gang giver eleverne en bedre forståelse for FN’s rolle som global spiller, og samtidig øger deres nysgerrighed for globale problemstillinger. Udover besøg på folkeskoler, vil skoletjenesten i Aarhus i efteråret som noget nyt tilbyde gymnasier og højskoler et besøg med miniMUN-spillet, som der er gode erfaringer med i København. For mig er skoletjenesten for det første en oplagt mulighed for at arbejde videre med spændende internationale problemstillinger udenfor studiet. Samtidig er interaktionen med eleverne en kvalitet i sig selv. Deres nysgerrighed og kritiske spørgsmål udfordrer ikke sjældent min tilgang til problemstillingerne, hvilket i høj grad virker motiverende for jobbet.

Læs mere på www.fnforbundet.dk/skoletjenesten eller skriv og hør, hvordan du kan blive frivillig med Skoletjenesten på skoletjenesten@fnforbundet.dk LISE LARSEN, kandidatstuderende på International Udvikling og Globalstudier på RUC Jeg har nu været aktiv i Skoletjenesten København siden sommeren 2009. Jeg var netop hjemvendt fra et praktikophold og var på jagt efter noget frivilligt, studierelevant arbejde, som kunne pynte på CV’et, og som studerende på Internationale Udviklingsstudier var det oplagt for mig at beskæftige mig med FN og udviklingsspørgsmål. Én af de ting jeg nyder i mit arbejde i Skoletjenesten er mødet med eleverne. Som gæstelærer har man en helt anden rolle, og eleverne nyder ofte at få en pause fra de sædvanlige undervisere. Særligt når vi har været ude og spille rollespil smitter elevernes energi af på mig. Gennem spillene opnår eleverne en bedre forståelse for, hvorfor tingene ikke altid er så ligetil, når det kommer til f.eks. menneskerettigheds- eller udviklingsspørgsmål, og det er altid en fornøjelse at gå derfra med en fornemmelse af, at de virkelig tænker over det, de lige har været med til – også selvom det måske kun er indtil klokken ringer, og frikvarteret starter. Det er rart at kunne dele ud af sin viden og være med til at skabe interesse for et meget vigtigt emne, når nu det ikke fylder så meget i undervisningsplanerne på de danske uddannelsesinstitutioner, som man kunne ønske sig. Rent praktisk passer arbejdet i skoletjenesten rigtig godt til min dagligdag som studerende. Vi mødes som regel en gang om måneden, men derudover er det er meget individuelt, hvor meget man ønsker at engagerer sig. Og da vi jo arbejder med skoler er der ofte meget stille op til eksamensperioder. Ud over skolebesøgene, er der også mulighed for at være med til at videreudvikle Skoletjenestens aktiviteter og deltage i undervisningsforløb, så der er ingen fare for at komme til at kede sig som del af Skoletjenesten.

Fra venstre: Mikkel Laursen, Rasmus Gyldenkerne Nielsen, Mark Mølbæk og Lise Larsen.

Alle fra Skoletjenesten København [5]

Menneskerettighederne tæt på te område havde jeg, på et teoretisk plan, beskæftiget mig en del med på statskundskabsstudiet. Det faktum, at man i dette fora her kunne vende problematikkerne så direkte med de rette fagfolk var utrolig givende.

Den 21.-24. juni i år samledes 25 unge under 25 år under FN-flaget i Palais des Nations i Geneve. Under titlen ’Do you want to be the next Human Rights Commissioner?’ fik deltagerne, der kom fra FN-forbund over hele verden, mulighed for at fordybe sig i menneskerettighederne og blive klogere på, hvordan FN’s menneskerettighedsunivers fungerer.

Den viden som blev tilegnet under første delkomponent trak vi meget på, da vi under udviklings-fasen selv stod for at stable et projekt på benene. Et to-dags kursus gav os færdighederne udi design samt implementering af humanitære projekter. Det var her, hvor vi virkelig blev sat på prøve, hvor kommunikation og samarbejde var afgørende for projektets udfald.

Vægtningen af relevans, effektivitet samt den samlede indvirkning af forskellige tiltag på et casestudie som hungersnød i Bossangoa, Afrika, gjorde det ikke ligetil at finde et fælles fodslag.

Alligevel vil jeg mene, at det var under denne proces, at vi virkelig rykkede os mest.

Theresa Anh Nguyen fra Aarhus var med fra Danmark.

I juni 2011 var 25 unge FN-frivillige rundt om i verden samlet i Geneve, Schweiz, til en menneskerettighedskonference afholdt af WFUNA (World Federation of United Nation Associations). Kurset havde til formål at styrke og motivere unge til at påtage sig en rolle i fremmelsen af menneskerettigheder i deres lokale samfund rundt om i verden.

WFUNA (World Federation of United Nations Associations) er en paraplyorganisation for de mere end hundrede FN-forbund i verden, der arbejder for et stærkere og mere effektivt FN. For en FN-nørd som jeg var dette en unik mulighed for virkelig at fordybe mig i faget ’menneskerettigheder’ på et helt andet plan, end det man som studerende ellers kan læse sig til. Denne følelse delte jeg med de andre internationale deltagere, hvoraf de længst fra kommende var fra henholdsvis Sydafrika og USA. Selvom programmet gav os en ide om, hvad der var i vente, så var det først da vi ankom til hovedkvarteret, at vi indså det store stykke arbejde, der var lagt i at stable arrangementet på benene. Det at træningen blev afholdt i FN’s europæiske hovedkvarter, Palais des Nations, gjorde bestemt også oplevelsen større. I sådant et fora kunne man nærmest ikke undgå at føle sig en smule benovet over FN’s bygninger, der har dannet rammerne om vigtige historiske begivenheder, der netop arbejdede for en samlet verden. Spændte var vi således klar til at tage hul på WFUNA-programmet og komme i dybden med problematikkerne vedrørende netop menneskerettigheder.

Selvom WFUNAkonferencen uden tvivl var lærerig, så var det først og fremmest været samværet med de andre deltagere, der har gjort det største indtryk. I og med at vi kom fra forskellige verdensdele var diskussionerne ofte lange, men bestemt spændende idet der hele tiden kom nye inputs og indvendinger på bordet.

Træningsprogrammet var grundlæggende delt op i to komponenter: uddannelse og projektudvikling. Første delkomponent bestod i oplæg og paneldebat fra ledende FNembedsmænd fra forskellige organer såsom WFUNA, FN’s Menneskerettighedsråd, og andre centrale FNkontorer og -programmer. Herigennem fik vi kendskab til de redskaber, der er forbundet med arbejdet vedrørende humanitære interventioner, og hvad der skal til for at sikre en global implementering.

Udvekslingen af ideer har givet os en bedre forståelse for de problematikker, der finder sted, når beslutninger vedrørende en humanitær intervention træffes.

Hele oplevelsen har i den grad mindet mig om, hvorfor jeg valgte at blive frivillig i FN-forbundet. Det er således mødet med andre engagerede unge, og det venskab, der opstod under træningen, som jeg især har taget med mig hjem fra Geneve.

Personligt fandt jeg især paneldebatten med nøgleaktører som præsidenten for FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) samt forskellige europæiske ambassadører særlig interessant. I en lukket session på godt halvanden time sad vi næsten side om side med debattørerne, hvor vi fik et helt igennem unikt indblik i, hvordan afgørelser om humanitær intervention træffes, og hvilke konkrete afvejninger og forhindringer, der lå bag beslutningerne. Det-

Alle billeder er bragt med tilladelse fra WFUNA [6]

Med FN-forbundet i Moldova Mødet med ”De Andre”

Af Astrid Dahl

En del af workshoppens formål er bl.a. at møde andre kulturer og få nye kulturoplevelser. At sidde og dele store øl efter aftensmaden med de andre deltagere er hyggeligt.

Det er her, vi finder ud af, at vi trods forskellige baggrunde og nationaliteter, har mange fælles bekymringer og værdier. Det er i forskellige grader, og indgangsvinklen er måske endnu mere forskellig, men det er den fælles forestilling, der gør, at vi kan kommunikere og på sin vis føle os blandt ligesindede.

Velkommen til Moldova. I taxaen fra lufthavnen og ind til hovedstaden Chisinau får jeg det første indtryk af Moldova. Uden taxaskilt, med taxametertælleren gemt væk i handskerummet og med diverse personlige ejendele på bagsædet, er det mit første møde med dette ukendte land og denne ukendte kultur.

De hullede veje og de gamle sporvogne, der ligner noget fra en anden tidsalder, står i stor kontrast til den frodighed af træer og de voluminøse bygninger, der alt sammen er at finde på hovedvejen Stefan cel Mare Boulevard. På skiltet ind til byen står der: ”Welcome to Chisinau, City of Bad Roads”, der vidner om stor selvironi eller bare dårlig markedsføring.

Så er der også de mere konkrete forskelle, som man heller ikke skal glemme, for det er her selve kulturoplevelsen rigtig mærkes. Gennem det fællesskab omkring problemer og værdier, føler vi os mere åbne over for hinandens kulturelle forskelle. Jeg lærer bl.a. fra de georgianske deltagere om nogle af de typiske rollefordelinger, der er mellem kønnene i Georgien, hvor kvinder arbejder hårdt i køkkenet, og mændene agerer verdensherrer ved middagsbordet, men jeg lærer også, hvordan kvinderne ikke mere er undertrykte, men har lært at sige fra.

En mere overraskende oplevelse er, da en deltager fra Danmark, nærmere betegnet København, tilkendegiver, at hun, med sine 30 år på bagen, aldrig har været i Jylland. Da indser jeg virkelig, at man ikke behøver at rejse særlig langt for at opleve noget nyt.

Chisinau, hovedstaden hvor turister er svære at finde, skal være mit bosted i de næste 10 dage sammen med 15 andre unge fra henholdsvis Moldova, Danmark, Georgien og Storbritannien.

Workshop Bortset fra en dagtur op nordpå og en kort tur til Transdnestr, den selverklærede, men ikke anerkendte republik i Moldova, foregår workshoppen hovedsageligt i en stor villa i Chisinau. Det er i denne villa, at vi mødes til måltiderne, får undervisning, laver projekter, laver oplæg, udveksler viden, holder pauser og generelt får tiden til at gå.

Generelt har denne workshop været fyldt af spøjse øjeblikke, lidt kulturelle misforståelser og en masse mad med svinekød i, men ikke mindst har jeg lært nogle virkelig dejlige mennesker at kende. Efter 10 dage i Moldova er der kun tilbage at stige ind i taxaen til en bumpet tur til lufthavnen og sige farvel til ”Chisinau-City of Bad Roads”, og hej til Danmark, hvor min nyerhvervede erfaring skal bruges.

Når vejret er til det, sidder vi mellem de store valnøddetræer i haven og får vores undervisning eller går ud i pausen og spiser af kirsebærtræerne, hvor kirsebærrene er lidt mere sure, end vi kender det i Danmark. Gennem forskellige lege lærer vi hinanden at kende. Det er vigtigt hurtigt at slappe af overfor hinanden, når man skal leve så tæt med nye mennesker i ti dage, og legene hjælper os med at smide nogle af de naturlige hæmninger.

Moldova var en del af Sovjetunionen, indtil dens fald i 1991. Russiske styrker forblev dog i landet i området øst for Nestr-floden, hvad der resulterede i voldelige sammenstød med mere end 100.000 flygtninge til følge.

Konflikten mellem den (selverklærede) selvstændige republik Transdnestr og centralregeringen i Chisinau er siden da bølget frem og tilbage, hvad der har betydet politisk uro og økonomisk ustabilitet i landet, der i dag er et af Europas fattigste lande med en høj udlandsgæld og arbejdsløshed.

OSCE (Organisationen for sikkerhed og Samarbejde i Europa) har siden 1993 været til stede i landet for at monitorere fredsforhandlingerne.

Moldovas befolkning tæller 4.314.377 Kilde: CIA World Fact Book

Det lange, smalle stykke land mellem Dnestrfloden og grænsen til Ukraine er det område, der udgør Transdnestr [7]

Fred og kyllingepølser i Chisinau indsatsen skal derfor starte langt tidligere, og det er netop det, der er det centrale i det projekt, som vores gruppe har arbejdet med. Det er ikke for tidligt at lære om fred, menneskerettigheder og tolerance, når man er 13 år,” siger Elena.

Af Flemming Thøgersen, Projektansvarlig Konfliktstudie, projektledelse og grillmad Det er en varm sommeraften i Chisinau. Med duften fra grillen sidder to unge damer, Elena og Eugenia, og snakker sammen. Deres venskabelige samtale står i skarp kontrast til den interne konflikt, som de er vokset op med.

Bosat i Moldova på hver sin side af floden Dnestr har de meget forskellige udlægninger af konflikten, men de er enige om at fred og samarbejde er den eneste vej frem for deres land.

Flere opgaver venter ”I FN-forbundet er vi stolte af resultatet, og det er et vigtigt skridt i retning af at gøre FN-forbundet til en projektbærende organisation, der sammen med internationale partnere kan arbejde for at skabe forståelse for vores globale ansvar. Kursets har uden tvivl været en succes, og evalueringerne viser tydeligt, at arbejdet ikke stopper her” fortæller Trine Jensen, FN-forbundets næstformand, som på kurset underviste om FN’s arbejde for menneskerettigheder og den nye folkeretsnorm Responsibility to Project.

Euginia og Elena er begge deltagere på FN-forbundets træningskursus ”Not my Conflict!” Kurset, der er støttet af EU's ungdomsprogram Aktive Unge (Active Youth), har samlet unge fra Storbritannien, Georgien, Danmark og Moldova til 10 dages kursus om ungdomsarbejde i konfliktzoner. Gennem kurset har de unge fået nogle konkrete værktøjer til at arbejde med fred og forsoning.

”FN har en betydelig rolle at spille i relation til konflikter, som dem vi har oplevet i Moldova og Georgien. I den forbindelse er konceptet Responsibility to Protect, dvs. retten til at intervenere, hvis en suveræn stat ikke formår at beskytte egne borgere, utroligt vigtigt”, udtaler Trine Jensen.

”Kurset er bygget op omkring to blokke; Konfliktstudier og projektledelse” forklarer kursuslederen Asser Mortensen. ”Tanken er, at man igennem kombinationen af disse to fag kan skabe nye små græsrodsinitiativer, som kan styrke fredsarbejdet blandt unge i Europas konfliktområder” uddyber Asser, som selv underviser på kurset i delen omkring projektledelse og fundraising.

Kurset har ført til langt flere ideer og initiativer end FNforbundet selv har mulighed for at arbejde med, og vi håber derfor, at andre organisationer også vil gå med ind og medvirke til gennemførelse af de projektideer, der blev udviklet på kurset, og de mange flere tanker, der kom frem i samværet mellem deltagerne.

Mod på forandring

Fordi deltagerne kom fra de europæiske lande, der har interne konflikter med regioner, der er blevet løsrevet fra moderlandet, kom projektideerne naturligvis til at dreje sig om netop disse konflikter, men det blev også klart, at der i den europæiske historie er adskillige eksempler på lignende problemstillinger, så der er megen erfaring at hente gennem et europæisk samarbejde. På kurset kom det bl.a. frem gennem oplæg om konflikten i Nordirland.

Under kurset har deltagerne selv haft mulighed for at arbejde med projektideer i internationale grupper. ”Jeg er meget imponeret over det engagement og den energi, som alle deltagerne har lagt i det arbejde” siger Asser, som understreger at kvaliteten af deltagernes produkter langt overstiger forventningerne.

Spørger man Elena og Eugenia er der ingen tvivl om, at FN-forbundet med kurset har ramt et centralt behov. ”Jeg har fået rigtig meget ud af dette kursus, og jeg er nu højt motiveret til at gennemføre det projekt, som jeg har arbejdet med på kurset” siger Elena og begynder ivrigt at fortælle om sin projektide. ”Her i Moldova arver børn og unge forældrenes syn på konflikten med alle fordomme og misforståelser. Freds-

Udover deltagernes mindre projekter har flere af de moldovske deltagere udtrykt et ønske om at etablere et FNforbund i Moldova. ”Der er virkeligt et behov får et mødested, hvor alle de gode forenings- og græsrodskræfter i Moldova kan mødes og gøre fælles front for fred, demokrati og menneskerettigheder,” slutter Elena, som uden tøven vil melde sig til arbejdet med et sådan FN-forbund.

[8]

Tak til Flemming Thøgersen og Iben Appelt Kvist for billederne fra Moldova

Transdnestr – landet der ikke eksisterer Af Iben Appelt Kvist ved valget i 2001. Samtidig er han også ejer af samtlige supermarkeder og tankstationer, der går under navnet ”Sheriff”. Ja, selv det nationale fodboldhold ”FC Sheriff Tiraspol” ejes af Smirnovs familiedynasti, og et mastodontisk fodboldstadion bryder den grå monotoni i hovedstaden Tiraspol. Her pryder en 30 meter høj Lenin-statue også landskabet og tvinger tankerne direkte tilbage til Sovjet-tiden.

Rygtet siger, at det altid er gråt i Transdnestr. Selv på en dag med fuld sol vil man opleve, at det begynder at regne, så snart man har krydset grænsen til denne udbryderrepublik, der ligger klemt inde mellem Moldova og Ukraine.

Dette passer meget godt med min generelle fordom om Østeuropa: Selv regnbuerne er grå i denne region.

I bussen ved grænseovergangen sidder jeg sammen med de andre deltagere på sommerseminaret ”Not My Conflict”, Efter dagens program i Chisinau har vi valgt at tage på en lille ekskursion til Transdnestr. Stemningen skulle være helt speciel i denne lille landstribe, der betegnes som det mest prokommunistiske i verden. Derudover skulle transnistrisk cognac være helt forrygende!

Smirnovs jernhånd Virksomheden Sheriff har monopol på stort set alle økonomiske aktiviteter, og man mener, at Smirnov-regimet har tjent 2 milliarder dollars på ulovlige foretagender i grænseområdet. Her trives sovjetisk nostalgi, våben- og menneskehandel på linje med et repressivt, autoritært styre.

Alle der i starten af 90’erne forsøgte at konkurrere økonomisk med Sheriff blev skudt ned, kidnapninger og tortur af politiske modstandere er stadig normalt. Skoler, der vælger at bruge det latinske frem for det kyrilliske alfabet, bliver lukket af regimet. Presse-, ytrings-, og forsamlingsfrihed er ligeledes menneskerettigheder, der gang på gang bliver krænket.

Den 14. russiske armé har været til stede lige siden borgerkrigen mellem Moldova og Transdnestr sluttede i 1992. Officielt for at sikre freden, men uofficielt er deres tilstedeværelse en konstant påmindelse om, hvorledes Rusland forsøger at bibeholde indflydelse i regionen.

Det synes ikke at være ofte, at de ved den transnistriske grænseovergang oplever at få turister på besøg. Hele proceduren virker meget proforma, men gennemført uprofessionel. Efter en times ventetid og adskillelige elevatorblikke fra grænsepatruljen, får vi dog tilladelse til at krydse grænsen – og ganske rigtigt: fem minutter senere vælter regnen ned!

Republikken Sheriff Det er som om luften er anderledes tung og klistret i Transdnestr, eller måske var det bare vodkaen, jeg fik til frokost? I Østeuropa kan man på SU føre sig frem som en konge på de fineste restauranter. Vodka og champagne er en del af måltidet.

Udenfor restauranten kører busser forbi med kæmpeplakater af Igor Smirnov, den transnistriske præsident, der efter sigende skulle have fået 103,6 pct. af stemmerne

I Transdnestr har man ikke accepteret Sovjetunionens fald. På den anden side af floden Dnestr ligger Moldova, og her bejler man til EU om medlemskab. Et medlemskab man skal kigge længe efter, så længe landet er splittet mellem russiske og europæiske interesser. Konflikten mellem Moldova og Transdnestr er langt fra afsluttet, og regionen betegnes ofte som endnu en post-sovjetisk, frossen konfliktzone.

Alt dette mærker man dog ikke, når man slentrer gennem de grå gader i Transdnestr. Ud på eftermiddagen bryder solen igennem, og et brudepar får taget deres bryllupsbillede med en russisk kampvogn i baggrunden. På floden sejler en båd med glade mennesker, der spiller høj technomusik. En gammel kone sidder på en bænk og betragter de forbipasserende. Alt ånder fred og idyl, og Smirnov smiler venligt til en fra plakaterne.

Kommunistisk kæp i hjulet Transdnestr har stort set alt, hvad der kendetegner en legitim nation: Egen præsident, flag, valuta, postvæsen og politi, men alligevel er det ikke en anerkendt stat af verdenssamfundet, som heller ikke har nogle diplomatiske forbindelser til området. Forholdet mellem Moldova og Transdnestr er koldt som en russisk vinter. Historiebøgerne om krigen skriver forskelligt, og hvor Transdnestr stædigt fastholder en de facto status som selvstændig stat med blikket vendt mod Rusland, forsøger Moldovas regering på optimistisk vis at få ro i baglandet i håb om at nærme sig forhandlinger om optagelse i EU. Transdnestr er uden tvivl det mærkeligste land, mine rejseentusiastiske fødder nogensinde har betrådt. Dette er landet, der ikke findes – og så alligevel minder den hjembragte cognac mig om, at det er en realitet.

[9]

Menneskerettigheder sætter alvorlige begrænsninger for krigsførelsen alt seks jugoslaver mod de i alt 17 NATO-lande, som ved deres luftbombardementer af Serbien i 1999 bl.a. tog livet af deres familiemedlemmer. Men den sag tog Menneskerettighedsdomstolen ikke, fordi de pågældende lande som handlede til forsvar for de folkedrabstruede albanske indbyggere i Kosovo - ikke havde effektiv kontrol over det bombede territorium og dets befolkning.

Skelsættende domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gør op med Storbritanniens tro på ansvarsfri krigsførelse Af Henrik Døcker De civile tab under krig begrædes altid, men der er en stærk tendens til at tage det let, når det er fjendens tab, der er tale om. Er man interventionsmagt – som f.eks. i Irak eller Afghanistan – er det hele imidlertid meget mere kompliceret, end såvel politikere som militærfolk hidtil har antaget. Civile ofre nu om dage er retsbevidste og forstår at drage sådanne fremmede magter til ansvar. To nylige domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har fastslået britisk ansvar for hhv. drab på og flerårig retsstridig tilbageholdelse af irakiske borgere – med deraf flydende tungt erstatningsansvar.

Drab i mulm og mørke – og ingen efterforskning Ganske anderledes i Irak, hvor USA og Storbritannien indtil indsættelsen af den irakiske overgangsregering i 2004 udøvede den reelle magt (jurisdiktion) i Basraområdet, noget den britiske højesteret (de såkaldte law lords i det britiske Overhus) dog havde afvist. Selv om den multinationale styrke i Irak handlede i henhold til en FN-resolution, havde FN intet egentligt ansvar. Spørgsmålet var så, hvem der havde det?

Men, hov denne domstol gælder vel for Europa og ikke europæiske magters militære aktiviteter i fremmede verdensdele, og tilmed aktioner under FN-auspicier? Ja og nej: Jura, og i dette tilfælde folkeretten, opererer næsten altid med en hovedregel, hvortil kommer diverse undtagelser. Den europæiske menneskerettighedskonvention fastslår ganske vist allerede i art. 1, at dens parter (ofte kaldet signatarmagterne) garanterer borgere under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er angivet i konventionen.

Det fremgår af andre retssager (vedr. Kosovo og Srebrenica, som tidligere er omtalt i FN-forbundets Nyhedsbrev), at FN er immun, og at der ikke i forbindelse med udsendelse af tropper kan rejses erstatningsansvar mod FN. At civilpersoner omkommer som følge af fremmede soldaters tilstedeværelse på et territorium i beskyttelsesøjemed kan desværre ikke undgås. Men det er mere end beklageligt, at der undertiden ikke kan placeres et ansvar - hverken hos en international organisation eller hos de stater, der har bidraget til en international styrke.

Europæisk menneskeretsbeskyttelse for ikkeeuropæere udenfor Europa

I Al-Skeini-sagen, der altså i alt omfattede seks personer dræbt af britiske styrker, der i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1483 var i Irak som besættelsesmagt – men med det formål ”at fremme velfærd for et irakiske folk hen i mod retablering af sikkerhed og stabilitet”. Besættelsen ophørte 28. juni 2004. Der opstod da i denne periode uhyggelige episoder, som til dels havde rødder i kulturforskelle. Som da irakiske deltagere i en begravelse affyrede skud i mørke, hvorved britiske soldater følte sig truet. Eller da de brød ind i et hus og skød en mand, fordi de havde hørt, at svært bevæbnede irakere var forsamlet her. Atter andre episoder og drab udspilledes også efter mørkets frembrud i forbindelse med mistanke om plyndring eller ved razziaer.

I ganske overvejende almindelighed tolkes dette som de pågældende staters europæiske territorium. Kernen i bestemmelsen er imidlertid, at staternes ansvar undertiden kan strækkes til områder uden for Europa, særlig i en situation, hvor den eller de europæiske magter udøver en magt og kontrol, som i realiteten tilsidesætter den oprindelige nationale højhedsret på stedet. Det viser med al tydelighed de to domme vedrørende irakiske borgere: AlSkeini og Al-Jedda, der i juli blev afgjort af Strasbourgdomstolens såkaldte Storkammer (17 dommere).

I Al-Skeini-sagen blev en iraker dræbt, da han var i britisk fangenskab i Basra-området, mens fem andre omkom under skyderier eller i forbindelse med britisk patruljeren i samme område. I Al-Jedda-sagen var en irakisk mand, der havde opnået asyl i Storbritannien og britisk statsborgerskab, under et ophold i Irak blevet tilbageholdt af britiske styrker i landet i tre år, alene på mistanke om hans deltagelse i rekruttering af unge terrorister. Der blev aldrig rejst formel sag imod ham. I begge sager fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at Storbritannien udøvede den egentlige magt i den pågældende del af Irak (Basraområdet), og at det var britisk jurisdiktion.

Den britiske forsvarsminister havde i første omgang forsøgt at afværge retssager ved at nægte uafhængig juridisk efterforskning, ansvar for dødsfaldene eller kompensation. De efterladte krævede imidlertid en juridisk kulegravning. Fem af de efterladte modtog efter Strasbourgdomstolens afgørelse hver 17.000 euro samt tilsammen 50.000 euro i sagsomkostninger: Den europæiske menneskerettighedskonventions art. 2 om retten til liv fandtes krænket.. Ét af de seks drab behandles dog fortsat ved britiske domstole, eftersom Storbritannien til sidst vedgik jurisdiktion i dette tilfælde.

De to afgørelser har vakt stor opsigt i Storbritannien og blandt folkeretsjurister. Den kaster nemlig nyt lys på det indviklede spørgsmål om europæiske magters ansvar uden for, hvad man kunne kalde deres traditionelle jurisdiktion. Noget juristerne kalder den ekstra-territoriale jurisdiktion. Fra Strasbourg-domstolens tidligere domspraksis citeres ofte den i Bankovic-sagen, som var anlagt af i

Sad interneret i tre år alene på mistanke Al Jedda-sagen drejer sig om en irakisk født mand, som oprindelige spillede på det nationale irakiske basket ballhold, men som i 1978 forlod sit land og i perioder boede i De Forenede Arabiske Emirater og Pakistan. I 1992 tog [10]

han til Storbritannien, opnåede politisk asyl og statsborgerskab i 2000. I 2004 tog han imidlertid med sine fire ældste børn tilbage til Irak, hvor han slog sig ned hos sin søster i Bagdad. Kort efter ankomsten blev han anholdt af amerikanske soldater og siden hen ført til Basra. Her sad han interneret i tre år indtil december 2007. Han mistænktes for at have rekrutteret terrorister uden for Irak – med det formål at de skulle komme til landet og foretage deres ugerninger.

Menneskerettighedsdomstolen gjorde i sin dom opmærksom på, at FN-resolution 1546 ikke udtrykkeligt nævnte noget om retten til at internere (irakere); det var nævnt i et følgebrev fra den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell som et eksempel på de forholdsregler den multi-nationale styrke kunne tage i anvendelse. Nej, styrkens hovedformål var at øge sikkerheden og dét i overensstemmelse med den internationale menneskeret.

Både FN’s generalsekretær og den særlige Irak-styrke (forkortet UNAMI) understregede gang på gang, at respekten for menneskerettighederne skulle fremmes i Irak, og at det gav anledning til bekymring, at så mange irakere blev interneret uden den ringeste juridiske prøvelse af grundlaget herfor. Der var således efter Menneskerettighedsdomstolens opfattelse intet juridiske grundlag at hente for at tilbageholde irakere i ubegrænset tid uden formel anklage. Herefter statueredes britiske krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention art. 5, stk.1, der forbyder frihedsberøvelse, idet ingen af de undtagelser, der siden hen er opremset, gjaldt i denne sag. AlJedda tilkendtes 25.000 euro i godtgørelse plus 50.000 euro til sagsomkostninger.

Den britiske højesteret fastslog – i den sag, Al-Jedda rejste mod Storbritannien – at FN var ansvarlig for hans internering, og at FN-resolution 1546 pålagde Storbritannien en pligt til at holde personer tilbage, der antoges at true sikkerheden i Irak, og desuden at det efter FNpagtens art. 103 skulle lade forpligtelser efter pagten have forrang i en eventuel kollision med andre internationale forpligtelser – her over for den europæiske menneskerettighedskonvention. Herefter blev Hilal Abdul-Razzaq Ali Al-Jedda frataget sit britiske statsborgerskab. Efter løsladelsen tog han til Tyrkiet og bor nu i Istanbul.

Mellemøst-diktatorer til nedtælling? passende straf. Men det er ret så nyt, at verden har en permanent straffedomstol til at tage sig af det! Det begyndte på en måde med Nürnberg-domstolen i 1946, da et internationalt organ for første gang i verdenshistorien dømte ansvarlige politikere og militærfolk for uhyrlige grusomheder – men de var internationale krigsforbrydere.

Gaddafis fald skaber forhåbninger om ”domino effekt” Af Henrik Døcker Den libyske diktator Muammar Gaddafis nederlag i Libyens borgerkrig skaber forhåbninger om nu også at få gjort rigtig kål på andre af Mellemøstens despoter – endog ud over dem fra Tunesien og Egypten, der i hvert fald er sat eftertrykkeligt fra magten. Hermed menes, at de regimer, der følger efter, virkelig gør op med fortiden og gennemfører tilbundsgående retsopgør. Det er således nærliggende at spørge, om Syrien og Algeriet ikke også er modne til regimeskifter måske endog i demokratisk retning.

Store løfter fra Overgangsrådet – men hvad står det egentlig for?

Mange nærer ønske om, at Gaddafi stilles for Den Internationale Straffedomstol (ICC), der siden 2003 har haft sæde i Haag. Det forlyder, at den libyske overgangsregering imidlertid selv vil gennemføre en retssag mod eksdiktatoren. Og eftersom ICC kun er komplementær, dvs. alene skal tage sager, hvis en stat ikke vil eller kan gennemføre en sådan retssag, kan det meget vel ende med en national straffesag. Akkurat som med Iraks eksdiktator Saddam Hussein, der blev dødsdømt af en irakisk domstol og henrettet i sit hjemland. Den stærke hævnfølelse, der er blusset op i det libyske folk, kan meget vel tage sigte på en dødsdom over Gaddafi.

Nu om dage omfatter disse problemstillinger så ikke alene forsøg på at give de hidtil undertrykte befolkninger egentlige borgerrettigheder, men også at tilmåle diktatorerne en

Nutidens internationale straffetribunaler og –domstole betjener sig imidlertid ikke af dødsstraf, men har livsvarigt fængsel som sit strengeste straffemiddel. Besindige jurister uden for Libyen kunne tænkes at anbefale det nye regimes uprøvede politiske kræfter at lade processen mod den forhadte statschef afvikle hos ICC, som må formodes at råde over den fornødne, uhildede juridiske ekspertise. Spørgsmålet er, om libyerne her sætter retfærdighed højere end hævnfølelse?

Det var Gaddafi-regimets anholdelse af menneskeretsaktivister i den store østlige by Benghazi i februar, der udløste uroligheder, som blev til Muammar Gadaffi i presselogen foran FN’s Sikkerhedsråd UN Photo/ Evan Schneider

[11]

kampe. Den hurtigt forværrede situation førte FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage sanktioner mod Libyen, som en måneds tid efter igangsatte NATO’s bombardementer af landet. Formanden for Overgangsrådet, Mustafa Abdel Jalil, har gentagne gange taget afstand fra voldelige selvtægtsaktioner fra oprørssoldaternes side. Skønt tidligere justitsminister og dermed én af Gaddafi-regimets betroede mænd er den 60-årige jurist og tidligere dommer kendt som en forkæmper for menneskerettighederne og løsladelse af libyere, som var blevet anholdt på begæring af sikkerhedspolitiet.

En sådan sætter ikke automatisk menneskerettighedsbeskyttelsen efter FN’s og Europarådets konventioner ud af kraft. Men der kan opnås en såkaldt derogering, dvs. undtagelse, fra visse menneskerettigheder under særlige omstændigheder, ved henvendelse til Europarådets generalsekretær. Men en begæring om midlertidig ophævelse af bestemte menneskerettigheder med henvisning til undtagelsestilstand kan blive underkendt, dvs. tilsidesat, hvorved den pågældende stat alligevel kan blive erstatningspligtig, hvis en borgers eller gruppe borgeres rettigheder er tilsidesat.

Omverdenen er selvsagt interesseret i at vide noget mere om, hvad Overgangsrådet egentlig står for. NTC (Overgangsrådet) har i radioudsendelser luftet dets tanker om fremtiden. Det lyder lovende, når rådet bekender sig til ligelighed, dvs. lige muligheder for mænd og kvinder, for ligestilling mellem rige og fattige, folk fra Øst- og Vestlibyen. I et land, som slet ikke har haft strukturer som i mange andre lande – f.eks. ingen politiske partier ud over Gaddafis ’folkelige’ sammenslutning, ingen foreninger i øvrigt, intet uafhængigt retssystem – kan man tvivle på evnen til at føre dét igennem.

Men – for at vende tilbage til Mellemøsten – udviklingen i en række arabiske lande, som i det hele taget har flyttet sig siden 1. januar 2011, har vist sig meget forskellig.

Mens diktatorerne i Egypten, Tunesien og Libyen er faldet, sidder f.eks. stadig deres diktatorkolleger i Syrien, Algeriet og Yemen. Sidstnævnte, altså Yemens præsident, måtte ganske vist drage til nabolandet SaudiArabien for at blive behandlet efter skudsår, alt mens et folkeligt og religiøst oprør skaber megen usikkerhed i landet, der længere tilbage var præget af borgerkrig. Syrien er antagelig ikke blev et bombarderet udefra på grund af landets magtfulde allierede Iran. Algeriet slikker efter alt at dømme stadig sårene efter de blodige opgør i kølvandet af valget i 1991, der gav flertal til et islamisk parti, hvorefter det herskende regeringsparti annullerede valget – frygten for en ny borgerkrig kan have holdt menneskeretsaktivister tilbage.

Det internationale samfund er kun ’reserve’ ved retsopgør Retsopgør med nedrige, ja monstrøse diktatorer er med andre ord ikke noget stort emne, dvs. ikke noget verden har særlig mange erfaringer med. Nazi-Tysklands Adolf Hitler begik selvmord, Fascist-Italiens Benito Mussolini blev henrettet af italienske partisaner, Rumæniens Nicolae Ceaucesci henrettedes af oprørere. Iraks Saddam Hussein dødsdømtes af en irakisk domstol og blev så henrettet. Kun enkelte andre diktatorer har opnået en sådan national retsbehandling. Flere er døde naturligt: Det kommunistiske Sovjetunionens Josef Stalin, Cambodjas bøddel Pol Pot, mens andre som Ugandas Idi Amin, fik asyl i Saudi-Arabien , hvortil også Tunesiens Ben Ali er søgt. Enkelte diktatorer af den blodige slags, så som Zimbabwes Robert Mugabe er fremdeles ved magten, nu på sit 30 år. Nationale retsopgør med international bistand (anklagere, dommere) er undervejs i Cambodja (hvor én hæslig politisk massemorder foreløbig er dømt) og ved den særlige straffedomstol vedrørende Sierra Leone (hvor Liberias tidl. præsident er på anklagebænken).

En Qadaffi-tilhænger demonstrerer sin sympati for den libyske leder UN Photo/ Eskindner Debebe

Den Internationale Straffedomstol dømmer for andet end krigsforbrydelser Den Internationale Straffedomstol har endnu ikke dømt nogen. Den har tilfældigvis kun afrikanske sager til forundersøgelse, herunder den meget omtalte mod Sudans diktator-præsident Omar al-Bashir, der er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med nedkæmpelsen af genstridige bønder i Darfur-provinsen. Denne domstol, der ofte fejlagtigt omtales som krigsforbryderdomstol, dømmer for de grove krænkelser af folkeretten, der i denne nye internationale strafferet både omfatter krigsforbrydelser (krænkelser af Røde Kors-Genevekonventionerne), folkedrab (som ikke nødvendigvis behøver at været udført under krig) og forbrydelser mod menneskeheden (forfølgelse, tortur og anden umenneskelig behandling i stor skala og over tid m.v.).

Det skal erindres, at det internationale samfund kun er en slags ”bagstopper” i nationale retsopgør. Det er at foretrække, at den pågældende stat selv ”tager slæbet”. FN som sådan er sat i verden for at opretholde international fred og sikkerhed og befæste båndene mellem nationerne. At man med inspiration fra den internationale beskyttelse af menneskerettighederne måske kan forledes til at tro, at enhver grovere krænkelse af mennesket eller dets iboende rettigheder er et internationalt anliggende, er en misforståelse. Sådan noget som straf er da også efter de fleste staters opfattelse noget overordentlig nationalt.

Hvad enten man som dansker, europæer eller verdensborger kan lide det eller ej. Det er svært at erkende, men verden styres ikke af idealisme, men af staternes velbegrundede interesser. Og enhver stat – inklusiv Danmark – er dybest set modstander af at andre blander sig.

Det er altså ikke nødvendigt, at der foreligger en egentlig krigssituation for at ICC antager en sag, selv om det som oftest vil være tilfældet. Folkeretten har (som tidligere nævnt i FN-forbundets Nyhedsbrev) i øvrigt forladt ordet krig, bl.a. fordi denne ’tilstand’ traditionelt var forbundet med forekomsten af en krigserklæring. Et sådant formkrav er i dag komplet forældet. De mange borgerkrige, der præger vor tid, er i intet tilfælde begyndt med nogen krigserklæring. Der er dermed skabt en glidende overgang fra ’revolte’, ’opstand’, ’oprør’ til det, man nu hyppigst kaldet væbnet konflikt.

[12]

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker Sikkerhedsrådet forlænger mandaterne vedr. Eritrea, Somalia, Darfur og Elfenbenskysten FN’ Sikkerhedsråd har forlænget mandaterne for hhv. Somalia, Eritrea samt Darfur (Sudan) for hver ét år til 31. juli 2012. Det panel, der fører kontrol med sanktionerne mod Somalia og Eritrea vedr. forbud mod landenes import af våben og ammunition, skal nu også holde øje med transaktionerne i landenes havne, der kan gavne den islamiske militære sammenslutning kaldet Al-Shaabab. Kontrolgruppen ligger inde med beviser på, at den eritreanske regering aktivt støtter Al-Shabaab, men denne regering fastholder, at den kun opretholder politiske bånd til islamisterne og hjælper humanitært.

FN og Den Afrikanske Unions (AU) fælles fredsstyrke i Darfur (UNAMID) skal rapportere til FN’s generalsekretær om situationen hver 90. dag, hvordan det går med at beskytte Darfur-regionens civilbefolkning. Sikkerhedsrådet opfordrer alle parter i Darfur-konflikten til at forhandle for at skabe fred. Rådet har krævet, at UNAMID får en egen radiostation. Missionen blev dannet i 2008 med det formål at få afsluttet kampene mellem sudanske regeringsstyrker og landbefolkningen i Darfur. 300.000 mennesker er blevet dræbt under kampene, mens 2,7 mio. har måttet flygte fra deres hjem.

FN’s Operationer i Elfenbenskysten (UNOCI) består af 9800 mand i uniform, som bl.a. skal bistå med at oprette politistationer og kaserner som led i opretholdelsen af lov og orden, få genskabt samfundsøkonomien samt forberede parlamentsvalg. Det er nok at tage fat på efter den krise med væbnede sammenstød, som opstod i april, da den siddende præsident Laurent Ghagbo ikke vil vige sit sæde efter at hans modkandidat ved et præsidentvalg, Alassane Ouattara havde vundet.

Sidstnævnte understregede under et besøg i FN’s hovedkvarter betydningen af national forsoning i Elfenbenskysten.

(UN Photo/ Albert Gonzales Ferran)

Ban Ki-moon forlænget – vil være FN-generalsekretær til 2016 Uden modkandidater blev den 67-årige sydkoreanske FN-generalsekretær Ban Ki-moon i juni genvalgt til FN’s generalsekretær. Han havde været sit lands udenrigsminister, da han i 2007 tiltrådte posten. Han ’arvede’ de ambitiøse 2015 Mål fra sin vel nok noget mere karismatiske forgænger Kofi Annan – dem har han kæmpet bravt for, men nu vil han efter alt at dømme opleve, at de ikke bliver opfyldt, da han sidder i generalsekretærstolen til 2016. På sundhedsområdet vil verden nok da have vundet kampen mod malaria. Han viste sig beslutsom, da Libyen stod svækket efter dette års væbnede oprør, og gik tidligt personligt ind for international intervention for at beskytte civile libyere mod Gaddafis skydende regeringsstyrker. Generelt har fred, sikkerhed og menneskerettigheder ikke beskrevet de helt store fremskridt, om end USA og Rusland har lovet at reducere deres atomvåbenarsenaler; Indien og Pakistan er stadig alvorlig på kant, i Sri Lanka har FN ikke rigtig udrettet noget for at afbøde alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret (nedslagtning af tamiler). Hans fremtidige udfordring kan blive at få påvirket Kina og Indien til større respekt for FN - de har hidtil betragtet FNindblanding som skjult vestlig intervention.

Sikkerhedsrådet har fjernet tidligere Taliban-krigere fra sanktionsliste FN’ Sikkerhedsråd har fjernet 14 tidligere Taliban-krigere fra sin sanktionsliste i et forsøg på at få banet vej for forhandlinger om en fredsaftale med de religiøse oprørere. Sanktionerne begrænsede de pågældendes rejsemulighed og fastfrøs deres aktiver i udlandet. Det er sket efter opfordring fra regeringen i Kabul. Denne har ladet oprette et fredsråd, som flere større nationer forholder sig optimistisk til. USA har meddelt, at det indtil 2014 vil trække i alt 97.000 soldater ud af Afghanistan som led i bestræbelserne på at lade afghanerne selv håndtere deres sikkerhedsproblemer. (UN Photo/ Eric Kanalstein)

Første kvinde dømt ved Rwanda-straffetribunalet Den første kvinde, den 65-årige tidligere minister for familiens og kvinders udvikling, Pauline Nyiramasuhuko er blevet dømt ved Det Internationale Straffetribunal vedrørende Rwanda. Som skyldig i folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden blev hun idømt livsvarigt fængsel. Også hendes søn, Arsène Shalom Ntahobali og fire andre dømtes ved samme lejlighed. Der blev sat vejspærringer op i Butare-distriktet, hvor massedrabene fandt sted. Den kvindelige minister og hendes hjælpere bemandede vejspærringerne for at fange så mange tutsier som muligt og dræbe dem. Den ti år lange retssag mod i alt seks personer inddrog i alt 200 vidner. De udmålte straffe spændte fra 25 år til livstid.

Gigantisk olieforurening af Niger-deltaet i Nigeria forestående Olieforurening af området Ogoniland ved Niger-flodens delta i Nigeria har vist sig mere omfattende end hidtil antaget. FN’s Miljøprogram UNEP har beregnet, at forureningen af drikkevandet, jorden og økosystemet i det hele taget vil kræv en indsats over 25-30 år og alene i de første fem år koste 1 milliard $. Men olieudvinding her har også stået på i over 50 år. Der er foretaget talrige analyser af jorden og mennesker over en 14 måneders periode. Men meget står på spil i området, hvor der bor omkring én mio. mennesker. Der bør efter FN’s mening oprettes et særligt organ, Ogonilands Miljø-genopretningsmyndighed til at forestå rensningsarbejdet.

(UN Photo/ Jeffrey Foxx) [13]

Israels mur til Palæstina-området isolerer Øst-Jerusalem Syv år efter at Den Internationale Domstol i Haag erklærede den mur, Israel havde opført for at adskille det israelskbesatte Palæstina, for folkeretsstridig er de palæstinensiske samfund bag muren isolerede og stærkt generede i deres hverdag. Som påpeget i en rapport fra FNB's Kontor for Humanitære Anliggender (OCHA) skal palæstinenserne hele tiden krydse vejspærringer for at købe ind, for at nå frem til undrvisning eller sundhedscentre. Landmænd har store vanskeligheder med at nå frem til deres marker. Gentagne rapporter har godtgjort, hvordan muren hindrer palæstinsnernes livsvilkår, så meget mere som den er anlagt inde på palæstinensisk område og ikke går langs den såkaldte grønne linje, nemlig våbenstilstandslinjen 1949.

FN-fødevarehjælp til Libyen FN’s Fødevareprogram (WFP) har leveret levnedsmidler til 500.000 nødstedte libyere. Foreløbig er leveringerne fortsat til og med august med et budget på i alt 100 mio. $, hvoraf dog kun en fjerdedel er bragt til veje. Men der er brug for flere penge. FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) har appelleret om i alt 408 mio. $ til to millioner, som er ramt af kampene, hvoraf der i midten af juni var givet tilsagn fra staterne om godt 50 pct. – 650.000 libyere, der flygtede fra kampene i begyndelsen af året, er ikke vendt tilbage til Libyen, mens 243.000 er fordrevet fra deres hjem

FN ophæver indefrysning af midler fra Gaddafi-styret FN’s Sikkerhedsråd har frigivet i alt 1,5 mia. $ af libyske aktiver, der var indefrosset som led i sanktionerne mod Gaddafistyret. Ingen af pengene vil dog gå direkte til Libyens Overgangsråd, hvis fodfæste stadig ikke er alt for sikkert. De vil derimod blive dirigeret til en række livsvigtige og humanitære formål, herunder el-forsyning. Det italienske olieselskab ENI har lovet at levere benzin og diesel mod senere afregning, da forsyningsproblemerne i Libyen lige nu er voldsomme. Det er imidlertid ikke så enkelt at frigøre de libyske midler, da kun en mindre del er i kontanter

BØGER anmeldt af Henrik Døcker Magt og ret – som afstemt i Europas forskellige forfatninger

kendt, som bogen oplyser, at den katolske kirke indtil Det 2. Vatikanerkoncil (1962-65) bekendte sig til en slags hierarki med Gud, kirke og lægfolk, og derfor var afvisende over for menneskerettighederne.

I alle de 27 forfatninger, der er omtalt i bogen, er sikret det princip, at borgerne har ret til selv at vælge deres religion – eller slet ikke have nogen. Men brydninger, ikke mindst i Italien og Spanien, har dog været udtryk for at den katolske kirke på forskellig vis har søgt at bevare en stærk indflydelse, f.eks. i skolerne. Bogen forfægter det synspunkt, at Danmark og Storbritannien har problemer med at tilpasse deres forfatningsmæssige praksis til internationalt samarbejde, (såsom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg). Det skal dog indskydes, at Danmark har tabt ganske få sager ved denne domstol, briterne betydeligt flere. Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien har lettere ved samspillet mellem national og international ret, hedder det. Disse fire har da også alle nyere forfatninger (grundlove) Til en fornyet debat om modernisering af den danske grundlov udgør denne bog et godt grundlag.

Fra Leviathan til Lissabon, red. af Irene Baron, Christian Fich & Michael Herslund, 240 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Kun ganske få lande i verden har ikke forfatninger, og meget af det tankegods, der er nedlagt i dem, har rødder i Europa. Når et uhyre, en slags søslange nævnt i Biblen, Leviathan, indgår i denne bogs titel, skyldes det at den engelske 1600-tals filosof, Thomas Hobbes benyttede uhyret som begrebsnavn for den suveræn – konge, kejser eller hvad det nu kunne være – som de forskellige landes befolkninger dengang måtte underkaste sig.

Det paradoksale i den retshistoriske udvikling er, at netop Storbritannien aldrig har fået sig en skreven forfatning – og det selv om netop en række love i dette land har udgjort udviklingstrin for menneskerettighederne. Den foreliggende bog trækker vigtige tråde bagud og giver siden hen et enestående indtryk af en hel række europæiske forfatningers nærmere indhold. Der har her været et frugtbart samspil mellem jurister og sprogkyndige på mange sprog, så spændende enkeltheder er kommet med.

Det er velkendt, at forskellige religioner – til forskellige tider – har stillet sig hindrende i vejen for det enkelte menneskes frihed (for slet ikke at tale om den videregående respekt for privat- og familieliv), men det er næppe alment

Skal Danmark have ”stormagtsdrømme” i Arktis?

Martin Breum: Når isen forsvinder, Danmark som stormagt i Arktis, olien i Grønland og kampen om Nordpolen, 270 sider, Gyldendal Det er en spændende bog med fremtidsperspektiv, journalist Martin Breum her har skrevet.

Han har befundet sig en del tid i Danmarks nuværende og tidligere besiddelser nordpå og bl.a. sejlet med flådefartøjet ”Ejner Mikkelsen” langs Grønlands nordligste [14]

østkyst. Hans ærinde med bogen er at udfolde de vældige perspektiver, der åbner sig for Danmark, når Nordpolen skal inddeles, og en ny større jagt på olie indledes.

Breum lægger op til et større drama om al den olie, der gemmer sig under havbunden i det kolde nord, og beskriver meget indgående forberedelser til og afvikling af en bestemt konference i Ilulissat (betyder på grønlandsk ”isfjældene”, da.: Jakobshavn.red.) i maj 2008. Det var her, de fem stater, som grænser op til Nordpolen: Danmark/Grønland, USA, Canada, Norge og Rusland såmænd enedes om at forhandle sig til rette, respektere havretskonventionen og i øvrigt afvente FN’s afgørelse om søværts grænsedragning.

Breum leverer en meget ”tæt” beskrivelse af sejladser, møder og erklæringer. Skildringen er bestandig i ”historisk nutid”, så læseren ikke kan undgå at blive revet med. Blot er dramaerne i Geografisk Selskab, hos Grønlands Landsråd, ved forskningsakademier eller på flåden skibe strengt taget ikke så store. Forf. citerer også en ekspert for, at de nævnte stater slet ikke vil kunne godtgøre, at deres kontinentalsokler når så langt ud i internationalt farvand, at de vil give dem særrettigheder til at udvide olie dér – på omkr. 4000 meters dybde.

Hvis grønlænderne i kraft af den nye selvstyrelov fra 2009 skulle nære selvstændighedstilbøjeligheder, så må de – som bogen gør opmærksom på – erindre sig, at Danmark årligt betænker den grønlandske landskasse med 3,4 milliarder kr. Noget andet er, at den smeltende is giver mulighed for åbning af Nordvestpassagen og dermed vil gøre en sørejse fra Europa til Asien 4000 km. kortere. Selv om de fem ’Arktis-magter’ har forsvoret noget militærkapløb, så gør bogen velanbragt opmærksom på, at Danmark måske nok bør have militære baser længere mod nord (Thule) med et citat fra Erling Bjøl.

Men det er altså alt sammen mest fremtidsmusik. Danmark fastholder over for FN, at der ikke kan indleveres krav på rettigheder i de tilgrænsende zoner på havet efter 14. nov. 2014. De hidtidige undersøgelser af havundergrunden har vist, at olie og gas i det væsentlige befinder sig på de fem landes søterritorier, dvs. på forholdsvis lavt vand.

mareridt, som blev afsluttet, da hun ved bemærkelsesværdig redningsaktion i 2008 blev befriet af colombiansk militær. Jeg vil håbe, at FARC’s danske sympatisører, som ville sælge t-shirts til fordel for guerilla-bevægelsen (og som ved Højesteret blev idømt betingede fængslestraffe herfor) læser bogen. Året før bortførelsen udkom hendes bog La rage au coeur, eng. titel Until Death do us part, hvori hun beskriver sine håb og handlinger i kampen for at bekæmpe narkokarteller, korruption og almindeligt magtmisbrug i den colombianske politikerkaste. Der var store forhåbninger knyttet til den unge kvinde, der som 37-årig indvalgtes i det colombianske parlament. Hun er ud af en fremtrædende familie, hendes nu afdøde far var diplomat, en overgang undervisningsminister og siden vicedirektør i UNESCO, hendes mor gør fortsat et fortjenstfuldt arbejde for mindrebemidlede børn i Colombia. Hun selv er både colombiansk og fransk statsborger og bor nu en del af året i Frankrig.

Noget tyder på, at lige akkurat Ingrid Betancourts bortførelse kunne være undgået – hun fik nemlig inddraget en ellers lovet militær eskorte til en bestemt guerilla-plaget provins i sidste øjeblik - efter præsidentiel ordre. Hendes minutiøse beskrivelse som fange i junglen er fuld af præcise iagttagelser af sine medfanger, af naturen, dens uhyggelige myrer og insekter, af junglens uvejsomhed, af vagternes brutalitet. I lange perioder var fangerne i lænker, hyppigt måtte de bryde op og slå lejr et nyt sted. Evig frygtede de deres fangevogteres luner – eller at blive frataget de små privilegier, de måtte have opnået. Ind imellem opstod de friktioner mellem gidslerne (hvoraf tre var tilfangetagne amerikanske soldater), de knuste forhåbninger om at blive befriet.

Hun kunne dog høre hilsner, som hendes familie sendte hende over radio og hørte også om den vedvarende sympati, som bestandig omgav hende og andre gidsler. I alt 14 gidsler blev befriet sammen med hende, da det lykkedes at narre FARC og få dets fanger op i en colombiansk militærhelikopter. Hendes politiske karriere er ikke blevet genoptaget. ■

Seks års mareridt som den colombianske guerilla FARC’s fange Ingrid Betancourt: Selv stilhed hører op, 624 sider, Gads Forlag Den nu 50-årige Ingrid Betancourt er formentlig den mest internationalt kendte colombianer i dag.

Hendes politiske karriere i spidsen for partiet Oxigeno Verde (Grøn ilt) blev brat og brutalt afbrudt, da hun i 2002 under en præsidentvalgskampagne blev bortført af guerillabevægelsen FARC – som siden 1960’erne havde terroriseret store dele af Colombia og var berygtet for gidseltagning. I denne betagende bog beskriver hun 6 1/2 års helvede i hænderne på guerillaerne – et [15]

Fordi vi tror på et globalt ansvar Er du det ikke allerede, så husk, du kan blive medlem og støtte vores arbejde

Læs mere på http://www.fnforbundet.dk/bliv-medlem

[16]